En Klokkeringning for de Underjordiske
Den 5te October 1775 forsvandt to Smaagutter, som hørte hjemme paa en Gaard i Hofs Præstegjeld i Solør, den ene 6 og den anden 5 Aar gammel. Uden Forældrenes Vidende havde de gaaet til Skogs med Naboens Gjetergut, som, da de skiltes fra ham, formanede dem til at gaa hjem. Siden havde Ingen seet dem. I mange Dage blev der ledt efter Børnene, og hele Almuen hjalp Forældrene med at lede; men de fandtes hverken døde eller levende, ikke saa meget som en Lap af deres Klæder kunde opdrives. Ingen anden Forklaring syntes mulig, end at de Usynlige eller Underjordiske havde taget Børnene, og der var da intet andet Raad for, end at en af Kirkeklokkerne maatte bringes ud i Skogen, og med den skalde der ringes i tre Jævndøgn Dag og Nat, saa maatte Børnene bringes tilbage til Forældrene enten døde eller levende. Faderen, Baard Halvorssøn Melsnes, en velstaaende Bondemand, var to Gange hos Præsten og bad om Lov til at tage den ene Klokke i Kirken, men Præsten erklærede, at en saadan Klokkeringning var en baade unyttig og ugudelig Gjerning, som smagte af Overtro. Afvist af Sognepræsten gik Manden til Almuen, som var talrig forsamlet til Thinge den 27de October, og fik af dem som Kirkeeiere uden Videre Tilladelse til at tage den mindste af Aasnes Annexkirkes Klokker. Folk hjalp villigen til, Klokken blev bragt til Skogs, hvor Børnene vare forsvundne, og i tre Døgn blev der ringet uafbrudt, Dag og Nat, uden Stands; den ene afløste den anden, og Ingen negtede sin Bistand. Men Børnene vare og bleve borte.
Præsten, Hr. Søren Lemmich, tog denne Klokkeringning meget ilde op, klagede for Biskoppen og bad om, „at den Myndighed, der var tungt hane Embede, maatte have conserveret, ifald han skulde kunne udrette Noget til Guds Ære iblandt dette stive og rasende Folk, og at der maatte sættes et Gjerde om Guds Hus, at ikke enhver overtroisk og Ugudelig maatte paa sin egen Haand rane Guds Hus og langt mindre bruge Kirkens Ornamenter til deres Signerier og Koglerier.“ Meningen var, at Baard Melsnes skulde blive „vedbørlig afstraffet.“ Stiftsdirectionen forlangte Sagen nærmere oplyst og foranledigede gjennem Amtmanden et Thingsvidne optaget. Baard Melsnes mødte ved en Procurator Sewerin, der i sit Indlæg fremstillede Klokkeringningen som et Nødmiddel, Forældrene i sin Fortvivlelse havde grebet til, for at Børnene efter Lyden skulde finde frem, men generedes noget ved de tre Uger, som vare hengaaede, inden man greb til dette Middel. Almuen vedstod skriftlig den Tilladelse, som den havde givet med Hensyn til Klokken. Thingsvidnet blev af Stiftsdirectionen indsendt til Cancelliet med en af Stiftamtmand Levetzau paa egne og den fraværende Biskop Schmidts vegne afgiven Betænkning, hvori han henstillede til Cancelliets Afgjørelse, „om ikke i denne besynderlige Sag, som ved en offentlig Action ikke vel kan afgjøres, kunde blive befalet, at Baard Halvorsen for sin overtroiske Opførsel skulde staa aabenbare Skrifte og bede menigheden om Forladelse for den givne Forargelse, men de af Kirke-Eierne, som have skriftlig samtykket i dette hans Foretagende, tilfindes at betale hver 1 Rd. i Mulct til Sognets Fattige, hvorved denne Gjerning ikke gik aldeles ustraffet af, og Almuen dog ikke efter yderste Strenghed blev behandlet i en Sag, som blot Medlidenhed og Overtro har bragt dem til.“
Cancelliet fandt det nødvendigt at indhente General Kirke-Inspections-Collegiets Betænkning. Dette Collegium indrømmede, at Faderen og Kirke-Eierne for sin overtroiske Opførsel nok kunde have fortjent at straffes paa den af Stiftamtmanden foreslaaede Maade, men tilraadede dog at tage Sagen „paa en Kongens Mildhed og Retfærdighed langt anstændigere Maade.“ I Overensstemmelse med Kirke-Inspections-Collegiets nærmere Antydninger blev Sagen afgjort ved følgende i Form og Indhold characteristiske Cancelliskrivelse til Kammerherre og Stiftsbefalingsmand Albrecht Philip Levetzau og Biskop Christen Schmidt af 17de August 1776:
„Af Hr. Kammerherres paa egne og Deres Høiærværdigheds Vegne under 20de Aprilis sidstleden indkomne Beretning og Forestilling med vedfulgte Bilager erfares, hvorledes en Mand i Hofs Præstegjeld, navnlig Baard Halvorsen Melsnæs, som havde mistet tvende af sine umyndige Drenge-Børn, der vare gangne noget ud fra hans Gaard, og formodentlig, efter Hr. Kammerherres Formening, enten maa være blevne borttagne af glubende Dyr eller bortstjaalne af slette Mennesker, skal, efter 3 Ugers forgjæves Søgning, have begjæret af Sognepræsten at maatte ringe med Kirkens Klokker efter dem, men, da dette blev ham negtet, og Kirkeværgeren forbudet at tilstede det, skal han have faaet Almuens Tilladelse, som eier Kirken, derfra at nedtage den mindste Klokke, for dermed i skoven at ringe efter Børnene, hvilket og skal være skeet saaledes, at dermed i 3 Gange 24 Timer blev ringet uden Ophold, ved hvilket overtroiske Forhold saavel Baard Halvorsen som Almuen har gjort sig strafskyldig; – Thi skulle man, efter at herover er bleven indhentet det Kongelige General Kirke Inspections Collegii Betænkning, tjenstligst have Dennem tilmeldet, at der i Hans Majestæts Navn af Sognepræsten paa Prædikestolen kunde bekjendtgjøres, at Allerhøistsamme i Henseende til Faderens lovlige Sorg, hvormed Hans Majestæt selv har Medlidenhed, da han endog ved dette Tab har mistet tvende Undersaatter, vil allernaadigst have ham og Medskyldige al Straf eftergivet; – og vilde Deres Høiærværdighed ellers tilholde Sognepræsten at tale med samtlige Vedkommende og foreholde samt overbevise dem om deres ved denne Leilighed udviste Overtro.“
M. B.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |