Det norske Folks Historie/6/101

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 470-493).

Kong Haakon kunde neppe have ſkredet til Forføjninger, der i ſaa væſentlig en Grad, ſom de, der nu ſkulle omtales, ſigtede til at udvide Kongemagten paa Ariſtokratiets Bekoſtning, derſom ikke de fleſte af dem, der havde ført det ſtore Ord og nærmet ſig til Selvraadighed under Mindreaarighedstiden og Kong Eriks Regjering, nu efterhaanden vare bortdøde, og en yngre Slægt, der havde faaet ſin politiſke Udvikling under andre Forhold, og ſom ſaa at ſige var formet i Kongens egen Skole, allerede tildeels havde indtaget deres Sted navnlig i Kongens Raad. Af de gamle Magnater fra Aarene 1280—1290 ſynes nu kun meget faa at have været tilbage, neppe andre end Bjarne Erlingsſøn, Thore Haakonsſøn, Jon Ragnvaldsſøn, Jon Ivarsſøn, Bjarne Lodinsſøn og Lodin af Bakke, ſamt maaſkee en eller anden Herre, der levede paa Landet i en afſides Egn, uden at komme til Hoffet og blande ſig i Politiken. Vidkunn Erlingsſøn var død i 1302[1], Iſak Gautesſøn nævnes heller ikke efter denne Tid, Guthorm Gydasſøn var beviisligt død allerede før 1307[2]; Jon Brynjulfsſøn omtales for ſidſte Gang ved Stilſtanden til Hegnesgavl 1295. Den forhen ſaa mægtige Ænes- eller Mel-Ætt var nu uddøet i det mindſte paa Mandsſiden, og dens Beſiddelſer, ſom det ſynes, adſplittede[3]. Blandt hine Gjenlevende havde Bjarne Erlingsſøn viſtnok i ſin Tid viiſt ſig ſom en myndig og tildeels voldſom Høvding, men, ſaa vidt man kan ſee, dog altid ſtaaet paa Kronens Bedſte; han havde og ſiden efter, maaſkee med Undtagelſe af den Tid, da Audun Hugleiksſøn havde Magten, hørt til Kongens ſtadige Omgivelſer og ſelv i den Tid været hyppigt anvendt i vigtige Sendelſer udenlands. I Kong Eriks ſidſte Tid, og end mere under Kong Haakon, ſynes han at have nydt ſin Konges Tillid og været tagen paa Raad med i alle de vigtigſte Statsſager: dette vedblev ogſaa ſaaledes lige til hans Død. Man kan derfor ikke tvivle paa, at han var enig med Kongen og af al Magt ſtod ham bi i de Skridt, han nu foretog til Ariſtokratiets Indſkrænkning. Dette kan forekomme noget beſynderligt af en Mand, der ſelv hørte til en af de faa egte ældgamle Lendermandsſlegter, maaſkee den eneſte, der nu var tilbage i Norge, og hvis Familietraditioner netop maatte være Lendermandsveldet gunſtige. Men Bjarne var nu gammel og erfaren; han havde ſeet, til hvilket Uvæſen altfor ubundet Ariſtokrati kunde lede. Derhos ſtod han nu temmelig ene. Hans Broder Vidkunn var ſom ſagt allerede død i 1302; hans Huſtru Fru Margrete Nikolasdatter og hans eneſte Søn Hr. Andres vare ligeledes døde før ham[4]. Vidkunn havde vel efterladt en haabefuld Søn, Erling, der med Tiden kom til at ſpille en betydelig Rolle i Norge, men han var endnu ej voxen og ſtod formodentlig under Moderens Opſigt[5]; altſaa havde Oldingen Bjarne nu ſelv ingen ſynderlig perſonlig Interesſe af at Rettigheder vedligeholdtes, der under““ kritiſke Omſtændigheder, og i Særdeleshed de nuværende, kunde blive farlige for Rigets Sikkerhed. Thore Haakonsſøn, nu ogſaa gammel, hørte neppe til nogen af de ældre Ætter med ariſtokratiſke Traditioner; han var kommen op ved ſin Faders Ophøjelſe paa Biſkopsſtolen og Yndeſt hos Kong Magnus, ſaavel ſom ved ſine canoniſtiſke Kundſkaber[6]; han og hans Lige ſvarede ſaaledes i Norge til, hvad man i Frankrige kaldte Parlements- eller Rolle-Adelen, og denne, der gjennem Romer-Retten havde indſuget de ſterkeſte abſolutiſtiſke Principer, tjente netop til at verne om Kongemagten mod det gamle Ariſtokratie. Vel var han gift med Alf Jarls Syſter, men man finder intet Tegn til at dette endog i Alfs levende Live ſvækkede hans Loyalitet eller den Tillid, han nød hos Kong Erik; ved Datterens Giftermaal med Bjarne Erlingsſøns Søn Andres var han desuden traadt i den nærmeſte Forbindelſe med denne. For øvrigt ſynes det, ſom om han ſjelden var ved Hoffet og deeltog i Raadsforhandlingerne, men tilbragte den meſte Tid hjemme i ſin Sysſel ved Skien. Jon Ragnvaldsſøn maa ligeledes have været meget gammel, hvis han for øvrigt levede efter 1305, ſom er det ſidſte Aar, i hvilket vi finde ham nævnt; han ſynes heller ikke at have ſpillet nogen vigtig politiſk Rolle. Jon Ivarsſøn var, hvad hans politiſke Meninger end for Reſten kunde være, nu knyttet til Kongen ved Sønnens Giftermaal med Kongens Datter, og at Forholdet mellem dem var godt, ſees nokſom deraf, at Kongen endnu i 1307 ſkjenkede ham Jordegods. For ham maatte det desuden være fordeelagtigt, at Forbindelſen mellem Hertug Erik og Kongedatteren opløſtes, og Udſigten til dennes Giftermaal blev ſaa meget fjernere, thi i ſamme Mon, ſom det tegnede ſig til at Ingebjørg ikke ſkulde blive gift og faa Børn, i ſamme Mon kunde der være Haab om at Kronen vilde gaa i Arv til de Børn, Hafthor Jonsſøn vilde faa med Agnes Haakonsdatter. Hertug Eriks Tilhængere i Norge maa igjen paa det nærmeſte have faldt ſammen med Forfegterne af det gamle Syſtem, eller rettere dem, der ønſkede at indrette et Oligarchi i Norge liigt det, der allerede havde uddannet ſig i Sverige og Danmark, delende den abſolute Magt med Kongen, eller endog tagende den ſtørſte Deel deraf, men heldende Folket i ſamme Umyndighed, ſom om den abſolute Magt var i en eneſtes Hænder. Til dette Parti borte aabenbart den gamle Hr. Bjarne Lodinsſøn, den ofte omtalte Cantſler under Formynder-Regjeringen, uagtet han ogſaa havde faaet en halvgeiſtlig Oplærelſe, det vil ſige ſtuderet romerſk og canoniſk Ret, og i ſin Cantſlertid viiſt ſig ſom en af Gejſtlighedens ivrigſte Modſtandere; men det er ovenfor viiſt, at han ſynes at have været blandt dem, ſom ſtrax ved Kong Haakons Tronbeſtigelſe var ham imod, ſom maaſkee havde en Haand med i Spillet ved den falſke Margretes Fremtræden og ſom fik et Knæk ved Audun Hugleiksſøns Henrettelſe, ſamt at han allerede blev fængſlet i 1302 og henſad en Stund, uviſt hvor længe, paa Ragnhildarholms Slot; da man ſiden kun ſjelden finder ham nævnt[7], er det klart, at han uagtet fine Kundſkaber og ſin viſtnok ikke ringe Dygtighed dog ingen Tillid eller Yndeſt har kunnet naa hos Kongen; det er ſaaledes let forklarligt, at han ſluttede ſig til det Parti, ſom haabede at komme op ved Hertug Erik; ja det er endog ikke uſandſynligt, at han allerede fra dennes førſte Fremtræden af har ſtaaet i Forbindelſe med ham, og at dette, ſom tidligere berørt, kan have været en medvirkende Grund til at Kongen lod ham fængſle i 1302. Lodin af Bakke ſynes aldrig at have hørt til Kongens nærmeſte Raadgivere, men for det meſte at have opholdt ſig i fin Hjembygd Throndhjem; i 1293 paadrog han ſig, ſom ovenfor berettet, tilligemed endeel andre throndhjemſke. Herrer Kong Eriks Mishag i den Grad, at han blev lyſt utlæg, og maatte opholde ſig en Stund paa Island[8], men hvori han havde forbrudt ſig, vides ikke; om han ej blev tagen til Naade før, ſaa ſtede det dog ved Kong Haakons Tronbeſtigelſe, thi denne ſendte ham i 1301 ſom Lagmand til Island, og uagtet Kongen maaſkee ved hans Tilbagekomſt i 1302 ytrede Misfornøjelſe med hans Eftergivenhed, ſaa ſees han dog ikke at have unddraget ham ſin Tillid, endog da det fuldkomne Brud med Hertug Erik var ſkeet[9]. Fra de ældſte og meeſt anſeede Medlemmer af Ariſtokratiet kan Kongen ſaaledes neppe have mødt ſynderlig Modſtand i Udførelſen af ſine Planer. Disſe gik, ſom man ſeer, ud paa at centraliſere Magten mere end hidtil havde været Tilfældet, at bringe de kongelige Ombudsmænd i en ſtørre Afhængighed af Tronen og underkaſte dem en nøjere Control, og fremfor alt at forebygge Muligheden af et faſt Slægt-Oligarchies Indtræden ved at fjerne de Betingelſer, hvorpaa det ene kunde bygges, den om end udtrykkeligt i Lovgivningen benegtede, dog ſaagodtſom hevdede Arvelighed af Lendermandsverdigheden og den hertil knyttede Selvſkrevenhed til at være Medlem af Kongens Raad og deeltage i Formynder-Regjeringen. Thi vel havde Kongen ved ſin Tronfølge- og Regjerings-Act ſøgt at forebygge en almindelig Deeltagelſe i Regjeringen af alle Lendermændene i Tilfælde af at han ej efterlod nogen myndig Tronfølger, men denne Act kunde jo let efter hans Død igjen blive omſtødt, iſær da den ej var lovtagen og indregiſtreret i Lovbøgerne: det ſikreſte vilde være at afſkaffe Lendermandsverdigheden ſelv, og kun beholde Ridderverdigheden, der udelukkede al Tanke om Arvelighed og derved knyttede ſaavel Indehaveren ſom Aſpiranten paa det nøjeſte til Kongens Perſon. Derved vilde Kongen blive fritagen for, i Valget af ſit Raad at tage Henſyn til andet end Talenter, Brugbarhed og Paalidelighed. Han havde allerede, ſom man ſeer, gjort Begyndelſen dertil ved at optage flere yngre, dygtige Mænd i Raadet, uanſeet at de ej vare Lendermænd, ja neppe engang alle Riddere; men han kunde dog ikke ganſke forme Raadet ſom han vilde, ſaalænge han maatte finde ſig i, at enhver Lendermand, der tilfældigviis befandt ſig paa det Sted, hvor han opholdt ſig, uden Videre ſkulde kunne være berettiget til at deeltage i Forhandlingerne. Det ſynes i det Hele taget, ſom om han i ſin indre Politik fornemmelig havde den ſamtidige, ſtatskloge Kong Philip i Frankrige for Øje. Selv ſtod han nu i meget venſkabelig Forbindelſe med ham. I 1304 havde Philip ſendt ham mange ſmukke Foræringer, navnlig Reliqvier[10]. Paris og Orleans vare desuden de Steder, hvor de fleſte Nordmænd, der rejſte udenlands for at ſtudere, plejede at begive ſig hen[11]. Der havde ſandſynligviis Kongens Cantſler Aake gjort ſine Studier[12]; udentvivl havde allerede Thore Haakonsſøn ſtuderet der; om Bjarne Lodinsſøn, der ſelv kaldte ſig Magiſter og Profesſor i Civilretten, er det viſt, at han havde ſtuderet og promoveret i Paris[13], kort ſagt, man kan med temmelig Sikkerhed antage, at enhver af de Nordmænd, der paa denne Tid havde tilegnet ſig ſtørre juridiſk Dannelſe, end man hjemme kunde opnaa, havde tilegnet ſig den i Frankrige, og at der overhoved neppe gik noget Aar hen, uden at enten Nordmænd, efter fuldførte Studier, kom tilbage fra Paris, eller andre droge derhen for at begynde Studeringerne. Mellem Norge og Frankrige herſkede ſaaledes den meſt levende Forbindelſe, og man kan ikke tvivle om, at man i Norge var vel underrettet om og med ſpendt Opmerkſomhed fulgte alle de merkelige Forandringer, der fra Ludvig den helliges Tid indtraadte i Frankrigs indre politiſke, ſociale og adminiſtrative Forhold, og ſom netop meſt af alle maatte interesſere de Retslærde og Retsſtuderende, for hvilke derved en viid Mark aabnedes til at erhverve Rigdom, Ære og Indflydelſe. De maatte med egne Øjne have ſeet, og end mere med Beundring havde hørt omtale, hvorledes Mænd af ringe Herkomſt, ſom Peter la Flotte, Villjam Nogaret[14], Enguerrand af Marigny, Villjam af Plaſian og flere ved ſin Retslærdom og Forretningsdygtighed havde hævet ſig til Ridderverdigheden og Sædet i det kongelige Raad; enkelte af disſe Mænd torde vel endog i ſin Tid have været deres Medſtuderende og perſonlige Bekjendte. Gjennem dem kunde Kong Haakon faa den nøjagtigſte Beſkeed om, hvorledes Kong Philip netop ved at omgive ſig med ſlige „Lovriddere“[15] (milites literati, chevaliers en loix) og ved at fremdrage Borgerſtanden fik den mægtige Leensadel holdt i Underdanighed, Beſtyrelſen centraliſeret og den kongelige Myndighed udvidet, og efter hvad vi allerede kjende til ham og hans Regjeringsprinciper, er det ikke at tvivle paa, at denne Fremgangsmaade fandt hans højeſte Bifald og blev, ſaavidt Omſtændighederne tillode det, hans Mønſter. Afſtanden mellem Frankrige og Norge var ſtor nok til at de glimrende Sider ved Philips Regjering kunde fremtræde i ſin fulde Glands, medens Skyggeſiderne, de mange Uretferdigheder og virkelige Uredeligheder, han tillod ſig, ikke bemerkedes. Haakon havde ſelv ikke ſeet det franſke Regjeringsvæſen i dets umiddelbare Nærhed, og de Tilhængere af dette Syſtem, ſom enten af Henſyn til egen Fordeel eller af virkelig Overbeviisning om at det vilde gavne Fedrelandet, ønſkede det indført i Norge, toge ſig vel vare for at nævne, hvad der kunde anføres til dets Dadel. At Haakon virkelig efterlignede Philip eller ſøgte at tillempe hans Syſtem, ſaa vidt ſkee kunde, er umiskjendeligt, og alene deraf kan man ſlutte, at Aake Cantſler, der aabenbart var hans fornemſte og intimeſte Raadgiver, var uddannet i den franſke Retsſkole. Ligeſom Philip, udgav ogſaa Haakon en langt ſtørre Mængde ſæregne, i de fleſte adminiſtrative og borgerlige Forhold indgribende Forordninger, end nogen af hans Forgængere; ligeſom Philip, ſøgte han at centraliſere Regjeringen og gjøre den kongelige Myndighed følelig i alle enkelte Forvaltningsgrene; ſom Philip omgav han ſig endelig fornemmelig med Mænd, ſom han ſelv ſynes at have hævet til Ære og Magt, ikke paa Grund af Byrd, men formedelſt deres Kundſkaber og Forretningsdygtighed, og blandt dem vare aabenbart flere netop ſaadanne „Lovriddere“ ſom de, med hvilke Philip forſtørſtedelen beſatte ſit Raad, og ſom ſandſynligviis ej havde erhvervet ſine Kundſkaber andenſteds, end i Paris. Hertil hørte vel iſær de, der ſees at have beſørget Cantſlerforretningerne, naar Aake ſelv ej var tilſtede. Disſe vare: i Begyndelſen af Kongens Regjering, eller i det mindſte fra 1301, Snare Aſlaksſøn, allerede da Ridder, indtil Slutningen af 1307, da han formodentlig blev Baron og Sysſelmand, og Bjarne Audunsſøn, om hvem der allerede ovenfor er talt, fra 1311 til hen i 1314. Det ligger i Sagens Natur, at Snare ikke kunde have beſørget Cantſlerforretningerne, naar han ikke havde beſiddet ſamme Slags boglige Dannelſe ſom Thore Haakonsſøn, Bjarne Lodinsſøn, Baard Serksſøn og Aake; denne vilde i modſat Fald neppe have raadet Kongen til at bruge ham ſom ſin Vicarius[16]; om Bjarne Audunsſøn er det viſt, at han havde nydt Klerke-Oplærelſe, thi han kaldes endog ligefrem „Sira Bjarne“, indtil han fik Ridder- og Herre-Titlen. Begge disſe ſynes at have haft hjemme paa Øſtlandet og ſaaledes formodentlig at have været bemerkede og fremdragne af Aake Cantſler eller Haakon ſelv, endnu medens denne var Hertug; der findes intet Spor til, at de have været af fornem Ætt. Ved Siden af dem bør ogſaa Ivar Olafsſøn nævnes, Chorsbroder i Bergen, ſandſynligviis ved Apoſtelkirken; han brugtes allerede fra Slutningen af 1300 ſom Secretær og kaldes Ivar Klerk; ſenere udnævntes han, ſom vi ville ſee, til Vicecantſler og Bevarer af Kongens mindre Segl, men ſees dog ikke at have udført de egentlige Cantſlerforretninger førend efter Aakes Død, da han fulgte ham i Embedet ſom virkelig Cantſler; imidlertid havde han været brugt i vigtige politiſke Sendelſer. Fremdeles maa man nævne den oftere omtalte Hauk Erlendsſøn, der, om han end neppe, ſom det ſynes, havde ſtuderet udenlands, dog var en for ſin Tid uſedvanligt mangeſidigt dannet Mand, hvad hans efterladte, tildeels egenhændige Skrifter nokſom bevidne, og ſom iſær maa have haft betydelige Kundſkaber i den fedrelandſke Ret. Paa mødrene Side hørte han viſtnok til en anſeet islandſk Ætt, men i Norge lader han ikke til at have haft fornemme Frænder. Hauk Erlendsſøn forekommer allerede i 1302 ſom Lagmand i Oslo; omtrent ved 1309 blev han Gulathings Lagmand, hvilket Embede han længe beklædte, dog med flere Afbrydelſer; han havde allerede, ſom vi have ſeet, været Lagmand paa Island i 1295 og ſendtes i ſamme Egenſkab derhen i 1304 og 1306. Hauk var allerede Medlem af Raadet i 1303 og blev formodentlig ej længe efter Ridder; Bjarne Audunsſøn var endnu ikke Medlem af Raadet i 1306, men ſynes at være bleven det, ſaavel ſom Ridder, før 1308; at Ivar Olafsſøn i det mindſte var Medlem af Raadet, da han i December 1307 ſendtes til Aaby for at underhandle med Hertugerne, ſees deraf, at han ved denne Lejlighed kaldes „Herre“. Ogſaa de fleſte øvrige Lagmænd hørte ſandſynligviis under ſamme Kategorie; Lovkyndigheden udgjorde nu, ſom det allerede ovenfor (IV. 1. 505, 506) er paapeget, et virkeligt Studium, og de Retslærde en egen Clasſe; Lagmændene Hr. Heming i Bergen, Hr. Sigurd af Raude i Ryfylke o. fl. omtales udtrykkeligt ſom Medlemmer af Raadet.

