Det norske Folks Historie/7/72

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 878-887).

Efter saaledes at have betragtet Kong Haakons nærmeste Omgivelser og hans Medhjelpere i at udføre Regjeringens Sysler, maa vi kaste et Tilbageblik paa den Maade, hvorpaa han med deres Hjelp udførte disse Sysler og forvaltede Landets indre Anliggender i de 16 haarde Aar, han fra sin Tronbestigelse indtil Faderens Befrielse havde tilbagelagt, forsaavidt de mangelfulde Oplysninger fra de Tider meddele os nogen Underretning derom.

Vi have allerede omtalt den mere omfattende Forandring, som Kong Haakon strax efter sin Tiltrædelse gav for Østerdalen, og som egentlig var en Tillempelse for dette Landskab af de Bestemmelser, hans Oldefader Kong Haakon som Hertug havde givet for en stor Deel af Oplandene. Heraf kunne vi vistnok med temmelig Sikkerhed slutte, at han paa denne sin Reise gjennem Oplandene ogsaa har givet flere Anordninger, deels af almindeligt, deels af særskilt Indhold, og vi maa beklage, at ikke flere af dem ere komne til vor Kundskab. Thi ligesaavel som denne Forordning for Østerdalene ikke har fundet sin Vej i Tillægget til nogen af de mange Lovbøger fra hine Tider, som endnu ere til, ligesaavel kunne ogsaa andre, mere eller mindre vigtige Forordninger, hvoraf man ej længer har Originalen, enten slet ikke have været afskrevne i Lovbøgerne, eller kun optagne i dem, som i Tidens Løb ere tabte. Ogsaa Jemteland, hvis Anliggender allerede Kong Magnus havde taget sig af, nød godt af Haakons Forsorg, idet han fra Oslo den 29de August 1364 gav den af os allerede ovenfor (S. 758) berørte Forordning, hvoraf man kan slutte, at der fra svensk Side har været gjort utilbørlige Forsøg paa at drage Landskabet under svensk Lov og svensk Bestyrelse. Thi denne Forordning begynder Kongen med disse Ord, „at han med sine gode Mænds Raad og Samtykke har gjort den naadige Bestemmelse, Jemtelands Indbyggere vedkommende, at de herefter fra Kongens Side skulde bo og være ved gammel norsk Lov, saaat ingen af Kongens Sysselmænd, Lagmænd eller Ombudsmænd eller hver enkelt af dem selv skulle tiltale nogen anden der i Landskabet uden efter norsk Lov“; ligesaa gav han dem „kvitte og ledige for den Nevnd og Ledingsferd som Magnus Gregoriussøn har paabudt iblandt dem saavelsom for al den Sag, hvori de desformedelst kunne være komne“. Naar man nu veed, at denne Magnus Gregoriussøn i Aarene 1354–57 og maaskee længere var Befalingsmand i det tilgrændsende svenske Landskab Dalarne^[1], saa kan man godt forstaa, hvorledes det hele er gaaet til, og hvad Jemtelendingerne have klaget over. Magnus Gregoriussøn maa, uvist med hvad Hjemmel, af Kong Magnus have faaet Befaling over Jemteland, idetmindste paa den Tid, da Kongesønnen Erik gjorde Opstand, og maa have søgt at gjøre svensk Lov gjeldende og overhoved at inddrage Landet under Sverige, hvad der og i sig selv kunde have noget for m„ forsaavidt som det i geistlig Henseende lød under Uppsalas Biskopsstol. Men Indbyggerne, skjønt de just heller ikke, især i senere Tider, udmerkede sig ved nogen synderlig Hengivenhed for Norge, maa dog denne Gang have modsat sig ethvert Forsøg paa Forsvenskning, siden der endog hentydes til, at de ved Ulydighed mod Magnus Gregoriussøns Paabud strengt taget vare forfaldne til Straf. Sandsynligviis havde de nu for Øje de Anmasselser paa Almuens Bekostning, som de svenske Frelsemænd paa denne Tid tillode sig, og frygtede, at det samme Uvæsen ogsaa vilde skee hos dem, om de unddroge sig det norske og underkastede sig det svenske Herredømme. Det vilde ellers have været af særdeles Interesse nøje at kjende den norske Lov, som var gjeldende i Jemteland. Thi uagtet man vel maa antage, at den almindelige Landslov af 1274 ogsaa var udstrakt dertil, maa den dog have været noget modificeret efter de særegne Forhold; endog den Omstændighed, at det almindelige Thing ej holdtes ved Midtsommertider, men omkring den 12te Marts, var en stor Afvigelse fra det sedvanlige. Og naar der i den nysanførte Forordning udtrykkeligt tales om „forn og gammel Lov“, skulde man næsten fristes til at tro, at den eldre Frostathingslov her er meent, hvad der dog ikke kan forholde sig saaledes, da vi andensteds fra vide med Bestemthed, at Kong Magnus’s Lov gjaldt i Jemteland. Hiin Benævnelse kan derfor alene betegne, at selv denne Lov nu ansaaes for gammel i Sammenligning med de mange nyere Paafund, som i de senere Tider vare indførte^[2].

