En Levning af den ældste Bog i den norrøne Litteratur

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I det arnamagnæanske Haandskrift No. 415 qv., der indeholder en Række historisk-geografiske Samlinger og er skrevet af en islandsk sekretær hos Hr. Hauk Erlendssøn, staar efter Hauks Annaler (der ender 1313) og Bisperækkerne for Nidaros Provins (der ender 1312 eller 13) en kort Opregning af Fylkerne i Norge, der turde være Opmærksomhed værd. Den lyder saa (efter Langebeks Scriptores VI, 621):

Provinciæ Norvegiæ: Hreina (ɔ: Hræna) fylki. Vingulmork. Vestfold. Egda fylki. Rygia fylki. Haurda fylki. Sygna fylki. Firda fylki. Svnmæra fylki. Ravmdæla fylki. Strindæla fylki. Nordmæra fylki. Orkndæla fylki. Gavldæla fylki. Strindæla fylki. Stiorndæla fylki. Skavna fylki. Verdæla fylki. Sparbyggia fylki. Eyna fylki. Navmdæla fylki. Haleygia fylki. Rauma riki. Hringa riki. Heinmork. Gudbranzdalir. 25.

Efter Sammenhængen, hvori dette Fylkestal forekommer, skulde man være fristet til at antage, at det tilhører samme Tidspunkt som Annalerne og Bisperækkerne, altsaa ved 1313. Men til denne Tid passer det ikke; vi ved nemlig, at der efterhaanden paa Østlandet var foregaaet adskillig Forandring i Fylkesinddelingen, og allerede Kong Magnus’s Testament viser, at i 1277 var Fylkesinddelingen i Viken paa Veien til at blive fortrængt af Sysselinddelingen, ligesom den jo efterhaanden blev det over hele Landet. Men dette Hauks Fylkestal er endnu ældre; i Viken regner han nemlig kun 3 Fylker: Hrænafylke, Vingulmark og Vestfold (ikke Grenafylke), og dette er det Tal, som Borgarthings Kristenret (fra 1ste Halvdel af 12te Aarh.) angiver, hvor den ogsaa nævner de 6 Halvfylkeskirker: 2 i Rænafylki (Konghelle og Svertiborg), 2 i Vingulmark (Tune og Aker), 2 i Vestfold (Sæm og Hedrum)[1]. Nøiagtigt at angive Tiden, naar Grenafylke blev udskilt fra Vestfold, kan vi ikke; dog er det skeet før 1164, thi i dette Aar holdtes der Thing i Borg for hele Viken, og dette Thing kaldes udtrykkelig et „4 Fylkers Thing“[2].

Hauks Fylkestal er saaledes Afskrift af en Original, der er adskillig ældre end 1164 og maa altsaa være fra 1ste Halvdel af 12te Aarhundrede. En Bestyrkelse herpaa faaes fra et Skrift, hvor man ikke skulde vente at finde saa gamle Beretninger, nemlig i Peder Claussøns „Norges Beskrivelse“. Her findes nemlig S. 16, efterat Forfatteren har opregnet alle Norges Fylker med deres Grænser og nyere Inddeling, følgende Stykke: „Der er endnu et andet Fylcketal, eftersom Ara Einarsøn, Kong Eistens Hirdmand, det hafuer opregnit, oc begyndis norden fra saaledis: 1. Findmarcken, indholder Siöfinder, Fieldfinder, Lappefinder, Kareler oc Gandfinder. 2. Haalæia fylcki, Hælielands fylcki, indeholdendis to Lehn. 3. Naumdøla fylcki. 4. Auna fylcki i Thrandhiem, deter Øe fylcke, Ynderøe oc Ytterøe. 5. Sparbygia fylcki. 6. Værdøla fylcki. 7. Skauna fylcki, det er Skouvens Lehn. 8. Stiorndøla fylcki. 9. Strinda fylcki. 10. Gaudøla fylcki. 11. Orkdøla fylcki. 12. Nordmøra fylcki. 13. Raumsdøla fylcki. 14. Sundmøra fylcki. 15. Firda fylcki, det er Fiordefylcken, Nordfiorden oc Søndfiorden. 16. Signa fylcki, Sogn oc Fialar. 17. Horda fylcki, Nordhorland oc Sundhorland, Hardanger oc Vos. 18. Rygia fylcki, Fjordene, Jæderen oc Daleren. 19. Egda fylcki, vester aagde oc Øster aagde. 20. Vestfold i Vick. 21. Vingulmorck. 22. Græna fylcki. 23. Raumaricki a Uplandum. 24. Hringariki. 25. Heidmorck. 26. Guldbrandsdaler.

