Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/62

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Det norske Folks Historie
Chr. Tønsbergs Forlag,  (II-1, s. 728-740).

Kong Magnus og hans Søn Haakon maatte under disse Omstændigheder føle sig meget ilde tilmode. Sveriges mægtigste Mænd vare om ikke deres aabenbare, saa dog idetmindste deres hemmelige Fjender, handlede underfundigt mod dem, trodsede deres Myndighed, paabyrdede dem Forpligtelser, som de selv ikke med en Finger lettede dem at overholde, indviklede dem i Krige, uden at yde dem den pligtige Hjelp, og gav dem dog Skylden for det uheldige Udfald. Kongernes Allierede, Hansestæderne, vare nu ligeledes snarere at betragte som deres Fjender. Krigen havde ikke skaffet dem den Erstatning og Opreisning, som de ventede, men snarere Skam og Skade, og uagtet den hele Alliance og Krigsplan var opgjort mellem dem og de svenske Raadsherrer, uden at spørge Kongerne ad, eller idetmindste uden at rette sig efter deres Ønske, lagde de dog Kongerne til Last, at Krigen ikke blev ført med bedre Held. Det maatte være aabenbart for enhver, der nærmere betragtede Forholdene, at baade Høvdingerne i Sverige og Stædernes ledende Mænd behandlede Kongerne som Skue-Figurer, der alene vare til for at laane sit Navn, og som ikke selv maatte have nogen Vilje, men paa hvilke man dog var berettiget til at dynge alt Ansvar og al Skyld for, hvad der gik galt. En saadan Tilværelse maatte være dem uudholdelig, om de end kun besad en Gnist af Æresfølelse. Og til hvem skulde de vende sig om Trøst og Bistand? Deres andre Allierede, de holstenske Grever, vare jo nu i den inderligste Forstaaelse med de svenske Raadsherrer. Hertug Albrecht havde i den sidste Tid, siden sit diplomatiske Mesterstykke ved Helsingborg, iagttaget et venskabeligt Forhold med Valdemar og overholdt en streng Neutralitet for sit eget Vedkommende, omendskjønt hans Stæder Wismar og Rostock havde deeltaget i Krigen[1]. Til ham nyttede det derfor ikke at nærme sig, og desuden maatte vel Kongerne nu have faaet Øjnene op for hans Troløshed. Det kunde synes heel naturligt, at Kongerne allerede for længe siden havde begivet sig til Norge, kastet sig i Nordmændenes Arme, og opfordret dem til at yde Hjelp. Thi Norge var i alle Fald roligt, og Indbyggerne sine Konger hengivne; det havde heller ikke endnu, saavidt man kan see, haft nogen Ulempe af Krigen. Man seer ogsaa tydeligt nok af hvad der siden fandt Sted, at Kongerne maa have haft dette for Øje. Men det kunde dog alene have været som den alleryderste Udvej, da de derved maatte opgive Haabet om at gjenvinde Magt og Anseelse i Sverige, anderledes end med væbnet Haand, og herpaa maatte de dog i det længste betænke sig. Krigen selv var neppe populair i Norge; vi vilde ellers upaatvivlelig have seet flere norske Høvdinger deeltage deri. I dets Sted synes de nu, uagtet Ledingsbud var udgaaet til dem, at have nøiet og været lunkne, medens de derimod sidenefter, som vi ville see, vare nok saa ivrige, da det gjaldt at gjøre Stæderne al den Fortred de kunde. Tydskernes Anmasselser vare nemlig saa store i Norge, at Nordmændene ej kunde andet end være forbittrede paa dem, og betragte en Forbindelse med dem, især naar den endog skulde medføre nye Privilegier, som en Uting. Kong Haakon selv klagede ej mange Aar senere over, at de tydske Kjøbmænd, der kom til Norge, og især de, der opholdt sig i Bergen, vedtog sig imellem nye Statuter og Bestemmelser, der ligefrem stred imod Lovene og Privilegierne, til Kronens Skade, navnlig denne, at naar en af dem havde forurettet den anden, søgte man underhaanden at bringe et Forliig istand for at unddrage Kronen det skyldige Sagefald, og at Manddrabere og andre grove Forbrydere iblandt dem ligeledes underhaanden sendes bort paa deres egne Skibe, for at man derved kunde undgaa at betale Bøder til Sagsøgeren og Thegngilde m. m. til Kongen. Med andre Ord, de lagde an paa, som det heed, „at dræbe ned Kongens Ret“, det vil sige, at bedrage Kronen for det lovlige Sagefald, hvilket i de Tider, da Sagefaldet udgjorde en af de vigtigste Indtægter, ikke havde lidet at betyde. Endvidere havde de uden Kongens Samtykke optaget nye Stæder til Medlemmer af Hansen, for at