Det norske Folks Historie/7/4

Fra Wikikilden

Ifølge Unionsacten skulde den unge Konge opholde sig i Norge først og fremst til nærmest forestaaende Michelsmesse, og dernæst lige til den i det paafølgende Aar. Dette skete dog ikke. Den 29de Januar 1320 finde vi Kongen med sin Moder og Raadet i Bogesund (nu Ulrikehavn), i Vestergøtland[1] og da vi den 25de November forud finde Hertuginden med Raadet i Stockholm[2] er det maaskee ej umuligt, at hiin ogsaa da havde Sønnen med. I alle Fald maa hun i Mellemtiden have ladet ham hente til sig. Aarsagen til denne Afvigelse fra Unionsactens Bud (hvis den ellers ikke kun har bestaaet i en kort Udflugt fra Baagahuus) var sandsynligviis den, at Kong Erik i Danmark afgik ved Døden den 13de November, efterat hans Dronning Ingeborg, den afsatte Kong Byrges Syster, var død den 15de August forud. Thi saa længe Kong Byrge endnu var i Live, ja endog under enhver Omstændighed, var Spørgsmaalet om, hvo der skulde blive Kong Eriks Eftermand, af saa stor Vigtighed for Sverige, for den unge Konges Omgivelser, og navnlig for Knut Porse, at baade Hertuginden og de andre, der styrede Riget i Magnus’s Navn, maatte finde det raadeligt, at kunne iagttage Begivenhederne noget nærmere, og med den unge Konge imellem sig. For at faa Penge til de store Udgifter ved sine Krige og sit kostbare Hofhold havde Kong Erik maattet paalegge flere Skatter, til almindeligt Misnøje, og desuden laane Penge deels af indenlandske, deels især af tydske, Adelsmænd, for hvilke han pantsatte Kronens Lehn og Indtægter. Dette var fornemmelig Tilfeldet i de Landsdele, der laa hiinsides Øresund, nemlig Skaane, Halland og Bleking, hvilket næsten altsammen var pantsat til den mægtige Marsk Ludvig Albrechtssøn af Gleichen, hvem tillige Kong Erik havde udnævnt til en af sine Testament-Fuldbyrdere, og som var i nær Frændskab med den mægtige Æsbern Snares Æt, følgelig og med de fornemste blandt de forrige Fredløse. Det er sikkert nok, at flere af Magthaverne i Sverige, fornemmelig Knut Porse, allerede nu speculerede paa denne Omstændighed, saavelsom paa de Forviklinger, der af de ovenanførte Grunde snart maatte forudsees at ville opstaa i Danmark, som en god Lejlighed til at frareve det hine Landskaber[3]. Nærmest den danske Trone stod Kong Eriks Broder, Hertug Christopher, men han havde ligget i aabenbar Feide mod sin Broder Kongen, ja endog for nyligt sluttet Forbund med Hertuginderne og deres Tilhængere mod den af danske Tropper understøttede Kong Byrge: han opholdt sig nu derfor landflygtig i Pommern, og Danekongen skal paa sin Dødsseng have fraraadet at velge ham[4]. For Kong Magnus’s Tilhængere i Sverige derimod maa det netop af disse Grunde have været betragtet som ønskeligt, om han blev valgt, og man kan neppe derfor betvivle, at der fra svensk Side har været virket ivrigt derfor[5], ligesom og, at Christopher har givet Svenskerne de bedste Løfter. Vi see idetmindste, at han allerede den 2den December fra Greifswalde bekræftede Lübecks, og den 16de fra Stralsund denne Byes Handelsprivilegier i Danmark, i det sidste Brev med det udtrykkelige Tilleg „naar vi med Guds Hjelp have faaet Danmarks Rige,“ uden engang at betinge de Danske tilsvarende Friheder i Stralsund, og at han overhoved var gavmild paa Løfter, som han just ikke tænkte videre paa at holde: saaledes havde han lovet sin Halvbroder, Grev Johan af Holsten, Femern til arveligt Lehn, for at faa hans mægtige Bistand. Til Danmark begav han sig umiddelbart efter at have udstedt hiint Brev fra Stralsund, og gav ligeledes her flere Herrer Brev paa, at han i sin Tid, naar han blev Konge, vilde paaskjønne og godtgjøre den Hjelp, de dertil maatte yde ham: den fornemste af disse Herrer var endog Marsken Ludvig Albrechtssøn, der endnu faa Maaneder i Forvejen havde i Kong Eriks Tjeneste ført Vaaben mod Christophers Forbundsfelle, Erkebiskop Æsger[6], og indtaget hans Borg Hamershuus paa Bornholm. Herved fik Christopher snart et stort Parti for sig, kun Jyderne heldede som sedvanligt endnu til den ældre, eller abelske, Linje af Kongehuset, og ønskede helst den sønderjydske Hertug Erik Valdemarssøn til Konge. Men da den holstenske Grev Johan erklærede sig for Christopher[7], og i Forening med Stæderne havde det i sin Magt at afskære Erik al Understøttelse fra Tydskland, var det ikke muligt at opstille denne som Modprætendent, og de danske geistlige og verdslige Herrer besluttede derfor heller ligesaagodt at velge Christopher, imod at han vedtog og besvor en Haandfestning, hvorved deres Friheder og Rettigheder ej alene i videste Maal bekræftedes, men endog udvidedes, medens de Adelige fritoges for at drage i Krig udenfor Riget, og det paalagdes Kongen at udløse dem, om de i hans Tjeneste bleve tagne til Fange, eller godtgjøre dem deres Udleg; skete det ikke, kunde de undlade at fare uden at tabe sine Friheder. Derimod maatte han selv ikke begynde Krig uden Adelens og Prælaternes Samtykke. Kronens faste Slotte i Jylland, paa tre nær, skulde nedrives, ingen nye Skatter maatte paalegges, og de af den forrige Konge paalagte skulde ophæves, medens han dog forpligtede sig til at betale Kronens Gjeld og udløse Panthaverne. At opfylde alle disse Løfter var en fuldkommen Umulighed, men Christopher lovede gjerne hvad det skulde være, naar han kun blev Konge. Dette skete i Viborg d. 25de Januar 1320[8]. Den 28de see vi, som ovennævnt, Hertuginde Ingeborg med den unge Konge i Bogesund, altsaa formodentlig paa Vejen til Vardberg[9], hvor hun allerede nu synes at have opslaaet sin Hovedresidents, saa at man i Almindelighed næsten kan antage, at hun opholdt sig der, naar det ikke udtrykkeligt siges at hun befandt sig andensteds. Da den afsatte Kong Byrge i Kong Erik tabte sin fornemste Støtte og Trøst, og Magnus Erikssøns Valg til Thronfølger endmere berøvede ham Udsigt til at gjenvinde Thronen, ansaa han sig nu ej længer sikker paa Gotland, men flygtede til Danmark, hvor hans Svoger Christopher dog i alle Fald for Systrens Skyld ej kunde negte ham Fristed, det han ogsaa fik, med et Lehn til sin Underholdning[10]. Kort efter indfandt Hr. Matthias sig ved Gotland med Folk og Skibe, for at tage Byrge til Fange, uagtet der ved Freden i Roeskilde var tilstaaet ham frit Ophold paa Øen; men sandsynligviis ansaa man denne Fredsslutning ej længer for bindende, siden det foreskrevne Møde i Helsingborg ej havde været afholdt. Da Byrge allerede var borte, tog Drottseten Øen i Besiddelse for Kong Magnus. Og derpaa gjorde de svenske Regjeringsherrer hvad de vel ansaa for det sidste Skridt til at befæste den unge Magnus’s Kongedømme, idet de i Stockholm dømte Byrges Søn, Magnus, som de fremdeles holdt fangen, til Døde, fordi han tidligere havde ført Vaaben til sin Faders Bistand, og lod ham virkelig henrette i Stockholm trods det udtrykkelige Løfte i Freden til Roeskilde, at han ingen Skade skulde lide paa Liv og Lemmer (21 Oct. 1320)[11]. Det var grumt og troløst handlet, men forsaavidt statsklogt, som nu virkelig ikke paa mange Aar nogen Tronprætendent vovede at reise lig mod Kong Magnus. Kong Byrge overlevede ikke mange Maaneder Sønnens Drab: han døde allerede d. 31te Mai 1321.

