som han, efter at alle Formaliteter var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.
Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket. Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.
Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.
Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen; han havde endnu fem à seks Minutter for sig.
Vatajko gik ved hans Side.
„Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;“ sagde Andrey med dæmpet Stemme, „og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked — du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af Boulevarden.“
Den unge Mand nikkede et Ja.
„Se saa, nu er det Tid!“ udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen, medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.
„Farvel!“ sagde den stærkt bevægede Vatajko. „Det hele afhænger af dig —“
„Og af min Rosinante!“ fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og forsvandt i Trav ind i Strædet.
Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med regelmæssige, militæriske Skridt.
„Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!“ sagde han til sig selv — „hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!“
Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje. Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det aftalte Signal.