Den hellige Kong Haakon og Folkevisen om hans Død

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Endnu for faa Aar siden vidste ingen noget om, at vi har havt en Helgen ved Navn „Hellig Kong Haakon“, og udenfor de egentlig Lærdes Kreds er Kundskaben om ham neppe endnu udbredt, og dog har – som vi skal se – to af vore Haakoner til forskjellige Tider baaret Helgennavn. Da Svend Grundtvig for ca. 15 Aar siden lod trykke den danske Folkevise om Haakon Haakonssøn, formodede han, at Visens „hellige Hagen“ var en Forvanskning af „Helled Hagen“, det danske Navn paa Nivlungen Hogne[1]; da Allen nogle Aar senere fandt et Brev af 1521, hvorefter Kristian II har ansøgt Paven om at kanonisereen „hellig Hagen“ kunde han erklære denne Helgen for „ellers ubekjendt“[2] og i de samme Aar citerer Nicolaysen et Brev af 1531, der omtaler den hellige Hogen’s Alter i Oslo, med det Tillæg, at der ikke kjendes nogen Helgen af dette Navn[3]. Der kom, saaledes omtrent samtidig Vidnesbyrd frem fra flere Kanter om Helgenen, og man maatte derfor tage dem nærmere i Øiesyn. Opmærksomheden henlededes da paa Haakon Haakonssøn, som ogsaa i Bergens Rimkrønike faar Navn af „Hellig Kong Haakon“. Nicolaysen har derfor siden gjort gjældende, at ved den „hellige Haakon“ maa forstaaes Haakon Haakonssøn[4], og hans Formodning tiltraadtes af L. Daae[5]. Men denne Mening har adskilligt imod sig. Helgenen Haakon vides kun at være dyrket paa et eneste Sted, Mariakirken i Oslo, og dennes Historie er specielt knyttet, ikke til Haakon Haakonssøn, men til hans Sønnesøn Haakon V, der her laa begravet, og hvis Dødsdag her celebreredes; og endog Folkevisen synes at indeholde et svagt Minde om ham, naar den lader den „hellige Hagen“ stædes til Hvile i Mariekirken, hvor vitterligt ingen anden norsk Konge end Haakon V blev begravet. Jeg har allerede for 2 Aar siden udtalt den Formodning, at Traditionen har forvexlet de to Konger, og kan nu skaffe Bevis herfor.

