vide, at den Slags uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte opgive den.
„Det er for sent nu til at forandre noget,“ sagde Andrey.
„Vist ikke!“ svarede Zina. „Hvad der ikke allerede er udført, kan opsættes.“
„Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den sidste Lejlighed, der gives os.“
„Det er muligt,“ sagde Zina.
„Naa ja,“ vedblev Andrey i Ophidselse; „men har de Ret til at forlange et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer man os — maaske for en ren Indbildnings Skyld — til at opgive det hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget udrettet.“
„Vær dog rolig, Andrey!“ sagde Zina stille. „Du véd jo, at de kender Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i det.“
Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks Pavse spurgte han:
„Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?“
„Nej, dertil har der ikke været Tid,“ svarede Zina.
„Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der er kommet noget i Vejen.“
„Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro, at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os — maaske vil det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.“
„Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu saa sent?“ sagde Zina.
„Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,“ foreslog Andrey. „Naar de ser os til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.“
Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.
De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa