En Nihilist/Anden Del/III. Kapitel

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann
Kampen.
Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

[91]  Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun forklarede Grunden til Udsættelsen, medens han paa sin Side meddelte, at et nyt Forhør vilde finde Sted ved Juryens næste Møde om Lørdagen.

 Om Fredagen skulde den Affære i St. Petersborg, som havde forhindret deres første Anslag, løbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.

 Lørdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig — iført sit Kostume som Droskekusk — uden for Gæstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod Hjørnet af Gaden. En halv Time senere [92]drejede Vatajkos Droske om Hjørnet og fo’r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte Tegn — et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende ned ad Trappen.

 Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine Heste i Bevægelse.

 Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik, rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig Retning og skulde først mødes i det afgørende Øjeblik.

 Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads, i kort Afstand fra den nederste Ende af den skæbnesvangre Lindetræsallé. Vatajko, der var udset som hans særlige Vagtpost, var allerede paa sin Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snævert kroget Stræde, som forbandt Alléen med det lille Torv. Ved at staa midt ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes signalisere alle Tegn ude fra Alléen til Andrey.

 Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den modsatte Ende af Strædet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der stod i Linie hen imod Fængslet.

 Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Stræde, saa han, at Vatajko stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt Fængselsgaarden. Han steg af sin Hest og førte den rundt om Pladsen, som om han ønskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille, vilde tiltrække sig Opmærksomhed. Han var iført en kort national armiak, under hvis Skøder hans Vaaben var skjulte. Da han atter passerede Strædet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han plukkede et Straa af den. Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af Porten — endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.

 Hver af Fangerne skulde være forsynet med en kort Revolver; det var imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted førend Afmarchen fra Fængslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren, der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsøge at stikke Vaabnene i de tre Kapper, [93]som han, efter at alle Formaliteter var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.

 Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket. Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.

 Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.

 Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen; han havde endnu fem à seks Minutter for sig.

 Vatajko gik ved hans Side.

 „Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;“ sagde Andrey med dæmpet Stemme, „og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked — du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af Boulevarden.“

 Den unge Mand nikkede et Ja.

 „Se saa, nu er det Tid!“ udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen, medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.

 „Farvel!“ sagde den stærkt bevægede Vatajko. „Det hele afhænger af dig —“

 „Og af min Rosinante!“ fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og forsvandt i Trav ind i Strædet.

 Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med regelmæssige, militæriske Skridt.

 „Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!“ sagde han til sig selv — „hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!“

 Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje. Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det aftalte Signal. [94]

 Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Køretøj, og paa Bukken sad Vasily selv — dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa Frakke og med den skinnende høje Voksdugshat. Han saa fuldstændig ud som en træt, udslidt Droskekusk, der i sløv Ligegyldighed venter paa en Passager. Intet andet Køretøj var at se i Gaden, det var Vagtposternes Pligt — nu deres Mission som Telegraf var endt — at optage enhver Droske, som maatte komme kørende og beordre den til et saa fjernt Sted som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til Forfølgelsen.

 De to Parter nærmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i Skridtgang. I hele Alléen saas kun nogle enkelte Fodgængere.

 Sammenstødet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys Vogn for at lette Flugten. I det Øjeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey allerede være i Ryggen af Eskorten — ved det første Skud skulde han gøre omkring og sprænge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa sørge for at være passeret, naar de nærmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden skarpt. Levshin var den, der var ham nærmest, Andrey følte næsten fysisk hans ivrigt spørgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt, gav han et næsten umærkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trække Revolveren frem, vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og en drøj Ed midt i en tæt Røgsky, som et Øjeblik forhindrede Andrey i at se nogen Ting.

 Kampen var begyndt.

 Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spændte sin Revolver og ventede med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Røg saa han, at Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og holdt ham fast i Struben. I næste Øjeblik holdt Andrey en rygende Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grænseløs Forvirring paafulgte.

 Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgængerne, der styrtede bort i alle Retninger, Vinduer, der blev smækkede i, blandede sig med Larmen af Skud, der blindt affyredes i Luften.

 Da Vasily saa, at det hele foregik for nær ved hans Vogn, kørte han langsomt en tredive Alen fremad. Med Tømmerne i den ene Haand og Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig [95]baade med Fægtningen og Gaden. Hans Hoved bevægede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende Øjne mindede om et vildt Dyrs.

 Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, løb næsten uskadt hen til Vognen og sprang ind. Klein var i Færd med at følge hans Eksempel; men en stor, stærk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprængte ham til Hjælp. Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.

 Nødsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag i Klein, der nu løb hen imod Vognen. I et Nu var Soldaten igen paa Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.

 „Du har lidt for meget Hastværk — min gode Mand!“ raabte Andrey og hævede Revolveren.

 I samme Øjeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der faldt kraftesløs ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den videre og traf Vasilys Hest. Med et Sæt fo’r den i Vejret, og til Trods for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo’r den i rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var tilbage.

 To Mænd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to. Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.

 „Blot lidt Held, og Sejren er vor!“ sagde Andrey til sig selv og forberedte et nyt Angreb.

 Boris kæmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer, der forsøgte at binde ham med et Reb. Han var allerede én Gang sluppen fra dem, idet han forsøgte paa at redde sig paa egen Haand ved at løbe, hvis han ikke skulde være saa heldig at naa Vognen; men han var bleven indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.

 „Hold ud! Jeg skal straks være hos dig!“ raabte Andrey og galoperede hen til ham. Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge en Slynge om Boris’ Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende til for at hjælpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den [96]rødskæggede — denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt. Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.

 Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.

 „Red dig selv! Politiet!“ hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen, og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.

 Boris var fortabt!

 Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!

 Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris. Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde i Reserve.

 „Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!“ hørte han atter Boris’ Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.

 De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag, at han trillede hen ad Jorden.

 Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og var med et Sæt ude af Kampen.

 Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse ham i dette Øjeblik!

 Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at [97]komme bort fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som gjorde den al Ære. I Løbet af et halvt Minut var han for Enden af Alléen med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snævre Gader i et gammelt Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af til højre, snart til venstre for at vildlede sine Forfølgere. Endelig kom han til en ganske snæver Gyde, hvor kun to smaa Børn legede, og derfra ud paa en aaben Landevej.

 Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil fløj den hen ad den bløde Jordvej.

 Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der førte til Byen; men allerede nogle Huse længere ned drejede han atter af til højre og var snart igen ude paa Landevejen.

 Da han saa Trækorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig, holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skæbnesvangre Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behøve to Timer for at forfølge hans Spor hertil, han var foreløbig uden Fare; men der var ingen Tid at spilde.

 Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tænkte han for første Gang paa sit Saar.

 Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans Bevægelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt røbe ham ved at lede hans Forfølgere paa Spor. Han forbandt det med sit Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue. Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud som en helt anden.

 Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trofæ for Politiet. I sin Egenskab af uansvarligt Kreatur løb den ikke Fare for ilde Behandling paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.

 Med tungt Hjerte og bedrøvet indtil Døden forlod Andrey Kirkegaarden for at opsøge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.