Det norske Folks Historie/6/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 493-501).

Medens Kong Haakon ſaaledes fjernede uverdige eller uduelige Mænd fra Beſtyrelſen, befeſtede ſin Magt indenlands og ſikrede ſig mod de Forſøg, Hertug Erik kan have gjort eller villet gjøre paa at rejſe en Oprørsflok imod ham, vare Underhandlingerne med Danmark viſtnok allerede begyndte. I det mindſte var den Tid omme, da norſke og danſke Befuldmægtigede ſkulde komme ſammen for at handle om Junker Nikolas’s Befrielſe, og der er ingen Grund til at antage, at den ej fandt Sted; tvert imod ſynes det, ſom allerede ovenfor ytret, at denne har dannet Begyndelſen til de egentlige Fredsunderhandlinger. Disſe maa have været langvarige og ivrige, thi man har endnu Skrivelſer, der udvexledes fra begge Sider, indeholdende Klagemaal over tilføjede Forurettelſer med Henſyn til Erſtatningsfordringerne, og man gaar her ſaa langt tilbage i Tiden, og dvæler ved ſaa mange Ubetydeligheder, at det næſten ſynes umuligt, at man nogenſinde ſkulde kunne komme til Enighed[1]. Det norſke Indlæg, der er affattet i Kong Haakons eget Navn, gaar lige tilbage til den Fred eller Stilſtand, der ſluttedes i Kjøbenhavn 1294 ved Fyrſt Vitſlavs Megling. „Vor førſte Bøn“, ſiger han, „er, at hvad der er forbrudt mod os og vore Mænd ſiden vor Broder Kong Erik og vi fore til Kjøbenhavn og Herr Vitſlav var hos, maa blive godtgjort, hvorimod vi tilbyde at gjøre det ſamme fra vor Side“. Der klages nu over, hvad der tildeels allerede ovenfor er berettet, at flere af de norſke Fyrſters Mænd, ſom de kaldes, men efter hvad man kan ſkjønne, egentlig af de Fredløſe eller disſes. Tilhængere, der med dem havde ſtillet ſig under den norſke Konges Beſkyttelſe, vare blevne deels fangne, deels dræbte under de Stilſtande og Tilſagn om Grid, der gik forud for Hovedſtilſtanden til Hegnesgavl 1295; at der, ſelv medens der underhandledes om denne i Midelfart, var ſkeet et ſvigagtigt Forſøg paa at forraſke Hunehals; at heller ikke Artiklerne i Hegnesgavl-Forliget vare blevne overholdte, og de Fredløſe ej havde faaet beholde det dem tilſikrede Gods, idet flere danſke Herrer voldeligen havde overfaldt dem eller deres Svenne, mishandlet og plyndret dem, og at dette Uvæſen ogſaa fremdeles havde holdt ved under de paafølgende Stilſtande og Underhandlinger, af hvilke det ved Skjelfiſkør 1300 aftalte, men, ſom man maa formode, egentlig førſt i Halland afholdte Stilſtandsmøde er det ſidſte, der i dette Brev berøres. Kong Erik derimod paaſtod at det var de Fredløſe, ſom ikke havde holdt ſig rolige, og klagede over at Kong Haakon havde brudt den tiaarige Fred til Søborg ved allerede Aaret derefter at gjøre et Krigstog til Danmark og brandſkatte de kongelige Bønder paa Thorseng; han dvælede iſær ved en Mængde Voldsgjerninger af Grev Jakob, de fleſte, ſom det ſynes, efter Søborg-Freden, da Grev Jakob, ſaa godt ſom huusvild, maatte hjelpe ſig ſom han bedſt kunde. Forhandlingerne om alt dette maa nødvendigviis have taget ſaa lang Tid, at de ej vilde være kunne blevne nogenledes tilfredsſtillende tilendebragte endnu inden Sommerens Udgang, hvilket de dog, ſom vi ville ſee, virkeligt bleve, derſom de ikke allerede havde taget ſin Begyndelſe omtrent ved den Tid, da der ſkulde dagthinges om Junker Nikolas’s Frigivelſe. De vilde vel neppe heller endda ſaa hurtigt være ſluttede, hvis ikke begge Kongers Stilling til de ſvenſke Hertuger nu havde tvunget dem til at