Forelæsninger over den norske Retshistorie/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ægteskabet (hjúskapr, hjónalag) betragtedes af Nordmændene, ligesom af alle de gamle Germaner (jfr. Tacitus Germania Kap. 18 og 19), med stor Ærbødighed, og findes allerede under Hedendommen at være stillet under Gudernes Varetægt, og dets Stiftelse ledsaget med religiøse Ceremonier (jfr. yngre Edda, Gylfag. Kap. 35 No. 9[1], ældre Edda, Hamarsheimt Str. 30[2]). Dette var ogsaa en naturlig Følge af den høje Betydning, som de Gamle tillagde Familieforbindelsen. Men herunder var dog altid Ægteskabs-Forholdets rent borgerlige Betydning, som Foreningsbaand (tengdir) mellem Ætterne, den fremherskende Betragtning; dets højere Betydning for Individerne, som et paa Personlighedens fulde Hengivelse hvilende Livsforhold, kommer i hele den ældre Tid kun lidet tilsyne[3]. Vel stilledes Ægteskabet efter Kristendommens Indførelse tillige under Kirkens Tilsyn; men Kirkens Grundsætning: at Ægteskabet er et Sakrament, der fuldbyrdes, uafhængig af verdslig Magt, ved Parternes consensus matrimonialis, forudsat at ingen Ugyldighedsgrunde er tilstede, – formaaede kun ufuldstændig at trænge igjennem. Loven behandlede fremdeles Ægteskabet som et Kontraktsforhold; den anerkjendte som ægteskabelige flere Forbindelser, som Kirken erklærede for utugtige, og forkastede omvendt som ulovlige flere, som af Kirken betragtedes som fuldgyldige.

Alligevel synes dette Forhold ikke at have i nogen større Udstrækning fremkaldt Rivninger mellem den verdslige og den gejstlige Myndighed i Norge; der var ogsaa flere Omstændigheder, som gjorde, at Modsætningen paa dette Feldt, hvor stor den end var, dog ikke nødvendigvis behøvede at føre til nogen Kamp. For det første tolererede nemlig saavel Kirken som Staten til en vis Grad Forbindelser udenfor Ægteskab (jfr. G. L. 125, Sv. K. R. 69, B. R. 129). At altsaa den ene eller den anden ikke anerkjendte et Forhold som virkeligt Ægteskab, kom ikke saa meget tilsyne lige over for Personerne selv, som med Hensyn til Forholdets afledede Virkninger, navnlig for Børnene. Men disses personlige Ret var uafhængig af ægte eller uægte Fødsel og fulgte altid Faderens Stand; derimod var Arv og Odel vistnok i væsenlig Grad afhængig af, hvorvidt Forældrenes Forbindelse anerkjendtes som Ægteskab, og Spørgsmaalet om ægte ener uægte Fødsel var netop et af dem, som Kirken fordrede overladt udelukkende til dens Afgjørelse. Men da dog Arvetvistighederne selv altid ubestridt henhørte under de verdslige Domstole (jfr. c. 7 X. qvi filii sint leg. (4. 17), blev det endelige Resultat dog hvilende i verdslig Myndigheds Haand, og afgjordes overensstemmende med Landslovens Regler for, hvilke Forbindelser skulde anerkjendes som legitime. Dette har vistnok foranlediget, at Kirken i disse Sager gjærne har indskrænket sig til at optræde i de enkelte Tilfælde med aandelige Midler, jfr. Rb. 1280 Art. 7[4].

Medens Betingelsen for et gyldigt Ægteskab efter den kanoniske Rets Grundsætninger alene var Parternes consensus matrimonialis (c. 25 X. de sponsal. (4. 1), var det efter Loven en nødvendig Betingelse for Ægteskabets Gyldighed, at Forbindelsen enten var stiftet gjennem en formelig Kontrakt (máldagi) mellem Manden og Kvindens Værge (at kona sé mundi keypt, G. L. 25, 27, 51, 58, 104[5], 124, F. L. III. 13, B. R. 68, 132), – eller havde bestaaet aabenlyst gjennem 20 (eller 30) Aar (G. L. 125, jfr. B. K. R. (II) Kap. 10).

Saa længe en Pige var i sine Forældres eller Frænders Hus og forsørgedes af dem, raadede de for hendes Giftermaal. Var ikke hendes Forældre ilive, afsluttedes Ægteskabskontrakten med hendes Brødre eller nærmeste mandlige Frænde (giptingar-maðr), G. L. 51, F. L. XI. 2 og 10 jfr B. R. 123, M. L. V. 1 og 2, B. L. og Chr. IV. L. ibid. Giftede Kvinden sig uden sin Giftningsmands Samtykke, havde hun efter M. L. V. 2 forbrudt al Arveret for Fremtiden, og den, som havde ægtet hende, maatte bøde fuld Ret til Giftningsmanden efter 12 Mænds Dom; vilde imidlertid Giftningsmanden uden Grund formene Pigen at indgaa et passende Parti (firra hana jafnræði), kunde hun bortgifte sig selv med sine andre Frænders Raad; dog skulde de først overlægge Sagen med Giftningsmanden. Nogen tilsvarende Bestemmelse findes ikke i de ældre Love, og det er heller ikke antageligt, at det i den ældre Tid nogensinde har staaet i Kvindens Magt at indgaa Ægteskab mod sin Giftningsmands Vilje. Tvertimod synes en saa grov Krænkelse af Ættens Ret oprindelig at have været betragtet som Fredløsheds-Sag for Manden, og først sednere at være gaaet over til at kunne sones med fuld Ret; at Ægteskabet altid blev retlig ugyldigt og Børnene ikke arveberettigede, er en Selvfølge[6]. Kirken betragtede derimod Ægteskabet ligefuldt som gyldigt; endskjønt den altid misbilligede saadanne Ægteskaber uden Forældres og Værgers Samtykke (clandestina matrimonia, c. 2 X. de cland. desp. (4. 3), jfr. c. 1, 3, C. 30. qv. 5; Conc. Trid. sess. 24 de ref. matr. 1. pr., jfr. J. K. R. 42). I den ældste Tid havde Kvinden, hvis hun var Mø, end ikke selv nogen Stemme, men kunde, i det mindste af sin Fader, bortgiftes mod sin Vilje (jfr. Njáls S. Kap. 10 og 13); efter Kristendommens Indførelse blev imidlertid dette forandret, se E. K. R. 22, 23. F. L. III. 22, som udtrykkelig tillader Kvinden inden 12 Maaneders Frist at kræve det Ægteskab opløst, som er sluttet uden hendes udtrykkelige eller stiltiende Samtykke, samt J. K. R. 40, M. K. R. 23, der forlanger, at Kvinden altid skal give sit Samtykke lydelig tilkjende.

