Det norske Folks Historie/7/8

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 41-48).

Omsider døde, som allerede omtalt, den forjagede svenske Konge Byrge Magnussøn i Holbek paa Sjæland den 31te Mai 1321, og strax ved første Efterretning herom synes Politikerne i Vardberg og Mecklenburg at have sat sig i Bevægelse for at bringe en nærmere Forbindelse til Veje mellem Henrik af Mecklenburg og det nye svenske Hof. Planen var at besegle Foreningen desto ubrødeligere ved et Egteskab mellem Henriks eldste Søn Albrecht og Hertugindens Datter Euphemia. Den sidste var vel endnu kun fire Aar gammel, men Trolovelse kunde dog altid finde Sted, ligesom Hertuginden selv var bleven trolovet med Hertug Erik, da hun kun var halvandet Aar gammel. Hvorledes og af hvem denne Sag egentlig indlededes, vides ikke, men den maa allerede have været foreløbigt aftalt, da Hertuginden i den anden Halvdeel af Juli 1321 i Ljodhuus modtog Fyrst Henriks Gesandt, Ridder Martin af Hilde, for med ham at afslutte Festemaalet. Thi den egentlige Contract herom oprettedes et Par Dage senere (d. 24de Juli) paa Baagahuus Slot, og de Breve, der udferdigedes, nemlig et særegent Brev for hvert af de to Riger, besegledes hvert af ti Raadsherrer som Forlovere, hvoraf de fleste dog maa have været særskilt indkaldte, maaskee endog langvejs fra, saa at man i Tide maatte have været betænkt derpaa. Contractens Artikler vare følgende:

1. Kong Magnus skal give Junker Albrecht sin Syster Euphemia til Egte, dog under Forudsetning af, at Fyrst Henrik paa sin Bekostning skaffer pavelig Dispensation med Hensyn til deres Slegtskab^[1].

2. Kong Magnus skal i Medgift udbetale 5000 Mk. reent Sølv, kølnsk Vegt, for Norges, og ligesaameget for Sveriges Vedkommende; de første 2000 fra Norge og ligesaameget fra Sverige et Aar fra deres Bryllupsdag; de øvrige 3000 for hvert Rige halvt det følgende (andet) halvt det tredie Aar, stedse paa Aarsdagen efter Bryllupet; Udbetalingerne fra Norge skulle skee paa Baagahuus Slot, de fra Sverige i Ljodhuus eller Vardberg.

3. Til Morgengave eller Livgeding skal Jomfru Euphemia Dagen efter Bryllupet modtage Slottet og Byen Godbodz (Gadebusch), og beholde det, hvis hun overlever sin Mand, som Enkeresidens; vender hun derimod tilbage til Fedrelandet eller gifter sig igjen, skal det udløses fra hende med 20000 Mk. reent Sølv, kølnsk Vegt, og dør hun, medens hun residerer der, skulle hendes Arvinger beholde det indtil den samme Sum er dem udbetalt. Dør hun derimod før sin Mand, skal der forholdes med Medgiften efter vendisk Lov.

4. Vil Kongen af Danmark bekrige Kong Magnus og hans Riger, skulle Fyrst Henrik af Mecklenburg, Hertug Rudolf af Saxland, hans Broder Hertug Wenzeslav, Grev Johan af Holsten, Grev Gerhard af (Holsten-)Rendsburg og Grev Gunzelin af Schwerin af al Magt fejde mod samme Danekonge, dog saaledes at Kong Magnus i Tide skal sige Fyrst Henrik til; og har da denne engang samlet sin Hær og begyndt Fejden, skal Kong Magnus, om han end ej længer behøver hans Hjelp, dog af al Magt staa ham bi i den Krig, han nu maatte blive nødt til at føre mod Danmark. Men førend Fyrst Henrik har viist Kong Magnus slig Tjeneste, er han ikke forpligtet til at yde ham nogen Hjelp.

Disse Artikler findes ligelydende i begge Documenter. Men i den svenske Gjenpart findes endnu indskudt følgende merkelige Artikel, der røber Udsigten eller Viljen til at faa Krig med Danmark, langt tydeligere end hiin nysanførte, nemlig:

Fyrst Henrik skal paa Opfordring tjene Kong Magnus og Sveriges Rige med 200 Riddere, Svende, Heste og Tilbehør, hvilke han paa egen Bekostning og Fare skal sende til Sverige, men som Kong Magnus skal underholde, besolde, og, hvis de tages til Fange, udløse; og naar Kong Magnus ønsker denne Hjelp, skal han tilsige Fyrst Henrik derom 12 Uger forud; men omvendt skal han og paa samme Maade med 12 Ugers Varsel hjelpe Fyrst Henrik, hvis denne ved at efterkomme Kong Magnus’s Opfordring har faaet Fejde med Danmark.

