Det norske Folks Historie/6/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 448-470).

Aarſagen, hvorfor Hertug Erik i faa ſtor Haſt begav ſig til Norge, var den, at han atter vilde overtale Kong Haakon til at tage Parti. For faa vidt var der nu mere Grund dertil, ſom Krig dog nu var udbrudt. Kong Haakon kunde, hvad han end tænkte om Hertug Erik og hans Sags Retfærdighed, dog ikke, ſaa længe Erik ſkulde være hans Svigerſøn, i Længden være bekjendt at ſtaa rolig og ſee paa, at Danekongen maaſkee overvældede ham; han maatte desuden vente, at hvis Danekongen, naar Krigen atter brød ud, ſaa ſin Lejlighed dertil, vilde han førſt og fremſt underkaſte ſig Nordre-Halland med Vardberg, og hermed kunde Haakon, ſom den der havde kjøbt det for en ſtor Pengeſum, dog ikke være tjent. Der manglede ſikkert ej paa dem, der under Hertugens Fraværelſe ivrigt bearbejdede Kong Haakon og talte hans Sag, fornemmelig Dronning Euphemia, hvis romantiſke Beundring for ham ikke i mindſte Maade ſynes i at have lagt ſig efter hans ſidſte Bedrifter, men ſom i ham ſtedſe kun f faa den ſkjønne Ridder, ikke den trædſke politiſke Intrigant. Maaſkee var det lykkets hende ſaavel ſom Hertugens øvrige Venner at faa Kongen noget føjeligere; maaſkee erkjendte han ſelv, at Omſtændighederne nu havde forandret ſig noget. Man har nemlig et nyt Brev, ſom Hertug Erik under dette ſit korte Ophold i Norge lod udgaa til Erkebiſkoppen, alle øvrige Prælater, Baroner, Riddere, Gejſtlige og Verdslige i Norges Rige, hvori han forſikrer dem, at de kunde være overbeviiſte om at hans Broder Valdemar med de fleſte af Sveriges Biſkopper og den ſtørre og fornuftigere Deel af Sveriges Adel ſamt hele Mængden i eet og alt vilde efterleve de mellem Norge og Sverige til Freds og Enigheds Overholdelſe vedtagne Beſtemmelſer, hvorfor han nu beder dem at fæſte Liid til, hvad Kong Haakon paa hans Vegne maatte meddele dem, ſom om det var hans egne Ord, og troligen at opfinde, hvad Kongen til Forſvar af deres ſaavel ſom Hertugens Rettigheder maatte byde dem[1]. Som et aldeles ſikkert Tegn paa at det allerede da var lykkets Hertugen at omſtemme Kongen kan man dog ikke betragte dette Brev. Han havde meget travlt; den 2den Marts var han allerede igjen langt inde i Sverige, paa Vejen til Nykøping[2]; det er vel muligt, at han under ſit korte Ophold i Oslo ikke har udrettet noget hos Kongen, men dog har ſkrevet Brevet og efterladt det hos Dronningen eller en anden paalidelig Ven, for at det kunde fremdrages og benyttes, naar endelig Kongen havde ladet ſig formilde. Hvad der beſtyrker dette er, at en af Biſkop Helge i Oslo verificeret Copi af Brevet ikke er ſkreven og udſtedt ſtrax efter Brevets egen Datum, den 14de Februar, men førſt den 8de April; nu ſkulde det ſynes, at hvis Omſtændighederne havde været ſaadanne, at Brevet kunde offentliggjøres ſtrax efter Affattelſen, vilde man og umiddelbart derefter have taget bekræftede Afſkrifter, for at ſende dem om ei Landet; men da nu Biſkop Helges Copi er udſtedt ſaa ſildig ſom den 8de April, maa man næſten ſlutte, at det indtil da har været holdt tilbage, eller at Betingelſen for dets Offentliggjørelſe, Kongens Løfte om at ville anſee Hertugens Sag ſom ſin egen, førſt da har været opnaaet. Viſtnok kan man ej benegte Muligheden af, at ogſaa tidligere Copier, men ſom nu ere tabte, have været udſtedte, thi hiin Copi er den eneſte, ſom nu er til, og Originalen er ligeledes forlængſt borte; men ſandſynligſt er det dog, at de Copier, der udſtedtes, bleve udſtedte paa een Gang, iſær de ſom udferdigedes i ſelve Oslo, og at man, om man havde dem alle, dog ikke vilde finde nogen ældre end Begyndelſen af April Maaned[3]. Men ſaa meget kan ogſaa anſees ſom viſt, at da havde Kong Haakon omſider givet efter. Han gjorde juſt paa denne Tid en Rejſe til Nidaros[4], hvor han, ſom det lader, opholdt ſig temmelig længe[5], uviſt i hvilket Erende, maaſkee alene fordi han ej paa lang Tid havde været der, og hans perſonlige.Nærværelſe var nødvendig til Ordning af flere Anliggender, maaſkee og fordi der endnu var noget at ordne og bilægge mellem Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene[6], hvorhos han dog ogſaa muligtviis kan have villet raadſlaa med Erkebiſkoppen og de throndhjemſke og haalogalandſke Stormænd om det Skridt, han nu ſtod i Begreb med at foretage. Den 2den Mai udſtedte han her fra Nidaros følgende Manifeſt[7]: „Haakon af Guds Miſkund Norges Konge, Søn af Kong Magnus, ſender alle dem, ſom dette Brev ſee eller høre, Guds og ſin Hilſen. Det maa Gud vide og alle de bedſte Mænd i Riget, der ſom ofteſt have været hos os, hvor meget det har ligget os paa Hjertet, og hvor ivrigt vi hos Danekongen have beſtræbt os for, at Fred og Ro kunde vorde begge Rigerne imellem, Norge og Danmark, idet vi have umaget os ſelv og andre vore gode Mænd ved mange Rejſer for at ſkaffe os Fred og hvad vor Ære fordrede, ligeſom vi og ſendte de Mænd, vi havde hos os og ſom Kongen af Danmark gav Skyld for ſin Faders Død, til at underkaſte ſig Prøv og frigjøre ſig hos ham for de Beſkyldninger, han gav dem. Men da de ſkulde komme did, da ſaa de Breve, der vare gjorte imod dem, og ſom de endnu have den Dag idag, hvis Indhold viiſte, at man ikke vilde lade dem nyde den Lov, der gjelder enten i Norge eller i Danmark eller andre Lande, ſaavidt Folk har hørt. Dertilmed truedes deres perſonlige Sikkerhed ſaa ſterkt og betænkeligt, at nogle af dem ikke engang paa nogen Maade kunde komme derhen[8]; Og de, ſom kom, fik hverken nyde Lov eller Ret for ſig, men Kongen af Danmark opnævnte Mænd og lod disſe paaſverge dem hvad han fandt for godt. Dette er dog baade mod Guds og alle chriſtne Menneſkers Lov, ſom de fleſte fornuftige Folk kunne ſkjønne efter den Fremferd, man lige i Førſtningen brugte mod dem da Beſkyldningen blev dem paaført, nemlig at de ſtrax bleve jagede i Landflygtighed af Riget, deres Gods optaget for dem, deres Frænder og Svenne dræbte, og nogle fængſlede; hvorhos han (Kongen) nedrev deres Rygte over alle Lande med ſine Breve og anden ſlet Omtale[9], og vilde ikke høre den Lov, Ret og Undenførſel, ſom de tilbød for ſig; ſiden, da de ſaa at de ikke kunde faa nogen Ret og Skjel for ſig paa Grund af det overvættes Had, de mødte, henſkød de ſin Sag til Paven og lagde ſig ſelv og alle ſine Anliggender under hans Dom. Alt dette lode vi ſaaledes blive efter Kongen af Danmarks Vilje, føjede os derefter, og vilde fra den Tid af ikke have disſe Mænd hos os, haabende ved dette og alt andet at tøje det ſaaledes til, at vi og vore Thegner kunde have Fred og Ro. Men ikke desmindre, endog efterat der var truffet ſaadan Overeenskomſt mellem os og Kongen af Danmark, at Forliig og evig Fred var gjort og ſtadfaſteligen ſat mellem Rigerne, blev dog ſamme Fred og al anden Dagthingning ikke bedre overholdt imod os, end at Kongen af Danmark ſtrax efter lod fare til, tage, nedbryde og brænde vort Huus Hjelm tvertimod hvad der forhen var aftalt og dagthinget imellem os; derhos lod han nogle norſke Kjøbmænd, der vare ſejlede til Danmark, anholde og deres Gods, ſom de havde med ſig, dem fratage, ſamt dem ſelv, forſaavidt de ikke undkom, paa forſkjellige Maader ilde medhandle. Thi kjendes vi ej ved at være Kongen af Danmark pligtige at holde nogen Deel af denne Dagthingning, og gjøre vi alle Mænd vitterligt, at efter Hertug Erik af Sveriges, vor tilkommende Maags, vore Biſkoppers og andre Raadgiveres Raad, have vi tage Herr Greve Jakob vor kjæreſte Frænde, Herr Peter Jakobsſøn og deres Børn ſamt Børnene efter alle de andre duende Mænd, der kom til os fra Danmark, alle deres Svenne der ere med dem og alle deres tilhørende i Guds Vold og vor Hegned og kongelige Beſkyttelſe til alle rette Maal, fuldkommeligen forbydende hver Mand dem at forurette, hindre eller ulovligt at hemme, hvis ikke enhver, ſom det gjør, vil paadrage ſig vor Vrede og de haardeſte Refſelſer, ſaa at andre kunne afſkrækkes fra at forurette vore Frænder og de øvrige, vi ſaa ſærdeles have taget i vor Beſkyttelſe. Det maa og være Gud og de bedſte Mænd i Riget, der ville tale Sandhed derom, vitterligt, at denne Ufred og Uro, ſom en Tidlang har fundet Sted, blev begyndt og udbrød i vor Broders og vor Umyndighedstid, ſkjønt enkelte uvittige Mænd, der ej vide ſaa nøje Beſked, tale forſkjelligt derom. Givet i Nidaros Korsmesſeaften om Vaaren i vort 8de Regjerings-Aar og indſeglet i vor Nærværelſe; Ivar Klerk ſkrev“.