Det er ligeledes forhen berørt, at Kong Haakon lige fra den Tid, da han tiltraadte Regjeringen, søgte at ophjelpe de indfødte Byborgere i deres Næringsdrift og forsvare dem mod de Fremmedes Overgreb, indtil den uheldige Krig og paafølgende Fredsslutning med Tydskerne nødte ham til at bekræfte Tydskernes Privilegier og saaledes i mange Dele at give efter, hvor han fremdeles havde ønsket at kunne gjøre Modstand. J 1358 bekræftede han saaledes, som vi have seet, sin Faders Frihedsbrev for Oslo, hvor det udtrykkeligt forbødes de „gjestkomne Mænd“ at selge Varer, de indførte, anderledes end i større Partier, eller at øve Landprang, og hvor det foreskreves, at hverken Indenlandske eller Udenlandske maatte faa Borgerskab i Oslo uden med Gjaldkerens og Raadmændenes Samtykke^[3]. I 136l stadfestede Kongen midlertidigt Bergens Privilegier og navnlig Hansebrødrenes, og gav ligeledes Bergens Borgere Frihed til at sejle overalt i Norge og paa Skatlandene, hvor Loven forresten tillod det^[4]. I Marts 1362 stadfestede og udvidede begge Konger tilsammen Tunsbergs Privilegier^[5] og søgte navnlig ligeledes her at indskrænke de udenlandske Kjøbmænd i deres Bestræbelser for at trænge de indenlandske ganske ud af Markedet ogsaa hvad Smaahandelen angik. Af dette Stadfestelsesbrev skulde det synes, som om Tunsbergerne havde forsøgt eller vilde forsøge at indrette Bryggerier, hvorved Indførelsen af tydsk Øl blev overflødigt, og som om Kongerne havde villet ophjelpe denne Næring; thi de gave dem for det første Tilladelse til at kjøbe Byg til Maltning i Byen selv; for det andet skjenkede de dem en Plads til at opføre Kjolner og Maltningshuse ovenfor den saakaldte Bardegaard og østenfor Barde-Badstuen, hvor hver den, der selv ikke allerede ejede den fornødne Tomt udenfor Byen, fik en Byggetomt af 196 Alen i Qvadrat. Ogsaa i Skien tillod Kong Haakon, som vi have seet, Indbyggerne at gjøre Malt og handle med andre Varer efter gammel Skik, hvilken Tilladelse hans Fader siden, i den korte Tid han efter sit Fangenskab endnu var fri paa sit Æresord, ordlydende bekræftede. Af Hansestædernes Forhandlinger og andre Oplysninger erfarer man, at ligesom Lübeck blandt de tydske Stæder var den, hvis Borgere havde taget sig fast i Bergen, saaledes spillede Rostocks og Stralsunds Borgere omtrent samme Rolle i Østlandets Stæder, Oslo og Tunsberg, om end ikke i saa stor Maalestok. Det var formodentlig gjennem denne Forbindelse med Rostock, der i Middelalderen var saa bekjendt for sin Ølbrygning, at ogsaa de norske Borgere paa Østlandet tildeels lærte Tydskerne Kunsten af, især da ogsaa mange indfødte Tydskere bosatte sig der for stedse, egtede norske Kvinder, og i Tidens Løb ganske bleve Nordmænd med norske Interesser lige over for dem af deres Landsmænd, der kun dannede „Compagni“ med de store Handelshuse hjemme, det vil sige vare blotte Factorer for disse. Men man seer ogsaa, at Hansestædernes Borgere med ængstelig Skinsyge søgte at hindre Nordmændene fra at drive denne Syssel i nogen større Udstrækning. Da Krigen var nær ved at begynde, og saaledes Communicationen mellem Norge og Tydskland snart vilde afbrydes, var det en af de første Gjenstande for deres Omsorg at forbyde al Indførsel til Norge af Humle og Bryggerkar. De vilde ikke, at Nordmændene i Afsperrelsestiden skulde lære at hjelpe sig selv og for Fremtiden kunne overtage Landets egen Forsyning med denne Drikkevare. Og de opnaaede vist ogsaa, hvad de ønskede, da der ej er Spor af, at denne Bedrift senere kom til nogen videre Udvikling i Tunsberg eller Oslo.