Til Sikkerhed for at disse Betingelser skulde opfyldes, gav for Norges Vedkommende de ti norske, og før Sveriges de ti svenske Raadsherrer deres Forløfte. Hine vare Biskop Hallvard, Paal Erikssøn, Haakon Thoressøn, Guthorm Helgessøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Thorvard Haavardssøn, Haakon Agmundssøn, Munaan Baardssøn, Ivar Agmundssøn og Arnfinn Erikssøn, Chorsbroder i Hamar og i alle Fald forhen Prest til Gran^[2]; disse Matthias Ketilmundssøn, Haakon Læma, Lyder af Kyrn, Johannes Kyrn, Knut Porse, Magnus Nikolassøn, Riddere, Erngisl Neskonungssøn, Karl Neskonungssøn, Peter Nikolassøn og Agmund Sture, Svene. Det norske Document besegledes med Kongens Segl (altsaa Rigsseglet), med Hertugindens, og med de ti Forloveres Segl, hvorhos hun lovede, senere af skaffe Erkebiskopens, de øvrige Biskopers og de øvrige Raadsherrers Segl. Det svenske besegledes af Hertuginden og Forloverne, hvorhos hun lovede, saasnart Rigets Raadsherrer kom sammen, da og at faa Artiklerne beseglede med Kongens eget, med Erkebiskopens, Lydbiskopernes og de øvrige Raadsherrers Segl^[3]. Ogsaa under Fyrst Henriks Navn og Segl udstedtes Gjenbreve af samme Indhold, der tillige besegledes af de fem i Brevet nævnte tydske Fyrster, og af 24 mecklenburgske Herrer som Forlovere, hvoriblandt Martin af Hilde og Nikolas Olafssøn af Danmark. Vi kjende heraf kun den Gjenpart, som vedkommer Norge, men der kan ingen Tvivl være om, at der ogsaa udstedtes en for Sverige med den samme særskilte Artikel, som findes i det svenske Exemplar af Kongens Forskrivning. Da ogsaa dette Gjenbrev er dateret Baagahuus d. 24de Juli, uagtet hverken Fyrst Henrik eller de andre tydske Fyrster og neppe heller andre af Forloverne end Martin selv vare der, er det tydeligt, at Martin har medbragt den ferdigt beseglet in blanco til Udfyldning^[4].