udstrekke Privilegierne ogsaa til dem, og de havde derhos bestemt sig selv imellem, at Varer, tilhørende Kongernes Undersaatter, ej maatte indlades paa Skibe, hvori de havde sine egne Varer, for at hine ikke skulde nyde nogen Deel af Gevinsten. Fremdeles solgte og kjøbte de, hvor de landede, i smaa Partier, Klæde, f. Ex. alneviis, uagtet dette var dem udtrykkeligt forbudt[2]. I Marts 1362, endog førend Krigen var begyndt, da begge Konger vare samlede i Stockholm, klagede de, i et Stadfestelsesbrev, som de da lod udgaa paa Tunsbergs Privilegier, over „at Tydskerne og de Udlendinger, som sejle til Tunsberg, dristede sig til at holde Kjøb og Salg med Indenlandske og Udenlandske, andre end dem som Byen beboede, og som havde Forkjøbsret til alle Varer; at disse samme Tydskere solgte alle de Varer, de indførte, i Smaat, en Næring, hvoraf Høkere og Bodkoner plejede at føde sig, og at de endelig havde taget sig til Vane at opkjøbe levende Naut, Sviin og Sauder baade i By og Bygd, hvorved de tog Næringen fra Slagtehandlerne“[3]. Alle disse Klager, der naturligviis kun ere Gjenlyd af de Klager, som fra Bergen og Tunsberg vare indløbne til Kongerne, vise noksom, hvor lidet populair en Alliance med Tydskerne maatte være i Norge, og hvor forbittret man der maatte være paa de svenske Herrer, der egenmægtigt havde sluttet denne Alliance, og dertil endog understaaet sig at udvide Stædernes Privilegier, og give dem Løfte om et af Norges vigtigste Slotte. Det er altsaa let at forstaa, at Kongerne ikke kunde gjøre Regning paa nogen Sympathier i Norge, naar de lod udgaa en Opfordring til at gribe til Vaaben mod Hansestædernes Fjender, og dette Forhold forklarer os ogsaa, hvad der ellers synes uforklarligt, at Nordmændene røbede saa liden Interesse for Krigsforetagenderne i 1362. Krigen maatte forekomme dem, hvad den og i Virkeligheden var, som en Krig mellem Kong Valdemar og Stæderne, ikke mellem Valdemar og deres egne Konger, og det var allerede store Ting, naar de holdt sig rolige, og ikke ligefrem tog Parti med Danekongen, hvis Vaaben de sikkert ønskede al mulig Fremgang, og hvis Datters Giftermaal med Kong Haakon de vistnok var saa langt fra at have noget imod, at de snarere meget mere maa have været yderst harmfulde over de svenske Raadsherrers egenmægtige Bestræbelser for at faa ham gift med den holstenske Grevedatter. Desuden havde Dronning Blanche nu meget at sige i Norge, og hendes Forkjærlighed for Danekongen og en Forbindelse med Danmark er ikke vanskelig at øjne. Hun havde, som det ovenfor er meldt, i den sidste Tid, i alle Fald under Urolighederne om Vaaren 1362, været i Sverige hos sin Mand og Søn, sandsynligviis for at gjenoprette det gode Forhold mellem dem, hvilket muligviis endog væsentligst skyldes hende, og hun havde i den Tid betroet det kongelige Segl og den dermed følgende Myndighed til Fehirden paa Tunsbergshuus, Rane Eivindssøn, saavidt man kan see en dygtig og paalidelig Mand. Men da Kongerne siden i den bedste Forstaaelse med hinanden vendte tilbage til de vestlige Egne, fulgte hun ganske vist med, for atter at begive sig til Tunsberg, og det er højst sandsynligt, at Vægringen ved at oplade Baagahuus Slot til Stædernes Krigshøvdinger fornemmelig skyldes hende, af hvis Morgengave-Besiddelser Baagahuus med Marstrand udgjorde en af de vigtigste Dele[4]. Der kunde altsaa neppe være Tale om, at søge nogen Støtte hos Nordmændene til Fordeel for Hansestæderne, de svenske Høvdinger, og de holstenske Grever. Men derimod kunde Kongerne nok være temmelig sikker paa Medhold hos Nordmændene, om de brød med dem, forligede sig med Valdemar, og knyttede den afbrudte Forbindelse med ham paany. Og sandt at sige, synes de nu næsten ikke at have haft noget andet Valg. Mødende Mistænkelighed, Trods og Frekhed hos de svenske Stormænd, Smaalighed og Nærgaaenhed hos Stæderne, Kulde og Underfundighed hos de nordtydske Fyrster, og selv med Rette uvillige til at hengive sig som blotte Dukker i hine herskesyge Stormænds Haand og godkjende alle deres Anmasselser, den eneste Betingelse under hvilken de kunde gjøre Regning paa deres Bistand: hvad Udvej havde de da vel, uden at bryde overtvert, og stille sig paa den Side, som var Nordmændene behageligst?

