Forelæsninger over den norske Retshistorie/19

Fra Wikikilden

De forskjellige Klasser i de frie Mænds Samfund var betegnet ved en forskjellig personlig Ret (fullrétti, réttr einarðr) eller en fast Bod for de personlige Fornærmelser, der ikke enten var aldeles uafsonlige, eller efter sin Beskaffenhed medførte særskilte højere eller lavere Bøder, i hvilke Tilfælde dog Retten dannede Maalestokken ogsaa for disses Beregning[1]. Disse Klasser sees i det væsenlige at have været de samme i alle Landets Dele. Foruden Konge og Jarl, var Klasseinddelingen i Gulatingslagen: Lændermænd, Hauld, Bonde, Løsings Søn og Løsing, og i Frostatingslagen: Lændermand, Hauld, aarbaaren Mand, Reksthegn, Løsings Søn, Løsing efter Frelsesøllet og Løsing før Frelsesøllet. Som Grundstørrelse synes i begge Love Hauldens Ret at have været betragtet; den udgjorde 3 Mark, og derefter forøgedes og formindskedes Retten for hver Grad op og ned efter G. L. almindelig i Forholdet 1 : 2, og efter F. L. 2 : 3 (tildels 3 : 4). Den personlige Ret udgjorde saaledes efter G. L. 200: for Løsingen 6 ører (¾ Mark), Løsingens Søn 1 Mark, for Bonden 1½ Mark, for Haulden 3 Mark, Lændermand 6 Mark og Jarl 12 Mark. Efter F. L. X. 34 og 35 udgjorde Retten for Løsingen før Frelsesøllet ½ Mark, og efter Frelsesøllet ¾ Mark, for Løsingens Søn (og Sønnesøn) 1 Mark, for Reksthegnen 1½ Mark, for den aarbaarne Mand 2 Mark og for Haulden 3 Mark. For Lændermanden skulde altsaa Retten have udgjort 4½ Mark og for Jarlen 6¾ Mark, og dette bestyrkes ved XIII. 15, hvorefter Landnamet, der regelmæssig udgjør en Fjerdepart af Retten, for Lændermanden udgjør 9 Ører; men det er efter Analogien af IV. 53 jfr. G. L. 185 ikke usandsynligt, at den i Virkeligheden har været beregnet her som i G. L. resp. 6 og 12 Mark.

Det sees saaledes, at Frostatingsloven har en forskjellig sats for Løsingen før og efter Frelsesøllet, og at den deler Bondeklassen i 2: Reksthegnernes og de aarbaarne Mænds Klasse. Betragtes de for Løsingen før Frelsesøllet samt for de aarbaarne Mænd opførte Satser som sednere indskudte Mellemled, kommer begge Loves satser iøvrigt til at stemme. Løsingens Sønnesøn synes efter Frostatingsloven at have staaet i Klasse med sin Fader. – Aarbaarne Mænd var efter F. L. IX. 10 de, som kunde opregne 4 for Tyrmsel frie Forfædre, altsaa, da Tyrmselforholdet først ophørte i det 4de Led fra Løsingen selv (IX. 11), de, som mindst gjennem 8 Slægtled nedstammede fra frie Mænd; Ordet maa udledes af ár (aarle) altsaa: hvis (frie) Oprindelse gaar tilbage til den fjerne Fortid.[2] Løsingens Efterkommere i 3dje til 7de Generation har altsaa udgjort Reksthegnernes Klasse, der nærmest synes at svare til Gulatingslovens Bønder, og hvis Navn kommer af reka = drive bort, vrage, altsaa: Vragbønder, d. e. vel frie og uafhængige Mænd, men som dog de ægte gamle Ætter maatte vrage. I disse Henseender var følgelig G. L. liberalere, idet den allerede gav Løsingens Sønnesøn fuld Bonderet, og derhos, som det synes, ikke tillagde Frelsesøllet nogen Indflydelse paa Løsingens egen Ret.

