Forelæsninger over den norske Retshistorie/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En umiddelbar Følge af Slægtskabsforbindelsen var Ættens Ret til at arve sine afdøde Medlemmers Efterladenskab. Denne Ret var i de ældste Tider aldeles ubetinget, og kunde ikke ved nogen privat Forføjning tilsidesættes; den var ligefrem begrundet i den Enhed, som Ætten dannede lige overfor alle Andre, og den tilkom ikke mindre Ascendenterne og de Beslægtede i Sidelinjerne end Descendenterne. Arveretten hvilede i Norge udelukkende paa Slægtskabsforbindelsen, ikke, saaledes som i Danmark i de ældste Tider, paa noget mellem de samlevende Familiemedlemmer stedfindende Formuesfællig.

I Henseende til de specielle Regler for Arvegangen viser det sig, at man væsenlig kun tog Hensyn til Slægtskabets Nærhed i Grad, beregnet fra den fælles Stamfader, og den Enkeltes mer eller mindre fremtrædende Plads inden Ætten efter den almindelige Opfatning. Derimod var det lineale Princip ganske ukjendt. Enhver Arvings Berettigelse bedømtes alene efter hans eget Forhold til Arveladeren, uden at der var Tale om Repræsentation. Derimod lagde man kjendelig an paa en vis Gjensidighed i Berettigelsen[1].

Iøvrigt var Arvegangsordenen i de ældste Love noget uklar. De 2 endnu bevarede Love har temmelig afvigende Reglen sandsynligvis har Arvegangsordenen i de ældste Tider været forskjellig i de forskjellige Lagdømmer, ligesom det ogsaa synes, at selve de Kilder, som vi nu besidder, indeholder forskjellige Bestemmelser af forskjellig Ælde. Hovedprinciperne er dog overalt de samme.

1) Efter alle Lovene gik Sønnerne foran alle andre Arvinger. Derimod udelukkedes Datter og Sønnesøn af den Afdødes Fader

2) Ægtefødte havde Fortrin for Uægtefødte, skjønt disse sidste ogsaa havde Arveret baade efter Fader og Moder og begges Slægt. Ægte og uægte Fødsel kom i Betragtning ikke alene ved selve Forbindelsen med Arveladeren, men ogsaa udenfor denne, saa at den, som selv er ægtefødt Barn af en Uægtefødt, bliver nærmere arveberettiget end sin egen Parens, ligesom det ogsaa med Hensyn til Moders Arveret efter sit Barn kommer an paa, om hun selv er ægtefødt. Oprindelig har de Uægtefødte maaske været udelukkede fra Arvetallet.

3) Slægtninger paa fædrene Side gik foran for Slægtninger paa mødrene Side af samme Grad, og Mand foran for Kvinde. Kvindernes Arveberettigelse var overhovedet meget indskrænket, og oprindelig synes de at have været udelukkede v fra Arvetallet; hvorimod Retten til Udstyr ved Giftermaal traadte i dens Sted.

4) Frændernes Arveret var dog begrænset inden en vis Slægtskabsgrad. Fjernere Ascendenter og Descendenter end Bedsteforældre og Børnebørn nævnes ikke som arveberettigede, og i Sidelinjen synes Grænsen at have i den ældre Tid været sat ved 3dje Grad (Næstsødskendebørn, G. L. 104 jfr. 105: de, der er lige saa nær beslægtede som de, hvis Fædre er Brødres Sønner). Denne Grænse blev af Magnus Barfods Sønner udstrakt til 5te Mand i Slægt (F. L. VIII. 15), hvilket maa beregnes efter kanonisk Maade, da ellers tiere af de tidligere udtrykkelig opregnede Led vilde komme til at falde udenfor Grænsen. – Magnus Lagabøters Landslov sætter Grænsen ved 4de Mand efter kanonisk Beregning, se M. L. V. 7. – Chr. IV. Lov ibid. sætter Grænsen ved 7de Mand, hvilket maa forstaaes civiliter regnet, uagtet den kanoniske Regnemaade nys foran er lagt til Grund; men den 11te Arvegangsklasse er her, som en Følge af de foretagne Forandringer i Kilden, noget forvirret.

