Forelæsninger over den norske Retshistorie/25

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Var Faderen død og havde efterladt sig umyndige Børn, paalaa disses opfostring og Underholdning saavelsom Værgemaalet for deres Gods (fjárhald) den nærmeste Arving, og var det offentlige ganske uvedkommende; hvorimod det fornødne Tilsyn førtes af de øvrige Frænder. Værgen maatte naturligvis selv have naaet Myndighedsalderen (15, siden 20 Aar); Kvinde kunde være værge ligesaavel som Mand; var hun gift, overtoges Værgemaalet af hendes Husbonde, se G. L. 115[1] jfr. 119, 127 og 128 Slutn.: F. L. IX. 22–28 jfr. XI. 5; M. L. v. 13 og 14, B. L. og Chr. IV. L. ibid. – ved Værgemaalets Overtagelse skulde den Umyndiges Gods vurderes og Værgen havde i sin Tid at tilsvare ham saavel Kapitalen (innstœða) som Renten (ávöxtr), med Fradrag af hvad deraf medgik til hans Underholdning (innstœðu-eyrir, forlags-eyrir). Som Regel i denne Henseende gjældte efter Gulatingsloven, der er gjentagen i Magnus Lagabøters Love, at Renterne af en Kapital af 4 Mark efter 12½ pCt. = 4 Ører om Aaret, skulde ansees som tilstrækkeligt til den Umyndiges Underholdning, og et saadant Beløb kande anvendes af selve Kapitalen, hvis Formuen ikke afgav saa meget i Rente, indtil den Umyndiges 12te Aar; efter den Tid skulde han kunne fortjene sit Ophold ved sit Arbejde (vera matlaunarmaðr). – Efter Frostatingsloven synes Underholdningspengene at have været ansatte til 5 selvberegnede eller 2½ vejede Ører aarlig (jfr. V. 13); ligeledes synes man her at have fordret, at den Umyndiges Kapitel skulde bibeholdes uformindsket, saa at Værgen maatte selv tilskyde det fornødne, hvis Indkomsterne ikke strakte til, jfr. IX. 22 og XI. 5, medens paa den anden Side Værgen synes at have haft Ret til uden videre at beholde, hvad Myndlingens løse Formue kastede af sig, og alene at have maattet gjøre Regnskab for Indtægterne af Jordegodset med Fradrag af Forlags-Øre[2]. – Var den Umyndige saa rig, at den lovbestemte Forlagsøre ansaaes for knapt, kunde efter M. L. V. 14, der i denne Henseende dog neppe fastsætter noget Nyt, Frænderne bestemme et passende forøget Beløb til den Umyndiges Underholdning og til Værgen for hans Ulejlighed; Resten af Indkomsterne skulde komme den Umyndige til Fremtarv. – Havde Værgen modtaget den Umyndiges Gods uden vurdering, kunde denne, naar han var bleven myndig, med sin egen Ed efter sine Frænders Anvisning sigte Værgen for saa meget Gods, som denne skulde have at tilsvare, G. L. 119; F. L. IX 22.

Værgen maatte ikke føre Myndlingens Gods ud af Fylket eller af Byen (eller efter F. L. af Lagdømmet), med mindre han stillede tilstrækkelig Sikkerhed. Undveg han lovstridigen med Godset, skulde han efter F. L. IX. 28 tilsvare det med en Halvparts Forøgelse. Var den nærmeste Værge uvederheftig og ikke kunde stille Sikkerhed, eller han boede udenfor Lagdømmet, og ikke inden samme ejede saa meget Gods, at det kunde skjønnes at afgive tilstrækkelig Sikkerhed, gik Værgemaalet over til den næst paafølgende Arving uden at dette dog fik nogen Indflydelse paa den eventuelle Arveret efter Myndlingen. – Forsømte rette Værge at overtage Værgemaalet, maatte han efter F. L. IX. 24 tilsvare det Tab, som den Umyndige derved kom til at lide, – og samme Ansvar paalaa efter IX. 28 den subsidiært Værgepligtige, hvis han forsømte at kræve Sikkerhed, naar han kom til Kundskab om, at Værgen vilde drage bort med den Umyndiges Gods.

