Det norske Folks Historie/7/5
Medens disse Begivenheder foregik, og Hertuginden tilligemed den unge Konge opholdt sig i Sverige, havde Regjeringen i Norge frie Hænder. Men saaledes som den var sammensat, og især da den unge Konge selv var i Sverige, kunde den neppe virke med synderlig Kraft: det er øjensynligt, at idetmindste Geistligheden ansaa Tiden at være kommen til at rejse Hovedet i Vejret, og det merkeligste er, at de Breve, der i denne Anledning bleve skrevne, findes rettede ej til Regjeringen, men derimod umiddelbart til Kongen og Hertuginden: et Tegn paa, at Regjeringens Anseelse maa have været meget svag, og at Hertuginden allerede havde erhvervet en overvejende Indflydelse, som hun endog i Afstand forstod at udøve. Saaledes havde den myndige Biskop Audfinn i Bergen søgt at benytte Lejligheden, som det lader, til at chicanere den baade ham og hans Broder og Formand Arne forhadte Institution af de kongelige Capeller med en ham selv næsten sideordnet Prælat, Magister Capellarum eller Provsten ved Apostelkirken i Spidsen; og denne Provst Finn Halldorssøn, der heller ikke vilde give efter, men stod paa sin virkelige eller foregivne Ret, henvendte sig lige til Kongen og dennes Moder med Klager over Biskopen, som den der vilde unddrage Kongen de Rettigheder, han selv og hans Forfedre havde besiddet over sine Capeller, og tyngede de kongelige Klerker mod Lov og Ret, ja overhoved gjorde utilbørlige Indgreb i Kronens Rettigheder og forulempede deres Tjenere[1]. Disse Indgreb bestod deri, først at han om Høsten 1319 havde tilbagekaldt Gaven af Fane Kirke, som Biskop Narve i sin Tid havde skjenket Chorsbrødrene ved Apostelkirken, paastaaende at de ej havde opfyldt de med Gaven forbundne Betingelser; da den til Prest ved samme Kirke beskikkede Chorsbroder i Apostelkirken, Grim Ormssøn, der paa denne Maade blev Kaldet berøvet, herimod protesterede, og under selve Gudstjenesten, medens Biskopen holdt Messe, oplæste sin Appell til Erkebiskopen, satte Biskopen ham i Bann. Dernæst havde Biskopen, efter Forestilling af Byens Sogneprester, der klagede over at Apostelkirkens Klerker og enkelte Klostermænd trængte sig ind i deres lovlige Rettigheder og Embedskreds ved at meddele deres Sognefolk Kirkens Tjeneste, forbudt dette strengeligt under Banns Straf, idet han derhos bestemte Grændserne mellem Byens Sogner. Derhos havde han allerede tidligere i et aabent Brev ivret mod Apostelkirkens Klerkers lovstridige Fremferd[1]. Foruden Provst Finn, der ej alene som Magister Capellarum, men derhos og, hvis vi ovenfor have gjettet rigtigt, som Raadsmedlem maatte føle lig opfordret til at paatale saadanne Misgreb, og som i den Anledning ogsaa henvendte sig umiddelbart til Audfinn selv[2], skulle ogsaa andre have klaget til Hoffet, da en saa myndig Mand, som Audfinn, altid havde Avindsmænd nok. Disse Klagebreve maa have været skrevne sidst i 1319, thi paa den Tid skete de Skridt fra Audfinns Side, hvorover der klagedes, og Følgen deraf var to skarpe Breve, et i Kongens Navn, og et fra Hertuginden, der ankom til Bergen den 14de Februar, og som foranledigede Biskop Audfinn til at tilskrive baade Kongen og Hertuginden hver sit Brev[3], hvori han i en forresten meget verdig Tone fralagde sig alle Beskyldninger, klagede over Bagvaskelse, og forsikkrede om sin oprigtige Hengivenhed for Kongehuset. „Det er aldeles ikke“, siger han til Kongen, „vor Hensigt at minke Eders Ret eller at gaa Eder for nær, thi snarere have vi og Formænd paa Bergens Biskopsstol taalt mangen Tyngsel og Uret, ej alene under Eders Forfedre, men endog nu siden I er bleven Konge; Eders Klerker have stort Ansvar paa sig for deres Ferd imod os, hvilken vi længe have ladet gaa upaatalt hen, af Ærbødighed for Eder, og fordi vi haabede at vinde dem med det Gode, men nu var det gaaet altfor vidt, da de, istedetfor at angre sin Brede, snarere blive dristigere i den, og dertil søge at sverte os hos Eder og Eders Raad. Vi