Det norske Folks Historie/7/71

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 856-878).

Om Kongernes og Kongehusets Medlemmers private Liv og personlige Virken i de nu gjennemgaaede Aar gives der ogsaa kun sparsomme Efterretninger. Krigen og de svenske Anliggender overhoved optog Kongerne saaledes, at de vel i det Hele taget mere vare i Sverige end i Norge, og uagtet Oslo vel maatte betragtes som den egentlige Residens i det sidste Rige, medførte dog Omstændighederne, at Kongerne oftere eller ligesaa ofte, opholdt sig paa Baagahuus, hvorfra de i faa Timer kunde komme til Ljodhuus i Vestergøtland, og heller ikke havde saa langt til Vardberg i Halland. Mellem disse tre Stæder bevægede især Kong Magnus sig hyppigt. Det er her ikke uden Interesse at kaste et kort Tilbageblik paa hans og hans Søn Haakons Opholdssteder fra 1355 af, efterat de havde været i Bergen, og Haakon var bleven hyldet som Norges Konge. Om Haakon erfarer man intet i hele 1356 og Begyndelsen af 1357, og saaledes maa han vel da have holdt sig stille i Norge, formodentlig i Oslo. Magnus derimod var allerede i December 1355 i Stockholm og holdt sig der, tinder ubetydelige Smaareiser i de nærmeste Landskaber, Størstedelen af 1356, og indtil Sønnen Eriks Opstand nødte ham til at drage sydefter; han var da i Januar 1356 i Ljodhuus, i Marts deels i Vestergøtland, deels paa Baagahuus, sluttede i April Forliget i Jønkøping, og tilbragte derpaa, som det synes, Resten af Aaret deels i Skaane, deels i Halland. Kong Haakon, som vel fremdeles havde opholdt sig i Oslo, var formodentlig ogsaa tilstede i Jønkøping og var i alle Fald strax derefter med sin Fader i Skaane, men begav sig endnu inden Aarets Udgang tilbage til Norge, thi paa Vinterføret i Begyndelsen af 1358 gjorde han den Reise med Peter Cantsler i Oplandene, hvorom der er talt. Men længer ud paa Aaret (i October) begav han sig til sin Fader, som da opholdt sig paa Vardberg efterat have tilbragt den meste Tid af Sommeren deels i Skaane, deels paa Baagahuus. Vinteren tilbragte Magnus og Haakon tilsammen i Skaane, og det var i Januar eller Februar 1359, at de var over paa Sjæland, og Haakon trolovedes med Margrete Valdemarsdatter. I Skaane blev de, som det synes, fremdeles indtil efter Kong Eriks Død, og Haakon ledsagede sin Fader til Mødet i Søderkøping (Novbr. 1359), hvorfra han i Følge med sin Moder reiste lige til Norge og kom endnu i December til Tunsberg, hvor de sandsynligviis tilbragte Julen 1359–1360. Nei hører man igjen en Tidlang intet fra Haakon, førend om Sommeren 1361, da han var i Bergen, medens hans Fader i Januar samme Aar var i Østergøtland, i Februar over i Estland, og i de følgende Maaneder i Mælar-Egnene, indtil begge Konger om Høsten kom sammen paa Baagahuus. Derfra fulgtes de ad til det østlige Sverige, hvor den forgivne Uenighed skal have fundet Sted imellem dem. I Februar 1362 vare de i Uppsala, hvor Haakon valgtes til Sveriges Konge, og begav sig sidst i April til Ljodhuus. Krigen med Danmark holdt dem nu begge i det mellemste Sverige og tildeels i Halland; den 28de September underhandlede de med Stæderne i Søderkøping og overlod dem Borgholm; mod Slutningen af October vare de tilsammen i Stockholm og synes derpaa begge at have begivet sig til Halland, hvor de sandsynligviis underhandlede med Kong Valdemar, og hvor Haakons og Margretes Bryllup paany aftaltes og Vielsen maaskee endog fandt Sted, skjønt baade Magnus, Haakon og Dronning Blanche siden efter, Paasken 1364, kom til Kjøbenbavn, og Bryllupshøjtidelighederne her blev holdte i April Maaned. Ud paa Høsten samme Aar døde Dronning Blanche, formodentlig i Tunsberg, medens Kongerne fremdeles bleve i Sverige, især det østlige, hvor siden ogsaa Opstanden og Kong Albrechts Ankomst udkrævede deres Nærværelse^[1]. I Midten af 1364 var Magnus beskjeftiget med Krigen i Vestergøtland og Smaaland, medens Kong Haakon var i Norge, hvor han fremdeles opholdt sig i August og September, deels i Oslo, deels i Tunsberg. Her synes Magnus ogsaa at have været i September, og begge Kongerne have maaskee tilbragt Julen 1364–1365 i Oslo. S Begyndelsen af 1365 tiltraadte de Toget ind i Sverige mod Stockholm, paa hvilket Magnus blev tagen til Fange. Haakon begav sig da strax til Norge, derpaa om Sommeren til Danmark, og om Høsten til Bergen, medens Magnus, der var løsgivet paa Æres-Ord, om Sommeren dagthingede i det østlige og mellemste Sverige, om Høsten begav sig til Tunsberg, og formodentlig i Begyndelsen af det følgende Aar, 1366, atter indstillede sig i sit Fangenskab. Fra nu af sad han indsluttet paa Stockholms Slot heelt til 14de August 1371. Kong Haakon derimod, som formodentlig havde tilbragt Vinteren i Bergen og om Vaaren begivet sig til Østlandet og Elven, deeltog maaskee endnu i samme Vaar i Felttoget til Vestergøtland og Smaaland, var om Sommeren i Kjøbenhavn, formodentlig paa Sø-Vejen til Kalmar, belejrede i Eftersommeren denne Stad og indtog Øland. Derpaa vendte han tilbage til Norge, hvor han synes at have tilbragt Julen 1366–67 paa Akershuus. I hele den øvrige Deel af 1367 hører man intet til Haakon, og ligesaalidet i de 9 første Maaneder af 1368. Sandsynligviis har han opholdt sig i Norge. Den 13de October 1368 var han paa et Sted, kaldet Feidaby, hvis Beliggenhed ej kjendes, og som snarere er norskt end svenskt, siden Kongen ogsaa i November var i Norge, først i Tunsberg, siden i Oslo. Her tilbragte han sandsynligviis den hele Vinter 1368–69, da han endnu den 19de Mai var“paa Akershuus. I Juli var han i Borgesyssel, og om Høsten, da Stilstanden sluttedes, paa og ved Baagahuus. Julen 1369–1370 har han formodentlig tilbragt i Oslo; i Marts 1370 var han i Throndhjem, men ved Pintsetider (2den Juni) indtil St. Hansdag paa Baagahuus ved Fredscongressen. Ogsaa den næstpaafølgende Tid tilbragte han i Nærheden af Elven (i Marstrand, Dragsmark o. s. v.) men var midt i November atter paa Akershuus. I Begyndelsen af 1371 var han i Vestergøtland, ved Midsommerstider paa Baagahuus, og tiltraadte derpaa Toget til Stockholm, udenfor hvilken han slog Lejr først i August, og forblev der indtil den 14de August, da han endelig fik befriet sin Fader, og begge nu i September vendte tilbage til Norge.

Hvad Kongernes Familie angaar, da have vi seet, at Kong Erik og hans Hustru Beatrix begge døde i 1359 og Dronning Blanche i den anden Halvdeel af 1363. Erik efterlod ingen Børn, saasom de tvende, Beatrix fødte ham, døde strax med Moderen. De Børn, som Dronning Blanche fødte efter Haakon, maa være døde som ganske smaa, og deres Antal kjendes ikke, men vi have seet, at de begravedes ved Aas Kloster i nordre Halland. Kong Magnus’s nærmeste Slægtninger var hans Syster, Hertuginde Euphemia af Mecklenburg, der skal være død omkring 1370, og hendes Børn, af hvilke Sønnen Albrecht optraadte saa fjendtligt imod ham. Hans Halvbrødre, begge Porserne, vare døde allerede tinder Mandedøden, og de synes ikke at have efterladt sig Afkom. Naar hans Moder, Hertuginde Ingeborg, døde, vides ikke, det er kun vist, at man ej finder hende omtalt efter Midten af 1360, og saaledes oplevede hun vel neppe at see sin Søns Afsettelse, og Striden mellem ham og hendes Dattersøn Albrecht. Ved hendes Død maa de betydelige Besiddelser, hun havde i Norge, efter de sedvanlige Regler have været tilfaldne Kong Magnus som den nærmeste Arving. Kongehusets fjernere Frænder i Norge vare Hafthorssønnerne og deres Afkom, hvorom mere nedenfor. Ogsaa Dronning Blanche’s Frænder, Brødre eller Brodersønner, besøgte stundom, som vi have seet, Kong Magnus’s Hof og traadte for nogen Tid i hans Tjeneste^[2], men formedelst det besynderlige Mørke, der hviler over det hele namurske Huus, kan man ikke nærmere angive noget om dem, ligesaalidt som om hvad det var for en Broderdatter eller Systerdatter (neptis d. e. Niece) af Blanche, hvis Haand i 1352 bestemtes for Grev Henrik af Holsten for at knytte ham nærmere til Kongehuset. Dronning Blanche levede, som vi have seet, siden Udgangen af 1359 næsten udelukkende i Norge, hvor hun endog paa sin Mands Vegne førte Regjeringen i hans Landsdeel, og det er ligeledes viist, at hun ikke, som det almindeligviis angives, døde i Kjøbenhavn strax efter Bryllupshøjtidelighederne, men levede i Tunsberg endnu i Juli 1363, og formodentlig er afgaaet ved Døden der sidst i September eller først i October. At hendes Character vistnok er bleven utilbørligt svertet af de senere svenske Skribenter, der skrev hundrede Aar efter hendes Levetid, og paavirkedes af den mest eensidige Parti-Aand, er allerede omtalt.

Ved Giftermaalet med Margrete Valdemarsdatter var Kong Haakon kommen i nøjeste Svogerskab med den danske Kongefamilie, og Kong Valdemars eneste Søns, Hertug Christophers, Død kort efter hans Bryllup gav denne Forbindelse en dobbelt Vigtighed. Thi om Danmark end ikke kunde siges at være et Arverige, forsaavidt som ingen bestemt Arvegang var fastsat, ansaaes det dog som faldende af sig selv, at Tronfølgeren valgtes af Konge-Ætten, og saaledes stode nu Margrete og hendes eldre Syster Ingeborg den danske Trone nærmest. Da Ingeborg var gift med Haakons Syskendebarn, Henrik af Mecklenburg, kom saaledes ogsaa her, ved Spørsmaalet om den danske Tronfølge, Euphemias og hendes Broder Magnus’s Linjer til at staa fjendtligt imod hinanden, ligesom de havde staaet i Sverige, men med anderledes Udfald, thi i det danske Spørsmaal blev Magnus’s Linje ej alene den sejrende, men denne Sejr hjalp den ogsaa til at gjenvinde, hvad den havde tabt i Sverige, og ganske at fortrænge Mecklenburgerne fra Sveriges Trone og Indflydelse i Nordens Anliggender. Det er en bekjendt Sag, og det vil ogsaa i det Følgende udførligt blive viist, at denne Fremgang fornemmeligen skyldtes Margretes Klogskab og Dygtighed. Men disse hendes sjeldne Egenskaber traadte først frem for Lyset i en senere Periode, da hun havde naaet modnere Aar. Uagtet der ej kan være nogen Tvivl om, at hun allerede tidligt røbede store Evner, og at Samtiden og hendes nærmeste Omgivelser har kunnet fortælle mange Træk af hende, der noksom bebudede, hvad hun engang i Tiden vilde blive, ere dog ingen af dem opbevarede, og hendes hele Barndom og Ungdom hviler i næsten fuldkomment Mørke, indtil hun med eet optræder som den kraftige og forstandige Herskerinde. Hun var, som vi have seet, ved sit Giftermaal, der paa Grund af de politiske Forhold maatte skee før den rette Tid, kun lidet over ti Aar gammel, altsaa ganske et Barn; og vi have seet, at hun fulgte sin Mand til Norge for der at opdrages. Det er imidlertid ikke ganske vist, om hun strax fulgte med ham, eller det skete et Par Aar senere. I den gamle Beretning, som ovenfor er omtalt, heder det, at hun var omkring tolv Aar, da Kong Haakon fik hende, og hun fik Fru Mæreta Ulfsdatter til sin Hovmesterinde; dette kunde synes at antyde, at hun ej kom til Haakon førend i 1365, og enkelte af de islandske Annaler omtale ligeledes ej førend under 1365 eller 1366, at Kong Haakon „fik Margrete Valdemarsdatter“^[3]. Da nu Kong Haakon var nede i Danmark baade i 1365 og 1366, og vi navnlig ved den første Lejlighed finde Margrete for første Gang nævnt ved hans Side i de Ansøgninger, han derfra indgav til Paven, bliver det ikke saa usandsynligt, at han da først hentede hende til sig, og at dette endog har staaet i nogen Forbindelse med den Overdragelse af Vardbergs Slot til Kong Valdemar, som kort efter fandt Sted. Disse Par Aar mere eller mindre gjøre dog lidet til Sagen. Hun kom dog saa tidligt til Norge, at hendes hele Udvikling fra Barn til voxen Kvinde først kan siges at være foregaaet ved Kong Haakons Hof, eller i Fru Mæretas Huus, deels i Norge, deels i Sverige; hun voxte saaledes op og udviklede sig alene under norske og svenske Omgivelser, og hendes hele Væsen og Personlighed, endog hendes Sprog, maa derved have antaget Præget af den halv norske, halv svenske Nationalitet, som nu var eget for de norsk-svenske Kongers Hof og formodentlig det hele Aristokratie isærdeleshed i Norge. Man maa i Sandhed kalde det en merkelig og betydningsfuld Tilskikkelse, at den Fyrstedatter, som siden forenede hele Norden under sit Herredømme, skulde være dansk af Fødsel, men blive opdragen og modtage sin egentlige aandelige Udvikling i Norge og Sverige. Var nogen Kvinde kaldet til at udføre et saadant Verk, maatte det vel være hende. Men i denne hendes første Ungdomstid, ogsaa længe hendes Fader levede, og der saaledes ingen Anledning var for hende til at gribe ind i Danmarks Anliggender, hører man, som sagt, kun lidet om hende. Efterat hendes Opdragelse var fuldendt, og hun indtog Pladsen ved sin Mands Side som regjerende Dronning, synes hun at have haft sit stadige Tilhold i Oslo, eller vel snarere paa Akershuus, der nu var den egentlige Hofborg, men betragtedes som hørende til denne Stad^[4]. Her fødte hun mod Slutningen af 1370, altsaa i sit attende Aar, sin Søn Olaf til Verden. Om hans Fødsel gik der det Sagn, som en af de islandske Annaler har opbevaret, nemlig at Kong Olaf den hellige aabenbarede sig for hende under Smerterne og talte saaledes til hende: „om du vil overstaa denne Sygdom, da skal Kong Haakon sverge den Eed, at han skal holde den Lov, som den hellige Kong Olaf holdt, og naar Drengen er syv Aar gammel, skal han bringes til Nidaroos, og han skal der oplæres“^[5]. Da disse Ord vare talte, heder det, vaagnede Dronningen, men blev ikke forløst, førend Kongen havde aflagt Eeden. Uagtet der er liden Sandsynlighed i, at Kongen og Dronningen, saaledes som dette Sagn antyder, skulde ligesom have helliget sin førstefødte (og, som det siden viiste sig, eneste) Søn til St. Olaf, og bestemt ham til den geistlige Stand – thi det ligger næsten i Ordene^[6] – maa dog forsaavidt nogen Sandhed ligge til Grund derfor, som Drengen øjensynligt ikke kan være blevet opkaldt efter nogen anden end St. Olaf, Norges Nationalhelgen; hverken Kongen eller Dronningen havde nogen nu levende eller nylig afdød Frænde, der heed Olaf, og selv om en saadan kunde paavises, vilde dog Kongens og Dronningens Fedre have været nærmere til at opkaldes. Ved at give Sønnen Navnet Olaf antydede saaledes Foreldrene idetmindste, at de stillede ham under St. Olafs Varetægt og haabede i ham at see Stamfaderen til en ny norsk Konge-Æt: et Haab, der dog ikke skulde gaa i Opfyldelse.

Ogsaa i Aaret 1371, under Kong Haakons Feldtog i Sverige, residerede Dronning Margrete paa Akershuus. Den Mand, som imidlertid synes at have besørget baade en Fehirdes og Cantslers Forretninger, var den svenske Klerk Henrik Henrikssøn, forhen Sogneprest til Thorstuna i Uppsala’s Diøcese og Kong Haakons svenske Cantsler. I 1363, da Kongerne Magnus og Haakon, maaskee fra Danmark af, søgte om flere Begunstigelser for sig og andre Personer hos Pavestolen, fik de ogsaa et Canonicat i Oslo bevilget for Vinalde Henrikssøn og et i Uppsala for Henrik Henrikssøn. Det var allerede da deres Hensigt at faa Vinalde til Norge og ansette ham ved det norske Cancelli, thi vi have seet, at Kongen allerede det følgende Aar overdrog ham Cantslerforretningerne, og formodentlig fik han vel ogsaa strax et Canonicat ved Marie Kirken, siden han fra den Tid af stedse kaldes „Herr Vinalde“. Hvis Hr. Provst Peter Erikssøn da var død, vilde vel Hr. Vinalde strax være bleven Cantsler, men Peter levede, som vi have seet, indtil hen i 1370, og imidlertid ophørte ogsaa Vinalde at bestyre Cantsler-Embedet. Man finder idetmindste intet af ham beseglet Kongebrev yngre end 1366, og han sees ikke at have deeltaget i Fredsunderhandlingerne i 1369 eller 1370. Faa Aar efter finde vi ham ogsaa slet og ret som Chorsbroder ved Mariekirken i Oslo, med hvilket Beneficium han dog fremdeles forbandt Canonicatet ved Domkirken i Oslo samt et andet ved Christkirken i Nidaroos^[7]. Man skulde næsten formode, at Drottseten nu for en kort Tid har afløst ham som Seglbevarer, idetmindste var han i 1370 hos Kongen og beseglede med ham. Men dette varede i alle Fald ikke længere end til dette Aars Udgang, thi efter 1370 ophørte Hr. Agmund at være Drottsete^[8], og allerede 1371 finde vi Henrik Henrikssøn som Seglbevarer. Denne havde sandsynligviis allerede efter Kong Albrechts Kroning forladt Uppsala og Sverige, hvor han nu som Kong Haakons tro Tjener ej længer havde noget blivende Sted, og begivet sig til Norge. At han da strax kom til at gjøre Tjeneste i Cancelliet som kongelig Klerk, faldt, kan man sige, saagodtsom af føg selv, siden han allerede havde været og maaskee fremdeles var Kongens Cantsler for de svenske Anliggender. Ligeledes er det højst rimeligt, at Kongen strax umiddelbart efter Provst Peters Død 1370 gjorde ham til Provst ved Mariekirken, da vi ej længe efter finde ham i dette Embede^[9]. Og endelig erfare vi, at Kongen betroede ham Seglet strax førend han tiltraadte Toget til Sverige. Men af et Brev, som Henrik sidenefter, den 15de August, skrev til Kongen, seer man, at han i Førstningen gjorde Vanskeligheder ved at paatage sig dette Hverv, og at Kongen tog ham dette meget unaadigt op. „Kjære Herre“, skrev han, „I sagde mig paa Sveinaby inden Eders Afreise, at jeg skulde besegle de Breve, som Eders Naade forordnede, men Dagen efter, da I reiste bort, var I saa unaadig imod mig, at jeg ikke torde tale til Eder eller ulejlige Eder; dog bad jeg siden Gottskalk^[10], at forespørge sig hos Eder, om Eders Mening var, at jeg skulde have saa fuld Myndighed som de andre af Eders Klerker, hvem I have betroet dette Hverv, have haft; og dette, kjære Herre, gjorde jeg, fordi jeg deels vidste mig Embedet mindre voxen, deels ogsaa gjerne vilde vide, hvad der var mig lovligt at gjøre, og hvad ikke. Men siden Gottskalk bragte mig et saa uvenligt Svar tilbage, skal jeg holde mig derfra og ikke befatte mig med noget, som ej maatte være mig tilladeligt og sømmeligt for Gud, for Eder, og for alle gode Mænd; dog vilde jeg gjerne bede Eders Naade om et blidt Svar“. Saavidt man heraf kan see, have Henriks Betænkeligheder, uagtet han ogsaa foregav beskeden Mistillid til sine egne Evner, mest reist sig deraf, at han ikke var vis paa, hvor vidt hans Myndighed skulde strække sig, eller egentlig slet ikke har ønsket at befatte sig dermed, naar han ikke skulde have en Cantslers hele Myndighed, hvilken Kongen derimod netop ikke synes at have villet betroe ham. Imidlertid angrede Henrik allerede, som man tydeligt kan see, at han paa denne Maade havde gjort sig kostbar, thi i det samme Brev skrev han endvidere: „jeg beder Eder for Guds Døds og Eders egen Heders Skyld, at I ej vil være ublid paa mig for nogen min Daarskabs Skyld, eller noget uoverlagt Ord; har jeg haft et huldt Hjerte til Eder, saa lader mig nu nyde Eders Naade derfor; gjører mig saa høj og saa lav i Eders Tjeneste, som Eders Naade finder for godt“^[11]. Sagen var vel den, at Henrik gjerne strax vilde blive virkelig Cantsler, og maaskee fandt det under sin Verdighed saaledes at besørge Cantslerforretningerne paa det Uvisse og indtil Videre, hvorved Kongen tydeligt kan sees at have fundet sig mere betrygget, end ved at udnævne en fast Cantsler, som han siden maaskee vilde have Vanskelighed ved at blive af med, om han skulde ønske det. At den godmodige Konge tog Henriks Undskyldninger for Fyldest og atter skjenkede ham sin Naade og Tillid, sees deraf, at han ogsaa senere betroede ham Seglet, men Cantsler blev Henrik dog ikke i Kongens Levetid, og saavidt man kan skjønne, fik han heller ikke Seglet, uden naar Kongen var fraværende^[12]. Det er forøvrigt det samme Brev, af hvilket vi erfare, at Hr. Henrik ogsaa maa have haft Oslo Fehirdsle og Akershuus Slot saavelsom Hirden under sin Bestyrelse. Han underretter her Kongen om flere Udbetalinger og Vare Udleveringer, han havde ladet gjøre til forskjellige Hirdmænd; han melder, at Hirdmanden Hatte Gunnarssøn ej havde seet sig istand til at sende noget Malt, som man trængte til, og at han derfor havde maattet lade mynte halvfemte Mk. brendt for med Pengene at kjøbe Øl til Dronningen, siden Malt ej var at faa, m. m. Saadanne Forretninger kunde han ikke have besørget, naar han ej tillige var Fehirde, og Kongen maa have overdraget ham dette Embede paa samme Tid, som han tilbød ham Seglet, siden hans Formand i Embedet, Hallvard Jonssøn, beklædte det endnu i Mai 1371^[13].

De øvrige kongelige Befalingsmænd siden Kong Haakons Tronbestigelse, det være sig Hirdstjorer, Fehirder, Sysselmænd eller andre Ombudsmænd, have vi allerede i det foregaaende lejlighedsviis omtalt, forsaavidt de nævnes i de gamle Optegnelser, hvilket rigtignok er meget sparsomt og ufuldstændigt. Man veed saaledes ikke nøje, hvo der afløste Hr. Sigurd Hafthorssøn som Sysselmand eller Hirdstjore i Bergen. I Borgesyssel maa man antage, at Hr. Jon Hafthorssøn var Befalingsmand, thi han havde nu temmelig stadigt sin Bolig der, og en Mand af hans Anseelse kunde man vel ej forbigaa til denne Verdighed. Ogsaa hans Søn, Haakon Jonssøn, var allerede Sysselmand, først i Robyggelagen^[14], og siden, som vi nedenfor nærmere skulle see, paa Orknø. Hvo der blev Befalingsmand paa Baagahuus, og saaledes Sysselmand i Elvesyssel, efter Laurents Bjørnssøn, der i 1371 kom til Axevall og siden blev Lagmand i Vestergøtland, vides ikke. I 1368 havde Fehirden Hallvard Jonssøn ogsaa haft Oslo Syssel, eller idetmindste en Deel deraf, nemlig Myrehvarv (Røken) og Hudreim; den samme Syssel havde Gaute Erikssøn haft i 1367, uden dog, som det synes, al blive været Fehirde^[15]. Som Sysselmand paa Thotn forekommer i 1358 og 1361 Ingjald Guthormssøn, der boede paa Gaarden Oo og er bleven mest bekjendt af, at han var gift med en naturlig Datter af Hr. Sigurd Hafthorssøn, som det i det følgende skal omtales^[16]. Paa nordre Hedemarken nævnes i 4364 Andres Ivarssøn; hvo der var paa søndre eller det egentlige Hedemarken vides ikke. I Gudbrandsdalen indehavdes Syslen sandsynligviis allerede i Krigens Tid af den anseede Hallvard Alfssøn paa Sundbu i Vaage, der dog først i 1364 udtrykkeligt nævnes som Sysselmand. Hvorledes Reidar Jonssøn (Darre) i Nidaroos afløstes af Otte Rømer som Hirdstjore over hele det Throndhjemske, er allerede ovenfor omtalt. I Jemteland vedblev, som det synes, den før omtalte Nikolas Peterssøn Djekn ogsaa under Kong Haakons Regjering, uagtet der fremdeles indkom Klager over ham. Allersidst omtales han i 1362, skjønt ej udtrykkeligt som Sysselmand i Jemteland. – I Sogn nævnes 1361 en Olaf Ulfssøn, om hvilken forresten intet vides^[17]. I Skienssyssel nævnes Ketil Vigleikssøn i 1362 og 1364, han er saaledes formodentlig kommen efter Aste Bergulfssøn; siden blev han Sysselmand i Tunsberg^[18]. De Lagmænd, hvis Navne kjendes fra Mandedøden af og indtil 1371, findes fordetmeste allerede omtalte ovenfor (S. 514). Hertil kan alene føjes, at i Bergen, hvor Gunnar Hjarandessøn nævnes som Lagmand allerede i 136i, sees denne i 1363 at være bleven afløst af Joseph Karlshovedssøn fra Kaupangr i Sogn, men var i 1366 atter i Embedet, som han nu tillige forenede med Gulathingets Lagstol, saa at han kaldte liv „Gulathings og Bergens Lagmand“. Han beklædte nu i lang Tid begge Embeder, som ogsaa under hans Eftermand vedblev at være forenede^[19]. I Tunsberg var Berg Hermundssøn, en Søn af Hermund Bergssøn Klerk, Lagmand i Aarene 1365–1380. Han synes at have hørt hjemme i Borgesyssel, der hørte til hans Lagdømme^[20].

