Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/75

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Om Forholdene paa Orknøerne i Tidsrummet siden Kong Haakons Tronbestigelse vides der ikke stort mere, end vi allerede have meddeelt, (s. o. S. 634), nemlig at den soenste Herre Erngisl Sunessøn om Vaaren 1353 fik Titel af „Jarl over Øerne“, som han dog efter den Tid neppe nogensinde betraadte, og at den skotske Høvding Duncan Andersson i 1357 lod udgaa et Manifest til Orknøernes Indbyggere, hvori han som Værge for Malise Jarls rette Arving (nemlig hans Dattersøn Alexander de le Ard) forbød dem at lade nogen af Landets Indtægter gaa ud af Landet, samt at Almuen paa Øerne i den Anledning tilskrev Kongerne Magnus og Haakon og bad om deres Hjelp herimod (s. o. S. 648, 649). Det er forhen antydet, at denne Skrivelse maaskee kunde være bevirket ved den Omstændighed, at Kongerne, efter hvad man maa antage, under Feiden med Kong Erik og hans Tilhængere havde frataget Erngisl, som en af disse, hans Jarldømme og Indtægterne deraf; men hvis han ifølge Forliget i Jønkøping fik dem tilbage, maatte vel ogsaa Spørsmaalet om Alexander de le Ards Rettigheder for det første bortfalde. Det er imidlertid heel sandsynligt, at Erngisl’s egen Ret til Jarldømmet ligeledes bortfaldt, om ikke samtidigt, saa dog meget kort Tid derefter; thi allerede i December 1360 skjenkede han noget Jordegods paa Øland til Nonneklostret i Kalmar til Sjælebod for sig selv og sine tvende Hustruer Mæreta og Annot[1], ved hvilken Lejlighed han ogsaa omtaler den sidste saaledes, at man maa antage, at hun allerede var død; da det nu var med hende, at han havde faaet Jarldømmet, og det ikke lader til, at de havde Børn sammen, fulgte heraf, at Jarldømmet selv, eller hans Deel deraf, faldt til de andre Arvinger. Alligevel beholdt Erngisl Jarletitlen til sin Død 1392[2], uagtet han dog stundom ogsaa slethen kaldte sig Ridder. Han egtede efter Annots Død den anseede Enke Ingeborg, en Datter af Magnus Gudmarssøn, som forhen havde været gift med Ridderen Benedict Thuressøn, og han er fra denne Tid indtil sin Død 1392 Orknøerne ganske uvedkommende, over hvilke Kong Haakon længe før den Tid forføjede til Bedste for Malise Jarls Dattersønner, først Alexander de le Ard, og siden Henrik St. Clair, som det i det følgende skal vises. Imidlertid lader det til, at Kongerne have ladet Øerne bestyre ved Befalingsmænd, nemlig først Thomas St. Clair, siden den forhen omtalte Haakon Jonssøn, Søn af Jon Hafthorssøn. Flere Omstændigheder tyde ogsaa hen paa, at det gik temmelig uroligt til paa Øerne, formodentligt fordi de mange og mægtige Frænder af Stratherne-Ætten i Skotland ved Magt søgte at komme sine Slægtninger, Malise Jarls Dattersønner, til Hjelp og sette dem i Besiddelse af Jarldømmet, medens igjen de norske Kongers Befalingsmænd og Tilhængere søgte, saavidt de formaaede, at hindre dem deri. Den 18de November 1367, ved Parlementet i Scone, udstedte Kong David Bruce af Skotland Breve til sine Befalingsmænd i Inverness og Katanes om at kundgjøre i hans Navn, at Ingen, af hvad Stand og Stilling han saa var, maatte understaa sig paa nogensomhelst Maade at betræde Orknøernes Land eller løbe ind i deres Havne uden som Reisende eller i fredelige Handels- eller andre Erender, under Straf af at miste alt, hvad de, der forbrød sig imod den kongelige Majestæt, kunde miste[3]. Det er her let at skjønne, at Stratherne-Ættens Clansmænd og Tilhængere enten havde truet med et Krigstog til Orknøerne for at indsette Alexander de le Ard i Jarldømmet, eller at de allerede havde begyndt at herje, eller overhoved at bringe den Trusel i Udførelse, som Duncan Anderson for faa Aar tilbage siden havde fremført, og at Kong David har ladet dette Forbud udgaa efter Forestillinger fra det norske Hof. At der desuagtet virkelig blev ført en alvorlig Feide paa Øen, og at Biskop Villjam, selv skotsk af Fødsel, understøttede sine Landsmænd og overhoved ved Vold og andre utilladelige Midler søgte at skaffe disse Magten til Skade for de indfødte Øboere af norsk Herkomst og de norske Konger, derom faar man en temmelig utvetydig Forestilling af en Forliigsact, som endnu er til, sluttet i Kirkevaag den 25de Mai 1369 mellem Biskop Villiam paa den ene og Haakon Jonssøn paa den anden Side under Megling af 24 geistlige og verdslige Mænd, blandt hvilke Archidiaconen Villiam af Buchan og sex andre Geistlige, efter Navnet at dømme af skotsk Herkomst, og et overvejende Antal af skotske Lægmænd: et Beviis nok paa, hvilket Indpas Skoterne allerede havde faaet i Landet[4]. Begge Parter, Biskopen og Haakon, forbandt sig edeligt til at overholde de Vilkaar, som disse 24 Herrer fastsatte, nemlig: at Biskopen skulde udbetale til Haakon paa Kongens Vegne 141 Nobler (Rosenobler) samt saa meget Smør, som Biskopen havde beslaglagt; Haakon skulde gjøre med disse Penge m. m., som han vilde og kunde svare for Kongen; de Mænd, som Biskopen havde ladet gribe og fængsle til Ransagelse af deres foregivne Forbrydelser, skulde .han udlevere til Haakon, saavelsom deres Gods og det Gods, Haakon selv ejede, hvad enten det var taget fra Lægmænd og Lærde baade i Orknøerne og Hjaltland, hvorimod Haakon og hans Mænd igjen skulde tilbagegive det Gods, de havde taget fra Biskopens Mænd; Biskopen og de fornemste Mænd i Orknøerne og Hjaltland skulde være først og fremst i alle Raad, vedkommende Kongen, Kirken og Almuen, efter Lov og Landsskik, og Biskopen skulde have gode indenlandske Mænd i Orknøerne og Hjaltland til at tjene sig, saaledes som andre Biskoper i Norges Rige. Biskopen og hans Mænd skulde frit og uhindret af Haakons Mænd nyde den kirkelige Jurisdiction, der tilkom dem, men hvis han eller de herefter forbrød sig mod Haakons Mænd eller omvendt, da skulde de bøde derfor efter Lov og Landsskik, uden at dette Forliig derved skulde ansees for brudt. Biskopen og hans Klerker, Lægmænd og Landboer skulde være skadesløse for Haakon og hans Mænd, og omvendt Haakons Mænd og Landboer for Biskopens. Biskopen og Haakon skulde være hinandens Venner i alle rette Erender, saa længe de levede, og den af dem, som brød Forliiget, skulde betale en Bod af 100 Pund Sterling og sende en Pilegrim til Rom. Forliigsacten blev udferdiget i to Exemplarer med den saakaldte Indentur. Heraf fremgaar tydeligt nok, at Biskopen og hans Tilhængere ej alene havde søgt at trænge Skoter ind i de indflydelsesrigeste Stillinger paa Øerne, til Skade for Nordmændene og deres Konge, og overhoved gaaet frem med megen Voldsomhed, men at de derhos ogsaa havde ligget i Privatfeide med Haakon Jonssøn, der som en af Fru Herdises Arvinger selv havde store Besiddelser paa Øerne og formodentlig derhos ogsaa varetog sin Faders og sin Farbroders Interesser. Skade, at vi ikke vide mere om denne Feide, som man snarest synes at kunde kalde en Nationalitetsfeide paa Øerne. Haakon Jonssøn vendte strax efter tilbage til Norge, hvor vi finde ham allerede den følgende Sommer[5]. Men der er flere Spor til, at Uroligheden fremdeles vedblev.