End flere end disſe kunde nævnes blandt de fra forholdsviis ringe Stand valgte Raadgivere, naar man her nærmere vilde omtale de virkelige Gejſtlige, hvis Tjeneſte Kong Haakon benyttede. Men dette vilde være overflødigt, da denne Anvendelſe af Gejſtlige i Kronens Tjeneſte paa faa Undtagelſer nær kun var en Følge af en anden Foranſtaltning, ſom Kong Haakon ſatte i Verk ſamtidigt med og tildeels ſom en nødvendig Forberedelſe til den verdslige Reform, nemlig en mere udvidet og omfattende Organiſation af den kongelige Capellgejſtlighed, ſaaledes at den inden Landets almindelige Preſteſkab dannede en ſæregen, ved ſin Anſeelſe og ſine Beſiddelſer indflydelſesrig Afdeling, der i alt væſentligt var unddragen fra Biſkoppernes Myndighed og alene afhængig af Kongen. Derved vilde han ikke alene kunne ſikre ſig en Planteſkole for vordende Cantſlere og kundſkabsrige Raadgivere, men tillige ſtedſe kunne ſøge al den gejſtlige Biſtand, han behøvede, uden at ty til Biſkopperne eller de af dem afhængige Prælater; og det vigtigſte var, at han inden Gejſtligheden ſelv ſkaffede ſig et mægtigt Tilhæng, ſom i paakommende Tilfælde kunde holde Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Myndighed Stangen. Ideen hertil var visſelig udgaaet fra Aake Cantſler, der ſelv var nærmeſt interesſeret i Sagen; men om han havde ſeet noget lignende udenlands, eller Ideen var ny, er uviſt. Elementerne til en ſaadan Indretning fandtes dog allerede i Norge, deels i de ſaakaldte Hirdpreſter, hvis Antal ved Siden af Cantſleren i Hirdſkraaen vel indſkrænkedes til tvende, men altid kunde udvides; deels, og fornemmelig, i de Capeller, ſom de tidligere Konger fra Tid til anden havde ſtiftet, og hvortil allerede Pave Innocentius IV. ved ſit Brev af 19de December 1247 havde meddeelt Kong Haakon Haakonsſøn Kaldsret, ſaaledes at der kun forbeholdtes vedkommende Biſkop Indſættelſen, medens det paalagdes ham at modtage de af Kongen præſenterede Perſoner. Vel havde Kong Magnus, ſom det ovenfor er nævnt, i Compoſitionen givet Slip paa denne Rettighed[17], men Compoſitionen ſelv var nu, ſom vi have ſeet, i det mindſte ſtiltiende ophævet. Hertil kom, at det allerede fra gammel Tid i Norge havde været Kongernes Skik, ikke, ſom i Danmark og Sverige, at vælge ſin Cantſler eller den, der udførte Cantſlerforretningerne, blandt Rigets Biſkopper, men derimod enten blandt Hirdpreſterne eller endog blandt Lægmænd, der havde faaet lærd Dannelſe. Det fornemſte af de kongelige Capeller, Apoſtelkirken i Bergen, havde allerede Kong Magnus i 1271 indrettet til Collegiatkirke, med en Provſt i Spidſen, og derved udvidet den af Kongen afhængige Gejſtligheds Antal; Kong Haakon havde, ſom det ovenfor er viiſt, allerede medens han var Hertug gjort en lignende Indretning ved Mariekirken i Oslo, og der var Aake ſelv Provſt. I 1305 fik Kong Haakon den nys indſatte Biſkop Ketil i Stavanger til at overlade ſig Patronatsretten til St. Olafs Kirke paa Agvaldsnes[18], der ogſaa med Rette fra førſt af ſynes at have tilkommet ham, og nu ſkred Kongen ogſaa her til at indrette et Collegium. Et fjerde kongeligt Capell, St. Michaels Kirke paa Tunsberghuus, havde ligeledes et lidet Collegium, hvis Oprettelſestid ej kjendes. Der var i alt paa den Tid, hvis Begivenheder vi her omhandle, fjorten ſaadanne kongelige Capeller, deels oprettede af Kong Haakon ſelv, deels af hans Fader og Farfader[19]; nemlig, foruden de her nævnte Collegiatkirker, St. Peters Kirke paa Saurbø (ikke langt fra Utſtein), St. Laurentius’s Kirke paa Liſter, St. Laurentius’s Kirke i Eikundaſund, alle tre i Stavangers Biſkopsdømme, uviſt om oprettede af Kong Haakon eller ældre; Hellig Korſes Kirke med Hoſpital paa Fane ved Bergen[20], St. Katharinæ Kirke med Hoſpital og Allehelgens Kirke ligeledes med Hoſpital, ſammeſteds, alle tre ſtiftede under Kong Haakon Haaakonsſøn; St. Ludvigs Capell paa Thysſisø (nu Thøsſø) ikke langt fra Bergen, oprettet af Kong Haakon netop ved denne Lejlighed[21], og tydeligt vidnende om den venſkabelige Forbindelſe, hvori Kong Haakon nu ſtod med den franſke Konge, ſiden Capellet var helliget Philips nys (i 1297) canoniſerede Farfader, Kong Ludvig den 9de, hvis Reliqvier det ſandſynligviis ogſaa var, ſom Philip i 1304 ſendte Kong Haakon, og til hvis Ære denne ſtiftede Capellet; St. Nikolaus’s Capell paa Øen Herdla udenfor Bergen, uviſt naar ſtiftet; St. Mariæ Capell paa Tromsø nærved Hedningerne, ſtiftet, ſom vi have ſeet, af Kong Haakon Haakonsſøn, og St. Stephans Capell med Hoſpital i Tunsberg, ligeledes ſtiftet af denne. At de fleſte af dem laa i Gulathingslagen, vidner nokſom om, at denne Egn var de forrige Kongers Hoved-Opholdsſted, og charakteriſtiſk nok er det, at der i hele det ſtore Nidaros Diøces ej fandtes mere end et eneſte, og det paa den fjerneſte Udkant, hvorhen Erkebiſkoppen neppe nogenſinde kom, og at i det mindſte ikke St. Nikolai Capell i ſelve Kongsgaarden regnedes iblandt dem. Den Tanke maatte nu ligge temmelig nær at ſtille alle disſe Capeller med tilhørende Gejſtlige under een fælles Overbeſtyrelſe, ſaavidt muligt uafhængig af Biſkopperne, men derimod afhængig af Kongen, eller ſaa at ſige forene dem til et eget Diøces, hvis Perſonale alene udnævntes af Kongen, og blandt hvilket den egentlige Hirdgejſtlighed indtog de fornemſte og meſt indbringende Stillinger. Denne Plan har maaſkee allerede længe foreſvævet Kong Haakon, i det mindſte da han ſtiftede Mariekirkens Collegium, men ſaa længe den myndige Pave Bonifacius den 8de levede, var der neppe at tænke paa noget ſaadant. Denne var dog efter langvarige Stridigheder med Kong Philip død d. 11te October 1303, tildeels af Harme over de Krænkelſer, Philip havde tilføjet ham; hans Efterfølger, Benedictus d. 11te (forhen Nicolo Bocaſino, Cardinalbiſkop af Oſtia), døde, ſom det heed, ved Forgivelſe, allerede den 6te eller 7de Juli 1304, og efterat Cardinalerne i over 9 Maaneder ej havde kunnet komme til Enighed om, hvem de ſkulde velge til hans Efterfølger, fik Kong Philip det ved liſtige Agitationer drevet dertil, at de valgte Erkebiſkoppen af Bordeaux, Bertrand de Goth, dog ikke førend han i en Sammenkomſt med Philip havde underkaſtet ſig flere hemmelige Betingelſer, der gjorde ham ganſke afhængig af denne, og navnlig den, at han ſkulde tage ſit Sæde i Frankrig. Han blev derpaa den 14de November 1305 kronet i Lyon under Navn af Clemens den 5te og opſlog for det førſte ſin Bolig i Poitiers, hvor han ſaa godt ſom holdtes fangen, idet Philip ikke tillod ham at flytte bort, ja endog med Magt modſatte ſig et Forſøg, han gjorde paa hemmeligt at undvige. Naar Kong Haakon altſaa, ſom vi nu have ſet, ſtod ſig godt med Kong Philip, kunde Omſtændighederne ikke være gunſtigere til at udvirke hos Paven, hvad han ønſkede. Saa vidt man kan ſkjønne, rejſte Aake Cantſler ſelv til Curien for at bringe dette vigtige Anliggende i Stand, da man efter den 1ſte Januar 1307 indtil i Begyndelſen af 1309 ikke finder ham nævnt ſom Cantſler eller beſeglende paa noget af Kongen udſtedt Brev, ej engang paa dem, Kongen den 30te Mai og 14de Juli 1307 udſtedte i Oslo; hvoraf man visſelig er berettiget til at drage den Slutning, at Aake da var bortrejſt[22]. Ingen kunde heller være mere ſkikket til at drive denne Sag end han, deels formedelſt hans høje Stilling og de indflydelſesrige Forbindelſer, han upaatvivleligt allerede havde i Frankrige, deels fordi Sagen ſelv maaſkee endnu nærmere berørte hans end Kongens Interesſer. Den nød ogſaa al ønſkelig Fremgang. Allerede den 5te Februar 1308 udſtedte Paven fra Poitiers trende Breve, hvorved Inſtitutionen grundlagdes[23]. I det ene gjorde han vitterligt, at han „paa Grund af den berømmelige, ham elſkelige Kong Haakons udmerkede Fortjeneſter, hvorved han havde gjort ſig verdig til det apoſtoliſke Sædes Velvilje, og ſom udkrævede en modſvarende Villighed fra Curien i at efterkomme hans Ønſker, fornemmelig naar disſe udgik fra oprigtig Fromhed“, havde bevilget Kongen paa hans Foreſtillinger og Bønner, at den Mand, ſom for Øjeblikket var eller for Fremtiden maatte være Forſtander for Apoſtelkirken i Bergen, tillige, under Titel af Magiſter Capellarum, ſkulde være Formand for alle de øvrige nys nævnte Capeller, ſom her eet for eet opregnedes, med Tilføjende af at de vare ſtiftede og doterede deels af Kongen ſelv, deels af hans Fader, deels af hans Farfader, og at ſamme Magiſter Capellarum i ſin egen Kirke, Apoſtelkirken, ſkulde have Ret til at bruge den biſkoppelige Stav, Mitra og Ring ſamt uddele den biſkoppelige Velſignelſe, i Kongens Nærværelſe, og naar ingen Biſkop var tilſtede, ſamt at han kunde viſitere Capellerne og corrigere ſamtlige Capellgejſtliges mindre Forſeelſer, vedkommende Diøceſanbiſkops Ret i alt andet ellers forbeholdt. I det andet tilſtod han, for at begunſtige Capellerne, de oprigtigt Bodfærdige, der beſøgte dem paa deres Feſtdage, Remisſion eller Aflad fra de dem paalagte Poenitenſer, nemlig dem, der aarligt indfandt ilet, for et Aar, dem ſom kun eengang for alle, men i 8 ſamfulde Dage forrettede ſin Andagt der, for 100 Dage. Endelig beſtemte Paven i det tredie Brev, at, da Norges Rige, ſom Kong Haakon i ſin Foreſtilling udtrykkeligt havde paapeget, var ſaa vidt udſtrakt, ſkulde enhver af dets Biſkopper være forpligtet til at promovere alle kongelige Klerker, ſom Capell-Magiſteren perſonligen eller ſkriftligen præſenterede ham, naar de for Reſten vare duelige, til alle gejſtlige Grader, om de end vare fra et andet Biſkopsdømme. Fremdeles gav Paven i et fjerde Brev[24] Biſkopperne i Oslo og Bergen, i hvis Diøceſer de to fornemſte Capeller laa, ifølge Kongens Bøn Ret til ſelv eller ved andre at dispenſere 60 af Kongen udnævnte Klerker fra de Hindringer, deres Fødſel ellers maatte ſtille i Vejen for deres Forfremmelſe til gejſtlige Grader ſamt Erholdelſen af gejſtlige Beneficier, om endog ti af dem vare Preſteſønner, naar de kun ikke vare Sønner af Kloſterfolk eller fødde i Blodſkam eller Hoor, ſamt for øvrigt opførte ſig ſkikkeligt. Herved ſikrede Kongen ſig friere Adgang til at beſætte Capellerne med de ham meſt behagelige Perſoner.

