Det norske Folks Historie/7/7
Der er alle Tegn til, at Hertuginden hastede alt hvad hun kunde for at komme med sin Søn tilbage til Sverige og derfor neppe paa Vejen fra Bergen drog ind om Tunsberg, for at være tilstede ved hiin Voldgiftskjendelse, der heller ikke saa synderligt kunde interessere hende, men derimod styrede lige over Folden til Baagahuus, hvor vi med Vished finde Kongen med en Deel af Raadet den 5te September[1], og hvor, eller i hvis Nærhed han allerede synes at have været fra de sidste Dage af August, da vi fra denne Tid have flere Breve af ham, som neppe kunne have været udstedte andensteds end paa svensk Grund eller ialfald i Sveriges umiddelbare Nærhed, under svenske Omgivelser[2]. Det er ej usandsynligt, at man lod Magnus forblive paa Baagahuus, altsaa endnu i Norge, indtil Michelsdag eller faa Dage derefter, for paa den Maade nogenledes at efterkomme Foreningsacten, thi den 1ste October var hans Moder (og rimeligviis han selv) endnu paa hiint Slot[3], medens man d. 25de finder hende paa Vardberg. Men ved at føre Sønnen med sig hid, og gjøre dette Slot til sin og Sønnens Hovedresidents, medens hun opholdt sig i Sverige, handlede hun egentlig mod Foreningsacten, thi denne bød, at Kongen skulde tilbringe Aaret i Sverige, ikke i et egentlig dansk Landskab, der for Tiden snarere kunde siges at tilhøre Norge ene Sverige. Det var vistnok bekvemt, og laa endog næsten i Sagens Natur, at man til Kongens Residents valgte Steder i begge Riger, der laa ganske nær hinanden ved Grændsen, saa at Kongen med Lethed kunde komme fra den ene til den anden og derved paa nemmeste Viis opfylde Foreningsactens Bud. Men dertil vilde Ljodhuus, eller endog Skara, eller Hertugindens nærliggende Slot Nyhuus eller Axevalla have været bekvemmest for Sveriges Vedkommende; Vardberg derimod laa altfor langt sydover. Men Aarsagen til at hun helst opholdt sig her, og endog vovede at drage Sønnen med sig, var, som vi allerede have antydet, hendes Hengivenhed for Knut Porse, der allerede paa denne Tid upaatvivlelig maa have været beskjeftiget med, ivrigt og heldigt at agitere blandt de skaanske Magnater, mellem hvilke han havde mange Frænder, for at faa undergravet Kong Christophers daarligt grundede Magt, og derved selv erhverve sig desto større Magt og Besiddelser. Uagtet Efterretningerne om denne Tids Begivenheder ere yderst sparsomme og magre, saa mangler der dog ikke Tegn til at Forholdet mellem Kong Christopher og Hertuginden eller den unge Konge allerede var begyndt at blive spendt, idet nemlig en Mængde danske Raadsherrer, formodentlig Størstedelen af hele det danske Raad, deels den 1ste August, deels den 23de August, deels den 5te October 1320 afgav deres Forsikkring om at Kong Christopher skulde holde det Forbund, som han i April 1318 havde indgaaet med begge Hertuginderne og deres Børn[4]. Altsaa maa han upaatvivleligt fra sin Side have givet Tegn til, at han vilde bryde det, hvad enten nu allerede hans Systersøn Magnus’s Henrettelse havde fundet Sted, og han harmedes derover, eller, hvad det rimeligste er, at han var kommen under Vejr med Knut Porses og hans Venners Agitation, og sagte saa vidt muligt at tage sine Forholdsregler mod disse. Hvad der maatte gjøre ham forbittret, eller idetmindste mistænkelig, mod Knut Porse, om han ej allerede var det før, var den nøje Forbindelse, hvori denne traadte med Christophers