Det norske Folks Historie/7/61

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 706-728).

Kong Valdemars Erobringsplaner indskrænkede sig ikke til Skaane og de tilliggende Landskaber alene, men de strakte sig ogsaa langt videre, til Dele af det svenske Rige, hvortil han ikke kunde paaskyde endog den ringeste Skygge af Ret, uden den, der tillod enhver krigførende Part at tage saa meget fra sin Modstander, som han formaaede. Han agtede nemlig hverken mere eller mindre end at underlægge sig Øerne Øland og Gotland. Det maa fornemmelig have været Staden Visbys rige Skatte, der lokkede ham. Krigen med Magnus frembød ham nemlig en Lejlighed til at plyndre eller brandskatte den, som han ellers vanskeligt vilde kunne faa, og som han derfor maatte benytte. Vel var det at forudsee, at han derved vilde komme i Fjendskab med Hansestæderne, til hvis Forbund Visby hørte, men saavidt man kan see var Valdemar belavet derpaa. Han havde smigret dem og givet dem de bedste Løfter, for at berolige dem og holde dem i Uvirksomhed, saa længe han endnu var ifærd med at erobre Skaane, for at de ej skulde være ham hinderlige heri; men da han først var sikker paa sit Bytte, tog han ikke i Betænkning at bryde med dem ligesaa godt først som sidst. Saavidt man kan skjønne, maa han allerede umiddelbart efter Undertvingelsen af Skaane, hvor han forblev til Begyndelsen af Sommeren^[1], have gjort Forberedelser til Toget, hvis Hensigt ogsaa Kong Magnus synes at have anet. Thi denne, der henimod Juul var vendt tilbage til det øvre Sverige, drog endnu i Hjertet af Vinteren, ej længe efter Nytaar 1361, over til Estland, neppe i anden Hensigt, end at forsøge, om han kunde faa Ridderne og Stæderne i Lifland overtalte til at gjøre fælles Sag med sig imod Valdemar, ved at skildre dem de Tab og Ulemper, som ogsaa de vilde lide, hvis det lykkedes Valdemar at bemægtige sig et saadant Middelpunkt for den østersøiske Handel, som Gotland og Visby. Og endog under sit Ophold her i Estland lod han fra Staden Hapsal den 13de Februar udgaa et Brev til Autoriteterne i Visby, hvorved han befalede dem at sørge for at holde det sedvanlige Antal Krigsfolk og Skibe i Beredskab, for, saa snart de opfordredes af Drottseten Nikolas Thuressøn, at kunne rykke ud til Rigets Forsvar^[2]. Det seer dog ikke ud til, at Magnus udrettede stort, enten ved sin Reise eller sin Skrivelse. I Marts var han atter hjemme i Sverige, og lod nu ogsaa her et almindeligt Krigs-Opbud udgaa^[3] idet han fremdeles advarede Gotlendingerne ved en Skrivelse fra Stockholm af 1ste Mai, i hvilken han meldte dem at han havde bragt i Erfaring, hvorledes nogle af hans Uvenner, til hans og hele Rigets Skade, hemmeligt lagde Raad op om at anfalde Øen, saasom den laa dem saa nær, med en sterk Krigsmagt; hvorfor han bad dem at være paa sin Post og holde Vagt baade Nat og Dag^[4]. Men det hjalp altsammen ikke. Man skulde have troet, at Hansestæderne havde været paa sin Post og vilde have grebet til Vaaben i Tide, forat forekomme Valdemar, men det lader til, at de endnu ikke troede ham dumdristig nok til at vove et aabenbart Brud. Imidlertid var han færdig med sine Udrustninger, og drog allerede i Juli afsted med en veldig Hær og Flaade, først til Øland, som han herjede og erobrede tilligemed Slottet Borgholm, siden til Gotland, hvor han i flere Trefninger slog Bønderne, der søgte at gjøre ham Modstand, tvang Visby til Overgivelse, udpressede en overvettes stor Brandskat, men plyndrede de riigt smykkede Kirker og Klostre, saa at han skal have ført store Skatte med sig som Krigsbytte, da han efter mere end en Maaneds Ophold paa Øen drog bort igjen. Over begge de erobrede Øer indsatte han danske Fogder, og tilkjendegav derved noksom sin Hensigt at ville lægge dem til det danske Rige. Den samme Hensigt lagde han for Dagen ved – rigtignok først efterat have givet Staden et Knæk, som den aldrig skal have forvundet – at udgive et Stadfestelsesbrev paa Staden Visbys gamle Friheder og tilstaa dens Borgere samme Rettigheder i Danmark, som de andre danske Stæders Borgere^[5].

Der findes ikke Tegn til, at der fra Magnus’s og de svenske Herrers Side blev lagt Valdemar saameget som et Halmstraa i Vejen under hele dette Krigstog. Alt tyder hen paa, at den gjensidige Misforstaaelse og Mistillid mellem ham og Høvdingerne nu havde naaet den Højde, at al Handlekraft paa begge Sider lammedes. Ogsaa Kong Haakons Forhold i denne Tid er gaadefuldt. Man skulde have ventet at finde ham enten længst øster i Norge, beskjeftiget med Krigsrustninger for at komme sin Fader til Hjelp, eller endog i det sydlige Sverige, i Spidsen for en norsk Hærstyrke. Men i dets Sted finde vi ham, ledsaget af Cantsleren, i Bergen, beskjeftiget med Lovgivnings-Sysler, som om han enten slet ikke vidste noget af, hvad der i denne Tid foregik i Sverige og Danmark, eller som om det var ham ligegyldigt og slet ikke vedkom ham^[6]. Og dog skete der just i denne Tid Ting, der ej alene i højeste. Maade vedkom ham, men hvorved endog hans eget Navn blev brugt. Raadet, der nu øjensynligt havde taget Ledningen af det Hele i sin Haand, og hvis hemmelige Samvirken med Hertug Albrecht er umiskjendelig, fordrede,.at Kong Haakons Trolovelse med Margrete, Kong Valdemars Datter, skulde hæves, og at han i dets Sted skulde forloves med Elsebe eller Elisabet, en Syster af Grev Henrik i Holsten. Den første Aftale derom synes at være gjort i Februar, ved Fastelavnstider, men man kjender ikke Sammenhængen dermed^[7]. Et Gesandtskab, bestaaende af 8 Raadsherrer, hvoriblandt Erngisl Jarl, Benedict Philipssøn, Karl Ulfssøn, og maaskee flere, der tidligere havde staaet paa Eriks Magnussøns Parti, afgik siden ved Midsommerstid til Holsten, og slutte.de i Kong Haakons Navn et Forbund med Henrik, hvorved Haakon forpligtede sig til at tage Jomfru Elsebe, som han allerede havde „haandtroet“, til Hustru, og at Henrik og hans Broder Nikolas skulde til Sikkerhed for de Penge, Kong Magnus skyldte dem (maaskee paa Grund af det tidligere Gjeldsforhold) og formedelst de gode Tjenester, de ventede sig af dem, stille dem Kalmar Slot og Fogderi samt Mynten sammesteds til Pant, indtil Pengene vare betalte. Dette, heder det, lovede Haakon med sin Faders Samtykke, og med Erkebiskop Peters, samt Biskoperne Thyrgils’s og Nikolas’s (af Skara) Raad, og skulde det skee, at Haakon ej tog Elsebe til Egte, og Greverne derved leed nogen Skade, da skulde begge Konger holde dem skadesløse og alle deres Mænd i Sverige og Norge skulde hjelpe Greverne og vende sig til dem med Slotte og Lande, indtil al deres Skade og Bekostning var dækket^[8]. Med andre Ord, Gesandterne lovede i begge Kongers Navn, at hvis Trolovelsen blev brudt, skulde de opsige Kong Magnus deres undersaatlige Troskab og i hans Sted tage Grev Henrik til Konge^[9]. Da Kong Haakon paa denne Tid var i Bergen, er det højst sandsynligt, at han ikke havde mindste Anelse om at dette Gesandtskab afgik, og at man udstedte Breve i hans Navn, hvorved der paabandtes ham Forpligtelser af saa stor Vigtighed. Formodentlig har man da her benyttet en af de Blanketter, han havde meddeelt til den paatænkte Forbundstractat med Stæderne (see nedenfor) og man har erholdt Magnus’s Samtykke, hvad enten denne nu for Øjeblikket virkelig var saa forbittret paa Valdemar, at han gjerne gav det, eller det er blevet ham aftrodset, medens derimod Haakon maaskee netop ved at holde sig saa langt borte fra Sverige og Krigsskuepladsen tilkjendegav, at han ikke ønskede at bryde med Valdemar, men heller iagttage etslags Neutralitet.