Biskop Villjam synes overhoved at have været en vrang og urolig Mand, der ikke altid var i den bedste Forstaaelse endog med sin egen Geistlighed. Der findes endnu et Pavebrev af 12te Marts 1372 til Thomas Withardson, Chorsbroder i Orknø, hvoraf man erfarer, at Biskop Villjam for flere Aar tilbage først afsatte William Wood[6], som da beklædede Archidiaconatet i Hjaltland, fra dette Embede, og udnævnte i hans Sted dertil den nysomtalte William af Buchans, som han strax gav Investitur derpaa ved Ring, men siden, da det kom til Stykket, alligevel ikke vilde give ham Brev derpaa, saa at William ikke kunde komme i lovlig Besiddelse deraf, hvorimod Biskopen overdrog det til en vis Johan Fule, der kaldte lig en Geistlig fra Schwerins Biskopsdømme og da virkelig havde det inde. William af Buchan maatte omsider henvende sig til Paven om Hjelp, og denne overdrog ved hiin Skrivelse Thomas Withardson at undersøge Sagen og med samme Autoritet, som om det var skeet af Paven selv, at afsige Dom og bestemme, hvad der skulde skee[7]. Formodentlig er Udfaldet blevet til William af Buchans Fordeel. Biskopens Stridighed og Urolighed var det vel, som siden endog kostede ham Livet, da han, som vi i det følgende ville see, blev dræbt i Aaret 1382 eller 1383.

Imidlertid vare formodentlig ogsaa de øvrige Dattersønner og Arvinger af Malise Jarl voxede til. De vare Henrik af St. Clair og Malise Sperra. Af disse var den sidste et meget uroligt Hoved; han var, som vi allerede have seet, paa fedrene Side af svensk Herkomst og formodentlig nær beslægtet med Erngisl Jarl. Naar han allerførst traadte frem, vides ikke; men man erfarer kun senere om ham, at han gjorde Fordring paa Jarldømmet, vakte mange Uroligheder, og navnlig tilegnede sig Fru Herdiis Thorvaldsdatters efterladte Jordegods, uvist med hvad Ret. Dog ligger sandsynligviis dette udenfor vort nærværende Tidsrum. Ogsaa Henrik af St. Clair optraadte først senere. Men hans Ætt havde allerede faaet Fodfeste paa Øerne, thi i Aaret 1364 omtales en Thomas af St. Clair som den norske Konges Sysselmand (ballivus) paa Øerne, altsaa formodentlig som Haakon Jonssøns umiddelbare Formand; og ligesaa, i Forbindelse med ham, en Alexander af St. Clair[8]. Denne Familiens Fodfeste paa Øerne maa have været en Følge af Villjam St. Clairs, Henriks Faders, Giftermaal med Malise Jarls Datter. Siden blev den, som vi ville see, den herskende Ætt paa Øerne.

Til Begivenhederne paa Færøerne i det heromhandlede Tidsrum kjender man slet intet. Paa Island herskede det fremdeles megen Forvirring og Uro. Det er nævnt, at Kong Magnus i 1354 havde bortforpagtet hele Øen med Skatter og Skylder for tre Aar til Ivar af Holm, med Titel af Hirdstjore, medens der saagodtsom ingen Biskop var i Landet, da Biskop Orm paa Hole endnu samme Aar drog over til Norge, og Gyrd i Skaalholt Aaret efter. Tilstanden paa Landet synes at have været sørgelig. Foruden at han og hans Mænd sikkert udsugede det, saa godt de kunde, herskede der ogsaa i 1355 en skrækkelig Frost, der varede næsten til Midtsommerstider, og ikke et Skib kom til Island. Efter Ivar af Holm, hvis Tid var ude i 1357, men som ikke forlod Landet førend i 1358, fulgte fire Hirdstjorer, der ligesom han havde forpagtet Landet med dets Indtægter paa tre Aar, nemlig Arne Thordssøn og Andres Gislessøn for Øster- og Sønderlandet, og Jon Guthormssøn Skraaveiva samt Thorstein Eyjulfssøn for Vester- og Nordlandet. Disse fire vare indfødte Islendinger, og man havde maaskee derved troet at imødekomme Folkets indstændige Ønsker, men det viiste sig, at Landet var endnu mindre tjent hermed end ved at faa en Nordmand til Bestyrer, thi denne stod dog i Reglen udenfor Partierne, medens de islandske Hirdstjorer, selv forbundne med Partiernes Hoveder ved Slegtsskabs- og Venskabs-Baand, styrtede sig lige ind i Partistriden, ja endog feldede mod hinanden indbyrdes. De fire Hirdstjorer sejlede fra Norge i 1357, men Vinden førte Skibet til Hjaltland, hvor de maatte tilbringe Vintren og saaledes ikke kom til Island førend i 1358. Her blev der snart Urolighed og Forvirring. Saavidt man kan see, søgte Thorstein Eyjulfssøn, der selv hørte hjemme paa Urde i Svarvadardalen, at tilrive sig Eneherredømmet paa Nordlandet og at have ophidset Nordlendingerne mod sin Collega Jon Skraaveiva, der vistnok ogsaa var en daarlig Person, og alene under sit Vinterophold paa Hjaltland bar sig saa ilde ad, at „Hjaltlendingerne dømte ham til Norge under Kongens Miskund“[9]. Da Jon i 1359 kom til Nordlandet, samlede Nordlendingerne sig imod ham, 300 Mand sterke, ved Tveraa i Vesterhoop og tvang ham til at vende tilbage. J det følgende Aar forefaldt der paa selve Althinget et Slagsmaal mellem Arne Thordssøn og Jon Skraaveiva’s Mænd, hvorved flere af den førstes Parti bleve haardt saarede.

