Bernt Ankers Forfatterskab

Henrik Jørgen Huitfeldt-Kaas

Bernt Ankers Forfatterskab

Historisk Tidsskrift, anden Række, første Bind, 1877 (s. 492-546).

Det er bekjendt, at Bernt Anker i Aaret 1801 i sit Testamentes § 16 havde bestemt, at hans literaire Efterladenskab skulde oversendes hans Ven, daværende Secretair i General-Land-Økonomi- og Commercecollegiet Christen Pram, bekjendt som Digter og Statistiker, for af ham at udgives i Trykken mod et Honorar af 5000 Rdlr., hvorhos han paalagde sin Brodersøn, Student Christian Anker, at være Pram behjælpelig hermed. Det er ligeledes bekjendt, at Sagen – efter at have foranlediget en heftig Skriftvexel mellem Pram og Administrationen for det Ankerske Fideicommis – efterhaanden døde hen, og at intet af Ankers Arbeider blev udgivet af Pram, uagtet han havde oppebaaret det derfor fastsatte Honorar^[1]. Sagens og Manuscripternes videre Skjebne var imidlertid hertillands ubekjendt, indtil nuværende Professor L. L. Daae oplyste, at de sidstnævnte endnu fandtes bevarede blandt Prams Efterladenskaber i Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn^[2], hvorfra de i Aaret 1871 velvillig bleve nærværende Forfatter udlaante til Brug ved Udarbeidelsen af hans „Christiania Theaterhistorie“. Da imidlertid kun en mindre Del af de nævnte Arbeider, nemlig de for scenen bestemte, kunde finde Omtale der, har han troet det at være af nogen Interesse, at der blev gjort nærmere Rede for dette for sin Tid ikke umærkelige Forfatterskab samt for Sagens Gang og Arbeidernes Skjebne og Beskaffenhed, saavidt alt dette fremgaar af den i Kjøbenhavn bevarede Brevvexling m. m. – Da Justitsraad Christen Pram i Aarene 1804–6 i statistisk Øiemed bereiste Norge og om Vinteren 1805–6 i længere Tid opholdt sig i Christiania, benyttede han Anledningen til at gjøre sig bekjendt med Bernt Ankers literaire Efterladenskaber og derover at optage en Fortegnelse, som det her for Oversigtens Skyld er nødvendigt at meddele, om end tildels i Uddrag:

«Raisoneret Fortegnelse over Sl. Kammerherre B. Ankers efterladte Skrifter, saavidt de indtil i Februar 1806 vare forefundne og mig overleverede, tilligemed Forslag til, hvorvidt og hvorledes de ifølge Testamentet skulde trykkes. Denne Fortegnelse og dette Forslag affattedes af mig tilligemed afg. Conferenceraad(!) Env. Falsen (hvis Vedtegning findes paa Litr. A) og af defuncti Brodersøn Christian Anker. Forslaget findes under 18 Febr. 1806 approberet af defuncti Broder Kammerherre Peder Anker.

---

Af sal. Hr. Kammerherre B. Ankers mig dels ved hans Broder Hr. Kammerherre P. Anker, dels efter Indbydelse af Kammerjunker Harboe, af Sprogmester Hagerup og af Agent Ryberg overleverede efterladte Skrifter finder jeg:

1. Sørgespillet Major André og deraf tvende Afskrifter, den ene, som det synes, en nyere og forbedret, hvori dog adskillige Optrin, nemlig det 5te, 8te og 8de i 3die Optog, ganske in blanco og uudførte, og i det 7de mange Repliker aabne. Den anden Afskrift er fuldstændig og uden Tvivl den, hvorefter dette Skuespil her er opført, men og uden Tvivl bestemt til at undergaa Forandringer især i de i ovennævnte Afskrift aabenladte Optrin.

Uagtet dette Skuespil har Optrin, som ganske vist ville ved Forestillingen gjøre mægtigt Indtryk, Steder af stor Kraft og meget, der vidner om Forfatterens Aand og store Talent, saa er maaske Subjectet saa lidet skikket til at afgive Stof for et Skuespil, at det laa i dets Natur, at deraf ei kunde blive noget saadant, der aldeles fortjente at lægges for Samtids og Efterverdenens Øine som et Arbeid denne Forfatter værdigt.

Den Handling, som bringer Helten i den Stilling, der egentligen udgjør skuespillet, er i sig saa lidet ædel, at den behøvede i det mindste en her manglende retfærdiggjørende Indledning for ei at overhylle ham med en ved ingen under Skuespillet siden indfaldende, hans Character oplysende eller forherligende Træk adspredt Skygge. Hverken han selv eller nogen af de andre i Skuespillet handlende Personer vække ved noget særdeles eminent i deres Character eller Handling nogen høi og fyldestgjørende Interesse. Hertil kommer, at i dette Skuespil, der ei er anlagt som et Shakspearsk historisk Drama, savnes saa ganske den saavel Stedets som især Tidens Enhed, hvis Savn i det mindste maa regnes for en væsentlig Feil, hvor det ei fra først af og ved det heles Indretning er betinget. Charactererne ere ei heller med nogen Nøiagtighed individualiserede eller bestemte, saa de vække Interesse. Navne, som kjendes med høi Ærbødighed, forekomme, Mænd som Washington selv træde op, uden at man af det, de forhandle, lærer noget til deres virkelige Storhed at kjende. Dette Skuespil, saafremt ei de Afskrifter, jeg her har for mig, ere at anse som blotte ei endnu udførte Udkast vil neppe qvalificere (sig) til at aftrykkes helt og holdent blandt den geniefulde Forfatters Posthuma. Hvorvidt dette kunde være Tilfældet med enkelte Scener eller Stykker heraf som skjønne Fragmenter, da dette dog nok kun vilde beløbe sig til nogle enkelte Monologer, saasom 1 Act 4 Sc. – 2 Act 2 Sc. – 2 Act 4 Sc. – maaske 2 Act 11 Sc. og 3 Act 4 Sc. – blev et Spørgsmaal, som jeg dog neppe tror at burde tilraade at vorde besvaret med Ja^[3].

2. Efterstykket Emigranten. Dette lille Skuespil er for lidet til at indeholde nogen saadan Udvikling af de der forekommende Personers Characterer, at det kunde opvække nogen synderlig Interesse. Fabelen eller Tildragelsen, som forestilles, synes heller ikke, i det mindste uden en langt større Udvikling og Situationens bedre Benyttelse, skikket til at underholde Læseren eller Tilskueren. Den her forekommende Lord Bellcarris vilde man se straffet for sin Impertinence, naar man skal have den fremstillet; Vilhelmine, som synes at skulde blevet Hovedpersonen, vilde man vide noget mere om, end at hun er ude at hente en saadan Impertinence; – ellers er man ingenlunde fyldestgjort. Greicourt og hans Tyrkinde komme i den sidste Scene uforberedte, og især denne sidste synes slet ikke at vedkomme Fabelen. Det hele Skuespil er vel heller neppe af Forfatteren bestemt til andet end som et Par Timers ustuderede Arbeide at more uden Undersøgelse for et Qvarters Tid, men hverken at leveres Publicum eller endnu mindre Efterverdenen^[4].

3. Den 16de Julii. Uagtet i Form af et temmelig langt Skuespil i tre optoge er dette tydeligen intet andet end en Morskab ved en individuel Leilighed, der udenfor samme ingen Interesse kan eller var tilsigtet at have. Her er slet ingen Fabel, ingen Knude, altsaa ingen Opløsning, ingen dramatisk eller enkelt Handling. Optrinene ere af den Beskaffenhed, at man kan opføre dem, uden at det skulde bemærkes, i hvad Orden man vil. Her er slet intet af det, der væsentligen constituerer en dramatisk Forestilling, saa det kan siges, det uagtet dets Inddeling i Optog og Optrin og det dialogiske Foredrag alligevel slet ikke er noget Drama, eller hvad man har Ret til at fordre, et Skuespil skal være. De her forekommende Sange og Vers ere laante af andre Forfattere. Den temmelig lange versificerede Declamation i 1 Act. 1 Sc. er med nogle Udeladelser og faa, ei heldige Forandringer taget af Ewalds skjønne, af alle bekjendte Digt «Haab og Erindring». Visen: «I Ungdommens Dage» er af Etatsraad Falsen; den: «Jeg er af Naturen saa ferm som en Mand» af Trøyel pp. – Efter alt dette vil nærværende Stykke heller neppe qvalificere sig til at lægges for Efterverdenen^[5].

4. Skorstensfeieren. Dette er et udialogiseret Udkast til et Drama, som udført og færdigt uden Tvivl vilde blevet morsomt og net, men dels er det ikke færdigt, kun et Udkast, en Plan til et Skuespil, dels vil man vide, at det er ikkun Udtog af et lille Engelsk Skuespil, en dramatisk Entretainement til Brug for en Impromptu-Forestilling paa Fladeby; altsaa ei engang sal. Kammerherre Ankers Arbeid^[6].

5. Impromptu à Fladeby. Allerede Opskriften giver mere end Formodning om, at dette theatralske Udkast ei let vilde være at optage blandt Forfatterens Posthuma. Det er Molieres «bourgeois gentilhomme», lidet adapteret efter, hvad der i Hast kunde forestilles blandt andre improvisados-Morskaber paa en Skueplads, hvor deslige gjøre en saare gottende, saare passende Virkning for Øieblikket, uden at der er Tanke om at underkaste denne Morskab Konstdommer-Undersegelse»^[7].

6. Tale i det nordiske Selskab i Londen og 7. Tale i St. Olai Loge i Christiania paa Kongens Fødselsdag 1783 roses begge meget og skulle optages i Samlingen, hvorimod S. Tale i St. Olai Loge over General-Admiral Grev Danneskiold-Laurvig 1783 og 9. Tale i St. Olai Loge over Stormesteren Hertug Ferdinand 1792 findes mindre udarbeidede og mindre skikkede hertil. 10. Mindetale over Matthia Anker 1802 roses meget og anbefales til Optagelse. 11. Et lidet Digt, Elegie over Kammerherreindens Død, ansees værd at aftrykke, hvis det ikke blot er en Omarbeidelse af et fremmed Digt, maaske af Ewald. 12. Sangen til Fru Martine Collett, Raynals Eliza, 1789 og 1803 ansees som et rent Leilighedsdigt mindre qvalificeret. 13 og 14. Sange til Kronprinsens og Kronprinsessens Fødselsdage ansees at være af ringe poetisk Værd, medens der dog heller ikke kan være synderligt at indvende mod deres Trykning. 15. Afskedssangen for Stiftamtmand Kaas faar samme Dom^[8].

16. Epilog, holdt paa et privat Theater ved Stiftamtmand, Kammerherre Moltkes Bortreise 1795. Dette lidet Digt har upaatvivleligen Digterværd. Der kan heller neppe være Tvivl om, at jo den afdøde vilde, at Samlingen af hans Skrifter bevarede Mindet af det varme Venskab, han til sin Død stedse bar for den ædle Geheimeraad Moltke. Skulde imidlertid ikke det heftige Udbrud af Misnøie med et og andet, hvorved Norge kunde synes mindre ømmelign behandlet:

– – – – – – – de Planer,
Som Norges onde Aand altid forbød
at se fuldendt’ til Slægters varig Vel,
da Hovedstadens rænkefulde Svælg
opsluger alt og bryder Forbunds Lov.
O Fædreland, miskjendt, tilsidesat – etc.

skulde ikke dette, som neppe kan erstattes, uden at det hele falder bort, ei gjøre det betænkeligt at offentliggjøre dette lidet Arbeid?»^[9]

17. Impromptu ved Hr. og Fru Moltkes Afreise fra Svinesund 1795 ansees ikke qvalificeret til at trykkes op igjen. 18. Sangen paa Fladeby Nytaarsaften 1800 antages at kunne trykkes, hvis den virkelig har Kammerherre Anker til Forfatter. 19. Inscriptioner til passelige Attributer 29 Januar 1803 i Norske Brødres Klub og 20. Impromptu under Kronprinsens og Kronprinsessens Billeder ansees lidet skikkede til Optagelse. 21. Indskrift paa Napoleons støtte i Blois værdig til Optagelse, hvis den er af Anker. En anden Indskrift til hans Billede, som anføres, findes derimod ikke blandt de oversendte Sager. 22. Elegie uden Tvivl over Conferenceraad Edvard Colbjørnsen, paa Fransk, roses som noget af det bedste i Samlingen, men der tvivles paa, om den er af Anker. 23. Tre Epigrammer, hvoraf de 2 første roses, men det 3die ikke findes værd at trykke, da det maaske heller ikke er af ham. 24. En Krands for Chariterne. Et ikke udarbeidet Udkast, som Forfatteren har glemt at tilintetgjøre^[10].

25. «En kun tildels i metrisk Form affattet Prolog formodentlig ved et Skuespilaars Begyndelse eller en Skueplads’s Aabning. Naar man kun ei anser det som Vers, som det – endskjønt saaledes henskrevet – ikke er, vil man finde, at det indeholder meget baade rigtigt, vigtigt og skjønt udtrykt. Jeg mener, at dette Stykke – skjønt maaske kun Udkast til en Prolog, han havde isinde at skrive, ei Prologen selv – er for godt og smukt til ei – uagtet dets halv metriske, halv prosaiske Udseende – at burde tages med i Samlingen»^[11].

26. Ulæseligt. 27. Et versificeret Stykke – maaske til Musik – neppe qvalificeret^[12]. 28. Afskedssang til Stiftamtmand Kaas. Roses; bør medtages, hvis den er af Anker, hvilket Kaas maa kunne oplyse.

29. «En Epilog paa Fransk. Jeg kjender ei Anledningen, uden hvilken Kundskab den ikke kan forstaaes. Den synes i nogle Børns Navn affattet for at hædre en Moder. Men Versificationen er til Ubegribelighed forsømt og det i den Grad, at det vel vilde blive umuligt at rette versene. Dette hele Stykke synes ikke heller at være af nogen Vigtighed.»^[13]

30. Tre Indskrifter, formodentlig til Emblemer i Anledning af Affairen ved Qvistrum. Om de end havde noget æsthetisk Værd, «qvalificerer hele den da førte Krig til saa lidt som muligt at bringes i fornyet Erindring.»

31. Impromptu til J. Collett paa Nytaarsdag. Ret vakker, dog ei ret fuldendt.

32. Lina til Mina. Meget nette Vers, men ufuldført; kunde antagelig fuldføres.

33. Antages skrevet til en opgiven Melodi og kan af temporairt Værd.

34. Fra K. C. til K. K. 31 Martii. En net Leilighedssang.

35. En lille vakker Elegie, hvis sidste Stance ikke synes at svare til Resten og derfor kunde udelades.

36. En gad Oversættelse af en bekjendt, meget vakker svensk Vise.

37. Sang i Halvdans Klub ved Kronprinsessens Forløsning 1792. Da den ikke udmærker sig ved Indhold eller Udarbeidelse og ikke med Vished vides at være af Anker, foreslaaes den udeladt.