I et Brev af 12 August 1424 klager Bønderne i Tønsberg Len til Kong Erik over adskillige Misbrug, som Kongens Foged tillod sig mod dem; deriblandt paastaar de, at der afkræves dem hvert Aar „Vapnvite“, uden at der spørges efter deres Vaaben; de skyder herom sin Sag ind under Kongen og under „Norges Lov og Retterbøder, som de hellige Konger Magnus og Haakon have undt os“.[6] Da der tales om „Norges Lov“ og af de „hellige Konger“ Magnus nævnes forud for Haakon, maa man nødvendigvis ved disse Konger komme til at tænke paa Magnus Lagabøter og hans Søn Haakon V. Og Rigtigheden heraf vil indlyse, naar man ser paa sagens juridiske Side. I Kong Magnus’ Lovbog bestemmes nemlig (Landeværnsbolken Cap. 12), at til Vaabenthinget skal hver Bonde søge og vise frem sine fulde Vaaben; hvis En sidder hjemme over Thinget, forfalder han i Bod af 2 Øre til Kongen og 1 Øre for hvert Vaaben, som han skulde have; er han syg eller saaret, skal hans Tjenestekarl bære hans Vaaben til Things eller betale 1 Øre i „Vápnaviti“ for hvert Vaaben, som mangler, osv.[7] Nu omtales den samme „Vaabenvite“ i Haakon den 5tes store Retterbod af 17de Juni 1308, hvor det staar, at „alle Mænd skulle vide, at Vaabenvite og Vaabenbøder skulle Sysselmænd eller Lensmænd ikke opgive paa Grund af Uroligheder“.[8] Bønderne i Vestfold kunde saaledes med Rette henvise til Kongernes Love og Retterbøder, og dermed er det givet, at de Konger, Bønderne nævner som hellige, er Magnus Lagabøter[9] og hans Søn Haakon. Det er vel ikke blot som de sidste, anselige Konger af den nationale Kongestamme, at Magnus og Haakon har faaet Prædikatet „hellig“; snarere har deres Virksomhed som Lovgivere i Almuens Tanker stillet dem Side om Side med St. Olav. Naar derfor i et Brev af 1442 ogsaa den gudbrandsdalske Almue appellerer til „de Love og Retterbøder, som vore hellige Forfædre have undt os og fast overholdt“[10], ser vi den samme Sidestilling af Landets kongelige Lovgivere og Velgjørere: ogsaa her maa da foruden Olaf og Magnus være tænkt paa Haakon V, som ved sine Retterbøder var saa virksom i de forskjelligste Retninger. Disse Breve vidner altsaa tilsammen for, at i 1ste Halvdel af 15de Aarhundrede har Haakon V blandt Almuen paa forskjellige Dele af Østlandet baaret Helgennavn. Ogsaa fra en ganske anden Kant af Landet foreligger i samme Retning et Vidnesbyrd, som synes at maatte henføres til samme Tid, skjønt det nu kun er .bevaret som et sagn fra 17de Aarhundrede. Ifølge den Beskrivelse over Bergens Stifts Monumenter fra 1626, som i Uddrag er trykt af Suhm, fandtes i Kirken paa Hvaal (Sogndal i Sogn) en Ligsten, hvorpaa stod at læse, at under den hvilte „3die Mand fra hellig Kong Haakon“[11]. Sammenstiller man nu Rækken af Hvaals Ejere fra 13de og 14de Aarhundrede, vil man kun finde én Kongeætling, men han stammer ogsaa virkelig i 3die Led fra Haakon V; det er nemlig Haakon Jonsson († 1392, den samme som i 1388 frasagde sig hver Ret til Norges Krone), Søn af Haakon V’s Datterdatter Birgitte med Jon Havthorssøn; han ejede Hvaal som gift med Margreta Eilifsdatter, Datterdatter af Vidkunn Erlingssøn[12]. Da Efterretningen saaledes viser sig rigtig, kan man ikke godt tvivle om den; da Haakons Hustru overlevede ham mindst 30 Aar, er det rimeligvis hende, der har reist Gravmælet og nævnt den hellige Haakon; der henvises saaledes ogsaa her til Begyndelsen af 15de Aarhundrede.

