Det norske Folks Historie/6/101

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 470-493).

Kong Haakon kunde neppe have skredet til Forføjninger, der i saa væsentlig en Grad, som de, der nu skulle omtales, sigtede til at udvide Kongemagten paa Aristokratiets Bekostning, dersom ikke de fleste af dem, der havde ført det store Ord og nærmet sig til Selvraadighed under Mindreaarighedstiden og Kong Eriks Regjering, nu efterhaanden vare bortdøde, og en yngre Slægt, der havde faaet sin politiske Udvikling under andre Forhold, og som saa at sige var formet i Kongens egen Skole, allerede tildeels havde indtaget deres Sted navnlig i Kongens Raad. Af de gamle Magnater fra Aarene 1280–1290 synes nu kun meget faa at have været tilbage, neppe andre end Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn, Jon Ragnvaldssøn, Jon Ivarssøn, Bjarne Lodinssøn og Lodin af Bakke, samt maaskee en eller anden Herre, der levede paa Landet i en afsides Egn, uden at komme til Hoffet og blande sig i Politiken. Vidkunn Erlingssøn var død i 1302^[1], Isak Gautessøn nævnes heller ikke efter denne Tid, Guthorm Gydassøn var beviisligt død allerede før 1307^[2]; Jon Brynjulfssøn omtales for sidste Gang ved Stilstanden til Hegnesgavl 1295. Den forhen saa mægtige Ænes- eller Mel-Ætt var nu uddøet i det mindste paa Mandssiden, og dens Besiddelser, som det synes, adsplittede^[3]. Blandt hine Gjenlevende havde Bjarne Erlingssøn vistnok i sin Tid viist sig som en myndig og tildeels voldsom Høvding, men, saa vidt man kan see, dog altid staaet paa Kronens Bedste; han havde og siden efter, maaskee med Undtagelse af den Tid, da Audun Hugleikssøn havde Magten, hørt til Kongens stadige Omgivelser og selv i den Tid været hyppigt anvendt i vigtige Sendelser udenlands. I Kong Eriks sidste Tid, og end mere under Kong Haakon, synes han at have nydt sin Konges Tillid og været tagen paa Raad med i alle de vigtigste Statssager: dette vedblev ogsaa saaledes lige til hans Død. Man kan derfor ikke tvivle paa, at han var enig med Kongen og af al Magt stod ham bi i de Skridt, han nu foretog til Aristokratiets Indskrænkning. Dette kan forekomme noget besynderligt af en Mand, der selv hørte til en af de faa egte ældgamle Lendermandsslegter, maaskee den eneste, der nu var tilbage i Norge, og hvis Familietraditioner netop maatte være Lendermandsveldet gunstige. Men Bjarne var nu gammel og erfaren; han havde seet, til hvilket Uvæsen altfor ubundet Aristokrati kunde lede. Derhos stod han nu temmelig ene. Hans Broder Vidkunn var som sagt allerede død i 1302; hans Hustru Fru Margrete Nikolasdatter og hans eneste Søn Hr. Andres vare ligeledes døde før ham^[4]. Vidkunn havde vel efterladt en haabefuld Søn, Erling, der med Tiden kom til at spille en betydelig Rolle i Norge, men han var endnu ej voxen og stod formodentlig under Moderens Opsigt^[5]; altsaa havde Oldingen Bjarne nu selv ingen synderlig personlig Interesse af at Rettigheder vedligeholdtes, der under““ kritiske Omstændigheder, og i Særdeleshed de nuværende, kunde blive farlige for Rigets Sikkerhed. Thore Haakonssøn, nu ogsaa gammel, hørte neppe til nogen af de ældre Ætter med aristokratiske Traditioner; han var kommen op ved sin Faders Ophøjelse paa Biskopsstolen og Yndest hos Kong Magnus, saavel som ved sine canonistiske Kundskaber^[6]; han og hans Lige svarede saaledes i Norge til, hvad man i Frankrige kaldte Parlements- eller Rolle-Adelen, og denne, der gjennem Romer-Retten havde indsuget de sterkeste absolutistiske Principer, tjente netop til at verne om Kongemagten mod det gamle Aristokratie. Vel var han gift med Alf Jarls Syster, men man finder intet Tegn til at dette endog i Alfs levende Live svækkede hans Loyalitet eller den Tillid, han nød hos Kong Erik; ved Datterens Giftermaal med Bjarne Erlingssøns Søn Andres var han desuden traadt i den nærmeste Forbindelse med denne. For øvrigt synes det, som om han sjelden var ved Hoffet og deeltog i Raadsforhandlingerne, men tilbragte den meste Tid hjemme i sin Syssel ved Skien. Jon Ragnvaldssøn maa ligeledes have været meget gammel, hvis han for øvrigt levede efter 1305, som er det sidste Aar, i hvilket vi finde ham nævnt; han synes heller ikke at have spillet nogen vigtig politisk Rolle. Jon Ivarssøn var, hvad hans politiske Meninger end for Resten kunde være, nu knyttet til Kongen ved Sønnens Giftermaal med Kongens Datter, og at Forholdet mellem dem var godt, sees noksom deraf, at Kongen endnu i 1307 skjenkede ham Jordegods. For ham maatte det desuden være fordeelagtigt, at Forbindelsen mellem Hertug Erik og Kongedatteren opløstes, og Udsigten til dennes Giftermaal blev saa meget fjernere, thi i samme Mon, som det tegnede sig til at Ingebjørg ikke skulde blive gift og faa Børn, i samme Mon kunde der være Haab om at Kronen vilde gaa i Arv til de Børn, Hafthor Jonssøn vilde faa med Agnes Haakonsdatter. Hertug Eriks Tilhængere i Norge maa igjen paa det nærmeste have faldt sammen med Forfegterne af det gamle System, eller rettere dem, der ønskede at indrette et Oligarchi i Norge liigt det, der allerede havde uddannet sig i Sverige og Danmark, delende den absolute Magt med Kongen, eller endog tagende den største Deel deraf, men heldende Folket i samme Umyndighed, som om den absolute Magt var i en enestes Hænder. Til dette Parti borte aabenbart den gamle Hr. Bjarne Lodinssøn, den ofte omtalte Cantsler under Formynder-Regjeringen, uagtet han ogsaa havde faaet en halvgeistlig Oplærelse, det vil sige studeret romersk og canonisk Ret, og i sin Cantslertid viist sig som en af Gejstlighedens ivrigste Modstandere; men det er ovenfor viist, at han synes at have været blandt dem, som strax ved Kong Haakons Tronbestigelse var ham imod, som maaskee havde en Haand med i Spillet ved den falske Margretes Fremtræden og som fik et Knæk ved Audun Hugleikssøns Henrettelse, samt at han allerede blev fængslet i 1302 og hensad en Stund, uvist hvor længe, paa Ragnhildarholms Slot; da man siden kun sjelden finder ham nævnt^[7], er det klart, at han uagtet fine Kundskaber og sin vistnok ikke ringe Dygtighed dog ingen Tillid eller Yndest har kunnet naa hos Kongen; det er saaledes let forklarligt, at han sluttede sig til det Parti, som haabede at komme op ved Hertug Erik; ja det er endog ikke usandsynligt, at han allerede fra dennes første Fremtræden af har staaet i Forbindelse med ham, og at dette, som tidligere berørt, kan have været en medvirkende Grund til at Kongen lod ham fængsle i 1302. Lodin af Bakke synes aldrig at have hørt til Kongens nærmeste Raadgivere, men for det meste at have opholdt sig i fin Hjembygd Throndhjem; i 1293 paadrog han sig, som ovenfor berettet, tilligemed endeel andre throndhjemske. Herrer Kong Eriks Mishag i den Grad, at han blev lyst utlæg, og maatte opholde sig en Stund paa Island^[8], men hvori han havde forbrudt sig, vides ikke; om han ej blev tagen til Naade før, saa stede det dog ved Kong Haakons Tronbestigelse, thi denne sendte ham i 1301 som Lagmand til Island, og uagtet Kongen maaskee ved hans Tilbagekomst i 1302 ytrede Misfornøjelse med hans Eftergivenhed, saa sees han dog ikke at have unddraget ham sin Tillid, endog da det fuldkomne Brud med Hertug Erik var skeet^[9]. Fra de ældste og meest anseede Medlemmer af Aristokratiet kan Kongen saaledes neppe have mødt synderlig Modstand i Udførelsen af sine Planer. Disse gik, som man seer, ud paa at centralisere Magten mere end hidtil havde været Tilfældet, at bringe de kongelige Ombudsmænd i en større Afhængighed af Tronen og underkaste dem en nøjere Control, og fremfor alt at forebygge Muligheden af et fast Slægt-Oligarchies Indtræden ved at fjerne de Betingelser, hvorpaa det ene kunde bygges, den om end udtrykkeligt i Lovgivningen benegtede, dog saagodtsom hevdede Arvelighed af Lendermandsverdigheden og den hertil knyttede Selvskrevenhed til at være Medlem af Kongens Raad og deeltage i Formynder-Regjeringen. Thi vel havde Kongen ved sin Tronfølge- og Regjerings-Act søgt at forebygge en almindelig Deeltagelse i Regjeringen af alle Lendermændene i Tilfælde af at han ej efterlod nogen myndig Tronfølger, men denne Act kunde jo let efter hans Død igjen blive omstødt, især da den ej var lovtagen og indregistreret i Lovbøgerne: det sikreste vilde være at afskaffe Lendermandsverdigheden selv, og kun beholde Ridderverdigheden, der udelukkede al Tanke om Arvelighed og derved knyttede saavel Indehaveren som Aspiranten paa det nøjeste til Kongens Person. Derved vilde Kongen blive fritagen for, i Valget af sit Raad at tage Hensyn til andet end Talenter, Brugbarhed og Paalidelighed. Han havde allerede, som man seer, gjort Begyndelsen dertil ved at optage flere yngre, dygtige Mænd i Raadet, uanseet at de ej vare Lendermænd, ja neppe engang alle Riddere; men han kunde dog ikke ganske forme Raadet som han vilde, saalænge han maatte finde sig i, at enhver Lendermand, der tilfældigviis befandt sig paa det Sted, hvor han opholdt sig, uden Videre skulde kunne være berettiget til at deeltage i Forhandlingerne. Det synes i det Hele taget, som om han i sin indre Politik fornemmelig havde den samtidige, statskloge Kong Philip i Frankrige for Øje. Selv stod han nu i meget venskabelig Forbindelse med ham. I 1304 havde Philip sendt ham mange smukke Foræringer, navnlig Reliqvier^[10]. Paris og Orleans vare desuden de Steder, hvor de fleste Nordmænd, der rejste udenlands for at studere, plejede at begive sig hen^[11]. Der havde sandsynligviis Kongens Cantsler Aake gjort sine Studier^[12]; udentvivl havde allerede Thore Haakonssøn studeret der; om Bjarne Lodinssøn, der selv kaldte sig Magister og Professor i Civilretten, er det vist, at han havde studeret og promoveret i Paris^[13], kort sagt, man kan med temmelig Sikkerhed antage, at enhver af de Nordmænd, der paa denne Tid havde tilegnet sig større juridisk Dannelse, end man hjemme kunde opnaa, havde tilegnet sig den i Frankrige, og at der overhoved neppe gik noget Aar hen, uden at enten Nordmænd, efter fuldførte Studier, kom tilbage fra Paris, eller andre droge derhen for at begynde Studeringerne. Mellem Norge og Frankrige herskede saaledes den mest levende Forbindelse, og man kan ikke tvivle om, at man i Norge var vel underrettet om og med spendt Opmerksomhed fulgte alle de merkelige Forandringer, der fra Ludvig den helliges Tid indtraadte i Frankrigs indre politiske, sociale og administrative Forhold, og som netop mest af alle maatte interessere de Retslærde og Retsstuderende, for hvilke derved en viid Mark aabnedes til at erhverve Rigdom, Ære og Indflydelse. De maatte med egne Øjne have seet, og end mere med Beundring havde hørt omtale, hvorledes Mænd af ringe Herkomst, som Peter la Flotte, Villjam Nogaret^[14], Enguerrand af Marigny, Villjam af Plasian og flere ved sin Retslærdom og Forretningsdygtighed havde hævet sig til Ridderverdigheden og Sædet i det kongelige Raad; enkelte af disse Mænd torde vel endog i sin Tid have været deres Medstuderende og personlige Bekjendte. Gjennem dem kunde Kong Haakon faa den nøjagtigste Beskeed om, hvorledes Kong Philip netop ved at omgive sig med slige „Lovriddere“^[15] (milites literati, chevaliers en loix) og ved at fremdrage Borgerstanden fik den mægtige Leensadel holdt i Underdanighed, Bestyrelsen centraliseret og den kongelige Myndighed udvidet, og efter hvad vi allerede kjende til ham og hans Regjeringsprinciper, er det ikke at tvivle paa, at denne Fremgangsmaade fandt hans højeste Bifald og blev, saavidt Omstændighederne tillode det, hans Mønster. Afstanden mellem Frankrige og Norge var stor nok til at de glimrende Sider ved Philips Regjering kunde fremtræde i sin fulde Glands, medens Skyggesiderne, de mange Uretferdigheder og virkelige Uredeligheder, han tillod sig, ikke bemerkedes. Haakon havde selv ikke seet det franske Regjeringsvæsen i dets umiddelbare Nærhed, og de Tilhængere af dette System, som enten af Hensyn til egen Fordeel eller af virkelig Overbeviisning om at det vilde gavne Fedrelandet, ønskede det indført i Norge, toge sig vel vare for at nævne, hvad der kunde anføres til dets Dadel. At Haakon virkelig efterlignede Philip eller søgte at tillempe hans System, saa vidt skee kunde, er umiskjendeligt, og alene deraf kan man slutte, at Aake Cantsler, der aabenbart var hans fornemste og intimeste Raadgiver, var uddannet i den franske Retsskole. Ligesom Philip, udgav ogsaa Haakon en langt større Mængde særegne, i de fleste administrative og borgerlige Forhold indgribende Forordninger, end nogen af hans Forgængere; ligesom Philip, søgte han at centralisere Regjeringen og gjøre den kongelige Myndighed følelig i alle enkelte Forvaltningsgrene; som Philip omgav han sig endelig fornemmelig med Mænd, som han selv synes at have hævet til Ære og Magt, ikke paa Grund af Byrd, men formedelst deres Kundskaber og Forretningsdygtighed, og blandt dem vare aabenbart flere netop saadanne „Lovriddere“ som de, med hvilke Philip forstørstedelen besatte sit Raad, og som sandsynligviis ej havde erhvervet sine Kundskaber andensteds, end i Paris. Hertil hørte vel især de, der sees at have besørget Cantslerforretningerne, naar Aake selv ej var tilstede. Disse vare: i Begyndelsen af Kongens Regjering, eller i det mindste fra 1301, Snare Aslakssøn, allerede da Ridder, indtil Slutningen af 1307, da han formodentlig blev Baron og Sysselmand, og Bjarne Audunssøn, om hvem der allerede ovenfor er talt, fra 1311 til hen i 1314. Det ligger i Sagens Natur, at Snare ikke kunde have besørget Cantslerforretningerne, naar han ikke havde besiddet samme Slags boglige Dannelse som Thore Haakonssøn, Bjarne Lodinssøn, Baard Serkssøn og Aake; denne vilde i modsat Fald neppe have raadet Kongen til at bruge ham som sin Vicarius^[16]; om Bjarne Audunssøn er det vist, at han havde nydt Klerke-Oplærelse, thi han kaldes endog ligefrem „Sira Bjarne“, indtil han fik Ridder- og Herre-Titlen. Begge disse synes at have haft hjemme paa Østlandet og saaledes formodentlig at have været bemerkede og fremdragne af Aake Cantsler eller Haakon selv, endnu medens denne var Hertug; der findes intet Spor til, at de have været af fornem Ætt. Ved Siden af dem bør ogsaa Ivar Olafssøn nævnes, Chorsbroder i Bergen, sandsynligviis ved Apostelkirken; han brugtes allerede fra Slutningen af 1300 som Secretær og kaldes Ivar Klerk; senere udnævntes han, som vi ville see, til Vicecantsler og Bevarer af Kongens mindre Segl, men sees dog ikke at have udført de egentlige Cantslerforretninger førend efter Aakes Død, da han fulgte ham i Embedet som virkelig Cantsler; imidlertid havde han været brugt i vigtige politiske Sendelser. Fremdeles maa man nævne den oftere omtalte Hauk Erlendssøn, der, om han end neppe, som det synes, havde studeret udenlands, dog var en for sin Tid usedvanligt mangesidigt dannet Mand, hvad hans efterladte, tildeels egenhændige Skrifter noksom bevidne, og som især maa have haft betydelige Kundskaber i den fedrelandske Ret. Paa mødrene Side hørte han vistnok til en anseet islandsk Ætt, men i Norge lader han ikke til at have haft fornemme Frænder. Hauk Erlendssøn forekommer allerede i 1302 som Lagmand i Oslo; omtrent ved 1309 blev han Gulathings Lagmand, hvilket Embede han længe beklædte, dog med flere Afbrydelser; han havde allerede, som vi have seet, været Lagmand paa Island i 1295 og sendtes i samme Egenskab derhen i 1304 og 1306. Hauk var allerede Medlem af Raadet i 1303 og blev formodentlig ej længe efter Ridder; Bjarne Audunssøn var endnu ikke Medlem af Raadet i 1306, men synes at være bleven det, saavel som Ridder, før 1308; at Ivar Olafssøn i det mindste var Medlem af Raadet, da han i December 1307 sendtes til Aaby for at underhandle med Hertugerne, sees deraf, at han ved denne Lejlighed kaldes „Herre“. Ogsaa de fleste øvrige Lagmænd hørte sandsynligviis under samme Kategorie; Lovkyndigheden udgjorde nu, som det allerede ovenfor (IV. 1. 505, 506) er paapeget, et virkeligt Studium, og de Retslærde en egen Classe; Lagmændene Hr. Heming i Bergen, Hr. Sigurd af Raude i Ryfylke o. fl. omtales udtrykkeligt som Medlemmer af Raadet.