Hvor vidt Biſkoppernes Samtykke hertil bar været indhentet, erfares ikke, men af den Trætte, ſom kort efter rejſtes af Biſkoppen i Bergen om Indſtiftelſesordenes Fortolkning, hvoraf man tydeligt kan ſee, at han betragtede den hele Inſtitution med ſtor Ugunſt, ſkulde man formode, at Kongen og Cantſleren have henvendt ſig til Paven og denne givet ſin Indvilgelſe uden at ſpørge Biſkopperne ad, ſaa at disſe rimeligviis ere blevne højſt overraſkede, da Meddelelſen derom indløb. Dette var formodentlig ſaa tidligt efter Udſtedelſesdagen, ſom et afſendt Bud kunde naa frem til Bergen, og der er al Rimelighed for, at Kongen havde modtaget den, da han den 20de Marts beſtemte hiint Møde med de danſke Underhandlere i Viken til 23de Mai. Thi med denne Sag bragt paa det Rene kunde han nu ej alene trodſe de Hindringer, Erkebiſkopperne og de øvrige Biſkopper, paavirkede af Hertug Erik, muligt kunde lægge hans videre Reformer og ydre Politik i Vejen — var Hierarchiet, ſom man har ſagt, hidtil en Stat i Staten, ſaa havde han nu igjen faaet oprettet et eget Hierarehi i ſelve Hierarchiet, hvorved dettes Modſtandskraft overordentligt maatte ſvækkes, — men han kunde trygt vove at ſkride til de vigtige verdslige Reformer, med hvis Iverkſættelſe han viſtnok netop ventede, indtil den her omhandlede Sag var afgjort, og lykkedes det førſt at bringe dem i Stand uden Voldſomhed eller indre Uroligheder, kunde han og tale et beſtemtere Sprog til Hertug Erik, end hidindtil, og følge ſin egen Politik, uden at tage Henſyn til ham. Han forlod ſaaledes Bergen i de førſte Dage af April, tilbringende, ſom det ſynes, temmelig lang Tid paa Agvaldsnes og i Nærheden af Stavanger, viſtnok for at treffe de nødvendige Foranſtaltninger med Henſyn til Organiſationen og Beſættelſen af de der i Biſkopsdømmet liggende Capeller, af hvilke maaſkee enkelte endog nu førſt ſkulde indvies[25]. Endnu den 29de April var han paa de Kanter; men i Begyndelſen af Mai er han formodentlig ankommen til Tunsberg, hvor det berammede Mode med danſke Befuldmægtigede ſikkert er holdt, ſom det i det følgende ſkal omtales, uagtet intet nærmere derom berettes.