Fortiden de her nævnte Embedsmænd forekomme ogsaa andre, baade Riddere og Hirdmænd, anvendte af Kongen i særskilte Hverv. Det vilde være for vidtløftigt at omtale dem alle, og vi ville strax i det følgende, hvor de anseede Ætter og deres Medlemmer omhandles, komme til at nævne flere af dem. I det føromtalte Brev fra Hr. Henrik Henrikssøn nævnes blandt saadanne Ombudsmænd en Hr. Olaf, der synes at have haft meget at sige, en Agmund Smuk Laurents Sunessøn, Abraham Andressøn, Algøt Gunnarssøn, Nikolas Peterssøn, Karl Gamalssøn. Af det Sølv (halvfemte lødige Mk.), som han lod mynte, og som han havde faaet i Smaastykker af Holte Gunnarssøn, fik Hr. Olaf Pengene til sat kjøbe Øl for til Dronningen, fremdeles 8 lødige Mark af noget andet Sølv, Helte havde sendt, nogle Guldsager, sendt af den føromtalte Agmund Mat, og en Deel Klæde til flere af de ovennævnte Mænd, ligeledes til at dække Laurents Bjørnssøns Gjeld. Denne Hr. Olaf synes saaledes at have været Hirdstjore i Oslo, men hans fedrene Navn anføres ikke, og derfor kan man ikke vide, hvo han egentlig var^[21]. Flere af de nævnte Herrer vare svenske, som endog Navnene vise; Abraham Andressøn omtales desuden udtrykkeligt som en af Insurgenthærens Anførere ved Overeenskomsten i Eedsvik, og Laurents Bjørnssøn var Høvedsmanden paa Baagahuus, som nu var kommen til Axevall. Det er ej usandsynligt, at Nikolas Peterssøn var den forhenværende Sysselmand i Jemteland. Holte Gunnarssøn nævnes hyppigst og synes at have staaet i den nøjeste Forbindelse med Hr. Sigurd Hafthorssøn. I 1353 var han paa Fron i Gudbrandsdalen med at udstede Vidnesbyrd om Hr. Sigurd Hafthorssøns Erhvervelse af Hr. Sigurd Eldjarns Gods paa Raumarike; 1363 vidnede han paa Giske om et Gaardekjøb, Hr. Sigurd Hafthorssøn gjorde paa Søndmøre, i 1367 var han paa Bjarkø og kjøbte i Hr. Sigurds Navn en Part af Senjen, i 1370 den 14de Mai var han med endeel andre Hirdmænd i Bergen som Meddommer i en Arvesag, og i 1371 var han ved Botulfsmessetider paa Eidsivathinget med Hr. Sigurd og endeel andre Hirdmænd^[22]. Sandsynligviis har han da paa den Tid, Brevene blev skrevne, været Hr. Sigurds Ombudsmand og Lensmand i Syslen paa Raumarike, saa meget mere som Sigurd da var meget syg, og det maa være fra Raumarike og i Sigurds Navn, at han havde foranstaltet de Indbetalinger til Oslo Fehirdsle, hvorom Brevet melder. En anden Hirdmand, der ogsaa nævnes hyppigt, og som sendtes snart hid, snart did, var Thorgaut Jonssøn, der synes at have haft hjemme i Borgesyssel, men derhos haft ikke ubetydelige Besiddelser paa Raumarike, og i Oslo Syssel, og paa Vestfold^[23]. Han nævnes allerførst i 1353, og da var han i Dronning Blanche’s Tjeneste. I Februar 1358 beskikkedes han med Lagmanden paa Oplandene Sigurd Erikssøn og fire andre Hirdmænd til at dømme paa Njardarhov paa Ringerike mellem en af deres Kamerater, Eiliv Thorbjornssøn, og en Kone, som han uretteligen havde ladet fangne. I 1369 nævnes han mellem de Raadsherrer, der paa Akershuus beseglede Fuldmagten,for de Gesandter, der da sendtes til Tydskland, og i 1370, den 14de Mai, i Bergen, var han med Lagmanden og fire andre Hirdmænd kongelig beskikket Dommer i en Arvesag mellem Munaan Stumpes Sønner og en Fru Margrete. Aaret efter blev han, som vi ville see, Hirdstjore paa Island, hvorfra han vendte tilbage i 1373; endnu i 1380 finde vi ham som Vidne ved en Delegang paa Myrehvarven. Hans og Holte Gunnarssøns Liv afgive saaledes gode Exempler paa, hvorledes Hirdmændene bleve anvendte paa forskjellige Kanter af Landet. Af den nysomtalte Eiliv Thorbjørnssøns Fremferd see vi ogsaa, hvilken Myndighed de kunde tiltage sig, og hvor haardt de stundom maa have behandlet Bønderne. Thi uagtet han vist ikke var Sysselmand, havde han dog ladet hiin Kone fængsle og dertil taget en Kappe frahende; og at alt dette var skeet med Uret, sees deraf, at han blev dømt til at betale hende 8 Mk. i Bøder og give hende Kappen tilbage. Ulykken var, som det synes, den, at Hirdmændenes Myndighed og Pligt til at skride ind ikke nøjagtigt var bestemt, saa at den derved kom til at yttre sig temmelig vilkaarligt, og derfor hørte man ogsaa hyppige Klager over Hirdmændene og deres Huuskarle, saaat Kongerne selv oftere maatte skride ind, f. Ex. Kong Magnus ved sin Retterbot af 18de December 1332, strax efterat han var bleven myndig. Det ligger i Sagens Natur, at alle Sysselmænds-, Fehirde’s- og Befalingsmænds Poster besattes med Riddere eller Hirdmænd, forsaavidt Kongen ikke dertil valgte Geistlige, hvilket idetmindste med Fehirde-Posterne oftere var Tilfeldet. Og Hirdmændene vare da igjen Sysselmændenes Hjelpere. Gjennem disse Organer var det, at Landet regjeredes. Ogsaa udnævntes vel vanskeligt nogen til Lagmand, som ikke tillige var Hirdmand, thi allerede den Anseelse, Embedet medførte, gjorde dette saa at sige nødvendigt. For at kunne blive Lagmand maatte man allerede indtage en Stilling i Samfundet, i hvilket det var uundgaaeligt at blive Hirdmand. Man kan vel trygt antage, at de meest anseede og formaaende Bønder i enhver Bygd, fornemmelig de, der hørte til gamle hedrede Slegter, havde ladet sig optage blandt de haandgangne Mænd. Men derved blev, som vi allerede tidligere have antydet, Kongens Magt overordentlig, thi naar enhver af de indflydelsesrigeste Mænd rundt om i Landet stod under hans særdeles Befaling og var knyttet til hans Person, kunde de øvrige ikke have stort at sige. Man seer tillige, at Retsspørsmaal mellem Mand og Mand nu som oftest afgjordes ved Lagmandens Orskurder, eller ved Lagmandens og fem Hirdmænds Dom, naar en Hirdmand var Part i Sagen. Det vil sige, at Lagmanden afgjorde det egentlige Retsspørsmaal, hvorimod det factiske ved Sagen, eller de særskilt opstaaende Vurderings- og Erstatnings-Spørsmaal, afgjordes af faste svorne Lagrettesmænd, som han selv opnævnte. Kun sjeldnere stevnede man nu, som det lader, til selve Lagthinget, uagtet Lagthingets større Mængde end forhen gjorde dette lettere. Dog mangler der ikke Exempler paa slige Lagthingsstevninger og Laghingsdomme. Saaledes feldte Eivind Asbjørnssøn, Lagmand i Ryfylke, tilligemed hele Lagretten den 22de Junii Stavanger en Lagthingsdom om Gaarden Hovden paa Agder; Tiden, hvori den afsagdes, viser, at dette Lagthing i Stavanger nu var det, der for Beboerne af Ryfylke og Agder traadte istedetfor Gulathing og forhen holdtes paa Agvaldsnes^[24]. Den 27de Mai 1351 paastevnedes paa Vors en ved Lagrettesmænds Dom hjemme i Bygden allerede afgjort Sag til Gulathing. Denne Sag er forsaavidt merkelig, som den kaster noget Lys paa det vanskelige Spørsmaal, hvorledes Retssager ellers plejede at afgjøres hjemme i Bygderne, og hvorom Loven tier, da den egentlig forudsetter det som bekjendt og kun giver Valget, om man vilde have dem afgjorte paa den sedvanlige Maade, eller ved Lagmanden. Her seer man, at ved Spørsmaalet om, hvor meget Ingebjørg Simonsdatter paa sit Barns Vegne skulde betale Hallstein Josteinssøn i Godtgjørelse for Bestyrelsen af Finne-Godset paa Vors, og hvormeget Barnet selv skulde have, maatte Hallstein indstevne Ingebjørg for Lagthinget og Lagmanden for at faa hende til at efterkomme Dommen samt tilsvare andre Fordringer^[25]. Det skulde deraf synes, som om en saadan hjemme afsagt Dom alene kunde bestemme en Fordrings Gyldighed eller Størrelse, men ikke i Regelen medførte Executions-Kraft. Og derfor var det vel i saadanne Tilfelde, hvor den anden Part sad Hjemthingsdommen overhørig, at Stevning til Lagthinget var nødvendig. Sjeldnere stevnedes vel Sagerne umiddelbart derhen, naar de ej vare særdeles vigtige eller angik meget anseede Personer. Man seer ellers, at idetmindste Lagmændene og Sysselmændene fremdeles vare tilstede paa de aarlige Lagthing, saaledes som det i Loven var foreskrevet, og at ligeledes flere Riddere og Hirdmænd samledes der. Men disse have rimeligviis haft særdeles Forretninger der, enten i det Offentliges eller i sit eget Anliggende, og man savner Efterretning om, hvorvidt endnu den egentlige Almue repræsenteredes ved nogen talrig Forsamling. De Klager, der allerede for mange Aar tilbage gjentoges, over at man forsømte at søge Lagthinget, og at endog Nevningsmændene stundom udeblev, lade os med temmelig Sikkerhed antage, at det dermed kun var daarligt bevendt, og at Lagthingene nu ikke engang var en Skygge af hvad de havde været for et Par hundrede Aar tilbage. Allerede Splittelsen af de tre eller fire store Lagthing til 8 mindre maatte bidrage til at betage dem deres Charakter af Provincialforsamlinger, og de vare forlængst blevne til blotte dømmende Anstalter, hvor i det højeste ved Siden af Retssagerne enkelte Bygde-Anliggender bleve afgjorte, men som ikke længer greb ind i Lovgivningen eller Styrelsen. Det Styrelsesprincip, som Sverre havde opstillet og hans Efterkommere conseqvent gjennemført, bar saaledes allerede sine skadelige Frugter, idet Folket paa en Tid, da det just gjaldt at være paa sin Post og vaage over Landets Rettigheder, ja Selvstændighed rinder Unionen, tvertimod med døsig Ligegyldighed for de offentlige Anliggender synes at have overladt dette til Kongen og de Stormænd, der herskede i hans Navn, medens ogsaa disse, allerede for en stor Deel beslægtede og besvogrede med fremmede Ætter, ja endog allerede tællende Udlendinger i sin Midte, neppe vare gjennemtrængte af nogen synderlig Patriotisme i den Betydning, hvori vi nuomstunder tage Ordet, eller havde nogen klar Forestilling om deres Pligt at hevde Fedrelandets Interesser lige overfor de andre Lande og Riger, der kunde staa under den samme Konges Herredømme. Med den hos dem nu indgroede Forestilling, at „Kongen var Staten“, fulgte ogsaa heel naturligt den, at denne Konges øvrige Besiddelser ogsaa hørte til samme Stat, og man betragtede derfor nu Vermeland og Dalsland og indtil 1360 sikkert ogsaa Nordre-Halland som en Deel, om ikke egentlig af Norge, saa dog af Kongeriget, hvorfor man ogsaa seer vermelandske Herrer uden Videre optagne i Kongens norske Rigsraad^[26].

Hvad der nu særdeles meget maa have bidraget til denne Svekkelse af Nationalaanden under Foreningen med Sverige, var upaatvivleligt Residensens Forlæggelse til Oslo, Tunsberg eller Baagahuus, hvorved Østlandet, eller Viken og Oplandene, blev den fornemste, toneangivende Deel af Landet, medens Thrøndelagen og Gulathingslagen sank ned til at blive afsidesliggende Provinsdistricter. Thi det var egentlig kun i disse, fornemmelig Thrøndelagen, hvor den norske Nationalfølelse rørte sig kraftigt, eller saa at sige havde sit rette Hjem. Det var egentlig kun der, hvor Befolkningen fra først af kunde siges at være aldeles reen og ublandet norsk. I Oplandene og Viken var den mere eller mindre blandet med den, der boede i de tilgrændsende Dele af Gøtaland; dens Livsvilkaar og Leveviis, endog dens Mundart eller idetmindste Udtalen var mere overeensstemmende med dennes: Overgangen var næsten umerkelig. Viken og Oplandene havde desuden, førend Norge samledes til eet Rige, været langt nærmere forbundet med de gotiske Nabolandskaber end med det Nordenfjeldske. De havde udgjort Dele af Dane- eller Sven-Veldet, og det havde kostet en Kamp af henved 170 Aar at faa dem saa nøje forbundne med det Nordenfjeldske, at de herefter kunde siges at udgjøre eet Rige med dette. Trods Harald Haarfagers Herkomst og Udgang fra Østlandet var dog dette egentlig blevet erobret af og fra Thrøndelagen, thi aldrig saasnart havde han sat sig i Besiddelse af denne, førend han erklærede den for sit Riges Hoveddeel; derfra erobrede han de øvrige Kystlandskaber, hvis Besiddelse siden satte hans Ætlinger istand til at gjenvinde Østlandet, da dette gjentagne Gange faldt fra for at slutte sig til det Rige, hvortil det tidligere havde hørt; og det var hovedsageligt fra Throndhjem af, at deres Fylker bleve gjenvundne for Norge^[27]. Nu maa man vistnok antage, at i den lange Tid, Riget havde bestaaet selvstændigt og udgjort en Eenhed, al Erindring om at have tilhørt og end mere al Længsel efter at tilhøre noget andet Rige end Norge var ganske udslettet hos Østlandets Indbyggere, ligesom de ogsaa forlængst havde Skriftsprog og Institutioner tilfælles med de øvrige Nordmænd; men det var dog umuligt, at de, især i de Tider, hvor Sprogene laa hinanden nærmere, skulde have følt sig saa fremmede lige overfor Gøter og Daner, som Thrønderne eller Vestlendingerne, og naar nu Thrøndelagen og Vestlandet ophørte at udøve den politiske Indflydelse som forhen, maatte Følgen ogsaa blive, at Østlandet droges nærmere hen til de Grændse-Landskaber, med hvilke det nu efter saa lang Tids Forløb atter havde faaet fælles Konge. Og formedelst den næsten viljeløse Ærbødighed, hvormed man over hele Riget hengav sig under Kongemagtens Styrelse, kom nu ogsaa det Nordenfjeldske til at rette .sig efter den fra Hoffet og Østlandet angivne Tone. Dette maa man nøje have i Erindring for ret at kunne forstaa den følgende Tids Begivenheder. Mange sammenstødende Omstændigheder havde gjort, at den egentlige norske Nationalfølelse var svekket, og, idetmindste hos de Toneangivende, saagodtsom afløst af en dunkel Forestilling om at tilhøre en større, fælles nordisk National-Eenhed.

Det var en Følge af Foreningen med Sverige, det hyppigere Samkvæm med Danmark og Tydskland, og de Forandringer, der havde gjort sig gjeldende i Krigsvæsenet, at nu ogsaa enkelte Forandringer i de kongelige Ombudsmænds Stilling, tildeels endog i deres Benævnelse, gjorde sig gjeldende. For det første spillede de faste Slotte en større Rolle end hidtil. Under Slottene lagdes som Tilbehør en vis Deel af Omegnen, et eller flere Hereder, der bestyredes, og hvis Indtægter hævedes af Slottets Befalingsmand, og naar et Slot bortforlehnedes eller pantsattes, forstod det sig af sig selv, at ogsaa Districtet fulgte med. Sverige bestod nu paa denne Viis næsten alene af slige Slotslehn, der ikke altid rettede sig efter den gamle Landskabs-Inddeling, men snart vare mindre, snart maaskee ogsaa større, eller indbefattede Hereder af to tilgrændsende Landskaber^[28]; og medens man tidligere havde plejet at kalde Slottets Befalingsmænd „Høvedsmænd“, paa Latin Capitanei, optog man nu fra Tydskerne Benævnelsen „Vogt“, „Foget“, en Forvanskning af det latinske Advocatus, og det tilliggende District kaldtes „Fogetie“, „Fogderi“ (Vogtei), paa Latin Advocatia. Denne Benævnelsesmaade begyndte nu ogsaa at anvendes hos os, og først om det nærmeste Grændseslot, Baagahuus, med den tilliggende Syssel, Elvesyssel, der nu ofte i officielle Breve kaldtes „Baagahuus Fogetie“. Siden finder man ogsaa den samme Benævnelse brugt om Akershuus med tilliggende Oslo-Syssel og tildeels om Tunsbergshuus med tilliggende Tunsbergssyssel, eller Størstedelen af Vestfold. Heldigviis, kan man sige, fandtes der ikke egentlig flere Slotte end disse i Norge, thi de øvrige Befæstninger, der endnu maatte forefindes, fortjente neppe dette Navn. Men ogsaa i Sysler, hvor ingen Slotte fandtes, eller hvor i alle Fald Sysselen ikke benævntes efter det saakaldte „Huus“ (f. Ex. Valdensø-Huus i Borgesyssel) begyndte dog Almuen at kalde Sysselmændene „Fogeder“, navnlig i Grændse-Districterne^[29]. Kun i det Nordenfjeldske synes ikke denne Sprogbrug at være bleven indført, derimod brugte man der Navnet „Foget“ eller „Byfoget“ istedetfor det eldre „Gjaldkere“, hvilket især kan sees af en Retterbot, som Kong Magnus fra Vardberg den 21de Mai 1343 udgav om Foged-Embedet i Bergen, under hvilket han alene mener Gjaldkyre-Embedet, siden det medførte Oppebørselen af Sagefaldet i Forening med Raadmændene^[30]. En anden meget uheldig Skik, som man optog efter Exempel fra Nabolandene, var den at bortforlehne Slotte, og saaledes i Norge ogsaa Sysler uden Slotte, til Pant for Pengefordringer, som Modtageren havde til Gode hos Kronen, saaledes at han oppebar alle Indtægterne eller endeel af dem, indtil han havde faaet fuld Betaling. Derved unddroges Kronen ej alene en betydelig Deel af dens Indtægter, men, hvad der var verre, ogsaa meget af dens Magt, thi det laa i Sagens Natur, at den under saadanne Omstændigheder ej kunde udøve det Tilsyn med Befalingsmandens Forvaltning, som den burde; Befalingsmanden kunde ej afsettes, førend han havde faaet Sit, og i den trygge Bevidsthed om et saadant Fodfeste kunde denne des lettere tillade sig Undertrykkelser og udsuge Bønderne, hvilket vel ogsaa som oftest var Tilfeldet^[31]. Imidlertid synes dog endnu saadan Overdragelse af Pante-Lehn at have været meget sjelden i Norge, i Sammenligning med Sverige og Danmark, hvor den allerede længe kan siges at have været det sedvanlige, og hvor de store Panthavere igjen pantsatte de enkelte Besiddelser til Andre, saa at der opstod utrolige Forviklinger, og et Lehn ofte ikke kunde