Forelæsninger over den norske Retshistorie/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Forholdet mellem Forældre og Børn var i den hedenske Tid vistnok lidet lovbestemt, og Faderens Myndighed paa det nærmeste uindskrænket, i alle Fald saa længe Børnene ikke kunde sørge for sig selv. Egentlig Ret til at dræbe sine Børn synes Faderen dog aldrig at have haft; derimod tilkom det ham strax ved Barnets Fødsel, inden det endnu var overøst med Vand, at bestemme, hvorvidt det skulde opfødes eller udsættes, og denne Ret synes endog, hvor Faderen ikke var tilstede, at have tilkommet den nærmeste mandlige Frænde. At udsætte sit Barn ansaaes dog altid for højst skammeligt, og for alene at kunne undskyldes ved den yderste Armod eller ved politiske og Familiehensyn (jfr. Hørds Saga Kap. 8; Gunnlaugs S. Kap. 3[1]; Finnboga S. ramma Kap. 2; Vatnsdœla S. Kap. 37; þáttr Þorsteins Uxafóts Kap. 4, Flateyarb. I. S. 252; Ol. S. helga Kap. 18, FmS. IV. S. 32). – Tvivlsomt er det, hvorvidt Faderen havde Ret til at sælge sit Barn som Træl; men endnu G. L. 71 tillader Faderen at give sit Barn i Pant for Gjæld, dog ikke for højere Sum end 3 Mark, og dette var bindende for Barnet. At Faderen raadede uindskrænket for Døtrenes Giftermaal, og kunde bortgive en Pige selv mod hendes Vilje, er ovenfor omtalt. – Med alt dette sees dog den huslige Tvang i Almindelighed at have været mild, og Ungdommen indrømmet megen Frihed.

Ved Kristendommens Indførelse blev Retten til at udsætte sine Børn strax ophævet i Norge; medens den derimod paa Island endnu maatte bibeholdes i nogen Tid, og først ved Olaf den Helliges Bestræbelser blev afskaffet c. 1016 (Njáls S. Kap. 106, Ol. S. Tryggvas. Kap. 229, FmS. II. S. 242; Heimskr. Olaf den Helliges S. Kap. 56, 58 og 133). – Alle Kiistenretterne (G. L. 21 og 22; B. K. R. 1–3; E. K. R. 1–6) paabyder, at ethvert Barn skal kristnes og opfødes, med mindre det ikke har menneskelig Skikkelse, eller det er saa vanskabt, at det ej kan tage Næring til sig, i hvilket Tilfælde det dog skal føres til Kirke og idetmindste primsignes, hvorefter det skal lægges ned for at omkomme af sig selv. At dræbe et nyfødt (udøbt) Barn ansaaes for det værste Mord (heiðit morð, morð hit mikla), da man derved tillige myrdede Sjælen, og blev af Magnus Erlingssøn gjort til Ubødesag, medens det tidligere alene havde medført 3 Marks Bod til Biskoppen. Ifølge F. L. II. 1–3, J. K. R. 1 og 5 skulde ethvert Barn kristnes og opfødes, naar det kun havde menneskeligt Hoved, om det end iøvrigt var vanskabt. Inden en fastsat kort Tid efter Fødselen skulde ethvert Barn bringes til Daaben; var Barnets Liv i Fare, og der ikke var Anledning til at naa Præst, skulde hvilkensomhelst Tilstedeværende døbe Barnet; dog heller en Mand end en Kvinde, og kun i yderste Nødstilfælde nogen af Barnets Forældre. I Forbindelse hermed stod Budet om, at alle Folk over 12 Aars Alderen under Straf af Bøder var pligtige at kunne Daabsbekjendelsen, J. K. R. 1.

