Forelæsninger over den norske Retshistorie/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Angaaende Ægteskabets retlige Virkninger med Hensyn til Ægtefællernes Personer, indeholder vore gamle Love ikke videre fuldstændige Forskrifter; de forudsætter meget mere, ligesom de nyere Love, disse som flydende af sig selv. – Hustruen saavelsom Fæstekvinden erholdt Mandens personlige Ret, og beholdt denne som Enke (G. L. 42 og 201; F. L. X 37 og XI. 12); kun Løsingens Enke synes, hvis hun var af fribaaren Æt, efter Mandens Død at have faaet sin fædrene Ret tilbage (jfr. G. L. 63; F. L. IX. 11). – Under Ægteskabet var Kvinden uden Hensyn til Alder undergiven Mandens Værgemaal, og hun havde, hvor stor Særformue hun end besad, efter Landslovene kun en meget indskrænket Raadighed for Kjøb (G. L. 56; F. L. XI. 21 jfr. 23; M. L. V. 3 og VIII. 21), hvilken rettede sig efter Mandens Stand. Efter B. L. VII. 6 havde derimod Konen i Kjøbstæderne fuld Myndighed til at afslutte Handler; kun ikke om faste Ejendomme. – Med Hensyn til Pligten at leve sammen, da synes denne lige saa lidt i ældre Tid som nu at have været Gjenstand for nogen retlig Tvang, men alene for kirkelig Tugt, jfr. dog B. K. R. 17; hvorimod Følgen af ulovlig skilsmisse var, at Manden, hvis han var den skyldige, maatte udlevere Tilgiften, og, hvis Konen var den skyldige, at Manden kunde beholde hendes Hjemmegift, saa længe hun levede (G. L. 54; F. L. XI. 14; M. L. V. 5; jfr. J. K. R. 44). – Refselsesret over sin Hustru synes Manden ikke at have haft i Norge, saaledes som i Danmark (J. L. II. 82, Kilden til Lovb. 6–5–5). Slog Manden sin Kone, forfaldt han efter G. L. 54 og B. K. R. (II) 8[1] i Bøder til hende, efter Gulatingsloven dog kun hvis det skede i offentlige Forsamlinger; og hvis saadant gjentog sig 3 Gange, var Konen berettiget til at forlade ham med Bibehold af Hjemmegift og Tilgift. De øvrige Love har intet tilsvarende; men F. L. IV. 35 viser omvendt, at Konens Forgribelse paa sin Mand bedømtes meget strengere.

Ægteskabet medførte ingen Sammensmeltning af Ægtefællernes Formue; men hver besad sin Formue særskilt for sig, og hver kunde have særskilte Forpligtelser[2]. Til Konens Formue henregnedes hendes Hjemmegift, hvortil ogsaa kom hendes sednere Erhvervelser ved Arv eller anden særskilt Adkomst, – samt Mundr, Tilgiften og de Gaver, som Manden ved Fæstemaalet havde tilsagt hende. Til det sidste (mynding) havde hun imidlertid kun en eventuel Ret, da hun blot erholdt det, dersom hun overlevede sin Mand, eller Ægteskabet adskiltes ved hans Brede. Ved Ægteskabets Indgaaelse skulde efter Regelen Formuen vurderes og Forholdet offentlig forkyndes (G. L. 52, 54 og 115; F. L. III 6, IX. 19, XI. 5, 6, 8 og 15; B. R. 123; M. L. V. 3, B. L. ibid.)

Bestyrelsen af begges Formue tilkom Manden, der, medens Ægteskabet bestod, raadede for sin Kones Gods. Dog kunde der vistnok, som det udtrykkelig siges i F. L. XI. 5, ved Fæstemaalet eller Brylluppet være Konen forbeholdt en udvidet Raadighed over sit Bo eller en Del deraf. Manden skulde svare for sin Kones Handlinger; men ingen skulde ved Ord eller Gjerning forbryde den andens Gods, og Bøderne faldt altid den skyldige selv tillast (G. L. 52[3], F. L. III. 7, V. 13 og X. 38, jfr. B. K. R. 3, M. L. V. 5, B. L. ibid., J. K. R. 44). Uagtet det intetsteds udtrykkelig er sagt, at Konen under Ægteskabet havde Ret til at kræve Regnskab af sin Mand for hans Forvaltning, men det tvertimod kjendelig forudsættes, at herom aldrig bliver Spørgsmaal (se saaledes F. L. XI. 15), – skjønnes det dog ikke vel at kunne negtes, at hun maatte være berettiget dertil, om hun vilde; i modsat Fald blev der ogsaa liden Sammenhæng i, at Manden kunde komme til under Ægteskabet at udrede Bøder til sin Kone (G. L. 54, F. L. XI. 13, B. K. R. (II) 8 o. fl,)

