Lagmand Bredals Memorial om Poul Juels Stemplinger og Ruslands Planer mod Norge

Fra Wikikilden

Blandt de Haandskrifter, der medfulgte Justitsraad Christopher Hammers til det Throndhjemske Videnskabers-Selskab skjenkede Bibliothek, hvilket, som bekjendt, efter Testators Forlangende er vedligeholdt som en særskilt Samling, findes (som No. 52, 4to) en Afskrift af en „uforgribelig patriotisk Betænkning om Nordlandene og Finmarken“. Denne Opsats, der er forfattet af Lagmand Bredal[1], angiver sig at være forfattet efter Begjæring af Generallieutenant Huitfeldt[2] og er dateret Throndhjem den 18de Decbr. 1736. Skriftet gaar egentlig ud paa at advare mod Russernes formentlige Planer paa det nordlige Norge Af Indholdet hidsættes Følgende, der dog vistnok maa benyttes med Forsigtighed.


„Anno 1722 lod Czaren Petrus I selenniter prætendere Slesvigs Restitution til Hertzogen af Holsten. Der blev stærkt armeret i de russiske Søsteder i Østersøen. Det danske Hof tog deraf stor ombrage. Den danske Envoyé ved det russiske Hof, Conferentsraad Westphalen, skrev til Geheimeraad og da Krigs-Ober-Secretair Hr. von Gabel, at han maatte nøie observere Russernes Dessein, og at man maatte tage sig iagt for en surprise paa Kjøbenhavn, men derhos bad han, at man maatte ikke allarmere Kongen formeget. Imidlertid blev Flaaden udlagt paa Rheden for Kjøbenhavn, og alting ved Toldboden og ved Kalleboderne sat i bedre Stand, da man og befandt, at igjennem den Canal i Kalleboderne kunde Galeier komme lige ind til Broen. Udi samme Tid hændte det sig, at jeg blev inviteret til Gjest hos den ved Hoffet residerende russiske Resident, Kammerherre Bestuscheff, hvor der var 2de russiske Søofficerer, og efterat der var om Natten drukket saa stærkt, at de alle vel saa mig an for at høre lidet af, hvad der blev confereret, og jeg for at blive distraheret derfra blev bragt til et andet Bord for at gjøre Madame Bestuscheff Compagni, fornam jeg dog, at der blev fremviist Aftegninger af alle de nordiske Søfæstninger, og attraperede jeg de Ord af Monsieur Bestuscheff, som han talede paa Hollandsk, efterdi en af Officererne var en Hollænder, at man maatte engagere Nogen af Landet til at gjøre Project om et Dessein paa Norge etc.

Onsdagen derefter, som var den 14de Juli, lod jeg til Deres Kgl. Majestæt, som var paa Frederiksborg, en allerunderdanigst Relation og Rapport herom afgaa, da jeg fik Ordre at indfinde mig og af Kongen blev hørt uden Nogens Nærværelse i en Kjelder under Frederiksborg Slot, da mig blev befalet at undersøge dette nærmere, med hvad Flid af Defence det end skulde skee. Endelig decouvrerede jeg, at den svenske Generalmajor Coyet, Legations-Secretaire Sölverskjold og Poul Juel havde deres Samling om Nætterne hos den russiske Minister, hvor og undertiden indfandt sig en fra Hertzogen af Holsten afsendt major Hörling, og efterat jeg havde bragt den russiske Minister til at antage en Nordmand, som var i min Pension, og havde været Lieutenant i russisk Sø-Tjeneste, til at tegne og stikke ud Sø-Karter for sig, havde jeg dagligen Rapport om en stor Deel af, hvad der blev handlet, hvoraf jeg kunde slutte, at der var et Dessein for paa den nordiske Part af Norge, hvilket alt Tid efter anden blev ved Journal Deres Kongl. Majestæt allernaadigst (sic) rapporteret.

Udi Januarii Maaned 1723 fik jeg Underretning, at Generalmajor Cojet, som corresponderede med den russiske Minister, Baron Ostermann, og med den holstenske Minister, som var i Hamburg, Geheimeraad Clausenheim, vilde tilligemed Poul Juel afgaa til Rusland, og Postdagen, som var Dagen derefter, afsendte deres sidste Breve, hvilket da jeg Deres Kongl. Majestæt allerunderdanigst rapporterede til Valløe, hvor Herskabet var, blev paa Posthuset interciperet Generalmajor Cojets, Major Horlings og Poul Juels Memorialer til Czaren og Hertzogen af Holsten, hvoraf man erfarede, at den Expedition paa den nordiske Part af Norge skulde skee til Faveur af Hertzogen af Holsten og ham endogsaa gjordes Forhaabning om ganske Norges Occupation, hvortil han blev af de ovenmeldte gratuleret. Det Project, som Poul Juels Memorial til Czaren meldede om, at tjene for den Expedition, hvortil alle raadde at maatte begyndes med i samme Aar, hvilket man fornam at være med Posten forhen afgangen (sic).