Den specielle Orden, hvori Slægtninger kaldes til Arv, er:

efter G. L. 103–105: 1) Søn. 2) Fader, 3) Datter og Sønnesøn, hver for det halve, hun Løsøret, han Odelsgodset, 4) Farfader, 5) samfædre ægtefødt Broder, 6) samfædre ægtefødt Søster, 7) Moder, 8) Farbroder og Brodersøn indbyrdes, 9) Farbroders Søn og sammødre Broder, hin Odelsgodset og denne Løsøret, 10) uægte Søn, 11) Farfaders Broders Sønnesøn (ɔ: Næstsødskendebørn), 12) Morfader og Dattersøn indbyrdes, 13) Morbroder og Søstersøn indbyrdes, 14) Fasters og Morbroders Søn (systkina synir), 15) Mosters Søn (systra synir). – De her opregnede kaldes tölumenn. Næst disse kommer alle andre, ikke særskilt opregnede Slægtninger inden samme Grad, i Forhold til Slægtskabets Nærhed og, hvor de var lige nær i Grad, de paa fædrene Side foran de paa mødrene[2]. – Som arveberettigede Kvinder, udenfor de særskilt tællede, nævner G. L. 1) Sønnedatter og Farmoder, 2) Fester og Broderdatter, 3) Farbroders Datter, 4) uægte Datter, 5) Farfaders Broders Sønnedatter, 6) Mormoder og Datterdatter, 7) Moster og Søsterdatter, 8) Fasters og Morbroders Datter og 9) Mosters Datter. Disse Kvinder kom først til Arv med de utællede Mænd, og andre Kvinder end disse synes ikke at have haft nogen Arveret. – Loven tilføjer i Kap. 105 i Slutn. «at Slægtskabsforholdet kan falde saa forskjelligt, at Ingen formaar tilfulde at ordne Arvegangen, og da maa man gjøre, eftersom det tykkes ligest, naar Tilfældet opstaar».

F. L. VIII. 1–15 følger som almindelig Regel, at Bauggildismenn udelukker Nefgildismenn og Mand Kvinde i lige Grad (se F. L. IX. 8[3]). Arvegangsordenen er her: 1) søn, ægtefødt eller ætledet, 2) Fader, 3) Datter og ægtefødt Sønnesøn efter ægtefødt Søn, hver for det halve, 4) Sønnedatter og ægtefødt Sønnesøn efter uægtefødt Søn paa lige Maade, 5) samfædre Broder, 6) samfædre Søster, 7) Farfader, Farbroder og Brodersøn, hver for en Tredjedel, 8) Farmoder, 9) ægtegift Moder, Faster og Broderdatter, den første Halvdelen, de 2 andre hver en Fjerdepart, 10) sammødre Broder og Farbroders Søn tilsammen, 11) sammødre søster og Farbroders Datter tilsammen, 12) uægte Søn, 13) uægte Broder, 14) uægte Datter, 15) Farfaders Broders Sønnesøn og 16) Farfaders Broders Sønnedatter (Art. 9), 17) Morfader og Dattersøn tilsammen, 18) Mormoder og Datterdatter tilsammen, 19) Morbroder og Søstersøn tilsammen, 20) Moster og Søsterdatter tilsammen 21) Fasters Søn og Morbroders Søn tilsammen og 22) Fasters Datter og Morbroders Datter tilsammen (Art. 12 jfr. Hkb. 66), 23) Mosters Søn, og 24) Mosters Datter (Art. 13). Hertil føjedes ifølge en Retterbod af Magnus Barfods sønner (Art. 15): 25) uægtefødt (samfædre) Farbroder og Brodersøn samt ægtefødt sammødre Farbroder og Brodersøn, alle tilsammen; disse deler efter Personernes Antal, 26) jævnskylde Kvinder paa samme Maade, 27) uægtefødt sammødre Farbroder og sammødre Farbroders Søn uden Hensyn til ægte Fødsel, 28) jævnskylde Kvinder, alle paa samme Maade, 29) nærmeste slægtning inden 5te Mand. Om de første 24 Klasser gjælder, at det ikke kom i Betragtning, hvor mange Individer der var i hvert Slægtled; manglede noget Led inden samme Klasse, tog de øvrige hele Arven, før den kom til den næste Klasse[4]. Datter arvede efter Moder, selv om Søn var til, altid visse Klædningsstykker, Smykker, Bohave, Sængklæder o. dl. (IX. 9).

