En Nihilist/Anden Del/II. Kapitel

←De sammensvorne i Dubravnik.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann Man lægger en ny Plan.

Kampen.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole mellem Træerne.

 „Hvad er der i Vejen?“ spurgte han.

 Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk Sindsbevægelse.

 „Alt er ødelagt!“ sagde hun endelig og saa op paa ham. „Politiet har opdaget Gangen!“

 „Opdaget Gangen?“ gentog Andrey som forstenet.

 „Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg fortælle dig alt.“

 Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til. Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik, da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet — en af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen. Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop, at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

 Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var tilintetgjort.

 „Det er Frugten af al vor Udholdenhed!“ udbrød han bittert.

 „Det kunde være gaaet os endnu langt værre,“ sagde Zina roligt. „Sæt nu, at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun om at begynde forfra!“

 „For tredje Gang, saa vidt jeg véd!“

 „Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,“ svarede hun.

 „Men hvad skal den næste blive?“ spurgte Andrey og forsøgte at være rolig. „Er der i det hele taget nogen „næste“ tilbage?“

 „Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet — maaske Boris kan hjælpe os — — — men det værste er, at vore Penge er ved at slippe op,“ sagde Zina.

 Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker. Det var Zina, der talte først.

 „Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg til Dommeren om at fremskynde Boris’ Forhør saa meget som muligt.“

 „Hvad betyder det?“ spurgte Andrey.

 „Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.“

 „Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet Steds hen?“ spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.

 „Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres Værdighed at komme til Fangerne,“ svarede Zina.

 „Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?“ spurgte han og vendte sig helt om imod hende.

 Hun saa bestyrtet paa ham.

 „Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By — ved højlys Dag? Hvad tænker du paa!“

 „Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,“ svarede han. „Det er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som ledsager dem?“

 „Sidste Gang var der fire Mand.“

 „Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.“

 Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid af Dagen.

 „Men du glemmer Hovedpunktet,“ afbrød Zina ham, „der er fire Soldater i Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi, som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at føre dem hurtigt bort. — Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til at gennemføre din Plan!“

 „Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,“ svarede Andrey.

 „Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?“

 Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske spares — men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret Historie — — —

 „Hvad mener du!“ afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans Grublerier, „hvis Fangerne var bevæbnede?“

 „Det vilde være brillant — men hvorledes skulde det gaa til?“

 „Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de vil — for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert Fald forsøge, om det gaar.“

 „Ja, — og det saa snart du kan!“ sagde Andrey. „Det vilde unægtelig simplificere Sagen betydeligt.“

 Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.

 En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være. Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte sagtens kunne gøre det af med Eskorten.

 Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.

 Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.

 „Jeg behøver ingen Racehest,“ sagde han til Zina, der fungerede som Kassererske, „et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har en Racehest eller ej.“

 En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg. Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.

 I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr, som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky — hvilket var af den allerstørste Vigtighed.

 Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte, om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren fik den til at skælve, men heller ikke mere.

 Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.

 Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.

 Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse, skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu, som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.

 Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag — de Timer, hvor Forhørene paa Raadhuset afholdtes — blev dette Vindue iagttaget af to af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus, hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand af Annie Vulitch’s Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at rykke ud med et Øjebliks Varsel.

 Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.

 Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen — en to-tre Minutters Gang — kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted — kun tre, fire Minutters Gang fra Strædet.

 En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.

 Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden uforudset Hændelse — en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende skulde blive umuliggjort — skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.

 I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted; selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.

 Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde bringe det hele til at strande.

 For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem — Zina og Masha Dudurov — agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler blev ændrede.

 Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.

 Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre og blev striglede med ekstra Omhu.

 Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te til Andrey, der imidlertid var kommen op.

 Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt, udbrød Andrey angst:

 „Nu er der vel atter hændet en Ulykke?“

 „Nej, men læs dette!“ svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St. Petersborg.

 Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.

 Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte opgive den.

 „Det er for sent nu til at forandre noget,“ sagde Andrey.

 „Vist ikke!“ svarede Zina. „Hvad der ikke allerede er udført, kan opsættes.“

 „Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den sidste Lejlighed, der gives os.“

 „Det er muligt,“ sagde Zina.

 „Naa ja,“ vedblev Andrey i Ophidselse; „men har de Ret til at forlange et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer man os — maaske for en ren Indbildnings Skyld — til at opgive det hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget udrettet.“

 „Vær dog rolig, Andrey!“ sagde Zina stille. „Du véd jo, at de kender Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i det.“

 Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks Pavse spurgte han:

 „Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?“

 „Nej, dertil har der ikke været Tid,“ svarede Zina.

 „Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der er kommet noget i Vejen.“

 „Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro, at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os — maaske vil det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.“

 „Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu saa sent?“ sagde Zina.

 „Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,“ foreslog Andrey. „Naar de ser os til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.“

 Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.

 De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.

 „Halløj! Holdt!“ raabte Andrey.

 Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins Vindu var givet — alle Vagtposter var allerede paa Plads.

 „Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,“ udbrød Zina. „De maa ikke ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.“ Og da hun saa den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: „Det er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.“

 Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

 Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.

 „Hvilket udmærket Vejr!“ sagde Andrey med et Suk og pegede paa den efterhaanden ganske mennesketomme Gade.

 Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et Anslag som deres.

 Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen.

 „Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger og til sidst igen to Gendarmer.

 Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange, nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde. Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.

 De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.

 Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for at søge Ly mod Regnen Pludselig fo’r der en Idé igennem hendes Hoved.

 Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.

 Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.

 De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende: „Sørg for et nyt Forhør!“ og saa hurtig havde hun været, at hun var færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.

 Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige spurgte høfligt, hvem hun ønskede at tale med.

 „Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme?“ det var det første Navn, der faldt hende paa Tungen.

 Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.

 Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage til deres Logis i godt Humør og overbeviste om, at denne Forsinkelse ikke vilde medføre ubehagelige Følger.