Til denne Forvirring kom nu ogsaa alvorlige Uroligheder inden Kirkens Omraade. Det er forhen nævnt, at Biskop Orm i Hole døde den 1ste November 1355, førend Biskop Gyrd af Skaalholt var kommen tilbage fra en Reise til Norge, saa at der om Vintren 1355–1356 ingen Biskop var tilstede i Landet. Den forhen omtalte Jon Erikssøn Skalle, der i 1343 ved en Fejltagelse var bleven indviet til Biskop paa Grønland, besluttede nu at legge sig ud for at faa Hole Biskopsstol. Vel var, som man maa antage, Biskop Arne paa Grønland død i 1349, og saaledes intet i Vejen for, at Jon kunde tiltræde denne Biskopsstol, men formodentlig havde han endnu ikke erfaret hiint Dødsfald og maatte vistnok ansee det ønskeligt snarest muligt at komme ud af den ubehagelige Mellemtilstand, hvori han nu befandt sig som indviet Biskop uden Biskopsdømme. Det lader endog til, at Erkebiskopen og Capitlet i Nidaroos valgte ham til Holes ledigblevne Stol; men da det ikke stod i Erkebiskopens Magt at løse ham fra det Baand, der bandt ham til Gardes Biskopsstol, men Pavens egen Afgjørelse dertil udfordredes, maatte han i det Øjemed drage ned til Curien, medbringende Erkebiskopens Anbefaling. Han tiltraadte Reisen i 1356, men kom ikke tilbage førend i 1357[10]. Han kunde nemlig, fortælles der, ikke strax faa nogen Afgjørelse af Paven; men omsider blev det ham lovet, at de nødvendige Breve skulde sendes til Flandern hvor han kunde udløse dem mod Penge. Han begav sig da, heder det, til Flandern og forefandt og udløste virkelig et paveligt Brev, der dog ikke var nogen Beskikkelse for ham, men kun en efter den sedvanlige Formular affattet Fuldmagt for Erkebiskopen til at sette en duelig Person paa Hole Biskopsstol, og enten selv eller ved en anden Biskop at meddele ham den biskopelige Vielse. Har det sin Rigtighed med dette Brev, da maa Paven denne Gang have villet afholde sig fra at gribe ind i Erkebiskopens Myndighed ved nogen umiddelbar Provision, især da Jon allerede var valgt, og Biskopsstolen ham saaledes sikkret. Ved sin Tilbagekomst til Bergen lod Jon tage en verificeret Copi af Brevet, under to Abbeders Segl, thi da han allerede før var indviet, behøvede han ikke nu nogen særegen Vielse. Derimod gav Erkebiskopen ham kun sit Brev paa Biskopsstolen og bekræftede ham i dens Besiddelse. Efterretningen herom bragte allerede strax i 1357 Broder Eystein Asgrimssøn af Thykkebø og den throndhjemske Chorsbroder Eyjulf Brandssøn til Island; de kom nemlig da, som det i det følgende nærmere skal omtales, til Landet, udnævnte til Visitatorer af Erkebiskopen. De meldte, hvad de selv maatte have seet, at Biskop Jon var kommen tilbage fra Curien, og at Erkebiskopen, efter Pavens specielle Mandat, havde givet ham Hole-Biskopsstol og højtideligt lyst Confirmationen derpaa i Christkirkens Chor. Jon selv kom ikke over til Island førend det følgende Aar, 1358. Han leed Skibbrud ved Kysten, og Skibet selv ødelagdes med alt Godset; men alle Mennesker, der vare ombord, kom derfra med Livet, og han reed strax lige til sit Biskopssæde. Her forefandt han Presten Thorstein Hallssøn som Official eller midlertidig Bestyrer af Biskopsstolen. Biskop Orm havde ved sin Afreise til Norge 1354 udnævnt Abbed Arngrim af Thingeyre dertil, men Presterne i Hole Biskopsdømme negtede ham Lydighed paa Grund af de mange Klager, der førtes over ham, og paa et Prestestevne i 1356 afsatte de ham ej alene fra Officialatet og valgte Thorstein i hans Sted, men ogsaa fra Abbed-Verdigheden, og tvang ham til at love at ville give sig ind i Predikerklostret i Bergen. Da Biskop Jon kom til Hole, opgav Thorstein Hallssøn strax Officialatet og overleverede ham Embedsseglet uden at høre den øvrige Geistligheds Mening, og overhoved gave alle saavel Lærde som Læge sig under ham, uden at kræve nogen Legitimation af ham, da det almindelig heed sig, baade i Norge og paa Island, at han var lovligen beskikket til Biskop paa Hole. Han sang sin første Messe her Allehelgensdag (den 1ste November) og fik et riigt Offer. Men kort efter begyndte Nordlendingerne at ymte mellem sig om, at det dog nok ikke havde sig saa rigtigt med Biskop Jons Adkomst til sin nye Biskopsstol, siden ingen Beviisligheder fra Paven bleve fremlagte. Jon synes ogsaa at have manglet saadanne, hvad enten han nu havde tabt dem i Skibbrudet, eller de, han havde, ikke ansaaes for tilstrækkelige, skjønt det rigtignok synes besynderligt, at der overhoved kunde være Tvivl om Sagen, naar hine nysnævnte Visitatorer selv havde hørt hans Bekræftelse i Embedet kundgjøres i Christkirkens Chor. Den forrige Official, Thorstein Hallssøn, der nu formodentlig angrede sin tidligere Føjelighed, benyttede sig af Biskopens Forlegenhed til at bringe hele Presteskabet i Biskopsdømmets østlige Deel i Oprør; han reiste sig nemlig, siges der, i 1360 mod Biskop Jon og lod alle Prester mellem Øxnadalsheid og Reykjadal tilsige sig Lydighed. De kom til Hole Katharinamesseaften den 24de November, for at høre de Beviisligheder, Biskopen havde at fremføre, os som han havde sagt til Thorstein nu laa i hans Biskops-Archiv. Men alligevel kunde han ingen fremlægge, som det lader, og vilde derfor ikke engang tale med Presterne. Tre Gange gik Thorstein ind til ham og bad ham komme med Beviserne, og da dette ikke skete, erklærede Presterne, at de ikke kunde erkjende ham for Biskop i Hole, men alene for Biskop i Grønland, og valgte sig Thorstein Prest til Formand. Alt det Jordegods, der i det ovennævnte Strøg tilhørte Biskopsstolen, tog de igjen tinder sin Bestyrelse, saavelsom Madrevalle Kloster, og Bønderne i Eyjafjorden gjorde fælles Sag med dem. Derimod fandt Biskopen Medhold og Understøttelse hos den anseede Prest Einar Havlidessøn og alle Prester i Skagafjorden samt heelt vester til Rutafjorden. Forvirringen var stor og forargelig. Biskopen suspenderede alle de opsetsige Prester fra deres Messe-Embede, men de kærede sig ikke derom, tog med Magt hans Forkyndelsesbreve fra de Sendebud, som bragte dem, endog fra Prester, og tillod sig andre Voldsomheder mod hans Tilhængere.