Alt dette indsaa vist ingen bedre end Kong Valdemar selv, og kan man da vel tvivle om, at han benyttede den første Lejlighed, der frembød sig, til at holde Kongerne disse Ting for Øjnene, tilbyde dem Forliig og Venskab, og vinde dem for M? En saadan Lejlighed var just nu for Haanden, da Kongerne Magnus og Haakon, som vi have seet, ifølge selve Stilstandstractaten skulde møde ham eller hans Befuldmegtigede etsteds mellem Halmstad og Lagaholm for at tilkjendegive sin Tiltrædelse. At det var Magnus’s Hensigt, i den Anledning idetmindste at sende Gesandter til Danekongen, er allerede nævnt; men det Brev, hvori han meldte dette til Stæderne, er dateret Skara den 21de December, efterat han den 3die havde været i Vesteraas, og altsaa endnu i de østlige Egne af Sverige; han var saaledes da paa Reisen vestover, og agtede sig vel idetmindste til Ljodhuus, eller maaskee endog til Vardberg; om han end ikke ligefrem havde til Hensigt, selv strax at begive sig til Danekongen, er det dog tydeligt, at han ønskede at være i Nærheden, for personligt at tage Deel i Underhandlingerne, om det skulde behøves[5]. Paa den anden Side skrev Stædernes Deputerede, der Nytaarsdag samledes i Stralsund, den 9de Januar til Grev Henrik, og yttrede blandt andet, at de vidste, hvorledes han hidtil ikke havde kunnet faa Stilstanden bekræftet med Kongen af Danmark, fordi denne var borte, og ikke havde givet sine Befalingsmænd nogen Forholds-Ordre[6]. Her bliver det da højst sandsynligt, at Kong Valdemar paa den Tid havde begivet sig til Skaane eller Halland, eller ogsaa maaskee længere nordover, for at have en personlig Sammenkomst med Magnus, og at de allerede her ere blevne enige om de Skridt, der kort efter bleve foretagne. Valdemars Forestillinger maatte nu ogsaa have saa meget større Vegt, som hans lykkelige Stjerne havde givet ham det kraftigste Middel i Hænde til at hindre hans Datter Margretes Medbejlerinde fra at faa Kong Haakon til Egte. De holstenske Grever, der formodentlig ikke vovede at sende deres Syster til Sverige saa længe Krigsurolighederne varede og de danske Skibe beherskede Søen, havde endelig langt ud i December ladet hende afreise, og den 17de var hun sejlet ud af Traven, ledsaget af Ridder Herrmann v. Vitzen med flere andre, formodentlig for at gaa til Kalmar, der for Tiden var i hendes Broder Grev Henriks Verge[7]. Men Modvind drev Skibene ind til en Kyst, der tilhørte Erkebiskopen af Lund, det være sig nu den skaanske eller snarere den bornholmske. Erkebiskopen af Lund, Nikolas, der havde efterfulgt den i Januar Aaret forud afdøde Jakob, var en Ven af Valdemar, eller fandt det idetmindste fordeelagtigst at holde sig til Vens med ham; han havde for ganske nyligt faaet Bornholm med Hamershuus, det bestandige Tvistens Eble mellem Kongerne og Erkebiskoperne, sig overdraget, mod den Forpligtelse, at det altid skulde staa Kongen aabent, og at han ikke skulde antage nogen anden Befalingsmand derover, end en, paa hvem Kongen kunde stole[8]. Han viiste sig nu strax rede til at gjøre Kong Valdemar en Gjentjeneste, idet han indtil Videre holdt Jomfru Elsebe fast, skjønt med tilsyneladende Artighed, angivende, idetmindste senere, som Grund dertil, at han derved vilde forebygge den Synd mod Gud og Egteskabsloven, som fandt Sted, hvis hun egtede Kong Haakon, saasom Trolovelsen mellem denne og Margrete var bleven sluttet med saa stor Højtidelighed i Overvær af Erkebiskopen, Biskoper, andre Geistlige og Lægmænd, at om Margrete end var død førend Egteskabet kunde fuldbyrdes, var dog allerede ved hiin Trolovelse et saadant Svogerskab opstaaet mellem Haakon og hendes Moders Syskendebarn Jomfru Elsebe, at disse ej kunde komme i Egteskab med hinanden. Han havde endydermere selv været en af Vidnerne ved Haakons og Margretes Trolovelse[9]. At Kong Valdemar ikke undlod at benytte sig af dette heldige Tilfelde, forstaar sig af sig selv, og om han aldrig før havde tænkt paa at komme personligt sammen med Kongerne Magnus og Haakon, maatte dette nu være ham magtpaaliggende jo før jo heller. Hvor de mødtes, eller hvorledes Forhandlingerne mellem dem bleve drevne, er ikke bekjendt, men Resultatet deraf saa meget mere. Det er dog let at indsee, hvad Valdemar har forestillet Kongerne. Foruden at erindre dem om den tidligere Overeenskomst, maa han have gjort dem det indlysende, at de svenske Høvdinger ved deres egenmegtige og selvraadige Ferd havde gjort sig til deres og Rigets Fjender, saaat det endog i Rigets egen Interesse var nødvendigt at bryde med dem; Svogerskabet med de holsteenske Grever vilde blive ligesaa fordærveligt som det med Mecklenburgerne allerede havde vist sig at være; hans egen Søn Hertug Christopher leed af en ulægelig Sygdom, saaat han neppe havde lang Tid at leve i, og ved hans Død vilde Margrete sandsynligviis erholde, om ikke den danske Trone, saa dog en Deel af Riget, hvilket i alle Tilfelde aabnede Udsigter til at gjenforene Skaane med Sverige paa nemmeste Maade. Kongerne vare neppe vanskelige at overtale. Forbindelsen knyttedes