Engifte og mangegifte/2

Fra Wikikilden

Endnu lever folkeslag i og ved Europa, som ikke har årket at gjøre engifte til lov for flere end kvinderne; mændene lever i flerkoneri. Hos de beste af flerkoneriets folk, muhamedanerne, lever dog mange i lige så strengt engifte som de beste af os; de har tildels dannet sekt på det. Jeg talte nylig med en professor i Upsala, som har bodd længe blant muhamedanerne, og han sa, at engiftet hos dem er i stærk fremgang. Flerkoneriet forveker folket; det ikke alene slapper ynglingernes kappelyst og æresfølelse og gjør kvinden til en handelsvare, et legeme med saa og saa høj pris; men hvad som er det værste, et sligt harems-bur gjemmes bort, vinduerne vender ikke ud til gaden, men ind til gården; mændenes liv og idræt har ikke kvindernes årvågne øjne over sig, samfundet ligger i halvmørke. Vi behøver ikke at undersøge, hvad tab det blir, eller hvad for samfund har nådd længst, deres eller vore.

Amerikanerne har havt flerkoneriet iblant sig, ikke alene i mormonstaten, men, hvad vi har været uvidende om, i slavestaterne; det at eje slaver er uvilkårlig at indføre flerkoneri. Mange med mig har vist været højst forundrede første gang, de hørte, at den store slavekrig inderst inde også var en kamp om flerkoneri på grund af den demoralisation, som dette liv drog efter sig.

Undertiden glemmer vi rent, at moralen ér den øverste magt i vore samfund, saa det er en vederkvægelse at se, hvorledes denne sag, som alle fra først af overså, i mindre tid end én menneskealder blev større end formue, velvære og liv! De kvinder og mænd — for det var vitterlig kvinderne, som først tog forargelse og vakte mændenes, det var også i denne sag, at de første gang trådte offentlig op —, de kvinder og mænd, som begyndte denne store åndskamp, fik i førstningen ingen til at høre; men da de nådde så langt, blev de overhøljede af hån og foragt som dem, der vilde menneskenes frihed og ejendom tillivs. De stempledes som fædrelandsforrædere, der sprængte staten i to, hvad som tidlig skjøntes at bli følgen, hvis slaveriets afskaffelse blev lov. De havde derfor alt af anseelse imod sig, prækestolene, domstolene (således en ved sin uretferdighed oprørende højesteretsdom!), pressen, kongressen, senatet og regjeringen, og efterhvert som kampen steg, blev mange af dem drfæbt partierne holdt møder, der talerne for slaveriets afskaffelse blev skudt på[1]; i et enkelt distrikt, som endnu ikke var stat, Kansas nemlig, førte partierne åben krig. Disse modige foregangsmænd og foregangskvinder rejste det amerikanske folks samvittighed mod slaveriet! Da slavestaterne brød løs fra forbundet, la arbejder, håndværker, kjøbmand ned sit værktøj og sin bedrift og lod sig indøve i vaaben. Slavestaterne havde sørget for, at overmagten i officerer, krigsmateriel og festninger var på deres side; nordstaterne tabte også det første år og lit paa det andre. Men så langt ifra, at dette gjorde dem modløse, samlede de sig bestandig flere, og de endte med at slå dem og slå dem atter, til alle slaver var fri. Hvad for fred påla så sejrherrerne? Fangerne fik gå, også hærførerne, ogsaa oprørets regjering; de havde tabt, og det var deres straf. Ikke én strimmel land toges, ikke én skillings vederlag, — slaverne blev borgere; dette var krigens mål, og det var nådd. Verdenshistorien ejer intet større vidnesbyrd om krig for et moralsk princip, eller om en fredslutning, som strengt holdt sig alene til det.

