Det norske Folks Historie/6/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 436-447).

De ſvenſke Hertuger vare nu ej alene forligte med ſin Broder, Kong Byrge, men de maa have vidſt ved Midler, vi nu vanſkeligt engang;kunne gjette, at vinde hans fuldkomne Tillid tilbage. Formodentlig har det lykkets dem at faa beholde ham for ſig ſelv og virke paa ham uden at Thorgils Knutsſøn kunde modarbejde deres Indflydelſe. Denne Indflydelſe var nu fordærveligere for Thorgils end nogenſinde, thi Hertugerne, der aldeles ikke tænkte paa at lade ſig binde ved ſine ſidſt indgangne Forpligtelſer eller ſlaa ſine ærgjerrige Planer af Tankerne, men alene havde givet efter for Øjeblikkets Tryk, vare, ſom man ſeer, komne til den Overbeviisning, at Thorgils maatte ſtyrtes, førend de kunde vente at udrette noget, og herpaa rettede de ſaaledes for det førſte ſine Beſtræbelſer. Det lykkedes dem ſnarere end man ſkulde have ventet. Formodentlig maa Kongen ſelv, jo ældre han blev, mindre og mindre have kunnet finde ſig i at Thorgils endnu vedblev i Virkeligheden, om ikke i Navnet, at være hans Formynder, og denne Utilfredshed maa Hertugerne klogt have vidſt at benytte. Alligevel er der meget gaadefuldt ved den hele Sag. Det førſte Tegn til, at Hertugerne aabenbart vovede at træde op mod Thorgils, altſaa at de havde vundet Kongen for ſig, var, at Hertug Valdemar med eet opdagede eller erindrede, at Thorgils havde ſtaaet Fadder til ham, og at følgelig hans Egteſkab med Thorgils’s Datter ved dette Gudſlægtſkab var ugyldigt og utilladeligt, ſaa at han ufortøvet gjorde Anſtalter til Skilsmisſe[1]. Thorgils ſkal ogſaa da allerede have ladet Ord falde, ſom viiſte at han forudſaa ſin Undergang. Ej længe efter kom Kongen og Hertugerne med ſtort Følge til hans Gaard Lenet i Veſtergøtland, og lod ham gribe og ſende ſom Fange til Stockholm[2]. Her blev der anlagt Døds-Sag imod ham, men hvilke Beſkyldninger der fremførtes imod ham, vides ikke. Hertugerne ſkulle have faaet Kongen til at tro, at han var Skyld i al den Kiv, der havde herſket imellem dem, men Anklagen maa dog have ſtøttet ſig til mere beſtemte Facta, viſtnok iſær de Skridt, han for faa Aar ſiden havde tilladt ſig mod Gejſtligheden[3]. Tre Dage efter Fængſlingen ſkal Skilsmisſen mellem Hertugen og hans Datter være bleven forkyndt, med Tilladelſe for dem begge til at gifte ſig igjen. Da førſt fik ogſaa Hertug Erik Nykøping Slot tilbage[4]. Procesſen med Thorgils blev dreven med ſaadan Skyndſomhed, at han allerede førſt i Februar 1306 vare dømt tildøde og henrettedes den 10de[5]. Over de Begivenheder, der forefaldt i Sverige i de nærmeſt paafølgende Maaneder, hviler der en fuldkommen Taushed. Man kan kun gjette, at de virkſomme Hertuger have benyttet ſig af ſin Fordeel, og ved at hykle Venſkab og Underdanighed for Kongen faaet dysſet denne fuldkommen i Godtroenheds-Søvn, medens de maa have været raſtløſere end nogenſinde i at bringe det længe nærede Anſlag mod hans kongelige Magt til Modenhed. Ikke førend i September høre vi atter til dem; da maa de have følt ſig ſaa ſikre i ſin Sag, at de kunde ſkride til Udførelſe. Den 8de September holdtes et Hof eller Høvdingemøde paa Bjelbo; maaſkee de allerede ved denne Lejlighed tænkte at faa Kongen i ſin Vold, thi under Skin af at holde Bryllup for fem af ſine Mænd paa een Gang indbøde de en Mængde af fine Tilhængere til ſig. Her ſkede dog intet, men de ſendte i Stilhed de fleſte af ſine Folk forud op i Svithjod til den Egn, Kongeveien agtede at gjeſte; ſelv fulgte de ſenere efter med ganſke faa. Kongen, der med ſin Søn, Dronningen og flere var til Gjeſtebud paa ſin Gaard Haatuna i Upland ved Mælaren, lod dem ved Efterretningen om deres Ankomſt indbyde til ſig. De modtoge Indbydelſen, begave ſig førſt hen til ſin Gaard Hundhamar, ej langt derfra, ſamlede her ſine forud; afſendte Mænd om ſig, og roede nu med dem afſted til Haatuna, hvor de kom Michelsdag 29de September, juſt ſom Kongen ſkulde gaa til Bords med ſine Gjeſter, blandt hvilke Biſkop Nikolas af Veſteraas, nys poſtuleret til Erkebiſkop i Upſala. Her blev Kongen, Dronningen og Biſkoppen med endeel Riddere og Knaper ſtrax tagne til Fange, kun den unge Junker Magnus frelſtes ved en tro Tjener, Arvid fra Smaaland, der i Forvirringen fandt Lejlighed til at flygte bort med ham og bragte ham uſkad til Morbroderen, Kong Erik i Danmark[6]. Hertugerne droge umiddelbart derfra med Kongen til Stockholm, for ved hans Nærværelſe at bringe Slotsfogden Chriſtiern til at overgive Slottet; denne vilde dog ikke indlade ſig derpaa, ſaa at Hertugerne maatte lade Matthias Ketilmundsſøn formeligt belejre det; inden kort Tid var det dog i deres Hænder[7] og noget ſenere tillige de øvrige Slotte og Befeſtninger i Riget, undtagen Aabo, Tavaſtehuus og Viborg i Finland[8]. Kong Byrge henſattes med Dronningen paa Nykøpings Slot, hvor de for øvrigt bleve vel behandlede; heller ikke blev Kongenavnet ham berøvet, men al kongelig Magt tilreve Hertugerne ſig, udøvede alle Regjeringshandlinger og erkjendtes i det mindſte factiſk ſom Rigsforſtandere baade af Gejſtlige og Verdslige, idet ſaavel Upſala Erkeſtol og Biſkopsſtolen i Linkøping, ſom de fleſte Kloſtre anholdt om deres Beſkyttelſesbrev, og Privatmænd anſøgte dem om at meddele dem ſaadan-Bekræftelſe paa deres Legater og Stiftelſer, ſom ellers kun ſkulde meddeles af Kongen ſelv.

