Forelæsninger over den norske Retshistorie/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt de enkelte Ejendomsgjenstande er det fornemmelig Landejendommene, hvis Retsforhold vore gamle Love med størst Fuldstændighed behandler. Vi har ovenfor fremstillet saavel de særegne Forskrifter, der gjaldt angaaende disses Afhændelse og Erhvervelse, som den fremragende personlige Retsstilling, Grundejerne indtog mellem de øvrige Thegner. Paa dette Sted skal derfor alene omhandles de Grundejendom som saadan særskilt vedkommende Retsforhold.

Selve Ejendomsretten var, som foran bemærket, ikke ved fast Gods undergiven andre Vilkaar end ved Løsøre, fraregnet de Indskrænkninger i Henseende til dets Afhændelse, som Odelsretten medførte.

I Henseende til Territoriets Begrænsning og Forholdet mellem Naboer gjaldt efter de gamle Love i det væsenlige de selvsamme Regler som sednere. Paa Landjorden var Grænsen mellem Gaardene selvfølgelig given; i Tvisttilfælde, som navnlig tænkes at kunne opstaa ved Udmarksstrækninger (markteigr, holt, hagi), maatte denne saaledes oplyses gjennem vidneførsel. – Stod lige mange Vidner paa begge Sider, sejrede efter Gulatingsloven den Part, som med sin Ed vilde bekræfte sin Paastand. Efter en sednere Rb. i F. L. XIII. 24 skulde derimod Vidnestriden afgjøres ved Kjendelse af 12 særskilt opnævnte gode Mænd. Hvis ingen af de Tvistende formaaede at bevise en bedre Ret end den anden, skulde det omtvistede Stykke deles mellem dem. (G. L. 86; F. L. XIII. 23–25). Efter Gulatingsloven var imidlertid den, som i 20 Aar eller længere upaatalt havde benyttet en Sæter eller Skovstrækning, berettiget til at beholde den. Ved M. L. VII. 61 blev den Fremgangsmaade, som efter F. L. XIV. 7 var foreskreven til Afgjørelse af Tvist om, hvorvidt en Strækning tilhørte Kongens Almenning eller var privat Ejendom, nemlig ved edeligt Sandsagn af 12 opnævnte gode Bønder, udvidet til Grænsetvistigheder mellem Private i Almindelighed[1].

Hvor Grænsen dannedes af en Elv, regnedes Ejendomsretten paa begge Sider indtil Midtstrømslinjen, og omfattede tillige den Del af Vandet med de deri værende Øer og Holmer, som laa paa begge Sider af denne, se G. L. 85 jfr. 93; F. L. XIII. 9; M. L. VII. 48, Chr. IV. L. 44, der i det hele er Kilde til Lovb. 5–11–2 til 15. – Forandrede Elven sit Løb og brød sig ind paa nogen af de tilstødende Ejendomme, medførte dette efter Gulatingsloven, der er gjentagen i den nyere Landslov, ingen Forandring af Grænsen; det var altid den gamle Midtstrømslinje, saaledes som den var, «da Elven randt ret fra gammel Tid», altsaa maalt efter Dybet, der skulde vedblive at danne Grænsen: den Ejer erhvervede Elven, som ejede den Jord, hvorpaa den brød sig ind, og den anden beholdt det forladte Elveleje indtil Midtstrømslinjen. – Efter Frostatingsloven synes derimod Forandringer af Elvelejet altid at have medført en ny Grænse, idet Regelen var, at Midtstrømslinjen skulde maales ovenpaa Vandet i lige Afstand fra det grønne Græs paa begge Bredder. Med Hensyn til Ejendomsretten til Holmer eller Banker, som opstod i Elven, indeholder F. L. XIII. 9 endel dunkle Bestemmelser, ligesom ogsaa Texten tildels er forvansket[2]. Meningen synes at være den, at, hvis Øen ikke var dannet af noget løsrevet Stykke («hel Torv») fra) nogen af Bredderne, skulde Ejendomsretten til Øen bestemmes ligefrem efter Midtstrømslinjen, dog saaledes, at, hvis der voxte Græs paa Øen, tilhørte den hele Ø den, paa hvis Lod Græsset faldt; var derimod Øen dannet af et fra nogen af Bredderne løsrevet Stykke, beholdt dennes Ejer i ethvert Fald Øen. Men i begge Tilfælde skulde en ny Grænselinje opdrages ved Maaling fra Græsset paa Øen tvert over til den modsatte Bred, uden Hensyn til foregaaende Maalinger.