Indkomsterne af Konens Formue tilfaldt imidlertid vistnok altid Manden; han skulde have dem som Bidrag til Husholdningens Udgifter, og kunde tilegne sig det mulige Overskud. Dette fulgte for Hjemmegiftens Vedkommende ligefrem af dennes Øjemed, og med Hensyn til Tilgiften (og mundr) m. m. fremgaar det deraf, at Konens Ret til samme først indtræder ved Ægteskabets Opløsning, ligesom der heller ikke nogetsteds er Tale om, at Konen udtager af Boet mere end selve sin Kapital. Det er ogsaa ligefrem udtalt i F. L. IX. 19 og XI. 5[4]. – Paa den anden Side fremgaar det klart af Lovene, at alle Husets løbende Udgifter maatte bestrides af Manden, uden Afgang i Konens Kapital; F. L. XI. 5 bestemmer endog, at Forsørgelsen af Konens trængende Slægtninge skal ske uden Afgang i hendes Hjemmegift (jfr. IX. 22 og 25). Alene i Landskyldens Udredsel, forsaavidt de lejede en Fremmeds Jord, skulde ifølge F. L. XI. 7 Konen deltage for en Tredjedel; men dette bør efter hele Forbindelsen rettest henføres til Gjældens Betaling efter Mandens Død i Tilfælde af Fællig (jfr. G. L. 115), saa at Meningen er, at Konen personlig maa tilsvare en Tredjedel af den skyldige Landsleje, men ingen anden Gjæld. Naar videre tilføjes: at der, hvis Jorden, de bor paa, tilhører en af Ægtefællerne selv, ikke tilkommer denne noget Vederlag af den anden for den fælles Brug deraf, da er dette en ligefrem Følge af Regelen, jfr. Kap. 15 (forandret ved Rb. gl. L. III. S. 140), hvorefter Manden endog er berettiget til at oppebære og beholde hele det løbende Aars Landskyld af Konens bortbygslede Gods, hvis hun dør efter den 1ste Maj[5].

Denne Omstændighed, at Husholdningen i Norge altid førtes for fælles Regning, medens paa den anden Side hele Indkomsten af Konens Formue, men heller ikke mere, hertil kunde anvendes, og Manden beholdt Overskuddet, – saa at Konens Kapitalformue i Regelen blev uforandret, idet den alene kunde blive forøget gjennem sednere særlige Erhvervelser (navnlig Arv og Bøder), og formindsket ved særskilte Udredsler (der ikke let kunde blive andre end Bøder og Døtres Udstyr, jfr. M. L. V. 7), – maatte, i Forbindelse med Konens indskrænkede Raadighed over sit Gods, af sig selv medføre, at der i Virkeligheden aldrig blev Spørgsmaal om at kræve noget Regnskab af Manden, medens Ægteskabet bestod, men alene om et endeligt Opgjør ved Ægteskabets Opløsning. Konens Fordring i Mandens Bo kaldes i G. L. máli konu, og i Dipl. Norv. II. No. 232 bruges Benævnelsen málakona om Enken, som modtager Opgjør for sit Tilkommende af Mandens Arvinger. Dette kunde, hvor Hustruens Indbragte ved Ægteskabets Indgaaelse var blevet lovlig vurderet, ikke let fremkalde nogen Vanskelighed; var derimod vurderingen forsømt, havde den længstlevende, enten det saa var Manden eller Konen, efter F. L. XI. 6 og M. L. V. 4 Adgang til ved sin egen Ed at angive dets Størrelse. I Tvisttilfælde blev heraf et almindeligt Gjældssøgsmaal, der, hvor ingen formelig Vurdering havde fundet Sted, maatte ske som for ikke-vitterlig Gjæld (med kvaða), saavel hvor det var Enken, som klagede over at have erholdt for lidet, som hvor Mandens Arvinger klagede over, at hun havde beholdt for meget (jfr. F. L. XI. 7), og ligeledes naturligvis naar Konens Arvinger søgte hendes Hjemmegift tilbage hos den længstlevende Mand. Efter G. L. 115[6] og M. L. V. 13 jfr. 6 konkurrerede, i Tilfælde af Mandens Død, Enkens Fordring paa sin Hjemmegift med Mandens Myndlingers Fordringer, men gik foran for hans øvrige Kreditorer; for Tilgiften (herunder ogsaa indbefattet mundr) og de andre Gaver stod hun derimod tilbage saavel for de Umyndiges Krav som for den Gjæld, som hvilede paa Manden før Ægteskabet, «da Ingen skal kjøbe sig Hustru for Andres Penge», men konkurrerede med hans øvrige Kreditorer.

