Forstenende Myr eller Kilde i Norge

Johan Fritzner

Forstenende Myr eller Kilde i Norge

Historisk Tidsskrift, anden Række, første Bind, 1877 (s. 547-550).

I Historisk Tidsskrifts 4de Bind Side 484 fgg. er meddelt nogle Bemærkninger om den Gaard paa Søndmøre, hvorom Breve chronicon Norvegiæ pag. 3 fortæller, at der blive Stokke og Grene forvandlede til Sten, om de henligge et helt Aar i Jorden, og hvormed i Hovedsagen ikke kan være ment noget andet, end hvad der i Kongespejlet fortælles om Birkedalsmyren; ligesom der er gjort opmærksom paa, at lignende Fortællinger om, hvorledes Træ og andre Gjenstande i Norge blive forvandlede til Sten, forekomme ikke alene i Giraldi Cambrensis Topographia Hiberniæ, men ogsaa i en middelaldersk Geografi fra det 14de Aarhundrede^[1]. Havde man nu ikke sagn om andre Steder i Norge, hvor Jorden eller Vandet havde en forstenende Kraft, maatte man ogsaa antage det for temmelig sikkert, at det var Birkedalsmyren, hvortil der sigtedes ved disse udenlandske Formeninger, eller at det var Sagn om denne, som laa til Grund derfor. Fordi de ikke havde hørt eller læst om flere saadanne Steder, antoge derfor ogsaa Jonas Ramus og flere efter ham, at der ved den af Giraldus Cambrensis omtalte forstenende Kilde ikke kunde tænkes paa noget andet end Birkedalsmyren.

Anderledes stiller derimod Sagen sig for den, der ved og ser hen til, at man virkelig har Fortællinger om andre Myrer eller Kilder i Norge, der skulle have den Egenskab, at Træ, som længere Tid henligger deri, bliver haardt som Sten. Saadan Egenskab har ogsaa været tillagt Ringsmyren paa Krogskoven, efter hvad Foged Ivar Wiel derom fortæller i sin Beskrivelse over Ringeriges og Hallingdals Fogderi, Topografisk Journal for Norge 30te Hefte S. 167, hvor han siger om den, at „naar man stikker Træ deri og lader det staa i nogle Dage, bliver det strax som det var hærdet“, og at de Stager, hvormed nogle Drenge havde dræbt hinanden, og som paa hans Tid stode i Myren, vare ved Tidens Længde blevne saa haarde, at man ikke kunde skjære i den Del af dem, hvormed de havde staaet i Myren, medens derimod den øvrige Del, som havde staaet ovenfor, var skjør som Træ.

En lignende Fortælling har man i Islendingen Theodorus Thorlacius dissertatio chorographica de Islandia, trykt i Wittenberg 1666, hvis Ord i Sectio 1, thesis 4, § 7 jeg her skal hidsætte, da selve Afhandlingen formentlig nu er en Sjældenhed, som det er vanskeligt at overkomme. Ordene ere disse: Cæteros fontes mirabiles, qvos in Islandia reperiri tradunt Autores, fere ignoramus. Et Mercatoris qvidem fontem fumosum nostra non approbat experientia, qvi fumigantis (ut ait)^[2] aqvæ vitio nativam cujusqve rei originem demoliatur, adeo ut qvicqvid fumi istius exhalatione respersum fuerit in lapideæ naturæ duritiem, forma duntaxat superstite, transmutetur. Scribit tamen laudatus Arngrimus Jonas^[3] se aliqvid tale de fontis cujusdam natura in meridionali Islandia, juxta villam Haukadal inaudivisse. Qvod si autem veri aliqvid subest, res exemplo non caret. Meminit enim Mercator alibi^[4] fontis cujusdam, vel potius stagni non procul a Armaco, urbe Hiberniæ, in qvo si hasta defixa per aliqvot menses relinqvatur, pars ea qvæ lute inhæsit ferrea, qvæ aqvæ immersa est saxea, reddatur, extans autem lignes remaneat. In Norvegia etiam ejusmodi fontem reperiri mihi retulit Hafniæ Consultissimus Vir Absalon Beyer, Sarspurgensis in Norvegia ante hoc Nomophilax, Amicus et Fautor meus plurimum honorandus, simulqve particulam ligni in eodem fonte lapideam duritiem nocti, videndi copiam fecit.