Nidaroos havde hidtil været den By, hvor Udlendingerne sammenligningsviis havde lidet eller intet Tilhold, men nu synes ogsaa her idetmindste Haandverksstanden at have optaget mange Tydskere, maaskee endog hovedsageligt at have bestaaet af disse; thi under sit Ophold i Throndhjem i Marts 1370 fandt Kong Haakon det nødvendigt at udgive en særegen Forordning om Skomagerne i Nidaroos og Bergen, hvorved det bestemtes, hvormeget de skulde yde til Kronen, og hvilke Friheder de skulde nyde^[6]. Man seer af denne Forordning, at Kongen endog kjendeligt tog sig af dem og søgte at ophjelpe dem. Han gav dem nemlig fri for alle sedvanlige Tolde, Skatter og Tyngsler, som Sysselmænd eller andre kongelige Ombudsmænd ellers kunde fordre, men bestemte i dets Sted, at de to Gange aarligt, Søndag efter Midfaste og St. Hansdag, skulde betale den kongelige Ombudsmand en Afgift af 10 Mkr. norsk; heller ikke skulde de sagsøges paa anden Maade end ved Taksetning i Kongsgaarden for den kongelige Ombudsmand og Lagmanden. De skulde altsaa betragtes som hørende under Kongsgaardens Jurisdiction og staaende under Kongens særdeles Beskyttelse. Nei siges det vel ikke her udtrykkeligt, at disse Skomagere vare Tydskere, men i et senere Kongebrev kaldes de saaledes, og da desuden Skomagerne i Bergen vare Tydskere, og de i Throndhjem regnes ganske under lige Vilkaar med disse, kan man ikke tvivle om, at de ligeledes have været af samme Nation. Desuden angives Afgiften, de skulde erlægge, til 2 Gange ti Mkr., hver paa tre Skilling, en Regning, som ikke havde været nødvendig for Nordmænd. Ligeledes haves der endnu en Qvittering, som Otte Rømer i Egenskab af Hirdstjore og Fehirde udstedte til Skomagerne i Throndhjem for den første Afgiftstermin af 1371, og her lyder Summen paa ti Skilling Grot, det vil sige 10 Sous Gros Tournois, af hvilke hver enkelt udgjorde 3 Sh. engelsk, og som saaledes ganske svarede til de fastsatte 3 Mk. norsk^[7]. Det havde vel ikke været nødvendigt her at angive Summen i en udenlandsk Myntsort, naar ikke vedkommende Afgiftsydere selv havde været Udlendinger. Det er ellers merkeligt nok, at Nordmændene selv skulde forstaa sig saa lidet paa dette højst uundværlige Haandverk, at man endog ved særegne Begunstigelser maatte faa fremmede Arbeidere til at øve det i Landet. Men saaledes var det virkeligt, thi i det senere Kongebrev (af 1376), hvorom der nys er talt, og som indeholder en Taxt, hvorved man var kommen overeens med dem, yttrer Kongen ligefrem, at de „vare nyttige for Almuen ved deres Skoarbeide og Skosalg“, og han fritog dem endydermere i tyve Aar for al Vaabengang^[8]. Men Haandverksdriften“ og Kunstfliden stod vistnok endnu paa et meget lavt Trin blandt Nordmændene og var vel i Stæderne udelukkende i Udlendingernes Haand, medens den