Forelæsninger over den norske Retshistorie/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ganske i samme Forhold, som Retten for de ringere Fornærmelser, stod Mandeboden, eller Ættens Ret, i Tilfælde af begaaet Drab, for Tabet af et af dens Medlemmer. Da nemlig enhver Æt betragtedes som et afsluttet Samfund, lige over for alle andre, var et Drab en umiddelbar Fornærmelse ikke af den ene Person mod den anden, men af Æt mod Æt, og medførte for hele den Dræbtes Æt saavel Ret som Pligt at øve Blodhævn imod hele Drabsmandens Familie. F. L. V. 11 finder det endog nødvendigt udtrykkelig at bestemme, at den Ufødte ikke tilkommer nogen Andel i Boden, jfr. X. 17. Mandeboden var derfor en Opreisning og en Godtgjørelse (gjöld, manngjöld), hvorigjennem Ættekampen bilagdes, og som var nødvendig, for at der kunde blive sluttet Fred mellem begge Familier. Den rammede derfor ikke Drabsmanden alene, og oppebares ikke blot af den Dræbtes Arving; men begges hele Familie maatte gjensidig bøde til hinanden større eller mindre Beløb i Forhold til de enkelte Medlemmers nærmere eller fjærnere Slægtskabsforhold til Drabsmanden og den Dræbte. Dette var ogsaa ganske konsekvent, eftersom de alle var berettigede til og udsatte for Blodhævnen, og det havde, hvor unaturligt det end kan synes, idetmindste den Fordel, at denne solidariske Ansvarlighed (oldengelsk mægburh) gjorde Familierne indbyrdes interesserede i saa vidt muligt at afværge Drab.

Grundsætningen for Mandebodens Beregning synes i det væsenlige at have været overensstemmende i de forskjellige Landsdele. Saavel Drabsmandens som den Dræbtes Familie ordnedes efter Slægtskabets Nærhed i visse Grupper, hvoraf hver bødede til hinanden. Slægtskabet regnedes til 6te Led. Størrelsen af den Bod, som noget Slægtled paa den ene eller den anden Side havde at udrede eller at modtage, var uafhængig af Personernes Antal. Manglede noget Led paa nogen af Siderne, beregnedes den paa samme faldende Bod ligefuldt[1], og udrededes da i Tilfælde af Drabsmanden, og oppebares af den nærmeste Arving efter den Dræbte, altsaa af Søn eller Fader, hvilke, hvis de begge var til, delte Boden. Drabsmanden indesluttede derfor ogsaa sin Søn og Fader i sin Bod. Døde Drabsmanden, maatte hans Arving overtage hans Forpligtelse. Blev han derimod fredløs, var der naturligvis ikke Tale om nogen Bod, men kun om Hævn[2].

De paa Mandssiden beslægtede bødede for hver Klasse visse Bauger (ɔ: Ringe af en vis Vægt), deraf Benævnelsen bauggildismenn; de mandlige Beslægtede paa Kvindesiden inddeltes ligeledes i visse Klasser; men Bøderne regnedes her til en vis Pengesum for hver Person; deraf Navnet nefgildismenn. Endvidere var de nærmeste Besvogrede paa begge Sider: Stedfader og Stedsøn, Svigerfader og Svigersøn samt Svoger (námágar) pligtige at bøde. Ogsaa de nærmeste kvindelige Beslægtede paa begge Sider, Moder, Datter, Søster og Kone, skulde udrede saakaldte kvenngjafir til hinanden; men forresten regnedes Kvinder hverken med blandt Udrederne eller Modtagerne af Bøderne, med mindre en ugift Kvinde var eneste Arving (baugrýgr). jfr. G. L. 275, F. L. VI. 4. – Endelig skulde der udredes Bøder af og til de nærmeste tybaarne Frænder: Søn, Broder, Farbroder og Morbroder, og Halvsødskende: sammødre Broder, Farbroder og Morbroder (sakaukar), samt endelig en Kjendelse for det endelige Forlig (tryggvakaup). – Den samlede Bod for en Haulds Drab løb saaledes op til 40–48 Mark sølvmetet.

Hovedboden var fastsat i Forhold til den Dræbtes personlige Ret, og de øvrige Frændebøder i et vist Forhold til denne, aftagende efter Slægtskabets Fjernhed. Hovedboden for en Hauld synes at have været 18 Mark Lovøre = 9 Mark sølvmeten Øre (G. L. 180), altsaa det tredobbelte af hans Ret, jfr. dog den, som det synes, ældre Bestemmelse i G. L. 218 jfr. 220, hvor den sættes til 10 Mark eller 32 Kjør. – For en Lændermands Drab har den da udgjort det dobbelte, for en Bonde det halve o. s. v.