Uagtet dette endnu ikke var en formelig Krigserklæring, eller Forkyndelſe af at Krigsforetagender mod Danmark fra norſk Side ſtrax vilde begynde, havde dog Hertugens og hans Venners Foreſtillinger udrettet faa meget at Kongen nu erklærede Indtagelſen af Hjelm for en casus belli[10], Fredsſlutningen derved faktiſk.hævet og ſig ſelv følgelig løſt fra enhver Forpligtelſe, den paalagde, hvorfor han ogſaa nu atter tog de Fredløſe i ſin Beſkyttelſe. Hermed var dog allerede det meſte vundet for Hertugen; det var neppe engang hans Mening, at Kongen ſkulde begynde Krig med Danmark, førend den Stilſtand, han ſelv nys havde ſluttet, var udløben, hvilket førſt vilde blive til Januar 1308, og da meente han vel det faldt af ſig ſelv, at Kongen maatte gjøre fælles Sag med ham. Kongen derimod tænkte vel neppe at gaa ſaa vidt; han haabede formodentlig at Sagerne inden den Tid ſkulde ordne ſig fredeligt, og at Danekongen, for ikke ogſaa at faa ham til Fiende, ſkulde byde Fred paa det Vilkaar, han nu ſees beſtemt at have villet opnaa, nemlig den formelige Afſtaaelſe af Nordre-Halland. Kongen havde maaſkee allerede nu gjerne ſluttet Separatfred med Kongen af Danmark for denne Priis og ladet Hertug Erik i Stikken, hvis Hertugen ikke ſelv havde haft baade Nordre-Halland og Kongehelle Slot i Beſiddelſe, og endnu vare dog ikke Omſtændighederne ſaadanne, at han kunde være bekjendt i Forening med den danſke Konge at fratage ham disſe, og uden at være nødtvungen vilde Hertugen visſelig ikke give dem tilbage. At Kongen havde den ſtørſte Mistro til Hertugen, og kun var bleven nødſaget til ſit ſidſte Skridt ved Omſtændighedernes Magt og ſine Omgivelſers Overhæng, er klart. Hertugerne benyttede imidlertid Aarsfriſten utrætteligt til baade aabenbart og hemmeligt at udruſte og ſtyrke ſig til den foreſtaaende Krig. Det lykkedes dem at omſtrikke Kongen af Danmark med et ſkammeligt Forræderi i dennes egen nærmeſte Familie. Forholdet mellem ham og hans Broder Chriſtopher havde længe været daarligt, og allerede i 1297 var det, ſom ovenfor omtalt, kommet til voldſomme Optrin mellem dem. For maaſkee paa en anſtændig Maade at fjerne ham noget og gjøre ham uſkadelig, havde Kongen i 1303 paa ſex Aar forlenet ham med Eſtland og givet ham Hertugstitel[11]. Men hans Lov var ſaa ſlet, at de fornemſte Herrer i Eſtland ved Efterretningen derom indgik et Forbund med Sverdridderne i Lifland til Selvforſvar, ſom det heed, mod Rusſer og Littauer, men dog egentlig for at tilkjendegive, at de ej ſkjøttede om at have Chriſtopher til Herre[12]. Kongen tilbagekaldte ogſaa Forleningen[13] og affandt ſig kort efter med Chriſtopher, idet han, formodentlig i Januar 1307, maaſkee netop medens han opholdt ſig i Søndre-Halland umiddelbart før Toget til Sverige[14], forlenede ham med dette Landſkab ſaavel ſom Samsø arveligt i hans mandlige Linje, med al kongelig Rettighed, mod en aarlig Afgift af 1000 Mkr. ſkaanſk, og naturligviis mod den ſedvanlige Forpligtelſe, at gjøre Krigstjeneſte efter Udbud og ikke at indlade ſig i Forbund med fremmede Magter til Kongens Skade. Det er næſten ubegribeligt, hvorledes Kong Erik kunde vove at betro en ſaa upaalidelig Perſon, ſom Chriſtopher, et ſaa vigtigt Grændſelandſkab, og navnlig i denne Tid, da en farlig Krig paa disſe ſelvſamme Kanter ſtod for Døren, ſaameget mere ſom Chriſtopher ved ſit Egteſkab med Euphemia, Datter af den vendiſke Hertug Bugiſlav og ligeſom Dronning Euphemia Datterdatter af den gamle i 1302 afdøde Fyrſt Vitſlav, var dragen ind i den mod Kong Erik uvenligt ſtemte Familiekreds, hvortil baade Kong Haakon og Hertug Valdemar i Jylland hørte. Viſtnok udſtedte Chriſtopher en Gjenforpligtelſe, for hvilken ogſaa hans Svigerfader Hertug Bugiſlav ſaavel ſom andre af hans Huſtrues og hans egne Frænder, Fyrſt Vitſlav, Nikolas af Werle, Henrik af Mecklenburg, Hertug Valdemar af Jylland, Markgreverne af Brandenburg, Grev Gerhard af Holſteen, Biſkopperne og de Fornemſte i Riget gik i Borgen, at han ikke ſkulde indlade ſig i aabenbare eller hemmelige Stemplinger imod Kongens Liv, Sikkerhed og Magt o. ſ. v., og at han navnlig i Krigstilfælde med Sverige og Norge ſkulde ſtille ſine Slotte til Kongens Raadighed og ſtaa ham bi ſom en tro Vaſal, alt under Straf af at have forbrudt ej alene Lenet og al privat Ejendom, men endog ſin eventuelle Arveret til Tronen. Men man havde dog Exempler nok fra tidligere Dage paa, hvor lidet ſlige Forpligtelſer havde at betyde, naar Ærgjerrighed, Skinſyge og Vindeſyge fik frit Spil, og man burde have indſeet det farlige i, netop at anviſe Chriſtopher ſit Leen i Halland, hvor den liſtige Hertug Erik var hans nærmeſte Nabo, og ubemerket og uhindret kunde anvende alle ſine Forføreleskunſter paa ham. Disſe undlode heller ikke at gjøre ſin Virkning. Hertugernes Tilbud, at hjelpe ham til at ſtøde Broderen fra Tronen, var altfor tillokkende til at han kunde modſtaa det. Allerede den 6te Mai, kun faa Maaneder efterat Chriſtopher havde faaet Søndre-Halland til Leen, ſluttede han i Mothorp (nu Morup omtrent halvvejs mellem Falkenberg og Vardberg) et formeligt Venſkabs- og Underſtøttelſes-Forbund med Hertugerne. Det beſtemtes, at der ſkulde være beſtandig Venſkab og Enighed mellem dem; al tidligere Uenighed og Tvedragt ſkulde være glemt og udryddet; Hertugerne lovede at ſtaa ham og Børn bi mod Kongen af Danmark med 400 Ryttere og paa alle Maader at hjelpe ham til at faa den danſke Krone; de ſkulde ingen Fred eller Stilſtand ſlutte med Kong Erik uden Hertugens Samtykke; de ſkulde hjelpe ham til, i Skaane eller paa andre bekvemme Steder at anlægge Slotte[15]; de ſkulde paa egen Bekoſtning gjøre Indfald i Skaane eller hvilket ſom helſt andet danſk Landſkab og herje og brænde der, indtil det var ham underlagt, men underkaſtede det ſig godvilligt, ſkulde han bære Bekoſtningerne; Krigsfanger ſkulde deles mellem dem efter Antallet af den Styrke, hver havde; ved Krigens Begyndelſe ſkulde de laane ham 300 Mkr. brændt Sølv; erklæredes Hertugen at have forbrudt ſin Ret til Halland og alt andet Gods i Danmark, ſkulde han finde Tilflugt hos dem og faa Slottene ved Kongehelle og Ljodhuus ſamt 1000 Mkr. i ſvenſke Penge; bleve hans Slotte belejrede, ſkulde de ſtrax komme ham til Hjelp; de ſkulde begge, eller i det mindſte een af dem, perſonligt deeltage i denne Krig; hvis nogen Danſk frikjøbte ſit Gods fra Plyndring, ſkulde Pengene tilhøre Chriſtopher, ſaa og alt Land og hvert Slot, der i Danmark kunde vindes. De ſkulde ej ophøre med at bekrige Kongen af Danmark, førend Chriſtopher havde naaet ſit Maal; men derſom han ved deres Hjelp fik mere Gods i Danmark end han nu havde, ſkulde han ogſaa ſkaffe dem’mere Hjelp end før; derſom han uden deres Biſtand erhvervede det, ſkulde han underſtøtte dem efter Behag. Begge de ſvenſke Hertuger paakaldte over ſig, hvis de brød dette Forbund, Pavens eget Bann, og aflagde Eed herpaa med 12 Riddere og 24 Knaper[16]. Formodentlig udſtedte Chriſtopher et lignende Gjenbrev til Hertugerne. Det ligger i Sagens Natur og ſees tillige af det følgende, at dette Forbund for det førſte blev holdt ganſke hemmeligt og at den derved aftalte offentlige Samvirken ikke ſkulde begynde, førend Stilſtanden var udløben, ved Aarets Slutning. Naar man lægger Merke til, at Hertugerne den 16de April, 20 Dage før Sammenkomſten paa Mothorp, befandt ſig paa Ekolſund i Upland, og den 12te Mai, kun ſex Dage efter Mødet, atter vare ved Mælaren paa Sko Kloſter[17], faar man endog Indtrykket af at de have foretaget Rejſen ſelv i dybeſte Stilhed og ſtørſt mulige Haſt, for at man i Danmark ikke ſkulde tro andet, end at de hele Tiden havde opholdt ſig langt fra Halland, i Mælar-Egnene. Fra Mothorp i Halland til Sko Kloſter i Upland rejſte man viſtnok ikke paa den Tid i ſex Dage uden at ferdes baade Dag og Nat, og da man ej nøjagtig veed Dagen, naar de tiltraadte Rejſen til Mothorp fra Upland, er der al Sandſynlighed for at de ej brugte længere Tid frem end tilbage. At Hertugerne benyttede ſig af enhver Fordeel, der tilbød ſig, og rejſte i Mulm og Mørke, over Hals og Hoved, til Halland for at ſikre ſig Hertug Chriſtophers forræderſke Hjelp, kan man viſtnok kalde ſaare klogt, og for ſaa vidt undſkylde, ſom det ej var dem ſelv, der..begik Forræderiet, men naar man læſer de rene og klare Ord, hvormed Chriſtopher forbandt ſig med ſin Broders Fiender om at ſkjende og brænde i hans Lande og ſtøde ham fra Tronen, da maa man forfærdes og oprøres over et ſaadant Overmaal af Nederdrægtighed, til hvis Betryggelſe man tilmed havde den Frekhed at misbruge Edens Hellighed og paakalde Kirkens højeſte Bann[18]. Dette er et af de mange Exempler paa, hvor forargerligt man i denne Tid havde begyndt at ødſle med Bannsſtraffen og benytte den til at fremme de meſt ukirkelige, ja endog ligefrem utilbørlige Formaal. Det er heller ikke at undres over, at den ſnart tabte ſin Betydning og Indflydelſe.

