Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/25

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den Tid var nu for Haanden, da det allerede for 14 Aar siden sluttede Festemaal mellem Kongens Syster, Euphemia og Albrecht af Mecklenburg, skulde fuldbyrdes. Albrecht, der just havde naaet Myndigheds-Alderen, og siden viiste sig som en af sin Samtids statsklogeste Fyrster, kunde vist ikke andet end betragte dette Giftermaal som et af de heldigste, der kunde tilbyde sig for ham, thi Magnus’s Kongedømme maatte nu betragtes som sikkret, og hans allerede i sig selv meget store Riger vare dertil forøgede med de nyserhvervede, store og rige danske Landskaber; han var saaledes paa den Tid unegteligt en af Europas mægtigste Konger, hvis Svogerskab maatte ansees som saare ønskeligt. Da saavel Udredelsen af Medgiftens første Termin, som Erhvervelsen af den pavelige Dispensation maatte udkræve nærmere Forhandlinger, er det sandsynligt, at saadanne havde fundet Sted allerede det foregaaende Aar, maaskee just paa den Tid, da Kongen opholdt sig i den sydvestlige Deel af Landet, og hvis Albrecht bar haft nogen Deel i Kongens eget Giftermaal, er intet rimeligere, end at dette just ved denne Lejlighed indlededes. Muligviis kan der og have været forhandlet derom paa Vardberg, hvor Kongen sees at have opholdt sig i Januar Maaned 1336, og maaskee havde tilbragt Julen efterat være kommen tilbage fra Skeninge[1]. Vist er det, at efter Paaske, som i det Aar indtraf d. 31te Marts, sendte Kong Magnus sin Syster over til Rostock, hvor Albert holdt et stort Bryllup, til hvilket mange Herrer bare indbudne, blandt dem Hertug Erik af Samt„ der slog ham til Ridder[2]. Men ved dette Giftermaal opstod Forpligtelse til nye Penge-Udredelser for Magnus, baade af den norske og den svenske Statskasse. Kun eet Aar fra Bryllupsdagen skulde han betale 2000 Mk. brendt Selv fra Norge og ligesaa meget fra Sverige. Det lykkedes ham, som vi erfare, at faa nogle faa Aars Udsettelse[3], og han havde i den Anledning ogsaa et Mode med sin Syster paa Lindholmen, hvor der blev indgaaet en Overeenskomst, formodentlig i Juli 1337, da Kongen bar der (see nedenfor), men det skete dog neppe uden ved nye Pantsettelser. I Sverige saa det reent galt ud i dette Henseende. Her havde Kongen, som vi vide, allerede laant meget af Geistligheden, uden at det dog forslog; flere af Forloverne udbetalte paa egen Haand den Deel, der beregnedes at komme paa deres Part, for derved ganske at blive fri for enhver Forpligtelse, hvilket virkelig sees at have kunnet gaa an[4], men de, som ikke formaaede dette, havde endog som Gisler maattet stille sig i Fordringshavernes Varetægt, og holdtes tildeels endog i strengt Fangenskab, hvorover der opstod megen Utilfredshed og almindelig Klage, som om Kongen ikke vilde udløse sine Mænd[5]. Ikkedestomindre besluttede Kongen i Sommerens Løb at lade sig og sin Dronning krone i Stockholm med saa stor Pragt, som lod sig tilveiebringe. Muligt at det skete efter hans egne Mænds Ønske, og at disse ansaa det nødvendigt for at sikkre hans tilkommende Ætlinger den behørige Legitimitet, eller og kun betragtede det som en ærværdig gammel Skik, der ej kunde tilsidesettes: muligt og, at det skete efter Raad af Fyrst Albrecht. Men det lader til, at han ikke vovede at foretage et saa vigtigt Skridt, uden først at have indhentet de norske Herrers Samtykte, uagtet Handlingen egentlig kun vedkom Sverige. Det heder nemlig herom i de samtidige islandske Annaler, at „Kongen kronedes i Sverige med Raadsmændenes Raad i Norge“[6] Dette kan ej forklares anderledes, end at han forud maa have overlagt med disse Mænd om Sagen. Grunden dertil kan maaskee have været den, at En