Forelæsninger over den norske Retshistorie/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Trældommen kunde ophøre ved Frigivelse uden Vederlag eller ved Løskjøbelse. Allerede, som det synes, kort efter Kristendommens Indførelse havde Gejstligheden udvirket den Bestemmelse i Loven, at der hvert Aar paa Lagtinget skulde frigives en Træl af Lagdømmet, skiftevis fra hvert af dets Fylker, og ligeledes hvert Aar til Julen frigives en Træl af hvert Fylke, skiftevis fra hvert af dets Hereder. Vederlaget herfor til Herren udrededes af hele det vedkommende Fylke eller Hered (G. L. 4 og 5, jfr. F. L. III. 19). – Ifølge G. L. 312 erholdt derhos den Træl, som i Kampen fældede en af Landets Fiender, til Belønning sin Frihed, og undertiden skjænkede vel ogsaa Herren sin Træl Friheden af egen Godhed eller til Løn for udvist Troskab eller vigtige Tjenester. Det almindelige var dog vistnok, at Trællene selv kjøbte sig fri (G. L. 61; F. L. IV. 55). Trællen synes da i Regelen, naar han betalte en Del af den vedtagne Løsesum, at have erholdt sin Frihed, mod efterhaanden at optjene det øvrige ved Arbejde for Herren. Ifølge Frostatingsloven erhvervede imidlertid Trællen, naar ikke mindst Halvdelen af Løsesummen var betalt, ingen personlig Ret lige over for Andre end Frigiveren selv; efter Gulatingsloven var den forrige Herre i dette Tilfælde berettiget til at inddrive den tilbagestaaende Løsesum af ham med Hug og Slag.

Frigivelsen foregik paa den Maade, at Herren førte Trællen til Kirke og lagde Evangeliebogen paa hans Hoved, eller «satte ham paa Kiste» og erklærede ham for fri. Nogen formelig optagen i de frie Mænds Samfund, saaledes som paa Island, var i Norge ikke foreskreven.

Selve Frigivelsen skaffede dog kun Trællen personlig Ret; men han betragtedes fremdeles som hørende til Herrens Husstand (jfr. G. L. 296[1]). Han var endnu i et Aar pligtig at arbejde for sin Herre, og kunde ikke raade for mere end en Ørtugs Kjøb eller indgaa Ægteskab uden dennes Samtykke; hans Børn havde ingen Arveret; men hvad han efterlod sig tilfaldt Herren (G. L. 56, 63 og 65; F. L. IX. 11 og 15), og hans Børn fik ingen højere Ret end han selv. Vilde han erholde en større Frihed, maatte han gjøre sit Frelses-Øl, d. e. et højtideligt Gilde paa mindst 3 Saald eller 9 Mæler Øl (full samkunda) til Vitterliggjørelse af sin Frihed (G. L. 61 og 62; F. L. IX. 12; B. R. 166). Hertil maatte den Frigivne, som det udtrykkelig siges i Frostatingsloven, have sin forrige Herres Tilladelse, hvad dog vel alene var en Formsag. Til Gildet skulde han indbyde Herren og dennes Hustru og give dem Plads i Højsædet, hvis de kom; indfandt de sig ikke, skulde han lade Højsædet staa ledigt; ikke skulde han indbyde deres Uvenner. Den første Aften skulde han, hvad enten Herren var tilstede eller ikke, byde ham den saakaldte Løsingspenge, 6 Ører; modtoges de ikke, skulde han atter frembyde dem næste Morgen; men hvis de heller ikke da blev modtagne af Herren eller Nogen paa hans Vegne, gjaldt det dog lige meget. Efter Frelsesøllet fik den Frigivne efter Gulatingsloven fuld Raadighed for Kjøb og Giftermaal, og efter F. L. X. 35 jfr. B. R. 47 forhøiet personlig Ret; hvorimod han efter F. L. XI. 23 fremdeles ikke kunde raade for andre Kjøb end at leje sig den Jord, han behøvede, og kjøbe Saakorn indtil 6 Øres Værd, men til alle andre Handler, saalænge Tyrmselforholdet varede, maatte have sin forrige Herres Samtykke. Det synes derhos efter Frostatingsloven at have været nødvendigt, at den Frigivne i ethvert Tilfælde gjorde sit Frelsesøl, naar han vilde erhverve Jord og nedsætte sig som Bonde i Bygden[2]. Fritagne for at gjøre Frelsesøl var de som var skjænkede Friheden uden nogen Befaling eller Afgift,[3] altsaa vistnok ogsaa de ifølge G. L. 4 og 5 samt 312 frigivne Trælle; endvidere de Trælle, som Kongen frigav, og naturligvis ogsaa tybaarne Børn.

