Det norske Folks Historie/7/76
det heller ikke være synderlig bevendt med Christendomspredikningen iblandt dem, og at de i det Hele taget befandt sig i det tykkeste Vankundigheds og Hedendoms Mørke, kan man endog slutte fra den ej stort bedre Tilstand, hvori de vare endnu kun for et Par hundrede Aar siden. En tydsk Forfatter fra det 14de Aarhundrede, Johan af Winterthur (ved Zürich) har meddeelt en charakteristisk Beretning om Finnernes Hedendom og Vankundighed, hvilken han formodentlig havde hørt af en af de schwabiske Krigere, der i 1342 (s. o. S. 273) havde været med Frederik v. Lochen i Danmark. Engang, fortæller han, brød Hedningerne, der stod under den norsk-svenske Konges Herredømme (altsaa Finnerne) ind i en Kirke, just som der holdtes Messe, og en af dem rev endog den indviede Hostie ud af Haanden paa den for Alteret forrettende Prest. Da denne yttrede stor Bedrøvelse herover, sagde en af de andre Hedninger til den, som havde taget Hostien: „giv ham dog sin lille Tætre (tortula) igjen, over hvis Tab han græmmer sig saa forfærdeligt“[1]. Dette, der altsaa ved Rygtet eller ved en eller anden reisende Geistlig ogsaa var blevet bekjendt i Danmark, viser i alle Fald, at mange af Finnerne aldrig havde seet eller hørt Tale om nogen christelig Gudstjeneste. Forholdene vare ogsaa nu, under de idelige Grændsekrige og Rigets Kraftløshed, ugunstigere end nogensinde for Oplysningens og Christendommens Fremme iblandt dem.
76. Videnskaber, Literatur og Kunst.
At under de nys skildrede Forhold det videnskabelige Liv og Literaturen ej engang paa Island synderligt kunde trives, m* let at forstaa. I Norge maa alt literært Liv overhoved, og fornemmelig al Syslen med fedrelandsk Literatur, ganske ansees som ophørt. Det er vel endog et stort Spørsmaal, om man nu engang læste de Skrifter i Landssproget, som fandtes, og det i ikke ringe Mængde, fra tidligere Dage, da de udgjorde Yndlings-Literaturen. Thi der er meget, som tyder hen paa, at de ganske vare lagte paa Hylden, og at man i det højeste læste nogle faa Helgenhistorier og oversatte Helte-Æventyr, samt svenske eller danske Riimromaner og Kæmpeviser, men lod de gamle Konge- og Heltesagaer ligge og saaledes endog tabte den forhen saa udbredte Kundskab i Fedrelandets Historie. Paa Island var det dog forsaavidt bedre, som man dog der, hvad talrige Afskrifter endnu vidne om, fremdeles afskrev de gamle ypperlige Sagaer, (hvoraf flere derved endog reddedes fra Undergang), ja endog bearbeidede dem i nye Redactioner, saaledes som den forhen (S. 308) omtalte Abbed Berg Sokkessøn i Tveraa Kloster (1325–c. 1350), der samlede og redigerede den vidtløftige Olaf Tryggvessøns Saga efter det Mønster, som Snorre Sturlassøn allerede havde givet i sin Bearbeidelse af Olaf den Helliges Saga. Berg skal ogsaa have forfattet flere Helgensagaer. Endvidere optegnede flere Islendinger i Annaler de Aar efter Aar forefaldende Begivenheder, og det ej alene dem paa Island, men tildeels ogsaa de vigtigste Tildragelser i Norge. Blandt dem, der beskjeftigede sig hermed, maa vi især nævne den oftere omtalt Einar Havlidessøn, fød 1306, Søn af den anseede Prest Havlide Steinssøn. Indviet til Prest 1331 af Biskop Jon Halldorssøn beklædte han mange vigtige geistlige Embeder i sit Fedreland, var oftere i Vacancer Bestyrer af Hole Biskopsstol, besøgte Curien i 1345, stod under Jon