paany, og det er i højeste Maade sandsynligt, hvad en senere Forfatter beretter, at Kongerne Magnus og Haakon forpligtede sig til, at aftræde Halland, Skaane og Bleking til Margrete som hendes Morgengave, og gav Valdemar Brev derpaa; thi for det første kostede denne Afstaaelse mindre end enhver anden, da Valdemar allerede havde det meste deraf i sin Magt, for det andet aabnede dette den sikkreste Udsigt til at erhverve disse Landskaber tilbage, især da det vel og maa ansees sandsynligt, at Valdemar paa sin Side lovede, at Margrete ved hans Død skulde beholde dem som Medgift[10]. At han tillige har tilsagt Kongerne sin Bistand mod de svenske Stormænd, Hansestæderne og de holstenske Grever, der nu vilde styrte sig over ham i Forbittrelse, falder af sig selv. Da det for Valdemar maatte være yderst magtpaaliggende at smede medens Jærnet var varmt, er det ikke usandsynligt, hvad de islandske Annaler berette, at Bryllupet mellem Kong Haakon og Margrete allerede stod paa Vardbergshuus[11], hvilket forudsætter, at Valdemar enten allerede havde hende med sig, da han kom sammen med Kongerne, eller strax lod hende hente. Den sedvanlige Beretning er ellers den, at Kongerne Magnus og Haakon og Dronning Blanche begav sig til Danmark, og at Bryllupet højtideligholdtes i Kjøbenhavn Søndag efter Paaske, den 9de April[12]. De islandske Annaler omtale vel ogsaa denne Højtidelighed, men kun som et stort „Hof“, det vil sige en stor Hoffest[13]. Begge Beretninger kunne maaskee meget godt forenes saaledes, at det egentlige Bryllup stod i al Stilhed paa Vardbergshuus, hvor man i den Hast neppe kunde have gjort de nødvendige Anstalter til nogen Højtidelighed, men at Festlighederne holdtes i Kjøbenhavn, og at man maaskee indtil da har holdt Giftermaalet hemmeligt. Vist er det, at dette var bekjendt i de første Dage af Mai[14]. Formodentlig skjønnede man dog allerede strax, hvorledes Udfaldet vilde blive, da man erfarede, at Jomfru Elsebe var bleven anholdt. Allerede den 24de Januar bad de holstenske Hertuger Stæderne om at formane Kong Valdemar til at vedtage Stilstanden med dem (dette var nemlig endnu ikke skeet), og om at faa deres Syster sat i Frihed[15]. Den 23de April vedtoges der paa Stædernes Hansedag i Wismar, at Kong Magnus skulde paamindes eller advares, „for det Tilfelde at han befandt sig hos Kongen af Danmark“[16]. Altsaa vidste man idetmindste da Besked om, at begge Konger nu vare forliigte og nøje forbundne. Det er ogsaa let at indsee, at en Sag som denne ikke længe kunde holdes hemmelig.

Den danske Kongedatter, som saaledes var bleven forenet med Norges Konge, var endnu ikke mere end lidt over ti Aar gammel; Giftermaalet kunde derfor endnu ikke paa lang Tid fuldbyrdes[17]. Men det er ikke usandsynligt, at hun efter de Tiders Skik og Brug blev overgivet til Kong Haakon for at opdrages i Norge eller Sverige. Der fortælles endog, at hun fik en svensk Hovmesterinde, nemlig den hellige Fru Birgittes Datter, Fru Mærete, der først havde været gift med Sigvid Ribbing, og siden egtede Hr. Knut Algøtssøn, hvorved hun kom til at opholde sig den meste Tid i Norge (Knut Algøtssøn var nemlig med sin Broder Yndlingen Benedict Algøtssøn bleven dømt fredløs i Sverige) og at Fru Mærete, der ogsaa havde sin egen Datter Ingegerd Knutsdatter hos sig, ofte lod dem begge to smage eet og samme Riis[18]. Beretningen er i sig selv ikke usandsynlig, og stemmer godt med, hvad man ellers veed om den strenge Opdragelse paa de Tider. Jomfru Elsebe af Holsten, som formodentlig ud paa Sommeren blev sendt tilbage igjen, tog sig saa nær af den Tort, der var overgaaet hende, at hun gik i Kloster[19]. Dronning Blanche levede ikke længe efter denne Bryllupsfest. Hun døde mod Udgangen af Aaret, formodentlig i Tunsberg. Der opstod siden et Rygte om at hun skulde have faaet Gift ved Bryllupsgildet, saavelsom Hertug Christopher, Fru Herdiis Thorvaldsdatter, der havde ledsaget Dronningen til Danmark, og maaskee flere Gjester. Det er sikkert nok, at Hertug Christopher døde den 11te Juni, og at Fru Herdiis var død lidt før den 26de September. Men disse Dødsfald indtraf dog saa længe efter hiin Hoffest den 9de April, at de vanskeligt kunne have været Virkningen af nogen der skeet Forgiftelse, selv om en saadan skulde have været forsøgt. Men hvo skulde vel have forsøgt den? Valdemar kan dog ikke tænkes at have villet forgive sin egen Søn, eller Haakon sin egen Moder. Desuden er det temmelig vist, at Hertug Christopher døde af Følgerne af det Saar, som han havde faaet i Slaget udenfor Helsingborg. Men vi have allerede seet Exempler paa, hvor snar man i hine Tider var til at antage ethvert pludseligt eller overraskende Dødsfald for bevirket ved Gift. Uagtet der maaskee laa Maaneder imellem de nysnævnte tre Dødsfald, saa er det dog muligt, at Mange erfarede dem saa godt som paa een Gang, og det laa da temmelig nær, at sette dem i Forbindelse med den store Hof-Fest, især da Bryllupet mellem Haakon og Margrete var Mange en Torn i Øjnene, og sikkert ikke faa allerede paa Forhaand spaaede, at intet godt kunde komme ud deraf. Vist er det, at Blanche endnu levede og beseglede Kongebrevet Tunsberg den 1ste Juli, og at hun ikke kan være død førend i September i det allertidligste, thi først den 7de Januar 1364 gav Kong Magnus, som da opholdt sig i Jønkøping, Fehirden paa Tunsbergshuus og to andre Mænd Fuldmagt til at aabne alle Gjemmer i hendes Fadebuur og bringe de der forefundne Sager til ham. Hun blev derfor vist heller ikke, som det bar været paastaaet, begraven i Danmark, men snarere i Tunsberg[20]