Ejendomsretten omfattede ogsaa Vandet med de i samme værende Fiske; Vandets Ejer var eneberettiget til Fiskeriet, og saa meget mere til at opføre Fiske-Indretninger (veiðivél) i Vandet, saa vidt hans Grund strakte sig; dog var det forbudt at gjerde tvert over Elven og derved hindre Fiskens frie Op- og Nedgang. Kun F. L.XIII. 9 tillader Ejeren ved mindre Bække, naar han ejer begge Bredder, at gjerde derover, hvis ikke anderledes har været Brug fra gammel Tid (um daga Olafs hins helga). – Ingen maatte aflede Vandet eller forhindre dets Løb til anden Mands Skade; gjorde Nogen det, skulde han atter føre det tilbage i dets rette Løb og erlægge Skadegjæld og Landnam.

Med Hensyn til Ejendomme, der begrænses af Havet, indeholder Lovene ingen udtrykkelige Forskrifter udenfor Bestemmelserne angaaende Fiskeriet samt Hval- og Vragretten. Men det synes dog klarlig at være forudsat, at Ejendomsretten ogsaa her strækker sig saa langt, som Grunden lader sig forfølge under Vandet, og tillige omfatter den Havstrækning, som bedækker Grunden; hvorimod Havet længer ude regnedes som Almenning, se især G. L. 149 og 95, M. L. VII. 64 og 65[3]. Dog tilkom Grundejeren ingen Eneret til Fiskeri i Havet; hvorimod ogsaa der Adgangen til at opføre faste Indretninger paa Grunden, saavelsom at inddæmme Vandet, udelukkende var ham forbeholden.

I Indmarken forudsættes Grænserne mellem de forskjellige Ejendomme i Regelen at være sikre og fra gammel Tid af saa tydelig betegnede ved nedsatte Skjelstene (jfr. G. L. 87, M. L. VI. 3), at herom ikke vil opstaa Tvist, uden hvor Grænseskjellet vilkaarlig er forrykket. At flytte Grænsestenene betragtedes som Tyveri (jarðar stuldr) og var Fredløshedssag; hvorimod den blotte Overskridelse af Grænsen, selv forbunden med optagelse af Skjelstenene, alene medførte ringere Bøder (G. L. 89; M. L. IX. 8).

Naboer var pligtige at holde Gjerde mod hinanden til Forebyggelse af Skade ved hinandens Kvæg (garðr er granna sættir). Den, der forsømte sin Gjerdepligt, maatte erstatte al den Skade, som hans eget eller Andres Kvæg gjorde paa Ager og Eng, og fik selv ingen Erstatning for den Skade, hans egen Mark led[4]. Se G. L. 80, 82–84; F. L. XIII. 18–22; M. L. VII. 29–34, Chr. IV. L. 27–32, Kilder til Lovb. 3–-12–16 til 23. – Gjerdeholdet mellem de forskjellige sammenstødende Gaarde synes at have været fordelt efter gammel Sædvane; men mellem de forskjellige Opsiddere paa samme Gaard deltes det efter enhvers Indehav (eptir jarðar höfn). – Gjerde synes efter Gulatingsloven altid at have kunnet fordres saavel i Indmark som i Udmark hjemme i Bygden; hvor en nedlagt Gaard (auðn) stødte til anden Mands Mark, skulde Ejeren af hin ligefuldt holde Gjerde, da Markens Ejer i modsat Fald sagesløs kunde tage den i Brug; i Sætrene kunde Gjerdehold derimod aldrig fordres. Efter Frostatingsloven kunde Gjerde alene fordres i Indmarken; hvorimod den, som vilde have sin Havnegang fredet, maatte selv gjerde for den. Derimod bestemmer alle Lovene udtrykkelig at Forpligtelsen til at holde Gjerde mod hinanden er uafhængig af, hvorvidt der forhen har været Gjerde eller ikke (G. L. 82, F. L. XIII.18, M. L. VII. 31[5], Chr. IV. L. 29, Kilden til Lovb. 3–12–19), hvilket saaledes lik Anvendelse ved Jords Deling og Udskiftning. Mellem de forskjellige Tejge inden selve Indmarken kunde derimod Gjerde ikke fordres; F. L. XIII. 22 siger udtrykkelig, at, hvis Nogen vil slippe sine Kreaturer ved Siden af anden Mands Ager og Eng, skal han selv indhegne Stedet; jfr. G. L. 82, hvorefter Ejeren altid er ansvarlig for den Skade, Kvæget gjør, naar det gaar fra Kveet. – Lovene indeholder detaljerede Forskrifter om den Højde, Fasthed og Tæthed, som Gjerderne skal have for at agtes som lovlige, efter deres forskjellige Bestemmelse[6]. Fjælde eller Moradser ansaaes efter M. L. VII. 29 for lovligt Gjerde; dog var den, hvem Gjerdeholdet paa den omhandlede Strækning paalaa, ansvarlig for den Skade, som skede, hvis Kvæg alligevel kom derover. – Gjerdepligten varede fra Korsmesse om Vaaren (3 Maj) til Vinternatten (14 Oktober); Halvardsmessedag (15 Maj) skulde der holdes Grannestevne for at efterse, om alle Gjerder var istand, hvilket Syn, som det lader, var afgjørende for den øvrige Del af Aaret

