Det norske Folks Historie/7/26

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 201-215).

Kong Magnus havde om Vaaren 1337, paa det korte Sommerbesøg i 1336 nær, ikke siden Høsten 1335 været i Norge. I hele denne Tid havde han haft Rigsseglet hos sig, og fra Sverige af udstedt de Breve, der for at have fuld Kraft nødvendigviis maatte udferdiges under dette. Men nu fordrede den i Norge bestaaende Forfatning, at saadanne Konge-Breve i mange enkelte Anliggender maatte erhverves, for at disse kunde komme til endelig Ordning. Lige siden Sverres Tid havde Kongerne med Kraft og Conseqvens arbeidet derhen, at concentrere al Magtfylde og Myndighed i Kongens Person, og jo bedre dette var lykkets dem, desto umisteligere var Kongens personlige Nærværelse i Landet, ikke at tale om, at Folket selv var fra gammel Tid vant til at bringe sine Anliggender lige ind for Kongen selv og erhverve hans umiddelbare Afgjørelse. Vistnok havde det været Hensigten med Oprettelsen af Lagmands-Embederne og Overdragelsen af mange Sagers Afgjørelse ogsaa til Sysselmændene at gjøre slig personlig Henvendelse mindre nødvendig, og derved skaffe dem, der boede fjernt fra de Egne, hvor Kongen opholdt sig, nogen Lettelse. Men deels trængte endnu i mange Tilfælde ogsaa Lagmændenes Orskurder og Sysselmændenes Afgjørelser til kongelig Bekræftelse, deels var der mange andre Sager, hvortil den kongelige Myndigheds Indskriden var uomgængeligt nødvendig. Blandt disse maa vi først og fremst nævne Landsvists-Sagerne. I hiin Tid, hvor de Fleste bar Vaaben, og Mandebods-Principet endnu ikke var afskaffet, saa at Drab fremdeles kunde afsones med Bøder, var Slagsmaal og Manddrab meget hyppigere end nuomstunder. Manddraberen havde efter Loven tabt sin Fred og var saaledes fredløs eller utlæg, indtil Kongen af sin Magtfuldkommenhed gav ham Landsvist, hvilket altid skete, saasnart Omstændighederne ved Drabet ikke var altfor graverende, men saadanne at det nogenlunde kunde betragtes som uoverlagt. Sysselmanden eller dennes Lensmand skulde da i deslige Tilfelde optage Vidnesbyrd om den hele Sammenhæng og sende dette til Kongen, som da bestemte, hvorvidt Drabsmanden skulde have Landsvist, og i dette Tilfelde udgav sit Brev derpaa under Rigsseglet, hvori der tillige bestemtes, om han skulde betale heelt eller halvt Thegngilde og Fredkjøb foruden Bøderne til den Dræbtes Arving^[1]. I Mellemtiden, inden denne Resolution kunde falde, befandt altsaa Drabsmanden og derved alle hans nærmeste Paarørende sig i en højst ubehagelig, usikker Tilstand. Han var egentlig utlæg, men i Forventningen om Landsvist synes det dog ogsaa, som om han maatte nyde etslags midlertidig Sikkerhed for den Dræbtes Frænder; nogen ret Beskyttelse havde han dog ikke, og i mange Tilfælde var han vel endog nødt til at søge Skjul, eller Fristed i en eller anden Kirke, eller og forlade Landet. Her gjaldt det saaledes at forkorte denne Tilstand saa meget som muligt. Men naar Kongen var i Sverige, maaskee endog i dets østlige Deel, var det baade langvarigt og forbundet med megen Bekostning at faa sendt Bud til ham: i de fleste Tilfælde undlod man det vist endog derfor, men ventede, indtil Kongen kom til Norge. Dette var allerede slemt nok, om end Kongen kom et Par Gange om Aaret, men naar han, som nu, udeblev henved halvandet Aar, og i det højeste kun kom til Rigets yderste Grændsepunkt, Baagahuus, hvortil Vejen fra Throndhjem og Nordland var uendelig lang og besværlig, maatte hiin Uvisheds-Tilstand for Drabsmanden, og middelbart ogsaa for hans Frænder, der ej kunde vide, om de herefter skulde have Fred og Ro eller ej, blive aldeles utaalelig. Ligesaa ubehageligt var det for Mangen at vente paa kongelig Bekræftelse paa en Dom, eller maaskee endog reentud at undvære den. Endvidere var det meget almindeligt at løse kongelige Beskyttelsesbreve for visse Indretninger, private Ejendomme, o. s. v., hvorved den, der gjorde Indgreb deri, foruden den lovbestemte Straf, forfaldt i Brevebrudsbod og under Kongens Vrede. Alle slige Sager havde nu i temmelig Hast kunnet afgjøres, saa længe endnu Formynderregjeringen stod ved Magt. Naar vi saaledes see Stig Haakonssøn paa Mannvik d. 21de Februar 1332 indsende Beretning om et i hans Syssel begaaet Drab^[2], kan man være temmelig sikker paa, at Landsvistbrevet, saafremt Landsvist bevilgedes, har været udstedt af Drottseten og Cantsleren i Kongens Navn, endnu førend denne overtog Regjeringen. Men i hele 1333 var Kongen saagodtsom ikke i Norge, og det maa nødvendigviis have foraarsaget, at mange af de her nævnte Anliggender ej kunde fremmes, thi ikke alle havde Raad til at søge Kongen i Sverige. Derfor har vel og Misfornøjelse hermed haft nogen Deel i Urolighederne det Aar og det følgende, og Kongen gav vistnok kun efter for et uafviseligt Ønske, da han i det følgende Aar gjorde Ivar Agmundssøn til Drottsete og betroede Haakon Agmundssøn Rigsseglet. Thi disse Herrer kunde saaledes afgjøre Sagerne i Kongens Navn, hvorpaa vi i det før omtalte Brev af 1ste Mai 1334 have et Aa godt Exempel. I 1335 var Kongen fra August til November i Norge: da var heller ikke Nøden saa stor, og det lader ogsaa til, at man har benyttet sig af Lejligheden. Men saa blev han, som nys nævnt, borte i næsten halvandet Aar, og da maa det i mange Stykker have seet reent galt ud, og Folket paa mange Steder have knurret. Endog højtstaaende Mænd, som ellers var loyale nok, have nu vist rystet paa Hovedet og raadslaaet med hinanden om, hvad herved var at gjøre. Vi see saaledes d. 30te October Hr. Ivar Agmundssøn hos sin Broder Hr. Finn og dennes nu voxne Søn Agmund Finnssøn paa Ættegaarden Hestbø i Ryfylke^[3]. Muligt, at det kun var en Sammenkomst i Privat-Anliggender, eller et Besøg; men merkeligt er det dog, at han foretog Reisen just paa denne ubekvemme Tid, da han dog var tilbage i Skidan igjen ved Juletider. Man synes at ane, at Hovedhensigten med hans Besøg paa Vestlandet har været at overlegge med sin Broder, med sin Ven, Biskop Haakon, med hvem han stod i ivrig Brevvexling om politiske Sager, og med andre Stormænd om, hvad der under disse Forhold var at gjøre. Hvad enten nu Kongen af sig selv har indseet, at han ej uden Fare kunde være længere borte fra Norge, eller man har indtrængende forestillet ham Nødvendigheden af at komme, eller han desforuden ogsaa har haft særegne Hensigter: saa meget er vist, at han om Vaaren 1337 bestemte sig ej alene til at gjeste Norge den forestaaende Sommer, men og til at samle Raadets Medlemmer om sig, og saaledes holde et Høvdingemøde, der vel kunde behøves. I dette Øjemed udferdigede han Breve til alle disse Herrer, og bestemte den 22de Juni som Samlingsdagen, formodentlig i Oslo. Naar disse Breve kom til vedkommende Personer, vides ikke nøje, men de maa være komne temmelig tidligt paa Vaaren, da vi endnu have et Brev fra Biskop Haakon til Hr. Erling Vidkunnssøn^[4], hvor han udtrykkeligt omtaler, at han selv har modtaget Kongens Skrivelse, og derhos ogsaa yttrer nu om den forestaaende Reise østover, som om der endnu var rum Tid, inden man behøvede at tiltræde den. Han siger i dette Brev, at han havde bragt i Erfaring, at Hr. Erling havde modtaget en lignende Indkaldelsesskrivelse, at han endnu ikke ret vidste, hvad Erkebiskopen, der forresten allerede var kommen til Vossevangen og derfra agtede sig den korteste Vej over Boolstadøren til Bergen, besluttede sig til, undtagen at han, hvis der overhoved blev noget af Reisen, helst saa at han, Biskop Haakon, Hr. Erling og Hr. Finn reiste i Samflode med hinanden. Der var, skrev han end videre, Rygter om mange og store Tidender i Omløb paa hans Kant, men han vilde ikke skrive dem, da han selv ikke havde erfaret dem skriftligt; han beklagede derfor, at Hr. Ivar ikke paa længere Tid havde tilskrevet ham, og ønskede at vide, om han muligtviis havde skrevet til Hr. Erling om et og andet, hvorom heller ikke han – Haakon – burde være uvidende; det var ellers baade Erkebiskopens og hans eget Ønske, at Hr. Erling nu strax kunde komme til Bergen. Vi see heraf noksom, at der var noget mere end almindeligt i Gjere, og at Hr. Ivar isærdeleshed antoges at maatte være underrettet derom, hvad enten nu fordi han boede paa Østlandet og saaledes havde lettere for at faa Efterretninger fra Sverige, eller, hvad der er rimeligst, fordi han for Tiden var den, der ledede Stormændenes Skridt.

Kong Magnus forberedede sig ogsaa paa sin Side til et længere Ophold i Norge, idet han udnævnte Hr. Gregorius Magnussøn til sin Drottsete i Sverige^[5] og tog Dronningen og alle hendes Hofdamer med^[6]. Reisen gik dog ikke saa tidligt for sig, som fra først af bestemt, og der maa være sendt nye Skrivelser rundt omkring til Høvdingerne, thi den 27de Juli var Biskop Haakon endnu i Bergen^[7], og den 21de Juli var Kongen endnu rimeligviis i Ljodhuus^[8]. Først henved Bartholomæi Tider, sidst i August, blev Høvdingemødet afholdt, deels i Oslo, deels paa Akershuus, hvor Kongen nu synes at have haft sin Bolig.

Der synes ikke at have været faa Herrer tilstede paa dette Møde, saa mange, at Kongen i et derved udfærdiget Brev taler om „hele Rigsens Raad“ som nærværende. Der var for det første Erkebiskopen og tre af hans Chorsbrødre, Biskop Haakon, Biskop Hallvard af Hamar, og, som det forstaar sig, Biskop Salomon. Af de verdslige Herrer nævnes udtrykkeligt Hr. Ivar, den forhaandenværende Merkesmand Hr. Paal Erikssøn, begge Hafthorssønnerne, og Hr. Erlings Søn, den unge Bjarne, der synes at have staaet i Kongens Tjeneste som Hirdmand. Men der maa naturligviis have været mange flere. Saavidt man kan skjønne, var dog ikke Erling Vidkunnssøn selv tilstede. Han maa have givet Sønnen Fuldmagt til at handle paa hans Vegne.

