Det norske Folks Historie/6/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Overeenskomſten var ſluttet og den venſkabelige Forbindelſe med Danmark ſaaledes indledet paa det bedſte, ſamlede Kong Haakon en temmelig betydelig Styrke og drog ned til Kongehelle, for med Magt at tage Ragnhildarholms Slot tilbage. Det maa have været ſidſt i September, thi endnu over Midten af denne Maaned var Kongen i Oslo[1]. Men Hertug Erik havde ſørget ſaa godt for dets Udruſtning, at Kongen ikke kunde vinde det, uagtet han laa der i ſamfulde fem Uger[2]. Men nu gav Grev Jakob ham det Raad at anlægge et andet Slot længere oppe i Elven, paa den oftere omtalte, ſom Halvfylkesthingsplads benyttede lille Ø Elvebakken eller Baagaholmen, ſaa kaldet efter Gaarden Baage paa Nordſiden af Elven, og beliggende ikke langt fra det Sted, hvor Elven, kommende nordenfra, deler ſig i de to Arme, der omgive Hiſingen, altſaa paa et Sted, hvorfra man endnu langt bedre kunde beherſke Elven, end fra Ragnhildarholmen[3]. Det er beſynderligt nok, at man ikke for havde fundet paa dette; nu indſaa Kongen ſtrax, hvor nyttigt det var, og lod i Haſt opbygge en Borg af Træ, over hvilken han ſatte Grev Jakob til Befalingsmand. Dette var Begyndelſen til det ſiden ſaa berømte Baagahuus eller Baahuus Slot, ſom det efter Øen og Gaarden, paa hvis Grund det anlagdes, blev kaldet. Det var tydeligt nok Kongens Henſigt at gjøre det ſterkere og opføre det af Steen, men nu gjaldt det at ſkynde ſig, og derfor byggedes det for det førſte af Træ, formodentlig ſom en Klynge af Blokhuſe. Og at det allerede ſom ſaadant gjorde de Hertugelige betydeligt Afbrek, og at Grev Jakobs Raad ſaaledes var meget vel betænkt, viſe nokſom de naive Beklagelſer derover af Riimkrønikens ſamtidige Forfatter. „Huſet“, ſiger han, „gjør dem Vaande, der fare op og ned ad Elven; det, man beder om, er ej altid godt;

den der till rådde att byggja det opp,
lön take han i helvetes pott!“

Kong Haakon var imidlertid dragen hjem, og ſom det lader allerede nu ved Vintrens Begyndelſe til Bergen, for der at drive paa ſtørre Udruſtninger[4]. Han ventede formodentlig ikke, at Hertug Erik førend til næſte Vaar vilde begynde Fiendtligheder. Men hvis ſaa var, da tog han ſtorligen fejl. Hertug Erik ventede kun, til Froſten var indtraadt, og Iſen havde tillagt Vandene; da ſamlede han i Haſt en Krigsmagt, brød ind i Norge, og ſtandſede ikke førend han kom til Oslo. Alle de misfornøjede norſke Høvdinger vare med[5], hvad enten de nu førſt ſluttede ſig til ham eller allerede havde opſøgt ham i Sverige. I Oslo ſynes man ſlet ikke at have været forberedt paa hans Ankomſt, ſaa at Byen med Lethed faldt i hans Hænder. Viſtnok afkaſtede Nordmændene, ſom der ſiges, en Bro for at ſtandſe hans Fremtrængen, men uden at det nyttede ſtort; det er dog vanſkeligt at paaviſe, hvilken Bro dette ſkulde være, ſom de afkaſtede, førend Hertugen naaede Oslo; ſnarere ſkulde man antage at her menes Broen ved Foſs, der endnu var den nederſte og ſaaledes nærmeſte Overgang, man havde over Fryſja eller Akers-Elven, og ſom det er rimeligt at de i Oslo liggende Stridsmænd, der ej følte ſig mandſterke nok til at oppebie Eriks Angreb paa aaben Gade, afbrøde, idet de ilede over til den anden Side for at kaſte ſig ind i Akershuus Slot[6]. Thi dette forſvarede M„ ſaa at han formeligt maatte belægge det. Imidlertid herjede han Oslo Hered og brandſkattede Byen, ſom maatte udrede ſtore Contributioner. „Det kjende de, ſaa længe Norge ſtaar“, ſiger Riimkrøniken, „at Hertug Erik var der; det tykkes dem end ſom om han foor der;“ han lagde ſig for Akershuus, uden at bryde ſig om hvad Kongen ſagde[7], han gjorde Riddere og holdt prægtigt Hof, uden at ræddes det mindſte for Nordmændene; Stadens Indbyggere maatte gjøre hvad han bød, der var ej andet for, thi Slottet og Byen adſkilles kun ved en liden Sø-Viik; Staden var da tilſtrækkeligt riig;

„och gerde hwat hans fogde ſade;
hwad det war, han å dem lade,
det ſkole allt till reda wara
ſwå framt ſom de wille wäl fara;
de bryggde och bakade dag och natt,
och redde koſt och intet war fått (mangelagtigt),
af landet togo de ſwin och nöt,
heſtafoder ſwå att enkte tröt“.