udløses uden efter Forhandlinger med hele Rækker af Over- og Under-Panthavere, den ene efter den anden^[32]. I Norge var det, som vi allerede have seet under Kong Magnus’s Regjering, desforuden sedvanligt, at der i visse større Landsdele indsattes Overbefalingsmænd eller saakaldte Hirdstjorer. Vi have paa denne Viis seet Hr. Agmund Guthormssøn som Hirdstjore i Viken, Otte Rømer og sandsynligviis Formanden Reidar Jonssøn Darre som Hirdstjore i Throndhjem, og Hr. Sigurd Hafthorssøn som Hirdstjore i Bergen, ligesom ogsaa Overbefalingsmændene paa Island kaldtes Hirdstjorer. Den egentlige Udstrækning og Begrændsning af Hirdstjorernes Magt og Myndighed er ikke fuldkommen bekjendt, og det kan heller ikke tydeligt sees, om de tillige vare Sysselmænd i det District, hvor de residerede. Dette synes dog at falde af sig selv, især da man seer, at Hirdstjornen stundom var forenet med Fehirdslen, hvilken idetmindste efter Kong Haakons Tiltrædelse var uadskillelig fra Befalingen over det Slot eller den Kongsgaard, efter hvilken Fehirdslen benævntes^[33]. Men da Hirdstjorerne vare et Slags kongelige Statholdere og saaledes havde større Districter under sig, lod de, saavidt man kan skjønne, de Sysler, som de selv ikke kunde overtage, bestyre ved Vice-Sysselmænd, der kaldtes „Ombudsmænd“, til Forskjel fra Lensmændene, som Sysselmændene havde under sig. Det ligger i Sagens Natur, at disse Hirdstjorer i Norge vare fornemme, højt anseede Mænd. Det er ikke usandsynligt, at Hr. Jon Hafthorssøn havde denne Titel for Borgesyssel og den Deel af Viken, der ej laa under Baagahuus. Egentlig var det ogsaa den samme Stilling, som Drottseterne Orm Eysteinssøn og Ivar Agmundssøn havde indtaget i Tunsbergs Fehirdsle, ja endog allerede Hr. Thore Haakonssøn, skjønt Titlen endnu ikke lod til at være almindelig. Og det er heller ikke usandsynligt, at Otte Romers Fader Hr. Svante Jonssøn beklædte det samme Embede i Nidaroos før Reidar Darre, siden han holdt „Ombudsmænd“ paa Haalogaland. Men merkeligt er det ved Benævnelsen „Hirdstjore“, at den nu ganske havde tabt sin Betydning af „Hofmand af højere Rang“ og var gaaet over til at blive en Embedstitel uden Hensyn til Hofrangen, thi medens man ifølge Hirdskraaen for at høre til Hirdstjorernes Tal mindst maatte være Skutilsvein eller Ridder, kunde man nu udnævnes til Hirdstjore uden at have opnaaet Ridderverdigheden^[34].

De fleste af de her nævnte kongelige Ombudsmænd tilligemed Biskoperne dannede Kongens Raad, der forsamlede sig hos ham ved vigtigere Sagers Afgjørelse og til større Bekræftelse af de afgjorte Sager satte fine Segl med Kongens for de derom udferdigede Breve. Men det er fremdeles uvist, om dette Raad, saaledes som det oprindeligen var Tilfeldet, bestod af et vist Antal Medlemmer, eller om alle kongelige Mænd, der indtog en vis Stilling, navnlig alle Hirdstjorer og Sysselmænd, vare selvskrevne dertil. Man skulde være tilbøjelig til at antage det sidste, fordi vi, ved at undersøge de forskjellige Breve, hvor Raadsmedlemmerne nævnes, finde saa mange forskjellige Personer omtalte, at deres Antal idetmindste overstiger tolv, der ellers ved et begrændset Tal plejede at være det sedvanlige. Desuden synes det, som om alle Riddere i og for sig nu maatte være selvskrevne til at deeltage i Raadsforhandlingerne, da disse dog egentlig kun vare en Modification af de gamle Hirdstevner, hvorved Skutilsveinerne, eller, som de senere kaldtes, Ridderne, i sin nysnævnte Egenskab af Hirdstjorer vare faste Bisiddere, en Ret, der neppe kunde betages dem^[35]. Men til nogen Vished i dette Stykke er det umuligt at komme af Mangel paa tilstrækkelige Oplysninger. Ogsaa udtrykke de gamle Breve sig ikke ret tydeligt, hvor et større Antal af medbeseglende Herrer nævnes; der staar „Kongens Raadsherrer og Mænd“, uden at man bestemt kan see, om Ordet „Mænd“ kun skal antyde, at Raadsherrerne ogsaa vare Kongens haandgangne Mænd, (hvilket de naturligviis vare), eller om det skal betegne, at der blandt Medbeseglerne foruden Raadsherrerne ogsaa vare endeel haandgangne Mænd. Merkeligt er det forresten, at de fornemste af Raadsherrerne, uagtet Lendermandsverdighedens Ophævelse, dog stundom i Breve, affattede paa Latin, synes at have været kaldte „Baroner“. Idetmindste kaldes Hr. Jon Hafthorssøn i Fuldmagtsbrevet for de Gesandter, der i Mai 1369 skulde afgaa til Tydskland, „baro regni Norvogiæ“, en Benævnelse, som ikke alene kan skyldes hans høje Byrd, skjønt den der kun vedføjes hans Navn m Det er tillige en Omstændighed, der maa tages i Betragtning, at Raadets eller dets Medlemmers Medvirkning viser sig hyppigere end ellers i 1369 og 1370, altsaa medens Hr. Agmund var Drottsete. Først og fremst gjelder dette Fredsforhandlingerne med Stæderne. Men desforuden er Ledings-Opbudsbrevet af 1370 beseglet af Erkebiskopen, to Biskoper og Drottseten, og Gavebrevet af 14de November 1370, hvorved Gaarden Fjeld i Røysebygden paa Ringerike skjenkedes til Mariekirken, af Biskop Hallvard og Hr. Agmund Finnssøn, medens derimod andre Breve ere udstedte af Kongen alene og beseglede i hans Nærværelse, nemlig Befalingen af 24de Januar 1367 til Bønderne paa Follo at yde Vaar- og Høst-Ledingen strax efter Paaske til Chorsbrødrene ved Mariekirken, Erklæringen af 30te November 1368, at det almindelige Decret om Syslerne-s og Panternes Tilbagetagelse ej skal gjelde Mariekirken, og Brevet af 16de Mai 1371, hvorved Kongen eftergav Bønderne i flere oplandske Fylker deres Ulydighed mod hans Brev om Udfar-Leding^[36]. Da disse sidste Breve ere udstedte under hans Secret, maa man saaledes slutte, at de, der besegledes med Storseglet, i denne Tid altid foruden Drottsetens Segl maatte have idetmindste een af de øvrige Raadsherrers, eller, forat anvende en i vore Tider brugelig Benævnelse, maatte contrasigneres af en Raadsherre. Naar denne Form blev indført eller bestemt at iagttages, vides ikke, men den vidner mere om Mistillid mod Drottseten, end mod Kongen, der sidenefter, da Hr. Agmund ophørte at være Drottsete,Eivindssøn, Henrik Michelstorp, Haakon Jonssøn, Hermann v. Owen, Erlend Philipssøn, Otte Rømer, Gerhard Kind.</ref> ikke mere synes at have været bunden derved, ligesaalidt som den iagttoges ved de Breve, der tidligere udstedtes under Storseglet af Vinalde Henrikssøn og Hr. Peter Erikssøn. Det maa have været en Foranstaltning, der stod i den nærmeste Forbindelse med Hr. Agmunds Udnævnelse til Drottsete, og maaskee navnlig med den Omstændighed, som vi af Brevene selv synes at kunne spore, at han efter Stilstanden i 1369 ikke længer forblev paa Vestlandet, men opholdt sig hos Kongen i Viken indtil om Sommeren 1371, da Kongen midlertidigt overdrog Seglet til Hr. Henrik Henrikssøn, og tiltraadte sit Tog til Sverige.