Iøvrigt var Værgen i enhver Henseende den Umyndiges fuldkomne Repræsentant. Hans Handlinger, selv Afhændelse af Jord til Betaling af den arvede Gjæld, var ifølge F. L. IX. 22 lige saa forbindende for den Umyndige, som om denne selv havde foretaget dem; og Værgen kunde efter F. L. IV. 38 med bindende Virkning slutte Forlig angaaende Fornærmelser, tilføjede Myndlingen. – Ifølge F. L. IX. 23 havde imidlertid den Umyndige, naar Værgen ulovlig havde forspildt hans Gods, og var uvederhæftig til at fyldestgjøre hans Krav, Ret til selv fra Tredjemand at søge sit Gods tilbage; dog først efter at have søgt Fyldestgjørelse hos Værgen til det yderste (til lindalags). G. L. taler derimod, ligesaalidt som M. L., om nogen saadan subsidiær Ret for den Umyndige lige over for Tredjemand, men tillægger alene Myndlingens Krav en Fortrinsret i Værgens Bo lige med Enkens Krav for sin Hjemmegift, og foran hendes Tilgift og Gaver (G. L. 115, M. L. V. 13, B. L. ibid.). – Myndlingens Søgsmaal mod Værgen præskriberes, som Arvesøgsmaal i Almindelighed, efter G. L. 119 i 5 Aar, og efter F. L. IX. 29 og M. L. V. 18, B. L. ibid. i 10 Aar efter opnaaet Fuldmyndighed. – Dersom Værgen benægtede, at Myndlingen havde naaet den lovlige Alder, skulde efter F. L. IX. 26 Moderen eller den nærmeste Mødrenefrænde bekræfte hans Alder med sin Ed.

Noget Spor af Tilsyn fra det Offentliges Side med Værgemaal findes ikke før end i en Anordning af Bergens Lagting 17 Juni 1551 (Paus S. 310), hvor det bestemmes, at Fogden og Almuen i hvert Skibrede skal opnævne 6 gode Mænd, der paa Arveskifter har at paase de Umyndiges Tarv og vaage over, at Værgerne er vederhæftige eller stiller Sikkerhed, og i Mangel deraf skal ansætte andre Værger, selv udenfor Frændernes Tal. Se og Fr. 7 April 1619, der indførte Overformyndere i Kjøbstæderne (Kilde til Lovb. 3–20).

Var de umyndige Børn trængende, paalaa deres Underholdning paa samme Maade som Værgemaalet de nærmeste Arvinger, forudsat at disse selv ejede det Fornødne. Dog var Moderen efter Faderens Død, hvis hun havde Midler dertil, efter G. L. 117 jfr. M. L. V. 14 Slutn. altid nærmest forpligtet til at forsørge sine trængende Børn; efterlod Manden tillige Børn af tidligere Ægteskab, paalaa disses Forsørgelse hans Frænder; men dersom hans Børn af det andet Ægteskab ejede Formue, skulde denne først anvendes til deres Halvsøskendes Underholdning. – Fattige Slægtninger betrængte-des ganske som anden Arv og skiftedes som saadan (G. L. 115, 127 og 130; F. L. IX. 25[3] jfr. XI 5; M. L. V. 14, 20, B. L. ibid.); samme Regel gjaldt, om ogsaa Forældrene var ilive, naar de formedelst Armod var ude af Stand til at forsørge sine Børn, i hvilket Tilfælde Faderens Frænder efter G. L. 118, jfr. F. L. IX. 11, skulde overtage 2 Trediedele og Moderens 1 Tredjedel af Børnene til Forsørgelse. M. L. V. 15, B. L, ibid. siger alene, at Børnene skal skiftes mellem Faderens og Moderens Slægt i Forhold til deres Andel i Boet (sem felag þeirra var). – Regelen for, hvorvidt Nogen paa Grund af egen Fattigdom kunde vægre sig ved at forsørge sine trængende Slægtninger, var den samme som for, hvor meget der af et Barns egen Formue maatte anvendes til hans Underholdning, nemlig Indkomsten af en Kapital paa 4 Mark, hvilket ogsaa i denne Forbindelse kaldes Forlags-Øre, saaledes, at man var pligtig at forsørge en Trængende for hver 4 Mark, man ejede. Forsaavidt den nærmeste Arving ikke ejede tilstrækkelig Forlagsøre, skulde den Fattige føres videre ned i Ætten, indtil Forlagsøre fandtes[4].