39 (sic). Indskrifter paa Æreporten i Christiania ved Kronprinsens Besøg 1788. Skjønne og passende. Medtages, selv om Emblemerne ikke kunne beskrives.

40. Indskrifter paa Decorationer i Christiania ved Kronprinsens Formæling 1790. Af mindre Værd, men kunne dog medtages, hvis de foregaaende tages, og hvis de ere af B. A.^[14].

41–60. Gravskrifterne i Lapidarstil. De roses i det hele taget som det bedste af Forfatterens literaire Efterladenskab næst efter nogle af Talerne, men i flere af dem findes Steder, der støde Critiken, i hinanden løbende Metaphorer, uforberedte Vendinger og Figurer – hvilket han antageligvis vilde have rettet, naar han var bleven gjort opmærksom derpaa. Da de ere bekjendte, har han dog Betænkelighed ved at foretage Forandringer. Alle ansees værdige til Optagelse undtagen den over Politimester Sverdrup, Noring og Niels Erichsen, hvilken sidste han nok selv har overstreget. Som de bedste fremhæves de over H. Colbiørnsen, Provst Ancher, Iver Ancher, Fru Jess Anker, Iver Kiølen. Feilene kræve imidlertid en Overbærelse, man ikke kan vente af Samtids og Fremtids Kunstdommere^[15].

61. Brevet til Generalmajor Gedde (trykt i Intell. Sedl. for 1795) antages at burde medtages, men tiltrænger en oplysende Note, som maaske vil være fornærmelig for nogen og «fornye, hvad maaske bedre blev henglemt.»

62. Brevet til Professor Wilse om Oprettelsen af et Universitet i Norge bør medtages med en oplysende Note, skjønt det nærmest kun er et Actstykke.

63. Oversættelsen af Gravskriften over Colbiørnsen kunde medtages for dem, der ei forstaa Latin, – dog med nogle Forbedringer^[16].

64. Gravskrift over Cancelliraad Monsen – som ovenfor.

65. Sang til Martins Collett 15 Decbr. 1801. Hjertelig og skjøn, men da den er saa rent privat, maatte man vide, hvad hun selv ønskede.

66. Tale over C. B. Tullin 1784 i St. Olai Loge. Fuldkommen qvalificeret^[17].

Etatsraad Envold Falsen tiltræder (Chra. 27 Januar 1806) i et og alt Justitsraad Prams Dom.

---

Forelæsningerne over Physiken (holdte fra Novbr. 1796 til April 1797 og fra 6 Januar 1798, men da ei afsluttede) findes ogsaa, men i stor Uorden og med mange Huller, blandt Ankers Papirer.

Hver Forelæsning sees at have indeholdt en Indledning og en Epilog af mere almindeligt – ofte temmelig uvedkommende – Indhold, medens den physiske Del, hvor gjerne en eller anden Lærebog, især Hauchs, er lagt til Grund, er løsere udført og bestemt til at udfyldes ved Extemporeren og Experimenter^[18].

Pram roser især Indledningerne og Epilogerne og mener, at det meste heraf og af selve Forelæsningerne kan meddeles, uagtet det hele vil blive noget fragmentarisk. Mellem de to Rækker Forelæsninger havde Anker ivrigt studeret Physik og foretaget en Reise til England og Frankrige i denne Anledning. Blandt Forelæsnings-Udkastene findes ogsaa en Tale til og om den Portugisiske Mineralog da Camara, som sees at have været tilstede ved en Forelæsning^[19].

Af de æsthetiske Forelæsninger findes kun fire nogenlunde fuldstændige; Resten er kun et Fragment, og alt det øvrige mangler.

---

Denne Fortegnelse er ikke fuldstændig, da Sørgetalen over Conrad Clauson, holden i St. Olai Loge 1785, Les Adieux d’un Ami à Monsieur et Madame de M. (ɔ: Moltke), Tableau de l’homme à la fin du 18^ieme siècle, en Latin par N. Treschow, traduit par B. Anker, samt flere Digte endnu mangle; senere ere de imidlertid komne Pram i Hænde^[20].

---

En fjorten Dages Tid senere tilskriver Pram nu B. Ankers Broder, Kammerherre Peder Anker, et Brev, dateret Christiania 13 Februar 1806, hvis Indhold, tildels i Uddrag er følgende:

«Efterat Deres Høivelbaarenhed i sidstafvigte Foraar havde bekjendtgjort mig den Bestemmelse i min afdøde, høiligen hædrede Velynders, Deres Broders, sal. Kammerherre B. Ankers Testamente, hvorved han gjorde mig den Ære at betro mig Udgivelsen af hans efterladte Skrifter, og jeg af Deres Høivelbaarenhed havde modtaget de Papirer, som skulde indeholde disse Skrifter, begav jeg mig ufortøvet til at gjennemgaa disse Papirer, og da de efter den afdøde fandtes i den fuldkomneste Uorden, da først til mellem dem at tilveiebringe Orden, saavidt det lod sig gjøre.

Jeg fandt efter den omhyggeligste Ordning saa mange Aabninger og saa meget at mangle, at jeg troede det rettest, inden noget videre herved foretoges, at forsøge, om der ei enten hos hans Venner eller endog blandt hans øvrige Papirer og i hans her efterladte Gjemmer muligens kunde findes noget mere, end hvad Deres Høivelbaarenhed tilstillede mig, idetmindste noget til at opfylde de Mangler, jeg fandt blandt dette. Med deres Høivelbaarenheds Samtykke opfordrede jeg offentligen i Aviserne alle dem, som maatte være i Besiddelse af noget hans literariske Arbeid, at meddele mig samme. I Følge deraf fik jeg og af Kammerjunker Major Harbou, hos Hans Høihed Prins Christian, Sørgespillet Major André, Talerne over Grev Laurvig, den i det nordiske Selskab i London og Indledningstalen til hans Forelæsninger over Physiken; af Sprogmester Hagerup Talen paa Kongens Fødselsdag 1783 og den over Hertug Ferdinand; og af Agent Ryberg nogle af hans smaa Digte.

Jeg holdt for, at jeg om muligt burde foretage mig den endelige Revision af samtlige Skrifter nu her i Christiania, hvor jeg dels kunde haabe endnu at faa Tilsted, af hvad der blandt hans øvrige Papirer maatte være at finde, dels af Mennesker af hans herværende literariske eller vennekreds Oplysninger om et og andet, som i Henseende til disse Arbeiders Historie, deres Bestemmelse og deres rette Forstaaelse kunde fordres oplyst.

Efter at have fuldendt en mig af Hans Majestæt allernaadigst befalet Reise her i Landet, udvirkede jeg mig Tilladelse til at forblive her i den til dette Arbeide fornødne Tid, den jeg og siden Midten af December Maaned sidstleden derpaa efter Mulighed har anvendt. Da dette nu, saa godt det efter Omstændighederne hidtil har været i min Evne, er fuldendt, saa tror jeg det Pligt herved ydmyget at forelægge Deres Høivelbaarenhed Resultatet af denne Revision af samtlige sal. Hr. Kammerherrens literariske Efterladenskab, saavidt det er kommet mig til Hænde.

Hoslagte trende Fascicler Litr. A. B. C. indeholde en raisoneret Fortegnelse over alt, hvad hid hører. Litr. A. over hans æsthetiske eller andre enkelte smaa Arbeider.

Det er med Deres Høivelbaarenheds mig forud meddelte Samtykke, at jeg har formaaet sal. Hr. Kammerherrens, som og min, lærde og smagfulde Ven, Hr. Etatsraad Falsen, tilligemed Hr. Christian Anker (som den sal. afdøde har bestemt i Forening med mig til at besørge Udgaven af hans Skrifter) til at gjennemgaa dem og meddele derom sin Stemme, som han har havt den Godhed skriftligen herpaa at afgive.

Vi ere enige i:

a) at de i Fortegnelsen A berørte dramatiske Skrifter No. 1–5, saaledes som de her forefindes, ikke synes skikkede til ved Trykken at overleveres Efterverdenen.

b) At Talerne (Fortegnelsen No. 6. 7. 8. 9. 10 og 66) derimod alle bør leveres i Samlingen af hans Skrifter, dog at i saa Fald Talen over Grev Laurvig (No. 8) og den over Hertug Ferdinand (No. 9) trænge efter de os for øine komne Afskrifter til en Revision, for at udrydde nogle Feil, som, dels ved Afskrivningen, dels vel og ved Ilsomhed i Udarbeidningen, ere efterladte urettede. Naar det maatte, som jeg tror at burde formode, ansees overensstemmende med sal. Forfatterens Hensigt, saa erkjender jeg mig villig til at paatage mig denne Gjennemarbeidning, dog udtrykkelig forbeholdende mig at forelægge Deres Høivelbaarenhed Afskrift af disse Taler, førend de trykkes, saadanne som jeg tror dem at burde overleveres til Trykken, da jeg ei vil tro mig berettiget til nogen Forandring, forinden den har Deres Samtykke. – Dette gjelder og om den i Talen No. 10 foretagne Forandring.

c) Hvad samtlige de større eller mindre, mere eller mindre vigtige Stykker angaar, som ere anførte i denne Fortegnelse fra No. 11 til 65, da henholder jeg mig til hvad ved ethvert af dem i Fortegnelsen findes bemærket, hvorefter ganske vilde blive at udelade: No. 12 som ei bestemt til at vorde offentlig,

16 af den i Fortegnelsen anførte Aarsag,

17 ligesaa,

23 det sidste af de tre der anførte Epigramer,

24 som ufuldfærdigt,

26 som ulæseligt,

27 som ei bestemt til Trykken,

29 ligesaa,

30 af den vedtegnede Aarsag,

33 ligesaa,

37 som uvist om af Forfatteren,

47/54 efter det i Fortegnelsen anførte,

63 som ei af sal. Kammerherre Anker,

65 som ei bestemt for Trykken.

Hvad de i det hele lidet betydelige Forandringer angaar, som Hr. Etatsraad Falsen og Hr. Christian Anker ere med mig enige om i en Del af de øvrige Stykker at burde foretages, forinden de overleveres Trykken, da indstiller jeg herved til Deres Høivelbaarenhed, hvorvidt De deri med los er enig, som og hvorvidt De anser mig, ifølge den sal. afdødes Udnævnelse af mig til at være den, som skal udgive hans literaire Arbeider, dertil authoriseret. I saa Fald tror jeg mig forbunden til, inden noget leveres til Trykken, ligesom oven hvad Talerne angik, forud at tilstille Deres Høivelbaarenhed Afskrift af hvad der er forandret, saaledes som jeg anser det at burde gjøres offentligt, overladende Dem endnu, saavidt De det maatte finde fornødent, at indhente derom andre af den høist hæderfulde afdødes literariske Venners Omdømme, da jeg, som af ham beskikket Udgiver af hans Skrifter, tror mig forpligtet til al den Omhu og Varsomhed, jeg kan anvende, for at fremlægge hans Arbeider vel aldeles uforfalskede, men dog tillige saa rensede, saa feilfri og saa skjønne, som det ved min umiddelbare eller middelbare Medvirkning er muligt.

Litr. B. er Fortegnelse over hvad jeg har fundet af de Forelæsninger, han i Aarene 1796–1798 holdt over Naturlæren. Det er ifølge den sal. Forfatters udtrykkelige Bestemmelse i hans Testamente, at jeg ogsaa skal udgive hans Forelæsninger.

Den raisonerede Fortegnelse viser, at alt, hvad jeg har forefundet og ei uden megen Møie samlet, er til Slutning dog slet intet uden Fragmenter, der efter den omhyggeligste ordning dog ingenlunde udgjøre noget sammenkjædet Foredrag af Naturlærens Theori. Vel har det heller ikke været, maaske ei heller burdet være hans Hensigt at foredrage Naturlæren i strængt System eller som fra en academisk Lærestol, men her findes langtfra ei alt, hvad han aphoristisk eller uden systematisk Sammenkjædning har foredraget. Her findes derimod af de Indledningstaler, der dog stundom stode i liden Forbindelse med det paafølgende egentlige Foredrag, hele 19, dog mere eller mindre fuldstændige, adskillige tydeligen ikkun Udkast, som han ved det mundtlige Foredrag rimeligvis meget har forandret og forbedret. – Ogsaa af de Slutningstaler, hvormed han har endt de fleste af disse Forelæsninger, om ei dem alle, findes nogle.

Disse Naturlærens videnskabelige Disciplin lidet umiddelbar vedkommende Taler ere overhoved saa skjønne, at, de store Defecter i selve Undervisningen uagtede, disse Taler efter min Mening ganske vist burde bevares, om end Forfatteren i sit Testamente ei udtrykkeligen havde tilkjendegivet det at være hans Villie, at dette hans Arbeid efter hans Død skulde overgives Efterverdenen.

Den ulykkelige Svagheds Forfatning, som foregik hans Død, maa det tilskrives, at der af dette som af de andre hans literariske Arbeider findes saa lidet til. Fuldendelse udarbeidet og dette endda i den chaotiske Uorden, hvori det er kommet mig til Hænde.

Da her nu ved disse Forelæsninger mangler saa meget i Hovedsagen, selve Naturlærens Foredrag og da Indlednings- og Slutningstalerne, skjønt ofte det paafølgende Foredrag nogenledes uvedkommende, dog i det hele forudsætte en paafølgende Forelæsning, og de saaledes neppe ganske uden samme ere at benytte, saa er Spørgsmaalet, hvorledes kan der ved Udgivelsen af dette hele gaaes til Verks?»

---

Pram foreslaar nu at samle, saa godt det lader sig gjøre, det sammenhængende, uden at danne noget System deraf, og i en ordnet Enumeration udfylde og angive, hvad han har foredraget, saavidt muligt med hans egne Ord i de forefundne Fragmenter. Uagtet han selv har befattet sig en Del med Naturlærens Studium, foreslaar han dog for Sikkerheds Skyld at lade det hele gjennemse af Professor Ørsted og maaske Oberhofmarschalk Hauch, hvilken sidste han ogsaa vilde formaa til at skrive en Fortale, Indlednings- og Slutningstalerne vilde han selv gjennemgaa.

Af de æsthetiske Forelæsninger i Vinteren 1798–99 finder han 2det, 3die og 4de Foredrag samt et Fragment af 1ste. Disse staa efter Prams Formening langt under de physiske Forelæsninger, men der er dog Stykker, som selv uden den udtrykkelige Forskrift maatte optages i Samlingen. Til Gjennemgaaelsen heraf foreslaar han Professor Rabbek, som ogsaa var Ankers Ven.

Udtoget af den ældre norske Historie er næsten kun Excerpter af Schøning til eget Brug.

Brevet til Videnskabernes Selskab i Stockholm af 30 Septbr 1796 og Anbefalingsbrevet for M. F. Arendt kunde medtages som Prøver paa Ankers Styrke i Latin og paa hans Udtryksmaade.

Afhandlingen om Banken (i Hermoder, 6 St.) vil fremfor alt andet være samlingens Hovedprydelse.