Den førſte Magiſter Capellarum, hvilken nu næſten var hævet til biſkoppelig Verdighed, var Provſten Finn Halldorsſøn, forhen Chorsbroder i Nidaros[26], der allerede i længere Tid havde foreſtaaet Apoſtelkirken i Bergen, og ſom ſaadan var Medlem af Raadet[27]. Ved førſte Øjekaſt kunde det ſynes beſynderligt at Kongen eller Aake Cantſler, der dog ſikkert havde det i ſin Magt at ordne det Hele ſom de fandt for godt, ikke gjorde Mariekirken i Oslo til det fornemſte af Capellerne og Provſten ved dens Capitel, altſaa Cantſleren ſelv, til Magiſter.Capellarum. Man kan vel heller ikke tvivle paa, at Aake helſt havde ønſket det ſaaledes, men Forholdene tillode det aabenbart ikke. Apoſtelkirken i Bergen var, om ikke egentlig ſom Kirke, dog ſom Sædet for et anſeet Chorsbrødre-Collegium, meget ældre end Mariekirken i Oslo; de fleſte af Capellerne laa i dens Nærhed, og desuden betragtedes vel Bergen endnu ſom en fornemmere Stad end Oslo, da den i faa lang Tid havde været Landets verdslige Hovedſtad og Kongernes fornemſte Reſidens. Denne Forrang kunde man ikke overſee uden maaſkee at vække Uvilje. Desuden fik Aakes Ferd herved ſaa meget mere Udſeende af at være uegennyttig. Cantſlerverdigheden, ſom han indehavde, holdt ham dog allerede nokſom ſkadesløs for dette Offer, om det kan kaldes ſaaledes, og vi ville ſenere erfare, hvorledes den endog kort efter udtrykkeligt forenedes med Provſte-Embedet ved Mariekirken.

Den 17de Juni, i Tunsberg, lod Kong Haakon den vigtige Forordning udgaa, hvorved de fornemſte af ham tilſigtede Reformer og øvrige Foranſtaltninger indførtes[28]. Der ſynes ikke at have været ſammenkaldt noget Høvdingemøde i den Anledning, ſaa meget mindre ſom det netop var St. Botolfs Dag, da Lagthingene holdtes rundtom i hele Norge, og de fleſte Høvdinger ſaaledes rimeligviis vare der tilſtede. Der nævnes ikke en eneſte gejſtlig eller verdslig Herre ſom ſamtykkende eller medbeſeglende; ej engang nogen Cantſler eller Vicecantſler ſees at have ſat det kongelige Segl for, men dette ſiges kun ſimpelt hen at være ſkeet „i Kongens egen Nærværelſe“, hvad enten nu Aake Cantſler ikke endnu var kommen tilbage fra Frankrige eller ej var tilſtede i Tunsberg; den eneſte, ſom nævnes, er Klerken Thorgeir Tovesſøn, der ſkrev Forordningen. Kongen ſynes ſaaledes at ville have haft denne Act alene betragtet ſom en Hirdſag, der kunde afgjøres ved hans egen Magtfuldkommenhed og ikke vedkom den almindelige Lovgivning. Paa den Maade maa den ogſaa være bleven betragtet af hans Mænd, thi man erfarer ikke andet, end at hans Befalinger lyſtredes uden nogen Proteſt, i det mindſte ingen af Betydenhed. I Indledningen til Forordningen paaberaaber Kongen ſig ſom Grund til dens Beſtemmelſer, „den Fremferd, adſkillige Mænd i hans og hans Broders Barndom og nu en Stund ſiden efter havde brugt mod Thegnerne, og ſom han hidtil formedelſt ſine mange Forretninger til Landets uopſættelige Tarv ikke ſaaledes havde kunnet henvende Opmerkſomheden paa, ſom han ønſkede“. Forordningens Hovedindhold er følgende:

1) Alle Syſler i Landet tages tilbage (naturligviis for at beſættes med dueligere eller paalideligere Mænd).

2) Hirdſtyrelſen vil Kongen herefter hovedſageligt ſelv overtage, men til ſin Lettelſe udnævner han Aasulf Aſlaksſøn til Merkesmand, uden dog derved at forringe Hr. Agmunds Verdighed[29]. Det mindre Segl (Secretum) overdrages Sira Ivar Olafsſøn, Cantſler (her menes Vicecantſler) med 15 Merkers Indtægt. Til Drottſete beſkikkes den ovenfor omtalte Hr. Asſur Jonsſøn[30], og til Fehirde, med 20. Merkers Indtægt, den throndhjemſke Chorsbroder Sira Erlend Styrkaarsſøn. Formodentlig maa denne Fehirde-Betjening være den ved Hirden, eller Forvaltningen af den egentlige Hof-Kasſe[31], da Forordningen ſelv ſenere udtrykkeligt omtaler Fehirderne i Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg paa en Maade, hvoraf man maa ſlutte at de vare forſkjellige fra Sira Erlend; man veed derhos andenſtedsfra, at den oftere omtalte Chorsbroder Sira Audun Raude paa denne Tid var eller blev Fehirde i Nidaros[32], og Sira Botolf Haakonsſøn i det mindſte ſtrax efter Sysſelmand og Fehirde i Bergen[33].