Imidlertid vare de nys omtalte fire Hirdstjorer komne til Landet, og Thorstein Eyjulfssøn, der efter Jon Guthormssøns Fraværelse synes at have været Eneherre paa Nordlandet, tog aabenbart, som man kan see, Parti med Eyfjordingerne imod Biskop Jon. Andres Gislessøn var allerede i 1358 draget over til Norge. Sandsynligviis var det de uheldige Resultater af de sidste islandske Hirdstjorers Ferd, som nu atter bestemte Kong Magnus eller hans Raadgivere til at sette en Nordmand til Hirdstjore over Landet. Dette var Smid Andressøn, uvist af hvilken Ætt; han havde ogsaa forpagtet Landet paa tre Aar, men det maatte ansees som en Fordeel, at han ene havde Hirdstjornen uden at dele den med nogen anden. Han kom til Landet i 1360 og medbragte, som der siges, mange Kongebreve. Blandt disse var der formodentlig ogsaa en Indstevning til Thorstein Hallssøn, Thorstein Eyjulfssøn og flere af de mest opsætsige blandt Nordlendingerne, om at komme over til Norge og stande til Rette, thi der siges, at begge Thorsteinerne kjøbte tilsammen et Skib for at drage over til Norge og virkelig tiltraadte Reisen, men bleve drevne tilbage af Modvind, saa at de den følgende Vinter maatte opholde sig paa Island. Arne Thordssøn og Smid Andressøn nærmede sig hinanden i Førstningen nok saa venligt og bandt, som det heder, sit Venskab med fast Aftale; men dette blev dog ikke af lang Varighed. Jon Skraaveiva blev derimod udnævnt til Lagmand, et Tegn paa, at Smid og Regjeringen i Norge gav ham sit Medhold mod Nordlendingerne. Om Vaaren 136l søgte Smid at stifte Forliig mellem disse og Biskop Jon og indfandt sig i dette Øjemed ved et Møde paa Hole den 4de April tilligemed Officialen i Skaalholt (Biskop Gyrd var nemlig død), men intet Forliig kunde komme istand. Smid Andressøn begyndte derfor at gribe til strengere Forholdsregler. Arne Thordssøn, med hvem han ved sin Ankomst havde indgaaet et saa nøje Venskab, ’drog han til Ansvar, fordi han to Aar forud havde ladet en til Døden dømt Voldsmand henrette[11], og kastede ham i Fængsel. Arne henskød sig under Kongens Afgjørelse, men Smid vilde ikke høre noget derom, beholdt ham i Fangenskab og lod ham henrette umiddelbart før Althinget. Efter dettes Ende reed Smid og begge Lagmændene Jon Skraaveiva og Orm Snorressøn nord i Landet med 35 væbnede Mænd for at gribe og afstraffe de fornemste Bønder, der havde staaet i Spidsen for Reisningen mod Jon og Biskopen; han lyste dem allerede paa Forhaand utlæge og brugte, siges der, ogsaa andre krænkende Udladelser imod dem. Han kom ned fra Fjeldet i Eyjafjorden. Men Eyjafjordingerne havde holdt Øje med ham, samlede sig sammen og drog mod ham heel mandsterke, anførte af Thorstein Eyjulfssøn og Benedict Kolbeinssøn. De traf ham paa Gaarden Grund, den 8de Juli 1361, omringede Huset, hvori han var, angreb ham, siges der, inde i Skaalen, og fik efter en hidsig Kamp taget ham, Jon Skraaveiva og sex andre af hans Mænd af Dage. Der fortælles, at han blev dræbt med jærnbeslagne Kølver: han har saaledes maaskee været iført en saa sterk Rustning, at han ikke kunde rammes af Hugg eller Stik. Man berømmede forresten den Kjekhed, hvormed han forsvarede sig, derimod skal Jon Skraaveiva have viist sig heel modløs, ligeledes Orm Lagmand, der slap ind i Kirken og siden fik Grid. Af Nordlendingerne faldt der sex Mand[12]. Det var nu mere end nogensinde nødvendigt for disses Høvdinger at drage til Norge for at retfærdiggjøre sig, og Thorstein Eyjulfssøn, Presten Thorstein Hallssøn med to andre Geistlige, og Olaf Peterssøn sejlede endelig afsted paa et lidet Skib, som de havde kjøbt af Munkene paa Tveraa. De kom lykkeligt over til Haalogaland, men Hirdstjoren i Throndhjem m. m., Reidar Jonssøn Darre, lagde strax Beslag paa deres Skib og Gods og lod dem selv føre som Fanger ned til Kongen. Dette maa under den Forudsetning, at Kampen paa Grund stod i Juli 1361, have været i September samme Aar, netop som Kong Magnus opholdt sig paa eller ved Baagahuus. Thorstein Eyjulfssøn blev indsat paa Vardbergs Slot, og man maa antage, at de øvrige Fanger deelte hans Skjebne[13]. De hensad noget over et Aars Tid, og imidlertid døde Thorstein Hallssøn, men Thorstein Eyjulfssøn og Olaf benaadedes siden fuldkommen, da Kong Magnus holdt sin Søns Bryllup med Margrete Valdemarsdatter. Vel siges dette udtrykkeligt kun om Thorstein, men af hvad der senere berettes, seer man, at Benaadningen blev dem begge til Deel; saavel Thorstein som Olaf Peterssøn fik nemlig ej alene sin Frihed, men bleve begge udnævnte til Hirdstjorer og Sysselmænd, Thorstein paa Sønderlandet og Østlandet, Olaf paa Nordlandet og Vestlandet; derhos beskikkede Kong Magnus Thorstein til Lagmand i de to sidstnævnte Fjerdinger og overdrog ham Fuldmagt til at beskikke en Lagmand paa Sønderlandet[14]. Hvad der bevirkede dette pludselige Omslag i Kongens Sindelag, nævnes ikke; formodentlig maa han dog have indseet, at Smid Andressøn og Jon Skraaveiva havde forløbet sig. Maaskee det ogsaa bidrog noget hertil, at Biskop Jons Sag nu stod kjendeligt slettere end før. I 1361, kort efter den mislykkede Forliigsprøve, drog han over til Norge og tilbragte Vintren i Throndhjem, men fik, siges der, ingen Bistand hos Erkebiskop Olaf. Sammenhængen hermed er gaadefuld, da Erkebiskopen dog selv havde udvalgt ham til Biskop. Man har neppe andet at gjette paa, end at Erkebiskopen nu selv havde begyndt at mistænke det Brev, Jon overbragte ham fra Paven, for at være uegte. Saa meget er vist, at der ikke findes noget saadant Brev indført i de pavelige Regester fra den Tid, der dog ellers just for de Aar ere meget fuldstændige. Men nogen sikker Slutning kan man dog ikke drage heraf, da det viser sig, at endog de fuldstændigste Regester ikke indeholde alle fra Curien udgaaede Breve.

Ogsaa i Hole Biskopsdømme havde der været Ufred og Uorden: Den forhen omtalte, talentfulde Munk Eystein Asgrimssøn var især -Aarsag deri. I Aaret 1354 drog Biskop Gyrd til Norge, og kort efter ham Broder Eystein, uvist i hvad Erende. Gyrd kom tilbage i 1356, men Eystein ikke førend i 1357 og var da af Erkebiskopen beskikket til at visitere paa Island i hans Navn, i Forening med den throndhjemske Chorsbroder Eyjulf Brandssøn, der var i Følge med ham. Saadanne Visitatorer plejede altid at komme Biskoperne til Ulejlighed og deres Sendelse altid at afstedkomme Ubehageligheder. Saaledes gik det ogsaa her. Mellem Biskop Gyrd og Visitatorerne begyndte der strax nogle smaa Knubberier, der siden gik over til aabenbart Fjendskab. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at Broder Eystein havde benyttet sit Ophold i Norge til at indynde sig hos Erkebiskopen paa Biskop Gyrds Bekostning. Tilstanden paa Island beskrives i denne Tid som heel sørgelig. Visitatorerne, heder det, „fore rundt Landet paa Kirkens Vegne, og de fire Hirdstjorer paa Lægmændenes, krævende og tagende Penge fra Lærde og Læge, saa meget de kunde faa; dette maatte Landsfolket taale, og betyngedes svarligt med saadan Afdrætt“. Visitatorerne indsatte igjen den afsatte Abbed Arngrim i hans Embede, uden at agte paa hans daarlige Lov og hans Kloster-Løfte. Spendingen mellem dem og Biskop Gyrd gik omsider saa vidt, at Broder Eystein digtede Nid om Biskopen, som denne tog sig meget nær; Eystein stevnede derhos Biskopen ind for Erkebiskopen, medens denne satte ham i Bann. De beredede sig nu begge til at drage over til Norge, men bleve dog inden Afreisen ganske forligte (1358); Eystein siges der, faldt til Fode og digtede af Angergivenhed endog det yndige Kvad Lilja for ligesom at udsone den Brøde, han før havde begaaet ved at digte en Nidvise om Biskopen. Det er af religiøst Indhold, handler om Syndefaldet, Christi Sendelse, Død og Opstandelse, derpaa om Forfatterens egen Skyld og Brøde, og slutter med at paakalde Christi Naade og Jomfru Marias Bistand, hvorved han især priser hendes Herlighed og Velde. Digtet ansees med Rette for en af Norrønaliteraturens ypperste Frembringelser og vilde vel paa den Tid neppe kunne være skrevet af nogen Nordmand, saaledes havde nu Sandsen for den gamle nationale Digtekunst tabt sig i Norge, og Sproget selv tildeels forandret sig[15]. Som Tegn paa Venskabets Gjenoprettelse beskikkede Gyrd Broder Eystein til sin Official paa Vesterlandet, medens han selv allerede det følgende Aar (1359) sejlede afsted paa et lidet Handelsskib. Dette kom imidlertid ikke længer end noget udenfor Vestmannaøerne, da det sank med alt Godset. De, der vare ombord, frelste sig med Nød og Neppe paa en liden Baad, og heldigviis drev ogsaa en Kiste i Land til Eyrebakke, indeholdende Biskopens Embedsdragt og hans Kirkes brendte Sølv. Aaret efter (1360) drog Gyrd atter afsted paa et Skib, kaldet Olafssuden, der tilhørte en Orm lange, og som Aaret forud var ankommet til Hvalfjorden paa Island, ladet med meget og kosteligt Gods; det var et af de største Skibe, som nogensinde var komne til Øen. Med Biskopen indskibede sig Helge Thordssøn, Abbeden til Jonskirken i Bergen og saaledes Biskop Gyrds Eftermand i Abbed-Embedet og fordums Klosterfælle – han var formodentlig afsendt i Anledning af Sagen med Broder Eystein[16] – fremdeles fem Prester, Skibets Ejer Orm lange, og mange andre anseede Mænd, i Alt 90. Men til Skibet hørte man ikke mere, og man antog almindeligt, at det i de Nordstorme, som blæste lige fra den 10de August til 14de October, var forliist under Færøerne med alle dem, der vare ombord. Saaledes var da Skaalholts Biskopsstol atter ledig. Broder Eystein, der ogsaa drog afsted, men paa et andet Skib, var noget heldigere. Han landede efter en haard Overreise ved Haalogaland, da Folkene ombord allerede vare nær ved at vansmægte formedelst Vandmangel. Eystein kom ved Kyndelmissetider til Throndhjem og fik som Regulær-Augustiner sit Tilhold i Elgeseters Kloster, men døde lidt efter Midfaste endnu samme Aar[17].