Imidlertid dreve Hertugerne ivrigt paa Udruſtningerne til den foreſtaaende Strid. Slottene bleve ſatte i bedſte Forſvarsſtand; ogſaa Hertugernes fornemſte Mænd ſynes at have hjulpet til med Laan af Penge og andre nødvendige Artikler; man har ſaaledes et Brev, udſtedt af Hertugerne paa Mones i Veſtergøtland den 11te Juni, hvorved de overdrage Drottſeten Hr. Arnbjørn Sigſteensſøn nogle Gaarde og Kverner til Erſtatning for hans Udlæg ved at udruſte Slottene Kongehelle og Nykøping[19]. Strax efter gjorde Hertug Valdemar en Rejſe til Tydſkland, ledſaget af nogle faa Herrer, hvoriblandt Drottſeten. Det heed at det var en Pilegrimsrejſe til Jomfru Marias Ære[20], men hans egentlige Formaal var at leje, eller, ſom det kaldtes, „ſoldere“ fremmede Ryttere, deels Riddere, deels Knaper. Formodentlig beſørgede iſær Drottſeten dette, medens Hertugen forrettede ſin Andagt. Saaledes maatte Religionen ogſaa her tjene til at beſmykke politiſke Kunſtgreb. Han fik ialt paa denne Maade ſamlet over 800 Mand. Paa hvad Maade de førtes over til Sverige, vides ikke, thi i Lübeck, hvorfra Hertugen ſelv ſkulde drage hjem, og hvor han for Reſten havde mødt den ſtørſte Forekommenhed, maatte han den 9de September udſtede et Brev, hvori han paa Ære og Samvittighed lovede, hverken i Stadens Havn eller paa dens Rhed at foretage Indſkibninger, der kunde blive Kong Byrge eller dennes Hjelpere til Skade[21]. Lübeckerne havde nemlig, af Erkjendtlighed fordi Kong Erik af Danmark havde taget ſig af Staden under en Fejde med Greven af Holſten og bragt et godt Forliig til Veje, nys formeligt erklæret ham for ſin Skytsherre og lovet ikke at tilſtede hans Fiender nogen Hjelp, nogen Bevæbning eller Forſvar fra deres By, medens de dog forbeholdt ſig at kunne handle med de Magter, med hvilke han laa i Krig[22]. Formodentlig bleve Tropperne da bragte til en eller anden pommerſk Havn og derfra indſkibede til Sverige. Sikkert er det, at de ankom hid i god Behold, noget ſenere end Hertugen ſelv, til liden Baade for Landet, ej alene fordi dette udſugedes ved de ſtore Bekoſtninger, der fordredes til deres Underhold, men fordi deres Tøjleløshed og Voldſomhed gjorde dem til en ſand Landeplage for de Egne, hvor de ferdedes eller havde ſine Qvarterer.

Hertug Erik havde paa ſin Side heller ikke været ledig. Uagtet hans Feſtemø ikke var mere end ſex Aar gammel, havde han beſluttet allerede nu at holde Bryllup med hende, rimeligviis i Haab om derved ganſke at kunne ſikre ſig Kong Haakon, hvis Utilbøjelighed til ganſke at gaa ind paa alle hans Planer og ſtaa Laſt og Braſt med ham han alt for vel maa have merket. Sikker paa, at hans Forſlag at fremſkynde Giftermaalet, ingen Hindring vilde møde, iſær da han havde Dronningen paa ſin Side, havde han ladet alt, hvad der behøvedes til et prægtigt Bryllupsgilde, bringe til Veje i Kongehelle og drog ſelv ved Olafsmesſetider Kong Haakon imøde for at ordne Sagen med ham. De mødtes paa Kraakrø (Kragerøen ved Fredriksſtad)[23], og Hertugen fremſatte ſin Begjering. Men han fandt Kongen ikke ſaa føjelig ſom han havde tænkt. Denne fordrede ſom Betingelſe for ſit Samtykke til Giftermaalet, at Hertugen ſkulde tilbagegive ham Vardberg Slot, det vil ſine hele Nordre-Halland, hvad enten han nu virkelig fandt dette at være en bekvem Lejlighed til at faa Landſkabet tilbage, hvilket han aabenbart angrede paa at have overladt Hertugen, eller han kun i Betragtning af Ingebjørgs Ungdom fandt Giftermaalet for tidligt, og for ikke reent ud at give Afſlag knyttede ſit Samtykke til en Betingelſe, ſom han vidſte at Hertugen nu mindre end nogenſinde kunde opfylde. Det ſidſte er det rimeligſte, efterſom man erfarer, at hverken Forlovelſen eller Venſkabet, i det mindſte det ydre, mellem Kongen og Hertugen ved dette Afſlag afbrødes. Ifølge Riimkrøniken ſkal Hertugen kun have ſvaret: „vil du ikke give mig hende, ſaa give Gud hende Lykke hvor hun gaar, men Vardberg faar du ej tilbage i Aar, hvor ivrigt du end fordrer det“[24], og derpaa være vendt tilbage til Kongehelle, holdende et prægtigt Gjeſtebud for ſine Mænd paa det til Brylluppet ſamlede Forraad. Der tales noget om at ogſaa Grev Jakob vilde have Slottet tilbage, men kom for ſilde, dog hvorledes Sammenhængen er hermed, kan ikke ret vel ſees; man bliver ej engang klog paa, om det er Kongehelle Slot eller Vardberg, der menes[25]. Kongen begav ſig længer ud paa Aaret, ſom man maa antage, til Bergen, hvor han ſynes at have tilbragt Julen[26], men dette kan endnu ikke udlægges ſom Tegn paa nogen ſtørre Kulde mellem Kongen og Hertugen, thi tvertimod erfare vi af det følgende, at Kongen, om han end ikke for det førſte var tilſinds ſelv at gribe til Vaaben mod Danmark, dog agtede at ſtaa Hertugerne bi med betydelig Pengehjelp, og at Underhandlinger om denne Sag maa have været plejede mellem Kongen og dem, ſelv efter hans Bortrejſe. Hertug Erik drog efter Lyſtighederne i Kongehelle tilbage til det øſtlige Sverige og ſamlede der Tropper, navnlig femhundrede beredne og ypperligt udruſtede Hofmænd fra Upland, Øſtergøtland og Smaaland, der ſiden forenede ſig med de fremmede Tropper, hans Broder bragte fra Tydſkland[27]. Den 29de October vare Brødrene atter ſammen i Stockholm[28]; ved eller efter Midten af November[29] begave de ſig veſtover til Egnene ved Elven, viſtnok tildeels fordi de, ſom man ſeer, fra denne Kant agtede at begynde Fiendtligheder med Danmark, men iſær dog fordi de, aabenbart efter forud truffen Aftale, ſkulde have en Sammenkomſt med Befuldmægtigede fra Kong Haakon, for at treffe den endelige Aftale om Subſidiernes Størrelſe og Maaden, hvorpaa Kongen forøvrigt agtede at ſtaa dem bi, ſamt deres Forpligtelſer til ham. Denne Sammenkomſt fandt Sted paa Aaby, ved Aabyfjorden ſydligſt i Ranrikes Sysſel. Paa Kong Haakons Vegne mødte Hr. Asſur Jonsſøn og den bergenſke Chorsbroder Ivar Olafsſøn, begge højt betroede Mænd, af hvilke den førſte, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, i det følgende Aar udnævntes til Drottſete, og den ſidſte til Bevarer af det mindre Segl. Mellem disſe Mænd og Hertugerne oprettedes der nu her paa Aabo en formelig Contract med Brev og Gjenbrev, hvorved hine paa ſin Konges Vegne lovede at udbetale Hertugerne eller deres Befuldmægtigede 1000 Mkr. brændt Sølv allerede inden førſtkommende femte Dag Juul, og 1000 Mkr. gamle norſke Peninge i Tunsberg næſte Midfaſte, ſamt derhos ſnareſt muligt ſtille det løbende Aars Landſkyld og Leding af Elveſysſel og Ranrike, altſaa hele Ranafylke, til Hertugernes Dispoſition, medens Hertugerne derimod forpligtede ſig paa Tro og Love til af al Magt at angribe og bekrige Kongen af Danmark ſaavel med indfødde ſom med tydſke Krigere, og ikke ſlutte Fred med ham uden at ogſaa Norges Konge heri deeltog; i Liighed hermed lovede og de norſke Befuldmægtigede, at Kong Haakon ikke ſkulde ſlutte Fred med Kongen af Danmark uden Hertugernes Samtykke. Borgen for, at alt, hvad der var aftalt og lovet, ſkulde blive overholdt, ſtillede Grev Jakob, der ſaaledes maa have været tilſtede ved Forhandlingerne, og hvem det ogſaa var meſt magtpaaliggende, at Krigsforbundet kunde komme iſtand og Krigen ſelv blive ført med den ſtørſt mulige Kraft, thi alene deri laa hans eneſte Udſigt til nogenſinde at faa ſit Hertugdømme igjen eller andre ligeſaa gode Beſiddelſer. Man ſkulde have formodet, at der ved denne Lejlighed ogſaa handledes om Tilbagegivelſe af Kongehelle og Halland, hvis Krigen gik heldigt eller naar den overhoved var tilendebragt, dog findes der intet ſkriftligt derom, hvad end Hertugerne mundtligt kan have lovet. Da deres Tid var knap, fordi de ſnareſt muligt maatte begive ſig ſydover til den ſkaanſke Grændſe for at begynde Fiendtlighederne, befuldmægtigede de deres Befalingsmand paa Kongehelle Slot, Sigge Hallſteensſøn, til at modtage de 1000 Mkr. brændt og paa deres Vegne at qvittere for Modtagelſen[30]. De bleve ham ogſaa rigtigt udbetalte til den beſtemte Tid, ved Dyngø, en af de ydre Øer udenfor Ranrike, i Nærheden af Vedrøerne. Der udbetaltes 600 Mkr. brændt og 1100 Mkr. lybſke Peninge, hvilket erklæredes at ſvare til 400 Mkr. brændt, ſaa at Summen derved var fuldt udredet[31].