End flere end disse kunde nævnes blandt de fra forholdsviis ringe Stand valgte Raadgivere, naar man her nærmere vilde omtale de virkelige Gejstlige, hvis Tjeneste Kong Haakon benyttede. Men dette vilde være overflødigt, da denne Anvendelse af Gejstlige i Kronens Tjeneste paa faa Undtagelser nær kun var en Følge af en anden Foranstaltning, som Kong Haakon satte i Verk samtidigt med og tildeels som en nødvendig Forberedelse til den verdslige Reform, nemlig en mere udvidet og omfattende Organisation af den kongelige Capellgejstlighed, saaledes at den inden Landets almindelige Presteskab dannede en særegen, ved sin Anseelse og sine Besiddelser indflydelsesrig Afdeling, der i alt væsentligt var unddragen fra Biskoppernes Myndighed og alene afhængig af Kongen. Derved vilde han ikke alene kunne sikre sig en Planteskole for vordende Cantslere og kundskabsrige Raadgivere, men tillige stedse kunne søge al den gejstlige Bistand, han behøvede, uden at ty til Biskopperne eller de af dem afhængige Prælater; og det vigtigste var, at han inden Gejstligheden selv skaffede sig et mægtigt Tilhæng, som i paakommende Tilfælde kunde holde Erkebiskoppens og Biskoppernes Myndighed Stangen. Ideen hertil var visselig udgaaet fra Aake Cantsler, der selv var nærmest interesseret i Sagen; men om han havde seet noget lignende udenlands, eller Ideen var ny, er uvist. Elementerne til en saadan Indretning fandtes dog allerede i Norge, deels i de saakaldte Hirdprester, hvis Antal ved Siden af Cantsleren i Hirdskraaen vel indskrænkedes til tvende, men altid kunde udvides; deels, og fornemmelig, i de Capeller, som de tidligere Konger fra Tid til anden havde stiftet, og hvortil allerede Pave Innocentius IV. ved sit Brev af 19de December 1247 havde meddeelt Kong Haakon Haakonssøn Kaldsret, saaledes at der kun forbeholdtes vedkommende Biskop Indsættelsen, medens det paalagdes ham at modtage de af Kongen præsenterede Personer. Vel havde Kong Magnus, som det ovenfor er nævnt, i Compositionen givet Slip paa denne Rettighed^[17], men Compositionen selv var nu, som vi have seet, i det mindste stiltiende ophævet. Hertil kom, at det allerede fra gammel Tid i Norge havde været Kongernes Skik, ikke, som i Danmark og Sverige, at vælge sin Cantsler eller den, der udførte Cantslerforretningerne, blandt Rigets Biskopper, men derimod enten blandt Hirdpresterne eller endog blandt Lægmænd, der havde faaet lærd Dannelse. Det fornemste af de kongelige Capeller, Apostelkirken i Bergen, havde allerede Kong Magnus i 1271 indrettet til Collegiatkirke, med en Provst i Spidsen, og derved udvidet den af Kongen afhængige Gejstligheds Antal; Kong Haakon havde, som det ovenfor er viist, allerede medens han var Hertug gjort en lignende Indretning ved Mariekirken i Oslo, og der var Aake selv Provst. I 1305 fik Kong Haakon den nys indsatte Biskop Ketil i Stavanger til at overlade sig Patronatsretten til St. Olafs Kirke paa Agvaldsnes^[18], der ogsaa med Rette fra først af synes at have tilkommet ham, og nu skred Kongen ogsaa her til at indrette et Collegium. Et fjerde kongeligt Capell, St. Michaels Kirke paa Tunsberghuus, havde ligeledes et lidet Collegium, hvis Oprettelsestid ej kjendes. Der var i alt paa den Tid, hvis Begivenheder vi her omhandle, fjorten saadanne kongelige Capeller, deels oprettede af Kong Haakon selv, deels af hans Fader og Farfader^[19]; nemlig, foruden de her nævnte Collegiatkirker, St. Peters Kirke paa Saurbø (ikke langt fra Utstein), St. Laurentius’s Kirke paa Lister, St. Laurentius’s Kirke i Eikundasund, alle tre i Stavangers Biskopsdømme, uvist om oprettede af Kong Haakon eller ældre; Hellig Korses Kirke med Hospital paa Fane ved Bergen^[20], St. Katharinæ Kirke med Hospital og Allehelgens Kirke ligeledes med Hospital, sammesteds, alle tre stiftede under Kong Haakon Haaakonssøn; St. Ludvigs Capell paa Thyssisø (nu Thøssø) ikke langt fra Bergen, oprettet af Kong Haakon netop ved denne Lejlighed^[21], og tydeligt vidnende om den venskabelige Forbindelse, hvori Kong Haakon nu stod med den franske Konge, siden Capellet var helliget Philips nys (i 1297) canoniserede Farfader, Kong Ludvig den 9de, hvis Reliqvier det sandsynligviis ogsaa var, som Philip i 1304 sendte Kong Haakon, og til hvis Ære denne stiftede Capellet; St. Nikolaus’s Capell paa Øen Herdla udenfor Bergen, uvist naar stiftet; St. Mariæ Capell paa Tromsø nærved Hedningerne, stiftet, som vi have seet, af Kong Haakon Haakonssøn, og St. Stephans Capell med Hospital i Tunsberg, ligeledes stiftet af denne. At de fleste af dem laa i Gulathingslagen, vidner noksom om, at denne Egn var de forrige Kongers Hoved-Opholdssted, og charakteristisk nok er det, at der i hele det store Nidaros Diøces ej fandtes mere end et eneste, og det paa den fjerneste Udkant, hvorhen Erkebiskoppen neppe nogensinde kom, og at i det mindste ikke St. Nikolai Capell i selve Kongsgaarden regnedes iblandt dem. Den Tanke maatte nu ligge temmelig nær at stille alle disse Capeller med tilhørende Gejstlige under een fælles Overbestyrelse, saavidt muligt uafhængig af Biskopperne, men derimod afhængig af Kongen, eller saa at sige forene dem til et eget Diøces, hvis Personale alene udnævntes af Kongen, og blandt hvilket den egentlige Hirdgejstlighed indtog de fornemste og mest indbringende Stillinger. Denne Plan har maaskee allerede længe foresvævet Kong Haakon, i det mindste da han stiftede Mariekirkens Collegium, men saa længe den myndige Pave Bonifacius den 8de levede, var der neppe at tænke paa noget saadant. Denne var dog efter langvarige Stridigheder med Kong Philip død d. 11te October 1303, tildeels af Harme over de Krænkelser, Philip havde tilføjet ham; hans Efterfølger, Benedictus d. 11te (forhen Nicolo Bocasino, Cardinalbiskop af Ostia), døde, som det heed, ved Forgivelse, allerede den 6te eller 7de Juli 1304, og efterat Cardinalerne i over 9 Maaneder ej havde kunnet komme til Enighed om, hvem de skulde velge til hans Efterfølger, fik Kong Philip det ved listige Agitationer drevet dertil, at de valgte Erkebiskoppen af Bordeaux, Bertrand de Goth, dog ikke førend han i en Sammenkomst med Philip havde underkastet sig flere hemmelige Betingelser, der gjorde ham ganske afhængig af denne, og navnlig den, at han skulde tage sit Sæde i Frankrig. Han blev derpaa den 14de November 1305 kronet i Lyon under Navn af Clemens den 5te og opslog for det første sin Bolig i Poitiers, hvor han saa godt som holdtes fangen, idet Philip ikke tillod ham at flytte bort, ja endog med Magt modsatte sig et Forsøg, han gjorde paa hemmeligt at undvige. Naar Kong Haakon altsaa, som vi nu have set, stod sig godt med Kong Philip, kunde Omstændighederne ikke være gunstigere til at udvirke hos Paven, hvad han ønskede. Saa vidt man kan skjønne, rejste Aake Cantsler selv til Curien for at bringe dette vigtige Anliggende i Stand, da man efter den 1ste Januar 1307 indtil i Begyndelsen af 1309 ikke finder ham nævnt som Cantsler eller beseglende paa noget af Kongen udstedt Brev, ej engang paa dem, Kongen den 30te Mai og 14de Juli 1307 udstedte i Oslo; hvoraf man visselig er berettiget til at drage den Slutning, at Aake da var bortrejst^[22]. Ingen kunde heller være mere skikket til at drive denne Sag end han, deels formedelst hans høje Stilling og de indflydelsesrige Forbindelser, han upaatvivleligt allerede havde i Frankrige, deels fordi Sagen selv maaskee endnu nærmere berørte hans end Kongens Interesser. Den nød ogsaa al ønskelig Fremgang. Allerede den 5te Februar 1308 udstedte Paven fra Poitiers trende Breve, hvorved Institutionen grundlagdes^[23]. I det ene gjorde han vitterligt, at han „paa Grund af den berømmelige, ham elskelige Kong Haakons udmerkede Fortjenester, hvorved han havde gjort sig verdig til det apostoliske Sædes Velvilje, og som udkrævede en modsvarende Villighed fra Curien i at efterkomme hans Ønsker, fornemmelig naar disse udgik fra oprigtig Fromhed“, havde bevilget Kongen paa hans Forestillinger og Bønner, at den Mand, som for Øjeblikket var eller for Fremtiden maatte være Forstander for Apostelkirken i Bergen, tillige, under Titel af Magister Capellarum, skulde være Formand for alle de øvrige nys nævnte Capeller, som her eet for eet opregnedes, med Tilføjende af at de vare stiftede og doterede deels af Kongen selv, deels af hans Fader, deels af hans Farfader, og at samme Magister Capellarum i sin egen Kirke, Apostelkirken, skulde have Ret til at bruge den biskoppelige Stav, Mitra og Ring samt uddele den biskoppelige Velsignelse, i Kongens Nærværelse, og naar ingen Biskop var tilstede, samt at han kunde visitere Capellerne og corrigere samtlige Capellgejstliges mindre Forseelser, vedkommende Diøcesanbiskops Ret i alt andet ellers forbeholdt. I det andet tilstod han, for at begunstige Capellerne, de oprigtigt Bodfærdige, der besøgte dem paa deres Festdage, Remission eller Aflad fra de dem paalagte Poenitenser, nemlig dem, der aarligt indfandt ilet, for et Aar, dem som kun eengang for alle, men i 8 samfulde Dage forrettede sin Andagt der, for 100 Dage. Endelig bestemte Paven i det tredie Brev, at, da Norges Rige, som Kong Haakon i sin Forestilling udtrykkeligt havde paapeget, var saa vidt udstrakt, skulde enhver af dets Biskopper være forpligtet til at promovere alle kongelige Klerker, som Capell-Magisteren personligen eller skriftligen præsenterede ham, naar de for Resten vare duelige, til alle gejstlige Grader, om de end vare fra et andet Biskopsdømme. Fremdeles gav Paven i et fjerde Brev^[24] Biskopperne i Oslo og Bergen, i hvis Diøceser de to fornemste Capeller laa, ifølge Kongens Bøn Ret til selv eller ved andre at dispensere 60 af Kongen udnævnte Klerker fra de Hindringer, deres Fødsel ellers maatte stille i Vejen for deres Forfremmelse til gejstlige Grader samt Erholdelsen af gejstlige Beneficier, om endog ti af dem vare Prestesønner, naar de kun ikke vare Sønner af Klosterfolk eller fødde i Blodskam eller Hoor, samt for øvrigt opførte sig skikkeligt. Herved sikrede Kongen sig friere Adgang til at besætte Capellerne med de ham mest behagelige Personer.