og Anden i Norge har næret Betænkeligheder og frygtet for, at Kongen derved vilde knyttes for sterkt til Sverige og dettes Interesser, naar han tillige ikke omtrent paa samme Tid kronedes i Norge, eller der kan muligviis have været enkelte, som troede det uforeneligt med Kronings-Eden og Vielsen, at den skete to Gange med een og samme Mand; i begge Tilfælde var der Grund nok til, at Sagen blev nøje overvejet af Norges Rigsraad. Hvorom Alting er, saa see vi, at Erkebiskop Paal, der havde kaldet Biskoperne til et nyt Concilium, som denne Gang skulde holdes i Tunsberg i Løbet af Juli Maaned, og angivet Seljemannamesse, den 8de Juli, som Samlingsdagen, nu selv i det verste Vaarføre begav sig til Oslo[7], og herfra d. 13de April tilskrev saavel Biskop Erik i Stavanger, som Biskop Haakon i Bergen (Biskopen af Hamar synes paa denne Tid at have været i Oslo), at han helst saa, at de kom tidligere end hiin Dag, deels for at de kunde reise hjem paa en bedre Aarstid, deels „paa Grund af visse Omstændigheder, angaaende hvilke man ønskede snarest muligt en Samtale, og som baade angik Kirken og Almuen her i Landet, hvis det skulde komme for Dagen, som man nu temmelig sikkert kunde vente“; han bad dem derfor om muligt at indrette sig saaledes, at de begge kunde komme før til Tunsberg, og vilde derfor heller ikke nævne nogen vis Dag, men anmodede kun dem om at angive ham i deres Svar, naar de troede det muligt at komme, for at han og de to øvrige Biskoper kunde rette sig derefter[8]. Uagtet Erkebiskopen her ikke udtrykkeligt nævnte, hvad der var paa Ferde, men tildeels forudsatte det bekjendt, kan man dog neppe tvivle paa, at han meente den svenske Kroning og hvad dermed stod i Forbindelse, thi da den, som det vil sees, fandt Sted den 21de Juli, og saavel Fyrst Albrecht som andre Fyrster, Kongens Moder og en Mængde andre Gjester vare indbudne, maa den allerede ved hiin Tid have været berammet og Forberedelser dertil begyndt at gjøres. Naar og paa hvad Maade Erkebiskopen og de øvrige Høvdinger overlagde med Kongen herom, vides ikke med Vished, men Lejlighed dertil var for Haanden, da Kong Magnus i Midten af Juni Maaned var paa Baagahuus, hvor man med Lethed kunde komme til ham[9]. Dog sees det, at Erkebiskopens Ønske om at faa et tidligere Møde med de øvrige Biskoper og maaskee endeel verdslige Herrer istand, ikke gik i Opfyldelse, thi Conciliet afholdtes ikke før, men snarere efter den fra først af bestemte Tid, og Biskop Haakon var ikke engang tilstede derved. Formodentlig har da Kongen, om hvis Veje siden den 8de Marts, da han maaskee var i Stockholm, intet vides[10], enten selv været i Oslo, eller i Tunsberg, og raadslaaet med Erkebiskopen saavelsom de øvrige Stormænd, der her vare tilstede, eller hast en Sammenkomst med dem paa Baagahuus. Det har her maaskee været aftalt, hvorvidt Kroningen skulde gjelde for begge Riger, eller idetmindste hvorledes Kronings-Eden skulde affattes, saaledes at Norges Interesser ikke derved kom til at lide. Ej længe efter dette sit Ophold paa Baagahuus maa Kongen være reist afsted for at kunne gjøre Forberedelser til sine høje Gjesters Modtagelse, thi allerede i de første Dage af Juli afsejlede Fyrst Albrecht og hans unge Hustru fra Warnemünde[11]. Den gamle lübkeckske Chronist Detmar fortæller saaledes videre herom: „Albrecht havde med sig sin Morbroders, Hertug Rudolf af Saxens Søn, saavelsom Henrik, Søn af Grev Gerhard i Holsten, og mange Riddere og Svene. Da de kom ud i Søen, var der ogsaa Sendebud fra Lübeck, der foor foran dem lige til Kalmarsund. Der kom da Kongens Moder (Hertuginde Ingeborg) med sine Skibe og modtog sin Svigersøn og sin Datter med stor Fryd og Glæde, og de foor tilsammen under