Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/32

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Forholdet mellem Stæderne og de tvende Riger havde siden Kongens Myndighedserklæring været det samme som hidtil, nemlig i det Hele taget spendt, idet Stæderne uafladeligt søgte at overskride deres Friheder og Rettigheder til det mødte, medens Regjeringerne søgte at hindre alle Overgreb og holde de fremmede Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker. Deraf bestandige Rivninger og Trette-Emner. Endog naar Forstaaelsen syntes at være den venskabeligste, var man sig dog paa begge Tider ligefuldt bevidst, at det ej var oprigtigt meent: Tydskerne vidste meget vel, at man kun taalte dem og holdt Fred med dem, fordi de havde vidst at gjøre sig uundværlige, og at man med Glæde vilde gribe enhver Lejlighed til at faa dem bort, medens Landets egne Borgere saavel i Sverige som især i Norge følte sig saa meget mere besværede af Handels-Aaget, som Tydskerne ved alle Lejligheder lod dem føle sin Overlegenhed og opirrede dem ved det utaaleligste Overmod. Det er allerede nævnt, hvorledes der i Formynderregjeringens sidste Aar skete flere Skridt for at hindre deres Overgreb. Anordningen af 9de August 1331 (s. o. S. 128) om Udlendingernes Handel i Bergen, saavelsom de tidligere af 3die September 1329 om Viinudsalg i Bergen og af 12te Decbr. om Forfalskningen af de udenlandske Varer, der bragtes did (S. 125), var nærmest rettet mod Tydskerne, som fornemmelig handlede med de her nævnte Varer[1]. Man havde ved den første fremdeles søgt at indskrænke Vintersidderiet og den dermed forbundne Landprang, og uagtet det var skeet med saadan Lempe, at man udtrykkeligt undtog dem, der havde norske Koner, og ligeledes tillod de Kjøbmænd, der endog kom senere til Havnen end Handelstidens Udløb, 14de September, at forblive, indtil de havde solgt sine Varer, saa var dette dog ikke Tydskerne nok: de vilde drive det dertil, at deres Handelsfactorer, hvilke de udtrykkeligt forbød at gifte sig for at knytte dem saa meget fastere til Fedrelandet og afsondre deres Interesser fra Nordmændenes, skulde kunne opholde sig og handle Aar ud, Aar ind i Norge og danne faste Filialafdelinger af de tydske Contorer paa norsk Bund. . Derpaa gik deres Stræben ud, og alt, hvad der skete for at strider dette, optog de, eller paastod at ville optage som Fornærmelser. Foruden disse egentlige Factorer og.deres Hjelpere var der nu og, som hiin Forordning af 1331 antyder, virkelig bosatte og gifte tydske Kjøbmænd, ligesom det tidligere er viist, at Haandverkerne, i Almindelighed benævnte med Fællesnavnet Suterer, siden Embedsmænd, forstørstedelen eller udelukkende var tydske. Men uagtet disse Folk, der vist forstørstedelen havde norske Hustruer, hvad Anordningen ogsaa synes at antyde, nu var at ansee som norske Borgere og burde have Interesser fælles med Indbyggerne af deres nye Fedreland, saa seer man dog, at de stundom, naar det kom til Stykket, holdt med deres egentlige Landsmænd og understøttede dem. En Forandring indtraadte vel i Regelen med deres Børn, der var opdragne.paa norsk Bund og derved lærte at betragte sig som Nordmænd: der findes saaledes tydske Ætter, der temmelig tidligt kom i Anseelse i Norge og beklædte vigtige Embeder, som Familien Paus, der blomstrede i Oslo, hvor den havde sin egen Gaard, og hvis Medlem Nikolas Paus endog var Lagmand i Oslo ved 1347[2]; Familien Skult, der ligeledes kom til Anseelse paa Østlandet, o. fl.