Hvor vidt Biskoppernes Samtykke hertil bar været indhentet, erfares ikke, men af den Trætte, som kort efter rejstes af Biskoppen i Bergen om Indstiftelsesordenes Fortolkning, hvoraf man tydeligt kan see, at han betragtede den hele Institution med stor Ugunst, skulde man formode, at Kongen og Cantsleren have henvendt sig til Paven og denne givet sin Indvilgelse uden at spørge Biskopperne ad, saa at disse rimeligviis ere blevne højst overraskede, da Meddelelsen derom indløb. Dette var formodentlig saa tidligt efter Udstedelsesdagen, som et afsendt Bud kunde naa frem til Bergen, og der er al Rimelighed for, at Kongen havde modtaget den, da han den 20de Marts bestemte hiint Møde med de danske Underhandlere i Viken til 23de Mai. Thi med denne Sag bragt paa det Rene kunde han nu ej alene trodse de Hindringer, Erkebiskopperne og de øvrige Biskopper, paavirkede af Hertug Erik, muligt kunde lægge hans videre Reformer og ydre Politik i Vejen – var Hierarchiet, som man har sagt, hidtil en Stat i Staten, saa havde han nu igjen faaet oprettet et eget Hierarehi i selve Hierarchiet, hvorved dettes Modstandskraft overordentligt maatte svækkes, – men han kunde trygt vove at skride til de vigtige verdslige Reformer, med hvis Iverksættelse han vistnok netop ventede, indtil den her omhandlede Sag var afgjort, og lykkedes det først at bringe dem i Stand uden Voldsomhed eller indre Uroligheder, kunde han og tale et bestemtere Sprog til Hertug Erik, end hidindtil, og følge sin egen Politik, uden at tage Hensyn til ham. Han forlod saaledes Bergen i de første Dage af April, tilbringende, som det synes, temmelig lang Tid paa Agvaldsnes og i Nærheden af Stavanger, vistnok for at treffe de nødvendige Foranstaltninger med Hensyn til Organisationen og Besættelsen af de der i Biskopsdømmet liggende Capeller, af hvilke maaskee enkelte endog nu først skulde indvies^[25]. Endnu den 29de April var han paa de Kanter; men i Begyndelsen af Mai er han formodentlig ankommen til Tunsberg, hvor det berammede Mode med danske Befuldmægtigede sikkert er holdt, som det i det følgende skal omtales, uagtet intet nærmere derom berettes.