1. I Norges gl. Love III. 184 findes der en af Magnus og Haakon tilsammen i Bergen udgiven og i begges Nærværelse beseglet Forordning, dateret Fredag for Gregoriusmesse i Haakons 9de Aar, altsaa 8de Marts 1364. Men det er umuligt, at Kongerne da kunde være i Bergen, allermindst Haakon, som den 27de Marts var i Jønkøping, see ovf. S. 756, Not. 3. Dateringen maa saaledes være fejlagtig, skjønt Tallet IX, (niende Aar) findes i alle Haandskrifterne. Det er dog et stort Spørsmaal, om de ikke alle stamme fra eet og det samme Haandskr„ hvor Fejlen allerede har været. Det er ikke usandsynligt, at man skal læse XIX eller nitjánda istedetfor IX eller niunda, og at Aaret saaledes bliver 1374.
2. Nemlig Ludolf og Robert af „Amen“ (d. e. Namur) i Juni 1345, Ludvig af Naturer i November 1353 (Dipl. Norv. V. 181. IV. 364). Kong Magnus kalder dem alle tre sine „kjære Brødre“, det vil sige Svogere, men deraf kan man ikke see, om det var Blanches Brødre eller Brodersønner.
3. Isl. Ann. S. 314, 316. Ved den grændseløse Forvirring med Hensyn til Aarstallene, som hersker i den trykte Udgave af Annalerne, er det her umuligt at see, om det endog er en og samme Begivenhed, der er henført til forskjellige Aar. De Papirshaandskrister, der er betegnede med F og l, og som sedvanligviis have Aarstallene rigtige, mene her visselig Bryllupet, naar de under Aaret 1363 udtrykke sig saaledes: „Kong Haakon fik Margrete o. s. v., og var deres „Hof“ i Kjøbenhavn“. Men naar det tillige anføres, at Haandskrifterne A, F og G have Angivelsen „Kong Haakon fik Margrete o.s. v.“ uden Tillæget om „Hoffet“ i Kjøbenhavn, for 1366, saa skulde man heraf slutte, at F, efter først at have hast den længere Notits for 1363, siden har den kortere for 1366, og at det saaledes virkelig er to Begivenheder, som det sigtes til, nemlig først det egentlige Giftermaal, og derpaa Margretes Overgivelse til Haakon. Og følgelig kan det heller ikke være andet end det sidste, som A og G mener, medens det er tvivlsomt, hvad N, der har 1364, og I, der har 1365, sigte til.
4. Dette sees, foruden af hvad der her nedenfor anføres, ogsaa af Margretes fra Akershuus til Kong Haakon skrevne Brev, der er trykt i Dipl. N. I. 409, og der gisningsviis henført til 1370, men som vistnok rettere bør henføres til et senere Aar, da Dronningen selv havde overtaget den egentlige Hofstyrelse i i Kongens Fravær, hvilket vi ej finde Spor af i 1370.
5. Isl. Annaler, Udg. S. 322, jvfr. ovenfor S. 830.
6. Der staar: „ok skal hánum þar kenna“, og ved Udtrykket „kenna“ menes ellers altid den geistlige Oplærelse. Men af en saadan Oplærelse fulgte jo vistnok ikke aldeles bestemt, at han endelig skulde blive geistlig, ligesaalidet som Kong Haakon Haakonssøn blev det. Muligt, at der alene sigtes til Gjenoptagelsen af den Skik, der siden synes at have været ufravigelig under Kong Sverres Dynasti, at den vordende Konge fik Klerkeoplærelse, og at Kong Haakon selv, for at gjøre Nordmændene desmere til Pas, har erklæret at ville følge den.
7. Brev af 1365 i Dipl. N. V. 280. 2. 388. Vinalde havde formodentlig da ogsaa faaet Kirkerne paa Thjorn tilbage, som han selv beretter i et Brev af 1398, aftrykt i N. Samll. IV. 580. At han ej blev Provst til Mariekirken og Cantsler, synes at antyde en temporær Unaade hos Kongen.
8. Det sidste Brev, hvori vi finde Hr. Agmund benævnt Drottsete, er af 14de Novbr. 1370. Dipl. N. II. 412. Derefter forekommer han ikke førend i et Brev af 23de Juli 1373 og nævnes her slet og ret Ridder. Dipl. N. III. 384. Formodentlig afgik han fra Drottsete-Embedet i 1371, paa Grund af de Forandringer, som da foretoges.
9. Han nævnes allerførst som Provst i Mariekirken den 17de April 1372 (Dipl, N. III. 378). Da nu Provst Peter var død i 1370, maa han have været hans umiddelbare Eftermand, og da Kongen tilbød ham Seglet om Sommeren 1371, er det sandsynligt, at han forud havde udnævnt ham til hiin Prælatur, der dog ikke længe kunde staa ubesat. I sidstnævnte Brev omtales han, som om han allerede en Tid havde været i Embedet. I det Brev til Kongen af 15de August 1371, som strax her nedenfor skal omhandles, undertegner han sig „Henrik Presbyter“ (Prest), hvilket ikke hindrer Antagelsen af, at han allerede da var Provst, thi ved hiin Titel antyder han kun sin kirkelige Grad.
10. Denne Gottskalk kan ikke være nogen anden end Biskop Gottskalk, og vi see saaledes heraf Bestyrkelse paa, hvad der ovenfor er antaget, at han ledsagede Kongen paa Toget til Stockholm. I Brevet staar der efter „Gottskalk“ et nu næsten udslettet Ord, der næsten kunde læses „Biscop“. Sveinaby, nu Sveneby, ligger i Kvilde Hered i Ranrike. Formodentlig havde Henrik ledsaget Kongen til Mødet paa Baagahuus i Juni 1371.
11. Brevet, skrevet paa Papiir og temmelig afbleget, findes endnu blandt de osloiske Breve i den arnamagnæanske Samling. Aaret angives ej, men da Hr. Henrik begynder Brevet med at fortælle endeel Nyheder. (hvilke vi i det følgende komme til at omtale), og den første af disse er Erkebiskopens Død Dagen forud (den 14de August), er det saaledes vist, at det er skrevet den 15de August 1371.
12. See Breve af 1374, Dipl. N. III. 402. II. 444.
13. Dipl. N. II. 417. Ogsaa i 1375 synes han at have hast Fehirde-Forretninger, see Dipl. N. II. 440, 441.
14. Dipl. N. IV. 474. Aaret for dette Brev er ikke bestemt angivet.
15. Dipl. N. IV. 468. 396.
16. Sammesteds II. 274. III. 320. IV. 389.
17. Sammesteds, I. 370.
18. Sammesteds, IV. og II. 380.
19. Dipl. N. IV. 426. II. 375. II. 386.
20. Han nævnes uden Embedstitel allerede i 1358, nærværende i Lagardal i Thelemarken. (Dipl. N. I. 359); maaskee han da var kgl. Hirdmand. Som Lagmand i Tunsberg nævnes han først den 22de Febr. 1365 (Dipl. N. III. 343), og sidst d. 21de Febr. 1380 (ssteds V. 316). Hans Fader, Hermund Bergssøn, nævnes 1352 (ssteds II. 311). Bergs Hustru blev begraven i Glymeima (Glemminge) Kirke, Bisk. Eyst. Jordebog fol. 10. Hans Bo skyldte Rode Kirke i Borgesyssel endeel Tiende.
21. Det er formodentlig den Hr. Olaf, der gav i Mk. Bool i Syrestad i Bamle Sogn til Laurentskirken i Tunsberg. Biskop Eysteins Jordebog fol. 100.
22. Dipl. N. I. 284. 379. 394. II. 409. 418. I 1362 var Holte i Oslo og udstedte der Vidnesbyrd om en Gave af Jordegods til Domkirken. Holte var gift med en Ronnog eller Rannveig, maaskee Bergthorsdatter af Familien Bolt og gav med hende 4½ Markebool i Løyken ved Skeidsmo Kirke til Michels Altar i Oslo Domkirke. Han ejede og en Part l Gaarden Skotlandsegg (nu Skolsegg) i samme Sogn, som han tilbyttede sig af Skeidsmo Kirke mod Løyken for at kunne bortgive dette til hiint Altar (Biskop Eysteins Jordebog fol. 135, 186). Den ovenfor nævnte Karl Gamalssøn hørte til de saakaldte Bulsunger i Elvesyssel, Sønner af Gamal Bulle, der havde Jordegods i Valle, Steenkirke og Langelands Sogne. (Biskop Eysteins Jordebog fol. 2. 152).
