Det norske Folks Historie/7/33

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 263-289).

I nogen Tid hører man nu intet videre om Stæderne og Stridighederne med dem, førend Valdemar Christopherssøn optraadte som Prætendent til Danmarks Krone og derved mere eller mindre som der af alle dem, der havde tilvendt sig Dele af det splittede Rige. Han sluttede sig strax nøje til Stæderne og de til ham. Allerede i Mai 1338 bevilgede han, under Titel af Danmarks Arving, Anklamerne deres gamle Rettigheder i Skaane[1], og bekræftede i Juni samme Aar, under Titel af Junker og Danmarks rette Arving, Greifswaldes Friheder i Danmark, tilleggende flere[2]. Kong Magnus gjorde nu ligeledes paa sin Side enkelte Indrømmelser, som Billigheden fordrede, saaledes befriede han, som det allerede er nævnt, de fremmede Gjester, der kom til Malmø, for at betale Told af de Varer, som de førte paa Vogne til Opstæderne, og efterat Stralsunderne havde givet Erstatning for nogle Forseelser, de i 1337 havde begaaet paa Falsterbods Marked, fik de ogsaa, medens han om Vaaren 1339 var i Skaane, sine gamle Rettigheder bekræftede[3]. Omtrent paa samme Tid indgik ogsaa de holstenske Grever et Forbund med Stæderne om at bekæmpe de Sørøvere, der i denne Tid foruroligede de danske Farvande[4]. Men Forbindelsen mellem Valdemar og Stæderne, især Lübeck, blev ligefuldt ved, især da nu ogsaa Keiseren begunstigede Valdemar; i Lübeck var det, hvor Tydskerne, som vi have seet, kom sammen, og sluttede den egentlige Aftale om at Valdemar skulde bestige Danmarks Trone, saa at han nu kunde indgaa Forliig baade med Hertug Valdemar og de holstenske Grever; her bekræftede han tillige strax baade Stralsunds og Lübecks Borgeres eldre Friheder i Danmark, navnlig paa Markederne i Skaane, (20de og 21de Mai), hvorved han da noksom gav tilkjende, at han betragtede sig som Skaanes rette Herre, og ikke havde opgivet sine Fordringer paa dette Landskab. Kong Magnus lod sig derimod, som vi have seet, paany hylde af Skaaningerne, og søgte ligeledes at knytte sin Svoger, Fyrst Albrecht, fastere til sig ved at tilstaa ham den allerede omtalte aarlige Indtægt af Sverige til Belønning, som det heed, for gjorte Tjenester, men man skulde snarest antage for derved at afholde Albrecht fra atter at paatage sig Patronatet over Lübeck, hvilket han havde ført fra Midsommer 1336 til Midsommer 1338 mod en aarlig Kjendelse af 700 Mk. lybsk[5]. Det er ligeledes nævnt, at Kong Magnus ved samme Lejlighed, paa Albrechts og Euphemias Forbøn tilstod alle Rostockere, der handlede paa Norge, Frihed for Toldafgifter i to Aar, dog kun at regne fra 11te November 1343 til 11te November 1345.

Kong Valdemar maatte, som vi have seet, for det første holde gode Miner med Kong Magnus og højtideligt bekræfte Afhændelsen af Skaane, saa meget det end maatte være ham magtpaaliggende at vinde dette Landskab tilbage. Ja han solgte ham endog, som det ligeledes er viist, sin Lehnsrettighed over Søndre-Halland, efterat han tillige havde faaet Knut Porses Sønner eller rettere deres Formynder, sandsynligviis Moderen, til at afstaa deres Fordringer paa Estland, imod at faa Samsø og Holbek frit for de paa dem hvilende Forpligtelser[6]. Den egentlige Herre over Søndre-Halland var paa denne Tid Sigvid Ribbing, der allerede i Jens Offessøns Fejde var optraadt som dennes Ven, om han just ikke egentlig havde understøttet ham, og som vistnok ikke havde mindre i Sigte end at erhverve det for sig selv. Da Valdemar aftraadte det til Magnus, maa han tydeligt nok have lagt for Dagen, at han ikke agtede at erkjende dennes Overhøjhed, thi i selve Afhændelsesdocumentet indtoges den Clausul, „at hvis Knut Porses Sønner, eller nogen af deres Embedsmænd, der for Tiden havde Landskabets Slotte i Forlening, vægrede sig ved at hylde og tjene Kong Magnus, skulde Valdemar ikke forsvare eller begunstige dem“[7]. Det er imidlertid vel at merke, at Valdemar for det første gav ingen af disse, ved Sammenkomsten i Helsingborg til Magnus’s Fordeel udstedte Breve beseglede i hans eller hans Befuldmegtigedes Hænder. Han paastod formodentlig, at Tiden ved Mødet havde været for knap til deres formelige Udferdigelse og Besegling, men da der gik Aar hen, inden denne fandt Sted, og da det gik ligesaa med Brevene fra en senere Fredsslutning, opstaar Mistanke om, at Valdemar med Flid har søgt at unddrage sig derfra for saaledes at eludere Forpligtelsen[8].

Imidlertid var Krigen mellem Grev Gerhards Sønner paa den ene og Kong Valdemar tilligemed Lübeckerne paa den anden Side allerede paa en vis Maade atter udbrudt. Hertug Valdemar havde den 23de Juni maattet fornye Byttecontracten med Grev Gerhards Sønner, hvorved disse fik det meste af Sønderjylland og i Stedet skulde indløse det meste af Nørrejylland, men som de holstenske Herrer fremdeles havde inde. De jydske Adelsmænd og Bønder havde nu forsøgt paa egen Haand at fordrive Holsterne, og belejrede Skanderborg under Anførsel af Nils Ebbessøn. Grev Henrik ilede med Undsetningstropper fra Fyn, og anrettede et stort Nederlag paa dem; blandt andre faldt Nils Ebbessøn selv (2den Novbr. 1340)[9]. Siden forsøgte Jyderne at indtage Kolding, men ogsaa her kom Henrik til Hjelp, og herjede nu Jylland paa det forferdeligste (1341). Formodentlig meente de holstenske Herrer, at de tydske Stæder begunstigede Jyderne, thi i denne Tid heder det, at da de efter Grev Gerhards Død var uden Tvang og Styrelse, gjorde de Kjøbmændene stor Skade baade til Lands og Vands. Dette har vel især bestaaet deri, at de opbragte de Skibe fra Stæderne, der bragte Tilførsel til Jylland. Ligeledes overfaldt Grevens Sønner Hertug Valdemar, da han i Februar 1341 var paa Jagt paa Errø, og holdt ham fangen i Nyborg hele to Aar[10], vistnok, som man let kan skjønne, fordi de mistænkte ham for hemmeligt at begunstige sin Svoger og Jyderne; de sigtede ham endog ligefrem for at have staaet i Ledtog med Grev Gerhards Drabsmænd. Formodentlig var det vel og for at svekke Kong Valdemars Magt og gjøre ham Fortred, at Grev Gerhards Sønner nu slap hans Broder Otto ud af sit Fangenskab. Men han var ikke længer nogen farlig Medbejler, da han i det langvarige Fangenskab havde lidt Skade paa Forstanden[11]: han blev først bragt til sin Frænde, Johan af Werle, og lod sig siden optage i den tydske Orden. Kong Valdemar, der alene ventede paa en Lejlighed til at kunne udføre sin Hovedplan, at sette sig i Besiddelse af de faste Slotte paa Sjæland, og som allerede af Biskop Jens i Roeskilde havde faaet sig det vigtige Kjøbenhavn overladt paa henved to Aar[12], meente vel nu, at han ikke længer behøvede at holde sig de sluttede Fredstractater efterrettelig, naar han ikke vendte sig umiddelbart mod Greverne eller Kong Magnus selv, men alene imod Hertuginde Ingeborg, hvis Slot Kalundborg han uden Videre begyndte at belejre. Hvad Sjøborg angaar, der ogsaa havde tilhørt Hertuginden, da var dette, som det synes, allerede tidligere, men uvist naar, erobret af Biskop Sven af Aarhuus, en af Kongens ivrigste og mægtigste Tilhængere, og Kongen havde igjen givet Biskopen af Roeskilde Anviisning derpaa som Sikkerhed for Kjøbenhavn[13]. Som Paaskud til at angribe Kalundborg paaberaabte han sig formodentlig, at de Sørøvere, der foruroligede de danske Farvande, og som næsten maa antages for en stor Del at have været holstenske Kapere, havde Tilhold i Kalundborg, thi netop af denne Aarsag sendte Stæderne ham en Flaade til Hjelp, saaat han kunde belejre det baade til Lands og til Vands[14]. Endog Erkebiskop Peter i Lund, der dog nu nylig havde underkastet sig Kong Magnus og modtaget hans Beskyttelsesbrev, sendte Valdemar ti Skibe til Undsetning[15]. Men Besætningen forsvarede sig godt, og Grev Henrik kom den faa eftertrykkeligt til Hjelp fra Fyn, at Valdemar med stort Tab maatte ophæve Belejringen. Blandt Skibene, som ved denne Lejlighed faldt i Henriks Hænder, var ogsaa et lübecksk. De Danske, beretter Detmar, nødsagede nu Kong Valdemar til at indgaa en Stilstand mod sin Vilje; i alle Fald sluttedes i Kalundborg den 1ste September mellem Greverne Henrik og Claus samt Gerhard af Holsten og Hertuginde Ingeborg paa den ene Side, og Kong Valdemar, Hertug Valdemar, Grev Johan og Stæderne paa den anden en Overeenskomst, ifølge hvilken al Uenighed skulde bilægges imellem dem ved 8 Fuldmegtige, fire fra hver Side, der skulde sammentræde i Roeskilde 14 Dage før Michelsdag og der afgjøre Striden; kunde de ej der blive enige, skulde de samles med Erkebiskop Peter 8 Dage før Michelsdag i Helsingør, for at han der kunde gjøre Udslag mellem dem; men lykkedes ikke det heller, da skulde Sagen henskydes til Afgjørelse af Kong Magnus og Hertug Albrecht af Saxland, eller een af dem. Lykkedes det endda ikke at bringe Forliig istand mellem Greverne og Kong Valdemar, skulde dog Forliig mellem denne og Hertuginden sluttes inden 8 Dage før Mirhelsdag, og i alle Tilfelde skulde Freden vedvare indtil 14 Dage efter Michelsdag[16]. Formodentlig var det Grev Johan, der her optraadte som Megler; han havde nys forhen dagthinget med Kong Valdemar om Overgivelsen af Vordingborg Slot mod en vis Pengesum, til hvis Opdrivelse Valdemar endog lod tage Sølvkalkene fra Kirkerne paa Sjæland, uden dog at kunne skaffe mere end til første Afdrag, saa at han alligevel gik Glip af Slottet[17]. Grev Johan tog dog nu i det Hele taget saa aabenbart Kong Valdemars og Lübeckernes Parti, til hvilke sidste han endog pantsatte Segebergs Slot, at Grev Henrik, seende, som det heder, at Krigen voxede op for ham og hans Brødre, tog sin Tilflugt til sin Frænde, Kong Magnus, der ogsaa tog ham i sin Beskyttelse og sendte Breve til Herrerne saavelsom Lübeck og de øvrige Stæder, „at det var ham meget imod, om man tilføjede Greven og hans Brødre nogen Overlast“[18].