afsagte Fjende, Hr. Nikolas Olafssøn Bille, en af Skaanes mægtigste Mænd, og forhen Drottsete hos Kong Erik. Han havde som Anfører for Kongens Hær i Begyndelsen af 1318, da Christopher havde bekriget sin Broder, drevet hans Folk tilbage og taget et Par Slotte, hvilket det lader til at Christopher aldrig kunde glemme ham; siden var han og kommen paa en noget spendt Fod med Kongen, fordi han, efterat have frasagt sig Drottsete-Embedet, dog havde egenmægtigt beholdt flere Slotte, som Sikkerhed for, hvad han af sit eget havde udlagt i Kongens Tjeneste. Vel var denne Tvist bleven bilagt, og Kongen havde formeligt pantsat ham Stegeborg paa Møen, Glambek i Skaane og Warnemünde samt Danskborg nærved Rostock i Meklenburg til hans Sikkerhed; imidlertid var han dog paa en vis Maade landflygtig, og det synes i alle Fald at have været en Aftale, at han ikke skulde opholde sig i Riget, thi Kongen forbandt sig endog til at afkjøbe ham alt hans Gods, og i Kong Christophers Haandfestning blev det udtrykkeligt forbeholdt, at han som „uddreven“ ikke maatte komme tilbage[5]. Men han var, paa Grund af sine mange Besiddelser og Forbindelser i Riget, ligefuldt meget mægtig og indflydelsesrig, og snarest at betragte som en fremmed uafhængig Fyrste. Han opholdt sig nu, som det lader, fornemmelig paa sine Pantebesiddelser i det Meklenburgske, og naar vi just nu ved denne Tid see den kjekke og statskloge Fyrst Henrik (Løve) af Mecklenburg slutte sig paa det nøjeste til Hertuginden og den unge Konge i Sverige, kan man ikke tvivle paa at dette fornemmelig var Hr. Nikolas’s Værk, og at han har agiteret ligesaa ivrigt paa sin Kant, som Knut Porse i Sverige og Norge. Henrik, der i sin Tid havde staaet Kong Erik saa tappert bi i Sverige og Tydskland[6], var til Belønning eller Erstatning derfor bleven forlenet med Rostock og tilliggende Besiddelser, paa Danskborg nær, men da Kong Erik siden understøttede sin Svoger Kong Byrge mod de dræbte Hertugers Parti, tog han ej nogen Deel heri, og saaledes var der intet, som efter Kong Byrges Død kunde hindre ham i at indgaa nærmere Forbindelse med Modpartiet. Denne maatte han vel oppebie for at kunne gjøre et iøjnefaldende Skridt, – han har maaskee heller ikke antaget Magnus ganske sikker paa Tronen, saa længe Byrge levede – men han har alligevel neppe undladt underhaanden at virke for de fælles aftalte Planer. Begivenhederne i den sidste Krig havde viist, hvor let det var at sette sig i Besiddelse af Skaane, idetmindste for en Tid, naar der ej kom hurtig Hjelp fra de øvrige Dele af Riget. Og nu var Betingelserne herfor endnu gunstigere end forhen. Her var altsaa god Anledning for ham til middelbart eller umiddelbart at gjøre Erobringer. De Begivenheder, som i det følgende Aar virkelig fandt Sted, berettige os til den Antagelse, at allerede nu et Indfald i Skaane ved første bekvemme Lejlighed var aftalt, og at man til den Ende gjorde allehaande Forberedelser, lejede Tropper, skrabede Penge sammen, o. s. v. Især synes det ved denne Lejlighed at være gaaet ud over Norges Hjelpekilder og de af Kong Haakon opsparede Penge: der klagedes senere, som vi nedenfor ville see, over at ej alene Kronens Skatte og Klenodier vare opbrugte eller afhændede, men at man endog havde gjort Gjeld, paalagt ulovlige Skatter, hvervet Lejetropper m. m., og det endog under Kronens Segl, medens Uvedkommende havde trængt sig ind i