bede Eder derfor, ej at ville tro deres Ord: vi ville ikke i noget Stykke gjøre Eder Afbrek, derimod skulle vi styrke Eders Rige med alt hvad Gud har forlenet os“. Til Hertuginden siger han i Korthed det samme, sluttende med at bede Gud tilgive dem, der søge at bagvaske ham, og besvergende hende, ikke at lytte til deres Overtalelser. Biskopen henvendte sig ligeledes til Erkebiskopen, idet han dog mest dvælede ved en Fornærmelse, som en Chorsbroder ved Apostelkirken, Botulf Haakonssøn, havde tilføiet en af Chorsbrødrene ved Domkirken, da denne paa Biskopens Bud 3die Søndag i Faste d. 2den Marts vilde i Apostelkirken, ligesom i Byens øvrige Kirker og Klostre, oplæse en af Biskopen udstedt Bekjendtgjørelse. Botulf meente vel, at den anden var uberettiget til at oplæse nogensomhelst biskopelig Befaling i det kongelige Capell, uden Provstens Samtykke, og derfor rev han ham uden videre ned af den Skammel, hvorpaa han var staaet op for bedre at høres, saa at han faldt ned paa Gulvet, og Oplæsningen blev afbrudt. Herover erklærede Biskopen Botulf falden i Bann, men denne protesterede imod hans Dom og henskød sig under Erkebiskopen[4]; i denne Anledning var det da at Audfinn 4de Dag Paaske, d. 2den April, tilskrev den sidste, idet han tillige i almindelige Udtryk klagede over de Fornærmelser, han maatte lide af Apostelkirkens Klerker og ligeledes bad Erkebiskopen ikke lytte til Bagvaskernes Forebringelser[5]. Af Erkebiskopens Svar, dateret d. 18de April[6], seer man tydeligt, at denne ikke ganske holdt med Audfinn, men egentlig fandt, at han havde forløbet sig. Han beklagede meget de forargelige Scener, der havde fundet Sted, men raadede ham dog til at tage dem, der frivilligt angrede sine Misbrug og vilde forbedre sig, til Naade med Blidhed og Overbærenhed, forvisset om, at jo faderligere og fredsommeligere han viste sig, desto snarere vilde Antallet af Kirkens Fjender minke. Forøvrigt erklærede Erkebiskopen sig bered til at understøtte Kirken og straffe dens Uvenner efter Evne og Pligt, og lovede at indfinde sig i Bergen allerede til Pinds (18 Mai), ved hvilken Leilighed han og haabede at møde Kongen der. Der skulde nemlig, som ovenanført, til St. Hans Tid holdes Biskops- og Høvdinge-Møde i Bergen, og den formelige Tilsigelse om det første var allerede udgaaet fra Erkebiskopen til Audfinn, som og formodentlig til de øvrige indenlandske Biskoper. Samtidigt med Erkebiskopens Brev fik Audfinn ogsaa et Brev fra Broder Signar, der just var bleven indviet til Biskop paa Færøerne i den for fire Aar siden omkomne Lodins Sted, og som synes at have været en Klostergeistlig fra Bergen, hvilken Audfinn havde taget under særdeles Beskyttelse, ja hvem han vel endog havde forskaffet Ophøjelsen til den biskopelige Verdighed. Signar, der endnu opholdt sig i Nidaroos, meldte ham, at hans Avindsmend, nemlig Provst Finn og en anden, som han kalder med det besynderlige Navn Byy, skrev meget ufordeelagtigt om ham til forskjellige, og søgte ej alene at skade ham, men ogsaa ved slette Midler at tilvende sig hans Kirkes Gods; Erkebiskopen var imidlertid, sagde han, Audfinns og Sandhedens Ven, og skjønt der ymtedes om, at der skulde bringes mange Anker for en Dag imod ham i de øvrige Prælaters Nærværelse, behøvede han dog ej at frygte[7]. Audfinn gjorde imidlertid alle Forberedelser, for at drive Sagen med Kraft ved selve Curien, thi han beskikkede en af sine dygtigste Chorsbrødre, Paal Baardssøn, hvem vi i det følgende ville see at spille en fremragende Rolle, til sin Fuldmægtig, og lod ham reise til Paris, medgivende eller senere sendende ham, med sit Capitels Samtykke, 60 Mk. reent Sølv til at bestride sine Omkostninger, en efter Omstændighederne meget betydelig Sum, der viser, at han intet har sparet for at forsvare hvad han ansaa for sin Ret[8]. Desuagtet havde han vist al Grund til med nogen Ængstelse at imødesee den forestaaende Sammenkomst, hvor det faldt af sig selv, og