Ifølge G. L. 63 kunde imidlertid fattige Frigivnes efterladte Børn, som intet havde at leve af, lægges ned i en Grav paa Kirkegaarden for at omkomme (grafgángsmenn); det Barn, som levede længst, skulde da den tidligere Herre tage til sig og opføde[2]. Dette har dog vistnok ikke været almindeligt, og der findes intet Tilsvarende dertil i de andre Love (jfr. F. L. IX. 11); tvertimod bestemmer F. L. II. 2, at, hvis en Tiggerkvinde, som gaar husemellem, dør fra sit Barn, skal Bonden lade Barnet føre til Kirke og døbe, og hvis Ingen er villig til at tage det til sig og opføde det, skal samtlige Fylkesmænd forsørge det. – Hvor Nogen i et saadant Tilfælde antog sig et Fattigbarn, synes han at have været berettiget til at beholde Barnet som Skyldtræl (leggja skulld á þá, fénýta), indtil han fik Vederlag for, hvad dets opfostring havde kostet (jfr. G. L. 61 og 298).

I Henseende til Bestemmelsen af Paterniteten til en Ægtehustrus Barn indeholder Lovene ikke ligefrem nogen Regel; men det er udentvivl forudsat som en Selvfølge, at Ægtemanden ansees som Barnets Fader (jfr. G. L. 124; F. L. IX. 7 jfr. Hkb. 74; B. R. 132; M. L. V. 19). Var. Konens eller Fæstekvindens Utroskab paa lovlig Maade bevist, kom vistnok de almindelige Regler for overførelse af Paternitet til Anvendelse; men Lovene udtaler sig ikke om, hvorvidt der i saadant Tilfælde fremdeles gjaldt nogen Præsumtion for, at Ægtemanden er Barnets Fader. – Med Hensyn til uægte Børn var det Regelen, at den Mand, som Moderen ved Fødselen opgav som Barnefader, antoges for at være det, hvis han ikke til første stevne fralagde sig Paterniteten ved Lyrittered eller, hvis Lejermaalet tillige vilde indbefattet Blodskam, ved Settered (G. L. 57[3], B. K. R. (II.) 14; F. L. II. 1; B. R. 126). Efter Gulatingsloven og Bjarkøretten behøvede denne Ed ikke at gaa ud paa: ej at have haft Samleje med Kvinden, men alene ligefrem paa: ej at være Fader til Barnet; Borgartingsloven bestemmer derhos, at, hvis Kvinden er berygtet for Letfærdighed, skal den udlagte Person alene gjælde som halv Barnefader og yde Barnet den halve Underholdning. Var den opgivne Barnefader død, kunde Kvinden bevise Paterniteten ved Jærnbyrd; var Moderen død, kunde hendes værge eller, om hun var Trælkvinde, hendes Herre paa lige Maade æske den formentlige Barnefader paa Ed, og, hvis i dette Tilfælde ogsaa denne var død, havde hans Arving Valget mellem at fralægge ham Paterniteten ved Jærnbyrd eller ved Ed. – Barnemoderen var forpligtet til at opgive Faderen; negtede hun dette, skulde Træl ansees som Fader til hendes Barn, og hun bøde 3 Mark til Kongen[4]. (jfr. G. L. 198).

Som ægte født betragtedes ethvert Barn, hvis Forældre inden dets Fødsel var blevne lovlig gifte; ligesaa Børn, avlede af Fæstefolk, naar Brylluppet var blevet forhindret ved Fæstemandens Død inden den lovbestemte Frist (F. L. III. 13, B. R. 68). Legitimation ved paafølgende Ægteskab anerkjendes derhos i F. L. III. 11, men kun i det Tilfælde, at der ogsaa efter Ægteskabet fødes Børn[5]. Ved J. K. R. 46 jfr. M. L. V. 7 første Arv Slutn.[6] blev det overensstemmende med Kirkens Grundsætning bestemt, at Fæstefolks Børn i ethvert Tilfælde skal ansees for ægte, og at Børn altid skal ansees legitimerede ved Forældrenes paafølgende Ægteskab, forsaavidt de ikke er avlede i Hor. Om Børn, avlede i putativt Ægteskab, bestemmer J. K. R. 42, at, hvis der har været lovlig lyst i Kirken før Ægteskabet, skal Børnene ligefuldt ansees som ægte, selv om der sednere maatte oplyses Omstændigheder, formedelst hvilke Ægteskabet bliver at kjende ugyldigt, jfr. Rb. 1280 Art 6 med det sednere Tillæg, der paa den anden Side synes at ville, at Børnene, hvor Lysningen er forsømt, skal behandles som nægte, selv om ingen Ugyldighedsgrund ved Ægteskabet har været tilstede.