Under Giftningsmand stod dog kun Mø, der forsørgedes i sine Frænders Hus. Kvinde, som ingen Understøttelse havde af sine Frænder, men selv fortjente sit Ophold, raadede efter F. L. XI. 17 selv for sit Giftermaal. Ligesaa kunde efter F. L. XI. 19 myndige Piger, som havde arvet (og følgelig ingen Fader eller Broder kunde have), samt efter G. L. 51 jfr. F. L. XI. 4 Enker, bortfæste sig selv med sine næste Frænders Raad. Dette er dog udentvivl saaledes at forstaa, at ogsaa i dette Tilfælde et Samtykke udfordres, men ikke af nogen bestemt Giftningsmand, idet Kvinden selv er Hovedpersonen og kan henvende sig til hvem af sine Frænder, hun vil. Se M. L. V. 3 jfr. 22, B. L. 20, Chr. IV. L. 21, der gjentager Budet, og tillige udstrækker Nødvendigheden af at indhente Frændernes Raad til Mandspersoner; dog vistnok kun saalænge de er umyndige; jfr. G. L. 130, hvorefter omvendt Manden ved selve sit Ægteskab bliver myndig. Om virkningen af, at Kvinden forsømte at indhente sine Frænders Raad bestemmer de ældre Love intet; men det maa sikkert antages, at Ægteskabet ligefuldt var gyldigt, jfr. G. L. 51, der siger, at Enke, som har fæstet sig uden sine Frænders Raad, kan bryde Fæstemaalet mod at bøde 3 Mark i Haandsalsslit til sin Fæstemand, se og B. K. R. (III) 4 Slutn. Efter M. L. havde den Mand eller Kvinde, som giftede sig uden sine Frænders Raad, forbrudt Landskylden og Indkomsterne af sit Gods til sine Arvinger, hvilket imidlertid i Chr. IV. L. er indskrænket til 3 Aar.

Paa den anden Side var det Giftningsmandens Pligt at give Kvinden Medgift (heimanfylgja) ved hendes Giftermaal. Denne Forpligtelse hang sammen med den ældre Arvegang, efter hvilken Kvinden alene undtagelsesvis kunde blive Arving. Retten til Udstyr ved Giftermaal traadte nemlig i Arverettens Sted, og hermed stod vistnok ogsaa den friere Stilling, som de Piger, der havde arvet noget, saavelsom Enker, indtog, i Forbindelse. At Pligten til at udstyre sine kvindelige Slægtninge, idetmindste sine Døtre og Søstre, var en virkelig juridisk Pligt, skjønt der selvfølgelig her ikke let kunde blive Tale om nogen retlig Tvang, fremgaar saavel af i den Nøjagtighed, hvormed Lovene udtaler sig om Medgiftens Størrelse og Art (se F. L. XI. 4, 16; M. L. V. 1 og 2[7]), som især af Bestemmelsen i F. L. XI. 9 og 10: at endog hvor Søsteren er sin umyndige Broders Værge, har hun Ret til at tage sig Medgift af hans Gods (da han jo, om han havde været myndig, skulde have været hendes Giftningsmand); dog skal det ske med de forstandigste Frænders Samtykke; har hun flere Brødre, hvoraf nogle er umyndige, skal det, som de myndige bestemmer, være bindende for dem samtlige. Denne Bestemmelse er gjentagen i M. L. V. 3, B. L. ibid., men med det Tillæg, at Søsterens Medgift ikke maa overstige, hvad der er tillagt Datteren i Arv i Kap. 7, hvilket viser, at Udstyret egentlig alene er Pigens Fædrenearv. Da nemlig M. L. tillagde Datter Arv efter sin Fader i Forening med Søn, bortfaldt derved Grunden til at lade hende kræve Udstyr af denne. Men Loven forudsætter klarlig, at den ugifte Datter forbliver i Huset sammen med sine Brødre og ikke faar sin Fædrenearv udbetalt før end ved sit Giftermaal, og hertil er det, Bestemmelsen sigter, hvilken følgelig har en ganske anden Betydning her, end i sin Kilde, jfr. M. B. K. R. 26. – Hjemmegiften hørte til de Gaver, som Giverens Arving ikke kunde rokke. Vel er ikke dette udtrykkelig sagt i G. L. 129, saaledes som i F. L. XI. 2; men det følger ligefrem af Forudsætningen i Kap. 128. Forældre var pligtige at iagttage Jævnet mellem sine Døtre; i modsat Fald, saavelsom hvor nogle af Døtrene var blevne gifte, andre ikke, skulde efter Forældrenes Død de ugifte Døtre saavelsom de, der havde erholdt utilstrækkeligt Udstyr, forlods udtage det manglende af Boet, saafremt dettes Tilstand tillod det (G. L. 128; F. L. XI. 2 og 3). M. L. V. 7, 1ste Arv, B. L. og Chr. IV. L. ibid. paabyder derimod ubetinget Kollationspligt i dette Tilfælde, saa at de, der har faaet formeget, maa tilbageføre det manglende. – Ifølge M. L. V. 1, B. L. og Chr. IV. L. ibid. maatte ikke mere end en Tredjedel af Medgiften bestaa i Klæder; det øvrige skulde være saadanne Ting, hvoraf Manden kunde have Nytte eller Indtægt.

Hjemmegiften var saaledes i Regelen alt, hvad Kvinden erholdt af sin Familie og medbragte til sit eget Hus. Indkomsterne heraf var hendes Bidrag til den fælles Husholdning. Besad hun derimod egen Formue, enten fordi hun var Enke eller havde arvet, bragte hun naturligvis denne som Medgift i sit Ægteskab. G. L. 54 synes imidlertid at ville, at en Enke alene skal medbringe sin halve Formue i sit nye Ægteskab[8], hvorved Meningen naturligvis maa være, at den anden Halvpart skal tilhøre hendes Børn af første Ægteskab. Medgiften skulde i Regelen overgives Manden efter foregaaende Vurdering.

