Forelæsninger over den norske Retshistorie/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De gamle Nordmænd anerkjendte Ejendomsretten i den videste Udstrækning og opretholdt den i alle Kollisioner, hvad enten dens Gjenstand var løst eller fast Gods. Vore gamle Love tillader ubetinget Vindikation, uden Hensyn til Tredjemands gode eller slette Tro, og uden Forskjel, hvad enten Tingen med eller uden Ejerens Vilje var kommen ud af hans Besiddelse, se saaledes G. L. 49, 50, 254; F. L. XI. 4; B. R. 111; M. L. V. 1, VIII. 19[1], 20 jfr. 10 og IX. 4. At man kunde tabe sin Vindikationsret til Straf for svigagtig Omgang med Tingen (F. L. XI. 4, M. L. V. 1 Slutn.), er en anden Sag. – En særegen Indskrænkning, udgaaende fra den ældgamle Opfatning, at Bemægtigelse ved vaabenmagt altid stifter Ejendom, gjør G. L. 314, M. L. III. 16, der bestemmer, at, naar vikinger har herjet i Landet, og Forfølgerne maa anvende vaabenmagt (rjóða odd eða egg) for at fratage dem deres Bytte, havde disse Ret til at beholde, hvad de saaledes tog; i modsat Fald kunde den tidligere Ejer søge det tilbage.

Ejerens Raadighed over Tingen var ligeledes saa godt som ganske uindskrænket; nogen Over-Ejendomsret for Kongen eller Staten vilde være uforenlig med Odelsforfatningen. Selv den naturlige Forpligtelse for ethvert Medlem af Samfundet til at bære de Byrder, som dettes opretholdelse udfordrer (Skatte- og Krigstjenestepligt), var ingenlunde i de gamle Nordmænds Samfundsorden betragtet som nogen almindelig, af Undersaat-Forholdet umiddelbart flydende Skyldighed[2], men alene som Gjenstand for en kontraktmæssig Overenskomst mellem Folket og Kongen som sideordnede Parter. Kun de engere Samfundskredses (Heredets eller Fylkets) Interesser ansaaes for umiddelbart at vedkomme de enkelte Medlemmer.

Af lovbestemte Indskrænkninger i Ejendomsretten kan først mærkes den almindelige Frihed til at jage og fiske og følgelig ogsaa til at betræde anden Mands Grund (se § 38). Denne Ret maa dog alene betragtes som en i de lokale Forhold grundet uskyldig Nyttesret, betinget af at ingen Skade gjøres. – Nogen almindelig Ret til at kræve Vej afstaaet over anden Mands Grund opstiller de gamle Love ikke, men paabyder alene Vedligeholdelse af de allerede fra gammel Tid værende Veje, Broer og Færgesteder (se § 34). – En virkelig Raadighed over fremmed Ejendom indrømmer derimod F. L. XIII. 7, der tillader at gjøre Gildre i fremmed Skov efter Ulv, Ræv og Oter; hvilken Tilladelse derimod ikke gives i G. L. 93 eller M. L. VII. 58. – Endvidere Retten til i Fisketiden at landdrage og lægge Fangsten paa anden Mands Grund (F. L. XV. 5, M. L. VII. 49, Chr. IV. 45 jfr. Lovb. 5–11–16) samt at føre funden Hval til fremmed Strand og afspække den der (G. L. 149, F. L. XIV. 10, M. L. VII. 64, Chr. IV. L. 61, jfr. Lovb. 5–12–1 til 13). – Fremdeles tillod F. L. XIII. 10 vejfarende Mand at tage anden Mands Baad for at sætte over, men ikke for at fare op eller ned ad Elven, samt at hugge i anden Mands Skov det fornødne til at istandsætte sit Kjøretøj eller Fartøj samt til at gjøre Ild med. Men den første Beføjelse er bortfalden, sandsynligvis som Følge af Færge-Indretningers Anordning ved M. L. VII. 47; de øvrige er optagne i M. L. VII. 22, Chr. IV. L. 20, og B. L IX. 10 jfr. Lovb 6–17–27.

Nogen almindelig Forpligtelse til at afgive sin Ejendom, naar det offentlige Behov kræver det, findes ikke udtalt i de gamle Love. Imidlertid er der gjort en vigtig Anvendelse heraf i Pligten for Enhver til at afgive Grund til Ledingsskibets Opsætning samt taale, at der i hans Skov tages Materialier til Kirkes eller Ledingsskibs Bygning (G. L. 305 og 306, F. L. VII. 26, M. L. III. 2), saavelsom at finde sig i, at Ledingsfolket, naar det kommer i Mangel paa Proviant, foretager Strandhug (G. L. 303; F. L. VII 23; M. L. III. 13). I saa Tilfælde bestemmer imidlertid Loven, at Erstatning skal gives.