alslags Spil og Klang til Kalmar, hvor de blev fem Dage, vel,:til Mode. Derpaa drog de til Stockholm, hvor Kongen lod gjøre smukke Forberedelser, og kom der med de højeste Herrer og Fruer i Riget; der blev han gjort til Ridder af sin Svoger af Mecklenburg. Den næste Dag begav Kongen med Dronning Blanche sig til Kirken. Der var ogsaa den fromme Biskop Engelbert af Dorpat[12] kommen i sit Stifts Erende; ham hedrede Erkebiskopen af Uppsala og de øvrige Biskoper i Riget saaledes, at han sang Messen og indviede og kronede Kongen og Dronningen. Efter Messen blev der i Kongens Sal, hvilken han der havde ladet bygge, baade lang og breed, holdt prægtigt Taffel, og derefter holdtes megen Dands og Dystrenden. Der rendte Hertug Rudolfs Søn og Grev Gerhards Søn og mange andre dyrebare Mænd der fra Landene og fra fremmede Lande, og brød Spær uden Tal. Da dette havde varet tre Dage, foor Kongen derfra paa en kort Tid, men kom tilbage igjen. De fra Mecklenburg og de andre Herrer foor da igjen til Søs, men laa længe uden Bør; tilsidst forstak Vinden sig, saa at de kom til Gotland, og der blev de hjulpne med Spise og andre Ting, saa at de endelig kom hjem, skjønt med Arbeide og Ulempe“[13]. Da vi andenstedsfra vide, at Kroningen skete Søndagen den 21de Juli[14], kunne vi deraf nøje bestemme Tiden, naar Festlighederne begyndte og sluttede, nemlig fra 20de til 24de Juli. Tiden, da Kongen var borte, falder mellem 24de Juli og 2den August, thi paa denne Dag var han atter tilbage i Stockholm[15], og strax derefter maa Fyrst Albrecht med sine Ledsagere have sagt ham Farvel. Blandt de fornemme Damer, der hedrede Festen med sin Nærværelse, var foruden Kongens Moder ogsaa, som det synes, den anden Hertuginde Ingeborg af Øland, Kong Eriks og Isabellas Datter, Waldemars Enke[16], og blandt de fremmede Herrer de lübeckske Gesandter Tidemann Güstrow og Hans Rode, hvilke havde saaat sige viist Fyrst Albrecht Vejen til Kalmar, og ej blot vare sendte for at complimentere Kongen, men forat afhandle meget vigtige Statsanliggender, hvorom mere i det følgende. Hvorvidt der og var Gjester tilstede fra Norge, vides ikke, hvor rimeligt det end synes, at de ej kunne have manglet. Saaledes er det ej usandsynligt, at det enten var her, eller ved Bryllupet den forrige Høst, at Kongen bragte et Giftermaal istand mellem Hr. Haakon Agmundssøns Datter Cecilia, Enke efter Erik Viljamssøn af Torge, og sin Hirdmand Jon Assurssøn, en Søn af den forrige Drottsete Hr. Assur Jonssøn. Jon havde tidligere, ligeledes ved Kongens Mellemkomst været festet til Cecilias Syster Elin, og det var endog gaaet saaledes til, at Kongen, uden at Elin selv var tilstede, sagde til Hr. Haakon: „jeg ønsker, at du overlader mig din Datter Elin“; Haakon svarede: „jeg overlader hende“, og Kongen sagde derpaa til Jon: „saa vil jeg, at du skal have hende til Hustru“; hvortil Jon erklærede sig villig, og Elin ligeledes, da det blev hende meldt. Imidlertid døde hun, førend endnu Festemanden endog havde seet hende, og Kongen besluttede nu, heder det, for at undgaa alvorlig Skandal og Feider mellem. Hr. Haakon og Jon, at denne skulde egte Systeren Cecilia, hvis Mand, Erik af Torge, nys var død paa en Udenlandsreise[17]. Begge Parter var og dermed tilfreds, men paa Grund af det tidligere Festemaal maatte de først have pavelig Dispensation, hvorom Kongen nu selv ansøgte, og som meddeeltes den 17de August samme Aar[18]. Det var muligt, at Festemaalet var aftalt og Bud om Dispensationen sendt til Curien en Maaneds Tid forud, strax før Kronings-Højtidelighederne; hvis ikke, kan det neppe være skeet ved anden Lejlighed end under Bryllupet. Giftermaalet kom ogsaa istand, med Jon overlevede det ikke mange Aar[19].

Da Kong Magnus i denne Sommer begav sig fra Baagahuus til Stockholm for at lade sig krone, medbragte han atter det kongelige Rigssegl og udstedte Breve derunder. Saaledes bekræftede han i Stockholm den 8de September atter Mariekirkens Ret til Sysselen i Margretedalen, vestre Bergheim og Lomedalen med alle kongelige Indtægter og lagde dertil alle de Skove og Almenninger, som Kronen ejede sammesteds[20]. Brevet er, som det heder, indseglet i hans egen Nærværelse, og skrevet af Paal Styrkaarssøn. Men det slutter med de merkelige Ord: „dette skal staa og stadigt være, indtil vi selv komme til Oslo og med de bedste Mænds Raad kunne gjøre en fastere Bestemmelse herom“. Dette synes at vise, at han dog egentlig ansaa det for mindre rigtigt at treffe saadanne Bestemmelser paa egen Haand, udenfor Riget, og uden at have hørt sit Raad; det synes ligeledes at antyde, baade at han nu var kommen til at opholde sig længer i Stockholm, end han havde ventet, og at han med det første vilde komme til Oslo. Det forlængede Ophold i Stockholm skyldtes vistnok tildeels hans Underhandlinger med de lübeckske Gesandter, hvorom der nedenfor vil blive handlet udførligere. Men med nogen Reise til Oslo eller overhoved til Norge blev der i dette Aar intet af, hvad nu Aarsagerne end kunne have været. Formodentlig har det endnu været alleslags Ubehageligheder med Hensyn til Skaanes Indløsning og Gislernes Befrielse fra deres byrdefulde Forpligtelser. Idetmindste udgav han d. 29de Decbr., under Juletiden, som han tilbragte i Stockholm, en Proclamation af et højst bedrøveligt Indhold, der viser den sørgelige Forfatning, hvori han og tildeels Riget befandt sig. Vi have hørt, siger han, „at altfor mange sige, at vi ej ville udløse vore Tjenestemænd af den Skyld, hvori de for vor Skyld ere komne, men dette Udsagn ville vi herved paa det bestemteste drive til Usandhed; thi vore Tjenestemænd have vi netop for denne Sags Skyld pantsat vort mægtigste Huus, Kalmar, med Staden og alt det Land og de Indtægter, som derunder ligge, vort Huus Skelduvik med hele Øskergøtland, dertil Helsingeland, Gestrekeland, Fjadrundeland, Dalerne, Nerike og Vermeland, samt i Kobberberget aarlig 500 Mk. Sølvs Indtægt, fremdeles over hele Riget mange Hereder, Gaarder, Landliv og Kverner, saa at vi selv til vort Ophold kun beholde den mindste Deel af vore Indtægter[21]. Siden have vi jo ogsaa, skjønt højligen mod vor Vilje, maattet tynge Eder, vor Almue, Klerker, Lægmænd og Kjøbsteder, med forskjellige Skatter, alene for at løse hine vore Tjenestemænd, thi alle vore aarlige Indtægter i alle de 14 Aar af vor Barndom[22] bleve saaledes forødte, at da vi kom til Styrelsen, fandt vi ikke saameget som en Mark Sølv lagt til Side (atter et daarligt Vidnesbyrd for Formynderregjeringen). Vi ere bedrøvede over, at Tyngslen har ligget paa os og Eder, men derimod har været alt for lidet baaren af dem, der have modtaget Indtægterne; og da Visse og Somme ville tvinge os til at tynge Eder mod vor Vilje, saa skulle I herved vide, at med Fortrøstning til, at I ville styrke os i at staa disse imod, ville vi aldrig herefter tynge Eder, uden at høj Trang skulde komme os paa af Uden- eller Indenlandske, hvad Gud forbyde[23]. Det er altsaa aabenbart, at der har hersket en stærk Gjæring i Sverige, som ogsaa neppe kan have undladt at udøve nogen Indvirkning paa Stemningen i Norge, og som i og for sig afgiver tilstrækkelig Grund til at forstaa, hvorfor Kongen denne Gang blev saa længe i Sverige. Endnu i Marts 1337 finde vi ham i Stockholm, efterat han omkring den 23de Februar havde været i Ørebro, maaskee ved et nyt Rigsmøde[24].