Valdemars Tog til Gotland rev endelig Sløret fra Hansestædernes Øjne, og de saa nu tydeligt nok, at hans venskabelige Tilnærmelse mod dem havde været forstilt. Formodentlig tog han ogsaa allerede nu Masken ganske af, idet han, som det i Detmars Krønike heder, „begyndte at forfølge Kjøbmændene, og ikke holdt sine Løfter og Breve, hvilke han før havde givet dem om Friheder i Skaane“^[10]. Endnu i Mai havde de aftalt det nærmere om at sende ham 4000 Mk. lybsk for at erholde disse Frihedsbreve, og fordeelt Bidraget dertil mellem sig^[11]. Men sidst i Juli eller først i August, som Budskabet om Valdemars Landgang paa Gotland og Angreb paa Visby kunde have naaet Stæderne, og derfor vel ogsaa netop i den Anledning, forsamlede deres udvalgte Raadmænd sig i Greifswalde, og besluttede den 1ste August, at indtil Maanedens Udgang maatte ingen af Stædernes Kjøbmænd, der sejlede gjennem Øresund eller andensteds, bringe Varer til den danske eller skaanske Kyst, under Straf paa Liv og Gods, medens derimod i den samme Tid baade Krigsfolk og Levnetsmidler skulde kunne udføres fra deres Havne for Sveriges og Norges Kongers Regning, men ingen for Kongen af Danmarks; der maatte ikke sendes Skibe til Skaane, uden for at bortbringe det Stædernes Borgere tilhørende Gods, som der maatte forefindes, og disse Skibe maatte ikke være ladte med Varer, men alene være forsynede med den nødvendige Proviant for Mandskabet paa Frem- og Tilbage-Reisen; viiste det flg, at de trods dette Forbud havde indladt Varer, skulde disse strax aflades, og hverken Skipper eller Skibsfolk faa nogen Løn^[12]. Dette er det første aabenbare Tegn paa at Stæderne nu betragtede Valdemar som deres Fjende, og sig selv allerede som halv om halv paa Krigsfod med ham. Og til samme Tid spore vi ogsaa en større Driftighed i Kong Magnus’s Udrustninger. Penge, som han altid manglede, fik han ved at laane 4400 Mk. sv. af nogle for det pavelige Kammer indsamlede Penge, formodentlig Rumaskat og Restancer paa de udskrevne Tiender, der endnu ikke vare krævede af Pavens Udsendinger, men laa under Biskopernes Forvaring. Disse havde ogsaa i Førstningen Betænkeligheder ved at tilstaa ham Laanet, men besluttede lig dog dertil, da Kongen gav dem Pantebrev paa 88 Skippund Kobber af hvad der udbragtes af Kobberberget, skjønt rigtignok kun med Prioritet efter Hertug Albrecht og en anden Fordringshaver (15de August 1361)^[13]. Strax efter afgik der Gesandter fra Sverige til Lübeck for at slutte Forbund med Stæderne mod Valdemar i begge Kongers Navn. Disse Gesandter vare Biskop Nikolas af Linkøping, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn Drottsete, Jon Hjerne, Peder Bonde, Benedict Philipssøn, Bo Jonssøn, Anund Hemingssøn, Thorkil Erngislssøn, Arnvid Gøtstavssøn og Karl Ulfssøn, de fleste hørende til det mod Kong Magnus fjendtligt stemte Parti, men som var saa megtigt, at det vel neppe havde været muligt for Kongen at velge Andre. Flere af dem havde, som vi have seet, nys været med at slutte Giftermaalstractaten med de holstenske Grever. De fik med sig et heelt Set Blanketter, forsynede med begge Kongers Segl, en Tillid, som disse neppe viiste dem med sin gode Vilje og som de heller ikke fortjente. Vistnok blev det dem forbudet at give Brevene fra sig, førend de havde været forelagte Kongerne til Ratification^[14], og man medgav dem derhos en Instruction, der nøje foreskrev, hvorvidt de kunde gaa i deres Løfter og Indrømmelser, ligesom det og før deres Reise i en Raadssamling udtrykkeligt blev bestemt, at de ingen Fuldmagt skulde have til at pantsette Slotte eller Landskaber. Men det viiste sig snart, at de ikke ansaa sig bundne ved noget af disse Forbehold. Det besynderligste ved dette Gesandtskab var, at det ogsaa skulde handle i Kong Haakons Navn, altsaa paa Norges Vegne, uagtet der ikke var en eneste Nordmand deriblandt, med mindre man vil regne Erngisl Jarl til en halv Nordmand, fordi han var Jarl. af Orknø og saaledes vel ogsaa havde Sæde i det norske Raad. Men Kong Haakon dulgte siden heller ikke for, at han alene af Ungdoms Uerfarenhed havde ladet sig forlede til at sette sit Segl for disse Blanketter, og beklagede det oprigtigt. Gesandterne kom først til Lübeck, hvor de den 22de August udgav det første Brev i Kongernes Navn, nemlig en Erklæring om, at da Stadens Magistrat havde saa ofte vist sig velvillig og velsindet mod dem og deres Forfædre, erklærede de herved, med fine tro Mænds Samtykke, alle de Tvistigheder, som hidtil kunde have hersket imellem dem paa den ene og Lübeckerne paa den anden Side, for aldeles ophørte og bilagte. Herpaa var endnu intet at klage, om det end klinger noget besynderligt, at Kongernes Segl siges at være vedhængte „med deres fulde Vidende og efter Befaling“^[15]. Men derpaa begav Gesandterne sig til Greifswalde, hvor Befuldmegtigede samledes fra alle Hansestæderne ved Østersøen og mange andre Stæder, for at raadslaa og enes med om Betingelserne for det Forbund, der nu skulde indgaaes. Dette Forbund kom ogsaa istand den 9de September, men paa Betingelser, der stod i ligefrem Strid mod Fuldmagten. Kongerne Magnus og Haakon erkjendte herved, at de havde forbundet sig med Søstæderne Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswalde, Anklam, Stettin og Kolberg, og forpligtede sig til at understøtte dem med 2000 Riddere og Svene, med Skibe og alt hvad dertil behøvedes, imod Kongen af Danmark og hans Hjelpere samt alle dem, der havde røbet eller herefter røvede eller gjorde Ondt paa Søen, navnlig paa Skaane, Gotland og Øland. I den Anledning, heder det, satte de Stæderne til Sikkerhed Slottet Baagahuus med Marstrand og øvrige Indtægter, samt alt hvad dertil havde hørt fra gammel Tid, for deres Omkostninger med at udruste Skibe og Krigsfolk, eller ved at udløse dem fra Fangenskab, eller hvad Skade de maatte lide paa de Skibe, de kjøbte eller hyrede. Kongerne skulde være ferdige til at begynde Felttoget med dem førstkommende Mortensdag, og da bekrige Danekongen, og tilføje hans Skibe og Folk Skade; hvad de da vandt, skulde deles efter Mandtal. Hvis de i Forening angreb Skaane, da skulde Kongen istedetfor Baagahuus lade dem faa Vardbergs Slot med Tilbehør^[16], saafremt de ikke heller vilde beholde det første. Anvendte de større Bekostning paa disse Slotte, end de indbragte, da skulde dette legges til Krigsomkostningerne, omvendt skulde et muligt Overskud af Slottenes Indtægter fradrages disse. Lykkedes det dem at erobre Skaane, da skulde Kongen overlevere dem Slottene Helsingborg, Skanør og Falsterbod med Tilhørende, Lund med Mynten, samt Markedet paa Falsterbod, Skanør og i Malmø med al Tolden i Skaane, undtagen hvad der var pantsat til en tidligere Fordringshaver, medens Kongen skulde beholde Lindholm, Trelleborg, Ystad, Aaoos og Symreshavn m. m.; naar Stæderne fik de nysnævnte skaanske Besiddelser, da skulde de tilbagegive Vardberg eller Baagahuus, men beholde hine indtil de havde faaet alle sine Krigsomkostninger betalte; da først skulde de tilbagegive Helsingborg og to Aar efter alt det øvrige. Blev nogen af disse Slotte siden belejret af Fjenden, skulde Kongerne komme dem til Hjelp, blev det dem fravundet, skulde de holde dem skadesløse. Vilde Kongerne siden, efter Overlæg med Stæderne, drage fjendtligt ind i det egentlige Danmark, og de der vandt nogen Fordeel, skulde denne deles efter Mandtal; angreb den danske Konge nogen af Stæderne selv, skulde Kongerne komme dem til Hjelp med al deres Magt, og ingen Fred indgaa, førend alt var bragt til Ende. Saa længe de levede, skulde de ikke blive nogen af Stædernes Fjender. De skulde ikke pantsette Skaane uden med Stædernes Samtykke, og disse skulde være nærmest til at beholde Landskabet, om de vilde. Blev Skaane ikke indtaget, skulde Stæderne dog beholde hine førstnævnte Slotte, indtil alt deres Udlæg var godtgjort. Derimod forpligtede Stæderne ved deres Fuldmegtige sig til at holde disse samme Betingelser, og ligeledes ingen Fred at slutte, indtil alt var tilendebragt; Lübeck skulde udruste 6 Kogger og 6 Skuder med 600 bevæbnede Mænd og Krigsmaskiner; Stralsund og Greifswalde tilsammen ligesaa meget, Kolberg, Stettin og Anklam ligesaa^[17], i alt skulde de skaffe 2000 Mand, ligesom Kongerne, være ferdige til at begynde Toget Mortensdag, og da drage til Skaane, Øland og Gotland for at tilbageerobre dem, imod at faa de dem tilsagte Slotte overleverede; naar de havde faaet sine Udlæg godtgjorte, skulde de levere Slottene tilbage; døde imidlertid en af Kongerne, skulde de levere dem til den anden, og døde begge Kongerne, til Erkebiskopen af Uppsala samt Biskoperne af Strengnes, Linkøping og Skara, samt sex Riddere og Svene, som Biskoperne dertil udkaarede af Raadet. Ligelydende Exemplarer af denne Overeenskomst udferdigedes i Kongernes Navn til alle de forbundne Stæder, og Stæderne gav igjen hver for sig deres Gjenbreve, ligesom de forbød al Handel med Danmark, og udskrev hos sine egne Borgere den saakaldte Pundtold til Krigsstyr^[18].