I Vederlag mod Hjemmegiften skulde Manden fra sin Side give sin Hustru et Tillæg til denne efter et vist Forhold (tilgjöf, gagngjald). Denne synes efter G. L. 54 at have skullet være lige saa stor som Hjemmegiften[9]; men efter F. L. XI. 4, 16 o. fl., B. R. 123, som Navnet viser, halv saa stor som denne (þriðjungsauki). Tilgiften tilhørte Konen, hvis hun overlevede sin Mand, eller Ægteskabet opløstes ved hans Brøde; men døde Konen før Manden eller skiltes fra ham uden gyldig Grund, beholdt Manden samme (G. L. 54 jfr. 115; F. L. IX. 19, XI. 14 og 15 jfr. III. 22; B. R. 105 og 123; M. L. V. 3–6, B. L. ibid.). I Forbindelse hermed bestemmer Lovene, at hvad Konen medbringer i Hjemmegift, behørigen skal hjemles Manden. Bliver noget af dette ham fravindiceret, kan Manden sagsøge Giftningsmanden til fuld Erstatning, og i dette Tilfælde saavelsom overalt, hvor Manden maatte indtale nogen Del af Hjemmegiften ved Søgsmaal, skulde ingen Tilgift for saa vidt beregnes. Havde Nogen vidende ladet sit Gods benytte til saaledes for et Syns Skyld at tjene som Hjemmegift, tabte han til Straf sin Vindikationsret lige over for den besvegne Mand.

Den formelige Overenskomst mellem Manden og Kvindens Giftningsmand, eller undtagelsesvis hende selv, angaaende Ægteskabets Indgaaelse, hvorunder tillige bestemtes det fornødne om Hjemmegift og Tilgift og overhovedet om Ægtefolkenes hele Formuesforhold, kaldtes Fæstemaal (festar, festarmál), og maatte altid foregaa vidnesfast (se f. E. Njáls S. Kap. 2). Det væsenlige Moment herved var efter de ældre Love, at Manden i Formen kjøbte sin Hustru for en vis Betaling (mundr); at vera mundi keypt er i Lovene ensbetydende med ordentlig gift (skilfengin). Denne Kjøbesum maatte efter G. L. 51 og 124 ikke være mindre end 12 Ører (öreigi-mundr), jfr. Kap. 64, der forudsætter mundr ogsaa ved Trælles Giftermaal; efter B. K. R. (II) Kap. 10 synes 3 Mark at have været regnet som lovlig mundr. – Herved maa man dog ingenlunde forestille sig, at et virkeligt Salg af Kvindens Person til Giftningsmandens Fordel fandt Sted. En saadan Opfatning vilde været aldeles stridende mod de Gamles Begreber; den selvsamme Form benyttedes jo, hvor Kvinden selv bortfæstede sig, og desuden blev vistnok i de fleste Tilfælde den Betaling, Manden erlagde for sin Kone, mere end opvejet ved den Medgift, han erholdt med hende. Formen af et Kjøb skulde vistnok alene bære Vidnesbyrd om det Værd, Brudgommen tillagde Forbindelsen, som tilvejebragt gjennem Opofrelser fra hans Side: ikke for intet forbandt Bruden sig i Ægteskab med ham, og ikke for intet afstod Giftningsmanden til ham det Værgemaal, han hidtil havde haft over det kvindelige Medlem af Familien. Mærkes kan ogsaa, at, medens det stadig siges: at Manden kjøber sin Kone, bruges aldrig det omvendte Udtryk: at Konen sælges til sin Mand.[10] – Oprindelig maa det vistnok antages, at mundr tilfaldt den, som bortfæstede Bruden, altsaa hendes Giftningsmand, hvis hun var Mø, som ikke havde arvet (jfr. ældre Edda Oddr. gr. str. 22 og 23); men dette er ganske forsvundet af Lovene, saadanne som vi nu besidder dem, og mundr tilfalder altid Kvinden selv, ligesaavel som Tilgiften og de øvrige Gaver (morgungjöf, bekkjargjöf, línfé, knékast[11]), som Brudgommen ved Fæstemaalet forbandt sig til at udrede. Dette har igjen bevirket, at, uagtet mundr i sit Væsen var ganske forskjellig fra Mandens øvrige Præstationer, som en nødvendig og lovbestemt Betingelse for selve Ægteskabets retlige Gyldighed, – medens Tilgiften rettede sig efter Hjemmegiften og, ligesom de øvrige Gaver, var overladt til Parternes frie Bestemmelse, – saa sloges de dog i den retlige Anvendelse sammen, og indbefattedes under de almindelige Benævnelser mynding (G. L. 54), tilgjöf, gagngjald ok gjafar (G. L. 115), gjöf (G. L. 124[12]); jfr. F. L. XI. 14, der i Begyndelsen bestemt adskiller mundr fra þriðjungsauki, men siden overalt indbefatter den første under den sidste. Alligevel beholder dog de ældre Love altid Udtrykket mundr, hvor der er Tale om Stiftelsen af Ægteskab; men M. L. er selve Benævnelsen forsvunden[13], og tilgjöf bruges her underet om alt, hvad Manden tillægger sin Kone for det Tilfælde, at hun overlever ham[14]. Den nyere Landslov har saaledes udslettet den nødvendige Form af Kjøb, medens den dog fremdeles fordrer som Betingelse for Ægteskabets Lovlighed, at et formeligt Fæstemaal har fundet Sted og Ægteskabskontrakt er bleven oprettet, se M. L. V. 1 og 2, jfr. 19, B. L. ibid., sammenholdt med sin Kilde, G. L. 124 og B. R. 132, hvor mundi keypt er ombyttet med lögliga fest. Hvor denne Lov paa andre Steder bruger Ordet kaup, at kaupa, om Indgaaelse af Ægteskab (se M. L. V. 6 og 13, B. L. ibid.) staar dette i den almindelige Betydning af kontraktmæssig Overenskomst, jfr. M L. VIII. 11, der vil, at Kontrakten skal oprettes skriftlig.