paa Landet indskrænkede sig til den for hver enkelt Families Tarv nødvendige Huusflid. I Bergen tales der saaledes ogsaa om de tydske Skrædere, der under den sidste Krig med Stæderne havde gjort fælles Sag med de tydske Handelsmænd, ja endog dræbt en Broder af Erkebiskop Olaf^[9]. Det er derfor tydeligt nok, at man nu i Norge baade med Hensyn til Handel og Haandverksdrift ej længer paa nogen Maade kunde undvære de Fremmede, men var ganske afhængige af dem, og at disse derfor ogsaa i Bevidstheden om deres Uundværlighed lagde saa meget større Overmod for Dagen.

I de Klagemaal, som Kong Haakon ved Forhandlingerne paa Baagahuus i 1370 fremsatte over Tydskerne i Bergen, er ogsaa dette, at de vragede Kongens Mynt. Dette var et meget almindeligt Klagemaal baade her og andensteds, saalænge Regjeringerne fulgte den slette, kortsynede Politik at slaa daarlig Mynt som en Finans-Operation. Denne Politik vedvarede endog i Europas mest oplyste Lande, mange Aarhundreder efter den Tidsalder, med hvilken vi her beskjeftige os, og det er ikke at forundre sig over, at man hos os ej havde forstaaet at tilegne sig fornuftigere Begreber. Det er allerede forhen nævnt, at de myntede Penge, der mod Slutningen af det foregaaende Aarhundrede forholdt sig mod det rene Sølv eller engelske Sterlinger som 1 til 3, allerede i de første Tiaar af det 14de Aarhundrede og formodentlig under Rigsraadsregjeringen var sunkne til en Gehalt af 1 til 4. Da var de dog endnu lidt bedre, end den gangbare svenske Mynt, hvis Gehalt forholdt sig som 1 til 5, indtil, som vi have seet, i Aaret 1340, da det ogsaa for Norges Vedkommende blev bestemt, at der skulde slaaes ny Mynt til denne ringere Gehalt. Men imidlertid var, som man maa slutte af Forhandlingerne om det store Laan, Kong Magnus i 1351 optog af den pavelige Kasse, Gehalten af den svenske Mynt sunket endnu dybere, nemlig som 1 til 6, og dette har maaskee været Aarsagen til, at der i Sverige i Begyndelsen af 1354 blev slaaet en ny Mynt, der skulde gjelde fra 22de Februar dette Aar, medens den forrige i Omløb værende Mynt blev casseret (reprobata). Uheldigviis savner man dog nærmere Efterretning om denne nye Mynts Gehalt; det eneste, man synes at kunne antage, er, at den maa have været noget bedre. Ogsaa ved samme Tid maa der i Norge have været foretaget en ny Myntforandring, da der allerede ved den Udbetaling af Pavetiende og Rumaskat, der i 1353 skete til Johannes Guilaberti, tales om den Myntsort, kaldet Gunnarspeningen, der nu var afskaffet, og hvorved man neppe kan mene nogen anden end de Penge, der bleve slagne i Bergen 1340 under Opsigt af den daværende Fehirde Gunnar Hviit. Ligeledes siges der i de Qvitteringsbreve, som Johannes Guilaberti udstedte ved sin sidste Indkrævningsreise i Norge 1358, at flere af de i Rumaskat indkomne Summer indeholdt Penge af de nu casserede sterkt kobberblandede Myntsorter, nemlig Gunnarspeningen og Flosepeningen, ved hvilken sidste man formodentlig har forstaaet smaa Bracteater. Myntforandringen i Norge synes at have haft til Hensigt at fastholde det eldre Forhold imod Sterling, saaledes at 3 Sh. Sterling svarede til een myntet Mark, det vil sige, at een