  1. Dipl. Sv. 2222.
  2. Ssteds 2214.
  3. Huitfeld S. 423.
  4. Detmar, ved 1319.
  5. Lübecks Urkundenbuch II. 381. Dipl. Sv. X. 2216.
  6. See foran, IV. 2. S. 633.
  7. Detmar, v. 1319.
  8. Huitfeld, S. 411. Suhm, XII. 6.
  9. Om Bogesund som et af Hovedpunkterne paa Vejen mellem Halland og Vestergøtland, see ovenfor IV. 2. S. 445–447, Noten. At Hertuginden fortrinsviis opholdt sig paa Vardberg eller deromkring vil noksom sees af det efterfølgende; foreløbigt kunne vi anføre hendes Brev af 1 Oct. 1320 (Dipl. Sv. 2261), fra Vardberg af 25 Oct. (jfr. 2264), Kong Magnus fra Vardberg af 13 Dec. (jfr. 2269), hendes og Kongens fra Jønkøping af 17 Dec. (jfr. 2270), Kong Magnus fra Vardberg af 27 Jan. 1321 (jfr. 2279–82), o. s. v.
  10. Tiden, da Byrge flygtede, angives ikke nøjagtigt, den sv. Rimkrønike nævner 1320, hvad der og er rimeligt.
  11. Saaledes de fleste. Helsingeloven, Erfdab. 16 fl. nævner 8 Dage efter Trinitatis, eller 1 Juni, hvad der i sig selv kunde synes rimeligere og hvad der tillige bestyrkes af Brevet i Dipl. Sv. 2462, der viser, at der netop omkring 2den Juni 1320 holdtes Høvdingemøde i Stokholm. I de visbyske Minoriters Annaler (Fant. I. 45) henføres Magnus’s Død endog til 1319.