23. Af hans opbevarede Seglaftryk sees, at han maa have tilhørt den Ætt, som senere kaldtes „Smør“. I 1359, i Tunsberg, kjøbte han 1 Mk. Bool i øvre Fiskeim paa Eiker. (Dipl N. IV. 397). I 1370, den 17de Marts, paa Nesøen i Asker hos Jon Thoraldessøn, lod han sig for Gjeld pantsette 2½ Mk. Bool i Kraakebol i Gausdal (ssteds II. 405). Han skjenkede i Øres B. i Vinjarval paa Raumarike til Sudreims Kirke, og for hans og hans Hustru Gerthruds Sjæl gav deres Svigersøn Benedict Nikolassøn med Samtykke af sin Hustru Ulfhild paa Bjordsin 3 Øres Bool i østre Anta til Rype Kirke (Biskop Eysteins Jordebog f. 79, 204). Hans Bo skyldte Tiende til Rode og Rygge Kirker (sst. s. 10). Altsaa maa man vel antage, at hans egentlige Hjem var paa disse Kanter. At de ovenomtalte Meddommere, der nævnes i de paaberaabte Breve, vare Hirdmænd, siges vel ej udtrykkeligt, men man kan see det af den blotte Omstændighed, at de vare Meddommere, thi Sager mellem Hirdmænd skulde, som det ovenfor er viist, alene paadømmes af Hirdmænd. Overhoved kan man være temmelig sikker raa, at de fleste Mænd, der nævnes som Udstedere af de mange opbevarede Breve fra de Tider, det vil sige som Vidner ved den Act, der herved constateredes, vare Hirdmænd, naar det ej udtrykkeligt siges, at de kun vare Lagrettesmænd. Idetmindste gjelder det dem, der nævnes først, og man kan endog være aldeles sikker derpaa, naar de nævnes før en Sogneprest, altsaa indtog Rang over ham.
24. Dipl. N. III. 275.
25. Dipl. N. I. 317. 321. 325.
26. Som et Exempel herpaa kan et Brev anføres, hvilket Hr. Sigurd Hafthorssøn skrev til Lagmanden i Vermeland, Byrge Djekn, om nogle ham der tilhørende Eiendomme, og som i Dipl. N. I. 308 er henført til 1359, men snarere er yngre end Dronning Blanches Død 1363, siden der tales om Hr. Erik Ketilssøn som Landskabets Bestyrer. Han klager her over, at man havde fradømt ham en ham overladt Gaard, Aamoot, uden at han selv eller Ombudsmand var tilstevnet, som „ret norsk og vermsk Lov fordrede“. Her tales ikke om „svensk Lov“, men alene om vermsk, som om Vermeland kun var et Appendix til Norge.
27. Olaf den hellige gik vel, som Harald Haarfager fordum, ud fra Østlandet, fordi han der egentlig hørte hjemme, men nogen rigtig Magt fik han ikke over det, førend han havde underkastet sig Thrøndelagen og sat sig fast der. Hans Forgængere Haakon den Gode og Olaf Tryggvessøn gik begge ud fra Thrøndelagen, ligesaa hans Søn Magnus den gode, og det var fra Thrøndelagen, at han selv siden virkede som Helgen til at holde Norges enkelte Landsdele sammen og styrke Nationalfølelsen.
28. En Levning heraf er det endnu i Sverige, at Landshøvdingdommerne kaldes Lehn og ikke nøjagtigt rette sig efter Landskabs-Inddelingen, ligesom de ogsaa, idetmindste tidligere, benævnes efter det Slot, hvor Landshøvdingen antoges at residere, f. Ex. Skaraborgs Lehn, Kronoberg (nu sedvanligt Vegsjø) Lehn, Malmøhuus Lehn, o. s. v, og det i 1658 fra Norge vundne Baagahuus, sedvanligt udtalt Bohuus, Lehn. I Norge er ogsaa Benævnelsen „Akershuus Amt“ (forhen Lehn), „Bergenhuus Amt“ en Levning af det samme.
29. Baagahuus Syssel eller Elvesyssel kaldes i det ovenfor (S. 829) omtalte Udbudsbrev af Kong Haakon „Baagahuus Fogeti“; noget senere (see f. Ex. Dipl N. III. 498) kalder Hr. Agmund Bolt sig „Foged paa Akershuus“, og i et Brev af 1425, hvor Almuen i Skaun i Borgesyssel opregner de tre sidste Sysselmænd, kalder den dem alle „Fogder“. Benævnelsen „Foged“ var dengang uadskillelig fra Begrebet om et Slot og fast Besætning, de saakaldte „Borgere“, hvorfor ogsaa allerede i den gamle Borger-Rett (s. o. IV. 1. S. 444) Commandanten kaldes „Foged“, hvilket Ord dog skrives fólguti (udtalt fóguti).
30. N. gl. Love III. 162.
31. Vi have f. Ex. allerede seet, hvilket Uvæsen Gottskalk Skarpenberg begik, da han havde Baagahuus inde i Hertug Eriks Navn, og Kong Haakon klagede selv over, at han i den Tid intet havde at sige over Baagahuus og Vardberg.
32. Et af de bedste Stemmer herpaa bar man i de af Styffe i hans „Bidrag“ No. III. 42, meddelte Breve af 29de Septbr. og 19de November 1370, hvorved de mecklenburgske Brødre Johane og Fikke Ummereise først modtoge Stockholms Slot, Vestervik og Tjust af Hertug Albrecht som Pant for 1000 Mk. brendt, og derpaa igjen pantsatte dem til Hennike Bützow for 850 Mk. brendt. Det maa erindres, at allerede Hertug Albrechts Ret til den alene hidrørte fra Pantsettelsen.
33. Tidligere, f. Ex. under Kong Magnus’s Mindreaarighed, finde vi Fehirden og Sysselmanden at være forskjellige Personer, f. Ex. i 1328 (Dipl. N. II. 165), hvor Hr. Finn Agmundssøn var Sysselmand, Svein Sigurdssøn Fehirde i Bergen. Men at Fehirden siden tillige var Befalingsmand, sees allerede af Otte Romers Exempel, ligeledes deraf at Hallvard Jenssøn, Fehirde i Oslo, ogsaa var Sysselmand i Oslo Syssel, Dipl. N. IV. 489, jvfr 469.
34. I Hirdskraa Cap. 24 naar der udtrykkeligt: „Skutilsveinerne ere nærmest Merkesmanden i Navnbod og al Ret inden Hirden, thi de bede med Rette Hirdstjorer tilligemed Lendermændene, Stallarne og Merkesmanden“. Og dog seer man, at Otte Romer blev Hirdstjore i Throndhjem uden at have Herretitel, altsaa uden at være Ridder, ligesaa Thorgaut Jonssøn paa Island og flere andre. Her havde saaledes Benævnelsen „Hirdstjore“ faaet en anden Betydning, nemlig „Overstatholder“, uagtet Anledningen dertil aabenbart var den, at en saadan Overstatholder antoges at staa i Hofrang over de mange af Sysselmændene, der endnu ikke vare Riddere.
35. Anderledes kan det nysnævnte Sted i Hirdskraa neppe forstaaes. Lendermændene skulde efter Cap. 19 „være Kongens største og højeste Raadgivere, og ligeledes inden Hirden i alle vigtige Sager“. Her skjelnes mellem to Slags Anliggender, dem, der vedkom Riget i Almindelighed, og dem, der vedkom Hirden. Med de første kunde alene Lendermændene befatte sig; men i de sidste maatte ogsaa Skutilsveinerne, ifølge hine Udtryk i Cap. 24 og Betydningen af Ordet „Hirdstjore“, have en Stemme. Nu var Lendermandsverdigheden siden 1308 og dermed den egentlige selvskrevne Raadsherreverdighed i Statssager afskaffet for nogen Undersaat, men den inden Hirden, som Hirdstjoreverdigheden medførte, maatte dog vedblive for Ridderne, og da nu i Tidens Løb den Skik var bleven gængse, at Statssager mestendeels afgjordes ved Hirdmøder, maatte deraf følge, at Ridderne, naar de vare tilstede, ogsaa havde en Stemme ved Afgjørelsen som „Kongens Raadgivere inden Hirden“, især da Ridderne gradviis synes at have nærmet sig Lendermændenes Stilling, idetmindste hvad ydre Anseelse angaar. Men naar vi tillige ved Siden af Ridderne see flere Svene som Raadsherrer, maa dette enten have været ifølge særskilt Kaldelse, eller staa Grund af de Embeder, de beklædte. Det sidste er aabenbart det sandsynligste, og man kan vel næsten med Sikkerhed antage, at enhver Hirdstjore, Fehirde, Sysselmand og Slotshøvedsmand tillige deeltog i Raadets Forhandlinger og kaldtes Raadsherre, naar han ved saadan Lejlighed var hos Kongen. De Raadsherrer, der efter 1355 udtrykkeligt omtales som saadanne eller kunne skjønnes at have indtaget denne Verdighed, ere, foruden Biskoperne, den 29de Septbr. 1361 Hr. Sigurd Hafthorssøn og Hr. Agmund, ved Forhandlingerne 1369 om Stilstanden Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Jon Thoraldessøn, Hr. Ulf Holmgeirssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Thorgaut Jonssøn, Lodin Eivindssøn, Alf Haraldssøn; i 1370, foruden de ovennævnte, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Jon Hjerne, Hr. Narve Ingevaldssøn, Laurents Bjørnssøn, Gaute Erikssøn, Kolbein Ketilssøn, Baard Dipl. N. II. 390, V. 259. II. 402. 410. 412. 417.
36. Lappenbergs Sartorius II. 670.