I Gyrds Sted udnævntes nu til Biskop i Skaalholt en Thorarin Sigurdssøn, om hvem intet forresten vides[18]. Han kom til Island den 30te September 1362, og ifølge med ham Biskop Jon, som atter vilde forsøge.at komme i Besiddelse af sin Biskopsstol, men uden at medbringe yderligere Beviisligheder, saaat Eyfjordingerne viiste sig ligesaa opsætsige mod ham som før. Dog erkjendtes han af de Fleste i den vestlige Deel af Biskopsdømmet. Saaledes stod det hen nogle Aar, uden at det var ham muligt enten fra Paven selv eller fra Erkebiskopen at erhverve tilstrækkelige Beviisbreve, hvad nu Aarsagen dertil kan have været. Imidlertid bestyredes Landet af Thorstein Eyjulfssøn og Olaf Peterssøn som Hirdstjorer fra 1363 til 1365, da Kong Magnus blev tagen til Fange og overdrog midlertidigt Herredømmet over Island til sin Søn Kong Haakon. Denne beskikkede nye Hirdstjorer, den forhen omtalte Orm Snorressøn Lagmand, og Andres Gislessøn, der ogsaa tidligere havde været Hirdstjore. Det lader ikke til, at de kom ud førend i 1366[19]. Landet blev nu, heder det, tildømt Kong Haakon, det vil sige, at Indbyggerne ved de nye Hirdstjorers Foranstaltning svore ham Troskabseed. Disse Hirdstjorer medbragte et Brev, udstedt i Kongens Navn af Sira Vinalde, der da bestyrede Cantsler-Embedet, hvorved det paalagdes enhver Lægmand i Hole Biskopsdømme at erkjende Jon Erikssøn som retmessig Biskop, under Brevebruds Straf, 8 Ert. og 13 Merker. Dette hjalp dog heller ikke. Da bekvemmede Jon sig endelig til at drage til Paven for at skaffe sig den nødvendige Bekræftelse i sin Verdighed. Da Pave Urban den 5te siden Juni 1367 opholdt sig i Kirkestaten, maatte Jon begive sig lige til Italien. Men den lange Reise lønnede sig, thi han fik virkelig det Bekræftelsesbrev, han attraaede. Han skal være kommen tilbage i 1370 eller 1371, og nu underkastede endelig Eyfjordingerne sig, saa at han fra denne Tid ingen Modstand fandt. Imidlertid var Biskop Thorarin i Skaalholt allerede afgaaet ved Døden. Hans Dødsaar angives forskjelligt, til 1364, 1368, 1369; det første er det sandsynligste. Den sidste Vinter, han levede, var der ikke mindre end tre Biskoper paa Island, da Biskop Arne af Færøerne om Sommeren 1363 blev dreven af Storm til Island paa en Reise til Norge og opholdt sig den paafølgende Vinter hos Thorarin[20].

Det er allerede omtalt, hvorledes den pavelige Nuncius Guido de Cruce under sit Ophold i Norge 1364 ogsaa gjorde Anstalter til at faa allehaande Restancer, der skyldtes det pavelige Kammer, opkrævede ogsaa paa Island, idet han udnævnte den forrige Hirdstjore, Ivar af Holm, til Undercollector. Ivar ankom samme Aar og lod Pavebrevene, han medbragte, oplæse i Skaalholt, men man hører intet om, hvilken Fremgang Sagen havde[21]. Ivar forlod Island igjen 1369 og døde 1371, dersom Aarene ellers ere rigtigt angivne.

Til Biskop i Skaalholt i Thorarins Sted udvalgtes Oddgeir Thorsteinssøn, Chorsbroder ved Christkirken i Bergen. Han maa have været en af de mere anseede blandt sine Colleger, da han i August 1351 mødte som Fuldmægtig for Bergens Capitel ved Provincialconciliet i Nidaroos tilligemed Botulf Asbjørnssøn, der senere blev Biskop i Stavanger, (s. o. S. 549); derhos var han i flere Aar pavelig Undercollector (s. o. S. 681). Tiden for hans Ankomst til Island angives ligeledes forskjelligt, 1366, 1368, 1369, 1370; det første Aarstal er aabenbart det rette. Han synes at have hørt til de virksommere blandt Øens Biskoper og beklædede sit Embede temmelig længe, henved femten Aar, uagtet han vist allerede var en gammel Mand, da han kaldtes dertil.

Der var imidlertid Søgsmaal i Gang angaaende Striden paa Grund og Smid Andressøns Drab. Tylfter-Eder bleve aflagte derom paa Althinget 1367, men man erfarer ikke af hvad Indhold. Formodentlig var det i den Anledning og paa Grund af nogle kongelige Stevningsbreve, som oplæstes paa Hyldingsthinget 1366[22]. Hirdstjoren Andres Gislessøn saavelsom Thorstein Eyjulfssøn og flere reiste samme Aar over til Norge. Thorstein var hos Kongen, det siges ikke i hvilket Erende. Paa Tilbagereisen, i Mai 1368, var han saa uheldig at blive opsnappet af de tydske Krigsfartøjer, som just paa den Tid foruroligede Norges Kyster. Han blev ført som Fange til Lübeck, og holdtes der i strengt Fængsel indtil Olafsmesse. Han gav sig, fortælles der, et andet Navn, og bad til Gud og alle Helgener om Frelse, og virkelig blev han frigiven af Raadet i Lübeck. Men paa Tilbagevejen blev han atter fangen i Skaane af Hertug Henrik af Mecklenburg og bragt til Lund, dog skjenkede Kong Albrecht ham atter Friheden, idet han lod sine Mænd slippe ham løs i Nærheden af Vardberg. Den følgende Vaar, 1368, kom han tilbage til Island, beskikket til Lagmand over hele Landet. I 1370 beskikkedes en Vigfuus Jonssøn til Hirdstjore over hele Øen, men døde strax efter, førend han endnu havde forladt Norge. J hans Sted udnævntes da Hirdmanden Thorgaut Jonssøn, som vi allerede ovenfor have omtalt, og som formodentlig ikke kom ud førend i 1371, da han om Sommeren 1370 endnu var i Norge[23]. Det følgende Aar blev der holdt stort Thing i Spjaldhage i Eyjafjorden angaaende Smid Andressøns Drab, hvorved ogsaa mange Sønderlendinger vare tilstede, og endelig afsagdes der Dom i Sagen paa samme Aars Althing, hvorved det kjendtes for Ret, at Smids Drab kunde afsones med Pengebod og saaledes ikke var halsløs Gjerning[24].