Imidlertid havde Erkebiskop Paal afholdt Conciliet i Tunsberg. Kun de tre Biskoper af Hamar, Oslo og Stavanger vare, som sagt, tilstede; paa Biskop Haakons og hans Capitels Vegne sendtes to Chorsbrødre som Fuldmægtige, hvilke ogsaa beseglede Statut-Brevet tilligemed hine Biskoper. Dette skete den 19de Juli; Forhandlingerne kunne derfor neppe være begyndt stort senere end den 8de Juli, der var den oprindeligt af Erkebiskopen fastsatte Samlingsdag. Disse Statuter indskrænke sig ligesaavel til reenkirkelige Anliggender, som de, der vedtoges paa det foregaaende Concilium, uden forsaavidt man kunde jage„ at idet de foregaaende Erkebiskopers, Jons, Jørunds og Eilivs Statuter udtrykkeligt stadfestedes, indeholder dette en Godkjendelse af de for den verdslige Myndighed ubehagelige Bestemmelser, der vedtoges i 1280. Men Stadfestelsen er affattet i saa almindelige Udtryk, at man ogsaa kunde ansee den som en blot Formsag, uagtet det ej kan negtes, at derved altid ligesom en staaende Protest nedlagdes mod de Skridt af den verdslige Regjering, der ikke stemmede med de i Erkebiskop Jons Statuter af 1280 udtalte Grundsetninger. Det bestemtes endog udtrykkeligt, at alle disse foregaaende Statuter, Cardinal Viljams af 1247, Erkebiskop Jons af 1280, Jørunds af 1290 og 1306, Eilivs af 1320 og 1327, og Paals egne af 1334 samt de nuværende, skulde indskreves i Statutbøger og opleses offentligt af selve Biskopen eller den, der var i hans Sted, idetmindste een Gang om Aaret i hver Kjøbstads Hovedkirke, men af Provsterne eller deres Vicarier i andre større Kirker, og forklares for Læge og Lærde i alle de Artikler, som dem kunde vedrøre. Blandt Artiklerne fortjene følgende at merkes: Bestemmelsen paa Conciliet i 1290, at enhver Prest, der havde Sjælesorg, skulde hver Søndag prædike for sine Sognefolk, indskærpes, med Tilføjende af, at det idetmindste maatte skee een Gang om Maaneden, og at den Hovedprest, som forsømte det, skulde hver Gang bøde 2 Ører, hver Capellan det halve. Ingen Prest med Sjælesorg maatte, som flere plejede, fjerne sig fra sin Kirke paa saa lang Tid, at det kunde bemerkes, uden sin Foresattes Tilladelse, eller han kunde faa en anden sømmelig Prest til at udføre sine Forretninger; den, som overbevistes saaledes at have været Maaned borte, skulde bøde Mk. Norsk og Biskopen endda kunne straffe ham yderligere. De eldre Forbud mod at nogen Prest indleder Kjøbmaal eller Akkord, inden han meddeler de hellige Sacramenter, gjentoges med tilføjede Straffe. Ligeledes gjentoges Erkebiskop Eilivs tidligere Bestemmelser om, at de Chorsbrødre, der med sine Foresattes Tilladelse laa borte ved Studium, skulde beholde Indtægterne af sne Præbender. Fremdeles bestemtes det, at visse Constitutioner paa Conciliet i Vienne skulde læses paa Prestestevner, omhyggeligt forklares og nøje iagttages. Endvidere skulde de Chorsbrødre, som havde prestelig Vielse og besad Kirker med Sjælesorg, selv holde Messe og predike for Folket idetmindste een Gang om Aaret uden lovligt Forfald. Derimod tilbagekaldtes og afskaffedes den Artikel l i Jørunds Statuter af 1306, hvorved det