Forelæsninger over den norske Retshistorie/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ligesom alle Oldtidens Folk, anerkjendte de gamle Nordmænd Trældommen.[1] Den samme stærke personlige Selvfølelse, der gjorde den frie Nordmand selv saa utilbøjelig til at underkaste sig nogensomhelst tvingende Myndighed, lod ham paa den anden Side med dyb Ringeagt betragte enhver, der ikke var sin egen Herre, men nødtvungen undergivet en Andens Vilje (ánauðigr maðr). Menneskets naturlige Krav som saadant paa at anerkjendes og behandles som Person var et for hine Samfundstilstande fremmed Begreb, som det først sent lykkedes den kristne Kirke at skaffe Indgang; i det gamle Samfund indtog enhver alene den Plads, han selv og hans Slægt formaaede at hævde, og den ufrie havde ingen Ret.

Kun de frie Mænd regnedes som virkelige Medlemmer af Samfundet (þegnar), og nød retlig Beskyttelse for sin Person (mannhelgi). Trællen (man; þræll – ambátt) betragtedes ganske paa samme Maade som enhver anden Herren tilhørende Ting, og stilledes ved Siden af Husdyrene (jfr. F. L. V. 18; B. R. 140[2]). Herren (skapdróttinn) kunde ustraffet dræbe eller lemlæste sin Træl; men han maatte vedstaa Drabet den samme Dag; ti hemmeligt Drab betragtedes altid som Mord (G. L. 182; F. L. V. 20[3] jfr. IV. I; B. R. 142). Ved Salg af Trælle indestod sælgeren for Lyder og lønlige Fejl paa samme Maade som ved Kvæghandler i Almindelighed (G. L. 57; F. L. V. 41, jfr. X. 48). Trælle anvendtes som regelmæssigt Betalingsmiddel for Gjæld (G. L. 223 jfr. 266 og 274; F. L. VIII. 3 jfr. gl. L. II. S. 508–9). Udleje af Trælle til Arbejde for Andre (mansleiga) betragtedes ganske som anden Leje af Kreaturer (G. L. 69; F. L. X. 31 Slutn.), og ulovlig Brug af anden Mands Træl behandledes ligesom andet fornæmi (G. L. 71 Slutn.). – Fornærmelser mod Træl betragtedes blot som Fornærmelse mod hans Herre: Drab medførte efter F. L. IV. 56 alene Skadeserstatning og Avindsbod til Herren; medens saar efter G. L. 215, foruden de almindelige Saarbøder, Lægeløn og Kosthold, endvidere medførte Erstatning for Trællens Arbejde, saalænge han var syg; hvorimod der selvfølgelig ikke blev Spørgsmaal om nogen Bod til Kongen. Andre Legemsfornærmelser mod Trælle, saavelsom Lejermaal med Trælkvinde, bødedes med en Bod til Herren i Forhold til dennes personlige Ret og Trællens Godhed, hvilken Bud for de 4 fornemste Trælle af begge Kjøn: þjónn (Hustjeneren), bryti (Gaardskarlen), seta (Stuepigen) og deigja (Husholdersken) udgjorde en Ottendepart af Herrens egen Ret, og for de øvrige forholdsvis mindre. Kun i to Tilfælde tilfaldt Boden for Legemsfornærmelse Trællen selv, nemlig naar en anden Træl havde slaaet ham, saavelsom naar han fulgte sin Herre til Ting, Kirke eller Gilde, i hvilket sidste Tilfælde Trællen nød baugshelg, d. e. en Tolftedel af sin Herres Ret (G. L. 198, jfr. F. L. IV. 61 og XL 21).

Omvendt stod Herren lige over for Tredjemand til Ansvar for sin Træl, med mindre han foretrak at abandonnere ham. Dog havde han i ringere Tilfælde ogsaa Adgang til at undgaa Bod ved selv at refse Trællen (F. L. X. 40; G. L. 163, 198 og 204, jfr. 16, 18, 20, 22).