Af Forhandlings-Emner maa der have været mange. Først og fremst synes Midlerne til at raade Bod paa de Ulemper, som Kongens langvarige Fraværelser udenfor Landet medførte, at maatte have været paa Bane og saaatsige at have udgjort Hovedgjenstanden for Raadslagningerne. Dernæst skulde der handles om det mellem Erkebiskopen og Kongens Repræsentanter nys opstaaede Tvistemaal angaaende Jurisdictionen i Christenretssager, hvorom strax ovenfor er handlet. Fremdeles vil det erindres, at den Fred, som den 3die Juni 1326 var sluttet med Rusland, kun var indgaaet paa ti Aar (s. o. S. 75), hvilken Frist saaledes denne Sommer var udløben. Ved at modtage det halve af Sexaarstienden til at bekrige Russer og Kareler havde Kongen, eller de, som dengang førte Regjeringen i hans Navn, strengt taget forpligtet ham til at føre Krigen, især da denne jo ansaaes som en hellig Krig, og derfor maatte der vel nu raadslaaes om, hvorvidt man virkelig skulde begynde den, og paa hvad Maade dette i saa Fald skulde skee. Endelig synes det temmelig vist, at hvis Kong Magnus nogensinde blev kronet i Norge, hvilket, som allerede nævnt, ingensteds udtrykkeligt omtales, da maa det være skeet ved denne Lejlighed. I og for sig selv kan man jo ikke egentlig sige, at den Taushed derom, som hersker i de faa, magre og mangelfulde Kilder, hvorfra Beretningen om disse Tiders Begivenheder maa hentes, indeholder noget bestemt Beviis for, at en saadan Kroning ikke skete i Norge. Naar den skulde finde Sted her, saa synes Tiden dertil naturligst at have maattet være ved hans første Besøg i Oslo eller en anden af Norges biskopelige Stæder, efterat han var bleven kronet i Sverige, og følgelig da han nu i August 1337 kom til Oslo. Men netop fra dette Aar indeholde de islandske Annaler, der ellers ere vor Hovedkilde med Hensyn til de egentlige historiske Beretninger, saagodtsom slet intet om Begivenhederne i Norge, hvad nu end Aarsagen kan være: de nævne ej engang noget om Høvdingemødet i Oslo, der dog var af Vigtighed nok, og uagtet de fleste øvrige Høvdingemøder pleje at omtales. Her er saaledes al Grund til at tro, at om end vigtigere Begivenheder end selve Kroningen i dette Aar havde fundet Sted i Norge, vilde de dog ikke have været berørte. Den lübeckske Chronist Detmar, der saa omstændeligt omtaler Kroningen i Sverige, nævner vel intet om nogen Kroning i Norge, men undersøger man Sagen nøjere, vil man finde, at den svenske Kronings Omtale hos ham egentlig kun hidrører derfra, at de ovennævnte lübeckske Gesandter vare tilstede under Kroningshøjtidelighederne og saaledes ved Tilbagekomsten have givet omstændelige Beretninger derom, ej at tale om, at deres Sendelse selv og Resultaterne deraf vare for vigtige til at kunne forbigaaes, medens de heller ikke kunde omtales, uden at man nævnte noget om Kroningen, saa meget mere som de Indrømmelser, der da tilstodes Lübeckerne, netop tilstodes dem i Anledning af denne. For hele Aaret 1337 meddeler han derimod ingen Tildragelse fra Norge eller Sverige^[9]. At de til vor Tid opbevarede Brevskaber intet indeholde om Kroningen, beviser hverken fra eller til, thi heller ikke om Kong Haakon Magnussøns Kroning forekommer der nogen særegen Meddelelse, uden for saa vidt denne Konge sedvanligviis af Undersaatterne kaldtes „den kronede“. Muligheden af, at en Kroning fandt Sted i Oslo 1337 i August Maaned, er saaledes altid tilstede, og der gives derhos flere Omstændigheder, der endog tale for Sandsynligheden. For det første er det jo, som sagt, rimeligst, at Kongen snarest muligt efter sin Kroning i Sverige ogsaa ønskede at lade sig krone i Norge. For det andet er det bekjendt, at Kongerne ved slige store Fester, som en Kroningsfest, gjerne plejede at ophøje flere anseede Mænd til Ridderverdigheden. Nu er det ikke sandsynligt, at Kongen har meddeelt nogen saadan Verdighed, førend han selv var bleven dubbet til Ridder af sin Svoger ved Kroningen i Stockholm, thi hvorvel Ridderverdighedens Meddelelse, fornemmelig i Norge, ikke som i det øvrige Europa var betinget deraf, at Meddeleren selv havde den, men egentlig kun var et af Kongedømmets Prærogativer, og derfor heller ikke kunde skee ved andre end Kongerne, saa er det dog paa den anden Side tydeligt, at Magnus neppe vilde have anseet det nødvendigt at lade sig dubbe til Ridder, hvis han ikke i dette Stykke havde hyldet de udenfor Norden herskende Synsmaader, nemlig at han alene derved erhvervede den Ret til at meddele Verdigheden til andre, som han siden ved Kroningen selv skulde udøve. Men nu finde vi, at et Par anseede Nordmænd, der ikke tidligere vare Riddere, netop ere blevne ophøjede til denne Verdighed før Juletider 1337: det kan ogsaa alene have været ved Høvdingemødet i August Maaned. Disse Mænd vare Jon Hafthorssøn, og hvad der er merkeligere, endog Ulf Saxessøn, der nu, som det strax nedenfor nærmere skal omhandles, blev tagen til Naade igjen baade af Kongen og Biskop Hallvard: en Act) der ligeledes synes at vidne om en eller anden større Højtidelighed af det Slags, hvorved Amnestier plejede at meddeles^[10]. Endvidere see vi, som det allerede er berørt, at Dronningen og hendes Hofdamer fulgte med, og af Breve, som Biskop Haakon skrev til forskjellige Venner efter Hjemkomsten til Bergen, faar man ligeledes det Indtryk, at der under dette Høvdingemøde gik ualmindeligt festligt til, ligesom man seer, at Kongen derhos udstedte en heel Deel Beskyttelsesbreve, ogsaa et af Kroningsfesternes sedvanlige Attributer. Endelig er ogsaa Tiden ikke uden Betydning. Thi da de forsamlede Herrer ej synes at være komne tilstede førend efter den 15de August, Mariemesse fyrre, og der saaledes ej vel kan være Tale om denne Dag, maa Kroningen, hvis den overhoved fandt Sted, være skeet paa Bartholomæusdagen d. 24de August, der tillige var Søndag; denne vilde da maaskee netop have været Aarsdagen for Kongens Hyldning, og saaledes med Flid valgt af ham. En Sandsynlighed for, at Kongen i 1337 d. 24de August blev kronet for Norge i Oslo, er altsaa unegteligt tilstede; men nærmere kan man heller ikke komme denne Sag, hvis ikke nye, hidtil ukjendte, Kilder, der maatte oplyse det, herefter skulde dukke op. Men saa meget indsees let, at hvis denne Højtidelighed fandt Sted, da maa den have været Hovedøjemedet med det hele Høvdingemøde, og have gaaet forud for alle andre Forhandlinger.