Desforuden udstedte Gesandterne, ligeledes i begge Kongers Navn, nye og meget udstrakte Frihedsbreve for Stædernes Borgere i begge Riger. Der tilsagdes dem herved sikker Frem– og Tilbage-Reise til og fra Rigerne, til Lands og Vands, og uhindret Ret til at handle med sine Varer, naar de betalte ordentlig Told; bleve de røvede i Rigerne eller paa Vejene did, da skulde Kongen forfølge Røverne, som om det havde været deres eget Gods, indtil fuld Erstatning var givet; paa Markederne i Skaane udvidedes de tydske Kjøbmænds Friheder. Kom de til nogen By i Norge, skulde de som tidligere betale i Told et Pund af bedste Slags Kornvarer, som de havde i Ladningen, udtagen af det saakaldte Fluur eller fiint Hvedemeel, men være fritagne for al anden Afgift, navnlig en Told, som Kong Haakon den 5te havde paalagt, og som herved aldeles afskaffedes. Naar en hanseatisk Kjøbmand kom til Sverige eller Norge, skulde han kunne føre sine Varer over Land fra Hav til Hav, og uhindret sejle med dem til Vesterhavet, hvor han vilde. Salt skulde de i begge Riger kunne selge til Indsødte eller Fremmede, saa meget de vilde, men ikke mindre til hver enkelt Kjøber, end et Skippund, og deraf skulde de ikke erlegge nogen Told. De skulde kunne sejle til og ind i Nevafloden og videre, samt overalt ellers i Kongernes Riger og Lande, og der drive deres Handel. Hvis de havde ført Varer til Rigerne, som de ikke kunde faa afsat, da skulde de kunne føre dem ud igjen mod Toldafgift. Meenedere eller æreløse Mænd, eller letferdige Kvinder skulde ikke kunne føres som Vidner mod Kjøbmændene i de dem vedkommende Retssager. Alle eldre Privilegier, tilstaaede Stædernes Borgere, skulde forblive i Kraft^[19].

Ved at gjennemlæse disse Acter maa man især forundres over – man kunde næsten sige den Frekhed, hvormed Gesandterne tog sig til at give Løfter og indgaa Forpligtelser, vedkommende Norge, uagtet der ikke fandtes en eneste Nordmand i deres Midte. Ja man kan gjerne sige, at det her fornemmelig gik ud over Norge, thi de Slotte, som Stæderne fra først af skulde have til Sikkerhed for deres Krigsomkostninger, indtil de kunde faa de saa meget attraaede skaanske Slotte i sin Besiddelse, vare norske, og ved Siden af de Friheder, som Kjøbmændene fik i Skaane, der endnu ej var erobret, og hvor det slet ikke var vist, om disse Friheder nogensinde vilde blive til Virkelighed, fik de i Norge Indrømmelser, som i dette rolige og lydige Land øjeblikkeligt kunde træde i Kraft. For Sveriges Vedkommende indrømmedes saaledes i Virkeligheden næsten intet, eller saare lidet, for Norges overmaade meget, og det efterat Kong Haakon nys forud i Bergen havde bekræftet de Friheder, som– Stæderne hidtil havde nydt. Vel var det saa, at Haakon, som vi have seet, havde været uforsigtig nok til at lade sit Segl sette under de Blanketter, Faderen medgav Gesandterne, og vistnok hørte Baagahuus og Marstrand til Dronningens Morgengave og den Deel af Norge, der egentlig var undtaget fra Kong Haakons Regjering, og stod under Kong Magnus; men alligevel var det dog en himmelraabende Uret, at disse svenske Mænd, uden at tælle en eneste Nordmand iblandt sig – hvis ikke de maaskee, som sagt, for Øjeblikket lod Erngisl Jarl gaa for en saadan – pantsatte norske Slotte og bevilgede Handelsrettigheder i Norge. Men dette er ikke det eneste, om end maaskee det første, Exempel paa, at det ved slige Lejligheder, hvor der sluttedes Tractater i de fælles Unionskongers Navn, fornemmelig gik ud over Norge.

Ifølge Gesandternes Instrux skulde nu Overeenskomsten først forelægges Kongerne til Ratification, inden disses Forpligtelsesbreve udleveredes. Men herom brød ikke Gesandterne sig. De udleverede uden Videre de nu med disse Forpligtelses-Artikler udfyldte, af Kongerne beseglede Blanketter, og modtog i deres Sted Stædernes Gjenbreve. Kong Haakon vidste saaledes ikke, hvad de havde lovet i hans Navn; ja han fik det ikke engang for det første at vide, thi Gesandterne gjemte endog Stædernes Gjenbreve bort for ham, at han ej skulde faa dem at see: i den Grad var de sig bevidste at have handlet utilbørligt og overtraadt deres Fuldmagt^[20]. Man skulde næsten tro, at de have handlet ligesaa med Trolovelsesacten, og at Haakon heller ikke for det første erfoor, hvad der stod i den.

Mod Slutningen af September vare begge Kongerne, Erkebiskop Olaf, Biskoperne i Oslo, Bergen, Hamar og Stavanger, begge Hafthorssønnerne og Hr. Agmund Finnssøn, altsaa de ypperste af Raadets gejstlige og verdslige Medlemmer, forsamlede paa Baagahuus, neppe i anden Hensigt, end at overlægge om disse Anliggender, og afgjøre, hvorvidt man kunde godkjende de Forpligtelser, som Gesandterne maatte have indgaaet for Norges Vedkommende^[21]. Thi at de havde modtaget Blanketterne og saaledes ogsaa etslags Fuldmagt fra Haakon, kunde nu ej være ubekjendt. Hvad Besked Gesandterne have bragt, og hvad de have fundet for godt at melde, vides ikke; med Magnus regnede de det vist ikke saa nøje, men med Haakon og de norske Rigsraader var det en anden Sag. Havde de givet Stæderne Tilsagn om Baagahuus og Marstrand, saa maatte de dog nævne noget derom, for at forberede Vedkommende paa at Stæderne med det første vilde fordre Løftet opfyldt, hvis det ellers ikke var deres Mening, at den kongelige Befalingsmand underhaanden skulde aabne Portene for Stædernes Krigsfolk. Hvad der nu forhandledes eller ej – saa meget er vist, at Baagahuus ej blev aftraadt, og at de Tropper, som Lübeck og Stralsund med stor Bekostning havde udrustet og afsendt, for at tage Slottet i Besiddelse, maatte vende tilbage med uforrettet Sag^[22]. Dette vakte naturligviis megen Misnøje hos Stæderne, og maatte udøve en hemmende Virkning paa Krigsrustningerne. Der blev heller ikke foretaget noget Krigstog i dette Aar, saaledes som Aftalen først lød, og sandsynligviis er Tiden gaaet hen med gjensidige Bebrejdelser og Forklaringer. I Sverige maa der og have hersket megen Uro og Forvirring, siden det heder, at Kong Magnus den 11te November i Sønnen Haakons Navn blev sat fast paa Kalmar Slot^[23]. Ifølge den Krønike, der beretter dette, men dog ej er samtidig med Begivenheden, skulde dette være skeet paa Haakons egen Befaling, og efter Overlæg med Raadsherrerne. Dette kan dog, om det ellers forholder sig saa, neppe have været alvorligt meent fra Haakons Side, da han stod paa en intet mindre end god Fod med Raadsherrerne, og derimod altid viiste sin Fader sønlig Kjærlighed og Ærefrygt. Snarere er det skeet for et Syns Skyld, og maaskee endog efter hemmelig Aftale med Faderen, da dette maaskee var det eneste Middel til at hindre et aabenbart Oprør af Raadsherrerne, der vist nok fremdeles bearbeidedes af den snedige Hertug Albrecht. Kong Haakons Plan var aabenbart den, at holde gode Miner med Herrerne, indtil Opstanden for det første var forebygget, og han havde sikkret sig selv Tronfølgen i Sverige, der ifølge Forliget i Jønkøping tilkom ham, naar hans Broder Erik døde uden at efterlade sig Børn. Dette kunde alene skee derved at han tilsyneladende sluttede sig til Herrerne, og ved deres Hjelp blev valgt til Konge. Rigsraadet sees ogsaa at have anerkjendt denne hans Ret, der siges rigtignok ikke mod hvilke Indrømmelser fra hans Side; thi allerede først i November, kalder Haakon sig „Sveriges Fyrste“, og udførte siden kongelige Regjeringshandlinger, uagtet han endnu ikke havde andet end sit norske Secret at besegle med^[24]. Den 15de Februar 1362 opnaaede Haakon virkelig at blive valgt til Sveriges Konge i Uppsala, med alle Biskopernes og de verdslige Raadsherrers Samtykke^[25]. Ved denne Lejlighed var ogsaa Kong Magnus selv tilstede, og da var han i alle Fald fri, om det ellers virkelig har sin Rigtighed med, at han nogensinde var fængslet. Thi den eneste Krønike, som beretter dette, lægger til, at Haakon af Angergivenhed satte ham paa fri Fod Christi Himmelfartsdag, altsaa 26de Mai 1362; men da der findes et Domsbrev, udstedt af Magnus i Søderkøping den 20de Marts, var han idetmindste allerede da i Frihed og fuld Udøvelse af sine kongelige Rettigheder. Og der haves endydermere et Brev til Indbyggerne i Uppsala Biskopsdømme, skrevet af Kong Haakon i Ljodhuus den 27de April, hvori han forkynder, at da han og hans Fader nu her i Ljodhuus vare blevne forligte med hinanden, skulde alt Fjendskab ogsaa ophøre mellem deres Mænd indbyrdes. Naar Krøniken kan fare med Tant i sin Beretning om Magnus’s Befrielse, kan man heller ikke synderligt stole paa, hvad den beretter om hans Fængsling. Og hvad der gjør denne Beretning endnu mere mistænkelig, er den Omstændighed, at Kalmar Slot og By paa denne Tid maa have været i Grev Henriks Besiddelse, saa at det er lidet sandsynligt, at Haakon skulde have villet lade sin Fader indsette der, og ligesaa lidet sandsynligt, at Grev Henrik havde sluppet ham løs, naar han først havde faaet ham i sin Magt. Af det nysnævnte Brev seer man dog, at der der har været en Fejde, eller Antydninger til en Fejde mellem Magnus’s Tilhængere og Raadet, og at Haakon for en kort Tid gjorde fælles Sag med dette, enten af en Svaghed, som han strax angrede, eller for et Syns Skyld, for at erhverve Kronen. Usandsynligt er det heller ikke, at Dronning Blanche har haft nogen Deel i Rolighedens Gjenoprettelse, da man erfarer, at hun i Marts dette Aar befandt sig i Stockholm^[26]. Hvorom alting er, faa seer man, at den indvortes Rolighed og den gode Forstaaelse nogenledes var oprettet om Vaaren 1362, saaat man atter kunde begynde at tænke paa Krigen mod Danmark. Ogsaa Hansestæderne vare blevne formildede, formodentlig ved Løfter om Skadesløsholdelse, fordi de ikke fik Baagahuus; Forbundet var endydermere blevet tiltraadt af Bremen, Hamburg og Kiel, og Tiden, da man skulde være færdig til at begynde Fjendtlighederne, var bleven udsat til Midfaste Søndag eller 27de Marts^[27]. At begynde Krigen saa tidligt, synes dog Aarstiden at maatte forbyde, men at der imidlertid fra Hansestædernes Side blev arbeidet alvorligt paa Krigsrustningerne, seer man deraf, at Staden Bremen netop paa selvsamme Midfaste Søndag sluttede Contract med nogle tydske Herremænd, hvorved disse forpligtede sig til for en vis Sold at tjene paa Raadets Kogge mod Kong Valdemar^[28]. Noget senere sendte Kong Magnus og Haakon Ridderen Hermann v. Vigen til Lübeck for at kjøbe Levnetsmidler og leje Skibe for deres Regning; da rede Penge manglede, maatte Ridder Hermann i Kongens Navn den 1ste Mai udstede et Gjeldsbrev til Lübecks Raad og Stad paa henved 200 Mk. lybsk, deels, som det anføres i Gjeldsbrevet, for flere Slags Spise– og Drikkevarer, deels ogsaa for fem Krigsskibe, der udrustedes til Kongernes Brug, og hvoraf de tre betroedes til Grev Henrik, de to til Grev Adolf. Brevet blev siden til ydermere Sikkerhed forsynet med Forløfte og Besegling af Biskop Nikolas af Linkøping, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn, Johan Hjerne, Peter Bonde, Benedict Philipssøn, Karl Ulfssøn, Bo Jonssøn og flere Herrer^[29], kort, de samme Mænd, der Aaret forud havde sluttet Forbundstractaten, og som nu atter bleve sendte ned, eller maaskee rettere tiltvang sig at blive sendte ned, med Breve og mundtlig Beskeed, for i Kongernes Navn at anmode Stæderne om, allerførst at vende sig mod Helsingborg, og begynde Belejringen af dette Slot, om end Kongerne ikke strax vare der tilstede, da de med det allerførste skulde indfinde sig i Spidsen for det belovede Antal Tropper. Det var formodentlig ogsaa efter Overlæg med disse Gesandter, at Overanførselen over Toget, som det fortælles, betroedes Grev Henrik^[30].

Imidlertid gik det dog kun seent med Krigsrustningerne, da det ikke lader til at Stædernes Flaade stak i Søen førend sidst i Mai eller først i Juni^[31]. Men den Krigsmagt, som de da omsidder havde faaet bragt sammen, var efter de Tiders Forhold usedvanlig stor. Hvis hver enkelt Stads Contingent var nøje den samme, som man Aaret forud havde aftalt, da har den samlede Flaade udgjort 27 Kogger og 25 mindre Skibe med 2730 væbnede Mænd. Men det lader til, at idetmindste Lübeck har grebet sig endnu mere an, thi Stadens gamle Chronist, Detmar, angiver, at Staden (hvis Contingent kun var 600 Væbnede) havde i alt 1500 Mand dagligt at bespise, og senere paastod Stæderne, at de havde sendt 1000 Mand over det aftalte Antal. Detmar siger ogsaa udtrykkeligt, at Folket fra Stæderne var „over al Maade talrigt“^[32]. Imidlertid var ogsaa Kong Magnus, saavidt man kan see, rykket i Feldten, ja havde maaskee haft et Sammenstød med Kong Valdemar i Halland. Thi i de første Dage af Juni havde han opslaaet sin Lejr ved Vardberg, og det lader endog til, at han ved denne Lejlighed havde faaet Hjelpetropper fra Norge, siden Jemtelands Sysselmand, Nikolas Djakn, var hos ham, og hjalp ham med et Pengelaan af 350 Mk. svensk, hvorfor Kongen til Godtgjørelse overlod ham tvende, formodentlig i Nordrehalland liggende, Gaarde^[33]. Det er i og for sig ikke usandsynligt, at Kong Valdemar har truet med at angribe Vardberg, ja maaskee endog allerede nu gjort et Tog ind i Nordrehalland, og at Magnus saaledes har maattet være paa sin Post for at møde ham. Men den megtige hanseatiske Flaades Ankomst i Øresund maatte under alle Omstændigheder nødsage Valdemar til for det første at opgive alle Forsøg paa at trænge videre frem mod Norden, og saaledes er det let at forstaa, hvorledes det kunde gaa til, at Magnus den 22de Juni kunde være i Varnheem i Vestergøtland, og den 29de atter i Ljodhuus. Hans Nærværelse i Halland var nemlig ikke for det første nødvendig, og han er maaskee ilet tilbage, deels for at paaskynde Krigsrustningerne, deels ogsaa for at møde Gesandterne, naar de, som han ventede, snart kom tilbage, da han netop af dem ventede sig den største Bistand. Der var ogsaa udgaaet Udbud til de norske Sysselmænd, navnlig Hr. Agmund Finnssøn, men de synes ej at have forhastet sig^[34]. Stædernes Hensigt synes i Førstningen at have været den at angribe Kjøbenhavn, hvortil de ansaa sig sterke nok uden Bistand af Kong Magnus. Men Budskabet, som Gesandterne medbragte fra Kongerne, bestemte dem til at vende sig mod Helsingborg, uagtet de, som de siden paastode, ikke havde Styrke nok til paa een Gang baade at belejre Slottet til Lands og forsvare Adgangen fra Søsiden^[35]. Men de stolede trygt paa, at Kongerne om en føje Tid vilde komme dem til Undsetning. Haabet gik dog ikke i Opfyldelse. Stædernes Krigshøvdinger ventede og ventede, men ingen Konger kom, og Kongerne ventede ligesaa forgjeves paa at Gesandterne skulde komme tilbage. De samme Stormænd, der havde været saa hidsige paa at begynde Krig, og i at paabyrde Kongerne hine Forpligtelser mod deres Vilje eller idetmindste uden deres Fuldmagt eller Samtykke, viiste sig langt fra saa ivrige, da det gjaldt at opfylde Forpligtelserne. Saavidt man kan see, sandt de bedre sin Regning ved at ligge nede i Holsten og knytte den egenmægtigt sluttede Trolovelse endnu fastere, end at ile tilbage til Sverige, for at staa deres Konger bi. Thi St. Jakobs-Dag, den 25de Juli, skulle de paa Slottet Plan i Holsten, allerede have højtideligholdt Copulations-Acten per procurationem, som det heder, saaledes at Herrmann v. Vitzen forestillede Kong Haakons Person, og Bruden bortgaves af sin Broder Grev Henrik (der saaledes da heller ikke var ved Flaaden), og Grev Adolf, hvorhos de Aaret forud indgangne Sikkerheds-Forpligtelser paany bleve indgaaede i en endnu strengere og mere bindende Form^[36]. Imidlertid laa Stædernes Flaade og Krigsmagt for Helsingborg, og bestod Slottet nok saa ivrigt med sine Krigsmaskiner, blandt hvilke der sandsynligviis ogsaa var nogle Kanoner. Men da Kongerne ikke efter Bestemmelsen indfandt sig, kunde de intet synderligt udrette; de kunde ikke engang efterlade