Et Brev fra September 1814
Det Brev, som nedenfor gjengives, er for nylig tilsendt mig fra Hr. Conrad J. Steen, forhenværende Lensmand i Lurø. Det aftrykkes her med hans Tilladelse, væsentlig som et Bidrag til Kjendskab og Forstaaelse af de Stemninger, som efter Konventionen i Moss var de fremherskende hos det norske Folk. Af saadanne Bidrag haves der ikke mange, og de enkelte, der fremdeles kan skaffes tilveie, faar derved en Interesse, som ikke alene lader sig maale efter de helt nye Oplysninger, de indeholder. Imidlertid bringer det her aftrykte Brev ogsaa enkelte saadanne. Brevskriveren har saaledes været Øienvidne til Hegermanns Kamp ved Langenes, hvor han kan berette om den af de norske Tropper udviste Bravour. Som Chef for en Afdeling af det i 1814 opstillede Lokalværn af Almuen, har han ogsaa kunnet give Oplysninger om dettes Virksomhed og om dets Bestemmelse, hvorom der heller ikke til Data er kommet meget frem. Efter hvad Brevet meddeler, synes dette Almueværn ikke at have været en ganske unyttig Anordning. Som det oplyses, havde det jo ogsaa vekslet Kugler med Fienden, ved Siden af at besørge Bedækningstjenesten m. m.
Brevskriveren var en i sin Tid baade kjendt og anseet Mand. Jens Aars var født 1779 og døde 1834. I 1803 havde han ægtet Nicoline Nielsen, en Datter af Kjøbmand Lars Nielsen og Broderdatter af Agent Jacob Nielsen. Hans første geistlige Ansættelse var som residerende Kapellan i Rødø, i hvilken Egenskab han boede i Lurø, som den Gang henlaa under Rødø Præstegjæld. Han beklædte dette Embede fra 1804 til 1806 og overtog derefter Bestyrelsen af Enebak Præstegjæld, som var tillagt Akershus Biskop. Aars var saaledes her faktisk Sognepræst i dette store Kald, men havde, som han selv oplyser i sit Brev, at betale en Afgift derfor til Biskop F. J. Bech.
I 1814 havde denne, som det videre fortælles i Brevet, opfordret Aars til at melde sig som Ansøger til det ledige Hemnes og Mo Præstekald i Ranen. I den Anledning var det da, Aars udbad sig nærmere Oplysninger fra sine nordlandske Venner. Sandsynligvis har han ikke meldt sig til Embedet, der ogsaa blev besat hurtigere, end han synes at have ventet. Dette skede nemlig allerede den 20de Oktober 1814, da det regjerende Statsraad[1] udnævnte den tidligere residerende Kapellan i samme Kald, Iver Anker Heltzen til Sognepræst. Aars forblev endnu tre Aar i sin tidligere Stilling i Enebak, som Biskopens Vikar dersteds, og blev i 1817 udnævnt til Sognepræst i Hadsel i Vesteraalen. Han levede i denne Stilling indtil 1821, da han, som da var Stortingsmand for Nordlands Amt, forflyttedes til det store Lier sognekald ved Drammen, hvor han forblev til sin Død. I sine senere Aar fra 1827 var han ogsaa Hofprædikant. Den i Brevet omtalte Jacobine var hans ældste Datter (f. 1803, d. 1820).
Om J. Aars’s vita kan for øvrigt henvises til Andr. Erlandsen, Efterretninger om Geistligheden i Tromsø Stift (1857), S. 201 flg. og W. Lassen, Norske Stamtavler (1868), I, S. 29, i den der indtagne Stamtavle over Familien Aars. I Budstikken (I, 1817) har han leveret Efterretninger om Enebak Præstegjæld.