Belejringen for Akershuus vedvarede til ind i Julen, uden at Hertugen kunde indtage det. Det var ogſaa til ſtor Hinder for ham at han faldt i en alvorlig Sygdom, der endog ſynes at have truet hans Liv. Han havde vel, ſiges der, en Læge med, der frelſte ham ſaa vidt at han var uden Fare, men han blev dog ikke paa længere Tid fuldkommen raſk. Imidlertid grebe Bønderne i flere Landſkaber omkring Oslo til Vaaben for at jage de ubudne Gjeſter bort. Paa et Sted ſiges der, at det var Lidungerne eller Indbyggerne af Lider (Lier) ved Dramn, ſom ſaaledes rejſte ſig mod de Svenſke, paa et andet Sted at det var Oplændingerne[8]; dette er vel at forklare ſaaledes, at Bønderne fra Ringerike (med Modeim o. ſ. v.), der hørte til Oplandene, og de i Lider forenede ſig og droge ind til Oslo, de ſidſte i Spidſen. Den hele Bondehær ſkal have været 3000 Mand ſterk, et for de Tider betydeligt Antal. Det kaldes ogſaa af den ſvenſke Riimkrønike-Forfatter „en diger Skare“. Da de Svenſke i Oslo eller rettere Tydſkerne — thi den ſtørſte Deel af den ſvenſke Hær beſtod vel af Eriks tydſke Ryttere — fik høre at de nærmede ſig, ſtege de til Heſt og ſkyndte ſig imod dem. De vare da netop komne over Broen ved Nedre-Foſs, et Tegn paa, at det maa have været deres Henſigt at overrumple de Svenſke. Det var netop i Julen[9]; maaſkee gjorde de Regning paa at de Svenſke under Julelyſtigheden ej holdt ſaa nøje Udkig, iſær da Hertugen var upasſelig; nær ſynes det og at have lykkets dem at komme ubemerkede til Byen, ſiden de allerede førend de Svenſke mødte dem havde naaet ſaa langt. Her blev der nu et heftigt og blodigt Slag, hvis Udfald dog beſkrives noget forſkjelligt af de tvende Forfattere, der have efterladt os en Beretning derom, den islandſke Annaliſt og den ſvenſke Riimkrønikeſkriver. Hiin ſiger at der faldt ikke fuldt tredive af Nordmændene, men at man ej vidſte nøje hvor mange der faldt af de Svenſke, og at Hertugen flygtede tilbage til Sverige. Denne ſiger, at Nordmændene faldt ſom Græs for Bondens Ljaa, ſaa at man lagde dem i Dynger, og at de ſom ønſkede at frelſe ſit Liv, flygtede, men at de Svenſke toge mange Fanger. Med Fangerne ſynes det at have haft ſin Rigtighed, og at de uøvede Bønder kom til kort i en Kamp mod hvad man kunde kalde regulære Tropper, var højſt rimeligt; alligevel ſynes de at have kæmpet meget tappert, og ſelv den ſvenſke Forfatter erkjender „at Ingen bør give dem Laſt; de havde gjerne verget ſit Land, og om det gik dem uheldigt, ſaa var det ikke deres Skyld“. Da det nu er ſikkert nok, at Hertugen ikke længe efter forlod Byen, har man dog al Grund til at tro, at Kampen med Bønderne dog har været ſaa haard, at Hertugen ej vilde oppebie et nyt Angreb, og at Henſigten med deres Tog ſaaledes dog, naar alt kommer til alt, opnaaedes. Den ſvenſke Forfatter ſiger rigtignok at det kun var Sygdommen, der bragte Erik til at drage hjem; den var visſelig en medvirkende Aarſag, men man maa dog antage, at hvis man havde ladet ham ganſke uforſtyrret i Oslo, vilde han nok være bleven der længere, indtil Feſtningen var indtagen. Medtagende alle Fanger, tiltraadte han nu Tilbagetoget, og brandſkattede og herjede Landet, hvor han kom. „Saaledes ſkiltes de ved Nordmændene“, ſiger Riimkrøniken, „at jeg tror de mindes det endnu“[10]. Nøjagtigt veed man ikke Tiden, da Hertugen forlod Oslo; det kan dog ikke have været efter Udgangen af Januar[11].

Nordmændene forfulgte dem vel ikke, men de gjorde dog ſtrax efter et Tog ind over den ſvenſke Grændſe, for at hevne den lidte Skade. De ſamlede ſig ſammen, fortæller Riimkrøniken, og ſagde til hinanden indbyrdes: „ſkulle Gøterne gjøre ſig lyſtige over at de have brændt vort Land? Det vilde længe være os til Skam og Skade, og al Verden vil ſpotte os, hvis vi ej finde paa Raad; vi ville brænde hos dem paa lignende Viis, ſaa at Skaden ſeent ſkal bødes“. Den ſamlede Skare drog derpaa afſted under Anførſel af Ridderen Hr. Ivar Jonsſøn[12], ganſke viſt den før omtalte Søn af Hr. Jon Ivarsſøn og Broder til Hr. Hafthor Jonsſøn, Kongens Svigerſøn. Maaſkee var det ogſaa ham, ſom nys havde faaet Bønderne til at gribe til Vaaben og ført dem til Oslo. Han brød nu med ſin Skare ind i Dalsland, og Nordmændene brændte, ſiges der, et Hered ſaaledes at ikke et Huus ſtod tilbage; de kom vel beholdne hjem igjen, ſikkert ikke uden betydeligt Bytte. Saa heldigt gik det dog ikke en anden Skare af Nordmænd, der ſtrax efter gjorde et lignende Plyndringstog til Dalsland, under Anførſel af en Helge Baat[13], maaſkee Broder til den i Kampen mod de Danſke i 1305 faldne Hallvard Baat. Helge, ſiges der, fik ved at høre, hvor heldigt det var gaaet Hr. Ivar, ogſaa Lyſt til at gjøre en ſaadan Rejſe, foor ned til Dalsland med en ſtor Hær og ſterk Ufred og tog baade Fæ, Faar og Sviin. Men da de ſkulde drive alt dette Bytte hjem, over Bjerge og Stier, den korteſte Vej, hørte de en Dag at der blev ſlaaet paa Tromme bag om et Holt, ved et Kjærr; ſtrax hed det: det er Hertugen, og der blev en ſtor Forſkrækkelſe i Flokken. Helge ſøgte at ſætte Mod i dem, og foreſtillede dem, at de jo ſlet ikke kunde vide, om det var Hertugen ſelv, og at han nok haabede, alt ſkulde gaa godt. Derved fik han dem talt noget til Rette, ſaa at de ej ſtrax toge Flugten. Men nu viiſte Fienden ſig; det var endeel ſvenſke Krigere under Anførſel af Slotsfogden paa Dalaborg, med Hertugens Merke i Spidſen. Da vege Nordmændene tilbage, i Førſtningen, ſom det ſynes, i temmelig god Orden, men efterhaanden i virkelig Flugt, givende Slip paa Byttet, og kun higende efter at komme hjem, ſom de bedſt kunde. Det lykkedes dog Anføreren endnu engang at bringe dem til at ſtaa, og det kom virkelig til en Fegtning, men Udfaldet blev; ſom man kunde vente. Nordmændene, ſiger Riimkrøniken,

tappado ſegren där
och lofwado gud at ſkogen war när
och ſkyldo ſik innan ſkog och riis,
och hertugens männ de wunno där priis.