[3]. Men mange synes de dog i eldre Tider ej at have været, og det lader næsten til, at i alle Fald de fornemmere norske Familier ikke tyktes om, at deres Døttre egtede tydske Borgere; idetmindste seer man udtrykkeligt i et Forliig af 2den August 1329, at da Margrete, en Datter af Ridderen Hr. Peter i Ædø, egtede en Tidemann af Lübeck uden at spørge sine Frænder til Raads, anlagde hendes Frænder paa hendes Systre Aasas og Ingebjørgs Vegne Sag mod hende og fik en Dom af Hauk Erlendssøn, stadfestet af Drottseten med Raadet, hvorved Bestyrelsen og Indtægterne af det Jordegods, der kunde tilkomme hende efter Forældrene, skulde tilfalde hendes to andre Systre. Siden, efter Faderens Død, indgik den ene af disse, Aasa, det nysnævnte Forliig, hvorved hun tilstod Tidemann og Margrete alt hvad der af dennes Arvepart var tildømt hende, hvorimod Tidemann og Margrete maatte til Aasas Fordeel gjøre fuldkomment Afkald paa det øvrige[4]. Hvis alle de i den Tid udstedte Skifte- og Kjøbe-Breve havde været opbevarede, vilde vi upaatvivleligt have flere saadanne Beviser paa den Ugunst, hvormed de ætstore Høvdinger betragtede slige Giftermaal. Noget bedre vilde de vel have optaget tydske Adelsmænd, men af saadanne kom der neppe mange til Norge[5]; de fleste Tydskere, der ialfald gjestede Bergen, var sikkert kun Handelsmænd, og den nysnævnte Tidemann Lübeck var sandsynligviis endog kun en Slægtning af den Tidemann Lübeck, der nogle og 40 Aar tidligere nævnes blandt de tydske Vintersiddere i Bergen, som der var blevne bannsatte, fordi de ej vilde betale Tiende. Paa den anden Side vovede vel heller ikke Høvdingerne ganske at bryde med Tydskerne for ikke at tabe den store Fortjeneste, de havde af dem; thi ej alene lejede de til dem deres Huusrum og Brygger, men afsatte sikkert ogsaa fornemmelig til dem alle de Naturproducter, som de modtog i Landskyld eller avlede paa sine egne Gaarde og ej behøvede til sit og sine Folks Underhold. Den største Uvilje mod de tydske Handelsmænd maatte naturligviis findes hos de Nordmænd, der selv drev Handel og fandt sig hindrede og trængte afvejen ved dem; men nu, da de Fornemmere allerede længere havde ophørt at drive Handel, som i gamle Dage, kunde egentlig ikke dette Slags Skinsyge opstaa hos dem: det er endog at formode, at de i allehaande mindre Conflicter, hvor det nogenledes gik an, beskyttede Tydskerne og søgte at forebygge, at man drev dem til det Yderste: deraf vel og for en stor Deel den Vaklen og Ubestemthed, som man sporer i Regjeringens Fremgangsmaade. Hvad de mest havde at udsette paa Tydskerne, var sandsynligviis deres personlige Uelskværdighed og ryggesløse Vandel, thi derom ere alle Vidnesbyrd enige, at Tydskerne i al den Tid, de havde noget at sige i Norge, opførte sig med en utaalelig Brutalitet og forargede ved sine Udsvævelser[6].

Saaledes stod Sagerne, da Kong Magnus erklæredes myndig i 1332. Det er allerede nævnt, at der da indfandt sig Sendebud hos ham fra Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswalde for at anholde om Bekræftelse paa eller snarere Udvidelse af de tydske Kjøbmænds Friheder i Bergen. Men de mødte Vanskeligheder: man var vel, siges der, tilbøjelig til at vise Lübeckerne Naade, og gav dem særskilt et skriftlig Svar; men de vilde intet modtage, hvori ikke ogsaa de øvrige var indbegrebne, og saaledes fik de intet, medens dog, som det heder, de øvrige Sendebud ærgrede sig over, at de fra Lübeck var i større Yndest ved Hoffet. Følgen heraf var sandsynligviis nogle voldsomme Optrin i Bergen, hvorom vi desverre savne ordentlige Efterretninger. Det heder kun i et Haandskrift af de islandske Annaler for 1332, at Bergen hjemsøgtes af en Ildebrand, i et andet, at Tydskerne opbrendte en stor Deel af Kjøbstaden Bergen[7]. Dette vekker visselig Forestillingen om, at de tydske Kjøbmænd have søgt at tage sig selv