Det norske Folks Historie/7/38

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 389-435).

◄ 37. Menigmands Kaar, Sysselmændenes Styrelse og Embedsmændenes Forhold. Exempler hentede fra originale Brevskaber.

39. Kongens Indtægter og deres Forringelse. Hans Bestræbelser for at raade Bod herpaa i begge Riger. Misfornøjelse derover. ►

38. Anseede Mend og Ætter.

bookDet norske Folks HistorieP. A. MunchChr. Tønsbergs Forlag1862ChristianiaII-138. Anseede Mend og Ætter.389-435

Ester saaledes at have betragtet Landets og Folkets Vilkaar overhoved paa denne Tid, da den nys stiftede Unions Opløsning atter forberedtes, er det nødvendigt ogsaa særskilt at kaste et Blik paa de mere fremragende Mend og Ætter, som i det Foregaaende ere nævnte, for tydeligere at kunne forestille os deres Forhold til Kongen og hinanden indbyrdes, og Udstrækningen af deres Indflydelse i de enkelte Dele af Landet. Den rigeste var upaatvivleligt Hr. Erling Vidkunnssøn, Arnunga-Ættens nuværende Repræsentant, om han vel ikke nu havde saa meget at sige, som da han var Drottsete. Om hans Besiddelser og Giftermaal er der allerede ovenfor (S. 61) talt. Han havde nu den af os allerede oftere omtalte, haabefulde Søn, Bjarne, der formodentlig var gift med den rige Herdiis Thorvaldsdatter, Enken efter Svein Sigurdssøn. Af hans Døttre nævnes flere, nemlig Ingebjørg, der om Høsten 1342 blev gift med Sigurd Hafthorssøn (s. o. S. 289), Gyrid, der senere, i 1347, blev gift med Eiliv Eilivssøn af Naustdal^[1], og Sigrid, der ligeledes blev gift med en anseet Mand, hvis Navn dog ej kjendes^[2]. Erlings Hovedresidens synes i den senere Tid Giske at have været, især da han ogsaa var Sysselmand paa Søndmøre i Aarene mellem 1340 og 1350^[3]. Muligt at han blev dette og tog sit faste Ophold der i 1345, da han af Pave Clemens den 6te fik udvirket et Indulgensbrev for Giske Kapell, som hans Forfedre havde stiftet og doteret til Ære for Jomfru Maria, St. Johannes Euangelist, og St. Nicolaus. Paven bestemte, at alle de Troende, der forrettede sin Andagt paa de nævnte Helgeners Dage, skulde nyde hundrede Dages Fritagelse for de dem paalagte Pønitenser^[4]. Desuagtet kaldtes han, naar han skulde nævnes efter sit Ættegods, Erling i Bjarkø, da dette vel betragtedes som hans egentlige fedrene Gods^[5]. Giske havde, som vi vide, hans Farbroder Hr. Bjarne giftet sig til, og han fik det ej førend efter Bjarnes Svigerdatter Fru Christina’s Død; Stovreim havde ligeledes hans Fader giftet sig til, og uagtet han betragtedes som Odelsmand dertil, maatte han dog først indløse det 1324 af den foregaaende Besidders Enke, Fru Thorbjørgs Arvinger, ved at overtage en Gave af 35 Mkr. brendt Sølv, som hun i sit Testament havde skjenket Minoriterne i Bergen^[6]. At Erling ikke opslog sin Bolig paa det gamle Herresæde Bjarkø, kom vel deels deraf, at det laa for langt borte, deels vel og af de Farer, der var forbundne med at bo der, siden Krigen med Russerne havde begyndt, thi disse streifede, som det er fortalt, stundom lige til Bjarkø, da brendte den endog op i 1323, maaskee og i 1340, som det senere skal omtales^[7]. Foruden de her nævnte Godser havde han og Besiddelser rundt om i de øvrige Dele af Norge. Paa Haalogaland ejede han Thjøtta og Telgarheim^[8]. Paa Orknøerne havde han arvet Gods med sin Hustru ved hendes Fader Hr. Thore Haakonssøns Død, men solgte det, som vi have seet, til Jarlens Enke,“Grevinde Katharina, i 1329^[9]. Fehirden Svein Sigurdssøn overdrog ham, som vi ligeledes have nævnt, i 1330 sin Trediedeel af Hvaal ved Stedje i Sogn, kun med den Bestemmelse at den efter Erlings Død skulde tilfalde hans Datter Gyrid, da hendes Farmoder, Fru Gyrid, efter.hvem hun var opkaldt, havde viist Svein saa megen Godhed i hans Barndom^[10]. Det var vel især efterat han var bleven Drottsete og derfor behøvede hyppigere og i længere Tid at opholde sig paa Østlandet, at han ogsaa kjøbte Jordegods der; saaledes kjøbte han i 1327 Gaarden Bleika i Asker, som han to Aar derefter bortbyttede til Biskop Salomon i Oslo paa Domkirkens Vegne mod den Margrete-Altaret i denne Kirke tilhørende Gaard Aker i Stokke Sogn ved Tunsberg, formodentlig fordi han da kunde være det vigtige Tunsbergshuus saa meget nærmere^[11]. Ogsaa havde han Jordegods i Sandehered, hvoraf han skjenkede noget til Mariekirken i Tunsberg for sin Hustrues Brodersøn Stiig Haakonssøns Sjæl, hvilken formodentlig der blev begraven^[12]. Dette Gods havde hans Hustru dog rimeligviis arvet efter Stiig. Han ejede fremdeles Gods i Raumsdal og paa Nordmøre, men dette bortbyttede han ved 1330–31 med en Erlend Serkssøn (af Austraat?), dennes Moder Fru Ragna og Hustru Ingebjørg mod andet Jordegods paa Valders i Sogn, og i Hardanger^[13]. Godset i Hardanger (Geitskaseter, Olvik og Fos i Eystusyns Sogn) solgte han siden, som ovenfor nævnt, i 1338 til Munkelivs Kloster^[14], derimod kjøbte han i 1343 Sodge i Raumsdal, og udvidede endnu i 1351 og 1353 sine Besiddelser paa Søndmøre^[15]. Vi see altsaa, at disse hans Ejendomme, om hvilke vi vide Besked, var overvettes mange og store, og dog ejede han vist meget mere, om hvilket ingen Optegnelser ere os levnede. Da det ej lader til, at hans Hustrues Frænde Stiig Haakonssøn efterlod Afkom, var altsaa Erlings og hans Frue Min Thoresdatters Søn Bjarne Repræsentant ej alene for Bjarke-, Giske- og Stovreim-Ætterne, men ogsaa for den højfornemme, med Kongehuset beslægtede, Thornberg-Ætt, hvis Besiddelser vel for en stor Deel vare blevne inddragne under Kronen ved Alfs Jarls Utlegd, men dog ogsaa gjennem Hr. Alfs Syster Fru Ingeborgs Linje maatte have reddet endeel, der nu altsammen, deels gjennem Fru Elin Thorsdatter, deels gjennem Fru Christina af Giske, og nu vel endelig og efter Stiig Haakonssøn, kom til Erlings Ætt. Hvis vor Formodning er rigtig, at Bjarne Erlingssøn i 1343 egtede Svein Sigurdssøns Enke, Herdiis Thorvaldsdatter, kom ogsaa derved en overordentlig Masse Jordegods til den allerede forhen saa megtige Ætt, men uheldigviis blev det ikke længe derved, da Bjarne, som vi i det følgende ville see, døde noget før sin Fader, og længe før Fru Herdiis^[16]. Om Bjarnes Optræden i Bergen mod Tydskerne, og hans Bestyrelse af Sysler i Jemteland, er det ovenfor talt. Om han fik nogen ny Syssel længer sydligt, da han blev afløst i Jemteland af Nikolas Djakn, eller om han uden nogen saadan alene kaldtes til Hoffet og forblev der, vides ikke. Medlem af Raadet synes han allerede siden 1343 at have været. Til Ridder blev han neppe udnævnt førend i 1348, og overhoved hører man mindre om ham, end man af hans høje Byrd og store Rigdomme skulde være berettiget til at vente; dog maa det her erindres, at han i Faderens Levetid vel neppe kunde træde saa selvstændigt frem, og at han ej oplevede det Tidspunkt, da dette kunde skee, saasom han døde før Faderen.

Ved Ingebjørg Erlingsdatters Giftermaal med Sigurd Hafthorssøn var denne højbyrdige, med Kongehuset saa nær beslægtede Mand traadt i endnu nøjere Forbindelse med Hr. Erling, end det allerede mellem dem bestaaende Frændskab hidtil havde bragt dem, og denne nærmere Forbindelse maatte saaledes efter de Tiders Medfør ogsaa udstrække sig til Sigurds eldre Broder Hr. Jon Hafthorssøn. Det er imidlertid temmelig let at see, at siden de omtalte Uroligheder i 1333 og Sigurds senere Optræden i 1338 stod idetmindste denne, skjønt den yngste dog den ærgjerrigste og uroligste af Brødrene, ikke paa nogen særdeles god; Fod med Kongen og Hoffet; det varede længe, førend han blev Ridder^[17], og man kan ikke engang opdage, at han før Kong Haakons Tiltrædelse var Sysselmand^[18], ligesom vi og ville see, at han og Broderen endnu ikke havde opgivet deres Fordringer paa Borgesyssel, saa at Spørgsmaalet omsider maatte afgjøres ved Hirdstevnes-Dom. Hans fornemme Herkomst gjorde ham dog, ligesom Broderen, til saaatsige født Medlem af Rigsraadet, og som saadan tog han blandt andet Deel i Raadsmødet paa Vardberg 1343, hvor det bestemtes, at Junker Haakon skulde blive Norges Konge. (See ovenfor S. 291). Brødrenes egentlige Hjem og Hovedresidenser var formodentlig Sudrheim, deres fordums Ættegaard paa Raumarike, og det saakaldte Borgagerde, egentlig en kongelig Gaard i Sarpsborg med Tomt, tilhørende Lykke og den tilstødende Deel af Sarpfossen, hvilken deres Fader, Hr. Hafthor, havde faaet af sin Svigerfader Kong Haakon 1312, men som siden, i Tidens Løb, er blevet en selvstændig Sædegaard under Navnet Borgegaard eller Borregaard^[19]. Det er ikke usandsynligt, at Kong Haakon ved denne Gave allerede havde den Plan for Øje at overdrage hele Borgesyssel som et eget Lehn til den eller de Sønner, hans Datter Agnes og Hr. Hafthor maatte faa, saaledes at de, ligesom Hr. Erling Alfsøn og Alf Jarl forhen, skulde have deres Residens i Sarpsborg, maaskee endog i den selvsamme Gaard, hvilken, om den end havde været Privat-Ejendom, dog i alle Fald maa være bleven inddragen under Kronen eller Hertugdømmet, da Alf Jarl blev dømt utlæg; og vi have seet, at Brødrene virkelig havde faaet Brev derpaa (S. 154), skjønt aabenbart saa kort Tid før Kong Haakons Død, at det ikke blev sat i Kraft og sidenefter betragtedes som ugyldigt, hvor megen Umag end Hafthorssønnerne selv, især Sigurd, gjorde sig for at faa det godkjendt. Af senere Breve sees det, at Sigurd opslog sit Hovedsæde paa Sudrheim og formodentlig fik de Hefte Besiddelser paa den .Kant, medens den eldre Broder, Jon Hafthorssøn, havde sit Tilhold deels paa Borgagerde, deels paa Huseby i Onsø, og derhos besad Ejendomme andensteds i Borgarsysla^[20]. Hvad der maaskee bidrog til, at Jon Hafthorssøn, som det kjendeligt kan bemerkes, holdt sig i mere roligt og traadte ikke saa aabenbart op mod Kongen, som Broderen Sigurd, var den Omstændighed, at hans Hustru var svensk, og havde bragt ham flere Besiddelser i Sverige, der gjorde det nødvendigt for ham at opholde sig der i længere Tid ad Gangen, saa at han derfor ikke kunde befatte sig meget med de norske Stats-Anliggender. Denne hans Hustru heed Birgitte Knutsdatter, som man næsten maa antage har været beslægtet med Hertug Knut Porse, da hun sees at have været Medarving med dennes Sønner til Hamarø Gods i Nordre-Halland, ej langt fra det nuværende Kongsbakke^[21]. Med Fru Birgitta havde han idetmindste to Sønner, Ulf og Haakon, om hvilke begge der i det Følgende oftere vil blive Tale^[22]. Denne mægtige Ætt synes at have været meget forgrenet og haft mange Forbindelser især paa Oplandene. Saaledes optraadte Sigurd Hafthorssøn senere som en af Arvingerne efter Ridderen Hr. Sigurd Erlendssøn og hans Hustru Fru Gudrun Ivarsdatter til Sundbu i Vaage, hvilken Sigurd foruden Ættegaarden Sundbu ogsaa havde Ejendomme paa Raumarike, Hedemarken, Hadeland og Agder med tilhørende Herligheder, navnlig Fiskevandet Heimdalsvatn oppe i Gudbrandsdalsfjeldene, og et Laxefiske paa Agder. Heimdalsvatnet havde i sin Tid Kong Sverre skjenket den daværende Ejer af Sundbu, Ivar Gæsling den Gamle, og kuns Efterkommere; de følgende Konger havde bekræftet denne Gave, og til yderligere Sikkerhed havde i Aaret 1280 Sigurd Eldjarn, som da ejede Godset – formodentlig en Farfader af Hr. Sigurd Erlendssøn – ladet alle disse Gavebreve oplæse paa Halve-Thinget for nordre Gudbrandsdalen. Hr. Sigurd Erlendssøn døde lidt før 1353, og hans Hoved-Arving var Broderen Gunnar Erlendssøn, gift med Hustru Jardthrud Paalsdatter, formodentlig en Datter af den ovenfor omtalte Hr. Paal Erikssøn^[23]. – En anden Green af Frændskabs-Kredsen var Folberg-Slægten paa Raumarike, af hvilke en Aslak paa Folberg i Nes, omkring 1320, havde Datteren Asbjørg, der blev gift med Guthorm Hafthorssøn, efter al Sandsynlighed en Svoger eller Nærfrænde af Jon Rand, Hr. Hafthor Jonssøns Fader. Guthorms Søn Finnkel var igjen Fader til Hafthor Finnkelssøn paa Folberg, der samtidigt med Hafthorssønnerne synes at have haft store Ejendomme paa Raumarike og Hedemarken^[24].

Om Hestbø-Ætten er der forhen talt. Hr. Finn Agmundssøn døde i 1343, efterladende med sin Hustru Fru Gudrun Sæbjørnsdatter Sønnen Agmund Finnssøn, der som Medlem af en saa fornem Ætt snart kom til Ære og Verdighed. Allerede i 1347, faa Aar efter Faderens Død, var han Sysselmand i Ryfylke, uagtet han da neppe kan have været 30 Aar gammel^[25]. Om hans senere politiske Bane vil der i det Følgende blive talt. Hvo Hr. Ivar Agmundssøns Hustru var, eller om han havde Børn og da hvilke, derom erfares ikke det ringeste. Han døde, som det vil sees, nogle Aar senere end Broderen, formodentlig i eller ved Skien, hvor han fremdeles var Sysselmand. Det sandsynligste er, at han døde barnløs, og at hans Brodersøn Agmund Finnssøn arvede ham.

Om Spaanheim-Ætten i Hardanger og Brødrene Peter og Baard Peterssønner have vi allerede oftere lejlighedsviis talt. Det er ej usandsynligt, at de have nedstammet fra.hiin Agmund paa Spaanheim, der omkring 1220 drog over Rusland til Jerusalem, forudsat ellers, at det Spaanheim, hvorefter Agmund benævntes, var Spaanheim i Hardanger^[26]. Peter var formodentlig den ældste af Brødrene, siden han i et Brev af 1316 selv kalder sig „Peter paa Spaanheim“, efter Ættens Hovedbøle. Ellers blev han og kaldet Peter Graafur, uvist af hvad Grund. Han nævnes som Ridder allerede ved 1301, og forekommer efter den Tid nu og da i offentlige Acter, skjønt ikke hyppigt, hvoraf man maa formode, at han holdt sig temmelig meget hjemme, uden at tage synderlig Deel i de offentlige Begivenheder. Hans Hustru var Fru Sunniva Brynjulfsdatter, der enten kan have været en Syster af Lagmanden Hr. Sigurd Brynjulfssøn paa Aga i Hardanger, eller og har hørt til Hvaal-Slegten tømt. Det første er dog det rimeligste, da vi nemlig i 1332, det sidste Aar, hvori vi finde Hr. Peter nævnt, see ham og hans Hustru Fru Sunniva indgaa Forlig med Fru Ingebjørg (Datter af Hr. Peter paa Ædø, s. o. S. 257) om, hvad hun kunde beholde efter fin Mand, Hr. Svein, som Fru Sunniva synes at have arvet; denne Hr. Svein maa saaledes have været Sunnivas Broder og kan derfor neppe være nogen anden end Hr. Svein Brynjulfssøn, der i Aarene 1317 og 1318 solgte endeel Jordegods hist og her i Hardanger til Munkelivs Kloster, og, da han saaledes synes at have haft hjemme her, med største Sandsynlighed antages at have været en Broder af Hr. Sigurd paa Aga^[27]. Til Ulfvik Kirke, hvor Hr. Peter maaskee blev jordet, skjenkede han 1 ${\frac {1}{2}}$ Mmb. i yttre Djønne, og til Presten 1 Mmb. i Espeland^[28]. Hans Søn Thorgeir døde formodentlig allerede i 1310, efterat have gjort et Testamente, hvorved han betingede sig Grav i Svitunskirken i Stavanger og skjenkede den 2 Mk. br., Chorbrødrene 1 Mr. br. til Indskrivning af hans Navn, Mariekirken, Olafs-Kirken og Martins-Kirken i Stavanger hver 1 Mk. forng.; Ulfviks Kirke til Vedligeholdelse 1 Mk. brendt, til Eidfjords Kirkes Opførelse ligesaa meget, til Aupudals Kirke 1 Mk. br., og til Jerusalems Befrielse 10 Mb. i Ferne paa Vors, foruden mindre Gaver. Han synes altsaa at have været myndig og selvstændig Mand, da han gjorde Testament. I dette nævner han og sine Brødre, hvilket viser, at Hr. Peter havde flere Sønner^[29]. – Hans Broder Hr. Baard Peterssøns^[30] Liv afgiver et godt Exempel paa, hvorledes den Tids Forretningsmænd svang sig op og gjorde deres Lykke paa Embedsbanen. Først forekommer han ved 1297 blandt Klerkerne eller Skriverne i det hertugelige Cancellie; han havde altsaa nydt en lærd Opdragelse. Som „Baard Klerk“ har han saaledes skrevet flere af Hertug Haakons Breve. I den samme Stilling forblev han og en Tidlang efter at Hertug Haakon var bleven Konge; senest nævnes han deri ved 1309. I Aaret 1316 var han i Bergen Meddommer i den bekjendte Sag om Vestfalernes Toldsvig og synes derfor allerede at have været regnet blandt de kongelige Raadgivere: det kan dog ej sees, om han da endnu havde opnaaet Ridderverdigheden eller ej. Det er ikke usandsynligt, at Baard i Aarene 1322–25, hvor vi finde ham i Stavanger, var Sysselmand paa denne Kant. Han kaldes da „Herre“ og var det vel altsaa før Kong Haakons Død, da Kong Magnus neppe har meddeelt nogen Ridderværdigheden, førend han selv havde faaet den ved sin Kroning i 1336^[31]. Fra 1325 til 1329 forekommer han som Gulathings-Lagmand, og i 1334 som Fehirde i Nidaroos^[32], hvor han formodentlig ikke længe efter er død. Hans Hustru var Margrete Arnbjørnsdatter, hvis Fader sandsynligviis hørte til Byre-Slegten i Ryfylke^[33]; hendes Moder Magnhild Ketilsdatter var anden Gang, som det synes, gift med en Hr. Nikolas Munaanssøn. Fru Margrete var allerede død før 25de November 1322, paa hvilken Dag Hr. Baard stadfestede hendes sidste Vilje, at hun ønskede at jordes ved Svitunskirken paa de Betingelser, Hr. Baard og hendes Moder kunde komme overeens om med Chorsbrødrene, hvilket skete paa denne Maade, at Chorsbrødrene fik alt hvad den Afdøde ejede i Horn i Borde Sogn paa Jederen, samt det „Platz“, Hr. Baard ejede søndenfor Vandet i Stavanger, dog saaledes, at de derfor ogsaa skulde opskrive hendes Aartid og helligholde den saavelsom hendes Moders og Stiffaders med Messer, Klokkeringning, o. s. v.^[34]. Ej længe efter (1326) døde ogsaa Fru Magnhild og gav i sit Testamente nedre Grannes til Chorsbrødrene for sin og sin Faders Sjæl^[35]. Herimod gjorde Hr. Baard Indsigelser, og Sagen kom til Paakjendelse for den stavangerske Biskop Erik, der tildømte Chorsbrødrene Grannes under Forbehold, at Erkebiskopen bekræftede Dommen. Dette er da og formodentlig skeet, thi Chorsbrødrene beholdt fremdeles Grannes. Det er forhen nævnt, hvorledes Hr. Baard med de øvrige tilstedeværende Lagmænd deeltog i Paadømmelsen af Tiende-Sagen i 1328 og dømte Svein Klerk i Brevebrudsbod, fordi han havde indgaaet Forliig med Biskopen, medens den kongelige Lagmand Guthorm Kolbjørnssøn endog vilde have dømt ham til Ubodemand. Baard maa ved sin Død have været en meget gammel Mand, og en af de faa Tilbagelevende af Kong Haakons Regjeringsmænd, der var oplærte i hans og Kantsler Aakes politiske Skole.

Til disse høre ogsaa Hr. Haakon Agmundssøn, hvilken vi allerede oftere have haft Anledning til at nævne. Han forekommer allerførst blandt de Hirdmænd, der var med at besegle Fredstractaten til Kjøbenhavn af 17de Juli 1309; i 1320 var han derimod som Ridder og Rigsraadsmedlem tilstede ved Høvdingemødet i Bergen og optraadte her, som det allerede ovenfor er nævnt (S. 28), i Egenskab af Ombudsmand for Arvingerne efter den næste Aar forhen afdøde Hr. Ragnvald Aslakssøn. Formodentlig var da ogsaa Hr. Haakon selv en af disse Arvinger, hvilket er saa meget sandsynligere, som man af det Vaaben, der findes paa hans Sigill, seer, at han hørte til den throndhjemske Familie Bolt, hvori Navnene Agmund og Aslak var meget hyppige, ligesom man af den Omstændighed, at Ragnvald efter sit eget før Døden yttrede Ønske blev begraven i Christkirken i Nidaroos, saavelsom hans Hustru, Fru Ragnhild, maa slutte, at ogsaa han var en Thrønder^[36]. Det Sandsynligste bliver derfor, at Hr. Ragnvald har været Hr. Haakons Farbroder. Formodentlig var Hr. Haakon en af dem, der i 1316 udnævntes til Riddere i Anledning af Dattersønnen, Magnus Erikssøns, Fødsel. Han var ligeledes en af de Raadsherrer, der deeltoge i at afslutte Egtepagten i Vardberg 1321 mellem Kong Magnus’s Syster Euphemia og Albrecht af Mecklenburg, ligesom han ogsaa var tilstede paa Rigsmødet i Oslo 1323, da Hr. Erling blev udnævnt til Rigsforstander. Det er ogsaa omtalt (s. o. S. 75), hvorledes han maaskee kunde være den Hr. Haakon, deri 1326 sluttede Fredstractaten med Novgorod. Siden forekommer han hyppigt i offentlige Documenter og som en virksom Deeltager i Statsanliggender. Vi have ovenfor seet, hvorledes han en kort Tid, efter Urolighederne i 1333 og 1334, bevarede Rigsseglet og indseglede Kongebreve i Kongens eget Fravære, medens Hr. Ivar Agmundssøn var Drottsete (s. o. S. 160). Hr. Haakon var formodentlig Sysselmand paa Ringerike omkring 1342, eller maaskee endog i hele denne vestre Deel af Oplandene, idetmindste nævnes i hiint Aar en Hr. Haakon som Indehaver af denne Verdighed^[37]. Det sidste Aar, hvori vi høre noget fra Hr. Haakon, er 1345, og sandsynligviis er han død kort Tid efter^[38]. Hans Hustrues Navn kjendes ikke, ligesaalidet veed man, om han efterlod nogen Søn, uagtet dette slet ikke er usandsynligt; vist er det, at han havde idetmindste tre Døttre, af hvilke den ene, Jomfru Elin, som det ovenfor (S. 196) er omtalt, ved Kongens egen Foranstaltning blev festet til Jon Assurssøn, men døde førend Bryllupet kunde finde Sted. Den anden, Cecilia, egtede, som vi ligeledes have nævnt, først Erik Viljamssøn af Torge paa Haalogaland, og siden, da han var død paa en Udenlandsrejse, den nysnævnte Jon Assurssøn, hvortil Kongen selv skaffede Dispensation hos Paven. Denne hendes anden Mand døde allerede før 1346, og hun egtede tredie Gang Hallvard Jonssøn Næver til Refvol paa Raumarike, hvilken hun ogsaa overlevede i mange Aar, og efter hans Død thingede sig ind i Nonneseter (1360). Vi erfare af et Gavebrev af hende til Mariekirken i Oslo, at hun ejede meget Gods i Oslo Hered, paa Raumarike, Ringerike og Hedemarken^[39]. – Den tredie Datter af Hr. Haakon, Borghild, blev gift med Thrønderen Jon Hemingssøn, der døde før 1345^[40], i hvilket Aar Faderen paa hendes Vegne solgte til Nidaroos Christkirke en Gaard paa Nordmøre, der havde tilhørt hendes Mand. Muligt, at Hr. Haakon endnu havde en fjerde Datter, ved Navn Sigrid, der blev gift med en Hr. Agmund, men sandsynligere er det, at Hr. Agmund var Haakons Søn^[41]. – Det er ikke usandsynligt, at Hr. Brynjulf Agmundssøn, der i 1325 var Sysselmand i Verdalen, var Hr. Haakons Broder^[42].