Trældom opstod oprindelig ved Fangenskab i Krigen (hernuminn, hertekinn), og det synes endog, at enhver voldelig Bemægtigelse af et Individ, selv indenlands, har medført Forestillingen om en derved umiddelbart indtraadt Trældom (jfr. Beretningen i Eigla Kap. 57). Foruden ved Vikingetogene skaffede Nordmændene sig jevnlig Forsyning af Trælle ved Kjøb paa de udenlandske Trællemarkeder. – Derhos var en Trælkvindes Børn ogsaa Trælle; var begge Forældrene Trælle og tilhørte forskjellige Herrer, tilfaldt Barnet Faderens Herre; hvorimod denne maatte udrede en Bod til Moderens Herre for den ved Svangerskabet og Barselsængen bevirkede Formindskelse i hendes Arbejdskraft. Barn af fribaaren Kvinde med Træl var frit og hørte til Moderens Æt. Fri Mands Barn med Trælkvinde var Træl, men tilhørte sin Fader, hvis denne erkjendte det for sit; vedkjendte Faderen sig derimod ikke Barnet, tilhørte det Moderens Herre. Frigav Faderen sit med en Trælkvinde avlede Barn, før det var 3 Julenætter gammelt, var det hans tybaarne Barn og fik Faderens Ret, – efter F. L. dog blot ⅔ af denne (G. L. 57 jfr. 104; F. L. X. 47). Var Moderen selv derimod bleven frigiven inden Barnets Fødsel, agtedes dette som fribaaret, altsaa efter Omstændighederne som Hornung eller Risung (fellr frjáls á jörd, G. L. 61), om det end var undfanget, medens hun endnu var Trælkvinde; dog synes det ogsaa i dette Tilfælde nødvendigt, at Barnet efter sin Fødsel blev udtrykkelig erklæret frit.[4] – Lod en fri Kvinde sig beligge af en Træl, tabte hun selv sin Frihed, med mindre hun løste sig med en Bod af 3 Mark (G. L. 198; F. L. II. 1 og IX. 16; B. R. 127; B. K. R (II) 14).

Da der i Norge ikke gaves nogen ældre undertvungen Befolkning, kunde der ikke opkomme nogen Helot-Kaste, lige saa lidt som der efter Landboforholdenes hele Tilstand i Norge kunde opstaa en Klasse af livegne Bønder, svarende til Romernes coloni eller de gamle Tyskeres Hørigen (Taciti Germania e. 25). Trællene var i Norge altid Hustrælle, der helt og udelukkende var til sine Herrers Tjeneste. Man ser derimod almindelig, at de større Jordegodsbesiddere overdrog visse af sine dueligste og paaliteligste Trælle som Forvaltere (ármenn) at bestyre Driften af deres Gaarde, og en saaledes betroet Træl synes efter F. II. IV. 57 ogsaa at have nydt personlig Ret, nemlig en Sextendedel af Herrens.

Uagtet Trællenes fuldstændige Retløshed, synes dog deres Stilling i det hele taget at have været ret god, og bedre end hos de gamle Græker og Romere. Bekjendt er Historien om Erling Skjalgssens Trælle (Olaf den helliges Saga, Heimskr. Kap. 22). Uagtet det gjaldt som Regel, at, hvad Trællen erhvervede, tilfaldt hans Herre (jfr. F. L. XIV. 10[5]), synes det ikke Vat have været usædvanligt, at Herren gav sine Trælle Adgang til at fortjene noget for sig selv, og hvad de saaledes fortjente (orka = peculium), blev deres egen Ejendom, og Herren synes ikke at have været anseet berettiget til vilkaarlig at tage det fra dem. (jfr. Gisle Surssøns Saga, Gislasons Udg. S. 80–81). Disponere derover kunde imidlertid Trællen ikke uden til sine Børns Underhold; han «raadede kun for sin Kniv» (G. L. 56 og 57), og ved hans Død maatte hans Orke hjemfalde til Herren, da Trællens Børn ingen Arveret havde (G. L. 65 og 114). Den vigtigste Anvendelse, Trællen deraf kunde gjøre, blev saaledes at løskjøbe sig dermed. – En mærkelig Bestemmelse indeholder den ældre Borgartings Kristenret (II) Kap. 15, der tillader selv Trællen ustraffet at dræbe den, som han griber i Samleje med sin Kone eller Datter.[6]

