Engifte og mangegifte/1
Menneskeheden går efter store fremgangslinjer; dermed mener vi den vej, som forholdene nøder naturvilkårene ind på, og som de også nøder dem til at holde. Vejen går ikke lige, men i buer; det ser ud, som gjorde naturvilkårene forsøg på at bøje bort og kunde ikke, eller som om hvert fremsteg fulgtes af tilbageslag, men at det, som da lærtes, skyndte stærkere på til nyt fremsteg.
Somme mener, at de store fremgangslinjer ikke er så tilforladelige, som de ser ud til; hvad for en har været dybere eller er ældre end den religiøse linje, idet religionen oprindelig har været den største samfundsdannende magt, og dog ser det ud til, at nu kan den forlades. Men dette er en vilfarelse. Det, som er den inderste vilje i al religion, er at binde samvittigheden i ansvar, og dette øges altid. Den snevre ansvarsfølelse, som forfædrene i ældre tider troede at kunne nøje sig med, overgås langt af det moderne samfunds. Og selv om det uendelige og evige tages med, — i vore dage er dette mere end emne for blind tro; det bevises af slægtens største tænkere at være der. Rundt omkring og midt inde i det, vi ser og fatter, er noget med, som vi ikke ser og ikke fatter, det ved vi nu alle. Former og læresætninger skifter, men den hellige ansvarsfølelse stiger; ligesaa er følelsen af det uendelige og evige større, højere. I vor omsorg for slægten og staten mødes begge med en styrke som aldrig før.
Man nævner kongefølelsen som den magt, der næst religionen har grundlagt samfundet, og som næst den, ofte over den, har været plejet med størst omhu, men nu er i mærkeligt aftagende, — hos mange folk er den udslukt. Sandt nok; men hvad var det væsentlige i kongefølelsen andet end statsfølelsen, fædrelandskjærligheden, og når disse har skilt sig ud, må ingen undres over, at selve kongefølelsen er blit tynd. Her har atter formen skiftet, men den hengivenhed, som samler et folk om dets opgaver, har aldrig været så almen eller så inderlig.
Med menneskehedens andre store fremgangslinjer på samme måde; man kan se, at de stundom bøjer et stykke til siden, men altid for kraftigere at bøje ind igjen; man kan se, at tænkningen slipper former og billeder, som den lidt om senn har vokset fra; men aldrig, at den slipper retningen. En af disse fremgangslinjer er ægteskabets. Vi kjender ikke menneskehedens ælste historie; følgelig heller ikke deres ælste sæder; men om et par af racerne tror vi at vide, at overgangen til fast ægteskab skete gjennem stammoderen. Ved hende fik barnene hjemstavn, slægt og arv, saa længe det var mindre sikkert, hvem faderen var; ved hende holdtes familjen og samfundet ihob, idet hun altså uvilkårlig blev den, man bøjede sig for som den øverste.
Vi kjender intet til det omkast, som gjorde manden til familjens og samfundets overhoved og hustruerne til hans ejendom. Saa meget skjønner vi, at hans sejr har støttet sig til et stort, nyt religiøst system; endvidere, at den således vundne samfundsstilstand har holdt sig i tusenår; for den overgang i tænkning og sæder, som fod for fod gjør kvinden til mandens jævning i anseelse og ret og sætter op, at der skal være én hustru hos én mand, den har alt gåt på i tusenår, uden at den endnu kan siges helt gjennemført hos et eneste folk.
Historisk ses fremgangslinjen tydelig: den går mod altid strengere éngifte. Kvinden, som i så langt et tidsrum har været optugtet til troskab mod én, er naturligvis derved kommet længere end manden og virker paa ham. Siden naturvidenskaberne på en slående måde har irettelagt arvelighedslovene, der gjør mådehold til skyldighed mod slægten, har dette rejst en stærk bevægelse. Navnlig blandt de angelsaksiske kvinder har man med stor kraft gåt over til åbent arbejde for samme sædelighedskrav til mand som kvinde. Fra dem har bevægelsen nådd frem til vore.