3) Jarle- og Lendermandstitlen afſkaffes herved ganſke, undtagen for Kongens Sønner og Jarlen paa Orknøerne; herefter ſkulde ſaaledes ingen kunne gjøres til Jarler uden disſe og aldeles ingen til Lendermænd; dog ſkulde de nu levende Lendermænd beholde Titlen og Verdigheden for Livstid. Det tilføjes udtrykkeligt, at naar nogen herefter raadede en ung Konge til at gjøre andre til Høvdinger end dem, der vare af Konge-Ætten, ſkulde de anſees ſom Landraademænd.

4) Enhver, ſom herefter modtager en Sysſel af Kongen, ſkal være pligtig at holde ham hundrede Mands Koſt af ſit eget Gods, ſaa længe han opholder ſig i hans Sysſel for at ſkifte Ret mellem Underſaatterne. Alle ſaakaldte Skylde-Gaver og Paalæg til Sysſelmændene, der ſtrede imod Lovbogen, og ſom hine derfor viſtnok kun med Urette havde tilegnet fra, afſkaffes. Enhver Sysſelmand ſkal, naar han kræver det, holde Kongen faa mange Mænd af hver Skibrede, ſom Hirdſkraaen foreſkriver, paa ſin Koſt og ſaaledes bevæbnede ſom Kongens egne „Svenne aa Vaaben“. De ſkulle ogſaa lade holde Vagt fra hver Skibrede hver Gang de ſaaledes komme til Kongen, ligeſom det ſkede i Kong Magnus’s Dage. Heraf ſeer man, at Sysſelmændene i den ſidſte Tid maa have ſøgt at unddrage ſig fra de dem paahvilende Forpligtelſer. For at Sysſelmændene ſkulle være ſaa meget mere paapasſelige og retfærdige mod Almuen i ſin Sysſel, vil Kongen herefter, naar han ikke ſelv kan komme, een Gang hvert Aar ſende to Mænd fra Kongsgaarden til hver Trediedeel af Landet (herved forſtaaes viſtnok hvert af de tre gamle Lagſokn), der ſkulle rejſe omkring og nøje underſøge Sysſelmændenes Opførſel mod Folket; befindes de at have faret lovligt og lempeligt frem mod Almuen, ſkulle de beholde Syſlerne ſaa længe de leve, og deres Sønner være fortrinsviis berettigede til at efterfølge dem. Hvis Sysſelmændene glemme eller vægre ſig ved at ſkaffe Ret, naar deres Mellemkomſt paakaldes, og Sagen derfor maa indbringes lige for Kongen, ſkal Sagøren tilfalde Kongen ſelv, ikke Sysſelmanden, med mindre denne godtgjør, at den Sagſøgtes Paaſtaaelighed eller lovligt Forfald hindrede Sagens Afgjørelſe paa Hjemſtedet. Den Skik, Sysſelmændene hidtil have haft, at udtage ſæreget Kongebrev for hver Sag, de have at afgjøre eller foredrage, afſkaffes. Enhver Sysſelmand ſkal engang aarligt forfatte en Fortegnelſe over dem, der i Aarets Løb ere blevne dræbte i hans Sysſel, tilføjende de nærmere Omſtændigheder ved Drabet, Drabsmandens Navn, hvor vidt noget Grideſted er krænket, om Viglysning har fundet Sted o. ſ. v., og ſende det hele i en Protocol[34] under ſit Indſegl til Kongen. — Hvis nogen Sysſelmand ſeer igjennem Fingre med at hans Svenne fare ulovligt frem mod Bønderne, ſkal han ſelv ſvare for deres Overtrædelſer, med mindre han kan tilſtrækkeligt beviſe at det ſkede uden hans Vilje; men da ſkal han aldrig mere have den Skyldige i ſin Tjeneſte.

5) De Riddere, der gjøre Opvartning, ſkulle være opmerkſomme og ſømmelige og holde ſig ſaa nær Kongen ſom muligt, undtagen naar han lader dem melde at han ønſker at være alene; enhver kan have een Sven paa Kongens Koſt, medens han gjør Opvartning; om han end er Sysſelmand, maa han dog ikke have flere.

6) Naar Sysſelmanden rejſer omkring for at ſkifte Ret i ſin Sysſel, ſkal Lagmanden rejſe med; de ſkulle have to Svenne paa egen Koſt og en Klerk, ſom ſkriver alle de Domme og Orſkurder, Lagmanden giver. Dommen gives Parterne beſkreven under Lagmandens Segl, men Sysſelmanden ſkal lade hver Dom eller Orſkurd indføre i en Protocol efter Originalbrevets Lydelſe, for at Dommene og Orſkurderne ej ſkulle glemmes. Klerken ſkal for ſit Arbejd have en gammel Ertog for hvert Domsbrev, med mindre Parten er ſaa fattig at han ej formaar at ud rede det, da ſkal han faa Brevet gratis; Sysſelmandens Klerk ſkal have det ſamme for de ſaakaldte Rettendebreve, udſtedte under Sysſelmandens Segl. Men for Beſeglingen betales intet. Foruden de 15 Mkrs. aarlig Indtægt, ſom Lagmanden hidtil plejede at nyde af Kongens Kasſe, ſkal han nyde ligeſaa meget af Bønderne, men ikke mere. Dette var den ſaakaldte Lagmands-Told, der altſaa nu for førſte Gang paalagdes. Tager Lagmanden Gaver for at fælde en urigtig Dom, har han forbrudt Livet, hvis Kongen ikke efter nærmere Underſøgelſe benaader ham. For at Lagmændene og Sysſelmændene ſaa meget bedre kunne ſørge for Almuens Tarv, ſkulle de, naar de længe have været fra Kongen, og de atter komme i hans Nærhed, indfinde ſig hos ham og forblive der i to Dage for at foredrage, hvad de maatte have at henſtille til Kongens Afgjørelſe; paa det at dette kan gaa des hurtigere fra Haanden og Kongen lettere ſætte ſig ind i Sagerne, ſkulle de have Hovedpuncterne ſkriftligt opſatte. De Klerker eller Skrivere, ſom Sysſelmændene og Lagmændene antage, ſkulle, forſynede med deres Vidnesbyrd, indfinde ſig hos Kongen og ſverge en ſaadan Eed om at røgte deres Hverv redeligt, ſom han foreſkriver dem. Dette var altſaa Begyndelſen til Antagelſe af eedſvorne Skrivere (Sorenſkrivere).

7) Alle de Breve, ſom hidtil have været udgivne i ſtørre Form (in majori forma), tilbagekaldes herved, med Undtagelſe af dem, hvorved der tilſtaaes haandgangne Mænd Tilladelſe til at ſidde roligt hjemme og ikke gjøre Opvartning. Hvilke disſe Breve forøvrigt vare, angives ikke, men ved at ſammenholde hermed et Par andre noget ſenere af Kongen udſtedte Breve, ſeer man at alle Gavebreve paa Jordegods eller faſte Ejendomme herunder maa have været indbegrebne, thi Kongen erklærer ſelv udtrykkeligt kort efter, „at han af forſkjellige Aarſager har tilbagekaldt under ſig alle bortſkjenkede Jorder, Gaarde, Møller efter andre Herligheder, indtil de, der maatte befindes at have gjort ſig fortjente dertil, fik nyt Brev derfor; kun ſkulde denne Tilbagekaldelſe ikke gjelde Mariekirken i Oslo“[35]. Af et andet Brev ſee vi, at ikke engang hans egen Svigerſøn Hafthor Jonsſøn undtoges, men at alle de Gaarde eller Gaardparter, Kongen havde givet ham i Medgift med Jomfru Agnes, vare blevne midlertidigt inddragne, og at Kongen benyttede denne Lejlighed til at ombytte dem med andet Jordegods[36]. Dette var altſaa en formelig Reduction, der viſtnok kom for mange ſom et Tordenſlag og ſatte Kongen iſtand til at ſvække mangen upaalidelig Herres Indflydelſe ved at fratage ham det ham tidligere givne Gods, medens det formodentlig faldt af ſig ſelv, at de Fortjente, det vil ſige Kongens troe Tilhængere, beholdt alt hvad de havde faaet, og det Hele med Henſyn til dem kun var en Formſag. Men det maa dog have været en nødvendig Følge af Beſtemmelſen, at der nedſattes en Commisſion for at prøve og afgive Foreſtilling om, hvo der havde gjort ſig fortjent til at faa fornyet Gavebrev, og hvo ikke. Og ſaa vidt man kan ſee, var denne Commisſion neppe ferdig med ſine Arbejder førend ſidſt i 1311, ſiden hiint Brev vedkommede Hafthor Jonsſøn er dateret 9de Januar 1312.

8) Sportlerne til Cantſler og Notarius for hvert Brev, der udgaar under Kongens Segl, beſtemmes ſaaledes: for hvert Sysſel-Brev tre Ører for hver Skibrede til Cantſleren og 1 Ertog til Notarius. For et ſtørre Varnader- eller Beſkyttelſes-Brev 1 Mk. til Cantſleren og til Notarius en Øre; for et mindre Varnader-Brev Mk. gl. til Cantſleren og Øre til hans Klerk. For et Landsviſtbrev tager Cantſleren i det højeſte 1 Mk. og Klerken 1 Øre; mindre i ſamme Forhold ſom det i Brevet faſtſatte Thegngilde og Fredkjøb er mindre. For Gride-Brevet tager Cantſleren 2 Ører og Klerken Øre. For Stadfeſtelſes-Breve paa Lagmænds Orſkurder, Domme eller andre Breve, der ſigte til Rettens Haandhævelſe, ſkal Cantſleren intet have, men Klerken en Ertog for ſin Umag og Ertog for ethvert andet Rettendebrev[37].