Med Hensyn til sit indbragte Jordegods synes Konen ikke blot at have indtaget en Kreditors Stilling til Mandens Bo, men at have haft en virkelig tinglig Ret. Vel findes der i de ældre Love intet Forbud imod, at Manden under sin Bestyrelse af Boet afhændede sin Kones Jordegods, ligesaalidt som nogen Antydning om, at der isaafald tilkom hende nogen Fortrinsret i hans Bo for Salgsbeløbet. Men forsaavidt Godset fandtes i Boet ved Ægteskabets Opløsning, ansaaes hun vistnok ligefrem som dets Ejer, saaledes at hun, uden Hensyn til Boets Forfatning, kunde forlange det udleveret. Dette synes bestemt at være forudsat saavel i G. L. 115 som især i F. L. IX. 19, B. R. 105, samt XI. 8[7] og 15, M. L. V. 4, der kjender Konen berettiget til efter Mandens Død at erholde udleveret den af hende ved Ægteskabets Stiftelse medbragte saavelsom den under Ægteskabet arvede Jord, men paa den anden Side frakjender hende Ejendomsret til den Jord, som under Ægteskabet bliver indkjøbt, selv om det sker for Konens egne Penge, og selv om Manden lader Jorden umiddelbart tilskjøde hende selv personlig. – Den eneste lovbestemte Indskrænkning i Mandens Forvaltning var, at han ikke maatte føre sin Kones Gods ud af Landet uden hendes Samtykke (G. L. 52, M. L. V. 3). Først ved Rb. 1280 Art. 22 jfr. 21 forbydes det Manden at sælge Konens Jord uden hendes Vilje, da hun i modsat Fald kunde rokke Salget inden 20 Aar, hvilket i Rb. 2 Maj 1313 Art. 6 er nærmere bestemt saaledes, at hun inden 5 Aar, efter at hun er bleven vidende om Salget, skal lyse for skjellige Mænd, at det er skeet mod hendes Vilje. Jfr. Chr. IV. L. V. 8 Slutn.

Det her beskrevne regelmæssige Formueforhold kunde imidlertid forandres derved, at Ægtefolkene enten ved selve Fæstemaalet eller sednere under Ægteskabet oprettede Fællig (félag; leggja fé sitt saman), se G. L. 53 jfr. 64, 115 og 125 samt B. K. R. (II) 10; F. L. XI. 8 jfr. 6 og 7; M. L. V. 3, B. L. og Chr. IV, L. ibid.; Rb. 1297–98 Art. 2 og 22 Febr. 1358 Art. 3 (Dipl. Norv. VI. No. 238) samt Rb. i N. gl. L. III. S. 139–141. – Ved Fællig sloges begge Boer sammen til et, der forvaltedes og benyttedes samlet, og hvori begge Ægtefæller var Interessenter, saa at der her ikke var Tale om nogen særskilt Hjemmegift og Tilgift eller anden Konen tilkommende Fordring i Mandens Bo; i Lovene betegnes derfor det regelmæssige Særejeforhold, i Modsætning til Fælliget, som «Aftale om Tilgift». Men heller ikke ved Fællig indtraadte, saaledes som nu, nogen fuldstændig Formue-Enhed; Ejendomsforholdet forrykkedes ikke derved; men det suspenderedes kun, medens Ægteskabet varede. Alle Udgifter gik for fælles Regning; men ved Ægteskabets Opløsning tog atter enhver Sit; var der Gjæld eller Overskud, tilsvaredes den første eller deltes det sidste efter det bestemte Forhold. Virkeligt Sameje indtraadte saaledes kun for Indtægternes og Udgifternes Vedkommende – Lovene udtrykker sig imidlertid temmelig uklart og ufuldstændigt om Forholdet i dets Enkeltheder; navnlig paa dere Steder saaledes, som om en virkelig sammensmeltning af begges Formue til en eneste Masse fandt Sted; og vistnok kan det ogsaa antages, at dette ofte er blevet det praktiske Resultat, hvor et Ægteskab har bestaaet i en lang Aarrække, og saaledes største Delen af Boets beholdne Formue er erhvervet under Ægteskabet. Men at en saadan Opfatning dog er urigtig, fremgaar, foruden af Sammenligningen med den nyere Landslov, tilstrækkelig deraf, at Lovene dels giver Manden Ret til ensidig at fordre Fælligs Oprettelse, dels lader Fællig efter en vis Tids Forløb indtræde ipso jure, hvilket jo vilde være en aabenbar Urimelighed, naar dette med Nødvendighed skulde medføre en virkelig Erhvervelse for den ene af en Del af den andens oprindelige Formue.

Lovens Bestemmelser om Fællig har derhos tildels været forskjellige i de forskjellige Lagdømmer. Ifølge G. L. 53 var. Konen uberettiget til at nægte sin Mand Fællig; men Loven opstiller selv visse bestemte Regler for Fælligets Stiftelse. Kun hvis Ægtefællerne havde fælles Barn, kunde de oprette Fællig, saaledes som de vilde; i modsat Fald maatte de begge have sine Arvingers Samtykke; havde Konen umyndige Særkuldbørn af tidligere Ægteskab, skulde disses Fædrenefrænder tilstevnes for at paase, at Fælliget bliver oprettet med Iagttagelse af forholdsmæssigt Tilskud, saavel i Jordegods som Løsøre, fra begge Sider, og at Mandens Indkomst (föng) er større end hendes. Det oprettede Fællig skulde lyses i Mænds Forsamling. Ulovlig lagt Fællig kunde rokkes saavel af Konens som af Mandens Arvinger inden 20 Aar. Havde Ægtefællerne imidlertid levet sammen i 20 Aar, indtraadte Fællig af sig selv, om det end ikke var lagt tilforn, jfr. Kap. 125. I Fælliget tilkom der. Manden to Tredjedele og Konen en Tredjedel (þriðjungsfélag). Ved nogen af Ægtefællernes Død skal Gjælden betales i Forhold til enhvers Part i Fælliget (Kap. 115[8]). – Heri synes det klart at være udtrykt, at enhver beholder sin oprindelige Formue, og at alene begges Afkastning bliver Fællesejendom i det bestemte Forhold, ligesom de i samme Forhold maa tilsvare den under Ægteskabet stiftede Gjæld.