Arvetallet efter Eidsiva- og Borgartingsloven kjender vi ikke; Bjarkørettens Arvetal synes at have stemmet med Frostatingslovens.

Den, som ingen Slægtarving havde inden de bestemte Led, kunde bortgive sin Arv til hvem han vilde. Saadant Testamente kunde en Mand tilbagekalde en Gang, og Kvinde 2 Gange; men derefter maatte det holdes (G. L. 107, F. L. IX. 3 og 4). Saadan testamentarisk Arv kaldtes gjaferfð, og den Arvelader, som ingen Slægtarving efterlod, kaldes i F. L. IX. 3 jfr. 5 gestfeðri[5].

Efterlod den Afdøde ingen Slægtarving, og heller ikke havde bortgivet sin Arv, betragtedes Arven som bortdøet (aldanða arfr) og tilfaldt Kongen. Herfra indtraadte dog i visse Tilfælde Undtagelse, hvis den Afdøde havde været forsørget til sin Død af Nogen[6], i hvilket Tilfælde denne tog Arven (branderfð). Fremdeles, naar Nogen var død som Lejlænding paa anden Mands Jord, eller som hans Huskarl eller Gjæst, eller paa hans skib i Søen, i hvilket Fald Jorddrotten, Husbonden eller Skipperen forlods tog en bestemt Sum, efter G. L. 3 Mk., efter F. L. 6 Ører, af hans Gods, men det Overskydende deltes mellem ham og Kongen. I dette Tilfælde skulde dog Arven først henstaa i Vedkommendes Forvaring efter G. L. i 3 Vintre, efter F. L. 12 Maaneder, for det Tilfælde at nogen lovlig Arving skulde melde sig. Det samme gjældte, hvor Hustruen døde i sin Mands Hus uden bekjendte Arvinger (G. L. 108–113, F. L. IX. 5).

Efter Frigivne og deres Afkom, som ikke efterlod frie Slægtninger inden visse Led, tog den forrige Herre eller hans Afkom indtil 9de Led Arven (G. L. 106, F. L. IX. 11). Var 2 Trællebørn opfostrede sammen og efter sin Frigivelse havde vedblevet at være Stalbrødre, arvede de hinanden, hvis den Afdøde ikke havde gjort sit Frelsesøl, ubetinget; men havde den Afdøde gjort sit Frelsesøl, gik hans Bern foran Stalbroderen (litla erfð, G. L. 65 og 114). Saalænge en Frigiven ikke havde gjort sit Frelsesøl, havde ikke hans Børn nogen Arveret; men hans Efterladenskab tilfaldt den forrige Herre (Skapdrotnen), G. L. 63, F. L. IX. 15.

Alle de ældre Love bestemte, at naar Nogen, om end af Vaade, havde dræbt den Mand, hvis Arving han var, havde han forbrudt sin Arveret, hvilken da gik over til de nærmest paafølgende Arvinger (G. L. 164[7], F. L. VIII. 14, M. L. V. 9).

At Barnet havde samme Arveret efter sin Moder som efter sin Fader, fremgaar udtrykkelig af Forudsætningen i G. L. 53 jfr. 63 og F. L. IX. 9, jfr. dog G. L. 104 i. f.

Barn, der var avlet i Bigami, skulde efter G. L. 25 være uberettiget til at tage nogensomhelst Arv, undtagen efter sin egen Løsing, jfr. E. K. R. 22 og F. L. 111. 10. Om Børn, avlede i Her eller Blodskam, tales ikke i de ældste Love.