Misstemningen mellem de forenede Riger og Stæderne havde imidlertid ogsaa givet sig Luft i nye voldsomme Optrin mellem Tydskerne og Nordmændene i Bergen, om hvilke vi dog desverre ikke have nogen nærmere Underretning. Vi kunne alene slutte af den paafølgende Skriftvexling, at nogle af Tydskerne enten om Hoften 1340 eller Vaaren 1341 have gaaet saa voldsomt frem, at den kongelige Sysselmand maatte skride alvorligt ind, og at endog Lübecks eget Raad ikke vovede at undskylde dem. Lübeckerne sendte i den Anledning enten Brev eller Sendebud til Kong Magnus, da han om Vaaren 1341 opholdt sig i Stockholm, og synes tillige at have klaget over Toldafgifterne i Norge, (navnlig Kong Haakons Toldtarif af 1316) formodentlig for at have noget paa sin Side, der kunde gaa op imod hine Anker. Kongen svarede dem (10de Mai) temmelig alvorligt, at naar de til førstkommende Jonsvake sendte to gode Mænd af sin By til Bergen, da skulde Hr. Erling og Fehirden paa Kongens Vegne træde sammen med dem og see til at bringe et Forliig istand, saavel angaaende hine Voldshandlinger som om Toldafgifterne, hvorhos Kongen dog udtrykkeligt lod dem vide, at han baade med Hensyn til hine Fornærmelser, eller dem der herefter kunde blive ham eller hans tilføjede, fordrede Ret og Erstatning i lige saa stor Udstrækning, som den nogensinde var bleven hans Forgængere paa Norges Trone til Deel, og vilde nyde sine Toldindtegter og andre Rettigheder ligesaa ubeskaarne, som hine, medens han forøvrigt ligesaavel som de vilde opretholde Stæderne og dem af dens Borgere, der besøgte Bergen, i deres vante Friheder, Naadesbeviisninger og Privilegier“[19]. Dette alvorlige Sprog synes at have gjort Lübeckerne noget ængstelige. De efterkom strax Kongens Opfordring og sendte tvende Mænd, Presten Albrecht og Kjøbmanden Engelbrecht de Wersten, medgivende dem et Brev til Biskop Haakon[20], hvori de bad denne, i Betragtning af viiste Tjenester, at understøtte dem, saaledes at Kjøbmændene fremdeles maatte beholde sin gamle Ret; hvad de Voldsomheder angaar, som nogle efter Sigende skulde have begaaet i Bergen, da havde de saaledes ladet sine i Byerne sig opholdende Borgere advare og tiltale, at noget lignende neppe skulde hende for Eftertiden; de havde fremdeles indskærpet dem, at dersom de vidste om nogen Medborger, der havde begaaet en slig Voldsgjerning, skulde de strax angive det for Raadmændene, hvorpaa disse da strax vilde dømme dem saaledes, at de nok skulde ønske, at de aldrig havde begaaet sligt, og at andre, afskrekkede ved deres Exempel, vilde vogte sig derfor“. Sendebudene ankom til Bergen i Begyndelsen af Juli Maaned, men forefandt hverken Erling eller Fehirden. Det lader ikke engang til, at Kongen havde skrevet til disse, hvad enten han nu ikke troede, at Lübeckernes Sendebud vilde komme saa snart, eller han imidlertid var bleven saa ærgerlig over Stædernes Opførsel, at han ikke havde skjøttet om at gjøre noget ved Sagen. Biskop Haakon antog det simpelthen for Glemsomhed. I et Brev af 13de Juli underrettede han Hr. Erling om Sendebudenes Ankomst og sendte ham et af dem medbragt Uddrag af Kongens Brev, for at han deraf kunde see, hvad Bestemmelsen havde været. „I veed selv“, skrev han, „bedst Beskeed om, hvad der med Hensyn hertil er Eder befalet paa Kongens Vegne, og kunne saaledes bedst dømme om hvad I har at gjøre, men for Kongens egen Skyld var det vel bedst, at der blev gjort, som han skrev, eller idetmindste en net Undskyldning, forat man ikke skulde skrive altfor meget paa hans Glemsomheds Regning“. Han skrev ligeledes faa Dage efter til Kongen og underrettede ham om Sendebudenes Ankomst[21]. Men Haakon vidste neppe Beskeed om, hvor fjendtligt Stæderne paa denne Tid var optraadte mod Kongens Moder og Venner. Da Kongen modtog dette Brev, laa formodentlig deres Skibe for Kalundborg og understøttede Kong Valdemar ved Belejringen, det er derfor ikke at undres over, om Kongen undlod at gjøre noget yderligere Skridt i Sagen, og det lader heller ikke til, at noget saadant er skeet. Tvertimod gik man endnu strengere til Verks mod Tydskerne i Bergen, som det strax nedenfor vil sees. Medens Kongen saaledes lod de østersøiske Stæder merke sin Harme, viiste han sig derimod meget naadig mod de vesterlandske, idetmindste mod Kampen, thi den 28de Juni tilstod han denne Stads Borgere, efter Begjering af deres Sendebud Lambert Boldevinssøn og Thomas Thautslaget, at herefter, naar de deeltog i Sildefangsten ved Norges Kyster, skulde Sysselmændene ikke, som hidtil, kunne kræve Told af dem efter Godtbefindende, men Tolden bestemtes til 6 nye og lovlige Penninger Sterling af Lesten, og det saaledes at man med Hensyn til f Leste-Antallet skulde tage den eedelige Angivelse for god, som Styremanden ‘ og to andre Mænd af Befætningen afgav; og det forbødes strengelig enhver kongelig Ombudsmand at kræve nogen Gave eller Tjeneste udenfor denne Told[22]. Ligeledes stadfestede han de Friheder og Rettigheder, som Kong Erik og Hertug Haakon havde givet dem[23]. Endvidere bekræftede han deres Friheder paa Skanør Marked[24].

Om de i Stilstands-Overeenskomsten til Kalundborg foreskrevne Freds-Underhandlinger blev holdte, er uvist[25]. Men i al Fald holdtes der ud paa Vaaren et nyt Freds-Møde under Megling af Grev Johan og hans Svigersøn Albrecht af Saxen, hvorved Stilstanden forlængedes til næste Aars Pints[26]. Hvo der mødte paa Kong Magnus’s Vegne, vides ikke; han synes paa denne Tid at have opholdt sig i Kalmar, medens hans Moder, der i denne Tid synes at have gjort usedvanlige Bestræbelser for at inddrive saa meget som muligt af sit Tilgodehavende, aabenbart i Anledning af de Fejder, hun nu maatte udholde, havde begivet sig til Falkenberg i Halland, maaskee i den Hensigt at anmode Sigvid Ribbing om Hjelp[27]. I Stilstanden blev de holstenske Grever og Stæderne med indbegrebne. . Vinteren gik saaledes hen i Stilhed. Kong Magnus tilbragte Julen i Kalmar og begav sig derpaa i Begyndelsen af Februar eller maaskee tidligere til Østergøtland, hvor han ved Fastelavnstider havde en Sammenkomst med Raadet i Skeninge[28]. Blandt de Sager, som forhandledes her, skal ogsaa Spørgsmaalet om Rigernes fremtidige Adskillelse have været, og den Beslutning saaledes allerførst være tagen, at Kongens eldste Søn Erik skulde udsees til Konge i Sverige, medens Norge forbeholdtes Haakon. Dog har man intet .bestemt Udsagn fra gamle Tider herom, hvor sandsynligt det end lader, thi naar Kongen i disse urolige Tider holdt sig saa langt borte fra Krigsskuepladsen og forblev over en Maaned alene i Østergøtland, saa synes det alene at kunne have været vigtigere Sager end almindelige Regjerings-Anliggender, som beskjeftigede ham[29]. Stæderne havde imidlertid ikke været ledige, men klaget over den Overlast, de havde lidt af Holsterne, til Keiser Ludvig og hans Søn Markgreven af Brandenburg, der ogsaa sendte dem til Hjelp henved 200 bayerske og schwabiske Ryttere under Anførsel af Ridder Frederik v. Endnu der tillige var Kong Valdemars Marsk og nu just opholdt sig i Rostock, rimeligviis for at samle Tropper. Allerede tidligere, i November 1341, havde Lübeck og Hamburg sluttet et Krigs-Forbund med hinanden om, at de med fælles Hær og Udrustning skulde staa Holsterne imod med væbnet Haand, og Grev Johan indgik ligeledes den 17de Februar 1342 et Forbund med Lübeckerne, som det heed, til deres og Kong Valdemars Beskyttelse[30]. Da nu Pintsen kom (19de Mai), og Stilstanden løb ud, og Holsterne hørte, at Ridder Frederik nærmede sig med Hjelpetropper, skyndte de sig at komme ham i Forkjøbet, rykkede mod Lübeck, og herjede Stadens Gebeet. Men de maatte snart vige for Ridder Frederik, der med de lübeckske, hamburgske og andre Tropper drog herjende om i det sydlige Holsten og derpaa satte over til Sjæland for ogsaa her at staa Kong Valdemar bi mod Holsterne. Grev Henrik skal nu paany have anraabt Kong Magnus om Hjelp; i alle Fald følte denne sig opfordret til kraftigt at tage hans Parti, thi han gav Befaling til overalt i sine Riger at lade Lübecks Borgere gribe, hvor de fandtes, og deres Gods optage[31]. I Bergen blev dette Hverv overdraget til Bjarne Erlingssøn, hvad enten han nu var udnævnt til Sysselmand i Staden eller sendt derhen alene i dette Erende; men det skete med megen Blodsudgydelse, da der fortælles, at Bjarne lod en Mængde Tydskere i Bergen dræbe[32]. Formodentlig have Lübeckerne sat sig til Modverge, og faaet Hjelp af de øvrige Tydskere, maaskee endog Sutererne, ligesom før, saa at det er kommet til et formeligt Slag i Byens Gader, hvorved dog de Tydske tilsidst have maattet bukke under. Lübeckerne gjengjeldte naturligviis alt dette med lignende Fremferd mod Magnus’s Undersaatter, hvor de kunde komme til. Det haardeste Stød for dem var, at de nu nødvendigviis udestængtes fra de rige Fiskerier og Markeder i Skaane. Da Fiske-Tiden kom, begav de lübeckske og hamburgske Kjøbmænd, tilligemed mange andre, sig over til Kjøbenhavn, opfordrede dertil af Kong Valdemar, der nu havde begyndt at belejre Steentaarnet ved Havnen, hvilket endnu Holsterne under Markvard Stove den eldre havde inde. Formodentlig ventede han sig god Hjelp af Kjøbmændene, og denne udeblev heller ikke[33]. Kong Magnus, der imidlertid havde begivet sig til Vardberg, sendte Holsterne Hjelpetropper, og ligeledes kom Høvdingen paa Vordingborg Slot, Markvard Stove den yngre, til med sine Folk; men Frederik v. Lochen med sine tydske og danske Krigere, understøttet af Kjøbmændene, angreb den svensk-holstenske Hær saa eftertrykkeligt, at den leed et fuldstændigt Nederlag; Markvard flygtede, 350 svenske anseede Krigsmænd skulle være faldne, og Sejrherrerne gjorde en Mængde Fanger, som sendtes til Lübeck i Forvaring 26de (Juni 1342)[34]. Men da mindste den yngre Markvard Stove var Grev Johans Mand, kom denne selv derved i et mod Lübeckerne og Kong Valdemar mindre venskabeligt Forhold, og heraf benyttede Grev Henrik sig saa godt, at han fik ham til at unddrage sig fra sin Forpligtelse til at hjelpe de to forbundne Stæder[35]. Derimod fornyede Albrecht af Mecklenburg sit Skytspatronat over Lübeck og forbandt sig endog til at hjelpe Staden med 50 beredne Mænd[36], Det var formodentlig især i Anledning af denne Krig, at Kong Magnus, da Erkebiskop Paal i Begyndelsen af Aaret (18de Januar) havde udskrevet et nyt Provincialconcilium i Bergen til 1ste August, allerede i April eller Mai formaaede ham til at forandre Tiden og Stedet saaledes, at det nu skulde holdes i Kongehelle den 15de August, forat vigtige Sager for Riget der kunde afhandles, altsaa i Forbindelse med et Høvdingemøde[37]. Men der er ingen Tegn til, at Mødet blev holdt. Sandsynligviis gjorde Nederlaget ved Kjøbenhavn og de paafølgende Krigsbegivenheder en Forandring i Bestemmelsen[38].