Efterat bemeldte 3de Personer vare blevne arresterede, har man om det ommeldte Projects Indhold ved Persvasioner, Tilsagn om Pardon og Kongl. Naade og derefter ved adskillige Grader af Tortur ikke kunnet bringe Poul Juel til noget efterretteligt at udsige. Men da han var i Slots-Vagten arresteret og nøie observeret, havde han dog fundet Leilighed til at faa i Kongens Haand en Memorial (uden at man veed endnu, paa hvad Maade), hvilken da den blev sendt til Commissionen, hvoraf jeg var en, fandt man, at han bad om Relaxion af sin Arrest og med en temeraire Assurance forsikrede, at hvis det ikke skede, vilde han med fremmed Magt snart blive sat paa fri Fod.

Udi saadan hans daarlige Tanke vedblev han og vilde om det projecterede Intet aabenbare. Men af Generalmajor Cojet, som ikke vidste ved Begyndelsen af Examinationen, at hans originale Breve og vare interciperede, og derfor i alle Maader detesterede Poul Juels Utroskab og (sic), fik man i Commissionen at vide, at der var af Poul Juel projecteret, at Russerne skulde lade deres Flaade udløbe i Østersøen og med Galleier og smaa Fartøier desolere de danske Insuler, som ingen mange Tropper var paa, og imidlertid, medens at de danske dermed var occuperet, skulde det Dessein paa Norge udføres og begyndes nordenfra.

Man fandt og paa et Kart, som ved Conferencer af bemeldte Personer var brugt, at der var tegnet den Route, som en Gallei-Flaade kunde tage og gik ganske Norges Søkyster igjennem. Af Poul Juels Papirer saa man, at siden han fra sin Amtmands Charge var removeret for sin slette Conduite, havde han sonderet Havnene i Norge, gjort sig bekjendt Indløb i Fjorde og dermed nogle Aar continueret. Og hvor han selv ikke kom, havde derom ført Correspondance med andre der boende under den Prætext, at det var til Kongl. Tjeneste.

Alt dette anfører jeg saa omstændeligt, saasom jeg ikke gjerne vilde, at hvad jeg siden min Ankomst paa Nordlandene har remarqueret om Russerne, skulde ansees uden Grund at være reflecteret paa.

Thi saasom jeg selv har eftersøgt og decouvreret med stor Møie og Omkostning, hvad som er ommeldt og mere, har selv været i den anordnede Commission, har og desforuden fundet Leilighed til at faa Bevis herom, mere end nogen anden, saa den høisalige Konge er alt i sin Tid allerunderdanigst rapporteret, saa har jeg holdt for, at jeg havde mig meget at forekaste, om jeg ikke efter saadanne Anledninger tog nøie i Agt, hvad som kunde forekomme mig at fortjene nogen billig Soupçon.

Det er vist og incontestable, at Russerne i det Distrikt ved Søkysterne fra Kola til Archangel alt siden 1729, da jeg kom til Nordlandene, og vel 8 à 9 Aar tilforn har idelig søgt ved Fartøier at gjøre sig Finmarken og Nordlandene bekjendte og naar de ere med deres Fartøier nogensteds indkomne, har de taget Information om Situationen, om Havne, Fjorde og Landets Strækninger, hvilket alt har langt overgaaet den Curiosité, som en Fremmed ellers kan holdes tilgode.

Naar man har betragtet de faa Varer, som disse Russer indbringer for at afhandle, (hvilket dog er mod Told-Ordinancen), saa befindes de saa ringe, at de umuligen kan igjenvinde de Omkostninger, som paa saadanne Reiser gjøres og aldeles ikke kan komme op mod den Hazard, som Folk og Fartøier exponeres for. Imidlertid har de bragt sig til saadan ....[3] af Landet ved Søkysterne, at der vel ingen af Landets egne indbyggere skal kunne rose sig af at være saavel overalt bekjendte. De Russer, som for nogle Aar siden satte deres Fartøier paa Land i Senjens Fogderi, som er et af de nordiske Fogderier i Nordlandene, kunde have kommet gjennem Finmarken til deres Land, men de reiste med en Bondelensmands Pas Landet igjennem til Throndhjem, da de der kom, erholdt de Friskyds-Pas tilbage gjennem Nordlandene og Finmarken. I Nordlandene skilte de sig fra hinanden og opholdt sig i adskillige Distrikter; nogle gik ogsaa til Bergen. Men alle gik dog igjen til Rusland, paa det sidste igjennem Nordlandene og Finmarken.“

(Forøvrigt handler Bredals Forestilling om Maaden, hvorpaa Russerne fra Søsiden kunde gjøre et Angreb paa det nordlige Norge, og om de hensigtsmæssigste Midler til at møde et saadant Angreb. Han ender med en Bøn til Gud om at afværge alle farlige Anslag mod Kongens Riger og Lande og en Forsikring om sin egen „gode og retskafne Intention.“)

L. D.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Thomas Bredal, Justitsraad, blev allerede 4de Mai Vice- (ɔ: rimeligvis succederende) Lagmand i Nordland, og er rimeligvis bleven udnævnt til virkelig Lagmand ved Formanden Peter Angells Død 1726; han synes ifølge denne sin Memorial først at have tiltraadt Embedet 1729. Han døde i Embedet 3die Decbr. 1738.
  2. Hartvig Huitfeldt til Hafslund († 1748) var 1729–40 commanderende General nordenfjelds; se B. Moes Tidsskrift, 1, S. 33.
  3. Aabent Rum.