Da vi ikke længere besidder den ældre Eidsiva- og Borgartingslov, kan det ikke nøjere angives, hvorledes Klasse-Inddelingen der har været indrettet. Man ser alene af E. K. R. 50 jfr. 48 og B. K. R. 9 jfr. 12 og (II) 14, at man med Hensyn til den mere eller mindre anselige Begravelsesplads har adskilt Lændermænd, Haulder, Løsinger og Frigivne (frjálsgjafar). Mærkeligt nok er det, at Haulder og andre Bønder her synes at have været slaaede sammen, jfr. B. K. R. (II) 14 og 15. Men at dog ogsaa i disse Lagdømmer Haulden har haft sin egen højere Ret, synes neppe at kunne betvivles.

At der ogsaa for Kongen har gjældt en egen Ret, det dobbelte af Jarlens eller 24 Mark, synes at fremgaa af G. L. 91 og 185 samt F. L. IV. 53, jfr. dog XIII. 15. Hertugens Ret synes at have været regnet midt imellem Kongens og Jarlens, altsaa til 18 Mark (jfr. m. L. VII. 20).

Erkebiskoppen havde, som det synes, Hertugsret, og de øvrige Biskopper Jarlsret (jfr. F. L. XIII. 15, M. L. VII. 20, G. L. 200). Abbeders og Abbedissers Ret stod midt imellem Jarls og Lændermænds Ret, altsaa sandsynligvis 9 Mark (jfr. F. L. XIII. 15, M. L. VII. 20). Præst havde sandsynligvis Haulds Ret. Kongens Stallar havde Lændermands Ret; Mærkesmanden havde, ligesom de øvrige Skutilsvenne, ifølge G. L. 200 og F. L. IV. 60 Hauldsret; men ved en Retterbod af Magnus Lagabøter tillagdes der ham lige Rang med Stallaren, altsaa Lændermands Ret (Hdsk. 23 og 50 jfr. M. L. VII. 20); Kongens øvrige Svenne, medens de forrettede sin Tjeneste (havde Øldug om Halsen), samt Føreren af Kongens Kjøbskib og Kongens Guldsmede havde ligeledes Hauldsret. Kongens Aarmnd og Træl, som arbejder paa Kongens Gaard, har Bonderet (1½ Mark); Biskoppens Aarmænd beholdt den Ret, han havde, før han overtog Aarmandshvervet; men alle Andres Aarmænd havde forholdsvis saa meget mindre Ret, som deres Husbonde selv havde mindre end Kongen, altsaa f. Ex. Jarlens Aarmand ¼ eller 6 Ører, Lændermands Aarmand ¼ eller 3 Ører, Hauldens 1½ Øre o. s. v., jfr. G. L. 170 og 198, F. L, IV. 57 eg 59. Dette vidner om, at de verdslige Høvdingers Aarmænd i Regelen tænktes at være Trælle. Efter Trællevæsenets Ophør bestemtes det ogsaa ved Haakon Haakonssøns Rb. af 1244 (F. L. Indl. Kap 24), at Aarmanden skal tage Ret, eftersom han har Byrd til.[3]

Islændingerne havde Hauldsret i Norge (Overensk. gl, L. I. S. 437, G. L. 200), indtil de havde været bosatte der i 3 Aar, hvorefter de havde Ret, som Vidne bares til, nemlig om deres tidligere Ret i sit Hjem; altsaa vel Goder Lændermands Ret, Gaardejere Hauldsret, andre frie Mænd Bonderet, og Frigivne og deres Børn som de tilsvarende Klasser i Norge. Andre Udlændinge havde Bonderet, med mindre Vidne bares om andet.

I Kjøbstaden havde alle frie Mænd lige Ret, nemlig Hauldsret, Lændermænd saavel som den Løsing, der har gjort sit Frelsesøl; men Løsing, som ikke har gjort sit Frelsesøl, har kun 6 Ørers Ret, B. R. 47. Denne Regel gjaldt vistnok ikke alene for dem, der var bosatte i Kjøbstaden, men i ethvert Tilfælde, hvor Nogen blev fornærmet i Kjøbstaden eller andet Sted, hvor Bjarkøretten gjældte. – I Gildehus havde man dobbelt Ret imod hjemme (G. L. 107 og 198); ligesaa i Kristkirken og Mariakirken i Nidaros, og overalt hvor almindelig Fred er lyst (F. L. II. 10. Jfr. IV. 58).