Rigsstyrelsen. Her sigtes der aabenbart til Knut Porse og de enkelte norske Herrer, som havde sluttet sig til ham og Hertuginden. Vi erfare tillige af enkelte, endnu opbevarede Breve, at Ivar Olafssøn, Cantsleren, fra Begyndelsen af 1321 eller maaskee endog før ikke længer førte denne Titel, men kaldte sig slet og ret „Provst til Mariekirken“[7], medens Rigsseglet derimod fulgte Kongen, det vil lige var til Hertugindens Forføjning. Altsaa er det tydeligt nok, at Cantsler-Embedet og Rigsseglet tvertimod Kong Haakons udtrykkelige Bestemmelse om Cantsler-Embedets og Provstiets bestandige Forening vare blevne ham fratagne, hvilket igjen, sammenholdt med hvad nys er nævnt om de Uvedkommende, der havde trængt sig ind i Rigsstyrelsen, medførte, at Kong Haakons Anordning om Rigsstyrelsen nu var ganske tilsidesat, og at Regjeringen i Virkeligheden var i Hænderne paa Hertuginden selv, der vel stundom havde et saakaldet Raad ved Siden, dog mere for et Syns Skyld end fordi det, en eller anden sjelden Gang samlet, kunde gjøre nogen Nytte. Men naar og hvorledes skete denne Forandring, der dog ikke kan være skeet aldeles stiltiende? Skulde den være skeet ved det sidste Møde i Bergen, eller maaskee allerede da Magnus blev hyldet, eller ved Unionsmødet i Oslo? Dette er maaskee det sandsynligste, men herom kan man ej engang vove nogen Gjetning, da Kilderne ere altfor utilstrækkelige. Vist er det, at Norges egentlige Regjering nu udgik fra Vardberg eller det Sted, hvor Hertuginden opholdt sig, medens de hjemmeværende Raadsherrer kun i Navnet udøvede nogen Myndighed. I Sverige synes og en lignende Forandring at have fundet Sted, eftersom Hr. Matthias allerede fra Slutningen af 1319 ikke længer kaldes Drottsete, hvilken Titel paa denne Tid altid synes at tilhøre Rigsforstanderen som –Raadets Formand, men slet og ret Ridder og Raadsherre, med andre Ord, at han er ophørt at være Rigsforstander. Dog betroede man hende ikke det svenske Rigssegl, saa at hun stundom endog tiltog sig at besegle Breve, vedkommende Sverige, med det norske[8].
Tilstanden var saaledes intet mindre end glædelig. Magten og Rigernes Vee og Vel forstørstedelen i Hænderne paa en nittenaarig, letsindig Fyrstinde og hendes Elsker, der ej var stort bedre end en Lykkeridder, eller den engere Kreds af lignende urolige Hoveder, tildeels Udlendinger, Danske eller Tydske, der sluttede sig om dem, alle kun betænkte paa at gjøre sig Rigernes Hjelpekilder saa fordeelagtige som muligt, uden at ense, hvorledes det vilde gaa Rigerne selv. Det kunde imidlertid lej gaa længe saaledes hen, uden at Misfornøjelse begyndte at yttre sig. Det mangler ikke paa Spor deraf. Den unge fornemme Nordmand Ulf Saxessøn var bleven, det siges ikke hvorledes eller hvorfor, fængsligt anholdt, som det heed i Sverige eller af Svenske. Herover lod Hr. Finn Agmundssøn klage for det svenske Rigsraad, der just var forsamlet til Høvdingemøde i Ørebro, og Klagebrevet fremkaldte et højst merkeligt Svar, stilet til Erkebiskop Eiliv, Biskoperne og de øvrige Kong Magnus’s norske Raadsherrer, og udstedt Palmesøndag d. 12te April af Biskoperne Karl af Linkøping og Israel af Vesteraas, Knut Jonssøn, Philip Ulfssøn, Thure Ketilssøn, Knut Magnussøn, Stephan Rørikssøn, Erik Thuressøn, Peter Likvidssøn, Bo Nikolassøn, Henning Ødgislessøn, Sigmund Erengislessøn, Thord Bonde, Gisle Elinessøn, Jon Nikolassøn, Ridder, og