Fra det Sted, hvor den hellige Konge dyrkedes, vil vi dernæst faa Vidnesbyrd om, at denne Dyrkelse strakte sig ned i 16de Aarhundrede. Det er bekjendt, at Haakon V i sin lange Regjeringstid som Hertug og som Konge i særlig Grad beskjæftigede sig med Mariakirken i Oslo. Allerede som Hertug havde han ved Mariakirken oprettet et Domkapitel med Provst og Kanniker – altsaa paa en Maade ophøiet den til Kathedralkirke –, og paa samme Tid foretog han den store Udvidelse og Ombygning af Kirken, hvorved den fra en middelsstor sognekirke kom i størrelse til at staa ved Siden af, om ikke over Landets fleste Domkirker. Ved sin Kroning (1299) skjænkede han den nye Gaver, og samtidig fik dens Provst Rang med Rigets Baroner, dens Kanniker med Riddere osv. I 1308 hævede han Kirken til den 2den i Rang af de kongelige Kapeller, og i 1314 bestemte han, at dens Provst for Fremtiden skulde være Rigets Kansler. Efter en saa storartet Gavmildhed maatte man anse Haakon den 3die som Grundlægger af en ganske ny Kirke, og i Mariakirkens Segl afbildes han derfor som dens Stifter[13]; dens Geistlige fik snart ogsaa et Minde om ham at opbevare, hvortil de kunde knytte sin Taknemmelighed. I sit Testament, der end yderligere berigede Kirken, bestemte han nemlig, at han skulde begraves der, og at paa hans Aarsdag en stor Almissenddeling skulde finde Sted: Provsten skulde bespise 60 Fattige, Kollegiet 60 andre samt føde og klæde 8 Mænd og 5 Kvinder osv. Den 8de Mai maa derfor have været en festlig Dag i Oslo, og det kan ikke feile, at Tilstrømningen til Kirken da har været stor, og at denne Fest har maattet holde Mindet om ham her vedlige. Vi ser da ogsaa i et Brev af 1387, at Oslo Biskop, hvor han skal nævne Haakon den 5te, mindes ham som den Haakon, „sæm at Marikirkiu i Oslo huiler“[14]. I denne Kirke dannede der sig efterhaanden en Art Familiebegravelse om Haakon: allerede i hans levende Liv var hans Hustrus Morfader, Fyrst Witzlav af Rygen († 1302), begravet her, rimeligvis ogsaa hans Hustru Dronning Eufemia (hvis Dødsdag ialfald feiredes her), og efter hans Død sees, at hans Datterdatter og hendes Mand Jon Havthorssøn samt Jon Marteinssøn (gift med Datter af hans Dattersøn Sigurd Havthorssøn) fastsatte, at de skulde begraves her[15]. Men rimeligvis har mange flere af hans Efterkommere faaet sin Hvileplads i Kirken; endnu saa sent som i 1500 skjænker Knut Alfssøn (der i 7de Led nedstammede fra Haakon V) Mariakirken Gods, for at der skal holdes 3 Aartider for hans Fader Alf Knutssøn, hans Broder Odd Alfssøn og hans afdøde Hustru Gyrild (Gyllenstierna) og for alle hans Forfædre[16]; disse Knuts Slægtninge er da vistnok begravede i Kirken, ligesom saa mange andre af Kong Haakons Ætlinger, og ved sine „Forfædre“ tænker han vistnok ikke mindst paa Kirkens Stifter, den hellige Haakon. Muligvis var nemlig ved denne Tid en Kultus her oprettet for den hellige Konge, og var det ikke skeet, maa den være indført kort efter; thi ifølge et Brev af 1531 var den „Rente“, som Mariakirken havde i Værge for at opretholde den aarlige Tjeneste ved „hellig Haakons Alter“, skjænket af Henrik Krummedike, og en saadan Handling maa forudsættes at være skeet paa en Tid, da denne havde sit faste Tilhold i Viken, medens han fra 1503 boede i Danmark og kun ved enkelte Leiligheder optraadte i Norge. Da denne Dotation saaledes maa være skeet i Tiden om 1500, og da den desuden er knyttet til Mariakirken, kan man ikke være i Tvivl om, at hans „hellige Haakon“ er den samme hellige Haakon, som havde bygget Kirken, laa begravet der med mange af sine Ætlinger, og hvis Aartid Kirken i næsten 200 Aar havde feiret. Nogen Forvexling er paa dette Sted ikke godt tænkelig.

Den nye Belgens Dyrkelse synes at være opstaaet for sent til, at den kunde vinde nogen synderlig Udbredelse i den korte Tid, Katholicismen endnu havde at virke. Naar vi finder Spor til, at Kong Kristian den 2den – endog saa sent som i 1521 – arbeidede for, at den nye Helgen skulde kanoniseres, kan denne hans Interesse skrive sig fra hans Ophold i Oslo omkring 1508, eller han kan endog være tilskyndet dertil af den samme Henrik Krummedike. Kanonisationen synes ikke at være opnaaet, thi vi finde ikke Helgenens Dyrkelse udbredt udenfor Oslo. Og selv her stansede den snart, thi ved Reformationen tog Esge Bilde sin svigerfaders Gave tilbage, og den „hellige Kong Haakons Alter“ var allerede forladt før 1548[17].