Lagmændene paa Øen havde fremdeles hurtigt vexlet. Blandt de merkeligste af dem maa vi her nævne den oftere omtalte Orm Snorressøn, der var Lagmand paa Sønder- og Øster-Landet 1359–1368, Jon Skraaveiva, der, som vi have seet, blev Lagmand paa Nordlandet og Vesterlandet efterat have mistet Hirdstjornen og dræbtes i Grund-Kampen 1361, samt endelig Thorstein Eyjulfssøn, der ligeledes efter sin Hirdstjoretid flere Gange var Lagmand, paa Nord- og Vesterlandet fra 1362 til 1366, over hele Landet fra 1369 til 1370, og over Sønder– og Øster-Landet 1371[25]. I 1363 kom Nikolas Broddessøn fra Flatatunge, der havde været i Norge, tilbage som Lagmand, uagtet han faa Aar forud havde været i Kirkens Bann; men endnu samme Aar blev han paa Althinget overbeviist om at være Landraademand, uvist hvorledes. Han maatte da igjen over til Norge, hvor han med flere Islendinger, der formodentlig vare paa samme Skib, havde det Uheld at blive plyndret af den voldsomme Gottskalk Skarpenberg paa Baagahuus; dog maa det være lykkets ham at udvirke Benaadning, da han levede mange Aar efter; men han endte omsider med at blive henrettet som en Misdæder[26]. Dette, med saa meget andet, tyder kjendeligt hen paa, at de vigtige Embeder paa Øen uddeeltes af Magthaverne i Norge med en højst uforsvarlig Sorgløshed, og Landets Bestyrelse maa derfor have været saa daarlig, som det vel er muligt. Islendingerne have saaledes Ret, naar de kalde dette en Trængselstid for Landet.

Om Colonien paa Grønland vide vi i hele denne Tid intet andet, end at Broder Alf, Munk i Munkelivs Kloster, indviedes til Biskop i Garde i 1365, hvorved Erkebiskopen, der formodentlig forrettede eller idetmindste tilstedede Vielsen, unegteligt lagde for Dagen, at han ansaa Jon Erikssøn for lovligt skilt fra denne Biskopsstol og følgelig retmæssig Biskop til Hole. Alf havde endnu ikke forladt Norge i September 1366, saasom han da i Biskop Gisbrikts, Agmund Drottsetes og Thorstein Capell-Magisters Nærværelse afgav Vidnesbyrd om nogle Tomter, der tilhørte Klostret; men i 1368 kom han til sit Sæde, hvor der da i 19 Aar, altsaa siden 1349, ikke havde været nogen Biskop[27]. Da maa altsaa hans Formand Arne være død, hvis han ikke er den samme Arne, som omtrent paa den Tid kom til Færøerne (s. o. S. 557). Nogen Fart paa Grønland var der vel, men højst ubetydelig. I 1367 udrustedes fra Island en Knarr derhen, men paa Tilbagereisen 1369 forliiste den med alt Godset ved Norges Kyst, og kun Folkene reddedes[28]. Overhoved sporer man ogsaa i dette Stykke, som i alt Andet, den Magtløshed, der nu hvilede over Nordmændene og forberedede den politiske Umyndighedstilstand, hvori de efter faa Generationer nedsank, saaledes som vi i det Følgende ville erfare.

Ogsaa Finmarken regnedes nu, fornemmelig efter Delingen 1355, sedvanligviis til de saakaldte Skatlande. Om Tilstanden der i det Tidsrum, vi nu have behandlet, veed man saa godt som intet andet, end at dette Landskab ideligt var udsat for herjende Anfald af Russer og Kareler, hvis Indbrud sikkert vare langt flere og hyppigere end de faa, som de islandske Annaler omtale. Saaledes omtales i et Document fra denne Tid, at Lengjuviks Kirke blev opbrendt af Karelerne, en Begivenhed, hvorom Annalerne intet indeholde. Omstændighederne vare derfor ikke mindre end gunstige for Landets Colonisering ved Nordmændene og Christendommens Udbredelse; imidlertid lader det dog til, at de saa kaldte Bumænd eller norske Colonister ikke vare saa sjeldne, og det var vel isærdeleshed for deres og de nærmest boende Haalogalendingers Skyld, at man overhoved fandt det nødvendigt at forsvare Finmarken mod Russer og Kareler, og at Vargøhuus Slot blev holdt vedlige, hvorom der, som vi have seet, var Tale i 1340. Men hvorvidt der blev gjort klækkelige Skridt til de egentlige Finners Omvendelse til Christendommen, er vel et stort Spørsmaal. Deres Nomadetilstand maatte visselig gjøre dette meget vanskeligt, og nogen udtrykkelig Beretning om Missionærers Udsendelse haves ikke, ligesom man heller ikke finder Kirker østligere beliggende end Tromsø og Lengjuvik omtalte; overhoved er det vel altfor vist, at alle Omvendelsesforsøg snarere skete med Ild og Sverd, end med det Gode, og at der var en stadig Krig mellem dem og Bumændene[29]. Vi have vel seet, at Kong Haakon den 5te virkelig ej alene søgte at beskytte Finnerne mod de kongelige og biskopelige Ombudsmænds Haardhed, men ogsaa ved visse Lettelser at lokke dem til at lade sig christne. Men denne Mildhed var neppe af Langvarighed. Derfor kunde det heller ikke være synderlig bevendt med Christendomspredikningen iblandt dem, og at de i det Hele taget befandt sig i det tykkeste Vankundigheds og Hedendoms Mørke, kan man endog slutte fra den ej stort bedre Tilstand, hvori de vare endnu kun for et Par hundrede Aar siden. En tydsk Forfatter fra det 14de Aarhundrede, Johan af Winterthur (ved Zürich) har meddeelt en charakteristisk Beretning om Finnernes Hedendom og Vankundighed, hvilken han formodentlig havde hørt af en af de schwabiske Krigere, der i 1342 (s. o. S. 273) havde været med Frederik v. Lochen i Danmark. Engang, fortæller han, brød Hedningerne, der stod under den norsk-svenske Konges Herredømme (altsaa Finnerne) ind i en Kirke, just som der holdtes Messe, og en af dem rev endog den indviede Hostie ud af Haanden paa den for Alteret forrettende Prest. Da denne yttrede stor Bedrøvelse herover, sagde en af de andre Hedninger til den, som havde taget Hostien: „giv ham dog sin lille Tætre (tortula) igjen, over hvis Tab han græmmer sig saa forfærdeligt“[30]. Dette, der altsaa ved Rygtet eller ved en eller anden reisende Geistlig ogsaa var blevet bekjendt i Danmark, viser i alle Fald, at mange af Finnerne aldrig havde seet eller hørt Tale om nogen christelig Gudstjeneste. Forholdene vare ogsaa nu, under de idelige Grændsekrige og Rigets Kraftløshed, ugunstigere end nogensinde for Oplysningens og Christendommens Fremme iblandt dem

75. Videnskaber, Literatur og Kunst.

At under de nys skildrede Forhold det videnskabelige Liv og Literaturen ej engang paa Island synderligt kunde trives, m* let at forstaa. I Norge maa alt literært Liv overhoved, og fornemmelig al Syslen med fedrelandsk Literatur, ganske ansees som ophørt. Det er vel endog et stort Spørsmaal, om man nu engang læste de Skrifter i Landssproget, som fandtes, og det i ikke ringe Mængde, fra tidligere Dage, da de udgjorde Yndlings-Literaturen. Thi der er meget, som tyder hen paa, at de ganske vare lagte paa Hylden, og at man i det højeste læste nogle faa Helgenhistorier og oversatte Helte-Æventyr, samt svenske eller danske