Randsagningen af Gjemmerne, der, besynderligt nok, ikke gik for sig førend i Februar 1365, bragte ingen store Rigdomme for Dagen. Det meste, man forefandt, vare forskjellige Stykker kostbart Tøj og Klædninger, nemlig to Stykker stribet Fløjel, tolv Alen langt, et Stykke blaat Fløjel, 8 Alen langt, et „Hedenstykke“ med Guld og blaa Indfelgning, 6 Alen, et hvidt Stykke Baldakin, hvoraf allerede noget var afklippet, nogle kostbare Messe- og Altarklæder, et Par Bordknive og fire Sølvskeer i et „Huus“, en liden Bolle med Sølvlaag, et lidet Skriin, hvori tre Smaragder, halvaattende Øres Vegt Parisersilke og ti Dokker groft Silke; endeel Kryderier, „et Par Bordduge, som ofte havde været paa Bordet, og et Par Liinlagen, som ofte havde været i Sengen“, samt et Fodklæde hvori Skjolde (Vaabenskjolde) vare indvævede, og endelig hendes store Segl[21]. Det var det Hele. Deraf skulde man just ikke slutte til saa stor Ødselhed og Pragtsyge hos hende. Alligevel har hun været beskyldt derfor, saavelsom for saa mange andre endnu verre Fejl og Forbrydelser. Men disse Beskyldninger findes ikke fremsatte i noget samtidigt Skrift. Endog i St. Birgittas Aabenbarelser tales der kun om Verdslighed og Forfængelighed, men ikke mere. Blanche havde vist sine Fejl, og det meget store. Hun kom fra Egne, hvor Omgangstonen vistnok var meget friere, Hang til Forlystelser langt større, og Midlerne til at tilfredsstille denne Hang langt rigeligere end i Norden; hun – har maaskee altfor hensynsløst søgt at gjennemføre det samme Slags Liv hos sine nordiske Omgivelser, og derved gjort mange Anstød og vakt Forargelse, men derfor behøver ikke hendes Hjerte at have været slet, og hendes Sæder at have været fordærvede, som senere Historieskrivere have paastaaet. Det er kun ligefrem en Retfærdighedspligt, at frigjøre hendes Minde for disse hæslige Pletter, som Partiskhed, Eensidighed og Eenfoldighed have sat derpaa, men som for den skarpere historiske Kritik, der nøjere drøfter Enkelthederne, enten falde ganske bort, eller svinde ind til Ubetydeligheder.

  1. ↑ Den 4de Juni var Hertug Albrecht med sine Sønner i Vordingborg, og modtog her af Kong Valdemar et Afdrag paa den Medgift, som Hertug Henrik havde faaet med Kongens Datter Ingeborg, hvori de ogsaa afqvittede 1000 Mkr. for de Fanger, som Wismarerne allerede havde taget (Suhm XIII. 462); den 10de August modtog han ligeledes et Afdrag i Vordingborg og udstedte Qvittering derfor i Nykjøbing den 15de (Suhm XIII. 468, Grams Forbedringer S. 219): og i Brev af 28de Juli 1366 lover Valdemar ej at gjøre nogen Fordring paa Erstatning af Hertug Albrecht for den Skade, som Hertugens Stæder Rostock og Wismar havde tilføjet ham ved Belejringen af Helsingborg, skjønt han da var i „synderligt Venskab“ med Hertugen. Styffe, Bidrag No. 32. S. 55.
  2. ↑ See Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius 695 II. Vi gjenkjende, her de gamle Klager over at Kjøbmændene „digtede sig nye Love og Setninger“.
  3. ↑ Norges gl. Love III. S. 182. Brevet er dateret 20de Marts.
  4. ↑ Dronning Blanche nævnes som nærværende og medbeseglende i Stockholm d. 20de Marts, da Kongerne Magnus og Haakon skjenkede Rane Eivindssøn nogle Gaarde paa Vestfold, for den store Tjeneste han havde gjort dem ved at bygge (reparere) Tunsbergshuus og udrette andre ham overdragne Hverv, Suhm XIII. 844. Ligeledes nævnes hun som nærværende og medbeseglende, da Kong Magnus den 27de Marts i Stockholm gav sin Sven Lemmich v. Bokem de Haver i Tunsberg, der havde tilhørt Hr. Orm. Dipl. N. II. 368. At hun endnu den 27de April 1362 ej var kommen tilbage til Tunsberg, maa man slutte deraf, at et denne Dag fra Tunsbergshuus i Kong Magnus’s Navn udstedt Landsvistbrev er baade skrevet og beseglet af Rane Eivindssøn (Dipl. Norv. II. 368); denne Rane nævnes som Fehirde i Tunsberg 18de Septbr. 1360 (Dipl N. IV. 411), men man hører ham ikke oftere omtale som Seglbevarer, altsaa var vel denne hans Function i 1362 kun midlertidig.
  5. ↑ Det er ikke usandsynligt, at han, da han skrev dette Brev, allerede var i hemmelig Forstaaelse med Valdemar, og at han med Flid tilføjede Klagen over at Stæderne ikke vilde lade de for hans Regning opkjøbte Levnetsmidler passere, for derved ligesom at begrunde sin Overgang paa Kong Valdemars Side.
  6. ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 509. Sandsynligviis havde Greverne selv først meldt Stæderne dette, og deres Brev herom maa være skrevet flere Dage før den 9de Januar.
  7. ↑ Corner, l. c. p. 1105.