Dunklere er derimod Bestemmelserne i Frostatingsloven, der ikke omtaler nogen Ret for Manden til at kræve Fællig oprettet, ligesom den overhovedet aldeles ikke omtaler det kontraktmæssige Fællig; men derimod lader legalt Fællig i Forholdet 2 til 1 indtræde, saa snart Ægtefællerne har levet sammen i et Aar (F. L. XI. 6 og 8). Udtrykkene er her saadanne, at de nærmest kunde synes at betegne et virkeligt Fællesskab i al Formue, hvilket dog neppe er at antage[9]. Efter Mandens Død tilkom der Konen en Tredjedel af det samlede Bo foruden hendes Klæder, og hun synes ikke at have været forpligtet til at svare til anden Gjæld end Tredjedelen af den skyldige Landsleje (XI. 6 og 7[10]). – Hvorvidt Gjælden iøvrigt skulde udredes forlods af det uskiftede Bo, eller Kreditorerne være indskrænkede til de 2 Tredjeparter, saavelsom hvorledes Opgjør skulde ske, hvor Manden var den længstlevende, omtales ikke.

Efter begge Love indtraadte endvidere legalt Fællig mellem fattige Ægtefolk, hvoraf ingen ved Ægteskabets Indgaaelse ejede noget, naar de siden erhvervede sig Formue (G. L. 64, F. L. XI. 8).

I en Recension af den ældre Borgartings Kristenret (II) Kap. 10 (jfr. Magnus Lagabøters Kristenretsudkast 26) er der indtaget et Fragment af den verdslige Lovs Giftermaalsbolk, hvorefter de, som i 30 Aar aabenlyst har levet sammen som Ægtefolk, ogsaa skal betragtes som saadanne, og Konen tilkomme en Tredjedel af det samlede Bo foruden 3 Mark i mundr[11]. Men her er det Betingelsen, at ingen Giftermaalsvidner haves, og at altsaa det rette, oprindelige Formueforhold ikke kan oplyses, og Bestemmelsen siger altsaa netop det samme som G. L. 125, hvor det er klart, at Fælliget maa omfatte alt, hvad Ægtefællerne ejer. Bestemmelsen er iøvrigt forsaavidt af Interesse, som den antyder, at man i den ældre Tid ogsaa, hvor Fællig skulde indtræde, beregnede mundr for Konen, som et Vidnesbyrd om Ægteskabets Lovlighed; skjønt den ingen særskilt Betydning kunde faa, naar hun blev lodtagen i hele Boet. – Endvidere findes der i 3 Haandskrifter af Magnus Lagabøters Landslov for Eidsivatings- og Borgarting-Lagdømmer i Arvebolkens Kap. 3 en Variant, der højst sandsynlig har tilhørt den ældre Lov for disse Lagdømmer. Her kræves, ligesom i Gulatingsloven, Arvingernes Samtykke til Fælliget, naar Ægtefællerne ikke har fælles Børn, og Forskrifterne stemmer i det hele ganske med G. L. 53; men i Henseende til enhvers Lod i Fælliget gives her den Regel,at «Boet skal deles lige (helmings-félag), hvis der skal skiftes med Livsarvinger; men hvis der skiftes med Udarvinger, skal den længstlevende, hvad enten det bliver Manden eller Konen, tage 2 Trediedele og den førstafdødes Udarvinger en Tredjedel, men deres Odel gaar efter som Loven bestemmer». Og i et Haandskrift af Haakon Magnussøns Retterbod om Fællig, hvori ligeledes den her anførte variant til Arvebolkens Kap. 3 er vedføjet, tillægges derhos, at ulovlig lagt Fællig maa være rokket inden 9 Aar. Det synes saaledes, at Eidsivatings- og Borgartingslovenes Regler har været overensstemmende med Gulatingslovens blot med Undtagelse af Delingsforholdet samt Tidsfristernes Længde.