Ethvert Barn ansaaes for at tilhøre Faderens Æt, og dets Forsørgelse paalaa ham eller hans Frænder. Ægte eller uægte Fødsel havde sin væsenligste Indflydelse med Hensyn til Arveretten; derimod havde Barnet, uden Hensyn til ægte eller uægte Fødsel, Faderens personlige Ret, naar blot Moderen var en fribaaren Kvinde. Var derimod Moderen Trælkvinde, blev ogsaa Barnet Træl; men det tilhørte sin Fader, og, hvis han gav det Friheden, inden det var 3 Julenætter gammelt, erholdt det efter Gulatingsloven hans Ret, men efter Frostatingsloven 2 Trediedele af denne (G. L. 57 jfr. 104, F. L. X. 47). Hvad Odelsretten angaar, fik saaledes en Haulds uægte Børn, ligesaavel som hans ægte, Hauldsret; hvorimod de i Henseende til Adgangen til at tiltræde eller løse Odelsgodset selvfølgelig stod tilbage for disse.

Lovene opstiller 3 forskjellige Klasser af de uægte Børn: Hornungr (Hunkj. horna) hed Barn, avlet med fribaaren Kvinde, hvor Forældrene ikke har lagt Skjul paa sin Forbindelse (ef maðr legst med frálsri konu heima á bœ i húsum), altsaa egentlig Frillebarn; hrísungr, Hkj. hrísa (Buskebarn), Barn, avlet i lønlig Forbindelse med fribaaren Kvinde (ef maðr legst med fijálsri konu í skógi), og þýborit barn, fribaaren Mands Barn med Trælkvinde, hvis det har faaet sin Frihed (ef hánum er frelsi gefit frá horni ok frá hnappi), inden det var 3 Julenætter gammelt; thi i andet Fald blev Barnet Træl eller almindelig Frigiven (G. L. 104[7] jfr. 57; F. L. X. 47 jfr. VIII. 8). At der til hver af disse forskjellige Klasser oprindelig ogsaa har svaret en Forskjel i deres retlige Stilling, maa sikkert antages; men efter Lovene, som vi nu besidder dem, er der ingensomhelst Forskjel mellem Hornungs og Risungs Retsstilling; tybaaret Barn stod derimod efter Frostatingsloven tilbage for de 2 andre Klasser deri, at disse nød sin Faders personlige Ret, men det tybaarne Barn en Tredjedel mindre; efter Gulatingsloven havde vistnok det tybaarne Barn ligesaavel som Hornung og Risung sin Faders fulde personlige Ret; men i Henseende v til Mandebodens Udredelse og Oppebørsel stilledes Hornung og Risung lige med Ægtefødte, medens den Tybaarne alene regnedes til Sagøgerne (G. L. 236, 237 og 246–248). G. L. 58 jfr. 104 og 129, F. L. IX. 17 synes derhos at antyde, at den Tybaarne oprindelig ogsaa i Henseende til Arveret har staaet tilbage for de øvrige uægte Børn, – maaske været ganske udelukket derfra, – da saavel Ætledning som Gaver i Faderens levende Live særskilt omtales som anvendelige i Forhold til ham[8]. – Om Børn, avlede i Hor eller Blodskam, tales ikke før i M. L. V. 7, sjette Arv, hvor disse udelukkes fra al Arveret, jfr. J. K. R. 46, hvorefter Horebarnet heller ikke legitimeres ved Forældrenes paafølgende Ægteskab. Bigamibørn var derimod allerede i G. L. 25 jfr. E. K. R. 22, F. L. III. 10 udelukkede fra al Arveret ogsaa efter andre end Forældre. – Med Hensyn til Børn, avlede i putativt Ægteskab, beroede det, som oven anført, paa, om Lysningen var iagttaget eller ikke. Var denne forsømt, og Ægteskabet bagefter annulleredes, maatte Børnene vel som oftest tillige være avlede i Blodskam, Bigami eller Hor.