M. L. V. 7 foretog den væsenlige Forandring i den ældre Regel, at den kaldte den ægtefødte Descendens til Arv foran alle slægtninge i Sidelinjerne. Nogen Repræsentationsret indførtes imidlertid ikke; Datter og Sønnesøn arvede halvt mod Søn, – Den nye Lov følger iøvrigt ikke ganske nogen af de ældre Love; skjønt man ser, at Frostatingsloven nærmest er lagt til Grund; og navnlig giver den ægte Fødsel overalt et betydeligt Fortrin. Ordenen er følgende:

1ste Arv. 1) Ægte Børn og ægtefødt Sønnesøn, 2) Fader, 3) Farfader.

2den Arv. 4) Ætleding, Frillesøns ægtefødte Søn, ægtefødt Sønnedatter og ægtefødt Dattersøn, hver ¼ uden Hensyn til Individernes Antal, 5) ægtefødt Datterdatter.

3dje Arv. 6) Samfædre og ægtefødt Broder, 7) samfædre og ægtefødt Søster, 8) ægtegift Moder, 9) Frillesøns ægtefødte Datter og Frilledatters ægtefødte Søn, 10) Frilledatters ægtefødte Datter, 11) Morfader og ægtegift Farmoder, 12) ægtegift Mormoder.

4de Arv. 13) Samfædre og ægtefødt Farbroder, samfædre og ægtefødt Brodersøn, samt sammødre og ægtefødt Broder, hver ⅓ (jfr. 13de Arv), 14) de samme, naar den af deres Forældre, med hvem de er forbundne med Arveladeren, var uægtefødt, 15) samfædre og ægtefødt Faster, stamfædre Broders ægtefødte Datter og sammødre Søster hver ⅓.

5te Arv. 16) Samfædre ægtefødt Morbroder og samfædre ægtefødt Søstersøn, 17) samfædre ægtefødt Moster og samfædre ægtefødt Søsterdatter.

6te Arv (Sødskendebørn paa Bedstefadersiden):

18) ægtefødte samfædre Brødres ægtefødte Sønner,

19) uægtefødte « « « «

20) ægtefødte « « « Døtre

Døtre, 21) uægtefødte « « « «

22) samfædre Systkins[8] ægtefødte Sønner,

23) « « « Døtre,

24) « Søstres « Sønner,

25) « « « Døtre,

26) Frillesøn, ikke avlet i Hor eller Blodskam.

7de Arv. 27) sammødre og ægtefødt Farbroder og sammødre Broders ægtefødte Søn, 28) sammødre og ægtefødt Fester og sammødre Broders ægtefødte Datter.

8de Arv. 29) sammødre og ægtefødt Morbroder og sammødre Søsters ægtefødte Søn, 30) sammødre ægtefødt Moster og sammødre Søsters ægtefødte Datter.

9de Arv. 31) Bedstefaders samfædre Broders Børn, 32) Bedstefaders Søsterbørn eller Bedstemoders Broderbørn, hvis resp. Moder eller Fader var Arveladerens Bedstefaders samfædre søster eller Bedstemoders samfædre Broder, 33) Bedstemoders samfædre Søsters Børn.

10de Arv (Næstsødskendebørn paa Oldefadersiden, þrimenningar, eller at þriðja manni at frændsemi):

34) Samfædre Brødres ægtefødte Børns Børn.

35) « Systkins « « «

36) « Søstres « « «

11te Arv (Sødskendebørn paa Bedstemodersiden):

37) Ægtefødte sammødre Brødres ægtefødte Sønner,

38) uægtefødte « « « «

39) ægtefødte « « « Døtre,

40) uægtefødte « « « «

41) sammødre Systkins ægtefødte Sønner,

42) « « « Døtre,

43) « Søstres « Sønner,

44) « « « Døtre

12te Arv (svarer til 9de og 10de Arv paa Kvindesiden):

45) Bedstefaders sammødre Broders Børn,

46) Bedstefaders sammødre Søsters, og Bedstemoders sammødre Broders Børn,

47) Bedstemoders sammødre Søsters Børn,

48) sammødre Brødres ægtefødte Børns Børn,

49) « Systkins « « «

50) « Søstres « « «

Om 9de til 12te Arv gjælder det, at Arven altid tilfalder den nærmeste i Grad, og Mand foran Kvinde.