Sørgetalen over Conrad Clauson, Tableau de l’homme etc. og Les Adieux d’un ami etc. har han endnu ikke seet. Oversættelsen af Treschows Arbeide (Tableau etc.) kunde meddeles som Prøve paa hans Styrke i Fransk.

{{liten|Han foreslaar at give Arbeiderne i 2 eller 3 Bind, saaledes at i første kom Talerne efter deres Tidsfølge, Gravskrifterne paa samme Maade, Epigrapherne til Festerne 1788 og 1790 (hvortil dog hører Forklaring over Emblemerne), Smaadigtene. Dette anslaaes til nogle og 20 Ark. – Forelæsningerne over Naturlæren c. 20 Ark. Do. over Æsthetiken c. 5 à 6 Ark. Sur la banque (baade paa Fransk og i Treschows Oversættelse), Brevene til General Gedde, Wilse og Videnskabernes Selskab i Stockholm. Tableau de l’homme. Ordenen er mindre væsentlig. Forelæsningerne over Naturlæren bør maaske være et særskilt Bind og Resten udgjøre et 3die. Hertil skulde da Pram levere en Fortale og en Biographi, som han vilde underkaste P. Ankers Bedømmelse. Portrait bør medfølge, helst stukket af Clemens efter Juels Maleri. Vigneter bør anskaffes. En Pragtudgave burde leveres paa stort og skjønt Papir samt en ringere Haandudgave. For Trykning og Papir til Pragtudgaven i 200 Exemplarer à 60 Ark beregnes 1000 à 1200 Rdlr. Portrait 100 à 150 Rdlr. Vigneter og Culs des lampe 2 til hvar Afdeling (tilsammen 14, à 50 Rdlr.) 700 Rdlr., ialt 2050 Rdlr. Af denne vilde saagodtsom intet sælges til den Pris, derpaa maatte sættes, nemlig over 10 Rdlr. Den maatte især anvendes til Uddeling blandt den afdødes literaire Venner og til literaire Selskaber og offentlige Bibliotheker. Indbindingen af disse Exemplarer vilde forøge Udgiften med nogle 100 Rdlr. Den simplere Udgave i 2000 Exemplarer à 50 Ark med de samme Kobbere beregnes til 1800 Rdlr. Solgtes nu 10 à 1200 Exemplarer à 3 Rdlr., udgjorde dette 3 à 4000 Rdlr. og, om alt solgtes, 6000 Rdlr. Dette tør neppe sikkert paaregnes, saa en Boghandler neppe vilde paatage sig Forlaget uden Honorar, naar han tillige skulde besørge Pragtudgaven. En simpel Udgave uden Kobbere vilde koste c. 1500 Rdlr. og maaske indbringe det dobbelte. At udstede Subscription ansees upassende. En Boghandler betaler i Regelen 10 à 12 Rdlr. Arket, altsaa høit 5 à 600 Rdlr.

Han agter at reise fra Christiania om c. 14 Dage og ønskede inden den Tid meget Kammerherrens Afgjørelse. Strax han kommer hjem, vil han begynde Arbeidet med Udgaven saa hurtigt, hans Embedsforretninger tillade. I Vinter vil dertil ikke blive megen Tid, og til Sommeren skulle formodentlig hans økonomiske Reiser fortsættes, men med Arbeidet har det jo heller ingen særdeles Hast.

Peder Anker (Bærum 18 Februar 1806) tiltræder i ane Dele Prams Mening.

Strax efter sin Hjemkomst til Kjøbenhavn i April 1806 henvendte nu Pram sig til forskjellige Kjøbenhavnske Bogtrykkere og Forlæggere om Overtagelsen af Forlaget af Ankers Skrifter paa visse nærmere angivne Betingelser og har derpaa faaet følgende Svarskrivelser: A. & S. Soldin erklære 14 April 1806 ei at kunne overtage Forlaget, da de for nærværende Tid have saamange betydelige Verker under Arbeide; Proft (Børsen 13 Mai 18O6) finder ikke paa den proponerede Maade at kunne entrere i Overtagelsen af Forlaget; I. H. Schoubothe (14 Mai 1806) tør ikke indlade sig i dette betydelige Foretagende, da han har saa mange andre Forlagsskrifter under Arbeide, „dels her, dels i Tydskland“; S. Popp erklærer sig derimod 14 Mai s. A. villig til at overtage Forlaget i Tillid til, at Prams Bestyrelse vil skaffe Verket Liebhabere, naar det ei bliver for dyrt. Han tilbyder 6 Rdlr. Arket i Honorar, men maatte da have Pladerne til Portrait og Vigneter frit. Samlingen maatte ikke overstige 60 Ark og Trykningen begynde saa tidligt, at Udgaven kunde være færdig næste Aar.

Til Bestridelse af de foreløbige Omkostninger ved Udgaven (f. Ex. Tegninger til Vigneter, Afskrivning, Forskud etc.) fandt Pram det nødvendigt 3 Mai s. A. at anmode Kammerherre P. Anker om et Forskud af 1000 Rdlr. Denne, der imidlertid var udtraadt af Bestyrelsen af Broderens Bo, erklærede sig i Brev, dateret Bogstad 11te Mai, ude af Stand til at laane Pram Pengene, men henviste ham til Administratorerne i Boet, der uden Tvivl strax vilde skaffe ham Penge som Forskud til Verkernes Trykning. Allerede 17de samme Maaned henvendte derfor Pram sig til Administrationen med samme Begjæring og forklarede derhos, at de to paatænkte og af Kammerherre P. Anker bifaldte Udgaver af Broderens Skrifter vilde falde ikke lidet kostbarere, end han tidligere havde troet at kunne ansætte dem, hvorfor han anmoder om snar Udbetaling af Summen, for hvilken han i sin Tid skal aflægge behørigt Regnskab. Udgivelsen tænker han at kunne paabegynde til Vinteren, da han nu daglig venter kongelig Befaling til at fortsætte sin økonomiske Reise. Dette Brev blev af Justitsraad Bull overleveret Administrationen i aaben Convolut, og 26 Mai s. A. oversendte den Pram Renter for et Aar af de legerede 5000 Rdlr. fra B. Ankers Dødsdag, 21 April 1805. Capitalen skulde efter Testamentets § 20 først udbetales 21 April 1807, men ikke desto mindre oversendtes 1000 Rdlr. som Afdrag paa de 5000 Rdlr., alt at hæve hos Justitsraad Koefoed. Maaske som Svar paa dette Brev afsendte Pram allerede 31 s. M. en, som det lader, temmelig skarp Skrivelse, hvis Indhold ikke kjendes, men som foranledigede Administratorerne Thomas Bagge og Jacob Nielsen til 5 Juni s. A. at melde Justitsraad Pram, at deres Overveielser i Anledning af hans to sidste Breve af 17 og 31 Mai have ledet dem til at tvivle paa, om ikke Udtrykkene i § 16 i B. Ankers Testamente – i Forbindelse med den Omstændighed, at intet Fond forøvrigt er anvist til hans skrifters Udgivelse – kunde forstaaes saaledes, at den hele Udgivelse skulde bestrides af de 5000 Rdlr., som ere ham anviste. Da imidlertid Paragraphen tillægger ham Pengene for at samle og udgive den afdødes efterladte Verker, tror Administrationen dog som den favorableste Fortolkning at kunne og burde antage, at Legatet er bestemt som et Honorar for hans Møie og Tids Opofrelse. Men naar altsaa Bekostningerne paa Udgaven blive at bestride af Fideicommiset, bliver det nødvendigt at indrette sig paa sparsommeligste Maade. Før Boets Gjæld er dækket og de gjorte Odelsprætensioner ordnede, kan man ingen undværlige Udgifter paatage sig. Uagtet sit Ønske at hædre den afdødes Minde, ønsker man altsaa at indskrænke Omkostningerne til det mindst mulige, da jo literaire Arbeiders Værd ikke beror paa Udgavens Udstyr. Pragtudgaven naskes derfor indstillet, og kun en simpel, men anstændig Udgave sat i Verk. Ligesaa ønskes Udgaven overdraget en Forlægger, der fik Skadesløsholdelse ved Salget, da Administrationen ønsker at forebygge Tab for Boet, men ei at lucrere ved Udgaven. Hvis ingen Forlægger kan erholdes, ønsker man Underretning om Bekostningerne ved en simpel Udgave. Kammerherre P. Anker er enig i denne Beslutning, der er grundet paa Fideicommisets Forfatning. Fideicommisets Maal er det offentliges og Fædrelandets Bedste, som rettest ansees opnaaet paa denne Maade.

Omtrent ved denne Tid henvendte Pram, som da stod færdig til at paabegynde en ny økonomisk Reise, sig til Dr. H. C. Ørsted og K. L. Rahbek om Bistand ved Udgivelsen af B. Ankers physiske og æsthetiske Forelæsninger. Ørsteds Svar er ikke bevaret, men Rahbek erklærede sig i Brev, dateret Bakkehuset 17 Juni 1806, villig til at paatage sig Udgivelsen af de æsthetiske Forelæsninger for det af Pram tilbudne Honorar, 300 Rdrl., da han dog selv kun havde tænkt sig 200. Dette antages at kunne dækkes af det af Popp tilbudne Honorar. Af Pram selv vil han intet modtage. Allerhelst vilde han have 200 Rdlr. ved Udgangen af indeværende Maaned og vilde da frafalde Resten, men dette er ingen Betingelse for at besørge Udgivelsen, som han i ethvert Fald vil overtage.

Som Svar paa Administrationens Brev af 5 Juni skrev Pram en udførlig Redegjørelse for alt, hvad der hidtil var passeret i Sagen, samt for sin Opfatning af Testamentets Mening; den er dateret Kjøbenhavn 28 Juni 1806 og indeholder i det væsentlige følgende^[21]: Han har i Henhold til Administrationens Skrivelse indstillet, hvad han havde iverksat med Hensyn til den foreslaaede Pragtudgave af B. Ankers Skrifter, hvilket beløb sig til en ufuldendt Underhandling med Kobberstikker Clemens angaaende Portrait og Vigneter og et Prøvetryk fra Bogtrykker, Directeur Schultz^[22] af et Par Sider, som skulde forelægges Administrationen tilligemed en Beregning over Pragt- og Haandndgavens Kostende, da det i Vinter for Kammerherre P. Anker gjorte Overslag kun var et løst Udkast, der tiltrængte Berigtigelse. Efter Administrationens Paalæg om at gaa frem paa den mest økonomiske Maade har han anseet det for sin Pligt at søge den Forlægger, der vilde byde det høieste Honorarium, hvorved en Del af det for Udgiveren bestemte Legat kunde bespares, naar der ei var Tale om nogen anden Udgift, og han har derfor henvendt sig til samtlige de Boghandlere, der kunde og vilde opfylde de Vilkaar, de maatte paatage sig. Han henvendte sig først til Hofbogtrykkeren, Directeur Schultz, der har det største og bedste Officin, er Forlægger af mange betydelige Verker og har Formue, saa man hos ham vilde være betrygget for god og egal Tryk og godt, ensartet Papir. Med ham havde ogsaa B. Anker i levende Live gjort en mundtlig Aftale om Trykningen af hans Skrifter, og han var ogsaa villig til at forlægge dem, men turde ikke byde noget Honorar, i det mindste intet, som han selv ansaa antageligt. Boghandler Brummer ønskede meget at overtage Forlaget, men vilde heller ikke byde noget Honorar; kun tilbød han at levere et smukt Kobberstik af Forfatteren. Bogtrykker Popp, der har et godt Officin og er en saare hæderlig Mand, havde tilbudt et Honorar af 6 Rdlr. Arket, hvilket var det eneste indkomne Tilbud om Honorar. Pram havde desuden talt med Agent Gyldendals Enke og med Boghandlerne Proft, Schubothe og Soldin, men den første befattede sig ikke længer med nye Forlagsartikler, og de tre sidste havde allerede saa meget i Forlag, at de ei vovede at indlade sig i nogen ny Entreprise. Af de solide Boghandlere var Poulsen den eneste, han ikke havde kunnet træffe, men han ansaa det sandsynligt, at han ikke vilde gjøre høiere Bud end Popp. Derimod har han ikke troet uden Administrationens udtrykkelige Ordre at burde tillade Udstedelsen af en Subscriptionsindbydelse, der mere egner sig for uformuende Forfattere eller store Verker, men maatte ansees upassende ved en Udgave af B. Ankers Verker i 2 à 3 smaa Bind (i alt paa 50 à 60 Ark), som om man tvivlede paa Afsætning, eller hans Bo tiltrængte at samle paa hvilkensomhelst Maade. Det tilbudne Honorar vil kun beløbe sig til 300 à 360 Rdlr. Han har forlangt net, correct, ei kneben Tryk og smukt Papir samt Trykning med „de skjønnere Latinske Bogstaver“, men man var enig om ei at ville befatte sig med Forlaget, dersom ei de Danske eller Gothisk-Tydske maatte benyttes; disse haves ogsaa ret gode og vakre af forskjelligt Snit og Størrelse. Han foreslaar et Udstyr som den nye, hos Schultz udkomne Udgave af Holbergs Skrifter, i lidt mindre Format og maaske lidt aabnere Tryk. Tages der Subscription, ville Omkostningerne ved Trykningen af 700 Exemplarer beløbe sig til 623 Rdlr. (nemlig 94 Ris Trykpapir à 2 Rdlr. 188 Rdlr., 9 Ris Skrivpapir à 5 Rdlr. til 50 finere Exemplarer 45 Rdlr., Trykkeløn for 60 Ark à 6½ Rdlr. 390 Rdlr.); Indtægten ved Salget af 600 Exemplarer à 2 Rdlr. (d. e. 3½ Sk. Arket) ansættes til 1200 Rdl., som med Fradrag af Omkostningerne altsaa giver en Gevinst af 577 Rdlr. Han haaber imidlertid, hvad enten man vælger Subscription eller ikke, paa en større Afsætning, om end literaire Arbeiders mercantile Værd ikke altid beror paa deres virkelige Værd, og disse Skrifter muligens ikke ville finde den Afsætning, de fortjene, og som deres Forfatters store Geni og mageløse Talenter maatte synes at forvisse dem. Han har villet vise, at det sandsynligvis er fordelagtigst at tage Subscription, men at Fordelen dog ikke er meget betydelig. Han overlader altsaa Administrationen Valget, men tror dog paa Grund af Forfatterens mod ham udviste Tillid og Venskab at burde ytre den Formening, at det neppe vilde være i hans Aand eller efter hans Ønske ved Udgaven af hans Verker at gaa frem med den Grad af Sparsomhed, som det er ham paalagt at iagttage.