Kong Erik i Danmark havde paa fin Side heller ikke været uvirkſom i at gjøre Forberedelſer til den foreſtaaende Krig, men han anede dog ikke at et faa grovt Forræderi var i Gjere mod ham, ſom det, der nu var indledet. I September tilbragte han længere Tid i Skaane og traf formodentlig allerede da Forholdsregler til at faa ſamlet et tilſtrækkeligt Forraad af Levnetsmidler ved Ødknaljung (nu Ørkelljunga) nordligſt i Skaane, paa Grændſen mod Smaaland, hvor der tillige var eller ved denne Lejlighed opførtes et Slot[32]. Men med en til det Utrolige gaaende Forblindelſe eller Godtroenhed ſatte han ſin Broder Hertug Chriſtopher til Landvernsmand paa denne Kant. Altſaa maa det have lykkets Chriſtopher og de ſvenſke Hertuger alt for vel at holde Forbundet i Mothorp hemmeligt; dog ſynes det ſom om Kong Erik og hans Mænd endog uden at vide noget derom burde kunne have indſeet, at Chriſtopher ej var at lide paa. Det ſynes heller ikke at have faldt Kong Erik ind, at de ſvenſke Hertuger kunde ville begynde Fiendtlighederne førend Stilſtanden var ude, altſaa førend i de førſte Dage af Januar Maaned. Men det laa ikke i deres Plan ſtrengt at overholde Tractater, naar Fordeel var at vinde. De maatte vide, og i alle Fald kunde Hertug Chriſtopher underrette dem derom, at Kong Erik ſamlede en Hær, for endnu i Julen at drage over med den til Skaane, og ſaa ſnart den beſtemte Dag kom, at begynde Felttoget. Klogeligt, men ikke ridderligt eller ærligt, beſluttede de da, og det, ſom man kan ſee, efter Aftale med Hertug Chriſtopher, at komme ham i Forkjøbet, bryde ind over Grændſen, endnu førend Tiden var omme, og bemægtige ſig Krigsforraadet i Ødknaljung. Og ſaaledes ſkede det allerede et Par Dage før Juul, ſaa at man kan ſee, at de netop have faaet Tid til at ile fra Mødet paa Aaby og ſætte ſig i Spidſen for ſin ſvenſk-tydſke Hær, der allerede maa have været draget ſammen paa Grændſen, i Nærheden af Markaryd. Riimkrøniken fortæller ſlethen, at Hertug Erik i Ødknaljung tog al den for Kong Eriks Hær beredte Koſt og fangede Hertug Chriſtopher med 100 Ørs (Heſte). Enhver ſeer lettelig, at Chriſtopher maa have ladet ſig tage til Fange og kun gjort ſaa megen tilſyneladende Modſtand, ſom det var nødvendigt, for at de danſke Krigere, der vare om ham, og ikke forhen vidſte om Forræderiet, ej i ſin Forbitrelſe over dette maaſkee ſkulde ſlaa ham ihjel, eller føre ham fangen til hans Broder. Saaſnart Chriſtopher befandt ſig i de ſvenſke Hertugers Hær, kaſtede han Maſken, og fra den Tid af betragtede ogſaa hans Broder ham ſom ſin aabenbare Fiende. Endog ſin Faders Drabsmænd rakte han nu Haanden til Forſoning, hvilket viſtnok efter de Tiders Anſkuelſer betragtedes ſom yderſt uhæderligt og forargeligt; allerede i Januar Maaned finde vi hans Drottſete, Andres Høgby, ſikkert en af dem, der havde ladet ſig paa Skrømt tage til Fange med ham, i Oslo, for der i ſin Herres Navn at meddele Grev Jakob, Peter Jakobsſøn og de øvrige Beſkyldte den Forſikring, at han henſkød Sagen under Kong Haakons og Hertug Eriks Voldgift[33]. To Dage og en Nat tilbragte Hertugerne i Ødknaljung med at fortære eller ødelægge det opſamlede Forraad, derpaa droge de under frygtelig Herjen og Brænden længer ned i Skaane, medens Bønderne i de Egne, de hjemſøgte, ingen anden Frelſe havde end at ſkjule ſig i Skovene, hvor de paa denne Tid af Aaret lede meget ondt. Den førſte Juledag ſtode Hertugerne ved et Sted, kaldet Graføya, og ſom nogle antage at være Grevie et lidet Stykke Vej ſydøſtenfor Malmø, hvad der dog ſynes mindre troligt, da Stedet ligger alt for langt fra Grændſen. Snarere maa Graføya ſøges etſteds i Nærheden af denne, da det aabenbart var Hertugernes Hovedhenſigt for det førſte kun at ødelægge Danekongens Magaziner og derved hindre ham fra at gjøre noget ſtørre Tog til Sverige; førend de gave ſig til at trænge langt frem over Grændſen, maatte de førſt vide ſig ſikre, at ikke Kong Erik, der allerede laa færdig til at drage over Sundet med ſin Hær og ved førſte Efterretning om deres Indbrud viſtnok vilde komme, kunde tage dem i Ryggen og afſkære dem Tilbagetoget, hvilket var en let Sag, naar de ſtode ved Malmø, og den danſke Hær nordenfor dem ved Helſingborg. Der tilføjes ogſaa at de ſtrax efter rykkede ind i Søndre-Halland, hvor de afholdt ſig fra at brænde, fordi Landet hørte deres Ven, Hertug Chriſtopher, til. Enten maa da, hvis Graføya ſkal ſøges nede ved Malmø, deres Tog hid kun have været et hurtigt Streiftog, eller og maa, hvad der er rimeligere, Stedet ſøges ved Sammenſtødet af Hallands, Skaanes og Smaalands Grændſer. Viſt er det, at Hertugerne her maa have oppebiet Eriks Komme[34].

Kong Erik drog virkelig, ved Krigsbudſkabet fra Skaane, over Sundet med ſin Hær, men kunde nu viſtnok ikke holde den længe ſamlet, ſiden det Forraad, hvorpaa han havde regnet, var tilintetgjort. Imidlertid ſynes han dog ikke at have udrettet ſaa lidet, ſom man ſkulde formode af Riimkrøniken, der kun med faa Ord og aabenbart ufuldſtændigt omtaler disſe Begivenheder. Der maa dog have fundet en eller flere Fegtninger, i det mindſte ſmaa Forpoſtfegtninger, Sted mellem den danſke og den ſvenſke Hær eller enkelte Afdelinger af dem, og med ikke ſaa ufordeelagtigt Udfald for de Danſke, thi kort efter erfarer man at Nikolas, Søn af Grev Jakob, var fangen[35], og dette ſynes rimeligſt at maatte være ſkeet ved en ſaadan Fegtning: og dernæſt, hvad mere er, kom det til Dagthingning og Fredsſlutning mellem Kong Erik og Hertugerne, hvorved Betingelſer kom paa Bane, der viſe, at disſe aldeles ikke have følt ſig ſom Herrer over Stillingen. Skade, at man ikke nøjagtigt veed Tiden, naar Dagthingningen holdtes; ſaa meget ſeer man kun, at den maa være holdt enten i Januar eller de førſte Dage af Februar. Stedet ſynes at være Ødknaljung eller Grændſen mellem dette og Markaryd i Smaaland[36].

Betingelſerne ſkulle have lydt ſaaledes: a) at der ſkulde være en evig Fred og Forſoning mellem Hertugerne og deres Broder, Kong Byrge. b) Denne ſkulde beholde Borgholm med Øland, Stekeborg, Øſtergøtland, Værend, Gotland, Møre og alt andet Gods i Linkøpings og Vegſjø Stift. c) Hertugerne ſkulde beholde ſine Fyrſtendømmer og alt hvad der for Reſten tilhørte Sveriges Rige, undtagen Kongens fedrene Arv og hvad der var tilſikret Dronning Margrete ſom Medgift, hvilket alt Kongen og Dronningen ſkulde beholde, hvor det end laa. d) Aatte Dage før Juul ſkulde den danſke Konge og Hertugerne mødes mellem Ødknaljung og Markaryd for at handle om endelig Fred, ingen medbringende flere end 200 Mand; kunde man da ej komme til Enighed paa anden Maade, ſkulde Kongen af Danmark paa ſin og den ſvenſke Konges Side“opnævne fire Mænd, to danſke og to ſvenſke, og ligeledes Hertugerne paa ſin Side fire Mænd, disſe aatte ſkulde under Eed afſige en Kjendelſe, og derved ſkulde det blive. e) Derefter ſkulde Kong Byrge med Familie ſættes paa fri Fod, og de ovennævnte Slotte og Landſkaber m. m. overgives ham. f) Den Deel af Hertugernes Fyrſtendømmer, der laa inden Grændſerne for den kongelige Deel, ſkulde Kongen, om han ønſkede, nyde paa Livstid; forſaavidt de havde belejret Slotte, tilhørende Broderen, ſkulde denne Belejring hæves; heller ikke ſkulde de oftere beſkatte de Bønder, der hørte til hans nu beſtemte Andeel, men alene optage den for denne Gang paalagte Skat. g) Alle Kongens Tilhængere ſkulde være frie for Hertugerne, og omvendt disſes Mænd for Kongerne i Danmark og Sverige, ſaa at de kunde drage hvorhen de fandt for godt i begge Riger. h) De Fanger paa begge Sider, der endnu ikke havde løskjøbt ſig, ſkulde ſættes i Frihed. i) Med Henſyn til Kong Haakon i Norge, ſom man ej kunde undgaa at omtale, da beſtemtes der at der ſkulde være Stilſtand mellem begge Riger til St. Michelsdag, dog med Forbehold af Kong Haakons Samtykke, hvorom Hertugerne ſkulde foreſpørge ſig og give Danekongen Beſkeed, alt andet forøvrigt uforkrænket, hvad der maatte være afgjort mellem Danmark og Norge. j) Endelig beſtemtes det med Henſyn til Hertug Chriſtopher, at han og alle hans Tilhængere, undtagen hans Faders Drabsmænd og de Landflygtige, ſkulde nyde alt ſit Gods i Danmark indtil næſte Aars St. Michelsdag, dog ſaaledes at han ikke uden Kongens Tilladelſe maatte forlade ſit Hertugdømme og derhos love, i denne Mellemtid intet at foretage til Kongens Skade. Alle de nævnte Herrer, Riddere og Knaper, ſkulde indtil næſte Aars St. Michelsdag nyde fuld Fred, og om de her opſtillede Betingelſer ikke vandt Hertug Chriſtophers Bifald, ſkulde de ſvenſke Hertuger betimeligt lade Kong Erik det vide[37]. Giſler ſynes at være blevne ſtillede fra begge Sider[38].

Denne Fredsſlutning vidner aabenbart om, at Hertugerne, ſaa gjerne deres ivrige Tilhænger, Riimkrønikens Forfatter, vil dække det over, dog maa have befundet ſig i Forlegenhed, thi Betingelſerne ere ingenlunde ſaadanne, ſom de ſelv vilde have foreſkrevet dem, om de havde haft Magten i Hænde. Dette viſer ogſaa deres næſte Skridt, hvorved de atter lagde en mageløs Underfundighed for Dagen. De vidſte, hvor ivrigt deres Broder Byrge ſtundede efter at komme paa fri Fod, og at han ſikkert vilde finde Friſten til næſte Juul utaalelig; naar de nu aabnede Underhandlinger med ham om ſtrax at løslade ham, kunde de med temmelig Vished regne paa at han for at fremſkynde Befrielſes-Øjeblikket gjerne opofrede flere af de Fordele, Fredsſlutningen til Ødknaljung ſikrede ham, om han end var underrettet om denne; men ſaa vidt man kan ſkjønne, fik han ikke engang høre det mindſte herom, førend Hertugerne begyndte at thinge med ham om Løsladelſen. Thi ſidſt i Januar eller førſt i Februar maa, ſom ſagt, Fredsſlutningen have fundet Sted, og allerede den 3die Marts ſee vi Kong Byrge i Nykøping edeligen vedtage de Betingelſer for ſin Løsladelſe, ſom Brødrene foreſkrev ham[39]. Disſe maa ſaaledes have ſkyndt ſig umiddelbart fra Fredsmødet til Nykøping, hvorhen neppe nogen Efterretning om dette kan være kommen dem i Forkjøbet, og hvor de desuden havde det i ſin Magt kun at lade den fangne Konge erfare, hvad de fandt for godt. Meget natligt fik de ham endog til at tro, at Kong Erik havde lidt et fuldſtændigt Nederlag, og at han ſaaledes ingen Hjelp fra denne kunde vente. Et Rigsmøde blev ſammenkaldt til Ørebro ved førſtkommende Maria: Bebudelſesdags Tid, for at Forliget mellem Brødrene der kunde bekjendtgjøres med ſtørſt mulig Offentlighed og bekræftes af de forſamlede Herrer. Imidlertid fik Byrge Tilladelſe til at forlade Nykøping, dog neppe endnu til at fjerne ſig fra Hertugerne, tilſammen med hvilke han faa Dage før Rigsmødet overvar et Forliig mellem tvende anſeede Herrer, Uplands Lagmand Byrge Petersſøn (den ſiden ſaa berømte St. Britas Fader) og Hr. Eliv Andresſøn, hvilket viſtnok med Flid ſaaledes var tilſtillet af Hertugerne, for at den tilſyneladende Enighed mellem Brødrene kunde bæres til Skue[40]. Paa Rigsmødet tilſagde nu Hertugerne Kongen Forſoning og Venſkab, ja ſkulle endog efter en enkelt Beretning have ſvoret ham Troſkabseed, hvilket og i ſig ſelv er rimeligt, ſaalænge han bar Kongenavn, men dette blev dog her en blot og bar Formſag, medens Byrge, ved højtideligen at gjentage ſit edelige Løfte af 3die Marts, maaſkee endog med enkelte Tillæg, ganſke underkaſtede ſig ſine Brødres Naade og Barmhjertighed[41]. Ved ſit Forpligtelſesbrev, der er udſtedt 26de Marts, erklærede han frivilligt og af egen Tilſkyndelſe at bekræfte og fornye det i Nykøping paa Hoſtien beſvorne Løfte; det ſkulde komme an paa hans Brødre, hvad de vilde unde ham af Riget, og han erklærede ſig paa Forhaand tilfreds med hvad de i ſaa Henſeende beſtemte; al Tviſt og Fiendſkab ſkulde være endt og forglemt; han ſkulde ſtaa paa deres Bedſte, forſvare dem og ikke gjøre eller forſøge noget til deres Skade, aabenbart eller hemmeligt; han godkjendte og fornyede Karl Tydſkes Overgivelſe af Kalmars og Borgholms Slotte, afſtod ogſaa de endnu ikke overgivne Slotte i Finland, Aabohuus, Tavaſtehuus og Viborg med tilliggende Landſkaber, og lovede at ſørge for, at de ſnareſt muligt bleve aftraadte; hvis Viborgs Slot, hvad man ſyntes at forudſee, ikke lyſtrede hans Bud i faa Henſeende, ſkulde han i Nødsfald ſelv hjelpe til at tvinge det; de Beſiddelſer, hans Brødre maatte unde ham, ſkulde han beſtyre efter Landets Lov og Ret uden at tynge Indbyggerne ved uſedvanlige Byrder; døde Brødrene før ham, ſkulde han dog ikke forfølge deres Mænd, eller overhoved uden Lov og Dom lade nogen Ridder, Knape eller anſeet Mand fængſle. Han forbandt ſig til at ſkaffe den danſke Kong Eriks, den norſke Kong Haakons, de holſtenſke Grever Gerhards og Adolfs og Henrik af Meklenburgs Forløfte paa at alt dette ſkulde overholdes; ligeſaa gik den tilſtedeværende Henrik, Borggreve af den tydſke Orden, god for Kongens Ordholdenhed og lovede tillige at ſørge for, at ſelve Hærmeſteren i Lifland ſtillede en lignende Borgen. Han gjorde Afkald paa enhver Fordring, ſom han ifølge tidligere Breve og Løfter kunde have paa ſine Brødre; ligeledes fraſkrev han ſig Adgang til at benytte ſig af noget ſom helſt Retsmiddel eller Udvej til at blive fritagen for de her givne Indrømmelſer; handlede han herimod, ſkulde han have forbrudt alle ſine Beſiddelſer til ſine Brødre og disſe være fritagne for at holde ethvert Løfte, de havde givet ham, hvorimod han for dette Tilfælde underkaſtede ſig den Dom, ſom de ſvenſke Biſkopper, eller i det mindſte de af disſe, ſom hans Brødre fandt for godt at opnævne, maatte fælde, ſaaledes at de endog ſkulle kunne tilkjende ham Excommunicationsſtraf eller andre kirkelige Straffe. Som Medlovere ſatte tilligemed ham Biſkopperne af Skara og Linkøping og fjorten verdslige Herrer ſit Segl for Brevet, blandt de ſidſte den gamle Hr. Svantepolk Knutsſøn, Ætling baade af det danſke og ſvenſke Kongehuus, Borggreve Henrik af Stromberg og de to forhenværende Slotsfogder Karl Tydſke og Chriſtiern. Hvad Hertugerne nu undte ham af Riget, angives ikke nøjagtigt, det ſiges kun i Korthed at have været en Trediedeel; formodentlig maa det da have været paa det nærmeſte de ſamme Landſkaber, ſom angaves i Fredstractaten til Ødknaljung, dog i det mindſte med Undtagelſe af Borgholm og Øland, maaſkee mere[42]. Saa vidt man kan ſkjønne, blev dette, ſaa vel ſom Spørgsmaalet om hans endelige Befrielſe, endog gjort til Gjenſtand for Rigsmødets Forhandlinger. Det blev, heder det, beſluttet, at Kongen ſkulde blive frigiven og faa en Trediedeel af Riget, hvis han vilde love og ſverge, aldrig at herje paa Riget med nogen udenlandſk Mand eller Hær. Derpaa maa han atter være ført til Nykøping, thi efter Paaſke (14de April), ſiges der, indfandt Rigsraadet ſig hos ham paa Nykøpings Slot, for at erfare, hvorvidt han vilde underkaſte ſig disſe Betingelſer, og han aflagde da den dyreſte Eed derpaa, gav ſit Brev derfor og underkaſtede ſig Banns Straf, om han brød Løftet. Da førſt altſaa, efter at han ej alene havde forpligtet ſig til ſine Brødre, men og umiddelbart til Rigsraadet, maa man have forundt ham fuldſtændig Frihed og ſtillet de ham tildeelte Landſkaber til hans Dispoſition[43].

Man kan under disſe Omſtændigheder lettelig tænke ſig hans Forbitrelſe, da han endelig — og det maatte dog i det mindſte ſkee ſaaſnart han var befriet for ſine Brødres daglige Opſigt — erfarede hvad der var blevet beſtemt i Ødknaljung, og hvor langt fordeelagtigere hans Stilling havde været, hvis denne Tractat var bleven lagt til Grund for hans Forliig med Brødrene. Man kan ej undres over, at Byrge, der overhoved ikke regnede det ſaa nøje med Eder og Forſikringer, nu ikke engang med Skygge af Samvittighedsſkrupel maatte anſee ſig løſt fra enhver Forpligtelſe, ſom det af ham aabenbart under falſke Forudſætninger aflagte og ſaaledes i Ordets egentlige Forſtand ham afliſtede Løfte medførte. Aldrig ſaa ſnart var han derfor ſin egen Herre, førend han drog over til Gotland og derfra, hvor man ej længer kunde pasſe ham op, til ſin Svoger Kong Erik i Danmark, for hvem han nu klagede ſin Nød[44]. Erik, ſom allerede maatte have erfaret Hertugernes ſvigagtige Ferd, var ligeledes i højeſte Maade forbitret paa dem, modtog fin Svoger paa det bedſte og bad ham være ved godt Mod; han ſkulde nok, ſagde han, lade Uplændingerne undgjelde hvad de havde gjort; om det behøvedes, ſkulde han endog paalægge Danmark en Skat for at kunne føre Krigen med Kraft og ſkaffe ham Sveriges Rige tilbage. Dette blev heller ikke tomme Ord, ſom vi i det følgende ville ſee. Hertugerne herſkede imidlertid i Sverige ligeſom for. Dette var ret en haard Tid for Folket. Hertugernes koſtbare Hofholdning og Krigsruſtninger fordrede allerede i og for ſig ſtore Bidrag, der ej kunde tilvejbringes uden vilkaarligt Paalæg, men den værſte Byrde vare dog de tøjleløſe fremmede Krigere, der ej alene ſkulde beſoldes, men og nyde dagligt Underhold. End ikke i Halland ſkulle de have kunnet afholde ſig fra at plyndre, trods Hertugernes beſtemte Forbud. Siden, da Freden bar ſluttet, lagde de dem i Qvarteer i enkelte Byer, paalæggende Kjøbmændene at ſkaffe dem Øl og Mad og Bønderne omkring paa Landet at fremſkaffe Foder til deres Heſte, en ſaare byrdefuld Forpligtelſe, hvorhos de ſatte dem en Formand, der ſkulde gjøre de nødvendige Reqviſitioner. Derved haabede man nogenledes at holde Stor paa dem. Men forgjeves; de, der laa i Søderkøping, øvede dog Vold og Ran paa Landet; Bønderne ſatte ſig forbitrede til Modverge og dræbte en af dem, men Tydſkerne toge en blodig Hevn for ſin Kammerat[45].

Efterretningen om Fredsſlutningen til Ødknaljung, der maa være kommen til Kong Haakon i Bergen omtrent midt i Marts Maaned, ſynes at have vakt hans højeſte Forbitrelſe og bragt den Beſlutning til Modenhed hos ham, ſom han viſt allerede længe pønſede paa, ganſke at løsrive ſig fra al Forbindelſe med Hertug Erik og ſlutte ſig til Danekongen, for ad denne Vej at vinde de Fordele, ſom han nu maatte indſee Umuligheden af at opnaa, ſaa længe han handlede i Fællesſkab med Hertugen, der kun var betænkt paa egen Fordeel. Ved Fredsſlutningen havde denne ligefrem overtraadt den Betingelſe, mod hvilken han faa Uger forud havde erholdt de betydelige Subſidier, ikke at indgaa Separatfred; viſtnok havde Hertugerne ladet indflyde et Forbehold om Kong Haakons Samtykke, men vel at merke kun med Henſyn til den Stilſtand, ſom de Kongen uadſpurgt og altſaa ganſke uberettiget, havde indgaaet paa hans Vegne; ſin egen Fred med Kongen af Danmark havde de ſluttet uden med et Ord at berøre Kong Haakon eller hans Interesſer; han var overhoved, ſom man godt kunde ſee, blot nævnt for et Syns Skyld; Om Kongen derfor end ikke før havde faaet Øjnene op for Hertug Eriks Egennytte og Upaalidelighed, hvad han dog viſtnok forlængſt havde, faa var dog denne Fredsſlutning tilſtrækkelig dertil; den maatte i alle Fald gjøre det umuligt for Dronningen og Hertugens øvrige Venner ved Hoffet, aabenbart at tage hans Parti og komme med Modforeſtillinger, naar Kongen nu unddrog ham ſit Venſkab og nærmede ſig hans Modſtandere. Det førſte aabenbare Tegn til en ſaadan Tilnærmelſe er et Brev, ſom Kongen udſtedte fra Bergen den 20de Marts, øjenſynligt kun faa Dage efter at have modtaget Budſkabet om Fredsſlutningen[46]. Det var et Gridebrev for Kong Eriks og Hertug Chriſtophers Befuldmægtigede til at møde ham etſteds i Viken omkring den 23de Mai for at handle om Junker Nikolas’s Befrielſe. Brevet beſegledes foruden af Kongen ogſaa af Biſkop Arne af Bergen og trende Medlemmer af Kongens Raad, nemlig Hr. Erik, den forrige ſvenſke Konge Valdemars Søn, der ſaaledes ſees at have haft faſt Tilhold hos Kongen, Hr. Bjarne Erlingsſøn og Hr. Snare Aslaksſøn. Gjenſtanden ſelv var for ſaa vidt ubetydelig: man faar derfor den Foreſtilling, at Kongen og hans Raadgivere kun have grebet denne Sag ſom en Anledning til at nærme ſig den danſke Regjering og aabne Separat-Underhandlinger. Kong Haakon gik heri, ſom i alt andet, roligt og betænkſomt til Verks. Det var, ſom man af det følgende kan ſee, ikke hans Henſigt at bryde aabenbart med Hertugen, førend han endnu havde haft en perſonlig Sammenkomſt med ham og forſøgt, om han ikke med det Gode vilde give idetmindſte Kongehelle Slot tilbage, ſom han nu, efter at Freden var ſluttet, ikke med ringeſte Skin af Ret kunde beholde længer. Men hertil kom, ſom man ogſaa tydeligt kan ſee, at Kongen, førend han ſkred til aabenbart Brud, vilde have flere vigtige Reformer i de indre Adminiſtrativforhold og andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Foranſtaltninger bragte paa det Rene, ſom han allerede længe i Stilhed maa have forberedt, og ſom, tilfredsſtillende ordnede, ej alene vilde udvide og ſikre hans Myndighed i det Hele taget, men og gjøre de Intriguer uſkadelige, ſom Hertugen ellers ved Hjelp af ſit Tilhæng blandt Norges gejſtlige og verdslige Stormænd torde kunne ville indlede for at tilrive ſig Magten eller i det mindſte at tvinge Kongen til at følge den Politik, han misbilligede. Disſe merkelige, i Norges Statsliv dybt indgribende og for Rigets ſenere politiſke Stilling højſt ſkjebneſvangre Foranſtaltninger ſkulle vi her nærmere betragte.

  1. Dipl. Norv. II. 84.
  2. Hertugens Brev fra „Hambrahem“ den 2den Marts 1307 og fra Nykøping den 28de Marts (Dipl. Sv. No. 1535 og 1587). Hambrahem er formodentligt Hamrum Sædegaard i Korsbergs Sogn, Vartofta Hered i Veſtergøtland.
  3. Det er maaſkee ingen tilfældig Omſtændighed, at den eneſte os levnede Copi er bekræftet og udſtedt af Biſkop Helge; det er højſt ſandſynligt, at han har udſtedt alle Copierne, enten fordi han ſom Biſkop i Oslo var nærmeſt dertil, eller fordi han maaſkee endog har været den, hos hvem Originalen nedlagdes til Offentliggjørelſe, naar den belejlige Tid kom.
  4. At Kong Haakon ikke kan have været længe i Nidaros, da han udſtedte Manifeſtet af 2den Mai, ſees deraf, at han endnu den 30te Marts var i Oslo, 9 Dage førend Biſkop Helge udferdigede hiin Copi af Hertug Eriks Brev. Det kan altſaa kun have været faa Dage efter Udſtedelſen af denne, at han tiltraadte Rejſen. Sandſynligviis havde han endog ſelv en Copi med ſig.