Hiin Dobbelt-Contract er i flere Henseender merkelig, først og fremst fordi den afgiver et iøjnefaldende Vidnesbyrd om, hvor omhyggeligt endnu begge Rigers Anliggender holdtes afsondrede fra hinanden, og deres Sideordnethed lagdes for Dagen. Endvidere er det merkeligt, at Artiklen, der nærmere bestemte Antallet af Hjelpetropperne, udelodes i det norske Exemplar, maaskee fordi man forudsaa, at der neppe kunde blive Tale om at sende Tropper til Norge, og fordi den forventede Krig nærmest berørte Sveriges Interesser. Men det merkeligste er dog, at Hertuginden, der beseglede det norske Exemplar med Norges Rigssegl, ikke kunde skaffe det svenske, men kun love, senere at faa det tilvejebragt, saavelsom og at erhverve Erkebiskopens, Lydbiskopernes og de øvrige Raadsherrers Besegling, naar man tager i Betragtning, at for ikke mere end to Dage siden, i Ljodhuus, udstedte Kongen et Gavebrev under Rigsseglet, som altsaa da var tilstede^[5], og at samme Dag baade Erkebiskopen og Biskop Styrbjørn af Strengnes var i Staden^[6]. Dette leder naturligt nok til den Slutning, at Forhandlingerne ere drevne hemmeligt, kun i en engere Kreds af Hertugindens Tilhengere, uden at enten Erkebiskopen eller de øvrige Raadsherrer have vidst noget derom, og at hun derfor heller ikke for det første har kunnet anholde om Rigets og deres Segl til Contractens yderligere Bekreftelse. Man ledes endog paa den Formodning, at Ridder Martin af Hude optraadte hist i Ljodhus, medens hine Biskoper og maaskee andre Raadsherrer vare tilstede, ikke som „speciel Gesandt fra Fyrst Henrik“, men derimod kun som Sendebud eller Megler for Staden Bremen, og nærmest med Hensyn til Norge, thi den samme 22de Juli udstedte Kong Magnus i Ljodhuus under sit norske Rigssegl et Brev, hvori han melder Bremens Borgere, at han paa den ham elskelige Ridder Martin af Hude’s indstændige Bøn har eftergivet dem alt Nag, som han kunde bære imod dem, og at al indbyrdes Misstemning nu skulde være ophørt, og at de herefter frit og trygt kunde besøge norske og svenske Havne for at handle: han vilde nemlig nu af Kjærlighed til Ridder Martin ikke længer legge dem Hindringer i Vejen, men snarere hjelpe og begunstige dem^[7]. Men kan man altsaa neppe længer tvivle om, at hine Forbunds- og Giftermaals-Forhandlinger ere drevne paa en hemmelig og underfundig Maade, da er det ogsaa aabenbart, at vi i Medforlovernes Navne have en Fortegnelse paa Hertugindens ivrigste Tilhengere, og at vi blandt de svenske vel og have de „Ynglinger og Fremmede fra Vardberg“, hvorom det svenske Raads ovenfor meddeelte Brev lader enkelte Ord falde. Saa meget er vist, at ingen af dem, der udstedte hiint Brev, nævnes blandt Medforloverne. Man kunde studse ved, blandt disse at finde Ex-Drottseten, Hr. Matthias, men det er vel at erindre, at han havde været en af Hertug Eriks ivrigste Tilhængere, og at han nu aabenbart overførte sit loyale Sindelag paa Sønnen, med Tilsidesettelse af al personlig Ærgjerrighed. Om Agmund Sture veed man andetsteds fra, at han var en af Hertugindens Yndlinger: hun havde nys skjenket ham betydelige Jordeiendomme „for hans tro og stadige Tjeneste.“ Ogsaa de øvrige hørte aabenbart til samme Sleng; en af dem, Peter Nikolassøn, var endog, som det strax nedenfor vil sees, indviet i Hertugindens allerhemmeligste Planer. Blandt de norske Forlovere, og følgelig nøjere Tilhængere af Hertuginden, der vel ogsaa havde hjulpet hende til at omgaa eller omstøde Regjeringsformen, finde vi ikke færre end tre, om hvem vi med Vished vide, at de hørte til det af Kong Haakon indsatte Raad^[8], men desto bedre kunne vi da og forstaa, hvorledes det kunde lykkes hende at tilrive sig Magten. Besynderligt er det, blandt de ti at see Ivar Agmundssøn, der som Broder af Finn Agmundssøn skulde antages at høre til de Misfornøjede. Men Hertuginden maa have forstaaet, idetmindste for en Tid at vinde ham: han var nu Befalingsmand paa Baagahus Slot^[9], uden Tvivl allerede den vigtigste Befæstning i Landet, og om hun ikke selv har skaffet ham denne Post, har hun dog vist gjort alt hvad hun kunde for at faa ham til Ven. Hvo veed, om han ikke endog har gjort sig Haab om at faa hende til Egte, og at hun maaskee endog har holdt ham op med gode Miner, da det maatte være hende yderst magtpaaliggende, at tælle Baagahuses Befalingsmand blandt sine Tilhængere? Hans senere Forhold til Knut Porse lader det formode.