Det er indlysende, at den nærmere Beregning i Detaljen af Bodens størrelse i hvert enkelt Tilfælde maatte være yderst kompliceret og vanskelig. Herpaa søgte man at hjælpe ved udførlige Beregninger over de enkelte Bøders størrelse og Fordeling (saktal), hvilke udgjør en væsenlig Del af samtlige ældre germaniske Love. Fremgangsmaaden var vistnok i mange Enkeltheder forskjellig i de forskjellige Landsdele og til de forskjellige Tider, og i Lovene, saaledes som vi nu besidder dem, er vistnok ogsaa forskjellige Regler sammenblandede. I Gulatingsloven findes saaledes Spor af 2 forskjellige Sagetal, et ældre (Kap. 218 til 223), der alene behandler de 3 Bauger: Hoved-, Broder- og Brødrungsbaugen samt Kvindegaverne; og et yngre (Kap. 224–252), der dog ogsaa synes sammensat til forskjellige Tider og af forskjellige Bestanddele (224–237 og 243–252?), hvor den skarpe Skjelnen mellem Bauggildes- og Nefgildesmænd synes at være forladt, og Frænderne, uanseet fædrene eller mødrene Slægtskab, er ordnede i 3 Klasser (uppnam), der dels skulde udrede Bøder til den første Bødetager eller modtage Bøder af Drabsmanden, dels til og af hinanden indbyrdes (þversakir). Ogsaa i Frostatingsloven sees det ældste Sagetal at have været ordnet strengt efter Bauge-Systemet med 4 Bauger (se Fragment i gl. L. II. S. 520); men det i F. L. 6te Part indtagne Sagetal, der vistnok skriver sig fra Kong Sverres Tid, har end mere simplificeret Beregningen; skjønt det dog endnu har bibeholdt den gamle Inddeling i Bauggildes- og Nefgildesmænd og Sagøgere. Her lægges der aabenbar an paa at udtrykke den samlede Bod for ethvert Drab som en bestemt Sum (6, 5, 4, 3, 2½ og 2 Mark), og derefter bestemme dennes nærmere Fordeling mellem Drabsmandens og den Dræbtes Frænder indbyrdes. Bøderne er her ansatte i Guld, hvoraf 1 Mark er sat = 8 vejede Mark Sølv, og var fremdeles afpassede efter den Dræbtes personlige Ret, dog saaledes, at de kunde ved Dommen forøges eller formindskes efter de nærmere Omstændigheder ved Sagen. Som den regelmæssige Bod for en Hauld synes ogsaa her 6 Mark i Guld at være betragtet. – Endnu mere simplificeret er Beregningen i det af Lagmanden Bjarne Magdarsøn i Begyndelsen af det 13de Aarh. forfattede sagetal (G. L. 316–19), der synes at have været bestemt til at gjælde for det hele Land. Dette, der i det hele er formet efter Frostatingslovens nyere Sagetal, beregner ogsaa Baden til en samlet Sum i Guld, 6, 5, 4, 3 Mark, og bestemmer, hvor stort Beløb deraf hver enkelt Slægtning skal modtage og udrede. Men her er hele Inddelingen i Bauggildesmænd, Nefgildesmænd og Sagøgere forsvunden, og alene de enkelte Slægtninge som Bødepligtige og – berettigede for en vis Sum anførte. – Hovedmodtageren havde, som det lader, at modtage den hele Sum og selv besørge Fordelingen mellem sine Frænder, og ligesaa skulde Drabsmanden tilvejebringe det fulde Beløb, og det blev hans egen Sag at indfordre de pligtige Bidrag af sine Frænder. F. L. V. 10 indeholder herom den ganske mærkelige Bestemmelse, at, hvis en eller dere har oppebaaret de samlede Bøder, for igjen at fordele dem mellem sine Frænder, men derefter nægter paa disses Forlangende at betale dem deres Tilkommende, – og de, som saaledes ingen Bod fik, hævner sig paa dem, som har betalt sine Bøder, – da bliver den, som havde oppebaaret, men nægtet at udbetale Bøderne, Tryghedsbryder, ligesom ogsaa den, som urettelig fordrer mere, end ham tilkommer. – I Bjarne Mardarsøns Sagetal heder det ligeledes, at, hvis Nogen enten vægrer sig for at erlægge det Gods, som han har at bøde, eller kræver højere Bod, end ham tilkommer, og deraf sker Ulykke, da betragtes han som Tryghedsbryder.