Kong Valdemar benyttede sig nemlig af den vundne Fordeel og belejrede atter Kalundborg[39], medens derimod Grev Henrik gjorde et Forsøg paa at overrumple Segeberg, hvilket vel ikke lykkedes ham, men han gjorde dog et riigt Bytte[40]. Derfra rykkede han mod Lübeck, som paany havde faaet Hjelpetropper fra Keiseren og Markgreven, nemlig en Mængde Bairere, Schwabere og Andre, under Befaling af Greven af Schwarzburg, Henrik af Reisach, Markgrevens Hofmester, og Hans v. Buch. Lübecks Gebeet blev nu atter herjet og ødelagt, men der tilføjes rigtignok, at Grevernes Tropper tillige fordervede mere af deres eget tilstødende Land, end de egentlig gjorde Byen Skade. Derimod leed denne meget mere af sine egne Forsvarere, der tillod sig alleslags Udskejelser og kostede Staden mange Penge, medens Anførerne, navnlig Grev Günther, endog hemmeligt begunstigede Greverne, saaat der i hele to Maaneder neppe blev gjort to Udfald mod Fjenderne[41]. Under disse Omstændigheder fandt Lübecks Borgere og Raad sig, saa liden Lyst det end havde, nødsagede til at lytte til Grev Henriks Fredsforslag og den 13de Oct. at indgaa en Stilstand samt Overeenskomst om, at Striden mellem alle Stæderne, tilligemed Kong Valdemar paa den ene Side og Greverne Johan, Henrik, Claus og Gerhard paa den anden, skulde afgjøres ved Voldgift af de blandt Keiserens og Markgrevens Raader, der nu var i Lübeck, navnlig de nysnævnte trende Herrer, Günther af Schwarzburg, Henrik af Reisach og Hans v. Buch, der skulde samles den 6te December i Rostock for at høre begge Parters Forestillinger og have afsagt Kjendelsen til næste Aars Helligtrekongersdag[42]. Imidlertid var ogsaa Kong Magnus paa sin Side traadt i Underhandlinger med Kong Valdemar, og det endog, som det synes, tidligere end med Stæderne. Saavidt man kan skjønne, henhører nemlig til denne Tid et Stilstandsforedrag, hvorved der foreløbigt bestemmes Vaabenhvile til 13de December og berammes et Fredsmøde til den 25de November i Vordingborg (eller Vardberg?), med den Forpligtelse for begge Parter, at hvis Stilstanden her forlænges til næste Aars Pints, da skal den holdes mellem Kong Valdemar paa den ene Side og Kong Magnus og Hertuginden samt Greverne Johan, Henrik, Claus og Gerhard m. fl. paa den anden, hvorhos Kong Magnus imidlertid ikke skal gjøre Fordring paa at faa de Breve udleverede i beseglet Stand, som Kong Valdemar tidligere skulde have udferdiget, medens derimod Kongens og Hertugindens Mænd 7 skulle faa deres Ejendomme paa Sjæland, der var dem berøvede, tilbage, alt under Forløfte af Markgrev Ludvig af Brandenburg, for hvis Erhvervelse Marsk Frederik v. Lochen og Benekin Wulf foreløbigt borge[43]. Ved denne Lejlighed, eller maaskee allerede før Slaget, lader det til, at Kong Magnus er kommen i Besiddelse af hiint føromtalte Steentaarn ved Kjøbenhavn, nemlig ved at lade den for Slaget optagne svenske Besætning forblive der, og derhos at tilkjøbe sig den Panterettighed, som Høvedsmanden Markvard Stove havde dertil[44]. Om der virkelig holdtes noget Møde i Vordingborg (eller Vardberg?), findes ikke berettet: det er muligt, at dette nu ansaaes overflødigt, efter at Stæderne havde begyndt at underhandle, siden man finder, at begge Konger ogsaa sluttede sig til disse Underhandlinger, og deeltog, eller skulde deeltage i Stilstanden af 13de October, saaat den berammede Dagthingning i Rostock fik Charakteren af en almindelig Fredscongres, idet der bestemtes, at ligesom de tre nysnævnte keiserlige Herrer skulde kjende i Striden mellem Kong Valdemar og Stæderne samt Greverne, saaledes skulde den ene af disse, nemlig Grev Günther, tilligemed Albrecht af Mecklenburg, afgjøre Striden mellem Kong Magnus og Stæderne[45]. Herom udferdigedes nu mange gjensidige Stilstandsbreve, og navnlig indestod Grev Henrik og Markvard Stove den eldre for, at Kong Magnus vilde underkaste sig de tvende Fyrsters Dom[46]. Den egentlige Hovedmegler mellem Kong Valdemar og Stæderne synes netop ikke at have været nogen anden end Albrecht af Mecklenburg, hvis Svogerskab til Kong Magnus ogsaa dertil gjorde ham fortrinligt skikket, og som af Lüberkerne lod sig godt betale for sin Umage[47]. Men det lader til, at Kong Magnus ikke erfoor hiin Bestemmelse, førend det var for seent (s. nedf. S. 278), ligesaalidet som der tales om nogen Voldgiftsdom umiddelbart mellem ham og Kong Valdemar. Derfor er det heel sandsynligt, at Modet i Vordingborg ligefuldt har fundet Sted, idetmindste mellem Befuldmegtigede fra begge Konger, og at en Stilstand har været sluttet, uafhængig af hvad der skulde forhandles paa den store Fredscongres.

Denne kom dog ikke ret i Gang, skjønt idetmindste Stæderne forberedede sig ved at opsette udførlige Fremstillinger over al den Skade, som Kong Magnus, Greverne og deres Tilhængere havde tilføiet dem[48]. Kong Magnus erklærede sig vel, saasnart han erfarede hvad der var vedtaget, villig til at erkjende Voldgiften og gav sine Ombudsmænd i Sverige og Norge Befaling til at holde inde med alle Fjendtligheder[49], dog skete dette rigtignok saa seent, at endnu i det følgende Aar tvende tydske Skibe med Mandskab og Ladning opbragtes af Nordmændene[50], og lignende Ting har vel og fundet Sted i de svenske Farvande. Dette, saavelsom de Overtrædelser af Stilstanden, som de holstenske Slotsfogder i Danmark tillod sig, har vel for en Deel været Aarsag i, at Freden ej strax kunde komme istand. Først forlagdes Kjendelsens Afsigelse fra Rostock til Stralsund; her blev heller intet af, men der berammedes en ny Sammenkomst til Rostock, hvortil Stæderne ogsaa sendte fine Sendebud; men da kort efter Henrik af Reisach døde, gik alt overstyr, og ingen Kjendelse blev afsagt. Greverne og Stæderne selv for deres Vedkommende fandt vel bedst Regning ved at holde Fred, men „Herrernes Mænd“, som de kaldte dem, nemlig de forskjellige Befalingsmænd paa Slottene, der egentlig betragtede sig som uafhængige, da de fordetmeste selv havde Panteret til Slottene eller Deel i Panteretten, begyndte at plyndre og røve som før, saa at Tilstanden var yderst beklagelig[51]. Paa Sjæland, siges der, røvedes Kvæget og dræbtes Bønderne saavel af Danske som Tydske, Staden Køge blev opbrændt, og flere Byer haardt medtagne. Ogsaa mellem de svenske Befalingsmænd i Finland og de Danske i Estland førtes der Krig, indtil de her paa egen Haand sluttede Stilstand i Reval den 24de Mai[52]. Kong Valdemar passede imidlertid sit Snit, idet han enten med det Gode eller det Onde fik indløst Nykjøbing Slot med Falster[53]. Nu, heder det, tænkte Magnus paa nye Rustninger imod Danmark og opbød Leding fra Norge. Men snart blev igjen de afbrudte Underhandlinger mellem Kongen og Stæderne optagne, fremdeles, som det lader, under Albrecht af Mecklenburgs Megling. En ny Fredscongres berammedes til St. Hans-Aften 1343 i Helsingborg, hvor saavel Kong Magnus, som Fyrst Albrecht, Gesandter fra Stæderne, Erkebiskopen i Lund og omsider Kong Valdemar med flere danske Prælater og Herrer samledes. Hvorvidt alle indtraf til den bestemte Tid, er uvist; Kong Valdemar synes i alle Fald ej at have kunnet været der faa tidligt som de øvrige; men Magnus var der allerede den 28de Juni, paa hvilken Dag han tog tre andre mecklenburgske Fyrster, Greverne af Schwerin, i sin Beskyttelse og for en aarlig Løn af 200 Mk. Sølv i sin Krigs-Tjeneste[54]. Underhandlingerne maa have været temmelig langvarige, og nogle skriftlige Kæremaal, som begge Parter, baade Kongen og Stæderne, sees at have fremsat i Liighed med hvad der skete ved Congressen i Rostock, synes her at have været indgivne. De Klager, som Kongen nu fremsatte over Tydskerne, eller, som han her kalder dem, Hensebrødrenes, Opførsel i Norge, viser noksom, hvilke Voldsomheder de plejede at tillade sig, om man vel end maa fraregne et eller andet som Overdrivelse. „Naar de komme til Norge“, heder det, „og lande i Havnene, prygle, saare og dræbe de Folk, og reise saa igjen sin Vej uden at kære sig om at staa Kongen til Rette eller give de Fornærmede Erstatning. Hvor de legge til Land, tage de Huse og Bygninger, der tilhøre Kongen eller andre, og bruge dem til Brendsel uden at spørge Nogen ad. Saavel til Sverige som til Norge have de forhindret al Udførsel af Fødevarer, undtagen bedervet Øl, daarligt Meel og forfalsket Humle, medens de derimod fra Sverige, Norge og Skaane føre baade Korn og andet, som de finde tjenligt. De foragte og oversee alle de tydske Mænd, der have bosat sig i Norge, ja i Sverige endog dem, som før hørte til deres eget Samfund, saa at de aldrig tilstede dem Adgang til sine Selskaber eller venskabelige Sammenkomster“. Dette skete naturligviis forat afskrække deres Landsmænd saa meget mere fra at nedsette sig i Norge eller Sverige og antage norske eller svenske Interesser. Der klagedes endvidere over, at de mod Pavens Forbud førte Vaaben, Klæde, Salt, Jærn og Sild m. m. til Russerne, og søgte at føre Kongens Undersaatter, der var bragt som Fanger til Novgorod, i Ulykke, udgivende dem for Sørøvere, der kun arbeidede paa at ødelegge hele Samfundet af de Kjøbmænd, der besøgte Novgorod og Rusland; slap man dem løs, vilde man kunne mistvivle om Fred: derved befordrede de disse Fangers Undergang, ja, da en medlidende Kjøbmand havde givet Fangerne Penge til Mad og Klæder, jagede hine ham ud fra sit Samfund, hvorefter Russerne strax hugg Hovedet af ham[55]. Endelig kom dog Freden mellem Kong Magnus og Stæderne istand paa følgende Vilkaar:

1. Al den Skade, begge Parter under Krigen har tilføjet hinanden indbyrdes, skal gaa op imod hinanden og ansees som ikke skeet, hvorimod den Overlast, som Kongens Mænd har tilføjet Stæderne, efterat han har kunnet meddele sine Befalingsmænd i Sverige og Norge Underretning om Beslutningen af 13de October 1342 og Stridens Voldgivelse under Grev Günther og Fyrst Albrecht, skal fuldstændigt godtgjøres.

2. De paa begge Sider gjorte Fanger skulle strax frigives, hvis Vedkommende ej have sluttet nogen privat Overeenskomst om deres Løskjøbelse, thi isaafald skulle alle deslige Overeenskomster staa ved Magt[56].

3. Alle nye Paafund og Bestemmelser, indførte af Fogder og Embedsmænd i Sverige og Skaane mod ret og gammel Sædvane, skulle ganske afskaffes, og alle tidligere samme Stæder tilstaaede Privilegier sammesteds skulle fremdeles blive i Kraft[57].

Som Vidner nævnes Erkebiskop Peter af Lund, Fyrst Albrecht og Stædernes Gesandter, nemlig Henrik Pave, Hermann v. Wickede og Hans Klingenberg fra Lübeck, Hans Ritter og Hellingbern v. Hetvelde fra Hamburg, Ludolf fra Gotland (Visby), Hermann Lyse fra Rostock, Jørgen Wittenbeke og Henrik v. Sulten fra Wismar, Sigfrid og Tidemann Witte fra Stralsund, og Eberhard v. Letzeniz og Hermann v. Essen fra Greifswalde. Besynderligt nok er det, at Norge ved denne Lejlighed slet ikke nævnes, uagtet det er vistnok, at Freden ogsaa sluttedes for Norges Vedkommende. Man maa derfor antage, at der har været udstedt et eget Fredsinstrument omtrent af samme Indhold for Norge, men som i Tidens Løb, ligesom saa mange andre af Norges offentlige Actstykker, er tabt. At Medlemmer af Norges Raad maa have været tilstede ved Underhandlingerne, ligger baade i Sagens Natur, og bestyrkes desuden deraf, at vi umiddelbart efter see flere af dem i Vardberg for at raadslaa om Unionens fremtidige Opløsning, saaledes som det nedenfor skal berettes. I alle Fald synes det utvivlsomt, at hvis der – som man vel maa antage – ligger nogen Sandhed til Grund for de islandske Annalers ovenfor berørte Forestilling, at Bjarne Erlingssøn ledsagede Kongen paa et Tog til Danmark og udmerkede sig ved at overvinde en tydsk Ridder i Dystridt, til Kongens store Glæde, da var det ved denne Lejlighed, da Kongen sikkert efter sin sedvanlige Viis i den lange Tid, Underhandlingerne varede, fornøjede sig og de fornemme tydske Herrer, der vare tilstede, med alskens Fester og Lystigheder af dette Slags. Bjarne stod vel nu saa meget højere i Kongens Gunst, som han formodentlig havde viist Kjekhed i Striden med Tydskerne i Bergen, og vi sinde, at han ogsaa paa denne Tid benaadedes med Sysselmands-Embedet i Jemteland, uden dog, som det lader, at være nødsaget til at tage stadigt Ophold der[58]. Kun Skade, at det ingensteds siges, hvo den fornemme Dame var, som Kongen gav ham til Egte[59].

Herpaa begyndte Underhandlingerne med Kong Valdemar, der formodentlig først nu drog over til Helsingborg. Den 2den August kom det til et Forliig, hvorved de begge enedes om at indgaa en stedsevarende Fred med hinanden paa følgende Vilkaar:

1. Kong Valdemar skal blandt 24 i Forligsacten navngivne Mænd udvelge tolv, der paa Vardberg den 6te October skulle træde sammen med tolv ligeledes af Kong Magnus opnævnte Mænd for at bilægge og opgjøre alle enkelte Tviste-Emner; kunne disse fire og tyve Mænd ikke blive enige, skal Erkebiskop Peter, eller, hvis han er hindret, een eller to af de fireogtyve valgte Mænd som Opmænd gjøre Udslaget.

2. Erkebiskop Peter skal tage Kjøbenhavns Slot og By samt Taarnet og Øen Amager i Besiddelse og beholde det, indtil hine fireogtyve Mænd bestemme, hvilken af Kongerne de tilkomme[60].

3. De Fireogtyve skulle bestemme, naar og hvorledes Kong Magnus skal betale de 4000 Mk. Sølv, der endnu staa tilbage af Betalingen for Søndrehalland, Bjergehered og Nordre Aasbohered.

4. De Slotte paa Sjæland, som Kong Valdemar endnu ej har været istand til at indløse, skal Kong Magnus være berettiget til, hvis han kan, at indløse til sig og beholde ved sine Mænd, der dog skulle være danske af Fødsel, indtil Kong Valdemar kan løse dem tilbage; imidlertid skal Kong Magnus og disse Mænd stille Sikkerhed for, at de ej tilføje Kong Valdemar og hans Mænd nogen Skade, samt at Slottene, saasnart Kong Valdemar har betalt Løsningssummen, uvægerligt skulle overgives ham.

5. De fireogtyve Mænd med Erkebiskopen som Opmand skulle kunne bekræfte eller nærmere forklare de tidligere Breve og Tractater, hvorved Skaane, Halland, Bleking, Lister og Hveden ere afstaaede til Kong Magnus.

6. Den ene Konges Undersaatter skulle nyde alle de dem inden den andens Besiddelser tilkommende Gods og Rettigheder frit og uforkrænket.

For disse Betingelsers Overholdelse af de høje Contrahenter indestod for Kong Valdemar 26 anseede Mænd, Prælater og Verdslige, og det samme Antal Løftesmænd har formodentlig ogsaa Kong Magnus stillet. Løftesmændene erklæredes berettigede til at gribe til Vaaben mod den Part, der brød Overeenskomsten.

Endvidere gav Kong Valdemar en særskilt skriftlig Forpligtelse[61] om ubrødeligt at holde den sluttede Fred og forbandt sig udtrykkeligt til aldrig herefter at angribe Kong Magnus eller hans Riger, og navnligt til ikke oftere at understøtte de Tydskere, der maatte ville angribe ham eller hans Riger. Sandsynligviis var det og allerede ved denne Lejlighed, at Kong Valdemar lovede aldrig at tage sig af Sigvid Ribbing, der nu havde Søndrehalland med dets Slotte inde, eller at hjelpe ham og hans Medskyldige mod Kong Magnus, førend han paa ærlig Viis var afskediget fra Kong Magnus’s Tjeneste og havde givet Erstatning for sine Forseelser og Skadetilføjelser[62]. Endelig udnævnte Kong Valdemar, og formodentlig ogsaa Kong Magnus, hver sine tolv Befuldmegtigede, ifølge Tractatens Bud[63].