Ogſaa paa Jemteland ſkede der et Angreb af de Svenſke, maaſkee under Anførſel eller i det mindſte efter Foranſtaltning af Hertug Valdemar, der ſynes at være bleven tilbage i det øſtlige Sverige, medens Hertug Erik gjorde Toget mod Oslo. Jemtelands Forhold til den norſke Krone maa have været højſt beſynderligt, efterſom Landſkabet, hvad der allerede ovenfor er omtalt (II. 602), ej hørte under Throndhjems Biſkopsſtol, men derimod rinder Upſalas, fordi det paa den Tid, da Chriſtendommen indførtes der, ſtod under ſvenſkt Herredømme, og Misſionærerne vel og for ſtørſte Delen vare udgangne fra Svithjod. Det var ſaaledes Erkebiſkopperne i Upſala, ſom beſkikkede Preſter der og fra Tid til anden rejſte om paa Viſitats; da man nu viſtnok kan antage, at mange af disſe Preſter, om ikke de fleſte, vare ſvenſke af Fødſel, og deres Sympathier ſaaledes aldeles ſvenſke, følger heraf ogſaa, at Indbyggerne, hvorvel af norſk Ætt og talende norſk Mundart, dog ſtadigt maa have været ſterkt paavirkede i ſvenſk Interesſe, og deres underſaatlige Forhold til Norge følgelig meget løſt; i det mindſte ſynes det, ſom om de i Tilfælde af Krig mellem begge Riger ej kunde have haft Lyſt til at ſtride mod de Svenſke, deres halve Landsmænd, ſelv om de ikke ligefrem ſluttede ſig til dem. Skade, at vi vide ſaa lidet om, hvad der foregik paa de Kanter; ſiden Beretningen om Jemternes Underkaſtelſe under Kong Eyſtein nævnes der intet om dem, uden da Kong Sverre i ſine førſte Trængſelsaar kom paa de Kanter; men af den Omſtændighed, at Jemterne da gjorde ham Modſtand, kan man ikke ſlutte noget til deres politiſke Sympathier, thi Birkebeinerne betragtedes da endnu kun ſom en Oprørs- og Røver-Flok, hvilken de fleſte Bygders Indbyggere helſt ønſkede at holde borte. Siden efter ſees ikke andet, end at Kong Sverres Autoritet erkjendtes der, ſom andenſteds i Norge; han paalagde nemlig Indbyggerne enten i hele Landſkabet eller i det mindſte i Brekke Sogn at erlægge en aarlig Afgift til et formodentlig af ham ſelv oprettet Capell i Sunde, og ſaa vidt man kan ſkjønne, blev den i det mindſte en Tidlang uvægerligt betalt[14]. Heldigviis havde der indtil Hertug Eriks Tid ej herſket nogen ſynderlig Uenighed mellem Norge og Sverige; Krig havde der kun været i Kong Haakon Haakonsſøns Tid, under. Ribbungerfejden, og den ſtrakte ſig neppe videre end til Vermeland og Dalsland; desuden indtraadte med Folkunga-Ættens Ophøjelſe paa Tronen et venſkabeligt Forhold mellem begge Riger, under hvilket de norſke Sysſelmænd i Jemteland uhindret kunde befæſte den norſke Konges Magt og oppebære hans Indtægter. Under Kong Magnus blev og, ſom vi have ſeet, Grændſen nærmere beſtemt eller rettere opfriſket, men Forbindelſen med Sverige blev for ſaa vidt mere lettet, ſom Erkebiſkop Jakob i Upſala (fra 1277 eller 1278) oprettede et Herberge (Hoſpitium, sálastofa) paa Ravundaſkogen mellem Jemteland og Helſingeland, og hans Eftermand, Archielekten Johannes, fritog Manden, der holdt Gjeſteſtuen (kaldet búðakarl eller stofukarl) for alle kirkelige Afgifter; ſiden, da Erkebiſkop Nikolas I. i Begyndelſen af 1303 viſiterede Jemteland, bekræftede han ikke alene Erkebiſkop Jakobs Indretning, men ſkjenkede endog noget Jordegods til Herberget, for at ſætte Stuekarlen (nu en Søn af den, der var det paa Erkebiſkop Jakobs Tid) bedre iſtand til at opfylde ſine Pligter mod de Rejſende[15]. Dette var nu viſtnok gjort aldeles i menneſkevenligt Øjemed, uden mindſte politiſk Bihenſyn, men det tjente dog til at gjøre Communicationen mellem Jemteland og de ſvenſke tilgrændſende Landſkaber mindre beſværlig og følgelig vel ogſaa hyppigere. Ved denne ſamme Lejlighed havde Erkebiſkop Nikolas ogſaa en Sammenkomſt med den før omtalte Chorsbroder i Nidaroos, Sira Erlend Styrkaarsſøn, ſenere Fehirde, der indfandt ſig paa Kong Haakons Vegne for at beſtemme Kirkens og Preſternes Ret i Landſkabet, ſandſynligviis efter gammel Vedtægt. Der oprettedes en formelig Skraa derover, ſom ſiden ſendtes Kong Haakon til Bekræftelſe, dog ikke førend i Mai 1305, da han laa i Tunsberg, ſaa optagen med ſit foreſtaaende Tog til Elven og ſiden til Danmark, at han ej fik Tid til ret at ſætte ſig ind i Sagen, men foreløbigt bekræftede Skraaen, bydende Jemtelændingerne at overholde alt ſammen, ſaaledes ſom Erkebiſkoppen havde indrettet det[16]. Men nogen yderligere Reviſion af Skraaen fandt hverken Sted i Haakons eller hans Efterfølgers Tid; den blev altſaa gjeldende, ſom den var, og bekræftedes endog fremdeles i 1378[17]. Kong Haakons Forhold til Erkebiſkop Nikolas I. i Upſala var ſaaledes venſkabeligt nok. For Øjeblikket maa han have ſtaaet i lige ſaa venſkabeligt Forhold til hans Eftermand, den før omtalte Nikolas Hviit, forhen Biſkop i Veſteraas, thi denne, en Broder af Kong Byrges Slotsfoged Karl Tydſke, og ſelv en af dem, der ved „Haatuna-Legen“ blev tagen til Fange tilligemed Kong Byrge, var ſaaledes en Tilhænger af denne, og vilde formodentlig af den Grund heller ikke, da han kom tilbage med Pallium, ſom han havde hentet om Sommeren 1308[18], begive ſig til Sverige, men drog, ſom man erfarer, til Norge, hvor han befandt ſig i Bergen netop paa ſamme Tid ſom Kongen var der, og hvor han maaſkee havde tilbragt hele Vintren. Men han havde endnu ikke tiltraadt Erkeſtolen, og var viſtnok ganſke fremmed for Jemterne, der neppe engang vidſte noget om hans Ankomſt til Norge; for ſaa vidt de da i Tilfælde af en aabenbar Krig paa deres Kanter heldede til de Svenſkes Side, vilde neppe noget ſom helſt Henſyn til Erkebiſkoppens Mening hindre dem fra at tage disſes Parti, og Fleerheden af Preſteſkabet vilde vel ogſaa begunſtige ſine Landsmænd. Da nu Jemterne