Uagtet han ingenlunde tror, at Administrationen har Ret i den opkastede Tvivl om Fortolkningen af vedkommende Paragraph i Ankers Testamente, vilde dog dens Antydning deraf være tilstrækkelig til at bringe ham til at gaa ind paa samme, dersom han dertil var formuende nok, men da han ikke er Boghandler, kan han ikke paatage sig at være Forlægger, saameget mere som de 5000 Rdlr. efter hans Begreb om, hvorledes B. Ankers Skrifter burde udgives, neppe nok vilde dække Omkostningerne, der efter de af ham anstillede Undersøgelser vilde beløbe sig til følgende: For en Pragtudgave in 4^to, 300 Expl. à 150 Ark Velin med Portrait og Vigneter, c. 4700 Rdlr., og for en anstændig, men ei ganske simpel Haandudgave in 8^vo, 1500 Expl. à 60 Ark Skrivpapir med Portrait og Vigneter, c. 2400 Rdlr., hvortil endnu vilde komme Honorar for Vigneterne, Indbinding af de Exemplarer af Pragtudgaven, der skulde foræres bort, m. m., med et rundt Tal tilsammen 8000 Rdlr., altsaa omtrent det dobbelte, af hvad han i sit foreløbige Udkast havde nævnt for Kammerherre P. Anker. Han erkjender imidlertid, at ret smukke, ja elegante Udgaver kunne bekostes for meget mindre, men anfører ovenstaaende Overslag for omtrent at vise, hvorledes han vilde have Udgaven indrettet, om han dertil var forsynet med Fonds eller dertil selv besad Formue, hvorved han vilde have troet at handle i den kunstelskende og smagfulde Forfatters Aand. Af Pragtudgaven vilde han have foræret de lærde Selskaber, hvis Medlem Anker var, og dem af hans Venner, der tillige vare Smagens, Kunstens og Literaturens, de 200 Exemplarer eller flere, smukt indbundne, saaledes som der sker andensteds i Europa i lignende Tilfælde. Haandudgaven vilde han ikke have betroet nogen Forlægger, som dog stedse maatte søge at gjøre sig den saa fordelagtig som muligt, men ladet den trykke paa egen Bekostning og derpaa leveret Boghandlerne samme til Salg mod almindelig Rabat. Af Pragtudgaven beregner han i Begyndelsen solgt 50 Expl. à 15 Rdlr., af Hovedudgaven 500 Expl. à 3 Rdlr., altsaa tilsammen for 2250 Rdlr.; Resten af Oplaget vilde kun langsomt afsættes og efter flere eller mange Aars Forløb for enhver, der ei var Boghandler, kun være af lidet eller intet Værd. Han har her kun forklaret, hvorledes han vilde have handlet, om han havde kunnet tiltræde Administrationens Fortolkning af Testamentet, men han nærer for sin Part ikke Skygge af Tvivl om sin afdøde Velynders og Vens Mening med det ham anviste Legat, der efter hans Mening utvivlsomt tillægges ham for Udgivelsen af Verkerne, men ikke er anvist til omkostninger derved. Han er stolt af Gaven, som han desuden ingenlunde skammer sig ved at tilstaa meget forbedrer hans ellers ei gunstige Stilling, og som han derfor saameget mindre letsindig eller stolt kan give Slip paa; men er Sagen tvivlsom ogsaa for andre end Administrationen, erklærer han sig, trods sin bestandige Taknemmelighed mod Giveren, som han ved ikke tvivlede, dog for stolt til at modtage en Gave af Dhrr. Bagge og Nielsen, som de ere uberettigede til at give, naar den ei er en utvivlsom Gave af den ædle Testator.

Det er med Approbation af Kammerherre P. Ánker, at Pram har anmodet den afdødes og hans egen lærde og smagfulde Ven, Professor. Rahbek, om i Fællesskab med sig at gjennemgaa B. Ankers æsthetiske Forelæsninger, der efter hans udtrykkelige Villie skulle ledsage Udgaven og virkelig fortjene det. Da de imidlertid næsten blot ere Fragmenter, maa de fuldstændiggjøres og med stor Umage ordnes. Professor Rahbek er dertil villig, men som saamange ædle lærde maa han leve af sit Arbeid og sin Tids Brug, og da han for at kunne udføre dette Arbeide maa tilsidesætte andet, der skulde ernære ham og hans, fordrer han derfor 200 Rdlr., hvad dog Pram, om han skulde betale det, kun vilde anse for halv Betaling. Kammerherre P. Anker har ogsaa bifaldt Dr. Ørsteds Medvirkning ved Revisionen af de physiske Forelæsninger, hvortil ogsaa denne har lovet sin Bistand. Hvad enten nu Honorarerne skulle betales af Legatet eller af Boet, maa denne have en lignende Sum for sin Umage, men flere større Extraudgifter til Udgaven kunne da ikke indsees at ville udfordres. Hvis Boet virkelig kan modtage noget Boghandlerhonorar, hvilket overlades til Administrationens Afgjørelse, vilde det vistnok ikke være upassende at anvende samme til en – vist ei for stor – Belønning for de to Mænd, der fuldstændiggjorde, hvad Forfatteren havde efterladt ufuldført, og som Pram selv ikke er istand til at give en saadan Fuldendelse som hine; men i ethvert Fald maa han udbede sig Administrationens Beslutning, om han eller Boet skal bære denne Udgift.

Hvis det ikke maatte ansees passende at sælge B. Ankers Skrifter til en Boghandler, ønskes det afgjort af Administrationen, til hvem af de følgende tre Boghandlere de uden Betaling skulle overlades, enten til Directeur Schultz, der støtter sig til en Art Aftale med den afdøde Forfatter og derhos bar det bedst forsynede Officin, eller til Bogtrykker Popp, der har tilbudt et ei ubetydeligt Honorar og har et meget godt Officin, eller til Boghandler Brummer, der vel ikke har budt noget Honorar, men som vil decorere Bogen med et Portrait, der vilde koste næsten ligesaa meget som det tilbudne Honorar. Fra de to første, der selv ere Bogtrykkere, vilde man med størst Sikkerhed kunne vente det smukkeste Udstyr, hvilket ogsaa vilde tilsiges af deres egen Ære og Fordel; Schultz vil vistnok kunne levere det smukkeste Arbeide, men ogsaa Popp er bekjendt som en meget brav Mand og god Bogtrykker.

Før Pragtudgaven blev indstillet, havde Pram talt med Kobberstikker Clemens om Portraitets og Vigneternes Stikning; et Portrait i Octavformat vilde hos ham koste 200 à 300 Rdlr. Hvis imidlertid Beslutningen om kun en simpel Udgave fastholdes, ville ingen Kobbere tiltrænges, men et Portrait ønske dog vist de fleste, der anskaffe Ankers Skrifter, og Mangelen deraf skulde mærkeligen forringe Kjøbernes Antal. Senere har han havt Besøg af Kobberstikker Lahde, som vistnok er en meget agtværdig Kunstner, men hvis Navn er mindre celebert, da han har maattet udgive adskillige mindre udarbeidede Hastverks- og Døgnproducter, medens han dog ogsaa har leveret meget skjønne og værdifulde Stykker. I Samlingen af fortjente samtidiges Billeder har han for nogle Aar siden leveret B. Ankers Portrait efter et Maleri af Juul, ved hvilken Leilighed han gjorde hans Bekjendtskab og blev yndet af ham, ligesom Anker dengang lod ham beholde Juuls Portrait for derefter at stikke et nyt Exemplar til hans Skrifter, om hvis Udstyr med Kobberstik han allerede da skal have talt meget med ham, hvorfor Lahde maaske turde ansees at have nogen Forret til Arbeidet, som han vil levere for ringere Betaling end Clemens og dog vistnok meget godt, da han før har stukket et upaatvivlelig meget ligt Billede af Anker. Hvis man ønsker et Portrait til den billigst mulige Pris, tilbyder ban saamange Exemplarer, man maatte ønske, efter den Plade, der blev benyttet til den nævnte Portraitsamling, men det kunde da ei dølges, at Billedet ikke var stukket til Bogen, men laant andensteds fra. Paa alle disse fremsatte Spørgsmaal udbeder nu Pram sig en snar Afgjørelse fra Administrationens Side.

Samtidig med Brevet til Administrationen afsendte Pram ogsaa et Brev til Kammerherre P. Anker. Han har af Intelligents-Sedlerne for 9 Juni med Glæde seet, at denne igjen er indtraadt i Administrationen af Broderens Bo, men ønsker nu, at han for et Øieblik var ude af samme. Inden hans Gjenindtrædelse fik han nemlig fra Administrationen et Brev af 5te Juni, hvori denne udtaler Tvivl om Hensigten med de i B. Ankers Testamente omtalte 5000 Rdlr., idet deraf Udgifterne til Udgaven muligens ogsaa kunde være tænkt udredede, eftersom ingen anden Sum er angivet til Udgivelsen, men da Testamentet dog tillægger Pram dem for Samlingen og Udgivelsen, tror Administrationen „som den favorableste Fortolkning“ at kunne og burde antage Summen for et Honorar for hans Arbeide. Dette betragter han, som om Administrationen havde sagt, at Sagen vel ikke var saa ganske ren, men da heller ikke det modsatte er sagt i Testamentet, vil man i hans Faveur lade, som om man var berettiget til at udbetale ham Pengene, men raader ham dog til at lade Udgaven koste intet eller dog mindst muligt, hvilket man ogsaa, skjønt neppe med Rette, vil lade Boet betale. Han vil imidlertid ligesaalidt modtage deres Faveur som taale den Fornærmelse, at de tilbyde ham Penge, hvortil han har tvivlsom Ret. Han kan endda begribe, at man kan fortolke Paragraphen i Testamentet som anført, men ikke, at man da som ærlige Folk tillige kan tilbyde ham Pengene. Om Kammerherre P. Anker havde været i Administrationen, vilde denne Fornærmelse ikke være bleven ham tilføiet. Administrationen har paalagt ham at indstille Pragtudgaven og kun give en simpel, hvortil han skal søge Forlægger; denne Bestemmelse er ham en Lov. Han har derfor ogsaa søgt Honorar, og der er tilbudt 6 Rdlr. Arket, men han anser ikke denne Fremgangsmaade passende til Omstændighederne. Han har ogsaa tilskrevet Administrationen herom. Hvorvidt skal nu Besparelsen gaa? Skal man benytte Trykpapir, der dog overalt ansees miserabelt? Skrivpapir eller saakaldt Fransk Papir vilde forøge Omkostninningerne med nogle Rdlr. Arket. Kobbere tør man vel ei tænke paa. En Gjentagelse af Lahdes Portrait vilde være billigst, men Lahde er ei en saa celebre Kunstner som Clemens^[23]. I Brevet til Administrationen har han nævnt, hvad der burde betales Rahbek og Dr. Ørsted for at gjennemgaa de æsthetiske og physiske Forelæsninger. Vel anser han sig ikke selv ganske ukyndig i disse Sager, men han tror det dog mest betryggende, at disse Herrer besørge de nævnte Afdelinger. Herfor bør de naturligvis betales, men skal han gjøre det, kunde det ei være med mindre end ⅓ af de 5000 Rdrl., dersom Administrationens Fortolkning er rigtig. Ligesaa bør ban da betale Portrait og Vigneter som mindre væsentlige Udgifter. Finder P. Anker, at dette er rigtigt, vil han ogsaa betale, saalangt Pengene strække. De oversendte 1200 Rdrl. bevarer han som Fideicommisets Eiendom, indtil enten Administrationen tilbagekalder sine Ytringer, eller Retten bar afgjort Sagen. Han skulde atter reise til Norge, men er nu syg^[24]. I et Postscriptum gjør han opmærksom paa, at Brevet til Administrationen, skjønt indlagt i Brevet til P. Anker, paa ingen Maade er rettet mod ham. Maaske kommer han snart til Norge; i alle Fald begynder han i October paa Udgaven.

Saavel Administrationen som P. Anker besvarede Prams Breve af 28 Juni, hin i Brev af 10 Juli, hvori den beklager at se sine Ytringer i Brev af 5 Juni mistydede. Den har kun ment, at den ingen anden Disposition over Boets Midler har end den i Testamentet nævnte, og anførte den mulige Fortolkning af § 16 kun som en yderligere Grund til ei at indgaa paa flere Udgifter. Efter Prams Oplysninger om den afdødes ham tilkjendegivne Hensigt med Legatet maa Administrationen saameget mere opgive al Tvivl. Pengene anser den som en Erstatning for Redactionen og Udgavens Besørgelse og ei som en Gave, hvortil den desuden savner al Berettigelse. Men uagtet den har anseet det for sin Pligt at undgaa flere Udgifter, end Testamentet bestemmer, har den aldrig tænkt at drage Fordel al Udgaven og ønsker den derfor uden Honorar overdragen Directeur Schultz, til hvem jo B. Anker efter Prams egen Oplysning har ønsket den betroet, ligesom den ikke tror, der bør samles Subscribenter. Redactionen anser den hos Pram selv i fuldkommen sikre Hænder. Med ham er den enig i at ønske Portrait af Anker til Samlingens første Bind og beder ham afhandle det fornødne med Kobberstikker Lahde efter den afdødes Aftale med denne om et nyt Aftryk af det ældre Portrait, hvortil det fornødne Beløb, saasnart det opgives, skal blive anvist.

P. Anker beklager i Brev, dateret Bogstad 14 Juli, at Begge og Nielsen have vakt Prams Mishag, da han tror, de ikke have ment at sige ham noget ubehageligt. Administrationens Brev har været hos ham til Underskrift, som han dog ansaa overfiødig, da han selv vilde skrive og Brevet indeholdt ham uvedkommende Ting. Han erklærer sig enig med Administrationen angaaende Udgaven af B. Ankers Skrifter og opgiver Pragtudgaven paa Grund af dens nu betydelig høiere beregnede Kostende. Han tror ogsaa, at man ikke bør udsætte sig for Critique ved en Udgave, der i Pragt formeget overstiger Materiens Værd. Schultz’s Prøve af Skrifterne tilbagesendes. Podagra hindrer ham fra at skrive mere end Navnet.

Under 26 Juli 1806 besvarer Pram fra Kjøbenhavn begge disse Breve. I sit Svar til Administratorerne dolerer han endnu over den i deres Brev af 5 Juni udtalte Tvivl om de 5000 Rdlrs. Anvendelse og nu endvidere over det Udtryk i deres sidste Brev, at enhver Tvivl nu saa meget mere maa bortfalde, efter hvad han har meldt om den afdødes ham tilkjendegivne Hensigt med Legatet, da han dog aldrig har nævnt at have hørt noget derom af den afdøde selv. En eller anden Misforstaaelse maa her være forhaanden. Han ønsker derfor bestemt Svar, 1) om Administrationens Tvivl ganske er bortfalden, eller om en anden Autoritet maa afgive sin Kjendelse i Sagen. 2) Dersom Pengene kun ere bestemte til Udgivelsen, kan han da betale Honorarer til Professorerne Rahbek og Ørsted, samt hvormeget? Han er nemlig i saa Fald skyldig at gjøre Regnskab og kan altsaa ikke give efter eget Forgodtbefindende. Han udtaler sin Forundring over, at Administrationen har antaget Lahdes Forslag om kun et nyt Aftryk af den gamle Plade af Portraitet. Hvis nu de 5000 tilkjendes ham, vil da Administrationen udrede Omkostningerne herved af Boet, og hvis de ikke tilkjendes ham, vil den da tillade, at der tages et virkelig nyt Stik, der maaske vil koste ca. 100 Rdlr. mer? Eller tillades det ham af egen Lomme at gjøre det? Med Bogtrykker, Kobberstikker eller de to nævnte Professorer har han ingen Aftale villet gjøre, før bestemt Svar indløber fra Administrationen.