møde hinanden paa Halvvejen. Endnu inden Udgangen af April havde Kong Erik paany begyndt Fiendtligheder mod Sverige, maaſkee endog ved den blotte Efterretning om Hertugernes ſvigagtige Ferd mod Kong Byrge, og førend denne endnu var kommen til ham. Man ſkulde endog formode at Kong Erik ikke engang ganſke havde opløſt ſin Hær efter Stilſtanden, da han nu paany lod den rykke ind i Sverige, og at han ſelv den længſte Tid havde opholdt ſig i Skaane, thi efterat han den 6te Februar havde været i Roeskilde, finde vi ham atter i Lund, laanende en betydelig Sum Penge af Borgerne i Aaoos[2]. Dette lader ſig og heel vel forklare deraf, at han, inden han aftakkede Hæren, maatte komme til Enighed med ſin Broder Chriſtopher, der ikke ſelv havde deeltaget i Stilſtanden, og hvem kun Tiltrædelſe til de deri opſtillede Betingelſer var forbeholdt; han har vel ogſaa for Sikkerheds Skyld ſøgt at forbedre og forſterke Slottet eller Skandſen ved Ødknaljung[3]. Chriſtopher maa han virkelig paa en eller anden Viis have taget til Naade, ſiden vi erfare, at Hertugen ledſagede den danſke Hær, da den nu faldt ind i Sverige, og det er øjenſynligt, at det maa være lykkets ham endnu at holde Broderen i Uvidenhed om ſit forræderſke Forbund med de ſvenſke Hertuger og beſmykke ſin ſidſte Ferd ſaaledes, at Erik deri ej troede at ſee noget dybt udtænkt Forræderi. Den danſke Hær ſynes atter at have været ſamlet ved Ødknaljung, ſaaſom den rykkede op ad den herfra langs Laga-Aa førende Vej forbi Markaryd ind i Sunnerbo Hered i Smaaland[4]. Omſtændigheder, ſom nu ikke længer kjendes, hindrede dog Kongen fra ſelv at være med; maaſkee ilede han tilbage for at modtage Kong Byrge[5]. Anførſelen over Hæren betroede han til Grev Henrik af Gleichen, der var boſat i Danmark og Medlem af Rigsraadet, ſaavel ſom Brødrene Hertug Valdemar af Jylland og Erik af Langeland, der ſaaledes i Haſt maa have været tilſtevnede[6]. Endog Hertug Chriſtopher fulgte, ſom ſagt, med, og ſkulde vel nu bringe de Danſke til at tro at han ikke var nogen Forræder. Men det var at forudſee, at under ſaadan Anførſel Hæren ingen ſynderlig Fremgang kunde gjøre; af alle Anførerne var det vel alene Henrik af Gleichen, der var Kong Erik oprigtigt hengiven. Anførerne laa endnu i Ljungby, henved en fem Miils Vej fra Markaryd, da Hertug Erik nærmede ſig med en liden, men udvalgt og tapper Hær; ſandſynligviis havde han i den Haſt ikke kunnet faa ſamlet alle de i forſkjellige Qvarterer fordeelte Lejetropper. Det kom ikke engang til Strid, men der aabnedes Underhandlinger, og allerede den 2den Mai ſluttedes der ved Verge Kirke (hvor rimeligviis Hertug Erik ſtod, omtrent en Miil nordenfor Ljungby) en ny Stilſtand. Desverre kjendes dens Artikler kun af et yderſt unøjagtigt og forvirret Uddrag[7]; men ſaa meget ſeer man deraf, at den blev indgaaet paa omtrent 16 Maaneder, eller indtil Mariemesſe ſidre (8de Septbr.) 1309, ſaaledes at Indbyggerne af begge Riger i den Tid gjenſidigt ſkulde kunne beſøge hinanden og handle med hinanden, undtagen de danſke Kongedrabsmænd; at den norſke Konges Mænd ſkulde nyde ſamme Tilladelſe til at beſøge Danmark, dog ligeledes Kongedrabsmændene og deres Tilhængere heri ej iberegnede, ſamt uden at dette ſkulde vedkomme de Breve, der for øvrigt vare vexlede mellem ham og den danſke Konge (heraf ſkulde det endog ſynes, ſom om Underhandlingerne allerede nu vare begyndte); den Misforſtaaelſe, der var opkommen om Dagthingningen i Ødknaljung (her menes, ſom man ſeer, Danekongens Paaſtand, at Dagthingningen ved Hertugernes ſtrax paafølgende Underfundighed mod Kong Byrge var bleven brudt), ſkulde afgjøres mellem Hertugerne paa den ene Side, og Kong Erik ſaavel ſom Kong Byrge paa den anden Side af Voldgiftsmænd valgte deels af Hertugerne, deels af Kong Erik. Denne Kjendelſe ſkulde afgives den 29de Auguſt 1309; til den Tid ſkulde Kong Erik møde i Ødknaljung, Hertugerne i Markaryd, og de opnævnte Voldgiftsmænd derpaa holde ſit Sammentræde ved Esringe Bekk[8]. Alle Fanger ſkulde imidlertid ſættes paa fri Fod, dog ſkulde de ſvenſke Giſler (formodentlig nogle, der vare ſtillede i Ødknaljung) forblive hos Kong Erik[9]. At denne godkjendte Tractaten, ſeer man af hvad Kongen ſelv ſiden ytrede[10], og deraf, at Stilſtanden virkelig blev overholdt fra danſk Side, om end mellemkommende Omſtændigheder foraarſagede, at det foreſkrevne Fredsmøde og Sagens Voldgift ej fandt Sted. I Tractaten nævnes Hertug Chriſtopher ligefrem blandt de danſke Underhandlere eller Befalingsmænd, altſaa maa Kong Erik nu virkelig have tilgivet ham. Formodentlig var det da for at lade ſaa meget ivrigere i ſin Broders Sag, at han paa Tilbagetoget afbrændte nogle ſvenſke Bygder, hvis det ikke ſimpelt hen var af Kaadhed, eller fordi han ej kunde ſtyre ſine Folk, der vel ikke vare ſtort bedre end han ſelv. I det mindſte høſtede han fortjent Utak derfor hos Broderen, og de ſvenſke Hertuger ſkulle ej have undladt at beklage ſig over denne Krænkelſe af Stilſtanden[11]. Hidtil var det ſaaledes lykkets Chriſtopher at ſkjule ſit forræderſke Forbund med de ſvenſke Hertuger, og derved at give ſin mislige Ferd en mindre graverende Forklaring, men efter at Underhandlingerne med Norge vare komne i Gang, maatte Forræderiet blive røbet, thi der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i ſin Tid var bleven deelagtiggjort i Hemmeligheden. Dette maa være Grunden til, at Kongen nu paa een Gang behandlede Chriſtopher med al den Strenghed, han fortjente. Han beſkyldte ham ligefrem for at have ſtræbt at berøve ham Frihed eller Liv, og ſkjønt Chriſtopher var frek nok til i Vordingborg Kirke at aflægge en Eed paa, at hvis det kunde befindes, at han havde tragtet efter Kongens Fængſel eller Død, ſkulde han aldrig blive Konge, hans Gods ſkulde være forbrudt, og han ſelv fredløs paa Livstid, hindrede dette ikke Kongen i at fratage ham Halland, hvorefter Chriſtopher flygtede til Hertugerne i Sverige. Kongen fremſatte ſiden ſkriftligt flere Klagepuncter imod ham, hvoriblandt udtrykkeligt disſe, at han havde lokket Kongens Mænd til ſig og holdt dem endnu mod hans Vilje; at han havde gjort fælles Sag med Rigets Fiender, Kongen af Norge og de ſvenſke Hertuger, at han efter Stilſtanden havde brændt hine Gaarde, ſom oven omtalt, og derved gjort Kongens Løfte til intet, at han paa Tilbagetoget havde berøvet danſke Krigsmænd deres Heſte og andre Ting, ſamt endelig, at han havde lagt Raad op om at fange og dræbe Kongen og lagt alle dennes Venner for Had, men kaſtet ſin Yndeſt paa hans Fiender[12]. I Sverige blev Chriſtopher neppe modtagen uden med kold Høflighed, da han nu, berøvet ſine Beſiddelſer, ſnarere maatte falde Hertugerne til Byrde end kunne være dem til nogen Gavn, og Afbrændelſen af de ſmaalandſke Bygder endnu ikke kunde andet end være i friſkt Minde; vi finde ham ingenſteds omtalt blandt Hertugernes Omgivelſer, og de have ſaaledes neppe ønſket at have ham hos ſig.

Førend Kong Haakon nu lod det komme til offentligt Brud med Hertug Erik, vilde han dog endnu forſøge en fredelig Udjevning; han anmodede ham derfor ſkriftligt om at møde ham ved Elven, for at de perſonligt kunde afhandle, hvad der var dem imellem. Erik efterkom Anmodningen, og Mødet fandt Sted om Sommeren, ſandſynligviis ſtrax efter at Kongen havde udgivet den oven omtalte Forordning[13], paa Munkeholmen, en Caſtellekloſtret i Kongehelle tilhørende Ø i Elven ſtrax øſtenfor eller ovenfor Ragnhildarholmen. Hertugen, fortælles der, ſmigrede ſig endnu med Haabet om ſnart at faa Kongedatteren Ingebjørg til Egte. Men Kongen fordrede aldeles beſtemt, at han ſkulde tilbagegive Hunehals, Vardberg og Kongehelle med Tilbehør[14], og da Hertugen lige ſaa beſtemt vægrede ſig derved, blev Kongen forbitret, og de ſkiltes ad i Vrede. Riimkrøniken ſynes endog at antyde, at Kongen gjorde et Forſøg paa at faa Hertug Erik tagen til Fange, men at Hertugen undgik det ved at ride til Baagaſund (ved Elvebakken) og der ſætte over Elven[15]. Siden forſterkede han Beſætningen paa Kongehelle Slot og ſendte mange raſke Krigere derhen, ſaa at han havde det bedſte Haab om at det ſkulde kunne holde ſig, hvis Haakon belejrede det. Sigge Hallſteensſøn var fremdeles Befalingsmand[16].

Da ſaaledes ethvert Haab om en mindelig Afgjørelſe med Hertug Erik var forbi og Bruddet var erklæret, hindrede intet længer Kong Haakon fra at indgaa Forbund med Danmark, og det maatte være ønſkeligt for begge Parter, at dette ſkede jo før jo heller. Nu bleve derfor alle Vanſkeligheder i Haſt overvundne, og allerede den 29de Auguſt kunde Geſandter fra Kong Haakon, nemlig Biſkop Helge i Oslo, Hr. Erik Valdemarsſøn af Sverige og Vicecantſleren Sira Ivar Olafsſøn, der her kalder ſig ret og ſlet Chorsbroder i Bergen, i Kjøbenhavn ſlutte en foreløbig Tractat med Danekongen, indeholdende følgende Artikler:

1. Der ſkal være ſtedſevarende Fred og fuldſtændig indbyrdes Sikkerhed mellem begge Riger.

2. Kong Haakon ſkal give Kong Byrges Søn Junker Magnus ſin Datter Ingebjørg til Egte.

3. Kong Haakon ſkal, hvis han ingen egte Sønner faar, indſætte hende til Norges Arving. Faar han en egtefød Søn, ſkal han give Junker Magnus en Medgift med hende af 6000 Mkr. Sølv, og en lige ſaa ſtor Sum ſkal Kong Magnus give hende i Morgengave, det vil ſige i Godſer eller ſikre Indtægter. Men arver Magnus Riget, ſkal han give hende 8000 Mit. brændt Sølv i Morgengave, hvorfor Kong Erik og hans troe Mænd ſkulle gaa i Borgen.