i de ſenere Krige mellem Sverige og Norge for det meſte viiſte ſig ſvenſk ſindede, er der al Grund forhaanden til at antage at dette ogſaa nu var Tilfældet. Vi erfare ſaa meget at den ſvenſke Hær, ſom rykkede ind i Jemteland ſamtidigt med Hertug Eriks Angreb paa det ſydlige Norge, indtog og underlagde ſig det meſte deraf, at den trængte frem lige til Throndhjems Grændſe, maaſkee endog havde brudt ind i dette Landſkab, hvis ikke Thrønderne havde gjort alvorlig Modſtand; de tilbøde ſig ſiden endog at tilbageerobre det tabte, hvorfor Kongen i et Brev, han lod udgaa til dem, takkede dem ſærdeles. Derimod tales der intet om, at Jemterne ſelv ſatte ſig til Modverge, medens det lader til at deres Sysſelmand, Hr. Une Petersſøn, maatte flygte og ej paa længere Tid kom tilbage[19]. Skade, at vi ikke vide noget nøjere om dette Tog, der vilde have været begravet i Forglemmelſen, hvis ikke hiint Brev fra Kong Haakon, der ſtrax nedenfor nærmere ſkal omtales, havde meldt ſaa meget derom, ſom vi her have berettet. Riimkrønikens Forfatter, der kun havde Hertug Eriks Bedrifter for Øje, forbigaar dette Tog med Taushed, og de kortfattede islandſke Annaler nævne heller ikke om nogen anden Kamp, end den ved Oslo. Men det var dog upaatvivleligt Hertug Eriks egen klogt anlagte Plan, at Angrebet ſamtidigt ſkulde ſkee paa to Steder, baade i det ſydlige og i det nordlige Norge, for derved at ſætte Kong Haakon i end ſtørre Forlegenhed[20]. Der er endog al Grund til at antage, at Erkebiſkoppen, ikke at tale om de misfornøjede Lægmænd i Thrøndelagen, ikke kan have været uvidende om Hertugens Plan, men tvert imod faa vidt muligt har ſøgt at fremme den, i det mindſte ved at lægge faa mange Hindringer i Vejen for Kongens Udruſtninger ſom muligt. Denne lod ved Efterretningen om de Svenſkes Angreb ſtrax udbyde Leding til Vaaren, og lod desuden efter Sedvane Erkebiſkoppen og alle de øvrige Biſkopper ſaavel ſom Sysſelmænd og haandgangne Mænd tilſige at møde frem ved Tunsberg, hvor Flaaden i den ſenere Tid altid plejede at ſamles[21]. Erkebiſkoppen var ſaa meget mere forpligtet til at møde, ſom han i Egenſkab af Jarl havde kongelige Forleninger. Han havde rigtignok allerede den 11te September Høſten forud indkaldt Biſkopperne til et Provincial-Concilium i Nidaroos førſtkommende Midfaſte (9de Marts), men Landets Forſvar gik nu fremfor alt, og Kongen ſøgte, øjeblikkeligt han erfarede de Svenſkes Indfald, baade ved Breve og mundtlige Foreſtillinger af flere Raadsmedlemmer, ſom ſærſkilt i dette Erende ſendtes til Erkebiſkoppen, at faa ham til .at kalde Indkaldelſen tilbage. Men mod Formodning vægrede han ſig derved, ja fornyede endog Indkaldelſen ſterkere end før. Ogſaa Biſkop Arne i Bergen vægrede ſig i Førſtningen ved at komme, ſkrev til Erkebiſkoppen, at han dog i det mindſte maatte udſætte Conciliet til 2den Søndag efter Paaſke (13de April), og udſtedte endog, da han fik hans benegtende Svar herpaa, et Manifeſt af 4de Marts, hvori han erklærede at ville appellere til Paven mod de Skridt, Erkebiſkoppen muligviis vilde tage i Anledning af hans Udeblivelſe, og beklagede ſig høfligt over Erkebiſkoppens Urimelighed. Man ſporer her ſaa meget tydeligere Kongens Indvirkning, ſom de to medbeſeglende Vidner paa dette Manifeſt ere Magiſter Capellarum, Hr. Finn, hvilken ellers ſaavel ſom den hele nye Indretning med Capellerne var Biſkoppen højſt mishagelig, og den nye Fehirde, Hr. Erlend Styrkaarsſøn, ligeſom han ogſaa lod det Brev af 6te Februar, hvorved Erkebiſkoppen fornyede Indkaldelſen, bekræfte af en Ridder og to kongelige Klerker. Dog er det rigtignok herved at merke, at der paa denne Tid herſkede en Trætte mellem Biſkop Arne og Erkebiſkoppen angaaende Beſættelſen af Færøernes Biſkopsſtol efter den Aaret forud, den 13de Juni, afdøde Biſkop Erlend, hvilken Arne paaſtod tilkom Bergens Biſkop og Capitel, medens Erkebiſkoppen, viſtnok med ſtørre Føje, paaſtod den ſamme Ret for ſig og ſit Capitel og allerede havde udnævnt til Erlends Efterfølger Preſten til Borgund paa Søndmøre, Lodin, hvilken han erklærede ved det foreſtaaende Concilium at ville indvie. Denne Omſtændighed maatte viſtnok gjøre det endnu modbydeligere for Arne at komme til Conciliet, og han havde ligeledes gjort denne Sag til Gjenſtand for Appell[22]. Ikke deſto mindre er det vel muligt, at han havde været mere medgjørlig, hvis ikke Kongen havde beſtyrket ham i at gjøre Modſtand. Det lader endog til, at han helſt vilde give Sagen det Udſeende, ſom om han kun ved Kongens Magtſprog holdtes tilbage. Den 16de Marts tilſkrev han Erkebiſkoppen, at Aarſagen, hvorfor han ikke før havde begivet ſig paa Rejſen, var den at han førſt vilde afvente endeligt Svar paa ſit Brev til Erkebiſkoppen om Udſættelſen af Conciliet; dette Svar var ej kommet førend den 24de Februar, og han havde, forſikrede han, inden ti Dage efter (altſaa i de ſamme Dage, han udſtedte Manifeſtet om Appellen!) ladet ſit Skib ſætte paa Vandet, da han for enhver Priis vilde komme til Nidaroos, hvis ikke haardt Vejr eller Magtſprog (naturligviis Kongens) hindrede ham derfra; han bad Erkebiſkoppen ikke regne ham dette til Gjenſtridighed, og tilføjede kun i Efterſkriftet, aabenbart med en vis Ængſtlighed, nogle Ord om den dobbelte Appell[23]. Fire Dage efter (den 20de Marts) kom Biſkop Ketil af Stavanger til Bergen, ſom det heed for at rejſe ſammen med Biſkop Arne til Nidaroos, men maaſkee ſnarere efter Kongens Opfordring for at raadſlaa med ham. Thi endnu ſamme Dag lod Kongen udgaa et Brev, hvori han paa det ſtrengeſte forbød dem at efterkomme Erkebiſkoppens Mandat, men derimod befalede dem at følge med ſig paa det ſnart foreſtaaende