I sin Skrivelse af samme Dag til P. Anker udtaler Pram sin Glæde over, at han ei har underskrevet Administrationens Brev. Han er meget vred over dens Betragtning af Gaven, Honoraret eller Legatet, han ved ei, hvad han skal kalde det; og endnu mere over den ham tillagte Ytring, at den afdøde skulde have givet ham sin Hensigt dermed tilkjende. Han er fattig, men ikke istand til den Nedrighed at modtage, hvad der kun tvivlsomt tilkommer ham. Han kryber ei for de to Herrer, vil ikke antage deres favorable Erklæring og være dem forbunden for, hvad hans ædle Velynder har tiltænkt ham. De maa tage sin Tvivl og sin Beretning om hans Udsagn tilbage; de maa vogte sig for ham, uagtet han ikke har saa mange af B. Ankers Penge som de. Han vil paa Kammerherre Ankers Ord tro, at de ei have villet fornærme ham, men dersom de ikke tilbagekalde sine Ytringer, tilintetgjøre de sin Herres Testamente i Henseende til ham, da han ikke vil skylde deres Faveur, hvad han skylder deres Herres Venskab for ham. Det gjør ham ondt, at de to Herrer have havt Indflydelse nok til at gjøre Udgaven saaledes, som den afdøde kan vides ikke at ville have havt den. Om han kunde se op af sin Grav, vilde han neppe være de to „Matadorer“ forbunden derfor eller for deres Opførsel mod ham (Pram). Det er ei mod den Administration, hvoraf Anker er Medlem, at han skriver, men kun mod Dhrr. Bagge og Nielsen, der understaa sig at paadigte ham Løgne for at tilvende sig Penge. Han anmoder P. Anker om at tilholde dem at besvare hans Spørgsmaal, for at han derefter kan tage sine Messurer.

I Brev, dateret Christiania 4 August 1806, erklære nu Thomas Bagge og Jacob Nielsen, at de anse det i B. Ankers Testamente af 19 Decbr. 1801 § 16 Pram tillagte Legat som en Erstatning eller Honorar for hans Arbeide med Ordningen og Udgivelsen af Ankers Verker, hvoraf følger, at Bekostningerne ved Udgivelsen maa falde Boet til Last, og disse have de erklæret sig villige til at udrede, men da de maa paase iagttagelsen af Sparsomhed, saavidt den kan forenes med Anstændighed, have de ifølge Prams Brev af 28 Juni ønsket Trykningen besørget af Directeur Schultz uden Honorars Erlæggelse, men til at samtykke nogen aparte Udgift for Deltagelse i Redactionen finde de ingen Hjemmel i Testamentet. Hvad Portraitet angaar, mente de at være enige med Pram, da de havde bedet ham besørge et nyt Stik hos Lahde efter den Tegning, der var i hans Værge, og have aldrig tænkt at benytte den slidte Plade, ligesom de ere villige til at udrede omkostningerne derved.

Pram erkjender fra Kjøbenhavn 6 Septbr. 1806 Modtagelsen af dette Brev fra de to Administratorer, hvilket altsaa skal være den Erklæring, han har forlangt i Brev af 26 Juli, men han erkjender den ikke for at være tilfredsstillende. Han anker fremdeles over, at de i sit Brev at 10 Juli have „paadigtet“ ham i sit Brev af 28 Juni at have sagt, at han kjendte B. Ankers Mening med Pengene; dette have de ligesaa lidt tilbagekaldt som den i deres Brev af 5 Juni ytrede Tvivl om Pengenes Anvendelse. Deres Villighed til ikke desto mindre at udbetale dem tillægger han derfor ingen Betydning, da han under disse Omstændigheder anser Tilbudet som en Fornærmelse. De have ogsaa sagt en „Usandhed“, idet de sige at have anmodet ham om hos Kobberstikker Lahde at foranstalte et nyt Stik af Ankers Portrait, da de i sit Brev af 10 Juli kun have forlangt et nyt Aftryk deraf, hvorimod han just under 28de Juni havde udtalt sig. Han opholder sig derhos over den af dem nævnte Mangel paa Tid, da de dog maa finde sig i at udføre, hvad Bestyrelsen af Boet kræver, over den Sparsomhed med Boets Midler, de omtale, som han ikke har at modtage Regnskab for, og over flere af de brugte Udtryk.

Hermed maa Brevvexlingen mellem Justitsraad Pram og Administratorerne af det Ankerske Fideicommis angaaende denne Sag foreløbig være standset. 23 April 1807 oversende Thomas Bagge og Jacob Nielsen ham 160 Rdlr. som Renter fra 22 April 1806 af de 4000 Rdlr., der ere ham legerede af B. Anker; 1000 Rdlr. bleve forrige Aar afbetalte paa den fulde Sum, 5000 Rdlr. – Dette bragte Prams Misfornøielse til at blusse op paanyt^[25]. I et Brev af 2 Mai til Administratorerne udtaler han sin Forundring over, at de have sendt ham 160 Rdlr. som Renter af den ham af B. Anker „legerede Capital“. Under deres Brevvexling forrige Aar vilde de jo ei rigtig erkjende hans Ret og tilbøde kun efter „en favorabel Fortolkning“, som han ansaa for en utilbørlig Connivence, at udbetale ham Pengene, hvilke han derfor ikke vilde modtage. Han havde 6te Septbr. 1806 tilkjendegivet dem, at han ikke ansaa deres Brev af 4de August for fyldestgjørende Svar paa spørgsmaalene i hans Brev af 26de Juli. De i det hele modtagne 1360 Rdlr. vil han bevare indtil nærmere Bestemmelse, men de 1000 Rdlr., som paa Forlangende bleve ham sendte, vil han ikke, som de, betragte som Afbetaling paa de 5000, da de vare bestemte til at dække allerede havte Omkostninger ved Udgivelsen (3 à 4 Maaneders Ophold i Christiania, Afskrivning i et Aar etc.). Herfor skylder han da at aflægge Regnskab. Saavidt Helbred og Embedsforretninger tillade, arbeider han paa Udgivelsen; naar den vil kunne foregaa, kan han endnu ikke bestemme, men Administrationen skal blive underrettet, saasnart han ser sig istand til at levere Samlingen fra sig til Trykken.

30 Mai 1807 underrettes Pram fra Rentekammeret om, at Magistraten i Christiania har begjæret dets Resolution om, hvorledes Fireprocentafgiften efter Forordn. af 12 Septbr. 1792 bør svares af de i B. Ankers Testament fastsatte Legater. Da Pram skal have 5000 Rdlr. for Udgivelsen af hans Skrifter, udbeder Rentekammeret, før det svarer Magistraten, sig en Erklæring over, hvormeget han med Billighed kan anse som Honorar, da 4 Procent bliver at svare af det overskydende.

Først 23 Juni besvarer Pram Rentekammerets Skrivelse, idet han forklarer, at han forgjæves har ventet paa Brev fra Administrationen i Ankers Bo, der sager at gjøre den Fortolkning gjældende, at Pengene vare bestemte til at dække samtlige Omkostninger ved Udgaven. Dog er Administrationen („de to Contoirbetjente Thomas Bagge og Jacob Nielsen“) villig til at udbetale Pengene, men vilde da, at Udgaven („tre maadelige Octavbind“) lidet eller intet mere skulde koste Boet. Paa denne Basis fandt Pram „som ærlig Mand“ det ikke muligt at modtage dem, hvorfor han forlangte, at enten Administrationen tog sine Ord tilbage eller en høiere Autoritet (eller endog en Domstol) afgjorde Sagen. Administrationen havde sendt ham Renter for et Aar af 5000 Rdlr. og senere af 4000, da den havde remitteret ham paa Begjæring 1000 Rdlr., som han havde forlangt til havte Udgifters Dækkelse, men som den vilde betragte som Afbetaling paa de 5000 Rdlr. Pram overlader nu til Rentekammeret at afgjøre, hvad der med Rette tilkommer ham. De nedsendte 1360 Rdlr. vil han indtil videre kun anse som et Depositum.

Samtidig med dette Brev maa Pram have tilskrevet den kongelige Overtilsynscommission for Fideicommiset; uagtet Conceptet blandt hans Papirer er udateret, kan det nemlig af Udtrykkenes Lighed sees, at Brevene maa være skrevne paa en Tid. I dette sidste Brev giver han følgende Fremstilling af Sagens Gang: Noget efter B. Ankers Død foreviste Kammerherre og Generalveiintendant P. Anker ham det Punkt i Testamentet, der angik Udgivelsen af Broderens Skrifter, og han modtog, hvad der fandtes i Haandskrift efter ham. Da der var mange Defecter og Lacuner, besluttede han at reise til Christiania for at søge mere og opholdt sig der fra Decbr. 1805 til Udgangen af Marts 1806 samt gjennemgik med Christian Ankers Hjælp hans efterladte Bibliothek, men med ringe Udbytte. Han optog en raisoneret Catalog med Forslag til Udgivelsen, som tilstilledes P. Anker, der bifaldt samme 18 Februar 1806. Strax han i April kom til Kjøbenhavn, begyndte han Underhandlinger med Boghandlere etc., og omkostningerne viste sig da næsten at ville blive dobbelt saa store som paaregnede, men han fandt ingen Anledning til at tage Hensyn hertil. For at dække havte Omkostninger og for at være forsynet med Penge til Udgivelsen skrev han til Kammerherre P. Anker om at erholde udbetalt 1000 Rdlr. Han var imidlertid udtraadt af Administrationen, til hvem han henviste ham, og som han ikke tvivlede paa vilde skaffe det forlangte. Pram skrev til denne og fik med omgaaende Post det forlangte samt 200 Rdlr. som Renter for det forløbne Aar af de 5000 Rdlr. Men allerede under 5te Juni skriver Administrationen ham til, at den anser det tvivlsomt, om ikke de 5000 Rdlr. ere bestemte til Bestridelse af Omkostningerne ved Udgaven, men vil dog gaa ind paa at udbetale dem, naar han vil indstille Pragtudgaven og kun give en simpel Udgave, der kunde overtages af en Forlægger eller i alle Fald udgives med mindst mulig Bekostning af Hensyn til Fideicommisets Gjæld og de store Fordringer, som gjøres derpaa. – 28 Juni underrettede Pram Administrationen om Bekostningerne ved en simpel Udgave (efter Negociation med de vigtigste Boghandlere i Kjøbenhavn) og Omkostningerne ved den med Kammerherre P. Anker aftalte Udgave. Men derhos erklærede han sig uberettiget til efter den opkastede Tvivl at modtage og Administrationen uberettiget til at udbetale de 5000 Rdlr., før en authentisk Fortolkning af Bestetnmelserne forelaa. Vistnok havde Kammerherre Anker bifaldt hans Forslag om at benytte Professor Rahbeks Hjælp ved Ordningen af de æsthetiske Forelæsninger og Professor Ørsteds (og muligvis Hofmarskalk Hauchs) til de physiske, hvilket selvfølgelig vilde koste noget, men efter at der nu var bleven Tale om den yderste Sparsomhed, antog han det muligt, at Administratorerne („de uliterariske Personer“, „de to Fuldmægtige“) vilde fordre, at han som Udgiver skulde være Polyhistor og gjøre alt selv. Han ansaa det ogsaa trods Sparsommeligheden nødvendigt at faa Ankers Portrait udført i Kobber til Udgaven. I Brev af 10 Juli fastholder Administrationen sin Betragtningsmaade og protesterer – uden at svare paa Forslaget om Rahbek og Ørsted – mod enhver videre Udgift for Redactionen og Omsorgen med Udgivelsen af Ankers Skrifter, hvorved han anser sig afskaaren fra endog kun at faa Erstatning for den Afskrivning, han har maattet lade foretage. Administrationen vilde kun bevilge nyt Aftryk af Portraitet i Lahdes Samling, hvilket Pram ansaa for en upassende Behandling af „et Anliggende, der angik deres forrige Herres og Velgjørers Hæder“, hvorom han tilskrev Administratorerne 26 Juli, i hvilket Brev han ogsaa spurgte om forskjellige andre Ting vedkommende Udgaven, hvorpaa han dog anser deres Svar af 4 August for aldeles irrelevant, hvilket han meldte den 6te Septbr. Derpaa hørte han intet fra Administrationen før 23 April (1807), da den sendte ham 160 Rdlr. som Renter for det forløbne Aar af 4000 Rdlr. 2 Mai besvarede han Brevet og erklærede at ville beholde de 1360 Rdlr., som han i det hele havde modtaget, som et Depositum, hvorfor han var Boet ansvarlig, indtil endelig Bestemmelse herom var truffen. Administratorernes Oversendelse af Renter synes ham en Erkjendelse af Summens legatariske Beskaffenhed. Han bad tillige om Svar paa Punkterne i Brevet af 26 Juli (1806), men har intet faaet. Han udbeder sig nu Overtilsynscommissionens Betænkning, om § 16 i Testamentet skal forstaaes saaledes, at han kun skal have af de 5000 Rdlr., hvad der bliver tilbage, naar en anstændig Udgave er besørget (denne vil koste 8000 Rdlr.), eller de ere et Honorar for hans Arbeide.