Den nyere Lovbog slutter sig ligeledes nærmest til Gulatingsloven[12], men erklærer derhos sine Forskrifter for ufravigelige, saaledes at i Overtrædelsestilfælde det Passerede var aldeles ugyldigt, selv om ingen paatalte det. Ifølge M. L. V. 3, B. L. ibid. var Manden berettiget til at fordre Fællig oprettet, og noget Samtykke fra Arvingerne eller Særkuldbørnenes værger behøvedes ikke. Derimod indtraadte Fællig aldrig af sig selv. Fælliget skulde omfatte alt, hvad Ægtefællerne ejede eller sednere blev ejende ved Arv ener paa anden Maade. Ved Ægteskabets Opløsning skulde den, der havde indbragt mest i Fælliget, eller dennes Arvinger, tage mest ud, – altsaa forlods godtgjøres Forskjellen mellem sit og den andens Indbragte. Resten skulde deles lige, hvis Boet under Ægteskabet var blevet formindsket; men hvis det var blevet forøget, tilkom Manden Tredjedele og Konen en Tredjedel af Tilvæxten. De under Ægteskabet faldende Udgifter skulde bæres lige af begge, altsaa udredes af det fælles Bo, em de end blot vedkom den ene, f. Ex. Forsørgelse af dennes trængende Slægtninge[13]. Ligeledes skulde Beder, som under Ægteskabet blev nogen af dem idømte, udredes af det fælles Bo; men her skulde ved Ægteskabets Opløsning den anden Ægtefælle eller dennes Arvinger have Ret til forlods at udtage et tilsvarende Beløb uden Renter, V. 5, hvilken Bestemmelse udentvivl er tagen af den ældre islandske Lov (jfr. Grág. Festaþ. K. Kap. 154, St. Kap. 143). I Døtrenes Udstyr skulde begge deltage i Forhold til sin Lod i Fælliget (V. 7[14]), og efter samme Forhold skulde begge ved Ægteskabets Opløsning tilsvare den skyldige Gjæld (V. 13, der ordret er udskreven af G. L. 115). At det imidlertid er Meningen, at Gjælden altid skal udredes af det fælles Bo og først derefter Overskuddet komme til Fordeling i det bestemte Forhold, fremgaar af Bestemmelserne i Kap. 3. – Med Hensyn til fattige Ægtefolks Erhvervelser under Ægteskabet bestemmer V. 4, at Boet skal deles lige, hvor der skal skiftes med Bern; men at den længstlevende Ægtefælle tilkommer 2 Tredjedele, hvor der skal skiftes med den førstafdødes Udarvinger.

I Landslovens Forskrifter om Ægtefællig gjordes atter Forandringer ved Hertug Haakons Rb. for Ringerige og Hadeland af 1297–1298 Art. 2, hvorefter Fællig skal være gyldigt, om det ogsaa er oprettet paa andre end de legale Betingelser, naar det er oprettet før Ægteskabet med Arvingernes Samtykke og Frændernes Raad. – Endelig udgav samme Konge en almindelig Retterbod om Ægtefællig (gl. L. III. S. 139–141), hvorved bestemtes, at Forældrenes Aftale ved sine Børns Ægteskab altid skal staa for fulde, hvad enten den gaar ud paa Fællig eller Særeje[15]. Men selv om Særeje bliver vedtaget, er det dog Ægtefolkene tilladt, saa snart de har faaet Fællesbørn, at oprette Fællig, hvilket skal omfatte alt, hvad de ejer og ejende vorder, og være Halvningsfællig, hvad enten der skal skiftes med Børn eller Udarvinger; har nogen af Ægtefællerne umyndige Særkuldbørn af tidligere Ægteskab, udfordres til Fælligets Gyldighed Samtykke af disse Børns nærmeste Frænder. – Det er aabenbart, at begge disse Retterbøder slutter sig nøje til de ovenfor nævnte Varianter af Eidsiva- og Borgartingslovene; sandsynligvis har Landslovens Bestemmelser ikke formaaet ganske at fortrænge den ældre Ret i disse Lagdømmer. – Af et Lagmandsorskurd fra Skeen af 1305–6 (Dipl. Norv. I. No. 108) sees det endog, at Nogle antog Halvningsfællig for det eneste lovlige; men Lagmanden erklærer det for Kongens Bestemmelse, at ogsaa Tredjingsfællig skal holdes, naar det er oprettet med Arvingernes Samtykke.

Fællig mellem Ægtefolk er ganske vist efterhaanden blevet det almindelige, og har vistnok mere og mere antaget Karakteren af et virkeligt Sameje, uden nogen skjelnen mellem Mit og Dit uden for Odelsgodsets Vedkommende, til hvilket selvfølgelig hver Æts Medlemmer beholdt sin særskilte Løsningsret. I Virkeligheden maatte ogsaa en saadan Tingenes Orden blive en Følge deraf, at alle Udgifter og al Gjæld skulde betales af det samlede Bo. Ti derigjennem kom Ægtefællernes særskilte Ret til, hvad enhver havde indbragt, alene at vise sig i en forskjellig Fordeling ved det endelige Opgjør efter Ægteskabets Opløsning: Herunder maatte da først bringes i Anslag, hvad den ene havde indbragt mere end den anden, samt Bøder, som af det samlede Bo var betalte for den ene af Ægtefællerne, og dette forlods afsættes; – dernæst Udstyr til Døtre og den paa Boet hvilende Gjæld fordeles efter enhvers Lod i Fælliget, – og endelig det, som derefter blev tilbage, og var Gjenstand for Fællig, deles i det legale Forhold, lige ener Manden 2 Tredjedele og Konen 1 Tredjedel, eftersom Boet var formindsket eller forøget. Uagtet saaledes Ægtefælliget ikke skulde medføre nogen Forrykkelse i Forholdet mellem begge Ægtefællers oprindelige Formue ener nogen Erhvervelse for den ene af nogen Del af, hvad den anden medbragte, maatte dog den særskilte Ejendomsret til de enkelte Gjenstande nødvendig absorberes af Fællesskabet.