Ogsaa den frie Mand kunde komme i Trællestilling, naar han ikke formaaede at betale sin Gjæld (skuldarmaðr), G. L. 71, jfr. F. L. X. 26 og B. R. 50.[7] Men denne Skyldtrældom ophørte igjen, saa snart Gjælden blev betalt, og Skyldtrællens retlige Stilling var forskjellig fra de egentlige Trælles, idet han navnlig ogsaa selv havde personlig Ret, ligesom Trældommen ikke gik over paa hans Afkom. Enhver ætbaaren Mand var berettiget til at give saavel sig selv som sit Barn i Pant for Gjæld (gefa í skuld); dog maatte Ingen give sit Barn for større Sum end 3 Mark, der synes at have været anseet som en Træls normale Værdi; men sin egen Person kunde han give for saa stor Sum, han vilde.[8] Kreditor var endvidere berettiget til at tage sin insolvente Debitor i Skyldtrældom, hvis ikke paa Opfordring hans Frænder eller Andre var villige til at udløse ham; men skyldnerens Barn kunde ikke tages. Overgivelsen i Skyldtrældom skulde ske til Tinge eller i Forsamling, og det skete var forbindende. Kvinde maatte derimod ikke tages i Skyldtrældom uden med Frændernes Raad Kreditor kunde bruge Skyldtrællen og holde ham til at arbejde paa samme Maade som sine øvrige Trælle, og skulde lade ham faa Orke ligesom disse. Skyldtrællen nød ingen personlig Ret lige over for sin Herre, dennes Kone og øvrige Trælle, og omvendt heller ikke disse sidste lige over for ham; men lige over for alle Andre beholdt han sin tidligere Ret; deraf skulde Herren tage saadan Ret som for sin Brytje, og det overskydende tilfaldt Skyldtrællen selv. Det samme gjaldt i Tilfælde af Lejermaal med Skyldtrællkvinde (jfr. G. L. 198). Kreditor kunde overdrage sin Skyldtræl til Andre indenlands; men ikke for større Sum, end Gjælden udgjorde, og han maatte ikke sælge ham som virkelig Træl (at mansali), under Straf af at bøde det almindelige Thegngilde, 40 Mark, med mindre Skyldtrællen løb bort eller forstak sig; ti derved tabte han sin Frihed for bestandig. Omvendt havde Skyldneren, hvis han ønskede at komme ud af Forholdet, Ret til i en halv Maaned at fare om i Fylket og søge Udvej til Gjældens Betaling. Fik Skyldtrællen Børn, paalaa deres Forsørgelse Herren; men Bekostningen herved skulde lægges til Gjælden, indtil denne var stegen saa højt, at han ikke tyktes mere værd; siden gik Børnenes Forsørgelse over paa Frænderne. Skyldtrællens Forsørgelse i hans Alderdom paalaa Herren; men denne havde dog den Udvej at eftergive ham Gjælden, medens han endnu var arbejdsfør; da paalaa Forsørgelsen Frænderne. Var Skyldtrællen trodsig og ikke vilde arbejde, og hans Frænder heller ikke vilde løse ham, var Herren berettiget til at lade ham dræbe eller lemlæste.[9]

I visse Tilfælde synes Skyldtrældom umiddelbart at være indtraadt med selve Forpligtelsen; saaledes naar en Frigiven havde faaet Henstand med Løsesummen (G. L. 61), eller naar Nogen ikke kunde erstatte, hvad der var anvendt til hans Underholdning (G. L. 61, jfr. 298[10], se og F. L. II. 2). Endvidere naar en Frigiven havde forsøgt at unddrage sig Tyrmselen (F. L. IX. 10, jfr. G. L. 66), eller en Kvinde havde ladet sig beligge (G. L. 198, F. L. II. 1 og IX. 16, B. R. 127, B. K. R. (II) 14, jfr. Fagrsk. Kap. 17), uden at kunne udrede den foreskrevne Bod af 3 Mark.