I Norges katholske Tid finder man saaledes ikke Spor til, at Helgenen Haakon er sammenblandet med Haakon den gamle. En saadan sammenblanding findes kun paa to Steder, i den danske vise og i Skrifter fra Bergen, og selv disse to Vidnesbyrd kan reduceres til ét, da de bergenske Krøniker er paavirkede af Visen. Den ældre Tradition i Bergen om Haakon Haakonssøns Død var endnu i Midten af det 16de Aarhundrede bevaret: den fremtræder i den fuldstændige Bergens Rimkrønike fra 1554, som nu findes i Haandskrift fra 1594, og hvoraf Nicolaysen kun har givet ufuldstændige Uddrag. Her ender Fortællingen om Kongens Tog til Skotland saaledes:

Paa Hjemveien han drog paa Vand,
og døde han i Ørkenø-Land.
Til Bergen de hannem førde med Reverens,
Jordet hannem i Domkirken i stor Kredens.[18]

Men denne Beretning, som er taget lige ud af Sagaen, blev snart fortrængt eller sammenstøbt med en anden. I den saakaldte „Bergens Fundats“ læser vi nemlig (om Haakons Død): Siden er han bleven død paa Weienn udi Orknöyer till Kirckevoll som han skulde drage af Skotland Anno 1263. Daa haver hans gode Mænd tænkt at lade ham begrave, efter hans egen Begjæring udi Marie Kirke i Oslo. Men Guds Veder og Vind forsætte dem i Siøen, at de ind kom for Bergen, der er han bleven begraven udi Kristkirke“. Bergens Fundats antages nu at være forfattet ca. 1580 af Herluf Lauritssøn; men Haandskrifterne er enige om, at dets Forfatter var Lens- herren Christoffer Walkendorf, og da dette udtrykkelig siges i et Haandskrift, der synes ældre end 1580, der ender med en Begivenhed i 1528[19] og giver den specielle Tilføielse, at Bogen forfattedes i 1557 „aliorum legislatorum adjutorio“, kan vi ikke godt gaa dette Vidnesbyrd forbi, men maa antage, at den egentlige „Bergens Fundats“ (ɔ: 1ste og 2den Bog) er forfattet af Walkendorf med Raadmændenes Bistand, og at denne Bog senere er fortsat af Herluf Lauritssøn, ligesom den efter hans Tid fik adskillige Tillæg. Man vil i det ovenfor staaende Citat se, at Beretningen om Haakons Død oprindelig er den samme som i Rimkrøniken; Fortællingen om, at Kongen vilde blive begravet i Mariakirken, men at Vinden drev hans Mænd til Bergen, er saaledes egen for Walkendorf. Fra ham synes den at være laant til Bergens Rimkrønike fra 1560 (den, som Nicolaysen har trykt), thi her forekommer den i en udvisket Form, som forudsætter Fundatsen:

Siden gav han i Ørknø sin sidste Hikke
og er jordet i Bergens Domkirke,
endog han havde sig til Oslo agt,
havde det ei voldet Guds Vind og Magt.

Rimkrøniken kaldes Kongen ogsaa „hellig Haakon Haakonssøn“, og dette har rimeligvis ogsaa staaet i Walkendorfs Bog. Thi da den bergenske Tradition hverken ved om Mariakirken eller om Kongens Hellighed, maa begge disse senere Tillæg skrive sig fra Walkendorf, og han har aabenbart laant dem fra – den danske Vise. Han har altsaa søgt at mægle mellem den indenlandske Tradition og Visen: han har givet Visen Ret i, at den hellige Konge ønskede at hvile i Mariakirken, men Traditionen Ret i, at han ikke laa her, men i Bergens Domkirke. En Menneskealder senere søgte en Landsmand af Walkendorf at mægle paa lignende Maade: Anders Vedel, der ogsaa kjendte Sagaens Beretning, troede at kunne klare Sagen ved at antage Visens Mariakirke (i Oslo) for det samme som Bergens Domkirke; han lader Haakon begraves i Mariakirke i Bergen (Tydskekirken!), idet han blot retter Visens Oslo (V. 23) til Bergen.