Men Hertugindens eller rettere Knut Porses Aftale med Fyrst Henrik og Nikolas Olafssøn var ej alene, som det i hine Documenter lød, at staa ham bi, hvis det kom til Krig med Danmark, men endog, om muligt, dette selvsamme Aar at begynde Fjendtligheder for at erobre Skaane: en Plan, hvori ikke engang alle hine nysnævnte Forlovere bleve indviede. Thi paa selvsamme Dag, d. 24de Juli, udstedte Hertuginden under sit eget Segl, alene med Knut Porse og den ovennævnte Peter Nikolassøn som Vidner og Medbeseglere, et Brev, hvori hun bevidnede at hun med Ridder Martin paa Fyrst Henriks Vegne var kommen overeens om, at Fyrst Henrik strax paa sin Bekostning skulde sende de 200 Riddere og Svene, saaledes at de allerede til 15de August, altsaa om tre Uger, skulde være ankomne til Vardberg, og færdige til at indskibe sig, for at tjene et halvt Aar; Kongen skulde da underholde og i Tilfælde at de bleve tagne til Fange udløse dem, men ej betale dem Sold, uden hvis Skaane erobredes ved deres Hjelp: da skulde han ogsaa paa sin Bekostning sende dem hjem^[10]. Og samme Dag udstedte Knut Porse „Kongens Befalingsmand paa Vardberg“, sit Brev om at han og hans Venner havde indgaaet den Overeenskomst med Ridder Martin paa Fyrst Henriks Vegne, at de i alt, hvad de kunde, skulde staa Fyrsten og hans Søn Albert bi mod Alle og Enhver undtagen Kong Magnus og hans Moder^[11]. Da det nu vel snart viiste sig, at det dog ej lod sig gjøre, i dette Aar at begynde noget Feldttog mod Danmark, sendte hun Thorgils, Chorsbroder i Skara og hiin højtbetroede Peter Nikolassøn over til Mecklenburg, for i hendes Navn og under hendes Segl at oprette to Tillegscontracter, hvori enkelte Bestemmelser i de foregaaende noget forandredes; nemlig at hvis der opstod Krig mellem Fyrst Henrik og Danekongen, skulde hun og Kong Magnus inden en Maaned efter Tilkjendegivelse og Anmodning derom forsøge at megle Fred; lykkedes det ej, skulde de begge hjelpe ham af al Magt: omvendt skulde Fyrst Henrik i lignende Tilfelde gjøre det samme mod Kong Magnus. I et andet Brev lovede hun for eget og sine Venners Vedkommende at understøtte ham og betragte de Fornærmelser, der tilføjedes ham, som overgaaende hende selv. Begge disse Breve dateredes og udferdigedes siden i Dobberan den 4de September^[12].

Saaledes var nu Krigen forberedet, alene til Bedste for Hertugindens ærgjerrige Yndling Knut Porse, uden at Rigernes regelmæssige Repræsentanter vare hørte eller deres Samtykke erhvervet. Ja snarere var det endog skeet hemmeligt, med den bestemte Hensigt at udelukke Fleerheden af begge Rigers Høvdinger fra Deeltagelse i Raadslagningerne derom, da man uden Tvivl maatte kjende den almindelige Stemning, der siden gav sig Luft i de alvorligste Beklagelser og kraftigt Skridt til at hindre saadant for Fremtiden, altfor godt til ej at vide paa Forhaand, at man ved et almindeligt Høvdingemøde saavel i Norge som i Sverige vilde faa Afslag paa enhver Regjering om Bidrag og Understøttelse. Derfor har man vel og indskrænket sig til, formodentlig i al Stilhed at indkalde de ovennævnte faa Herrer, paa hvis Bifald og Samvirken man kunde være tryg, for at det, der i hvert Rige nu kaldtes Rigsraad, dog nogenledes i det fremmede Sendebuds og hans Fyrstes Øjne kunde være repræsenteret. Norges mest anseede Mænd var i denne Tid paa de modsatte Kanter af Riget. Erkebiskopen var heelt oppe i Vaagen paa Haalogaland^[13], Erling Vidkunnssøn havde nys været der, og laa maaskee endnu paa Bjarkø^[14]. Over-Fehirden Jon Bjarnessøn og flere andre anseede Mænd havde Maaneden forud været paa Gulathing, medens Biskopen i Stavanger opholdt sig i Bergen for at hjelpe til ved Indvielsen af den nye skaalholtske Biskop, hvilken Erkebiskopen, som fraværende paa sin Visitats i Nordland, ej kunde udføre, og derfor havde overdraget Biskop Audfinn^[15]; den forhenværende Cantsler, Provst Ivar Olafssøn, synes at have været optagen af en Proces med Munkene paa Hovedøen^[16]. At Hertuginden nogensinde alvorligt tænkte paa, saaledes som hun lovede, at erhverve alle disse Herrers, saavelsom de øvrige svenske Rigsraaders, Samtykke og Segl, er lidet troligt: hun gav sikkert Løftet alene for derved at betrygge Fyrst Henriks Sendebud, men uden engang at have mindste Haab om at faa det opfyldt, ligesom det da og er vist og sandt, at det ej opfyldtes, men at Brevene den Dag idag ikke tælle flere Segl end de oprindelige. Paa denne Maade kunde man nok senere i Norge have al Grund til at klage over, at „Kongens Segl har været meget slet bevaret og altfor ofte benyttet indenlands, men udenlands endog aldeles misbrugt til at leje Soldater, begynde Ufred og treffe andre store Foranstaltninger“^[17]. Hertuginden havde nu engang faaet det i sin Vold og brugte det saa meget ivrigere, som hun ikke havde det svenske. Det erfares, at hun i Løbet af Vinteren 1321–1322 var med sin Søn i Norge, hvor Kongen den 20de Marts paa Akershuus Slot i hendes Nærværelse stadfestede alle de Gaver, hans Morfader og han selv havde skjenket til Mariekirken i Oslo^[18]. Hvad hendes Hensigt var med dette Besøg, om det var for at bearbeide Gemytterne til sin Fordeel, eller for at skaffe flere Penge tilveje, om det var paa kortere eller længere Tid, vides ikke. Maaskee har hun opholdt sig der hele Vinteren over, medens Knut Porse venteligt var ude paa andre Kanter for at gjøre Forberedelser til Krigen.