Af den gamle mægtige Ætt paa Hvaall i Sogn, der nedstammede fra Sverres og Kong Haakon den gamles Lendermand Jon Staal, var der endnu, som det synes, Levninger tilbage. Om Jon Staals Sønnesøn Jon Brynjulfssøn, der tog saa ivrigt Deel i Striden mod Gejstligheden under Kong Eriks og Hertug Haakons Mindreaarighed, er der i det Foregaaende talt. Hans Syster, Fru Ingerid Brynjulfsdatter, levede til henimod 1314, men det vides ikke, hvem hun var gift med. Hr. Jon Brynjulfssøn synes at have haft Døttrene Ingeborg, der blev gift med Hr. Gaute Isakssøn paa Tolga i Ryfylke, Søn af den oftere ovenfor omtalte Hr. Isak Gautessøn og Inga. Det erfares ogsaa, at han havde andre Ættlinger eller Frænder, af hvilke en Margrete var gift med Nikolas Stigssøn, og en anden Kvinde, hvis Navn ikke kjendes, med Ridderen Hr. Sigurd Sveinssøn, der ved hende blev Fader til den ovenfor saa ofte omtalte Fehirde og højtbetroede Mand Svein Sigurdssøn. I Aaret 1314 androg Hr. Sigurd, formodentlig paa Grund af et Dødsfald i Ætten, om at Husene paa Hvaall maatte blive skiftede mellem Fru Ingerid, Margrete Brynjulfsdatter, og hans Søn Svein, paa hvis Vegne han optraadte, og Kongen udferdigede ogsaa (5te Marts) en Befaling derom til flere anseede Mend i Egnen. Men da imidlertid Fru Ingerid var død, optraadte nu som Arvinger til den hende tilkommende Trediepart Fru Ingebjørg Jonsdatter til Tolga og hendes Syster Jomfru Inga, og Hr. Gaute indfandt sig paa Skiftet som deres Ombudsmand. Skiftet blev ogsaa holdt paa det allernøjagtigste, og derved kom saaledes den Trediedeel af Hvaal at tilfalde Svein Sigurdssøn, som han siden skjenkede til Hr. Erling Vidkunnssøn og som derved kom i dennes Eje^[43]. En Ættling af Hr. Jon Brynjulfssøn var formodentlig ogsaa Ridderen af samme Navn, som oftere forekommer i offentlige Forhandlinger efter 1350 og døde i 1358^[44].

Hvad den her omtalte Tolge-Ætt angaar, da repræsenteredes den for Størstedelen af det Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, ved Hr. Gaute Isakssøn, Søn af den formodentlig noget efter 1302 afdøde Baron Hr. Isak Gautessøn^[45]. Gaute var, som det nys er nævnt, gift med Ingebjørg Jonsdatter af Hvaal og fik med hende ${\frac {1}{6}}$ deraf^[46]. Ættens fleste Besiddelser maa have været i Ryfylke, hvor han og synes at have været Sysselmand, idetmindste 1322, efter hvilket Aar han ej mere nævnes, og derfor vel er død kort efter^[47]. Hans Syster var uden Tvivl Fru Cecilie Isaksdatter, der var gift med Hr. Martin Thorolfssøn i Eidsa (Idsø) og synes at have haft mange Ejendomme paa de Kanter^[48]. Cecilia levede endnu i 1336, og det er ej usandsynligt, at hun ogsaa paa en Maade, der nu ikke kan angives, var beslægtet eller besvogret med Hestbø-Ætten, eftersom hun netop i det nysnævnte Aar 1336, den 30te October, befandt sig der med flere andre Medlemmer af samme Ætt^[49]. Som Herre til Tolga nævnes ved 1331 en Gaute Haakonssøn, der enten har været Sønnesøn eller Dattersøn af Hr. Gaute^[50]. Det sidste er det rimeligste, da Navnet Haakon ellers ikke synes at have været brugeligt i Ætten, og hans Moder var saaledes formodentlig den Fru Eyvar Gautesdatter, der nævnes i 1328^[51]. Om Gaute Haakonssøn vides intet videre, end at han var død før 1373, og at hans Ejendomme synes at være gaaede i Arv til fjernere Slegtninge, af hvilke navnligt Agmund Finnssøn til Hestbø kom i Besiddelse af baade Tolga og Eidsa^[52]. At Gaute arvede Eidsa efter Fru Cecilia, og saaledes forenede det med Tolga-Godset, er efter det foranførte let at forstaa, men at begge Dele siden gik i Arv til Agmund Finnssøn, maa grunde sig paa et tidligere Slegtskab. Det er ikke usandsynligt, at Gautes Fader Haakon har været et Medlem af Hestbø-Ætten.

Af den engang saa megtige Ænes- eller Mel-Ætt paa Søndhordland synes paa denne Tid kun svage Levninger at have været tilbage. Det lader til, at alle de Ejendomme, som den megtige Baron Hr. Gaut Jonssøn paa Mel havde samlet, allerede blev deelte ved hans Død 1270 mellem hans Sønner, Baronerne Finn Gautssøn og Gaut Gautssøn, kaldet den unge, saaledes at Finn fik Mel, og Gaut Hatteberg, hvert med tilliggende Ejendomme. Finn Gautssøn havde Sønnen Jon Finnssøn, der af Faderen blev givet til Forplejning i Munkalivs Kloster mod en vis Provent, skjønt han da allerede førte Ridderstitel. Ligeledes havde han en Datter, Ingegerd, der saaledes, efter hvad man maa antage, blev Arving til Mel, og som blev gift med den ovenfor omtalte Jon Bjarnessøn, der under Rigsraadsregjeringen var Fehirde i Bergen og døde 1324 (see ovf. S. 61). Hun fik efter ham betydelige Ejendomme, der dog ved hendes Død skulde selges eller falde tilbage til hans“ Frænder. Hvorvidt hun og Jon havde nogen Børn, er ikke oplyst. Derimod erfares det, at Gaut den unge havde Sønnen Thore Gautssøn paa Hatteberg, der levede omkring 1320^[53]. Thores Sønner vare formodentlig igjen Ivar Thoressøn og Greip Thoressøn, af hvilke den sidste var Gulathingslagmand i 1347, og forøvrigt nævnes som hjemmehørende i eller ved Bergen. Ivar Thoressøn havde igjen Sønnen Greip Ivarssøn, der levede henimod Aarhundredets Slutning, og hvorom der i det følgende vil blive Tale; han pantsatte Hatteberg til Hr. Gaute Erikssøn, og det lader ej til at være kommet tilbage til Ætten, der formodentlig ogsaa har tabt sig ved Mangel af mandlige Descendenter^[54].

Den gamle, anseede Ætt, der nedstammede fra Hr. Andres Plytt, var paa denne Tid uddøet eller ved Giftermaal gaaet over i andre. Vi have forhen nævnt, at Baronen Hr. Peter Andressøn, der nævnes saa hyppigt mellem 1300 og 1315, efter al Sandsynlighed var Hr. Andres Plytt’s Søn^[55]. Hr. Peter Andressøn havde fornemmelig store Besiddelser paa Nordmøre, hvor han sandsynligviis ogsaa var Sysselmand. Hans Syster var formodentlig den rige Hustru Gyrid Andresdatter i Okavik, ligeledes paa Nordmøre, hvis Mands Navn ikke kjendes, men som efterat være bleven Enke allerede i 1303 gav sig med meget Gods ind i Provent hos Chorsbrødrene i Nidaroos. Hr. Peter Andressøn lader til at have været i stort Venskab hos Dronning Isabelle, siden hans Datter førte dette Navn, neppe efter nogen anden end hende. Denne Isabelle blev i 1314 gift med en anden riig Magnat fra Frostathingslagen, nemlig Sigurd Jodgeirssøn, kaldet Lande, og som derfor rimeligviis har været nær beslegtet med den af os oftere omtalte, højt anseede og megtige Chorsbroder Sighvat Vigfussøn Lande, der var en saa farlig og haardnakket Modstander af Erkebiskop Jørund. I Medgift fik han tredive Spannslejer Jordegods, 15 i Kagurvaag, 10 i Vinje, 4 i Finnvik og 1 i Lødvesseter, altsaa det meste omkring Vinjefjorden paa Nordmøre, dertil 20 Mkr. Guld^[56]. Der omtales ingen, som med Vished eller endog med Sandsynlighed kan siges at være hans Sønner, og saaledes er det højst rimeligt, at hele hans rige Arv er kommen til Datteren, og med hende til hendes Mand, der senere kaldes „Hr. Sigurd“, og derfor sandsynligviis blev udnævnt til Ridder i 1316. Sikkert har han ogsaa haft en Syssel paa Nordmøre eller idet Throndhjemske^[57]. I Aaret 1329 finde vi ham paa Orknø, formodentlig som kongelig Sysselmand; da det synes at have været i Tiden strax efter Magnus Jarls Død, og førend Malise af Stratherne havde tiltraadt Jarledømmet, maatte hans Indflydelse derved blive saa meget større, og derfor er han vel netop bleven udsendt af Drottseten i dette Hverv som en Mand, paa hvilken han fortrinligt kunde stole. Vi see ogsaa, at Erling betroede ham sin private Fuldmagt til at selge de ham med hans Hustru tilfaldne Besiddelser paa Orknø til Enkegrevinde Katarina^[58]. Formodentlig døde han under sit Ophold paa Orknø, eller strax efter sin Tilbagekomst derfra, thi hans Død maa være indtruffen i den første Halvdeel i 1332, siden der i September samme Aar afholdtes et Møde i Nidaroos mellem Chorsbrødrene i Nidaroos (under Erkebiskop Eilivs sidste Sygdom, der hindrede ham fra at befatte sig med deslige Forretninger) og nogle af Hr. Sigurds Arvinger, som herved for den dem tilfaldende Halvdeel af Arven godkjendte den overordentlig store Gave af Jordegods, tilsammen 15 Mkrs. Bool, som han i sit Testamente havde givet Kirken til Gravsted for sig og Bønnehold. Ejendommene var for det første det meste af hvad han havde faaet med sin Hustru, dertil en heel Deel andet Gods paa Nordmøre, i Verdalen, Skaun og Ytterøen. De her nævnte Arvinger til det halve Bo var Arne Bonde i Holmvik og hans Broder Erik, saavelsom en Fru Thora Viljamsdatter, der ogsaa synes at have været en Paarørende af Hestbø-Ætten, men hvis Slegtskabsforhold til Hr. Sigurd ligesaa lidet kjendes, som man veed, hvo der var hendes Mand^[59]. Arvingen til den anden Halvdeel var Guthorm, Søn af en Haakon Guthormssøn, om hvem forresten intet videre er bekjendt, uden at han maaskee hørte hjemme i Bergen; han godkjendte nogle Maaneder senere Testamentet paa sin Søns Vegne, imod Løfte om, at Hr. Sigurds Aartid regelmæssigt skulde holdes^[60]. Formodentlig var Haakons Hustru, Guthorms Moder, en Datter af Hr. Sigurd. Saaledes adsplittedes ogsaa dette Gods og kom for en stor Deel i Geistlighedens Besiddelse. Ej ubetydeligt tilfaldt dog ogsaa Kronen; formodentlig er han bleven den skyldig endeel Gods og Penge i sit Regnskab^[61].

En anden ret merkelig throndhjemsk Ætt eller maaskee flere havde sit Hovedsæde paa Gaarden Lyng i Verdalen. Her finde vi allerede ved Slutningen af det foregaaende Aarhundrede Ridderen Hr. Audun Vigleikssøn (Søn af Vigleik Stallare), der havde faaet en betydelig Deel deraf med sin Hustru Fru Ingebjørg Paalsdatter, hvis Fader, den mellem Aarene 1260 og 1289 oftere nævnte Baron Paal Sure, havde kjøbt den af Brødrene Assur og Ottar, af hvilke den sidste fremdeles beholdt en Deel. Efter Paals Død deeltes Ejendommen mellem Hr. Audun og Fru Ingebjørgs Medarvinger. Disse synes dog at have fundet Paaskud til at paastaa bedre Ret til Fru Ingebjørgs Part, og saaledes udspandt der sig en Trætte, der varede i 30 Aar, længe efter Hr. Auduns Død, og ikke endtes førend under Kong Haakons Ophold i Nidaroos om Vaaren 1313, da en af ham nedsat Dom afgjorde Sagen aldeles til Fru Ingebjørgs Fordeel. Hendes fornemste Modpart var da den stridige Aslak paa Lyng, formodentlig en Søn af en af hendes oprindelige Medarvinger, og som allerede forhen havde viist sin Trodsighed i at forholde Chorsbrødrene i Christkirken i Nidaroos deres Rettighed af Haugs Kirke i Verdalen. Dog ikke nok hermed, ogsaa hiin Ottar havde efterfulgt hans Exempel, saaat en særskilt Dom ligeledes for hans Vedkommende maatte til for at skaffe Fru Ingebjørg sin fulde Ret. Efter Aslak fulgte hans Søn Vigleik, der med Hensyn til Stridighed synes at have traadt i sin Faders Fodspor, idet han nemlig gjorde mange Vanskeligheder“ved at afhænde til Christkirken endeel Jordegods, som den rige Chorsbroder Sigurd Krafs, hvis Arving han var, havde testamenteret dertil, og vilde ikke engang give efter, da Dom var faldt imod ham (1333). En Deel af Gaarden var imidlertid tilfalden Lagmanden Hr. Sigurd Jonsøns Hustru Fru Ragndid (maaskee en Datter af Aslak), og Skifteforretning mellem Vigleik og Hr. Sigurd var desangaaende bleven holdt i 1325. Siden testamenterede Fru Ragndid en Deel af Gaarden til Elgeseter Kloster, men derom udspandt sig en ny Proces mellem Klostret samt Chorsbrødrene i Nidaroos paa dets Vegne og Fru Ragndids Arvinger samt Vigleik og Sigurd Ottarssøn paa Lyng, hvilken endog paastod, at hun havde bortgivet hvad der ej tilhørte hende, men ham. Sagens endelige Afgjørelse kjendes ej, men at Udfaldet blev gunstigt for Klostret, derom kan man ej tvivle^[62].

En Ætt maa her omtales, om hvis Medlemmer der vel intet videre høres førend efter Aarhundredets Midte, men som dog allerede tidligere maa have været anseet, siden vi see, at den stolte Giske-Ætt ikke fandt det under sin Verdighed at forbinde sig med den, og som siden blev en af de fornemste i hele Landet. Denne Ætt førte Tilnavnet Reymar eller Rømer^[63]. Den første af denne Ætt, som vi støde paa, er Ridderen Hr. Svaale Alvessøn, som efter 1350 hørte til Raadet og i samme Aar kjøbte Jordegods i Borgesyssel, uden at det dog er vist, om han der hørte hjemme, da han og ejede Gods andre Steder i Landet, og maaskee endog havde sit oprindelige Hjem i det; nordlige Norge, hvor han faa Aar efter var Sysselmand paa Haalogaland^[64]. Han døde 1362^[65], efterladende sig Sønnen Otte Reymar, hvilken baade Kong Magnus og hans Søn Kong Haakon senere gav det Lov, at han fra Barndommen af havde tjent dem længe og vel^[66], og som (formodentlig allerede i Aarene mellem 1340 og 1350) var bleven gift med en Gerthrud, der neppe kan have været Datter af nogen anden end Hr. Erling Vidkunnssøn, siden vi erfare, at han senere ejede dennes mødrene Odelsgods Stovreim, der alene paa den Maade kan være kommet i hans Besiddelse^[67]. Vi ville i det følgende Tidsrum see Otte Reymar og hans hele Ætt spille en meget betydelig Rolle.

En af de rige og anseede Ætter paa denne Tid, men som dog først i den følgende Generation naaede sit højeste Glandspunkt, var Losne-Ætten, saaledes kaldet efter sin Ættegaard Losna paa Øen af samme Navn ved Indløbet til Sognefjorden. Den synes at have haft store Besiddelser rundtom i Sogn, paa Vors og paa Hørdeland. Den første af denne Ætt, der med Sikkerhed kjendes, var Philip Erlendssøn, der levede til henimod 1340. Hans Fader heed formodentlig Erlend Philipssøn, da disse Navne hyppigt sees at skifte i denne Ætt^[68]. Philip var gift med Ingebjørg Erlendsdatter og havde med hende Datteren Margrete, som omtrent paa den Tid blev bortfestet til Arnald Josteinssøn, ved hvilken Lejlighed hendes Moder Ingebjørg med Margretes og Arnalds Samtykke skjenkede sin Mand endeel Jordegods. Bryllupet stod dog ikke førend i October 1322, og fik Margrete da alle de Kostbarheder i Medgift, som ovenfor ere omtalte; ligeledes fik hun en heel Deel Jordegods i Ryfylke, Hørdeland og Fjordene^[69]. Maaskee var dette endog hendes mødrene Arv, og Ingebjørg paa den Tid død, da det af andre Brevskaber erfares, at der herskede en Tvist mellem Philip og Datteren saavelsom Svigersønnen om hiin Gave af hans Hustru, hvilken de senere ej vilde godkjende. Dagen efter at Philip havde ladet tilvurdere Margrete hendes Medgift, endnu under Bryllupsfesten, indgik de vel et Forliig om, at alt, hvad der havde været dem imellem, skulde være bilagt, og at Philip skulde beholde Gaven^[70]. Men ikke destomindre udbrød der ny Tvist derom, saa at Sagen tilsidst maatte indstevnes før Lagmanden. Det skulde egentlig være Gulathings-Lagmanden, men da dette Embede formodentlig netop paa den Tid (i Juni 1332) var ubesat, paakjendtes den af Lagmanden for Bergens By, Thrond Krakessøn, og Ivar Oma, der efterat have hørt de nødvendige Vidner og Forklaringer gav Philip Ret, saa at han beholdt Godset^[71]. Sandsynligviis har Philip efter Ingebjørgs Død giftet sig paa ny, og er derved kommen i Strid med Datteren og Svigersønnen om hendes mødrene Arv. Og efter al Rimelighed var det i dette andet Egteskab, at han blev Fader til Erlend Philipssøn, som vi fra Aarene omkring 1370 indtil ind i Begyndelsen af det næste Aarhundrede ville see at indtage en fremragende Plads blandt Norges Statsmænd, og hvis Fødsel saaledes falder omkring 1335. Da Philip bortfestede sin Datter, og ligeledes da han holdt hendes Bryllup, boede han ikke paa Losna, men paa det nærliggende Odensland (nu Onsland) i Austreim (nu Kirkebø) Sogn. Forøvrigt lader det til, at Margrete var en temmelig baade letfærdig og selvstændig Kvinde, thi med den bergenske Chorsbroder Halldor Jonssøn^[72] havde hun – man kan skjønne efter sin Mand Arnalds Død – Sønnen Jon, hvilken hun den 11te September 1338 i Overvær af Hr. Erling Vidkunnssøn, Magister-Capellarum Hr. Guthorm, Henrik Einarssøn, Chorsbroder ved Apostelkirken, Ivar Andressøn, Gulathings-Lagmand, og Thorgeir paa Stedje, Raadmand i Bergen, saavelsom Fru Elin Thoresdatter og andre Damer ættledede med sin Faders Samtykke og alle dertil brugelige Formaliteter, idet hun, Philip og Jon udenfor Nicolai Kirkedør i Bergen lagde Haanden paa Bogen, medens hun højtideligt lyste, at hun herved ættledede Jon til al sin Arv og alt det Gods, hun vilde give ham, til Arv og til Odel, o. s. v.; hvorhos hun til Vidnesbyrd strax gav ham et Sølvbeger og noget Jordegods^[73]. Aaret forud havde hun ogsaa tilbyttet sig en Deel af Gaarden Væten paa Vors mod en anden mindre Gaard paa Karmøen og noget Mellemlag^[74]. Videre lader hendes Green af Slægten sig ikke forfølge. Derimod synes det, som om Erlend Philipssøn ogsaa er bleven Arving til det store Slinde-Gods, hvis sidste bekjendte Besidder af den gamle Stamme, Hr. Audun paa Slinde, maa være død lidt efter 1330, og hvis Sønne- eller Datter-Datter Erlend saaledes maaskee kan have egtet^[75].

Inde i Sogn var der flere anseede Familier, der ogsaa indbyrdes var besvogrede med hinanden og besad en stor Deel af Jordegods. Oppe i Lærdalen, paa Gaarden Graute (Grøte) boede ved Aarhundredets Skifte en Baard, der ogsaa ejede Gaard i Bergen, benævnet efter hans Ættegaard, ifølge den Tids Skik, med Navnet „Grauten“, ligesom han ogsaa ejede øvre Hvamm paa Borgund, m. m. Baards Datter Birgitta, sedvanligviis kaldet „Hustru Birgit i Grauten“, egtede Eindride Hviit, en anseet Mand fra samme Egn, der maaskee var beslegtet med den oftere omtalte Gunnar Hviit. Eindride fik med Birgitta baade Hvamm, og, som man maa antage, Graute. Derhos kjøbte han andet Jordegods, hvoriblandt en Deel af et andet Hvamm, paa Fylkesbygden (i Hafslo). Deres Datter var Sigrid, der egtede Hr. Thorfinn Sigvaldessøn; denne fik nu med hende baade Graute, Hvamm og Gaarden i Bergen. Hr. Thorfinn var Sysselmand i indre Sogn omkring 1322, ja maaskee og længere, eller lige til sin Død, der maa være indtruffen lidt efter 1340; men han lader ikke til at have efterladt Børn, da der var Tale om, at Hvamm i Borgund skulde gaa i Arv til en anden Linje. Eindride synes nemlig at have haft endnu en Datter, Jardthrud, der egtede den anseede Bonde Eystein Isakssøn Mugga, fra samme Egn, og bragte ham hiin Deel af det hafsloske Hvamm i Medgift, og deres Sønnesøn Eindride Botulfssøn søgte sidenester i Aaret 1342 at godtgjøre ved Vidneførsel, at Hvamm i Borgund med Mette tilkom ham^[76]. Den her nævnte Eystein Isakssøn Mugga nedstammede formodentlig fra hiin Isak Thorgilssøn, der i 1183 havde været en af Hovederne for Sokndølingerne ved Oprøret mod Kong Sverre^[77]. Han var en meget bemidlet Mand, der efterhaanden lagde sig mere Jordegods til i den Egn, som Opplaa, Mare o. s. v.; muligt at han og allerede selv havde endeel af Hvamm i Hasslo, men vist er det, at han ogsaa senere kjøbte endeel deraf af en Paal i Hvamm og hans Hustru Ragnhild, der synes at have været en Systerdatter af den gamle Hustru Birgitta i Grauten. Eystein havde ogsaa tvende Brødre, Gaut og Arnfinn, om hvilke der dog ej meldes stort. Eystein døde ved 1337, efterladende sin Hustru Jardtdrud og Sønnesønnerne, den nys nævnte Eindride Botulfssøn og Thorstein Botulfssøn^[78]. Eindride bragte Ætten end mere i Vejret ved at gifte sig ind i den megtige Finne-Ætt paa Vors, hvorom der i det følgende vil blive handlet.

I Forbindelse med disse nysnævnte Høvdinger i Lærdal og Hasslo eller Fylkesbygden nævnes ogsaa ofte en Ætt i Kaupangr, der maa have været meget anseet og velhavende, og som formodentlig nedstammede fra den ligeledes blandt de oprørske Sokndøler 1183 nævnte Karlshoved, Søn af Arngeir Prest, thi dens Hoved i de første Tiaar af det 14de Aarhundrede heed ogsaa „Karlshoved i Kaupangr“^[79], kongelig Hirdmand, og anvendt i flere offentlige Hverv. Kaupangr selv synes endnu paa denne Tid at have beholdt lidt tilbage af sit bymessige Udseende, der tales saaledes om Brasegaard, Skollegaard^[80], o. s. v., ligesom i andre Byer, men ubetydelig maa den dog have været, og siden Karlshoved fremfor de øvrige Beboere kaldes med Tillægget „i Kaupangr“, har han vel ejet det meste af Grunden og hans Huse udgjort den fornemste Deel. Han, Hr. Audun paa Slinde og en Erlend Silfestssøn, der følgelig ogsaa maa have været Hirdmænd, var de tre Mænd, hvilke Kong Haakon i 1314 befalede at skifte Hvaall mellem Arvingerne, saaledes som det ovenfor er nævnt. Karlshoveds Sønner, ved Navn Erlend og Joseph, forekomme hyppigt i Breve fra Aarhundredets anden Halvdeel, den sidste fornemmelig boende paa Kalvhage ved Røneid i Fylkesbygden. Erlend Silfestssøn tilligemed Broderen Jon og Nikolas havde sin Ættegaard paa Egge i Sokndal og lade til at have staaet i den nøjeste Forbindelse med Slinde-Folkene. Karlshoved i Kaupangr tilligemed flere Bønder i den Egn, Medejere af Gaarden Otte i Ljuster, havde i Aarene 1322–1324 en temmelig ivrig Strid med Presten og de øvrige Bønder i Dale om Ret til Seterbrug og Driftevej i den saakaldte Uppdal. Der blev ført Vidner derom for Sysselmanden, Hr. Thorfinn, i October 1322, og derpaa indmeldtes Sagen for Kongen eller rettere Drottseten, der nu i Kongens Navn bød Hr. Sigurd Steinssøn paa Hvaall, Thorgeir Prest i Hafslo og Erik Arnessøn at stifte Forliig mellem Parterne, hvilket og skete den 5te Mai 1324 saaledes, at Mændene paa Otte vel ej fik Ret til at holde deres Kvæg i selve Uppdalen, men dog skulde kunne have den nødvendige Drift med Madvarer, Hø o. s. v. derigjennem fra sine Setrer, og herved synes det ogsaa at have haft sit Forblivende^[81].