  5. Brevet af 21de September 1307 (Dipl. Norv. II. 87) omtaler hans Beſøg i Nidaros, ſom om det havde fundet Sted for ganſke nylig. Den 14de Septbr. var ellers Kongen ſelv i Oslo (Dipl. Norv. I. 111, Norges gl. L. III. No. 23 S. 72); man veed desverre intet om hvor han var eller hvad han foretog ſig fra 2den Mai til 14de Septbr. 1307.
  6. At der paany havde været Tale om i det mindſte et af Tviſtpuncterne, Reparationsomkoſtningerne for Mærens Kirke i Sparabu, ſees deraf, at der den 11te Septbr. blev taget bekræftet Copi af Erkebiſkop Jons derom i 1278 udſtedte Brev. Dipl. Norv. II. 86.
  7. Aftrykt, men heel fejlagtigt, efter Bartholiniana E. 327—329 i Thorkelins Analecta S. 91—94, og efter dette Aftryk igjen i Dipl. Sv. 1516.
  8. Hos Huitfeld, hvor der er meddelt en danſk Paraphraſe af dette Brev, ſom igjen er optagen hos Suhm, er Udtrykket paa dette Sted „at sumir af þeim máttu með engu móti fram þingat komast“ (eg. „at ſomme af dem paa ingen Maade kunde komme ſig, d. e. ſkaffe ſig frem derhen“), misforſtaaet, idet fram þingat er overſat med „fra Thinget“, hvoraf man kunde forledes til at tro at flere, der havde mødt frem, vare blevne anholdte og paagrebne.
  9. Her er Texten hos Thorkelin aldeles forvanſket. Stedet ſkal lyde ſaaledes: … en sumir fangaðir, ok úfrægði þá svá um öll löndin með bréfum sínum ok annarri úfrægð, ok vildi eigi heyra þau lög o. ſ. v.
  10. Det er charakteriſtiſk nok, hvorledes Kong Haakon her kun omtaler Ødelæggelſen af Hjelm ſom Fredsbrud, ej nævnende ſit eget Tog til Danmark, medens Kong Erik i ſit ſenere Indlæg kun omtaler dette, uden at nævne Toget til Hjelm. Hvert Parti vilde have ſit Tog anſeet ſom en Ubetydelighed, ſnarere ſom en Politiforanſtaltning end ſom et Krigsforetagende.
  11. Huitfeld S. 321, Suhm XI. 442.
  12. Suhm XI. S. 471—475.
  13. At dette var ſkeet den 26de Marts 1306, ſees af de eſtlandſke Adelsmænds den Dag udſtedte Brev umiddelbart til Kongen, trykt hos Suhm XI. 898.
  14. Huitfeld, ſom har haft Originalen baade af Forleningsbrevet og af Hertugens Gjenbrev og ſom meddeler Uddrag deraf, har dog hverken anført Udſtedelſens Dag eller Sted; da Brevene nu forlængſt ere tabte, kan disſe ſaaledes ej angives. Men at det maa have været førend Chriſtopher ſom Hertug af Halland og Samsø ſluttede Forbundet med Hertugerne til Mothorp 6te Mai 1307, er ligefrem; og da Hertugen i ſit Gjenbrev omtaler en Udleverelſe af Brevſkaber ſom ſkullende finde Sted dominica circumdederunt, d. e. Søndag Septuageſima, der i 1307 faldt paa 22de Januar, ſkulde man visſelig formode, at Udſtedelſen falder nogen Tid før, hvis ellers ikke Septuageſima 1308 menes, hvilket dog er lidet troligt. Da nu ſlige Forleninger og Forfremmelſer juſt plejede at finde Sted paa ſtørre Feſtdage, helſt ved Juletider, og da Kongen nok for Indmarſchen i Sverige kunde ville forſikre ſig Chriſtophers Hengivenhed, er det højſt troligt at Forleningen ſkede 1ſte Juledag 1306, der efter den Tids Kalenderſtiil regnedes til 1307.
  15. I Aftrykket ſtaar „ipsum dominum ducem secundum concilium nostrum 3um super castris adjuvabimus construendis“ Hvorledes 3um ſkal forklares, vides ikke. Suhm gjengiver det „hjelpe ham at opføre 3 Slotte“.
  16. Dipl. Sv. No. 1547.
  17. Sammeſteds No. 1543 og 1548.
  18. Det maa dog allerede have været vel bekjendt, at Forholdet mellem Hertug Chriſtopher og hans Broder var ſaa ſlet, at det ej vilde koſte ſtor Umag at faa ham til at gribe til Vaaben mod denne. Da Henrik af Mecklenburg, Markgreverne Otto, Hermann, Johan og Valdemar af Brandenburg og Nikolas af Werle i Jørdensdorf den 12te Januar 1305 ſluttede et (frugtesløſt) Forbund om at ſkaffe Nikolas af Roſtock ſit Land igjen, lovede Otto og Hermann af Brandenburg ſamt Henrik af Mecklenburg at ſee til at faa Hertug Chriſtopher til at tage Parti med dem mod ſin Broder (Gerdes Samml. v. Urkunden 123). I et udateret Brev, ſom rimeligviis henhører til den Tid, da Hertugen havde Eſtland, klagede Lübeck til Markgrev Hermann over at Chriſtopher pønſede paa Stadens Skade, men Markgreven ſvarede at han og Markgrev Otto allerede havde ſendt Bud til Kong Erik i denne Sag, men at der neppe var nogen Fare paa Ferde, „da efter Sigende Kongen og hans Broder ſkulde være aldeles Uvenner“. Lübecks Urkundenb. II. 174. Men deſto ubegribeligere er det at Kong Erik betroede ham Halland og Grændſeforſvaret.
  19. Dipl. Sv. No. 1554.
  20. Dette ſiges i Riimkrøniken, ſom desverre ilte melder, hvilken af de til Jfr. Maria helligede Kirker han beſøgte.
  21. Originalbrevet paa Treſen i Lübeck, med Hertugens Segl. Som Medbeſeglere nævnes Drottſeten og de tvende i flere Breve fra denne Tid forekommende Brødre, Lyder vil Ivar af Knut.
  22. Saaledes Detmar m. fl. Huitfeld henfører dette allerede til 1299 (S. 312), og højſt ſandſynligt er det, at allerede da en lignende Henvendelſe til Kong Erik er ſkeet, da det ellers er vanſkeligt at forſtaa, hvorfor han i 1307 ſkulde tage ſig ſaa ſærdeles af Lübeckerne; vi have derfor ogſaa henført dette Forholds Begyndelſe til den Tid; men formodentlig har det ej førend i 1307 faaet den rette Formelighed.
  23. Man ſkulde formode at Kongen i denne Tid har berejſt Borgeſysſel og at Hertugen har opſøgt ham ved Kraakrø, idet han enten ſejlede til eller fra Sarpsborg; Hertugen har da naturligviis ſelv ogſaa rejſt til Søs. Paa et formeligt aftalt Mode mellem Kongen og Hertugen kan man her neppe tænke, da alt tyder hen paa, at denne har villet tage Kongen med Overraſkelſe.
  24. Riimkr. S. 34.
  25. Stedet lyder i Riimkrøniken ſaaledes:

    „Då wände hertug Erik ſik åter
    til Konghella och höll ſin koſt;
    win och til, mjöd och moſt
    war där yfrit (tilſtrækkeligt) tilreedt;
    mik tyckte jak hafwer ej ſeet
    en wänare koſt än där war,
    heftig kläde mangt ett par
    hertugen och hans män buro
    och gåfwo de gerande (dem der ſkulde gjøres til Riddere) de där woro;
    der war gjort en höfwelik ſal:
    Grefwe Jacob kom dem i kwal,
    han wille hafwa huſet åter igen,
    han miſte det och war ofſeen (var for ſeen, kom for ſeent); de hade och där mycken tuft:
    den koſt hade han (ɔ: Hertugen) til bröllop hogt“.

    Disſe Ord ſynes visſelig at antyde at Grev Jakob ſkulde have villet tage Kongehelle Slot ved Overrumpling, medens Lyſtighederne varede, men i ſaa Fald maa han dog for det førſte være bleven forligt med Hertugen, ſiden han ſees at have deeltaget i Forhandlingerne paa Aabo i December derefter. I det følgende Aar viſte han ſig derimod rigtignok ſom Hertugens Uven og ſøgte navnlig at bidrage til at ſtille ham ved Kongehelle Slot.

  26. Den 14de Septbr. var Kongen endnu i Oslo: da ſkjenkede han Jon Raud, ſom det før er nævnt, noget Jordegods paa Raumarike, Dipl Norv. I. No. 111, ligeledes udſtedte han da en Retterbod, N. gl. L. III. No. 23 S. 72. Men den 20de Marts 1308 var han i Bergen, ſom det nedenfor vil ſees, og havde da viſtnok tilbragt Julen der, thi i den haardeſte Vinter drog han neppe derhen.
  27. Riimkr. S. 34.
  28. Dipl. Sv. No. 1563. Den 5te Octbr. udſteder Erik endnu et Brev alene, No. 1561, fremdeles om Pengelaan (37 Mkr. Sølv af Abbedisſen i Vreta, med Pant i Mones) paa Haroksthorp; altſaa var Valdemar da endnu ikke tilſtede.
  29. Den 11te Novbr. vare de endnu i Upſala, Dipl. Sv. 1565.
  30. Dipl. Sv. No. 1566, 1567, 1568; disſe Breve ere aftrykte i Dipl. Sv. efter den ſlette Udgave i Thorkelins Analecta S. 87—90.
  31. Qvitteringen er aftrykt i Dipl. Norv. III. 68, hvor, forunderligt nok, kun dette ene af den hele Række Breve, Aaby-Forliget vedkommende, er optaget, uagtet Aftrykkene hos Thorkelin og i Dipl. Sv. ere højſt mislige. Blandt disſe er og en Vidisſe udſtedt af Sigge Hallſteensſøn den 28de Decbr. af Asſur Jonsſøns og Sira Ivars Forpligtelſesbrev. Som Vidner til Qvitteringen medbeſegle Hertugens Klerk Karl og Øfrard (Eberhard) Myntmeſter i Ljodhuus.