Mark Sterling ($\scriptstyle {\frac {2}{3}}$ Pund Sterling) svarede til 4$\scriptstyle {\frac {4}{9}}$ Mk. norsk. Derved kom nu vistnok den norske Pening i Vegt til at forholde sig til den engelske som 1 til 6$\scriptstyle {\frac {2}{3}}$, men det er vel at merke, at denne saakaldte vejede Pening ikke var den, der udmyntedes. Thi sedvanligviis regnede man i Norge endog ved temmelig smaa Summer ikke efter Tal, men efter Vegt^[10], det vil sige, at man, uden at tælle de enkelte Smaamynter, tilvejede hinanden Summerne, hvorved man da regnede efter Mark, $\scriptstyle {\frac {1}{8}}$ Mark eller Øre, $\scriptstyle {\frac {1}{24}}$ Mark eller Ertug og $\scriptstyle {\frac {1}{240}}$ Mark eller Pening, og det er denne Pening, der saaledes kom til at svare til lidt mere end en Sjettedeel af den engelske; den myntede Pening derimod udgjorde 1$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ vejet Pening eller $\scriptstyle {\frac {1}{160}}$ af den vejede Mark, og svarede saaledes virkelig til 4$\scriptstyle {\frac {4}{9}}$ engelske Pence. Men det er let at indsee, at dette gav Anledning til megen Forvikling og Forvirring, især da der ogsaa var Penge i Omløb af de eldre Myntsorter. Saaledes angives allerede i de pavelige Collectorers Regnskab for 1327 og 1328 Forholdet mellem myntede Penge og Sølv noget forskjelligt for hvert af de fem Biskopsdømmer; i Johan Guilabertis Regnskaber af 135l tales der om den „større Mark“, der gik paa Vestkanten og forholdt sig til den sedvanlige som 9 til 8, og endelig, som det er nævnt, i Regnskaberne for 1358 om casserede Myntsorter, blandt hvilke, foruden Gunnarspeningen og Flosepeningen, ogsaa en tredie, kaldet Skevpeningen (skefpeningr). Denne Usikkerhed foranledigede, at man som oftest ved Kjøb og Salg samt ved Landskyldsberegning bestemte de Summer, hvorom der var Spørsmaal, efter det i det forrige Aarhundrede gjeldende Coursforhold, hvorved 3 Mk. Peninger svarede til 1 Mk. brendt eller reent Sølv. Dette Coursforhold eller „Auralag“ kaldtes det „forngilde“ (d. e. „fordum gjeldende“), saa at man altsaa ved en forngild Mark forstod $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ Mk. brendt eller 8 Ertuger. Man regnede saaledes ved Angivelse af Pengesummer, endog i indenlandsk Mynt, paa fire forskjellige Maader: a) efter Marken og dens Underafdelinger i brendt eller reent, stundom ogsaa kaldet lødigt Sølv^[11], b) efter den forngilde Mark o. s. v., eller Tredieparten af den brendte Mark; c) efter Marken i norske Peninger, i 1330 omtrent $\scriptstyle {\frac {3}{5}}$, siden omtrent og mindre af den forngilde Mark; – alle disse tre Regnemaader efter Vegten; og endelig d) efter norske talte Peninger, men kun som Skillemynt; disse Peninger forholdt sig til Vegtpeningerne som 3 til 2. Ved Dom af 16de Februar 1348 blev det bestemt, at ogsaa Kongens Visøre og Leding paa Hedemarken og Raumarike skulde erlegges efter det forngilde Auralag overalt, hvor Landskylden beregnedes derefter: det vil sige, at hvor Visøren f. Ex. oprindelig var ansat til en Øre, der skulde der nu betales $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ Øre brendt, medens man formodentlig siden 