Hvorvidt de holstenske Grever deeltog i disse Forhandlinger, kan ikke godt sees, dog er det ej sandsynligt. Heller ikke synes det, som om Hertuginde Ingeborg har været indbegreben med deri; Spørgsmaalene om Kalundborg og Sjøborg var endnu ikke bragte paa det Rene. Alligevel havde man nu omsider faaet en Fred, som alle Nordens Lande saa højligt kunde længes efter, og Fjendtlighederne vedvarede egentlig kun paa Sjæland. Kong Magnus, der nu i den nærmeste Tid stundom kaldte sig Konge af Norge, Sverige, Skaane og Halland[64] paa Grund af den sidste Erhvervelse, – thi ogsaa Sigvid Ribbing synes nu at være falden til Fode og Søndrehallands Slotte at være komne i Kongens Hænder[65] – og som umiddelbart efter Fredsslutningen var ilet tilbage til Vardberg for at møde det norske Raad og bringe Unions-Anliggendet i Orden (hvorom nedenfor), udstedte her ej længe efter (9de September) en Bekræftelse paa Stædernes Privilegier[66], som de havde faaet af Kong Erik og de tidligere Konger, idet han udtrykkeligt erklærede, at det skulde have sit Forblivende ved den gamle Told fra Kong Eriks Dage, af hvert Skib eet Pund af bedste Slags Korn, som fandtes i dets Ladning, med Undtagelse af fiint Hvedemeel (flúr), og at al ny Told, der var paalagt i Kong Haakons Tider, herved skulde være afskaffet. Saaledes bragtes da alt tilbage i den Stand, som det var før ved Overeenskomsten af 1294, og fornemmelig ophævedes Kong Haakons Toldtarif af 1316[67]. Disse Indrømmelser, heder det besynderligt nok i Kundgjørelsens Indledning, bevilges paa Grund af de „frivillige Tjenester“, som Stæderne Lübeck, Hamburg, Wismar, Rostock, Stralsund og Greifswalde havde viist Kongen, og de bevilges ej alene disse Stæder og deres Indbyggere, men alle Kjøbmænd, hørende til Tydskernes Hansa, en Benævnelse, der saaledes under denne Ufred for første Gang anvendes om Stædernes Forbund i offentlige Documenter, vedkommende Norge[68]. Kongen lovede at ville give sine Fehirder og Sysselmænd Befaling om at iagttage disse Bestemmelser uryggeligen, saalænge Kjøbmændene af samme Hansa ogsaa paa sin Side iagttog de Bestemmelser og Overeenskomster, som med Hensyn til dem gjaldt i Norge paa Kong Eriks Tid. Alt dette maatte nu vistnok kaldes Indrømmelser fra Kongens Side, men under de herskende Forhold var det heller ikke andet at vente, end at han maatte komme til kort mod Stæderne i alt, hvad der vedkom Handelen, thi de havde engang faaet Overtaget, man kunde ej vel undvære dem, og alene ved at blive borte maatte de kunne tilføje Rigerne betydelig Ulempe. Desuden erfarer man intet om, hvori deres „frivillige Tjenester“ bestod. Sandsynligviis have disse ej været saa ubetydelige, og navnligt ledes Tanken hen paa, at de have ydet Kongen klekkelig Hjelp til Udredelsen af de Pengesummer, han endnu skyldte for Halland og andre danske Besiddelser. Idetmindste fik han kort efter en ikke ubetydelig Pengesum, nemlig 382 Mk. brendt Sølv, udbetalt i Lübeck for den hele tydske Hansas Regning som Restance paa en i Kong Haakons Tid bestaaende, endnu ikke betalt Told. Dette synes at vise, at Stæderne i alle Fald have forpligtet sig til at betale den af Kong Haakon paalagte Told, forsaavidt den endnu ej var erlagt, indtil den nu ophævedes, og at Ophævelsen ej skulde have tilbagevirkende Kraft[69]. Der fulgte siden en Række af andre Friheds-Bekræftelser og Beskyttelsesbreve, ogsaa for Sveriges Vedkommende[70], og den 30te Mai 1344 sluttede Magnus i Vardberg endog et Forbund med de fem østersøiske Stæder til Sørøveriets Undertrykkelse i de nordiske Farvande, hvorved han forbandt lig til at udruste sex Langskibe, og Stæderne ligeledes se.r paa deres Side[71].

Imidlertid var der og sluttet særskilt Fred med Estland og Reval (5te Sept.)[72], og Forhandlingerne i Vardberg om de endelige Fredsbetingelser skulde tage sin Begyndelse. Men Valdemar, som netop nu var optagen af Feider med de tydske Slotsherrer paa Sjæland, og den 26de September havde lidt et Nederlag ved Flaskemølle[73], anholdt om Udsættelse, først til 21de October, saaledes at han, Kong Magnus og de paa begge Sider udseede Befuldmegtigede da skulde mødes i Helsingborg, der laa saa meget nærmere[74]. Dette vedtoges ogsaa af Kong Magnus, men endda skete der en ny Udsettelse, saa at det endelige Møde ikke fandt Sted førend omkring den 18de November, dog nu igjen efter den første Bestemmelse i Vardberg. Her saa man nu en Forsamling, talrigere og mere glimrende, end man maaskee paa lang Tid havde seet nogen i Norden. Fra Sverige mødte, foruden Kongens Befuldmegtigede, Erkebiskopen i Uppsala og de fleste øvrige svenske Biskoper, Abbeder eller deres Fuldmegtige, og de verdslige Raadsmedlemmer; fra Danmark ledsagedes Kong Valdemar af flere Biskoper, Abbeder og mange verdslige Herrer, og heller ikke Norge synes at have været urepræsenteret, idetmindste var Hr. Ivar Agmundssøn tilstede. Resultatet af Forhandlingerne paa dette Møde var flere Breve, de fleste daterede den 18de November, hvorved Freden mellem begge Riger og Kong Magnus’s Besiddelse af Landskaberne østenfor Øresund nu maatte ansees for sikkret. Først og fremst indgik Kongerne Magnus og Valdemar en Overeenskomst dateret 18de November, hvori det bestemtes, at i alle store og vigtige Sager mellem Kongerne, saasom Landraadesag, Forræderi eller andre, skulle tre Biskoper og tre Riddere eller Svene fra hvert Rige inden 12 Uger efter Paaklage sammentræde i Helsingborg forat afgjøre Sagen, og om de ej kunne blive enige, udnævne en dansk og en svensk Mand til at afsige den endelige Kjendelse; derhos foreskrives ogsaa, hvorledes Fremgangsmaaden skulde være i ringere Sager, alt til at forebygge ny Krig og ny Blodsudgydelse. Blandt Forloverne for Magnus, der beseglede den af ham udstedte Gjenpart, var foruden Erkebiskop Peter og to svenske Biskoper ogsaa Hr. Ivar Agmundssøn, maaskee som Repræsentant for det norske Raad; de øvrige verdslige Herrer vare svenske Riddere og een Sven[75]. Ved Siden heraf udstedte Kong Valdemar flere Breve for at sikkre Magnus og den svenske Krone Besiddelsen af de nys erhvervede Lande. I det første af disse Breve[76] erkjender Kong Valdemar nu at have solgt hele Skaane, hele Halland, Bleking, Lister og Hveden med Slotte, Befæstninger, al kongelig Ret og Myndighed o. s. v. for sig og sine Efterkommere til Kong Magnus, i Alt for 49000 Mk. br. Sølv, kølnsk Vegt, samt ogsaa at have modtaget denne Sum, nemlig a) 34000 Mk., som Kong Magnus allerede havde betalt til Grev Johan for Skaane, Bleking, Lister og Hveden, b) 8000 Mk. Sølv, som Valdemar selv havde faaet for Søndrehalland m. m. (s. o. S. 245, 265) og c) 7000 Mk., som afqvittedes derved, at Kong Magnus overlod ham Kjøbenhavns Slot[77], som han selv havde erhvervet for denne Sum (s. o. S. 277); derhos erklærer han Erkebiskopen, den hele Geistlighed og alle øvrige Indbyggere i de saaledes afhændede Landskaber fri for al undersaatlig Pligt mod den danske Konge og Krone, overantvordende dem aldeles til Kong Magnus, hans Efterfølgere og den svenske Krone. Hvis Kong Valdemar eller Efterfølgere søge at bryde Freden eller trænge sig over Øresund og forurolige den svenske Konge i Besiddelsen, da skulle inden 12 Uger de nærmeste tre Biskoper og tre verdslige Herrer fra hver Side træde sammen i Helsingborg og efter anstillet Undersøgelse dømme den danske Konge til en Bod af 30000 Mk. Sølv; vil denne unddrage sig dette, skulle de sex, eller i alle Fald de tre svenske Biskoper, lyse ham i Bann. Alt dette bekræftedes ved fire Biskoper og mange andre geistlige og verdslige Mænds samt flere By-Communers Forløfte. I et andet; Brev[78] erklærede Kong Valdemar, at alle de Breve, som Kong Magnus havde udstedt til Hertug Valdemar og de holstenske Grever om deres Ret til at gjenløse Skaane m. m., skulle være uden Kraft. I et tredie, dateret 20de November[79], giver han Kong Magnus formeligt Skjøde paa hine Landskaber og forpligter sig til paa næste Danehof at bekræfte Skjødningen samt stille fuld Sikkerhed derfor. Endelig gjentager Kong Valdemar i et fjerde sit Løfte om herefter ej mere at staa Tydske eller andre bi mod Kong Magnus[80].

Fremdeles udstedte begge Erkebiskoperne og Biskoperne af Linkøping, Skara, Strengnes, Vesteraas, Aabo og Vegsjø, mange Abbeder og Klosterforstandere samt Domkapitlerne og Klosterconventerne (naturligviis ved Repræsentanter) en Forsikkring, dateret 18de November, om at opretholde den nu indgangne Forening om Skaanes Indlemmelse i Sverige, saaledes at Øresund herefter skulde danne Grændsen, samt om at velge Junker Erik Magnussøn til Konge i Sverige[81], hvorom mere nedenfor; og endvidere bevidnede Erkebiskop Peter i et Brev, dateret Getkjerr ved Vardberg d. 20de November, at Kong Valdemar havde givet Kong Magnus Skjøde paa Skaane o. s. v., hvilket Vidnesbyrd igjen bekræftedes af Biskop Sven i Aarhuus og Ridderen Claus Lembeke[82].

Hermed maatte da vel Freden ansees sikkret, idetmindste for de forenede Riger. Endnu var der vel ikke sluttet formelig Fred mellem de holstenske Grever og Stæderne[83], og paa Sjæland vedblev ogsaa Feiden saa længe der var Slotte tilbage for Valdemar at indtage eller indløse. Men den 13de December fornyede de fire Grever Stilstanden af 13de October 1342 til Midtsommer 1344[84]. Paa Sjæland krigede Kong Valdemar meget ivrigt i Juledagene[85], og det lykkedes ham endelig at faa Kalundborg i sin Magt, efter Sigende ved Forræderi af en Holste i Besetningen[86]. Paa den Tid synes dog ikke Hertuginden at have kunnet være der, men maa have begivet sig til Halland eller andensteds i Sverige. Paa samme Tid blev Biskop Sven i Aarhuus, der endnu havde Sjøborg i sit Verge, fangen af Holsterne paa en Reise tilligemed Jakob Paalssøn Decanus i Roeskilde (31te Decbr.)[87]. Men dette var egentlig heldigt for Valdemar. Thi heraf tog han, som man i seer, Anledning til at bemægtige sig Sjøborg. Der kom strax efter en Fred istand mellem Kongen og Grev Johan, den 29de Januar, i Nestved, hvorved denne formodentlig gav Afkald paa al den Ret, han ifølge i tidligere Tractater havde til Kalundborg og Sjøborg[88], og da det tillige, som det synes, var en Betingelse, at Biskopen og Decanen skulde sættes paa fri Fod, (man seer nemlig, at de strax efter virkelig vare frie), ansaa vel Valdemar sig berettiget til at beholde Sjøborg som etslags Godtgjørelse. Thi vist er det, at han fra nu af beholdt det. Ved denne Lejlighed synes ogsaa en særegen Overeenskomst at være sluttet med Hertuginden eller hendes Fuldmægtig om de samme Slotte[89], og hertil hører da vistnok ogsaa et udateret Brev af Kong Valdemar, hvori han atter bekjendtgjør med samme Ord som i Brevet af 18de November, at han har sluttet en uopløselig Fred med Kong Magnus, gjentager Ord til andet det i Overeenskomsten af 2den August givne Løfte, at alle Kong Magnus’s Undersaatter skulle frit og uforkrænket nyde de Ejendomme og Rettigheder, som de besidde inden den danske Krones Omraade, erklærer, at alle Stridigheder mellem ham og Herrerne Johan og Claus af Werle ere hævede, tilsikkrende disse deres Arvebesiddelser i Danmark, og erklærer, at hvis han ikke ubrødeligt overholder de af ham til Hertuginden og de holstenske Grever indgaaede Forpligtelser, da er Kong Magnus berettiget til, saaledes som før, at understøtte disse og forhjelpe dem til sin Ret[90]. Heraf skulde man formode, at Valdemar ved samme Lejlighed ogsaa har sluttet Fred med de øvrige holstenske Grever samt Herrerne af Werle, og at der saaledes dengang i Nestved har været holdt en ny Fredscongres. Faa Dage efter, den 5te Februar, sluttede ogsaa Hertug Valdemar Fred med Greverne Henrik og Claus i Sønderborg; formodentlig blev han da sat paa fri Fod[91].