Jeg har været lykkelig nok til at komme sammen med en og anden af dem, som dengang var med at vække det moralske ansvar; nu sist i Paris med Elisabeth Stanton. Jeg har hørt dem tale om flerkoneriet, som endnu har deres harm fra da. For at gi et skjøn om denne harm skal jeg citere noget af Robert Ingersoll; det ryger af hans ord som af en slaglinje. Han siger: „Alle verdens sprog kan ikke male den fordærvelse, flerkoneriet drar ind over samfundet; kvinden blir et bytte for list og magt, manden glir fort bagover igjen i vildskab og forbrydelse. Af min sjæls dyb hader og forbander jeg enhver samfundslære, som ikke gjør et rent og helligt hjem til hjørnesten. Al civilisation hviler på familjelivet, dyderne gror omkring det, sætter klase og blomst og dufter ind over arnen, der én mand elsker én kvinde. De rigeste ord i verden er: min forlovede, min hustru, far, mor, mit barn. Uden disse ord er verden bare et lejested og menneskene bare dyr“.

Hermed er vi nådd frem til det, som jeg nærmest har trådt op for. Det flerkoneri, som mange af os har drevet i ungdomstiden, er det ganske uden skade, sætter det slet ingen mærker? Eller slettes disse mærker ud, straks en bliver gift? Er virkelig endnu nogen så dum at tro det?

Det at dele sig ud i småt til mange gjør styrkekilden i vor natur til vor største svaghed, leder kjærlighedstrangen vild og forfalsker skjønhedslængslen. For at ta det siste først: tror nogen, det er lidet, at skjønhedslængslen forfalskes? I den alder, vi fremfor enhver anden kan kalde grundlæggelsens, fordi da går alle indtryk stærkest ind til viljen, i ynglingealderen nemlig, har netop vor skjønhedsfølelse den stærkeste magt over os; den afgjør enten rent alene eller ihob med andet, hvad vi vælger og vrager. Vi er i den tid som et piano, der stemmes streng for streng, flere i hver tone; i hjem, i skole, i omgang, i hver bog, hver begivenhed, som ildner vor hu, stemmes vi, indtryk for indtryk. Og så hænder noget, — noget på snigveje, mod samvittighed, mod forældre og godt selskab, noget, vi skamrødmer ved, — hænder, fordi vor fantasi blev smittet af rådden snak, forført af slet omgang, fristet i sin drift, så den skilte sig ud fra det rene i vor skjønhedstrang. Dette virker fuldstændig som gjordes vort væsen ustemt. Blir det ved indtil forhærdelse, så er vor evne til valg mellem stygt og vakkert virkelig skadet, med den vor moralske dom i valg mellem ædelt og råt. Mangen en mand har gjort et galt livsvalg, fordi han var skjæmt i sin skjønhedsfølelse. Og det viser sig i mere end i det. Det nytter os ikke, som vi ofte gjør, at pege på mænd eller kvinder, som har „fin smag“ eller som endog skaber store skjønhedsværk, trods at de har ført et urent ungdomsliv. At sammenligne sig med de stærkeste er altid farligt. Ingen ved forresten, hvor meget finere deres smag havde været, eller hvor meget større kunstværkets naturlighed og sindsmagt, om deres eget sind havde holdt stemning. Desuden kan den, som er sjælekjender, se det straks i smagen som i værket, at her har noget været skjæmt; et urent sind sætter altid mærke; der må gode barnehænder og megen tro kjærlighed til for atter at lokke hel velklang. „Den rene er den stærkeste“, siger Zola, og det gjælder især i dette strøg. Den store menneskekjender Balzac taler om „den hvide magi“, at dens tryllekraft er over al anden; den sorte, den dæmoniske kommer ikke op. Tusene af legender helt fra Indiens Sakuntala til Englands David Copperfield skinner af denne sandhed som den højeste, menneskene har levet sig til.

Og kjærlighedstrangen? Hvem har en skjønnere end den unge mand, som går ud af et godt hjem? Der er ikke grænse for, hvad offer han havde lyst til at bringe, når hans hjerte gribes. Denne ædle trang ledes „i den grundlæggende alder“ ind på en afvej og taber sig i ufyse. Altfor ofte mister den sin kraft, i hvert fald er den skadet i ungdomstiden; vi kan sjelden høre koldere, hårdere domme, egenkjærligere, grusommere spot end unge menneskers, som har forrådt sin kjærlighedstrang til skjøger.