Men ogsaa under Fællig gjældte der dog vistnok forsaavidt en Undtagelse for Jordegodsets Vedkommende, at dette, hvis det ved Ægteskabets. Opløsning fremdeles var i Behold, betragtedes som fremdeles tilhørende sin oprindelige Ejer, uden Hensyn til Boets Forfatning iøvrigt, jfr. Dipl. Norv. I. No. 634 jfr. 731 og 734. Herpaa tyder ogsaa Udtrykkene i de førnævnte Varianter af Eidsiva- og Borgartingslovene til Arvebolkens Kap. 3, hvor der, efter Forskrifterne om Fællesboets Deling, tilføjes: «men deres Odel gaar eftersom Loven bestemmer». Vel siges her intet andet, end hvad der følger af sig selv; den paaberaabte Bestemmelse findes i Arvebolkens Kap. 7, der alene forbeholder den Odelsbaarne Ret til at løse det Odelsgods, som overstiger hans Arvelod, fra sine Medarvinger; men herved antydes dog, at Jordegodset ogsaa under Fællig indtog en særegen Stilling, og i denne Forbindelse faar det da ogsaa en forøget Betydning, at det netop er nu, man finder udtrykkeligt Forbud mod, at Manden sælger. Boets Jordegods uden sin Hustrus Samtykke (Rb. 1280 Art. 22). Ti, eftersom Fælliget mere og mere nærmede sig til et virkeligt Sameje, blev det af saameget større Vigtighed at betrygge Hustruen, der selv var udelukket fra Administrationen, og hendes Familie imod at berøves netop de Formuegjenstande, hvori deres Interesse var aner størst. Og Rb. af 2 Maj 1313, der i Art. 6 gjentager Forbudet mod Salg af Konens Jordegods, gaar derhos i Art. 1 endnu et Skridt videre, idet den forandrer Landslovens Regel om Odelsgodsets Arvegang saaledes, at, hvor den ene Ægtefælle gjennem sit Barn arver den først afdødes Lod i Boet, skal han kun over det løse Gods erhverve fuld Ejendomsret, men over Jordegodset alene erholde livsvarig Brugsret; hvorimod efter den Længstlevendes Død det efterladte Jordegods skal gaa over til den Æt, hvorfra det oprindelig er kommet.

Saaledes kom Forholdet i Norge efterhaanden til at antage megen Lighed med det i Sverige og Danmark gjældende, hvor Formuefællesskab mellem Ægtefolk var Regelen, men dette paa den anden Side alene omfattede Løsøre og Kjøbejord; medens Arvejorden stod ganske udenfor Fælliget og ved Ægteskabets Opløsning faldt tilbage til den Æt, hvorfra den var kommen. Det er sandsynligt, at denne Lighed under Foreningen med Danmark har udviklet sig mere og mere, saaledes at et virkeligt og fuldstændigt Fællesskab i Formue er anseet indtraadt ved selve Ægteskabet, og at derhos Halvningsfælliget efterhaanden har fortrængt det ældre Tredjingsfællig. Et Exempel herpaa har man i en Dom paa det almindelige Lagting i Bergen af 4 Aug. 1557 (Paus S. 320): En Mand havde gjennem sit Barn arvet sin før afdøde Hustrus Halvdel i det fælles Bo; da Manden sednere var død uden Livsarvinger, gjorde Konens Slægtninger imod hans Udarvinger Paastand paa det efterladte Jordegods, hvoraf Konen havde indbragt det meste. Dommen gik ud paa, at den Del af Konens Odelsgods, som tilhørte det halve Fællesbo, der var tilfaldt Enkemanden som Arv fra Barnet, skulde tilfalde Konens Slægtninger uden Vederlag; hvad derimod havde været indbefattet under den Halvdel af Boet, som Manden havde beholdt efter sin Kones Død, skulde Konens Slægtninger indløse for Penge. Jfr. Lagmandserklæring i Nye Danske Mag. VI. S. 22. Dette Resultat bygges udtrykkelig paa «Sl. Kong Haakons Retterbod» (2 Maj 1313 Art. 1). – Paa det samme Lagting i Bergen 1557 udgaves ogsaa en Anordning om Boers Skifte efter den ene Ægtefælles Død uden Livsarvinger (Krags Hist. II. S. 273): Den først Afdødes Arvinger skal udtage, hvad den Afdøde bevislig har indført i Boet, og ligesaa tilsvare den ældre Gjæld, som den Afdøde har stiftet før Ægteskabets Indgaaelse; alt hvad der under Ægteskabet er erhvervet, saavelsom al fælles Gjæld, der er stiftet efter Ægteskabets Indgaaelse, skal deles lige mellem den Længstlevende og den først Afdødes Arvinger. – Her er Forudsætningen kjendelig nok, at der finder Fællig Sted; men dette er ej alene ikke udtalt som Betingelse, men man har aabenbart ikke engang tænkt, at der var Tale om noget andet. Tillægget, at «den Dødes Arvinger fange hverken Bænkegaver eller Tilgaver» kunde endog tyde paa, at Særeje ikke længere skulde være anseet lovligt; men Meningen er udentvivl blot, at Gaverne under Fællig ikke kan udtages forlods. Forresten stemmer denne Anordning ganske med M. L. V. 3, kun at Halvningsfællig er sat istedetfor Tredjingsfællig.