Hvorledes Kong Haakon optog Efterretningen om alt dette, ſiges ingenſteds, men ſaa meget kan man ſkjønne, at han ingenlunde billigede Hertugernes driſtige Skridt. Det ſtred visſelig alt for meget imod hans egne høje Begreber om Kongedømmets Hellighed; desuden maatte han nu have lært Hertug Eriks Charakteer godt nok at kjende til ikke at frygte for hans ærgjerrige Planer. Som Herſker over hele Sverige kunde Hertugen let blive ham alt for mægtig, iſær ſaa længe han endnu havde Kongehelle Slot og Nordre-Halland i ſin Magt, altſaa nu ganſke beherſkede Gøta-Elven. Kongen havde tilbragt hele Vaaren 1306 i Bergen med ſit Raad, maaſkee iſær paa Grund af de islandſke Anliggender, tildeels vel og for at bringe flere Sager vedkommende Kronens Indtægter i Orden[9]; ſiden begav han ſig til Oslo, vel iſær for at være tilſtede under Conciliet, men ſikkert dog ogſaa for nærmere at iagttage Hertugernes Ferd. Mod Formodning indtraf der nu Begivenheder, ſom bevirkede en Afbrydelſe i den nys tilvejebragte Fredstilſtand med Danmark og i Haſt krævede nye Udruſtninger fra Kongens Side. Grev Jakob og de øvrige Fredløſe havde, ſom det lader, ikke kunnet holde ſig rolige paa Hjelm, hvad enten de nu, hvad der er heel troligt, vare ſaa blottede for Midler til ſit Underhold, at de maatte gribe til at røve og plyndre, eller de af lang Vane ikke kunde holde ſig derfra. Hertil kom, at det maatte være hjerteſkærende for dem af de Fredløſe, hvis Jordegods ved den ſidſte Dom uigjenkaldeligt var erklæret forbrudt til Kronen, at ſee dette inddraget, tildeels vel endog overgivet til deres Fiender; der førtes juſt nu endog en Tviſt mellem Kong Erik og Hertug Valdemar af Sønderjylland ſamt hans Broder, Erik af Langeland, om hvor vidt det af de Fredløſes Gods, der laa i Hertugdømmet, ſkulde tilfalde Kongen eller dem, og Grev Gerhard af Holſteen, der valgtes til Voldgiftsmand, afſagde i Sønderborg den 15de Auguſt den Kjendelſe, at Godſet indtil Videre ſkulde overgives til Biſkoppen, men Rigets Raad fælde en endelig Dom[10]. Der er al Grund til at tro, at de ſønderjydſke Fyrſter alene have gjort Paaſtand paa Godſet for derved at bevare det for de Fredløſe, ſiden de ſenere, ſom vi ville ſee, udtrykkeligt maatte love ej at tage ſig af disſe; den Vending, Sagen nu tog, og ſom allerede temmelig ſikkert bebudede, at Godſet omſider vilde blive tildømt Kongen (hvad der da og i ſig ſelv var det rette), har maaſkee fornemmelig bidraget til at gjøre de Fredløſe forbitrede eller rettere fortvivlede, ſaa at man vel fra denne Tid af kan datere deres værſte Plyndrerier. Man erfarer ſaaledes, at Grev Jakob og Peter Jakobsſøn, ſandſynligviis hans uegte Søn, ej alene flittigt beſøgte Halland (Søndre-Halland) og her udøvede alſlags Voldsgjerninger, men ogſaa gjeſtede Beltets Kyſter, medens andre herjede paa Samſø, ved Aarhuus, ved Fynshoved, ja endog anholdt Skibe fra Roſtock og Lübeck og aftvang dem Penge. For at ſtandſe dette Uvæſen gjorde Kong Erik et Tog til Hjelm, ſatte Ild paa det og ødelagde det i Bund og Grund[11]. Formodentlig er han kommen ſaa mandſterk, at de Fredløſe ikke engang have vovet at oppebie ham, ſiden man ej erfarer, at nogen af dem er falden i hans Vold. Kong Haakon paaſtod ſenere, at Danekongen ogſaa havde ladet flere norſke Skibe, der vare komne til Danmark, anholde, Godſet optage og Kjøbmændene mishandle, hvilket maaſkee er at forklare ſaaledes, at disſe Kjøbmænd have villet bringe Levnetsmidler til Hjelm eller paa anden Maade underſtøtte de Fredløſe. Kong Haakon betragtede imidlertid dette ſom et Fredsbrud. Allerede den 5te Auguſt var han i Kongehelle[12], viſtnok for nøjere at iagttage Begivenhederne, maaſkee og for at raadſlaa herom med Hertug Erik, der paa den Tid endnu ikke havde udført ſin Plan og heel vel kan have opholdt ſig nogle Uger i Kongehelle, hvilket nu i et Par Aars Tid ſaa godt ſom havde været hans Hovedreſidents. At Erik ved denne Lejlighed kunde have givet ham et Nys om ſit eget driſtige Forehavende, er lidet troligt, da dets Held meſt var afhængigt af den Hemmelighed, hvormed det blev drevet, og han desuden maatte befrygte, at Kong Haakon beſtemt vilde misbillige det. Men derimod har han viſt gjort alt for at opegge ham imod Danekongen, der vel allerede havde truet med at forjage de Fredløſe fra Hjelm; thi derſom han kunde bringe det dertil at Kong Haakon bekrigede Danekongen, medens han ſelv udførte ſit Anſlag mod ſin Broder, vilde hiin derved blive hindret fra ſtrax at komme denne til Hjelp. Han havde ogſaa den Tilfredsſtillelſe at det gik ſaaledes, hvad enten han nu havde ſøgt at mage det ſaa eller ej. Kong Haakon gjorde virkelig et Tog til Danmark; der opgives vel ikke nøjagtigt, enten naar det blev foretaget, eller hvor længe det varede, lige ſaa lidet ſom man veed, hvor ſtor Udruſtningen var, eller hvad der egentlig blev udrettet, men ſaa meget ſynes man dog at kunne ſlutte, at det fandt grebet October 1306. Danekongen ytrede ſelv i et ſenere Klageſkrift, at Freden til Søborg kun blev holdt paa andet Aar, da Norges Konge faldt ind i Danmark med en Krigshær; dette Angreb maa altſaa være ſkeet i andet Aar efter Fredsſlutningen; da nu det andet Aar, efter hvad der ovenfor er viiſt, løber fra de ſid.ſte Dage af September eller de førſte af October 1306 til ſamme Tid 1307, og de herefter følgende Beretninger ville viſe, at der her ej kan være Tale om nogen Tid af 1307, bliver det altſaa kun Slutningen af 1306, hvortil Toget kan henføres[13]. Sildigere end October kan det heller ikke vel have fundet Sted for Aarstidens Skyld; det kan desuden ſluttes af det Brev, Hertug Erik den 25de November ſkrev til Norges Høvdinger, og ſom ſtrax nedenfor vil blive omtalt, at Kong Haakon da allerede forlængſt var kommen til Ro og havde ſlaaet alle Krigstanker af Hovedet. Af Danekongens Klageſkrift erfares det, at Kong Haakons Tog nærmeſt gjaldt Beltet, og at han navnlig brandſkattede Øen Thorseng[14]; andenſteds fortælles det, at en heel Deel Nordmænd deels bleve dræbte, deels faldt i Vandet og druknede ved Tornborg (nærved Korsør), ved hvilken Lejlighed en tapper danſk Ridder, Jakob Olafsſøn, tilſatte Livet ved uforſigtigt at løbe over paa et fiendtligt Skib, ſaa at han ſtyrtede i Søen[15]. Altſaa maa en Fegtning her have fundet Sted, idet den norſke Flaade, eller en Deel deraf, har lagt til for at herje. Uſandſynligt er det ej, at ogſaa flere af de Røverier i og ved Beltet, ſom Danekongen i ſit Klageſkrift lægger de Fredløſe til Laſt, ere forøvede ved denne Lejlighed, under den almindelige Forvirring, ſkjønt det ikke er ſandſynligt, at Kong Haakon vilde have dem i ſit Følge. Efter alt, hvad man kan ſlutte, har Toget kun været et hurtigt Strejftog, foretaget med en i al Haſt tilvejebragt Styrke, og alene gaaet ud paa at tage et Slags Represſalier for Ødelæggelſen af Hjelm, maaſkee og paa at befrie de i Danmark anholdte norſke Skibe, uden at Kong Haakon hermed vilde have Freden anſeet ſom brudt, lige faa lidet ſom Kongen af Danmark anſaa Freden brudt ved Toget til Hjelm. Det er viſt, at Kong Haakon, efter nu at have gjort, hvad Æren fordrede, vendte tilbage til Norge med den beſtemte Henſigt ſtrengt at overholde Freden, og at han fremdeles vægrede ſig for at modtage de Fredløſe, uagtet de nu, huusvilde, viſtnok dobbelt overhang ham med Bønner om atter at faa Tilhold i Norge. At Efterretningen om den ſtore Begivenhed i Sverige, der maa have naaet ham enten under Toget eller ſtrax efter hans Hjemkomſt, ikke forandrede hans Beſlutning, ja endog, ſom det ſynes, gjorde ham end mere beſtemt paa at holde ſig rolig, uagtet han maatte forudſee, at Danekongen med f det førſte vilde komme ſin Svoger til Hjelp, viſer tydeligt, at han maa f have misbilliget Hertug Eriks Gjerning og ikke ſpaaet gode Følger deraf f for Norge.