Faderen svarede for sine Børns Handlinger, indtil de havde fyldt efter G. L. 190 og B. R. 48, 49 og 51 jfr. 97 tolv, og efter F. IV. 36 otte Aar. Indtil denne Tid regnedes Barnet som utilregneligt og ned heller ikke selv nogen Ret (úmagi). Derfra og til det 15de Aar var det halfréttismaðr og erlagde og oppebar halve Bøder[9]. Fra det 15de Aar var Barnet fuldmyndigt (fulltiði), og den fulde Ret og Ansvarlighed, saavelsom Vidnedygtigheden indtraadte; da var Barnet ór úmegð. Ifølge G. L. 115 antoges imidlertid Barnet allerede fra sit 12te Aar at burde kunne arbejde for sin Føde (þá skal hann matlaunarmaðr vera), og efter G. L. 130 udtraadte en Mand altid af sin Umyndighed, naar han giftede sig. – Ved M. L. V. 22 udsattes Myndighedsterminen til det 20de Aar, medens dog Kap. 14 fremdeles vil, at det 12aarsgamle Barn skal selv kunne arbejde for Føden. Ved Rb. 1280 Art 9 blev det endvidere bestemt, at saavel Retten og Ansvarligheden som Vidnedygtigheden fremdeles skal indtræde fra det 15de Aar. – Begge Kjøn var i Henseende til Myndighed ved de forskjellige Alderstrin stillede lige. Enkemænd og Enker var myndige uden Hensyn til Alder (Rb. 1280 Art 30, jfr. M. L. V. 2).

  1. Þat var þá siðvandi, er land var allt alheiðit, at þeir menn, er félitlir voru en stóð ómegð mjøk til handa, létu út bera börn sín, ok þótti þó illa gert ávallt. Jfr. Keyser, Efterl. Skr. II. 2. S. 4–8.
  2. Nú fær leysingi leysingju, ok er gert frelsisøl beggja þeirra, þá gegna børn beggja arfi; en ef þau verða at þrotum, þá eru Þat grafgángsmenn; skal grafa gröf í kirkjugarði ok setja þau þar í, ok láta þar deyja; taki skapdróttinn þat ur, er lengst lifir, ok fœði þat síðan.
  3. Sá skal faðir at barni, er móðir segir at faðir sé. … Svá skal frjálsrar konu barn af hendi fœra sem ambáttar. … Lýrittar eiðr skal fyrir legorð hvert, nema maðr sé vændr konu þeirri, er hann vinnr údaðaverk á, þá er settar eiðr.
  4. B. K. R. (II.) 14: Ef kona segir eigi til faðernis, þá heitir þræll faðir at því barni; hon hefir legit sekt í garð konungs til 3 marka; því barni þarf eigi frjálsi, þat má eiga ágætr maðr eða ofskyldr.
  5. Þá helga þau, er eptir brullaup eru fœdd, hin til arfs, er fyrir brullaup váru.
  6. Svá er ok staðfest um alt landit, at þegar maðr festir sér konu at guðs lögum ok samþykt beggja þeirra, þá eru þau börn, er hann á með þeirri konu, lögliga til arfs komin, hvert sem þau eru getin fyrir festing eða eptir.
  7. Sá heitir hornungr, er frjálsrar konu sonr er, ok eigi goldinn mundr við, ok gengit í ljósi í hvílu hennar; en sá heitir hrísungr, er frjálsrar konu sonr er ok getinn á laun; en þýborinn sonr er ambáttar sonr sá, er frelsi er gefit fyrr en hann hafi þrjár nætr hinnar helgu. – Jfr. Wilda, Von den unechten Kindern, Tübing. 1855.
  8. Saaledes: Nú skal svá leiða hornung ok hrísung í ætt við sik sem þýborinn son. – þýborinn sonr, úleiddr í ætt. – Svá má gefa hornungi ok hrísungi sem syni þýbornum – Hauldr skal gefa syni sínum þýbornum ok fóstra sínum hvárumtveggja 12 aura silfrmetna, ef hann vill, fyrir utan erfingja sátt.
  9. F. L. IV. 36: Faðir ábyrgist verk barns síns til þess þat er 8 vetra gamalt; en 8 vetra gamall maðr skal taka hálfrétti ok svá bœta, til þess hann er 15 vetra gamall.