  32. Kongens Slot Øthkænlyngh nævnes 1316 i Scr. rer. D. III. 283. At Erik tilbragte længere Tid i Skaane nær ved Ødknaljung i September 1307, ſees deraf, at han den 8de og den 22de i denne Maaned fra Helſingborg ſtadfeſtede Kampens Borgere flere ældre Friheder og Fordele, og i Mellemtiden, den 15de, endog fra ſelve Ødknaljnng bekræftede Lübeckernes Friheder (Suhm XI. 543, Lüb. Urkundenb. II. 221). Hans Ophold l det afſidesliggende Ødknaljung kan aabenbart ikke have haſt anden Henſigt, end at gjøre de nødvendige Forberedelſer med Henſyn til Stedets Befeſtning og Forraadenes Samling.
  33. Huitfeld S. 334.
  34. En Variant (Riimkr. S. 34) har ogſaa Graneby. Her kommer det tillige i Betragtning, at Dagthingningen mellem Kongen og Hertugerne ſandt Sted ved Ødknaljung.
  35. Se herom nedenfor Kong Haakons Brev af 20de Marts 1308.
  36. Ved den ſenere Dagthingning i Bjerge Kirke (ſe nedenf.) heder det nemlig, at den Misforſtaaelſe, der er indtraadt efter Dagthingningen i Ødknaljung, ſkal voldgives til Afgjørelſe o. ſ. v. Om Tiden for denne Fredsſlutning har der herſket nogen Tvivl, fordi Huitfeld, ſom meddeler Uddrag af Acten, ingen Dag angiver, og Originalen ſelv ej findes. Suhm (XI. 574) vakler mellem 1306 og 1307. Fabricius, Studien zur Geſch. der wendiſchen Oſtſeeländer I. S. 25, ſætter den allerede ved Begyndelſen af Vintren 1307, ſtøttende ſig til hiint Brev, der viſer at Kong Erik var ved Ødknaljung 15de Septbr. 1307. Men ſaavel Brevets eget Indhold, ſom de omgivende Tildragelſers Gang, ſaavel ſom andre Omſtændigheder viſe, at Brevet umuligt kan henføres til anden Tid, end umiddelbart efter Hertugernes Krigstog i Julen 1307—1808, og at det afſlutter dette. Hvad der for det førſte er iøjnefaldende, og allerede i ſig ſelv afgjørende, er, at Hertug Chriſtopher i Fredsſlutningen opføres ſom en mod Danekongen fiendtlig Fyrſte, thi naar dette Forhold allerede var indtraadt i September eller October 1307, ſaa vilde dog aldrig Danekongen have fat ham til Vogter af Grændſen og Magazinet i December; Fredsacten er altſaa yngre end Forræderiets Afmaſkering. Hertil kommer, at man i 1307 ikke finder nogen Tid, hvor Hertugerne, ſom Huitfeld, der for Reſten forvirrer alt, ved at ſlaa dette Tog ſammen baade med det af 1306 og det af 1308, udtrykkeligt angiver, begge kunde være komne ſammen med Danekongen. Den 9de Septbr. var Hertug Valdemar endnu i Lübeck, og kom, ſom ovenfor viiſt, neppe hjem førend efter 5te Octbr.; men derefter tilbragte han og Broderen Tiden i det øſtlige Sverige, indtil umiddelbart før Juul, da de droge til Aaby og derfra til den danſke Grændſe for at begynde Krigen. Desuden forklares den Omſtændighed, at Dagthingningen holdtes ved Ødknaljung, letteſt derved, at dette Punct nu engang var kommet til at blive Krigens Centrum. Endelig bliver herved hele det Følgende klart, medens det ellers er gaadefuldt; Hertugerne, misfornøjede med de Betingelſer, de have indgaaet, ſkynde ſig til Nykøping og faa Byrge til, uafvidende om de Fordele, hans Svoger har ſkaffet ham, at indgaa højſt ufordeelagtige Betingelſer for at komme paa fri Fod; ſiden, ved at erfare den rette Sammenhæng, begiver han ſig forbitret over ſine Brødres Underfundighed til Danmark, og Kong Erik betragter ligeledes Freden ſom brudt; Kong Haakon, ærgerlig over at Hertugerne, mod deres nys givne Løfte, ſlutte Separatfred med Danmark, griber Anledningen, ſtrax han faar Fredsſlutningen at vide, hvilket maa have været lidt før 20de Marts, da han var heelt nord i Bergen, til at nærme ſig Danmark og indlede Underhandlinger. Egentlig er det ogſaa denne Fredsſlutning, hvortil Riimkrøniken ſigter, naar den ſiger at der i 1308 dagthingedes mellem Danekongen tog Hertug Erik, „at Kong Byrge ſkulde komme ud og faa ⅓ af Riget“; kun henføres her denne Dagthingning urigtigt til Danekongens Sommertog, thi det indſees dog let, at der ved den Dagthingning, ſom ſluttede dette, ej kunde være Tale om at Kongen ſkulde ſættes paa fri Fod, da han jo allerede var fri og under Danekongens Beſkyttelſe, ligeſom man jo og kjender Dagthingningen i Bjerge Kirke, og veed at ingen ſaadan Betingelſe opſtilledes. Men Riimkrøniken (S. 35) fremſtiller Begivenhederne her noget forvirret. Umiddelbart efterat have omtalt Hertugernes Indfald i Skaane, taler den om Kong Eriks Sommertog til Ljungaby i Sverige og den derpaa ſluttede Dagthingning paa de nys nævnte Betingelſer; men derefter omtales igjen Rigsmødet i Ørebro ſamt Kongens Frigivelſe „i Faſten“, og Kongens paafølgende Flugt, hvilket alt gik forud for Danekongens Sommertog. Her er dette ſaaledes kommet ind paa et urigtigt Sted, og man ſkulde friſtes til at tro, at det er ſkeet ved en Forvexling af Ljungaby og Ødknaljung, eller og ſlethen at „Ljungaby“ betegner Ødknaljung, og ikke vedkommer Sommertoget. Tiden, da Freden ſluttedes, maa ifølge det foranførte have været ſaa længe ſer Kong Byrges Overeenskomſt med ſine Brødre i Nykøping den 3die Marts, at disſe kunde være naaede derhen fra Skaanes Grændſer, efter at have truffet de nødvendige Foranſtaltninger til at indqvartere ſin Hær. Dertil maa man vel regne mindſt henimod tre Uger, hvilket følgelig ſætter Modet omkring 10de Februar. Den 10de Februar finde vi Kong Erik i Roeskilde, den 14de i Helſingør, den 15de i Søborg, men den 19de i Lund; ſandſynligviis var dog allerede Freden ſluttet før den 6te.
  37. Huitfeld S. 331. Suhm XI. 574.
  38. Giſler, der ſynes at have været ſtillede ved Ødknaljung, omtales ved Dagthingningen i Bjerge Kirke.
  39. I ſit ſenere Forſikringsdocument af 26de Marts paaberaaber han ſig og bekræfter udtrykkeligt ſine edelige Løfter aflagte i Nykøping 1ſte Søndag i Faſte.
  40. Breve fra Hæra i Veſtmanland den 20de og 21de Marts, Dipl. Sv. No. 1574, 1575, 1576.
  41. At Hertugerne tilſagde Kongen ſin Tilgivelſe og ſit Venſkab, falder ej alene af ſig ſelv, men der hentydes endog ſenere dertil; at de med Rigsraadet atter tilſvore Kongen „Huldſkab og Mandſkab“, ſiges udtrykkeligt af Petrus Olai. Lagerbring anfører et Brev, ſom Hertugerne udſtedte i Ørebro den 25de Marts, altſaa Dagen førend Byrge udſtedte ſit Forſikringsbrev, og i hvilket de ſkjenkede Befalingsmanden paa Nykøpings Slot nogle af Thorgils Knutsſøns forrige Beſiddelſer. Brevet findes i en Vidisſe af 1342, opbevaret i det danſke Cancelliarchiv, men det er ej optaget i Dipl. Sv. Det angiver ſom Medbeſeglere foruden Biſkopperne af Skara og Linkøping ogſaa Kong Byrge, Arnbjørn Drottſete og Philip Ingevaldsſøn. Men at dette Brev, ſom Fabricius antager (l. c. S. 30, 80), ogſaa ſkulde have indeholdt Hertugernes Forſikring til Byrge, er ikke troligt.
  42. At han ikke fik Borgholm, ſees af hans eget Forſikringsbrev, altſaa fik han heller ikke Øland; Gotland derimod maa han have faaet, ſiden han flygtede derhen, førend han begav ſig til Danmark.
  43. Riimkr. S. 36.
  44. Riimkrøniken ſiger udtrykkeligt, at Borge ſtrax efter Eedsaflæggelſen ved Paaſketider begav ſig til Danmark. Da Stilſtanden til Bjerge allerede, ſom vi ville ſee, ſluttedes 2den Mai, maa Borge være kommen til Danmark ſeneſt 10 eller 12 Dage forud, eller omkring 20de April; derfor maa hans Flugt have fundet Sted ſaa godt ſent øjeblikkeligt efter Eedsaflæggelſen.
  45. Riimkrøniken S. 35.
  46. Dipl. Sv. 1573, ogſaa i Thorkelins Analecta S. 97, 98. Det er beſynderligt nok, at Stedet, hvor Underhandlingerne ſkulde ſkee, her ikke beſtemmes nærmere, men at der kun ſiges „i Viken“. Formodentlig var det i Tunsberg, hvor Kongen ſynes førſt at være dragen hen, da han i April forlod Bergen, ſe nedenfor.