1. Slegtskabet bestod maaskee deri, at Euphemias Moder Ingeborg, som stammende i tredie Led fra Judith af Saxland, Kong Erik Valdemarssøns Hustru, derved var nær beslægtet med Anna af Saxland, Albrechts Moder. Nøje kjendes det ikke.
2. Dipl. Norv. II. 130.
3. Begge disse Originaldocumenter findes endnu i det storhertugelige Archiv i Schwerin, og ere derefter trykte i Dipl. Norv. III. 125, 126. Den svenske Gjenpart er ogsaa efter Originalen aftrykt i Styffe’s „Bidrag til Skandinaviens historia“ I. S. 2. samt i Rudloff: Geschichte v. Mecklenburg II. 238. En Copi af den norske Gjenpart blev allerede samtidigt indført i den bergenske Copibog, hvoraf Barthol. E. (IV) er en forkortet Afskrift, og efter den (S. 27) er den aftrykt saavel i Thorkelins Analecta, som i Dipl. Sv. 2310.
4. Originalen hertil findes i det danske Geheimearchiv, efter en Afskrift deraf er Brevet aftrykt i Dipl. Sv. 2311.
5. Dipl. Sv. 2307.
6. Dipl. Sv. 2309. Brevet er udstedt af Lagmanden Byrge Peterssøn, St. Birgittas Fader, der just nu sted i Begreb med at rejse til Rom; Erkebiskopen og Biskopen tilligemed andre Prælater nævnes som Vidne.
7. Dipl. Norv. S. 67. Dipl. Sv. 2308.
8. Nemlig Paal Erikssøn, Guthorm Helgessøn og Guthorm Kolbjørnssøn.
9. Han kalder sig udtrykkeligt saaledes i Brevet.
10. Styffe, Bidrag o. s. v. S. 6.
11. Sammesteds S. 7.
12. Sammesteds S. 8. 10. Naar man ikke nærmere kjendte Omstændighederne, skulde man heraf kunne forledes til at tro, at Hertuginden selv havde været i Dobberan, ligesom og af Udtrykkene i den mecklenburgske Gjenpart af Giftermaalscontracten, at Fyrst Henrik og de saxiske Fyrster og de mecklenburgske Herrer havde været paa Baagahuus. Men saaledes skete det i hiin Tid ofte, at højtbetroede Sendebud fik forudbeseglede Blanketter med til Udfyldning eller og at Seglene først senere tilføjedes.
13. See Brev af 8de Juli i Dipl. Norv. II. 144, der viser, at Erkebiskopen da var paa et Prestemøde i Vaagen.
14. Brev af 8de Mai i Dipl. Norv. 163 viser at han da var i Vaagen.
15. Indvielsen skete 24de Juni, see Suhm XII 347.
16. Breve af 14de April til 1ste Mai om denne Sag i Dipl. Norv. IV 148. 123. V 65. 66.
17. See nedenfor Klagen over den mislige Forvaltning.
18. Suhm, XII. 19. Brevet selv haves kun i en daarlig Paraphrase, og derfor kunne vi ej være sikker paa at det rigtigt er gjengivet, men skulde Ordene „at Hertuginden beseglede Brevet i Kongens Nærværelse“ være rigtige, da ere de dobbelt merkelige, forsaavidt Excantsleren, Provst Ivar, ogsaa synes at have været tilstede.