paabødes, at af ethvert Kloster skulde nogle af Biskopen udvalgte Personer sendes til Studium, e saavelsom Erkebiskop Eilivs Bestemmelse, at de, der faldt i Bann af selve Verket, skulde siden offentligt bannlyses med rendte Kjerter og ringende Klokker. Endelig bestemtes det, at de Klerker eller Klostermænd, som overbevistes om at holde sig sammen med „vrang Modblæst“ mod sine Foresatte, skulde afsettes af sin Verdighed og skyes af alle[25]. Videre kjender man ikke til Resultatet af Forhandlingerne paa dette Concilium. At andet og mere har været forhandlet, end disse blot og bart kirkelige Sager, synes at have ligget i de daværende Omstændigheders Natur. Idetmindste maa man formode, at en Sag, der kort efter kom til Afgjørelse, idetmindste midlertidigt, allerede nu kom paa Tale og under Ventilation, nemlig hvem det tilkom at paadømme de Sager, for hvilke Bøder fastsattes i Christenretten, det vil sige den ældre Christenret, der ved Anordningen af 14de Sept. 1327 fremdeles var bestemt at skulle gjelde. I Anordningen forudsettes det, at det var Lagmændene, der skulde afsige disse Domme, ihvorvel det rigtignok skulde synes, som om disse Sager dog maatte høre under kirkelig Domstol, saafremt overhoved nogen Sag hørte derunder. Erkebiskop Paal maa ogsaa, som man kan skjønne, have været af den sidste Mening, og derfor maaskee have indlagt Protest imod, at Lagmanden i Nidaroos befattede sig med saadanne Sager. Da dette Anliggende allerede i det følgende Aar kom til Forhandling mellem ham og Kongen, er det neppe tænkeligt, at han ikke ved dette Møde skulde have bragt det paa Bane og henstillet det til sine Suffraganer at efterfølge hans Exempel, hver i sit Diøcese, uden at han dog, som det lader, fik dem overtalt dertil, ligesom det ogsaa er klart, at de, der paa Kongens Vegne førte Ordet, maa have erklæret sig paa det bestemteste derimod. Men Sagen kunde ikke afgjøres, førend Kongen selv kom til Norge, og imidlertid maa dette i alle Fald i Nidaroos selv have været et temmelig alvorligt Tviste-Emne mellem Erkebiskopen, eller hans Official, og den kongelige Sysselmand samt Lagmanden. At de øvrige Biskoper ikke have villet indlade sig paa Sagen, tør man vel allerede slutte deraf, at ingen Bestemmelse derom findes optagen i Statut-Brevet.

  1. ↑ See Kongens tvende Breve fra Vardberg, af 16de og 17de Januar, Dipl. Sv. 3186, 3187.
  2. ↑ See Detmar, S. 239, ved 1336: In deme iare cristi 1336 na paschem do sande de koningh Magnus van Sweden unde van Norweghen sine suster Euphemian to Rostok Alberte deme heren van Meklenborch; de nam se, unde hadde dar vele heren to der hochtid: dar wart he riddere van hertoghen Erik van Sassen.
  3. ↑ See Styffe, Bidrag o. s. v. S. XIII. jfr. S. 13.
  4. ↑ See f. Ex. Markvard og Gotskalk af Kyrns Brev af 22 Aug. 1334, hvorved Israel Byrgessøn (St. Britas Broder) erklæres fri for hans Forpligtelse som Løftesmand eller Gisel for Skaanes Indløsningssum. Dipl. Sv. 3079. Hiin havde udbetalt sin Part med 450 Mk. Sølv, see Markvards Qvittering af s. D. Dipl. Sv. 3078.
  5. ↑ See Dipl. Sv. 3031, 3267, hvorom mere nedenfor.