Dette være nu da som det vil. Men vist er det, at Ulf Saxessøn blev af Kongen tagen fuldkommen til Naade, ja vandt endog, som det synes, i ikke ringe Grad hans Yndest. Hvor han havde været i de tre forløbne Aar, og hvorledes det gik til, at han kom tilbage, vides ikke. Hvad man veed med Sikkerhed er, at han ogsaa maatte forlige sig med Biskop Hallvard af Hamar og lade sig løse af ham fra den Excommunication, hvori han ipso facto var falden formedelst den Deel, han for tre Aar siden havde taget i Biskopens Anholdelse. Det lader til, at uagtet Sigurd Hafthorssøn havde været Hovedmanden herved, maa dog Ulf Saxessøns Deeltagelse i Foretagendet have haft noget mere graverende ved sig end Sigurds eller i alle Fald i højere Grad have vakt Biskopens Harme, thi det er aabenbart, at Ulf aldeles ikke slap faa godt derfra som Sigurd. Hans Afløsning og Gjenoptagelse i Kirken foregik, som det synes, med større end almindelig Højtidelighed ved St. Hallvards Kirke i de øvrige Biskopers og formodentlig de andre forsamledes Paahør^[11]: han afløstes udenfor Indgangen, og Biskop Hallvard forbeholdt sig siden at paalegge ham den Straf og Pønitents, han fandt passende, medens Ulf maatte aflegge Eed paa at holde den hellige Kirkes og Biskopens Dom i alt hvad der var ham muligt. Ogsaa tales der om et Forliig, som han under Erkebiskopens Megling skal have maattet indgaa med Biskop Hallvard, hvori han blandt andet maatte love at overdrage Hamars Kirke tolv Mks. Bool i Skadeserstatning: en Betingelse, som man maa antage, at Kongen, der synes at have kastet mere end almindelig Naade paa Ulf, fandt saa ubillig, at Biskop Hallvard saa sig nødsaget til at indgaa et andet Forliig paa billigere Betingelser, men med Forbehold af sin Ret til at paalegge Ulf den passende kirkelige Skrift^[12]. Disse Forhandlinger med Ulf Saxessøn kunde neppe foregaa, uden at ogsaa Erindringen om Urolighederne i 1333 overhoved opfriskedes, saameget mere som Kongen nu vel for første Gang efter disse mødte dem, som deri havde deeltaget; en Grund mere til at antage, hvad der ovenfor er yttret, at der ved dette Møde maa have været handlet om Midlerne til at forebygge slige Uroligheder for Fremtiden, og ordne Landets Regjering paa en for Indbyggerne mindre ubekvem Maade. Men de senere Begivenheder berettige til den Slutning, at man i dette Stykke enten ikke opnaaede noget tilfredsstillende Resultat, eller at Kongen ikke har holdt de Løfter, han gjorde. Vi see, at Kongen for det første blev i Norge, og tilbragte Vinteren der, lige til April 1338. Muligt, at det herved er lykkets ham at faa den endelige Afgjørelse af Sagen henskudt til Fremtiden, maaskee til et paatænkt Rigsmøde i Nidaroos, idet han har givet gode Løfter, men mere af et almindeligt og svævende Indhold, end i sig selv synderligt betryggende, medens han derimod sandsynligviis ved sit og sin Dronnings belevne Væsen, ved alleslags Fester, og ved Ridder-Udnævnelser, der nu ganske vist ikke paa mange Aar havde fundet Sted i Norge, drev det til at sette sig i Yndest hos mange, især af de Yngre, og at vinde dem for sig. Blandt dem, der saaledes blev gjorte til Riddere hvad enten det nu skete ved Kroningen eller alene ved en anden Fest (Hyldingens Aarsfest?), var da, som allerede nævnt, ganske vist Jon Hafthorssøn og Ulf Saxessøn^[13]. Derimod blev Sigurd Hafthorssøn endnu ikke Ridder, hvad enten han nu endnu var for ung dertil, eller Kongen havde for meget imod ham som et uroligt Hoved og den egentlige Ophavsmand til Stemplingerne i 1333. Blandt Geistlighedens Medlemmer kom Biskop Haakon i særdeles Yndest, saavel hos Kongen som hos Dronningen. Kongens Bekjendtskab havde han maaskee allerede før gjort som Chorsbroder i Bergen, uden dog rimeligviis at komme i nærmere Forhold til ham; Dronningen havde han derimod ganske vist aldrig seet før, men efter alt hvad man kan skjønne, maa han ved sin udenlands erhvervede Dannelse.og behagelige Væsen, forenet med sundt Omdømme og praktisk Greb paa alleslags Statsforretninger, ikke mindre end ved sin Fromhed og fornuftige kirkelig Iver ganske have vundet Kongeparret, der viiste ham den største Yndest og Hengivenhed og herefter i de fleste vigtige Anliggender indhentede hans Raad^[14]. Dronningen gjorde ham til sin Privat-Capellan^[15], Kongen eftergav ham, som det synes, et Laan, han tidligere havde maattet gjøre ved Fehirdslen i Bergen; idetmindste fik den nuværende Fehirde, nemlig Mag. Capellarum Provst Guthorm, Ordre til at tilbagelevere ham de Sager, han havde sat i Pant^[16]. Ligeledes fik han en heel Deel Privilegier og Frelsebreve, om hvis nærmere Indhold dog intet vides. Dette nøjere Forhold, hvori Biskop Haakon paa denne Maade var traadt til Kongen, og den Indflydelse, han derved kom til at udøve paa de offentlige Anliggender, have vi at takke, at vi om Begivenhederne for de følgende fire Aar have langt nærmere og omstændeligere Kundskab, end om hvad der foregik baade i de de nærmest foregaaende og de efterfølgende. En stor Deel af Biskop Haakons Breve til Kongen og andre højtstaaende Mænd i denne Mats række ere nemlig opbevarede, og give naturligviis Underretning om mange interessante Enkeltheder, hvorom vi ellers vilde have været aldeles uvidende^[17].