Paa den danſke Konge maatte Efterretningen om den Ulykke, der var overgaaet hans Svoger og Syſter, gjøre et ſaa meget ſterkere Indtryk, ſom den rimeligviis aller førſt bragtes ham af den troe Arvid Smaalænding ſelv, da denne overgav den frelſte Kongeſøn Magnus til hans Beſkyttelſe. Han ſkal og have taget ſig den meget nær, og uagtet Vintren allerede ſtod for Døren, gjorde han dog Anſtalter til ſnareſt muligt at ile Svogeren og Syſteren til Hjelp. Han ſkyndte ſig nu at faa gjort Ende paa Tviſten med de ſlesvigſke Fyrſter, hvis Afgjørelſe ved Dom man ikke oppebiede, men ſom blev bilagt ved et Forliig i Midelfart den 4de November, og det paa en for Kongen ret fordeelagtig Maade, idet alt de Fredløſes Gods i Hertugdømmet tilfaldt ham,“ og begge Brødrene forbandt ſig til at tjene Kongen, ifølge deres Leenspligt, med et viſt Antal Krigsfolk, ſamt ikke at modtage nogen af Kongens Fiender, navnlig ingen af de Fredløſe[16]. Til disſe Betingelſer vilde de neppe have bekvemmet ſig, derſom Kong Haakon endnu havde ligget med en Flaade i de danſke Farvande, eller derſom de endog havde haft mindſte Haab om at han vilde fornye Fiendtlighederne næſte Aar. Hertug Erik i Sverige, ſom ſaa det truende Uvejr nærme ſig, lod det, ſom man kan ſlutte, ikke mangle paa de indſtændigſte Opfordringer til ſin Svigerfader om at komme ham til Hjelp og erklære Danmark formelig Krig; han maa have anvendt alle de Overtalelſes- og Opeggelſes-Midler, han kunde, og fornemmelig ſøgt at gjøre det til en Æresſag; for Kong Haakon at hevne eftertrykkeligt de ham tilføjede Fornærmelſer; men forgjeves: Kong Haakon var beſtemt paa at holde Fred og ej at betragte Erobringen af Hjelm ſom en egentlig casus belli. Ogſaa Grev Jakob, der tilligemed de øvrige Fredløſe maaſkee havde haft et ſvagt Haab om at kunne finde et Friſted hos Hertug Valdemar i Jylland, vel endog om at egge ham til Opſtand, men ſom nu ved Forliget af 4de November ganſke maatte opgive dette, har nu ſikkert beſtormet Hertug Erik med Bønner om at faa Kong Haakon til at erklære formelig Krig, eller i det mindſte, hvad der for Øjeblikket var dem vigtigſt, atter at unde dem Tilhold i ſit Rige. Man maa vel for en ſtor Deel anſee det bevirket ved Grev Jakobs Foreſtillinger, at Hertug Erik den 25de November fra Vadſtena tilſkrev Erkebiſkop Jørund, de øvrige Biſkopper, Abbeder, Baroner, kongelige Raadgivere, Riddere og Knaper, Gejſtlige og Lægmænd i hele Norge et Brev, hvori han opfordrede dem til at formaa deres Konge til dog ikke længer at negte de Fredløſe Tilhold. „Saaſom den ſtormægtige Herre og vor kjære Fader Kong Haakon“, ſiger han her, „for Fredens Godes Skyld har villet overholde alt hvad der blev vedtaget mellem ham og den berømmelige Konge af Danmark, men denne, glemmende Aftale og Løfte, bekræftet mellem begge Riger, ſaaledes ſom de derom oprettede Breve fuldſtændigt viſe, har under Trygden og tvert imod Overeenskomſten til ikke ringe Forargelſe og Skade for Kong Haakon og hans Mænd med væbnet Haand aldeles opbrændt og ødelagt hans Slot (Hjelm), og derved aabenbart og offentligen brudt denne Overeenskomſt, ſom han ſelv og Adelsmændene i hans Rige have givet ſit Ord paa, raade vi eder alle og hver iſær, at I eftertrykkeligen overtale vor Herre Kongen til ikke længer paa Grund af denne Overeenskomſt at fjerne eller udelukke Nogen af dem, der ynde ham eller ville ſlutte ſig til ham, fra ſit Rige, men heller at ſamle alle dem, han kan faa, underholde dem anſtændigt, og beſkytte dem“[17]. Hvad Kongen ſagde eller gjorde hertil, nævnes ikke, men man kan neppe tvivle paa at et ſaadant Skridt fra Hertugens Side i høj Grad maatte vække hans Bekymring og Harme; Hertugen vovede her for hans Øjne og ganſke offentligt at træde i Underhandlinger om vigtige politiſke Anliggender med hans Underſaatter: det var i det mindſte en Frekhed, tom end ikke ligefrem en Forbrydelſe; og det betænkeligſte var, at han vel neppe engang havde vovet det, derſom han ikke allerede var vis paa at have ſkaffet ſig et mægtigt Parti blandt Nordmændene. Skrivelſen havde viſtnok ogſaa for det førſte den Virkning at gjøre Kong Haakon end mere beſtemt paa at overholde Freden, end før.