  8. ↑ See Huitfeld, S. 547, Suhm, XIII. 473.
  9. ↑ Saaledes fortælles Sagen i det danske Rigsraads Brev til Stædernes Deputerede ved Hansedagen i Nykjøbing d. 7de til 11te Mai 1363 (Lappenb. Sart. II. 521). Der er mange forskjellige Beretninger herom; der fortælles hyppigst, at K. Valdemar selv skulde have ladet hende anholde og føre til en af fine Slotte o. s. v.: men at de alle ere urigtige, sees af dette selvsamme Brev, der udtrykligt omtaler Jomfru Elsebe som endnu (i Mai 1363) værende under Erkebiskopens Forvaring. Erkebiskopen havde fuldkommen Ret,“naar han paastod, at Haakons Trolovelse med Margrete var en væsentlig Hindring for hans Giftermaal med Elsebe. Thi efter de kanoniske Love var der allerede ved Trolovelsen opstaaet et Svogerskab, som hindrede Egteskab mellem den ene Part og den andens Slægtninger i de sedvanlige forbudne Led. Nu var der mellem Margrete og Elsebe et dobbelt Slegtskab. Elsebes Fader Grev Gerhard var en Broder til Dronning Heilvigs Moder Agnes, altsaa var Elsebe og Heilvigs Datter Margrete beslegtede, efter den kanoniske Regnemaade, i 2det og 3die Led. Og tillige vare de beslegtede i 3die og 4de, da Elsebe, Datter af Sophia af Werle, Datter af Richiza, Syster til Kong Valdemars Fader Kong Erik Erikssøn, stammede i tredie Led fra dennes Fader Kong Erik Christopherssøn, og Margrete i fjerde. Nu var det vel saa, at en pavelig Dispensation kunde have hævet Hindringerne, men en saadan var ikke erhvervet. Den formelle Ret var her saaledes ganske paa Erkebiskopens Side, især da han selv havde været en af Medforloverne ved den første Trolovelse.
  10. ↑ At Magnus gav Margrete Skaane (herved menes vel og Halland og Bleking) til. Morgengave, siges af Olaus Petri (Chron. S. 136) og har meget for sig; det torde vel ogsaa netop være denne Omstændighed, som har bevæget Riimkrøniken til at sætte Skaanes Afstaaelse efter Haakons og Margretes Bryllup. Den formelige Afstaaelse synes dog ikke at have fundet Sted førend hen i 1364, thi indtil da vedblev Magnus at kaldes „Skaanes Konge“, see Dipl. N. II. 380, Brev i sv. Rigsarchiv af 14de Jan. 1364, jvfr. Brev af 18de April 1354, see nedenfor.
  11. ↑ Isl. Annaler ved 1363 (Udg. S. 312) „Kong Magnus befriede Thorstein Eyulfssøn paa Vardbergshuus i Halland, i hans Søn Haakons Bryllup med Margrete Valdemarsdatter, og gjorde ham qvit for alle Sager og Regnskaber“. Thorstein Eyjulfssøn havde, som vi nedenfor nærmere ville see, været Hirdstjore i Nordfjerdingen paa Island, og med flere Eyfjordinger sat sig op mod Biskop Jon af Hole; de begav flg i 1362, formodentlig efter Indstevning, over til Norge, og landede paa Haalogaland, hvor Sysselmanden lod flere iblandt dem, hvoriblandt Thorstein, fængsle og sende til Kongen; sandsynligviis blev han da senere indsat paa Vardbergshuus. Beretningen er i sig selv saa rimelig, at den fortjener Tiltro, især da Thorstein Aaret efter kom til Island og kunde have berettet Sagen for Einar Havlidessøn, der selv skrev Annaler, om just ikke dem, hvorfra Beretningen er tagen.
  12. ↑ Saaledes Chron. af 1357–63. Asm. & Mich. Archiv, l. c. S. 226.
  13. ↑ Isl. Annaler l. c. ved 1364. Det er merkeligt nok, at disse Annaler henføre den store Hoffest til 1364, og Brylluppet til 1363; thi da Festen i alle Fald fandt Sted 1363, skulde man følgelig slutte, at Bryllupet efter Forfatterens Mening holdtes 1362. Men dette stemmer med hvad der berettes i flere Annaler, (saaledes i dem af 1430 (Scr. r. Sv. I. 29), de visbyske Minoriters Annaler (sst. S. 44), Annalerne af 1415 (sst. 58). Og dog have de samme Annaler ganske rigtigt Albrechts Udnævnelse til Konge i 1363. Her kan altsaa ingen egentlig Fejlskrift have fundet Sted, og dette bestyrker saaledes de islandske Annalers Udsagn. Bryllupet holdtes derfor maaskee endnu inden Udgangen af 1362, og Valdemar maa, saasnart han fik det Budskab, hvorom Kong Magnus taler i sit Brev af 21de December 1362, eller maaskee endog for, over Hals og Hoved have ilet Magnus og Haakon imøde til Vardberg, og faaet Brylluppet bragt istand.
  14. ↑ Den 7de Mai og de følgende Dage holdtes nemlig den Hansedag i Nykjøbing, hvor de Deputerede modtog det føromtalte Brev fra det danske Raad, og i dette Brev heder det, „at nu, siden Egteskabet er stiftet mellem Kongens Søn af Sverige og Kongens Datter af Danmark, haabes der at Erkebiskopen nok vil give Jomfru Elsebe fri, og dertil vil man hjelpe efter bedste Evne“. Bi ville her ej lade uomtalt, at Corner (p. 1105) lader Kong Valdemar om Sommeren 1363 tilsige et stort Hof i Roeskilde og Bryllupet der fejres. Men baade Annalerne af 1363 og de islandske Annaler henlegge Festen til Kjøbenhavn, og dette er vist derfor ogsaa det rigtigste. Man seer dog i alle Fald heraf, at man slet ikke var paa det Rene med, hvor Bryllupet egentlig stod.