Sagen mellem Kongen og Erkebiskopen om Doms-Afsigelsen sover Christenrets-Sager i Nidaroos kom, som det allerede er nævnt, nu til Behandling og midlertidig Afgjørelse. Løverdagen den 30te August 1337, heder det, blev denne Overeenskomst truffen efter Biskoperne Hallvards og Haakons Raad og Tilstyrkning, og med hele det øvrige der tilstedeværende Rigsraads Samtykke, at alle de Pengesekter, som foreskreves i Christenretten, skulde dømmes og orskurdes i Kongsgaarden i Nidaroos, i Officialens Nærværelse, saaledes at naar Officialen havde afsagt sin Dom, skulde Lagmanden afsige den næste, derpaa igjen Officialen o. s. v. Dag efter Dag, eller at en af dem først skulde afsige et vist Antal Domme, og den anden derefter et ligesaa stort Antal. Dette sees dog at maatte forstaaes saaledes, at de begge tilsammen skulde raadslaa om Dommen og enes om den, før den afsagdes, og at det alene var Afsigelsen i og for sig og maaskee Forsædet i Retten, hvori de skulde skiftes^[18]. Det tilføies ogsaa, „at hvis saa store Sager kom fore, at Officialen og Lagmanden ikke ene ansaa sig istand til at overtage Afgjørelsen, skulde de tilligemed Fehirden gaa i Erkebiskopens Gaard, hvor Erkebiskopen da skulde afsige Dommen i begge Parters Nærværelse. Denne Ordning af Sagen var dog egentlig kun, som sagt, midlertidig, thi det bestemtes udtrykkeligt, at den alene skulde gjelde, indtil Kongen kom til Nidaroos, og begge Herrer med sine bedste Mænds Raad indgik en endelig Overeenskomst, ved hvilken det skulde have sit Forblivende^[19]. Denne Afgjørelse maatte vistnok være yderst utilfredsstillende, ja endog krænkende for Erkebiskop Paal, der lige fra sin første Optræden som Cantsler havde viist sig yderst skinsyg paa Kirkens Rettigheder, og rimeligviis paa Grund af den Indflydelse, han tidligere som Cantsler udøvede over Kongen, havde haabet at faa sin Vilje frem. Vi see ogsaa af en Erklæring, som Biskoperne Hallvard og Haakon tilligemed tre af Erkebiskopens egne Chorsbrødre fandt sig foranledigede til at udstede faa Dage efter (den 4de September) i Oslo, at disse Mænd havde raadet Erkebiskopen til at indgaa dette Forliig .„for Fredens og Rolighedens Skyld, og for at vise Kongen desto mere Heder og Føjelighed“. Men det siges ligeledes her udtrykkeligt, at denne Ordning af Sagen alene skulde bestaa, „indtil Kongen kommer til Nidaroos og Erkebiskopen kan faa svaret for sig med Raad, Vink og Samtykke af sit Capitel, sine Medbrødre, de øvrige Biskoper i Landet, og deres Capitler^[20]. Altsaa maa det have været paatænkt med det første at holde et stort Kirke- og Rigs-Møde i Nidaroos, hvor baade denne Sag og maaskee mange andre skulde afgjøres. Sandsynligviis var det da ogsaa til dette paatænkte Rigsmøde, at Ordningen af de løbende Regjeringsanliggenders Besørgelse under Kongens Ophold i Sverige blev udsat. Men et saadant Møde kom, som vi ville see, ikke istand, og den midlertidige Bestemmelse blev altsaa fremdeles i Kraft.

Om der forhandledes noget om Krigen med Rusland, og hvad der i saa Fald blev afgjort, vides ikke, men det synes umuligt andet, end at denne Sag kom paa Bane, thi Fjendtlighederne vare allerede udbrudte: de novgorodske Annaler berette nemlig^[21], at om Vinteren 1336–1337 fandt oprørske russiske Karelere Tilhold i de svensk-norske Byer og Hjelp af Svenskerne eller Nordmændene, idet de dræbte Kjøbmænd (Gjester) fra Ladoga og Novgorod og mange græske Christne, der opholdt sig hos dem. Dette kan neppe være skeet af anden Grund, end at Stilstanden var udløben, og at Grændseboerne paa begge Sider, stedse forbittrede paa hinanden, allerede længe havde ventet paa dette Øjeblik, da de paany kunde tage sig selv til Rette. Da de russiske Annaler her ingen Forskjel gjøre paa Svenske og Norske, men indbefatte dem begge under en fælles Benævnelse, er det umuligt at see, hvor Fjendtlighederne først begyndte; men da Russerne nu fra sin Side neppe betragtede de to Folk, der tilsammen lød under Kong Magnus’s Scepter, anderledes end som et eneste, og vist ingen Tanke havde om, at det ene kunde være neutralt, medens de laa i Krig med det andet, bliver det sandsynligt, at Fjendtligheder have været øvede paa den hele Linje lige fra de norske Grændse-Egne ved det hvide Hav indtil Ladoga og den finske Bugt; men det ligger i Sagens Natur, at det dog nærmest maatte blive Finland eller de svenske Districter, hvor den egentlige Krig siden førtes^[22], ligesom vi ville see, at den paafølgende Fredsslutning blev indgaaet maaskee hovedsageligt for Sveriges Vedkommende, saafremt vi ej kunne antage, hvad der i sig.selv er højst rimeligt, at der sluttedes særskilt Fred med begge Riger, men at kun den svensk-russiske, ej den norsk-russiske Tractat er os opbevaret. Hvorledes nu dette forholder sig, da er det vist, at en Krig, og det en ikke saa ubetydelig, rasede mellem de forenede Riger og Rusland eller rettere Storfyrstendømmet Novgorod, fra 1336–37 indtil hen i 1338, medens det er aldeles ubekjendt, hvad der fra Kongens eller hans Raadgiveres Side i hvilketsomhelst af Rigerne foretoges i den Anledning.