4. Kong Erik erkjender ſig forpligtet og lover af al Magt at hjelpe til, at Kong Byrge atter kommer til Regjeringen i Sverige, og at hans Søn Junker Magnus bliver hans Efterfølger.

5. For at Freden kan knyttes deſto faſtere og al Tviſt deſto ſikrere bilægges, vil Kong Erik overdrage til Kong Haakon, ſom Fyldeſtgjørelſe for hans mødrene Gods, beliggende i Danmark, endeel Ejendomme og Indtægter i Halland nordenfor Ethre-Aa, og den øvrige Deel af Landſkabet nordenfor Ethra, nemlig fire Hereder, vil han give ham i Leen med alle de Rettigheder, Beſiddelſer, Friheder og Tilbehør, hvormed Grev Jakob havde det; dog ſaaledes at Kongen af Norge ſkal aflægge Danekongen Leenshylding derfor og paa Opfordring gjøre ham og Danmarks Krone Krigstjeneſte med ſamme Hereders Mænd, dog ſaaledes at de om Danekongens Faders Drab Overbeviiſte, deres Arvinger og Tilhængere ej maa ſamle ſig der, hvorimod den danſke Konge troligen og af al Magt ſkal hjelpe Norges Konge til at ſelve Herederne og de derværende Slotte gjenvindes ham til Haande.

6. Paa Kong Haakons Forbøn indrømmer Danekongen af ſær Naade, at de ni om at være ſkyldige i hans Faders Drab overbeviiſte Mænds Huſtruer og Børn, ſaavel ſom ſamme ni Mænds Tilhængere og deres Børn, hvilke vitterligen til Straf for deres Forbrydelſer havde miſtet ſit Gods, førend de aflagde Hylding til Norges Konge, ſkulle faa nyde og bruge ſit mødrene Gods men ej mere; men alle deres øvrige Tilhængere og deres Huſtruer og Børn, der endnu ej havde miſtet ſine Ejendomme, førend de kom til Norge og gik i den norſke Konges Tjeneſte, ſkulle kunne blive i Riget og nyde og bruge baade ſit fedrene og ſit mødrene Gods, dog kun for ſaa vidt de ſtille Kongen antagelig Caution; de øvrige ſkulle ſælge ſine Ejendomme og med de indløſte Penge begive ſig ud af Riget. Lige ſaa ſkulle de ni Lovfældtes Huſtruer og Børn altid være udenfor Danmark og inden tre Aar have ſolgt de Ejendomme, de ifølge det foranførte faa beholde. Med Henſyn til de øvrige forbeholder Kongen af Danmark ſig at beſtemme efter ſin Vilje og Naade, hvo af dem der ſkulle faa blive i Riget med ſine Ejendomme, hvo der ſkulle opholde ſig udenfor Riget, men dog oppebære Indtægterne af Ejendommene, og hvo der endelig ſtedſe ſkulle være udenlands og ſælge ſine Ejendomme.

7. Kong Erik tillader, at naar der videre ſkal forhandles mellem ham og Norges Konge (ſe nedenfor Art. 10), ſkal Grev Jakob kunne viſe ſig for ham tilligemed denne.

8. For at der intet Tviſte-Emne ſkal være tilbage, vil Norges Konge gjøre fuldſtændigt Afkald paa ſine mødrene Ejendomme, hvorom der hidtil ſaa hyppigt har været ſtredet, hvor ſom helſt de maatte være beliggende i Danmark, ſaaſnart han har modtaget de fire ovennævnte Hereder i Halland.

9. Kong Erik lover at afſtaa til Hr. Erik Valdemarsſøn alt dennes mødrene Gods i Danmark, hvor han ſkjelligen kan paaviſe det at være beliggende.

