Den forstenende Myr paa Søndmøre

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt de mange Undere, Norge i Udlændingers Øine har indehavt, har i andre Tider ogsaa hørt den forstenende Kraft, som tilskreves en Kilde eller Myr i Landet. Sagnet herom har til forskjellige Tider lydt forskjelligt og har i flere Former naaet udenlands. Mest nøgternt forekommer Sagnet i „Historia Norvegiæ“, der fortæller, at paa en Gaard (villa) paa Søndmøre bliver Stokke og afhugne Grene forvandlede til Sten, hvis de ligger i Jorden et helt Aar; men denne Sagnform har vel ikke været mirakuløs nok til at vække Opsigt, Sagnet forsvandt ligesom dets Kilde „Historia Norvegiæ“ og er først kommet frem igjen i vor Tid. Omtrent lige saa tidligt er Sagnet naaet udenlands og optegnet. Giraldus Cambrensis, der skrev sin „irske Topografi“ Aar 1187, beretter her først om en Kilde i Ulster, at naar Træ lægges i denne, bliver det efter 7 Aars Forløb paa Grund af Kulde til Sten; derpaa beretter han, at i Norge er der en lignende Kilde, men som paa Grund af den større Kulde har stærkere Kraft: der er det ikke blot Træ, men ogsaa Linklæder, som efter et Aars Forløb „stivner til den haardeste Sten“. En Biskop i Norge, som havde fortalt dette til Danekongen Valdemar, fik med sig fra ham en Serviet for at prøve Sandheden og bragte den Aaret efter tilbage; den Del, som havde ligget i Vand, var da bleven til Sten, men det øvrige var som før. Denne mærkelige Undersøgelse skulde altsaa være skeet i Kong Valdemar den 1stes Tid (1157–82), men da den forekommer i Forbindelse med de fabelagtige irske Kilder, er Beretningen vel ligesaalidt som ved dem hentet fra 1ste Haand: det er et Folkesagn, som har faaet adskillige Forbedringer paa Veien, inden det naaede Giraldus. Men netop saaledes tiltalte det Middelalderen; aabenbart er det fra ham (dog rimeligvis ad Omveie), at en middelaldersk Geografi fra 14de Aarhundrede har faaet en Beretning om, at i Norge gives der „Kilder, som strax forvandle alt Læder eller Træ, som lægges deri“. Ligesom denne Sagnform er den mest mirakuløse, saaledes berettes den ogsaa uden Enkeltheder, uden Lokaliteter: man kunde endog gjætte paa, at en islandsk Kilde er ment, og den norske Biskop kunde saaledes have været en Islænding.