Ledingstog. Derved tog han al Skylden paa ſig, og de kunde nu med Tryghed paaſkyde det Magtſprog (ofriki), hvis Mulighed Arne allerede havde antydet. Kongens i flere Henſeender merkverdige og oplyſende Brev lyder ſaaledes[24]: „Alle dem, ſom dette Brev ſee „eller høre, ſender Haakon, af Guds Naade Norges Konge, ſin og Guds Hilſen. Da, ſom vi frygte for vore Synders Skyld, nogle Høvdinger, ſaavel uden- ſom indenlandſke, hvilke vi med god Samvittighed kan forſikre at vi antoge for troe, og ſom vi endog viiſte Yndeſt, efter hvad flere troverdige Folk kunde bevidne, dog alene af Overmod og uden ſkjellig Grund have fiendtligt anfaldt vort Rige og vakt Forſtyrrelſe, lode vi ſaavel de højærverdige Fedre Hr. Erkebiſkoppen og de øvrige Biſkopper i vort Rige ſom vore andre troe Mænd tilligemed alle de øvrige i Almindelighed opbyde til Fedrelandets Forſvar. Men bemeldte Hr. Erkebiſkop, ledet, vi vide ikke af hvilken Aand, kaldte derimod Lydbiſkopperne til Provincial-Concilium i Nidaroos, altſaa efter den ſedvanlige Beregning en heel Maaneds Rejſe fra det Sted, hvor de Udbudne ſkulde komme ſammen for at verge Fedrelandet og holde Raad om Rigets Bedſte. Skjønt han nu rigtignok allerede havde ladet Indkaldelſen udgaa førend hiint fiendtlige Indfald ſkede i Riget, bleve dog baade vi og andre viſe Mænd højſt forundrede derover, og vi lode ſtrax ſaavel Breve ſom ſærſkilte Sendebud af vore troe Mænds Raad afgaa til ham, foreholdende ham i al Venſkabelighed, ſom en ſand og ſpeciel Ven, at han paa Grund af Rigets farefulde Stilling omſorgsfuldt vilde tilbagekalde den af ham mindre forſigtigt udſtedte Concil-Indkaldelſe. Men i dets Sted fornyede Erkebiſkoppen, ſom vi med Vished have erfaret, Indkaldelſen i endnu ſterkere Udtryk. Da nu den 20de Marts de højærverdige Herrer Biſkop Ketil i Stavanger og Biſkop Arne i Bergen deels kom, deels allerede var i Bergen, og efter det modtagne Paalæg vare rede til at drage til Nidaroos, til Conciliet, befalede vi dem i Betragtning af Rigets paatrængende Nød, ſaavel ſom andre vigtige Anliggender, og efter Overlæg med vore troe Mænd, i Kraft af vor kongelige Myndighed, ſaa at paalidelige Mænd hørte det, under Straf af at miſte de Ejendomme, Friheder og Rettigheder, ſom de maatte vides at eje eller have her i Riget, at de, da Sagerne ſtaa ſaaledes ſom nu, uden Henſyn til Hr. Erkebiſkoppens Mandat ſkulle følge os paa det Tog, hvortil vi nu paa det nærmeſte have gjort os iſtand, for at fremme de oven berørte nødvendige Anliggender. Og hvad ſom helſt Hr. Erkebiſkoppen i denne Anledning maatte forekaſte dem, eller om han endog ſtrider til at afſige nogen forhaſtet Dom over dem, da ere vi lige ſaa villige ſom ſkyldige til at bære Anſvaret for dem hos Paven eller hvilken ſom helſt anden competent Dommer. Til Bekræftelſe vedhænges vort Segl. Givet Aar, Dag og Sted ſom ovenfor“. Med dette Brev til ſin Retfærdiggjørelſe og Kongen paa ſin Side kunde begge Biſkopper med temmelig Tryghed trodſe Erkkebiſkoppens Harme. Dagen efter indgav Kongen ogſaa i eget Navn forſkjellige Appeller til det apoſtoliſke Sæde angaaende „ mangfoldige Ulemper der af Erkebiſkoppen og flere andre af Rigets Biſkopper tilføjedes ham ſelv, hans Klerker og Lægmænd“[25]. Her ſigtede han viſtnok fornemmelig til de Hindringer, Erkebiſkoppen ſøgte at lægge i Vejen for hans Krigsruſtninger. Naar han taler om andre Biſkopper, maa man fornemmelig tænke paa Ingjald i Hamar, der var en ivrig Tilhænger af Erkebiſkoppen og viſtnok ſkyldte ham ſin Ophøjelſe[26]. Ingjald, ſaavel ſom Helge af Oslo, der vare blevne tilſagte lidt før Juul[27], havde, ſom Erkebiſkoppen ſagde, ubetinget lovet at møde[28], men for Helge i det mindſte var det vel ikke at tænke paa at drage bort, ſaa længe Krigen raſede i hans Hjem; han havde desuden nys indgaaet Præliminær-Tractaten med Danmark, der aldeles ſtred mod Hertug Eriks Interesſer; ſaaledes kan han ej have været nogen Tilhænger af denne, men maa oprigtigt have ſtaaet paa Kongens Side. Med Henſyn til Erkebiſkoppen faar man dog af alt dette det beſtemte Indtryk, at han omtrent har villet ſpille ſamme Rolle, ſom Erkebiſkop Jens i Danmark 1294, det vil ſige, under Paaſkud af at overholde Fred og Ro begunſtige og underſtøtte Kongens Fiender; ja man kan vanſkeligt holde den Mistanke borte, at Erkebiſkoppen allerede fra Høſten af har ſtaaet i hemmelig Underhandling med Hertug Erik og de misfornøjede norſke Høvdinger; at de Svenſkes Tog til Jemteland eller rettere gjennem Jemteland til Throndhjem havde været aftalt imellem dem, og at Erkebiſkoppen havde lovet at anvende al ſin Indflydelſe for at lette deres Fremgang, ſamt at han havde ſammenkaldet Conciliet deels for at forøge Forvirringen og Hjelpeløsheden i den ſydlige Deel af Landet, deels for at alle Rigets Biſkopper kunde være tilſtede i Nidaros, hvis det lykkedes de Svenſke at trænge ſaa langt frem, og da enten ved Tvang eller Overtalelſe bringes til i Fællesſkab at gjøre et afgjørende Skridt, enten at ſætte Kong Haakon i Bann, eller endog ligefrem at afſætte ham. Kongen havde ſaaledes fuld Berettigelſe til at tale om Rigets overhængende Fare. Vel ſigtede han ej Erkebiſkoppen med aabenbare Ord for højforræderſke Agitationer; det vilde have været voveligt og voldt manges Forargelſe; men at han i ſit Hjerte var overbeviiſt derom, kan man læſe mellem Linjerne af hans Brev. At Erkebiſkoppens Agitationer intet udrettede, ſkyldes vel deels den Omſtændighed, at Hertug Eriks Tog til Oslo aabenbart ikke havde de beregnede Følger, deels ogſaa Thrøndernes Patriotisme og den Virkſomhed, ſom Kongens troe Venner blandt Magthaverne i Landſkabet udviklede. Hvo de fornemſte af disſe vare, ſees af