13de Arv. 51) Frilledatter, 52) samfædre uægtefødt Broder, 53) samfædre uægtefødt Søster, 54) samfædre Farbroder og Brodersøn samt sammødre Broder, uægtefødte (jfr. 4de Arv No. 13 og 14), 55) de lige beslægtede Kvinder (jfr. No. 15), 56) (uægtefødte) Brødres Børn, Mænd foran Kvinder, 57) Beslægtede i Sidelinjens 4de Grad (fermenningar, eller at fjórða manni at frændsemi), ægtefødt fremfor uægtefødt, samfædre foran sammødre. Denne Arv fordeles in capita. – Var ingen af disse til, faldt Arven under Kongen.

Uægtefødtes Arveret efter Fader og fædrene Frænder, saavelsom deres Forhold til Fædreneætten i det hele, var naturligvis afhængig af, at de af Faderen var anerkjendte som hans Børn. I modsat Fald hørte de alene til Moderens Æt, selv om Moderen har tillagt en bestemt Mand Paterniteten (M. L. IV. 11 Slutn., B. L. 12).

M. L. udtaler først i Almindelighed den Regel, at Barnet bliver arveberettiget, naar det kun er undfanget inden Arveladerens Død, hvis det sednere bliver levende født og døbt[9], jfr. G. L. 104 i Slutningen, hvor der for det Tilfælde, at Moderen dør, før Barnet kommer til Verden, bestemmes, at hendes øvrige Arvinger tager hendes Hjemmegift, hvorimod Barnet arver hendes Tilgave (úborins erfð).

I den følgende Lovgivning til Udgangen af det lede Aarh. undergik Arvereglerne ingen videre Forandring. Ved Rb. af 2 Maj 1313 § 3 gaves Moderen Arveret efter sit uægte Barn i 6te Arv, næst efter Frillesøn, forsaavidt hun selv var ægtefødt og Barnet ikke avlet i Hor eller Blodskam; sammes § 2 frakjender den i Hor skyldige Ægtefælle Arveret efter sit Barn til hvad dette tidligere maatte have arvet efter den Uskyldige, og § 1 frakjender Fader Arveret til sit Barns mødrene Odel. Ved Fr. 8 Juni 1591 blev, dog kun for adelige Personers Vedkommende, Søstres Arveret i Forening med Broder, halv Lod mod denne, udstrakt til al Arv, ogsaa udenfor Descendensen.

Ved Chr. IV. L. af 1604 skede den gjennemgribende Forandring i den ældre Arvegangsorden, at den Uægtefødte aldeles udelukkedes fra al Arv efter Fader og Fædrenefrænder, hvis han ej var ætledet; medens Ætleding, der her maa betyde Adoptivbarn, flyttedes ned til 5te Arv, paa Frillesøns tidligere Plads. Derhos gjennemførtes Repræsentationsretten i hele Descendensen paa samme Maade som i Chr. V. L., og Søster kaldes i al Arv sammen med Broder, men halvt mod denne. Disse Forandringer skyldes uden Tvivl fornemmelig dansk Rets Indflydelse. Iøvrigt stemmer Arvetavlen i Chr. IV. L. ganske med M. L.; Arverettens Grænse er sat ved 7de Mand, hvilket vistnok er ment efter civil Regnemaade.

At Ægtefæller som saadanne ikke havde nogen Arveret efter hinanden, var i ligefrem Konsekvens med de Gamles Opfatning af Ættens Forhold i det Hele. Dog synes det at fremgaa af F. L. IX. 5, at Manden arvede sin Kone, naar hun døde i hans Hus, uden at efterlade sig Slægtarvinger. At Hustruen efter Mandens Død kunde kræve sin Tilgave i hans Bo, forsaavidt der ikke bestod Fællig mellem dem, var ingen Arveret; uagtet hendes Udarvinger, forsaavidt hun døde barnløs før Manden, ingen Ret havde til samme. Ti Konens Ret til Tilgave var en ligefrem skjønt eventuel Fordring, som ved Fæstemaalet udtrykkelig stiftedes, og hun indtog forsaavidt ganske en Kreditors Stilling i Boet. – Den Længstlevendes Arveret for en Broderlod efter Chr. V. L. 5–2–19 er indkommet fra den danske Ret, jfr. J. L. 1. 6.