Nikolas Arnbjørnssøn, Gøtstav Tunessøn, Jon Tholfssøn, Sigmund Ketildorssøn, Ragnvald Magnussøn, og de øvrige Riddere og Svene, kongelige Raadsherrer for Sverige, forsamlede til Høvdingemøde ved Ørebro. „Et Brev“, heder det her, „fra den højbyrdige Ridder Hr. Finn, har underrettet os om, at den forstandige og tappre Mand Ulf Saxessøn af Eders Rige, er bleven fængslet mod Eders Love, tilføjende, at nogle af vort Rige have bevirket det og været behjelpelige dertil. Vi tro dog ikke at nogen at vore Landsmænd have gjort dette, medmindre det skulde være nogle unge Mennesker og Udlendinger fra Vardberg, der af skammelig Dumdristighed have understaaet sig sligt. Men er det saa, da vide man for vist, at vi var aldeles uafvidende derom, og at det bør være os ligesaa ubehageligt, som om det var skeet mod nogen af Vore, og vi ville med Ord og Gjerning søge at forebygge, at noget lignende for Eftertiden skeer, thi vi kunde jo nemlig med god Grund frygte, at det samme en vakker Dag kunde skee med en af os. Men den Højeste være vort Vidne, at vi med tro Tjeneste og den skyldige Opmerksomhed, som vor Pligt byder, ville holde fast ved Eders og vor Herre, Kong Magnus, Hertug Eriks Søn, og bestandig ubrødeligt overholde Fred og Enighed med Eder, som vi gjensidigt have lovet hverandre; hvorfor vi og saa indstændigt som muligt bede og bønfalde Eder, at I ville tilskrive vor berømmelige Fyrstinde, Hertug Eriks Enke, at hun verdiges at anvende det bedste Middel til at saadant eller andet for Eftertiden ej forsøgtes, hvorved Anledning kunde gives til nogen Skade eller Ulykke for hendes Søns Riger, hvilket Gud forbyde, men at hun naadigst vil elske, og med huldsalig Yndest behandle alle fornevnte hendes Søns troe Venner, der ogsaa med urokkelig Troskab hang ved hendes Mand baade i hans levende Live og efter hans Død, idet hun letteligen formilder og opgiver den Uvilje, hun maaskee kan have fattet imod dem, og at hun ordner og bestemmer alt, hvad der kjendes at vedrøre Rigernes Tilstand og Lykke, heller efter Gamles og Erfarnes Raad af begge Riger, end efter udenlandske og mindre erfarne Ynglingers Tilskyndelser; ellers er det rimeligviis at befrygte, at Uroligheder og Tvistigheder ville opstaa og med eet opvekkes i samme Riger[9].“ Dette Brev nævner vel intet Navn, men man kan tage og føle paa, at det er Knut Porse og hans Sleng, til hvem der sigtes, og efter det Indblik, som det giver i den blandt de Forstandigere i begge Riger herskende Stemning, maa denne allerede have været betænkelig nok. Merkeligt er det, at de svenske Raadsherrer bad de Norske at skrive til Hertuginden og gjøre hende Forestillinger, som om de skulde formaa mere over hende, især da man skulde formode, at hun endog selv var tilstede paa Høvdingemødet. Hun havde i alle Fald faa Uger forud gjort en Reise lige til Uppsala[10] og kunde vel saaledes paa denne Tid opholde sig i eller ved Ørebro, især da Sager af saadan Vigtighed forhandles paa Mødet der, at hendes og vel ogsaa hendes Søn Magnus’s Nærværelse nok kunde være fornøden[11]. At Ulf Saxessøn kom paa fri Fod, ja maaskee allerede var kommen paa fri Fod, da Brevet blev skrevet, kan man ansee som vist, uagtet intet udtrykkeligt derom meldes, men om han ikke forhen var en afgjort Modstander af Knut Porse, som nok kan være muligt, saa var han det idetmindste fra denne Tid af, hvilket vi i det følgende ville erfare.
