Engifte og mangegifte/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvorledes skal vi gå ikast med det mangegifte, som sætter så dybe mærker i slægtens karakter og ødelægger dens helse?

Det gjælder her at møde ligegladhed og håbløshed — langt mere end at modlægge dem, som tror, botemidlet er at gi fuld frihed. Det siste er imod ægteskabets historiske fremgangslinje; det går aldrig. Men den, som hver gang denne store sag kommer på dagsordenen, overvældes af de oplysninger, som da styrter over en og taber troen på den sikre fremgangslinje, eller synes, at noget særskilt arbeide ikke nytter, ham maa vi prøve at gi håb og mod.

I London drar den dag idag en mand omkring med en håndvogn, som der står et stort bur på, og i dette en hund, en kat, nogen rotter og mus, en del småfagl. Når det er koldt, slutter hunden og katten sig sammen, og rotterne, musene, fuglene tyr til disses varme pels. Således kan tusenårs fiender gjøres til venner i ét eneste slægtled, og endda tviler nogen om opdragelsens magt?

Dengang de videnskabelige bevis for arvelighedslovene blev alment kjendte, opgav mange troen på den; alt var arv, og mod den nyttede det ikke at stride. Men efterhvert som man trængte dybere ind i emnet, fattede man, at arvkrydsningen er så rig; man kan gå ud fra, at ingen eneste bare har dårlig arv; det gjælder i hvert enkelt tilfælde at finde de tråde, som kan tvinnes sammen til at bli de stærkeste. Så langt fra er det, at arvelighedslovene gjør opdragelsens arbejde unyttigt, at de tvertom tilfører det den største hjælp, ja, kommer til i meget væsentligt at omgjøre den.

Vi har glat væk gåt ud fra, at hver mor var den beste opdrager af sine barn. At hun kan være det, ved vi alle; men at hum altid er det? Hvem blir fortrinsvis gifte? De vakreste og de rigeste, d. v. s. de, som gjerne har været foretrukne og forvænte, og altså hverken har det tålmod eller den selvfornægtelse, som er vilkår for opdragelse, ej heller den menneskekundskab, som skal til. Det er nemlig ikke dem, som altid bydes op, der ser best, det er dem, som sidder over; de opdager selskabet. Så det hænder altfor ofte, at en hustru selv må gjennemgå en grundig opdragelse, før hun kan opdrage andre; det hænder altfor ofte, at barnet arver moderens fejl, og så banker og kjæler moderen dem ind i barnet én gang til. Og hvor liden den er, den viden, som en ung hustru går til opdragelsen med! Hvor skulde hun også ha lært den, hvis hun ikke har havt fire-fem søsken efter sig? Hun ved neppe, hvordan et barn skal stelles og linnes, end sige det videre. Hvad særskilt det angår, som vi her har for os, henviser jeg til en bog af doktor i medicin mrs. Blackwell (i forkortet stand oversat på dansk, Glads forlag, Kjøbenhavn), der det fortælles, at allerede mens barnet ligger i bleerne, må der tas hensyn til det, som skal forberede en sædelig opdragelse. Hvor mange mødre ved sådant? Men med den kunskab, vi nu begynder at få, vil forældre spørge sig selv, om de også er de beste opdragere, eller om de ikke må søge hjælp. Navnlig når det gjælder fortrolighed, som er et uomgjængeligt vilkår langt ind i den voksne alder, — savner forældrene evne for den (og det kan jo let hænde), så skaf en, som har den! Med fortrolighed menes ikke alene fra barnets side, men der må tales åbent med barnene om arv, som de skal komme over. Opdragelsen må bli årvågent samarbejde. Arvelighedslovene tilsiger dette.

Den skjønneste, fortrøstningsfuldeste af alle disse love, den om „varieringer“, har i senere tid været nægtet, men er blit hævdet med uimodståelig styrke. Jeg ved, at jeg kan eftervise den i min egen familje; de fleste af Dem vil kunne gjøre det i Deres. Loven er, at om jeg har arvet et godt anlæg og arbejder dette ud, mens jeg er ung, til en stor ferdighed, til en talent, og jeg senere får barn, så kan barnene arve, ikke alene af anlægget, men af den kraft, jeg har lagt i arbejdet. Når man miskjender loven, kommer det vist især af, at man vil se anlægget arvet i nøjagtig samme form (f. e. et kunstanlæg), mens indvirkning fra anden kant naturligvis gjør, at det ofte optræder i en anden. — Og på lignende måde: om jeg har arvet et dårligt anlæg og i tide arbejder dette væk, fordi jeg har havt forstandige opdragere, som har sagt mig, både at jeg havde det, og hvem jeg havde det fra, og har bedt og velsignet mig om at komme længer end f. e. de selv har årket; om jeg var så heldig at vinde over det og gjorde dette i ung alder, så kunde barnene arve af den styrke, jeg la i arbejdet; for dem faldt det altså lettere. Ikke alene har jeg så strævet for mig selv, men for min slægt i næste led og derved for alle etterfølgende. Når denne store lov blir lært i alle skoler, præket i alle kirker og praktiseret i hjemmene; når den blir så alment kjendt og trodd, som arvelighedens almindelige nu er, da vil den alene omgjøre opdragelsen.