Den første Magister Capellarum, hvilken nu næsten var hævet til biskoppelig Verdighed, var Provsten Finn Halldorssøn, forhen Chorsbroder i Nidaros^[26], der allerede i længere Tid havde forestaaet Apostelkirken i Bergen, og som saadan var Medlem af Raadet^[27]. Ved første Øjekast kunde det synes besynderligt at Kongen eller Aake Cantsler, der dog sikkert havde det i sin Magt at ordne det Hele som de fandt for godt, ikke gjorde Mariekirken i Oslo til det fornemste af Capellerne og Provsten ved dens Capitel, altsaa Cantsleren selv, til Magister.Capellarum. Man kan vel heller ikke tvivle paa, at Aake helst havde ønsket det saaledes, men Forholdene tillode det aabenbart ikke. Apostelkirken i Bergen var, om ikke egentlig som Kirke, dog som Sædet for et anseet Chorsbrødre-Collegium, meget ældre end Mariekirken i Oslo; de fleste af Capellerne laa i dens Nærhed, og desuden betragtedes vel Bergen endnu som en fornemmere Stad end Oslo, da den i faa lang Tid havde været Landets verdslige Hovedstad og Kongernes fornemste Residens. Denne Forrang kunde man ikke oversee uden maaskee at vække Uvilje. Desuden fik Aakes Ferd herved saa meget mere Udseende af at være uegennyttig. Cantslerverdigheden, som han indehavde, holdt ham dog allerede noksom skadesløs for dette Offer, om det kan kaldes saaledes, og vi ville senere erfare, hvorledes den endog kort efter udtrykkeligt forenedes med Provste-Embedet ved Mariekirken.

Den 17de Juni, i Tunsberg, lod Kong Haakon den vigtige Forordning udgaa, hvorved de fornemste af ham tilsigtede Reformer og øvrige Foranstaltninger indførtes^[28]. Der synes ikke at have været sammenkaldt noget Høvdingemøde i den Anledning, saa meget mindre som det netop var St. Botolfs Dag, da Lagthingene holdtes rundtom i hele Norge, og de fleste Høvdinger saaledes rimeligviis vare der tilstede. Der nævnes ikke en eneste gejstlig eller verdslig Herre som samtykkende eller medbeseglende; ej engang nogen Cantsler eller Vicecantsler sees at have sat det kongelige Segl for, men dette siges kun simpelt hen at være skeet „i Kongens egen Nærværelse“, hvad enten nu Aake Cantsler ikke endnu var kommen tilbage fra Frankrige eller ej var tilstede i Tunsberg; den eneste, som nævnes, er Klerken Thorgeir Tovessøn, der skrev Forordningen. Kongen synes saaledes at ville have haft denne Act alene betragtet som en Hirdsag, der kunde afgjøres ved hans egen Magtfuldkommenhed og ikke vedkom den almindelige Lovgivning. Paa den Maade maa den ogsaa være bleven betragtet af hans Mænd, thi man erfarer ikke andet, end at hans Befalinger lystredes uden nogen Protest, i det mindste ingen af Betydenhed. I Indledningen til Forordningen paaberaaber Kongen sig som Grund til dens Bestemmelser, „den Fremferd, adskillige Mænd i hans og hans Broders Barndom og nu en Stund siden efter havde brugt mod Thegnerne, og som han hidtil formedelst sine mange Forretninger til Landets uopsættelige Tarv ikke saaledes havde kunnet henvende Opmerksomheden paa, som han ønskede“. Forordningens Hovedindhold er følgende:

1) Alle Sysler i Landet tages tilbage (naturligviis for at besættes med dueligere eller paalideligere Mænd).

2) Hirdstyrelsen vil Kongen herefter hovedsageligt selv overtage, men til sin Lettelse udnævner han Aasulf Aslakssøn til Merkesmand, uden dog derved at forringe Hr. Agmunds Verdighed^[29]. Det mindre Segl (Secretum) overdrages Sira Ivar Olafssøn, Cantsler (her menes Vicecantsler) med 15 Merkers Indtægt. Til Drottsete beskikkes den ovenfor omtalte Hr. Assur Jonssøn^[30], og til Fehirde, med 20. Merkers Indtægt, den throndhjemske Chorsbroder Sira Erlend Styrkaarssøn. Formodentlig maa denne Fehirde-Betjening være den ved Hirden, eller Forvaltningen af den egentlige Hof-Kasse^[31], da Forordningen selv senere udtrykkeligt omtaler Fehirderne i Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg paa en Maade, hvoraf man maa slutte at de vare forskjellige fra Sira Erlend; man veed derhos andenstedsfra, at den oftere omtalte Chorsbroder Sira Audun Raude paa denne Tid var eller blev Fehirde i Nidaros^[32], og Sira Botolf Haakonssøn i det mindste strax efter Sysselmand og Fehirde i Bergen^[33].