9) Da Hirden i Mindreaarighedstiden ikke har faaet af Kongedømmet, hvad den ſkulde, andre derimod igjen have forholdt Kongedømmet dets lovlige Rettigheder ved at udſtrække Ledings-Afkortningen videre end Loven og Hirdſkraaen tillader, lader Kongen nu alt Krav i ſaa Henſeende fare, men ſkjenker herved, Gud og Jomfru Maria og St. Olaf til Priis og Ære, og ſig ſelv til Sjælehjelp, ſamt „for at Gud ſkal forunde ham en god Arving efter ſig“ (viſtnok en Hentydning til, at han nu har tænkt at ſee ſig andenſteds om efter en Arving, end ved et Giftermaal mellem hans Datter og Hertug Erik), ham ſelv og alle hans Mænd til Glæde, 240 Merker Sterling til Indkjøb af Jordegods og Inventarium til et Hoſpital for ſyge og vanføre ubemidlede Medlemmer af Hirden; Bygningen vil Kongen ſelv lade opføre og ſkjenke Samt dertil ved Mariekirken i Oslo; hiint Indkjøb ſkal ſkee ved to af Kongen udnævnte Gejſtlige i Forening med to af Hirden valgte Mænd. Hertil ſkal for Eftertiden enhver, der bliver Ridder, give 3 Mkr. gl., hver ny Hirdmand og Herbergesſven 2 Mkr., Gjeſter, Kerteſvenne og Bordſvenne hver 1 Mk. gl., ſamt ellers enhver, hvad Gud maatte ſkyde ham i Hu. Heri ſkulle dog kun Hirdmænd og ringere Hoffolk paa Øſtlandet, ſøndenfor Dovre og øſtenfor Lindesnes, være berettigede til Optagelſe. Dør Kongen ſelv øſtenfor Lindesnes, ſkal Hoſpitalet arve hans Gangklæder og Seng med Tilbehør. Nogen lignende Indretning for de nordenfjeldſke invalide Hirdmænd omtales ikke. Det tilføjes kun ſenere, at de af Hirden, der maatte være blevne fattige eller vanføre nordenfor Lindesnes, ſkulle begive ſig til Bergen og de paa Øſtlandet til Oslo ſamt paa hvert Sted melde ſig hos Merkesmanden[38], der igjen ſkal forebringe deres Anliggende for Kongen, ſom da beſtemmer hvad Gud maatte indgive ham. Formodentlig ſkulde det her omtalte Hoſpital i Oslo træde i Stedet for det paa Varna, der ej ſynes at være kommet ret iſtand efter Beſtemmelſen; hertil er det viſtnok Kongen ſigter, hvor han ytrer at Hirden i Mindreaarighedstiden ikke har faaet ſin Skyldighed. — For øvrigt paalægges det Fehirderne i Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg hver Juul at udrede de haandgangne Mænd rigtigt deres Tilgodehavende: Hirdmændene baade Julegave og Sold (Maale), naar de gjøre Opvartning hos Kongen, men alene Solden, naar de ſidde hjemme; Gjeſterne ſin Sold, Kjerteſvennene Klædet til deres Kjortler, eller Klædets Verd, ſamt at lade Hirdſkraaen oplæſe for dem, at de des bedre kunne kjende ſine Pligter mod Kongen. Sysſelmændene tilholdes at iagttage paa det nøjeſte hver i ſin Sysſel, hvilke af de der værende unge Mænd maatte anſees verdige og ſkikkede til at optages i Hirden. Hvo, ſom anſøger om Optagelſe, ſkal medbringe et Vidnesbyrd fra vedkommende Sysſelmand om ſin Dygtighed, Opførſel og Ejendom. Uden ſaadant Vidnesbyrd nytter det ej at melde ſig. Bliver nogen optagen paa Grund af Vidnesbyrd, der fortier hans Mangler, og disſe ſiden opdages, ſkal han ſtrax have tabt ſin Verdighed, og den, der udſtedte Vidnesbyrdet, ſtraffes tilbørligt.

10) Vaabenvite (d. e. Mulct for ej at beſidde de foreſkrevne Vaaben) ſkal ikke paa nogen Maade eftergives. Vaabentolden[39] ſkulle i de førſte fem Aar to forſtandige Bønder indkræve og derfor indkjøbe Vaaben, ſom ved Udbud kunne gives dem, der tiltrænge dem; efter de fem Aar ſkal Vaabentolden falde under Sysſelmanden, der ogſaa ſtedſe ſkal oppebære Vejbøder.

11) Overdaadighed i Klædedragt, der nu gaar for vidt, forbydes, og ingen maa have anden Slags Klædeſnit, end Kongen ſelv og hans Svenne i Kongsgaarden. Hvo ſom overtræder dette Forbud, ſkal, om han er haandgangen Mand, miſte Verdigheden og Kongens Venſkab; hører han ej til Hirden, ſkal han betale den Pengebod, Kongen paalægger ham[40].

Til Slutning beder Kongen i Guds Navn alle de haandgangne Mænd, ikke at tale ilde om Kongen eller ſamtykke med dem, der tale ilde om ham: atter en kjendelig Hentydning til Hertug Eriks Intriguer, og dem, der holdt ſig inde med ham; heller, ſiger han, bør de forſvare ham med gode Ord, opføre ſig ſømmeligt mod hans Thegner, men dog kraftigt hjelpe Sysſelmanden i at refſe, naar det behøves. Han beder dem fremdeles om, at de formedelſt den Kjærlighed, de ſkylde Gud og Kong Magnus’s Afkom, ville ſtaa hans egtefødde Datter Ingebjørg troligt bi, om han ſelv dør, førend Gud forunder ham en anden Arving, hjelpe Dronning Euphemia til at nyde ſin Ret og haandhæve Anordningen om Rigsſtyrelſen.

I Forbindelſe hermed udſtedte Kongen viſtnok ogſaa flere ſærſkilte Forordninger eller Befalinger til nærmere Beſtemmelſe af enkelte Puncter. Et Par af disſe ere ſandſynligviis endnu til, nemlig en, der befaler, at Gulathings Lagmand, til hvis Embede Kongen har lagt nogle af Kronens Jorder og Indtægter, eengang om Aaret, ved St. Botolfsdagstid, paa Thinget ſkal oplæſe Lovbogen for Almuen og dømme ret efter Loven, og tilføjer, at enhver Bonde i hans Lagſokn ſkal betale ham aarligt 27 Øre i Lagmandstold under en Bod af 1 Mk. for førſte og andet Aar, han undlader det, og fuldt Brevebrud for det tredie[41]. Den anden beſtemmer: at naar Lagmanden rejſer om for at høre og afgjøre Sager, ſkal han have 4 Heſte i Landſkyds og fire Roskarle i Baadſkyds[42]. Forordninger af ſamme Indhold ſom hiin for Gulathingslagen, om Lagmandstolden, ere viſtnok ogſaa udſtedte til de øvrige Lagdømmer. Endelig ſynes Kongen nu paa ny at have indſkærpet Inſtructionen for Lagmændene og Sysſelmændene i Anledning af Erkebiſkop Jørunds Overeenskomſt med Kong Erik af 1291 (ſe ovf. S. 172—176). Dette var ligefrem et Svar paa den Bekræftelſe af Erkebiſkop Jons Statuter, der havde fundet Sted paa Conciliet i Oslo 1306[43].

Den ſtore Forordnings Slutningsord viſe vel, at Kongen, ſom ovenfor nævnt, nærmeſt vilde have den betragtet ſom en Hird-Anordning, og ſaaledes kun vedkommende Anliggender, over hvilke han havde uindſkrænket Raadighed; derfor udſtedte han den paa denne Maade, af egen Magtfuldkommenhed og lod den neppe anderledes lovtage, end ved at lyſe den paa Hirdſtevne, hvilket formodentlig og er Aarſagen til at den findes indført i ſaa faa Lovbøger. Men ikke des mindre greb den mere ind i Rigets offentlige og ſociale Forhold end noget ſiden Lovreformen under Kong Magnus udkommet Lovbud, idet den deels gav de ſidſte Levninger af det gamle Ætte-Ariſtokrati Dødsſtødet, deels gjorde alle dem, der helligede ſig til Hoftjeneſte og Statstjeneſte, da den eneſte Vej for Lægmanden til Ære og Magt, langt mere afhængige af Kongemagten end for, og navnlig ved at underkaſte de fornemſte Adminiſtrativ-Embedsmænd, Sysſelmændene, en umiddelbart fra Kongen ſelv udgaaende Control, centraliſerede Regjeringen mere end hidindtil, og gjorde Kongemagtens Indvirkning føleligere. Den allerede herſkende Betragtningsmaade af Statsforholdene gjorde at denne Forandring ſaaledes kunde ſkee ved et Magtſprog fra hans Side uden at møde nogen Proteſt i formel Henſeende. De fleſte fandt viſtnok, at naar han førſt havde Ret til at udnævne Sysſelmændene, havde han ogſaa Ret til at foreſkrive dem de Betingelſer, paa hvilke han udnævnte dem. Endog mod den ſaa radicale Beſtemmelſe, der afſkaffer den ældgamle Jarle- og Lendermands-Verdighed, og ſom upaatvivleligt maa have gaaet mange dybt til Hjertet, var der ikke noget videre at ſige, thi naar Kongen førſt havde Ene-Ret til at uddele Jarle- og Lendermands-Titlen, ſaa kunde han ogſaa undlade at gjøre Brug af den; og hvad enten han da ſtiltiende undlod det, eller ſom her, med tydelige Ord gav ſin Beſlutning tilkjende, blev dette hans Sag, hvori Ingen havde Ret til at blande flg. Heller ikke fandtes der vel nogen Nordmand fremſynet nok til at ane, hvor forſvarsløſt denne Ophævelſe af et højere legalt Slægts-Ariſtokrati vilde gjøre Norge i ſenere ulykkelige Tider, og at forſtaa, at den Umyndighed, hvortil Folket ved Gjennemførelſen af Kong Haakons Regjeringsprinciper vilde blive opdraget, ſeent eller tidligt maatte gjøre det uſkikket til at hjelpe ſig ſelv, naar det gjaldt. Kong Haakon indſaa det viſtnok aller mindſt ſelv; han troede ſikkert juſt ved disſe Foranſtaltninger at verne om Rigets Selvſtændighed og indre Velvære. Den umiskjendelige Stræben efter at befordre dette, ſom udtalte ſig i hans Bud, af hvilke mange ogſaa i og for ſig ſelv fortjene al Roos, og navnlig hans Iver for at beſkytte den Ringe og Svage mod den Mægtige maatte behage Mængden, ſaa at Forordningen viſtnok endog blev modtagen med Glæde. Hans Rundhed mod Hirden og Omſorg for dens Tarv kunde vel heller ikke andet end behage dennes Medlemmer og forſone dem med, hvad der ellers ikke ſaa ret ſmagte dem. De ældre Mænd, ſom allerede indehavde Lendermands-Verdigheden, kunde ikke beklage ſig over dennes fremtidige Ophævelſe, ſaa længe man ikke berøvede dem ſelv den; flere af dem maatte vel endog behage ſig i Tanken om, at de ej for Eftertiden vilde faa nye Ligemænd. Kun de ældſte Riddere, der nu ſtode for Tour til at blive Lendermænd, havde Grund til at beklage m„ men Kongen forſtod vel altid paa en eller anden Maade at holde dem ſkadesløſe. Herretitlen blev i det mindſte ikke ophævet.

At alligevel enkelte af dem gave ſin Misfornøjelſe tydeligt tilkjende, kan neppe betvivles, ligeſom man og kan være vis paa, at denne Forordnings Bekjendtgjørelſe var Løſenet for de Misfornøjede, der ej allerede havde lagt ſit Sindelag for Dagen, og ſom ellers ikke, naar det kom til Stykket, følte ſig modløſe, til at erklære ſig aabenbart mod Kongen og tye til Hertug Erik, ſom deres Fremtids Haab, om Beſkyttelſe. Navnlig maatte dette gjelde dem, der afſattes fra ſine Sysſelmands-Embeder uden Haab om at udnævnes paany, eller ved Reductionen befandtes uverdige til at faa de dem ſkjenkede Godſer tilbage. De fleſte af dem hørte vel til dem, der havde drevet det videſt i „at tale ilde om Kongen“, ſom det i Forordningen heder, og ſom vel allerede tidligere havde ført mangen en utilbørlig, hemmelig Snak med Hertug Erik om Kong Haakons Politik. Det var formodentlig iſær i denne Tid, da det tegnede ſig til at blive et alvorligt Brud mellem Kongen og Hertugen, at de flokkede ſig om denne. Blandt dem ſtøde vi førſt, ſom allerede oftere berørt, paa Hr. Bjarne Lodinsſøn; fremdeles nævnes en Thord Unge, hvis Ætt for Reſten ikke kjendes; endelig, ſom man maa formode, Baronen Hr. Agmund Dans[44]. Der var viſt ogſaa mange flere, men deres Navne ere os ej opbevarede.

Af Lendermænd eller Baroner var der for Reſten nu neppe ſaa mange tilbage, thi naar Kongen tænkte paa at afſkaffe Verdigheden, har han vel allerede i længere Tid været temmelig ſparſom dermed. En af de ſidſte, han udnævnte, maaſkee den aller ſidſte, ſynes at have været Snare Aſlaksſøn, der ikke kaldes Baron førend i Begyndelſen af 1308 og endnu beviisligt kun var Ridder ſidſt i 1305[45]. De øvrige, for ſaa vidt de nævnes, vare Bjarne Erlingsſøn, Thore Haakonsſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Jon Ivarsſøn, Agmund Sigurdsſøn, Merkesmand, Peter Andresſøn, formodentlig Søn af Andres Plytt, Velent af Stikle, om hvem for Reſten intet andet vides, Jon Ragnvaldsſøn, for ſaa vidt han ikke allerede paa denne Tid var død, Bjarne Lodinsſøn og Agmund Dans. Alle de øvrige Mænd, der nævnes med Herretitel, ere beviisligt kun Riddere, undtagen maaſkee Hafthor Jonsſøn, ved hvem det er noget tvivlſomt, om Kongen maaſkee i Betragtning af Svogerſkabet ſkulde have gjort ham til Baron før Faderens Død.

Paa en vis Maade kan man dog ſige, at Verdigheden i og for ſig vedblev, om end Titlen ophævedes; det var nemlig beſtemt i Hirdſkraaen, at Stallarerne og Merkesmanden ſkulde have Lendermandsverdighed; de, ſom beklædte disſe Embeder, kunde ſaaledes endnu ſiges at have Barons Rang. Hertil kom, at Kong Haakon havde tildeelt Provſten ved Mariekirken i Oslo Lendermands Rang og Chorsbrødrene Ridders; det ſamme havde vel allerede Kong Magnus tidligere beſtemt for Apoſtelkirkens Preſteſkab; hvad nu Provſt Finn angaar, da var han ved ſin Udnævnelſe til Magiſter Capellarum rykket op paa et endnu højere Trin end Lendermandsverdighedens, men Aake Cantſler vedblev dog ſikkert at beholde denne. Endelig blev det langt hen i Tiden, da Rigsraadet i Norge havde faaet en Organiſation nogenlunde ſvarende til det danſke og ſvenſke Rigsraads, ſtundom brugt at kalde et Rigsraadsmedlem Baron, fordi Rigsraadet i Norden paa det nærmeſte indtog ſamme Stilling, ſom Baronernes Kammer i det engelſke Parlement.