1340 alene havde betalt $\scriptstyle {\frac {1}{5}}$ Øre brendt ifølge det da fastsatte Forhold, hvorved vistnok den øjeblikkelige Fordeel, Finansoperationen maaskee havde bragt, snart var opvejet. Thi vel havde rigtignok ved samme Lejlighed en tvungen Cours, ligesaa god som den foregaaende, været paabuden, saaledes at en Laup Smør fremdeles skulde selges for $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ Mk.; og denne Foranstaltning var saa meget mere voldsom, som man derved vilde tvinge Coursen tilbage til den forngilde Cours af 1 til 3, thi den oprindelige Priis paa Smør var 1 Mk. brendt for 9 Lauper, altsaa 1 Mk. forngild for 3 Lauper, medens man i det højeste kunde have gaaet til 2$\scriptstyle {\frac {4}{5}}$ Laup for Marken (efter Coursen l til 4), og det rette Forhold vilde have været 1$\scriptstyle {\frac {4}{5}}$ Laup for Marken (efter 1 til 5)^[12]. Men det laa derfor i Sagens Natur, at denne tvungne Cours ikke kunde overholdes, og at Kongens Kasse snart maatte faa Uhensigtsmessigheden af hiin Myntforandring at føle. Den nye Mynt, som udgaves i Aarene 1353 eller 1354, var vel i sig selv kun lidet bedre end den foregaaende, men dog formodentlig saa vidt bedre, at man med etslags Skin af Ret kunde paabyde en tvungen Cours af 1 Mk = 3 Sh. Sterling, men hvilken Cours det formodentlig var, som Tydskerne i Bergen, og sikkert med god Ret, ej vilde erkjende. Men hvilke de Foranstaltninger vare, der med Hensyn til denne Myntforandring fandt Sted, derom savne vi Underretning. Fra Kongerne Magnus’s og Haakons Tid har man forresten ingen større Mynter med Billede og Legende, der med Sikkerhed kan tillægges nogen af dem; man har alene endeel smaa Bracteater, der i det Højeste kun ere forsynede med Begyndelsesbogstaver, der antyder Stedet, hvor de ere myntede (som B, O, T, ɔ: Bergen, Oslo, Tunsberg), men som forresten ere af simplest mulige Præg og aldeles ikke antyde Kongens Navn, under hvilken de ere myntede^[13]. Om Tydskerne i Bergen under saadanne Omstændigheder ikke fandt det bekvemt eller fordeelagtigt at modtage og bruge den indenlandske Mynt, er ikke at forundre sig over. Men det lader dog til, at denne Vingen er skeet paa en mere end almindeligt iøjnefaldende og fornærmelig Maade. Kjøbmændene i Bergen, siger Kongen i sit sidste Indlæg ved Fredsunderhandlingerne 1370, „vragede overhovedet (generaliter, hvilket maaskee endog kan betyde efter fælles Overeenskomst) vor Mynt, som vi have ladet udgive efter hele Rigets Raad, men tog derimod for fuld Cours fremmede Myntsorter, nemlig lübeckske og stralsundske, hvori det viser sig, at der er skeet os en temmelig stor Uret og Vold“^[14]. Da Kongen siden, i 1371, bestemte de fremmede Skomageres Afgift i Nidaroos og Bergen til 20 Mkr. hver paa 3 Skilling aarligt, tilføjedes der udtrykkeligt „i norske Peninger, saadanne som da (d. e. til enhver Tid) slaaes paa vor Stedje“ (d. e. Ambolt, Myntverksted), og herved betegnede han noksom, at han ikke vilde vide af nogen fremmed Myntsort, medens han dog ved at angive Summen efter Coursen mod engelske Penge selv lagde for Dagen, at man for de norske Penges Vedkommende ikke kunde regne paa nogen stadig Cours.