til Rette, eller paa andre Maader ved mere end almindelig Voldsomhed have lagt sin Harme for Dagen, saa at der er opstaaet Sammenstød mellem dem og Nordmændene, der endtes med den her nævnte Ulykke. Ogsaa i det følgende Aar skete der voldsomme Optrin: der tales om en Kamp i Bergen mellem Sutererne og Klerkerne (de Geistlige), hvorved to Klerker bleve dræbte[8]. Om nu end alt dette ikke stod i mindste Forbindelse med Spørsmaalet om Tydskernes Handelsrettigheder, saa seer man dog deraf, hvor bitter Stemningen maa have været mellem dem og Nordmændene, og til hvilke Voldsomheder den gav Anledning. Hvorledes denne Strid standsedes, og hvad der foretoges til Forebyggelse af lignende Optrin, vides ikke; men at Forholdet vedblev at være spendt, seer man deraf, at Lübeckerne i 1334 og 1335 klagede over, at deres Kjøbmænd, naar de lagde ind i norske Havne, plagedes med usedvanlige Told-Udpresninger og andre Tyngsler og Forurettelser, og bønfaldt Kongen om, at han vilde lade det forebygge for Fremtiden. Hertil svarede Kongen fra Stockholm den 4de Mai 1335, at han ikke kunde give dem nogen Beskeed derpaa, førend han, hvad der om kort Tid vilde skee, personligen kom til Landet, hvorhen han da bad dem at sende ham Bild eller Breve med en Fremstilling af Sagen, forat han kunde høre sine egne Mænds Svar herpaa; fandt han da, at disse havde gaaet for vidt, skulde han visselig lade rette derpaa[9]. Man kan neppe tvivle paa, at Lübeckerne have efterkommet Opfordringen og sendte Breve eller Sendebud til Kongen, da han om Høsten (s. o. S. 185) var i Norge, saa meget mere som vi have seet, at der maa have indfundet sig Sendebud fra Staden Kampen hos Kongen, paa Baagahuus i November, kort efter hans Bryllup. Det maa ansees temmelig vist, at intet nyt Frihedsbrev for Lübeckerne har været udstedt, thi i saa Fald vilde det vel have været opbevaret. Paa den anden Side gjorde Lübeckerne endnu ingen fjendtlige Skridt; de havde desuden nu en Grund mere til at holde sig til Vens med Kongen, saasom han ved Erhvervelsen af Skaane ogsaa havde faaet den øverste Myndighed over de vigtige og for Stæderne uundværlige Fiskerier og Markeder ved Skanør. Det er ovenfor nævnt, at Lübeckerne, formodentlig for at legge Kongen alle mulige Hindringer i Vejen med Hensyn hertil, negtede at laane ham de til Skaanes Indløsning nødvendige Penge[10]. Men han hjalp sig dog nogenledes alligevel, som vi have seet, og blev Skaanes Herre; ja Lübeck eller Kjøbenhavn bestemtes endog som de Steder, hvor Udbetalingerne skulde skee, og vi erfare, at Kongen lod enkelte af de Summer, der skulde udbetales, eller maaskee dem alle, eftersom han opdrev dem, deponere hos Raadet i Lübeck[11]. Det var angaaende nogle Excesser, hvori Handelsmænd fra Kampen i Nederlandene havde gjort sig skyldige ved Skanørmarked 1334, at hine Gesandter fra denne Stad havde indfundet sig hos Kongen ved eller strax efter hans Bryllup for at udvirke hans Tilgivelse, hvilken ogsaa paa Dronning Blanches Forbøn blev dem til Deel. Lübeckerne sendte ligeledes, som vi have seet, Gesandter til Kongen ved hans Kroning i Stockholm 1336. Det lader til, at denne Sendelse endog var mere end almindeligt højtidelig; det var tvende Raadmænd, Tidemann Gustrow og Hans Rode, som afsendtes, og de ledsagede Albrecht af Mecklenburg paa Sejladsen til Kalmar og Stockholm, hvor de overvar Kroningen og forblev lige lige til den 15de August[12] for at underhandle, fornemmelig om Frihederne i Skaane. Denne Gang fik de virkelig og noget udrettet, hvad der nu kan have været Aarsag dertil. Kongen viiste sig meget gunstig imod dem. Den 2den August fik de Bekræftelse paa en Dom, hvorved den afgangne