10. Det beſtemmes endvidere, at Norges Konge og Danekongen førſtkommende St. Barnabæ Dag (11te Juni 1309) perſonligen ſkulle komme ſammen ved Iſefjorden i Sjæland for at bringe alt det her omhandlede i Udførelſe.

11. Til deſto ſikrere Overholdelſe af disſe Puncter underkaſter Danekongen ſig i Overtrædelſes-Tilfælde Biſkoppen af Oslos Dom, og Norges Konge igjen Biſkoppen af Roskildes, ſaaledes at endog Bannsſtraf kan anvendes imod dem, indtil Mangelen er rettet.

12. Danekongen lover, at Kong Byrge ſkal ſkaffe pavelig Dispenſation til Giftermaalet mellem Junker Magnus og den norſke Konges Datter[17].

  1. Disſe merkelige Indlæg findes meddeelte i temmelig udførligt, men ſom ſedvanligt, ſkjødesløſt Uddrag hos Huitfeld I. S. 339 flgg.; derefter ere de igjen aftrykte i O. Worms Tillæg til Peder Clausſøns Overſættelſe af Snorre, ſaavelſom hos Suhm XI. 576 flgg. Skade, at Originalerne ikke længer findes, eller at man i det mindſte ikke veed, hvor de ere. Af Huitfelds Uddrag ſees tydeligt, at Kong Haakons Indlæg maa have være ſkrevet paa Norſk. De der omtalte Enkeltheder ere ovenfor paa de tilhørende Steder benyttede.
  2. Suhm XI. 560, 567. Aaoos er, ſom bekjendt, nu Aahuus ved Helgeaaens Oos eller Udløb ſøndenfor Chriſtiansſtad.
  3. Dertil behøvede han vel for en Deel de af Aaoſingerne laante Penge. Thi at Slottet ej af Hertug Erik var ødelagt, eller og, om ſaa var, atter blev opført, ſees deraf at det omtales i 1316, Scr. r. D. III. 283.
  4. Dette ſees deraf, at den ſtandſede ved Ljungby, og at Stilſtanden ſluttedes ved Berga Kirke. Fra Ødknaljung, nu Ørkelljunga, gaar Vejen over Fagerhult til Markaryd, derfra forbi Simma, Ljunga og Kaarma til Ljungby ſamt videre over Berga til Bernamoo ved Søen Vidøſtern. Dette er en af Hovedvejene ind i Smaaland.
  5. Forliget ſluttedes nemlig 2den Mai, og 1ſte Mai var Erik i Knardrup i Sjæland (Suhm XI. 567). Riimkrøniken taler ogſaa om „Anførerne“, der laa ved Ljungby. Imidlertid lader det dog til, at Erik ved Indmarſchen havde været med, thi i hans ſenere Klager over Hertug Chriſtopher heder det: „der vi kom udi Halland fra Toget, er Vores berøvet deres Heſte og anden Deel“. Det er heller ikke ſaa afgjort at Huitfelds Angivelſe af Stilſtandsdagen (Dagen efter Philippi og Jacobi Dag) er rigtig.
  6. Disſe, ſaavel ſom Hertug Chriſtopher, optræde nemlig ſom Underhandlere i Berga-Forliget. Riimkrøniken nævner Greven af Holſten og Hertug Valdemar; den forvexler her aabenbart Greven af Gleichen med Greven af Holſten.
  7. Nemlig hos Huitfeld 337. Allerede Begyndelſen er dunkel; der blev, heder det hos Huitfeld, forhandlet ved Hertug Chriſtopher og Hertug Valdemar, Hr. Erik og Grev Henrik, paa Kong Byrges Vegne, mellem Kongen af Danmark og hans Anhang paa den ene og Hertugerne af Sverige paa den anden Side; dette ſeer næſten ud ſom om Byrge, repræſenteret ved Chriſtopher, Valdemar, Erik og Henrik, er optraadt ſom Megler mellem Hertugerne og Danekongen, og ſaaledes har Fabricius taget det, Studien I. S. 33; men naar man kjender lidt nøjere til Huitfelds Maneer, og derhos tager Forholdene i Betragtning, ſaa ſeer man at Meningen ſimpelt hen er den, at hine fire Herrer underhandlede „til Bedſte for Kong Byrge“, „i hans Sum„ men derimod paa Danekongens Vegne og ſom hans Repræſentanter, mellem ham og de ſvenſke Hertuger. Strax efter ſtaar der „at fra den Dag o. ſ. v. ſkal der være Stilſtand mellem Kong Byrge af Sverige, og dem deres Mænd og Anhang, og imellem forbenævnte Hertuger af Sverige“ &c. — læs kilet forſtaa: „mellem Kong Byrge, Danekongen og deres Mænd paa den ene, og Hertugerne af Sverige paa den anden Side“.
  8. Dette maa formodentlig være Grændſe-Aaen mellem Ødknaljung og Markaryd, ved Kruſſjøn.
  9. Tractaten omtales kun løſeligt i Krøniken hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 64, ſaaledes: Henved Paaſke herjede Hertugerne Halland, eg efter at have ſluttet Stilſtand paa halvandet Aar (egentlig kun eet Aar og fire Maaneder) vendte de tilbage. Hvilken Herjen af Halland her menes, er ikke godt at ſige. Sandſynligviis ſigtes her kun til Lejetroppernes Uſtyrlighed.
  10. I Klagen over Chriſtopher ſiger nemlig Kongen udtrykkeligt „at han efter Stilſtanden paa Hjemrejſen har brændt Byer og gjort vort Løfte til intet“.
  11. Dette ſiger rigtignok kun Huitfeld, og det er muligt, at han her alene fremſætter ſin egen Gjetning.
  12. Huitfeld S. 338.
  13. Den 17de Auguſt vare Hertugerne paa Viſingsø, den 24de paa Skærkind, ſom det ſynes endnu øſtligere; Kongen derimod var den 22de i Oslo; formodentlig har da Erik i Løbet af Juni begivet ſig til Kongehelle, og Kongen derimod ſtrax efter 17de Juni, da Forordningen udgaves, rejſt til Elven ſamt ladet Hertugen kalde til Møde paa Munkeholmen.
  14. Riimkrøniken nævner kun Kongehelle, Huitfeld kun Vardberg og Hunehals; af de ſenere Forhandlinger ſees, at der maa have været Tale om alle tre Slotte, hvilket ogſaa ligger i Sagens Natur.
  15. Udtrykkene ere noget dunkle, der ſtaar: „då wille konungen hafwa honom belagt, då wardt detta hertug Erik ſagdt; hertugen hade än huſet då; herr Sigge war där ſörman uppå; hertugen reed till Bågaſund, och foor der öfwer en liten ſtund och räddes ej ſidan hans wrede; och ſommaren war då detta ſkedde; Kunghella wardt då wäl mannat; hertng Erik hugde ej annat än fangen wille huſet winna: då tog han ſig at förfinna att der woro raſke hälede uppå, och det war illt något af dem att få“. Ved „belagt“ forſtaaes egentlig kun „belejret“, og Meningen er maaſkee alene den, at Kongen ſtrax vilde have belejret Erik paa Ragnhildarholms Slot, og at denne, af Frygt for at blive fangen der, ſkyndte ſig bort, men ſiden betænkte ſig, at Slottet dog nok kunde holde ud.
  16. I Udgaven af Riimkrøniken ſtaar „Fikke“, aabenbart Fejllæsnlng for „Sigge“, der ſelv kalder ſig Befalingsmand i Kongehelle Slot den 29de Decbr. 1307; (sigge, maaſkee ſkrevet sicke, kunde let læſes ſom figge, ficke).
  17. Huitfeld S. 343 Dipl. Sv. No. 1628. Tractaten er her dateret 1ſte Juli 1309, men at der her maa være indløbet en Fejltagelſe, vil nedenfor blive viiſt.