Den allerede i det foregaaende af os hyppigt berørte Ætt, der beboede Gaarden Finnen paa Vors, repræsenteredes ved Aarhundredets Begyndelse af Peter Bonde, der tillige var Kirkens Verge og sandsynligviis Egnens ypperste Mand, uden dog at have opnaaet Ridderverdigheden. Han døde ved 1319, efterladende Sønnerne Orm og Gudbrand Klerk, hvilken sidste saaledes maa have faaet en lærd Opdragelse. Orm, der var gift med Gudrid Audfinnsdatter, døde, som det lader, barnløs før Gudbrand, efterat han blandt andre Gaver i sit Testament ogsaa havde skjenket Bonden paa den nærliggende Gaard Hviitheim, Halldor Olafssøn Duuk, et godt Sverd, hvilket Gudbrand gjerne ønskede tilbage og derfor tilbyttede sig det mod 3 Mmbool i Hyllen i Bøar-Aattingen. Gudbrand er saaledes ikke indtraad i den geistlige Stand, om han end fra først af var bestemt dertil. Men han maa ligesaavel som Broderen være død uden Sønner; thi den næste Besidder af Finnen, vi støde paa, er Erik Erlendssøn, kaldet Bokke, der efter al Rimelighed var hans Dattersøn. Erik døde lidt før 1349, efterladende, som det synes, kun et eneste Barn, som han havde haft udenfor Egteskabet med Enken Ingebjørg Simonsdatter, men som han maa have lyst i Kuld og Kjøn, siden det erkjendtes for hans og hans tidligere afdøde Børns Arving. Derved kom det hele Gods i Ingebjørg Simonsdatters Besiddelse, dog ikke førend hun havde udholdt en Proces med Hallstein Josteinssøn paa Saude, der en Tidlang, formodentlig saalænge det var uafgjort, om hendes Barn skulde ansees arveberettiget, havde bestyret Godset, hvorfor han nu fordrede betydelig Erstatning. Denne maatte hun da ogsaa udrede og tiltraadte derpaa Godset, hvoraf hun snart ogsaa blev virkelig Ejerinde, øjensynligt derved at hendes Barn med Erik Bokke døde, saa at hun selv arvede det. Saaledes kunde da igjen den forhen omtalte Botulf Eindridssøn blive Ejer deraf, idet han egtede hendes Datter af første Egteskab, Elin Villjamsdatter, saaledes som det paa sit Sted vil blive omtalt. Af de forskjellige Brevskaber, der vedkomme de nævnte Personer, seer man, at de ogsaa havde betydeligt Jordegods andensteds i Fylket, nemlig i Hardanger, paa Søndhordland, m. m. Ligeledes seer man, at de maa have levet paa en stor Fod, navnlig fortælles det om Halldor Duuk paa Hviitheim, at han paa sin Lod af Gaarden, efter ham kaldet Dukar-Tuun, lod bygge et prægtig Badstue. Blandt de megtige Nabo-Familier have vi allerede haft Anledning til at omtale den paa Rogn, af hvis Medlemmer vi først støde paa Brødrene Odd og Hollrodd, den første boende paa Rogn, den anden paa Ringheim, og som tillige i 1293 indløste Gaarden Birke, som deres Odel, fra dens midlertidige Ejer, Einar Pinnung. De blev dog ej i rolig Besiddelse deraf, da Einars Enke, Hustru Solveig i Buagaarden i Bergen, og deres Søn Haakon senere søgte at tilvende sig den og til den Ende endog underkjøbte Vidner. Imidlertid maatte Solveig dog give tabt. Efter Odd paa Rogn nævnes hans Sønner Halle paa Rogn og Odd paa Røtin, og efter Halle flere Sønner, hvoriblandt Odd Hallessøn allerede tidligere er omtalt som den, der i 1343 procederede med de øvrige Gullfjerdings-Bønder om sine Forpligtelser med Hensyn til Bodebroens Vedligeholdelse. Hvorledes Odds Broderdatter siden blev gift med Botulf Eindridessøn, og flere anseede Ætter derved smeltede sammen, vil i det Følgende blive viist^[82].

Der nævnes lejlighedsviis ogsaa en Mængde andre anseede Mænd, Riddere eller Hirdmænd, rundtom i Norge, men da deres Familieforhold ikke angives, eller ret oplyses, vilde det her være til ingen Nytte særskilt at omtale dem. Med temmelig Sikkerhed kan man antage, at alle, eller de fleste her ovenfor nævnte Mænd, som ikke havde Ridderverdigheden, dog idetmindste var Kongens haandgangne Mænd eller Hirdmænd^[83]. Man seer det noksom deraf, at Kongen saa ofte gav dem særskilte Hverv, hvilke han ej godt kunde paalegge dem, uden at de stod i hans Tjeneste, fornemmelig hvor det gjaldt at bilegge Trætter mellem andre Hirdmænd indbyrdes, eller anstille foreløbige Undersøgelser om Sagerne, inden disse Trætter kom til Paakjendelse. Ligeledes sees det, at slige Sager mellem dem indbyrdes i Reglen ikke simpelthen indstevnedes for Lagmanden eller Lagthinget, men for Hirdstevne, eller, naar denne ikke strax kunde haves ved Haanden, for et Par Lagmænd i Forening med andre Hirdmænd og højtstaaende Klerker, der da enten afgjorde den eller henviiste den til Kongens egen Dom paa Hirdstevne. Et saadant Privilegium for de haandgangne Mænd erkjender ikke Hirdskraaen, der vel forudsetter, hvad der ligger i Sagens Natur, at alle Uenigheder, der opstod mellem vagthavende Hirdmænd indbyrdes, skulde paakjendes af Kongen eller efter dennes Foranstaltning af deres Kammerater, men som her ganske vist ikke sigter til Tvistemaal, der kunde reise sig mellem haandgangne Mænd udenfor Tjenesten, og om Sager, der intet havde med Tjenesten, eller med deres Kammeradforhold at skaffe. Tvertimod foreskrives det udtrykkeligt i Hirdskraaens Art. 35, „at ved alle de Sager, som Kongens Mænd have at søge eller verje i Heredet, da skal der forholdes dermed, hvad enten man søger eller søges, efter Landets Love, og dette skulle alle Lagsfællerne hjelpe til at overholde; vil nogen have mere, end Loven hjemler ham, da skulle de andre skille sig fra ham“. Her gjøres der ingen Forskjel, om Sagen verserer mellem haandgangne Mænd indbyrdes, eller mellem haandgangne og ikke haandgangne; og vi have desuden udtrykkeligt seet, hvorledes Kong Haakon alvorligen søgte at afskaffe den Uskik, at Sysselmænd, Riddere og andre haandgangne Mænd, naar de havde Sager med dem, de ansaa for ringere end sig, ikke vilde lystre Stevninger til Lagmand eller Lagthing. Alligevel vise en Mængde opbevarede Domme og andre Brevskaber, at det i alle Fald ved Sager mellem haandgangne Mænd indbyrdes blev til en fast Regel, at Kongen skulde forordne egne Dommere, vistnok udelukkende valgte af af de haandgangne Mænds Tal, med Undtagelse af de Geistlige, der undertiden beskikkedes, og i saa Fald vel altid vare kongelige Embedsmænd. Man kan og godt forstaa, hvorledes det kunde komme dertil, thi alle Retstrætter kunde jo lettelig seent eller tidligt antage en saa personlig Charakteer, at de vare usorenelige med det Kammeradskab, der saa ivrigt ønskedes overholdt mellem Kongsmændene indbyrdes, og det maatte derfor være saavel dem selv som Kongen magtpaaliggende, snarest muligt, og ved umiddelbar Indgriben at skaffe Fred til Veje. Man betragtede vel og de til at paakjende Sagerne beskikkede Mænd snarere som Voldgiftsmænd, end som Dommere. Hvad Forseelser angaar, som en haandgangen Mand begik mod andre Thegner, da foreskrev Hirdskraaen selv i den samme Artikel, at han skulde bøde efter Sysselmandens Raad og Lagmandens Orskurd, eller være selvsagt af Kongens Tjeneste, hvilket nærmere blev indskerpet af Kong Haakon i hans Forordning af 11te October 1303^[84]. Men Hirdskraaen tilføjer dog ogsaa selv, at Sysselmanden i slige Tilfælde skulde skriftligt melde de nærmere Omstændigheder til Kongen, som da siden med gode Mænds Raad nærmere vilde afgjøre Sagen og vise den Naade, han fandt passende. Herved maatte det dog tilsidst komme dertil, at slige Sager ofte afgjordes paa Hirdstevne eller ved Kongens umiddelbare Foranstaltning, ej at tale om, naar kongelige Embedsmænd anklagedes for deres Embedsførelse, thi da faldt det af sig selv, at saadanne Klager maatte gaa lige til Kongen og afgjøres paa Hirdstevne. Men ved alt dette, i Forbindelse med den Skattefrihed, som de haandgangne Mænd nød for et vist Beløb Jordegods, og under Paavirkningen af de i det øvrige Nord-Europa og de nærmeste Nabolande herskende Anskuelser, befestedes Forestillingen om, at Kongsmændene udgjorde en egen privilegeret Stand, en formelig Adel eller idetmindste Stabilitet, hvorfor vi og finde, at enhver til den Klasse henhørende Person, der omtales i pavelige Breve, her kaldes „nobilis“, ganske som Adelsmænd i andre Lande^[85], og vi see Kongemagtens umiddelbare Indgriben strække sig næsten til alle inden denne Kreds forefaldende Rets-Anliggender, som f. Ex. at paabyde Skifte efter Dødsfald, tilholde en Skyldner at betale sin Gjeld, beordre Domme exeqverede, o. s. v.^[86]. Dette System har formodentlig især befestet sig under Kong. Magnus’s Mindreaarighed, da man ogsaa egentlig kan sige, at de haandgangne Mænd med Drottseten i Spidsen førte Regjeringen. Men derfor var det nu vel og, at man ikke, som før, kunde lade det bero ved den Megling af Stallaren og Merkesmanden, som Hirdskraaen i saadanne Tilfælde paabød^[87], thi den var ligeledes alene beregnet paa de Tvistemaal, der kunde forfalde mellem de ved Kongens Hof til Tjeneste forsamlede Kongsmænd, men at man til Behandling af alle de Hirdsager, der strømmede ind fra alle Landets Kanter, oprettede det særegne ovenfor (S. 65) omtalte Lagmands-Embede for Kongsgaarden eller Hirden, under hvilket man netop seer det her omhandlede Slags Sager at være henlagte. Det er endog ikke saa usandsynligt, at Stallare- og Merkesmands-Embederne overhoved tabte deres Betydning, eller endog aldeles ophørte, thi vel finder man Hr. Paal Erikssøn kaldet Merkesmand, endog efterat Kong Magnus var bleven myndig^[88], men som oftest fører han dog ikke denne Titel, saa man derfor skulde fristes til at ansee den for temmelig betydningsløs, og kun indrømmet ham for hans Livstid, efter hvilken den virkelig ogsaa synes at ophøre, ligesom man heller ikke finder synderlig Spor til, at Stallare-Verdigheden har staaet ved Magt^[89]. Man seer desuden af den nye og særegne Betydning, som Drottsete-Embedet under Formynder-Regjeringen fik, en Betydning, som Hirdskraaen ikke kjender, men som derimod Embedet havde i Sverige og Danmark, at Hirdskraaens Ordning af Hof-Embederne under Formynder-Regjeringen undergik en betydelig Forandring og Tillempning efter de i Sverige bestaaende Forhold. Hertil kom, at Stallare- og Merkesmands-Verdighederne, der ifølge Hirdskraaen skulde medføre Lendermandsret, nu efter Lendermandsverdighedens Ophævelse egentlig ikke længer passede i det øvrige System, og at man derfor har ladet dem blive ubesatte efter de Mænds Død, der beklædte dem under Kong Haakon^[90]. Derimod har man maaskee i deres Sted udnævnt en eller flere Hirdstjorer, idetmindste have vi seet (S. 186), at Hr. Agmund Guthormssøn paa Thumn i 1336 kaldtes „Hirdstjore i Viken“. Hans Forretninger sees deels at være en Sysselmand i Districtet, deels ogsaa en Befalingsmands eller kongelig Ombudsmands inden Hirden. Formodentlig var da hans egentlige Hverv at forestaa Hirden, der rimeligviis endog havde sin faste Station i Viken, det være sig nu paa Baagahuus, i Konghelle, i Borg, Oslo eller Tunsberg, hvad enten Kongen var tilstede i Landet eller ikke, og dermed har han da og forbundet en Sysselmands Forretninger i de nærmeste Districter, maaskee saameget mere, som idetmindste den nordligste Deel deraf, Follo med endeel af Oslo Syssel, engang for alle var skjenket til Mariekirken i Oslo, hvis Forstander vel ikke altid kunde undvære den verdslige Hjelp^[91]. Formodentlig blev denne Hirdstjore-Verdighed i Landet selv ikke oprettet førend paa den ovenanførte Tid (1335), efterat Kongen selv havde overtaget Regjeringen og erfaret Normændenes Misnøje med hans hyppige og langvarige Fraværelser i Sverige, thi under Formynder-Regjeringen maatte det netop være Drottsetens Sag at varetage hine Forretninger inden Hirden. Derimod have vi seet, at de kongelige Statholdere paa Island nu kaldtes Hirdstjorer; det var ogsaa aldeles nødvendigt, at de beklædtes med Hirdstjore-Verdighed for at kunne skifte Ret mellem de mange haandgangne Mænd, der befandt sig paa Øen, og som ikke ved enhver Lejlighed kunde stevnes over til Norge. De Mænd, der i det af os nu gjennemgaaede Tidsrum af Kong Magnus’s Regjering beklædte dette Kongslagmands-Embede, var først Hr. Guthorm Kolbjørnssøn, som det allerede ovenfor er viist, og siden Thrond Krakessøn. Guthorm var egentlig selvskreven dertil, forsaavidt han ogsaa var Medlem af den første Formynderregjering og formodentlig allerede i denne har overtaget disse Functioner, som han nu kun bibeholdt efter Regjerings-Forandringen. Det kan imidlertid ikke tydeligt sees, om Guthorm ogsaa beholdt dette Embede, efterat Kongen var bleven myndig; sandsynligt er det ikke; men han synes desuden at være død kort efter, og har i alle Fald kun indtaget sin gamle Stilling som Lagmand i Tunsberg^[92]. Thrond Krakessøn, der nævnes som Gulathings Lagmand allerede i 1316^[93] og var Bergens Lagmand mellem 1329 og 1332, kom siden som Fehirde til Throndhjem, hvor vi finde ham i 1338–1342; men fra 1344 af indtil 1349 finde vi ham i Oslo, oftere udtrykkeligt betitlet „Lagmand i Kongsgaarden“ eller „Kongens Lagmand“^[94], og i denne Egenskab dømte han endog i første Instans mellem Jemtelendingerne og deres Sysselmand Nikolas Djakn^[95]. Man seer ogsaa, at disse Kongslagmænd deels fulgte med Kongen og Hirden, deels og paa egen Haand reiste omkring, formodentlig for at paakjende de rundt om i Landet faldende Hirdsager. Saaledes var Hr. Guthorm om Høsten 1324 og Vaaren 1325 i Bergen med Hoffet og paakjendte Sager i Egenskab af Lagmand i Kongsgaarden^[96]. Thrond Krakessøn bereiste i 1344 efter Kongens Bud hele Oslo Fehirdsle tilligemed Guthorm Erikssøn for at efterspore de kongelige Rettigheder^[97], og han fik derhos efter ham, som det siden skal vises, Syssel i søndre Gudbrandsdalen, uden dog derfor at opgive Lagmands-Embedet.

Det maa have været en overordentlig Magt, som Kongedømmet ved dette umiddelbare, uindskrænkede Velde over alle de mange rundt om i Landet spredte haandgangne Mænd, der tillige var Kjernen af Bønderne, maatte kunne udøve. Sysselmændene vare pligtige at udføre Kongens Befalinger, de haandgangne Mænd til at hjelpe Sysselmændene. Det synes, som om der ikke var nogen, noksaa vilkaarlig Befaling, som Kongen ikke paa den Maade skulde kunne faa sat i Verk. I en kraftig Konges Haand maatte denne Magt gjøre ham til Landets uindskrænkede Herre. Men Magnus var af en veegere Natur, og de haandgangne Mænd havde desuden under den lange Formynderstrid vundet en Selvstændighedsfølelse, som bagefter ej saa godt lod sig udrydde, og vi have derfor seet et Parti af dem gjøre ham en Modstand, for hvilken han om ikke ganske, saa dog tildeels maatte give efter. Imidlertid vedblev dog de haandgangne Mænds retslige Stilling uforandret, og om der end fra Tid til anden kunde røre sig hos dem en Selvstændigheds-Aand, saa var dog Forestillingen om deres Lydighedspligt lige fuldt tilstede og kunde i Tidens Løb ikke andet end frembringe hos det hele Folk en Ærefrygt for Kongemagten, der i fredelige Tider og under gunstige politiske Forhold var rosværdig nok og kunde have de bedste Følger, men som under det uheldige Sammenstød af særegne Omstændigheder, der senere rammede Norge, og som gjorde Kongemagten til et blot og bart Redskab i et fremmed Aristokraties Haand, stillede det næsten hjelpeløst lige over for dette.

Det vilde have været ønskeligt, om man ved Hjelp af de endnu fra hine Tider overblevne Brevskaber og Documenter havde kunnet opstille fuldstændige Fortegnelser paa de fornemste kongelige Embedsmænd – Sysselmænd, Gjaldkerer, Fehirder samt Lagmænd – i hvert enkelt af Landets Districter. Thi man vilde deraf bedst kunne see, hvilke Mænd der til enhver Tid var de højest betroede fra Kongemagtens Side, og i hvilke Hænder den største Indflydelse var. Nu lader det sig alene gjøre stykkeviis, og meget mangelagtigt. Men endog kun de ufuldstændige Rækker, som saaledes lade sig opstille, yde dog ikke ringe Oplysning, og i alle Fald bidrage de til at vise, hvorledes enkelte Personer, formodentlig deels paa Grund af deres større Brugbarhed, deels for Indtægternes Skyld, hyppigt forflyttedes fra det ene Embede til det andet, og hvorledes overhoved et Embede sjelden beklædtes længe af een og samme Mand, det være sig nu fordi det var Regjeringens Politik hyppigt at vexle, eller fordi een og anden Embedsmand faldt i Unaade eller maatte vige for en anden, der stod i højere Gunst, eller endelig og fordi han selv ønskede at drage sig ud af det offentlige Liv.

Af Norges fem Fehirdsler var upaatvivlelig Bergens den vigtigste, forsaavidt, idetmindste lige til henimod 1340, de kongelige Indtægter ej alene af Gulathingslagen, men og af Haalogaland med Finmarken og de vestlige Skatlande dertil udbetaltes^[98]. Derfor kaldtes ogsaa Jon Bjarnessøn, der ved Formynderregjeringens Oprettelse blev Fehirde i Bergen og selv synes at have været et Medlem af Regjeringen, Kongens Fehirde i Norge^[99], altsaa Overfehirde for hele Landet; han havde derfor muligtviis ogsaa en Fehirde under sig i Bergen, da han som Regjeringsmedlem ikke altid kunde være tilstede der, og desuden finder man nogle Aar forud virkelig to Fehirder paa een Gang i Bergen^[100]. Jon Bjarnessøn gik, som det er viist, af kort efter Formynderregjeringens Opløsning^[101], og efterfulgtes formodentlig af Svein Sigurdssøn Klerk til Hvaall, idetmindste nævnes ingen imellem dem, skjønt man rigtignok ikke finder Svein nævnt førend i 1327^[102], og Titlen „Underfehirde i Kongsgaarden“, hvilken Titel han dog snart ombyttet med den af „Fehirde“ uden noget Tillæg^[103], kunde tyde paa, at der i Førstningen var tvende. Dog findes der senere ikke noget Spor af, at der var ham nogen overordnet. Svein døde 1332^[104], og hans umiddelbare Eftermand var maaskee Merkesmanden Hr. Paal Erikssøn, der idetmindste i Begyndelsen af 1336 indehavde Embedet^[105]. Han beklædte det dog ikke længe, thi allerede i 1337 finde vi Provsten ved Apostelkirken, Magister Capellarum, Hr. Guthorm Paulssøn, som hans Efterfølger^[106]. Provst Guthorm maatte igjen nedlægge Embedet, som det synes paa Grund af mindre tilfredsstillende Embedsførsel saavelsom de særdeles Foranstaltninger til Ordning af flere vigtige Anliggender, der i 1339 og 1340 bleve trufne, og i Spidsen for Fehirdslen kom i hans Sted den oftere omtalte Gunnar Hviit, en meget brugt og derfor vist særdeles duelig Forretningsmand^[107]. Gunnar Hviit efterfulgtes af en Simon Gunnarssøn, der i April 1343 var i Embedet^[108], og han efterfulgtes af Sigurd Gautssøn, der før havde været Fehirde i Tunsberg, men ved 1347 nævnes som Fehirde i Bergen^[109]. Flere af disse Fehirder synes at have været Mænd, der ellers ikke ragede synderligt høit op i Samfundet: de maa vel derfor have været dygtige Forretningsmænd.

Om Fehirderne i Nidaroos vides ej saa god Beskeed. Med Sikkerhed kjende vi ingen førend Hr. Baard Peterssøn i 1334^[110], men det er ikke usandsynligt, at for ham enten Hr. Sigurd Jodgeirssøn eller Arne Gjavvaldssøn beklædte det. Efter Hr. Baard Peterssøn nævnes Thrond Krakessøn i 1338, og sandsynligviis endnu 1342^[111], derpaa ingen førend Harald Nikolassøn, i 1346 og først i 1347^[112]; han havde tidligere været Lagmand i Throndhjem, Sysselmand paa Valdres, og Lagmand i Oslo, det sidste endnu i 1344. Om Sommeren 1347 afløstes han af Bjørn Thoressøn^[113], der forud var Lagmand i Nidaroos, tidligere for Frostathing. – Om Tunsbergs Fehirder vides endnu mindre; af dem kjendes kun Hr. Bjarne Audunssøn i 1319 og 1320, den føromtalte Sigurd Gautssøn ved 1343^[114], og Matthias Thorgeirssøn, ved 1347^[115]. I Oslo kjendes ikke med Sikkerhed nogen anden Fehirde ved disse Tider end Thorgils Smidssøn^[116], formodentlig Søn af Ridderen Hr. Smid Erikssøn, i 1347; Aaret forud havde han været Sysselmand paa Ringerike. Fehirden i Oslo sees tillige at have været Befalingsmand paa Akershuus Slot, hvor altsaa Skatten forvaredes; men det maa da formodentlig have foraarsaget Kongen store Tab, at Akershuus, som vi have seet, en Tid var i Sigurd Hafthorssøns Besiddelse^[117]. Naar Befalingsmanden paa Akershuus tillige var Fehirde, maa det samme have været Tilfældet med Befalingsmanden paa Baagahuus, og saaledes maa vel Hr. Ivar Agmundsøn i al den Tid, han var Høvedsmand paa Baagahuus, tillige have været Fehirde; vi have ogsaa seet, hvorledes han – maaske netop af den Grund – lagde Beslag paa de af de pavelige Collectorer i Sverige 1328 indsamlede Penge og siden modtog Halvdelen deraf (s. o. S. 96). Usandsynligt er det heller ikke, at han siden, da han maaskee havde Tunsbergshuus i sit Verge (s. o. S. 188), ogsaa forestod Fehirdslen der. I 1340 var formodentlig Magnus Nikolassøn Fehirde paa Baagahuus^[118].

Af Sysselmænd paa Haalogaland kjendes faa eller ingen. Det bestod idetmindste senere af flere Sysler, Throndenes, Ylves, Andanes, Lofotens, Steigens, Bodens (Bodø), og Alastahaugs^[119], men det er nok muligt, at det endnu i denne Tid, hvormed vi her beskjeftige os, bestod af færre. Ved Thronskiftet synes Hr. Erling Vidkunnssøn at have haft Syslen der, da han i 1321 modtog Sagøre^[120], og indtil han blev Drottsete. Noget senere finde vi Hr. Svaale Alvessøn (Reymare) som Sysselmand, og det er ikke usandsynligt, at han allerede var det længe før; men da man tillige seer, at han holdt en Ombudsmand nordenfor Breande (Brenden ved Ledingen), til hvis District ogsaa Vaagen hørte, synes det jo vistnok rimeligt, at ogsaa idetmindste en Deel af Egnen søndenfor Breande ligeledes hørte til hans Syssel, og at denne saaledes indbefattede i alle Fald baade Steigens og Lofotens Sysler^[121]. Heller ikke vides der synderlig Beskeed om Sysselmændene i det Throndhjemske og paa Nordmøre. Naar vi i Januar 1322 finde Sigurd Jodgeirssøn, Olaf Hermannssøn, Arne Gjaavaldssøn, Jon Hemingssøn, Grande Hallvarssøn, Arnfin Sigurdssøn og Nikolas Sigurdssøn forsamlede paa en Hirdstevne i Nidaroos tilligemed Regjeringsmedlemmet Hr. Guthorm Kolbjørnssøn og Lagmanden Hr. Sigurd Jonssøn, kan man være temmelig sikker paa, at alle hine syv Mænd eller de fleste af dem var Sysselmænd, men man kan ej see i hvilket District^[122]. Formodentlig var der en Sysselmand i hvert Fylke – vi finde saaledes i 1325 Hr. Brynjulf Agmundssøn og i 1334 en Arne Taure som Sysselmænd i Verdalen^[123]. Muligt endog, at det store Naumdølafylke, der var deelt i to Halver, Overhalven og Ytterhalven, havde to Sysselmænd, en for hver af disse. Usandsynligt er det heller ikke, at Strinda- eller et andet eller flere af de nærmest om Nidaroos liggende Fylker laa under Erkestolen, saaledes som vi ville see, at maaskee en Deel af Hedemarken laa under Hamars Biskopsstol. – Om Jemtelands Sysselmænd er der allerede ovenfor udførligt talt.