Ved Fæstemaalet var Parternes ægteskabelige Forbindelse med fuld borgerlig Virkning besluttet; enhver af Parterne havde nu Ret til at kræve Ægteskabet fuldbyrdet inden 12 Maaneder. G. L. 51 sætter endog Fredløshed for den, som modvillig vægrer sig ved at opfylde sin Forpligtelse, hvad enten dette er Giftningsmanden, Kvinden selv (flannfluga) eller Fæstemanden (fuðflogi), hvilket imidlertid alene kan betragtes som upraktiske Levninger af den ældste Retsregel. I B. K. R. (III) Kap. 4 (jfr. II. Kap. 7) findes en Bestemmelse, der tillægges den lovkyndige Høvding Berse i Viken paa Olaf Kyrres Tid, hvorefter den af Parterne, som bred Fæstemaal, der var sluttet under fuld Forpligtelse (þar sem ábyrgðir manna eru saman komnir), skulde bøde til den anden saameget, som den aftalte Hjemmegift og Tilgift udgjorde; i modsat Fald (ef eigi komu ábyrgðir manna saman), skulde den, der vilde bryde Fæstemaalet, bøde til den anden 3 Mark i Haandsalsbrud; dette sidste stemmer med hvad G. L. 51 foreskriver, naar en Enke har fæstet sig uden sine Frænders Raad, eller nogen uberettiget har bortfæstet en Kvinde. Efter F. L. III. 12, jfr. J. K. R. 41, skulde den af Parterne, som brød Fæstemaalet, bøde 3 Mark til Biskoppen og betale til den anden saameget, som Loven bestemmer; nogen saadan Bestemmelse kjender vi imidlertid ikke, og det er saaledes uvist, om der alene menes, hvad den angjældende selv havde vedtaget at erlægge, altsaa Fæstemanden Tilgiften og Giftningsmanden Hjemmegiften, eller om der menes begge disse Præstationers samlede Beløb; det første synes dog antageligst, jfr. F. L. XI. 1, B. R. 125, hvorefter Giftningsmanden, hvis han var Skyld i, at Fæstekvinden løb bort, skulde bede til Fæstemanden saa meget, som hun skulde have haft i Hjemmegift. Var Parterne (Fæstemanden og Giftningsmanden eller i Tilfælde Kvinden selv) enige, kunde Forbindelsen selvfølgelig altid hæves; ligesaa kunde Fæstemaalet efter G. L. 51 hæves, hvis nogen af Fæstefolkene angrebes af Spedalskhed[15] (hörundfall); i Tilfælde af anden Sygdom skulde den anden Part vænte i 12 Maaneder; men hvis ikke Helbredelse inden den Tid indtraadte, havde han Valget mellem at vedblive eller hæve Forbindelsen; jfr. F. L. III. 12, hvorefter, foruden Sygdom, ogsaa Ophold udenlands, dog kun hvis det var nødtvunget, var lovlig Grund til at udsætte Ægteskabets Fuldbyrdelse. At iøvrigt modvillig Vægring fra den ene Parts Side løste den anden fra hans Forpligtelse, er en selvfølge. – Fæstemanden var pligtig at sørge for sin Fæstekvinde i Nød og bidrage til at udløse hende af fiendtligt Fangenskab (G. L. 51). Fæstemanden tog Bøder for Fornærmelser mod og for Lejermaal med Fæstekvinden (G. L. 201, F. L. XI. 13 jfr. X. 38); opholdt hun sig i sine Frænders Hus, tilkom ogsaa disse Bøder. Denne Fæstemandens Ret bortfaldt imidlertid ifølge F. L. XI. 1 og 12, hvis han uden Nødvendighed havde udsat Ægteskabets. Fuldbyrdelse over de lovbestemte 12 Maaneder. Havde Fæstemanden selv legemlig Omgang med sin Fæstekvinde før. Brylluppet, skulde han bøde hendes Giftningsmand fuld Ret (G. L. 51, F. L. III. 13, B. R. 68). Efter G. L. blev han derhos uberettiget til at hæve Fæstemaalet, og Børnene altid betragtede som ægte; men efter F. L. skulde Fæstefolkenes Børn kun i det Tilfælde betragtes som ægte, naar enten Brylluppet virkelig fuldbyrdedes, eller det hindredes ved Fæstemandens Død inden de 12 Maaneders Udløb. – Efter Kirkens Opfatning blev derimod Forbindelsen ved den legemlige Omgang eo ipso til Ægteskab (c. 15, 30 X. de sponsal. (4. 1) jfr. J. K. R. 40 og 44 og M. G. K. R. 26 jfr. 24), hvilket var en konsekvent Følge af Grundsætningen om, at Ægteskab stiftes alene ved Parternes Consensus, uden nogen yderligere Form eller Ceremoni. Dette gjaldt endog, om Fæstemaalet var sluttet betingelsesvis, idet Samlejet ansaaes for en faktisk Opgiven af Betingelsen (jfr. c. 5, 6, X. de cond. app. (4. 5).

Stundum synes en foreløbig Forlovelse (heit) at være gaaet forud for Fæstemaalet[16].