  6. ↑ Saaledes Arne Magnussøns Afskrift af det nu tabte, sidste Blad af den bedste og paalideligste Annalredaction, den saakaldte Codex Regius. Der staar her udtrykkeligt: Magnús konungr korónaðr í Svíariki með ráðsmanna raði i Noregi. Scriptt. r. D. III. 134, den Arnamagn. Udgave, S. 243, not. b. Flatø-Annalerne og nogle andre mindre gode have derimod det modsatte: án erkibyskups ráði ok annarra valdsmanna i Noregi, d. e. uden Erkebiskopens og de andre mægtige Mænds Raad. Men da Cod. Regius ej alene heelt igjennem viser sig paalideligere end alle de øvrige, men og siden 1282 Tilførslerne endog vise sig at være næsten samtidige med Begivenhederne selv, hvorfor ogsaa herefter flere Hænder afløse hinanden, fortjener den ubetinget Tiltro fremfor alle de øvrige, der hyppigt fejle, og hvis Antegnelser desuden ere meget sildigere end Begivenhederne, og saaledes Afskrifter af eldre, nu tabte, Notitser. Nu kan man ikke vel tænke sig, at en samtidig Nedtegner vilde have skrevet með istedetfor „án“, thi han maatte vide bedre Besked, men derimod kunde det meget let skee, at sildigere Nedskrivere, der kjendte til den Splittelse, som senere opstod mellem begge Riger, og de Uroligheder, der faa Aar efter Kroningen fandt Sted i Norge, kunde læse „at“, der maaskee har staaet i den Text, de fulgte (at ráði eenstydigt med með raði) som án. Denne Læsemaade er dog siden bleven den mest udbredte, da Flatø-Annalerne vare de bekjendteste; O. Worm har deraf taget Anledning til, i det Tillæg til Peder Claussens Oversettelse af Kongesagaerne, som fortsetter Norges Historie til Dronning Margrete, at udtrykke sig endnu fyldigere og bestemtere saaledes (S. 236): „Magnus var en god og mild Herre, og var ogsaa let at overtale, og enddog Erkebispen og de fornemste Herrer af Norge raadede hannem fra, han ikke skulde drage til Sverige, og annamme der Riget og Kronen, saa lydde han dem dog ikke i dette Stykke“, o. s. v. Det samme har siden Th. Torvessøn gjentaget (Hist. Norv. IV. 462), idet han og urigtigt henfører Kroningen til 1335: Rex Magnus procerum omnium Norvegiæ, qui summopere profectionem in Sveciam ad coronam et regnum accipiendum dissuadebant, consiliis insuper (dette synes at være en Trykfeil) habitis, a Sueciæ proceribus diademate ægte insignitus.
  7. ↑ Den 19de Februar var Biskop Paal endnu i Nidaroos, paa hvilken Dag han skiftede noget Jordegods med sit Capitel, Dipl. N. V. 112; da vi finde ham i Oslo d. 13de April, falder saaledes hans Reise i Mellemtiden.
  8. ↑ See det originale lukte Brev fra Erkebiskopen til Biskop Erik, Dipl. Norv. I. 238. Vel mangler det Aarstal, men da vi see, at netop i dette Aar et Concilium blev afholdt, hvis Statuter ere daterede, og Forhandlingen saaledes sluttedes, d. 19de Juli 1336, kan der ej være Tvivl om, at dette Aar er det rette.
  9. ↑ See Kongens Brev til Lagmanden i Jemteland, dateret Baagahuus d. 17de Juni 1336, Dipl. Norv. V. 114. Dipl. Sv. 3226.
  10. ↑ Der findes et Brev, udstedt i Kong Magnus’s Navn fra Stockholm d. 8de Marts 1336, hvorved han forbyder at kræve Skat af Riseberges Kloster (Dipl. Sv. 3201), og det er beseglet med Kongens store Segl, men det bliver dog et stort Spørgsmaal, om det er udstedt af ham selv, og ikke af Drottseten paa hans Vegne, medens han den hele Tid siden Opholdet paa Vardberg i Januar er forbleven paa Vestkanten. Thi det er ikke nødvendigt at antage, at han sendte sin Syster til Rostock fra en østersøisk Havn; det kan være skeet fra Ljodhuus, Baagahuus, Oslo, eller endog fra en Havn i Skaane.
  11. ↑ Detmar siger S. 209, at Albrecht allerede afsejlede den næste Dag efter St. Hans, altsaa den 25de Juni; dette maa være en Misforstaaelse af „8 Dage efter St. Hans“, eller noget lignende, thi den 28de og 29de Juni var Albrecht i Lübeck, paatog sig for to Aar Patronatet over Staden, og fik den halve Aarsafgift derfor, 30O Mk. Penninge, i Forskud, hvilket vist kom vel tilpas, see Breve i Lübecks Urk. B. II. 1. 633 og 634.
  12. ↑ I Grautofss Udgave af Detmar staar „Giselbert“, hvilket maa grunde sig paa en Feil i Codex, thi Biskopen heed Engelbert, som af mange Breve kan godtgjøres.
  13. ↑ Hos Detmar heder det, at han ej kom hjem førend ved St. Michels Tid. Her maa Detmar have forvexlet d. 29de Aug. med 29de Septbr., thi paa eller nær ved d. 29de Aug. maa Albrecht allerede være kommen hjem, da der haves et Brev fra ham, dateret 30te Aug., hvori han erkjender at være skyldig Raadmændene i Rostock 60½ Mk. Peninge, som de forstrakte ham med, da han kom hjem fra den svenske Reise. Dipl. Sv. 3449. Heraf bekræftes forresten Detmars Udsagn om de Gjenvordigheder, han havde at bestaa paa Hjemreisen.