Om hvad saaledes er fortalt af Ivar Wiel og Absalon Beyer har der vistnok gaaet Sagn fra gamle Dage og længe før deres Tid. Men i det Tilfælde forekommer det mig ligesaa sandsynligt, ja mere sandsynligt, at dette har givet Anledning til de omtalte udenlandske Fortællinger, end at Sagnet om Birkedalsmyren skulde ligge til Grund derfor. For det første maa man nemlig lægge Mærke til, at baade Giraldus Cambrensis og den middelalderske Geograf ligesom Absalon Beyer tale om en Kilde og ikke om en Myr. Dernæst kan det heller ikke vel oversees, at den norske Biskop, som havde fortalt den danske Kong Valdemar om en forstenende Kilde i Norge, af Giraldus Cambrensis, eftersom hans Ord gjengives af Jonas Ramus^[5], kaldes episcopus Norvegiæ Aslojensis^[6], og at der, da ikke alene Ringsmyren ligger, men formentlig ogsaa den af Absalon Beyer omtalte Kilde har ligget indenfor Oslo Stifts Grændser, er ikke liden Sandsynlighed for, at det er dem, eller en af disse, som den Osloske Biskop har omtalt for Kong Valdemar. Dertil havde jo ogsaa netop han den bedste Anledning^[7]. Mærkeligt er det, at hverken Theodorus Thorlacius eller Absalon Beyer nævner Birkedalsmyren, og at de, som man deraf maa slutte, ikke have kjendt Kongespejlets Fortælling derom.

Hvorvidt man nu har noget at fortælle om Ringsmyren som en forstenende Myr, og om der i nogen naturlig Beskaffenhed ved samme kan paavises nogen Anledning til hvad Wiel fortæller om dens forstenende Egenskab, er mig ubekjendt. Men hvorledes det end dermed forholder sig, saa anser jeg det sikkert, at man i disse indenlandske Fortællinger om forstenende myrer eller Kilder i Norge har den samme Stedfestning i Hjemmet, som saa ofte har fundet Sted, af naturhistoriske og æventyrlige Sagn, som fra sydligere Egne naaede herop paa mundtlig eller skriftlig Vej, men hvis Rod eller Kilde ofte maa søges i saadanne Uddrag eller Bearbeidelser af Oldtidens Skrifter, som i Middelalderen udgjorde en yndet Læsning, og hvorfra man da med Begjærlighed søgte Kundskab om Naturens Undere og Fortidens underlige eller æventyrlige Begivenheder.

J. Fr.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Herved menes sandsynligvis den geografiske Ordbog fra det lade eller 14de Aarhundrede, der er opbevaret i et Berns Stadsbibliothek tilhørende Pergamentshaandskrift, og hvoraf W. Wackernagel har givet Uddrag i Haupts Zeitschrift für deutsches Alterthum 4ter Band S. 488.
2. In Atl. min. Tab. Isl. p. 27.
3. In Anatome Blefkeniana part. 2 f. 58.
4. In Descript. Hiberniæ Tab. 1.
5. I hans Norriges Beskrivelse (Kjøbenhavn 1715) Side 176.
6. 1 Ericksens Anmærkning C. til H. Einarsens Udgave af Kongespejlet S. 84 C., hvor disse Giraldi Cambrensis Ord citeres, staar der Oxippale istedetfor Aslojensis. Selv har jeg ikke Adgang til at efterse Giraldi Ord i nogen Udgave af hans Topographia Hiberniæ.
7. Se Samlinger til det norske Folks Spr. og Historie 1ste Bind S. 269.