tilstrækkeligt Mandskab ombord paa Skibene for at bevogte disse. Ogsaa Grev Henrik var, som vi have seet, efter al Rimelighed fraværende, for at fremme Giftermaals-Anliggendet. Og imidlertid benyttede Valdemar sig af Lejligheden, kom sejlende med sine Skibe, og angreb den slet forsvarede hanseatiske Flaade med et saadant Held, at han bemægtigede sig tolv store Kogger fulde af Levnetsmidler, Vaaben og mange andre Slags Krigsfornødenheder, og drog bort med dem, uden at de Tydske kunde hindre det. Dog havde han det store Uheld, der efter Detmars Mening endog mere end opvejede Sejren, at hans eneste Søn Hertug Christopher blev saa farlig saaret af et Kastevaaben – maaskee en Kanonkugle – at han fra den Dag aldrig fik sin Helse igjen, og døde Aaret efter, som det nedenfor vil blive omtalt^[37]. Lübeckerne gav siden deres Borgermester Johan Wittenborg, der førte Overcommandoen i Grev Henriks Fraværelse, Skylden for Nederlaget, kastede ham ved Hjemkomsten i Fængsel, anlagde Sag imod ham, og fik ham senere dømt fra Livet. Tydskernes Stilling ved Helsingborg blev nu heel kritisk. Kong Valdemar blev fremdeles liggende med sin Flaade i Øresund, og sperrede ganske Adgangen for dem til at faa Forsterkning hjemmefra; de hørte endnu intet fra de forbundne Konger, og da de omsider endog mistvivlede om at slippe bort med Livet, hvis det skulde vare saaledes ved^[38], maatte de bekvemme sig til at indgaa etslags Capitulation, af hvis Betingelser vi kun kjende disse, at der blev indgaaet en Vaabenhvile og taget en Dag, som det heder, indtil de første Dage af November, da Gesandter baade fra Stæderne og Danmark skulde samles i Rostock for nærmere at underhandle om Fred eller Stilstandens Forlængelse^[39]. Imidlertid havde Kongerne, da de omsider saa, at Herrerne slet ikke vendte tilbage, samlet hvad Tropper de uden deres Hjelp kunde opdrive, og med dem begivet sig ned i Sønderhalland. Men ved Halmstad, som forsvaredes af Hertug Christopher, mødte de Sendebud fra Stæderne, som meldte dem, at der var indgaaet Stilstand^[40]. Ifølge Stædernes Mening og Ønske skulde ogsaa de være indbegrebne deri, men herpaa vilde Hertugen ikke indlade sig, hvad enten han nu ingen Befaling derom havde modtaget af sin Fader, eller at denne først vilde benytte Lejligheden til endnu mere at udvide sit Herredømme hiinsides Sundet. Thi Christopher gjorde kort efter et Indfald i Finnveden, den sydvestligste, til Halland grændsende Deel af Smaaland, som han erobrede og sikrede sig ved at opkaste Skandser paa forskjellige Steder^[41]. Sandsynligviis fulgte der nu en Række af gjensidige Bebrejdelser mellem de Allierede, thi idetmindste bleve slige Bebrejdelser fremsatte aatte Aar senere, og det er derfor umuligt andet end at de ogsaa fremsattes strax. Stæderne ankede over at Kongerne havde sveget sine Forpligtelser ved ikke at komme dem til Hjelp ved Helsingborg, Kongerne klagede over at Stæderne mod givet Løfte havde indladt sig i Separat-Underhandlinger med Danekongen, og.indgaaet Stilstand med ham. Dog skete der endnu et Forsøg paa at gjenoprette det gode Forhold og den indbyrdes Tillid. Gesandter fra Stæderne indfandt sig mod Udgangen af September i Søderkøping hos begge Kongerne og Raadet, blandt hvis Medlemmer nu ogsaa de fleste af de saa længe udeblevne Sendebud vare tilstede: de var dog saaledes omsider komne hjem, da deres Bistand ej længer behøvedes. Her kom man til etslags Enighed, især da Kongerne, „uagtet de meget vel vidste, at deres Sendebud havde indgaaet de fleste Forbundsvilkaar imod deres Vidende og Vilje, dog, for at alt kunde blive godt imellem dem indbyrdes“, vedtog at overlade Stæderne Øland og Borgholm, der imidlertid, saavelsom Gotland, havde forjaget de danske Besætninger, i Stedet for Baagahuus, som havde været dem lovet, og hvis Savn de tog sig saa nær, at deres Mænd endog forgreb sig paa Kongens Ejendom, og truede Befalingsmanden, Lodin Eivindssøn, paa Livet^[42]. I Overgivelses-Brevet, som udstedtes af begge Kongerne den 28de September, og besegledes af tolv Raadsherrer, hvoriblandt Biskop Magnus af Vesteraas, Erngisl Jarl, Hr. Nikolas Thuressøn, Hr. Benedict Philipssøn, o. fl. heed det blandt andet, at alle de Breve, som Kongerne forhen havde givet Stæderne, fremdeles skulle staa ved fuld Magt, hvilket idetmindste Stæderne ogsaa fortolkede om alle de øvrige Artikler af Forbundstractaten, som derfor efter deres Mening endnu skulde være i fuld Kraft, paa den nysnævnte Ombytning af de tvende Slotte nær^[43]. Man skulde formode, at der ogsaa har været raadslaaet om de forestaaende Freds- eller Stilstands-Underhandlinger, eller at disse idetmindste have været paa Bane, men man synes i alle Fald ikke at være kommet til noget tilfredsstillende Resultat, thi den 7de November tilskrev begge Konger Stæderne et Brev fra Stockholm, hvori de klagede over, at de endnu ikke, siden de tydske Sendebud vare dragne hjem fra Søderkøping, havde faaet et eneste Brev eller Budskab om, hvorledes de herefter agtede at forholde sig med Hensyn til Krigen mod Danmark, og bad dem derfor paa det indstændigste om, øjeblikkeligt at melde dem, hvad de i saa Henseende havde gjort eller fremdeles agtede at gjøre^[44]. Men da dette Brev indløb til Stæderne, tildeels endog førend det blev skrevet, vare allerede Underhandlingerne i Rostock bragte til Ende. Thi den 6te November var de Deputerede fra de fire østersøiske Stæder Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund paa de øvrige Hansestæders Vegne blevne enige med Kong Valdemars Gesandt Hr. Fikke Molteke, Høvedsmand paa Vordingborg, om Betingelserne for en Stilstand paa noget over et Aar, og den 10de November blev Brevet derom udferdiget. Det bestemtes her, at der mellem Kong Valdemar paa den ene Side, og Kongerne Magnus og Haakon med deres Mænd samt alle Stæder af den tydske Hanse paa den anden, skulde være Vaabenstilstand til og med Helligtrekongersdag over et Aar (altsaa til 6te Januar 1364). I denne Tid skulde der frit kunne drives Handel og Kjøbmandskab mellem begge Parter; Fangerne paa begge Sider skulde frigives, en nærmere Dagthingning mellem Herrerne samt Stæderne og Kongen skulde finde Sted næste Valdborgsdag (7de Mai 1363). Kongerne af Sverige og Norge skulde vedtage denne Overeenskomst inden næste Helligtrekongersdag^[45] mellem Halmstad og Lagaholm, Hertugen af Slesvig og hans Søn inden 6te December paa Fyn, Grev Henrik og hans Broder Claus ligesaa, Grev Adolf inden samme 6te Decbr. paa Femern, Hertug Erik af Saxen inden 6te Januar i Lübeck, og alle de andre tydske Herrer, der enten vare eller vilde være Danekongens Hjelpere og deeltage i Dagthingningen, inden Juul i Damgarten. Med Fikke Molteke gav 9 andre Riddere og Svene, hvoriblandt ikke færre end sex Molteker, deres Forløfte, og paa Stædernes Vegne de ti Raadmænd deres foreløbige Forløfte, indtil Ratificationsbrevene kunde udfærdiges; disse skulde inden Juul være udvexlede i Rostock; Fikke Molteke skulde da have overleveret Kong Valdemars, forsynet med hans og hans Søns, Erkebiskop Nikolas af Lunds, to andre Biskopers, og tretten Ridderes Segl, og Raadmændene skulde ligesaa udlevere Stædernes, forsynede med deres Segl. Umiddeibart derpaa afgik Hr. Fikke Molteke, ledsaget af et Sendebud fra Rostock, til Kong Magnus, for at melde ham den sluttede Overeenskomst, fra Lübeck blev der skrevet om den samme Sag til de vestlige Stæder, fra Stralsund til de østlige, og fra Wismar til Bergen^[46]. Den 16de November udstedte de fem Stæder Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund og Greifswalde en Bekjendtgjørelse af Overeenskomsten, og samme Dag udgav Kong Valdemar fra Vordingborg en lignende Bekjendtgjørelse, ledsaget af en Erklæring om at ville overholde den, beseglet af ham, hans Søn, tre Biskoper og tretten Riddere, hvoraf de fleste vare de samme, som nævnes i Stilstandsbrevet^[47].