  14. ↑ Dagen angives i de stockholmske Graabrødres Dagbog, Scriptores rer. Sv. I. S. 82; her heder det ogsaa, at Magnus samme Dag blev dubbet til Ridder, medens Detmar lader det skee Dagen forud. Det sandsynligste er, at den svenske Optegnelse her er den rette, saameget mere, som de stockholmske Graabrødre netop havde Grund til at erindre Enkelthederne ved denne Sag, da Kongen vilde have ladet sig krone i deres Kirke, men Erkebiskop Peter af Uppsala, der laa i Strid med dem, aldeles forbød det, saa at Kroningen maatte skee i en anden Kirke, der nævnes ikke hvilken. (Dipl. Sv. 3380). I et Brev, som Kong Magnus udgav d. 22de Juli 1336, Dagen efter Kroningen, til Fordeel for Riseberges Kloster, daterer han saaledes: Datum Stockholmis a. d. 1336 in festo beatæ Mariæ Magdalenæ, coronationis nostræ anno primo.
  15. ↑ See Kongens Brev fra Stockholm af 2den August, Dipl. Sv. 3241, Lübecks Urkunden-Buch II. 1. 637.
  16. ↑ See hendes Brev af 27de Juli, hvorved hun overdrager Kongen sin Gaard Rakkaby. Brevet er vel ikke forsynet med Stedsangivelse, men da Gaven synes at være skeet i Anledning af Kroningen, kan der neppe være nogen Tvivl om, at det er udstedt idetmindste nærved Stockholm, maaskee medens Kongen gjorde hiin korte Udflugt. Hun kalder sig her slethen Hertuginde af Sverige, men fører den norske Løve i sit Vaaben.
  17. ↑ Dette sees af den haalogalandske Lagmand Ivar Alfssøns Brev, brat. 16de Novbr. 1334, hvori han optager Vidnesbyrd om de Gaver, Erik paa Torge havde givet Cecilia, førend han reiste fra Landet, samt hvad hun ogsaa havde faaet af andre: deriblandt var en Guldring, som Hertuginden havde givet hende. Jfr. ovf. S. 161 Not.
  18. ↑ Reg. Benedict XII. Commun. an. II. p. 1. ep. 44. Her anføres de ovenmeldte Notitser om begge Festemaal. Jfr. ovf. S. 161.
  19. ↑ Af Dipl. N. IV. 296 sees, at han var død før 30te Jan. 1346, altsaa formodentlig i 1345.
  20. ↑ Dipl. N. I. 241. Almenningen angives her at streife sig fra Grefsenskoven og Sognsskoven lige nord til Sandungevandene paa den ene Side indtil syd mod Dynjande paa den anden. Ved „Dynjande“ forstaaes den nu saakaldte Isi-Elv, ikke langt fra hvis Udløb Gaarden Dønski, fordum „Dynjandaskeid“; ligger.
  21. ↑ Kalmar var formodentlig pantsat til Ulf Arnbjørnssøn, Nikolas Arnbjørnssøns Broder, see Dipl. Sv. 3170, 3312. Skelduvik maa fra Vaaren 1334 af have været pantsat til Knut Jonssøn, den forrige Drottsete, nu Lagmand i Østergøtland, see Dipl. Sv. 3069, jfr. 3427, der viser, at han havde det endnu i 1339.
  22. ↑ Kongen taler her om 14 Aar, uagtet der fra hans Tronbestigelse om Sommeren 1319 til Vaaren 1332, da han idetmindste for Norges Vedkommende blev myndig, kun var hengaaet ikke fuldt 13 Aar. Men vi have ovenfor seet (s. o. S. 124), at Magnus ikke egentlig overtog Regjeringen i Sverige førend l 1333, og at Knut Jonssøn endnu vedblev at være Drottsete til ind i dette Aar.
  23. ↑ Dipl. Sv. 3267.
  24. ↑ See Brev af 16de Marts 1337, Dipl. Sv. 3285, jfr. Brev af 23de Februar, sammesteds 3282.
  25. ↑ Norges gl. Love, III. 281–284.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/25&oldid=78747»