Den Frigivne vedblev dog, selv efter at han havde gjort sit Frelsesøl, eller selv om han var befriet for dette, fremdeles at staa i strengt Afhængighedsforhold (þyrmsl) til sin forrige Herre (G. L. 66 og 67; F. L. IX. 10, 11 og 16. jfr. X. 14). Den Frigivne skyldte sin Herre den største Ærbødighed, og maatte paa ingen Maade optræde mod ham; ikke efterstræbe hans Liv eller Gods eller fornærme ham i Ord eller Gjerning; ikke gaa irette mod ham uden for at værge sin egen Sag, og ikke bære Vidne imod ham; ikke være i Flok og Følge med hans Fiender, eller gaa hans overmænd tilhaande uden hans Tilladelse; han maatte ikke engang forlade Fylket eller Landet uden hans Forlov, – alt under Straf af atter at falde tilbage i Trældom og have sit Gods forbrudt, saa at han maatte løskjøbe sig paany. Paa den anden Side var den forrige Herre forpligtet at sørge for sine Frigivne i Nød (vørn)[4]; han oppebar Bøder for Lejermaal med frigiven Kvinde, og tog Arv efter sin Frigivne og dennes Afkom indtil 9de Led, naar de ikke efterlod nære frie slægtninge (jfr. G. L. 106), og han maatte svare Leding for sin fattige Løsing (G. L. 296). Herren havde derimod efter G. L. 63 kun ganske undtagelsesvis nogen Pligt at forsørge den Frigivnes Børn, med mindre han havde taget Arven efter deres Forældre, som ikke havde gjort sit Frelsesøl; medens F. L. IX. 11 ubetinget paalægger Faderens Herre at forsørge 2 Tredjedele og Moderens en Tredjedel af sine Frigivnes efterladte Børn i Trangstilfælde.

Dette gjensidige Afhængighedsforhold, der ganske svarede til Romernes Klientel, sigtede vistnok ikke mindre i til den Frigivnes eget end til Herrens Tarv. Ti den Frigivne selv var ikke ved Fødselen Medlem af nogen Æt, og stod saaledes ene i Samfundet; først af hans Efterkommere opstod efterhaanden en ny Æt frie Mænd; men saalænge til disse gjennem et tilstrækkeligt Antal Slægtled havde vundet en befæstet Stilling, tiltrængte de en Støtte i en af de ældre Ætter. Tyrmselforholdet omfattede derfor ikke alene den Frigivne selv og hans forrige Herre, men strakte sig ogsaa til de nærmeste Efterkommere paa begge Sider. Efter Gulatingsloven omfattede det alene den Frigivne selv og hans Børn; efter Frostatingsloven, der i hele dette Forhold er strengere, ophørte det først i femte Led, saa at den Frigivnes Sønnesøns Sønnesøn var fuldkommen Bonde og fri for Tyrmsel; dog synes denne Lov endnu at have regnet alle den Frigivnes Efterkommere fra hans sønnesøn til og med 8de Generation som en ringere Klasse af Bønder (reksþegnar), se F. L. X. 35 jfr. IX. 10, der dog er noget uklare.[5] Giftede en Frigiven sig med en fribaaren Kvinde, blev efter G. L. alle Børnene, men efter F. L. IX. 11 kun en Tredjedel af dem, henregnede til Moderens Æt (hverfa í hit betra kyn) og følgelig frie for Tyrmsel. Ægtede en fribaaren Mand en frigiven Kvinde, maatte hun efter F. L. IX. 16 bøde 3 Mark til sin Herre; men deres Børn blev alle frie for Tyrmsel. – Frie for Tyrmsel var endvidere tybaarne Børn (G. L. 57 Slutn. og 104; F. L. X. 47) samt efter F. L. IX. 13 de, som Bønder eller Kjøbmænd løskjøbte af Trældom ude paa sine Rejser; dog var den, som havde løskjøbt disse, pligtig at forsørge dem i Trang, og han arvede dem, hvis de ikke havde gjort sit Frelsesøl. Endelig kunde den Frigivne ogsaa med Herrens Samtykke frikjøbe sig for Tyrmselen, og i dette Tilfælde behøvede han heller ikke at gjøre Frelsesøl (F. L. IX. 14[6]).