Skyldtrældom gjør ingen Forandring i vedkommendes personlige Ret, men bevirker blot, at Kreditor tager en Del af Boden, G. L. 71. – Efter Frostatingsloven havde visse Personer ingen Ret. Saaledes: Landstrygere og arbejdsføre Tiggere (F. L. V. 32 (Hkb. 40) og X. 39, B. R. 163, M. L. IV. 28); de, som havde gjort sig skyldige i smaat Tyveri, Hvinske eller som pattede Andres Kjør (F. L. XIV. 12 og 13, B. R. 147 og 148, M. L. IX. 9 og 18), eller nægtede at aflægge Vidnesbyrd (F. L. IV. 7, M. L. IV. 11), eller svor falsk (F. L. XIII. 25), eller ikke havde Vaaben (F.L. VII. 13 jfr. M. L. III. 1). Efter F. L. XIV. 14 og XV. 6 havde den, som stjal i Haver, eller som ødelagde Andres Sildegarn, ingen Ret, om han led overlast derfor; ligeledes skulde efter B. R. 112 Fattigfolk, som ødelagde Andres Gjærder eller Ager, eller stjal Korn, miste sine Klæder og fare retløse; og efter B. R. 131 var den retløs, som fik Prygl, fordi han mødte tomhændet ved Ildebrand. – Efter M. L. IV. 27 skulde Slagskjæmper, som gik ubudne i Gjestebud, og blev bortjagede med Hug, være Halvrettesmænd.

Hustruen og Fæstekvinden erholdt sin Mands Ret, hvilken hun beholdt som Enke, G. L. 52, 201, F. L. X. 37 jfr. 38, XI. 12 og XIII.16. Kun hvis en fribaaren Kvinde ægtede en Løsing, synes hun efter Mandens Død atter at have erholdt sin Fædreneæts Ret tilbage, jfr. G. L. 63, F. L. IX. 11. – Børnene arvede i Regelen sin Faders Ret, uden Hensyn til om de var ægte eller uægte fødte, naar de kun af Faderen var anerkjendte; dog tillægger F. L. X. 37 de tybaarne Børn ⅓ mindre Ret end deres Fader, og først disses Børn med aarbaaren Kvinde (betrfeðrungr) Fædreneættens fulde Ret; hvorimod G. L. 57 ingen Forskjel gjør mellem de uægte Børn, men lader tybaarne Børn lige saa vel som Hornung og Risung være jævnrettes med sin Fader. Hvor Retten imidlertid knyttede sig til en vis udvortes Stilling, gjaldt enkelte Afvigelser i Henseende til Børnenes Ret: Biskoppers, Jarlers, Stallares, Skutilsvens, Præsts og Aarmands Søn skulde tage slig Ret, som de havde Æt til, ifald de ikke fik lige Stilling som deres Fader; Lændermænds Sønner beholdt derimod sin Faders Ret indtil sit 40de Aar; men siden havde de blot Hauldsret, hvis de ikke imidlertid selv var blevne Lændermænd (G. L. 200 jfr. 206 samt B. K. R. 12, E. K. R. 48). Barn, hvis Fader ikke kunde oplyses, havde efter F. L. 11. 1 Mødreneættens Ret.

Den fulde Ret indtraadte, ligesom ogsaa den fulde Ansvarlighed og Vidnedygtighed, først ved Myndighedsalderen, det 15de Aar, G. L. 190, F. L. IV. 36 jfr. 34. Fra det 12te, eller efter F. L. det 8de, til det 15de Aar havde Barnet kun halv Ret og Ansvar, og deres Værge kunde med bindende Virkning forlige Fornærmelser mod det. Før det 12te, eller 8de, Aar skulde Barnet hverken tage eller give nogen Ret. – Da Myndighedsalderen ved M. L. V. 22 jfr. 2, B. L. 20, blev sat til det 20de Aar, bestemtes det ved Rb. 1280 Art. 9, at saavel fuld Ret og Ansvarlighed som Vidnedygtighed fremdeles skulde indtræde ved det 15de Aar.