Efterretningen om denne Stilstand blev just ikke modtagen med Glæde af alle Vedkommende. Raadmændene i Visby skrev den 15de December^[48], at de havde hørt, hvorledes der først skulde være sluttet en Vaabenhvile, siden en Stilstand med Danekongen, og udbad sig nærmere Underretning derom; de haabede, at Stæderne ej vilde lade dem i Stikken, hvilket ej alene vilde blive til Skade for dem selv, men ogsaa for den hele Hanse. De preussiske Stæder klagede den 18de December^[49] over, at uagtet de havde betalt sin Contingent til Øresunds Fredning og deres Godses Bevaring, var det dog blevet plyndret af Danekongen og hans Tilhængere, og efter Fjendtlighedernes Ophør endog indført og udført i Stædernes Havne, uden at blive anholdt; den sidst afsluttede Stilstand havde allerede været forkyndt for en Maaned siden, uden at de havde modtaget officiel Underretning derom, hvilket de tog meget ilde op, og haabede at saa klækkelig Forklaring derover. Imidlertid vilde de overlade det til Stædernes Bestemmelse, om de selv burde forlige sig med Danekongen for en Tid eller for stedse; de havde endnu flere danske Fanger, og omvendt var der flere preussiske Fanger i Danmark. Endelig indløb Brev fra Kong Magnus, dateret Skara den 21de December 1362^[50], hvori han meldte, at han havde faaet Stædernes Skrivelse om den afsluttede Stilstand, og at han, om han ønskede at indsluttes deri, maatte tilkjendegive Danekongen sin Vedtagelse deraf inden førstkommende 6te Januar mellem Lagaholm og Halmstad. Denne Vedtagelse, skrev han, havde han intet imod at meddele, og skulde ufortøvet sende Gesandter til Kong Valdemar i den Anledning, uanseet at Valdemar efter Stilstandens Indgaaelse havde tilføjet ham stor Skade, men han bad dog ogsaa om, at Stæderne vilde vise sig velvillige og oprigtige, naar det gjaldt om hans og hans Lands Velfærd, og han haabede, at hvis Danekongen ikke vilde holde de indgangne Stilstande, eller fremdeles tilføjede hans Lande og Mænd Skade, da vilde Stæderne yde ham virksom Hjelp og gjengjelde Danekongen Lige for Lige. Iøvrigt forundrede han sig over, at Stæderne ikke efter Løfte havde villet tillade ham ved sine Mænd at udføre de Levnetsmidler, som han havde ladet opkjøbe hos dem, og bad dem derfor nu ikke længer at lægge nogen Hindring i Vejen for dem, som han nu i den Anledning sendte. Saaledes seer man, at Forstaaelsen mellem de Allierede var intet mindre end god, og at Kong Magnus især havde Grund til at ansee sig brøstholden, da Stæderne ej alene ved den hastige Separatstilstand havde behandlet ham uærbødigt og uforbindtligt, havde slaaet Haanden af ham, og derved gjort Danekongen det muligt, at tilføje ham den Skade, hvorover han klagede, men ogsaa ved det nysomtalte Forbud mod Udførsel af Levnetsmidler viist sig formeligt fjendtlige imod ham, og det vel endog snarest af egennyttige Hensyn, da det lader til, at de paa den Maade vilde sikkre sig Betalingen af det føromtalte Laan og andre Gjeldsposter. Kongerne havde derimod paa sin Side redeligt opfyldt sin Forpligtelse, at overlade dem Borgholm og Øland, der paa denne Tid allerede havde tydsk Besetning^[51].

1. Det er ovenfor nævnt, at Valdemar den 7de Januar 1361 var f Halmstad. Den 22de Febr. stadfæstede han Privilegierne for Staden Væ i denne Stad selv: den 1ste, 7de, 14de og 21de Marts, 5te April og 29de Mai var han i Lund, udøvende forskjellige Regjeringshandlinger, see Suhm XIII. 409, 410.
2. Brevet er aftrykt i Strelows Guthilandiske Chronica S. 163, 164, formodentlig efter Originalen, som paa hans Tid maaskee endnu fandtes i Visbys Raadstue-Archiv. Den 17de December 1360 var Magnus i Ørebro, den 3die Jan. 1361 i Skeninge, ifølge Breve i det sv. Rigsarchiv.
3. Man har Breve fra Magnus, daterede Stockholm den 4de Marts, Gran i Upland d. 7de Mai, Stockholm 31te Mai, Konungsnes 3die Juni, Vesteraas 11te Juni, og Stockholm 3die Juli. I dette sidste fritager han St. Klara Klosters underhavende for den nys paabudne Udskrivning, altsaa sees heraf, at en Udskrivning havde fundet Sted i Løbet af Mai eller Juni.
4. Ogsaa dette Brev er aftrykt hos Strelow, S. 166. Suhm (XII. 432) har vist fuldkommen Ret, naar han mener, at Strøm» urigtigt har læst amicis, hvor der staar inimicis, saa at Magnus paa den Maade kommer til at sige at „nogle af hans Venner hemmelig lagde Raad op mod ham og Riget“. Saaledes kunde han ikke have udtrykt sig, om han endog her ikke meente Valdemar, eller hidtil havde betragtet ham, eller dem, han sigtede til, som sine Venner, thi i det Øjeblik, de pønsede paa hans og Rigets Skade, som han siger, vare de hans Uvenner, og desuden er Talemaaden „quidam de nostris inimicis“ sedvanlig ved slige Lejligheder.
5. Om dette Tog, see yderligere Lagerbring III. S. 469–473, og Suhm XIII. S. 443 fgg. Det berettes korteligt i Chr. af 1357–63, l. c. S. 225. Visby-Annalerne (Scr. r. D. I. 259) vise, at Valdemar landede paa Gotland d. 21de Juli, altsaa maa han have besøgt Øland i Midten af Maaneden og have tiltraadt Toget i dens Begyndelse. Den sidste Sejr, Valdemar vandt over Øboerne, skete den 27de Juli, som det udtrykkeligt er anført paa det Kors, Valdemar lod opreise paa Valpladsen. Han forblev ifølge de samme Visby-Annaler paa Øen indtil 28de August.
6. Den 15de Juni stadfestede Kong Haakon Bergens Privilegier, saavelsom Hanseaternes Friheder i Staden, N. gl. Love III. S. 160; den 18de Juni gav han en Anordning om Stadens Kjøbmænds Ret til at sejle overalt i Riget og paa Skatlandene (sammesteds S. 181 (Dipl. N. IV.); og den 23de Juni stadfestede han Munkeliv Klosters Privilegier (Munkelivsbogen S. 9, 10). Ved alle disse Breve heder det, at de indsegledes af Cantsleren i Kongens Nærværelse.
7. I Brevet af 29de Juni heder det nemlig at Haakon allerede havde „haandtroet“ Elsebe, og hos Corner (rigtignok under 1362), at Elsebe var bleven bortfestet til Haakon ved Fastelavnstider; men Corner har ofte urigtige Aarstal.
8. Brevet findes endnu i Original i det danske Geheime-Archiv; det er aftrykt hos Suhm, XIII. 337, og i Schl. Holst. Lauenb. Urkunden, II. S. 242, No. 194. Datum er tydeligt nok, men desverre angives ikke Udferdigelses-Stedet, der dog maa have været etsteds i Holsten eller Nordtydskland, siden det er skrevet paa Tydsk. Kongens store norske Rigssegl hænger endnu ved, tilligemed syv andre Segl.
9. Saaledes er ogsaa dette Tilsagn bleven forklaret af Crantz, (Svecica V. 30, S. 315, Saxonia IX. 32 p. 253) og Corner (hos Eccard, II. 1104, 1105), og vi ville see, at Riget virkelig skal være blevet Grev Henrik tilbudet, da Kongerne havde frafaldt Overeenskomsten.
10. Detmar, S. 284. Denne er ellers her noget uordentlig i Aars-Angivelserne; han henfører det sidstnævnte til 1362 ihvad der dog maaskee paa en vis Maade kan forsvares, da den egentlige Krig først da begyndte) og omtaler derimod Valdemars Gotlandstog under 1360.
11. Brev af 19de Mai 1361, Lappenbergs Sartorius II. S. 490.
12. Sammesteds S. 490, 491. Da selve disse Artikler ere daterede den 1ste August (Petri àd vincula), maa de Deputerede have samlet sig mindst een eller to Dage forud, som 30te eller 31te Juli; man kan da forestille sig, at der netop er kommen forskjellige Iilbud til Stæderne om Valdemars Angreb paa Visby, og at Borgermestrene øjeblikkeligt have forsamlet sig paa det dertil for alle belejligst liggende Greifswalde. Mere end et Par Dage behøvede nemlig ikke en hurtigsejlende Skude for at tomme fra Visby til Lübeck, og var den afgaaet fra Gotland den 25de, kunde nok Borgermestrene allerede den 31te være i Greifswalde.
13. Brev i sv. Rigsarchiv; hos Suhm, XIII. 446, aftrykt i Langebeks Afhandl. om Bergverker i Norden, Khavnske Vid. Sem. Skr. VII. 321.
14. Egentlig staar der, som det nedenfor vil sees, at de først efterat have været forelagt Kongerne skulde „ingrosseres“, det vil egentlig sige reenskrives; Meningen bliver den samme; Fuldmagten og Seglene vedkom kun de foreløbige Udkast til Tractaten.