Brevet er skrevet til Proprietær Isaach Dass, der siden 1796 gjennem en lang Aarrække var Eier af Gaarden Lurø, med det dertil knyttede Handelssted. Med denne, saavelsom med den anden i Brevet omtalte Nordlænding, Proprietær og Handelsmand Jentoft i Selsøvik, har Aars siden sin første Embedstid i Nordland bevaret sine venskabelige Forbindelser. Han sees at have følt sig hjemme i disse Forhold, fra hvilke han bevarede gode Minder. Det var ogsaa i en Tid, da de nordlandske Handelssteder havde adskillig Velmagt. Det kunde været af megen Interesse at have bevaret mere af denne Brevveksling, for at kunne faa et nærmere Indblik i det Liv, som levedes paa disse gjæstfrie Steder, der laa i Række langs den nordlandske Kyst, og hvor alle var velkomne. Desværre er der neppe Grund til at haabe, at der kan skaffes mange Oplysninger derom.
- Enebak Præstegaard d: 13de Septbr. 1814.
Kjæreste Ven og Broder!
Da jeg i Gaar modtoeg dit kjærkomne Brev med de mange deri indeholdte – og jeg tilstaaer det –– velfortjente – Skrub for min lange og fast utilgivelige Stiltienhed, kunde jeg dog ikke undlade at gjøre den Bemærkning, at ogsaa Du seer Skæven i din Broders Øye, uden at blive vaer Bjelken i dit eget – Ja vist gode Dass! er jeg en doven, meget doven Skribent; ja vist fortjener jeg i den Henseende alle de Skrub, jeg faaer; men hvad er og hvad fortjener da Du, der efter – jeg veed ikke, hvor mange Aars Stiltienhed omsider sender mig 8½ Linie og deri fast ingen Underretning om det mig saa kjære Nordland og dets Beboere. – Dog vi ville qvitte, og begge aabenhjertigen tilstaae: Vi falde alle i mange Stykker. –
Nyheder vil Du have, politiske Nyheder fra denne Kant. – Desværre, hvad jeg kan fortælle Dig, vil sandelig ikke være lysteligt at læse. – At vi i Ordets bogstaveligste Forstand ere solgte, solgte af Mænd, til hvem Nationen betroede sine Hære og Forsvarsmidler – solgte til Svenske for svenske Penge; at vert Lands Lykke og Selvstændighed og Ræder blandt Fremmede er tabt, maaske uigjenbringelig tabt, dette vil Du med Sorg erfare, naar jeg beretter Dig de nyeste Krigs- og politiske Begivenheder fra vor Egn. –
Allerede fra tidlig i Foraaret var Armeen samlet og havde sin Position langs med Glommenelv, deels paa dens vestre, deels paa dens østre Side. – Hver Soldat var – det kan jeg som Øjevidne forsikkre – besjælet af sandt Mod og ønskede intet heller end Leylighed til at maale sig med Fienden; alle haabede, alle vare næsten overbeviste om, at ethvert Anfald fra svensk Side, naar det ey understøttedes af de Allieredes Tropper, vilde være frugtesløst. – Imidlertid gjorde de Svenske Landgang paa Hvaløerne, nogle ubesatte og ubefæstede Øer ved Indløbet til Fridrichstad; ved Rygtet herom samledes alt hvad der kunde bære Vaaben, Embedsmænd, Bønder, Kjøbmænd for at værne om Landet; selv jeg nedlagde for en Tiid Aandens Sværd, for at føre det legemlige, eller rettere, jeg førte dem vexelviis, idet jeg paatoeg mig at være Chef for Enebaks og nærliggende Bygders Almuevæbning. – Nu trængde ogsaa Fienden frem fra Landsiden over Svinesund, Id og Enningdahl, hvor vore Forposter bleve trængde tilbage. – Kongen ilede med et betydeligt Troppecorps til Rakkestad for der at møde Fienden og sætte Grændser for hans Fremtrængen; alt var hered til et afgjørende Slag og man havde det bedste Haab om dets Udfald, da pludselig det Rygte udbreder