Chr. IV. Lov optog den gjældende Ret, saaledes som den efter de sednere Retterbøder var udviklet, men tilføjede intet Nyt. Den bestemmer først, at den Aftale, som gjøres før Ægteskabet i ethvert Fald er gyldig, men at Konen heller ikke efter Ægteskabet kan vægre sig ved at oprette Fællig, naar Manden forlanger det. Betingelsen, at Ægtefolkene har faaet Fællesbørn, saavelsom Særkuldbørnenes Frænders Kontrol er derimod udeladt. Fælliget skal være Halvningsfællig og omfatte alt, hvad Ægtefællerne ejer eller ejende vorder, ved Arv eller i anden Maade; dog skal ogsaa andet Forord gjælde, naar det er skeet ved skriftlig Kontrakt og med Arvingernes Samtykke. Alle Udgifter skal udredes fælles, og ved Ægteskabets Opløsning al Gjæld betales af det fælles Bo; derefter skal den løse Ejendom og Kjøbejord deles lige mellem den Længstlevende og den først Afdødes Arvinger, men Odelsgodset uden Vederlag tilfalde næste Odelsmand. Er der Børn, hvilke altsaa er nærmest berettigede saavel til den fædrene som mødrene Odel, skal baade Løst og Fast skiftes i 2 Dele mellem den Længstlevende og Børnene, men den første beholde Halvparten af den først Afdødes Odel sin Livstid; dør siden et Barn, som havde arvet en af sine Forældre, uden Livsarving, skal den gjenlevende Parens alene arve den løse Formue efter sit Barn; men den Odelsjord, som Barnet maatte have taget i Arv efter den først Afdøde, falde frit til Frænderne i den Linje, hvorfra det er kommet. Mellem fattige Ægtefæller indtræder Halvningsfællig ipso jure (se Chr. IV. L. IV. 3 og 7 første Arv). – Chr. IV. L. IV. 6 og 13 gjentager derhos de tilsvarende Bestemmelser af M. L. om Boets Skifte og Gjældens Betaling, hvor Særeje finder Sted; men det er kjendeligt, at Lovbogen i det hele gaar ud fra Fællig som det regelmæssige. De ældre Tiders fuldstændige Aftaler ved Fæstemaalet, paa hvilke den hele ordning med Særeje hvilede, er vistnok nu gangne af Brug. Loven tilføjer derhos udtrykkelig, at «Villigheder» som Ægtefolkene maatte ville gjøre hinanden efter Brylluppet, om Løsøre eller fast Gods, ikke er gyldige uden Arvingernes Samtykke. Ligeledes er de gamle Bestemmelser om Mandens Bestyrelse af Boet saavel under Særeje som Fællig, saavelsom den Indskrænkning, at han ikke uden Konens Samtykke maa fore hendes Gods ud af Landet eller sælge hendes Jord (V. 8), bibeholdte uforandrede.

Ved Chr. Vtes Lovbog indførtes et helt nyt System i Formueforholdet mellem Ægtefolk, idet den i Danmark gjældende Ret, saaledes som den i Tidernes Løb havde udviklet sig, helt og holdent optoges. Fælliget blev her til et virkeligt Sameje til lige Dele i alt, hvad hver af Ægtefællerne medbragte ved Ægteskabets Stiftelse, og det indtraadte ipso jure ved selve Ægteskabet, hvilket saaledes umiddelbart medførte en virkelig gjensidig Erhvervelse for hver af dem til Halvdelen i det fælles Bo, uden Hensyn til hvormeget hver havde indbragt. I dette Fællesskab indgik alt, saavel det faste som løse Gods, idet den særegne Arvegang, som Arvejorden tidligere havde været undergiven, ved Lovbogen blev afskaffet, medens dog de Odelsbaarnes selvstændige Løsningsret blev enhver forbeholden. – I Virkeligheden var imidlertid denne Forandring neppe saa stor, som den synes, ti, som ovenfor bemærket, havde Fælligsforholdet vistnok ogsaa i Norge forlængst vundet Overhaand; men praktisk var der dog den Forskjel, at der ved Boets Skifte nu ikke mere blev Tale om, hvad og hvormeget enhver havde indført, men alene om umiddelbar lige Deling af den samlede Masse, jfr. dog 5–2–19, der er en ny Bestemmelse.