  1. ↑ Brev i det sv. Rigsarchiv. Her siges det vel ikke udtrykkeligt, at Annot var død, men hun omtales under eet med hans forrige, afdøde Hustru.
  2. ↑ Erngisl Jarl døde ifølge Vadstena-Dagbogen den 2den August 1392, Scr. r. Sv. I. 107.
  3. ↑ Dipl. N. III. 358.
  4. ↑ Dipl. N. I. 404. Det er ikke uden Interesse her at lære de 24 Herrers Navne at kjende; de vare: Sira William af Endnu, Archidiaconus, Sira Walter af Buchan, Chorsbroder i Orknø, Sira Jon Proktur, Sira Richard af Rolfsø, Sira Christen af Sum„ Sira Christen af Sands, Sira William Wood, – altsaa alle af skotsk Herkomst; dernæst Thomas Arland, Fergus af Ross, Henry Wiiiiamssøn, Jon af Orknø, William Storm, Jon af Bothwell, Jon Robertssøn, Adam af Inkre, Gudbrand Andressøn, Sigurd af Papley, Jon Sinclair, Patrick Calder, Duncan af Karinkors, Bod Skinner, William Irwine, Jon af Dunray, Olaf Skutt. Blandt disse 18 Lægmænd er der kun tvende, Gudbrand Andressøn og Olaf Skutt, som have utvetydigt norsk Navn, alle de øvrige have skotske.
  5. ↑ Haakon Jonssøn var nemlig en af de Raadsherrer, som ved Pintsetid 1370 deeltog i Mødet paa Baagahuus, see ovenfor S. 823. Af Suhm XIII. 683 skulde man fristes til at antage, at Kongen af Skotland den 18de October 1370 gjentog fik nys omtalte Forbud i en strengere Form, men det forholder sig dog ikke saa; det Forbud, som her omtales, er det samme, som han allerede forhen S. 436 har anført, nemlig det af 1367, kun med den Forskjel, at det paa første Sted anføres efter Originalvidissen af 1426, paa andet Sted efter Huitfelds og Th. Torvessøns unøiagtige Referater i hiins Danmarks Historie S. 549 og dennes Orcades S. 174. Men ogsaa paa første Sted er Aaret urigtigt angivet, nemlig 1360 istf. 1367. Hvorledes Huitfeld vandet andet Sted har faaet Datum til 18de October istedetfor 18de November, er ubegribeligt.
  6. ↑ Denne William Wood nævnes i Forliget af 1369 simpelthen som Geistlig, og William af Buchan derimod som Archidiaconus, hvoraf man kan see, at den sidstes Udnævnelse til dette Embede ligger før dette Aar. Men naar der i et af Brevene vedkommende Fru Herdises Gods allerede i 1360 omtales en Hr. William Jonssøn Archidiaconus af Hjaltland (Dipl. N. III. 310), da maa vel dette være William Wood. Man faar ellers heraf Bestyrkelse paa, at der ikke var to Archidiaconater i Orknøernes Biskopsdømme, men at Archidiaconen i dette var den saakaldte Erkediakn paa Hjaltland.
  7. ↑ Reg. Gregor. XI. Cod. Chart. T. XV. (ann. 2.) fol. 493 verso.
  8. ↑ Brev, dateret Kirkevaag 22de Jan. 1364, indført i „Registrum Aberdonense“, I p. 107. Det er et Skjøde eller Afstaaelsesbrev, udstedt af „Bernardus de Rowle, dominus de Foleroule in civitate de Kirkwaw“ af hele Gaarden eller Jorden „Foleroule“ idet vel altsaa maa ligge paa Orknø) til mane Herre“ Hugo af Ross, Herre til Fylorth. Blandt Vidnerne nævnes de tvende Sinclairer, derhos ogsaa en Euphemia af Stratherne, „en af Arvingerne efter afgangne Malise Jarl af Katanes“. Hun var rimeligviis en af hans Datterbørn og sandsynligviis nærmest hørende til Huset Ross, hvor Navnet Euphemia var meget brugeligt: Hugo af Ross, der i Brevet omtales, var maaskee en Søn af Villjam af Ross og Malises Datter Isabella, s. o. S. 318.
  9. ↑ Isl. Ann. Udg. S. 293, Noten.
  10. ↑ Her, og i det følgende ved disse Begivenheder, følge vi den Tidsregning, der antydes i de Haandskrifter af de isl. Annaler, der i Udgaven betegnes med F, H, I, og som stadigt ligger et Aar forud for den, der ellers i Udgaven opføres som den rette, og som sedvanligviis plejer at følges. Men at; denne fejlagtigt ligger et Aar tilbage, sees især deraf, at Biskop Jon Skalles Ankomst til Island henføres til 1359; thi der gives Breve af Biskop Jon, meddeelte i Finn Jonssøns Kirkehistorie H. 20ti, 207, som ere udstedte paa Thingeyre den 31te Mai 1359; da man nu af den Omstændighed, at Jon holdt sin første Messe Allehelgensdag, tydeligt kan skjønne at han ankom til Island seenhøstes, er det klart, at dette maa have været om Hellen 1358. Derved rykkes ogsaa de øvrige Begivenheder et Aar frem, eller saaledes som Aaret angives i hine ovennævnte Haandskrifter. Det er ogsaa rimeligere, at Jon, som disse have det, allerede i 1356, strax efter Biskop Orms Død, begav sig til Curien, end at han skulde have ventet et Aar dermed.
  11. ↑ Dette var en Marius Markus, der med sin Hustru og to Sønner overfaldt en Bonde, Orm, i hans Huus, hvor da nogle greb Orm og holdt ham salt, medens Markus mishandlede ham. Derefter blev Markus, Konen og Sønnerne dømt til Døde paa Lambø-Thing af tolv Mand og henrettet ifølge Dommen efter Arne Hirdstjores Foranstaltning. Isl. Ann. Udg. S. 298.
  12. ↑ Striden stod Fredag før St. Hansdag. Var Aaret 1361, som er det sandsynligste, bliver det 18de Juni, var det 1362, bliver det den 17de. Annalerne (S. 306) meddele en Vise herom, digtet af en vis Snjolv, der synes at have været et Øjevidne; her tales udtrykkeligt om Thorsteins, Benedicts og Smids Tapperhed og om Jons og Orms Feighed. Jon, fortælles der, søgte at frelse sig ved at krybe ud gjennem „Kamars-Øjet“.
  13. ↑ At de bleve indsatte raa Vardbergshuus, maa man slutte deraf, at det var her, hvor Kong Magnus frigav Thorstein. Det er ogsaa her, hvor det udtrykkelig tilføjes, at Frigivelsen skete i Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Bryllup, og det er allerede ovenfor viist, at den Antagelse, at Bryllupet stod paa Varddergshuus, har meget for sig.
  14. ↑ Thorstein Hallssøn og hans Kammerater, altsaa vel de Geistlige, døde, siges der i de isl. Annaler S. 304, samme Aar; Thorstein Hallssøn den 14de April (sst. S. 304).
  15. ↑ Digtet er aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie II. S. 398–446.
  16. ↑ Naar Abbed Helge var kommen til Island, angives ikke. Formodentlig var det Aaret forud.
  17. ↑ Det er, saavidt vides, antaget af Flere, at Broder Eystein virkelig var optagen som Munk i Elgeseters Kloster. Men der er intet i de isl. Annaler, den eneste Kilde, hvad disse Tildragelser angaar, som berettiger til denne Antagelse. Thi at han, da han, formodentlig syg efter den haarde Overreise til Norge, ved Ankomsten til Throndhjem søgte hen til det Kloster, til hvis Orden han hørte, og der fandt Optagelse og Pleie til sin Død, var noget, som faldt af sig selv, uden at han derfor behøver tidligere at være optagen i Conventet. Maaskee man har støttet sig til Annalernes Ord, at han kom „heim“ til Elgeseter, som om dette var hans rette Hjem. Men Ordet„heim“ betegner i denne Forbindelse sedvanligviis kun „til selve Gaarden eller Huset“, uden at antyde, at den Ankomne hørte hjemme der. Forresten er det at merke, at Flatø-Annalerne, der somoftest anføre Aarstallene urigtigt, ikke omtale Broder Eysteins Død førend under 1365 (isl. Ann. S. 316).