desuden antydedes i hine Breve, at Stridsspørgsmaalene vilde komme til Behandling. Det er derfor ej usandsynligt, at han allerede nu underhaanden har søgt at vinde den mægtige Hertugindes Venskab, til hvis Parti han idetmindste senere har heldet. Ogsaa var den Bekjendtgjørelse, hvis Oplæsning i Apostelkirken gav Anledning til de i alle Fald meest iøjnefaldende og forargelige Scener, egentlig udsprungen af Iver for Kongehusets Legitimitet, eller kunde idetmindste udlegges saaledes. Den indeholdt nemlig et Forbud mod at valfarte til Retterstedet paa Nordnes, hvor den Kone fra Tydskland, der udgav sig for Kong Eriks Datter Margrete og Skotlands Tronarving, var bleven brendt for nitten Aar siden[9]. Thi den Tro var opkommen blandt Folket, næret, efter hvad det lader, af nogle Prester, at hun virkelig var den, hun udgav sig for, og at hun saaledes, som uskyldigt aflivet, var en hellig Martyrinde: man gjorde Valfarter til Stedet, hvor der efter en senere Angivelse endog skal være opført en Kirke, offrede Gaver dertil, og viiste overhoved sin Andagt paa en Maade, der maa have forekommet den unge Konges Tilhængere heel betænkelig, især nu, da han var et Barn, og lange Tider udenfor Landet. Biskop Audfinn udstedte derfor den 1ste Februar 1320, vistnok .i den bedste Mening, hiin Bekjendtgjørelse, hvori han yttrede, at de viseste Mænd i Landet allerede oftere havde bebreidet ham at han taalte hiint Uvæsen, idet Folk satte sit Haab og sin Tro til Djevelens Bedrag ved at paakalde hiin Kvinde med store Løfter og megen Dyrken, som om hun var en Guds Martyr; thi hun havde kun faret med Falsk, og derfor med Rette lidt sin Dom, nemlig at blive brendt paa en Baal, hvor Forbrydere sedvanligviis plejede at henrettes; det var jo beviist, at hun var fød tyve Aar før Kong Eriks og Margretes Bryllup, og Erik var desuden da selv kun tretten Aar gammel; Kong Erik og Margrete havde ikke flere Børn, end en Datter, der skulde føres til Skotland, men døde paa Orknø mellem Henderne paa Biskop Narre, og i Nærværelse af de bedste Mend, som havde ledsaget hende fra Norge; Biskopen, Hr. Thore, og andre lod hendes Liig føre tilbage til Bergen, hvor hendes Fader selv lod Kisten optage, og, efterat have forvisset sig om at det var hans Datters Liig, dette begrave ved Siden af Moderen i Steenveggen paa Nordsiden af Choret: det var kun nogle Prester, der havde fundet paa at lade hiin Kone komme fra Lübeck, der var graaherdet og hvid i Hovedet. Biskopen forbød derfor strengeligt under Excommunications Straf at „dyrke hende med Offer, Pilegrimsferd, Faste, eller almindeligt Bønnehold“, men lovede derhos at han med gode Mænds Raad skulde lade Undersøgelser anstille for at erfare, om hun virkelig kunde gjøre Jertegn, hvilket dog endnu var ubeviist[10]. Det var denne Bekjendtgjørelse, som Biskopen lod sin Kirkes Chorsbroder, Arne Skolemester (Rector Scholæ) oplæse i Apostelkirken, hvilket Chorsbroderen i denne, Botulf Haakonssøn, med Voldsomhed søgte at hindre, men vistnok alene fordi han betragtede det som et Indgreb i denne Kirkes Rettighed og Verdighed, ikke af nogen Forkjærlighed for den falske Margretes Minde.
Det laa i Sagens Natur, at alle disse Misligheders Afgjørelse henskødes til det forestaaende Biskopsmøde, og saaledes hører man heller ikke for det første om noget yderligere Skridt i den Anledning fra Audfinns Side. Af hans Kolleger var der neppe nogen for Øieblikket, der var skikket til at træde frem med saa stor Myndighed, som han. Biskop Botulf af Hamar var nylig død, og hans Eftermand, Hallvard, endnu neppe engang udvalgt. Helge i Oslo synes at have været gammel og svag, og Haakon i Stavanger var, som ovenfor nævnt, rimeligviis endog en af de beskikkede Tilsynsmænd ved Rigskassens Forvaltning. Erkebiskopen selv var en maadeholden Mand og maatte i denne Tid, da der rettest talt ikke var nogen ordentlig Regjering i Landet, som oprigtig Fedrelandsven søge at holde sig Partierne overordnet.