det ovenfor berørte Brev, ſom Kongen den 5te April ſkrev fra Bergen til alle Thrønderne for at takke dem for deres udviiſte Kjekhed og beſtemme det fornødne angaaende de videre Udruſtninger. „Som vi allerede før have tilſkrevet eder“, ſiger han, „have vi erfaret, at Svearne have ødet og overrendt en Deel af Jemteland, men I gjorde eder megen Flid for at ſtaa imod og verge Throndhjem, ſamt bøde eder til at ville tilbagevinde det ſom var tabt af vort Rige, hvorfor vi takke eder ſærdeles nu ſom før, og I kunne være forvisſede om at vi ſkulle viſe os erkjendtlige derfor. Derfor ville vi nu denne Gang heller ikke have flere end fem Skibe herfra i Ferden med os øſter, og 50 Mand paa hvert; dem af de haandgangne Mænd og Almuesmændene, ſom Hr. Peter Andresſøn og Hr. Sæbjørn Helgesſøn beſtemme, med tilhørende Koſt af Ledingen; disſe byde vi ſtrengeligen at ſkynde ſig efter os ſaa hurtigt ſom muligt, men alle de andre ville vi ſkulle blive tilbage, og deels forſvare denne Deel af Landet, deels fare op i Jemteland ſaa ſnart Vejene ere fremkommelige, og renſe ſamt tilbagevinde dette Landſkab, alt efterſom Hr. Peter Andresſøn, Hr. Une Petersſøn, Hr. Sigurd (Jonsſøn) Lagmand og Hr. Serk paa Auſtraat tilligemed de øvrige, vi have beſkikket til Formænd her, beſtemme; vi byde eder paa det alvorligſte at adlyde dem og rette eder efter hvad de tilſige eder, ganſke ſaaledes ſom om vi ſelv vare tilſtede, og det vente vi, at Enhver vil være villig til at verge Landet og ſin egen Fred og Frihed, ſamt gjøre alt, hvad han orker, mod Fienderne“[29]. Dette Brev, hvoraf man forøvrigt ſeer, at Jemteland da endnu ej var tilbageerobret, viſer at Hr. Peter Andresſøn, Lagmanden Hr. Sigurd Jonsſøn og Hr. Serk paa Auſtraat, maaſkee en Ættling af Aasulf Kongsfrænde paa Auſtraat, maa have været de fornemſte blandt de Høvdinger, paa hvis Biſtand Kongen nu regnede, og hvem han derfor overdrog at ſørge for Landſkabets Forſvar. Une Petersſøn nævnes i Egenſkab af Sysſelmand i Jemteland, da han maatte være den nærmeſte til at foreſtaa dets Tilbage-Erobring. Hr. Sæbjørn Helgesſøn fra Bergen forekommer her aabenbart ſom Kongens Befuldmægtiget til at paaſkynde den Udruſtning, der ſkulde gaa ſydefter. Men hvor mange der foruden hine fire udnævntes til Formænd, vides ikke, kun ſaa meget ſeer man, at Lodin af Bakke og den ofte omtalte Chorsbroder Audun Thorbergsſøn Rande vare iblandt dem, thi de i Forening med Peter Andresſøn og Sigurd Lagmand verificerede den Afſkrift af Kongens Brev, der ſendtes til Indbyggerne i Overhalven af Naumdølafylke. At Audun, Kongens Fehirde, ved denne Lejlighed maatte blive en af hans højſt betroede Mænd, faldt ſaa godt ſom af ſig ſelv; men deraf tør man ogſaa ſlutte, at Chorsbrødrene overhoved, blandt hvis fornemſte Medlemmer Audun altid havde hørt, omfattede Kong Haakons og Fedrelandets Sag med Varme, og derved for en ſtor Deel gjorde den endnu med dem fremdeles-paa en ſpendt Fod ſtaaende Erkebiſkop Jørunds Intriger til intet. Chorsbrødrenes Forſtander eller Samme ſamt Erkebiſkoppens Official var nu Eilif Korn„ der i ſin Tid tilligemed Audun og Sighvat Lande havde ſtaaet i Spidſen for Oppoſitionen mod Erkebiſkoppen, og derfor vel ogſaa fremdeles holdt ſammen med dem; han blev kort efter Jørunds Eftermand paa Erkeſtolen og viiſte ſig da ſtedſe ſom en oprigtig Patriot. Blandt Chorsbrødrene i Nidaroos raadede ſaaledes en ſand Fedrelands-Aand, og de havde ſikkert ſtor Fortjeneſte af Fedrelandets Forſvar i disſe kritiſke Tider. Ogſaa Lodin af Bakke, ſeer man, hørte til de loyale og paalidelige Magnater.

Hvor vidt der fandt noget Tog til Jemteland Sted eller ej, erfares ikke. Saa meget ſeer man, at Jemteland endnu ikke var tilbagevundet for Sommeren, men at i det mindſte Indbyggerne af Overhalven i Naumdal bad om Udſættelſe med Ledingen indtil da, og at de rimeligviis maa have haft ſkjellig Grund dertil, ſiden de kongelige Ombudsmænd føjede dem deri. Men da lode de udgaa en ny Befaling til dem, om at udrede Ledingen ſaa ſnart ſom muligt og ſelv være ferdige til Botolfsmesſe eller 17de Juni, foreholdende dem, at ſiden man havde føjet dem, maatte de nu ogſaa lægge ſaa meget ſtørre Iver for Dagen. Antallet af de Folk, der ſkulde ſtilles, faſtſattes til 60 af hver Skibrede, hvilket for Naumdal alene udgjør 540 Mand. Men om der allerede før var ſkeet et Tog til Jemteland med Folk fra den ſydlige Deel af Thrøndelagen, ſom havde været uheldigt, ſaa at det nu maatte gjentages, eller om der ikke blev gjort noget Tog førend nu, kan ikke ſees. Det førſte ſkulde man næſten formode deraf, at vi den 8de Mai finde Une Petersſøn i Bergen i Stedet fort Jemteland, medens en Hr. Paal nævnes, der nu ſkulde drive paa Udruſtningerne[30]. At Jemteland enten tilbageerobredes, eller at de Svenſke ſelv frivilligt rømmede det, er ſikkert nok, da vi i 1315 eller 1316 finde Une Petersſøn ſom Sysſelmand der, men naar det ſkede, er ſom ſagt indhyllet i et fuldkomment Mørke. At vi i October 1310 finde Une Petersſøn atter i Bergen[31], behøver ej at udlægges derhen, at han den hele Tid havde været hindret fra at komme tilbage til ſin Sysſel, og at Jemteland følgelig ikke engang da var tilbageerobret. Det maa under disſe Omſtændigheder betragtes ſom et Held for Landet og Kongen, at den gamle Erkebiſkop Jørund afgik ved Døden den 10—11te April 1309[32]. Han havde længe været ſvagelig, og, ſom der fortælles, holdt næſten indeſtængt og i et Slags Umyndighedstilſtand af Chorsbrødrene; men denne foregivne Tvang hindrede ham dog, ſom man ſeer, ikke fra at viſe ſig meget myndig og virkſom i Concilieſagen, og ſaaledes maa han da ogſaa let have kunnet deeltage i alle Slags Intriger.