15. Lappenbergs Sartorius, II. S. 491. Originalen findes i det lübeckske Archiv. Her regnes Marstrand som etslags Tilbehør til Baagahuus; dette er egentlig ogsaa Tilfældet i Brevet af 1353 om Dronningens Morgengave.
16. Heraf seer man tydeligt, at Kong Magnus endnu havde Vardbergs Slot inde, altsaa endnu ikke havde mistet Nordrehalland. For Stæderne gjaldt det, seer man, at have et fast Punkt saa nær ved Skaane som muligt.
17. Af Krigsmaskiner nævnes her „Verk“ og „Blider“; ved de. første forstodes maaskee Kanoner, som paa den Tid allerede kjendtes. Mere herom nedenfor.
18. Tractaten er aftrykt i Cassel’s Samml. Ungedruckter Urkunden S. 419, og meddeelt i Uddrag hos Suhm XIII. 450–452, men enkelte Fejl ere indløben, navnlig at der blandt de Mænd, der i Tilfelde af begge Kongernes Afgang skulde modtage Slottene, nævnes Biskopen af Stavanger istedetfor Biskopen af Strengnes. Stædernes Gjenbreve m. m., ere trykte i Lappenbergs Sartorius S. 493 fgg. Stædernes Reces om Pundtold m. m. er trykt hos Cassel S. 428.
19. Frihedsbrevet er trykt i Dreyers Specimen S. 124, samt hos Thormod Torvessøn, Hist. N. IV. 489, og Willebrandt, Hans. Chr. m. 24, samt meddeelt i Uddrag hos Suhm, XIII. 450–452.
20. Dette siger Kong Haakon udtrykkeligt, i de senere Forhandlinger paa Baagahuus 1379. Hans Ord ere følgende: „Vor Herre Fader overlod disse sine Gesandter under Confidens og Troskab fine Pergamentsbreve, ogsaa, desverre, forsynede med vort Segl, saasom vi dengang vare uerfarne og ej havde naaet Modenhedens Aar. Dette skete for at de, naar de vare blevne enige om Forbunds-Betingelserne, skulde siden kommen til vor Fader og os, og derpaa først lade Brevene ingrossere; men ikke under nogen anden Form eller Betingelse udlevere dem. Nu derimod gav de dem fra sig, ingrosserede efter deres egen Vilje, og udleverede dem til Stæderne; men Stædernes Gjenbreve gjemte de saaledes, at vi ikke engang fik dem at see. Heraf viser det sig, at de indgik disse Dagthingninger mere til vor Faders og vor Skade, end til nogen Nytte og Gavn.“
21. Dipl. N. II. 365. Dette Brev, dateret 29de Septbr. 1361, indeholder den Skjenkelse af Audun Hestakorns Gods til Otto Rømer efter Algøt Benedictssøn, hvorom der forhen er talt, og som vi og i det efterfølgende komme til at omtale nærmere, og det er medbeseglet af alle de ovenfor nævnte Personer. Men det er let at begribe, at disse ikke i dette Øjemed alene vare komne langvejs fra til Baagahuus. Øjemedet har aabenbart været at raadslaa om de Forhandlinger, der nu vare i Gang.
22. See Stædernes Indlæg af 1370 i Lappenbergs Sartorius H. S. 686. „De klage“, heder det, „over, at da de sendte deres Bud for at modtage Baagahuus Slot, bleve de heri skuffede, fordi det samme Slot med Tilbehør ej blev dem overgivet, skjøndt dog Lübeckernes Gesandter i denne Legation havde tilsat 600 Mkr. og de stralsundske ligesaameget“. Her tales vel kun om Gesandter, men det er klart, at disse ogsaa maatte have Tropper med til at besette Slottet. Desuden vilde der imodsat Fald ikke være medgaaet 1200 Mk. til denne Expedition, som det i Klagen foregaves.
23. See de visbyske Minoriters Annaler af hin„ Scr. r. Sv. I. p. 44. Scr. r. D. I. 259. Der staar: „Da Gotland og Øland vare undertvungne, satte Sveriges Adelsmænd sig op imod Kong Magnus, især fordi hans Søn Kong Haakon med Faderens Samtykke, men tvertimod Rigsraadernes Løfte, egtede Margrete, Kong Valdemars Datter; hvorfor Kong Haakon sluttede lig til Rigsraaderne, tog sin Fader tilfange i Kalmars Sognekirke Mortensdag, og satte ham paa Slottet, men frigav ham fra samme Fangenskab, rørt af Angergivenhed, paa Christi Himmelfartsdag“. Alt dette fortælles under Aaret 1361, men omfatter ogsaa 1362, da det næste Aar, som udtrykkeligt derpaa anføres, er 1363. Men man seer letteligt, hvor forvirret og uchronologisk Beretningen er, siden Magnus’s foregivne Fængsling settes efter Haakons Giftermaal, og som begrundet derved.
24. Brev af Haakon, dat. Vimmerby d. 2den Novbr. 1361, i det sv. Rigsarchiv, og hans Stadfestelsesbrev paa Skeninge Klosters Ret til noget Jordegods, dateret Skeninge 6te Dag Juul (30te Decbr.) 1361, Lagerbring III. 483.
25. Brevet, opbevaret i det sv. Rigsarchiv, omtalt hos Lagerbring III. 483, og aftrykt hos Suhm XIII 840, handler egentlig om at optage Finlands Lagmand blandt Deeltagerne i Kongevalget, men Kongen siger her udtrykkelig, at denne Bestemmelse vedtoges „med Kong Magnus’s og Raadets Samtykke“, paa samme Dag som han valgtes til Sveriges Konge. De samme havde da naturligvis bifaldt og foranstaltet Valget. Brevet er medbeseglet af Kong Magnus, Erkebiskopen, Biskoperne i Linkøping, Skara, Strengnes, Vesteraas, Aabo og Vegsjø, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn, Benedict Philipssøn, Karl Ulfssøn af Sofa, Gøtstav Arvidssøn, Magnus Gislessøn, Narve Ingevaldssøn, Riddere, Arvid Gøtstavssøn og Bo Jonssøn, Svene, Uppsala St. Sigfrids Dag. Disse Mænd vare altsaa tilstede ved og samtykte i Valget.
26. Dipl. Norv. II. 368. jfr. ovf. S. 366.
27. Dette sees deraf, at i den Gjenpart af Tractaten, der vedkommer Bremen, Hamburg og Kiel, og som forresten har samme Datum som de øvrige, nemlig 9de Septbr. 1361, af den heel naturlige Grund, at alle de ovenomtalte Blanketter vare udfærdigede paa denne Dag, er Tiden, da man skulde være færdig, bestemt til Midfaste Søndag istedetfor Mortensdag. Lappenbergs Sartorius, II. S. 493.
28. Sammesteds, S. 500.
29. Sammesteds S. 500, 501. Brevet er vistnok dateret Lübeck den 1ste Mai, men dette er formodentlig kun Dagen, da Herrmann v. Vitzen sluttede Laanet, os heraf følger ikke, at hine Herrers Besegling skete samtidigt. Vi ville i det følgende see, at Kong Magnus den hele Sommer forgjeves ventede deres Tilbagekomst, og derfor er det vistnok sandsynligst, at de først senere indtraf i Lübeck og satte sine Segl til det allerede oprettede Document. Den 17de Juni var Biskop Nikolas, og, som det synes, ogsaa Hr. Nikolas Thuressøn, i Kalmar, ifølge et Brev af denne Dag, opbevaret i det sv. Rigsarchiv, hvorved Biskopen afhænder noget Jordegods til Hr. Nikolas. Da var de altsaa endnu ikke afreiste fra Sverige, men stode formodentlig paa Reisen. Dog er det ikke sagt, at alle reiste, fordi deres Segl sattes under Documentet.
30. Dette siges udtrykkeligt i Chron. af 1357–63, l. c. S. 226.
31. Suhm, XIII. 463 mener, at Toget ej skete førend i Juni, da det paafølgende Søslag angives at have fundet Sted d. 8de Juli. Imidlertid er dette, som det vil sees, just ikke saa sikkert, og man maatte snarere holde sig til den Omstændighed, der strax nedenfor vil blive omtalt, at Kong Magnus, der den 4de Juni laa ved Vardberg, den 22de og 29de var atter i Vestergøtland, som ogsaa til den allerede ovenfor omtalte Kjendsgjerning, at Biskop Nikolas og Hr. Nikolas Thuressøn, der var blandt de Sendebud, der skulde anmode Stæderne om at rette det første Angreb paa Helsingør, og saaledes vel maatte have indfundet sig i Lübeck førend Flaaden endnu afgik, eller idetmindste have gjestet Flaaden førend denne endnu havde naaet Øresund, ikke var afreiste fra Kalmar den 17de Juni. Men man seer af Hertug Albrechts Qvitteringsbrev af 4de Juni 1362 (Suhm XIII. 463), at Wismarerne allerede da havde gjort Fanger. Og det er, som sagt, vel heller ikke saa vist, om alle de, der beseglede Brevet, ogsaa forlod Sverige. Det maa her bemerkes, at Detmar (S. 285) urigtigt henfører Toget til 1363.