Der manglede altsaa nu kun, at Kong Valdemar overgav saavel de eldre Brevskaber over Skaane m. m., hvilke han havde i sit Verge, som de sidst forfattede og vedtagne, til Kong Magnus i beseglet Stand. Dette skete vel ogsaa omsider, men det varede dog en god Stund dermed. Om Valdemar herved har haft listige Hensigter, eller om kun tilfældige Omstændigheder hindrede det, er vanskeligt at sige. I alle Fald blev dog Freden nu ikke paa lang Tid forstyrret mellem Rigerne.

  1. Brev af 9de Mai 1339, Dipl. Sv. 3358.
  2. Brev af 10de Juni, Dipl. Sv. 3363.
  3. Brev af 1ste Mai 1339, Dipl. Sv. 3421.
  4. Brev af 19de Marts, Lüb. Urk. B. II. 683.
  5. Lüb. Urk B. II. No. 633, 634, 651.
  6. Saaledes maa det vel forstaaes, hvad Valdemar siger i sit Brev vedkommende Estland (Monumenta Livoniæ antiqua III. 41–42) af 15de August 1346, nemlig at han i Erstatning for den Ret, Knut Porses Sønner havde over Estland, havde godtgjort dem med Hertugdømmet Holbeck (de ducatu Holbeck satisfeisse).
  7. See Valdemars føromtalte Afhændelsesbrev af 1341, Dipl. Sv. 3558; der findes desuden et senere udateret Brev (3608), hvori han ligefrem lover ej at understøtte Sigvid Ribbing, der nu besidder Søndrehalland med dets Slotte. Dette Brev er i Dipl. Sv. henført til 134i, men hører vistnok rettere til et senere Aar, siden man erfarer, at Sigvid Ribbing under Krigen 1342 stod i Forbindelse med Lübeckerne, altsaa og med Kong Valdemar, hvilket sees af Lübeckernes Besværingsbrev af 3die Debr. 1342, hvor der blandt andet klages over, at Grev Henrik havde frarøvet den lübeckske Borger Hintzeke Hovemann et aabent Brev paa 17 lødige Mark, som Sigvid Ribbing havde udstedt til ham. Lüb. Urk. B. II. 2. S. 204.
  8. I Forliget No. 3595 i Dipl. Sv., som her er henført til 1341, men snarere tilhører 1342, siges udtrykkeligt, at K. Magnus for det første ikke skal paastaa de belovede Breve udleverede; og i 3607, som her er henført til Nov. 1341, men maa tilhøre 1346, lover Valdemar endelig at udlevere dem til næste Aars Pints.
  9. Saaledes Detmar, der maa ansees for den paalideligste Kilde, andre henføre dette Slag til 1342.
  10. Detmar, S. 249. Det berettes, saavidt vides, ikke andensteds, uden hos Corner, der har benyttet Detmar. Om Dateringen er rigtig idet Brev, som Valdemar ifølge Suhm XIII. 57 skal have udstedt i Ribe d. 24de April 1342, tør vel være uvist.
  11. Detmar, S. 260. Han udtrykker sig saaledes: In der tyd leten greve Hinric unde greve Nicolaus van Holsten uter vangnisse los iuncheren Otten, des koninghes broder van Denemarken Woldemeres. Man sprak, dat he were dorde worden in der vangnissce.
  12. Brev af 17de Januar, i Uddr. hos Suhm, XIII. 26. Imidlertid var Steentaarnet ved Havnen endnu i Holstenernes Hænder; formodentlig var det dette, som, ifølge Suhms uklare Referat af Kongens Brev af 15de Juni angaaende Sjøborg, var pantsat til Markvard Stove (den eldre) for 7000 Mk. brendt Sølv. Markvard kalder sig ogsaa fremdeles „Høvedsmand i Kjøbenhavn, tilligemed Otto Golenbeck“; see Brev af 16de Juli 1341, Lüb. Urk. B. II. 725.
  13. See herom Brev af 15de Juni 1341, meddeelt i Uddrag hos Suhm, XIII. 30. Det angives her udtrykkeligt, at Sjøborg havde lidt megen Skade ved Krigsmaskiner, hvilket tydeligt viser, at det maa have undergaaet en Belejring. Dog seer man af Brevet, hvis Udtrykkene forresten ere rigtigt gjengivne, at dog heller ikke Kongen paa den Tid havde faaet det i sin Magt; det var vel altsaa i Biskop Svens Besiddelse.
  14. Detmar, S. 251. At disse saakaldte Sørøvere netop forstørstedelen var Holsterne, der drev Kaperi fra deres Slotte i Danmark, sees noksom af de Besværingsskrivelser derover, som Stæderne indgav i Anledning af Fredsunderhandlingerne sidst i 1342, see Lüb. Urk. B. II. No. 755–759. Her nævnes saaledes især Markvard Stove den ældre,Høvedsmand i Kjøbenhavn, og M. Stove den yngre, Grev Johans Befalingsmand paa Vordingborg, dernæst Krummendikerne, Hummersbüttlerne, Peter Aakessøn, Markvard Stoves Foged (altsaa en svensk eller dansk). Ogsaa Biskopen af Roeskilde og Høvedsmændene i Kjøbenhavn havde øvet Kaperi i Øresund; Høvedsmændene i Kalundborg nævnes ligeledes. Disse Klagebreve indeholde mange interessante Enkeltheder. Navnlig er det ret merkeligt at læse, hvad Lübeckerne yttrede om Grev Henrik (Urk. B. II. S. 783), og som upaatvivleligt henhører til Tiden, da Kalundborg belejredes: „for at raade Bod paa al den Nød, Rov, Uretferdighed og mangfoldige Skade, som tifold meer er skeet end her beskrevet, kom vi overeens med de øvrige Søstæder og udsendte vore Kogger med Krigsfolk for at modstaa de førnævnte Røvere og deres Hjelpere … Men da kom Grev Henrik af Holsten med sine Mænd og Hjelpere inden Trygd og Fred og uopsagt, og begyndte at forsvare de førnævnte Røvere, da vi dog vel kunde have faaet Lov til at hevne vor Skade og Uret paa dem, og angreb Kongens Skibe med sine Skibe. Da han havde vundet og bemandet dem, vandt han vore Kogger, og slog vore Borgere, som var ombord, en Deel til Døde, endeel tog han fangen, og lod de fangne mishandle og slaa saare med Stokke… Og paa de stygge, løse, uteerlige Ord, som blev talt til de Fangne, derpaa var der ingen Ende, og dertil blev endeel af de Fangne slagne ihjel efter den Tid, da de havde overgivet sig“.
  15. Detmar, sammesteds.
  16. Dipl. Sv. 3595. Brevet er dateret 1ste September, i Kalundborg. Allerede d. 15de Juni udstedte K. Valdemar et Brev i Lejren for Kalundborg, Lüb. 1. Urk. B. II. No. 724.
  17. Detmar, S. 250, jfr. Scr. R. D. VI. S. 524. Detmar udtrykker sig saaledes, at „Grev Johan dagthingede med Kongen og de Holster, der havde Vordingborg inde“; dette viser, hvad der og i sig selv er det sandsynligste, at han igjen havde pantsat det til Befalingsmanden, Markvard Stove junior, saa at det ikke stod i Grevens Magt at aftræde det, skjønt han i Virkeligheden kaldtes dets Herre.
  18. Detmar, S. 251. Her berettes og om, hvorledes Grev Johan overdrog Lübeckerne Segeberg.
  19. Samll. V. S. 572. Dette er kun det Uddrag, hvorom der nedenfor nævnes, nedskrevet paa en Seddel eller Rolle, som de lübeckske Sendebud medbragte til Bergen, og som Biskop Haakon da siden har ladet indføre i Copibogen, (Barthol. E. 146) hvorfra den er tagen. Da Kongens Brev er dateret 10de Mai, maa vel det Sendebud eller Brev, der kom fra Lübeck til ham, være afsendt sidst i April.
  20. Samll. V. 573, ligeledes efter Afskriften af Copibogen, Barthol. E. 746.
  21. Samll. V. 162, 163.
  22. Dipl. N. V. 151.
  23. Suhm, XIII. 46, efter en slet Afskrift af 1549. Naar det her heder, at Kongen bekræftede de Friheder, som Kong Erik og Haakon havde tilstaaet Kampens Borgere d. 1ste Nov. 1286 i Bergen, da maa dette være Skrivfejl, thi man seer af Indholdet, at det er Overeenskomsten i Bergen 16de Oct. 1296, der her menes. See ovf. IV. 2. S. 239.
  24. Dipl. Sv. 3581.
  25. I Dipl. Sv. 3595 meddeles et udateret Brev, hvori Kong Valdemar ned fine Løftesmænd Biskop Sven af Aarhuus og Jacob Paalssøn Decanus i Roeskilde m. fl. indgaar en Stilstand med K. Magnus og Hertuginde Ingeborg samt alle deres Hjelpere til førstkommende 13de Decbr., dog saaledes, at hvis der imidlertid ved en til Vordingborg d. 25de Nov. berammet Dagthingning mellem Kong Valdemar, de holstenske Grever og Kong Magnus’s samt Hertugindens Raadgivere bliver bestemt, at Stilstanden skal vare indtil næste Aars Pints, da skal Kong Valdemar ogsaa give Kong Magnus og Hertuginden samt deres Hjelpere, navnlig Hertugerne af Stettin, Greverne Henrik, Claus og Gerhard af Holsten, og Benedict af Alefeld Sikkerhed derfor, hvorimod K.Magnus ej skal fordre de lovede Breve udleverede saa længe, samt at Ludvig af Brandenburg skal være Forlover, hvilket imidlertid paa hans Vegne indestaaes for af Marsk Frederik v. Lochen og Benekin Wulf. Dette Brev er i Dipl. Sv. antaget at være en af de Overeenskomster, som ifølge Stilstandsbrevet af 1ste Sept. skulde sluttes enten i Roeskilde eller i Helsingør, især siden der tales om en Forlængelse af Stilstanden til næste Aars Pints, om hvilken Forlængelse Detmar udtrykkeligt beretter; og menes da Biskop i Sven og Decan Jacob at have været de tvende af de i Brevet af 1ste Sept. bestemte Underhandlere for Kong Valdemar, medens de to andre ej nævnes, og kun antydes ved „etc.