3) Jarle- og Lendermandstitlen afskaffes herved ganske, undtagen for Kongens Sønner og Jarlen paa Orknøerne; herefter skulde saaledes ingen kunne gjøres til Jarler uden disse og aldeles ingen til Lendermænd; dog skulde de nu levende Lendermænd beholde Titlen og Verdigheden for Livstid. Det tilføjes udtrykkeligt, at naar nogen herefter raadede en ung Konge til at gjøre andre til Høvdinger end dem, der vare af Konge-Ætten, skulde de ansees som Landraademænd.

4) Enhver, som herefter modtager en Syssel af Kongen, skal være pligtig at holde ham hundrede Mands Kost af sit eget Gods, saa længe han opholder sig i hans Syssel for at skifte Ret mellem Undersaatterne. Alle saakaldte Skylde-Gaver og Paalæg til Sysselmændene, der strede imod Lovbogen, og som hine derfor vistnok kun med Urette havde tilegnet fra, afskaffes. Enhver Sysselmand skal, naar han kræver det, holde Kongen faa mange Mænd af hver Skibrede, som Hirdskraaen foreskriver, paa sin Kost og saaledes bevæbnede som Kongens egne „Svenne aa Vaaben“. De skulle ogsaa lade holde Vagt fra hver Skibrede hver Gang de saaledes komme til Kongen, ligesom det skede i Kong Magnus’s Dage. Heraf seer man, at Sysselmændene i den sidste Tid maa have søgt at unddrage sig fra de dem paahvilende Forpligtelser. For at Sysselmændene skulle være saa meget mere paapasselige og retfærdige mod Almuen i sin Syssel, vil Kongen herefter, naar han ikke selv kan komme, een Gang hvert Aar sende to Mænd fra Kongsgaarden til hver Trediedeel af Landet (herved forstaaes vistnok hvert af de tre gamle Lagsokn), der skulle rejse omkring og nøje undersøge Sysselmændenes Opførsel mod Folket; befindes de at have faret lovligt og lempeligt frem mod Almuen, skulle de beholde Syslerne saa længe de leve, og deres Sønner være fortrinsviis berettigede til at efterfølge dem. Hvis Sysselmændene glemme eller vægre sig ved at skaffe Ret, naar deres Mellemkomst paakaldes, og Sagen derfor maa indbringes lige for Kongen, skal Sagøren tilfalde Kongen selv, ikke Sysselmanden, med mindre denne godtgjør, at den Sagsøgtes Paastaaelighed eller lovligt Forfald hindrede Sagens Afgjørelse paa Hjemstedet. Den Skik, Sysselmændene hidtil have haft, at udtage særeget Kongebrev for hver Sag, de have at afgjøre eller foredrage, afskaffes. Enhver Sysselmand skal engang aarligt forfatte en Fortegnelse over dem, der i Aarets Løb ere blevne dræbte i hans Syssel, tilføjende de nærmere Omstændigheder ved Drabet, Drabsmandens Navn, hvor vidt noget Gridested er krænket, om Viglysning har fundet Sted o. s. v., og sende det hele i en Protocol^[34] under sit Indsegl til Kongen. – Hvis nogen Sysselmand seer igjennem Fingre med at hans Svenne fare ulovligt frem mod Bønderne, skal han selv svare for deres Overtrædelser, med mindre han kan tilstrækkeligt bevise at det skede uden hans Vilje; men da skal han aldrig mere have den Skyldige i sin Tjeneste.

5) De Riddere, der gjøre Opvartning, skulle være opmerksomme og sømmelige og holde sig saa nær Kongen som muligt, undtagen naar han lader dem melde at han ønsker at være alene; enhver kan have een Sven paa Kongens Kost, medens han gjør Opvartning; om han end er Sysselmand, maa han dog ikke have flere.

6) Naar Sysselmanden rejser omkring for at skifte Ret i sin Syssel, skal Lagmanden rejse med; de skulle have to Svenne paa egen Kost og en Klerk, som skriver alle de Domme og Orskurder, Lagmanden giver. Dommen gives Parterne beskreven under Lagmandens Segl, men Sysselmanden skal lade hver Dom eller Orskurd indføre i en Protocol efter Originalbrevets Lydelse, for at Dommene og Orskurderne ej skulle glemmes. Klerken skal for sit Arbejd have en gammel Ertog for hvert Domsbrev, med mindre Parten er saa fattig at han ej formaar at ud rede det, da skal han faa Brevet gratis; Sysselmandens Klerk skal have det samme for de saakaldte Rettendebreve, udstedte under Sysselmandens Segl. Men for Beseglingen betales intet. Foruden de 15 Mkrs. aarlig Indtægt, som Lagmanden hidtil plejede at nyde af Kongens Kasse, skal han nyde ligesaa meget af Bønderne, men ikke mere. Dette var den saakaldte Lagmands-Told, der altsaa nu for første Gang paalagdes. Tager Lagmanden Gaver for at fælde en urigtig Dom, har han forbrudt Livet, hvis Kongen ikke efter nærmere Undersøgelse benaader ham. For at Lagmændene og Sysselmændene saa meget bedre kunne sørge for Almuens Tarv, skulle de, naar de længe have været fra Kongen, og de atter komme i hans Nærhed, indfinde sig hos ham og forblive der i to Dage for at foredrage, hvad de maatte have at henstille til Kongens Afgjørelse; paa det at dette kan gaa des hurtigere fra Haanden og Kongen lettere sætte sig ind i Sagerne, skulle de have Hovedpuncterne skriftligt opsatte. De Klerker eller Skrivere, som Sysselmændene og Lagmændene antage, skulle, forsynede med deres Vidnesbyrd, indfinde sig hos Kongen og sverge en saadan Eed om at røgte deres Hverv redeligt, som han foreskriver dem. Dette var altsaa Begyndelsen til Antagelse af eedsvorne Skrivere (Sorenskrivere).

7) Alle de Breve, som hidtil have været udgivne i større Form (in majori forma), tilbagekaldes herved, med Undtagelse af dem, hvorved der tilstaaes haandgangne Mænd Tilladelse til at sidde roligt hjemme og ikke gjøre Opvartning. Hvilke disse Breve forøvrigt vare, angives ikke, men ved at sammenholde hermed et Par andre noget senere af Kongen udstedte Breve, seer man at alle Gavebreve paa Jordegods eller faste Ejendomme herunder maa have været indbegrebne, thi Kongen erklærer selv udtrykkeligt kort efter, „at han af forskjellige Aarsager har tilbagekaldt under sig alle bortskjenkede Jorder, Gaarde, Møller efter andre Herligheder, indtil de, der maatte befindes at have gjort sig fortjente dertil, fik nyt Brev derfor; kun skulde denne Tilbagekaldelse ikke gjelde Mariekirken i Oslo“^[35]. Af et andet Brev see vi, at ikke engang hans egen Svigersøn Hafthor Jonssøn undtoges, men at alle de Gaarde eller Gaardparter, Kongen havde givet ham i Medgift med Jomfru Agnes, vare blevne midlertidigt inddragne, og at Kongen benyttede denne Lejlighed til at ombytte dem med andet Jordegods^[36]. Dette var altsaa en formelig Reduction, der vistnok kom for mange som et Tordenslag og satte Kongen istand til at svække mangen upaalidelig Herres Indflydelse ved at fratage ham det ham tidligere givne Gods, medens det formodentlig faldt af sig selv, at de Fortjente, det vil sige Kongens troe Tilhængere, beholdt alt hvad de havde faaet, og det Hele med Hensyn til dem kun var en Formsag. Men det maa dog have været en nødvendig Følge af Bestemmelsen, at der nedsattes en Commission for at prøve og afgive Forestilling om, hvo der havde gjort sig fortjent til at faa fornyet Gavebrev, og hvo ikke. Og saa vidt man kan see, var denne Commission neppe ferdig med sine Arbejder førend sidst i 1311, siden hiint Brev vedkommede Hafthor Jonssøn er dateret 9de Januar 1312.

8) Sportlerne til Cantsler og Notarius for hvert Brev, der udgaar under Kongens Segl, bestemmes saaledes: for hvert Syssel-Brev tre Ører for hver Skibrede til Cantsleren og 1 Ertog til Notarius. For et større Varnader- eller Beskyttelses-Brev 1 Mk. til Cantsleren og til Notarius en Øre; for et mindre Varnader-Brev ${\frac {1}{2}}$ Mk. gl. til Cantsleren og ${\frac {1}{2}}$ Øre til hans Klerk. For et Landsvistbrev tager Cantsleren i det højeste 1 Mk. og Klerken 1 Øre; mindre i samme Forhold som det i Brevet fastsatte Thegngilde og Fredkjøb er mindre. For Gride-Brevet tager Cantsleren 2 Ører og Klerken ${\frac {1}{2}}$ Øre. For Stadfestelses-Breve paa Lagmænds Orskurder, Domme eller andre Breve, der sigte til Rettens Haandhævelse, skal Cantsleren intet have, men Klerken en Ertog for sin Umag og ${\frac {1}{2}}$ Ertog for ethvert andet Rettendebrev^[37].