Hvor Gjerderne var i lovlig Stand, var Kvægets Ejer pligtig at erstatte den Skade, som det gjorde. Jordens Ejer skulde opfordre ham til at holde sit vanefulde Kvæg hjemme (bjóða heim fénaði), og hvis det alligevel kom ind paa den Andens Mark, kunde det efter Gulatingsloven sagesløs dræbes; efter Frostatingsloven kunde Jordens Ejer efter hver frugtesløs Opfordring dræbe 2 Kjør eller tilsvarende af Smaafæ (12 Faar eller Geder); hvorimod Heste alene kunde tages og indsættes. Var Kvæget kommet ind paa Andenmands Mark derved, at en Tredjemand havde ladet Grind eller Led staa aabent eller nedbrudt lovligt Gjerde, synes Ansvaret, ligesaavel som hvor Kvæget var kommet ind gjennem Tredjemands ulovlige Gjerde, efter de ældre Love umiddelbart at have paaligget denne, og Kvægets Ejer alene at have maattet finde sig i, at det blev dræbt, for hvilket Tab han da, ligesom Jordens Ejer for den gjorte Skade (ausla-bót), kunde søge den Skyldige til Erstatning. – Den nyere Landslov tillader derimod under ingen Omstændighed at dræbe Kvæget, men siger udtrykkelig i VII. 37: aldrigi gengr fénaðr sér til úgildis; ligeledes bestemmer den, at Jordens Ejer, naar han har opfyldt sin Gjerdepligt, altid kan helde sig til Kvægets Ejer for den Skade, det har gjort, ogsaa hvor det er kommet ind gjennem Tredjemands ulovlige Gjerde; men hin kan søge sin Fyldest hos denne. Om optagelse og Indsættelse af Kvæg, som er kommet ind i fremmed Mark, gjaldt i det væsenlige de selvsamme Regler, som nu; navnlig fremgaar det klart af M. L. VII. 32, at Erstatningen aldrig kunde overstige Kvægets værdi, hvor ikke dets Ejer havde paadraget sig noget selvstændigt Ansvar, jfr. Kap. 30.