“ Dette kunde visselig synes at have meget for sig, men der er dog en Omstændighed, som stiller sig derimod, nemlig at Grev Gerhard af Holsten, som ellers ikke plejer at kaldes Greve førend efter en Dag mellem 30te Sept. og 13de Octbr. 1342, men kun domicellus, her allerede fører Grevetitel. Med Hensyn hertil er da ogsaa No. 3606, der indeholder en ny Fredsslutning mellem Kongerne, og 3607, hvorved Valdemar lover til næste Pints at afgive de oftere omtalte Breve beseglede, henførte til Dagthingningen i Vordingborg d. 25de Novbr.; men saa meget er vist, at talte Fald det sidste Brev ej kan skrive sig fra den Dag, thi Kong Valdemar pantsetter her, som Sikkerhed for Løftets Opfyldelse, Vordingborgs og Korsets Slotte, lovende at skaffe Brev fra sine Høvedsmænd paa dem, at de i Tilfælde af, at Forpligtelsen ikke efterkommes, skulle holde K. Magnus disse Slotte tilhaande; thi da disse Slotte ej faldt i Valdemars Hænder førend 1345 og 1346, kan heller ikke Brevet være eldre end sidstnævnte Aar. Og hvad No. 3606 angaar, da mangler netop her Bestemmelsen om Stilstandens Forlængelse til Pints, hvilken nødvendigviis skulde forekomne, hvis Brevet var et Resultat af den til 25de November berammede Dagthingning. Rimeligst synes det at være, at dette Brev henhører til et senere Stadium, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at der tales om en Feide mellem Valdemar og Herrerne af Werle, hvorom der i 1341 endnu intet nævnes; medens derimod Brevet No. 3595, der viser sig af Indholdet at være omtrent fra September eller October, synes nærmest at høre til Høsten 1342, da Grev Johan, som her stilles ved Siden af K. Magnus, Hertuginden og de holstenske Grever som Kong Valdemars Modparter, paa den Tid var kommen i Feide med denne, see nedenfor.
  26. Detmar, S. 252.
  27. Paa Falkenberg d. 28de Novbr. 1341 gav Hertuginde Ingeborg Abbed Andres af Lyse Fuldmagt til at indkræve hendes Tilgodehavende hos Arvingerne efter hendes Foged i Bergen, den nu afgangne Hr. Henrik (Dipl. N. IV. 255, Dipl. Sv. 3609), og i den Anledning modtog Abbeden den 5te Februar 1342 af Chorsbroderen i Bergen Haldor Jonssøn nogle Penge og Kostbarheder, som Hr. Henrik hos ham havde deponeret (Dipl. N. II. 247, Dipl. Sv. 3623). Ligeledes seer man, at hun havde overdraget Hr. Finn Agmundssøn at kræve Regnskab over sit Gods af Sigurd Baardssøn Lagmand i Ryfylke, hvilken altsaa maa have haft det at bestyre, forsaavidt det laa i hans District, og at Hr. Finn bar sig noget nærgaaende ad dermed, saa at Sigurd maatte ty til Biskop Haakon og bede denne skrive til Kongen derom for at faa hans Bistand; hvilket ogsaa Haakon gjorde, idet han derhos ogsaa tilskrev Hr. Paal Erikssøn. See B. Haakons Breve af 8de Sept. 1340, Samll. V. 155.
  28. See Br. af 13de Febr. 1342, hvorved Vegsjø faar Kjøbstadsrettigheder, Dipl. Sv. 3624.
  29. Den første, som nævner noget herom, er Messenius, Scondia, T. III. p. 10, og Apologia, p. 179. Her setter han det vistnok saaledes i Forbindelse med Annalernes Udsagn derom, at man kunde tro, at hele Combinationen er hans Verk, og at han ikke har haft nogen positiv Autoritet for, at noget saadant skete paa Skeninge Raadsmøde. Imidlertid er Sagen i sig selv saa rimelig og fortelles paa det fortie Sted saa ligefrem, at man neppe med Rette synes at kunne betvivle Rigtigheden. Men derimod er det aldeles urigtigt, naar Suhm (XIII. 63) lader Raadsmødet holdes og Acten skee den 6te Novbr.
  30. Lüb. Urk. B. II. 732. 734.
  31. See Detmar, paa anførte Sted.
  32. Isl. Annaler, ved 1342.
  33. See Detmar, l. c. Heraf, saavelsom af de senere Forhandlinger om Kjøbenhavn, navnlig Kong Valdemars Forsikkring af 2den Aug. 1343 (Dipl. Sv. V. S. 180), seer man, at Kjøbenhavn foruden Slottet, der nu var i Valdemars Verge, ogsaa havde det føromtalte Steentaarn ved Havnen, besat af Holsterne.
  34. See Detmar, l. c., samt Chron. af 1357 i Scr. R. D. VI. S. 524; her angives Dagen, og siges der desuden, at af de Svenske faldt Hallvard Pilt samt Magnus og Aage Kempe. Ogsaa den schweizerske omtr. samtidige Chronist Johan af Winterthur (Joh. Vitoduranus) veed at fortelle om dette Slag, aabenbart gjennem tildeels overdrevne Beretninger af tilbagevendte Bairere og Schwabere, at Kongen af Danmark med 300 Galejer, i et Slag mod Kongen af Sverige, feldte 350 Høvdinger foruden en Mængde Menige, og at Herren af Lochen med sine Stridsfeller formedelst dette Drab (altsaa af Frygt for Hevn), ikke vovede at blive i Danmark, men reiste hjem, beriget med mange Penge af Kongen. (Eccard, I. S. 1866). Hvis han drog hjem, da var det snarere efter Krigens Ophør, og paa ganske kort Tid. Forledet af Corner (Eccard II. 1060–61), der følger Detmar, men henfører Slaget til 1343, omtaler ogsaa Suhm det under dette Aar (S. 566 fgg.), efterat han først har omtalt det paa rette Sted (S. 50), og frembringer derved en uopløselig Forvirring. Det samme er Tilfældet hos Lagerbring III. S. 382, 385.
  35. Detmar, paa anførte Sted.
  36. Saaledes Detmar; i Brevet, som Albrecht og hans Broder desangaaende udstedte d. 11te Aug. 1342, i Sternberg, tales der ikke om Krigshjelpen, men vel om, at Lübeckerne skulle betale aarligt 200 Mi. Sølv for Beskyttelsen. (Lüb. Urk. B. II. 741).
  37. Bartholiniana E. S. 487, 490, 493.
  38. Detmar, S. 255.
  39. Vi sinde Valdemar „i Lejren for Kalundborg“ d. 10de og 15de Aug. 1342 (Sartorius Gesch. des Hanse, udg. af Lappenberg II. S. 370, 371). Da var ogsaa endnu Frederik af Lochen hos ham, siden han nævnes i Brevet som nærværende, jfr.Suhm XII. S. 51. Altsaa havde han endnu ikke forladt Danmark.
  40. Detmar, S. 254. Af Brevene i Lüb. Urk. B. II. 742–746 seer man, at Henrik netop befandt sig i Lejren for Segeberg d. 17de August.
  41. Detmar, S. 254. Han siger, at de fremmede Herrer og Krigere kom til Lübeck ej længe efter næste Dag efter Bartholomæi (25de Aug.), men af de nysnævnte Skrivelser fra Grev Henrik udenfor Segeberg sees det, at de allerede da var ankomne, eller idetmindste af ham troedes at være ankomne; han anstaar Tallet paa Krigerne til „400 hjelmede Mænd“.
  42. Skrivelsen, hvorved Hertugerne og Stæderne underkaste sig Voldgiften, see Lüb. Urk. B. II. 750. Den findes i to Exemplarer, hvoraf det ene ogsaa var bestemt at skulle besegles af Kong Magnus som Forlover, men denne Besegling er ikke paafulgt, see Lüb. Urt. B. II. S. 695, jfr. Dipl. Sv. 3659, 3660. Detmar (S. 254) sigter uden videre de tre Voldgiftsmænd for at „ramme Grevernes Bedste“. Grev Günther, siger han ogsaa, „heten de greven ohm van ereme older sibbe“.
  43. See det udaterede Brev No. 3595 i Dipl. Sv., hvorom der tildeels ovenfor er talt S. 271. Not. 4. Her optræder Grev Johan som Kong Valdemars Modstander, og dette kan ej være Tilfældet førend efter Fejden i 1342, saaat Brevet e neppe med Rette kan henføres til 1341. Desuden, naar der her tales om et forestaaende Møde i „Vorchingborg“, skulde man snarere tænke paa Vardberg, der oftere forvexles dermed, især da Afskriften er temmelig daarlig.
  44. Vi finde nemlig i senere Breve, der ogsaa her ville blive omtalte, at Kong Magnus havde tilkjøbt sig Taarnet for de samme 7000 Mk. Sølv, hvorfor den var pantsat til Markvard, og omsider udleverede det til Kong Valdemar til Liqvidation for et ligesaa stort Beløb af hans Gjeld til denne.
  45. Dipl. Sv. 3657, Lüb. Urk. B. II. 752.
  46. Dipl. Sv. 3658, Lüb. Urk. B. II. 753.
  47. Lüb. Urk. B. II. 754; Albrecht bevidner her i Rostock d. 7de Nov. 1342, at af de 200 Mk. S., som Lübeck har lovet ham for hans Megling, er 154 betalt til hans Cantsler Berthold.
  48. See Lüb. Urk. B. II. 755–759, 1083.
  49. See Fredsinstr. af 17de Juli 1343.
  50. Dette berettes i de islandske Annaler S. 262.
  51. Detmar, l. c.De greve unde de stede bleven vort bi deme vrede, de belovet was; over de heren balsturighe man helden quaden vrede; roven, stelen, bodenstulpen ghemene wart; stede unde land vorarmeden sere“. At Lübeck kort efter Stilstanden afskedigede sine Lejetropper, seer man af Brevet af 18de Decbr. 1342, Lüb. Urk. B. 761, hvor Knaperne Markvard og Harnait af Sagentz qvittere for deres Tilkommende for i dette Aar at have tjent Staden med 24 hjelmede Mænd og 30 „Rennere“, samt skilles i Minde og med Venskab. Ligeledes den 6te Januar Ridder Henrik af Saldern og Knapen Beyer af Rotzing med 32 hjelmede Mænd (Urk. B. II. 764), og den 2den Febr. Knarren Wedege Bugenhagen, Degenhard Bugenhagen og Walter af Pentze med 14 hjelmede Mænd (smst. 767).