Efterhvert som alt til kjønslivet hørende blir bedre undersøgt, vil man også bli klarere over, hvor umuligt det er at gi efter i noget så centralt for væsen og vilje, uden at man øves op til at gi efter i mere. Her er dybe love, som en for en vil lægges åben. Jeg skal pege på en par. Vi læste som barn om hine østerlandske og romerske despoter, som var så grusomme; vi læste, at de tillige var så vellystige. „Vellyst og grusomhed følges ad“, stod der. Vi skjønte ikke sammenhængen, før vi blev voksne, og kanske mange af os ikke da heller. Jeg for min del anede ikke, hvor dyb den var, før jeg læste hos Darwin, at sansynligvis stammer den fra en tid, da hannerne dræbte hverandre i kamp om hunnen, der sad og ventede på sejrherren; der er blodsmag i det. Og forfængeligheden! I den grundlæggende alder (ordet kan ikke ofte nok gjentages) blir den så uudslettelig stærkt indøvet ved at vi på disse veje stadig har os selv som på udstilling. Så stor er magten, den får over os, at længe efterat vi har vundet herredøme over vor sanselighed, narrer den os ind i det meste af vor fortræd.

Se til et folk som franskmændene, der den mandlige ungdom åbenlyst gir sig hen til mangegifte i den grundlæggende alder. Helt sikkert vidner historien (og især enkelte mænds og kvinders efterladte optegnelser), at også hos dem har sædelighedsarbejdet fremgang; bare fra forrige hundreår og til nu er den betydelig. Endvidere ser vi, at fordi ungdommens mangegifte hos dem foregår åbenlyst, tar dette folk ikke så dyb skade på sin samvittighed, sin sanddruhed, sit mod som vor, der altid må ind på snigveje. Men ustadigheden af altid at skifte gjenstand, og behagesygen, forfængeligheden af altid at skulle erobre en ny er større end hos noget andet folk. I mangegiftets kapløb gjennem tusenår er navnlig forfængeligheden vokset op til en sådan alt andet overragende magt, at den tør kaldes dette prægtige folks værste fiende, — man kunde fristes til at sige deres eneste; den har skaffet dem alle de andre.

Jeg henviser i så henseende til folkets levnetsløb. Hvad er et folks offentlige liv andet, end de enkeltes private én gang til? For ikke at gålænger tilbage end til Frants den første, Henrik den fjerde, Ludvig den fjortende, femtende, revolutionens handlende mænd og tilsist kejseren... for en forfængelighedens udstillingssyge med grusom foragt for menneskeværd, — for en forfængelighedens overdrivelse indtil selvødelæggelse! Det påskud, som „den tredje“ kejser tog til den siste krig — atter igjen for en samvittighedsløs forfængelighed, for en sikker regning på nationens, for en hovedløs overvurderen af egen kraft og blindhed for andres. Republikken — om den skal bli republik, altså noget mere end kurator i det monarkiske opbudsbo, — republikken vil vinde, dersom den tør gå ikast med nationalforfængeligheden i hævntanker, kolonisationsforetag, embedsluksus, kostbare statsvaner, pralende hær og flåde; — om den for alvor vil demokratisere. Uden det kan vi på forhånd spå dens endeligt ved de utålmodige, som er de lidende.

