Et Brev fra Statsraad N. Treschow

Fra Wikikilden

Allerede af Schinkels Minnen ur Sveriges nyare Historia (X, 240) har det været bekjendt, at Carl Johan ikke ugjerne havde seet sin Søn Oscar gift med en Datter af Frederik VI, og i det nysudgivne første Bind af O. Lehmanns Skrifter (S. 60 fg.) heder det, at Oscar (formodentlig under sit Besøg i Kjøbenhavn 1822) skal have anholdt om den yngste af de to danske Prindsessers (den nuværende Hertuginde af Glücksburg Wilhelmines) Haand.

Det følgende Brev fra N. Treschow, uvist til hvem, der findes i Brevskriverens Concept paa vort Universitetsbibliothek, er et Bidrag til nærmere Belysning af denne Giftermaalsplans Historie. Det synes at fremgaa af Brevet selv, at Treschow ikke paa egen Haand, men efter Tilskyndelse fra høiere Steder har sat sig i Forbindelse med en, som man maa antage, indflydelsesrig dansk Mand. Til Bestemmelsen af den Tid, hvorfra det udaterede Aktstykke hidrører, faar man et Vink derved, at Treschow omtaler et nys aflagt Besøg i Stockholm. Her ved man nemlig, at han indfandt sig i Februar 1821 for at modtage „Dubning“ som Ridder af Carl XIII.s Orden, hvortil han var bleven udnævnt 28 Jan. s. A. Det „Selskab af Ædle“, hvorpaa han beraaber sig, er udentvivl Frimurerordenen, af hvilken Treschow allerede i mange Aar (siden 1782) havde været et ivrigt Medlem (smlgn. hans Autobiografi i „Om Gud, Idee- og Sandseverdenen“, B. I, XXIII), og hvortil ligeledes den i Brevet omtalte Hofmarskalk, Baron Salza, der blev Ridder af Carl XIII.s Orden 1823, hørte. Om denne Baron Salza henvises til hans egne udførlige Meddelelser i Svensk biogr. Lex, B. XIII, 290 fg.


Ikke havde jeg troet, at burde skrive Dem til i noget politisk Anliggende, hvortil Omstændighederne dog nu indbyde mig. Anledningen dertil er følgende. Medens jeg opholdt mig i Stockholm kom det Spørgsmaal saavel imellem os Norske som med anselige Svenske ofte paa Bane: hvorledes det Baand, der nu forener de to Scandinaviens Folk, ogsaa kunde knyttes saaledes med det tredie at de alle om just ei paa samme Maade indbyrdes kunde stytte og styrke hverandre og i det mindste Sæden til de indbyrdes Uenigheder udryddes, der hidindtil have gjort dem alle saa ulykkelige. Man var paa alle Sider enig om, at man ved enten aabenbar at bekrige eller hemmelig at skade hverandre egentlig ikkun rasede mod sig selv. Men Middelet til for Eftertiden at afværge saadan Tvedragt var især efter hvad der nylig har tildraget sig ei let at finde. Men ligesom enhver grundig Forbedring til Menneskeslægtens Bedste maa begynde fra Ungdommen, saa faldt det baade mig og Flere ind, at det sikkreste Raad til at befordre Venskab med Naboe- eller egentlig Broder-Folket de Danske vilde være en Forbindelse mellem de yngste af begge Kongeslægter. Ædle Mænd, for hvilke ei alene det egentlige Fædrenelands Interesse har al den Vigtighed, det fortiener, men som vove tillige at omfatte beslægtede Nationers ja den hele især cultiverte Menneskeheds have med Flid overveiet denne Sag. Den har vundet Bifald endog paa de Steder, der bedst ere istand til at bringe Planen til Udførelse. Maatte man kun paa hiin Side af Sundet tænke ligesaa. Jeg veed alt hvad derimod med og uden Grund kan indvendes. Det Vigtigste reiser sig ganske vist af Mistroe. Denne beroer enten paa de Domme man fælder om Nationers eller enslige Personers Character. At de første i Almindelighed ere meget skæve og tildeels fuldkommen urigtige tilstaaes fast af alle Fornuftige, men blive dog imellem Naboefolk sielden rettede, førend disse begynde at nærme sig hverandre. Saaledes begynder det at gaae med Norske og Svenske, og saaledes vil det upaatvivlelig ogsaa gaae med Danske og Svendske, saasnart de ved en nærmere Forbindelse lære at kiende hverandres gode Egenskaber og vexelviis tilgive Svagheder, hvorom det ofte kan være Spørgsmaal, hvem der af begge de ere mest særegne. Hvad enslige Personer angaaer, saa er en engang opkommen Misforstaaelse vanskeligere at hæve. Men Personer døe, Stater ere evige. Formandens Character og Grundsetninger afvige ofte væsentlig fra Eftermandens. Ungdommen er af Naturen baade oprigtig og forsonlig. Det kan i Danmark neppe være dem, der have med udenlandske Sager at bestille ubekiendt, at den unge Hertug af Sødermanland H. K. H. Prinds Oscar udmærker sig ligesaa meget ved nordisk Sind og Tænkemaade som ved andre Siæls og Legems Gaver, og at vore Sønner med Haab og Glæde kan see denne opgaaende Sol i Møde. En Forbindelse mellem ham og Dannerkongens yngre Datter vilde være et Skridt til Forsoning, som i det den kaster et Slør over det Forbigangne aabner de lyseste Udsigter i det Tilkommende. Mange saadanne Alliancer have vel just ikke havt denne Virkning, og den seneste af dette Slags mellem Danmark og Sverige forfeilede den fast gandske. Men ligesaa sieldne som tilfældige Omstændigheder vare deri Skyld. Naar derimod en oprigtig Forsoning gaaer forud, staaer Politiquen ikke Fare for af Fordom at misforstaae staternes sande Fordæl, og denne vel forstaaet, bør den nøieste Alliance mellem Scandinaviens Folk saa aabenbarlig (være) Hovedforemaalet for deres Bestræbelser, at kun dette er uforklarlig, at denne Grundregel ei for Aarhundreder siden paa begge Sider er bleven befulgt. Kunde den end tilforn synes problematisk, medens Sverige altid truedes af en dobbelt Fiende saavel for til som paa Flankerne, saa finder denne Grund dog nu ei længere Sted. Ingen af Parterne have nu mere at befrygte af hverandre, men alt at haabe af en varig og fast Alliance mellem dem selv indbyrdes. – Skulde Deres Høivelbaarenhed finde det her Anførte Deres Opmærksomhed værd og Omstændighederne tillade Dem hertil at medvirke, saa vil De i Hofmaskalken Hr. Baron Salza finde en Mand, som De herom kan meddele Deres Tanker. Han hører til det Selskab af Ædle, som jeg før har nævnet, og hvoraf Nogle personlig ere mig vel bekiendte. Jeg tør forudsette at jeg selv er Dem nok bekiendt for intet at ønske uden hvad jeg troer der tiener saavel det gamle som nye Broderfolk, som jeg ligeledes har lært at agte og elske. Den Troskab jeg skylder Fædrelandet og det ny Kongehuus kan ligesaa lidt tilintetgiøre min Hengivenhed og Taknemmelighed mod det forrige, som mod mine gamle danske Venner, blandt hvilke De indtager et saa udmærket Sted Med oprigtigt Venskab og sand Høiagtelse er jeg derfor uafladelig Høistærede Hr. Etats Raad

Deres Høivelbaarenheds

ærbødigst forbundne Tiener

Treschow.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.