Angaaende Børnenes Forsørgelse, hvor Nogen blev fredløs og forbrød sit løse Gods, bestemmer F. L. V. 13, at, hvis den Fredløse ejer Jord, som hans Arving tager, medens Kongen tager hans øvrige Gods, skal hans Fattige fordeles mellem hans Arvinger og Kongen i Forhold til Godsets Værdi efter Mænds Skjøn; men hvis den Fredløse ikke ejer Jord, og Kongen tager alt hans Gods, skal han ogsaa forsørge hans Fattige; i dette Tilfælde skal der af den Fredløses Gods afsættes Forlagsøre til Børnene, indtil den ældste er myndig, «thi ikke skal ætbaarne Mænd gange i Kongens Gaard»; jfr. M. L. X. 2 No. 9 Slutn. – Forældreløse Fattigbørn, der ingen Slægtninger havde, skulde efter F. L. II. 2 forsørges af hele Fylket, en Maaned paa hvert Sted.

Forpligtelsen til Børnenes Forsørgelse varede til deres Myndighed, altsaa efter de ældre Love det 15de Aar (jfr. F. L. IX. 25) og efter den nye Lov det 20de Aar. Dog fremgaar det af Forudsætningen i G. L. 115 og M. L. V. 14, at man har tænkt sig, at Børnene, hvis de er friske, allerede fra sit 12te Aar selv bør kunne fortjene sin Føde uden at falde Andre til Byrde. – Undslog Nogen sig for at overtage Forsørgelsen af en Fattig, hvortil han var pligtig, stod han til Ansvar for ham, og forfaldt efter G. L. 130 jfr. 70 og F. L. IX 25 Slutn. i en Bod af 3 Mark Sølv til Kongen, hvis han lod ham gaa omkring og tigge, saavel som hvis han lod ham omkomme paa Grund af Mangel. Ved M. L. V. 22 jfr. VII. 57 blev Ansvaret for at lade den Nødlidende omkomme af Mangel forøget til de almindelige Drabsbøder og Thegngilde; medens Straffen for at lade sin Umage gaa omkring og tigge ved V. 15 bestemtes til 6 Ører. – Havde Nogen maattet forsørge en Trængende, som han var pligtig at underholde, uagtet han ikke var hans nærmeste Arving, og den Forsørgede siden enten ved Arv eller paa anden Maade erhvervede Formue, bestemte M. L. V. 23 jfr. Chr. IV. L. ibid., at Forsørgeren efter hans Død skulde være berettiget til at kræve Erstatning for sit Udlæg, dog uden Renter. Havde Nogen derimod forsørget en Fattig, uden at han var pligtig dertil, skulde han søge sin Løn hos Gud, men ikke kræve noget Vederlag af den forsørgedes Bo.

Paa samme Maade som Børn, betragtedes ogsaa den Voxne, der formedelst legemlig eller aandelig Skrøbelighed eller Nød ikke kunde hjælpe sig selv, men maatte forsørges af Andre, som úmagi. – Lovene forbyder at berøve nogen myndig Mand Bestyrelsen af hans Gods, saa længe narrer ved sine fulde Sjæls- og Legems-Kræfter og ikke aabenbar forspilder Godset. Men i modsat Tilfælde kunde hans Arvinger ifølge G. L. 126 og M. L. V. 19, B. L. ibid.[5] gjøre ham umyndig og skifte hans Bo, jfr; M. L. V. 7 første Arv, der tilføjer, at, naar en Mand «bliver sine Børns úmagi», kan hans forhen afdøde Sønners Sønner indløse fra sine Farbrødre det Odelsgods, som vilde tilkommet deres afdøde Fædre. – Parallelstedet i F. L. IX. 20 jfr. B. R. 165 forbyder imidlertid ubetinget at skifte Mandens Bo, saa længe han lever,» men tillader alene hans Arving at tage det under sin Varetægt og anvende det fornødne deraf til Bestridelse af hans sømmelige Underholdning, men han maa ikke sælge Godset. – Ligeledes skulde efter F. L. IV. 32, M. L. IV. 9, vanvittige Folk behandles som umyndige og forsørges og vogtes af sine Arvinger[6].