Erengisl Neskonungssøns Sønner tilpligtedes af sin fedrene Arv at godtgjøre lübeckske Borgere Verdien af et disse tilhørende Skib, som deres Fader i sin Tid havde taget i Havnen ved Pernau[13]. Den 12te August erhvervede de, som Detmar udtrykker sig, „hos Kongen stor Frihed i Sverige og i Skaane evindeligen at bruge“. Det vil sige, han befriede deres Skibe, forsaavidt de maatte strande i Skaane, Halland eller andre omliggende, under ham lydende Landskaber fra at behandles efter Strandretten, og bekræftede deres Friheder paa Markederne ved Skanør og Falsterbod; iligemaade fritog han dem fra at erlægge Told i Sverige, uden naar almindeligt Forbud mod visse Varers Indførsel var udstedt; han erklærede, at naar Borgere af Lübeck vilde opholde eller bosette sig i Sverige og lyde under de svenske Love, skulde de herefter kaldes Svenske – altsammen dog mod fuldkommen Reciprocitet; at naar nogen Lübecker havde lidt Uret i Sverige og ikke før sin Afreise faaet Ret derfor, skulde Kongen, naar Brev og Vidnesbyrd desangaaende tilstilledes ham fra Lübeck, strax skaffe Ret efter Landets Love, ligeledes mod Reciprocitet; Sørøverne, der svermede om Kysterne, skulde blive afstraffede, og lübeckske Borgere, der kom til Sverige, venligt modtages og behandles, hvilket samme forventedes i Lübeck at ville skee ved svenske Undersaatter; endelig bevilgedes det paa Dronningens Bøn og i Anledning af Kroningshøjtidelighederne, at hvilkensomhelst lübecksk Mand, der kom til at strande paa Sveriges, Norges, Hallands eller Skaanes Kyst, skulde uhindret kunne lade Godset bjerge inden Aar og Dag og frit besidde og benytte det, eller hans Arving, hvis han imidlertid var død, hvorhos det udtrykkeligt forbødes enhver Foged, Embedsmand eller anden Undersaat heri at gjøre dem nogen Hinder. Alt dette skete, som det heed, med Raadets (det svenske Raads) Samtykke i Betragtning af de ved Gesandterne sømmeligt indgivne Ansøgninger, og af Taknemmelighed for Tjenester, som de havde beviist Kongen og hans Forfædre, og fremdeles beviiste[14]. Den 18de August tilstod Kongen, i Uppsala, Kampens Borgere, fra hvilke ogsaa Gesandter var komne, Ret til at benytte den Plads paa Skanør, som de hidtil havde haft, men i Brevet, der handler om denne Tilstaaelse, forudskikkes en Bemerkning, hvorom der intet nævnes i Frihedsbrevene til Lübeck, nemlig, at uagtet Kongen ved sin Kroning efter sine Raadsherrers Raad havde ganske tilbagekaldt alle de Privilegier, som enten han selv eller hans Forgængere paa nogen Maade i sine Riger, Herskaber eller Landskaber havde tilstaaet hvilkesomhelst Personer. Byer eller Søstæder, eller andre, saa havde han dog i Betragtning af de Tjenester og Villigheder, Kampens Borgere havde viist ham og hans Forfædre, og paa deres Begjering, villet vise dem den her omtalte Naade[15]. Dette Udsagn er saa almindeligt, at man skulde tro det ogsaa gjelder Norge, men alligevel er der ingen Spor til, at nogen saadan Tilbagekaldelse der har fundet Sted; man maa altsaa formode, at der her alene sigtes til Sverige og Skaane[16]. De lübeckske Sendebud havde endnu et vigtigt Erende at udrette, hvortil de behøvede Kongens Bistand. Det er forhen nævnt, at den svenske Herre Sigvid Ribbing, en Ven af Jens Offessøn, var Befalingsmand over Søndrehalland i Knut Porses Sønners Mindreaarighed. En af hans Mænd var i Bardafjord paa Hallands Kyst bleven dræbt af Friser fra Stavern, men disse kastede Skylden paa Lübeckerne, hvoraf der endog opstod Fejde mellem begge Stæders Borgere. Sigvid Ribbing, en heftig og voldsom ung Mand, troede ogsaa, at Lübeckerne var de skyldige, og søgte at hevne sig paa dem ved at fejde imod dem og kapre deres