Imidlertid begyndte Krigen med England, og i September indtraf Kjøbenhavns Bombardement. Kun faa Dage efter dettes ophør (12 Septbr.) tilskriver Pram Administrationen, at uagtet Uenigheden om Fortolkningen af Udtrykkene i Testamentet, og uagtet han tilstaar kun at have Ret til den legerede Sum 5000 Rdlr., naar han har udgivet B. Ankers Skrifter, tror han dog ei at foreslaa noget uretmæssigt, naar han anholder om Udbetaling af 500 Rdlr. strax og Anvisning paa 500 Rdlr. at hæve senere. Han havde haabet i den forestaaende Vinter at tilendebringe Arbeidet og haaber det endnu, hvis Fiendtlighederne ei fornyes. Han beretter, hvorledes det har lykkes ham med Møie og Livsfare ved Flytning fra det ene til det andet Sted at redde Ankers Manuscripter under Bombardementet. Der hersker den sørgeligste Mangel, og de, der have lidt mindre Skade, maa hjælpe dem, der have lidt mest. Han nødes derfor til at anmode om denne Udbetaling, før Arbeidet er tilendebragt. – Herpaa svarede Administrationen under 21 Septbr. s. A., at den paa Grund af Uenigheden om Fortolkningen af § 16 i B. Ankers Testamente og for at undgaa videre Brevvexling har udbedet sig Cancelliets Fortolkning af Paragraphen og derfor oversendt samme den hele Correspondence. Den anser sig saaledes ikke berettiget til at udbetale mere af de 5000 Rdlr., inden Collegiets Bestemmelse er afgiven, men paa Grund af Kjøbenhavns Indvaaneres nærværende sørgelige Omstændigheder tage de ei i Betænkning at opfylde Prams i Brevet udtalte Ønske og sende derfor vexel paa Dhrr. Falch & Sønner paa 500 Rdlr. samt Creditiv paa andre 500 Rdlr. at hæve successive. De haabe ved Cancelliets Resolution ei at maatte komme i noget Ansvar. – Dette Brev modtog Pram, formodentlig paa Grund af Krigsurolighederne, imidlertid først 26 Octbr. og erkjendte allerede den følgende Dag i Brev til Administrationen Modtagelsen af Vexelen og Creditivet. – Imidlertid havde Rentekammeret under 26 Septbr. tilmeldt Pram, at det efter de Oplysninger, han i sin Skrivelse af 23 Juni havde meddelt som Svar paa Kammerets Brev af 30 Mai s. A. angaaende Fireprocentafgiften efter Forordningen af 12 September 1792 af de ham i B. Ankers Testamente som Honorar for Udgivelsen af hans Skrifter tillagte 5000 Rdlr. samme Dag har foranstaltet, at han for denne Afgift bliver ukrævet.

Som ovenfor nævnt, havde Administrationen begjæret Cancelliets Fortolkning af den meget omstridte Paragraph 16 i B. Ankers Testamente. Cancelliet foredrog Kongen Sagen og kunde nu 2 April 1808 melde Pram, at Hs. Majestæt under 25 Marts har bifaldt, at han ansees berettiget til at erholde de 5000 Rdlr. udbetalte af det Ankerske Fideicommis for Umagen med at samle og udgive Skrifterne, medens de øvrige Omkostninger ved Udgivelsen udredes af Fideicommiset, hvorhos Udgaven bør være saa nitid, at den kan svare til den afdødes Fortjenester af det offentlige. Ligesaa bemyndiges Pram til at antage en Medhjælper istedenfor afdøde Chr. Anker, hvis Godtgjørelse Administrationen i Samraad med Pram har at fastsætte. – Samme Dag havde Pram paabegyndt et Brev til Administrationen, hvori han udtaler Haabet om, at Administrationen uagtet den usikre Postgang har faaet hans Brev af 27 Octbr. f. A. med Erkjendelsen af modtagne 500 Rdlr. og Anvisning paa andre 500 hos det Falchske Hus. Han redegjør for sit Arbeide med Udgaven. Først opholdt Chr. Ankers Sygdom ham under det 4 Maaneders Ophold i Christiania (Decbr. 1805 til April 1806), senere dennes Død^[26] og hans egen økonomiske, efter kongelig Befaling foretagne Reise i Norge. For Alvor begyndte han derpaa i 1807, men nu kom de alvorlige Afbrydelser, som alle kjende, og han maatte flytte fra den ene Kant af Staden til den anden, da det Hus, han beboede, brændte, medens dog hans Tab ved en fortræffelig Betjents Anstrængelse blev ubetydeligt; han flygtede nu under selve Bombehaglen fra Sted til Sted og endelig ud paa Amager med en Portefeuille, indeholdende de Ankerske Manuscripter (ubekymret om sine andre Eiendele). For Redningen af disse Sager maatte han oftere forsinke sin egen Redning. Først i Vinter har han igjen kunnet tage fat paa Arbeidet med Udgivelsen, der har bestaaet i forskjellig Correction af trykte og utrykte Sager samt Udarbeidelsen af de physiske Forelæsninger paa Grundvold af de lese Optegnelser, der forefindes, hvorfor han, da Administrationen intet Honorar har villet bevilge til Professor Ørsted, selv har maattet optage sine tidligere physiske Studier, hvad der yderligere sinker Arbeidet. Gjennemarbeidelsen af de physiske Forelæsninger vil han ikke kunne tilendebringe før om flere Maaneder. Men heller ikke Resten kan gjøres færdig til Trykning, før de forventede Supplementer indkomme eller med Sikkerhed kan ansees uerholdelige; ogsaa ønsker han Manuscriptet gjennemgaaet af Administrationen, for at denne kan bedømme, om han har gjort sin Pligt, men i disse Tider kan Forsendelsen mellem Kjøbenhavn og Norge ikke voves, ligesom Udgaven selv ikke heller kan paabegyndes før i roligere Tider paa Grund af Priserne, Publicums nuværende Ligegyldighed for. Literaturen etc. Der savnes endnu adskilligt af Ankers Efterladenskaber, saaledes en samlet Afskrift af de første physiske Forelæsninger, som Anker selv i 1799 eller 1800 har vist Pram, Sørgetalen over Conrad Clasen, der skal være en af de bedste blandt hans Taler, som igjen er det bedste i hans literaire Efterladenskaber, Efterretning om Decorationerne ved Kronprinsens Besøg i Norge i 1788, hvortil Anker leverede Indskrifterne, der ellers ikke saa vel kunne forstaaes, samt endelig Træk til hans Biographi. Hvis M(orten) A(nker) ved Forretninger er hindret i at bistaa ham herved, kunde maaske Hr. Tullin bevæges dertil?

Saalangt var han kommen, da han modtog Cancelliets Communication af den kongelige Resolution af 25 Marts, der samme Dag blev Administrationen meddelt^[27]. Pram gjentager sin 27 Octbr. f. A. udtalte Tak for, at Administrationen lod Tvivlen afgjøre paa denne Maade. Uagtet nu bemyndiget til at antage en Medhjælper, fastholder han Ønsket om, at M. A. eller Tullin ville bistaa ham; hvis disse ikke ere villige, anmoder han Administrationen om at nævne en anden Mand. Med Hensyn til Udgavens Nitor overlader han alt til Administrationen. Man kan vistnok erholde en nitid Udgave, uden at den just bliver en Pragtudgave, hvorved Omkostningerne nu ere stegne i meget høi Grad, siden derom sidst forhandledes; af Papir kunde neppe erholdes andet end indenlandsk, Fabrikerne ere meget optagne med at skaffe det fornødne under Afspærringen fra Udlandet, Salget vilde nu blive ringere end før. Da de 5000 Rdlr. ere ham tilkjendte ved Resolutionen, maa han foruden de tidligere modtagne 2000 Rdlr. (hvoraf 1000 til foreløbige Udgifter ved Udgivelsen) atter udbede sig Anvisning paa 1000 Rdlr. (enten paa en Gang eller 500 nu og 500 om tre Maaneder) paa Grund af Conjuncturerne, da han ellers havde haabet at efterlade sin Hustru og Familie denne Capital. Han haaber ei at bede om mer, før Udgaven er færdig. Da de 5000 Rdlr. ere Legat, tror han, at han tør oppebære deraf, inden det paalagte endnu er præsteret; dette er imidlertid ingen Paastand, han underordner sig Administrationens Formening. – 2 Mai 1808 erkjende Administratorerne (P. Anker, Bagge og Nielsen) Modtagelsen af Prams Breve af 27 Octbr. f. A. og 2 April d. A. Da den kongelige Resolution af 25 Marts 1808 bestemmer, „at Udgaven af afdøde Kammerherre B. Ankers literaire Arbeider bliver saa nitid, at den kan svare til den afdødes Fortjenester af det offentlige,“ finder Administrationen det bedst at overlade alt til Prams „bekjendte Smag og Sagkyndighed.“ Kun bemærkes, at hvor betydelig Boets Masse end kunde have været, har dog Krigen umuliggjort al sikker Calcul derom. Handelens Standsning, nye Laan og Bruddet med England gjøre Fremtiden saa usikker, at man ei, før Fred indtræder, kan afgjøre, hvad endog de største Handelshuse eie. Man er derfor fornøiet over Prams Ytring: „at Udgaven kan blive skjøn, smagfuld, ja vel og saadan, at den kan kaldes nitid, uden dog at blive en fuldstændig Pragtudgave.“ Man overlader derfor alt til ham, ogsaa Bestemmelsen af det rigtige Tidspunkt med Hensyn til Papirets og Trykningens Bekostning. – Administrationen har ikke kunnet finde mere af den afdødes literaire Arbeider enten blandt hans egne Papirer eller i Christian Ankers Stervbo; af Sørgetalen over Conrad Clauson haabes dog et Exemplar skaffet tilveie gjennem dennes efterladte Venner. – Baade Morten Anker og Tullin have undskyldt sig med Forretninger og Mangel paa de fornødne Kundskaber for at udføre den dem af Pram tiltænkte Commission. Derimod anbefaledes Dr. Møller^[28] eller Dhrr. Overlærere Rasmussen og Floer, der antages paa Anmodning at være villige til at yde ham Nytte og Medhjælp. At erholde Manuscriptet til Gjennemlæsning ansees ufornødent, da man ganske stoler paa Pram. Efter Ønske meddeles ham Anvisning paa 1000 Rdlr., tilsammen med de foregaaende 2000 nu altsaa i det hele anvist 3000 Rdlr. – 24 Mai meldte Pram foreløbig Modtagelsen af Brevet, og 25 Juli 1808 anmodede han i Henhold til Administrationens Brev af 2 Mai (modtaget 24 s. M.) Dr. Møller i Christiania om at være hans Medhjælper med Udgivelsen af B. Ankers Skrifter istedenfor afdøde Chr. Anker, da det ved kongelig Resolution af 25 April^[29] er tilladt ham at vælge en saadan, der herfor skal have Honorar. Han havde først anmodet M. Anker og Tullin, men disse havde undslaaet sig, mest af Mangel paa Indsigter. Hjælpen skulde bestaa i at levere Oplysninger, opsøge tabte Afskrifter og meddele biographiske Træk. Paa egen Haand havde han ikke turdet henvende sig til ham med denne Anmodning, men Administrationens Opfordring har givet ham Dristighed. Under nærværende Omstændigheder maa dog alt hvile (Papir er 4 à 5 Gange saa dyrt som ellers). Der savnes Sørgetalen over Clasen, en sammenhængende Afskrift af hans physiske Forelæsninger, som han engang har seet, Beskrivelsen over Emblemerne ved Kronprinsens Besøg i 1788. Han ønsker dog især Bidrag til hans Biographi. Ved Siden af hans Glimrelyst, mener Pram, at Velgjørenheden var et stærkt udpræget Charaetertræk hos ham. Han kjender Exempler paa hans Gavmildhed i Løndom. En Bog med Optegnelser eller Sententser, af hvad han har læst, tildels ogsaa af ham selv, laante Pram til Chr. Anker; denne maa han endelig have igjen. Hvis han ikke kan paatage sig Commissionen, anmodes han om, for at spare Tid og Arbeide, at transportere Forretningen til Overlærer Rasmussen eller Overlærer Floer, som Administrationen ogsaa har bragt i Forslag.

Efter 14 Dages Sygdom ender han først Brevet 8 August med et Spørgsmaal fra Magister Sevel Blok, der havde været Huslærer i Krigscommissair Lengnicks Hus paa Ullevold, om noget af det i B. Ankers Testamente for studerende bestemte kunde komme Lengnicks 2 Sønnesønner tilgode; de ere nu fader- og moderløse, gaa i det v. Westenske Institut og skulle love godt. B. Anker havde været Formynder for deres Fader, der var Student og tilsatte en ikke ubetydelig Formue og senere ernærede sig og Familie kummerlig ved Musik- og Sproginformationer, og som tilsidst døde i Fattigdom; senere døde ogsaa Enken^[30]. Sønnerne ere 13 og 9 Aar gamle.