9) Da Hirden i Mindreaarighedstiden ikke har faaet af Kongedømmet, hvad den skulde, andre derimod igjen have forholdt Kongedømmet dets lovlige Rettigheder ved at udstrække Ledings-Afkortningen videre end Loven og Hirdskraaen tillader, lader Kongen nu alt Krav i saa Henseende fare, men skjenker herved, Gud og Jomfru Maria og St. Olaf til Priis og Ære, og sig selv til Sjælehjelp, samt „for at Gud skal forunde ham en god Arving efter sig“ (vistnok en Hentydning til, at han nu har tænkt at see sig andensteds om efter en Arving, end ved et Giftermaal mellem hans Datter og Hertug Erik), ham selv og alle hans Mænd til Glæde, 240 Merker Sterling til Indkjøb af Jordegods og Inventarium til et Hospital for syge og vanføre ubemidlede Medlemmer af Hirden; Bygningen vil Kongen selv lade opføre og skjenke Samt dertil ved Mariekirken i Oslo; hiint Indkjøb skal skee ved to af Kongen udnævnte Gejstlige i Forening med to af Hirden valgte Mænd. Hertil skal for Eftertiden enhver, der bliver Ridder, give 3 Mkr. gl., hver ny Hirdmand og Herbergessven 2 Mkr., Gjester, Kertesvenne og Bordsvenne hver 1 Mk. gl., samt ellers enhver, hvad Gud maatte skyde ham i Hu. Heri skulle dog kun Hirdmænd og ringere Hoffolk paa Østlandet, søndenfor Dovre og østenfor Lindesnes, være berettigede til Optagelse. Dør Kongen selv østenfor Lindesnes, skal Hospitalet arve hans Gangklæder og Seng med Tilbehør. Nogen lignende Indretning for de nordenfjeldske invalide Hirdmænd omtales ikke. Det tilføjes kun senere, at de af Hirden, der maatte være blevne fattige eller vanføre nordenfor Lindesnes, skulle begive sig til Bergen og de paa Østlandet til Oslo samt paa hvert Sted melde sig hos Merkesmanden^[38], der igjen skal forebringe deres Anliggende for Kongen, som da bestemmer hvad Gud maatte indgive ham. Formodentlig skulde det her omtalte Hospital i Oslo træde i Stedet for det paa Varna, der ej synes at være kommet ret istand efter Bestemmelsen; hertil er det vistnok Kongen sigter, hvor han ytrer at Hirden i Mindreaarighedstiden ikke har faaet sin Skyldighed. – For øvrigt paalægges det Fehirderne i Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg hver Juul at udrede de haandgangne Mænd rigtigt deres Tilgodehavende: Hirdmændene baade Julegave og Sold (Maale), naar de gjøre Opvartning hos Kongen, men alene Solden, naar de sidde hjemme; Gjesterne sin Sold, Kjertesvennene Klædet til deres Kjortler, eller Klædets Verd, samt at lade Hirdskraaen oplæse for dem, at de des bedre kunne kjende sine Pligter mod Kongen. Sysselmændene tilholdes at iagttage paa det nøjeste hver i sin Syssel, hvilke af de der værende unge Mænd maatte ansees verdige og skikkede til at optages i Hirden. Hvo, som ansøger om Optagelse, skal medbringe et Vidnesbyrd fra vedkommende Sysselmand om sin Dygtighed, Opførsel og Ejendom. Uden saadant Vidnesbyrd nytter det ej at melde sig. Bliver nogen optagen paa Grund af Vidnesbyrd, der fortier hans Mangler, og disse siden opdages, skal han strax have tabt sin Verdighed, og den, der udstedte Vidnesbyrdet, straffes tilbørligt.

10) Vaabenvite (d. e. Mulct for ej at besidde de foreskrevne Vaaben) skal ikke paa nogen Maade eftergives. Vaabentolden^[39] skulle i de første fem Aar to forstandige Bønder indkræve og derfor indkjøbe Vaaben, som ved Udbud kunne gives dem, der tiltrænge dem; efter de fem Aar skal Vaabentolden falde under Sysselmanden, der ogsaa stedse skal oppebære Vejbøder.

11) Overdaadighed i Klædedragt, der nu gaar for vidt, forbydes, og ingen maa have anden Slags Klædesnit, end Kongen selv og hans Svenne i Kongsgaarden. Hvo som overtræder dette Forbud, skal, om han er haandgangen Mand, miste Verdigheden og Kongens Venskab; hører han ej til Hirden, skal han betale den Pengebod, Kongen paalægger ham^[40].

Til Slutning beder Kongen i Guds Navn alle de haandgangne Mænd, ikke at tale ilde om Kongen eller samtykke med dem, der tale ilde om ham: atter en kjendelig Hentydning til Hertug Eriks Intriguer, og dem, der holdt sig inde med ham; heller, siger han, bør de forsvare ham med gode Ord, opføre sig sømmeligt mod hans Thegner, men dog kraftigt hjelpe Sysselmanden i at refse, naar det behøves. Han beder dem fremdeles om, at de formedelst den Kjærlighed, de skylde Gud og Kong Magnus’s Afkom, ville staa hans egtefødde Datter Ingebjørg troligt bi, om han selv dør, førend Gud forunder ham en anden Arving, hjelpe Dronning Euphemia til at nyde sin Ret og haandhæve Anordningen om Rigsstyrelsen.

I Forbindelse hermed udstedte Kongen vistnok ogsaa flere særskilte Forordninger eller Befalinger til nærmere Bestemmelse af enkelte Puncter. Et Par af disse ere sandsynligviis endnu til, nemlig en, der befaler, at Gulathings Lagmand, til hvis Embede Kongen har lagt nogle af Kronens Jorder og Indtægter, eengang om Aaret, ved St. Botolfsdagstid, paa Thinget skal oplæse Lovbogen for Almuen og dømme ret efter Loven, og tilføjer, at enhver Bonde i hans Lagsokn skal betale ham aarligt 27 Øre i Lagmandstold under en Bod af 1 Mk. for første og andet Aar, han undlader det, og fuldt Brevebrud for det tredie^[41]. Den anden bestemmer: at naar Lagmanden rejser om for at høre og afgjøre Sager, skal han have 4 Heste i Landskyds og fire Roskarle i Baadskyds^[42]. Forordninger af samme Indhold som hiin for Gulathingslagen, om Lagmandstolden, ere vistnok ogsaa udstedte til de øvrige Lagdømmer. Endelig synes Kongen nu paa ny at have indskærpet Instructionen for Lagmændene og Sysselmændene i Anledning af Erkebiskop Jørunds Overeenskomst med Kong Erik af 1291 (se ovf. S. 172–176). Dette var ligefrem et Svar paa den Bekræftelse af Erkebiskop Jons Statuter, der havde fundet Sted paa Conciliet i Oslo 1306^[43].

Den store Forordnings Slutningsord vise vel, at Kongen, som ovenfor nævnt, nærmest vilde have den betragtet som en Hird-Anordning, og saaledes kun vedkommende Anliggender, over hvilke han havde uindskrænket Raadighed; derfor udstedte han den paa denne Maade, af egen Magtfuldkommenhed og lod den neppe anderledes lovtage, end ved at lyse den paa Hirdstevne, hvilket formodentlig og er Aarsagen til at den findes indført i saa faa Lovbøger. Men ikke des mindre greb den mere ind i Rigets offentlige og sociale Forhold end noget siden Lovreformen under Kong Magnus udkommet Lovbud, idet den deels gav de sidste Levninger af det gamle Ætte-Aristokrati Dødsstødet, deels gjorde alle dem, der helligede sig til Hoftjeneste og Statstjeneste, da den eneste Vej for Lægmanden til Ære og Magt, langt mere afhængige af Kongemagten end for, og navnlig ved at underkaste de fornemste Administrativ-Embedsmænd, Sysselmændene, en umiddelbart fra Kongen selv udgaaende Control, centraliserede Regjeringen mere end hidindtil, og gjorde Kongemagtens Indvirkning føleligere. Den allerede herskende Betragtningsmaade af Statsforholdene gjorde at denne Forandring saaledes kunde skee ved et Magtsprog fra hans Side uden at møde nogen Protest i formel Henseende. De fleste fandt vistnok, at naar han først havde Ret til at udnævne Sysselmændene, havde han ogsaa Ret til at foreskrive dem de Betingelser, paa hvilke han udnævnte dem. Endog mod den saa radicale Bestemmelse, der afskaffer den ældgamle Jarle- og Lendermands-Verdighed, og som upaatvivleligt maa have gaaet mange dybt til Hjertet, var der ikke noget videre at sige, thi naar Kongen først havde Ene-Ret til at uddele Jarle- og Lendermands-Titlen, saa kunde han ogsaa undlade at gjøre Brug af den; og hvad enten han da stiltiende undlod det, eller som her, med tydelige Ord gav sin Beslutning tilkjende, blev dette hans Sag, hvori Ingen havde Ret til at blande flg. Heller ikke fandtes der vel nogen Nordmand fremsynet nok til at ane, hvor forsvarsløst denne Ophævelse af et højere legalt Slægts-Aristokrati vilde gjøre Norge i senere ulykkelige Tider, og at forstaa, at den Umyndighed, hvortil Folket ved Gjennemførelsen af Kong Haakons Regjeringsprinciper vilde blive opdraget, seent eller tidligt maatte gjøre det uskikket til at hjelpe sig selv, naar det gjaldt. Kong Haakon indsaa det vistnok aller mindst selv; han troede sikkert just ved disse Foranstaltninger at verne om Rigets Selvstændighed og indre Velvære. Den umiskjendelige Stræben efter at befordre dette, som udtalte sig i hans Bud, af hvilke mange ogsaa i og for sig selv fortjene al Roos, og navnlig hans Iver for at beskytte den Ringe og Svage mod den Mægtige maatte behage Mængden, saa at Forordningen vistnok endog blev modtagen med Glæde. Hans Rundhed mod Hirden og Omsorg for dens Tarv kunde vel heller ikke andet end behage dennes Medlemmer og forsone dem med, hvad der ellers ikke saa ret smagte dem. De ældre Mænd, som allerede indehavde Lendermands-Verdigheden, kunde ikke beklage sig over dennes fremtidige Ophævelse, saa længe man ikke berøvede dem selv den; flere af dem maatte vel endog behage sig i Tanken om, at de ej for Eftertiden vilde faa nye Ligemænd. Kun de ældste Riddere, der nu stode for Tour til at blive Lendermænd, havde Grund til at beklage m„ men Kongen forstod vel altid paa en eller anden Maade at holde dem skadesløse. Herretitlen blev i det mindste ikke ophævet.