Skalles Strid med Eyfjordingerne ivrigt paa Biskopens Side, og døde i en høj Alder 1393[2]. Han synes i den længste Deel af sit Liv at have ført Annaler, og om man vel ikke har hans oprindelige Optegnelser, kan man dog tydeligt see, at de ligge til Grund for flere senere Annal-Haandskrifter, og hvad der saaledes skriver sig fra ham, udgjør disses bedste og paalideligste Indhold. Det maa derhos ansees saagodtsom aldeles vist, at han er Forfatteren af Biskop Laurentius’s Saga. Om den talentfulde Munk Eystein Asgrimssøn, Forfatteren af det skjønne Digt Lilja, have vi nys ovenfor talt. I Norge derimod findes der, som sagt, ikke Spor af literært Liv, uden for saa vidt som den højere og lærdere Geistlighed, der sedvanligviis havde studeret udenlands, i Orleans, Paris eller Bologna, syslede med den canoniske Ret og erhvervede ej ubetydelige Kundskaber deri, saavelsom i den Tids Theologi. Decretalerne eller Brudstykker deraf, Pandecterne, canonistiske Afhandlinger og theologiske Smaaskrifter ere saaledes de fleste Bøger, som man ved Inventarier over norske Geistliges Efterladenskaber finder opførte i deres Bogsamling. Som Exempel kunne vi anføre Fortegnelsen paa nogle Bøger, som Biskop Botulf i Stavanger den 2den Februar 1370 skjenkede til Biskopsgaarden for en Gudrun Hallsteinsdatters Optagelse som Proventkvinde sammesteds. Han siger selv udtrykkeligt, at det var de Bøger, som han ejede, førend han blev Biskop. Det var Decretalerne med Apparat, Innocentius den 4des canoniske Compendium, Decretet med Apparat, en Sextus (d. e. sjette Bog af Decretalerne) med Apparat, og med et Udtog af 4de Bog, samt flere lignende[3]. Under disse Omstændigheder var det dog al Ære værd, at Landssproget forsaavidt blev holdt ved Magt, som de Udlendinger, der ved Provision ansattes i geistlige Embeder i Norge, idetmindste stundom, efter hvad vi have seet, maatte godtgjøre deres Kundskab i det norske Sprog, og at ligeledes alle offentlige Documenter i Reglen bleve skrevne paa Norsk.
Ogsaa Kunstfærdigheden i Landet synes at have staaet meget tilbage. Vi have allerede seet, at de fleste Haandverkere vare Udlendinger, og at der ikke er Tale om større Bygnings-Arbeider fra denne Tid. Nationen laa aabenbart i Dvale. Hvorledes den efterhaanden sank end dybere, indtil den i det øvrige Europas Øjne saagodtsom ganske udslettedes af Folkenes Række, vil det blive vor Opgave i det Følgende at fremstille.
- ↑ See Eccards Scr. I. 1913. Suhm, der meddeler dette (XIII. S. 67), har her aldeles misforstaaet Forfatteren, idet han siger, at det var Frederik v. Lochens Folk, der, medens han stod Kongen af Danmark bi imod de Svenske, bred ind i Kirken o. s. v. Der naar udtrykkeligt: „Omtrent paa denne Tid, da nogle fornemme Schwaber rinder Fr. v. Lochen stod Kongen af Danmark bi mod Kongen af Norge og Sverige, hendte deilig, at Hedninger, under den ene af disse Kongers Herredømme, brød ind i Kirken o. s. v“. At der ved disse Hedninger menes Finner under Kong Magnus’s Herredømme, kan der ej være nogen Tvivl om.
- ↑ See om ham især Finn Jonssøns Kirkehistorie I. S. 591 flgg.
- ↑ Dipl. N. IV. 494. See ogsaa Dipl. N. II. 468, hvor en throndhjemsk Chorsbroder i sit Testament bortgiver „alle sine store og smaa Bøger“, der tilhøre den civile og og kirkelige Ret, saavelsom en Bibel, et theologisk Compendium, og nogle juridiske Formularbøger.