  1. Ef maðr ræðr konu sína eigna lyklum eða lásum, þá er hann sekr þrim mörkum; svá ok ef hann tekr konu aðra ok leggr í hjá sér, setr hann innan hús sér eða henni, þat heitir arinelja; þat hit þriðja ef maðr ræðr konu sinni með horni eða huefa á ölbekk; þá er hann sekr þrim mörkum fyrir hvárt þetta. Nú er hon tekr þrjú rétti á því máli, ok gerir hann til hins fjórda, geri hvárt er hon vill, at skiljast við hann eða hafi svá gert.
  2. Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrsschrift 10de Bd. S. 383 fgg. Olivecrona, Om makars giftorätt i bo, 4 Uppl. S. 161–78.
  3. Hvárki þeirra skal fyrirmæla né fyrirgera annars fé.
  4. Slíkan eyri skal hverr maðr af hendi sér reiða, sem hann tók.
  5. Forholdet var saaledes i Norge ganske andet og naturligere end paa Island, hvor Adskillelsen mellem begge Boer, forsaavidt Fællig ikke udtrykkelig var stiftet, strakte sig lige til de løbende Husholdningsudgifter, hvortil enhver ydede sit forholdsmæssige Bidrag, og hvor Manden under Ægteskabet maatte aflægge løbende Regnskab for Indkomsterne af Konens Bo, og svare hende Renter af mundr; hvorimod han selv nød Renterne af hendes Hjemmegift.
  6. Nú er þar úmaga eyrir í gerði ok máli konu, þá er vel ef þeim vinst báðum fé; en ef eigi vinst, þá skal hon þarnast gagngjalds ok gjafar. … Heldr skal kona þarnast tilgjafar sínar heldr en þeir menn er fyrr áttu at hánum en hann fengi hennar, fyrir því at engi skal sér konu kaupa við annars fé. Nú skal hon hafa heimanfylgju sína en úmagi fé sit; nú er eigi fé svá mikit, þá missi svá hvárttveggja sem fjármegin er til.
  7. En ef kaupir jörð með gripum eða lausafé eða búfé konu sinnar, ok lifir hon hánum lengr, þá skal hon þat eitt hafa í jörðu af örfum hans, sem henni fylgði heiman, ok þriðjungsauka með, en þó at hann leiði hans til bókar, skeyting at taka, því at lög rjúfa þat mál. En ef hon tekr fé í erfð síðan er þau komu saman, ok verðr þat fé í jörðu greitt, þá skal sú jörð hennar.
  8. Nu eigu þau félag saman ok deyr annattveggja, þá skal svá skuldum gegna, sem félag þeirra var.
  9. Ef maðr gengr í bú með ekkju eða með meyu, þá á hann þó ekki í búinu, fyrr en þau hafa 12 mánaði saman verit; þá leggja løg fé þeirra saman. Jfr. Maurer i Krit. Vierteljahrsschrift X. S. 401.
  10. Landsleigu skal hon lúka at þriðjungi ok engum skuldum øðrum; en ef þau búa á annarstveggja jørðu, þá skal hvárki þeirra leigja jørð af øðru.
  11. Ef hjún hafa búit 30 vetra eða því lengr, eru giftarvitni øll ífrá dauð, hefir hon ráðit lási ok loku at øllum hybilum, setit eptir aldri við aðrar húsfreyar, af øllum heitit eiginkona hans, þar til skal hon hafa 6 manna vitni at svá hefir verit búnaðr þeirra 30 vetra eða Því lengr, þá hverfr hon til laga giftar í garð manns, þrídeili af fé í landi ok lausum eyri ok til 3 marka í mundi.
  12. Magnus Lagabøters Udkast til en Gulatings Kristenret Kap. 28 stemmer endog ordlydende med den ældre Gulatingslov Kap. 52 og 53. Jfr. Munchs Hist. IV. 1 S. 525–6.
  13. Með því mugu þau félag leggja sín í millum, at hvárt leggi til félags allt þat er þá á eða eigandi verðr með erfðum ok øðrum hlutum; falla síðan úmagar til annarshvárs, þá skal þat jafnt beggja þeirra kostnaðr vera, þó at engi komi á annars fé.
  14. Hvervitna þar sem félag er hjúna millum, þá skal gipting dœtra ok heimanfylgja greiðast af beggja þeirra fé eptir því sem félag þeirra var lagt ok gert; en ef eigi er félag hjúna millum, þá skal eptir fjármegni hvárt leggja til barna sinna. .
  15. hvárt sem félag er eða tilgjøf.