Ifølge F. L. X. 39, B. R. 163 (jfr. Hkb. 40 og M. L. IV. 28) kunde endvidere arbejdsføre Tiggere gribes af hvemsomhelst og benyttes som Trælle (fénýta), hvis ikke de selv eller deres Frænder løste dem med 3 Mark. Samme Bestemmelse indeholder den ældre Eidsivatings Kristenret (I) Kap. 45 om Kvinder, som for med Troldomskunster.

Ingen maatte sælge sin Træl ud af Landet, med mindre han havde gjort sig skyldig i Misgjerninger, da Herren i visse Tilfælde endog var pligtig dertil (F. L. XI. 20, jfr. G. L. 20, 22 o. fl.). – Løb nogen Træl bort fra sin Herre og blev greben, var Herren under Straf af Bøder pligtig at refse ham; udenlandsk Træl skulde gildes. I Paagribelsespenge (undingjalausn) var Herren pligtig at betale en Øre, hvis Trællen grebes inden Fylket; 2 Ører udenfor Fylket og inden Lagdømmet, og ½ Mark, hvis han grebes udenfor Lagdømmet (G. L. 68 jfr. 69; F. L. X. 40).

Beskyldtes en Træl for nogen Misgjerning, kunde Tortur anvendes for at bringe ham til Bekjendelse; dog maatte han ikke derved gjøres udygtig til Arbejde, og den saaledes frembragte Tilstaaelse gjaldt ikke i Rettergang som Bevis, med mindre den stadfæstedes ved sikre Kjendsgjerninger (G. L. 262[11], F. L. X. 40). Forsaavidt Herren derimod selv overtog Sagen, havde han, som det synes, altid Adgang til at frigjøre sin Træl med den almindelige Ed efter Sagens Beskaffenhed, ligesom til at fritage Trællen for Refselse ved selv at erlægge Beder. I Drabstilfælde faldt imidlertid efter G. L. 163 Ansvaret ubetinget paa Herren, hvis han havde forsagt at fralægge sin Træl Gjerningen, og Eden faldt. I Tilfælde af Ildspaasættelse faldt derimod efter G. L. 99 Eden til Fredløshed for Trællen selv.

For adskillige Forbrydelser, der for frie Mænd medførte Fredløshed eller Bøder, var der for Trælle fastsat legemlig Refselse. For Tyveri skulde efter G. L. 259 indfødt Træl, i Lighed med frie, halshugges, men udenlandsk Træl pidskes. Ligeledes skulde Trælle for Arbejde paa Helligdage, Kjødspisen paa Fastedage og Børne-Udsættelse, hvilket for Frie medførte Bøder, stredes med Pidskning (G. L. 16, 20, 22; F. L. II. 2 og 28; B. K. R. 14; E. K. R. 12).

Hvis Klædningsstykker (føt) var stjaalne, og Gjerningsmanden var ubekjendt, formodedes en Træl at være den skyldige (F. L. XV. 8 og 15). Det samme gjaldt efter G. L. 154, naar nogen blev dræbt i et Følge, hvor en Træl var med: «da er denne Drabsmand, hvis de andre vil sigte ham derfor». Paa den anden Side straffedes ikke den Træl, som stjal i Følge med fri Mand (G. L. 261), eller som arbejdede paa Helligdag i Selskab med Frie (B. K. R. 14); men Ansvaret paalaa udelukkende den frie. Brugte en Træl ulovlig anden Mands Hest ener Baad, bødedes derfor intet; men Ejeren kunde uden Ansvar banke Trællen (F. L. X. 44).

En Træl kunde ikke være Vidne uden alene om Drab, øvet under voldeligt overfald paa Bonden i hans Hus (heimsókn), F. L. IV. 5[12]; jfr. G. L. 86, der om Grænsetvistigheder udtrykkelig siger, at Vidnesbyrdet er gyldigt, naar vidnet blot har sin Frihed paa den Tid, det aflægger sin Forklaring, om det end var Træl den Gang, da det gjorde Erfaringen.