Paa Søndmøre finde vi, som det allerede er nævnt, Hr. Erling Vidkunnssøn som Sysselmand i 1347, og der er intet, som hindrer at antage – det er tvertimod heel rimeligt – at han beklædte dette Embede lige fra den Tid, da han drog sig tilbage fra de politiske Uroligheder i Aarene 1333–1338. Om Sysselmændene i Nordfjord og Søndfjord vides intet. Men da man næsten er berettiget til at antage, at enhver Syssel fortriinsviis overlodes til en af de fornemste i den selv hjemmehørende Mand, naar ikke særegne Omstændigheder vare tilstede, f. Ex. i Jemteland, skulde man formode, at den anseede Hr. Eindride Simonssøn, der hørte hjemme i Nordfjord, og som først havde været Fehirde, siden Lagmand, i Bergen, efter sin Afgang fra dette Embede, formodentlig da Kongen blev myndig, vendte tilbage til Firdafylke som Sysselmand^[124]. I Sogn have vi seet Hr. Thorfinn Sigurdssøn som Sysselmand ved 1322, og han vedblev vel at være det til sin Død; imidlertid indbefattede hans District dog neppe mere end Indre Sogn, da Fylket var stort, og vi see, at endog et District som Valdres var deelt i to Sysler. Forresten tales der ej udtrykkeligt om nogen Sysselmand i Yttre Sogn; efter al Sandsynlighed beklædte dog vist Hr. Audun paa Slinde denne Verdighed, saa lenge han levede, altsaa henimod 1330^[125]. I Nordre Valdres Syssel, der ogsaa indbefattede Haddingdal, finde vi mellem 1325 og 1333 en Halldor Eivindssøn, der dog nok sjelden selv var die oppe, siden hans Lensmand Viking i begge hine Aar optreder paa hans Vegne; efter ham fulgte Harald Gudmundssøn 1336 og 1337 og i 1343 Harald Nikolassøn^[126]. Hvo der var Sysselmand paa Vors, vides ikke; der tales kun temmelig hyppigt om Lensmænd der, Borgar Bjarnessøn ved 1333^[127], og Brynjulf Brynjulfssøn omkring 1340^[128], og det lader sig ikke engang afgjøre, om Vors regnedes for en egen Syssel, eller kun som en Deel af Nordhørdeland; sandsynligviis udgjorde det dog en Syssel for sig selv. Bergens Syssel, der maa have været den samme som Nordhordelands, forestodes i 1325 af Hr. Guthorm Helgessøn^[129], siden (1328) af Hr. Finn Agmundssøn^[130], efter ham finder man ingen nævnt før i 1347, da Syslen forestodes af Eindride Ivarssøn, som formodentlig allerede i længere Tid havde haft Embedet, da han allerede i det følgende Aar esterfulgtes af Ivar Andressøn, som tidligere havde været Gulathings-Lagmand^[131]. Om Gjaldkererne i Bergen vides intet. Heller ikke erfares der, hvo der var Sysselmand paa Søndhordeland; i Hardanger derimod nævnes en Ivar paa Bleiden ved 1329, og en Andres Arnessøn (formodentlig Søn af den som Deeltager i Skara-Dagstigningen 1339 nævnte Arne Andressøn) i 1340^[132]. I Ryfylke have vi nævnt, at formodentlig Hr. Gaute Isakssøn var det indtil 1322, og derpaa maaskee Hr. Baard Peterssøn til 1325; videre erfares intet derom, førend i 1347, da vi finde Agmund Finnssøn som Sysselmand^[133]. Agder var paa denne Tid inddeelt idetmindste i to Sysler, Vester-Agder og Øster-Agder; senere nævnes der og en tredie Syssel, Midsyslen, men som neppe endnu var oprettet. Sysselmanden paa Vester-Agder var ved Kong Haakons Død endnu Hr. Snara Aslakssøn, men han døde strax efter, og det lader sig ei udfinde, hvo der afløste ham. Ligesaalidet veed man, hvo der var Sysselmand paa Øster-Agder, førend Hr. Eindride Ivarssøn beklædte denne Verdighed i 1351^[134].

Om Skidusysla eller Grønafylke er det allerede forhen nævnt, at den næsten synes at have været arveligt bortforlenet til Hr. Thore Biskopssøn og hans Ætt, samt maaskee endog forenet med Vestfolden eller Tunsbergs Syssel, indtil Hr. Ivar Agmundssøn blev Drottsete og derpaa, idetmindste for en Tid, forestod begge Sysler. Hvorledes Forholdet var mellem Hr. Haakon Thoressøns Søn Stig Haakonssøn og ham, er ikke ganske klart; vist er det, at Stig Haakonssøn var Sysselmand idetmindste paa Vestfold i 1332^[135], medens vi derimod i 1336 see Hr. Ivar baade i Skidusyssel og Tunsbergs Syssel (see ovf. S. 188); heller ikke haves der senere Breve fra Stig Haakonssøn, der vidne om, at han fik denne Syssel igjen. Da man siden ogsaa finder Orm Eysteinssøn i Egenskab af Sysselmand, idetmindste paa Vestfold^[136], medens han var Drottsete (see herom nedenfor), ledes man paa den Formodning, at maaskee begge disse Sysler har været anvendt som en Forlening til Drottseten, endog paa længere Tid, end han bestyrede Drottsete-Embedet. Om Gjaldkererne i Tunsberg vides heller ikke noget. Den tilgrændsende Oslo-Syssel maa have været deelt i flere Stykker, thi, som det ofte er nævnt, var Mariekirkens Provst fast Sysselmand i Margretedalen, Lomedalen og vestre Bergheimshered, samt tillige ogsaa i begge de to Skibsreder paa Follo^[137]; og det øvrige af Syslen maa derfor have dannet en egen Syssel for lig selv, hvis Indehavere dog ej kjendes. Heller ikke nævnes Byens Gjaldkerer. Paa Ringerike forekommer, som vi allerede have nævnt, Hr. Haakon omkring 1342^[138], vist ingen anden end Hr. Haakon Agmundssøn, og fire Aar efter Thorgils Stuidssøn^[139]. Formodentlig hørte ogsaa Hadeland til samme Syssel. Paa søndre Hedemarken var Hr. Andres Sigurdssøn Kyrning Sysselmand, i alle Fald før 1317^[140], og synes tillige at have været det i 1323^[141], men faa Aar efter finde vi ham som Sysselmand i Odalen^[142]. Derimod haves der et Brev af 1333 fra en Narve, der kalder sig Biskop Hallvards Lensmand, og som vedkommer et Jordesalg i Nes Sogn^[143], hvilket viser, at Biskopen selv maa have været forlenet med Syslen i Nes og Ringsaker, eller den nordre Deel af Hedemarken, og formodentlig har ladet de fleste Forretninger udføre ved Lensmænd. Det samme kan ogsaa sluttes af hvad der ovenfor er berettet om den Overlast, Biskop Hallvard paastod at have lidt af Sigurd Hafthorssøn, nemlig at denne havde taget ham til Fange og tvunget ham til at overlade ham sit Castell; thi dette Castell kan ikke være noget andet end Mjøscastellet ved Ringsaker, der jo dog tillige var en kongelig Borg og som saadan nødvendigviis maa have staaet under vedkommende Sysselmands Varetegt. Ved at fratage Biskopen Castellet havde Sigurd Hafthorssøn saaledes og formodentlig frataget ham hele Syslen, men efter det Udfald, som Sagen fik, kan der ei være nogen Tvivl om, at Biskopen fik Syslen tilbage. Om denne Forlening med Syslen kun var en Gunst, der viistes Biskop Hallvard, eller om det allerede i lang Tid havde været en Regel, at Nordre Hedemarkens Syssel laa til Hamars Bispestol, vides ikke med Vished; usandsynligt bliver det dog ej, at det sidste var Tilfældet, naar man seer hen til, at allerede Biskop Paal havde klaget til Paven over, at Kong Haakon havde opført Castellet paa Biskopsstolens Grund^[144]. I søndre Gudbrandsdalen (søndenfor Rosten) finde vi først (ved 1320) en Erik Topp, der synes at have hørt hjemme i Viken^[145], siden Guthorm Erikssøn som Sysselmand lige fra 1330 til efter 1344^[146], formodentlig lige indtil han blev afløst af Hirdlagmanden Thrond Krakessøn, der nævnes i denne Egenskab allerførft i Aaret 1347^[147]. Guthorm har formodentlig opgivet Syslen paa Grund af Alderdomssvaghed, da han i 1348 gjorde sit Testament og sandsynligviis kort efter døde^[148]. I nordre Gudbrandsdalen nævnes ved 1333 en Hafthor Thoressøn, der uden al Tvivl var i Slegt med Hr. Hafthor Jonssøn, men uden at man kan paavise Frendskabet eller overhoved veed mere om ham^[149]. Fra Østerdalen er der saa faa Breve, at man ej erfarer, hvo der var Sysselmand der, hvis det overhoved havde nogen egen Sysselmand og ikke paa Grund af sin ringe Befolkning var forenet med Soløer og Odalen. Sysselmand i Odalen var, som det allerede er nævnt, Hr. Andres Sigurdssøn Kyrning omkring 1327^[150]. Hans Eftermand findes ikke nævnt. Paa Raumarike var Hr. Hafthor Jonssøn ganske vist Sysselmand i 1319, men han døde allerede 1320, og man erfarer intet om, hvo hans umiddelbare Efterfølger var, thi hans Søn Sigurd, der arvede Sudrheim-Godset og derfor efter de Tiders Skik og Brug saaatsige var selvskreven til Syslen i Raumarike, var da endnu et Barn. Muligt, at Formynder-Regjeringen lod Syslen staa ledig, indtil han kunde tiltræde den, og at det var i Anledning af denne hans Tiltrædelse, at der i Juli 1331 blev optaget det Thingsvidne om det Hr. Hafthor tilkommende Æqvivalent for hans Skylde-Veitsle paa Odinshov, hvorom der ovenfor (jfr. nedf. S. 432) er talt. Men om Sigurd da end har faaet Syslen, er det dog ikke rimeligt, at han beholdt den efter de Uroligheder i 1333, hvori han spillede Hovedrollen; i alle Fald kan det neppe have været med Kongens gode Vilje og Samtykke, førend efter at den gode Forstaaelse igjen nogenledes var oprettet i 1346, – og det seer snarest ud til, at ingen Syssel er bleven Sigurd betroet, saa længe Kong Magnus endnu førte Regjeringen, thi man finder ham ikke en eneste Gang nævnt som Sysselmand førend 1358. Derimod forekommer i 1337 en Ivar Haraldssøn som Sysselmand eller udførende Sysselmands Forretning paa Raumarike^[151] – netop i den Tid, da Sigurd Hafthorssøn stod paa den spendteste Fod med Kongen. I 1341 nævnes Gerd Smidssøn, formodentlig en Søn af Hr. Smid Erikssøn^[152]. – Om Borgesyssel og Hafthorssønnernes Fordring derpaa er der forhen talt. Hirdstjoren Hr. Agmund Guthormssøn, der selv hørte hjemme i Borgasyssel, hvor han havde sin Ættegaard, Thumn i Rode Sogn, synes ogsaa, idetmindste i 1346, at have udført en Sysselmands Forretninger der^[153], og det er allerede nævnt, at han dermed maaskee ogsaa forenede Syslen i hele Ranafylke; idetmindste nævnes ikke udtrykkeligt nogen Sysselmand i dette.

Om Lagmændene, især dem i de sydligere Egne, forefindes der flere Oplysninger, end om Sysselmændene. Deres Domme eller Orskurder vare nemlig som oftest de vigtigste Adkomstbreve til en Ejendom eller en Rettighed og bleve derfor opbevarede, medens de Brevskaber, der udfærdigedes i Anledning af Sysselmændenes Embedshandlinger, naar de angik Eiendomsretten, i det højeste alene kunde have Verd som Bilag til de egentlige Adkomstbreve, og saaledes vel neppe omhyggeligt l bleve gjemte og bevarede, naar de ej, saaledes som det i hine Tider var brugeligt, ved Forsegling var forbundne med Domsbrevene; andre Skrivelser fra Sysselmænd, f. Ex. Drabsberetninger o. s. v., og som i Regelen sendtes tilbage fra det kongelige Cancelli sammenheftede med det derfra udstedte Landsvistbrev, havde ej længer nogen retlig Betydning, naar Sagen selv var afgjort, og det kan derfor alene betragtes som tilfeldigt, at enkelte af dem endnu forefindes. – Paa Haalogaland synes Ivar Alfssøn (om hvem forresten intet nærmere vides) at have været Lagmand i forholdsviis meget lang Tid, forsaavidt man nemlig kan antage, at den Ivar Lagmand paa Haalogaland, som den 8de Mai 1321 var med at udstede et Vidnesbyrd om, at Hr. Erling Vidkunnssøn modtog noget Jordegods i Liqvidation af Sagøre, var den samme som Ivar Alfssøn, Lagmand paa Haalogaland, der i November 1334 paa Torge udstedte Vidnesbyrd om det Gods, som Cecilia Haakonsdatter fik beholde af sin afdøde Mand Erik Viljamssøns Bo^[154]. Hvo hans Eftermand var, vides ikke. – Frostathings Lagmand (ogsaa kaldet Lagmand eller Hereds-Lagmand i Throndhjem) var ved Thronskiftet 1319 maaskee endnu Hr. Sigurd Jonssøn, der havde beklædt Embedet i den meste Tid af Kong Haakons Regjering; men i eller før 1324 var han fratraadt, thi da finde vi Kolbein Jonssøn nævnt som hans Eftermand i et Brev, som ogsaa Hr. Sigurd selv var med at udstede^[155]. Kolbein var endnu Lagmand i 1327; i 1329 nævnes Thorfinn Eymodssøn, der før havde været By-Lagmand^[156], i 1335 og 1337 finde vi som hans Eftermand Harald Nikolassøn, der synes at have hørt hjemme i Valdres, hvor han og var Sysselmand i 1344, men kun i kort Tid, som vi have seet^[157]. Efter ham nævnes Bjørn Thoressøn, mellem 1342 og 1344, hvorefter han blev By-Lagmand i Nidaroos, og endelig Fehirde i samme Stad^[158]. Hans Eftermand som Frostathings Lagmand var Sørkve Arnessøn, der nævnes først i denne Egenskab i 1345 og var i Embedet endnu i 1353^[159]. Den første By-Lagmand i Nidaroos, som vi med Sikkerhed kjende efter Thronskiftet, er Thorfinn Eymodssøn, der nævnes i 1328^[160], men maaskee kun midlertidigt, da han allerede det følgende Aar var Frostathings-Lagmand, medens derimod Olaf Hermannssøn, der forekommer som Lagmand i Nidaroos mellem 1329 og 1344, allerede i 1322 nævnes paa en Maade, der gjør det muligt, at han ogsaa da beklædte Embedet^[161]. Efter Olaf Hermannssøn fulgte den nysnævnte Bjørn Thoressøn, i 1344 eller 1345, forhen Frostathings-Lagmand^[162], og i 1347 Fehirde i Nidaroos. – Gulathings-Lagmand var ved Thronskiftet og endnu i 1321 Hr. Hauk Erlendssøn^[163], derpaa fulgte Ivar Arnessøn, om hvem forresten intet vides, i 1322, 1323^[164]; hans Eftermand var Hr. Baard Peterssøn omkring 1325 og 1326 (see ovf.); hans Eftermand igjen Bjarne Anundssøn, i 1332^[165], og efter denne finde vi i 1338 Ivar Andressøn, derpaa i 1343 Holte Thorgrimssøn^[166], der i 1346 sendtes ud til Island som Hirdstjore, hvor han ogsaa døde i 1348^[167]; i 1347 den ovenfor omtalte Greip Thoressøn, sandsynligviis af Ænes-Slegten, og endnu i samme Aar Paal Knutssøn, forhen Hertuginde Ingeborgs Ombudsmand, der ogsaa 1348 var i Embedet^[168]. – Lagmand i Bergen ved Thronskiftet var formodentlig Hr. Eindride Simonssøn, der idetmindste i 1325 beklædte Embedet^[169]. Efter ham nævnes Arnfinn Sigurdssøn, der forflyttedes hid fra Jemteland, formodentlig i 1334; han forekommer i Breve indtil 1340^[170]. Derpaa forekommer en Einar Andressøn, i 1343^[171], og efter ham en Thore Bjørgulfssøn, kaldet Flikk, i Aarene 1346–47; dernæst følger Ingemund Jonssøn i 1348^[172]. – I Ryfylke nævnes Jon Thorsteinssøn i 1322 og 1323, derpaa Sigurd Baardssøn, i 1338–1340, og efter ham Thore Halldorssøn i 1345 og 1347^[173]. I Skien nævnes Bjørn Olafssøn i 1324 og 1331, derpaa Thorvid Throndssøn (forud i Tunsberg) ved 1335, efter ham Erik Steinarssøn, tidligere paa Oplandene, i 1337 og 1338, saa Thord Thorgilssøn, i 1341–43^[174]. I Tunsberg var Hr. Guthorm Kolbjørnssøn Lagmand ved Thronskiftet, men gik formodentlig strax efter ind i Raadet; ogsaa nævnes Thorvid Throndssøn som Lagmand i Tunsberg allerede fra 1322 af og, som det synes, endnu i 1332^[175]; formodentlig forflyttedes han i dette eller det næste Aar til Skien. Guthorm indtog nu maaskee atter sin gamle Stilling som Tunsbergs Lagmand, men døde formodentlig strax efter^[176]. I 1346 finde vi Harald Alfssøn, og i 1348 samt de nærmest følgende Aar Gaute Aslakssøn som Lagmænd i Tunsberg^[177]. – Lagmand i Oslo ved Thronskiftet var Paal Einarssøn, der ogsaa vedblev i dette Embede indtil hen i 1324 og maaskee lige til 1328, kun afløst en Tid i 1322 af en Eindride Tholfssøn, uvist af hvad Aarsag^[178]. Efter Paal fulgte Thoralde Brandssøn, 1328–31, forhen maaskee i Viken. Derpaa blev Paal i kort Tid constitueret af Raadet 1332^[179], saa fulgte Eivind Hallvardssøn, i 1332–35^[180]; derpaa nævnes Thord Erikssøn 1340–43^[181], Nikolas Paus i 1347^[182], den forhen omtalte Sigurd Hafthorssøn 1347–48^[183]. Paa Oplandene nævnes Erik Steinarssøn 1333^[184] og var formodentlig i Embedet indtil ved 1336, da han forflyttedes til Skien. Efter ham nævnes Agmund Saxessøn, maaskee en Broder af Hr. Ulf Saxessøn, 1340–48 og maaskee længere^[185]. I Ranafylke eller det egentlige Viken kjendes kun to Lagmænd i dette Tidsrum, nemlig Thoralde i Tiden omkring 1325, formodentlig den Thoralde Brandssøn, der 1329 kom til Oslo, og Jon Saulessøn, der nævnes sidst i 1339^[186] – Jemtelands Lagmænd ere forhen omtalte. – Paa Orknøerne forekommer Sighvat Kolbeinssøn i den lange Tid mellem 1309 og 1330; han synes egentlig at have hørt hjemme i det vestlige Norge, hvor han idetmindste havde Besiddelser. Hans Efterfølger var Sigurd Sighvatssøn, der af Navnet at dømme var hans Søn^[187].

Foruden disse Embedsmænd nævnes der ogsaa enkelte Andre, som man benyttede i offentlige Hverv, uden at man kan see, om de havde fast Ansettelse, og da i hvilken Egenskab. Nogle forekomme til andre Tider som Sysselmænd eller Lagmænd, men ei ved de Lejligheder, hvortil der her sigtes, og maa man næsten antage dem for underordnede Embedsmænd, anvendte i Kongsgaarden eller paa Fehirdens Contor. Saadanne ere f. Ex. i Nidaroos Arne Gjavvaldssøn, i Bergen den oftere omtalte Gunnar Raasvein, Ivar Oma, Helge Ivarssøn, Gunnar Hviit^[188] o. fl., paa Østlandet Ingemar Ragnvaldssøn, maaskee en svensk Mand. Disse Folk udgjorde maaskee den Stok, hvorfra især Lagmændene siden bleve tagne, og erhvervede sig ved saadant Regjeringsarbejde Forretningsdygtighed og Indsigt i Loven. Flere af dem, hvorvel sjeldnere, som det lader, befordredes ogsaa til Sysselmænd. I Regelen kan man vel antage, at de alle var idetmindste haandgangne Mænd.

Sysselmændenes og Lagmændenes Embedsstilling betragtedes som meget anseelig, især de førstes, da de repræsenterede Kongen og holdt bevæbnede, vaabenøvede Mænd som Huustropper ifølge Hirdskraaens Bydende. De førte sig ogsaa op, som det synes, med megen Stads og Bram, naar de rejste om i sine Sysler, havde store Følger, og fordrede endog, at Bønderne skulde gjøre Veitsler for dem (Skylde-Veitsler) ligesom for Kongen selv. Dette søgte vel Kong Haakon V. at hindre, idet han allerede som Hertug i sin Retterbot af 1287 for Ringerike og Hadeland (der vistnok udvidedes til de østlige Dele af Oplandene) udtrykkeligt erklærede Bønderne frie for alle Sysselmændenes og Lensmændenes Skylde-Veitsler, og siden som Konge i sin store Hirdforordning af 1308 befalede, at naar Sysselmanden og Lagmanden reiste om i Syslen for at skifte Lov og Ret, skulde hver af dem ikke have mere end to Svene paa Bøndernes Bekostning^[189]. Men ikkedestomindre see vi, at deslige Skylde-Veitsler bleve fordrede lige under Kongens egne Øjne. Vi have ovenfor omtalt et Vidnesbyrds-Brev, optaget 1331 angaaende Hr. Hafthor Jonssøns Ret til Skylde-Veitsle paa Odinshov paa Raumarike. Af dette fremgaar det, at Giske paa Odinshov egentlig skulde holde en aarlig „Skylde-Veitsle“ for Sysselmanden mellem Juul og Kyndelsmisse og beverte ham fuldstændelig med femten Mænd, fem „Fanter“ og fem Jagthunde et Jevndøgn, men at han var kommen overeens med ham om at kunne affinde sig med Forpligtelsen ved at yde ham aarligt et Pund (Skippund) godt Havre-Malt af hver af sine tvende Gaarde og bringe det til Sudrheim^[190]. Naar Sysselmanden nu paa den Viis skulde have een Dags Veitsle paa Odinshov, har han formodentlig anseet sig berettiget til og virkelig nydt lignende Veitsler rundt om paa de andre Gaarde i Syslen efter deres Størrelse, idet vel ofte flere mindre Gaarde vare fælles om en Dag; og hvis nu da tillige alle eller de fleste, der skulde holde Veitslen, i dens Sted ydede en vis Afgift i Varer eller Penge, maa Sysselmandens Indtægter derved have været overvettes store. Men det stred aabenbart imod hine Anordningers Bud, og da man paa den anden Side heller ikke vel kan antage, at den strenge og retfærdige Kong Haakon vilde have gjort en Undtagelse for Hr. Hafthor og seet igjennem Fingre med ham, fordi han var hans Svigersøn, maa man slutte, at Skikken har været altfor meget indgroet og befæstet, til at det kunde lykkes at faa den ganske afskaffet, og man maa tillige formode, at den ej herskede paa Raumarike alene, men ogsaa andensteds rundt om i Landet. Vi ville i det følgende see Kong Haakon, Magnus’s Søn, fornye det samme Forbud mod Skylde-Veitsler for Østerdalens Vedkommende^[191]. Man har saaledes al Grund til at antage, at det heller ikke der frugtede stort. Man fristes ogsaa til at formode, at Lagmanden paa sine Reiser har fordret om ikke lige saa meget, dog altid noget, især da en Forordning af Kong Magnus, hvis hele Indhold og Udstedelsestid man forøvrigt ikke kjender, bestemmer, at Sysselmændene skulle ride om selv femte, og Lagmændene selv tiende, altsaa med talrigere Følge end Sysselmændene^[192]. Saadant maatte da ogsaa for dem lede til Forøgelse af Indtægter, foruden hvad de havde i den dem af Kongen tillagte aarlige Indtægt, der efter de Tiders Brug bestod i Landskylden af særskilte til Lagstolen henlagte Gaarde, hvilken Indtægt ved Forordningen af 1308 var forøget til det dobbelte ved Fastsettelsen af Lagmands-Tolden (s. o. IV. 2. S. 484). Om Maaden, hvorpaa Sysselmændene indbetalte de af dem opkrævede kongelige Indtægter, giver vel Kong Magnus Haakonssøns i Hirdskraaen optagne Bestemmelser af 1273 og 1274 temmelig nøjagtig Oplysning, forsaavidt Ledingen eller Visøren og Landskylden angaar; den skulde aarligt indbetales til Fehirderne^[193]. Derimod maa man formode, at Sagøren eller Sagefaldet, som Loven i de fleste Overtredelsestilfælde tilkjendte Kongen, ogsaa for en Deel er tilfaldt Sysselmanden, om end Loven ikke udtrykkeligt foreskrev nogen Deling, thi man seer, at Kongen stundom bortforlenede Sagefaldet af visse Slags Sager^[194], og at Sysselmændene i Liqvidation for Bøder modtog Jordegods, der synes at være blevet deres egen Ejendom^[195]. Vist er det, at Sysselmands-Embederne maa have været meget indbringende, ligesom man ogsaa af den nysanførte Overeenskomst om Skylde-Veitslen seer, at Sysselmændene maa have optraadt i deres Districter og paa deres Embedsreiser med stort Følge og overhoved en vis Bram som særdeles høje Embedsmænd og Kongedømmets Repræsentanter. Dette skede vel især, naar de tillige vare Riddere, men det var de og som oftest, og det synes endog at have været Regelen, at enhver Sysselmand, om han ikke allerede forud var Ridder, efter en vis Tjenestetid, kortere eller længere, skulde blive det^[196]. Saaledes var det derimod ikke med Lagmændene, af hvilke kun de færreste vare Riddere, og deraf kan man slutte, at Lagmands-Verdigheden ansaaes for noget ringere, end Sysselmandens.

