En kort Autobiographi af Lyder Sagen

Ludvig Daae

En kort Autobiographi af Lyder Sagen

Historisk Tidsskrift, anden Række, første Bind, 1877 (s. 550-553).

Afdøde Høiesteretsassessor Fr. Hallager overlod mig kort før sin Bortgang et Originalbrev fra Digteren Lyder Sagen til Statsraad Herman Foss, hvori han havde meddelt denne sine vigtigste Levnetsomstændigheder, og som siden ved et Tilfælde var kommet i Hallagers Besiddelse. Da den, saavidt vides, eneste Biographi, som hidtil haves af den som Forfatter og endmere som Lærer mærkelige Mand (af P. A. Jensen i Portræter af mærkelige Nordmænd I. 207–10) kun er lidet indholdsrig, bør dette Brev bevares.

---

Bergen d. 8 Juni 45.

Elskede Ven!

Paa Falderebet, før De forlader det kjære Fædreneland, endnu et ømt Farvel! Men vi forlade jo ikke hinanden, mit Hjerte følger med Dem til den fjerne Strand, og Deres Minde bliver her tilbage og staaer daglig for mig som en venlig Genius og smiler mig husvalende imøde. Gud styrke Dem paa Deres Reise og lade Dem vende tilbage med fornyet Kraft. Der er noget inden i mig, som siger: „Vi sees igjen“ ogsaa her paa Jorden. Tak, tusind Tak for alt, hvad De har givet mig – kanskee tildeels Dem selv ubevidst – jeg glemmer det aldrig. Gud være med Dem!

Deres evig hengivne

L. Sagen.

Et Par Grundlinier til min Biographie lovede jeg Dem – men nu forekommer det mig, som naar jeg i mine mindre Disciples Feriearbeider læser: „Dagbog holden o. s. v., stod op, – klædte mig paa, – drak Thee, – spiste Frokost &tc.“ Jeg har nemlig intet at skrive om – De min gamle kjære Ven! maa kaage Suppe paa en Pølse-Pind – dog til

Sagen.

Jeg er født i Bergen d. 13 Marts 1777. Min Fader Albert Peter Sagen, der døde i sit 82de Aar, var Kjøbmand der i henved 50 Aar. Min Moder, som var opdraget hos den bekjendte Fastings Søster, hedd Lydia Middelthon og var af engelsk eller skotsk Extraction, nemlig en Descendent af en Midlethons-Familie, som i Religionsstridighedernes Periode flyttede over til Norge. Hun døde den Dag, jeg var til Daaben. Det skal have været et elskeligt Væsen

med Fromhed i sit Smiil
og Himlen i sit Hjerte^[1]