De fleste af Herrerne bleve forsamlede i Oslo og derfor vel og Forhandlingerne fortsatte indtil Udgangen af September; thi endnu den 29de September udstedte Kongen et Frihedsbrev af det Slags, som netop under slige Møder plejede at udstedes, nemlig en ny og mere indtrængende Bekræftelse af alle Mariekirken i Oslo tidligere tilstaaede Friheder og Rettigheder med det udtrykkelige Tillæg, at disse Tilstaaelser skulde staa ved Magt, om Kongen end tilbagekaldte alle andre eldre Gaver og Forleninger^[23]. Vi see ogsaa endelig, at idetmindste Biskop Haakon idetmindste ikke forlod Oslo førend langt ud i September, thi den 3die November – han siger selv, at det var kort efter Hjemkomsten til Bergen –, skrev han Taksigelses-Skrivelser for al nydt Artighed og Velvilje til Kongen, Dronningen og andre, med hvem han under sit Ophold i Oslo især havde været sammen, og meldte i Brevet til Kongen udtrykkeligt, at han havde været een Maaned og een Dag underveis. Da vi nu af et Brev, han skrev til Erkebiskopen, erfare, at han den 28de October var kommen hjem, maa han saaledes være afreist den 26de eller 27de Septbr. noget førend de andre, thi af hans Brev til den unge Bjarne see vi, at han laa to Dage i Tunsberg, og at Bjarne, som blev tilbage i Viken, der havde haabet at treffe ham, men kom for seent, da han allerede var afsejlet; af et Brev, han skrev til Hr. Ivar, skulde man ogsaa formode, at denne og Biskop Haakon foreløbigt havde aftalt med hinanden at reise sammen, men at det ej blev af, hvorover Hr. Ivar fandt det nødvendigt at gjøre Undskyldninger. Der kan imidlertid ej have været længe imellem begges Afreise, og heraf er man da igjen berettiget til at slutte, at der sidst i September maa have været almindeligt Opbrud. Af Biskopens Breve til Kongen og Dronningen fremgaar forresten, som det og allerede ovenfor er antydet, at de maa have overvældet ham med Venskabs- og Æresbeviisninger. „Ofte“, skriver han til Kongen, „har I mangfoldigt ladet os blive deelagtige i den kongelige Majestæts Gavmildhed og Godhed, men navnligen og særligen nu sidst, da vi kom til Eder og var hos Eder i Oslo, og nød saa megen Kjærlighed og Heder, saa at vi tilstaa, at vi hverken besidde Ordferdighed eller Indsigt nok til at takke Eder saa tilbørligt og inderligt, som det kunde være Eders Højhed verdigt, og vor Skyldighed udkrever“. Til Dronningen skrev han: „Eders udmerkede Velgjørenheds Fylde, hvorpaa vi i umaadelige Gaver og Forekommenheder have haft mangfoldige Beviser, gjør det til en Trang for os at takke Eders stormegtige Naade, om just ikke saa højt vi burde, dog saa meget vi for Øjeblikket formaa, anraabende alle gode Gavers Giver om, at han vil lade vor Hengivenhed troligen og oprigtigen komme tilsyne i dens Virkninger“. Han hilser ogsaa Jomfru Katharina de Spina og Dronningens øvrige Hofdamer. Ogsaa den forhenværende Merkesmand Hr. Paal Erikssøn fandt Biskop Haakon det nødvendigt særligt at tilskrive og takke ham for hans Velvilje og Høflighed, samt den Bistand i Ord og Gjerning, han havde ydet ham. En lignende Taksigelse aflagde han Hr. Ivar Agmundssøn. Til Bjarne Erlendssøn skrev han i en mere fortrolig Tone, og berørte hvad han kaldte en venskabelig Ordvexling, der om Kveldene havde fundet Sted imellem dem, hvorover Bjarne siden, som det lader, havde været noget bedrøvet; Biskopen forsikrede, at der i alle Fald fra hans Side ej var noget ondt meent, og at det Hele ej mat verdt at legge paa Hjerte; men at man maatte erindre Ordsproget „Vennetvist er varm“. Hvorom disse Smaatretter drejede sig, nævnes ikke, men det er ikke usandsynligt, at der har været Spørsmaal om, hvor vidt Bjarne burde gjøre fælles Sag med de andre Herrer, som formodentlig allerede nu tænkte paa Nødvendigheden af en alvorligere Demonstration mod det nu herskende Regjeringssystem, og at Biskopen paa det indstændigste har fraraadet ham det; det bestyrkes ogsaa deraf, at Biskopen umiddelbart efterat have yttret sig om disse Smaatretter beder ham hilse Kongen og haaber, at han stedse vil være ham saa nær og redeboen til alt godt og sømmeligt, som muligt. Men seer ligeledes, at Bjarne nu maa have staaet Hafthorssønnerne: nærmere, thi Biskopen beder ham udtrykkeligt at hilse dem og frembære hans Undskyldning for, at han ikke denne Gang tilskrev dem. Herom mere i det Følgende. Af Biskop Haakons Brev til Kongen erfare vi forøvrigt, at denne havde medgivet ham et venligt Brev til Enkedronning Isabella, der fremdeles opholdt sig i Bergen, naar hun ikke besøgte sin Datter Hertuginden i Sverige; endvidere at Provst og og Magister Capellarum Guthorm paa den Tid nys var afreist til Kongen, som det synes for at overlegge om flere vigtige Sager med Hensyn til Fehirdslen, hvilken han bestyrede^[24].

1. Jfr. ovenfor, IV. 2. S. 485.
2. Dipl. N. I. 215.
3. Dipl. N. IV. 227. Tilstedeværende her var foruden Hr. Ivar ogsaa Fru Ragnhild Jonsdatter (maaskee Hr. Ivars Hustru), Thora Viljamsdatter, Ingeleiv Brynjulfsdatter, alle vistnok meget fornemme Damer, og Agmund Finnssøn, fød sandsynligvis i 1321 (Dipl. N. II. 143); de bevidnede, at Fru Cecilia Isaksdatter erklærede, at hun for 8 Aar siden havde givet fin Frænde Alf et Stykke Jord paa Jederen, og nu forøgede Gaven.