At alligevel enkelte af dem gave sin Misfornøjelse tydeligt tilkjende, kan neppe betvivles, ligesom man og kan være vis paa, at denne Forordnings Bekjendtgjørelse var Løsenet for de Misfornøjede, der ej allerede havde lagt sit Sindelag for Dagen, og som ellers ikke, naar det kom til Stykket, følte sig modløse, til at erklære sig aabenbart mod Kongen og tye til Hertug Erik, som deres Fremtids Haab, om Beskyttelse. Navnlig maatte dette gjelde dem, der afsattes fra sine Sysselmands-Embeder uden Haab om at udnævnes paany, eller ved Reductionen befandtes uverdige til at faa de dem skjenkede Godser tilbage. De fleste af dem hørte vel til dem, der havde drevet det videst i „at tale ilde om Kongen“, som det i Forordningen heder, og som vel allerede tidligere havde ført mangen en utilbørlig, hemmelig Snak med Hertug Erik om Kong Haakons Politik. Det var formodentlig især i denne Tid, da det tegnede sig til at blive et alvorligt Brud mellem Kongen og Hertugen, at de flokkede sig om denne. Blandt dem støde vi først, som allerede oftere berørt, paa Hr. Bjarne Lodinssøn; fremdeles nævnes en Thord Unge, hvis Ætt for Resten ikke kjendes; endelig, som man maa formode, Baronen Hr. Agmund Dans^[44]. Der var vist ogsaa mange flere, men deres Navne ere os ej opbevarede.

Af Lendermænd eller Baroner var der for Resten nu neppe saa mange tilbage, thi naar Kongen tænkte paa at afskaffe Verdigheden, har han vel allerede i længere Tid været temmelig sparsom dermed. En af de sidste, han udnævnte, maaskee den aller sidste, synes at have været Snare Aslakssøn, der ikke kaldes Baron førend i Begyndelsen af 1308 og endnu beviisligt kun var Ridder sidst i 1305^[45]. De øvrige, for saa vidt de nævnes, vare Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn, Sæbjørn Helgessøn, Jon Ivarssøn, Agmund Sigurdssøn, Merkesmand, Peter Andressøn, formodentlig Søn af Andres Plytt, Velent af Stikle, om hvem for Resten intet andet vides, Jon Ragnvaldssøn, for saa vidt han ikke allerede paa denne Tid var død, Bjarne Lodinssøn og Agmund Dans. Alle de øvrige Mænd, der nævnes med Herretitel, ere beviisligt kun Riddere, undtagen maaskee Hafthor Jonssøn, ved hvem det er noget tvivlsomt, om Kongen maaskee i Betragtning af Svogerskabet skulde have gjort ham til Baron før Faderens Død.

Paa en vis Maade kan man dog sige, at Verdigheden i og for sig vedblev, om end Titlen ophævedes; det var nemlig bestemt i Hirdskraaen, at Stallarerne og Merkesmanden skulde have Lendermandsverdighed; de, som beklædte disse Embeder, kunde saaledes endnu siges at have Barons Rang. Hertil kom, at Kong Haakon havde tildeelt Provsten ved Mariekirken i Oslo Lendermands Rang og Chorsbrødrene Ridders; det samme havde vel allerede Kong Magnus tidligere bestemt for Apostelkirkens Presteskab; hvad nu Provst Finn angaar, da var han ved sin Udnævnelse til Magister Capellarum rykket op paa et endnu højere Trin end Lendermandsverdighedens, men Aake Cantsler vedblev dog sikkert at beholde denne. Endelig blev det langt hen i Tiden, da Rigsraadet i Norge havde faaet en Organisation nogenlunde svarende til det danske og svenske Rigsraads, stundom brugt at kalde et Rigsraadsmedlem Baron, fordi Rigsraadet i Norden paa det nærmeste indtog samme Stilling, som Baronernes Kammer i det engelske Parlement.