Var Drabet forbundet med skjærpende Omstændigheder ved Udførelsen eller Mishandling eller Forhaanelse af Liget o. dl. (misvígi), var der fastsat særskilte Tillægsbøder, efter Omstændighederne 12 Ører eller 3 Mark eller endog dobbelt Mandebod, G. L. 238, 240–242.

Hvorvidt der i Kjøbstæderne har gjældt den samme Regel om Mandeboden, som om Retten, at den var lige stor for alle frie Mænd, vides ikke, da Bjarkøretten intet sagetal indeholder; men er vistnok meget tvivlsomt.

Iøvrigt gjælder det baade om den personlige Ret og om Mandeboden, at de mere er at betragte som Maalestokke og som en almindelig Anvisning om, hvad der kunde være en passende Bod under sædvanlige Omstændigheder, end som egentlig lovbestemte Pengestraffe. Saa længe det endnu altid stod den Fornærmede frit for, om han foretrak det, at hævne sig, var det naturligvis en Selvfølge, at det ogsaa maatte staa til ham at nægte at lade sig nøje med den i Loven bestemte Bod, saaledes som man især i de islandske Sagaer saa ofte træffer Exempler paa. Oftere hændte det endog, at Fornærmeren overlod den Fornærmede selv at dømme i Sagen (selja sjalfdœmi), hvilket ansaaes for den aller hæderligste Afgjørelse; stundum overlod omvendt den Fornærmede til Fornærmeren at bestemme de Bøder, han vilde betale, en Højmodighed, som det da for denne var en Æressag ikke at misbruge[3]. Men paa den anden Side var der ogsaa dem, som ansaa det for en Æressag aldrig at betale Bøder, og som heller tilbød at give mangedobbelt Erstatning, naar det kun ikke havde Formen af Bod[4]. – Imidlertid medførte dog den kraftigere Udvikling, som Statsmyndigheden antog i Norge, at Adgangen til at hævne sig paa egen Haand for ringere Forurettelser tidligere bortfaldt, og, medens det vistnok allerede før havde været en betænkelig Sag for den Fornærmede, som ikke var en desto mægtigere Mand, at vægre sig for at slutte Forlig paa de sædvanlige og efter den almindelige Mening passende Vilkaar, saaledes blev dette vistnok sednere anseet som hans ubetingede Pligt. Herom vidner især, at Lovene for en hel Del smaa Fornærmelser fastsætter en aldeles lovbestemt Bod, uden Hensyn til Stand, og for andre kun halv Ret, saa at Hævnen først indtraadte, naar den skyldige ikke vilde eller kunde bøde. Alligevel har endnu G. L. 186 beholdt den mærkelige Bestemmelse, at ingen Mand ejer Ret paa sig mere end 3 Gange, uden han hævner sig derimellem. – I Drabstilfælde vedligeholdtes derimod Adgangen til Blodhævn den hele Tid til over Midten af det 13de Aarh., og Mandeboden blev derfor altid for en stor Del afhængig af Parternes Overenskomst.

Efter Borgerkrigenes Ende og Statsmyndighedens bedre Befæstelse i Norge maatte det gamle Bødesystem, der aldeles hvilede paa Blodhævns- og Privatfejde-Retten, nødvendigvis forandres. Allerede det i F. L. indtagne Sagetal antyder, at Domsmændene har besiddet en selvstændig Myndighed til at lempe Bodens Størrelse efter Omstændighederne (F. L. VI. 2). Og Haakon Haakonssøn søgte ved en Rb. af 1260 at indskrænke Privathævnen saa meget som muligt, idet det under Ubødestraf forbødes at hævne et Drab paa Andre end Drabsmanden selv, ligesom det ogsaa bestemtes, at, naar Kongen havde givet den Fredløse Landsvist, skulde den Dræbtes Frænder ikke være berettigede til at hævne sig paa ham, medmindre han nægtede at betale Bøderne. Fremdeles gjentoges den ældre Regel, at Fornærmeren, ved at byde lovlige Bøder, forinden Hævnen endnu havde rammet ham, helligede sin Person til Tinget; og her viser det sig ogsaa klart, at det ikke mere stod i den Fornærmedes Magt paa Tinget at undslaa sig for Forlig, medmindre Nogen anden Gang forbrød sig mod samme Mand (jfr. F. L. Indl. Kap. 8, 5 og 6). – I Forbindelse hermed gaves yderligere Bestemmelser om Mandebods Erlæggelse for det Tilfælde, at Drabsmanden selv ikke opnaaede Forlig: Hvis nemlig Drabsmanden forblev i Landet og mistede Livet enten for Kongens Sværd eller ved den Dræbtes Arvingers Hævn, skulde hans Arvinger af hans efterladte Gods bede Fjerdeparten af den bestemte Mandebod; blev han end ikke fældet, men han dog forblev i Landet, skulde ligeledes hans Frænder bede fjerdedels Mandebod, hvilken de to nærmeste Frænder, en paa fædrene og en paa mødrene Side skulde udrede og oppebære, selv om Drabsmandens eget efterladte Gods ikke strakte til; og derimod skulde den Dræbtes Frænder i ethvert Tilfælde tilsige Drabsmandens Frænder Trygd. Undkom Drabsmanden fra Landet, skulde hans Frænder bøde halve Bøder for ham. Fik han siden Landsvist, skulde han selv udrede den tilbagestaaende Halvdel af Bøderne (F. L. Indl. 3 og 4 jfr. 5[5]). – Denne Frændernes Forpligtelse til i ethvert Fald at bøde maatte vistnok synes noget inkonsekvent og se ud som et Tilbageskridt, efter at det ubetinget var blevet forbudt at hævne Drabet paa Andre end Drabsmanden selv, idet der jo tidligere ikke kunde være Tale om nogensomhelst Bøder, hvor ikke Drabsmanden beholdt sin Fred; men Tingen var vistnok, at Kongen ikke vovede ganske at fritage Frænderne for deres solidariske Ansvarlighed. Derfor maatte han indskrænke sig til ubetinget at forbyde Hævnen udstrakt til Frænderne (Kap. 8), og i dens Sted for dem stipulere en ubetinget Bødepligt, om end ikke selve Hovedsagen blev mindelig afgjort, og den egentlige Drabsmand saaledes blev fredløs og Hævnen undergiven (Kap. 3 og 4, jfr. G. L. 218).