Af Kong Haakons Breve og Anordninger vedkommende enkelte Indretninger og private Personer er der kun faa levnede i Forhold til dem, som man veed, at han maa have udgivet, thi efter de Tiders Skik skulde idetmindste ethvert Kloster, enhver Corporation have et Varnadarbrev, hvorved enhver Forulempelse, der tilføjedes samme Indretning, underkastedes Brevbruds Straf af enten 8 Ertoger og 13 Mkr. eller 4 Mkr. Man kan være temmelig vis paa, at der neppe var noget Kloster eller Domkapitel i Norge, som.ej kunde fremvise saadant Brev fra Kong Haakon, men der er kun faa af dem levnede, og vi see af dem, at de som courante Bevilgninger udstedtes i Kongens Navn, medens han selv var fraværende, af Cantsleren eller den, der besørgede Cantslerens Forretninger; saaledes f. Ex. den 23de September 1366 for Domcapitlet i Nidaroos af Vinalde Henrikssøn, medens Kongen var i Sverige. Man finder ogsaa, at private Personer paa denne Maade vare tagne i Kongens Vern, saaledes f. Ex. en vis Einar Hallsteinssøn; om hvilken forøvrigt intet vides, ved et Brev af 22de Februar 1360, udstedt i Oslo af Provst Peter som Cantsler, og i Kongens Navn, men uden at der nævnes et Ord om, at Kongen var tilstede. Varnadarbrevet lyder paa Einar, hans Kone og hans Børn, med Jorder, Skoge, Møller, Vadesteder, Fiskevand og alt andet Gods, som de eje og ejende vorde, o. s. v., og byder alle, der skylder ham Penge, inden to Uger efter Brevets Forkyndelse at betale disse, tinder 4 Mkr. Straf, i Brevbrud, alt sammen efter en staaende Formular, der med faa Forandringer altid anvendes^[15]. Et Exempel paa, hvorledes Kongen eller Raadet og Cantsleren ved umiddelbar Indskriden afgjorde private Sager, indeholdes i et Brev, udgivet af Kongen eller idetmindste i Kongens Navn, samt beseglet af Vinalde Henrikssøn i Bergen den 6te November 1365, hvorved han nedsetter en Dom af sex Mænd, alle paa Voss, hvoriblandt Kongens Ombudsmand Eiliv Sigurdssøn, og de øvrige maaskee Hirdmænd, til at dømme mellem Bonden Valthjof paa Rogn og Presten Sira Jon paa Tvildesland, hvilken sidste havde klaget for Raadet over, at Valthjof havde afstængt Vandet for ham, saa at hans Kverner ej kunde gaa^[16]. Af lignende Beskikkelsesbreve maa der have været en stor Mengde, da der findes mange Domme, netop afsagt ifølge en saadan. Men slige Breve, ligesom Landsvistbreve, hørte ogsaa til de courante Sager, der kunde afgjøres af Cantsleren i Kongens Fraværelse.