Det eneste Vidnesbyrd for Haakon Haakonssøns Hellighed bliver saaledes den danske Vise. Vi maa da vendte os til denne og undersøge dens Alder og Hjemstavn. Den har i de sidste Aarhundreder kun været kjendt i Vedels Bearbeidelse (1591), der har været betragtet som egte, indtil Sv. Grundtvig i sine „Danmarks gamle Folkeviser“ paaviste, at Vedel har foretaget en stærk Omarbeidelse af den oprindelige Text og tildigtet flere Vers for at bringe Visen i Overensstemmelse med Sagaen. P. A. Munch, der kun kjendte Visen fra Vedel og ikke vidste noget om dens uegte Dele, havde antaget Visen – som den selv siger – for samtidig og formodet, at „Visen er forfattet kort efter Skotlandstoget, at Forfatteren eller Forfatterne have været mindre dannede, menige Folk, der ikke havde noget Overblik over det hele, men mest lagde Mærke til Enkelthederne“ og „hørte hjemme paa Østlandet, rimeligvis i Thelemarken, og ej regnede det saa nøie med Geografien“; disse Formodninger maa bortfalde, naar man lærer Visens oprindelige Text at kjende. Visen er nemlig ikke samtidig; ingen norsk Konge blev begravet i Mariakirken i Oslo undtagen Haakon V, Kirkens stifter († 1319), altsaa først længe efter hans Død kunde man sammenblande ham med hans Farfader og fortælle, at „Kongerne pleie at ligge i Mariakirken“. Men visen kan alligevel ikke kaldes modern, dertil indeholder den for mange egte Træk, som en nærmere Gjennemgaaelse vil vise.

Visens 2det Vers fortæller, at Kong Haakon udbyder Leding og agter sig til Skotland, ganske som Sagaen fortæller om Haakon Haakonssøn:

Byder han ud af Norie
saa mangen gumstig (?) Mand
baade med Kost og Værge;
til Skotland agter hand.

Og han drager som i Sagaen ud fra Bergen:

V. 6: De lagde ud fra Beren
og ud fra Berne-bro;
Silke-Segl var slagen til Raa
og under var Boningen (?) blaa.


V. 10: De lagde ud fra Beren
og ud fra Berne-Brygge;
alt det Folk, paa Bryggen stod,
de felde saa modige Taare.

Efter Sagaen foregik forud for Afreisen en Forhandling mellem Haakon og hans Søn Magnus, hvor denne tilbød sig at drage til Skotland, Kong Haakon takkede ham „med mange fagre Ord“, men vilde dog reise selv og overdrog hele Landsstyrelsen til Magnus. Ogsaa denne Episode gjenfindes i Visen, der dog synes kun at have opfattet sidste Led i Forhandlingerne og giver Magnus’s Svar derpaa:

V. 7: Hør du Magnus, Sønnen min,
Du skal være hjemme,
raade skal du for vore Hus
og Norge skal du gjemme.

V. 8: Hør I, sælige Fader min,
I gjøre mig ikke den Vaande;
Jeg er saa unger og faakunnig
for dilik en Almu at stande.

Ogsaa dette Svar passer godt i Magnus’s Mund og kunde vistnok være givet, om end ikke Sagaen nævner det. Derimod er det følgende Vers aldeles uegte:

V. 9: Du klæd dig snart, du klæd dig braat,
Om du med mig følge;
det bliver dig til Vaande lagt
Om du kommer i den stærke Bølge.