Forøvrigt nød hverken Sysselmændene eller Lagmændene nogen egentlig Rang som saadanne, men kun i Forhold til deres Verdighed inden Hirden. En Ridder, der ikke var Sysselmand eller Lagmand, havde saaledes altid Fortrinet for enhver saadan Embedsmand, der ej havde opnaaet Ridderverdigheden. Denne Verdighed nød overhoved, om muligt, en endnu større Anseelse end før; ej alene kaldtes Ridderne Herrer og deres Hustruer Fruer, men deres Døttre fik endog Titlen „Jomfru“^[197], hvilken før kun blev Kongens Døttre til Deel. De haandgangne Mænd som saadanne fik ingen Ærestitel, kun plejede deres Hustruer at kaldes „Huusfru“ eller „Hustru“ N. N.; og i latinske Breve kaldes de selv, efter udenlandsk Skik, armigeri eller Knaper (Væbnere, écuyers, esquires), dog vel neppe andre, end de egentlige Hirdmænd, ikke Gesterne. Derimod plejede endnu altid de anseede Mænd, der ikke vare Riddere, eller tilhørte den geistlige Stand, at kaldes Bønder, og man brugte endog Tillægget „Bonde“ som en Hederstitel for dem, hvad enten de vare Sysselmænd eller havde andre Embeder, aldeles saaledes som deres Koner kaldtes Huusfruer. Saaledes see vi Thrond Krakessøn, medens han var Fehirde, kaldet „Thrond Bonde“^[198], ligesaa ville vi finde Erlend Philipssøn paa Losne kaldet og kaldende sig selv saaledes, skjønt Indehaver af vigtige Embeder og Medlem af Raadet^[199]. Denne Skik vedvarede endnu i hele det 14de Aarhundrede. Om Sysselmændenes Lensmænd var det udtrykkeligt foreskrevet, at de helst skulde være hjemmehørende i Districtet og ikke velges blandt de haandgangne Mænd, uden at Bønderne selv samtykte deri^[200]. Derfor var det vel yderst sjelden, at haandgangne Mænd dertil brugtes, og naar det skete, synes det at have været i de vidtløftigere Districter, hvor Sysselmanden ikke hyppigt kunde komme, og hvor det ogsaa gjaldt at have En i hans Sted, der ganske kunde repræsentere ham; men i saadanne Tilfelde synes Lensmanden at være bleven kaldt „Ombudsmand“, f. Ex. i Skidusyssel, under Hr. Ivar Agmundssøn, hvor den føromtalte Bjørgulf paa Mærdin kaldes hans Ombudsmand, maaskee fordi Titlen „Lensmand“ ansaaes for ringe for en haandgangen Mand, der selv kunde vente at blive Sysselmand^[201].