Retten for de højere Klasser (fra aarbaarne Mænd og Bønder) beregnedes i sølvmeten Øre (à 12 Alen Vadmel), men for Tyrmselmænd kun i sakmeten ener Lovøre (à 6 Alen), F. L. IV. 45 og X. 35.

Efter den personlige Ret var ogsaa forskjellige andre af den forskjellige Stilling i Samfundet afhængige Retsfølger bestemte. Saaledes dannede Retten efter F. L. IV. 49 og X. 46 Maalestokken for Avindsboden: Haulden 6 Ører, aarbaaren Mand 4, Reksthegn 3, Løsingens Søn 2 og Løsingen selv 1 Øre. Efter G. L. 139 var Avindsboden derimod lige for alle, 6 Ører.

Endvidere for Landnamet, eller efter den nyere Landslov dettes Maximum: efter G. L. 91 = ⅛ af Retten: Kongen 3 Mark (24 Ører), Jarl 1½ Mk. (12 Ører), Lændermand 6 Ører, Hauld 3, Bonde 1½, Løsingens Søn 1 øre og Løsingen selv ¾ Øre; efter F. L. XIII. 15 = ¼ af Retten: Kongen 24 ører (3 Mark), Erkebiskop (og Hertug?) 2½ Mark (20 Ører), Jarl og Biskop 2 Mark (16 Ører), Abbed og Abbedisse 1½ Mark (12 ører), Lændermand 9 Ører, Hauld 6, aarbaaren Mand 4, Reksthegn 3, Løsingens Søn 2 Ører og Løsingen selv 4 Ørtuger; efter M. L. VII. 20, aldeles som i Frostatingsloven: Kongen 3 Mark (24 ører), Hertug og Erkebiskop 2½ Mark (20 Ører), Jarl og Lydbiskop 2 Mark (16 Ører), Abbed og Abbedisse eller anden Kirkens Ombudsmand 12 ører, Baron, Stallar eller Mærkesmand 9 Ører, Hauld 6 og Bonde samt Udlænding uden højere Navnebod 4 Ører. Jfr. Chr. IV. L. VI. 19: Kongen 3 Mark (24 Ører), Adelsmand 9 Ører, Haulder 6 Ører, «andre Bønder, som er komne af fremmede Kongeriger og bosatte i Norge», 4 Ører. Chr. V. L. 1–22–17 skjelner alene mellem Kongens Jord (3 Lod Sølv) og Andres (1 Lod Sølv).

Fremdeles Saarboden til Kongen, hvilken nemlig var afhængig af Fornærmerens egen Stand, ifølge G. L. 185 og F. L. IV. 53: Saarede Kongen nogen Mand, skulde han efter begge Love bøde (til Lagdømmets Kasse) 48 Bauger (Ringe), hver paa 12 Ører, altsaa tils. 576 Ører = 72 Mark. Andre skulde bøde til Kongen: Jarl 24 Bauger = 36 Mark, Lændermand 12 Bauger = 18 Mark, Haulden 6 Bauger = 9 Mark; samt efter G. L. Bonden 3 Bauger= 4½ Mark, Løsingens Søn 2 Bauger = 3 Mark, og Løsingen selv 1 Baug paa 12 Ører – 1½ Mark; medens ifølge F. L. den aarbaarne Mand skulde bøde 4 Bauger= 6 Mark, Reksthegnen 3 Bauger = 4½ Mark og Løsingen 2 Bauger = 3 Mark, altsaa efter begge Love i Gjennemsnit det tredobbelte af Retten.

Ligeledes var Konernes Myndighed til at slutte Kjøb afhængig af Mandens personlige Ret; efter G. L. 56 jfr. M. L. VIII. 21, raadede Lændermandens Kone for ½ Marks (4 Ørers) Kjøb, Hauldens for 2 Ører, Bondens for 1, Løsingens Søns for ½ Øre og Løsingens egen Kone, hvis han har gjort sit Frelsesøl, for en Ørtug (⅓ Øre). Det tilsvarende Sted i F. L. XI. 22 jfr. 23 bestemmer blot, at Hauldens Kone raader for 1 Øres Kjøb, uden at tilføje videre om de øvrige Klasser; men sandsynligvis er det Meningen, at det ogsaa her skal af- og tiltage i Forholdet 2 : 3 op og ned. – Dette er i alle Fald klart med Hensyn til Bestemmelsen om, hvad en Mand uden sine Arvingers Samtykke kan give sin uægte Søn, nemlig efter G. L. 129: Lændermand 6 Mark, Hauld 3 Mark, Bonde 1½ Mark og Løsings Søn 6 Ører (¾ Mark), og efter F. L. IX. 17: Hauld 1½ Mark og aarbaaren Mand 1 Mark; følgelig vel Løsingens Søn 6 Ører og Lændermand 3 Mark.