Baade er det uhistorisk, at Magnus fulgte med, og at Magnus gjøres saa „ung og faakunnig“, at han ikke skulde taale en Søreise. Men i de følgende Vers møder os end større Besynderligheder: Veien fra Bergen til Skotland gaar over – Lindesnæs og her indtræffer et Varsel for Kongens Død:

V. 11: Der de kom for Lindesnes
og Bølgen legte for Borde,
da stod Skibet i bliden Bør,
som det havde standet i Grunde.

Kongen spørger da, om der findes „Læg eller Lærd“, som kan forklare Grunden; Nikolaus Nøthernæs svarer: „her er feger mader i vorum Ferd,“ og frygter, at det er Kongen. Nu bliver Kongen var, at hans Yndling Olav Anfinnssøn ikke er tilstede, og faar vide, at han er syg; han gaar da til ham, og ved hans Seng vaager han i to Nætter indtil hans Død. Derved paadrager han sig en dødelig Sygdom:

V. 18: De vaaged over Olaf Anfinnsson
og vel i Nætter tvaa;
det var hellige Haakon Konning,
sin Bane mon han der faa

V. 19: Det var Olaf Anfinnsson,
han gav der op sin Aand:
Det var hellige Haakon Konning,
han holdt ham Voxlys i Haand.

Ved Kongens Dødsleie er – efter det foregaaende – Kongesønnen

tilstede og faar da gode Raad af sin Fader, som til Slutning beder:

V. 23: En Bøn vil jeg dig bede
ej anden af dig tigge (þiggja):
lad mig begraves i Mariekirke,
som Kongerne pleie at ligge.

Dette hans Ønske opfyldes ogsaa:

V. 23: Der kom Bud for Oslo ind
og ingen Mand dem kjende:
død var hellige Haakon Konning
Sant Olaf Kongens Frænde.

V. 24: Død var hellige Haakon konning
og Gud kaldte ham af Dage;
hand blev ført i Oslo ind,
i Mariekirke lagdes han i Grave.

Man vil se, at skal her tænkes paa Haakon Haakonssøn, er alt undtagen de 4 første Vers fuldstændig opdigtet: Haakon drog paa Skotlandstoget ikke forbi Lindesnæs, han blev ikke syg paa Søen ved Norges Sydkyst, heller ikke ved at vaage over en god Ven, og han blev ikke begravet i Oslo. Sagaen, som opregner alle mærkelige baade læge og lærde Mænd i hans Følge, kjender hverken nogen Nikolaus Nøthernæs eller nogen Olav Anfinnssøn. Men, mærkelig nok, Visens Slutning bliver historisk, hvis den angaar den virkelige „hellige Haakon“, han udtalte netop paa sit Dødsleie Ønsket om at begraves i Mariekirken, og han blev virkelig efter sin Død ført – „i“ Oslo ind, nemlig fra Tønsberg hvor han døde. Disse Slutningsvers hører altsaa til en Vise om Haakon den 5tes Død. Men isaafald er det høist rimeligt, at flere Vers maa henføres til denne Vise: Varslet ved Lindesnæs om Kongens Død og hans Vaagen ved sin Vens Sygeseng kunde ogsaa høre hid. Om Haakon den 5tes Liv i hans sidste Aar vide vi meget lidet. 28de Juli 1318 var han i Oslo, beskjæftiget med Udrustning til et Tog mod Danmark, 3die November s. A. var han i Tønsberg og indskjærpede Lovens Bud om Veter og Vagthold, altsaa fuldt optaget med Krigstanker; men saa træffe vi ham ikke igjen før 20de April 1319, da han 3 Uger før sin Død og i Følelse af dennes Nærhed ordner Formynderstyrelsen for sin Dattersøn. I Mellemtiden kan han godt have været paa en Søreise og kommen syg til Tønsberg, hvor han døde 8de Mai.[20] Visens Nikolaus Nøthernæs og Olav Anfinnssøn kunde ogsaa være virkelige Personer i Kongens Følge fra ca. 1319; i de faa Breve, vi kjende fra denne Tid, forekomme de vistnok ikke, men deraf kan intet sluttes; deres Navne synes ialfald for egte til at være opdigtede i 15de eller 16de Aarhundrede.