Ganske paa samme Maade paalaa Forsørgelsen af skrøbelige og vanføre Fattige deres nærmeste Arving, som besad Midler dertil. Havde den Fattige slet ingen Frænder, som kunde forsørge ham, skulde han underholdes af Menigheden ved at flyttes fra Gaard til Gaard i Bygden (M. L. VII. 57[7], Chr. IV. L. 55, Kilde til Chr. V. Lovb, 3–12–24 til 28, jfr. F. L. Indl. 17), eller ved at tinges i Lægd paa en vis Gaard (festa í vist, G. L. 70, M. L. V. 15).

Forsørgelsen af fattige Frigivne paalaa, saa længe de ikke havde gjort sit Frelsesøl, altid den forrige Herre (Skapdrotnen) som deres eneste Arving; hvis de havde gjort sit Frelsesøl, paalaa Forsørgelsen nærmest deres Børn, der var pligtige at arbejde for dem; men hvis disse ikke formaaede det, paalaa den fremdeles Herren (G. L. 63 jfr. 66; F. L. IX. 11 og 13 jfr. 15). Derimod havde Herren efter Gulatingsloven ingen Forpligtelse til at forsørge sine Frigivnes trængende Børn: Var Moderen fribaaren, skulde Børnene forsørges af hendes Frænder; men hvis begge Forældre var Frigivne, havde Ingen nogen Forpligtelse til at sørge for deres efterladte Børn; disse skulde da blive Gravgangsmænd. Hvis imidlertid Herren havde tilegnet sig sin Frigivnes Efterladenskaber, fordi denne ikke havde gjort sit Frelsesøl og ikke erholdt hans Samtykke til sit Ægteskab, forstaar det sig, at han ogsaa maatte forsørge Børnene; havde den ene af Forældrenes Herre givet sit Samtykke til Ægteskabet, den andens ikke, beroede det følgelig paa denne, hvis der var Formue i Boet, at tilegne sig den, men, hvis der var Fattigdom, at frasige sig det Hele. – Ifølge F. L. IX. 11 gik derimod Pligten for Herren og hans Efterkommere til at forsørge den Frigivne og dennes Efterkommere ganske ved Siden af Retten til at tage Arv efter disse, saaledes at det paalaa Faderens tidligere Herre at forsørge 2 Tredjedele, og Moderens Herre (eller, hvis hun var aarbaaren, hendes Frænder, at forsørge 1 Tredjedel af deres trængende Børn. – Det er heller ikke sandsynligt, at Gulatingslovens mod alle Kristenretternes Bud saa ganske stridende Regel i Virkeligheden har været anvendt i sin hele Strenghed (jfr. Kap. 298).

At Trængende gik omkring og tiggede, ansaaes utilladeligt; var det Børn eller skrøbelige Folk, medførte det Bøder for den, hvem deres Forsørgelse paalaa (G. L. 70, jfr. F. L. IX. 25 Slutn., M. L. V. 15); arbejdsføre Tiggere var retløse, og kunde efter F. L. X. 39, B. R. 163 af hvemsomhelst tages og benyttes som Trælle, hvis de ikke udløstes med 3 Mark. Det synes derhos, at de i den ældre Tid, for at erholde sin Ret tilbage, offentlig maatte love, at afholde sig fra at tigge: kaste Stav og Skræppe fra sig paa Tinget. Men denne haanlige Form er afskaffet ved M. L. IV. 28, der bestemmer, at arbejdsføre Tiggere ikke skal have nogen Ret, om de bliver bortjagede med Prygl; men saa snart de ophører med sit Tiggeri og selv eller ved sine Frænders Hjælp kan skaffe sig det Fornødne, skal de igjen indtræde i Nydelsen af personlig Ret[8].