De ſvenſke Hertuger maatte ſaaledes udfegte Striden paa egen Haand, ſamlede alle de Folk de kunde faa, og droge, ſom det heder, ned til Landemerket, det vil ſige, til Gøta-Elven, ved Kongehelle eller Ljodhuus[18]. De vare heldigere, end man nok i Førſtningen havde ventet. Danekongen bragte vel en ſtor Hær til Veje, men faldt dog ikke ind i Sverige, førend ved Juletider, og da indtraadte en ſaa forfærdelig Froſt; over hele Norden, ſom man i lang Tid ej havde ſeet Mage til. Over Øreſund laa Iſen femten Alen tyk; man kunde gaa paa Iſen fra Roſtock til Danmark, ja endog mellem Sverige, Øland, Gotland og Eſtland ſkal Øſterſøen være tilfrosſen, alle Havne vare tilfrosne i 14 Uger, nordenfor Island lagde Hav-Iſen ſig ſaa tæt, at den ikke hele Sommeren efter kom vort, ja endog i Frankrige ſkal Kulden have været overvættes ſtor[19]. Det er let at begribe, hvor meget denne Froſt maatte hindre Danekongen i hans Krigsforetagender[20]. Det anmerkes udtrykkeligt, at han maatte give ſine Folk Yderkapper, hvilket hidtil ikke havde været brugeligt. Han kom heller ikke langt. Brydende, ſom det ſynes, op fra Halmſtad, for ad den ſædvanlige Landevej langs Nisaaen og videre over Bogeſund at trænge op i Veſtergøtland, og ſaaledes undgaaende at møde Hertugerne, kom han dog for det førſte ikke langt over Grændſen, men maatte, efter at have herjet den ſaakaldte Kinde-Bygd, gjøre Holdt ved Skandſen Kindahuus, hvor han blev liggende i nogle Dage. Hertugerne ilede ham ved Efterretningen om hans Indbrud ſtrax imøde og toge Vejen lige til Bogeſund for der at ſtandſe hans videre Fremtrængen, aabenbart formodende, at han ved deres Ankomſt did ej vilde være langt borte. Men det varede hele 8 Dage, førend Danehæren kom nærmere. De oppebiede den ikke ved Bogeſund, men mødte den, ſom det ſynes, en Miils Vej ſydligere, viſtnok i Pasſet mellem Sæmſøen og Aaſunden eller ved Sundet over denne. Uagtet begge Hære, ſom det heed, vare vel ruſtede, kom det dog ej til noget Slag; der ſluttedes en Vaabenſtilſtand paa et Aar, formodentlig under Megling af Biſkopperne i Linkøping og Vegſjø, der ſees paa den Tid at have været hos Hertugerne og ſandſynligviis netop i denne Anledning havde indfundet ſig. Om Kong Byrges Gjenindſættelſe i ſine Rettigheder blev, ſom det ſynes, intet Tilſagn fordret eller givet; Danekongen maa altſaa have været glad ved for det førſte at ſlippe velbeholden tilbage. Stilſtanden maa være ſluttet omkring den 8de Januar, til hvilken Tid Hertugerne med de før nævnte Biſkopper og andre Høvdinger netop befandt ſig paa Sæm, hvor man og maa formode at Modet blev afholdt. Det hele danſke Krigstog var ſaaledes afgjort i en Tid af henved 14 Dage. Den 25de Januar vare Hertugerne paa Gaarden Paavetorp eller Paatorp, der ligger halvvejs mellem Sæm og Alingsaas, altſaa paa Tilbagetoget til Ljodhuus; den 14de Februar finde vi Hertug Erik i Oslo, og den 23de var Danekongen i Roeskilde[21].

  1. At Skilsmisſe-Aarſagen blev dragen frem, førend Thorgils fængſledes, ſiges udtrykkeligt i Riimkrøniken, medens derimod Chron. fra 880—1436, Scr. r. Sv, I. 64, ſiger, at Skilsmisſen fandt Sted tre Dage efter hans Fængſling. Dette har bevæget flere til at omtale den hele Skilsmisſeſag, ſom om den var foregaaet efter Fængſlingen. Dette er viſtnok urigtigt, ej alene fordi Riimkrøniken, ſom ſamtidig Kilde, fortjener meſt Tiltro, men og fordi det ligger i Sagens Natur, at naar Skilsmisſen ſelv kunde forkyndes tre Dage efter, maatte Sagen allerede en god Tid forud verre indledet.
  2. Som Dagen, da han blev greben, angives St. Nicolai Dag, 6te December, ſe nys anførte Chronicon, Scr. r. Sv. I. S. 64.
  3. Saavel Kong Byrge, i et Brev af 8de September 1308, ſom Hertugerne, i Brev af 1ſte Octbr. ſ. A. (Dipl. Sv. 1694 og 1699) bekræfte nogle Jordebytter, Kong Magnus i ſin Tid havde gjort med Upſala Domkirke, uanſeet at Thorgils Marſk havde forſøgt i Kongens Navn at omſtyrte Byttet.
  4. Dette veed man kun af et Uddrag, Huitfeld meddeler S. 326; Erik gav, heder det, i Nykøping, de uſkyldige Børns Dag (28de Decbr.) 1305 Brev, og ſvor en Eed paa, at naar Kongen lod ham faa Nykøpings Slot igjen, ſkulde han ikke ſkade Kongen eller hans Børn o. ſ. v.; hans Mænd ſkulde aflægge en lignende Eed, og døde Hertugen for Kongen, ſkulde Slottet, uanſeet om Hertugen efterlod Børn, overgives til denne. Ogſaa Hertug Valdemar beſeglede Brevet. Originalbrevet, der ligeledes viſtnok hørte til de Actſtykker, Kong Byrge medbragte til Danmark og ſom derved kom ind i det danſke Kongearchiv, maa efter hvad der tidligere er viiſt, have haft Aarstallet 1306, da dette Aar regnedes at begynde med 25de December 1305, og Huitfeld maa have forſtaaet retteligen at henføre det hertil; dette fremgaar ogſaa deraf, at der exiſterer, eller har exiſteret, endnu et Brev, udſtedt af Kong Byrge ſamme Dag, og ſom virkelig er dateret die sanctorum innocentium 1306; Lagerbring omtaler det III. 45, 48, og kalder det et Morgengavebrev paa to Gaarde eller 40 Mkr. ledig, udſtedt i Nærværelſe af Hertug Erik, Hertug Valdemar, Peter Ragnvaldsſøn o. fl. Han henfører det til Aar 1306, og vil deraf beviſe, at Kong Byrge endda ikke under ſit Fangenſkab kunde være ſaa afſkaaren fra godt Selſkab. Men om end Byrge til den Tid kan have udſtedt et ſaadant Brev, ſaa vare dog Hertugerne i Julen 1306—1307 langvejs fra Nykøping, ved den veſtlige Grændſe; ſe det efterfølgende.