Endelig afskaffede Magnus Lagabøter ved sin Lovrevision, eller rettere paa et Rigsmøde i Bergen 1271, Blodhævnen ganske og aldeles, og dermed ogsaa hele Frændernes Pligt til at deltage i Mandebodens Udredelse. I den nye Lovbog optoges derfor intet Sagetal, og Bestemmelsen af Mandeboden blev paa samme Maade som den personlige Ret i Almindelighed overladt til Ansættelse ved 6 eller 12 uvillige Mænds Skjøn, efter samtlige Sagens Omstændigheder i hvert enkelt Tilfælde (se Hkb. 42, M. L. IV. 12, X. 2 No. 5). – Dermed var i Virkeligheden Drab stillet i Klasse med andre Forbrydelser for saavidt, at det kom til at afhænge udelukkende af Kongen, hvorvidt et Drab skulde medføre Fredløshed eller kunne afsones med Bøder, idet Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred altid gjordes afhængig af kongelig Landsvist; medens heller ikke den Dræbtes Arvinger var berettigede til at øve nogen Hævn mod den, som Kongen havde givet Landsvist, men maatte lade sig nøje med de Bøder, som Domsmændene bestemte. Det blev nu ogsaa ubetinget forbudt at hævne sig paa Drabsmanden før Dommen; han skulde nu altid føres til Kongens Ombudsmand og dømmes af Tinget. Denne Tingmændenes Dom gik da naturligvis, hvis Eftermaalsmanden fordrede det, altid ud paa Fredløshed, og hvis da ikke Kongen gav ham Landsvist, var det Sysselmandens Pligt at foranstalte ham aflivet (se især M. L. IV. 1, 2, 16 og 17 jfr. 20 samt Hdsk. Kap. 36).

  1. G. L. 229: Nú skal vegandi hafa með sér í søkum føðurbróður ok bróðurson, ok halda upp søkum fyrir þá, þó at þeir væri aldrigi menn í heimi, en sjálfir þeir fyrir sik, ef þeir eru til. – F. L. VI. 2: Vegandi eða sonr hans skulu bœta fyrir alla baugamenn, er eigi eru til at bœta med þeim, nema hinir hafa svá mælt, er i dómi sátu ok þessa sætt gerðu, at þar skyldi bót niðr falla, sem viðrtøku-manna misti.
  2. G. L. 218: Faðir á þat (høfuðbaug) at taka, ef eigi lifir sonr, en ef báðir lifa, þá á faðir 3 merkr; en ef hann er eigi vígfœrr, þá á hann 12 aura af veganda. En ef vegandi verðr útlagr, þá missa þeirrar bótar. En þá er vegandi verðr dauðr, þá tekr erfingi við øxi.
  3. Se Njáls S. Kap. 36, 49 og 51.
  4. Se Hrafnk. Freysg. S. Udg. 1847 S. 10; Har. Harðr. S. Morkinsk. S. 98–99.
  5. Ganske tilsvarende Bestemmelser findes i Valdemar den 2dens Forordning om Drab (Skåne-Lagen, ed. Schlyter S. 218).