32. Detmar, l. c. S. 285. Om Contingenten, s. o. S. 731. Dog heder det i Recesser: af 27de Juli 1363 (Lappenbergs Sartorius II. S. 527), at Antallet paa de Væbnede, Bremerne iberegnede, var i alt kun 2700 Mand efter Bestemmelsen.
33. Br. af 4de Juni idet sv. Rigsarchiv. Magnus overlader her Hr. Nikolas Djakn de af Hr. Throtte Pederssøn kjøbte Ejendomme Limberg og Svenstorp som Godtgjørelse for 350 anf. Sv., hvormed denne troligt havde hjulpet Kongen i Lejren ved Vardberg.
34. Hr. Agmund var endnu ikke dragen afsted d. 20de Juni, Dipl. N. II. 370.
35. Det heder først hos Huitfeld, (S. 526), siden ogsaa hos Suhm (.l-Till. 363), at Stædernes Flaade først belejrede og plyndrede Kjøbenhavn, hvor de gjorde riigt Bytte, men bleve angrebne og slagne d. 8de Juli af Hertug Christopher, som her fik sit farlige Saar, samt at Flaaden da først vendte sig mod Helsingborg. Ser paaberaabes fornemmelig Gerdes’s lybske Krønike (p. 46.) Men hverken Detmar (og den ham følgende Corner) eller Chron. af 1357–63 veed det mindste om denne Plyndring af Kjøbenhavn 1362; ligesaalidet nævnes noget derom i de Indlæg, som Kong Haakon og Stæderne udvexlede med hinanden i 1370, og hvor Krigsforetagenderne ere saa omstændelig angivne, at en saa vigtig Begivenhed som Kjøbenhavns Plyndring umuligt kunde have været forbigaaet. Tvertimod sige Stæderne endog (Lappenbergs Sartorius II. S. 692) „at deres Flaade, ankommen til Øresund, vilde have været sterk nok til at kunne belejre Kjøbenhavn, men at den, efter Kongernes Ønske, overbragt ved Gesandterne og Breve, vendte sig mod Helsingborg.“ Dette er et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Kjøbenhavn denne Gang blev uantastet. Fortællingen om at Staden plyndredes i 1362 maa saaledes hidrøre fra en Forvexling af det Tog, der skete i dette Aar, med det senere af 1368, hvorved visselig Kjøbenhavn blev plyndret, see nedenfor, jevnf. Suhm XII. 613.
36. Dette fortælles udførligt hos Corner (Eccard II. 1105), som her nødvendigviis maa have haft et Dokument for sig, hvilket vi nu ej kjende. Han siger at Bruden stod mellem sin Broder Henrik og Grev Adolf, og copuleredes til Hermann v. Vitzen, der forestillede Kong Haakons Person. Corner citerer her endog udtrykkeligt Magister Eilhard Schonevelts Chronica, der nu neppe mere er til. Han tilføjer S. 1105, at det blev aftalt, at hvis Giftermaalet gik overstyr ved Henriks Brede, skulde denne ej alene tilbagegive Kalmar, men ogsaa betale 60000 Mk. brendt; var derimod Kong Magnus Aarsagen til at det ej kom istand, skulde alle Vasaller og Høvdinger i Sverige med deres Slotte, Lande og Underhavende skille sig fra Kong Magnus, og underkaste sig Henrik som deres lovmessige Herre. Uagtet Corner her kun nævner Hermann v. Vitzen, er det dog aabenbart, at de øvrige nysnævnte Gesandter maa have været tilstede eller i Nærheden, og faaet Acten istand, thi Kong Haakon siger udtrykkeligt i sin Forestilling af 1370, at Aarsagen, hvorfor han og hans Fader ej kunne komme Stædernes Krigsmænd til Hjelp ved Helsingborg, var den, at de først maatte oppebie de Gesandters Tilbagekomst, der tidligere havde sluttet Alliancetractaten af 1361, men at netop de samme Gesandter lod for længe vente paa sig: altsaa var de i Lübeck eller Holsten just omkring den 25de Juli, da Belejringen allerede for længst maa have været begyndt. Og desuden have vi nys seet dem at besegle det af Hermann v. Vitzen paa Kongernes Vegne udstedte Gjeldsbrev af 1ste Mai; den Slutning ligger saaledes nær, at ligesom Herman v. Vitzen ved begge Lejligheder repræsenterede Haakons Person og havde hans Fuldmagt, saaledes var ogsaa Gesandterne ved begge Lejligheder tilstede som de, der egentlig bestemte hvad der skulde skee og sanctionerede hvad der var skeet. Det er dog vistnok en Fejltagelse, naar Suhm (XIII. 466) nævner Erkebiskopen af Uppsala som en af Gesandterne.
37. Detmar, l. c. Chron. af 1357–63 siger kun, at Valdemar fangede nogle af Belejrerne til Lands, andre ombord paa Skibene, og dræbte endeel, men tog tilsidst alle deres Skibe. Dette er dog vistnok en Overdrivelse. Stæderne udtrykte sig i deres Remonstrationsskrivelser af 1370 kun saaledes derom, at deres Folk „af Fjenderne bleve slagne og fangne og leed uendelige Tab paa Skibe, Gods“ m. m. Cranz (Vandalia l. 8. cap. 37 p. 199) siger at det var en „bombarda“, hvoraf Christopher blev saaret, dog nævne de samtidige Krøniker intet derom; det er dog slet ikke usandsynligt at man da kjendte Ildvaaben i Nordtydskland og Danmark, da de allerede havde været anvendte i Slaget ved Cressy i Frankrige 1346, og man desuden har et Brev, udstedt 25de Juni 1372 af den bekjendte jydske Ridder Erland Kalf, hvor „Byskrwd“ (d. e. Bøsse-Krud) udtrykkeligt nævnes, see Suhm XIII. 870. Jvfr. Grams Afhandling i Kh. Vid. S. Skrifter. I 253. Dagen, da dette Slag fandt Sted, angives af Magnus Matthiæ til 18de Juli, uvist med hvad Hjemmel.
38. Dette siges udtrykkeligt i Stædernes Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 639.
39. At det saaledes gik til, sees ved at sammenholde Stædernes Udsagn i det samme Indlæg, at deres Mænd, nødsagede af de nysnævnte mislige Omstændigheder, „maatte skjønt mod sin Vilje indgaa Trygd eller Stilstand med Kongen“, med den Omstændighed, at en længere Stilstand siden sluttedes i Stralsund den 10de Novbr. Vi have allerede haft saa mange Exempler paa Fremgangsmaaden i de Tider ved slige Lejligheder som den nysnævnte, at vi endog med Vished kunne vide, at der her først, som det heder, blev taget en Dag, det vil sige sluttet foreløbig Stilstand indtil en bestemt Dag i Fremtiden, da Befuldmegtigede fra begge Sider skulde samles og Fredsunderhandlinger begyndte.
40. See Kongens og Stædernes Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 689, 693.
41. Indlæggene af 1370, Lappenbergs Sartorius, l. c. S. 689. 693. Kong Haakon havde i Marts forlenet Marsken Magnus Nikolassøn med Finnveden; det havde vel altsaa nærmest været dennes Sag at forsvare Landskabet.
42. Lappenbergs Sartorius, II. S. 699.
43. Sammesteds, S. 501. Om dette Møde i Søderkøping tales der oftere i Indlæggene af 1370, l. c. S. 689. 692. Der staar paa første Sted udtrykkeligt, at Stædernes Gesandter kom til Kongerne i Søderkøping, og i Brevet af 7. Nov. 1362, som strax nedenfor omhandles, tales der ligeledes om at Stædernes Gesandter adskiltes fra dem i Søderkøping. Saaledes kan neppe den Antagelse være rigtig, at Overeenskomsten i Søderkøping skete i 1361, Styffe, Bidrag S. XXXII.
44. Lappenbergs Sartorius II. 500.
45. Saaledes staar det i Huitfelds danske Paraphrase af denne Overeenskomst. At denne Tidsfrist var sat for Kongerne, sees af Kong Magnus’s Brev derom af 21de Decbr. 1362. Dog findes denne Frist ej anført i den hos Lappenberg aftrykte Copie.
46. Lappenbergs Sartorius, II. S. 503–506.
47. Huitfeld, S. 529. Lappenbergs Sartorius II. S. 507. Stilstanden omtales ogsaa i Chronicon af 1357–63, Asmussens & Mich. Archiv l. c. S. 226.
48. Lappenbergs Sartorius, II. S. 513. Man seer af denne Skrivelse, at ogsaa Visby havde betalt sin sedvanlige Krigscontingent eller Pundtold, et Tegn til at Staden dog nu maa være kommet noget til Kræfter efter Brandskatningen, og at endog Stockholm (det vil sige de tydske Kjøbmænd i denne Stad) havde forbundet sig dertil, men at denne Told da endnu ej var indkommen. Tolden fra Visby var dennegang indbetalt til Borgholms Slot.
49. Sammesteds, S. 510.
50. Sammesteds, S. 513.
51. Dette sees deels af det nysanførte Brev fra Visby, hvor det heed, at Pundtolden var bleven erlagt til „Huset paa Øland“; deels af Stædernes Recess dat. 1ste Januar 1363, der blandt andet indeholder dette, at man var bleven enig om, at Hr. Johan Glessouwe skulde bibeholde Commandoen over Borgholm, indtil næste St. Hans, Lappenbergs Sartorius II. 508.