Ægteskabets endelige Fuldbyrdelse (gánga at eiga festarkona sína) skede ved et højtideligt Gilde, Brylluppet (brúðhlaup), under Nærværelse af fælles Venner og Frænder (jfr. G. L. 51 og 124; B. R. 132; M. B. K. R. 25). Nu traadte de ved Fæstemaalet trufne Aftaler i Kraft. Hjemmegiften og Tilgiften og de øvrige Gaver, som var tilsagte, blev nu udredede i Vidners Overvær og under de lovlige Former (jfr. Dipl. Norv. II. No. 147 og IV. No. 217). Nu tog det ægteskabelige Samliv sin Begyndelse, og Bruden indtraadte som Husfrue (húsfreyja) i sin Mands Hus[17]. – Brylluppet var imidlertid en rent privat Høitidelighed, og ingen Betingelse hverken for Ægteskabets borgerlige eller kirkelige Anerkjendelse, skjønt det vistnok saavel i den hedenske som i den kristelige Tid har været ledsaget af religiøse Ceremonier. Uagtet Fæstemaalet og Brylluppet saavel i borgerlig som kirkelig Henseende var to forskjellige Akter, – den foreløbige Forpligtelse og dennes endelige Fuldbyrdelse, – saa var det dog alene Fæstemaalet, hvorpaa Ægteskabets Gyldighed borgerligt hvilede, medens Kirken fra sin Side alene tog Hensyn til Maaden, hvorpaa Parterne havde tilkjendegivet sin Vilje: om de havde erklæret at ville være Ægtefæller fra nu af, eller først sednere at ville blive det; i første Tilfælde var det nemlig et virkeligt Ægteskab (sponsalia de præsenti: ego te in meam accipio), i andet Tilfælde kun en Trolovelse (sponsalia de futuro: ego te in meam accipiam). Heraf fulgte, at en Forbindelse, der var sluttet paa den førstnævnte Maade, selv om den ikke fuldbyrdedes ved noget Bryllup, efter Kirkens Grundsætning gik foran for et ældre Fæstemaal, om ogsaa Bryllup sednere blev holdt efter dette (c. 31 X. de spons. (4. 1), c. 1, 3 X. de sponsa duor. (4. 4), og ganske i Overensstemmelse hermed siger J. K. R. 40, at Fæstemaal skal sluttes med Ord, som betegner Forbindelsen som tilkommende, saasom: mit skulum hjúnskap saman tengja; hvor derimod ved Fæstemaalet er benyttet slige Udtryk som: ek festir þik til eiginnar konu, eller: ek tek þik mér til eiginnar konu, eller andre Ord, der betegner en allerede tilstedeværende Overenskomst (er birta nálega samþykt), med tilsvarende Udtryk fra Kvindens Side, – da er en saadan Fæstelse i Virkeligheden et Ægteskab (eigi at eins festarmál, heldr bundinn hjúnskapr). – I den virkelige Anvendelse lod imidlertid en saadan skjelnen mellem Udtrykkene sig vanskelig iagttage; det afgjørende blev dog altid, hvorvidt Parterne i Virkeligheden havde ment, at Forbindelsen skulde være Fæstemaal eller Ægteskab; og medens vistnok ogsaa Staten sluttede sig til Kirkens Regel, at Fæstemaal i Kollisionstilfælde maa vige for et yngre Ægteskab, saa finder man dog endnu den gamle Betragtning af Fæstemaalet som Ægteskabets rette borgerlige Grundlag vedligeholdt i de bevarede Fæstemaalsformularer, hvor jevnlig den præsentiske Form benyttes[18]. – J. K. R. 41 befaler iøvrigt, i Lighed med den ældre Kristenret (F. L. III. 12), at Bryllup skal holdes inden 12 Maaneder efter Fæstemaalet, selv om det bliver noksaa tarveligt[19], jfr. M. B. K. R. 16, G. K. R. 24, se og M. L. V. 24, B. L. 23, der advarer mod overdreven Bekostning ved Bryllupper og forbyder, at noget Bryllup maa vare længere end 2 Dage. Paa Helligdage maatte Bryllup aldrig holdes (G. L. 27, B. K. R. 7, E. K. R. 21, F. L. III. 9, J. K. R. 45).

Overensstemmende med en Beslutning af det 4de lateranske Kirkemøde i 1215 (c. 3 X. de cland. desp. (4. 3), – hvis Bestemmelser dog, mærkelig nok, ikke findes paaagtede i Sigurds Kristenret af 1244, – er det saavel i J. K. R. 40–43 jfr. 47 som i M. B. K. R. 15, G. K. R. 23 paabudt, at der før Brylluppet skal finde en offentlig Lysning Sted i Kirken paa 3 Søndage, for at alle de, som havde nogen Indsigelse at gjøre mod Ægteskabet, kunde have Anledning til at fremkomme dermed[20]. Lysningens Undladelse skulde imidlertid ikke medføre Ægteskabets Ugyldighed, men alene Bøder for Parterne og Suspensionsstraf for den forsømmelige Præst; hvorimod Følgen var, at, dersom der bagefter viste sig at være Ugyldighedsgrunde for Ægteskabet, skulde Børnene ansees for uægte, selv om Forældrene havde været i god Tro[21]; hvis derimod behørig Lysning havde fundet Sted,

Se saaledes en Fæstemaals-Formular i gl. L. II. S. 72 Note 24.: Guð sé váttr minn, en þér erut nefnðir váttar, at ek N. lögfesti mér N. með þeim máldaga, sem nú var upp tíndr fyrir váttum, at guðs lögum ok manna. Skalt þú vera min kona eigiu, en ek þinn eiginn bóndi, meðan vit lifum bædi, með öllu lögligu sambandi okkars hjúnskaps. Jfr. M. B. K. R. 25. skulde de i det putative Ægteskab avlede Børn betragtes som ægte, selv om Forældrenes Ægteskab paa Grund af nogen sednere opdaget og dem ubekjendt Ægteskabshindring maatte kjendes ugyldigt. Denne Bestemmelse er gjentagen i Rb. 1280 Art. 6[22], og af et Tillæg til denne Rb. fra 2den Halvdel af det 16de Aarhundrede (gl. L. III. S. 11) synes dette at være blevet anvendt saaledes, at Lysningens Undladelse ubetinget bevirkede, at Børnene ansaaes for uægte. Efter J. K. R. 40 og M. K. R. resp. 15 og 23 skulde Lysningen helst foregaa far Fæstemaalets endelige Afslutning[23].

Kirkelig Vielse (púsan) omtales først i J. K. R. 41, og var hverken borgerligt eller kirkeligt nogen til Ægteskabets Stiftelse nødvendig Akt, og navnlig ingen Betingelse for dets sakramentale Virkning; hvorimod vistnok Kirken altid strengt fordrede af sine Medlemmer, at de ikke modvillig undlod at søge dens Velsignelse af sine Ægteskaber. Vielse kunde imidlertid aldrig tildeles noget Ægteskab, hvor nogen af Ægtefællerne forhen havde været viede (c. 1, 3, X. de sec. nupt. (4. 21), jfr. Eilifs 3dje Stat. 1320, gl. L. III. S. 263). Hvor saaledes en Ungkarl eller Mø ægtede en Enke eller Enkemand, kunde dette Ægteskab ikke erholde kirkelig Vielse; men hvis hin siden, efter sin Ægtefælles Død, indtraadte i Ægteskab med en Mø eller Ungkarl, kunde dette andet Ægteskab vel erholde Vielse; thi Grunden var ikke Misbilligelse af det andet Ægteskab i og for sig, men alene den, at Vielsen ikke maatte gjentages for Nogen.

Om Vielsen i den protestantiske Tid se J. Nellemann, Om kirkelig Vielse som Betingelse for lovligt Ægteskab, i (dansk) Historisk Tidsskrift 5te Række I. S. 263 fgg.

Af absolute Ægteskabshindringer nævner alle de gamle Love: tidligere bestaaende Ægteskab, hvortil sednere ogsaa henførtes Fæstemaal, forbundet med legemlig Omgang (G. L. 25, B. K. R. 17, E. K. R. 22, F. L. III. 10, B. R. 8, J. K. R. 40 jfr. 44 og Rb. 29de Marts 1392 (Dipl. Norv. VI. No. 338), samt for nært Slægtskab eller Svogerskab.