Skibe. Gesandterne foredrog denne Sag for Kongen og Raadet – altsaa betragtedes Magnus, efter Skaanes Erhvervelse, allerede som Søndrehallands Lehnsherre, skjønt nogen formelig Overdragelse endnu ikke var skeet, eller og maa det have været i hans Egenskab som.Knut Porses Sønners nærmeste mandlige Frænde og naturlige Verge, at de henvendte sig til ham. Kongen befalede „en veldig Ridder“ (der siges ikke hvilken) at begive sig til Halland for at høre, hvad begge Parter havde at sige, og see til at faa et Forliig istand; med Gesandterne sendte han en af sine Svene, der ledsagede dem gjennem Landet og bragte dem med sikkert Lejde til Falkenbergs Slot, hvor Sigvid Ribbing havde sit Tilhold. Sigvid tog venligt imod dem og laante ogsaa villigt Øre til den kongelige Ridders Meglingsforsøg: saaledes kom det den 15de September til et Forliig, hvorved det bestemtes, at Fjendskab og gjensidige Forurettelser skulde være glemte, at der herefter skulde herske gjensidigt Venskab mellem begge Parter, og hvis der fandtes lübeckske Kjøbmænds Gods eller Varer i Skibe, tilhørende Sigvids Fjender, og af denne opbragte, skulde de eller deres Verd udleveres til Ejerne[17]. Ved Afskeden gav Sigvid endog Gesandterne skjønne Foræringer, skiltes fra dem med største Kjærlighed, og var herefter Lübeckernes Ven[18]. Denne venlige Stemning mod Lübeckerne skyldtes vist ikke Forestillinger eller Trusler fra Kongen, men snarere den Omstændighed, at Sigvid selv agtede enten at gjøre sig uafhængig i Søndrehalland, eller i alle Fald ikke at underkaste sig Kongen[19]; det maatte derfor være ham af Vigtighed at vinde Lübeckernes Venskab, og disse, der trods alt, hvad der nu var skeet, dog befandt sig paa en temmelig spendt Fod med Kongen, følte vel ogsaa, at deres og Sigvids Interesser ialfald i dette Henseende var fælles.

  1. ↑ At Tydskerne især bragte Viin, siges udtrykkeligt af Kong Sverre, s. o. III. S. 201, 202; skjønt dog ogsaa Viin nu indførtes af Engelske og Flæminger, see f. Ex. B. Haakons Brev til Biskop Jon i Skaalholt af 14de Juni 1338 (Samll. V. 121): „her var ikke at faa Viin … fra Flandern eller England kom ikke saameget som et Kar af rød, hvidt eller sød Viin (altsaa fransk og middelhavsk Viin), kun noget fra Tydskland, nemlig Rhinskviin, og dog ikke godt“. Derimod i Brevet af 4de Novbr. 1340 til Biskop Salomon af Oslo: „her er ligesaa stor Viinmangel som hos Eder, og vore Brødre ere aldeles tamme, paa det nær at vi skaffede dem en Pibe hviid Rhinskviin, der var skammeligt dyr; næsten alle blev narrede derved, at man hver Dag ventede Bedring, men Tydskerne tappede og drak imidlertid hvad der var forhaanden, dog mestendeels noget, man neppe kunde give Navn af Viin“.
  2. ↑ At Familien Bans er af Tydsk Herkomst, siges ikke udtrykkeligt nogensteds, men det ligger allerede noksom i Navnet; dette er nemlig den nedertydske Form „paus, pawes“, istedetfor Pabst, Pfaff, ɔ: Pave, Prælat; formodentlig var Stamfaderen en Geistlig eller havde faaet dette Øgenavn. Nikolas Bane, der siden blev Lagmand i Oslo, nævnes allerede 1329, see Dipl. N. I. 203; som Lagmand forekommer han i et Brev af 12te Jan. 1347, smsteds. No. 303. Ættens Gaard i Oslo, kaldet Pausen, nævnes hyppigt i flere Breve, f. Ex. af 1359, Dipl. N. II. 352, og af 1482, Dipl. N. I. 934.
  3. ↑ „Skult“ er ligesrem det tydske „Schulz“, „Schulze“, schweitzisk „Schultheiß“, hollandsk Scout, egentlig Sculd-heiz, i Middelalderens Latin Scultetus, d. e. Forstander; det bruges om Formænd i Communen ligefra Sognefogder i Landsbyer til Borgermestre. En Gaard i Oslo heed Skulten; Medlemmer af Familien omtales i flere Breve, og saavel denne, som Familien Paus, er endnu til.