Forøvrigt har man ingen paalidelige Efterretninger fra denne Tid, som fra de tidligere, fornemmelig fra Kong Haakon Haakonssøn, om Arbeider, foretagne inden Landet selv til dets Nytte, eller til visse Steders Forskjønnelse. Der vides ikke at kunne paavises nogen større og vigtig Bygning, som er bleven opført i denne Tid, nogen By, som er bleven anlagt, noget Havne- eller Kanal-Anlæg, som er udført. Der tales, som vi have seet, om betydelige Arbeider paa Christkirken i Nidaroos, men disse Arbeider fortsattes egentlig uophørligt, thi ganske ferdig blev denne Kirke neppe nogensinde, og saavel dens store Udstrækning, som den Mangel paa Soliditet, hvormed den var bygget, ej at tale om de Uheld, der fra Tid til anden rammede den, gjorde uafladelige Reparationsarbeider nødvendige. Vi have ligeledes viist, at der tales om betydelige Fortjenester, som Rune Eivindssøn, i den Tid han var Fehirde og Høvedsmand paa Tunsbergshuus, nemlig ved 1360, indlagde sig ved at istandsætte – eller, som det egentlig staar – at bygge denne Borg. Men det faldt af sig selv, at slige vigtige Borge nødvendigviis maatte holdes i ordentlig Stand, og at dette stundom medførte Arbeider af noget større Udstrækning, kan ikke betragtes som Tegn paa nogen større Grad af Foretagelses-Aand hos Regjeringen. Kong Haakons sidste Indlæg ved Forhandlingerne paa Baagahuus 1370 viser, at der paa den Tid, da Tydskerne herjede Kysterne, stod Sælehuse langs hele Leeden fra Karmtsund til Bergen, til Bedste for fattige Reisende, og at et af dem nys var blevet opført af Drottseten (see ovenf. S. 815). Heraf kan man dog ikke med Bestemthed slutte, at denne velgjørende Indretning skyldes Kong Haakon, thi Sælehusene kunne have været oprettede under tidligere Konger, og alene af og til have været fornyede, og en saadan Indretning ligner mere Kong Eysteins Foretagender for over Halvtrediehundrede Aar tilbage, end hvad der skete under de følgende Konger, med Undtagelse af Kong Haakon Haakonssøn.

1. See Dipl. Darlekarl. I. S. 292.
2. I Jemtelædingernes Forestilling til Kong Fredrik den 1ste, dat. 20de Marts 1530 og aftrykt i N. Samll. I. S. 64–66, paaberaabe de sig udtrykkeligt „den Lov og Privilegier, som Kong Magnus havde givet dem og andre Konger i Norge stadfæstet“; ligeledes citeres udtrykkeligt det Bud i Kong Magnus’s Landslov (VII. 60), der foreskriver, at „Elger skulle have Fred for de Mænd, som paa Skier løbe“, hvilken Artikel netop ikke forekommer i den gamle Frostathingslov.
3. Norges gl. Love III. S. 126–179.
4. Sammesteds, 180, 181.
5. Sammesteds, S. 182.
6. Forordning af 20de Marts 1370, Norges gl. Love III. S. 188.
7. Dipl. Norv. V. 264.
8. Forordning af 1377, N. gl. L. III. S. 200.
9. See ovf. S. 86. I Nidaroos sees ogsaa Skomagerne at have øvet Voldsomheder i et af de nærmeste Aar før 1376, N. gl. L. III. S. 195, 196.
10. I de pavelige Nunciers Regnskabsbog for 1328 staar der udtrykkeligt: „i Norge vejes Smaapengene, men tælles ikke“ (parva moneta non computatur sed ponderatur).
11. Sedvanligviis var ogsaa „engelske Penge“ herved eenstydigt, men i Midten af det 17de Aarhundrede var ogsaa disse bleven lidt ringere; i 1345 regnedes saaledes 5 Sh. 4 Pence engelsk paa en Mark forngild, d. e. ⅓ Mark brendt. (Dipl. N. II. 267), medens det egentlig kun skulde være 4 Sh. 5⅓ Pence.
12. N. Saml. V. S. 149, 150, sammenl. ovenfor IV. 2. S. 668.
13. See herom „Schive, Norges Mynter etc.“ S. 94, fgg.
14. Lappenbergs Sartorius II. S. 699.
15. Dipl. N. I. 378.
16. Dipl. N. VI. De beskikkede Mænd vare Arnfinn Halldorssøn, (der her nævnes foran Eiliv, der var kongelig Ombudsmand, og saaledes maa idetmindste have været Hirdmand), Eiliv Sigurdssøn, Erling paa Rott, Arnbjørn Gantessøn, Erling paa Gerdeshval, Odd paa Berg. I en verificeret Afskrift af dette Brev, ved Eiliv og Arnfinn, dateret 10de Novbr., kalder den første sig Kongens Ombudsmand paa Voss.