  52. Dipl. Sv. 3698.
  53. Huitfeld, S. 485 jfr. Suhm XIII. 64, siger, at Indløsningen skete fra Grev Johan.
  54. Styffe, Bidrag, S. 15. 16. No. 10. 11.
  55. Dipl. Sv. 3672. Det er besynderligt nok, at uagtet dette Document, hvortil Originalen opbevares i Rostocks Archiv, ogsaa indeholder Stædernes Klager over Kongens Embedsmænd, nævnes der her i disse kun om den foregivne Overlast, de havde lidt paa de skaanske Markeder, medens Norge, og hvad de der havde at besvære sig over, slet ikke berøres. Klagen henføres i Dipl. Sv. til samme Tid, som de foregaaende, der indgaves fra Stæderne i December 1342, men naar man tager i Betragtning, at det maa have taget en god Tid, førend Kong Magnus erfarede noget om Stilstanden og Fredsmødet i Rostock, er det ikke sandsynligt, at han saa tidligt som først i Decbr. kunde indgive sin Klage; det er rimeligere, at dette skete ved den nye Congres i Helsingborg.
  56. En saadan Overeenskomst i Lüb. Urk. B. II. 760, samt Dipl. Sv. 3673 efter Lübecks „Nieder Stadtbnch“, hvoraf man erfarer, at Johan Tuckeswert fra Sverige i 1342 skyldte Staden 200 Mk. Peninge som Løsesum fra Fangenskab.
  57. Lüb. Urk B. II. 771. Dipl. Sv. 3718. Et Udkast findes ogsaa i Lübecks Archiv (Tresen), Urk. B. 760, Dipl. Sv. 3717.
  58. At Bjarne i Juni 1344 var Sysselmand i Jemteland, sees af Brevet i DipL N. III. 225, Dipl. Sv. 3794, hvor Lagmanden og Sigurd Eindridessøn, Hr. Bjarne Erlingssøns Ombudsmand i Jemteland, fra Refsund d. 7de Juni indberette et Drabsforhør. Men at han allerede var det om Sommeren 1343 og tillige overvar Forhandlingerne i Helsingborg, bestyrkes deraf, at Kong Magnus i Helsingborg den 4de Juli 1343 fra Helsingborg udstedte en Befaling til Bønderne i Brekke Sogn i Jemteland om at udrede den af Kong Sverre fastsatte Told til Kongens Capel i Sunde, Dipl. N. III. 220, Dipl. Sv. 3713); thi der bliver overvejende Sandsynlighed for, at det netop var Bjarne, som udvirkede og modtog Befalingen, især da Kongen byder Lagmanden og Lensmanden, ikke Sysselmanden, at sørge for dens Efterlevelse, hvilket viser, at Sysselmanden selv ej da var tilstede i Landskabet.
  59. Uagtet det her næsten maatte ansees forgjeves endog at ville gjette paa nogen, kan jeg dog ej tilbageholde den Formodning, at denne Dame kunde have været den forhen omtalte Fru Herdiis Thorvaldsdatter, Enke efter Fehirden Svein Sigurdssøn, og ganske vist en af de rigeste og fornemste Damer i Landet. Thi at hun blev gift efter Sveins Død, seer man noksom deraf, at hun i sine senere Aar kaldes „Frue“, hvilken Titel hun ikke kunde faa efter Svein, som ej var Ridder, (see navnlig Dipl. N. L 220, hvor Herdiis som Enke efter Svein kaldes slet og ret „Herdiis Thorvaldsdatter“), hvilket Bjarne derimod var ved sin Død 1353 eller 1354 (see Dipl. N. II. 323). Hertil kommer, at Fru Herdiis netop sees at optræde paa egen Haand, som Enke, i 1355, kort efter Bjarnes Død (see Dipl. N. III. 284). Som Datter af Hr. Thorvald Thoressøn og Hr. Hafthor Jonssøns Syster Fru Ragndid Jonsdatter var Herdiis sikkert saaledes indforlivet med Landets fornemste Ætter, at hun nok kunde kaldes Kongens Frændkone, da han længere eller fjernere var beslegtet med de fleste, idetmindste med Arnunga-Ætten, hvormed Fru Herdiis idetmindste var besvogret, siden Svein Sigurdssøn kaldes Hr. Erlings Frænde (Dipl. N. I. 225). Ligeledes passer Tiden og Alderen, da Herdiis som Datter af Fru Ragndid var Syskendebarn til Jon og Sigurd Hafthorssøn, og saaledes formodentlig jevnaldrende med disse og Bjarne Erlingssøn.
  60. Her skulde Erkebiskopen saaledes besette baade hvad Valdemar havde, nemlig Byen og Slottet, og Magnus’s Erhvervelse, nemlig Steentaarnet ved Havnen.
  61. Dipl. Sv. 3722.
  62. Dipl. Sv. 3608. At det enten var ved denne Lejlighed eller i alle Fald ved den paafølgende nærmere Overeenskomst i Vardberg d. 18de November, at Kong Valdemar lod dette Brev om Sigvid Ribbing udgaa, er aabenbart deraf, at han i dette Brev paaberaaber sig den „uopløselige“ (indissolubilis) Forbindelse, der var sluttet mellem ham og K. Magnus; dette passer ikke paa de tidligere Overeenskomster, hvor der ej er Tale om saadan Uopløselighed eller Enighed, men alene paa en af de to af 1343, hvor der i den første af 2den August tales om en „stedsevarende Fred“, i den anden endog om „uopløselig Enighed“ (indissolubilis concordiæ stabilitas).
  63. Dipl. Sv. 3721.
  64. Saaledes (Norvegiæ, Sweciæ ac terrarum Scaniæ et Hallandiæ rex) kaldes Kongen i de norske Raadsherrers Brev af 15de August 1343, ligesaa i hans eget Brev af 9de Septbr. 1343 om Friheder for de norske Stæder i Norge.
  65. Den 29de Febr. 1344 var nemlig Throne Peterssøn Høvedsmand paa Falkenberg, Dipl. Sv. 3761.
  66. Lüb. Urk. B. II. 774.
  67. S. o. IV. 2. S. 235, 588.
  68. Vi have ovenfor seet, at Stædernes Kjøbmænd i Kongens Besværingsskrivelse kaldes „Hensebrødre“.
  69. Lüb. Urk. B. II. 788. Hvorfra fik desuden Kongen de 7000 Mk., som han betalte Markvard Stove for Kjøbenhavns Taarn? Ligeledes betalte han Knut Folkessøn 200 Mk. Skaansk for Sylvesborg m. m. i Skaane, Dipl. Sv. 3750.
  70. For Anklam d. 18de Okt. Dipl. Sv. 3737; for Lübeck 29de Mai 1344 2–3, samst. 3787 1 Sept. 1344, hvorved Lübeckerne faa Tilladelse til at besejle Neva, Dipl. Sv. 3830, o. s. v.
  71. Lüb. Urk. B. II. 801. Dipl. Sv. 3788.
  72. Dipl. Sv. 3728. Herved er dog at merke, at dette Brev maaskee ved urigtig Datering i den over 200 Aar sildigere og overhoved fejlfulde tydske Oversettelse (Originalen er nemlig ej til) kan være henført til 1343 istedetfor 1344, see Noten til Dipl. Sv. 3817, Vol. 5, S. 285.
  73. Chron. i Scr. R. D. VI. S. 524.
  74. Dipl. Sv. 3736.
  75. Dipl. Sv. 3743. 3744.
  76. Dipl. Sv. 3741.
  77. <Her staar i Brevet „castrum“, og i den gamle vedføjede Oversettelse „Slot“, uagtet det dog er Steentaarnet ved Havnen, som menes.
  78. Dipl. Sv. 3742.
  79. Dipl. Sv. 3747.
  80. Dipl. Sv. 3745.
  81. Dipl. Sv. 3746.
  82. Dipl. Sv. 3748. Navnet „Getkjerr“, i vore Sagaer skrevet „Geitkjörr“, hos Saxo lacus caprinus, skrives her formodentlig ved Afskriverens Skjødesløshed „Getakir“. Da der her staar udtrykkeligt „villa Getakir prope castrum Vardberg“, faa vi endmere et Beviis paa, at Getkjerr selv var den gamle By.
  83. Endnu d. 6te Oct. 1343 lovede Lange Beyenvlete Raadet og Staden under Feiden mellem denne og Greverne at holde sit Slot Trittow aabent for det første og bestaa denne med hele sit „Compagnie“. (Lüb. Urk. B. II. 776).
  84. Lüb. Urk. B. II. No. 784, 785.
  85. See Chron. i Scr. R. D. III. 534.
  86. Saaledes Detmar, S. 256. Hans Ord herom ere disse: „by der tyd do wart deme koninghe vore Denemarken dat hus to Kalingborch, dat verreden under sie en holste deme anderen af; also wart des koninghes macht al entelen grotere in Selande. I Chron. i Scr. R. D. III. 524 henføres Kongens Erhvervelse af Kalundborg til 1344; dette kommer vel deraf, at Besettelsen, ligesom de fleste Krigsbegivenheder paa Sjæland i 1343, skete saa sildigt paa Aaret, at Chronisten neppe erfarede den førend i det næste, eller at maaskee Erhvervelsen i 1343 først er bleven bekræftet med den Tractat, hvorved Hertuginden, hvad der ej kan betvivles, har givet formeligt Afkald derpaa.
  87. Chron. i Scr. R. D. VI. 524
  88. See Schl. Holst. Lauenb. Urk. B. II. 99 (S. 114), hvor Grev Johan i sit aabne Brev om Sikkerheden for Fredens Overholdelse omtaler en fuldstændig Fredsslutning, der var kommen istand mellem ham og Kongen.
  89. Huitfeld, S. 472, omtaler udtrykkelig en saadan Overeenskomst.
  90. See det føromtalte udaterede Brev, Dipl. Sv. 3604, som her gjetningsviis henføres til 1341. I Brevet omtales først (S. 18) Freden som „firmæ pacis sinceritas et indissolubilis concordiæ stabilitas, ganske som i Overeensk. af 18de Novbr. (S. 215, L. 12); dernæst heder det længere nede: item quod ceteri milites et militares, o. s. v. og regnicolæ nostri conditionis cuiuscunque o. s. v. næsten ganske som i Overeensk. af 2den Aug. (S. 181, L. 17–11 fra neden), hvorved kun maa bemerkes, at her, formodentlig ved Trykfejl, staar constar istedetfor consimiliter, medens det samme Ord i den udaterede Tractat ved Fejllæsning af den gamle Afskriver er blevet til consilijs.
  91. Schl. Holst. Lüb. Urk. B. II. 100. (S. 115).