Dr. Müllers Afslag paa Prams Anmodning maa denne ikke have modtaget, thi han fornyede den to Gange, første Gang i Efteraaret 1808 og sidste Gang 12 Mai 1809. Det første af disse Breve kom ikke Dr. Müller i Hænde. – 29 Juli 1809 gjør Pram i Skrivelse til Administrationen Rede for Sagens daværende Stilling, og for hvad han i den senere Tid har udrettet: Efter Modtagelsen af „den kongelige Administrations bevaagne Skrivelse“ af 2 Mai 1808, hvori den bifalder Udsættelsen med Udgivelsen af Kammerherre B. Ankers Skrifter til en gunstigere Tid paa Grund af Papirs og Tryknings urimelige Priser, skrev han 25 Juli s. A. efter Administrationens Anvisning til Dr. Møller med Begjæring om at være hans Correspondent i sal. Chr. Ankers Sted. Da han intet Svar fik, fornyede han sin Anmodning om Efteraaret s. A., men heller ikke herpaa har han modtaget noget Svar, hvorfor han antager, at begge Breve ere blandt de af Fienden tagne eller paa anden Maade forulykkede Postsager. 12 Mai 1809 sendte han ham atter et Brev med den som Courer reisende Ob. Q. M., Ridder v. Darre^[31], som altsaa maa være rigtig fremkommet, men har hidtil intet hørt derom. Med Hensyn til Udgaven har han af samme Grund som ifjor endnu intet foretaget, da Stillingen i Norden endnu er lige usikker, men har dog stadig været beskjæftiget med Gjennemarbeidelsen af Stoffet. Da han imidlertid meget ønsker en Correspondent i Christiania, anmoder han Administrationen eller et Medlem deraf om at forespørge sig hos Dr. Møller, om han er villig til at paatage sig denne Commission. Hvis ikke, maa han vel selv endnu engang reise til Christiania for at indhente Oplysninger, hvormed det dog desværre ikke synes at haste. Han har i sin Tid anmeldt Modtagelsen af 1000 Rdlr. (efter Administrationens Skrivelse af 2 Mai 1808), saa at han nu altsaa tilsammen har oppebaaret 3000 Rdlr., hvoraf han dog haaber det ene Tusinde erstattet som udlagt til Forberedelsen af Udgaven, og hvorfor Regnskab skal blive aflagt (jfr. Brev af 17 Mai 1806). Efter sit Brev af 2 April 1808 havde han haabet ei at skulle bede Administrationen om flere Udbetalinger af de tilbageværende Penge eller Renter, før alt var afgjort, men de sørgelige Conjuncturers Vedbliven nøde ham til at anmode om endnu at erholde 1000 Rdlr. udbetalte. Vistnok har han endnu ikke opfyldt den ham paalagte Forpligtelse, men ham utilregnelige Omstændigheder have hindret Opfyldelsen^[32]. – 29 August 1809 erkjender Administrationen Modtagelsen af denne Skrivelse. Ved Brev af 2 Mai 1808 har den overladt ham alt med Hensyn til Udgivelsen af B. Ankers Skrifter. Med Dr. Møller har Administrationen havt en Samtale; han havde modtaget Prams første Brev og svaret derpaa, at han ikke kunde skaffe de forlangte Oplysninger eller paatage sig det ham tiltænkte Hverv. Han havde talt med flere, men kun fundet Overlærer Floer villig, dog først om nogen Tid. Dr. Møller havde ikke faaet Prams 2det Brev, men vel det 3die med Major Darre, som han havde agtet at besvare, saasnart han havde faaet Anledning til at tale med Kammerherre P. Anker om et Anliggende, som Pram havde skrevet om; men han havde endnu ikke truffet denne. Doctoren ønskede, at Pram vilde correspondere med Floer. Administrationen sender Regnskab, hvorefter han endnu har 2000 Rdlr. tilgode. 1000 Rdlr. ville i sin Tid blive erstattede som Forskud til Udgaven. Renter ere betalte til sidstleden Decbr. Anvisning paa 1000 Rdlr. følger paa Abraham Falch og Sønner. 419 Rdlr. 10 Skill. ere Renter med Fradrag af 10 Rdlr. til Jomfru Pihl, hvilke ogsaa skulle blive udbetalte til Nytaar, om hun da lever. – Dette Brev kom Pram i Hænde 7 Septbr., og 12 s. M. takker han for Anvisningen af de 1419 Rdlr. 10 Skill. paa Justitsraad Koefoed. Han ønsker og haaber, at Tiden til at tage fat paa Udgivelsen af B. Ankers Skrifter nu snart maa være inde. Den i de sidste to Aar vedvarende Krig har ved Papirets og Trykningens Dyrhed og Publicums for saadanne Sager manglende Interesse gjort Sagen umulig. Han beklager, at Dr. Møller undslaar sig for at paatage sig det ham tiltænkte Arbeide, og vil idag skrive til Overlærer Floer i samme Anledning. – Dette blev ogsaa iverksat, og 16 Octbr. 1809 erklærede denne sig villig til at hjælpe Pram med Udgivelsen af B. Ankers Skrifter. Dr. Müller havde først selv afslaaet det og derpaa henvendt sig til Floer. 3 à 4 andre, som havde bedre Tid dertil end ham, vare ogsaa anmodede, men havde afslaaet det. Da han selv er ansat ved Cadetcorpset, der skylder Anker saameget, finder han heri et Motiv til at paatage sig Sagen. Dette havde han svaret Dr. Müller for tre Fjerdingaar siden; først for nogle Dage siden fik han Prams Anmodning. Chr. Ankers Papirer ved ingen Besked om, og de, der kande give Besked om B. Ankers Sager, ere ligegyldige. En Undersøgelse af Bibliotheket har intet brugbart tilveiebragt. Han ønsker Fortegnelse paa, hvad Pram allerede har, og et Exemplar af Ankers Biographi i Lahdes Samling, da de, der fandtes her 1800–1802, have faaet en anden Bestemmelse, „og Mandens Character er ei just saa afgjort agtet her i Staden, da han havde mange Misundere, at de anse det Umagen værd at gjemme hans Biographi.“ Skjønt ikke af hans Omgangsvenner, kom han dog meget ofte til ham og kan derfor meddele nogle Træk af hans Character. – Da Floer intet Svar modtog herpaa fra Pram, gjentog han i Brev af 14 Novbr. (nedsendt med Jacob Aall) Indholdet af sit forrige Brev og sendte derhos en liden Pakke med Manuskripter af B. Anker. Han ytrer heri blandt andet: „Den afdødes rasende Forfængelighed henrev som en Strøm alt, hvad den mødte, ligesom den daglig blev større ved de mange smaa Bække, der flød fra de mangfoldiges Munde, som smagte hans Føde eller talte til hans Ros. Han døde, og med ham forsvandt den Strøm, ved hvis Bredder nyligen saa mange ventede; der er intet Spor mere af den! Mange tale om ham med Foragt, andre med Kulde og atter andre med Ligegyldighed.“ – Samme Dag indeholde „Christiania Intelligentssedler“ (No. 91) et Avertissement fra M. R. Flor om, at „en meget skjøn Tale af afdøde Hr. Kammerherre Bernt Anker over afdøde Hr. C. Clasen paa Bærumsverket skal reddes fra Forglemmelsen, og de efterlevende mindes dens talentfulde Forfatter; derfor udbedes den til Laans eller til Kjøbs for hvilkensomhelst Betaling, man selv behager at bestemme.“ Dette hjalp, thi allerede 22 s. M. kan Flor sende Pram Talerne over Tullin og Clauson, idet han gjentager Indholdet af sine to foregaaende Breve, hvorpaa han endnu ikke har erholdt Svar. Endnu en Gjentagelse af samme, dateret 1 Decbr., blev afsendt. – Af Prams Fortegnelse sees, at det nye, han har faaet, foruden Talen over Clauson, især har bestaaet i det, der angik Familien Collett, Fr. Moltke etc.

Derpaa kjendes ikke videre af Correspondencen mellem Pram og Administrationen, førend han 27 Octbr. 1810 endnu forlanger 1000 Rdlr. anviste. Først 17 Decbr. s. A. meddeler Administrationen Pram, at den har modtaget hans Brev for nogle Dage siden af Kammerherre P. Anker med Besked, at Overbringeren, Grev Wedel, havde glemt at levere det. Uagtet Administrationen meget ønsker Skrifterne udgivne, faar det dog at opsættes til den af Pram foreslaaede Tid og af de nævnte gyldige Aarsager. Af medfølgende Regnskab vil han se, at han endnu har tilgode 2080 Rdlr., deraf følger Anvisning paa 1080 Rdlr. paa Abraham Falch & Sønner. – De nævnte gyldige Aarsager vare formodentlig de samme, som allerede oftere ere nævnte i den ovenfor meddelte Brevvexling: Omkostningernes daværende Størrelse, Tidernes Tryk og Publicums deraf følgende almindelige Ligegyldighed for literaire Foretagender, der ikke netop greb ind i Tidens Spørgsmaal. De samme Conjuncturer vedbleve vistnok temmelig uforandrede indtil Rigernes Adskillelse i 1814, hvilket formentlig er Grunden til, at ikke flere Breve findes vexlede mellem Pram og Administrationen, hvis ene Medlem. Thomas Bagge, afgik ved Døden 1811; i alle Fald ere ingen saadanne Breve bevarede blandt Prams Efterladenskaber. At Pengereductionen, Krigen, Rigernes Adskillelse og de paafølgende vanskelige Tidsomstændigheder have stillet sig hindrende i Veien for Udgivelsen af Ankers Skrifter er begribeligt nok, hvorfor heller ikke Prams halvt ufrivillige Otium fra 1816 til 1819 har virket til at kalde Sagen paanyt tillive. I sidstnævnte Aar blev han udnævnt til Toldforvalter paa St. Thomas, paa samme Tid som hans Hustru døde, og inden han i April 1820 afreiste til sin Post, var det Ankerske Fideicommis, der i længere Tid havde lidt store Tab ved Krigen, Pengeforandringen, Udpresninger af nærmere og fjernere, Bordtomternes Brand og maaske en mindre god Bestyrelse, i Decbr. 1819 bleven overleveret til Skiftebehandling. Allerede 25 Novbr. 1821 afgik Pram ved Døden paa St. Thomas; hans Norske Medarbeider, Overlærer og Lector M. R. Flor, var død Aaret forud. Inden Pram reiste til Vestindien, havde han ladet sine Papirer, hvoriblandt B. Ankers Skrifter befandt sig, bringe op paa Universitetsbibliotheket paa Rundetaarn i Kjøbenhavn, hvor hans Ven, Professor R. Nyerup var Bibliothekar. Saaledes ere Skrifterne blevne bevarede, ihvorvel ikke paa den af Forfatteren tilsigtede Maade. Efter hvad der ovenfor er oplyst, er Tabet derved neppe synderligt stort, seet fra et almindeligt literairt Synspunkt; imidlertid har dette Forfatterskab ikke liden cultur- og personalhistorisk Interesse, da det viser et Udslag af den samtidige almeneuropæiske Dannelse og de i Tiden gjærende Ideer, omplantede paa indenlandsk Jordbund og afpassede efter Landets og især Hovedstadens Behov og Fordringer, og derhos baade med Hensyn til Forfatteren selv og en Mængde andre samtidige, især inden Hovedstadskredsen, har bevaret en stor Del Træk og Oplysninger, der ville have varig Betydning, hvorfor en Udgave af Skrifterne kort efter Forfatterens Død ganske vist vilde have havt fuld Berettigelse, ligesom de Omstændigheder, der traadte hindrende i Veien for Planens Udførelse, fra dette Standpunkt ikke kunne andet end beklages.

---

Som Prøver paa Ankers Stil, der væsentlig henter sine Forbilleder fra den Franske Literatur i det 18de Aarhundredes anden Halvdel, hidsættes et Par Scener af hans dramatiske Arbeider, Brudstykker af en Tale og en Afhandling samt en Gravskrift, alle valgte blandt de mest charakteristiske i sit Slags.

1. Major André, 1ste Act, 4de Scene. André. Himmel – hvor er jeg – hvad gjør jeg – en Mand, i hvis sjæl aldrig opsteg nogen Tanke mod Ærens helligste Love – en Mand, som agter Æren høiere end Livet, lader sig overtale til at være Speider – handle med en Forræder som General Arnold – der vexler Breve med General Clinton om at overgive 6000de Mand, han commanderer, og saaledes forraade det Land, der fægter for den ædleste Sag – Friheden. – En Britte lader sig bruge hertil – forfærdeligt – gyseligt – men hvad gjør ikke Fordomme – Den kiøbes med at dræbe uskyldige, og Soldaten maa opofre dem, hvis Liv han ellers vilde frelse – skal Stigen, som fører til Ærens Skygge, være Forræderiets græsselige Barn, skal jeg lade mig overtale til at være Speider og Forræder for at opfylde min Konges Befalinger – Bør jeg lade mig lokke ved Ærens Trin til at handle imod mit Væsens Værdighed, imod det ædle Blod, som flyder i mine Aarer – men «jacta eet alea» siger Cæsar ved Rubicon – André – André – ulykkelige – forblindede Andre som udsætter dig for skjændsel værre end Døden, om du opdages – tænk paa din ulykkelige Emilia – o, tilgiv mig, evig elskte Emilie – mit Hjerte brister ved at tænke paa dig, som elsker mig over alt i Verden – Søde Kvinde – som udrydder Livets Torne, i hvis Barm jeg aandede Vellyst – uophørlig Lyksalighed – men bort med Venskabs og Elskovs søde Følelser. –I Krigerens Barm maa vilde Glæder rase. Jeg vil – jeg skal – jeg svor – ja jeg svor, at jeg skulde lyde uden at tænke – Fordømte Tanke om Venskab – Dyd og Religion – Hvor er du Arnold – kom og styrk mit vaklende Mod med din forbandede sjæl – Helvedes Afgrund skal aabne sig under vore Fødder – Furier og Slanger skal sidske om os – Jorden revne – Himmelens Torden slaa os – og Afgrunden opsluge os – o Arnold – Arnold – du Forræder!

2. Den 16de Julij, 1ste Act, 2den Scene. Grev Belfort. Ja, herlig er Dagen. – Naturen har dog noget henrivende imod Kunstens pinende Tryllerier: et skjønt Tæppe af deilige Blomster, hvis Ambra fylder Luften med den behageligste Lugt, – en Diamanthimmel, hvis stjerner tindrer paa den hvide Marks Crystaller, den dalende Sol, som purpurfarver Skyerne paa Horizonten, den sølvklare Bæk, hvori den deilige Lilie speiler sig, den herlige Skov, hvor Luftens sangere dirre i det henrykte øre, de bølgende Ax over den emaillerede Overflade, den vilde Brusen selv fra de styrtende vande over de majestæstiske Fjelde, den yndige, uskyldige Pige i sin Alders Foraar med Sminken af himmelsk Blyfærdighed, – dette – o alt dette fylder sjælen med blide Følelser, skaber rene Glæder i det ved Verdens Kundskab syge Hjerte og stemmer os til ukjendt og elysæisk Fryd. – Saadan Dag – saa blid som den, hvis Fødselsdag det er, er denne herlige Dag, – O! skjøn er denne Dag!

3. Tale i St. Olai Loge over Hr. General-Admiral-Lieutenant Greve Danneskjold af Laurvig den 18de Ocbtr. 1783 ved Anker, Medlem af det kongelige Storbritanniske Videnskabers selskab og M^r af □.

Qvid enim supra eum potest esse,
qvi supra fortunam est.
Seneca.

De tavse Mure i Helligdommens Bolig, Luftens sukkende Lyd, de høitidelige Sindbilleder paa Støvets visnede Glands, de traurige Lamper, hvis svage Skin endnu forkynde et stort Navn, o! hvor vidner ikke alt dette om en flygtet sjæl fra Vellystens Skjød og Verdens Tummel ind i Evighedens umaalelige Svælg.

Her ere Helterne og Jordens Guder og deres Afkom og de rige og de mægtige blottet fra al Glands uden den, Dyden giver, blottet fra alle Fortrin uden dem, hans opfyldte Pligter som Murer og Borger skjænke. Her gjælder Monarkens Zepter og Titlernes Pomp intet. Her ved Indgangen i Templet lutres den vanhellige fra indbildte Fordomme af Rang og Fødsel. Her sættes Sjælens sande Adel i et klart Lys. At være værdig Broder er at kjende Tingenes intet; ikke kryber han for den vældige og rige, han lægger dem paa den retskafne Murers Vægtskaal og bortpuster Støvet og Asken fra det opløste Væsen, han indlod i sit Samfund. Limas Skatte foragter han i sine festlige Hecatomber, og Fyrsterne Purpur nedlægger han i samme Grev som den usles Pjalter.

Hver Broder svor ved Alteret: at fængsle Lasterne, tænke ædelt, ynkes over den arme, beskjærme Uskyldigheden, forsvare sin Ære, udsætte den værdige Broder, rive hver, som helder, fra Fordærvelsens Brink og foragte Døden.

Med roligt Blik skue vi disse Forgjængelighedens Scener. Vanen døver Rædslen. Hin Æoli Søn, som flyver over det vilde Ocean med Pilens Flugt gjennem himmelhøie Bølger, smiler ofte i det Øieblik, Afgrunden opsluger ham. Hin Ordens-Broder, som føler sin Sjæls Styrke og Tingenes Tomhed, er under alle Livets Optrin lige uforsagt med Helten, som trodser den rundt om tordnende Død. Værer da, mine Brødre! rolige ved alle Livets Hændelser, anse dem for blind Nødvendighed, der hænger af Tingenes Kjæde, og lad kuns et ædelt Hjertes villige Taare ofres Helten og Menneskevennen, eders Broder og Mester, hvis Aske brænder der med salig Lue, hvis Sjæl svinger sig fra Mausolæet til Olympen. Ikke pranger Templet med forgjængeligt Marmor, kold Ærefrygt opreiser de lykkelige Laster, men Dans Afkom i Laurvigs ædle Hierte finder her det varige Minde, en ærefuld Forsamling af Nordens Murere sætte den værdige Broder, det ejegode Menneske, den ædelmodige Landsmand, den sande Fædrelandets Ven. Og jeg, som med svag Røst udstammer nogle Ord ved Foden af din Urne, har jeg ikke Evne til at skildre det Blod, som fra Thronen selv flød i dine Aarer, dit ædle Hjertes lysende Træk, dine Forfædres Bedrifter, din Værdighed i Staten, dine Følelser for Konge og Landet, skal jeg i det mindste opfylde Venskabs hellige Pligter.