Dette Fylkestal indbyder nu strax til den Bemærkning, at det er interpoleret. Peder Claussøn har strax forud opregnet Fylkerne søndenfra nordover og her medtaget Finmarken med samt dens 5 Sorter Finner; der var altsaa stærk Fristelse til at tage dem med ogsaa i Opregningen nordenfra sydover. Betragter vi altsaa dette som Indskud – thi Finmarken har aldrig udgjort noget „Fylke“ i statsretlig Betydning – faar vi netop de samme 25 Fylker som hos Hauk Erlendssøn. Og hvad mere er, vi maa antage begge Rækker for væsentlig identiske, thi de er beslægtede i Feil (Stjorndølafylki for Stjordøla-). Man tør dog ikke tro, at Opregningen af de enkelte Fylkers Dele er vilkaarlige Tilsætninger hos Peder Claussøn, thi vi faar jo her gamle Fylkesdele: Halogaland var allerede i Begyndelsen af 12te Aarhundrede delt i 2 „Halvfylker“,[3] og de vestlandske Fylker opregnes jo alle efter sine virkelige Bestanddele: Norðfirdir og Sunnfirðir; Sogn og Fjalir; Nordhorðaland, Sundhorðaland; Vos og Hardanger (de 4 Fjerdinger); Firðir, Jaðar med Dalir, Vestragðir og Austragðir. Naar de Vikske Fylker nævnes som Vestfold i Vick, Vingulmork og Grænafylki, saa viser ikke alene Ordenen (fra Vest mod øst), at Grænafylki er Skrivfeil for Hrænafylki, men ogsaa Peder Claussøn selv viser det, thi S. 13 siger han, at „Granafylki“ (saa staar det her) er et ældre Navn paa „Elve fylket“. Vi har altsaa ogsaa her Vikens Inddeling i 3 Fylker ɔ: Tiden før 1164.

Dette Fylkestal siges at være opregnet af „Are Einarssøn, Kong Eysteins Hirdmand“. Former som Hringariki og Hrænafylki viser, at Forfatteren er en Islænding; vi kan altsaa vente at finde ham igjen i de islandske Sagaer. Saa er ogsaa Tilfældet; i Slaget ved Holmengraa (1139) faldt en Islænding Clemet, Søn af Are Einarssøn[4], og kort forud (1137–38) havde Sigurd Slembe havt Vinterophold hos en Bonde paa Hindøen, der var Søstersøn af Are Einarssøn, idet han nemlig kaldes Dattersøn af „Einar Aressøn af Reykjahole“.[5] Ved disse Opgifter vises vi for „Are Einarssøn“ tilbage til Tiden 1100–1130, og naar han kaldes „Kong Eysteins Hirdmand“, saa er denne Konge Eystein Magnussøn (1103–1123). Are Einarssøn siges ikke selv at have nedskrevet Fylkestallet, han har kun „opregnet“ det. For hvem? Der gives ikke noget Valg. Fra Are Einarssøns Samtid kjender vi kun én islandsk Forfatter, der skrev om Norge: Are frode; han var netop fra Vestlandet som Are Einarssøn, han har skrevet kort efter Kong Eysteins Død, han har overalt søgt de bedste Hjemmelsmænd, og han pleier netop bestandig at nævne disse; dette Fylkestal har isaafald udgjort en Del af hans ældre Islendingabok, som indeholdt blandt andet en kort Norgeshistorie. Fra Islendingabok er Fylkestallet gaaet over i andre geografisk-historiske Skrifter og har i to Udgaver spredt sig til Annalerne, en kortere til Hauks Annaler og en længere til et med Hauks Annaler meget beslægtet Annalhaandskrift, som naaede til 1350 og i Norge blev benyttet af Peder Claussøn. Forskjellen mellem begge Udgaver er kun, at Hauks Række begynder søndenfra og efter de nordlige tager de oplandske Fylker, medens Peder Claussøn begynder nordenfra og saaledes (naturligt) efter de vikske tager de oplandske Fylker, at Peder Claussøn ved en Del af Fylkerne – kun de vestenfjeldske samt Eynafylke – nævner deres Hoveddele samt tilføier Rigets Hoveddele: Þrándheimr, Vík og Upplönd (de vestenfjeldske Fylker synes ikke at have havt noget Fællesnavn).

