rødskæggede — denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt. Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.
Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.
„Red dig selv! Politiet!“ hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen, og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.
Boris var fortabt!
Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!
Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris. Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde i Reserve.
„Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!“ hørte han atter Boris’ Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.
De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag, at han trillede hen ad Jorden.
Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og var med et Sæt ude af Kampen.
Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse ham i dette Øjeblik!
Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at