1. Vidkunns Død 1302 omtales i de islandske Annaler; Dødsdagen, 1ste Mai, nævnes i Kalendariet Cod. Arnamagn. 733 qvart.
2. I Brev af dette Aar nævner hans Enke Fru Jardthrud Paalsdatter ham som afgaaet ved Døden, og det som det synes, en rum Tid forud, Dipl. Norv. II. 85.
3. Den sidste Gang, vi høre noget til denne Ætt, er den 10de April 1306, da Fru Katharina Ivarsdatter paa Logalo, Enke efter Hr. Gaut Gautssøn, ogsaa kaldet Gaut unge, Syster af en Hr. Eystein Ivarssøn (som det synes, en gejstlig Herre, see Dipl. Norv. I. 88), gjorde en Overeenskomst med Biskop Arne, hvorved hun paa Livstid thingede sig Ophold i Biskopsgaarden mod Skjenkelse af betydeligt Jordegods, Dipl. Norv. II. 82. Allerede i 1288 havde Gauts Broder, Hr. Finn Gautssøn, thinget sin Søn Hr. Jon som Proventsmand ind i Munkelivs Kloster (Munkelivsb. S. 79).
4. Margrete omtales som død i Biskop Arnes Brev af 5te Novbr. 1307, Dipl. Norv. II. 88; i 1308 gjorde Bjarne Erlingssøn sit eget Testamente, hvilket nedenfor nærmere skal omtales, og i dette skjenkede han Gaver for sin Hustru Margretes og sin Søn Andres’s Sjæle; Andres Bjarnessøns Dødsdag anføres i det nys nævnte Kalendarium, nemlig den 4de Juli; Aaret kjendes ej.
5. Moderen, Fru Gyrid Andresdatter af Stovreim, maa have været en myndig Dame; man seer saaledes af Vidnesbyrdet af 6te Febr. 1309, Dipl. Norv. II. 93, at hun i 4 Aar havde bestyret sin Broderssøns Gregorius Andressøns Gods, saa meget mere bestyrede hun vel sin egen Søns. Da hun selv ikke blev gift med Vidkunn førend efter August 1291, kan Erling ej være fød før 1292.
6. Se ovf. IV. 1. S. 479, 480, jfr. Arne Biskops Saga Cap. 11.
7. Bjarne nævnes i Brev af 1ste Mai 1304 (Dipl. Norv. II. 73) og det foran Cantsleren, altsaa som Baron og vistnok Medlem af Raadet, samt i Brev af 10de Decbr. 1305 (Dipl. Norv. III. 61), ligeledes blandt Baronernes og Raadsherrernes Tal.
8. Se ovf. S. 212.
9. I Flatø-Annalerne staar der ved Beretningen om Hr. Lodins Tilbagekomst til Norge i 1302: „og blev han da hængt“; en aldeles urigtig Angivelse, hvilket noksom fremlyser deraf, at Lodin nævnes flere Aar efter; formodentlig have disse Ord i den Original, hvorefter Flatø-Annalerne ere skrevne, været tilføjede i Margen med Hensyn til Audun Hugleikssøn, der blev hængt i 1302, og ere af Flatø-Annalernes Skriver ved Skjødesløshed henførte til Lodin. Lodin af Bakke nævnes, som det vil sees, senest i 1309 som Kongens højtbetroede Mand i Throndhjem.
10. Annalerne for 1304.
11. Erkebiskop Einar havde, som ovenfor berettet, studeret i Paris. Jon Flæming, der var Erkebiskop Jørunds højre Haand, havde ligeledes studeret i Paris og Orleans. I 1309 studerede to bergenske Chorsbrødre i Paris (Brev af 10de April 1309, Barthol. E. 512), senere studerede Paal Baardssøn, ligeledes Chorsbroder der, senere Cantsler og Erkebiskop, i Paris og Orleans (Barthol. E. 107). I August 1317 laante en Olaf Eindridessøn, der skulde drage udenlands at studere, Codex og Pandecterne (eller som det kaldes Digestum vetus, Infortiatum og Digestum novuum) af Mariekirken i Bergen mod Løfte om at erstatte deres Verdi, hvis de tabtes (Dipl. Norv. II. 129). Han saa sig siden (i Juli 1320) nødt til at pantsætte dem i Flandern for en Gjeld af 16 Pund Sterling (Dipl. Norv. II. 138); da den for nævnte Paal Baardssøn her var Vitterlighedsvidne, maa man slutte at Olaf ogsaa skulde til Paris. I August 1307 gjorde en upsalsk Chorsbroder, der studerede i Orleans, sit Testament; blandt Vidnerne vare Hr. Alfinn, Chorsbroder i Hamar (Dipl. Sv. 1557).
12. Det siges udtrykkeligt i Laurentius Saga Cap. 15 at Magister Aake længe havde været udenlands ved Studium.
13. Bjarne kalder sig i Stilstandsacten til Hegnesgavl juris civilis professor, se ovf. S. 230; Riimkrøniken siger om ham (thi at det er ham, der menes med Nordmanden Hr. Bärna, er aabenbart), at hans Navn var skrevet i Paris, og at han var „en Mester i boglig Lærdom“ (bokalist).
14. Viljam af Nogaret havde været „professor juris“ og Underdommer, siden var han bleven adlet, optaget i Raadet, og gjort til Ridder.
15. Se Ducange, Artiklen „Milites literati“.
16. At Snare Aslakssøn i det mindste maa have interesseret sig for Skjønliteraturen, sees deraf, at det eneste nu existerende Haandskrift af den norske Oversættelse af de (urigtigt) saakaldte Lais de Marie de France (se ovf. III. S. 1027) har tilhørt ham; hans Navn, formodentlig skrevet af han: selv, findes endnu der; se Strengleikar, udgivet af Keyser og Unger i 1850, Fortalen. Snare synes at have havt hjemme paa Oplandene (Dipl. Norv. II. 126).
17. Se herom ovenfor IV. 1. S. 600, 601.
18. Dipl. Norv. I. 104.
19. Dette siges udtrykkeligt i Pave Clemens’s Skrivelse, se nedenfor.
20. Hospitalet og Kirken paa Fane siges i Pave Gregor den 9des Bulle af 1228 (Dipl. Norv. II. 6) at være stiftet af Biskop Arne i Bergen, men formodentlig har Biskoppen kun ansøgt om Bekræftelse paa Stiftelsen.
21. Af Dipl. Norv. IV. 80, 81 sees det, at Thyssisø Capell endnu ikke var indviet i 1305, siden Biskop Arne, der fik sin Consecration den 5te December, anmodede Biskop Erlend af Færøerne om at indvie det.
22. N. gl. L. III. No. 21 (af 1ste Januar, beseglet af Aake), Dipl. Norv. I. 111, III. 71, II. 90, IV. 75, I. 121, N. L. III. 23. At Aake ikke nævnes som beseglende førend den 5te April 1309, medfører ikke, at han ej var kommen hjem før, thi det kan blot være en tilfældig Omstændighed, at han ej tidligere omtales: da Kongen, som det synes, havde overvintret i Bergen, er det højst rimeligt, at Aake ogsaa havde tilbragt Vintren hos ham og allerede var kommen hjem i Løbet af 1308. Men den 30te Marts 1307, da Kongen i Oslo lod besegle Retterbod III. 22 i egen Nærværelse, uden Cantsler, og den 14de Septbr., da han lod Snare Aslakssøn besegle Gavebrevet til Jon Raud og Retterboden No. 23, maa Aale have været borte. Om Vintren 1307–1308, indtil ud i April, var Kongen paa Vestlandet, og imidlertid kunde Aake gjerne være kommen hjem, men da han ej har beseglet Forordningen af 17de Juni 1308 i Tunsberg, synes man at maatte slutte, at han paa den Tid endnu ej var vendt tilbage, hvis man ellers ikke kan antage at han var i Oslo.
23. Dipl. Norv. I. 113–115, efter Regesta Clem. No. 119, 120, 122.
24. Regesta Clem. No. 121, trykt hos Suhm XI. 903.
25. Vi finde ham paa Agvaldsnes den 10de og 12te April, Dipl. Norv. III. 71, II. 90; paa Njardarland (nu Nærland) i Hestbø Skibrede i Ryfylke endnu den 29de April (Dipl. Norv. IV. 75), maaskee i Besøg hos Merkesmanden Agmund Sigurdssøn paa Hestbø; han lod det da udstedte Brev endog kun besegle med sit Secret, hvilket antyder at han ej havde sit større Segl hos sig.
26. Dipl. Norv. II. 96.
27. Som saadan nævnes Finn i Brev af 12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64. Huitfeld og efter ham Lagerbring m. fl. fable om at Erik Valdemarssøn af Sverige skulde have været Magister Capellarum: dette kommer alene deraf, at Huitfeld i sin Opregnelse af de Herrer, der medbeseglede Fredsslutningen i Kjøbenhavn af 17de Juli 1309 (S. 346), sætter „Dominus Ericus Woldemari quondam regis Svecorum filius, Magister Capellarum nostrarum“, udeglemmende efter „filius“ „dominus Finno“, se Aftrykket efter Bartholiniana i Thorkelins Analecta og Dipl. Sv.
28. N. gl. L. III. No. 25 S. 74 og 224, jfr. ovf. S. 375–378.
29. I de faa Afskrifter af Forordningen kaldes Agmund „Agmund Aslakssøn“, men da ingen Merkesmand af dette Navn omtales, tør man næsten formode at „Aslakssøn“ her ved en Skjødesløshedsfejl er indkommen fordi Aasulf Aslakssøn ovenfor omtales, og at der skulde staa „Agmund Sigurdssøn“ (af Hestbø); denne nævnes nemlig udtrykkeligt som Merkesmand ved 1300, under Haakons Regjering, og han sees stedse at have nydt megen Anseelse. Vel staar „Aslakssøn“ i alle Afskrifter, men der er flere Omstændigheder, der tyde hen paa, at de samtlig hidrøre fra een, temmelig slet Afskrift, og at allerede Originalen har været utydelig. Saaledes sinder man kun i to Afskrifter „Sira Ivar Olafssøn“ rigtigt benævnt; to have „Roar“, en tredie „Kar“. For øvrigt kjender man heller ikke videre til den oven omtalte Aasulf.
30. Hr. Assurs Udnævnelse til Drottsete nævnes dog kan i en enkelt Afskrift.
31. Denne Fehirde kaldes og „den Fehirde, der sidder i Gaarden“; Suhm XII. 35–37.
32. At Audun Thorbergssøn Raude, førend han blev Biskop i Hole 1313, længe havde været Kongens Fehirde, siges udtrykkeligt i Laurentius Saga Cap. 31: da han, Hr. Peter Andressøn, Lodin paa Bakke og Sigurd Jonssøn i 1309 optræde som Kongens Befuldmægtigede i Thrøndelagen, er det klart, at han da maa have beklædt Fehirde-Embedet.
33. Botolf nævnes som Fehirde i 1309 og senere: i Brev af 12te Jan. 1311 (Dipl. Norv. III. 93) kaldes han Sira Botolf Haakonssøn, havende Syssel og Kongens Magt med Fehirdsle i Bergen.
34. En saadan Protokol kaldes her og nedenfor „Kvaterni“ d. e. egentlig et i fire Blade eller i Kvart sammenlagt Ark.
35. Kongebrev af 3die Septbr. 1311, Dipl. Norv. I. 131.
36. Brev af 9de Jan. 1312 (ssteds No. 132).
37. Disse betydelige Sportler maatte gjøre Cantsler-Embedet højst indbringende. For det første havde han fin Len af 15 Mkr., der vel formodentlig har været anviist ham i Landskyld af visse Gaarde; dette kunde allerede svare til henved 1500 Spd. i Verdi; indeholdt nu f. Ex. en Syssel fem Skibreder, gjorde dette allerede for et Sysselbrev derpaa 15 Ører, eller over 150 Spdlr.
38. Dette viser at der har været een Merkesmand nordenfjelds (for Tiden Agmund Sigurdssøn) og een søndenfjelds (Aasulf).
39. Dette er Forordningens Udtryk; det synes at være eenstydende med „Vaabenvite“.
40. Ogsaa Kong Philip af Frankrige havde i 1294 givet en Forordning mod Luxus i Klædedragt.
41. Udateret Retterbod, men med Tunsberg som Udstedelsessted i N. gl. L. III. S. 143. Der staar her at Kongen havde henlagt noget Krongods til Gulathings Lagstol; dette er ikke anderledes at forstaa, end at Lagmandens Indtægter, som de øvrige Embedsmænds, bestode i Landskyld. Det er en bekjendt Sag, at der til enhver Lagstol var henlagt en vis Mængde Jordegods.
42. N. gl. L. III. No. 24, S. 73. Vel siges det her at Brevet er udstedt i Tunsberg i Kongens 8de Aar (1306–7), men da Materien staar i nøjeste Forbindelse med hvad der forhandledes i Tunsberg 1308, og da der ej findes Tegn til, at Kongen har udstedt noget andet Brev fra Tunsberg i 1306 eller 1307, bliver det rimeligst at den højst daarlige Afskrift har læst viiij (9d) som viij (8).
43. Se det ovf. S. 173 i Noten Anførte. Haakons Bekræftelse, om man saa kan kalde den, er dateret i hans tiende Regjerings-Aar, det vil lige, at den da blev oplæst og samtykt af Almuen: men affattet kan den dog godt allerede have været under hans Ophold i Tunsberg 1308.
44. Om disse Mænd vil der strax nedenfor blive handlet.
45. Han nævnes som Baron i det for omtalte Gridebrev af 20de Marts 1308: i 1305 nævnes han efter Aake Cantsler, der altid nævnes efter Baronerne, altsaa var Hr. Snare da kun Ridder. Han ophører som Vicecantsler fra samme Tid, da han blev Baron, altsaa har han da formodentlig faaet Syssel.