  18. ↑ Finn Jonssøn siger i sin isl. Kirkehistorie II. S. 116, uden at anføre nogen Hjemmel, at Thorarin var en Nordmand. Vi have ikke kunnet finde noget Sted, som bestyrker det.
  19. ↑ I Annalerne, Udg. S. 316, staar der først, at Orm, Andres, Thorgeir Egilssøn og Magnus Jonssøn kom ud med Velde over det hele Land“, strax efter at „Orm og Andres havde Hirdstjornen over alt Landet“. Formodentlig var de to andre Sysselmænd under dem.
  20. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 291–320. Aarstallene ere fremdeles i denne Udgave saa forvirret anførte, at man paa mange Steder neppe kan finde Rede deri og vilde være ganske raa det Uvisse, naar man ikke heldigviis havde enkelte sikkre Data andetsteds fra at holde sig til. Først og fremst ere de fleste Aarstal, der anføres som de rette og principale, fremdeles eet Aar for meget. Saaledes henføres Biskop Gyrds sidste Reise og Død til 1361, og Thorarins Ankomst til 1363. Men af et Brev, som Finn Jonssøn anfører II. S. 814, udstedt af Snorre Thorleifssøn (Kynge) i Egenskab af Biskopsstolens Bestyrer den 27de October 1360, sees det, at Gyrd da allerede havde forladt Landet og rimeligviis var omkommen; han omkom nemlig, som vi have seet, under Stormene mellem 10de August og 14de October. Der haves endnu en Overeenskomst mellem ham og Biskop Jon, udstedt i Skaalholt, da de begge vare her tilsammen, den 20de Juli 1360, ligeledes meddeelt af Finn Jonssøn II. 208. Af Thorarin anføres to Breve (sst. S. 118, 119), det ene udstedt paa Eyre i Skutilsfjord 18de August 1363, det andet udstedt to Dage derefter, i Vatnsfjorden. Da nu Thorarin, som vi have seet, ankom til Island Dagen efter Michelsdag, altsaa 30te September, kan dette ikke være 30te September i det samme Aar 1363, men maa være Aaret forud, 1362. Ligeledes omtales Kong Haakons Bryllup under 1364, medens F har rigtigt 1363, Magnus’s Fangenskab under 1366, medens F har 1365. Herved berettiges vi til overhoved, endog hvor intet bestemt Udsagn af F anføres, at angive Aarstallet et Aar ringere end i Udgaven, naar ingen særegne Omstændigheder forbyde det. Tidsregningen stiller sig da saaledes: Biskop Orms Død 1355, Biskop Gyrds Udkomst til Island og Jon Skalles Reise til Curien 1356. De fire Hirdstjorers Udkomst 1357, ligesaa Broder Eysteins og Eyjulf Brandssøns; Jon Skalles Udkomst 1358, Smid Andressøns 1360, Biskop Gyrds Død samme Aar, Forliigsprøven paa Hole 1361, Kampen paa Grund samme Aar, ligesom Biskop Jons Reise til Norge; Thorstein Eyjulfssøns Reise til Norge 1362, om dette ikke allerede skete 1361, og at han og de øvrige hensade et Aar paa Island. Biskop Thorarins Udkomst samme Aar. Thorsteins og Olafs Udkomst som Hirdstjorer 1363; Kong Haakons Hylding og Andres Gislessøns samt Orm Snorressons Udkomst 1366; saavidt man kan see, omtaler nemlig F disse Begivenheder under dette Aar, medens Flatøannalerne henfører Andres Gislessøns Udkomst til 1367. Enkelte Begivenheder anføres endog flere Aar for sildigt; saaledes Guido de Cruce-s Ankomst til Norge, der skete 1364, og Ivar Holms Komme til Island som Collector, der fandt Sted enten 1364 eller 1365 (s. o. S. 844) under 1369, da dog F, H og I have 1365, N 1364, ligesom Biskop Thorarins Død. 1364 er vel her det rette Aarstal for begge Dele. Dette sees bedst deraf, at Guido de Cruce omtales som „nyankommen“. Biskop Jons Romerreise henføres af de fleste til 1369, af nogle til 1370, af Flatøannalerne til 1371, hans Hjemkomst til 1370, 1371, 1372. Den rette Tid er vel 1369–70.
  21. ↑ Det var, som man tydeligt kan skjønne, i denne Anledning, at tvende Prester paa Hole den 15de Mai 1365 afgave Vidnesbyrd om, at Sexaarstienden fra dette Biskopsdømme forlængst var betalt, see Finn Jonssøns isl. Kirkehist. II. S. 195, jvfr. ovf. S. 179.
  22. ↑ Ifølge lögsögumannatal &c. S. 67 lod Telt Paalssøn og Orm Snorressøn paa Althinget 1366 oplæse nogle Breve fra Kong Magnus, hvorved Flere stevnedes over til Norge, Arnamgn. Brevsaml. Fasc. 2, No. 15.
  23. ↑ Isl. Annal. S. 322. Her omtales Vigfuus Jonssøns Udnævnelse efter Thorgauts Ankomst, men da Thorgaut var i Embede indtil 1373, er det tydeligt, at Vigfuus maa have været udnævnt ser ham. Desuden tales der kun om Vigfuus’s Udnævnelse, men ikke om Thorgauts Ankomst, og hiin sættes udtrykkeligt i samme Aar som Kongesønnen Olafs Fødsel 1370, den skete altsaa i dette Aar. Da vi i Mai 1370 finde Thorgaut i Bergen (Dipl. N. II. 409), er det ej usandsynligt, at hiin ved denne Lejlighed har faaet sin Udnævnelse til Island, og at Vigfuus inden den Tid var død. Derfor er det sandsynligt, at Thorgaut allerede kan være kommen ud om Høsten 1370. Kun saa Linjer nedenfor har man i Udgaverne af Annalerne et andet Exempel paa, at en senere Begivenhed omtales for end en tidligere, idet Biskop Jacobs Indvielse til Biskop i Bergen omtales under 1372, og hans Formand Benedicts under 1373; men Benedict indviedes dog 1370 og Jacob 1372.
  24. ↑ Her staar: „Var Smidr urskurðaðr bótamaðr af Þorsteini Eyjulfssyni á alþingi“. Dette oversettes i udg. af Annalerne S. 325 saaledes, at Thorstein dømte Smid at kunne bødes, det vil sige kjendte for Ret, at hans Drab kunde afsones med Pengebod. Men da Thorstein selv havde været en af Anførerne for hans Drabsmænd, synes det ikke rimeligt, at han paa den Maade afsagde Dont i sin egen Sag. Stedet burde maaskee heller oversettes saaledes: „der kjendtes for Ret, at Thorstein kunde afsone Smids Drab ved Pengebod“.
  25. ↑ Lögsögumannatal &c. S. 63. fgg.
  26. ↑ Isl. Annal. S. 296, 312, 314, 326, 333.
  27. ↑ Isl. Annal. S. 314, 318, samt Munkelivsbogen S. 12. Der siges ikke udtrykkeligt, at Alf var Munk i Munkelivskloster, men det kan sluttes af hans Benævnelse Broder og af den Omstændighed, at hans Vidnesbyrd hørtes angaaende Klostrets Ejendom.
  28. ↑ Isl. Ann. S. 316, 320.
  29. ↑ At de hedenske Finner betragtedes som Fjender, der med Vaabenmagt skulde tvinges eller udryddes, seer man af flere pavelige Buller, navnlig den af 10de Februar 1323, hvorved der lovedes Syndsforladelse til dem, som forsvarede Landet imod disse „Korsets Fjender“.
  30. ↑ See Eccards Scr. I. 1913. Suhm, der meddeler dette (XIII. S. 67), har her aldeles misforstaaet Forfatteren, idet han siger, at det var Frederik v. Lochens Folk, der, medens han stod Kongen af Danmark bi imod de Svenske, bred ind i Kirken o. s. v. Der naar udtrykkeligt: „Omtrent paa denne Tid, da nogle fornemme Schwaber rinder Fr. v. Lochen stod Kongen af Danmark bi mod Kongen af Norge og Sverige, hendte deilig, at Hedninger, under den ene af disse Kongers Herredømme, brød ind i Kirken o. s. v“. At der ved disse Hedninger menes Finner under Kong Magnus’s Herredømme, kan der ej være nogen Tvivl om.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/75&oldid=80882»