↑ Dipl. Norv. I. 308. Dette Brev er den pavelige Dispensation for Giftermaalet med Hensyn til Slegtskab i 4de Led, hvilket dog ikke nu kan eftervises. Kongen havde selv søgt herom( Eiliv Eillvssøn var Søn af den ovenfor (S.11) omtalte Hr. Eiliv i Naustdal.
↑ Fru Sigrid Erlingsdatters Død 1356 omtales i de isl. Annaler. Da nu Erling i sit Brev af 24de Januar 1354 (Dipl. N. II. 323) udtrykkeligt omtaler flere Døttre og Svigersønner foruden Ingebjørg, bliver det sandsynligt, at denne Fru Sigrid netop var hans Datter. Han synes og at have haft Døttrene Gerthrud, der egtede Otte Reymar, og Elin, see nedenfor, jvfr. Samll. V. 554, 571.
↑ See især Erlings Brev af 11te Marts 1347 (Dipl. N. II. 279) til Sigrid Fyrd, den samme upaalidelige Ombudsmand, som hans Søn Bjarne havde brugt i Jemteland, hvorved han stevner ham at møde for sig i Vedø i Romsdal og svare for to Aars Leding og Ledingsfald, hvormed han sad inde, m. m. Erling kalder sig her Sysselmand paa Søndmøre. Jvfr.No. 280 sammesteds.
↑ Dipl. N. I. 294.
↑ Sammesteds, I. 326.
↑ Dipl. N. I. 177, 181. Jvfr. ovf. S. 61.
↑ See de isl. Annaler ved disse Aar.
↑ Dette erfares af Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog, Side 32 (88).
↑ See ovenfor S. 133. Godset laa paa Ragnvaldsø.
↑ Dipl. Norv. I. 207, 225.
↑ Dipl. Norv. I. 190. II. 167. Gaarden Aker havde været skjenket til Margrete-Altaret i Hallvardskirken af Erkepresten Thorkell Mattull.
↑ See den saakaldte „røde Bog“, Biskops Eysteins Fortegnelse over Kirkegodset i Oslos Diøcese, fol. 109 verso. Det Gods, han gav, var 5 Lauper Land i Vagalstad og i Laupes Land i Vemundarud.
↑ Dipl. Norv. III. 161. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hva fotnoten henviser til.]
↑ See ovenfor S. 216. Munkelivsbogen S. 65.
↑ Dipl. N. I. 285. 326. 328.
↑ See ovenfor S. 281. Hr. Bjarne var død før 1354, see Dipl. N. II. 323, sandsynligviis omkring 1351, see de isl. Ann. S. 284. Fru Herdiis døde 1364, sammest. S. 312.
↑ Den første Gang, vi finde Sigurd omtalt som Ridder, er 1348, ved Hirdstevnen eller Raadsmødet i Oslo, Norges gl. L. III. S. 171. Da nævnes og Bjarne Erlingssøn første Gang som Ridder.
↑ Sysselmand paa Hedemarken synes han at have været i 1358, see Dipl. N. II. 342.
↑ Kong Haakons Brev af 13de Januar 1312, hvorved han „for den hulde Tjeneste, han havde modtaget af sin Svigersøn Hr. Hafthor Jonssøn“, skjenkede ham og hans lovlige Arvinger til evindelig Eje fin Samt og Gaard i Sarpsborg, med Lykke og Fossen til midt i Aaen (Dipl. N. III. 97), er udstedt kun fire Dage efter hiint andet, hvori han giver Hr. Hafthor Sorknes i Soløer istedetfor de Gaarde, han tidligere havde skjenket ham i Medgift med sin Datter Agnes (Dipl. N. I. 132).
↑ At Sigurd fik Sudrheim, see vi deraf, at det gik i Arv til hans Svigersøn, hvorom senere. At Jon Hafthorssøn havde Borgagerde og desuden sit Tilhold der i Egnen, sees af flere Steder i Biskop Eysteins Register over Kirkegodset i Oslo Diøcese; saaledes erfares, at han gav 6 Øresbool i Jadar i Eidsberg Sogn til St. Olafs Kirke i Borg for Borgagerde og Vestergaarden, som Kirken før havde haft, formodentlig ved Pantsetning (fol. 199. vs.), at han gav 3 Ør.-B. i Søndre Bjarnestad til Tune Kirke (fol. 198. vs.), og at Rygge Kirke havde 1½ Aargang Tiende tilgode af hans Arvinger. Ogsaa af Dipl. N. II. 673 sees, at han boede i denne Egn, maaskee paa Huseby i Onsø, hvor hans Hustru døde (Dipl. N. IV. 649).
↑ See nedenfor, hvor der handles om Hertug Knuts Sønners Død. Man er ikke paa det Rene med, hvo hendes Fader var, Nogle have gjettet paa Knut Algotssøn, og antage da som hendes Moder Mæreta, St. Britas Datter, der efter Sigvid Ribbings Død egtede Knut Algotssøn; men da Sigvid endnu levede i 1345, kan en Datter af hans Enke og Knut ikke have været gift før 1350.
↑ Hr. Jons Hustru Birgitte Knutsdatter omtales i Dipl. af 21de Febr. 1350 i det svenske Rigsarchiv, endnu ej trykt, ligeledes i Dipl. N. II. 673, saavel som i Attesten om hendes Testament, noget for 1395. Af et Forhør, optaget i Strengnes 1354, erfares, at en vis Herlog Danssøn, som da var Huuskarl hos Hr. Jon, før havde været Kjeldermester hos Biskopen i Strengnes (ved 1336); det var altsaa rimeligviis under sit Ophold i Sverige, at Hr. Jon havde faaet ham i sin Tjeneste.
↑ Dipl. N. I. 284. III. 288.
↑ Dipl. N. I. 189. 265. 557. III. 454. IV. 230. At han maa have været beslægtet med Sigurd Hafthorssøn, sees ogsaa deraf, at de begge gave Parter af Gaarden Store Raumen søndre til Nes Kirke paa Raumarike, Sigurd 6 Øres og Hafthor 2 Mk.-Bol; dette har altsaa været Ættegods, oprindeligt tilhørende en fælles Stamfader. Der forekommer desuden en Hafthor Thoressøn, der synes at have været Sysselmand i nordre Gudbrandsdalen i 1333, idetmindste udstæder hans „Lensmand“ Sigurd et Brev angaaende Hedalen ved Vaage i dette Aar (Dipl. N. VI.), eg det er ej usandsynligt, at han kan have været Fader til Lagmanden Sigurd Hafthorssøn i Oslo i 1336 og 1347–49. Ellers er det en Gaade, hvilken Hr. Hafthor, Sysselmand og boende paa Sudrheim, der kan være meent i det under 13de Juli 1331 udstedte Vidnesbyrd om Sysselmandens, Hr. Hafthors, Ret til Veitsle paa Odinshof (Dipl. N. I. 213), med mindre man maa antage, at Udstederen vidner om, hvad han havde hørt for over 11 Aar siden, og at saaledes den i 1320 afdøde Hr. Hafthor Jonssøn her menes.
↑ Dipl. N. I. 305.
↑ S. o. III. S.
↑ See herom Dipl. N. V. 92. Fru Sunniva nævnes og 1328 mellem flere andre Fruer, der deeltog i Verdsetningen af Fru Margrete (Brynjulfsdattars) Løsøre. Dipl. N. II. 165. Om Hr. Svein Brynjulfssøn see Munkelivsbogen S. 99, 154.
↑ Bergens Kalvskind, S. 78.
↑ Dipl. N. IV. 85.
↑ At Hr. Baard Peterssøn var en Broder af Hr. Peter Peterssøn, maa man slutte deraf, at de nævnes tilsammen i Dipl. N. II. 112.
↑ Som hertugelig Klerk nævnes Baard Peterssøn i Dipl. N. I. 87, som kongelig (fra 1300) i D. N. I. 91, ligesom (1309) i I. 121. I Stavanger nævnes han 1322, Dipl. N. III. 132; dog ogsaa 1327, Dipl. N. I. 192, skjønt han allerede i 1325 udtrykkeligt kaldes Gulathings-Lagmand. Munkl. B. S. 103, 155.
↑ Dipl. N. II. 269.
↑ I denne Familie var nemlig Navnet „Arnbjørn“ hyppigt, s. Dipl. N. V. 93, I. 376, og Margrete hørte, som man tydeligt kan see, til Ryfylke-Egnen.
↑ Dipl. N. III. 132. I. 193. Jvfr. ovf. S. 107, Note 2. I det først citerede Brev omtales baade Margrete Arnbjørnsdatter og hendes Moder Fru Magnhild, medens dog ogsaa dennes Mand Hr. Nikolas Munaanssøn nævnes. Altsaa havde Magnhild været gift baade med Arnbjørn, Margretes Fader, og med Hr. Nikolas. Nu kan man i Brevet ej ret see, hvilken af disse begge der var den ferm, thi ogsaa Hr. Nikolas omtales som død, men af den omstændeligere, at Arnbjørns Datter Margrete, Baards Hustru, allerede da var død efter sandsynligviis at have været gift med ham i mange Aar, maa man slutte, at hendes Fødsel ligger for langt tilbage, til at hun kunde være Datter af Fru Magnhilds anden Mand.
↑ Dipl. N. IV. 169.
↑ Om Ragnvald Aslakssøn og Hr. Aslak Ragnvaldssøn, der formodentlig var hans Fader, see ovf. IV. 1. S. 478, 479. Bolternes Vaaben var et paa langs tvedeelt Skjold, med en halv Lilje i højre, to Sporer i venstre Felt, see Samll. III. S. 64.
↑ Dipl. N. IV. 266. Der synes nemlig ikke paa denne Tid at have været nogen anden Hr. Haakon, end denne. Bi see ham desuden i 1343 paa Oplandene, bitrædende Biskopen, der i Egenskab af Sysselmand skal afgjøre en Sag. Dipl. N. I. 287.
↑ Dipl. N. II. 267.
↑ Om Hallvard Næpa see Smll. IV. 574–579. Det paavises her, at Cecilia levede endnu 1392. Dipl. N. IV. 440. Hendes her opregnede Besiddelser, som hun skjenkede til Mariekirken i Oslo, var Vodin (Vojen) i Aker; Reptalaker paa Ringerike, Nytel paa Hedemarken, Austbø paa Sande paa Blake, Augunsrud, Njordarin paa Fit, Berg paa Aker, alle paa Raumarike, og ¼ i Dagsgaarden i Oslo.
↑ Dette sees af fornævnte Brev af 1345, Dipl. N. II. 367. Jon Hemingssøn synes at have været en Brodersøn af Lagmanden i Nidaroos, Hr. Sigurd Jenssøn, see nedenfor, samt Dipl. N. III. 142. Han nævnes som værende i Nidaroos 1322 i Dipl. N. III. 127.
↑ Cecilia omtaler nemlig i sit Testament ogsaa fin Syster „Fru Sigrid og hendes Søn Olaf Agmundssøn“, men „Syster“ bruges i Breve fra den Tid ofte i Betydningen af „Svigerinde“.
↑ Denne Hr. Brynjulf nævnes allerede, førend han blev Ridder, som Hirdmand, blandt Medbeseglerne af Fredstractaten til Kjøbenhavn 17de Juli 1309 (s. o. IV. 2. S. 521). Som Sysselmand i Verdalen optræder han i Brev af 2. Mai 1325, Dipl. N. III. 142. Senere forekommer han, eller en af samme Navn, som Jordegodseier paa Søndfjord 1334 (Dipl. N. I. 229) og i Hardanger 1338 (sst. V. 119).
↑ Det vidløftige, herom handlende, Brev af 1314, see Dipl. N. VI. Hvis den her omtalte Margrete, Nikolas Stiigssøns Hustru, er, hvad der synes meget rimeligt, den samme som en Fru Margrete Brynjulfsdatter, der senere omtales som Ejer af nogle Haver i Tunsberg (Dipl. N. II. 368), da er hun rimeligviis ogsaa den samme Fru Margrete, Datter af Fru Holmfrid Erlingsdatter, der 1328 flyttede øster til Viken (Dipl. N. II. 165).
↑ Om Jon Brynjulfssøn antager Munthe (Samll. IV. 106), at han var en Søn af Hr. Brynjulf Agmundssøn, fordi denne nævnes i Diplomer vedkommende Søndfjord og Søndmøre, og fordi det i „Bergens Kalvskind“ heder, at en Brynjulf Agmundssøn gav noget Gods til Sale Kirke paa Søndmøre. Men denne Brynjulf, der ej kaldes Hr. Brynjulf, maa være en anden end den før omtalte. Hr. Jon Brynjulfssøns Død 1258 omtales i de islandske Annaler.
↑ Om Hr. Isak Gautessøn see ovf. IV. 2 S. 470.
↑ Fru Ingeborg Jonsdatter omtales ogsaa i Brev af 7de Marts 1320, Dipl. N. I. 160.
↑ See Brev af 1322 i Dipl. N. I. 168, hvor hans „Aarmand“ Sivjan omtales.
↑ Dipl. N. III. 122, 127. Martin i Eidsa var igjen, som det kan skjønnes, Søn af Thorolf i Eidsa og Ragna Martinsdatter af Jaastad, hvilken Thorolf ved 1309 gik i Lyse Kloster, hvorfor Ragna tog sin Bolig i Nonneseter i Bergen, afleggende Kydskhedsløfte. Dipl. N. I. 123. 126.
↑ Dipl. N. IV. 227.
↑ Man har nemlig et Brev af ham fra 1335, hvori han melder, at hans Moder i Hallen paa Tolga samtykkede i Fru Cecilias Bortskjenkelse af noget Gods til en Frænde. Dipl. N. IV. 197. Denne Moder maa saaledes have været Fru Cecllias nærmeste Arving.
↑ See det føromtalte Brev i Dipl. N. II. 165.
↑ Dipl N. III. 384. I. 493.
↑ Herom see især de i Udgaven af „Bergens Kalvskind“ S. 122–126 meddeelte Undersøgelser og Breve, af hvilke sidste ogsaa enkelte ere trykte i Dipl. N. II. 82. 155.
↑ Af Dipl. N. II. 559 sees, at Greip Ivarssøn (den samme, der i de isl. Annaler S. 340 omtales som Sysselmand paa Færøerne ved 1388) kjøbte i 1399 af sin Frænde Hr. Gaute Erikssøn et Skib, som han vilde segle til Færøerne med, paa Credit, pantsettende sine Ejendomme Hatteberg i Skaale og Hausaa i Kinservik, samt overladende ham sin Ret til Aga og Jaastad m. m. Altsaa var Greip Ivarssøn Ejer baade af Hatteberg og meget andet Jordegods paa Søndhordeland og i Hardanger. Af Dipl. N. III. 451 sees, at Greip, der ogsaa da (1383) maa have været Sysselmand paa Færøerne, efter Brevets Indhold at dømme, pantsetter nogle Gaarde paa Vors, idet han lover sin da endnu levende Fader Ivar Thoressøns Samtykke dertil. Altsaa maa Ivar Thoressøn, paa den Tid vel en gammel Mand, være en Søn af Thore Gautssøn paa Hatteberg og opkaldt efter dennes Morfader Ivar, see Dipl. N. II. 82.
↑ S. ovf. IV. 2. S. 333. I Rettelsen til IV. 2. S. 3 er det allerede bemerket, at det vistnok er urigtigt, naar Andres Plytt i de daarligt skrevne Skole-Annaler kaldes „Andres Paalssøn“, men at dette upaatvivleligt er Skriv- eller Læse-Fejl for A. Peterssøn (da Originalen et Stykke af den tabte Kong Magnus’s Saga her vist kun har haft „Andres P. sun); hertil kan føjes, at Hr. Andres Plytt i saa Fald maaskee er den i Gesandtskabet til Skotland omtalte Hr. Andres Peterssøn, der ej nævnes efter Hjemkomsten, hvilket passer dermed, at Andres Plytt just da døde. Den eneste Indvending herimod kunde være den, at Andres her alene kaldes Ridder, ikke Baron.
↑ Dipl. N. II. 120. Om Fru Gyrid i Okavik Dipl. N. II. 68. 70.
↑ Han nævnes blandt en Deel andre Lagmænd og Hirdmænd, af hvilke flere visselig vare Sysselmænd,ved en Hirdstevne i Nidaroos 1322, Dipl. N. III. 127.
↑ Sigurd kaldes her Drottsetens Ombudsmand, uden at man tydeligt kan see, om det er alene i dette private Anliggende eller i det Hele taget.
↑ Dipl. N. III. 199. Fru Thora Viljamsdatter nævnes og som tilstedeværende i et Familiemøde paa Hestbø 1336, Dipl. N. IV. 227.
↑ IV. 202. Haakon Guthormssøn var i September 1332 blandt andre kongelige Mænd tilstede ved et Skifte i Bergen, Dipl. N. VI. I. 220.
↑ Kong Magnus skjenkede nemlig i sit Testament 10 Mkr. Bool af det ham efter Hr. Sigurd Lande, som han siger, retmæssigt tilfaldne Jordegods til Nidaroos Christkirke. Dipl. N. V. 193.
↑ See herom Dipl. N. V. 12. III. 53. V. 57. 58. II. 116. 117. I. 137. III. 142. 167. V. 179. 193. IV. 231. V. 186. III. 281.
↑ Man finder Navnet forskjelligt skrevet Reymar, Rømar, Rømare, o. s. v. Oprindelsen er uvis. Egentlig er det kun Otte, som først brugte dette Tilnavn, og Faderen kalder sig altid kun slet og ret „Svale Alvessøn eller Ølvessøn“; dog maa det ogsaa i hans Tid have været kjendt, siden man finder Sønnen Otte undertiden kaldt „Reymarssøn“, og Datteren Margrete Reymarsdatter (Samll. IV. 550–554).
↑ Han ejede ogsaa Gaard i Bergen, see Dipl. N. I. 518. I 1358 kjøbte han 4 Mkr. Bool i Birke paa Gauteid paa Raumarike, Dipl. N. I. 354 – som han siden tilligemed noget Mere skjenkede til Chorsbrødrenes Commune ved Hallvardskirken i Nidaroos.
↑ Saaledes udtrykkeligt de isl. Annaler, S. 312; at han der omtales viser, at han maa have været en anseet Mand.
↑ Dipl. N. II. 365.
↑ See herom især Samll. IV. 554.
↑ Det er ej usandsynligt, at Eindride Erlendssøn, der 1340 solgte sin Mødrenearv i Flaam i Aurland mod Gjenløsningsret, var en Broder af Philip, Dipl. N. IV. 244.
↑ See Vidnesbyrd derom af 25de Marts 1331, Dipl. N. II. 180.
↑ Dipl. N. II. 181, 147.
↑ Hr. Baard Peterssøn nævnes allersidst som Gulathings-Lagmand i Novbr. 1329, og hans Eftermand Bjarne Anundssøn ej før 11te Septbr. 1332. Men muligt og, at dette har været en Extraret, fordi Philip rimeligviis var Hirdmand, see nedenfor.
↑ Halldor Jonssøn nævnes oftere blandt Chorsbrødrene i Bergen paa den Tid. Navnlig udnævntes han af Biskop Haakon den 28de Juli 1338 til en af hans Fuldmegtige ved det tillyste Provindsialconcilium i Nidaroos, s. o. S. 332.
↑ Dipl. N. I. 253.
↑ Dipl. N. III. 190. Hun gav i Vederlag for 472 Mmb. i Væten 20 Lauper Smør og 1 Mmb. i Hvalavaag i Agvaldsnes Sogn, hvilket udgjorde en Deel af hendes Medgift. Byttebrevet er udstedt i Karmsund.
↑ Vi finde nemlig siden Slinde i hans Svigersøns Eje.
↑ See herom Dipl. N. I. 101. II. 92. I. 117. I. 148. 174. II. 146. 371. I. 267. 209. Jvfr. Samll. III. S. 586, 587, og Udg. af „Bergens Kalvskind“, S. III. Det er her saavelsom i Samll. antaget, at Eindrides Fadermoder Jardthrud, der i Bergens Kalvskind S. 46 kaldes „Datterdatter af Kolla“, var Eindride Hviits Hustru i andet Egteskab, og at hun efter Eindrides Død egtede Eystein Mugga. Men dette bliver, nærmere beseet, en Umulighed, thi Hustru Birgit i Grauten, Eindride Hviits Hustru, levede endnu i 1308 (Dipl. N. I. 117); altsaa kunde han ej indgaa noget nyt Egteskab førend efter denne Tid, allertidligst i 1309; og en Sønnesøn af dette Egteskab kunde da ej optrede som fuldmyndig i 1337, hvilket vi erfare om Eindride Botulfssøn (Dipl. N. I. 248). Eindride Botulfssøn var altsaa vistnok kjødelig Sønnesøn af Eystein Mugga, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at Sønnen Botulf i 1383 erklæredes at være eneste rette Odelsmand til indre Hvamm paa Fylkesbygden. Den Ret til Arv efter Eindride Hviit, der opstod for Eystein Muggas Børn, maa grunde sig derpaa, at Hustru Jardthrud har været Eindrides Datter, eller i alle Fald hans Syster. Af Dipl. I. 179 sees, at der i 1325 var en Tvist mellem Eystein Mugga paa Jardthruds, og Paal i Hvamm paa Birgittes Systerbørns Vegne om Andeel i Gaarden Lynggerde; dette viser altsaa, at Jardthruds og Birgittes Systerbørn optraadte som Medarvinger, hvilket neppe kan forklares uden ved at antage Jardthrud for Birgittes Datter og Arven falden efter en fælles Frænde af Birgitte og hendes Syster. Der siges og i Dipl. N. I. 214, at Jardthrud arvede 1 Mmb. i indre Hvamm efter sin Moder, medens Eystein, hendes Mand, kjøbte det øvrige af hiin Paal og hans Hustru Ragnhild, der rimeligviis var en af hine Birgittes Systerbørn.
↑ See ovf. III. S. 159.
↑ See herom Dipl. N. I. 179. I. 205. 214. 222. 248. III. 187, jvfr. Samll. III. 586, 617.
↑ See foranførte Sted, III. 159, hvor der foruden Isak Thorgilssøn ogsaa nævnes Arnthor af Hvaal og Arngeir Prests Sønner Karlshoved og Gaut som Opstandens Hovedmænd.
↑ Om disse Gaarde see Samll. III. 585, 592, hvor det er viist, at Brasegaarden sandsynligviis havde sit Navn af Hallstein Brase paa Vors (ved 1304), Skollegaarden af Thorleif Skolle, omkring 1335.
↑ Om alt dette see Dipl. N. II. 146, I. 174; Skiftebrevet af 1314 trykkes i Dipl. N. VI. Jon og Nikolas Silfestssønner omtales i Bergens Kalvskind S. 36, 37, ligeledes en „Fru Ragnhild“, der ligesom de bortskjenkede endeel af Egge til Ylmeim Kirke. Fru Ragnhild var altsaa rimeligviis deres Syster. En Ragnhild, uvist om denne eller en anden (hun kaldes dog ikke „Fru“) gav, heder det, noget Jord i Nes for Brynjulf Unges Sjæl; hun har maaskee været Hr. Sigurd Sveinsøns Hustru. Gaarden Otte i Dale kaldes nu sedvanligviis Ottun. Den ovenfor nævnte Erik Arnessøn forekommer ofte i Breve vedkommende Sogn, mellem 1324 og 1332, see f. Ex. Dipl. N. I. 174, 218. II. 146. Formodentlig har han været en af de haandgangne Mænd.
↑ Om Finnen- og Rogne-Slegterne handles der udførligst i Samll. III. 584 fgg. See tillige Dipl. N. II. 32, 33, 71. I. 97, 98, 99, 100, 103. III. 151, 164, 175, o. m. fl. Om disse Slegter berettes ogsaa et og andet i Milzovs „Presbyterologia Voss-Hardangriana“. Det er denne, som fortæller, at Halldor Duuk opførte Badstuen paa sin Gaard, der efter ham blev faldet Dalartun, Duks-Tun, nu Dukstad, og at han til Tætning mellem Bjelkerne brugte Liinklude, ikke Moss. Naar Munthe betvivler Rigtigheden heraf, af den Grund, at man samtidigt finder en Svein Bjarnessøn skreven til Hviitheim, hvilken saaledes ej skulde kunne have tilhørt Halldor, da indvendes herimod, at Halldor og Svein meget godt begge to kunde skrive sig til Hviitheim, idet hver af dem kunde eje sin Part, som det jo i de Tider var saa almindeligt; dette bestyrkes endmere deraf, at Navnet „Dukar-Tuun“ netop betegner et særeget Tuun, som Halldor byggede, og som fik Navn efter ham for at adskille det fra de andre Tuun paa Gaarden.
↑ I Brevskaber, affattede paa Latin, kaldes Hirdmændene altid armigeri, efter andre Landes Exempel. Dog er det ikke vist, om heri ogsaa Gester eller Kertesvende ere iberegnede, eller om kun de egentlige Hirdmænd menes.
↑ N. gl. L. III. S. 66, 67. „Det har ofte været klaget for os, at vore haandgangne Mænd ej ville betale sin Gjeld og ej bøde sine Misgjerninger (o. s. v.); da vi nu ej ville taale dette, skulle alle vide, at hver, som herefter overbevises om Sligt og ikke raader Bod derpaa, især naar han tilsiges af Merkesmanden (eller efter en anden Redaction „af Lagmanden eller Sysselmanden“), han skal være selvsagt af Hirdlagen, søges som Almuesmænd, have Sæde med dem i alle Sammenkomster, og lidet Haab have om at komme tilbage til Hirden“.
↑ Saaledes kaldes i Dispensationsbrevet af 20de August 1291 for Hr. Vidkunn Erlingssøn og Gyrid Andresdatter han nobilis vir og hun nobilis mulier. Dipl. N. I. 79. Ligesaa Eiliv Eilivssøn og Gyrid Erlingsdatier i deres Dispensationsbrev af 8de September 1347, (sammesteds No. 308), og det uagtet Eiliv endnu ikke var Ridder. I Kongens Ansøgning derom kaldes Eiliv ligeledes nobilis vir, og der siges, at han var „multum generolus et nobilis“.
↑ Som Exempler herpaa kunne anføres følgende: Brev af 6te Februar 1309 (Dipl. N. II. 93), om at Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Erling Aamundessøn, Sira Ivar Olafssøn, Hr. Aude Olafssøn, Fru Thorbjørg, Fru Ingegerd og endnu nogle Herrer efter Kong Haakons Befaling vare tilstede ved, at Fru Gyrid Andresdatter aflagde Regnskab for hendes Brodersøn Gregors Gods (jvfr. ovf. IV. 2. S. 665); Kong Haakons Befaling af 11te September 1309 til Hr. Sighvat paa Leirhole og flere Bønder om at dømme mellem Hallvard Bonde paa Stavn og Arne Jorunnssøn (Dipl. Norv. II. 100). Kong Haakons føromtalte Indskriden i Sagen om Lyng i Verdalen mellem Fru Ingebjørg Paalsdatter og hendes Medejere i Gaarden; hans Skrivelse af 5te Marts 1314 til Hr. Audun paa Slinde, Karlshoved paa Kaupangr og Erlend Silfestssøn om at skilte Hvaall mellem de tre Hovedarvinger; Lagmandens og flere Kongsmænds Skiftebrev af 25de Mai 1315 mellem Sæbjørn Erlentsøn og hans Maag (Dipl. N. I. 146); Paal Merkesmands, Hauk Lagmands og Oslo-Lagmanden Paal Einarssøns Dom af 1318 over Jon Geilaugssøn, der ej betalte sin Gjeld (Dipl. N. I. 153). Brev af Kongslagmanden Guthorm Kolbjørnssøn, Frostathings Lagmand Hr. Sigurd Jonssøn, Hr. Sigurd Jordgeirssøn, Olaf Hermanssøn (senere Lagmand), Arne Gjavaaldssøn, Jon Hemingssøn, Grunde Haltvardssøn, Arnfinn Sigurdssøn (senere Lagmand i Jemteland og Bergen) og Nikolas Sigurdssøn, dateret Nidaroos 28de Jan. 1322, hvorved disse Herrer forliige en allerede af Sigurd Lagmand paadømt Sag (Dipl. N. III. 127). Forliget af 28de August 1324 mellem Fru Ingegerd Finnsdatter paa Mel og hendes Svigerinde (Dipl. N. II. 155); Hr. Hauk Erlendssøns Dom mellem Jomfru Aasa Petersdatter m. fl. og hendes Syster Margrete gift med Tidemann af Lübeck (s. ovf. S. 257) „med Bud og Samtykke af Hr. Erling Drottsete, Hr. Haakon Ormssøn, Hr. Guthorm Helgessøn, Hr. Eindride Simonssøn, Ivar Arnessøn, Halldor Saxessøn, Gunnar Raasvein o. fl., ialt tolv (Dipl. Norv. II. 172); Thrond Krakessøns og Ivar Omas Dom om Philip Erlendssøns Ret til den ham af hans Hustru gjorte Gave (s. o. S. 407), Bergen 1332 (Dipl. N. I. 218); Hr. Hauks, Hr. Guthorm Helgessøns, Hr. Ketil Thorlakssøns (den islandske Hirdstjore’s), Gulathingslagmanden Bjarne Anundssøns, Haakon Guthormssøns, Ivar Arnesøns og Chorsbroder ved Apostelkirken Henrik Einarssøns Skifteforretning af 11te September 1332 mellem Herdlis Thorvaldsdatter og hendes Mands Arvinger i Dipl. N. I. 220, s. o. S. 281); den af Hirdstjoren Hr. Agmund Guthormssøn opnævnte Ser Mands Dom i Anledning af Jemtlendingernes Klage over Nikolas Sysselmand, der allerede havde været paadømt af Thrond Kongslagmand (s. o.) – o. s. v. – Man maa ellers gjøre Forskjel vaade Tilfelde, i hvilke en Lagmand paa egen Haand har taget sig en Meddommer, ofte en Collega, f. Ex. naar Thorvid Throndsøn, Lagmand i Tunsberg, den 15de Marts 1329 tog Hr. Guthorm Kongslagmand med i at paadømme en Sag (Dipl. N. I. 20), og hvor to eller flere Lagmænd dømme fælles, og det som oftest i Forening med andre Dommere, der upaatvivleligt have været beskikkede af Kongen eller Hirdstjoren. Domme af fortie Slags ere som oftest kun udferdigede under den egentlige Lagmands Navn“.
↑ See Hirdskraaen Cap. 22, 23. „Stallaren“, heder det, „er forpligtet til at være paa alle Stevner af Hirden og Gesterne og forlige dem i alle Sager, som de ere uenige i, og hvortil han er beordret efter Kongens Raad. Merkesmandens Pligt er at være paa alle Stevner af Hirden, Gesterne, og alle Kongsmænd med Stallaren og forlige dem i alle Sager, hvorom de ere uenige inden Hirden efter Kongens Bud og Raad“.
↑ Kong Magnus kalder ham saaledes i Brev af 24de.April 1332, Dipl. Norv. I. 217.
↑ Der nævnes vel en Nikolas Stallare 1333 (Dipl. N. V. 95), men han kan ej have været kongelig Stallare, da han ej fører Herretitel.
↑ Merkeligt nok er det her at legge Merke til den Forskjel, som der paa det ovenfor anførte Sted af Forordningen af 1303 om haandgangne Mænds Skyldighed m. m., findes mellem Udtrykkene i den længere og den kortere Bearbeidelse; medens hiin, der aabenbart er den oprindelige, siger „saasnart det bliver ham tilsagt af Merkesmanden“, heder det i en anden, der formodentlig er et meget yngre Sammendrag: „saasnart det bliver ham tilsagt af Lagmanden eller Sysselmanden“. Dette er et umiskjendeligt Tegn paa, at Merkesmandens Embede enten var ophørt, da Sammendraget gjordes, eller at det havde tabt sin Betydning.
↑ Det er dog forresten nok muligt, at da Hr. Agmund i 1336 bød Lagmanden i Oslo at paadømme en Sag mellem Oslo Nonnekloster og Hovedøens Kloster, var det netop i Vacancen, da der endnu ej var nogen Provst ved Mariekirken; Erling Gullersøn synes nemlig ej at være bleven Provst førend 1337, s. o. S. 148.
↑ Om Hr. Guthorm Kolbjørnssøn see især Samll. I. S. 160–164. Lagmand i Kongsgaarden kaldes han udtrykkeligt i Br. fra Bergen af 29de Mai 1325, Dipl. N. I. 180, Br. af 22de Juni 1325, i Munkelivsbogen S. 156, og i Br. fra Oslo af 5te Marts 1327 (D. N. III. 146), og fra Tunsberg af 15de Marts 1329 (D. N. I. 201); i det af 1327 kaldes han endog „Overlagmand i Kongsgaarden“. See ogsaa her nedenfor S. 430.
↑ See Br. fra Bergen af 11te December 1316, Dipl. N. I. 148.
↑ See Br. fra Oslo af 14de Marts 1346, Dipl. N. IV. 30O („Kongens Lagmand“), af 20de Februar 1349, D. N. II. 298 („Lagmand i Kongsgaarden“).
↑ Dipl. N. III. 256. See ovf. S. 373.
↑ Dipl. N. II. 155, I. 180, jvfr. ovf. S. 72.
↑ Dipl. N. II. 265.
↑ See herom, hvad ovenfor er anført, S. 249.
↑ See Dom paa Gulathing af 24de Juni 1321, Dipl. N. III. 124. Jon Bjarnessøn var da tilstede paa Gulathing og dømte med Hauk Lagmand og Lagrettere.
↑ See Dom af 23de Juni 1316, hvorved Hr. Einar Ambessøn og Hr. Eindride Simonssøn begge nævnes som Fehirder i Bergen.
↑ See ovenfor S. 61. Jon Bjarnessøn var gift med Fru Ingegerd paa Mel, s. ovf. S. 402.
↑ Nemlig i Anledning af Striden om Gaardetiende, s. o. S. 105.
↑ Dipl. N. II. 165, 169. Han kaldes ogsaa stundom „Fehirde i Kongsgaarden“.
↑ I dette Aar, 11te September, blev nemlig hans Bo skiftet, Dipl. N. I. 220.
↑ Br. af 27de Januar 1336, Dipl. N. III. 215.
↑ See Biskop Haakons Breve fra dette Aar, Samll. V. 99, 101.
↑ See ovenfor, S. 245, jvfr. Biskop Haakons Breve.
↑ See Breve fra April 1343, Dipl. N. III. 214–217.
↑ Br. af 21de Juni 1347, Dipl. N. II. 285.
↑ Br. af 20de Septbr. 1334, Dipl. N. III. 179. Br. af 3die December 1334, Dipl. N. II. 269.
↑ Udtrykkeligt nævnes han som Fehirde kun i Br. af 19de Mai 1338, D. N. IV. 234, men da han neppe hørte hjemme i den Egn, er det sandsynligt, at han beklædte Embedet, saa længe vi finde ham paa den Kant, og dette var Tilfeldet endnu den 30te Jan. 1342, da han kjøbte noget Jordegods af Erkebiskopen (D. N. II. 246). Han kaldes her slet og ret „Thrond Bonde“.
↑ Br. af 11te August 1346 og 21de Juni 1347, D. N. II. 276. I. 285.
↑ Br. af 22de August 1347, D. N. IV. 320.
↑ Brev af 21de September 1343, hvorved Sigurd Gautssøn paa Vardberg aflægger Kongen Regnskab for et Aars Indtægt i Tunsbergs Fehirdsle. D. N. II. 259.
↑ Br. af 28de September 1347, D. N. III. 248.
↑ Kong Magnus’s Testament af 15de Juli 1347. D. N. V. 193.
↑ At Fehirdsler: lige fra Borgens Oprettelse var paa Akershuus, kan man slutte allerede af Bestemmelsen i Privilegiebrevet for Mariekirkens Klerke af 1300, ifølge hvilket en Gjenpart skulde forvares „paa Akersnes“, altsaa i det kgl. Archiv eller Skatkammer. D. N. I. 92.
↑ Dipl. N. III. 202.
↑ Dette er Inddelingen ifølge Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog fra Tiden omkring 1440.
↑ See Dipl. N. I. 163.
↑ Brev fra Vaagen af 3die August 1336, Dipl. N. IV. 376. Breandesund (nu Brendesund) nævnes i Aslak Bolts Jordebog fol. 141 (Udg. S. 95). Gaarden Ørarfjord siges at ligge ved dette Sund.
↑ Brev af 28de Januar 1322, D. N. III. 127.
↑ Breve af 2den Mai 1325 og 13de Marts 1334, D. N. III. 142. V. 99.
↑ Hr. Eindride Simonssøn gjorde sit Testament den 8de August 1335 og føjede Bestemmelser dertil den 13de Mai 1337 (D. N. I. 233, 243); han bestemte her, at hvis han døde „i Fjordene“, skulde han begraves i Egges Kirke, og bruger endogsaa Udtrykket „hjemme i Fjordene“, saaat man kan see, at hans Hjem har været paa den Kant.
↑ Man skulle vel formode, at det var i Egenskab af Sysselmand, han i 1314 fik det Hverv med to andre haandgangne Mænd at skifte Hvaal mellem Arvingerne (s. o.)
↑ Br. af 18de Novbr. 1325, 13de Marts 1333, 27de Mai 1336, 30de Septbr. 1337 og 1ste Mai 1343, Dipl. N. II. 157, 200, 218, 225, 257. Kun idet sidste nævnes udtrykkeligt „nordre Luten“, men ogsaa de øvrige angaa kun nordre Valdres.
↑ Breve af 29de Marts og 26de Ort. 1333, D. N. III. 170, 175.
↑ Breve af 10de Marts og 9de Sept. 1340, o. fl. D. N. 201. I. 268.
↑ Brev af 15de April 1325, D. N. I. 179.
↑ Brev af 14de Aug. 1328, D. N. II. 165.
↑ Breve af 13de Dec. 1347 og 7de Aug. 1348, D. N. III. 323, II. 295.
↑ Breve af 25de Nov. 1329 og 2den Marts 1340, D. N. III. 153, IV. 243.
↑ Brev af 8de Febr. 1347, D. N. I. 305.
↑ Brev af 22de Juni 1351, D. N. III. 275.
↑ See fornævnte Indberetning af 21de Febr. 1332, Dipl. N. I. 215.
↑ Brev af 5. Dec. 1356, Dipl. N. I. 249. Det antyder maaskee ogsaa en egen højere Stilling som Sysselmanden i Skidusysla indtog, at han havde „Ombudsmænd“ under sig (som Bjørgulf Astessøn og Aste Bjørgulfssøn), ikke Lensmænd.
↑ Vi finde her oftere Lensmænd for Provsten, snart i den ene, snart i den anden Skibrede paa Follo, see D. N. I. 255. jvfr. I. 266, III. 375.
↑ Brev af 7de Aug. 1342, udstedt af „Hr. Haakons“ Lensmand, Dipl. N. IV. 266.
↑ Brev af Febr. 1346, Dipl. N. IV. 297.
↑ Samll. I. S. 165.
↑ Brev af 10de Januar 1333. Dipl. N. III. 135.
↑ Brev fra Vinger af hans Lensmand, 28de Novbr. 1327, Dipl. N. II. 163.
↑ Brev af 12te April 1333. Dipl. N. III. 171.
↑ See ovf. III. S. 889.
↑ Erik Topps Lensmand Erik Finnssøn nævnes i en Sag vedkommende Jorekstad i Faagaberg, altsaa i søndre Gudbrandsdalen, den 30te Sept. 1320, Dipl. N. III. 129, Men 15de Decbr. 1339 nævnes han som Privatmand i det egentlige Viken (ved Skedjohof), Dipl. N. V. 132.
↑ See især Br. af 14de Mai 1330, Dipl. N. II. 177, og af 17de April 1344, Dipl. N. V. 170.
↑ Brev af 7de Dec. 1347, Dipl. N. V. 196.
↑ Brev af 7de Marts 1348, Dipl. N. IV. 324. Han deeltog i Hirdstjorn 16de Febr. 1348 og kaldes da Ridder, Norg. gl. Love 3. 171.
↑ S. o. S. 395, jvf. D. N. VI.
↑ Brev af 28de Novbr. 1327, Dipl. N. II. 163. Jvf. Samll. I. 164–166.
↑ Brev af 10de Septbr. 1337, Dipl. N. I. 247. Det staar just ikke her udtrykkeligt, at han var Sysselmand, men han udsteder Brevet aldeles som saadan.
↑ Brev af 16de Febr. 1341. Dipl. N. V. 148.
↑ I Brev af 30te Sept. 1346, vedkommende en Sag i Thesal eller Rode Sogn, nævnes der udtrykkeligt om, at en af Parterne havde at betale Sagøre til Hr. Agmund, altsaa i Egenskab af Sysselmand, Dipl. N. II. 277.
↑ Breve af 8de Mai 1321 og 16de Novbr. 1334, Dipl. N. I. 163, II. 208.
↑ Brev af 6te April 1324, Dipl. N. III. 137. Hr. Sigurd optræder som Privatmand ved Skifte af Lyng med Vigleik Aslakssøn d. 2den Mai 1325, Dipl. N. IV. 142. Kolbein nævnes som Lagmand ogsaa 1325 i Munkelivsb. S. 154, 1326 i Dipl. N. III. 144, og 2den Marts 1327 i II. 161. Kolbein blev en meget gammel Mand; han levede endnu i 1367, see Dipl. N. I. 394.
↑ Brev af 1329 i Dipl. N. III. 154.
↑ Breve af 15de Decbr. 1335 og 24de Novbr. 1337 i Dipl. N. III. 193.
↑ See Br. af 22de Febr. 1342, D. N. IV. 257.
↑ See Br. af 12te Aug. 1345, 10de Septbr. 1353, D. N. II. 263, 281. Han forekommer som Privatmand i Nidaroos 1342 og 1343, D. N. II. 249, V. 164.
↑ Brev af 12te Marts 1328, Dipl. N. V. 75.
↑ See Br. af 28de Jan. 1322, af 1329, af 8de Mai 1344, Dipl. N. III. 127, 154. VI.
↑ Breve af 12te Aug. 1345 og 1ste Marts 1346, Dipl. N. V. 182, 186.
↑ Brev fra Gulathinget af 24de Juni 1321, D. N. III. 124.
↑ Breve af 18de April 1322 og 11te Marts 1323, D. N. I. 166. Munklb. S. 124.
↑ Brev af 11te Sept. 1332, D. N. I. 220.
↑ Brev af 1ste Sept. 1338, D. N. V. 119, og det føromtalte Vegebotebrev af 1343.
↑ See Isl. Annaler ved 1348, S. 276.
↑ Breve af 21de Juni 1347, 3die Aug. 1347, 7de Aug. 1348, D. N. II. 285, Munkelivsb. S. 149, D. N. II. 295.
↑ Brev af 22de Juni 1325, Munkelivsb. S. 156.
↑ See Br. af 8de Aug. 1335, 27de Jan. 1336, D. N. I. 235. II. 215. Br. af 2den Sept. 1340, D. N. V. 142.
↑ See ovf. S. 385.
↑ Brev af 22de Juni 1346, Munkelb. S. 36, af Octbr. 1347, D. N. VI., af 3die og 7de Aug. 1348, D. N. IV. 336. III. 295.
↑ Breve af 19de Juni 1322, 19de Jan. 1323, 21de Marts 1338, D. N. IV. 155, V. 69, IV. 232, af 8de Sept. 1340, Samll. V. 155, Br. af 19de Marts 1345, 25de Novbr. 1347, D. N. IV. 288, 289, 321. Sigurd ejede Jordegods paa Vors i 1337, see D. N. VI.
↑ See Breve af 28de Aug. 1324, 28de Marts 1331, D. N. II. 155, I. 212; af 23de Jan. 1335, D. N. I. 232, af 31te Januar 1337 og 19de Sept. 1338, D. N. IV. 228, V. 120; Breve af 8de Marts 1341 og af 1343 i D. N. I. 270, 286.
↑ Breve af 19de Nov. 1322, D. N. II. 148 og af 13de Oct. 1352, D. N. I. 224.
↑ Han nævnes endnu sidst i 1333, D. N. I. 226. Det i Samll. I. 163 citerede Brev af 1338, hvori han skulde nævnes, er urigtigt dateret; det er udstedt 23de Nov. 1317, D. N. IV. 121.
↑ Breve af 30te Sept. 1346, 30te Apr. 1348, D. N. II. 277. V. 201.
↑ Br. af 29de April 1321, 18–25de Mai og 1ste Oct. 1322, 12te Jan. 1323, 22de Sept. 1324, D. N. III. 123, 129, 131, IV. 137, III. 133, 22de Sept. 1324. Paal nævnes uden nogen Titel i Oslo 1328–1331. D. N. III. 149, IV. 185, 194.
↑ Brev af 9de April 1332, D. N. I. 216.
↑ Breve af 4de Nov. 1332 og 27de Jan. 1335, D. N. III. 165, 180.
↑ Breve af 14de Januar 1340 og 11te Dec. 1343, D. N. V. 133, 167.
↑ Brev af 12te Jan 1347, D. N. I. 303.
↑ Breve af 1ste Sept. 1347 og 7de Nov. 1348, D. N. I. 307. IV. 341.
↑ Brev at 11te Aug. 1333, D. N. II. 203.
↑ Breve af 1ste Marts 1340, D. N. I. 265, og af 19de Juli 1348, D. N. V. 202.
↑ Brev af 15de Der. 1339, D. N. V. 132. Her omtales Jon Saulessøn som den da fungerende Lagmand, og Thoralde som den, der havde været det for endeel Aar tilbage.
↑ Munkelivsb. S. 50. 108. 111. 138. 155, 65.
↑ Alle disse Mænd ere forhen omtalte. Ivar Oma var udnævnt til Ridder før 1351, thi i dette Aar betitles han saaledes af Paven, der under 14de Juli meddeelte ham og hans Hustru Ingerid Tilladelse til at vælge en egen Confessor, der kunde give dem fuld Absolution in articulo mortis.
↑ See Retterbot af 1291 og 98, Art. 11, Norges gl. L. III. S. 29, Forordn. af 1308, sammest. S. 76.
↑ D. N. I. 213.
↑ See Kong Haakons Retterbot for Østerdalen af 22de Febr. 1358, D. N. VI.
↑ Udateret Retterbot i Norges gl. L. III. S. 194, No. 107. Foruden Lagmænd og Sysselmænd nævnes her Biskoper og Officianter, der skulde ride hiin selv 13de, denne selv 8de. Det er ellers ikke ganske sikkert, om det er Kong Magnus Erikssøn og ikke Kong Magnus Haakonssøn, som her menes. Man skulde i første Tilfælde snarest antage, at denne Bestemmelse er omtrent samtidig med den næste tilsvarende af 1335, see ovf. S. 190.
↑ Norges gl. L. II. S. 429, 430.
↑ Som f. Ex. da Kong Haakon gav Hr. Paal Erikssøn Fjerdedelen af alle Aleigemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb i Elvesyssel, hvilket Regjeringen bekræftede 9de April 1320, D. N. I. 161.
↑ See Brev fra Vaagen af 8de Mai 1322, indeholdende Vidnesbyrd om, at Helge hvasse betalte Hr. Erling Vidkunnssøn i Sagøre 1 Spannsleje Jord i Sandtorg, Dipl. N. I. 163.
↑ De fleste Sysselmænd, vi finde omtalte, føre nemlig tilsidst Titlen „Ridder“.
↑ See f. Ex. Skiftet paa Hvaall af 1314, hvor Fru Ingebjørgs Syster kaldes Jomfru Inga; ligesaa Biskop Haakons Breve til Hr. Erling og Bjarne, hvor dennes Syster kaldes Jomfru.
↑ See Brev af 30te Jan. 1342, hvor Erkebiskopen overdrager Thrond, dengang Fehirde, noget Jordegods, formodentlig paa Kronens Vegne. Thrond kaldes her „Thrond Bonde Krakessøn“.
↑ Om Erlend Philipssøn heder det udtrykkeligt i de isl. Annaler (S. 382), at han var den merkeligste af „Bønderne“, fordi han aldrig vilde lade sig gjøre til Ridder. Han kaldes ogsaa „Erlend Bonde“. Ligeledes kalder Biskop Haakon i sit Brev til Kongen af 21de Juli 1340 Ivar Oma, der siden blev Ridder, „Ivar Bonde“, ligesaa den føromtalte Helge Ivarssøn Last. (Samll. V. 152).
↑ See ovenf. IV. 2. S. 269 (Norg. gl. L. III. S. 21, 30). Bestemmelserne gjentages siden af Kong Haakon V. den yngre i hans Retterbot for Østerdalene.
↑ Hans Søn Aaste blev idetmindste Sysselmand, som man kan see af Brevene af 17de Jan. og 23de August 1354, D. N, I. 339. 341.