Det milde Forsyn gav mig 2 Aar efter den ømmeste og forstandigste Moder: min Fader giftede sig nemlig med en Jomfru Hoff, Datter af en Andreas Hoff fra Norderhoug; han døde i Bergen som afskediget Lieutenant i sit 85 Aar. Han fortalte mig i min første Barndom ofte om Anna Colbjørnsen, i hvis Huus han kom, og om Thor Hougland med sit Slagsværd. Denne min Moder havde nydt en god Opdragelse hos Provst Thomas Georg Krog, der omtales i Nyerups og Krafts Literaturlexicon. Denne herlige, velsignede Moder skylder jeg næst Gud Alt. Min Fader, som var Krambodhandler, en forstandig, retskaffen Mand, sparede intet paa at lade mig undervise, men alt bestod i at regne og skrive. Jeg var eneste Søn og var bestemt til at arve min Faders Huus og Handel og gik ham derfor tilhaande. Men denne syssel maa have kjedet mig, og jeg anmodede ham om at lade mig studere, hvortil han strax var villig. Jeg var temmelig gammel, da jeg 1794 efter et Par Aars Privatunderviisning blev optaget i øverste Classe af Bergens Kathedralskole af Rector F. C. H. Arentz. I henved 3 Aar nød jeg denne ædle, sjeldne Lærers Underviisning og hans Collegas, den eiegode, lærde Conrector Kiesbyes, og blev dimitteret til Universitetet 1797, hvor jeg tog første Examen med Laudabilis og Foraaret derpaa Exam. philosoph. og philolog. med samme Charakteer. Jeg freqventerede derpaa, med min flittige og humane Contubernal Provst N. Dahl., Moldenhawers, Munters og Hornemanns Collegier – jeg havde og vilde ei have Manuducteur – læste efter Vink og Raad af min Velynder og Ven, den lærde Magister Rohde; der selv læste i 16 Aar til Attestats, Koppe og Morus &c., men kom ingen synderlig Vei, – jeg hjalp Rohde med at afskrive og reenskrive Excerpter til hans lærde Doctor Disputats „de veterum poetarum sapientia gnomica“ og havde iøvrigt meget godt af at omgaaes denne mageløs lærde og snilde Mand. Jeg begyndte da at oversætte Et og Andet af Græsk, et Mindedigt over Foswinkel, „Nygaard“ kaldet, blev optaget i den „danske Tilskuers“ 1ste No. for 1800. Samme Aar blev jeg Medlem af „Selskabet for Sandhed“. Det glædede ikke lidet den unge Student at komme i Selskab med Mænd som Rahbek, Collet, Collin, Pavels, Clausen, Hornemann, Heiberg m. Fl. I Aaret 1801 om Vaaren blev jeg antaget til Lærer i den tydske Hofpræst Christianis Institut ved Kjøbenhavn. Der kom jeg i en for mig saare nyttig og behagelig Virkekreds. 60–70 herlige Børn og Ynglinge fra alle Verdens Kanter bleve her oplærte og opdragne med klog Omhyggelighed. Jeg glemmer aldrig de Dage; disse 4–5 Aar svandt som en Drøm. Opvakte og herlige Elever, hvoraf nu mange sidde i vigtige Embeder, en human, alsidig Forstander, herlige Colleger som Rahbek, Prof. Gensichen, Jacob Thomsen, der døde som Etatsraad og Bankdirecteur, og andre udmærkede Mænd, der deels boede i Institutet, dels kom der som Timelærere, som Biskop Krog-Meyer, Steenbloch, Krumm (Keyser) o. Fl., maatte gjøre mig Opholdet der ligesaa nyttigt som behageligt. Jeg blev af Selskabet for de skjønne Videnskaber belønnet med 100 Spd. for en Oversættelse af Anakreon.

I Slutningen af 1805 blev jeg af Universitets- og Skole-Directionen udnævnt til Lærer ved Bergens Kathedralskole, og fra Januar 1806 til denne Tid har jeg nu i 39 Aar beklædt denne Post, altsaa nu uafbrudt været Lærer i 44 Aar. Da jeg kom til Bergen, talte mine Venner Doctor Monrad, Amtmand Vibe, Kjøbmand Georg Wallace o. Fl. til mig om at oprette en Realskole for Byens opvoxende Slægt, – jeg skrev da en Indbydelse, og i Forening med ovennævnte Mænd, der med mig valgte 6 Directeurer, udkastede jeg en Plan, hvorefter Skolen aabnedes den 1ste October 1806. Overlærer Bohr, afdøde Conrector Winding, Porath og Flere vare af de første Lærere. Hvad denne Skole har været for Bye og Land, har Tiden allerede viist. Det bedste Beviis for en Skoles Godhed er dens Elever: Mænd som en Foss, v. d. Lippe, Sars, Stuwitz, udmærkede Borgere, der i Bye og paa Storthing have viist deres Dygtighed, taler mere end alle Lovtaler.

Jeg var gift i 33 Aar med en from og forstandig Hustrue, født i Kjøbenhavn, men som senere opholdt sig i Bergen hos Hans Tank til hans Død. Hun skjænkede mig 5 Børn, hvoraf 2 Døttre og 1 Søn, Cand. i Theologien, leve. Denne kjærlige Hustrues uventede Død bragte mig Graven nærmere, men ogsaa nærmere det elskeligste Væsen, jeg har kjendt i mit Liv.

Kan De tilgive mig dette Hjask? Jeg blues ved at see paa det. Udskrift:

S. T.

Hr. Statsraad Foss,

Ridder af Sværdordenen og

af Danebrog.

Fredriksværn.

L. D.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. See Fastingiana pag. 406.