Kongen kom ikke ſaa hurtigt afſted ſom han i ſin Skrivelſe til Thrønderne ſynes at have tænkt, thi den 8de Mai var han endnu i Bergen, hvor han lod en Kiſte, indeholdende Offer til St. Olaf, i Capell-Magiſterens og Fehirden Erlend Styrkaarsſøns, Hr. Une Petersſøns og Hr. Erlend Aamundesſøns Nærværelſe vel tillæſe og forvare i Apoſtelkirken, efter at Pengene førſt vare eftertalte og Indholdet optegnet, fordi han, ſom han ſagde, ikke vilde at Kirken ſkulde lide noget Tab medens den var uden Formand[33]. Men da ſtod han ogſaa ferdig til Afrejſen, thi fire Dage efter var han paa Agvaldsnes paa Vejen ſydover. Ved Pintſetid (18de Mai) maa Kongen formodentlig være kommen til Tunsberg, thi da, heder det i Riimkrøniken, gjorde han mange Snekker og ſtore Baade rede, for at ſejle ud. Men det varede dog nok længe førend alle de Udbudne indfandt ſig; Biſkop Arne f. Ex. var endnu den 4de Juni i Bergen[34], ſkjønt vi ſiden dog finde ham med paa Toget: nogle, ſiger Riimkrøniken, laa og hjemme, efter at Kongen allerede var afſejlet, hvad enten det nu kom af uforudſeede Hindringer, eller fordi de vare hemmelige Tilhængere af Hertugen. Af flere Omſtændigheder ſkulde man formode, at Kongen ikke kom afſted førend midt i Juni[35]. I Følge med ham vare alle de fire Biſkopper, (nu, ſiden Erkebiſkoppen var død, maatte naturligviis al Tale om Conciliet og alle Indvendinger, ſom derifra kunde hentes, bortfalde), Hr. Finn Halldorsſøn, Magiſter Capellarum, og den udvalgte Biſkop til Færøerne, Lodin af Borgund. De fornemſte verdslige Herrer, der fulgte med, vare Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn med ſin Søn Haakon Thoresſøn, Hr. Snare Aſlaksſøn, Hr. Thorvald Thoresſøn fra Hjaltland, Hr. Eilif Eilifsſøn af Nauſtdal, Lagmanden Hr. Sigurd af Rande, Sysſelmanden Hr. Thore Harf fra Throndhjem, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres[36]. Toget gik dog ikke ſtrax mod Sverige, da Fejden mod dette Land for Øjeblikket hvilede, men for det førſte til Danmark, hvor Kongen ifølge Præliminær-Tractaten allerede ſkulde have mødt Danekongen den 11te Juni ved Iſefjorden, for at ſlutte endelig Fred med ham. Men denne Dag var, ſom ſagt, rimeligviis allerede omme, førend Kongen forlod Tunsberg, og dertil ſinkedes Rejſen ved Modvind, der endog nødte endeel af Skibene til at lægge ind i Kalfſund, mellem Ekerøerne. Aldrig ſaa ſnart blev dette meldt til Hertug Erik, der ſynes at have ligget paa Kongehelle Slot for at holde Øje med den norſke Flaades Bevægelſer, førend han ſendte endeel raſke Mænd ud paa de Fartøjer, han i Haſt kunde faa ſamlet, for at overfalde dem. Dette Overfald gik heldigt, thi det lykkedes de Svenſke at erobre ſyv norſke Skibe. Ved denne Lejlighed faldt ikke faa Nordmænd, og blandt dem Hr. Ivar Jonsſøn, der maa have været ombord paa et af de erobrede Skibe, ſiden hans Liig faldt i de Svenſkes Hænder; men Hertug Erik viiſte ſig her meget ridderlig; han beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave i Barfodbrødrenes Kirke i Skara[37]. Ikke ſaa heldig var en anden ſvenſk Afdeling under Magnus Chriſtinesſøn, Magnus Algotsſøn og Erengiſl Jønsſøn, der ogſaa forſøgte et Angreb paa Nordmændene. Formodentlig vare disſe nu bedre paa ſin Poſt, medens de Svenſke baade vare faa og deres Fartøjer ſmaa; Nordmændene kunde deels fra ſine høje Skibe, deels fra Klipperne ved Sundet ſaaledes overvælde dem ved Steenkaſt og Vaabenbyrd, at de bleve ſlagne, og Anførerne ſelv tagne til Fange. De bleve førte i Land, og det var viſtnok de norſke Befalingsmænds Henſigt at ſkaane deres Liv, men da kom endeel vilde og uſtyrlige Folk ſtimlende til, vilde, heder det, forſøge om Klingen beed, og hugg alle Fangerne ubarmhjertigt ned[38].

Da dette ſkede, var dog Kong Haakon allerede med Hovedflaaden kommen til Danmark og havde ſluttet Tractaten med Kong Erik. Siden der nu ej længer kunde være Tale om nogen Sammenkomſt ved Iſefjorden, holdtes Mødet mellem begge Konger i Kjøbenhavn[39]. Underhandlingerne kunne neppe have været langvarige, da Hovedpuncterne allerede vare aftalte, men nogle Dage maa de dog altid have taget, da det ſees, at flere nærmere Beſtemmelſer tilføjedes, viſtnok iſær paa Kong Haakons Fordring. Den endelige Freds- og Forbunds-Tractat er dateret Kjøbenhavn, Thorsdag før Mariæ Magdalenæ Dag eller 17de Juli 1309. Puncterne om Freden mellem Rigerne, Giftermaalet mellem Junker Magnus og Jomfru Ingebjørg og Overdragelſen af Godſerne og Herederne i Nordre-Halland til Kong Haakon imod at denne gjorde Afkald paa ſine mødrene Godſer i Danmark, ſamt om de ni Fredløſe og deres Arvinger, optoges eenslydende fra Præliminær-Tractaten, men derimod udelodes den, der handlede om at Erik Valdemarsſøn af Sverige ſkulde faa ſit mødrene Gods, uviſt af hvilken Grund; maaſkee Erik allerede havde faaet det overdraget, eller, hvad der er rimeligere, Kong Byrge i en nu tabt Forſkrivning kan have lovet at ſkaffe ham lige ſaa ſtore Beſiddelſer i Sverige, medens hiint Gods, ligeſom Kong Haakons Mødrenegods faldt tilbage til den danſke Konge[40]. Heller ikke nævnes der noget om Grev Jakob; man ſkulde formode at han i Mellemtiden var død, thi fra denne Tid høres der ikke mere til ham. De nye Artikler vare disſe: a) at Kongen af Danmark ſkulde udlevere til Kong Haakon alle de Brevſkaber, dennes Mødrenegods vedkommende, ſom han havde eller maatte faa i ſin Beſiddelſe; b) begge Konger forpligtede ſig indbyrdes til at ſkaffe hinanden Ret over de Perſoner, mod hvem den ene maatte begynde Klagemaal i den andens Rige; c) Kongen af Danmark ſkulde nu ſtrax afgive til Kong Haakon alt hans Mødrenegods i Danmark til frit Brug, og med Indtægterne deraf fra Præliminær-Tractatens Udſtedelſesdag den 29de Auguſt f. A., af hvem de ſaa vare optagne eller maatte vorde optagne, alt indtil Kong Haakon var kommen i Beſiddelſe af Slottene og de fire Hereder i Halland, ſamt ſkaffe denne Ret over de Perſoner, hvem han i den Anledning maatte ſagſøge; d) Kongen af Danmark ſkulde ſnareſt muligt fiendtligt angribe Hertugerne i Sverige, og Kong Haakon ſkulde ikke ſlutte Fred, Stilſtand eller tage Dag med dem uden Danekongens Samtykke; eller, hvis det endelig maatte ſkee, ſkulde Stilſtanden kun være kort, og Danekongen og hans Rige indſluttes deri, ſamt betimeligt underrettes derom af Norges Konge, for