Allerede under Hedenskabets Tider synes det ikke at have været almindeligt, at en Mand havde flere Ægtehustruer; skjønt det synes at have været anseet lovligt, ligesom man ofte finder, at gifte Mænd havde anerkjendte Friller, medens Utroskab fra Konens Side straffedes paa det strengeste. Efter Kristendommens Indførelse blev derimod ikke alene Bigami ubetinget erklæret strafbart; men allerede i G. L. 25 og B. K. R. (II) 8 forbydes det gifte Mænd at holde Frille i sit Hus (arinelja), og saavel B. K. R. 17[24] som F. L. III. 5 og 7 jfr. XI. 13 samt J. K. R. 44 belægger alt Hor, saavel fra Mandens som fra Kvindens Side, med samme Straf.

Ægteskab mellem de nærmeste Beslægtede, idetmindste Forældre, Børn og Søskende, synes allerede fra Hedenskabets ældste Tider at have været anseet utilladeligt (jfr. Heimsk. Yngl. S. Kap. 4 Slutn.). Ved Kristendommens Indførelse sattes Grænsen for Ægteskabsforbudene til og med 6te Grad i Slægtskab og 4de Grad i Svogerskab (G. L. 24, B. R. (II og III) 6, E. K. R. 30, jfr. c. 17, 21 C. 35 qv. 2, c. un. C. 35 qv. 4 og c. 1 X. de consangv. (4. 14). Ved en Anordning af Kardinal Nikolaus af 1152, nærmere bestemt ved et Dekret af Coelestin III, af 1195 (c. 3 X. de consangv. (4 14[25]), der dog ikke har fundet Plads i vore gamle Love, blev det undtagelsesvis tilladt Nordmændene at indgaa Ægteskab i den lige Sidelinjes 6te Grad, ligesom det i Regelen ikke havde nogen Vanskelighed at erholde Dispensation i de fjernere Grader. Endelig blev paa det 4de lateranske Kirkemøde 1215 Ægteskabsforbudet indskrænket til 4de Grad, saa at Ægteskab blev tilladt i 5te Grad, saavel af Slægt- som Svogerskab, hvilket ved en Anordning af Gregor IX, af 1232 blev udvidet til 4de og 5te Grad i den ulige Linje (c. 8, 9 X. de consangv. (4. 14). Mærkelig nok, er disse Anordninger blevne ganske upaaagtede i Sigurds Kristenret af 1244, der fremdeles bibeholder Grænsen ved 6te Grad Slægt (F. L. III. 1[26]); derimod findes 4de Grad sat som Grænse i en Recension af B. K. R. (I) Kap. 15[27]. – J. K. R. 47 saavelsom M. K. R. resp. 21 og 30 sætter ligeledes Grænsen for Ægteskabsforbudene ved den lige Sidelinjes 4de Grad.

Det af ulovlig Omgang opstaaede Svogerskab gjaldt før Tridentinerkonciliet som Ægteskabshindring i samme Udstrækning som det legitime (c. 2, 5, 7, 8, 9 X. de eo, qvi cognovit (4. 13), og selv et bestaaende Ægteskab maatte efter den ældste Kirkeret hæves formedelst legemlig Omgang af den ene Ægtefælle med den andens Slægt (c. 21, 24, C. 32 qv. 7). Om dette Tilfælde fastsætter imidlertid F. L. III. 6, der dog, mærkelig nok, ikke er gjentagen i Jons Kristenret, overensstemmende med Kirkens sednere Lære (c. 6, 10, 11 X. de eo, qvi cognovit (4. 13), at Ægteskabet ikke opløses ved efterfølgende ulovligt Svogerskab, men at kun det ægteskabelige Samliv skal ophøre[28].

Foruden af det virkelige Slægt- og Svogerskab opstod ogsaa Ægteskabshindring af det saakaldte aandelige Slægtskab og Svogerskab (guðsifjar cognatio spiritualis). Kirken betragtede nemlig Daaben som en aandelig Fødsel, hvorved den Døbende og Fadderne tænktes som Barnets aandelige Forældre, hvilket Forhold før det tridentinske Koncilium (sess. 24 de ref. matr. c. 2) ogsaa udstraktes til Slægten paa begges Side; det samme gjaldt ved Primsigningen og Konfirmationen (c. 1, 5 C. 30 qv. 1; c. 1 C. 30 qv. 3; c. 4, 6, 8 X. de cogn. spirit. (4. 11). I Overensstemmelse hermed forbyder ogsaa vore Kristenretter Ægteskab mellem Barnet og dets Forældre paa den ene Side og den Døbende (Præsten) og Fødderne samt disses Ægtefæller og Børn paa den anden (G. L. 26[29], B. K. R. 15, F. L. III. 3 og 8, E. K. R. 53, J. K. R. 49 og 50). Derimod har vore Kristenretter intet Forbud mod Ægteskab mellem Fødderne indbyrdes, uagtet Kirken ogsaa antog aandeligt Slægtskab stiftet mellem dem; dog ifølge et Dekret af Bonifacius VIII af 1298 (c. 3 VI. de cogn. sp. (4. 3) kun ved Daaben, ikke ved de øvrige Sakramenter. – Om efterfølgende aandeligt Slægtskab derved, at den ene af Forældrene selv døber eller staar Fadder til sit Barn, fastsætter B. K. R. 3, E. K. R. 4, F. L. II. 3 og J. K. R. 1, overensstemmende med Kirkens dengang antagne Lære (c. 4, 6, 7 C. 30 qv. 1; c. 2 X. de cogn. sp. (4. 11) udtrykkelig, at Ægtefællerne ikke derfor skal adskilles.

Ifølge G. L. 26 og E. K. R. 30 var Ægteskab ligeledes forbudt mellem den, som havde indledet en Barselkvinde i Kirken, og Kvinden; men dette gjenfindes ikke andetsteds. – Ved Ætledningen opstod ingen ny Hindring for Ægteskab; men Slægtskabsforholdet var her tilstede i Forvejen.

Iøvrigt erkjendtes det altid, at Svogerskab kun omfattede den ene Ægtefælle eller Konkumbent og den andens Slægt, men ikke begges Slægtninge indbyrdes (c. 5 X. de consangv. (4. 14). Kun mellem en Kvindes Børn af andet Ægteskab og den første Mands Slægtninge var tidligere Ægteskab forbudt; men dette Forbud hævedes ved Laterankonciliet i 1215, og er ikke kommet ind i nogen af de norske Kristenretter.