Det var Gyldenløverne eget at vedligeholde det Navn, den høieste Byrd skabte. Fra 3 Konger af Oldenborgs blomstrende Stamme, som have opfyldt Nordens Aarbøger med udødelige Handlinger, udspirede disse trygge skjolde for Dans Zepter. Hvert Navn af denne Slægt er en Lovtale. Ikke blot i Fædrelandets Skjød lyse disse Helte med Sværdet i Haanden og ved Rigets Ror. Fra Po til Donau, fra Gallien til Belgernes Land flettes Palmer om disse Helters Isse. Tvillingriget, hvis Indflydelse i det antændte Europa var saare vigtig fra det forrige Aarhundrede til Begyndelsen af dette, hvis Konger selv anførte de tapre Skandinavier, Tvillingriget saa sig da om Helte til Gjerde for Landets Grændser og Støtte for vore Bundsforvandte. Da lød de kjække Gyldenløver Monarkernes Stemme, de raadsloge, ilede, fægtede og seirede. Faldt hin Gyldenløve ved sin Konges Side midt i Seiren, saa dog den flygtefærdige Aand fra Heltens ravende Bolig Monarken og Folket og Rigets Hovedstad befriet. Tromp og Gustav Adolph (sic), hvilke Navne! ofrede Taarer ved den danske Løves udødelige Skygge, som svævede over Valpladsen, hvæssede Sværdet paa Seirvinderens Lig, de følte derved en hemmelig Kraft, hver Gang det siden blev hævet til deres udødelige Minde blandt Krigerne. Saaledes vide Helterne at ære Helte. – – – – – – –

Her bag Norges Fjelde i Roligheds^[33] Skjød gav Du dit ædle Hjerte det frieste Løb – Her i dine Fædres Stad, hvor Vulcan og Neptun dyrkes af flittige og gode Borgere, var din Omgang indtagende, dit Hjerte brændende for enhvers Lyksalighed, dine Velgjerninger grændseløse.

4. Om et Universitet i Norge. Af Bernt Anker^[34].

– – – Jeg kjender en Videnskabers Mand, en Mand, som ingen Lyksalighed sætter ved Siden af den at gavne sit Fædreland, som har stor Formue, ingen Børn og en dyrket Forstand, – med samme Opofrelse af Livets Behageligheder, han vil omskabe Elændiges Kaar og gjøre dem til glade og nyttige Mennesker i nette Boliger og dyrkede Egne ved hans Gavmildhed, – med samme Ædelmodighed vil han og udbrede Oplysning for de kommende Slægter, ved at understøtte Norges Universitet; og hans herlige Exempel vil vistnok have Efterfølgere. – – – – – – – – –

5. Gravskrift over Iver Kjølen:

Denne Grav gjemmer Støvet
af
Iver Kjølen
fød i Soløer 1740
død i Nittedahl 1791
gift 1778 med
Marthe Thaansen
som med 4 Børn begræder Tabet
af en fornuftig, retskaffen og driftig Mand.
Hans Siæl var ædel
og Hans Handlinger gavnede Fædrenelandet
i den Kreds Han virkede
Houg-Gaard Han beboede var en Ørken
Folkene forarmede og uvante til den Flittiges blide Dage
Saug-Bruget baêr Stempel af Folkets dovne Levemaade
da Han kom der til Hæld for dette og Stat og mig
Han omdannede Folket og Egnen og Bruget
til Mynster for nyttig Flid
til Skole for Agerdyrkning

Til Fuldkommenhed i Apretuur ved Norges vigtige Saug-Væsen
Der hvor ikke en Tønde Korn blev avlet
indhøstede han 300.
Der hvor man saae Moradse og vilde Egne
synes nu ikkun frugtbare Marke
Der hvor faldefærdige Hytter skjulte udsle Skabninger
opstod nette Vaaninger for velhavende Arbeydere
Der hvor alle paa Gaardene og ved Bruget vare forgjeldede
og i den ødelæggende Drik fordrev Tanken af deres udsle Tilværelse
fremkom en ny Art af muntre, flittige og velklædte Folk
som istædet for at betle udlaante opsparte Penge.
Aldrig gjorde Han os Uret
Altiid veyledede Han os til Flid og Kundskab og Indkomst
Saa lyder alles Røst i Egnen
Behøvede nogen Hjelp
hvor villig hjalp Han efter Evne
og tilvejebragte Redning.
Blev nogen syg og elændig
Han lindrede deres Smerter
Han bragte Mad og Forfriskninger i deres Hytter
Han var gjæstfrie
Han meddelte den Arme
Han arbeydede utrættelig
Han elskte mig inderlig
Midt i Dødens Kamp lod Han sig bære over Fjælde
for at tage Afskeed med mig
for at aflægge Regnskab for Hans Handlinger
og indtil sidste Øyeblik
stønnede Hans udspændte Aand
efter kraftigt Daad
til Trods for de slappede Redskabe.
See I Sagkyndige
Sandhedens reene Præg paa Pletten hvor Han var
og see tillige den ypperligste Forfinelse
af Norges vigtigste Export
saa at Britten – ja Britten fra Lynn skrev:
send mig Planker som dem fra Houg og Røtnæs

bedre og skjønnere have vi ikke seet.
For Tænkeren og Patrioten behøver jeg ikke et sige meere til Mandens Ære
Hvilken Lyksalighed at arbejde med Mænd
som Ole Evenstad i Østerdalen
Iver Kjølen i Nittedahl
Hvilket Beviis paa Nationens naturlige Storhed
Maatte Eders lysende Exempler opmuntre Eders Lige
til at træde i de vældigste Fodspor^[35].

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. B. Moe, Tidsskr. for d. norske Personalhist. 1 R. S. 393, 399–401.
2. L. Daae, Uddrag af Breve til R. Nyerup S. 84; Det gl. Christiania S. 253.
3. En udførligere Redegjørelse for stykkets Indhold findes i „Christiania Theaterhistorie“ S. 127–30.
4. Udførlig Indholdsangivelse findes i Chra. Theaterhist. S. 160–63.
5. Herom kan sees videre i Chra. Theaterhist. S. 191–95.
6. Se Chra. Theaterhist. S. 190–99.
7. Se Uddrag i Chra. Theaterhist. S. 317–20.
8. Af disse Arbeider ere de fleste særskilt trykte, se Fortegnelsen over Ankers Skrifter i Nyerups og Krafts Alm. Litteraturlexicon S. 17 og B. Moes Tidsskr. for d. n. Personalh. 1 R. S. 374 f. Ogsaa af Digtet til Fru Martine Collett 15 Decbr. 1803 og Afskedssangen til Stiftamtmand Kaas 20 Septbr. 1802 findes Exemplarer, trykte i Chra. hos J. Ø. Bergs Enke, blandt Ankers efterladte Arbeider. Jfr. ogsaa Chra. Theaterhist. S. 146, 256, 299. Med Hensyn til Talen over Hertug Ferdinand af Brunsvig-Wolffenbüttel, der hos B. Moe angives trykt i Kbhvn. 1794. 8., kan mærkes, at der paa Titelbladet til det ene skrevne Exemplar blandt Ankers Papirer staar: „NB Vignetten, et Motto af Virgils eclog. Christiania 1793. Trykt hos Jens Ørbech Berg“. Den er tilegnet hans „værdige Brødre i St. Olai Tempel“ i en Fortale, hvori han nævner, at han har været Medlem af Ordenen i næsten 30 Aar og i 12 Aar deres Foresatte. Han har gjennemgaaet alle Grader, har ofte talt ex officio og ladet Talerne efter Forlangende afskrive for Brødrene, men aldrig ladet dem trykke. Denne, som maaske bliver den sidste, vilde alle have, og han har derfor ladet den trykke for Brødrene.
9. Epilogen er nu i sin Helhed trykt i Chra. Theaterhist. S. 199 f.
10. Om Digtene til Stiftamtmand Moltke og Frue (No. 17) se Chra. Theaterhist. S. 201. No. 18 er formodentlig det, hvoraf første Vers er trykt sammesteds S. 247; det udgjør i det hele 6 Vers. Indskriften paa Napoleons Støtte i Blois (No. 21) angives at være efter Tasso. No. 24 staar maaske i Forbindelse med et Optog paa Mosse Jernverk, der omtales i Chra. Theaterhist. S. 201.
11. Denne Prolog, der maa henføres til 1797 eller 1798, er trykt i Chra. Theaterhist. S. 147–49, jfr. S. 492.
12. No. 26 er formodentlig et med Blyant skrevet, nu næsten ulæseligt Digt til Envold Falsen, „Apollos ægte Søn“, ved hans Tilbagekomst til Norge i Aaret 1802; No. 27 formentlig et Digt paa 6 Vers til Martine (Collett).
13. Epilogen er trykt i Chra. Theater-hist. S. 140 f.
14. No. 31 er et Digt til Festlighederne paa Fladeby i 3 Vers. No. 33 er formentlig et Fødselsdagsdigt til en Dame, No. 35 formentlig et Digt over en afdød i hans Hustrus Navn. No. 39 og 40 ere trykte i N. Intell. Sedler 1788 No. 27 og 1790 No. 38.
15. De Ankerske Gravskrifter angaa følgende Personen Doctor Laurits Noring fra Sverige † 1797; Iver Kiølen i Nitedalen † 1791; Niels Erichsen † 1799 „mislykket Kjøbmand ved Bedragere“; Morten Leuch † 1768, Ankers Formand i Ægteskabet; Anne Elisabeth Cold, Kammerherre Peder Ankers Frue; Fru Sara Maria Lengnick, f. Plade, † 1787; Henrik Ancher, Sogneprest til Ringsager; Friderich Mansbach, Generallieutenant og Commandant paa Frederikssten, „hvilken indtagende Mand ved Anstand, Talegave, Sprogkundskab, udbredt Læsning og bereiste Lande“; James Collett † 1794; Zahlcasserer Peder Holter Cancelliraad Henrik Støedt † 1777; Erik Monsen † 1801; Cancelliraad Mogens Larsen Monsen † 1802; Agent Niels Nielsen † 1786; Generalauditeur Ole Christopher Wessel † 1794; Cancelliraad og Politimester Anders Bull † 1796, „Musernes og Philosophiens Ven“; Peter Collett til Buskerud † 1786: Politimester Sverdrup † 1789; Fru Eleonore Sverdrup, f. Leuch, † 1786; Fru Dorothea Øllegaard Bukier, f. Sommerfeldt, † 1786; Kjøbmand Peter Collett † 1792; Conferentsraad og Lagmand Herman Colbiørnsen † 1794 (Latin); Iver Ancher † 1772; Fru Karen Anker, f. Elieson, † 1796. De fleste af disse Gravskrifter ere trykte i N. Intell. Sedler for de angivne Aar.
16. No. 62 fulgte N. Intell. Sedler 1793; No. 63, Oversættelsen af Gravskriften over H. Colbiørnsen (ved J. Vangensteen), findes sammesteds 1794 No. 52.
17. Af Sangen til Martine Colletts Fødselsdag 15 Decbr. 1801 er Begyndelsen af tredie Vers trykt i Fru Dunkers „Gamle Dage“ Side 167. – Talen i St. Olai Loge over Chr. Braunmann Tullin er holden 1784 ved Sønnens, Claus F. Tullins, Optagelse deri. Denne opfordres til gjennem Flid og rene Sæder, stadig Adfærd og klogt Forhold at løbe heldig pas Musernes Bane. Anker giver her en Vurdering af Tullins Digtervirksomhed, hvori det blandt andet heder: „Evald og Nordahl Brun, Bull og Fasting, Friman og Wessel, Meyer og Stockfleth dannede du til Fædrelandets Ære“ etc.
18. Det er bekjendt, at Asker ved de physiske Experimenter blev hjulpen dels af Uhrmager Riis, dels af den senere Bergmester A. C. Baumann, se Schwach, Biskop J. Neumanns Levnet S. 14 og J. F. L. Hausmann, Reise durch Scandinavien, II. p. 290.
19. Om ham og hans Laan paa 300 Pund St., hvorefter han forsvandt, se B. Moe. Tidsskr. f. d. n. Personalhist. 1 R. S. 389.
20. Af Les Adieux etc. besad han selv et Mæcenatexemplar med Ankers egenhændige Paaskrift: à mon ami Monsieur Pram, le plus célèbre de mes compatriotes.
21. Brevet er fuldstændigt trykt i B. Moes Tidsskr. f. d. n. Personalhistorie 1 R. S. 485–95.
22. Et saadant vedligger de Ankerske Papirer og viser to Sider in 4^to, trykte meget nitid med store Latinske Typer og paa smukt Papir, den ene indeholdende Begyndelsen af Talen i det nordiske Selskab i London, den anden Begyndelsen af Gravskriften over James Collett.
23. Lahde ønsker P. Ankers Portrait og Biographi til sin Samling.
24. Han gratulerer Anker til hans (vordende) Svigersøn Grev Wedel-Jarlsberg, „den herlige unge Mand,“ af hvis Venskab han er stolt.
25. Om hans Hidsighed kan bl. a. læses i Oehlenschlägers Erindringer I. S. 177–79, hvor der desuden gives en kort og træffende Charakteristik af Prams Væsen og Virksomhed i det hele.
26. Han døde 5 Januar 1807.
27. Denne Fortsættelse er dateret 5 April.
28. D. e. Dr. med. Johannes Müller, om hvem se F. Kiær, Norges Læger. S. 299 f.
29. D. e. 25 Marts.
30. Ifølge den af Sønnen udgivne Stamtavle over Familien skal Faderen først være død 1816, men Moderen 22 Juli 1808.
31. D. e. Major og Overqvartermester i Generalstaben Nils Stockfleth Darre († 1809), der var Prams Fætter.
32. Brevet indeholder desuden lidt om udbetaling af 10 Rdlr. i foregaaende og indeværende Aar til den gamle, blinde Jomfru Catharina Pihl, uden Tvivl en Slægtning paa mødrene Side af Pram.
33. Saa kaldtes hans Gaard, det gamle Gullerauden i Hedrums Sogn ved Laurvig, se Saml. t. d. norske Folks Spr. og Hist. VI. S. 599.
34. Se N. Intell. Sedl. 1793 No. 22. Den omtalte Mand er formodentlig Anker selv.
35. Se N. Intell. Sedl. 1791 No. 26. Som den bedste af Ankers Gravskrifter ansaa Samtiden en over hans Broders, Jess Ankers, Hustru, Karen Elieson; den er trykt i N. Intell. Sedl. 1796 No. 39 og for den største Del gjengivet i „Christiania Theaterhistorie“ S. 159.