  15. ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 513.
  16. ↑ Sammesteds, S. 518.
  17. ↑ Margrete var, som det ovenfor (S. 587) er viist, fød i 1353, formodentlig om Vaaren; hun var altsaa paa den Tid, da Bryllupet holdtes, neppe ti Aar gammel. Naar Giftermaalet fuldbyrdedes, vides ikke, thi hvad der staar i enkelte Haandskrifter af de islandske Annaler, at Haakon fik Margrete 1366, er kun en Skrivfeil; det er tydeligt at see, at der her menes Bryllupet i 1363. Deres første Barn, Olaf, blev ej født førend i 1370 eller 1371, da Margrete var 17 eller 18 Aar gammel.
  18. ↑ See Abbedisse Margretes Chronicon, udg. af Benzelius p. 10. Der staar: „sidhan fru Mæreta fik Hr. Knut Algøtssøn, thå war hennes warilse myket i Norghe, för thy at the släkten war mykit rik oppå gods bådhe i Swerike oc Norghe oc Hallandh. Oc om then tima war … Hakon konungher i Norghe, oc han fik konung Waldemars dotter af Danmark, som heet drotning Margareta, hvilken thå war mykit ungh, swå som om 12 åra, oc thå war fru M. hofmesterinna, oc i samma tima hafde när fik sina eghna dotter jomfru Ingegerdh Knutzdottor; oc hände thet ofta att drottningen oc syster Ingegerdh fingho bådha af eno riise, oc hafdo kärliken omgängilse sin imellem i barndoms tima“. Dette er, som sagt, heel sandsynligt, thi da Knut Algøtssøn, som vi vide, var erklæret fredløs med sin Broder Benedict, er det høist rimeligt, at han idetmindste efter Bruddet mellem Haakon og de svenske Magnater ofte opholdt sig i Norge med sin Hustru. Thi det kan gjerne være, som Beretningen melder, at Fru Mærete ej blev Margretes Hovmesterinde førend denne var 12 Aar gammel, eller i 1365; og sandsynligviis er den unge Dronning endog sat i Kost hos hende, indtil hun blev voxen og flygtede til Kongen. Men det er tillige højst rimeligt, at Mæreta fornemmelig havde sit Tilhold i Dalsland og at Dronningen blev opdragen der. – Om Mæren: og hendes Slegtskabsforhold er der ovenfor talt, S. 394, 591.
  19. ↑ Det gamle holstenske Chronicon i Leibnitz’s Accessiones S. 45 siger, at dette Kloster var Elten (i det Kleviske), og at hun blev Abbedisse der. Dette har meget mere for sig, end hvad der sedvanlig berettes, at hun gik i Vadstena Kloster, der paa den Tid endnu ikke var indrettet, og i hvis Nekrologier hun heller ikke findes omtalt. Crantz (Dania lib. 7. cap. 39) vil endog vide, at Kong Magnus efter sin Hustrus Død trolovede sig med hende, hvilket dog strider mod al Sandsynlighed, med mindre man skulde antage, at den listige Kong Valdemar har givet sig Mine af at ville indlede en saadan Forbindelse, for derved at vinde Grev Henrik for sig.
  20. ↑ Beretningen om at .Blanche, Christopher og Fru Herdiis skulle have faaet Gift, forekommer allerførst, merkeligt nok, i de islandske Annaler (Udg. S. 312). Der staar saaledes i Flatø-Annalerne (skrevet lidt før 1400) for 1364: „Svegen med Gift Kong Erik Magnussøn (dette maa være Skrivfejl for „Magnus Erikssøn“) og hans Frue Blanche i et stort Hof“. Nogle andre lægge til, idet de henføre Begivenheden til 1363: „og Fru Herdiis Thorvaldsdatter og Hertug Christopher, Søn af Kong Valdemar“; nogle faa tilføje efter Ordene „i et stort Hof“: „i Kjøbenhavn“. Der staar altsaa i det Hele taget, „at Kongen, Dronningen, Fru Herdiis og Hertug Christopher bleve svegne med Gift ved en stor Hoffest i Kjøbenhavn“. Men den Omstændighed, at Kongen selv her regnes blandt dem, som bleve „svegne“, viser i alle Fald, at dette Udtryk ej behøver at forklares som om de saaledes „svegne“ ogsaa omkom deraf; Nedskriveren kan maaske alene have tænkt sig, at der blev gjort et Forsøg paa at forgive dem, og at de følte sig ilde derefter. Chron. 1363 (Asmuss. & Michels. l. c. 226) siger, „at Bryllupet holdtes Søndag efter Paaske:9de April) i Kjøbenhavn, hvor Fru Blanche, Sveriges Dronning, blev syg og døde, og hendes Liigferd berededes højtideligt“. „Samme Tid“, tilføjes der, „blev Hertug Christopher angreben af Svaghed, der varede i nogle Uger, under hvilken Svaghed han døde, og blev begraven med megen Højtidelighed i Roeskilde Domkirke“. De øvrige eldre Chronica nævne intet om Dødsfaldene, og det er først Corner (l. c. S. 1105), som siger at „den guddommelige Retferdighed straffede den mod Jomfru Elsebe begangne Troløshed derved at Fru Blanche og Christopher døde „sammesteds“ (ibidem) altsaa ved Bryllupet, uden dog at nævne noget om Gift. Men