Endelig var det efter den almindelige Kirkelov forbudt alle Gejstlige fra Subdiakon af, Klostermænd, Vanvittige, Forgjorte, Gildinger og til legemlig Omgang Udygtige at indgaa Ægteskab. Heller ikke maatte Hedninger gifte sig med Kristne. Disse Forbud findes imidlertid ikke i de ældre Kristenretter, og det lykkedes ogsaa først langt nede i det 13de Aarhundrede Kirken at gjennemføre Budet om Gejstlighedens Cølibat i Norge. Først i Magnus Lagabøters Kristenretsudkast B. Kap. 17, G. resp. Kap. 25 og 21 er disse Forbud optagne; sammesteds forbydes ogsaa, overensstemmende med den i Kirken efter Gratians Tid gjældende Lære (c. 3 C. 31 qv. 1, jfr. e. 6 X. de eo, qvi duxit (4. 7), Ægteskab med den, hvormed Nogen i sit tidligere Ægteskab har bedrevet Hor, naar de enten havde stræbt den anden Ægtefælle efter Livet, eller udtrykkelig lovet hinanden Ægteskab efter dennes Død. Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i Jons Kristenret, hvilket dog udentvivl alene maa hidrøre fra en Forglemmelse.

Som den til gyldigt Ægteskabs Indgaaelse fornødne Alder fastsætter saavel J. K. R. 40 som M. B. K. R. 17, G. 25 i Lighed med den almindelige Kirkelov (c. 8, 10 jfr. 12 X. de desp. impub. (4. 2) for Manden 14 Aar og for Kvinden 12 Aar. Forbindelser, stiftede før denne Alder, betragtedes imidlertid ikke som Nullitet; men det overlodes Parterne, naar de havde naaet den lovbestemte Alder, selv at afgjøre, om de vilde have sin Forbindelse betragtet som Ægteskab, for saavidt de ikke tidligere gjennem legemlig Omgang havde faktisk erkjendt den som saadant.

Ægteskabeligt Samliv mellem ugifte Folk var ikke udtrykkelig forbudt af Kirken, og var tildels anerkjendt i den borgerlige Lov, forsaavidt Forholdet var aabenlyst og vitterligt. Vel var Kvinden desuagtet blot Frille (friðla, fylgjukona) og Børnene uægte; men disse fremhæves dog som en egen Klasse af de uægte Børn (hornungar, G. L. 104, F. L. X. 47), og har maaske ogsaa i et tidligere Tidsrum haft visse Fortrin for de andre. Efter B. R. 129[30] maatte vistnok den, der holdt Frille, bøde til hendes Frænder; men ej til Kongen, og han tilkom selv Bøder, hvis nogen Anden bedrev Utugt med hende, jfr. F. L. XI. 17 samt Sv. K. R. 69, der sandsynligvis hidrører fra en tabt Recension af Gulatingsloven[31]. – Og hvis saadant aabenlyst ægteskabeligt Samliv havde bestaaet i 20 Aar, gik det efter G. L. 125 af sig selv over til Ægteskab og Børnene blev ægte; jfr. B. K. R. (II) Kap. 10, der efter 30 Aars Samliv lader Præsumtion om Ægteskab indtræde, hvor dets lovlige Stiftelse ikke kan bevises. Lignende Bestemmelser indeholdes ikke i de øvrige Kristenretter.

Ægtede nogen Mand sin Frille, bestemmer F. L. III. 11, at de Børn, som fødes efter Ægteskabets Indgaaelse, helliger de tidligere fødte til Arv med sig saaledes, at hvis der efter Ægteskabet blot fødes Døtre, da arver de før Ægteskabet fødte Børn af begge Kjøn lige med dem. Under andre Betingelser ansaaes ikke efter de ældre Kristenretter uægte Børn legitimerede ved Forældrenes paafølgende Ægteskab, med mindre de var avlede efter Fæstemaalet, og F. L. III. 13 bestemte udtrykkelig, at selv om en Mand formelig slutter Fæstemaal med sin Frille, for at Børnene derved skal blive ægte, gjælder det dog ikke, dersom Ægteskabets Fuldbyrdelse udsættes over den lovbestemte Tid[32]. Ved J. K. R. 46 (jfr. M. B. K. R. 16, G. 24) blev det derimod, overensstemmende med Kirkens Lære (c. 1, 6 X. qvi filii sint leg. (4. 17), foreskrevet som ubetinget Regel, at uægte Børn legitimeres ved Forældrenes paafølgende Ægteskab, jfr. M. L. V. 7, første Arv.