  1. Vidkunns Død 1302 omtales i de islandſke Annaler; Dødsdagen, 1ſte Mai, nævnes i Kalendariet Cod. Arnamagn. 733 qvart.
  2. I Brev af dette Aar nævner hans Enke Fru Jardthrud Paalsdatter ham ſom afgaaet ved Døden, og det ſom det ſynes, en rum Tid forud, Dipl. Norv. II. 85.
  3. Den ſidſte Gang, vi høre noget til denne Ætt, er den 10de April 1306, da Fru Katharina Ivarsdatter paa Logalo, Enke efter Hr. Gaut Gautsſøn, ogſaa kaldet Gaut unge, Syſter af en Hr. Eyſtein Ivarsſøn (ſom det ſynes, en gejſtlig Herre, ſee Dipl. Norv. I. 88), gjorde en Overeenskomſt med Biſkop Arne, hvorved hun paa Livstid thingede ſig Ophold i Biſkopsgaarden mod Skjenkelſe af betydeligt Jordegods, Dipl. Norv. II. 82. Allerede i 1288 havde Gauts Broder, Hr. Finn Gautsſøn, thinget ſin Søn Hr. Jon ſom Proventsmand ind i Munkelivs Kloſter (Munkelivsb. S. 79).
  4. Margrete omtales ſom død i Biſkop Arnes Brev af 5te Novbr. 1307, Dipl. Norv. II. 88; i 1308 gjorde Bjarne Erlingsſøn ſit eget Teſtamente, hvilket nedenfor nærmere ſkal omtales, og i dette ſkjenkede han Gaver for ſin Huſtru Margretes og ſin Søn Andres’s Sjæle; Andres Bjarnesſøns Dødsdag anføres i det nys nævnte Kalendarium, nemlig den 4de Juli; Aaret kjendes ej.
  5. Moderen, Fru Gyrid Andresdatter af Stovreim, maa have været en myndig Dame; man ſeer ſaaledes af Vidnesbyrdet af 6te Febr. 1309, Dipl. Norv. II. 93, at hun i 4 Aar havde beſtyret ſin Brodersſøns Gregorius Andresſøns Gods, ſaa meget mere beſtyrede hun vel ſin egen Søns. Da hun ſelv ikke blev gift med Vidkunn førend efter Auguſt 1291, kan Erling ej være fød før 1292.
  6. Se ovf. IV. 1. S. 479, 480, jfr. Arne Biſkops Saga Cap. 11.
  7. Bjarne nævnes i Brev af 1ſte Mai 1304 (Dipl. Norv. II. 73) og det foran Cantſleren, altſaa ſom Baron og viſtnok Medlem af Raadet, ſamt i Brev af 10de Decbr. 1305 (Dipl. Norv. III. 61), ligeledes blandt Baronernes og Raadsherrernes Tal.
  8. Se ovf. S. 212.
  9. I Flatø-Annalerne ſtaar der ved Beretningen om Hr. Lodins Tilbagekomſt til Norge i 1302: „og blev han da hængt“; en aldeles urigtig Angivelſe, hvilket nokſom fremlyſer deraf, at Lodin nævnes flere Aar efter; formodentlig have disſe Ord i den Original, hvorefter Flatø-Annalerne ere ſkrevne, været tilføjede i Margen med Henſyn til Audun Hugleiksſøn, der blev hængt i 1302, og ere af Flatø-Annalernes Skriver ved Skjødesløshed henførte til Lodin. Lodin af Bakke nævnes, ſom det vil ſees, ſeneſt i 1309 ſom Kongens højtbetroede Mand i Throndhjem.
  10. Annalerne for 1304.
  11. Erkebiſkop Einar havde, ſom ovenfor berettet, ſtuderet i Paris. Jon Flæming, der var Erkebiſkop Jørunds højre Haand, havde ligeledes ſtuderet i Paris og Orleans. I 1309 ſtuderede to bergenſke Chorsbrødre i Paris (Brev af 10de April 1309, Barthol. E. 512), ſenere ſtuderede Paal Baardsſøn, ligeledes Chorsbroder der, ſenere Cantſler og Erkebiſkop, i Paris og Orleans (Barthol. E. 107). I Auguſt 1317 laante en Olaf Eindridesſøn, der ſkulde drage udenlands at ſtudere, Codex og Pandecterne (eller ſom det kaldes Digestum vetus, Infortiatum og Digestum novuum) af Mariekirken i Bergen mod Løfte om at erſtatte deres Verdi, hvis de tabtes (Dipl. Norv. II. 129). Han ſaa ſig ſiden (i Juli 1320) nødt til at pantſætte dem i Flandern for en Gjeld af 16 Pund Sterling (Dipl. Norv. II. 138); da den for nævnte Paal Baardsſøn her var Vitterlighedsvidne, maa man ſlutte at Olaf ogſaa ſkulde til Paris. I Auguſt 1307 gjorde en upſalſk Chorsbroder, der ſtuderede i Orleans, ſit Teſtament; blandt Vidnerne vare Hr. Alfinn, Chorsbroder i Hamar (Dipl. Sv. 1557).
  12. Det ſiges udtrykkeligt i Laurentius Saga Cap. 15 at Magiſter Aake længe havde været udenlands ved Studium.
  13. Bjarne kalder ſig i Stilſtandsacten til Hegnesgavl juris civilis professor, ſe ovf. S. 230; Riimkrøniken ſiger om ham (thi at det er ham, der menes med Nordmanden Hr. Bärna, er aabenbart), at hans Navn var ſkrevet i Paris, og at han var „en Meſter i boglig Lærdom“ (bokalist).
  14. Viljam af Nogaret havde været „professor juris“ og Underdommer, ſiden var han bleven adlet, optaget i Raadet, og gjort til Ridder.
  15. Se Ducange, Artiklen „Milites literati“.
  16. At Snare Aſlaksſøn i det mindſte maa have interesſeret ſig for Skjønliteraturen, ſees deraf, at det eneſte nu exiſterende Haandſkrift af den norſke Overſættelſe af de (urigtigt) ſaakaldte Lais de Marie de France (ſe ovf. III. S. 1027) har tilhørt ham; hans Navn, formodentlig ſkrevet af han: ſelv, findes endnu der; ſe Strengleikar, udgivet af Keyſer og Unger i 1850, Fortalen. Snare ſynes at have havt hjemme paa Oplandene (Dipl. Norv. II. 126).
  17. Se herom ovenfor IV. 1. S. 600, 601.
  18. Dipl. Norv. I. 104.
  19. Dette ſiges udtrykkeligt i Pave Clemens’s Skrivelſe, ſe nedenfor.
  20. Hoſpitalet og Kirken paa Fane ſiges i Pave Gregor den 9des Bulle af 1228 (Dipl. Norv. II. 6) at være ſtiftet af Biſkop Arne i Bergen, men formodentlig har Biſkoppen kun anſøgt om Bekræftelſe paa Stiftelſen.
  21. Af Dipl. Norv. IV. 80, 81 ſees det, at Thysſisø Capell endnu ikke var indviet i 1305, ſiden Biſkop Arne, der fik ſin Conſecration den 5te December, anmodede Biſkop Erlend af Færøerne om at indvie det.
  22. N. gl. L. III. No. 21 (af 1ſte Januar, beſeglet af Aake), Dipl. Norv. I. 111, III. 71, II. 90, IV. 75, I. 121, N. L. III. 23. At Aake ikke nævnes ſom beſeglende førend den 5te April 1309, medfører ikke, at han ej var kommen hjem før, thi det kan blot være en tilfældig Omſtændighed, at han ej tidligere omtales: da Kongen, ſom det ſynes, havde overvintret i Bergen, er det højſt rimeligt, at Aake ogſaa havde tilbragt Vintren hos ham og allerede var kommen hjem i Løbet af 1308. Men den 30te Marts 1307, da Kongen i Oslo lod beſegle Retterbod III. 22 i egen Nærværelſe, uden Cantſler, og den 14de Septbr., da han lod Snare Aſlaksſøn beſegle Gavebrevet til Jon Raud og Retterboden No. 23, maa Aale have været borte. Om Vintren 1307—1308, indtil ud i April, var Kongen paa Veſtlandet, og imidlertid kunde Aake gjerne være kommen hjem, men da han ej har beſeglet Forordningen af 17de Juni 1308 i Tunsberg, ſynes man at maatte ſlutte, at han paa den Tid endnu ej var vendt tilbage, hvis man ellers ikke kan antage at han var i Oslo.
  23. Dipl. Norv. I. 113—115, efter Regesta Clem. No. 119, 120, 122.
  24. Regesta Clem. No. 121, trykt hos Suhm XI. 903.
  25. Vi finde ham paa Agvaldsnes den 10de og 12te April, Dipl. Norv. III. 71, II. 90; paa Njardarland (nu Nærland) i Heſtbø Skibrede i Ryfylke endnu den 29de April (Dipl. Norv. IV. 75), maaſkee i Beſøg hos Merkesmanden Agmund Sigurdsſøn paa Heſtbø; han lod det da udſtedte Brev endog kun beſegle med ſit Secret, hvilket antyder at han ej havde ſit ſtørre Segl hos ſig.
  26. Dipl. Norv. II. 96.
  27. Som ſaadan nævnes Finn i Brev af 12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64. Huitfeld og efter ham Lagerbring m. fl. fable om at Erik Valdemarsſøn af Sverige ſkulde have været Magiſter Capellarum: dette kommer alene deraf, at Huitfeld i ſin Opregnelſe af de Herrer, der medbeſeglede Fredsſlutningen i Kjøbenhavn af 17de Juli 1309 (S. 346), ſætter „Dominus Ericus Woldemari quondam regis Svecorum filius, Magister Capellarum nostrarum“, udeglemmende efter „filius“ „dominus Finno“, ſe Aftrykket efter Bartholiniana i Thorkelins Analecta og Dipl. Sv.
  28. N. gl. L. III. No. 25 S. 74 og 224, jfr. ovf. S. 375—378.
  29. I de faa Afſkrifter af Forordningen kaldes Agmund „Agmund Aſlaksſøn“, men da ingen Merkesmand af dette Navn omtales, tør man næſten formode at „Aſlaksſøn“ her ved en Skjødesløshedsfejl er indkommen fordi Aasulf Aſlaksſøn ovenfor omtales, og at der ſkulde ſtaa „Agmund Sigurdsſøn“ (af Heſtbø); denne nævnes nemlig udtrykkeligt ſom Merkesmand ved 1300, under Haakons Regjering, og han ſees ſtedſe at have nydt megen Anſeelſe. Vel ſtaar „Aſlaksſøn“ i alle Afſkrifter, men der er flere Omſtændigheder, der tyde hen paa, at de ſamtlig hidrøre fra een, temmelig ſlet Afſkrift, og at allerede Originalen har været utydelig. Saaledes ſinder man kun i to Afſkrifter „Sira Ivar Olafsſøn“ rigtigt benævnt; to have „Roar“, en tredie „Kar“. For øvrigt kjender man heller ikke videre til den oven omtalte Aasulf.
  30. Hr. Asſurs Udnævnelſe til Drottſete nævnes dog kan i en enkelt Afſkrift.
  31. Denne Fehirde kaldes og „den Fehirde, der ſidder i Gaarden“; Suhm XII. 35—37.
  32. At Audun Thorbergsſøn Raude, førend han blev Biſkop i Hole 1313, længe havde været Kongens Fehirde, ſiges udtrykkeligt i Laurentius Saga Cap. 31: da han, Hr. Peter Andresſøn, Lodin paa Bakke og Sigurd Jonsſøn i 1309 optræde ſom Kongens Befuldmægtigede i Thrøndelagen, er det klart, at han da maa have beklædt Fehirde-Embedet.
  33. Botolf nævnes ſom Fehirde i 1309 og ſenere: i Brev af 12te Jan. 1311 (Dipl. Norv. III. 93) kaldes han Sira Botolf Haakonsſøn, havende Sysſel og Kongens Magt med Fehirdſle i Bergen.
  34. En ſaadan Protokol kaldes her og nedenfor „Kvaterni“ d. e. egentlig et i fire Blade eller i Kvart ſammenlagt Ark.
  35. Kongebrev af 3die Septbr. 1311, Dipl. Norv. I. 131.
  36. Brev af 9de Jan. 1312 (ſſteds No. 132).
  37. Disſe betydelige Sportler maatte gjøre Cantſler-Embedet højſt indbringende. For det førſte havde han fin Len af 15 Mkr., der vel formodentlig har været anviiſt ham i Landſkyld af visſe Gaarde; dette kunde allerede ſvare til henved 1500 Spd. i Verdi; indeholdt nu f. Ex. en Sysſel fem Skibreder, gjorde dette allerede for et Sysſelbrev derpaa 15 Ører, eller over 150 Spdlr.
  38. Dette viſer at der har været een Merkesmand nordenfjelds (for Tiden Agmund Sigurdsſøn) og een ſøndenfjelds (Aasulf).
  39. Dette er Forordningens Udtryk; det ſynes at være eenstydende med „Vaabenvite“.
  40. Ogſaa Kong Philip af Frankrige havde i 1294 givet en Forordning mod Luxus i Klædedragt.
  41. Udateret Retterbod, men med Tunsberg ſom Udſtedelſesſted i N. gl. L. III. S. 143. Der ſtaar her at Kongen havde henlagt noget Krongods til Gulathings Lagſtol; dette er ikke anderledes at forſtaa, end at Lagmandens Indtægter, ſom de øvrige Embedsmænds, beſtode i Landſkyld. Det er en bekjendt Sag, at der til enhver Lagſtol var henlagt en vis Mængde Jordegods.
  42. N. gl. L. III. No. 24, S. 73. Vel ſiges det her at Brevet er udſtedt i Tunsberg i Kongens 8de Aar (1306—7), men da Materien ſtaar i nøjeſte Forbindelſe med hvad der forhandledes i Tunsberg 1308, og da der ej findes Tegn til, at Kongen har udſtedt noget andet Brev fra Tunsberg i 1306 eller 1307, bliver det rimeligſt at den højſt daarlige Afſkrift har læſt viiij (9d) ſom viij (8).
  43. Se det ovf. S. 173 i Noten Anførte. Haakons Bekræftelſe, om man ſaa kan kalde den, er dateret i hans tiende Regjerings-Aar, det vil lige, at den da blev oplæſt og ſamtykt af Almuen: men affattet kan den dog godt allerede have været under hans Ophold i Tunsberg 1308.
  44. Om disſe Mænd vil der ſtrax nedenfor blive handlet.
  45. Han nævnes ſom Baron i det for omtalte Gridebrev af 20de Marts 1308: i 1305 nævnes han efter Aake Cantſler, der altid nævnes efter Baronerne, altſaa var Hr. Snare da kun Ridder. Han ophører ſom Vicecantſler fra ſamme Tid, da han blev Baron, altſaa har han da formodentlig faaet Sysſel.