Fremfor alt drog Kirken virksom omsorg for de Fattiges Pleje. Foruden den udstrakte Godgjørenhed i mange forskjellige Retninger, som den selv øvede, var en Fjerdepart af Tienden i hvert Sogn henlagt til de Fattige, og paa visse bestemte Festdage om Aaret almindelig Almisse-Uddeling forordnet, se G. L. 8; B. K. R. (II) 22; E. K. R. 32; F. L. II. 18, 32 og 33; B. R. 63 samt J. K. R. 18 og 39, som siger, at «Almissegiven er det største Miskunhedsværk, der, naar den sker retteligen og med god Vilje, forhverver Giveren Guds Miskun og skikker hans synder, som Vand slukket Ild». Tilsynet med Almisse-Uddelingen førtes af Biskoppens Aarmand eller i dennes Fravær af Sognepræsten i Forening med nogle af ham opnævnte Bønder.

Om de kongelige Hirdmænds Forsørgelse i deres Alderdom se Hdsk. 53 jfr. 21, Rb. 17 Juni 1308 Art 16, samt Langes Klosterhistorie 2den Udg. S. 462–64.

  1. ↑ Svá skal kørlum skipta ok kerlingum ok þýbornum sem ødrum skuldum ok þeirra børnum, ok fé þeirra skal sá veita verð, er arfi er næstr, hvárt sem haldsmaðr verðr karl eða kona.
  2. ↑ Meta hvern eyri, ok síðan skal hann hafa ávøxt ok afvøxt, ok seli hánum slíkan sem hann tók.
  3. ↑ Ef úmagar einir eru eptir hins dauða ok ekki fé, hann skal þó taka úmaga ok fœða til þess, er einnhverr þeirra sé 15 vetra gamall. En þá síðan hafi hann vitni við ok mæli svá, at ek orka eigi at fœda þau: þá varðar hánum síðan alls ekki, at þau gángi síðan á ván.
  4. ↑ G. L. 118: Hann skal taka svá marga (úmaga) af, sem hann á forlagseyri til, en þeir fari um fram, er af ganga, þeim á hendr er þá eru næstir arfi, ef sá á forlagseyri til. En ef hann á eigi forlagseyri til, þá skulu úmagar fara fram í ætt, til þeir hitta á forlagseyri.
  5. ↑ Engi maðr skal fé fyrri skipta eða arfi, en þess sé leyfi til, er á, nema menn sjá, at med spellum fari. Ef maðr hefir vit sitt ok má búi sínu ráða ok kaupum, ok er hestfœrr ok ølfœrr, þá skal hann sjalfr fé sínu ráða, ok má því engi maðr skipta.
  6. ↑ Ef menn sjá œði á manni, þa bindi sá er vill at orsekju ok hafi til þings ok bjóði frændum; leysi þar ok segi af sína ábyrgð. En allum óðum mønnum eigu menn verð at veita at orsekju, en óðr maðr er úmagi arfa síns, en hann verðr eigi úmagi arfa síns, fyrr en hann veit, at hann er óðr, ok hann má koma høptum á hann ef hann vill.
  7. ↑ Fátœka menn alla þá, er frændr þeirra hafa eigi forlagseyri til fyrir þá at leggja, þá er hverr bóndi skyldr at flytja þá, því at svá þarf fátœkr maðr guðs sem hinn er meira á, ok flyti eptir boðburð allir or bœ, ok flyti til hins næsta bœar. … En ef hinn vill eigi við taka eða inn láta leiða, er fyrir sitr, þá nefni sá vitni við, er flutti, ok ábyrgi hinum síðan, er við skyldi taka. Eigi skal flytja fátœka menn síðan sólu er sett. En þeir sem sjálfir flytja sik, hafi húss heimil á vetr at gjaftarmáli. Nú skal fátœka menn herbyrgja um nætr en reka eigi út síðan sólu er sett.
  8. ↑ En þegar sem hann fær sér matar sjálfr ok klæða eða vápna, eða frændr hanns gefi hánum, þá er hann þegar réttnæmr, þó at hann kasti eigi staf né skreppu á þingi.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/25&oldid=185103»