[1] Dipl. Norv. I. 308. Dette Brev er den pavelige Dispensation for Giftermaalet med Hensyn til Slegtskab i 4de Led, hvilket dog ikke nu kan eftervises. Kongen havde selv søgt herom( Eiliv Eillvssøn var Søn af den ovenfor (S.11) omtalte Hr. Eiliv i Naustdal.

[2] Fru Sigrid Erlingsdatters Død 1356 omtales i de isl. Annaler. Da nu Erling i sit Brev af 24de Januar 1354 (Dipl. N. II. 323) udtrykkeligt omtaler flere Døttre og Svigersønner foruden Ingebjørg, bliver det sandsynligt, at denne Fru Sigrid netop var hans Datter. Han synes og at have haft Døttrene Gerthrud, der egtede Otte Reymar, og Elin, see nedenfor, jvfr. Samll. V. 554, 571.

[3] See især Erlings Brev af 11te Marts 1347 (Dipl. N. II. 279) til Sigrid Fyrd, den samme upaalidelige Ombudsmand, som hans Søn Bjarne havde brugt i Jemteland, hvorved han stevner ham at møde for sig i Vedø i Romsdal og svare for to Aars Leding og Ledingsfald, hvormed han sad inde, m. m. Erling kalder sig her Sysselmand paa Søndmøre. Jvfr.No. 280 sammesteds.

[4] Dipl. N. I. 294.

[5] Sammesteds, I. 326.

[6] Dipl. N. I. 177, 181. Jvfr. ovf. S. 61.

[7] See de isl. Annaler ved disse Aar.

[8] Dette erfares af Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog, Side 32 (88).

[9] See ovenfor S. 133. Godset laa paa Ragnvaldsø.

[10] Dipl. Norv. I. 207, 225.

[11] Dipl. Norv. I. 190. II. 167. Gaarden Aker havde været skjenket til Margrete-Altaret i Hallvardskirken af Erkepresten Thorkell Mattull.

[12] See den saakaldte „røde Bog“, Biskops Eysteins Fortegnelse over Kirkegodset i Oslos Diøcese, fol. 109 verso. Det Gods, han gav, var 5 Lauper Land i Vagalstad og i Laupes Land i Vemundarud.

[13] Dipl. Norv. III. 161. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hva fotnoten henviser til.]

[14] See ovenfor S. 216. Munkelivsbogen S. 65.

[15] Dipl. N. I. 285. 326. 328.

[16] See ovenfor S. 281. Hr. Bjarne var død før 1354, see Dipl. N. II. 323, sandsynligviis omkring 1351, see de isl. Ann. S. 284. Fru Herdiis døde 1364, sammest. S. 312.

[17] Den første Gang, vi finde Sigurd omtalt som Ridder, er 1348, ved Hirdstevnen eller Raadsmødet i Oslo, Norges gl. L. III. S. 171. Da nævnes og Bjarne Erlingssøn første Gang som Ridder.

[18] Sysselmand paa Hedemarken synes han at have været i 1358, see Dipl. N. II. 342.

[19] Kong Haakons Brev af 13de Januar 1312, hvorved han „for den hulde Tjeneste, han havde modtaget af sin Svigersøn Hr. Hafthor Jonssøn“, skjenkede ham og hans lovlige Arvinger til evindelig Eje fin Samt og Gaard i Sarpsborg, med Lykke og Fossen til midt i Aaen (Dipl. N. III. 97), er udstedt kun fire Dage efter hiint andet, hvori han giver Hr. Hafthor Sorknes i Soløer istedetfor de Gaarde, han tidligere havde skjenket ham i Medgift med sin Datter Agnes (Dipl. N. I. 132).

[p411-20] At Sigurd fik Sudrheim, see vi deraf, at det gik i Arv til hans Svigersøn, hvorom senere. At Jon Hafthorssøn havde Borgagerde og desuden sit Tilhold der i Egnen, sees af flere Steder i Biskop Eysteins Register over Kirkegodset i Oslo Diøcese; saaledes erfares, at han gav 6 Øresbool i Jadar i Eidsberg Sogn til St. Olafs Kirke i Borg for Borgagerde og Vestergaarden, som Kirken før havde haft, formodentlig ved Pantsetning (fol. 199. vs.), at han gav 3 Ør.-B. i Søndre Bjarnestad til Tune Kirke (fol. 198. vs.), og at Rygge Kirke havde 1½ Aargang Tiende tilgode af hans Arvinger. Ogsaa af Dipl. N. II. 673 sees, at han boede i denne Egn, maaskee paa Huseby i Onsø, hvor hans Hustru døde (Dipl. N. IV. 649).

[21] See nedenfor, hvor der handles om Hertug Knuts Sønners Død. Man er ikke paa det Rene med, hvo hendes Fader var, Nogle have gjettet paa Knut Algotssøn, og antage da som hendes Moder Mæreta, St. Britas Datter, der efter Sigvid Ribbings Død egtede Knut Algotssøn; men da Sigvid endnu levede i 1345, kan en Datter af hans Enke og Knut ikke have været gift før 1350.

[22] Hr. Jons Hustru Birgitte Knutsdatter omtales i Dipl. af 21de Febr. 1350 i det svenske Rigsarchiv, endnu ej trykt, ligeledes i Dipl. N. II. 673, saavel som i Attesten om hendes Testament, noget for 1395. Af et Forhør, optaget i Strengnes 1354, erfares, at en vis Herlog Danssøn, som da var Huuskarl hos Hr. Jon, før havde været Kjeldermester hos Biskopen i Strengnes (ved 1336); det var altsaa rimeligviis under sit Ophold i Sverige, at Hr. Jon havde faaet ham i sin Tjeneste.

[23] Dipl. N. I. 284. III. 288.

[24] Dipl. N. I. 189. 265. 557. III. 454. IV. 230. At han maa have været beslægtet med Sigurd Hafthorssøn, sees ogsaa deraf, at de begge gave Parter af Gaarden Store Raumen søndre til Nes Kirke paa Raumarike, Sigurd 6 Øres og Hafthor 2 Mk.-Bol; dette har altsaa været Ættegods, oprindeligt tilhørende en fælles Stamfader. Der forekommer desuden en Hafthor Thoressøn, der synes at have været Sysselmand i nordre Gudbrandsdalen i 1333, idetmindste udstæder hans „Lensmand“ Sigurd et Brev angaaende Hedalen ved Vaage i dette Aar (Dipl. N. VI.), eg det er ej usandsynligt, at han kan have været Fader til Lagmanden Sigurd Hafthorssøn i Oslo i 1336 og 1347–49. Ellers er det en Gaade, hvilken Hr. Hafthor, Sysselmand og boende paa Sudrheim, der kan være meent i det under 13de Juli 1331 udstedte Vidnesbyrd om Sysselmandens, Hr. Hafthors, Ret til Veitsle paa Odinshof (Dipl. N. I. 213), med mindre man maa antage, at Udstederen vidner om, hvad han havde hørt for over 11 Aar siden, og at saaledes den i 1320 afdøde Hr. Hafthor Jonssøn her menes.

[25] Dipl. N. I. 305.

[26] S. o. III. S.

[27] See herom Dipl. N. V. 92. Fru Sunniva nævnes og 1328 mellem flere andre Fruer, der deeltog i Verdsetningen af Fru Margrete (Brynjulfsdattars) Løsøre. Dipl. N. II. 165. Om Hr. Svein Brynjulfssøn see Munkelivsbogen S. 99, 154.

[28] Bergens Kalvskind, S. 78.

[29] Dipl. N. IV. 85.

[30] At Hr. Baard Peterssøn var en Broder af Hr. Peter Peterssøn, maa man slutte deraf, at de nævnes tilsammen i Dipl. N. II. 112.

[31] Som hertugelig Klerk nævnes Baard Peterssøn i Dipl. N. I. 87, som kongelig (fra 1300) i D. N. I. 91, ligesom (1309) i I. 121. I Stavanger nævnes han 1322, Dipl. N. III. 132; dog ogsaa 1327, Dipl. N. I. 192, skjønt han allerede i 1325 udtrykkeligt kaldes Gulathings-Lagmand. Munkl. B. S. 103, 155.

[32] Dipl. N. II. 269.

[33] I denne Familie var nemlig Navnet „Arnbjørn“ hyppigt, s. Dipl. N. V. 93, I. 376, og Margrete hørte, som man tydeligt kan see, til Ryfylke-Egnen.

[p415-34] Dipl. N. III. 132. I. 193. Jvfr. ovf. S. 107, Note 2. I det først citerede Brev omtales baade Margrete Arnbjørnsdatter og hendes Moder Fru Magnhild, medens dog ogsaa dennes Mand Hr. Nikolas Munaanssøn nævnes. Altsaa havde Magnhild været gift baade med Arnbjørn, Margretes Fader, og med Hr. Nikolas. Nu kan man i Brevet ej ret see, hvilken af disse begge der var den ferm, thi ogsaa Hr. Nikolas omtales som død, men af den omstændeligere, at Arnbjørns Datter Margrete, Baards Hustru, allerede da var død efter sandsynligviis at have været gift med ham i mange Aar, maa man slutte, at hendes Fødsel ligger for langt tilbage, til at hun kunde være Datter af Fru Magnhilds anden Mand.

[35] Dipl. N. IV. 169.

[36] Om Ragnvald Aslakssøn og Hr. Aslak Ragnvaldssøn, der formodentlig var hans Fader, see ovf. IV. 1. S. 478, 479. Bolternes Vaaben var et paa langs tvedeelt Skjold, med en halv Lilje i højre, to Sporer i venstre Felt, see Samll. III. S. 64.

[37] Dipl. N. IV. 266. Der synes nemlig ikke paa denne Tid at have været nogen anden Hr. Haakon, end denne. Bi see ham desuden i 1343 paa Oplandene, bitrædende Biskopen, der i Egenskab af Sysselmand skal afgjøre en Sag. Dipl. N. I. 287.

[38] Dipl. N. II. 267.

[39] Om Hallvard Næpa see Smll. IV. 574–579. Det paavises her, at Cecilia levede endnu 1392. Dipl. N. IV. 440. Hendes her opregnede Besiddelser, som hun skjenkede til Mariekirken i Oslo, var Vodin (Vojen) i Aker; Reptalaker paa Ringerike, Nytel paa Hedemarken, Austbø paa Sande paa Blake, Augunsrud, Njordarin paa Fit, Berg paa Aker, alle paa Raumarike, og ¼ i Dagsgaarden i Oslo.

[40] Dette sees af fornævnte Brev af 1345, Dipl. N. II. 367. Jon Hemingssøn synes at have været en Brodersøn af Lagmanden i Nidaroos, Hr. Sigurd Jenssøn, see nedenfor, samt Dipl. N. III. 142. Han nævnes som værende i Nidaroos 1322 i Dipl. N. III. 127.

[41] Cecilia omtaler nemlig i sit Testament ogsaa fin Syster „Fru Sigrid og hendes Søn Olaf Agmundssøn“, men „Syster“ bruges i Breve fra den Tid ofte i Betydningen af „Svigerinde“.

[42] Denne Hr. Brynjulf nævnes allerede, førend han blev Ridder, som Hirdmand, blandt Medbeseglerne af Fredstractaten til Kjøbenhavn 17de Juli 1309 (s. o. IV. 2. S. 521). Som Sysselmand i Verdalen optræder han i Brev af 2. Mai 1325, Dipl. N. III. 142. Senere forekommer han, eller en af samme Navn, som Jordegodseier paa Søndfjord 1334 (Dipl. N. I. 229) og i Hardanger 1338 (sst. V. 119).

[43] Det vidløftige, herom handlende, Brev af 1314, see Dipl. N. VI. Hvis den her omtalte Margrete, Nikolas Stiigssøns Hustru, er, hvad der synes meget rimeligt, den samme som en Fru Margrete Brynjulfsdatter, der senere omtales som Ejer af nogle Haver i Tunsberg (Dipl. N. II. 368), da er hun rimeligviis ogsaa den samme Fru Margrete, Datter af Fru Holmfrid Erlingsdatter, der 1328 flyttede øster til Viken (Dipl. N. II. 165).

[44] Om Jon Brynjulfssøn antager Munthe (Samll. IV. 106), at han var en Søn af Hr. Brynjulf Agmundssøn, fordi denne nævnes i Diplomer vedkommende Søndfjord og Søndmøre, og fordi det i „Bergens Kalvskind“ heder, at en Brynjulf Agmundssøn gav noget Gods til Sale Kirke paa Søndmøre. Men denne Brynjulf, der ej kaldes Hr. Brynjulf, maa være en anden end den før omtalte. Hr. Jon Brynjulfssøns Død 1258 omtales i de islandske Annaler.

[45] Om Hr. Isak Gautessøn see ovf. IV. 2 S. 470.

[46] Fru Ingeborg Jonsdatter omtales ogsaa i Brev af 7de Marts 1320, Dipl. N. I. 160.

[47] See Brev af 1322 i Dipl. N. I. 168, hvor hans „Aarmand“ Sivjan omtales.

[48] Dipl. N. III. 122, 127. Martin i Eidsa var igjen, som det kan skjønnes, Søn af Thorolf i Eidsa og Ragna Martinsdatter af Jaastad, hvilken Thorolf ved 1309 gik i Lyse Kloster, hvorfor Ragna tog sin Bolig i Nonneseter i Bergen, afleggende Kydskhedsløfte. Dipl. N. I. 123. 126.

[49] Dipl. N. IV. 227.

[50] Man har nemlig et Brev af ham fra 1335, hvori han melder, at hans Moder i Hallen paa Tolga samtykkede i Fru Cecilias Bortskjenkelse af noget Gods til en Frænde. Dipl. N. IV. 197. Denne Moder maa saaledes have været Fru Cecllias nærmeste Arving.

[51] See det føromtalte Brev i Dipl. N. II. 165.

[52] Dipl N. III. 384. I. 493.

[53] Herom see især de i Udgaven af „Bergens Kalvskind“ S. 122–126 meddeelte Undersøgelser og Breve, af hvilke sidste ogsaa enkelte ere trykte i Dipl. N. II. 82. 155.

[54] Af Dipl. N. II. 559 sees, at Greip Ivarssøn (den samme, der i de isl. Annaler S. 340 omtales som Sysselmand paa Færøerne ved 1388) kjøbte i 1399 af sin Frænde Hr. Gaute Erikssøn et Skib, som han vilde segle til Færøerne med, paa Credit, pantsettende sine Ejendomme Hatteberg i Skaale og Hausaa i Kinservik, samt overladende ham sin Ret til Aga og Jaastad m. m. Altsaa var Greip Ivarssøn Ejer baade af Hatteberg og meget andet Jordegods paa Søndhordeland og i Hardanger. Af Dipl. N. III. 451 sees, at Greip, der ogsaa da (1383) maa have været Sysselmand paa Færøerne, efter Brevets Indhold at dømme, pantsetter nogle Gaarde paa Vors, idet han lover sin da endnu levende Fader Ivar Thoressøns Samtykke dertil. Altsaa maa Ivar Thoressøn, paa den Tid vel en gammel Mand, være en Søn af Thore Gautssøn paa Hatteberg og opkaldt efter dennes Morfader Ivar, see Dipl. N. II. 82.

[55] S. ovf. IV. 2. S. 333. I Rettelsen til IV. 2. S. 3 er det allerede bemerket, at det vistnok er urigtigt, naar Andres Plytt i de daarligt skrevne Skole-Annaler kaldes „Andres Paalssøn“, men at dette upaatvivleligt er Skriv- eller Læse-Fejl for A. Peterssøn (da Originalen et Stykke af den tabte Kong Magnus’s Saga her vist kun har haft „Andres P. sun); hertil kan føjes, at Hr. Andres Plytt i saa Fald maaskee er den i Gesandtskabet til Skotland omtalte Hr. Andres Peterssøn, der ej nævnes efter Hjemkomsten, hvilket passer dermed, at Andres Plytt just da døde. Den eneste Indvending herimod kunde være den, at Andres her alene kaldes Ridder, ikke Baron.

[56] Dipl. N. II. 120. Om Fru Gyrid i Okavik Dipl. N. II. 68. 70.

[57] Han nævnes blandt en Deel andre Lagmænd og Hirdmænd, af hvilke flere visselig vare Sysselmænd,ved en Hirdstevne i Nidaroos 1322, Dipl. N. III. 127.

[58] Sigurd kaldes her Drottsetens Ombudsmand, uden at man tydeligt kan see, om det er alene i dette private Anliggende eller i det Hele taget.

[59] Dipl. N. III. 199. Fru Thora Viljamsdatter nævnes og som tilstedeværende i et Familiemøde paa Hestbø 1336, Dipl. N. IV. 227.

[60] IV. 202. Haakon Guthormssøn var i September 1332 blandt andre kongelige Mænd tilstede ved et Skifte i Bergen, Dipl. N. VI. I. 220.

[61] Kong Magnus skjenkede nemlig i sit Testament 10 Mkr. Bool af det ham efter Hr. Sigurd Lande, som han siger, retmæssigt tilfaldne Jordegods til Nidaroos Christkirke. Dipl. N. V. 193.

[62] See herom Dipl. N. V. 12. III. 53. V. 57. 58. II. 116. 117. I. 137. III. 142. 167. V. 179. 193. IV. 231. V. 186. III. 281.

[63] Man finder Navnet forskjelligt skrevet Reymar, Rømar, Rømare, o. s. v. Oprindelsen er uvis. Egentlig er det kun Otte, som først brugte dette Tilnavn, og Faderen kalder sig altid kun slet og ret „Svale Alvessøn eller Ølvessøn“; dog maa det ogsaa i hans Tid have været kjendt, siden man finder Sønnen Otte undertiden kaldt „Reymarssøn“, og Datteren Margrete Reymarsdatter (Samll. IV. 550–554).

[64] Han ejede ogsaa Gaard i Bergen, see Dipl. N. I. 518. I 1358 kjøbte han 4 Mkr. Bool i Birke paa Gauteid paa Raumarike, Dipl. N. I. 354 – som han siden tilligemed noget Mere skjenkede til Chorsbrødrenes Commune ved Hallvardskirken i Nidaroos.

[65] Saaledes udtrykkeligt de isl. Annaler, S. 312; at han der omtales viser, at han maa have været en anseet Mand.

[66] Dipl. N. II. 365.

[67] See herom især Samll. IV. 554.

[68] Det er ej usandsynligt, at Eindride Erlendssøn, der 1340 solgte sin Mødrenearv i Flaam i Aurland mod Gjenløsningsret, var en Broder af Philip, Dipl. N. IV. 244.

[69] See Vidnesbyrd derom af 25de Marts 1331, Dipl. N. II. 180.

[70] Dipl. N. II. 181, 147.

[p425-71] Hr. Baard Peterssøn nævnes allersidst som Gulathings-Lagmand i Novbr. 1329, og hans Eftermand Bjarne Anundssøn ej før 11te Septbr. 1332. Men muligt og, at dette har været en Extraret, fordi Philip rimeligviis var Hirdmand, see nedenfor.

[72] Halldor Jonssøn nævnes oftere blandt Chorsbrødrene i Bergen paa den Tid. Navnlig udnævntes han af Biskop Haakon den 28de Juli 1338 til en af hans Fuldmegtige ved det tillyste Provindsialconcilium i Nidaroos, s. o. S. 332.

[73] Dipl. N. I. 253.

[74] Dipl. N. III. 190. Hun gav i Vederlag for 472 Mmb. i Væten 20 Lauper Smør og 1 Mmb. i Hvalavaag i Agvaldsnes Sogn, hvilket udgjorde en Deel af hendes Medgift. Byttebrevet er udstedt i Karmsund.

[75] Vi finde nemlig siden Slinde i hans Svigersøns Eje.

[p427-76] See herom Dipl. N. I. 101. II. 92. I. 117. I. 148. 174. II. 146. 371. I. 267. 209. Jvfr. Samll. III. S. 586, 587, og Udg. af „Bergens Kalvskind“, S. III. Det er her saavelsom i Samll. antaget, at Eindrides Fadermoder Jardthrud, der i Bergens Kalvskind S. 46 kaldes „Datterdatter af Kolla“, var Eindride Hviits Hustru i andet Egteskab, og at hun efter Eindrides Død egtede Eystein Mugga. Men dette bliver, nærmere beseet, en Umulighed, thi Hustru Birgit i Grauten, Eindride Hviits Hustru, levede endnu i 1308 (Dipl. N. I. 117); altsaa kunde han ej indgaa noget nyt Egteskab førend efter denne Tid, allertidligst i 1309; og en Sønnesøn af dette Egteskab kunde da ej optrede som fuldmyndig i 1337, hvilket vi erfare om Eindride Botulfssøn (Dipl. N. I. 248). Eindride Botulfssøn var altsaa vistnok kjødelig Sønnesøn af Eystein Mugga, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at Sønnen Botulf i 1383 erklæredes at være eneste rette Odelsmand til indre Hvamm paa Fylkesbygden. Den Ret til Arv efter Eindride Hviit, der opstod for Eystein Muggas Børn, maa grunde sig derpaa, at Hustru Jardthrud har været Eindrides Datter, eller i alle Fald hans Syster. Af Dipl. I. 179 sees, at der i 1325 var en Tvist mellem Eystein Mugga paa Jardthruds, og Paal i Hvamm paa Birgittes Systerbørns Vegne om Andeel i Gaarden Lynggerde; dette viser altsaa, at Jardthruds og Birgittes Systerbørn optraadte som Medarvinger, hvilket neppe kan forklares uden ved at antage Jardthrud for Birgittes Datter og Arven falden efter en fælles Frænde af Birgitte og hendes Syster. Der siges og i Dipl. N. I. 214, at Jardthrud arvede 1 Mmb. i indre Hvamm efter sin Moder, medens Eystein, hendes Mand, kjøbte det øvrige af hiin Paal og hans Hustru Ragnhild, der rimeligviis var en af hine Birgittes Systerbørn.

[77] See ovf. III. S. 159.

[78] See herom Dipl. N. I. 179. I. 205. 214. 222. 248. III. 187, jvfr. Samll. III. 586, 617.

[79] See foranførte Sted, III. 159, hvor der foruden Isak Thorgilssøn ogsaa nævnes Arnthor af Hvaal og Arngeir Prests Sønner Karlshoved og Gaut som Opstandens Hovedmænd.

[80] Om disse Gaarde see Samll. III. 585, 592, hvor det er viist, at Brasegaarden sandsynligviis havde sit Navn af Hallstein Brase paa Vors (ved 1304), Skollegaarden af Thorleif Skolle, omkring 1335.

[81] Om alt dette see Dipl. N. II. 146, I. 174; Skiftebrevet af 1314 trykkes i Dipl. N. VI. Jon og Nikolas Silfestssønner omtales i Bergens Kalvskind S. 36, 37, ligeledes en „Fru Ragnhild“, der ligesom de bortskjenkede endeel af Egge til Ylmeim Kirke. Fru Ragnhild var altsaa rimeligviis deres Syster. En Ragnhild, uvist om denne eller en anden (hun kaldes dog ikke „Fru“) gav, heder det, noget Jord i Nes for Brynjulf Unges Sjæl; hun har maaskee været Hr. Sigurd Sveinsøns Hustru. Gaarden Otte i Dale kaldes nu sedvanligviis Ottun. Den ovenfor nævnte Erik Arnessøn forekommer ofte i Breve vedkommende Sogn, mellem 1324 og 1332, see f. Ex. Dipl. N. I. 174, 218. II. 146. Formodentlig har han været en af de haandgangne Mænd.