Somme påstår, at naturvilkårene kræver kjønsomgang allerede ved overgangen fra barn til halvvoksen, d. e. ved den såkaldte mandbare alder, og at megen åndelig og legemlig usundhed, tildels endog sygdomme, skriver sig fra, at dette naturkrav overtrædes[1].
Herom har jeg henvendt mig til zoologer og læger (og det i flere land for ikke at falde op i en ensidig ring). Hvad jeg nu meddeler, er de fleste af dem samstemmige om. For at begynde med dyrene, finder vi, at i fri tilstand enten mælder trangen sig først ved fuldvoksen alder, eller nødes de af de stærkere til at vente. Og om husdyrene, som vi for vindings skyld har vænnet til at begynde tidlig, og som lever under slige kår, at de må kjende trang til det, om dem ved vi nu, at afkom af fuldvoksne dyr gir den stærkeste race, så kappestriden har nødsaget opdrætterne til at ændre fremgangsmåde. I Norge er hele koslag blit små, underordnede dyr, fordi parringen begyndte for tidlig; ligeså med hesteslag. Man maa ikke her lade sig overtale af en enkeltstående undtagelse, som det da overhovedet er farligt at ta de stærkeste eksemplarer frem for ved dem at bevise, hvad en race kan tåle.
Om menneskene ved vi, at de lavere, d. e. vilde folkeslag oftest begynder svært tidlig; men vi ved tillige, at jo tidligere de begynder, jo tidligere blomstrer de af. Klima og øvrige vilkår virker ind. De civiliserede folkeferd har gjort samme rønsel; nemlig at især kvinder skades af for tidlig omgang, og at barn af sunde, fuldvoksne forældre er de stærkeste i livskampen. Naturvilkårene tilsiger altså afholdenhed indtil fuldmoden alder; men vi har lært at krydse naturvilkårene.
Somme svarer hertil, at trangen til omgang melder sig hos dem, som er stærke — de svage tales der ikke om — nu som før ved mandbar alder, som engang var den tid, sund ungdom kunde gifte sig; nu kan dette ske først langt senere, og imidlertid hjælper naturen sig, som den kan. Denne selvtægt er følgelig forholdenes eget bud. Det gjælder derfor at slå ned fordommen og vinde frihed. Som vi har vundet den i det politiske, religiøse, sociale, skal vi også prøve at vinde den i det sædelige. Engang var fuld afholdenhed livet igjennem det højeste bevis på fromt liv; dette har vi fåt ende på; vi skal også få ende på den fordom, der f. eks. nægter kvinden at følge sin trang; hun må i det stykke vinde samme frihed som manden.
Om det, man her gik ud fra, var sandt, så kom det endda an på, om slutningen blev den, som her er gjort. Forholdet er nemlig følgende: Højere dyr bruger en længere tid for at bli fuldmodne end lavere; de højststaaende forholdsvis en meget lang. På samme måde aftar avledriften, såat de højeste har sparsom afkom med lange mellemrum, de lavere og laveste en overordentlig rig med korte mellemrum. Udviklingens indflydelse på avletrangen synes altså at være den stik modsatte af den, de andre gik ud fra, og den kan selvfølgelig heller ikke hos menneskene være anderledes. Dette viser sig rigtig. Har kravene på udvikling skudt vilkårene for ægteskab længer og længer ud, så har grænsen for fuldvoksen alder flyttet efter. Hos os er manden ikke fuldvoksen før omkring fem og tyve årsalderen, og kvinden ikke før omkring et og tyve års. Og mens de lavere stående folk, ifølge Darwin, har et utal af unger, viser de højere mådehold. Trangen til tidlig omgang må derfor bero på en opøvelse, ikke på naturkrav; følgelig er den til at komme over.