Om større eller mindre Veje til almindelig Afbenyttelse (þjóðgata, setrgata, rekstr) bestemmer Lovene blot, at de skal forblive, som de fra gammel Tid har været; for ulovlig Afspærring af Veje (vegar-rán) eller Ødelæggelse af Broer paa samme forfaldt den skyldige i Ransbøder til Kongen (G. L. 90; F. L. XIII. 10[7], jfr. IV. 40; M. L. VII. 43–47, Chr. IV. L. 40–43). Dog var den, over hvis Indmark nogen Vej gik, berettiget til at omlægge og flytte den ndengjerdes, naar han gjorde den ligesaa god at befare i Tørvejr og Væde, som tilforn, om den end blev længer (jfr. Dipl. Norv. III. No. 557 og V. No. 409). Om vejenes Anlæg og vedligeholdelse tales ikke i de ældste Love; Gnlatingsloven bestemmer alene, at der til Landevej (þjóðgata) ikke kan fordres større Bredde, end som et Spyd, hvis Fal en Rytter kan naa med sin Tommelfinger, naar dets anden Ende staar paa Jorden, og hvis Spids derovenfor er et Spand langt, altsaa omtrent 6 gamle eller 4½ Alen i vort nuværende Maal (jfr. Var. 26 til M. L. VII. 46). – Sandsynligvis er vejene fra først af baade udlagte og er blevne vedligeholdte af vedkommende Grundejere selv. Ved en Overenskomst mellem Erkebiskoppen og Bønderne i Trøndelagen i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede (F. L. III. 19[8]) blev det vedtaget, at alle arbejdsføre Folk i hvert Fylke skulde forrette Vejarbejde den sidste Søgnedag før St. Hansdag, hvor det mest behøvedes i hvert Skibrede, og Bønderne i hvert Hered skulde bygge Broer over Elvene – Ved den nyere Landslov blev der baade givet nøjagtigere Forskrifter om og anordnet et offentligt Tilsyn med Vejvæsenet; det er ikke usandsynligt, at det er de allerede forud paa Oplandene og i Viken gjældende Vedtægter, som herfor ligger til Grund[9]. Vedligeholdelsen saavel af veje som af Broer paahvilede den, over hvis Grund Vejen gik, og Bredden af de almindelige Landeveje sattes til 8 Alen (= 6 Alen i vort nuværende Maal). Der er intetsteds Tale om andet end Rideveje[10]. Almindeligt Vejarbejde skulde foretages 3 Gange om Aaret mellem Aannetiderne efter Tilsigelse af Kongens ombudsmand paa Vaartinget: fra Sneens Bortgang til Vaaraannen; fra Vaaraannens Slutning til Slaatannen, og fra Avlingen er bragt i Hus til Sneen kommer; da skulde de Mangler ved Vejene, som var opkomne udenfor disse Tider, istandsættes. De betydeligere Arbejder paalaa Grundens Ejer; de mindre, saasom Udfyldning af mindre Huller, Bortskaffelse af Trær, som kunde falde tvert over Vejen, og Afhugning af Grene, som ragede for langt frem, m. v. paalaa Brugeren. For ufremkommelige Steder paa Vejen var fastsat høje Bøder. Efter hvert Arbejdsstevne kunde Kongens Ombudsmand holde almindelig Vejbefaring (baugreið); dog kun paa Landevejene gjennem Bygden og paa de Veje, som forbandt Fjælddistrikterne med Søen (þjóðvegir). Han skulde da lade en Mand ride langs ad Vejens Midte og have et 8 Alen langt spyd liggende tvert over Hesteryggen med 2 løse Vidjehanker, en paa hver. Ende; for hver Gang nogen af disse Hanker blev reven af, forfaldt den forsømmelige Bruger i Bod til Kongen – Vedligeholdelsen af Veje gjennem Almenningerne paalaa det brugsberettigede Bygdelags Bønder. – Over de Elve, som var for store til at holde Bro over, paalaa det de tilstødende Grundejere at indrette Færgested, hvor da de Rejsende skulde betale Færgepenge, 1 Pening for hver Mand og 1 Pening for hver Hest; for de Fattiges Oversætning skulde Bygdemændene tilfredsstille Færgemanden.

For Nogen over anden Mands Ager eller Eng, og ikke vilde fare den rette Vej, forefaldt han i Bøder; ligesaa skulde den, som gik igjennem en Grind, være ansvarlig for, at ikke Kvæg kom igjennem den og gjorde Skade, se G. L. 83, M. L. VII. 30 og 34, hvor det nøjagtig foreskrives, hvorledes Grinderne skal være indrettede, navnlig at de skal falde til af sig selv (jfr. Lovb. 3–12–18), samt sættes Bøder for Gjerders og Grinders Ødelæggelse.

I 2 Haandskrifter af M. L. VII. 53 findes en Bestemmelse, der synes at have tilhørt den ældre Eidsivatingslov, at Ingen maatte bygge noget Hus saa nær ved anden Mands Grund eller Gaardsled eller ved Landevej, at Tagdryppet blev til Besvær.