at Blanche endnu var lyslevende den 1ste Juli, og da endog i Tunsberg, altsaa hjemkommen fra Danmark, sees noksom af det ovennævnte Landsvistbrev, som endnu forefindes i det norske Rigsarchiv (aftrykt i Dipl. N. II. 372), og er udstedt i Kong Magnus’s Navn samt „i Fru Blanches Nærværelse“, det vil altsaa sige egentlig af hende selv, i hendes Egenskab af Statholderinde over Kong Magnus’s Landsdeel. Døde hun desuagtet af den Gift, hun fik den 9de April, da maa denne Gift i alle Fald have været meget langsomt virkende. Og det samme maa have været Tilfeldet med den Gift, Fru Herdiis skulde have faaet, thi da det ovenfor omtalte Brev af 26de Septbr. 1363 (Dipl. N. II. 375), hvori hun nævnes som død, indeholder et Beviis for at Hr. Sigurd Hafthorssøn var hendes rette Arving, er det klart, at hun ej kan være død mere end i det højeste en kort Tid forud. Dronning Blanches Død maa, som vi ovenfor have anført, være at henføre til en endnu senere Tid paa Aaret, siden Kong Magnus ikke førend den 7de Januar 1364 gav Ordre til at undersøge hendes Fadebuur, hvilket dog maatte være en en af de første Foranstaltninger han traf, saasnart han fik hendes Død at vide. Befalingen, der endnu findes i det svenske Rigsarchiv (aftrykt i Dipl. N. III. 335), er dateret fra Jønkøping. Mere end en Maaneds Tid kan ej antages at have gaaet hen fra den Tid, da Kongen modtog Dødsbudskabet, og indtil han skrev Brevet. Budet fik han altsaa rimeligviis først i December, og fra det Sted, hvor Blanche døde, er det maaskee afgaaet først i November. Dette gjør det sandsynligt, at Blanches Død faldt i Løbet af Septbr. eller October 1363. At hun var død før den 4de October 1363, kan maaskee sluttes deraf, at Erik Ketilssøn da kalder sig Marsk i Vermeland, see nedenfor S. 750. Ogsaa Christopher, skjønt han døde tidligere end de andre to, døde dog fortidligt til at Giften fra Bryllupsgildet kunde have slaaet ham ihjel, thi man maa dog vel stole paa Angivelsen i den roeskildske Gavebog (Scr. r. D. III. 272) der udtrykkeligt siger, at han døde den 11te Juni. Huitfeld nævner endog St. Bernhards-Dag, den 20de August, og oversette-r hine Ord i Chr. af 1363 „at han laa syg i flere Uger“ (infirmitate captus per aliquot septimanas) med „han laa nogle Uger forbistret“, hvilket igjen har været forklaret som om han var afsindig. Ericus Olai har intet derom, ligesaalidet Riimkrøniken. Olaus Petri (S. 138) siger, at Blanche døde „nogen Tid før eller efter“ (Bryllupet), men veed intet om Gift at fortælle. Messenius derimod har som sedvanligt givet sin Phantasi og sin vilkaarlige Combinationslyst frit Løb. I den føromtalte Margrete af Vadstenas Chronicon tales der om Cecilia, Fru Birgittas Datter, der fik den i Lægekunsten kyndige Laurents Johanssøn til Egte. Nu fortæller Messenius (Scondia T. 3. S. 21, 22, og T. 12. S. 198, 199), at Valdemar for at skaffe Svigersønnen og Datteren hurtigere Adgang til den svenske Trone, ved Bryllupsfesten bibragte Magnus, Blanche og deres Følge Gift i rigeligt Maal, at Blanche døde, samt blev begraven ved Benedict Algøtssøns Side i Sorø, og at ligeledes Hertug Christopher kom til at drikke af samme Bæger, hvorved han først blev afsindig og efter faa Aars Forløb døde, medens derimod Magnus frelstes ved sin dygtige Læge Laurents Johanssøn, hvilken han til Belønning gav Cecilia’s Haand, siden dennes forrige Festemand ligeledes var død af hiin Gift. Dalin (II. 537) gjentager naturligviis det meste heraf. Lagerbring (III. 487) og Suhm (XIII. 486) veed, uvist hvorfra, at Blanche blev begraven i Ringsted. Hun blev vel hverken begraven i Ringsted, som hine, eller i Sorø, som Messenius sige, men i Tunsberg, med mindre hun om Høsten atter var dragen til Danmark, hvilket dog er lidet troligt, eftersom hendes store Segl fandtes blandt hendes Efterladenskaber i Tunsberg, see det nedenfor omtalte Inventarium.
  21. ↑ Inventariebrevet opbevares ligeledes i det svenske Rigsarchiv, og er aftrykt i Dipl. N. III. 344. Det er udstedt af Fehirden Peter Nikolassøn, Lagmanden i Tunsberg Berg Hermundssøn, og to andre Mænd, og vidner om at Ingemar Ragnvaldssøn og Hallvard Djakn, hvilte Kong Magnus ved Befalingen af 7de Januar 1364 havde beordret til denne Forretning i Forening med Fehirden, toge til sig af Dronningens Fadebur de derefter opregnede Effecter.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/62&oldid=80858»