Hvad særskilt vor stamme, germanerne, angår, så skrev Tacitus for henved to tusen år siden om den: „Én kvinde én mand som ét legeme, ét liv, paa det at deres tanker og begjær ikke skal gå videre, og at de skal elske — ikke manden som mand (alene), men i ham ægteskabets hellige lov“. Og han fortæller udtrykkelig, at germanernes „lange ungdomstid“ kom af „deres sene gifte“. At rose et folk for at ha „en lang ungdomstid“ er at nævne det højeste bevis på dette folks kraft, og at sige, at denne kommer af „deres sene gifte“, er at kjende lovene for racens forædling. Blant sakserne, englændernes forfedre, var det fastslåt, at Ungdommen skulde Være afholdende indtil det fem og tyvende år — „for“, som det heder, „at få større muskelkraft, højere vækst“ og dermed naturligvis også ypperligere afkom. Jeg skal ikke her komme ind på, hvad som voldte, at ætten tabte sans for legemskraftens fremgang og derved bragte hine sæder og love i forfald; jeg skal alene minde om, at nu fatter de fleste, hvad her er forsømt og glemt. Englands og Amerikas idrætsmænd og sportsmænd har delvis optat samme lov, og med idrætten og sporten vil den vinde hævd igjen overalt. Når vi taler om vilkårene for et lands forsvar, så står vi her foran det ypperste, og det vil være en hæderfuld opgave for de små folk på denne vej at gjøre deres ungdom én gang til så stærk.
Kjønslig afholdenhed gjør ikke sygelig, gir ikke visse sygdomme, når livet forøvrigt er forstandigt. Blegsotten,[2] som engang almindelig sagdes at „gå over, når en blev gift“, har Virchow (og efter ham flere) vist at ha helt andre årsager; såvel gifte som prostituerede kvinder kan få blegsot, ja barn på otte år. Megen uren tale, megen usund literatur er dræbt af denne ene oplysning. Om mændene hed det længe, at de kunde bli sindssyge af kjønslig afholdenhed; videnskaben satte op en rubrik i sygestatistiken: sindssyge af afholdenhed. Den er yderlig tynd. Jeg tænker, man snart blir enig om, at af afholdenhed er ingen blit sindssyg, men vel af at sætte sin fantasi på det. Herom senere. Sæt din fantasi omtrent på hvad du vil, og du kan gjøre den til fordærv for dig. Vort norske medicinske fakultet har afgivet følgende erklæring :
„Den i den senere tid her og der fremkastede påstand, at et sædeligt levnet og seksuel afholdenhed medfører fare for helbreden er efter vor enstemmige erfaring urigtig. Vi kjender ikke noget tilfælde af sygelighed eller sygdom, der må eller kan siges at være forårsaget af rent, sædeligt liv“.
Vel at mærke: her står ikke „mening“, men „erfaring“, og derved må vi huske, at flere af disse mænd er ældre med stor medicinsk erfaring og med den rigeste lejlighed til at udskifte den med andres. De yngre lægers tidsskrift — og jeg har ikke hørt andet, end at de beste af vore yngre læger fuldkommen står på højde med andre lands — har sluttet sig hertil.
En fremgangslinje i menneskehedens liv, så uendelig gammel og så dyb som denne: mod altid strengere engifte, forlades naturligvis ikke på en del mere og mindre sansynlige grunde. Hvad som har festet sig i menneskehedens samvittighed som et grundvilkår for samfundet, — alene et endeløst arbejde kan ændre noget enkelt i forståelsen af det, i synet på opgaven; denne selv slippes ikke. Hvad er samvittigheden? Enten vi underforstår gud eller ej, — i formen er den det almene omdøme, som vi har tat op i os fra forældre og omgang, skole, kirke, samfundslærere. Og det almene omdøme er igjen summen af menneskehedens erfaring fra de første tider og til nu; dens røst i os har derfor endeløs arv. Ligefuldt kan den enkelte sætte arven overstyr; men slægten? I denne er den voksende.