  5. Hans Henrettelſe henføres i de fleſte Chroniker til St. Dorotheæ Dag eller 6te Februar; kun i eet til St. Scholaſticæ eller 10de Febr. (Scr. r. Dan. V. 496); denne Dag bliver dog den rette, da hans Teſtament, ſom endnu er til (Dipl. Sv. No. 1496), er dateret 9de. Riimkrøniken lader endog Folke Jonsſøn forkynde ham hans foreſtaaende Henrettelſe ved „Faſtegang“, 13de Febr.
  6. Riimkrøniken ſamt flere Krøniker. Biſkoppens Fængſling var ikke langvarig, da vi allerede i Begyndelſen af 1308 finde ham hos Paven i Poitiers, ſe nedenfor.
  7. Stockholms Slot maa allerede være opgivet før den 18de October; thi denne Dag udgave Hertugerne fra Skeninge et Brev, hvorved de ſkjenkede Folke Jonsſøn to Gaarde at beſidde for ſtedſe med lige ſaa ſtor Frihed ſom „Chriſtiern“ havde beſiddet dem; ſelv om Chriſtiern maatte komme paa fri Fod og blive tagen til Naade igjen, ſkulde Gaardene dog ikke kunne tilbagefordres fra Folke eller hans Arvinger. Man ſeer heraf, at Chriſtiern ej alene havde capituleret, men at han holdtes fangen, og at Hertugerne, forbitrede over hans førſte Vægring ved at overgive Slottet, have inddraget flere af hans Beſiddelſer. Dipl. Sv. No. 1516. Chriſtiern var ſom Slotsfoged tilſtede, da Thorgils gjorde ſit Teſtament, og medbeſeglede det.
  8. Kalmar og Borgholm var, ſom man af Kong Bvrges Løftebrev af 26de Marts 1308 ſeer, overgivet en Stund i Forvejen af Befalingsmanden Carl Tydſke, den poſtulerede Erkebiſkops Broder. Sandſynligviis er da denne ved denne Lejlighed kommen paa fri Fod. Man har et fra Erkediaconen Olaf i Upſala for Mai 1310 aflagt Regnſkab over Oppebørſelen og Anvendelſen af Erkeſtolens Tiende, ſom han af Capitlet var ſat til at forvalte i Vacancen efter Erkebiſkop Nikolas den ældre, død den 4de Febr. 1305; Regnſkabet, der lyder paa to Aar, gaar ſaaledes maaſkee fra Midten af 1305 til Midten af 1307; blandt Udgifterne for det andet Aar (1306—1307) opføres: 6 Mkr. anvendt af ham ſelv paa Rejſen til og fra Nykøping, da Erkebiſkoppen kom paa fri Fod. Dipl. Sv. No. 1667.
  9. Det var, ſom vi have ſeet, i Decbr. 1305, at Kongen gjorde den endelige Foranſtaltning med Henſyn til Dronningens Medgift; i April 1306 maa der have været nogen Uenighed mellem ham og Biſkop Arne i Bergen om Gaarden Thoſke, ſom hans Broder havde ſkjenket Biſkop Narre, ſiden Kongen da i flere Raadsherrers Nærværelſe lod føre Vidne derom (12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64), hvilket igjen tyder paa at han overhoved har ſøgt at ſkaffe Kronen Jordegods tilbage, ſom han troede uretteligt var den frakommet. To Dage forud var der i flere Raadsherrers Nærværelſe ſluttet en Overeenskomſt mellem Fru Katharina, Enke efter Hr. Gaut Gautsſøn paa Mel, og Biſkopsſtolen (Dipl. Norv, II. 82). Kong Haakon var i Bergen maaſkee endnu ſidſt i Mai 1306, da Bjarne Erlingsſøn, Medlem af Raadet, da endnu ikke havde forladt Byen, efterſom han den 30te udſtedte et Brev i Forening med Erling Aamundesſøn, Hauk Erlendsſøn og Sørkve Andresſøn. Munkelivsb. S. 115.
  10. Huitfeld S. 329, 330.
  11. Dette er ſaavel Kong Haakons ſom Hertug Eriks udtrykkelige Ord i de Skrivelſer, vi nedenfor tomme til at omtale. Hvad Tid Toget til Hjelm foregik, nævnes ingenſteds. Snareſt ſkulde man antage at det var lidt efter den 15de Auguſt.
  12. Dipl. Norv. IV. 65.
  13. Den 31te Auguſt var Kongen endnu i Oslo, Dipl, Norv. H. 83. Da ſkjenkede han flere Gaarde til Mariekirken. Naar man lægger Merke til, at han tidligere, netop naar han ſkulde drage ud paa Tog, plejede at udſtede Gavebreve, maaſkee erindrende Raadet i Hirdſkraa og Landsloven (Kongearv, Slutning) om at gjøre ſine Gaver i Tide, ledes man derved paa den Tro, at han netop nu var i Ferd med Udruſtningerne til Danmarkstoget.