Gaar man ind paa denne Hypothese, vil man faa et sikrere Udgangspunkt for Norges Fylkesinddeling og kunne fremstille denne saaledes, som den var til en given historisk Tid (ca. 1120). Navnlig vil vi hævde, at Inddelingen paa Østlandet – som har været mest betvivlet – derved bliver sikker: ved Aar 1120 bestod Viken af 3 Fylker (Vestfold, Vingulmark, Rænafylke) og Oplandene af 4 (Raumarike, Ringerike, Hedemarken og Gudbrandsdalene). Og dette synes at have været det oprindelige Forhold, idet disse Fylker var de ældre Kongeriger, medens de øvrige Landskaber enten er Tilliggelser til Fylkerne (Grenland til Vestfold, Solør til Raumarike, Thoten og Hadeland til Hedemarken) eller endog først senere bebyggede (Østerdalen). Østlandets ældre Historie bekræfter dette. Efter Snorre herskede Gudrød Bjørnssøn over Vestfold, men en Del af dette Rige var dog Grenland, hvor hans Søn blev opdraget[6]. Senere siges, at Harald Grenske blev Konge over Vingulmark, Vestfold og Agder; dette Rige vilde ikke blive sammenhængende, hvis ikke Grenland regnedes til Vestfold. Det eneste usikre i Vikens Forhold maatte være Grænserne mellem Vingulmark og det søndenfor liggende Fylke. I det 12te Aarhundrede, da Tune var Hovedkirke i søndre Vingulmark og Svertiborg i det nordre „Rænafylke“, kan der ikke godt være Tvivl om, at Svinesund dannede Grænsen. Rigtignok har man fra et enkelt Sted hos Snorre[7] troet at kunne paastaa, at Vingulmark ikke gik længere syd end til Glommen; men da Snorre paa flere Steder giver tilkjende, at Landets sydligste Fylke naaede nordover til Svinesund (f. Ex. Ranriki fra Elfi til Svinasunds S. 74, Ranríki fra Gautelfi ok tíl Svinasunds S. 217), maa Fylket nordenfor begynde her, hvilket ogsaa giver den eneste naturlige Fylkesgrænse. Hvad der har gjort Forvirringen er aabenbart Navnet Alfheimar, som det sydligste Fylke bærer i Fortællingerne fra 8de og 9de Aarhundrede hos Snorre og i det saakaldte Søgubrot men som i historisk Tid komplet forsvinder. Jeg tror, at Alfheimar, er det mythiske Navn paa Alvernes Hjem, og at det aldrig har været fæstet til det sydligste Landskab i Viken uden ved et slet Etymologiseringsforsøg (Alfheimar=Elvehjem), hvorved man endog var nødt til at udstrække Fylkets Grænser nord til Glommen for at faa Mening i Navnet Det er ogsaa let at se, at det kun er Kongernes Navne (Gandalfr og Alfarinn), som har frembragt Fylkenavnet. Dette Fylkes gamle Navn synes at være Ránriki – allerede Jordanes i 6te Aarhundrede nævner Ragnaricii ved Siden af Raumaricii – og senere Rænafylke eller efter islandsk (urigtig) Skrivemaade Hrænafylke. Først i Løbet af 12te eller 13de Aarhundrede, ved Sysselinddelingen, synes Navnet Ránriki at være indskrænket til Fylkets nordlige Halvdel. Paa Oplandene kan vi iagttage en lignende Forskjel mellem Fylker og Landskaber. Soleyjar regnedes i senere Tider til Raumernes Fylke, men efter Snorres Fortælling udgik Halvdan Hvitbein herfra, da han drog ud for at erobre „Fylket“ Raumarike[8]: da St. Olav har omvendt hele Raumarike, drager han øst til Solør og kristner „den Bygd“[9]; Solør staar altsaa udenfor Raumarike og kan ikke benævnes „Fylke“. Naar man i Regelen regner Ringerike, Hadeland, Thoten (og Land) som et Fylke under Navnet „Hadafylke“, saa er denne Ordning vistnok senere: jeg kjender ikke Navnet „Haðafylki“ førend fra Magnus Lagabøters Landslov og Testament, altsaa Aarene 1273–77, og Snorre benytter det aldrig. I Anledning af Halvdan Svartes Død nævnes de 4 Fylker, denne Konge besad: det er Hedemarken, Raumarike, Vestfold og Ringerike; altsaa betragter ogsaa Snorre Ringerike som et af Fylkerne paa Oplandene[10], medens Hadeland, Thoten osv. kun er Landskaber. Senere er det jo ogsaa bekjende, at Ringerike var et virkeligt Kongerige, under Sigurd Syr[11]. Hadeland og Thoten har oprindeligt ikke engang hørt sammen med Ringerike, de omtales først som Tilbehør til det Hedemarkske Kongerige og gik derfra over til Ynglingeætten; overalt hos Snorre nævnes de adskilt fra Ringerike[12]. Gudbrandsdalene har ogsaa hørt til de gamle Fylker, om det end ikke har været et Kongerige[13] undtagen kort før Olav den helliges Tid (Gudröðr Dalakonungr[14]. Det egentlige „Fylke“ har ikke strakt sig længer nordover end til Vaagerusten, saa at Lesje, Lom og Vaage har ligget udenfor. Dette sees klart af Fortællingen om Dalegudbrand: de, som i Lom eller Vaage ikke vilde omvende sig, flygter syd til Dalene; da Gudbrand faar høre om Olavs Optræden i Lom, sammenkalder han „alle“ Dølerne til Hundorp, men dog kommer ingen fra nordre Gudbrandsdalen[15]. Ogsaa senere fortælles om en Reise fra Lesje til Gudbrandsdalen[16], og Steig, som er lige ved Hundorp, siges at ligge „i den nordre Del af Dalene[17]. Først i Landsloven finder vi de 3 nordlige Landskaber forenede med „Dalene“ til ét Fylke, dog delt i to „Halver“. Østerdalen er først meget sent anerkjendt som Fylke; endog paa Kong Magnus’s Tid vaklede man: i Landsloven (1273) regnes Østerdalen som Fylke, i hans Testament (1277) ikke. Isaafald har Dalen altsaa i daglig Tale været anseet for et Tilbehør til Hedemarken, thi det var dens ældre Stilling: paa St. Olavs Tid havde Østerdølerne sit Værnething paa Hedemarken, og Østerdalene betragtedes som „Udbygder“[18]. – Foruden disse Landskaber kunne ogsaa medtages Fjeldbygderne, fra Sætersdalen til Valders; om dem alle gjelder, at de ikke betragtes som Fylker, de omtales i Reglen som lidet bebyggede, fjærnede fra Hoveddalene. Om de har søgt Thing i Hovedbygderne, ved vi ikke. Valders synes dog tidligt at være knyttet til de vestlandske Fylker, siden en Lendermand fra Val