4. Samll. t. d. N. F. og S. H. V. 97.
5. Hr. Gregorius Magnussøn nævnes som Drottsete første Gang i dette Aar d. 11te Juni 1337 i Stockholm (Dipl. Sv. 3295), og Nicolas Arnbjørnssøn allersidst som saadan d. 2den April 1336 (Dipl. Sv. 3212); i Brev af 23de Juni 1336 nævnes denne allerede som slet og ret Ridder. Gregor kalder sig selv Drottsete endnu i Br. af 19de Nov. 1337, men derimod ej længer d. 6te Juni 1338 (Dipl. Sv. 3328, 3338.
6. At dette var Tilfældet, kan sluttes af Biskop Haakons Brev til Dronningen af 3die Nov. 1337, sml. V. 101, hvor han beder at hilse „domicellam Catharinam de Spina ceterasque cameræ vestræ domicellas. De fleste vare vist Blanches egne Landsmænd.
7. Den 7de Juli (Syvsoverdagen) bekjendtgjorde nemlig Biskop Haakon i Egenskab af pavelig Collector, beskikket dertil af Petrus Gervasii, at han fra Biskop Jon i Skaalholt havde modtaget Pavehjelpen og Rumaskatten for 8 Aar; Brevet er dateret i Bergen (Barth. E. 689, jfr. Suhm, XII. 290).
8. See det ovenfor berørte Brev af 21de Juli 1337, hvorved Fogden paa Lindholmen lover, i Tilfelde af Kongens Død, at overlevere Slottet samt Ljodhuus m. m. til Dronningen. Det er aabenbart, at dette Brev, der er dateret fra Ljodhuus, maa være udferdiget i Kongens og Dronningens Nærværelse.
9. Detmar, S. 212.
10. Jon Hafthorssøn kaldes i Biskop Haakons Brev til Bjarne Erlingssøn af 3die November 1337 „Hr. Jon“, hvilket altsaa viser, at han da var Ridder. Han maa saaledes have været ophøjet til Ridder for den Tid, og da maatte man først tænke paa Kongens Bryllup; men efter hvad der ovenfor er viist, kan man neppe engang antage, at Kongen gjorde nogen til Ridder førend efter sin Kroning i Juli 1336: der er saaledes for Jons Ophøjelse neppe nogen anden Tid tilbage at gjette paa, end den, hvori Mødet holdtes 1337. Om Ulf Saxessøn gjelder det samme. Han nævnes allerførst som „Hr. Ulf“ i Biskop Haakons Brev af 20de December, Smll. V. S. 106, altsaa fandt heller ikke hans Ophøjelse Sted om Julen 1337.
11. Dette sees af Biskop Haakons nysomtalte Brev til Hr. Ulf, hvor det heder: „blandt andet beder I os give Eder vort aabne Brev med Vidnesbyrd om hvad I havde svoret og svor, dengang I blev løst udenfor St. Hallvards Kirkedør“. Altsaa var Biskop Haakon og derfor vel ogsaa de øvrige Biskoper her tilstede. See forøvrigt nedenfor.
12. Saaledes, synes det, maa man forklare følgende Passus i nysnævnte Brev: „hvad de Forliig angaaer, som omhandles, da kunne vi ej derom videre yttre os, hverken om det, Hr. Erkebiskopen skal have gjort, eller om det, Hr. Biskopen i Hamar siger sig nødtvungen at have indgaaet, da begge ere os aldeles ubekjendte“; jfr. hermed, hvad Biskop Haakon s. D. skriver til Biskop Hallvard: „blandt andet fandt vi, at det paabødes ham at holde et imellem Eder og ham oprettet Forliig fremfor et andet, der skulde tilbagekaldes og ansees ugyldigt“. Men det er ikke usandsynligt, at begge disse Forliig have været indgaaede, enten førend Biskop Haakon kom til Oslo (det kan have skeet, medens Erkebiskopen paa Vejen derhen opholdt sig paa Hamar), eller efter hans Afreise, siden han erklærer, intet at vide derom. Vi see forøvrigt, at Ulf Saxessøn netop paa denne Tid (26de August, altsaa lige under Mødet) gav en vis Thord Narvessøn to Øresbool i Søndre Kaarethorp i Deigaleims Sogn paa Furnes (Hedemarken), uden at der nævnes om noget Vederlag (Dipl. Norv. I. 246); der nævnes ikke, hvor Brevet er udstedt, saa at man ej kan see, om Ulf da var i Oslo eller paa Hedemarken, men man seer i alle Fald, at han trods Biskopens haarde Fordringer dog endnu havde Jordegods at bortgive.
13. See herom strax ovenfor, S. 206.
14. I een Ting lader det dog til, at Biskop Haakon var forsømmelig, nemlig i at holde sin Kirke, Christkirken, i god Stand. Vi have nemlig endnu Begyndelsen af et Brev fra Pave Benedictus XII. til Erkebiskop Paal og Biskop Erik i Stavanger, skrevet i Pavens tredie Aar, og som det synes i April eller Mai 1337, hvori han klager over, at Biskop Haakon, som efter hvad han af paalidelige Kilder havde erfaret, højst uforsvarligt lod Kirken saaledes forfalde, at næsten hele Taget var ødelagt, og Regnen strømmede ind, saaat de til Messen forsamlede Folk paa regnfulde Dage ikke kunde finde et Sted, hvor de stod i Ly for Dryp, ligesom og Klokketaarnet, i sin Tid opført med stor Bekostning, nu af Mangel paa behørig Trefning havde lidt saa meget af Regn, at hvis der ej …… her ender Brevet, men man kan omtrent tænke sig hvad der fulgte efter, og at Paven herved vilde overdrage hine Prælater at undersøge Sagen samt ved kirkelig Censur at tvinge Biskop Haakon til at opfylde fin Pligt. Brevet findes nederst paa Siden af et Blad, tilhørende en Regestbog for Benedict den 12tes 3die Aar, men som, uvist hvorfor, er bleven sønderlemmet og benyttet til Smudsblade foran andre Regestbøger, dette saaledes foran Reg. comm. Clem. VI. ann. X. I. 4 part. 1. Da de andre Breve paa Bladet er fra April og Mai i Benedicts 3die Aar, maa man antage, at ogsaa det her omhandlede er fra den Tid.