Efter de borgerlige Krige tabte den tidligere strenge Klasseinddeling sin meste praktiske Betydning, ligesom ogsaa Trældommen og dens Virkninger med Hensyn paa de Frigivnes Retsstilling var ophørt. M. L. IV. 3 har ogsaa sat árborinn eller arfborinn maðr, hvor Kilden (F. L. IV. 4) havde leysingi eða þyrmslamenn. Dette maatte nødvendigvis medføre, at Forskrifterne om den lovbestemte personlige Ret, som et Slags fast Betegning i Tal af de forskjellige Samfundsklassers indbyrdes Værd, efterhaanden maatte ophøre. Standsforskjellen selv ophørte dog ikke dermed; heller ikke har M. L. nogetsteds udtalt, at alle skal have lige Ret, uden Hensyn til Stand; dette vilde altfor meget været i Strid med Nordmændenes aristokratiske Aandsretning, der fremdeles betragtede det som en meget værre Ting at fornærme en Lændermand end en Hauld eller simpel Bonde. Men den gamle lovbestemte Strenghed i Forholdet er dog i den nye Lov bortfalden, og i dets Sted bestemmes overalt, at Bøderne til den Fornærmede i ethvert Tilfælde skal ansættes ved et Skjøn af 6 eller 12 af Retsbestyreren (réttari) opnævnte Mænd, hvorved da vistnok den Fornærmedes Stilling fremdeles kom i væsenlig Betragtning, men dog ikke længere blev det eneste afgjørende Jfr. især M. L. IV. 17, 19 og 20, hvor det indskjærpes Domsmændene ved Bødernes Fastsættelse altid at tage Hensyn til samtlige formildende eller skjærpende Omstændigheder. – De eneste Tilfælde, hvori den gamle Klasseinddeling fremdeles i sin hele Skarphed er bibeholdt i den nye Lov, er ved Bestemmelsen af Landnamets Maximum i VII. 20, hvor Frostatingslovens, og af Konernes Raadighed for Kjøb i VIII. 21, hvor Gulatingslovens Regler i det Hele er bibeholdte. Jfr. ogsaa Retten til at beholde funden Hval, M. L. VII. 64, hvor til Haulder dog alene regnes de, som har taget Odelsgods i Arv efter sine Forældre, men ikke de, som har erhvervet samme ved Udarv eller Kjøb, og altsaa end mindre de øvrige Medlemmer af Odelsætten, – sammenholdt med G. L. 149 og F. L. XIV. 10; «Bedste Mands» Forret til at bortbygsle Jord, hvor alle ejer lige Lod i den, Rec. 1539 Art. 19, jfr. Fr. 7 August 1514, 2, Chr. IV. L. VI. 1, forandret i Chr. V. L. 3–14–2.

  1. Jfr. Munchs Hist. I. 1. S. 143–4.
  2. Jfr. dog Munchs Hist. II. S. 967. – M. L. IV. 3, som har Formen arfborinn (medens Parallelstedet i Byloven har árborinn), forklarer dette: sá er kominn er til alls réttar, jfr. G. L. 58 og 104. Se og Egils S. Kap. 9 Slutn., der ogsaa har varianten aðalborinn, samt Ol. S. Tryggvas. FmS. Kap. 31, Flatøb. 57, Heimskr. Kap. 11.
  3. Jfr Maurer, Die ármenn des altnorw. Rechtes, i Sitzungsber. der köngl. bayr. Akad. der Wiss. 1879 I. philos.-philol.-hist. Cl I. S. 117 fgg.