Brudetog eller lignende skulde blive umuliggjort — skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.
I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted; selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.
Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde bringe det hele til at strande.
For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem — Zina og Masha Dudurov — agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler blev ændrede.
Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.
Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre og blev striglede med ekstra Omhu.
Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te til Andrey, der imidlertid var kommen op.
Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt, udbrød Andrey angst:
„Nu er der vel atter hændet en Ulykke?“
„Nej, men læs dette!“ svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St. Petersborg.
Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.
Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at