sig, at Fredrichstads Fæstning, hvortil Armeens høyre Fløy støttede sig, havde capituleret. – Denne velforsynede Fæstning blev efter 2 Dages Belejring overgivet, uden at den manglede det Nødvendige til Forsvar, og uden at Besætningen havde en eneste Mand død eller saaret. – Nu kunde Fjenden omgaae Armeens høyre Flanke; det blev altsaa besluttet at trække sig tilbage bag Glommen. – Armeen, der nu i fjorten Dage var trukket omkring, og ved første Syn af Fienden havde faaet Ordre at retirere, uden nogensinde at prøve Styrke med ham, fattede en saare billig Mistanke til Anførerne og tabte selv Modet. – Rygtet nævnede allerede højt 2de Generaler, St. og Hhs: som aabenbare Forrædere. – Armeen manglede de fornødne Trosheste og tildeels Proviant; Misfornøyelsen tiltoeg dagligen og af et Regiment især deserterede Soldaterne divisionsviis; under denne ulykkelige Forfatning blev vaabenstilstanden sluttet; og nu skal, som Du vel veed, et Storthing d. 7de Octbr. samles for at afgjøre Landets Skjæbne; og neppe kan det være tvivlsomt, hvad denne vil blive, efterat Trondhjemmere (sic) og de brave Bergensere ere marscherede hjem og Landet saaledes er blottet for sine bedste Tropper. – Vor gode Konge, der med utrættelig Iver har arbejdet for Landets Vel, og har opoffret Alt derfor, der kort var alt – kun maaskee ikke stor General – er meget syg og har desaarsag nedlagt Regjeringen i Statsraadets Hænder. –
Dog saa ulykkelig som Krigen i det Hele er gaaet, saa have vi dog haft adskillige meget ærefulde Affairer. – Ved Lier i Nærheden af Winger blev den hele fjendtlige Styrke drevet tilbage over Grændsen og af 2600 Mand, der vare indtrængte i Landet paa den Kant, kom kun 8 à 900 tilbage; de øvrige bleve enten dræbte eller fangne. – Ved Langenæs Batterie, 1½ Miil fra mit Hjem, blev Fienden med betydeligt Tab og efter en 5 Timers Fægtning dreven tilbage, da han søgte at storme Forskandsningerne og forcere Overgangen over Glommen. – Ved denne Affaire var jeg selv et Øyevidne og kan forsikkre Dig, at Tropperne streede med al mulig Bravour. – Saaledes og ved Kjølberg Broe og flere Steder. – Dog hvortil nytte nu alle disse Bestræbelser? hvortil gavner det, at saa mange brave Nordmænd har offret Fødelandets Frelse Liv og Blod? Maatte dog kun Forræderne blive dragne til det fortjente Ansvar! og maatte Nationen, ved haardelig at straffe dem, søge at afvaske noget af den Plet, som de have sat paa Folkets Ære. Mit Corps har under Krigen været beskjæftiget med at afgive Bedækning til Magaziner og Proviant-Transporter, at gjøre Vagter ved Lazaretterne o: fl: St:; jeg har i hele Uger i Rad ikke været af mine Klæder eller i Seng; vi har kun vexlet faae Kugler med Fienden; men dertil er vi da heller ikke egentligen bestemte. – Vor Fourage og en stor Deel af vor Avling er fortæret eller fordærvet af vore egne gjennemmarscherende Tropper. – Alles Forventning her er nu meget spændt og ganske henvendt til Storthingets Udfald. – I Christiania og paa flere Steder har yttret sig meget alvorlige Gjeringer, ja man har endog søgt at bemægtige sig en af de saakaldte Forrædere Generall: H........, der desaarsag hemmelig har maattet forlade Byen og nu opholder sig hemmelig et Sted langt op i Landet. – Hans Huus og Vinduer maatte undgjelde Herrens Forseelse. – Her seer Du alt det sørgelig politiske, jeg til Dato kan opvarte med; naar noget Behageligere indtræffer, skal jeg ufortøvet meddele Dig det; i det mindste skal Du faae Storthingets Forhandlinger ganske ferske, thi jeg agter under hele Storthinget at opholde mig i Byen. –