Når den tid kommer, at man i historien søger efter personligt ansvar med større sjælekundskab og derfor på en kraftigere måde end hidtil, hvad vil her ikke opdages! De største afgjørelser for folks skjæbne i hundreår vil f. eks. kunne føres tilbage til et enkelt eller et par menneskers stormandsgalskab. (Som vi alle ved, har stormandsgalskaben sågodtsom sin eneste årsag — arvet eller selvskyldt — i den store kjønssygdom). En læge, som var en skarp sjælekjender, har engang gjort mig opmærksom på historiske skikkelser, som i ord og handlinger på det mest slående viste stormandsgalskaben; med disse mærker som vejledere kunde vi ane, hvad denne ene sygdom har ødelagt for folkenes arbejde og fremgang! Og vi behøver aldeles ikke at tænke os til langt bortliggende land eller til store krige for at finde sygdommens udslag i politiske begivenheder. Men for ikke at forarge skal vi bli i det fremmede, — og ta en anden følge af ungdommens almene mangegifte, nemlig manglen på selvstyre, på mådehold. I den grundlæggende alder at gi efter, atter og atter gi efter, det blir, som vi har sagt, til indøvelse i at gi efter i mere, straks lidenskdben kommer over en. Ser den ellers så selvagtpågivne, omhyggelige, ordentlige franskmand! Tar lidenskaben ham, så taber han alle disse egenskaber, d. v. s. al modstandskraft; så åbner sig en afgrund lige ved siden af ham, og han styrter i. Denne afgrund flytter med ham, hvor han færdes, ind i den offentlige forsamling, der han kan bære sig ad som gal, ja, ud på slagmarken. Afgrunden oplader sig og sluger tusener, just som fedrelandet stærkest trængte til roligt mod. Frankrigs store forfattere har endelig opdaget afgrunden, og vi kan sige, at det stinker over al verden, af hvad de nu drager op af den.

Ej heller bør vi glemme blant de følger af indøvet mangel på mådehold, som går langt ud over kjønslivets grænser, at en mands livsevne løber ud, just som den stærkest trængtes. Mirabeau samlede i sin sjæl alle stråler af revolutionens omskabelsestrang; da han faldt, blev der mørke og strid; men han faldt af mangel på mådehold. Gambetta var den tredje republiks strålende, geniale foregangsmand; han gav den både mål og ære; nu ligger den fast i et uføre. Men også han faldt af mangel på mådehold, faldt ligesom Mirabeau, da han stærkest trængtes til.

I vesten af Amerika skulde en berømt politiker gjenvælges til senatet i Washington; valget foretages, som vi ved, af vedkommende stats lovgivende forsamling.[2] I denne rejste sig en ætling af en gammel puritansk familje op og sa: „Jeg har set vor berømte politiker i Washington gå fra et gilde til et offentligt hus; men den, som kan bedrage sin hustru, kan bedrage fler“. Kandidaten blev ikke gjenvalgt. Når kommer den tid, at dette mål blir lagt på os alle?

Al fremgang har kraft til selvstyre som første vilkår; derfor skulde den afgjørende indøves i den grundlæggende alder, indøves stærkest i dette, det mest centrale for væsen og vilje. Vi kunde dra frem følgerne også i det private liv af, at dette forsømmes, følgerne i den upålidelighed og karakterløshed, som alle klager over, men hustruen og barnene højest, — i den nervøsitet, som slægten lider under, i det tab af overskud på livsglæde, som præger familjeliv, omgang og literatur. Men dette er ypperlig gjort af samtidige forfattere; jeg går det helt forbi for at feste synet på noget, som sjeldnere ses, og som især kvinden lader, som hun ikke ser, selv når hun ser det.

Det er, at en vel indøvet flerkonemand aldeles ikke er ferdig med det, fordi om han blir „lovlig“ gift. Hvad er det? Det er at elske kjønnet, og det er selvsagt, at ingen vielsesattest gjør ende på det. Er han ikke så heldig at få en hustru, han iallefald efterhånden lærer at elske, barn, han skammer sig for — jeg kjender rørende eksempler på det —, eller en stilling, han ikke tør sætte på spil —, han forgår sig, og det helt opi oldingealderen; for det slutter ikke. Selv om dette altsammen er tilstede, han forgår sig ofte endda; lysten er der altid, og alene omstændighederne redder ham. Dette skulde manden tilstå og kvinden vide, og ingen lege skjul med. Var det alment kjendt, hvorledes det er, vidste navnlig den gifte kvinde, hvor ofte, og hvor naturligt det er, at hun bedrages; eller fandt manden mod til for slægtens skyld at tale ud, idet han nemlig turde gi sit bidrag til, at slægten kunde nå længer, end han havde nådd, — å så behøvdes neppe mere! Så vilde det tænde med tunger og slå med skam. Så vilde mange hjem ryddes for en magtfuldere opdragelse end den som nu kaldes så. Kanske skete der da revolution i skolen, vi stunder så inderlig efter den; kanske fik endelig literaturen og kunsten noget af „den hvide magis“ kjæmpekraft, og bladene vågede ikke som nu at la det gli, eller endog selv at tilsøle fantasien.