Se på det historiske løb! For alene at holde os til denne ene sag og vor egen historie, — endnu på Harald Haarfagres tid kunde mægtige mænd ha flere ligestillede hustruer. Efter at dette havde slut, finder vi frillesønnen ligeberettiget til tronen omkaps med hustruens. Så blev også dette umuligt; men ned i det sekstende, ja syttende hundreår træffer vi husbønder, endog præster, ikke uvillige til at låne deres døtre til en rejsende konge eller anden stormand. Også det blev umuligt; men hvad som foregik ved gilder, når folk blev fulle, og især efter (f. eks. ved de berygtede pølselag) behøver jeg alene at minde om. Endelig blev også dette bedre; men sæderne i forrige hundreår og i de første år af vort gjorde endnu adskilligt tilladt, som idag vilde sætte samfundet i oprør. Fremgangen er åbenbar; det almene omdøme underlægger sig større og større område. Den enkeltes tilbagefald beviser intet.
Når man indvender, at i det skjulte er det lige galt, da godtgjør netop dette, at vi nødes til at skjule os, på det mest slående, at det almene medvidende har blit os for overmægtigt. Dernæst tør vi trygt gå ud fra, at øves der ikke stærk tvang (en mindre stærk udretter intet), vil en vitterlig fremgang i det almene medvidende følges af en tilsvarende minkning af synd i det skjulte. Al etisk fremgang på jorden har beståt i, at erfaringen har nødt flere og flere til at føle sig utrygge ved noget, som til da var trygt. Også i det etiske er der nogen, som så blir foregangsmænd, nogen, som villig følger, nogen, som er nødt til at følge, — og nogen, som ikke kan og ikke vil. Hvad der må gjøres for at minke de sistes tal, derom gjælder det; men at nedstemme love eller sæder til deres brug, der hverken kan eller vil følge, det er det modsatte af fremgang. Det blir aldrig de siste, som gir retning, men de første.
Særskilt hvad kvinderne angår, — vi så, hvorfor de her gik foran. Men menneskehedens tog er langt, og der er utvilsomt en mængde slægter, som endnu ikke helt har nådd frem til engifte, og i disse er der kvinder, som sælger sig af nød, eller som står så løst, at de falder; men kvinder, som er værget af god arv, godt hjem, god opdragelse, religion, oplysning, arbejde, formue — det ene eller det andet, — kan de i stor almindelighed bringes til at slippe éngiftets samvittighed i deres kjærlighedsforhold —?
Jeg læste i sin tid Hans Jægers bog: „Fra Kristiania-Bohêmen“; jeg havde ikke læst den til ende, var det ikke for at se, om tre kvinder af ret gode hjem, og som var stærkt eftersatte, kunde falde. Det anede mig, at vi her havde virkeligheden for os, og jeg blev spænt på udgangen. Nej, man fik ikke forført dem! Da tænkte jeg: her traf de herrer paa reglen. Undtagelser er der naturligvis; men tror nogen, som ikke er besat af satyriasis, at det, som er indvundet for menneskehedens helse, ånd og karakter ved, at kvinden i stor almindelighed er blit tro mod éngiftets lov, skulde menneskehedens fremgangsvilje atter opgi?
- ↑ For en del år tilbage kom en bog ud i England, som blev oversat på de fleste europæiske mål, og som sagde sig skrevet af en læge (?). Den anbefalede fri kjærlighed med forsigtighedsregler og så heri et boteemne for mange samfundsonder. I Norden skabte den et livssyn, som fik sin literatur. Forfatteren går ud fra, at kjønsomgangen bør begynde med 14—16 års alderen for begge kjøn. (Sammenhold siderne 75, 87 og 93 i den danske oversættelse, første oplag).
- ↑ Chlorosis, Wikikildens note