- ↑ See Dipl. Norv. II. 139; Kongen stadfester her d. 5te September „med sit Raad“ fine Forgængeres Gaver til St. Stephans Hospital i Tunsberg.
- ↑ Disse Breve, daterede den 25de August 1320, ere trykte i Dipl. Sv. 2256–2288, og et femte udstedt, 2259, er upaatvivleligt af samme Datum. De to første vedkomme Skatten af Gotland, hvilken Kong Byrge havde forhøjet, men som nu nedsattes til det oprindelige Beløb. De øvrige handle om Tilbagebringelsen af Viborg Slot i Finland under Kongens Herredømme.
- ↑ Dipl. Sv. No. 2261.
- ↑ Dipl. Sv. No. 2248, 2254, 2262. Huitfeld, S. 281.
- ↑ See Haandfestningen hos Suhm XI. 7, Huitfeld S. 281.
- ↑ See ovenfor IV. 2. S. 524, 529.
- ↑ See Breve af 14de og 19de April samt 1ste Mai 1321 i Dipl. Norv. IV. 148, III. 123, V. 66.
- ↑ Dette sees noksom af de nedenfor meddeelte Forhandlinger paa Ljodhuus og Baagahuus Slotte, men især af det ovenomtalte Brev, som Hertuginden paa Baagahuus d. 1ste October 1320 udstedte (Dipl. Sv. 2261), thi hun frigiver her paa egne, sin Søn Kongens, og Sveriges Riges Vegne Staden Rigas Borgere for deres Gjeld til afg. Hertug Erik, imod at de eftergav hende, Kongen og Sveriges Indbyggere den Gjeld, hvori disse stod til dem; men desuagtet var dette Brev beseglet med det norske Konge- eller Rigssegl. Vel have vi ikke længer Originalbrevet, for deraf udtrykkeligt at paapege det, men det er ligefuldt utvivlsomt, deels fordi vi af Egteskabscontracten 24 Juli 1321 erfare, at Hertuginden ikke havde det svenske Rigssegl, deels deraf, at hiint Segl i Brevet til Rigaboerne selv er betegnet som „Sigillum domini Regis Norwegie et Swecie“, hvor Navnet Norwegie først viser at være det Norske. I Mangel af det svenske Rigssegl har man saaledes taget det norske, og formodentlig meent, at det kom dem i Riga ej faa nøje an paa, hvad Segl det var, naar det kun var et Kongesegl.
- ↑ Dette Brev er trykt efter Bartholiniana IV. 35 og hos Suhm XI. 342, i Samll. t. d. n. F. og S. H. V. 528, og i Dipl. Sv. No. 2292, paa hvilket sidste Sted det med uimodsigelige Grunde er godtgjort, at det kun kan være fra 1321; de vigtigste af disse er at Biskop Karl af Linkøping, der er en af Udstederne, sees af et andet Brev (2291) at have været tilstede i Ørebro Dagen forud, medens en anden af Udstederne, Nikolas Arnbjørnssøn, ifølge No. 2532 befandt sig Palmesøndag 1322 i Stockholm, saaat Brevet ej kan tilhøre dette Aar, og i 1320 var det spendte Forhold mellem det svenske Raad og Hertuginden ikke steget faa højt, som Skrivelsen antyder, hvorhos vi kunne tilføje, at man da ej behøvede at bede Nordmændene om at tilskrive Hertuginden, da hun paa den Tid var paa Vejen til dem.
- ↑ Brev af 6 Marts 1321, Dipl. Sv. 2285. Den 14de var hun paa Axevalla Slot (hvis ej „Novum Castrum“ her skal tages i denne Betydning), see Dipl. Sv. 2287, altsaa rejste hun meget hurtigt.
- ↑ Der handledes nemlig om at indløse Viborgs Slot, see Dipl. Sv. 2291.