Lad os endelig her ikke bare tænke på flerkonemandens eget hjem, og hvad der ødelægges — på forhånd eller når han er blit husfar; lad os vel så meget tænke paa deres hjem, som han slår ned i. Det er en skam, når selv præster har rejst sig mod mig med den indvending, at her kan ikke stilles samme krav på troskab til manden som til kvinden; når kvinder forgår sig, så smittes hjemmet. Det smittes kanske ikke, det hjem, hvis kone eller datter det går ud over? Hvem er det især? Vore tjenestepiger, sypiger, arbejdersker. Også de blir engang „lovlig“ gifte; selv prostituerte kvinder blir det, så lidet er endnu ansvaret. Vi kjender jo arvelighedslovene, vi ved, at dette blir letfærdighedens arv ned i afkommet. Denne flerkoneriets årvisse underminering af samfundet vil en dag vise sig forfærdelig; det kommer til at sprute os om ørene; i de store byer truer det stygt.

Jeg slutter ikke denne part af udredningen, før jeg har mindet om flerkoneriets høst af kjønssygdomme. Vi nævnte før „stormandsgalskaben“, en af disse afledet sygdom; den er stærkere udbredt, end mange skjønner. Vi ser i det hele tat så dårligt, når det gjælder dette strøg; det er først nylig tat alvorlig under arbejde.

Som jeg holdt på at forberede, hvad jeg her går over til, nævnte sig en kvæld nogle navn, — venners fra min ungdom, og efter dem fleres, deres navn, som blev dræbt eller gjennemskudt i sin livskraft af den store kjønssygdom, og som er komne til min kundskab nu i en menneskealder. Naturligvis huskede jeg dem ikke alle, men bare dem jeg huskede — for en skare!

Og blant dem så mange begavede! Disse er de kraftigste og farer derfor ofte uvornest, så det tab, samfundet lider på denne ene konto, er langt sværere, end man i almindelighed forstår. En, om hvem jeg trygt tør sige, at han havde alle vilkår i sig for at bli et verdensgeni, døde ganske ung af denne sygdom, dog ikke før han var en berømt mand. En anden landsmand, som nådde verdensry, ligeså.

Ingen må tro, at denne sygdom er en slags plebejer; den er rundt om os i alle samfundets lag, og den når op til tronen med. Jeg talte engang med en kjønslæge, som nu er en af Nordens største operatører. Vi kom ind på forslaget om de kortvarigere forbund mellem unge mænd og kvinder, som nylig er gjort, og vi var enige om, at for de fleste kunde dette bli en glidebane. Han sa da, at om intet andet talte imod slige forslag, så vilde det, at også kvinden lettere kunde smittes, være mere end grund nok; for så fik hun enten intet barn eller ofte de elendigste.

Vi kjender ikke til, hvor indgående denne sygdom i den sidste tid er studeret og dermed gjenindsat i den rædsel, som der med rette skal stå af den. Vi ved ikke, at disse dårlige tænder, øjne, øren er selvødelæggelsens arv til os fra nogen før os; at disse græsselige benskader eller anden legemlig vanførhed, som udstiller sig i gaderne, i almindelighed også er derfra. Jeg tror, at slige bøger, som nogen af de siste fra franske fagmænd, skulde sammendrages og overføres på vort mål. Intet vækker samvittighederne således som viden.


  1. Den bekjendte Parker sa ved en slig lejlighed: »Vent til jeg har talt!« — og han nævnte gaden, han gik hjem gjennem. — En anden taler sa, da de skjød og ikke traf: »I træffer ikke engang!« — og talte videre.
  2. Wikikilden: Det 17. grunnlovstillegget endret denne praksisen, og fra 1913 velges ikke lenger amerikanske senatorer av den enkelte stats lovgivende forsamling, men ved folkevalg.