Nu til min huuslige Forfatning, hvilken det maaskee torde interessere Dig ligesaa meget at blive bekjendt med. – Jeg lever her saa godt, som man i denne Tid kan leve. Vel har Misvext i de afvigte Aar ogsaa rammet mig og rammet mig dobbelt haardt, fordi jeg har en saa betydelig Gaard; vel er mit Haab om at see den urimelige Afgift af Kaldet hævet (den er nu circa 23,000 Rd. D. C.) fleere Gange skuffet, saa at her vel ey heller bliver noget varigt Ophold for mig, kortsagt – vel føler jeg endnu tydelig nok, at vor Jord ikke skulde være noget Paradiis – men Gud skee Lov! jeg har et godt Humeur, – Penge har aldriig været min Orm og jeg lever særdeles lykkelig i min Familiekreds; og er jeg endelig ikke bleven riig paa andet, saa er jeg i det mindste bleven det paa Børn; thi jeg har nu 7, skriver syv i Live, hvoraf 4 Drenge og 3 Piger, og hvad der endnu er det bedste det seer ud til, at jeg i Aar skal gjøre saa god Avling, at jeg rundelig kan føde mig og dem; thi alleregentligst lever jeg af den store Præstegaard, hvorpaa jeg saaer indtil 70 Tdr. Korn af forskjellig[e] Sorter og føder 10 Heste og 36 Fækreaturer. Min kjære Hustrue forestaaer ene min betydelige Huusholdning, og vi befinde os begge vel derved.
Til Slutning maae jeg dog endnu fortælle Dig en synderlig Hændelse som dobbelt levende vakte Erindringen om Nordlandene og mine nordlandske Venner hos mig: samme Postdag nemlig, som bragte mig Brev fra Dig og fra Jentoft i Selsøevigen, bragte mig og en Skrivelse fra min Biskop, der nu tillige er Præsident i Collegiet for de geistlige Embedets Besættelse; heri spørger han mig, om jeg ikke, da jeg dog søger bort fra Enebak, ønskede at faae det ledige Ranens eller Hemnæs og Moe sognekald i Helgelands Provstie, i hvilket Tilfælde han bad mig indkomme med min Ansøgning desangaaende. – Vidste jeg nu kuns for det første hvorledes jeg skulde faae slæbt min lange Hale med mig derhen, og paa hvad Maade jeg skulde gjøre den lange Reyse og for det andet om I godt Folk der Nord vil have mig til Eder igjen, saa torde jeg nok endnu tage Tingen i Betænkning; og inden et Aar var omme, stoed jeg da lyslevende hos Eder paa Lurøen. – Dog angaaende det sidste kunde Du nok give mig Underretning, og med det samme fortælle mig eet og andet om Kaldet, som kunde interessere den, der søger det, saasom om Tienden hæves in natura, hvor stort omtrent Kaldet er og fremfor alt om Folkene ere saa snilde Gutter, som mine kjære Lurøeværinger; men alt dette maatte jeg da have strax og i det seneste inden Novb. Maaned. –
Nu Gud signe Dig, kjæreste Ven og Broder! Hils Din Cornelie og alle Dine Børn, samt enhver anden, der erindrer mig, og iblandt disse Jentoft, som Du maae meddele Indholdet af dette Brev, ligesom jeg, naar jeg tilskriver ham, vil paalægge ham at gjøre det samme mod Dig. – Min Kone og Jacobine beder hilse Dig med Hustrue og Børn paa det venskabeligste. – Min Kone paastaaer, at hun har tilskrevet din Madame et langt Brev, som endnu er ubesvaret. – Lev vel, kjære D! tænk engang imellem paa os, og vær hjerteligst omfavnet af Din troe Ven
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Statsraadets Forhandlingsprotokol for 1814, S. 144.