  1. Á þingi skulu þeir nefna 12 haulda eða bœndr hina beztu ef eigi eru hauldar til, hver þeirra í þinghá þeirri, ok hefi tvá af þeim 12, þá er bera má ok sverja, hvert en hans eign er eða almenningr. Ok svá skal sœkja, sem nú er mælt, ef 2 menn eigu jørð saman eða úthaga ok kalla báðir til síns bœlis liggja.
  2. Hverr skal eiga vatn ok veiðistøð fyrir jørð sína, nema með løgum sé frá komit. En ef á fellir jørð manns, þá skal mæla frá grœnu grasi af hvárutveggja landi eða her bunni hitsku (?) ok brjóta í miðju í sundr; hafi þat hvárrtveggja er þá hlýtr. En ef eigi hefir á brotit, ok er fasta land eða berg hvárntveggja veg, þá skal mæla frá grœnu grasi ok heilli torfu. En ef eyrr gerist í miðri á eða nærmeir øðrutveggja landi, eða er hólmr í, ok hefir þó af hvárgu landi heila torfu slitit, ok stendr þar í gras eða her bua (?), ok kemr þat á annars hlut en á annars eigi, þá skal sá eiga, er þat gras hlýtr; mæla þaðan á hins hluta, er ána á við hann, nema lita hinu, er áðr rann taumburðr til. … En ef heila torfu hefir af annarstveggja landi slitit, ok er þar gras á, þá má frá grasi mæling hefja. En um þær ár allar, er eigi eru flotrennar, þá skal þar gerða yfir ef vill, ok á hann jørð báðum megin til. En ef þeir, er fyrir ofan sitja, segja, at eigi var svá gert um daga Ólafs hins helga, þá fari þeir til ok festi løg fyrir, ok leggi fimtarstefnu, ok njóti sá vitnis síns er gerði.
  3. Jfr. Aschehoug, i Ugeblad for Lovkyndighed m. m. X. S. 385 fgg.
  4. G. L. 82: Sá er eigi gerir sinn garð, þá skal hann ábyrgjast skaða þann allan er hinum er gerr, hvárt sem gerir hans smali eða annarra manna. – F. L. XIII. 18: Ef hann vill eigi (gerða), þá bjóði hánum heim beggja þeirra naut, ok hefi hann ábyrgð ok auslan allan bœta þeim, þann sem beggja þeirra smali gerir, ok allt þat er høggvit verðr.
  5. Ef menn vilja garð hafa bœa í millum, þar sem eigi hefir fyrr verit, gerði at jarðar magni sá, er hafa vill, ok sva sá, er til móts á, ok at jarðar høfn haldi hverr síðan sínum hluta upp. En sá er eigi vill gerði halda eða gerða, þá gjaldi skaða þann allan, er af gerist. Fimt skal gera til gørðum at skipta, ok hluta ok hafa við vátta, hvárt sem hann vill eða eigi, ok ábyrgi hánum garðinn ok skaða þann allan er af fénaði verðr, hverr sem á. En at gørvum gørðum þá skal fénaði øllum ok svínum heim bjóða ok leggja laga sekt við, þat eru tvær aurar silfrs, ok bœti auslan. En allan auslan skulu 6 skynsamir menn meta.
  6. Gjerde i Indmarken (garðr sá er um andvirki stendr) skulde være omtrent 4 Fod højt og saa tæt, at man ikke kan kaste en Øxe derigjennem, Rækkegjerde (rima-garðr) have 4 Rækker i Højden; sædvanligt Skigjerde (skíð-garðr) bruges «hvor der er godt for Trævirke»; Buskgjerde (hagfellu-garðr) som Delegjerde (merkisgarðr) mellem Gaardene.
  7. Ef maðr hefir haft lendistøð á jørðu manns á 10 vetrum eða lengr, þá skal engi øðrum banna; ok svá vegu alla til salts ok til sjóar ok til markar upp ok svá at endiløngu heraði.
  8. En þessur vegabót kemr í stað mannfrelsis þess, er í løgum várum er, ok allir menn høfðu heitit til guðs þakka.
  9. Jfr. Munchs Hist. IV. 1. S. 514.
  10. Þjóðgata ok setrgata ok allir rekstrar skulu svá vera, sem verit hafa at fornu fari. Nú liggr þjóðgata um bœ manns, þá má hann af fœra bœ sínum með þeim kosti at gera aðra jafngóða utangarðs at fara í þurru ok vátu, þá skal þó þá fara at hon sé lengri. Nú skal þjóðgata vera 8 alna breið; en ef maðr spillir víðara akri eða eng, þa skal svá bœta, sem 6 skynsamir menn meta, ok landnám á ofan. Nú rænir maðr annan þjóðgøtu, þá skal hann gjalda konungi mørk silfrs ok þeim fullrétti er ræntr var. Nú brýtr maðr brú af þjóðgøtu, geri aptr aðra jafngóða sem áðr var ok leggi á mark silfrs þeim er brú átti. Nú rænir maðr annan setrgøtu eða rekstri þeim er verit hefir at fornu fari, bœta konungi hálfa mørk silfrs fyrir vegar-rán, ok hefi hinn gøtu sína sem áðr.