Er dette saaledes, foreligger der altsaa her Stykker af to norske viser fra 13de og 14de Aarhundrede, som er sammenblandede, fordi de begge besang en Kong Haakons sidste Reise og Død; flere Vers maa da være omsatte: Vers 4–5, hvor Haakon allerede ved Udreisen spørger efter Olav Anfinnssøn, maa – hvis de er egte – høre til den sidste Vise, Vers 20–21 om Kongesønnen Magnus under samme Betingelse høre til den første osv. Man har allerede længe været opmærksom paa, at der i Visen forekom flere norske Ord (f. Ex. hiaa = hjá, tige = þiggja) og norske Vendinger („her er feger mader i vorum Færd“ V. 13): da disse netop forekommer i de formodede gamle Dele, kan de kun bekræfte disses Egthed. Ligeledes bør det omtales, hvor ofte Stavrim forekommer i disse Dele; og naar man ved Siden deraf ser, at Vers 6, 10 og 11 mangler Rim, bør vel ogsaa dette ansees som Levning fra en ældre Viseform, og vi tør ikke med Sv. Grundtvig og S. Bugge rette Versene for at faa istand Rim. Dette Resultat synes at skulle rokkes derved, at, som S. Bugge har paavist, flere Rim i Visen er danske, navnlig da Rimet i 1ste Vers (lange og fanget); men netop dette Vers maa være nyt og tilhøre den danske Omarbeidelse, hvorved Stumperne af de to Viser blev til en. Det lyder nemlig:

Det er nu skeet,
som spaaet haver været for lange
om hin hellige Haagen Konning:
Norige haver han fanget.

Allerede Ordet „skeet“ viser, hvor forholdsvis modernt dette Vers er, Udtrykket „spaaet for lange“ er (som Grundtvig viser) en meget brugt Vending i danske viser, og selve Indholdet – Spaadommen, at den „hellige Hagen“ skulde blive Konge i Norge – er uegte og passer ikke paa de norske Haakoner, ligesom verset ogsaa er en høist uheldig Begyndelse paa et Digt, som fortæller om den hellige Konges Død. Den danske vise om hellig Haakon tør derfor ansees for temmelig modern. Det danske Haandskrift, der har bevaret Visen, er fra ca. 1560, i Bergen fandt vi en Antydning til den fra Aar 1557, og stort ældre ved jeg ikke at gjøre den, thi Spor af Katholicisme kan den ikke opvise. Den hellige Konge er en opofrende Ven og en brav Regent: han giver sin Søn gode Raad, som en protestantisk Konge ikke skulde skamme sig over, men til Hellighed mærker vi intet; Visen har ikke udstyret ham med saa meget som en eneste Legende.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Danm. Folkev. III S. 312.
  2. Allen, de tre nordiske Rigers Historie IV, 2. 452.
  3. Norske Fornlevninger S. 727.
  4. Aarsberetning for 1869 S. 183.
  5. Hist. Tidsskrift IV 76.
  6. Dipl. N. I No. 696.
  7. Norges g. Love II 43. (J eg har optaget Ordet Vapnviti i Texten fra Varianterne).
  8. N. g. L. III 80.
  9. L. Daae har (l. c.) ved den hellige Magnus gjettet paa Magnus Smek; han har da overseet, at Henvisningen til „Norges Lov“ ikke passer paa ham.
  10. Dipl. N. V. No. 711.
  11. Suhms (ældre) Saml. til Danmarks Historie II, 3–5. 41.
  12. Munch, Unionsper. II 154.
  13. se Aarsberetningen for 1869 S. 182 og Pl. V fig. 27.
  14. Dipl. N. III No. 474.
  15. Norske Fornlevninger S. 724–726.
  16. Dipl. N. II No. 1014.
  17. Dipl. N. VI No. 771.
  18. Additamenta 290 qv. paa Univ.-Bibl. i Kjøbenhavn.
  19. N. Mag. I 550.
  20. Munch VI, 2 636–639.