  14. Det heder i Kong Eriks Klageſkrivelſe: Sven miſtede et Skib ved Fynshoved for 120 Mkr., Nikolas Skaaning miſtede ved Thorseng et Skib, taxeret for 60 Mkr., Sven Djerv et for 12 Mkr., Asſer et med Gods verd 100 Mkr.; Kongen af Norge har brandſkattet Kongens Vender paa Therseng, Hr. Magnus Langs Gods paa Thorseng brændte han under Freden; Hamund Lilie har han berøvet Gods paa Rotenes, Peter Tille ſammeſteds berøvede han hans Gods og Bonden druknede han.
  15. De esromſke Annaler, Scr. r. Dan. I. 250, jfr. V. 626.
  16. Huitfeld S. 350.
  17. Brevet er aftrykt i Thorkelins Analecta S. 77, 78, ſamt derefter i Dipl. Sv. No. 1519.
  18. Da de, ved ſiden at ile de fremtrængende Danſke imøde, toge Vejen til Bogeſund, er det klart, at de ikke kunne have begivet ſig ſaa langt mod Syd ſom til Vardberg; Riimkrøniken vilde i ſaa Fald heller ikke have brugt Udtrykket „Landemerket“.
  19. Denne Kulde omtales i de islandſke, ſaavel ſom de fleſte danſke ældre Annaler. Scr. r. Dan. I. 190, 250, 257, 296, II. 528, VI. 628.
  20. Om dette Tog ſee de forſkjellige ſvenſke Krøniker i Scr. r. Sv. I., lige ſaa Scr. r. Dan. I. 250 (de esromſke Annaler) II. 176, IV. 595, V. 496 o. fl. jfr. Ericus Olai. De her anførte Annaler i Scr. r. Dan. IV. 595 fejle visſelig, naar de lade Danekongen komme lige til Stegeholms Slot, der vel neppe kan betegne andet end Stegeborg. Thi ellers pleje disſe Annaler for det meſte kun at gjentage Esrom-Annalernes Ord; i dem ſtaar der kun: „Kong Erik gjorde ved Juletid et vældigt Tog ind i Sverige, men hindredes ved den ſtrenge Vinter og vendte tilbage efter at have ſluttet Stilſtand“; medens hine mellem „Sverige“ og „men hindredes“ indſkyde: „herjende Landet fiendtligt lige til Stegeholms Slot“, ſamt ſenere tilføje at Kongen maatte give ſine Mænd „Kappehetter“. Paa intet andet Sted findes der et Ord om noget Tog til Stegeborg, hvorhen det var bogſtaveligt umuligt, at Kong Erik denne Gang kunde komme. Den ſkjødesløſe Annaliſt maa derfor have forvexlet dette Tog med det danſke Tog i 1318. Lagerbring III. 45 har her aldeles misforſtaaet Riimkrønikens Ord, naar han lader Hertugerne tage Vejen over Kindahuus til Bogeſund. Riimkrønikens Ord ere disſe:

    Da ſamnade hertugerna båda
    ok foro inn till landamerke
    med mykin makt och diger ſtärke;
    dock hade de där ſkamma läga (d. e. kort Leje, rigtigere Læſemaade iſtf. „ſtemnaläge“)
    de Danſka foro andra wäga
    och låga wid Kindahuus ena ſtund;
    ſedan foro de till Bowoſund,
    åtta daga lågo de där
    förr än de Danſka kommo ſwå när
    uppo ena mila långt — o. ſ. v.

    Her er dog tydeligt Meningen den, at Hertugerne kun havde et kort Ophold ved Landemerket, fordi de Danſke toge en anden Vej og laa ved Kindahuus en Stund, hvilken Efterretning bragte Hertugerne til at fare til Bogeſund. At det var de Danſke og ikke Hertugerne, der laa ved Kindahuus, vilde vel og kunde ſees af det ſvenſke Chr. i Scr. r. Sv. I. 64, hvis Texten ikke her var ſaa forvirret, at den lader Hertugerne herje Kindhered, i deres eget Land, medens det er tydeligt, at dette netop ſkede ved Danehæren. — Det her nævnte Kind eller Kindhered er ifølge Tunells Geographi IV. 1. S. 190 flg. det ſydveſtligſte Hered i Veſtergøtland, grændſende til den ſydligſte Deel af Nordre-Halland. Kinnahus eller Kinnaholm laa ifølge Tunell S. 191 i Frølunda Sogn, men han er dog ej ganſke paa det Rene med Beliggenheden, da han S. 197 antager Arnesholm i Ljushylts Sogn for ogſaa at kunne være Kinnahus. Egentlig veed man ſaaledes nok ikke ret, hvor det er at ſøge. Efterſeer man Forſells Kart, finder man ved den ſamme Aa, der ved ſit videre Løb gjennem Halland forbi Aas Kloſter kaldes Viſkaa, efter hvilken Viſkerdal (ſe ofv. II. S. 497, IV. 1. S. 154) har ſit Navn, to Gaarde, Kinna og Kinnarum, der kunde minde om „Kind“; men faa langt nordligt kan Kong Erik neppe have taget Vejen, thi det vilde forudſætte, at han førſt var brudt ind i Nordre-Halland og dragen forbi Vardberg, i hvilket Fald Hertugerne ſikkert vilde have mødt ham der; langt rimeligere er det at han har taget Vejen fra Halmſtad opad Nisſaa-Dalen til Kinnarred (der endnu ligger i Halland) og Kindhult, beliggende ved en i Nisſaaen faldende Aa, der ſikkert heder eller heed Kindaa, og efter hvilken hele Dalen