  1. Vár hlýðir á eiða manna ok einkamál, er veita sín á milli konur ok karlar; hon hefnir ok þeim er brigða.
  2. Vígit okkr saman Várar hendi!
  3. Var þat mál manna, at hvárrtveggja þótti vaxa af tengdum þessum, heder det i Eyrb. S. Kap. 28, da Viga-Styr havde fæstet sin Datter til Snorre Gode.
  4. Þat er fyrirboðit, at menn sé nauðgaðir til þess eiðs, at hann skal eiga þá konu, sem hann hafði fyrir friðlu, er hann legst með henni síðan hann gekk til skripta ok yfirbóta.
  5. Sá heitir hornungr er frjálsrar konu sonr er, ok eigi goldinn mundr við, ok gengit í ljósi í hvílu hennar.
  6. Jfr. Egils S. Kap. 57: Var móðir hennar tekin frillutaki ok ekki at frænda ráði.
  7. Hverr er giptingarmaðr er réttr at konu, láti allt heimilt vera í heimanfylgju. En allt þat, er sœkja skal at løgsóknum, þá skal engi tilgjøf móti koma.
  8. Mynda skal meyar fé allt ok koma eyrir eyri í gegn, en ekkju fé halft. Mynding skal við öllum hlutum heimil vera, nema við tveim einum o. s. v. Ordet mynda (overlevere, give ihænde, jfr. F. L. XI. 4) maa, som Modsætningen viser, henföres til det Vederlag, Manden skulde give Konen mod hendes Hjemmegift. Paus oversætter: «Jomfru skal have saa stor Tilgift, som alt det Gods, hun bringer ind til Manden, beløber sig til, og skal der komme Øre imod Øre. Men Enke skal have saa megen Tilgift, som halvt det Gods, hun indbringer. Vistnok synes dette meget tvunget; men Resultatet bliver det samme, da Tilgift imod Halvparten af det Gods, som Enken indbringer, naturligvis hviler paa den Forudsætning, at hun heller ikke bringer mere end Halvparten af sit Gods som Medgift til ham. – Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrsschrift X. S. 384; Olivecrona, Om makars giftorätt i bo, 4 Uppl. S. 164.
  9. koma eyrir eyri í gegn.
  10. Se Olivecrona, Om makars giftorätt, 4 Uppl. S. 136 fgg. Maurer, i Kritische Vierteljahrsschrift X. S. 393.
  11. Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrsschrift X. S. 390–95.
  12. G. L. 54: Nú skal gjøf konu heimil vera, er til hennar var gefin, hverr sem skilnaðr þeirra verðr. Mynding skal við øllum hlutum heimil vera, nema við tveim einum, ef hon deyr barnlaus eða gengr frá hánum foryftalaust. – 115: Nú er þar úmaga eyrir í garði ok máli konu, þá er vel, ef þeim vinst báðum fé, en ef eigi vinst, þá skal hon þarnast gagngjalds ok gjafar. Heldr skal kona þarnast tilgjafar sinnar heldr en þeir menn, er fyrr áttu at hánum, en hann fangi hennar, þvi at engi skal sér konu kaupa við annars fé. Nú skal hun hafa heimanfylgju sína. – 124: Nú skulu þat váttar bera: vér várum þar, er móðir hans var mundi keypt, ok þar varu bæði brúðmenn ok brúðkonur, ok gjøf gefin sú, er við henni var fest, eigi minni en 12 aurar öreigi-mundr. Nú mæla váttar verjandans: þar várum vér, sem þú vart; eigi var mundr gefinn til hennar at løgmáli. – Ved gjøf i Kap. 54 kan ikke forstaaes andet end Hjemmegiften.
  13. Det eneste Sted i den nyere Lovgivning, hvor mundr forekommer, er Udkastet til Borgarting Kristenret, Kap. 26, der ordret er taget af den ældre B. K. R. (II) Kap. 10.
  14. Ogsaa paa Island er viðgjöld, þat er við er goldit, som forekommer et Par Gange i Graagaasen, ensbetydende med mundr, se V. Finsen i Annaler f. nord. Oldk. 1849 S. 249–52; Maurer l. c. S. 390.
  15. Eller muligens Impotens, jfr. M. G. K. R. 25.
  16. Jfr. Gunnl. s. Ormst. Kap. 5: Skal Helga vera heitkona Gunnlaugs en eigi festarkona, ok bíða þrjá vetr.
  17. I G. L. 27 bruges Udtrykket: kaupa konu mundi ok máldaga om Brylluppet selv.
  18. Se saaledes en Fæstemaals-Formular i gl. L. II. S. 72 Note 24.: Guð sé váttr minn, en þér erut nefnðir váttar, at ek N. lögfesti mér N. með þeim máldaga, sem nú var upp tíndr fyrir váttum, at guðs lögum ok manna. Skalt þú vera min kona eigiu, en ek þinn eiginn bóndi, meðan vit lifum bædi, með öllu lögligu sambandi okkars hjúnskaps. Jfr. M. B. K. R. 25.
  19. Ok skal þó gera brúðhlaup, at af blöndu geri.
  20. Jfr. Munchs Hist. III. S. 619–20.
  21. Því at þau vildu eigi meinbugi vita, er eigi vilðu áðr lýsa láta.
  22. Því at þau börn, er fœdd verða síðan er svá er lýst, þá skulu vera skilgetin, þó at síðarmeir prófist, at nökkurr meinbugr sé á.
  23. En Formular for Lysning fra c. 1340 er trykt i gl. L. III. S. 292.
  24. Ef maðr tekr sér konu ok á sér eiginkonu, bœti mörkum þrim fyrir. Ef kona tekr mann undir bónda sinn, hon er sek þrim mörkum við biskup. Hvárt hjúna sem misgerr við annat, þá skulu þau svá gert hafa ok skilja eigi hjúnalag sitt.
  25. propter indulgentiam apostolicæ sedis legati, qva permissum est hominibus terræ illius in sexto gradu conjungi.
  26. Engi skel taka konu í ætt sína annars kostar, en mælt er ok biskup leyfði á Móstrarþingi ok allir menn urðu á sáttir. Telja skal frá systkinum tveim 6 menn á hvárntveggja veg, ok taka at hinum sjaunda. En ef maðr vill taka konu þá, er frændi hans átti, þá skal telja 4 menn á hvárntveggja veg ok taka at hinum fimta.
  27. Engi maðr skal fá frændkonu sína skyldri en at fimta kné ok at fimta manni frændleif.
  28. Þá hefir hann fyrirfarit samlagi þeirra um likamslosta; en þó stendr hit helga hjúnskaps band þeirra á meðal af guds hálfu.
  29. Guðsifjar eru 6, er vér skulum þyrmast við svá sem frændkonum várum. Nú er þar ein at halda barni undir primsignan, en önnur at taka ór vatni, þridja at fœra ór hvítaváðum, fjórda at halda undir biskups hönd, fimta at leysa fermidregil, setta at leiða konu í kirkju; þessar einar skal þyrma við konuna, en allar aðrar 5 guðsifjar skulum vér halda við födur ok móður sem við barnit.
  30. Ef maðr tekr birgiskonu sér, ok hefir vátta tvá við, ok gengr í ljósi í hvílu hennar, þar á konungr engvan rétt á, en frændr eigu rétt á. Nú ef hann liggr með henni í annat sinn, þá skal hann bœta syni sínum slíkan rétt, sem áðr bœtti hann frændum hennar. En ef annarr maðr liggr með birgiskonu hans, þá skal bœta hánum 12 aurum at rétti sínum.
  31. Ef maðr á sér friðlu, ok ferr hann á frá henni, ok hefir hann lagt fyrir hans vistir svá at hon þarf eigi annarra fanga heldr en eiginkona hans, ok hefir haft hana með sér til öldrs ok til áts, ok buit sess hans ok sæing, ok glœpr maðr hana frá hánum, þá skal slíkan rétt á henni taka sem á skyldkonu sinni; en ef hann hefir eigi svá gert, þá er hon eigi hans heldr en hins.
  32. Því at hvárki skal með þessu arfsvik gera, né brúðhlaup svívirða.