Den 3die Sagnform skriver sig fra Kongespeilet. Her beretter Faderen sin Søn om „Bjørkudalsmyren paa Møre“, at ethvert Træ (hvatki tré), som kastes deri og ligger 3 Vintre, bliver Sten og mister sin Trænatur, og „vi har havt i vore Hænder mange saadanne Stene, hvoraf Halvten, som har staaet op af Myren, var Træ, men den Halvdel, som stod ned i Myren, Sten: Nu mon det kaldes underligt, thi denne Myr er i en Skov, hvor der er nok af alskens Trævæxt (ørinn viðarvöxtr), og intet af disse Trær tager Skade, saalænge de er i Væxt, men naar de hugges af og begynder at raadne og kastes i Myren, da forvandles de til Sten“. I Kongespeilet endes Beretningen sammen med de bekjendte Fabler fra Irland af samme Art og er vistnok ligesom disse egentlig laant fra udenlandske Kilder; dog er vel Tillægget om Stedet „Bjørkedalsmyr“ indenlandsk, thi vi saa jo ogsaa Historia Norvegiæ henvise til en Gaard paa Søndmøre. Naar Hist. Norv. lader Stokkene ligge i Jorden, men Kongespeilet i Myren, maa den første Relation ansees for den mest egte, thi i Bjørkedalen findes der ikke nogen „Myr“, som bærer eller med Rette kunde bære Navnet Bjørkedalsmyr. Kongespeilets Beretning synes saaledes sammenstøbt af en udenlandsk Tradition (om et Vand, Kilde eller Myr) med en indenlandsk (om Jordens Beskaffenhed i Bjørkedalen). Imidlertid blev det den, som i nyere Tid vakte mest Opsigt og fik Indpas i den lærde Litteratur gjennem Peder Claussøn og hans Oversætter Torfæus. Peder Claussøn har rigtignok gjengivet Kongespeilet paa en eiendommelig Maade, idet han siger: Der skrifuis udi en gammel Bog, kaldis speculum regale, at paa Søndmør ligger et moratz eller myrkier, kaldis Biorkedalsmyr, udi huilcken om Mand nedsticker en Heslekep, da blifuer den til en Huedsten inden 3 Aar, saa meget som i Jorden staar, oc det andet blifuer Træ som staar ofuer Jorden, oc der voxer Elletræ nock i samme Kier, som icke forvandlis om det stickes i Jorden.“ I Kongespeilet tales der hverken om Hassel eller El eller Hvedsten, saa at disse Ord er ligefrem tilsatte af Oversætteren: han har rimeligvis læst hvatki tré som „heslitré“, opfattet „ørinn“ som Or (Elletræ) osv. Man tør nemlig ikke formode, at Peder Claussøn har været kjendt i Bjørkedalen, thi her voxer ikke Hassel og Or, men Furu og Ener, Birk og Alm. Den første, der optraadte mod Beretningen, var Er. Pontoppidan, der kjendte den fra Ramus (Norges Beskrivelse. Kbh. 1715) og af naturvidenskabelige Grunde betvivlede den. Efter at have forhørt sig paa Søndmøre hos Sognepræsten i Volden (Iver Munthe) kommer han til det Resultat, at Almuen har taget „Amiant“ (ɔ: Asbest), der findes i et Fjeld nær Birkedal, for forstenet Træ, og han fremhæver, at denne „Amiant“ ikke findes i Myren, men udenfor den[1]. Presten Strøm, der selv drog til Birkedalen i 1757, kunde imidlertid oplyse, at der i det hele ikke findes nogen Birkedalsmyr (men derimod et Birkedalsvand, der vel er en Fjerding langt), og er enig med Pontoppidan i, at Fabelen er fremkommen ved Troen paa, at den Amiant, som fandtes et Stykke Vei ovenfor Vandet, ansaaes for Petrefakt og endog kaldtes Træ-steen[2]. Isaafald nærmer vi os altsaa til

Beretningen i Historia Norvegiæ, at Træstykkerne skulde have ligget i Jorden for at forstenes; fra denne Kjerne er under Paavirkning af Beretninger om Irlands Undere baade Giraldus’s og Kongespeilets Fortællinger opstaaede. Jeg passerede i Sommer Bjørkedalen, men ogsaa jeg gjorde mig forgjæves Umage med at spørge efter Bjørkedalsmyren; kun de boglærde, der havde læst Strøms Beskrivelse, vidste noget om den, men erklærede, at den ikke findes der.

G. S.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Norges naturl. Historie I 143.
  2. Søndmøres Beskrivelse II 366. Dette bekræftes ved nyere Undersøgelser. Geologen Kand. H. Reusch hørte i 1875 Bønderne i Birkedalen berette, at man fandt „forstenet Træ“ i Elvene. Han skriver derom i et Brev, hvoraf jeg med hans Tilladelse citerer: „Denne Angivelse er vistnok gjort i god Tro. I Dalen forekommer nemlig en Bergart, Olivinsten, der paa Aarer pleier at føre Asbest; visse varieteter af dette Mineral, som er af trevlet Consistens, tages med allerstørste Lethed af ikke Stenartkyndige for forstenet Træ; jeg erindrer specielle Tilfælde, i hvilke dette er gjort. Da jeg var i Birkedalen, havde jeg desværre saa knap Tid til min Raadighed, at jeg ikke selv fik søge efter Asbesten i Elvene eller det faste Fjeld. At Forekomsten af Asbest her imidlertid er mere end blot formodet, fremgaar deraf, at der i Monrads Samling paa Bergens Museum ligger et Stykke af dette Mineral, etiketteret Birkedal paa Søndmør.“