[p430-82] Om Finnen- og Rogne-Slegterne handles der udførligst i Samll. III. 584 fgg. See tillige Dipl. N. II. 32, 33, 71. I. 97, 98, 99, 100, 103. III. 151, 164, 175, o. m. fl. Om disse Slegter berettes ogsaa et og andet i Milzovs „Presbyterologia Voss-Hardangriana“. Det er denne, som fortæller, at Halldor Duuk opførte Badstuen paa sin Gaard, der efter ham blev faldet Dalartun, Duks-Tun, nu Dukstad, og at han til Tætning mellem Bjelkerne brugte Liinklude, ikke Moss. Naar Munthe betvivler Rigtigheden heraf, af den Grund, at man samtidigt finder en Svein Bjarnessøn skreven til Hviitheim, hvilken saaledes ej skulde kunne have tilhørt Halldor, da indvendes herimod, at Halldor og Svein meget godt begge to kunde skrive sig til Hviitheim, idet hver af dem kunde eje sin Part, som det jo i de Tider var saa almindeligt; dette bestyrkes endmere deraf, at Navnet „Dukar-Tuun“ netop betegner et særeget Tuun, som Halldor byggede, og som fik Navn efter ham for at adskille det fra de andre Tuun paa Gaarden.

[83] I Brevskaber, affattede paa Latin, kaldes Hirdmændene altid armigeri, efter andre Landes Exempel. Dog er det ikke vist, om heri ogsaa Gester eller Kertesvende ere iberegnede, eller om kun de egentlige Hirdmænd menes.

[84] N. gl. L. III. S. 66, 67. „Det har ofte været klaget for os, at vore haandgangne Mænd ej ville betale sin Gjeld og ej bøde sine Misgjerninger (o. s. v.); da vi nu ej ville taale dette, skulle alle vide, at hver, som herefter overbevises om Sligt og ikke raader Bod derpaa, især naar han tilsiges af Merkesmanden (eller efter en anden Redaction „af Lagmanden eller Sysselmanden“), han skal være selvsagt af Hirdlagen, søges som Almuesmænd, have Sæde med dem i alle Sammenkomster, og lidet Haab have om at komme tilbage til Hirden“.

[85] Saaledes kaldes i Dispensationsbrevet af 20de August 1291 for Hr. Vidkunn Erlingssøn og Gyrid Andresdatter han nobilis vir og hun nobilis mulier. Dipl. N. I. 79. Ligesaa Eiliv Eilivssøn og Gyrid Erlingsdatier i deres Dispensationsbrev af 8de September 1347, (sammesteds No. 308), og det uagtet Eiliv endnu ikke var Ridder. I Kongens Ansøgning derom kaldes Eiliv ligeledes nobilis vir, og der siges, at han var „multum generolus et nobilis“.

[p435-86] Som Exempler herpaa kunne anføres følgende: Brev af 6te Februar 1309 (Dipl. N. II. 93), om at Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Erling Aamundessøn, Sira Ivar Olafssøn, Hr. Aude Olafssøn, Fru Thorbjørg, Fru Ingegerd og endnu nogle Herrer efter Kong Haakons Befaling vare tilstede ved, at Fru Gyrid Andresdatter aflagde Regnskab for hendes Brodersøn Gregors Gods (jvfr. ovf. IV. 2. S. 665); Kong Haakons Befaling af 11te September 1309 til Hr. Sighvat paa Leirhole og flere Bønder om at dømme mellem Hallvard Bonde paa Stavn og Arne Jorunnssøn (Dipl. Norv. II. 100). Kong Haakons føromtalte Indskriden i Sagen om Lyng i Verdalen mellem Fru Ingebjørg Paalsdatter og hendes Medejere i Gaarden; hans Skrivelse af 5te Marts 1314 til Hr. Audun paa Slinde, Karlshoved paa Kaupangr og Erlend Silfestssøn om at skilte Hvaall mellem de tre Hovedarvinger; Lagmandens og flere Kongsmænds Skiftebrev af 25de Mai 1315 mellem Sæbjørn Erlentsøn og hans Maag (Dipl. N. I. 146); Paal Merkesmands, Hauk Lagmands og Oslo-Lagmanden Paal Einarssøns Dom af 1318 over Jon Geilaugssøn, der ej betalte sin Gjeld (Dipl. N. I. 153). Brev af Kongslagmanden Guthorm Kolbjørnssøn, Frostathings Lagmand Hr. Sigurd Jonssøn, Hr. Sigurd Jordgeirssøn, Olaf Hermanssøn (senere Lagmand), Arne Gjavaaldssøn, Jon Hemingssøn, Grunde Haltvardssøn, Arnfinn Sigurdssøn (senere Lagmand i Jemteland og Bergen) og Nikolas Sigurdssøn, dateret Nidaroos 28de Jan. 1322, hvorved disse Herrer forliige en allerede af Sigurd Lagmand paadømt Sag (Dipl. N. III. 127). Forliget af 28de August 1324 mellem Fru Ingegerd Finnsdatter paa Mel og hendes Svigerinde (Dipl. N. II. 155); Hr. Hauk Erlendssøns Dom mellem Jomfru Aasa Petersdatter m. fl. og hendes Syster Margrete gift med Tidemann af Lübeck (s. ovf. S. 257) „med Bud og Samtykke af Hr. Erling Drottsete, Hr. Haakon Ormssøn, Hr. Guthorm Helgessøn, Hr. Eindride Simonssøn, Ivar Arnessøn, Halldor Saxessøn, Gunnar Raasvein o. fl., ialt tolv (Dipl. Norv. II. 172); Thrond Krakessøns og Ivar Omas Dom om Philip Erlendssøns Ret til den ham af hans Hustru gjorte Gave (s. o. S. 407), Bergen 1332 (Dipl. N. I. 218); Hr. Hauks, Hr. Guthorm Helgessøns, Hr. Ketil Thorlakssøns (den islandske Hirdstjore’s), Gulathingslagmanden Bjarne Anundssøns, Haakon Guthormssøns, Ivar Arnesøns og Chorsbroder ved Apostelkirken Henrik Einarssøns Skifteforretning af 11te September 1332 mellem Herdlis Thorvaldsdatter og hendes Mands Arvinger i Dipl. N. I. 220, s. o. S. 281); den af Hirdstjoren Hr. Agmund Guthormssøn opnævnte Ser Mands Dom i Anledning af Jemtlendingernes Klage over Nikolas Sysselmand, der allerede havde været paadømt af Thrond Kongslagmand (s. o.) – o. s. v. – Man maa ellers gjøre Forskjel vaade Tilfelde, i hvilke en Lagmand paa egen Haand har taget sig en Meddommer, ofte en Collega, f. Ex. naar Thorvid Throndsøn, Lagmand i Tunsberg, den 15de Marts 1329 tog Hr. Guthorm Kongslagmand med i at paadømme en Sag (Dipl. N. I. 20), og hvor to eller flere Lagmænd dømme fælles, og det som oftest i Forening med andre Dommere, der upaatvivleligt have været beskikkede af Kongen eller Hirdstjoren. Domme af fortie Slags ere som oftest kun udferdigede under den egentlige Lagmands Navn“.

[87] See Hirdskraaen Cap. 22, 23. „Stallaren“, heder det, „er forpligtet til at være paa alle Stevner af Hirden og Gesterne og forlige dem i alle Sager, som de ere uenige i, og hvortil han er beordret efter Kongens Raad. Merkesmandens Pligt er at være paa alle Stevner af Hirden, Gesterne, og alle Kongsmænd med Stallaren og forlige dem i alle Sager, hvorom de ere uenige inden Hirden efter Kongens Bud og Raad“.

[88] Kong Magnus kalder ham saaledes i Brev af 24de.April 1332, Dipl. Norv. I. 217.

[89] Der nævnes vel en Nikolas Stallare 1333 (Dipl. N. V. 95), men han kan ej have været kongelig Stallare, da han ej fører Herretitel.

[90] Merkeligt nok er det her at legge Merke til den Forskjel, som der paa det ovenfor anførte Sted af Forordningen af 1303 om haandgangne Mænds Skyldighed m. m., findes mellem Udtrykkene i den længere og den kortere Bearbeidelse; medens hiin, der aabenbart er den oprindelige, siger „saasnart det bliver ham tilsagt af Merkesmanden“, heder det i en anden, der formodentlig er et meget yngre Sammendrag: „saasnart det bliver ham tilsagt af Lagmanden eller Sysselmanden“. Dette er et umiskjendeligt Tegn paa, at Merkesmandens Embede enten var ophørt, da Sammendraget gjordes, eller at det havde tabt sin Betydning.

[91] Det er dog forresten nok muligt, at da Hr. Agmund i 1336 bød Lagmanden i Oslo at paadømme en Sag mellem Oslo Nonnekloster og Hovedøens Kloster, var det netop i Vacancen, da der endnu ej var nogen Provst ved Mariekirken; Erling Gullersøn synes nemlig ej at være bleven Provst førend 1337, s. o. S. 148.

[92] Om Hr. Guthorm Kolbjørnssøn see især Samll. I. S. 160–164. Lagmand i Kongsgaarden kaldes han udtrykkeligt i Br. fra Bergen af 29de Mai 1325, Dipl. N. I. 180, Br. af 22de Juni 1325, i Munkelivsbogen S. 156, og i Br. fra Oslo af 5te Marts 1327 (D. N. III. 146), og fra Tunsberg af 15de Marts 1329 (D. N. I. 201); i det af 1327 kaldes han endog „Overlagmand i Kongsgaarden“. See ogsaa her nedenfor S. 430.

[93] See Br. fra Bergen af 11te December 1316, Dipl. N. I. 148.

[94] See Br. fra Oslo af 14de Marts 1346, Dipl. N. IV. 30O („Kongens Lagmand“), af 20de Februar 1349, D. N. II. 298 („Lagmand i Kongsgaarden“).

[95] Dipl. N. III. 256. See ovf. S. 373.

[96] Dipl. N. II. 155, I. 180, jvfr. ovf. S. 72.

[97] Dipl. N. II. 265.

[98] See herom, hvad ovenfor er anført, S. 249.

[99] See Dom paa Gulathing af 24de Juni 1321, Dipl. N. III. 124. Jon Bjarnessøn var da tilstede paa Gulathing og dømte med Hauk Lagmand og Lagrettere.

[100] See Dom af 23de Juni 1316, hvorved Hr. Einar Ambessøn og Hr. Eindride Simonssøn begge nævnes som Fehirder i Bergen.

[101] See ovenfor S. 61. Jon Bjarnessøn var gift med Fru Ingegerd paa Mel, s. ovf. S. 402.

[102] Nemlig i Anledning af Striden om Gaardetiende, s. o. S. 105.

[103] Dipl. N. II. 165, 169. Han kaldes ogsaa stundom „Fehirde i Kongsgaarden“.

[104] I dette Aar, 11te September, blev nemlig hans Bo skiftet, Dipl. N. I. 220.

[105] Br. af 27de Januar 1336, Dipl. N. III. 215.

[106] See Biskop Haakons Breve fra dette Aar, Samll. V. 99, 101.

[107] See ovenfor, S. 245, jvfr. Biskop Haakons Breve.

[108] See Breve fra April 1343, Dipl. N. III. 214–217.

[109] Br. af 21de Juni 1347, Dipl. N. II. 285.

[110] Br. af 20de Septbr. 1334, Dipl. N. III. 179. Br. af 3die December 1334, Dipl. N. II. 269.

[111] Udtrykkeligt nævnes han som Fehirde kun i Br. af 19de Mai 1338, D. N. IV. 234, men da han neppe hørte hjemme i den Egn, er det sandsynligt, at han beklædte Embedet, saa længe vi finde ham paa den Kant, og dette var Tilfeldet endnu den 30te Jan. 1342, da han kjøbte noget Jordegods af Erkebiskopen (D. N. II. 246). Han kaldes her slet og ret „Thrond Bonde“.

[112] Br. af 11te August 1346 og 21de Juni 1347, D. N. II. 276. I. 285.

[113] Br. af 22de August 1347, D. N. IV. 320.

[114] Brev af 21de September 1343, hvorved Sigurd Gautssøn paa Vardberg aflægger Kongen Regnskab for et Aars Indtægt i Tunsbergs Fehirdsle. D. N. II. 259.

[115] Br. af 28de September 1347, D. N. III. 248.

[116] Kong Magnus’s Testament af 15de Juli 1347. D. N. V. 193.

[117] At Fehirdsler: lige fra Borgens Oprettelse var paa Akershuus, kan man slutte allerede af Bestemmelsen i Privilegiebrevet for Mariekirkens Klerke af 1300, ifølge hvilket en Gjenpart skulde forvares „paa Akersnes“, altsaa i det kgl. Archiv eller Skatkammer. D. N. I. 92.

[118] Dipl. N. III. 202.

[119] Dette er Inddelingen ifølge Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog fra Tiden omkring 1440.

[120] See Dipl. N. I. 163.

[121] Brev fra Vaagen af 3die August 1336, Dipl. N. IV. 376. Breandesund (nu Brendesund) nævnes i Aslak Bolts Jordebog fol. 141 (Udg. S. 95). Gaarden Ørarfjord siges at ligge ved dette Sund.

[122] Brev af 28de Januar 1322, D. N. III. 127.

[123] Breve af 2den Mai 1325 og 13de Marts 1334, D. N. III. 142. V. 99.

[124] Hr. Eindride Simonssøn gjorde sit Testament den 8de August 1335 og føjede Bestemmelser dertil den 13de Mai 1337 (D. N. I. 233, 243); han bestemte her, at hvis han døde „i Fjordene“, skulde han begraves i Egges Kirke, og bruger endogsaa Udtrykket „hjemme i Fjordene“, saaat man kan see, at hans Hjem har været paa den Kant.

[125] Man skulle vel formode, at det var i Egenskab af Sysselmand, han i 1314 fik det Hverv med to andre haandgangne Mænd at skifte Hvaal mellem Arvingerne (s. o.)

[126] Br. af 18de Novbr. 1325, 13de Marts 1333, 27de Mai 1336, 30de Septbr. 1337 og 1ste Mai 1343, Dipl. N. II. 157, 200, 218, 225, 257. Kun idet sidste nævnes udtrykkeligt „nordre Luten“, men ogsaa de øvrige angaa kun nordre Valdres.

[127] Breve af 29de Marts og 26de Ort. 1333, D. N. III. 170, 175.

[128] Breve af 10de Marts og 9de Sept. 1340, o. fl. D. N. 201. I. 268.

[129] Brev af 15de April 1325, D. N. I. 179.

[130] Brev af 14de Aug. 1328, D. N. II. 165.

[131] Breve af 13de Dec. 1347 og 7de Aug. 1348, D. N. III. 323, II. 295.

[132] Breve af 25de Nov. 1329 og 2den Marts 1340, D. N. III. 153, IV. 243.

[133] Brev af 8de Febr. 1347, D. N. I. 305.

[134] Brev af 22de Juni 1351, D. N. III. 275.

[135] See fornævnte Indberetning af 21de Febr. 1332, Dipl. N. I. 215.

[136] Brev af 5. Dec. 1356, Dipl. N. I. 249. Det antyder maaskee ogsaa en egen højere Stilling som Sysselmanden i Skidusysla indtog, at han havde „Ombudsmænd“ under sig (som Bjørgulf Astessøn og Aste Bjørgulfssøn), ikke Lensmænd.

[137] Vi finde her oftere Lensmænd for Provsten, snart i den ene, snart i den anden Skibrede paa Follo, see D. N. I. 255. jvfr. I. 266, III. 375.

[138] Brev af 7de Aug. 1342, udstedt af „Hr. Haakons“ Lensmand, Dipl. N. IV. 266.

[139] Brev af Febr. 1346, Dipl. N. IV. 297.

[140] Samll. I. S. 165.

[141] Brev af 10de Januar 1333. Dipl. N. III. 135.

[142] Brev fra Vinger af hans Lensmand, 28de Novbr. 1327, Dipl. N. II. 163.

[143] Brev af 12te April 1333. Dipl. N. III. 171.

[144] See ovf. III. S. 889.

[145] Erik Topps Lensmand Erik Finnssøn nævnes i en Sag vedkommende Jorekstad i Faagaberg, altsaa i søndre Gudbrandsdalen, den 30te Sept. 1320, Dipl. N. III. 129, Men 15de Decbr. 1339 nævnes han som Privatmand i det egentlige Viken (ved Skedjohof), Dipl. N. V. 132.

[146] See især Br. af 14de Mai 1330, Dipl. N. II. 177, og af 17de April 1344, Dipl. N. V. 170.

[147] Brev af 7de Dec. 1347, Dipl. N. V. 196.

[148] Brev af 7de Marts 1348, Dipl. N. IV. 324. Han deeltog i Hirdstjorn 16de Febr. 1348 og kaldes da Ridder, Norg. gl. Love 3. 171.

[149] S. o. S. 395, jvf. D. N. VI.

[150] Brev af 28de Novbr. 1327, Dipl. N. II. 163. Jvf. Samll. I. 164–166.

[151] Brev af 10de Septbr. 1337, Dipl. N. I. 247. Det staar just ikke her udtrykkeligt, at han var Sysselmand, men han udsteder Brevet aldeles som saadan.

[152] Brev af 16de Febr. 1341. Dipl. N. V. 148.

[153] I Brev af 30te Sept. 1346, vedkommende en Sag i Thesal eller Rode Sogn, nævnes der udtrykkeligt om, at en af Parterne havde at betale Sagøre til Hr. Agmund, altsaa i Egenskab af Sysselmand, Dipl. N. II. 277.

[154] Breve af 8de Mai 1321 og 16de Novbr. 1334, Dipl. N. I. 163, II. 208.

[155] Brev af 6te April 1324, Dipl. N. III. 137. Hr. Sigurd optræder som Privatmand ved Skifte af Lyng med Vigleik Aslakssøn d. 2den Mai 1325, Dipl. N. IV. 142. Kolbein nævnes som Lagmand ogsaa 1325 i Munkelivsb. S. 154, 1326 i Dipl. N. III. 144, og 2den Marts 1327 i II. 161. Kolbein blev en meget gammel Mand; han levede endnu i 1367, see Dipl. N. I. 394.

[156] Brev af 1329 i Dipl. N. III. 154.

[157] Breve af 15de Decbr. 1335 og 24de Novbr. 1337 i Dipl. N. III. 193.

[158] See Br. af 22de Febr. 1342, D. N. IV. 257.

[159] See Br. af 12te Aug. 1345, 10de Septbr. 1353, D. N. II. 263, 281. Han forekommer som Privatmand i Nidaroos 1342 og 1343, D. N. II. 249, V. 164.

[160] Brev af 12te Marts 1328, Dipl. N. V. 75.

[161] See Br. af 28de Jan. 1322, af 1329, af 8de Mai 1344, Dipl. N. III. 127, 154. VI.

[162] Breve af 12te Aug. 1345 og 1ste Marts 1346, Dipl. N. V. 182, 186.

[163] Brev fra Gulathinget af 24de Juni 1321, D. N. III. 124.

[164] Breve af 18de April 1322 og 11te Marts 1323, D. N. I. 166. Munklb. S. 124.

[165] Brev af 11te Sept. 1332, D. N. I. 220.

[166] Brev af 1ste Sept. 1338, D. N. V. 119, og det føromtalte Vegebotebrev af 1343.

[167] See Isl. Annaler ved 1348, S. 276.

[168] Breve af 21de Juni 1347, 3die Aug. 1347, 7de Aug. 1348, D. N. II. 285, Munkelivsb. S. 149, D. N. II. 295.

[169] Brev af 22de Juni 1325, Munkelivsb. S. 156.

[170] See Br. af 8de Aug. 1335, 27de Jan. 1336, D. N. I. 235. II. 215. Br. af 2den Sept. 1340, D. N. V. 142.

[171] See ovf. S. 385.

[172] Brev af 22de Juni 1346, Munkelb. S. 36, af Octbr. 1347, D. N. VI., af 3die og 7de Aug. 1348, D. N. IV. 336. III. 295.

[173] Breve af 19de Juni 1322, 19de Jan. 1323, 21de Marts 1338, D. N. IV. 155, V. 69, IV. 232, af 8de Sept. 1340, Samll. V. 155, Br. af 19de Marts 1345, 25de Novbr. 1347, D. N. IV. 288, 289, 321. Sigurd ejede Jordegods paa Vors i 1337, see D. N. VI.

[174] See Breve af 28de Aug. 1324, 28de Marts 1331, D. N. II. 155, I. 212; af 23de Jan. 1335, D. N. I. 232, af 31te Januar 1337 og 19de Sept. 1338, D. N. IV. 228, V. 120; Breve af 8de Marts 1341 og af 1343 i D. N. I. 270, 286.

[175] Breve af 19de Nov. 1322, D. N. II. 148 og af 13de Oct. 1352, D. N. I. 224.

[176] Han nævnes endnu sidst i 1333, D. N. I. 226. Det i Samll. I. 163 citerede Brev af 1338, hvori han skulde nævnes, er urigtigt dateret; det er udstedt 23de Nov. 1317, D. N. IV. 121.

[177] Breve af 30te Sept. 1346, 30te Apr. 1348, D. N. II. 277. V. 201.

[178] Br. af 29de April 1321, 18–25de Mai og 1ste Oct. 1322, 12te Jan. 1323, 22de Sept. 1324, D. N. III. 123, 129, 131, IV. 137, III. 133, 22de Sept. 1324. Paal nævnes uden nogen Titel i Oslo 1328–1331. D. N. III. 149, IV. 185, 194.

[179] Brev af 9de April 1332, D. N. I. 216.

[180] Breve af 4de Nov. 1332 og 27de Jan. 1335, D. N. III. 165, 180.

[181] Breve af 14de Januar 1340 og 11te Dec. 1343, D. N. V. 133, 167.

[182] Brev af 12te Jan 1347, D. N. I. 303.

[183] Breve af 1ste Sept. 1347 og 7de Nov. 1348, D. N. I. 307. IV. 341.

[184] Brev at 11te Aug. 1333, D. N. II. 203.

[185] Breve af 1ste Marts 1340, D. N. I. 265, og af 19de Juli 1348, D. N. V. 202.

[186] Brev af 15de Der. 1339, D. N. V. 132. Her omtales Jon Saulessøn som den da fungerende Lagmand, og Thoralde som den, der havde været det for endeel Aar tilbage.

[187] Munkelivsb. S. 50. 108. 111. 138. 155, 65.

[188] Alle disse Mænd ere forhen omtalte. Ivar Oma var udnævnt til Ridder før 1351, thi i dette Aar betitles han saaledes af Paven, der under 14de Juli meddeelte ham og hans Hustru Ingerid Tilladelse til at vælge en egen Confessor, der kunde give dem fuld Absolution in articulo mortis.

[189] See Retterbot af 1291 og 98, Art. 11, Norges gl. L. III. S. 29, Forordn. af 1308, sammest. S. 76.

[190] D. N. I. 213.

[191] See Kong Haakons Retterbot for Østerdalen af 22de Febr. 1358, D. N. VI.

[192] Udateret Retterbot i Norges gl. L. III. S. 194, No. 107. Foruden Lagmænd og Sysselmænd nævnes her Biskoper og Officianter, der skulde ride hiin selv 13de, denne selv 8de. Det er ellers ikke ganske sikkert, om det er Kong Magnus Erikssøn og ikke Kong Magnus Haakonssøn, som her menes. Man skulde i første Tilfælde snarest antage, at denne Bestemmelse er omtrent samtidig med den næste tilsvarende af 1335, see ovf. S. 190.

[193] Norges gl. L. II. S. 429, 430.

[194] Som f. Ex. da Kong Haakon gav Hr. Paal Erikssøn Fjerdedelen af alle Aleigemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb i Elvesyssel, hvilket Regjeringen bekræftede 9de April 1320, D. N. I. 161.

[195] See Brev fra Vaagen af 8de Mai 1322, indeholdende Vidnesbyrd om, at Helge hvasse betalte Hr. Erling Vidkunnssøn i Sagøre 1 Spannsleje Jord i Sandtorg, Dipl. N. I. 163.

[196] De fleste Sysselmænd, vi finde omtalte, føre nemlig tilsidst Titlen „Ridder“.

[197] See f. Ex. Skiftet paa Hvaall af 1314, hvor Fru Ingebjørgs Syster kaldes Jomfru Inga; ligesaa Biskop Haakons Breve til Hr. Erling og Bjarne, hvor dennes Syster kaldes Jomfru.

[198] See Brev af 30te Jan. 1342, hvor Erkebiskopen overdrager Thrond, dengang Fehirde, noget Jordegods, formodentlig paa Kronens Vegne. Thrond kaldes her „Thrond Bonde Krakessøn“.

[p452-199] Om Erlend Philipssøn heder det udtrykkeligt i de isl. Annaler (S. 382), at han var den merkeligste af „Bønderne“, fordi han aldrig vilde lade sig gjøre til Ridder. Han kaldes ogsaa „Erlend Bonde“. Ligeledes kalder Biskop Haakon i sit Brev til Kongen af 21de Juli 1340 Ivar Oma, der siden blev Ridder, „Ivar Bonde“, ligesaa den føromtalte Helge Ivarssøn Last. (Samll. V. 152).

[200] See ovenf. IV. 2. S. 269 (Norg. gl. L. III. S. 21, 30). Bestemmelserne gjentages siden af Kong Haakon V. den yngre i hans Retterbot for Østerdalene.

[201] Hans Søn Aaste blev idetmindste Sysselmand, som man kan see af Brevene af 17de Jan. og 23de August 1354, D. N, I. 339. 341.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]

[24]

[25]

[26]

[27]

[28]

[29]

[30]

[31]

[32]

[33]

[34]

[35]

[36]

[37]

[38]

[39]

[40]

[41]

[42]

[43]

[44]

[45]

[46]

[47]

[48]

[49]

[50]

[51]

[52]

[53]

[54]

[55]

[56]

[57]

[58]

[59]

[60]

[61]

[62]

[63]

[64]

[65]

[66]

[67]

[68]

[69]

[70]

[71]

[72]

[73]

[74]

[75]

[76]

[77]

[78]

[79]

[80]

[81]

[82]

[83]

[84]

[85]

[86]

[87]

[88]

[89]

[90]

[91]

[92]

[93]

[94]

[95]

[96]

[97]

[98]

[99]

[100]