Arveretten var efter de gamle Love ligesom nu tildags afhængig af, at Arvingen bevisligen overlevede Arveladeren. Kunde det ikke bevises, hvem af dem var død først, betragtedes de som døde samtidig, saa at ingen arvede den anden, F. L. IX. 2, M. L. V. 10.

Ifølge F. L. III. 11 var de ved paafølgende Ægteskab legitimerede Børns Arveret tildels afhængig af de efter Ægteskabet fødte Børns Kjøn; men dette bortfaldt ved den nye Lovgivning.

Efter G. L. 122 jfr. 119 skulde myndig Arving kræve sin Arv paa 7de eller 30te Dag efter Arveladerens Død, hvor det almindelige Opgjør af Boet (Kap. 115 jfr. 23) skulde foregaa; i modsat Fald havde han tabt sin Ret Var han fraværende, skulde han have søgt sin Arv inden 12 Maaneder efter at han var kommen tilbage til Fylket. Umyndige skulde have gjort sin Arveret gjældende inden 5 Aar efter opnaaet Myndighed, d. e. inden sit 20de Aar[10]. Ved F. L. IX. 29 og 30 og M. L. V. 18[11], Chr. IV. L. ibid., bestemtes Præskriptionstiden til 10 Aar efter opnaaet Myndighed. Arv skulde søges som vitterlig Gjæld. Søgte Nogen sin Arv i et andet Fylke, end den var falden i, havde han efter G. L. 120, jfr. M. L. V. 16, forbrudt sin Ret.

  1. Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrschrift XI. S. 413–16.
  2. Nú eru eigi tølumenn til, ok eru menn til í høfuðbarm ok i kvennsvipt, ok eru øll jafnnán, þá skulu þeir hafa, er í høfuðbarm eru; en ef hinir em nánari, þá skulu þeir hafa. Nú verðr knéskot í erfðum, þá skal sá hafa, er nánari er. Nú er hann taldr í aðra kvisl en eigi í aðra, þá er sem han sé í báðar taldr. Nú eru eigi tølumenn til, ok eru menn til jafnnánir tølumønnum, þá skulu þeir hafa, er jafnnánir eru þeim, er fyrr váru taldir.
  3. Hvervitna er jafnnánir eru hinum dauða karlmaðr sem kona, þá skal karlmaðr gánga til arfs en kona í frá, ef þau eru bæði í bauggildi eða bæði í nefgildi; en ef hon er manni nánari, þá kemr hon fyrri til arfs. En bauggildismenn eru fyrri í arfi, hvárt sem er karlmaðr eða kona, heldr en nefgildismenn.
  4. Þeir eigu báðir einn arf at taka, ok verðr hverr þeirra annars arfi.
  5. En sá maðr er gestfeðri réttr, er hérlendskr er Noregs maðr, ok eru allir deyðir hans ættmenn, er í erfðum eru taldir við hann.
  6. Ef maðr tekr mann á hønd sér at ljúfu ok at leiðu, ok fœðir hann til brands ok til báls.
  7. Heldr skal konungr hafa en hann.
  8. Da vort nuværende Sprog ikke har noget eget Ord til at betegne Sødskende af forskjelligt Kjøn, maa vi benytte det gamle Ord Systkin. Her menes saaledes Fasters og Morbroders Børn.
  9. Ok þó tekr barn arf eptir føður sinn ok aðra menn, at þat sé getit en eigi fœtt, ef þat kemr lífs í ljós ok verðr þat skírt.
  10. Nú sitr maðr inni at sjaund eða at þrítugsmorni, fulltíða maðr, ok kallar eigi til arfs, þá á hann alldrigi uppreist at þeim arfi síðan.
  11. Hvervitna þar sem maðr kallar eigi til arfs fyrir fáfrœðis sakir ok er þó til kominn, þá hafi sóttan innan 10 vetra þeirra, sem hann er innanlands ok or úmegð. Nú eigu menn arfi at skipta … Nú ef sumir koma eigi til, þá skal skipta fyrir váttum, ok leggi hluti á: þá skal hann þann hlut hafa, er þá hlytr hann.