  4. ↑ Dipl. Norv. II. 172. Om denne Hr. Peter af Ædø ((Ædø paa Nordmøre?) meldes ellers intet i andre Breve, med mindre han skulde forekomme under et andet Navn, hvilket ikke godt lader sig afgjøre, naar ej andre bestemmende Omstændigheder komme til. Snarest skulde man gjette paa, at han var den samme som Hr. Peter paa Eid (Petr á Eiði), der forekommer mellem 1290 og 1308, og som af os tidligere er omtalt (s. o. IV. 2. S. 297, 304, 355, 384); thi vel maa dette „Eid“, som han kaldes efter, nærmest antages at være hans Odelsgaard Eid i Stryn paa Nordfjord, men han havde og en Gaard ved Navn Eid paa Nordmøre (Munkelivsbog S. 57), jfr. ovf. IV. 2. S.217, Not. 1, der maaskee i hiint Document, udstedt efter hans Død, kunde være forvexlet med Ædø; merkeligt er det ogsaa, at Peter paa Eid i 1296 var med at stille Borgen for de i Anledning af Tiendeskatten bannsatte Tydskeres Tilstedebliven (s. o. IV. 1. 584), og at en af disse heed Tidemann Lübeck (Dipl. N. I. 122, III. 37); thi at denne var en eldre Frænde af hiin Tidemann af Lübeck, der egtede Margrete Petersdatter, kan neppe betvivles, og da Peter af Eid ej vel kunde have anden Grund til at borge for ham, end at han kjendte ham og maaskee lejede Huus til ham, vilde dette lettest kunne forklare os Anledningen til, at den yngre Tidemann, som da vel og bar vanket i Huset, kunde blive kjendt med Margrete og fortolke hende. Men er Peter af Ædø og Peter af Eid een og samme Person, da bliver og Peters Frue, Christina Ivarsdatter, den samme „fornemme, med Kongen beslægtede, Dame, øster i Viken“, til hvem Peter af Eid friede 1295 og fik af Kongen et Anbefalingsbrev, forfattet af Laurentius, der senere blev Biskop paa Island s. o. IV. 304). Tiden passer idetmindste aldeles nøjagtigt. – Peter af Ædø og Christina Ivarsdatter havde ifølge Brevet af 1329 tre Døttre, Jomfru Aasa, som da endnu var ugift, den føromtalte Margrete, Tidemanns Hustru, og Fru Ingebjørg, der saaledes ogsaa maa have været gift med en Ridder, og vistnok er den samme „Fru Ingebjørg Petersdatter paa Huustad“, der nævnes i sildigere Breve, thi Huustad nævnes ogsaa i Brevet af 1329 som det Sted, hvor Tidemann og Margrete skulde faa en Deel af deres Arv udbetalt. Paa Jomfru Aasas Vegne mødte ved Forliget i Bergen 1329, hendes Moder Fru Christina tilligemed Hr. Finn Agmundssøn. Da Finns yngre Broder heed Ivar, og den anden Søn hyppigt plejede at opkaldes efter Morfaderen, bliver det heraf sandsynligt, at Christina var en Syster af Finns og Ivars Moder. Forresten maa Tidemann af Lübeck ogsaa være kommen til nogen Verdighed, siden hans Hustru to Gange i Brevet kaldes „Fru Margrete“. At Fru Ingebjørgs Mand skulde være den Peter Haakonssøn, der 1356 solgte 36 Mmbool. i Huusstad i Hjørendfjord paa Søndmøre (Dipl. N. II. 333), er vel tvivlsomt.
  5. ↑ Vi finde senere hen flere, som den anseede Hr. Dietrich Wüstenacker, der blev gift med Margrete Eilifsdatter og spillede en ej ubetydelig Rolle.
  6. ↑ Herom behøver man kun at læse de eensstemmige Vidnesbyrd lige fra de fortie Tider til de Contoirskes Undertvingelse, fornemmelig „den norske So“. Af største Vegt er her de Klagemaal over Tydskernes Voldsomheder i Norge, der findes indtagne i det Indlæg, Kong Magnus indgav ved Fredscongressen 1343, hvorom nedenfor.
  7. ↑ Den første, kortere, Notits findes i de fleste, den anden i Brudstykket No. 423.
  8. ↑ Hole-Annalerne. Her nævnes ogsaa nogle andre Begivenheder i Bergen, om hvilke det ej er ret klart, hvorvidt de vedkomme den ovenomhandlede Tildragelse. Den hele Notits lyder saa: Hjadande (Hjarande?) heed en Mand, som dræbte en Mand i Grid Dagen for Thomasmesse, just som Julegriden var sat, i Korskirkegaarden i Bergen, han blev halshuggen Thorlaksmesse. En anden Mand dræbte sig selv, og de gik begge igjen; deraf døde tre Mænd. Kamp mellem Klerker og Suterer; to Klerker dræbte.