En væsenlig Indskrænkning i den Enkeltes Raadighed over sin Ejendom medførte Odelsretten, hvilken dog ikke bør opfattes som nogen Indskrænkning i Ejendomsretten, men alene som Udtryk for de Cairnes Forestilling om Slægtens Medberettigelse til, hvad dens enkelte Medlemmer ejer.

Derimod maa som en vigtig Indskrænkning i den private Ejendomsret mærkes den Kongen tilkommende Forkjøbsret til alle de Varer, Nogen havde at sælge, hvilken Ret med Hensyn til Varer, indførte fra Udlandet, gjaldt i 3 Dage efter Skibets Ankomst, se M. L. VIII. 9, Chr. IV. L. ibid., jfr. B. L. i VI. 18; se og om Falke M. L. VII. 52, Chr. IV. L. 49, Lovb. 3–14–38. Denne Ret var en Arv efter de gamle Herser, og havde saaledes egentlig sin Grund i det patriarkalske Forhold. Den medførte imidlertid ikke, saaledes som de islandske Goders tilsvarende Ret, nogen Myndighed til at sætte Taxt paa de indførte Varer, og endnu mindre nogen Ret til at fordre tilkjøbs Andet, end hvad Ejeren selv vilde sælge; skjønt man vistnok finder, at de kongelige Ombudsmænd har misbrugt Forkjøbsretten paa mange Maader, se Rb. 30 Juli og 14–15 Novbr. 1316, 19 Juni 1355, 5 Febr. 1360, 1 Maj 1373 samt 22 Januar 1358, Reces 1568 Art. 10 og 14 og Reces 7. Oktbr.1578 Art. 11 og 12.

Endvidere havde Kongen Ret til at forbyde Udførsel af Varer fra Landet eller fra visse Distrikter (bann), se G. L. 295 og 313; F. L. VII. 1 og 27; M. L III. 1 og VIII. 25, Chr. IV, L. ibid[3], hvilken Ret ogsaa, ved at anvendes i Forbindelse med Forkjøbsretten, sees at have givet Anledning til svære Udpresninger. – Herhen hører ogsaa Bestemmelsen i M. L. VII. 14, at Kongens Ombudsmand, naar Kornmangel indtræder, skal undersøge omkring i Bygden, hvor Oplag af Korn og Mel findes, og Ejeren er da forpligtet til at overlade, hvad han ikke behøver for sit eget Hus, til dem, som mangler Korn, efter gangbar Pris; og Ingen maa uden med Kongens specielle Tilladelse virke Malt under saadan Mangel. – Se endvidere B. L. VI. 14, hvorefter Malttilvirkning i Byerne eller af der indkjøbt Korn til enhver Tid var forbudt.

De Indskrænkninger, som Byloven foreskriver med Hensyn til Handelen, var nærmest fremkaldte af Hensyn til at lette Beboernes Forsyning. Handelen, idetmindste med de vigtigere Artikler, maatte ikke foregaa fra Skibene, men Varerne skulde udskibes og sælges enten i Husene eller paa Torvet. Alle Udsalg i smaat skulde ske fra Boder i Gaderne, men Fisk sælges fra Baadene. Fremmede Kjøbmænd maatte ikke fore sine engang til Byen indførte Varer ud igjen, men al Vare, som bliver bragt til Byen, skal sælges der; Gjæst maatte ikke handle med Gjæst, men Byens Borgere var forkjøbsberettigede næst Kongens ombudsmand foran alle Fremmede, (B. L. VI. 8, 16, VII. 23; Rb. 11 Novbr 1301 og 11 Juni 1302). – Allerede i Rb. 16 Oktbr. 1299 forbydes det Bissekræmmere at rejse om i Bygderne med sine Varer; men al Handel skal være indskrænket til Byerne, uden hvad Bønderne sig imellem maatte have at kjøbe eller sælge, jfr. Rb. 8 Marts 1364 og 3 Maj 1372, 26 Aug. 1383 m. fl., der forbyder Enhver at fare ind i Fjordene eller paa Fiskeværene for at handle. At Byens egne Indvaanere skal være eneberettigede til at nære sig ved Handelen, og at der til at drive Kjøbstadnæring udkræves formelig optagelse i Borgernes Tal, blev først i Løbet af det 14de Aarhundrede en anerkjendt Sætning; Borgerskab som Betingelse for Ret til Næringsdrift forekommer neppe før i Rb. 10 Maj 1318. Derimod gjaldt der ingen Indskrænkninger til Fordel for de bosatte Kjøbstadborgere i Udlændingers Adgang til selv at foretage den fornødne Omsætning af sine Varer.

Fra det 16de Aarhundrede bevirkede Hensynet til Skovenes Bevarelse forskjellige Indskrænkninger i Ejerens Raadighed, hvorom nedenfor vil blive handlet (§ 36).

Om Herrens Raadighed over sine Trælle er talt i § 17. Se G. L. 68, 69, 182; F. L. V. 20, X. 40 og XI. 20; B. R. 142.