  1. Over dette Emne haves en temmelig rig Litteratur. Foruden Fremstillingen i Keysers Efterladte Skrifter II. S. 289–294 kan nævnes:
    Hurtigkarl F. Th. De servitutis, qvæ inter majores nostros invaluit, indole, Hafniæ 1791. Oversat i Jur. Arkiv No. 2. S. 148–96.
    Calonius, M. De primo in patria servorum jure, Aboæ 1780–93; Opera omnia I. Holmiæ 1841.
    Estrup H. Om Trældom i Norden, Kbhvn. 1823; Saml. Skr. I.
    (Jalles A.) Om den Trældom, som fandt Sted hos vore nordiske Forfædre, i Skilling-Magazin, IV. 1838, No. 11 og 12.
    Eriksen E. Om Trældom hos Skandinaverne, Prisafhandling. Nordisk Universitets-Tidsskrift VII. 3dje og 4de Hefte 1861.
    Gjessing A. Trældom i Norge. Annaler f. nord. Oldkyndighed 1862.
    Maurer K. Die Schuldknechtsehaft nach altnordischem Rechte. Sizungsberichte d. kgl. bayer. Akad. d. Wissenschaften 1874 I. Philos. philol. Classe S. 1–47.
    – Die Freigelassenen nach altnorwegischem Rechte. Sitzungsber. d. kgl. bayer. Akad. d. Wissensch. 1878 I. Philos-philol. Cl. S. 81–87.
  2. Þat skal vera hálfgilt fé, er fé spillir fé horns ok hófs ok þræls.
  3. Ef maðr drepr þræl sinn til dauðs, þá skal hann segja mønnum til samdœgris; þá varðar hann þat alls ekki nema við guð. En ef hann gerir eigi svá, þá er hann morðingi.
  4. Jfr. Maurer, i Kritische Vierteljahrsschrift für Gesetzgebung und Rechtswissenschaft XIV. München 1871, S. 268.
  5. Drottinn á, ef þræll finnr.
  6. «Nu á þræll víg um konu sína ok dóttur sina, ef hann tekr mann í hjá henni; þá skal hann ganga til brunns ok taka spann fullt vatns ok sletta á þan ok biðja heilan sofa mág sín». – Den fribaarne Mand havde derimod efter samme Lov Ret til at hævne Utugt med sin Kone, Datter, Moder, Søster, Stedmoder, Svigermoder, Steddatter, Sønnekone, Kones Søster og Broders Kone; den Frigivne eller hans Søn alene med sin Kone, Datter, Moder og Søster.
  7. Jfr. K. Maurer, Die Schuldknechtschaft S. 1–47; v. Amira, Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren, S. 262–6.
  8. En ganske mærkelig Overensstemmelse viser sig i Enkelthederne mellem dette Forhold og det frivillige Tjenesteforhold efter de gamle russiske Love med de saakaldte Zakupleni eller Naimiti, der for en bestemt Betaling, forud erlagt i Form af Laan, havde forpligtet sig til i en bestemt Tid at arbejde for en Anden, – se Rektor Bloms Afhandling om det russiske Samfunds indre Tilstand i Varjægtiden i Frederikshalds Skoles Program for 1870 S. 27 fgg.
  9. «Þá skal sá, er skuld á at hánom, eiga kost at høggva af hánom hvárt sem hann vill, ofan eða neðan», jfr. F. L. X. 26, B. R. 50. – At dette dog ikke har udtrykt den virkelige Brug, men alene Konsekvensen af den gamle Grundsætning: at Gjæld hæfter paa Skyldnerens Legeme, – ganske som den bekjendte Regel i de XII Tavlers Love hos Romerne: «tertiis nundinis partes secanto» o. s. v., – synes aldeles sikkert. Jfr. J. Grimms Rechtsalterthümer S. 616–18.
  10. Nú skal eigi leiðángr gera fyrir grafgángsmenn (Kap. 63), ef maðr leggr eigi skuld á þá.
  11. En af hann er svá píndr, at han segir stuld á hendr sér, þá segir hann med hræðslu, nema hann með sennum jartegnum segi.
  12. Svá skal þræll ok ambátt bera heimsóknarvitni sem frjáls maðr, ok svá átta vetra gamall maðr sem ellri.