viſt har Navn; Vel regnes denne Dal nu til Jønkøpings Leen eller Smaaland, men Hovedvejen til Veſtergøtland gaar dog derigjennem, og den danner egentlig kun en ſmal Strimmel eller Tunge, over hvilken man pasſerer, for at komme fra Søndre-Halland til Veſtergøtland. Her, og ikke ved Viſt-Aaen, er det rimeligſt at Kindahuus, der maa have været en liden Grændſeſkandſe, laa. Tvende Breve, udſtedte af Hertugerne paa dette Tog, men, faa vidt vides, hidtil ej benyttede til at oplyſe dette, give ellers baade ret god Beſkeed om Tiden, da Stilſtanden ſluttedes, og Vink om begge Herres Marſch-Router. Det førſte er et Brev, udſtedt af Hertugerne dominica infra oct. epiph. (8de Januar) paa Gaarden Sæm, hvorved de ſkjenke Folke Jonsſøn Jordegods; Brevet er medbeſeglet af Biſkop Laurentius i Linkøping, Biſkop Magnus i Vegſjø, Drottſseten Arnbjørn Sigſteensſøn, Hr.Philip Ulfsſøn, Hr. Jon Engel og Hr. Peter Magnusſøn (Dipl. Sv. 1526). Dette Sæm ſees ved Efterſøgelſe paa Kartet at være en Gaard, beliggende ved Sæm-Sø, noget over en Miils Vej ſøndenfor Ulricehamn, det forrige Bogeſund. Naar man nu af Riimkrøniken ſeer, at Hertugerne laa ved Bogeſund i 8 Dage, førend de Danſke kom dem paa en Miil nær, at de Svenſke da mødte dem tappert, men at der dog ſnart blev „taget Dag og Aar“, faa bliver det aabenbart, at Mødet mellem begge Hære netop maa have fundet Sted her ved Sæm, i Pasſerne mellem Sæmſøen og Aaſundſøen, der juſt ligger omkring en Miils Afſtand fra Bogeſund, og begge Biſkopperne, der ere med at beſegle Brevet af 8de Januar, vilde vel neppe heller paa denne Tid af Aaret have begivet ſig til Lejren, uden for at være tilſtede ved Dagthingningen; deres Nærværelſe er altſaa et umiskjendeligt Tegn paa, at Dagthingningen ſtod paa Sæm, og ved den Tid. Det andet Brev (Dipl. Sv. 1529) er et Gavebrev, udſtedt af Hertugerne den 24de Januar paa Påfwathorp, der enten er det nærværende Paaarp 1½ Miils Vej nordveſtenfor Ulricehamn, eller (og rimeligere) Paatorp, omtrent ¾ Miil nordenfor Boraas og 2 eller 2½ Miil veſtenfor Ulricehamn, paa Vejen til Alingsaas. Hvad enten man tog Vejen om Paaarp eller Paatorp, ſaa førte den dog ad Ljodhuus til, og did, eller til Kongehelle, agtede Hertugerne ſig, da Hertug Erik, ſom man erfarer, ſnareſt muligt vilde heelt ind til Oslo. Toge nu Hertugerne denne Vej tilbage, er det og ſandſynligt, at det var den ſamme, ad hvilken de droge frem til Bogeſund; det var vel paa det nærmeſte den da brugelige Landevej mellem Ljodhuus og ſidſt nævnte Sted. Man ſeer ſaaledes ogſaa heraf, at de Danſke ſøndenfra have nærmet ſig Bogeſund, og at Hertugerne ved Efterretningen om deres Indbrud over Grændſen, beregnende, at de, inden man kunde møde dem, maatte være komne et Stykke op i Landet, have fundet det raadeligſt at ſtevne lige til Bogeſund, for i de herværende Pasſer at ſpærre dem Vejen. I den Tid, da Halland endnu hørte til Danmark, og danſke Hære, ſom faldt ind i Sverige, kunde bryde ind over Grændſen mellem Halland og Veſtergøtland, var Bogeſund et vigtigt ſtrategiſk Punkt; her var det ogſaa, hvor Steen Sture i 1520 fegte at ſtandſe en under Otto Krumpen fremtrængende danſk Hær. Gjennem disſe Pasſer gik Hovedvejen fra ſøndre Halland til Veſtergøtland og Tiveden, hvortil Bogeſund kunde ſiges at være den førſte Negle; lykkedes det Fienden at forcere dette Pas, havde man endnu kun Dalførerne omkring Falbygden tilbage, hvor man med noget Haab om Held kunde træde ham imøde; her var det hvor Kong Albrecht i 1389 oppebiede Dronning Margretes Hær, der, ſom det ſynes, havde ſamlet ſig ved Elven og ſaaledes omgik Bogeſund. Naar altſaa Danehæren i Julen 1306—7 trængte ſøndenfra op henad Bogeſund til og paa Vejen laa ved Kindahuus, maa dette, ſom ovenfor antaget, ſøges ganſke nær ved Hallands Grændſe. Efter det nys anførte ſvenſke Chronicon, der ſiger at „der bleve mange dræbte paa begge Sider“, ſkulde man ſlutte at det virkelig kom til en Fegtning mellem Hærene, men Hovedkilden, Riimkrøniken, benegter dette. Dens Ord ere:

    Man ſåg där mangt harniſk blankt
    och många goda plåta ny;
    de Upländſke hade ej hugt att fly;
    Daner ſade: ei! willen I ſtrida?
    Upländingar ſade: hwi willen I bida?
    Dock ward det tagit i en Dag,
    eller hade det warit manga ſlag.

  21. Suhm XI. 538.