ders optræder hos Haakon Jarl[19], der ingen Magt havde paa Oplandene; derfor skilles endnu i Sverres Saga udtrykkelig mellem Valders og „Oplandene“.[20]

Der er saaledes fuld Grund til at betragte dette Are Einarssøns Fylkestal som et autentisk Dokument for den ældre Fylkesinddeling, saaledes som den bestod indtil Midten af 12te Aarhundrede. De da gjorte Forandringer maa have været betydelige, og vi tror, at den Fylkesinddeling paa Oplandene, som Historia Norvegiæ frembyder, har en tydelig Sammenhæng hermed, men forbeholder os senere at begrunde denne Mening.

G. S.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. N. g. L. I 343.
  2. Hskr. S. 798.
  3. se N. g. L. I, 104 og 257.
  4. Hskr. S. 734. Mork. S. 219.
  5. Hskr. S. 730. Mork. S. 214.
  6. Hskr. 289.
  7. Hskr. S. 40.
  8. Hskr. 38.
  9. Hskr. 348.
  10. Hskr. 48.
  11. Hskr. 178.
  12. se f. Ex. S. 348, 374, 809.
  13. Hskr. 43.
  14. Hskr. 282.
  15. Hskr. 342, 343.
  16. Hskr. 451.
  17. Hskr. 373.
  18. Hskr. 432.
  19. Hskr. 160.
  20. se Fnm. VIII Cap. 178.