15. See Biskopens Brev til Dronningen, Samll. V. S. 101. Det heder her: Serenissimæ &c. dominæ Blanchæ &c. Haquinus eadem gratia episc. Bergensis, suus – proutinam placeat – capellanus“. Dette kan vel neppe forstaaes anderledes, end at hun havde udnævnt ham til sin Capellan.
16. See Biskopens Brev til Kongen af 3die Novbr. Samll. V. 99.
17. Disse Breve, optagne i den ofte omtalte Bergenske Copibog, hvoraf et Udtog er os levnet i Barth. E., ere aftrykte i Samll. V. S. 95–165.
18. I den nedenfor omhandlede Erklæring af 4de September heder det nemlig: „at Officialen og Lagmanden i Norge begge tilsammen siddende i Kongsgaarden i Nidaroos skal legge Orskurd paa angaaende de omspurte Pengesekter hver sin Dag eller hver fin Uge, idet dog begge ere tilstede og samtykt-ende hver den andens Orskurd“. Dette er forresten noget afvigende fra Ordenes Lydelse i den egentlige Overeenskomst, hvor der ikke er Tale om „hver sin Dag“ eller „hver sin Uge“, men „hver sin Dom“ eller „hver sit visse Antal Domme“.
19. Norges gl. Love, III. S. 161.
20. Dipl. Norv. II. 222.
21. See de novgorodske Annaler for Aarene a. B. St. 6845 fgg., jfr. Karamsins Ruslands Historie, den tydske Oversettelse, 4 B. S. 197. Der staar bogstaveligt i Annalerne: „I denne Vinter var det, at Karelerne, understøttede af Nemetzerne, dræbte Russerne, mange Novgorodere og Ladogaiske Gjester, og Christne, opholdende sig i Karelen, og vendte seierrige tilbage til den nemetziske By (Gorod), og derpaa mishandledes mange Christne i den nemetziske By“. Den i de russiske Annaler fulgte Tidsregning er den byzantinske, efter Verdens Skabelse, der sættes 5508 Aar før Christus, og hvor hvert Aar regnes fra 1ste September til 31te August, saaledes at Christi Fødsel falder i det 5508de Aar, og altsaa det første Aar efter Christi Fødsel, fra Jan. til September, falder i det 5508de, fra Septbr. til og med Decbr. i det 5509de. Heraf følger, at det 6845de Aar af hiin Æra løber fra 1 Septbr. 1336 til 31te August 1337, og Vintren 6845 maa altsaa være Vintren 1336–37. „Nemetzerne“ (egentlig „de Stumme“, sidenefter en sedvanlig Betegnelse paa Tydskerne), bruges her som en Fællesbenævnelse for Svensker, Norske og Tydske, og „den nemetziske By“ eller „Gaard“, hvilken Karamsin uden Videre antager for at skulle være Viborg, kunde saaledes og betegne Tavastehuus, eller endog Vargøhuus, kortsagt hvilkensomhelst Borg eller Plads, hvortil de omstreifende Kareler kunde komme. Senere hen nævnes vel, som vi ville see, virkeligt Viborg (Vybora) og dens Foged ved Navn Steen, men i et sildigere Stadium af Feiden, saa at det ingenlunde dermed er sagt, at det er Viborg, som menes paa første Sted; tvertimod skulde man vel deraf endog snarere kunne slutte, at det var en endnu mindre Plads, især da Ordet „Gorod“ antyder et ubetydeligere Sted, end Viborg maa have været.
22. Dette vil tydeligere fremgaa af hvad der nedenfor kommer til at omtales. Her viser sig Krigsskuepladsen at have draget sig til Egnen mellem Viborg, Orechovetz og Koporje.
23. Dipl. Norv. II. 224. Brevet er indseglet i Kongens Nærværelse og skrevet af Paal Styrkaarssøn. – Blandt de Friheds- og Beskyttelses-Breve, som Kongen ved denne Lejlighed udstedte, var ogsaa, som man maa antage, et for Biskop Jon i Skaalholt, opbevaret i Barth. E. 421, og derefter aftrykt i Finn Jonssøns histor. eccl. Islandiæ, II. p. 94. Indholdet er som i et sedvanligt varnaðarbréf, men Dateringen frembyder Vanskeligheder; det er nemlig dateret Oslo Thorsdag efter Mariemesse i Kongens 19de Aar, indseglet i hans egen Nærværelse og skrevet af Paal Styrkaarssøn; thi da der ej siges, hvilken Mariemesse det er, enten fyrre (assumtio), 15de August, eller sidare (nativitas), 8de September, kan man heller ikke see, om det, under første Forudsetning, er af 20de August 1338, eller, under sidste, af 11te Septbr. 1337. Det sidste maa dog være det rette, deels fordi man veed med Vished, at baade Kongen og Paal Styrkaarssøn paa den Tid var i Oslo, medens der idetmindste er al Sandsynlighed for, at Kongen allerede havde forladt Byen i April 1338; deels fordi Brevet i Copibogen findes mellem endeel andre, som alle tilhøre den første Halvdeel af 1338, saa at det altsaa vistnok maa have været indført tidligere end September s. A.; endelig fordi det sees, at om Sommeren havde Biskop Jons Fuldmegtig, Runulf, været i Norge (s. o. Br. af 27de Juli 1337 jfr. Haakons Brev til Biskopen, formodentlig skrevet strax efter hans Hjemkomst, Smll. V. 97); hvilken Runulf da sandsynligviis har udvirket Varnadarbrevet og faaet det med.
24. Alle de her nævnte Breve ere aftrykte i Samll. V. S. 99–106. Dronning Isabella kalder han her (S. 100) saavelsom ogsaa senere (S. 142) kun korteligen „min Frue“, hvilket let kunde give Anledning til Misforstaaelse, naar man ej vidste Beskeed om Sagen.