  9. ↑ Lübecks Urkundenbuch, T. II, No. 415. Aarstallet mangler, der staar kun: „Scriptum Stockholmis, in crastino Inventionis sanctæ crucis“ Nu kunde dette visselig alene for Tidens Skyld, naar ingen andre Hensyn gjorde sig gjeldende, maaskee være 1341, da der ogsaa var Tale om Beskikning fra Lübeck, som det vil sees, men Udgiverne af „Urkundenbuch“ have vist Ret, naar de mene, at de ej kunne sette Brevet senere end 21de Mai 1335, hvor Kongen begyndte stadigt at kalde sig Sveriges, Norges og Skaanes Konge (eller Norges, Sveriges og Skaanes Konge); thi i dette Brev kalder han sig alene „Konge til Sverige og Norge“. Af 1334 kan det ej være, thi da var Kongen d. 1ste Mai i Tunsberg, altsaa ikke den 4de i Stockholm. Om 1333 kunde der maaskee være Tale, da Kongen i dette Aar havde Forhandlinger med Lübeckerne i Anledning af Skaanes Indløsning, idet Hr. Gisl Elinessøn og Karl Neskonungssøn i hans Navn deponerede et Afdrag af Løsningssummen hos Raadet i Lübeck for at udbetales til Johannes Hasendorp (see dennes Qvittering, Urk. B. II. 561); og det er heller ikke usandsynligt, at han, som Udg. af Urk. B. have antaget, samtidigt skrev Brevet No. 562, om at tilstaa de Holstenere Lejde, der i Lübeck skulde hæve de Penge, han havde at udbetale til dem. Men dette Aar passer langtfra saa godt for hiint Brev, som 1335, hvor Kongen netop i Mai var i Stockholm og ud paa Aaret agtede sig til Norge.
  10. ↑ Til Sikkerhed for disse Penge skulde igjen Skaanes Indtægter anvises, see Detmar.
  11. ↑ See de nys berørte Breve af 1333, Urk. B. No. 561 og 562.
  12. ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Detmar, S. 240. Jfr. ovf. S. 196.
  13. ↑ Dipl. Sv. 3241. Lüb. Urk. B. II. 637.
  14. ↑ Dipl. Sv. 3242. 3243. Lüb. Urk. B. II. 638. 639.
  15. ↑ Dipl. Sv. 3246.
  16. ↑ Da Hensigten med denne Tilbagekaldelse aabenbart egentlig kun har været den, at de omspurte Privilegier og Frihedsbreve nu skulde fornyes efterat være reviderede, og det hverken i sig selv kan ansees tænkeligt, at det svenske Rigsraad ogsaa skulde revidere de for Norge udstedte Privilegier, eller Spor findes til, at Fornyelser af Frihedsbreve vedkommende Norge have været udgivne ved Kroningen i Stockholm, med Undtagelse af de vistnok i sig selv noget uformelige Hentydninger til Norge i de nysanførte Breve for Lübeck: saa afgive disse Ord om Tilbagekaldelsen en vigtig Grund mere til at antage, at en norsk Kroning ogsaa har fundet Sted i 1337 (s. o. S. 205–207), thi man maa formode, at ved en saadan Kroning vilde en lignende Tilbagekaldelse da igjen ufejlbarligt have draget flere Privilegie-Fornyelser efter sig. Og da nu netop flere slige udtrykkeligt omtales som udstedte ved Høvdingemødet i Oslo 1337 (s. o. S. 213), kunne vi derfra med god Grund slutte tilbage til en foregaaende Tilbagekaldelse, og fra denne igjen til en Kroning.
  17. ↑ Dipl. Sv. 3254. Lüb. Urk. B. II. No. 641. Som Meddeeltagerne i Forliget paa Sigurds Side nævnes her Knut Arnvidssøn, Paal Arnvidssøn og Peter Porse, formodentlig en Brodersøn af Knut Porse.
  18. ↑ See om alt dette Detmar S. 241. Det siges her udtrykkeligt, at Sigurd, „en iunghelingh doles modes“, var en Slegtning af Knut Porse (van geslechte des duren hertoghen Knut Porses); af Dipl. Sv. 3558 sees, at han var i Svogerskab med St. Brita og hendes Mand Ulf Gudmarssøn.
  19. ↑ Herom vil der i det følgende blive handlet udførligere.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/32&oldid=78809»