Bevis for sin Frigivelse og for at have gjort sit Frelsesøl paalaa det altid den Frigivne at føre (G. L. 66; F. L. IX. 12; B. R. 47). Havde nogen imidlertid i 20 Aar upaatalt levet og handlet som fri Mand, da var han dermed fri, «hvis han vilde det», og befriet saavel for Tyrmsel som for at gjøre Frelsesøl. – Dersom Nogen forsøgte at vindicere en Frigiven som sin Træl, og denne lovligen beviste at have gjort sit Frelsesøl, synes han efter F. L. IX. 10 tillige at være bleven fri for Tyrmsel til den Mand; omvendt havde den, der paastod at være befriet for Tyrmsel, uden at kunne bevise det, forbrudt alt sit Gods til Herren, og maatte bøde 3 Mark.

Trællevæsenet ophørte i Norge henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede. De sidste Gange, Trældom forekommer i Sagaerne, er ved Slaget paa Re 1163, hvor det siges, at Kongens Trælle plyndrede Sigurd Jarls Lig (Heimskr. Magnus Erlingssøns Saga Kap. 14), og ved Slagsmaalet mellem Hirdmændene og Gjesterne i Bergen, Julen 1181, hvor Magnus Erlingssøns Træl Baard Skjold blev dræbt (Sverres S. Kap. 64). – Kristendommens Indflydelse og Vikingelivets Ophør maatte nødvendigvis medføre, at den Afgang, som ved Frigivelser og Frikjøbelser fandt Sted, sjældnere og sjældnere blev erstattet. Budet om den aarlige Frigivelse af Trælle blev ogsaa ifølge Overskriften til G. L. 4 og 5 hævet af Magnus Erlingssøn, og i Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244 (F. L. III. 19) er den lovbestemte aarlige Frigivelse af Trælle ombyttet med en Vejarbejdspligt. Bestemmelsen i Haakon Haakonssøns Retterbod i F. L. Indl. 20 vidner om, at der, som Følge af Trældommens Ophør, er indtraadt et nyt og stærkt Savn af frie Arbejdsfolk. I den nyere Lovgivning er alle Spor af Trældommen forsvundne.

Paa Island ophørte Trældommen omtrent paa samme Tid som i Norge. I Sverige og Danmark afskaffedes den først over et Aarhundrede sednere, og i de øvrige germaniske Lande bestod den endnu længere.

  1. «Telja sik í tal ok hjún sín øll, er haan á (leiðángrs) gerðum upp at halda fyrir, ok leysingja sína þá, er eigi hafa gert frelsisøl sitt; nu skal leysingi sjálfr gera fyrir sik, ef hann á fé til; eller skapdróttinn hans».
  2. Ef þræll kemr á jörð eða býr, þá skal hann gera frelsisøl sitt.
  3. ef hann (Herren) gefr skattalaust ok skulda.
  4. Nogen tilsvarende Forpligtelse til at forsørge sin Herre, om han kom i Trang, paalaa ikke den Frigivne; det vilde ikke stemmet med de Gamles Begreber om den fribaarne Mands Værdighed, at han skulde blive «sin Løsings umagi». Kun hvor Trællen var frigiven uden noget Vederlag, var han efter G. L. 129 forpligtet at give sin Herre Underholdningsbidrag (fóstrlaun), hvis denne kom i Nød.
  5. F. L. IX. 10 kunde maaske ogsaa forstaaes saaledes, at kun den Frigivnes sønnesøn og dennes Søn henregnes til Reksthegner. Dette bestyrkes derved, at Loven paa andre Steder stiller de aarbaarne Mænd i umiddelbar Modsætning til Tyrmselmænd, uden at nævne nogen Mellemklasse, se X. 46 og XIII. 15. Jfr. Munchs Hist. II S. 967. Maurer, Die Freigelassenen S. 54–66.
  6. Ef maðr vill kaupa þyrmslar af sér ok vanærð helðr en gera frelsisøl sitt, þá skal þat vera, ef skapdróttinn hans vill selja með trygðum.