- ↑ 1,0 1,1 Brevet om Fane Kirkes Tilbagetagelse, forsynet med Bemerkninger, aabenbart af Audfinn selv, findes i Dipl. Norv. III. 117. Grims Appell er dateret 27de October 1319 (Suhm XI. 858 efter Bartholiniana E. N. 18) og Oplæsningen maa have fundet Sted den paafølgende Simons og Judæ Dag 28 Oct; Excommunicationen skete den 1ste Novbr. (Bartholiniana E. 18–21, jfr. Suhm, l. c.). Men allerede den 12te November tog Biskopen, beder det, Grim efter hans ydmyge Bøn til Naade, og den 21de tog Grim sin Appell tilbage, saaledes blev idetmindste den Sag bilagt, og Grim indbetalte endvidere samme Dag til Underindsamlerne af de vacante Beneficiers Indtægter endeel Penge (Bartholiniana E. 21–3). Om slige Indbetalinger fra Apostelkirkens Chorsbrødre synes der ogsaa at have været Tale, thi en anden Apostel-Chorsbroder, Jon Erikssøn, blev 13 Oct. sat i Bann, fordi han sad inde med endeel Tiendepenge, og Jon appellerede ligeledes, men directe til Paven. (Barthol. E. 13–18.) Biskopens Brev om Apostelchorsbrødrenes Indgreb i Sognepresternes Rettigheder m. m. (dat. 27de Marts 1320) er efter Bartholiniana E. 52 trykt hos Suhm, XII. 336–338; og Manifestet om Apostelchorsbrødrenes lovstridige Ferd, dateret Bergen 14de Febr. 1320, findes i Dipl. Norv. IV. 14.
- ↑ Brudstykke af Brev derom i Dipl. Norv. IV. 142.
- ↑ Bartholiniana E. 55–58. Samll. t. d. n. F. og Spr. H. V. 525–528. Brevene ere udaterede, men maa tilhøre Februar eller Marts 1320.
- ↑ De udførligere Acter i denne Sag findes i Bartholiniana E. 36–51, jfr. Suhm XII. 29–31.
- ↑ Brevet er aftrykt hos Suhm, XII. 338, efter Bartholin. E. 59.
- ↑ Bartholin. E. 61.
- ↑ Sammesteds, S. 61. Brevet et er vel udateret, men da det i Barth. E., Afskrift af en Copibog, findes umiddelbart efter Brevet til Erkebiskopen, og tildeels handler om det samme, er det øjensynligt, at begge Breve ere komne paa en Gang, og vel med samme Bud. Thi Signar, om hvem de isl. Annaler udtrykkeligt melde, at han blev udvalgt til Biskop i 1320, og saaledes nys maa være bleven indviet, opholdt sig just, som man af Brevets Indhold seer, i Nidaroos, vistnok i denne Anledning. Han taler i dette Brev til Audfinn aldeles som en Beskyttet til sin Velynder, og takker ham derhos, fordi han havde skjenket Tømmer til et Chor i hans Cathedralkirke paa Kirkebø. Og da hans Titel „Broder“ betegner ham som Klostergeistlig, kan der saaledes neppe være nogen Tvivl om, at han har været en Munk fra Bergen, snarest fra Jonskirken eller Halsnø, hvilken Audfinn med sit Capitel ifølge den Ret, Bergens Biskopsstol paastod, har udvalgt til Biskop paa Færøerne.
- ↑ Paal Baardssøns Sendelse erfares af et i Bartholiniana E. S. 107 indført og af Suhm XI. i Udtog meddeelt Brev af 16de Marts 1326, hvor Audfinn omtaler, at han for ser Aar siden (altsaa 1320) havde sendt den ovenanførte Sum til Paris, for at bestride Paals Omkostninger. Heraf kunde det maaskee synes, som om Paal allerede tidligere var kommen til Frankrige, hvor han studerede; men Brevet No. 138 i Dipl. Norv. II viser, at han endnu den 19de Juli 1320 ej var kommen længer end til Brügge i Flandern. De 60 Mi. reent Sølv svare til noget over 5000 Sp. efter de nuværende Forhold.
- ↑ See ovenfor, IV. 2. S. 345.
- ↑ Dette merkelige Brev findes desverre kun i en daarlig halvdansk Paraphrase før Midten af det 15de Aarhundrede, optagen i Papircodex Antiq.Arch. Ms. Norv. et Isl. 84 fol. paa det kgl. Bibl. i Stockholm, og Suhm meddeler kun et unøjagtigt Udtog deraf XII. 27. 28. Dette Udtog er fulgt af mig ovenfor VI. 2. S. 345, da jeg da kun havde Adgang til Suhms Udtog; ved nu at undersøge selve Paraphrasen viser det sig, at der i denne virkelig staar „Hr. Tore“, ikke „Tire“; der siges udtrykkeligt, at Margrete døde „mellem Henderne paa Biskop Narve“, overhoved giver den Anledning til flere Berigtigelser, saaledes som det ved Sammenligning mellem det her ovenfor meddeelte Uddrag og hiint Sted vil fremgaa.