Om Samejeres indbyrdes Retsforhold indeholder vore ældre Love kun faa Bestemmelser udenfor Jordfællesskabet, om hvilket nedenfor særskilt skal handles (§ 35). – G. L. 48 (Hkb. 124) bestemte, at hvor den ene Medejer uden de andres Minde solgte den fælles Ting, skulde der kastes Lod om, hvem der skulde raade; hvis Loddet traf Sælgeren, blev Handelen staaende, men traf det nogen af Medejerne, kunde den omstødes[4]. At heri udtales et for Interessentskabsforhold i Almindelighed gjældende Princip, fremgaar af Kap. 51, der foreskriver samme Afgjørelsesmaade, hvor den ene af Brødrene uden de andres Samtykke har bortfæstet sin Syster; imidlertid synes Forudsætningen herved at maatte have været, at Interessenterne hver ejede lige store Andele; i modsat Fald maatte vel den, som ejede en større Part, tildeles forholdsvis flere Lodder. At Majoriteten i Tvisttilfælde har haft den afgjørende Stemme, antydes intetsteds; men Lodkastning har vistnok altid været det afgjørende, saaledes at der har været lige saa mange Lodder som interesserede (og ligeberettigede) Personer; jfr. G. L. 87[5]. – Ved M. L. VIII. 18, Chr. IV. L. ibid. (Kilden til Lovb. 5–3–51) bestemtes, at enhver Medejer kunde kræve Deling, hvis Tingen lod sig dele uden Skade; i modsat Fald skulde der kastes Lod om, hvem der skulde udløse den anden. Den, som Loddet traf, skulde da udløse de andre efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering, eller ogsaa sælge Tingen til hvem, han vilde, og betale de øvrige deres Part af Kjøbesummen. Vilde nogen Medejer sælge sin Part, havde de øvrige Forkjøbsret. – Ifølge B. L. VI. 5 skulde Enhver, som vilde sælge sit Hus i Byen, først byde det til Kongen og dernæst til dem, som havde fælles Gaardsled med ham, hvilken Bestemmelse blev ophævet ved Kgbr. 7 Marts 1558 for Bergen. – Om Sameje i Skib bestemte M. L. l. c., at, hvis ingen af Medrederne havde Raad til at løse det hele, og det heller ikke kunde faaes solgt til Andre, kunde den af Medejerne, som vilde, benytte Skibet, og af Fortjenesten først tage sig betalt for sine Udlæg, og derefter betale de øvrige deres Del af det rene Udbytte; jfr. Fr. II. Søret af 1561 Art. 61 (Kilden til Lovb. 4–1–35).

Om Erhvervelsen af Tingens Frugter taler Loven alene ved faste Ejendomme, hvor Regelen er, at Afgrøden er et Tilbehør til Grunden og, selv om den er separeret, følger denne ved dens Vindikation, for saa vidt den ikke allerede er konsumeret; hvorimod Brugeren først ved den omforenede Forpagtningsafgifts Erlæggelse erhverver Retten dertil (landskyld heimilar lóð); se G. L. 72, 75; F. L. XIII. 1. og 17, XIV. 2; M. L. VII. 1, 10, 12 o. fl. – At Ejeren af et Dyr erhverver Ejendomsretten til dets Affødning, om end Dyret besiddes af en Anden paa hans Vegne, er forudsat i G. L. 43, M. L. VIII. 15, Chr. IV. L. ibid. (Kilden til Lovb. 5–8–13); men hvorvidt det samme gjældte, hvis Besidderen havde Tingen i eget Navn, kan ikke sees. Trælkvindes Barn tilhørte ifølge G. L. 57 Faderens, ikke Moderens Herre. – Bestemmelsen i Lovb. 5–2–90 er tagen af Chr. IV. L. IV. 7, der ikke er tagen af M. L., men gjenfindes i den islandske Jb. V. 14.

  1. Nú lér maðr eða selr þat, sem hánum er lét, ok misferr þat, þá skal sá er á heimta af hvárum sem hann vill, þeim er seldi eða hinum er keypti, ok svá skal hvervetna þar, sem maðr selr annars manns eigu.
  2. Se Egils S. Kap. B. Jfr. Militært Tidsskrift, 34te B. S. 1 fgg.
  3. Saaledes: Ol. s. helga Kap. 102; FmS., Han s. harðr. Kap. 42 og Hák. Herðibr. S. Kap. 25.
  4. Nú eigu tveir menn eða fleiri einn grip saman, þá selr einn ok spyrr eigi hina at, er með hánum eigu; nú vilja þeir rjúfa kaup þat, er með hánum eigu, þá skal hluta, hverr ráða skal; en ef sa hlýtr at ráða, er seldi, þá skal halda; en ef hinir hljóta, er rjúfa vilja, þá skulu þeir rjúfa á fyrsta mánaði, er þeir verða varir við.
  5. Jfr. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 19.