Vi nævnte skolen og kirken. Hvem er det, som i reglen nu gjøres til skolemestere? De, som har aflagt gode kunskabsprøver. Er det det samme som at være en god lærer? At forstå at gi barnet en lekse, gå den vel igjennem og så pille den ud af barnet igjen — er det nok? Det kan enhver træhest øve sig op til. Nej, alene den er lærer, som i den hellige time, han eller hun har barnets sjæl åben i tro og videlyst, ikke alene forstår at lægge emnet klart tilrette, men i og med emnet skinner af lære og væsen således på barnet, at det får lyst og tro på mere end lærerens ord. Alene den, som kan dette, er „skolemester“, og andre skulde aldrig bry sig med det. Med andre ord: indi enhver lærer må der være en opdrager; han må være et etisk talent. Vi nævnte før, at talent var at arbejde et anlæg op til en stor færdighed. Nuvel; der er hele slægter, som er komne længer i det gode end andre, og blandt disse igjen er der somme, der er det så helt, at det at tale med dem er at bli klar, og det at omgås dem: aldrig at ha lyst på andet end godt. Disse er etiske talenter. Alle som én har de kald for og hug til lærergjerningen; men der er noget i vor måde at ta denne på, som holder de fleste borte.

Jeg stod engang i skolen hos et etisk talent, en liden skole, som kunde overses. Jeg sa, da vi kom i énrum: såvidt jeg forstår, er der ingen på denne skole, som driver selvbesmittelsens last. Nej, svarte han, den tror jeg, vi har fåt ud. — Hvorledes det? — Jo, jeg kan, tror jeg, lægge armen om et barns hals og tale sagte med det. — Det er vel ikke gjort med det? — Nej, så prøver jeg at tale åbent om dette med dem alle. Og nu er det kommet derhen, at barnene passer på hverandre; ingen kontrol er så stærk som barnenes indbyrdes. — Han la til, at denne last kommer ikke af naturtrang; naturen retter sig selv. Den er i den grad ikke naturtrang, at ingen, som ikke har været ude for et ondt tilfælde, kan komme på det, uden at nogen anden lærer dem det. Men denne last herjer de fleste skoler, den er ikke til at rydde ud, — så lidet løser skolerne endnu sin etiske opgave. Vi sender barnene did for at bli bedre — og sender dem altfor ofte ind i hin last, som er indgangen til flerkoneriet og dermed opøvelse i den karakterløshed og upålidelighed, som gjør livet så uudholdeligt.

Når skolen engang ordnes af etiske talenter frit efter deres egen vilje (og dertil kommer det senere eller tidligere!), så vil ikke alene al slags idrætsleg og legemligt arbejde bli dele af opdragelsen i skole som hjem anderledes end nu; men man vil ikke kunne tænke sig en skole uden en læge som lærer, vel at mærke: en læge, som selv er et etisk talent; der er nok af dem, som ikke er det. Kvindelige og mandlige læger. Skolerne må bli fællesskoler, der kjønnene fra unge af kan lære at omgås hverandre som kammerater og ikke som nu stå skilte og se på hverandre som rare fugle og få fantasier deretter.

Men sålænge skolen ikke engang har opdragelseslære som fag, skjønt det at vide at skjøtte sin legemlige og åndelige helse (og sit afkoms) er det vigtigste af alt (Spencer), så kan vi ikke vente øje for det mere.

Også i forholdet til præsten følger vi nu en tradition. Det at kunne holde en tale er blit hovedsag; men det at være i samfund med sine trosfæller (og dette er ikke alene hovedsagen, men hele sagen) er sjeldent. Første vilkår herfor er at begynde med barnene. Som nu at overgi indøvelsen i kristendom til enhver, som har aflagt eksamensprøve i religionskunskab, er mere end letsindigt. Enten har barnet fåt et gudsforhold, som det gjælder at styrke, eller dette skal først stiftes; begge dele kræver særegne anlæg og livserfaring. Sådant har flere i menigheden, kanske især kvinder, og disse må hjælpe præsten (som i Amerikas og Englands søndagsskoler). Lad så skolen være skole og indøvelsen i kristendom noget helt for sig. Kanske ungdommens hang til det, som ender i flerkoneri, da fik modvægt, — på den ene side i virkelig viden, på den andre i et alvorligt gudsforhold.

Men det forstår sig, at grundvilkåret herfor må være den lille præst hos de få og ikke den store præst for tusen i en stor menighed.

Jeg spår, at vokser det krav op til at bli alvorligt, som nu stilles til ungdommens sædelighed, så vil det omgjøre vor opdragelse, vor skole og vor kirke.

Og det vil gjøre mere.