at de ſiden begge kunne beſlutte hvad der var tjenligſt; e) hverken Danmarks eller Norges Konge maatte indgaa nogen Separatfred med Hertugernes Venner, undtagen dem, ſom de kunde faa draget over paa ſit eller Kong Byrges Parti, ſaa at man nød godt af deres Tjeneſte eller Hjelp; f) Kjøbmænd fra begge Riger, der i det ene eller det andet havde lidt Skibbrud, ſkulde uhindret kunne bjerge og beholde ſit Gods, og der ſkulde overhoved ej fordres ſtørre Told af Handelsmændene end de fra gammel Tid plejede at betale; g) de Varer, ſom Kjøbmænd fra det ene Rige maatte have indkjøbt i det andet, førend det Udførſelsforbud, der ſom ſedvanligt ledſagede Krigserklæringen, var bekjendtgjort, maatte ſtrax frit udføres, naar den ſedvanlige Told var betalt; men hvad der var indkjøbt efter Bekjendtgjørelſen, maatte ikke uden almindelig Tilladelſe indføres; h) endelig forpligtede Kong Haakon ſig til efter ſin Hjemkomſt at ſkaffe 270 Ridderes og Hirdmænds ſkriftlige og beſeglede Forløfte paa at alle i denne Tractat af ham vedtagne Forpligtelſer ubrødeligt ſkulde overholdes, og disſe Forløftesbreve ſkulde Kongen næſte Aars St. Hansdag overlevere danſke Geſandter, hvis Farten da var ſikker; var den det ikke, ſkulde han til ſamme Dag ſende Forløftesbrevene til Kjøbenhavn, og ved ſamme Lejlighed ſkulde da ogſaa den danſke Konge overlevere de norſke Geſandter lignende Forløftesbreve fra ſin Side. Døde nogen af Forloverne, ſkulde en anden ſættes i hans Sted. Ligeſom forhen, ſtillede Kong Haakon ſig under Biſkoppen af Roskildes, og Kong Erik ſig under Biſkoppen af Oslos Dom og Bann, hvis de brøde Tractaten. Den norſke Gjenpart, ſom er den eneſte, vi kjende, da den danſke er tabt, er medbeſeglet, foruden af de fire Biſkopper, Magiſter Capellarum og Erik Valdemarsſøn af Sverige, ogſaa af Baronerne Bjarne Erlingsſøn, Thore Haakonsſøn og Snare Aſlaksſøn, af Ridderne Thorvald Thoresſøn, Eilif Eilifsſøn, Sigurd af Rande, Thrond Hallvardsſøn, Sighvat af Leirhole, Thore Harf, Sigurd Haareksſøn, Brynjulf Storm, Thrond Gunnulfsſøn, Gunnar Thane, Byrge Thorkellsſøn, Serk Petersſøn, Ivar Steinarsſøn, Eivind Simonsſøn, Eyſtein Arnesſøn og Andres Sigurdsſøn, ſamt af Hirdmændene Haakon Thoresſøn, Jon Gudbrandsſøn, Ivar Arnesſøn, Brynjulf Agmundsſøn, Agmund Eivindsſøn, Jon af Strand, Audun Guthormsſøn, Haakon Agmundsſøn, Peter Petersſøn og Gudbrand Gudbrandsſøn[41]. Allerede tre Dage efter Tractatens Afſlutning, paa Mariæ Magdalenæ Dag eller 20de Juli, lod man Junker Magnus, i ſin Faders og Kong Eriks Nærværelſe, højtideligt meddele Biſkop Peter af Viborg, Jens, Provſt i Odenſe, og Hr. Ingvar Hjort ſin Fuldmagt til paa hans Vegne at feſte den norſke Kongedatter[42]. Henſigten var, ſom man ſeer, at disſe Herrer ſkulde blive i Følge med Kong Haakon, naar denne tiltraadte Tilbagetoget, og dette ſtede enten ſamme Dag, eller paa en af de nærmeſt følgende Dage, thi allerede den 26de Juli var Flaaden kommen til Ekerøerne[43]. Heraf tør man maaſkee ſlutte, at den danſke Konge ikke ret har troet Freden, men fundet det raadeligſt at tage Kong Haakon paa Ordet og faa Feſtemaalet i Stand, førend han endnu ret havde faaet Betænkningstid eller kunde paavirkes enten af ſin Dronning eller Hertug Eriks andre hemmelige Velyndere. Førſt paa Tilbagerejſen fik han høre om Fegtningerne i Kalfſund, men man erfarer ikke at han nu ſøgte at hevne Tabet af de ſyv Skibe ved noget Angreb paa Kongehelle Slot; han maa ikke have følt ſig ſterk nok dertil. Ved Tunsberg aftakkede han, ſom ſedvanligt, Flaaden, og de, der hørte hjemme paa Veſtkanten og i Thrøndelagen, begave ſig didhen[44], medens Kongen med de tvende øſtlandſke Biſkopper, ſit Raad og de danſke Geſandter drog ind til Oslo. Her blev nu Jomfru Ingebjørgs Trolovelſe højtideligt ſluttet ved Ringvexling og den ſedvanlige Formular, i Mariekirken, i Overvær af Dronning Euphemia, Biſkop Helge, Biſkop Ingjald, Erik Valdemarsſøn af Sverige, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Jon Ivarsſøn, Aake Cantſler, Hr. Snare Aſlaksſøn, Hr. Hafthor Jonsſøn, Hr. Asſur Jonsſøn, ſamt flere Herrer. Dronning Euphemia ſkal have græmmet ſig meget over at maatte opgive Haabet om at ſee den hjertelſkede Hertug Erik ſom ſin Svigerſøn. Lige til det ſidſte ſynes hun at have haabet paa en Forandring[45]. Endnu om Vaaren 1308, da Kongen lod kalde Hertugen til hiin Samtale, hvorfra det formelige Brud mellem dem kan regnes, ſynes hun lige ſaavel ſom Hertugen at have glædet ſig ved Tanken om et nær foreſtaaende Bryllup; hun havde, ſom det lader, allerede i Stilhed gjort Forberedelſer dertil; blandt andet havde hun ladet en ny franſk Ridderroman, Hertug Fredrik af Normandie, overſætte paa ſvenſke Vers, ganſke viſt for ogſaa ved Forelæsning af den at fornøje de ridderlige Gjeſter[46]. Siden, da den aabenbare Krig begyndte, maa hun vel allerede have ladet det meſte Haab fare, men ganſke opgivet det havde hun vel neppe, førend hun her ſelv nødtes til at overvære Datterens højtidelige Trolovelſe med Hertug Eriks niaarige Broderſøn; dette var ſaaledes ganſke viſt for hende en Sorgens Dag.

  1. Den 15de eller 22de September bekræftede han i Oslo Stralſundernes Friheder, ſe Fabricius Urkunden zur Geſch. Rügens CCCLXXVII.
  2. Disſe fem Uger have vel været fra Begyndelſen af October til ud i November.
  3. Om Baage (og dets Dele, Skyr-Baage, Kalfs-Baage), ſe Norſkt Tidsſkr. IV. 293 flg.; ligeledes om Baagaſtrømmen ſe ovf. IV. 1. S. 658.
  4. Riimkr. S. 36. Det er viſtnok ellers antaget, at Kongen ej begav ſig til Bergen førend paafølgende Marts Maaned, men alene paa Grund af et Udtryk, der forekommer i det Beklagelſesbrev, han den 20de Marts ſkrev over Erkebiſkoppen, og ſom man aabenbart har misforſtaaet; der ſtaar nemlig: „Cum igitur, ad Bergensem civitatem venientibus et existentibus 1309 kal. Apr. XIII. … . dominis Ketillo Stavangrensi, Arnone Bergensi episcopis, ac paratis transire versus Nidrosiam, … nos, consideratis regni negotiis, … ipsis auctoritate regis præcepimus … ut … sequerentur nos“ o. ſ. v., og her er det aabenbart, at venientibus et existentibus gaar paa Biſkopperne, hiint paa Ketil, dette paa Arne, ſaa at det maa overſættes: „Thi da (eller endſkjønt) vi, idet den ſtavangerſke Biſkop Ketil og den bergenſke Biſkop Arne deels vare komne (Ketil) deels allerede vare (Arne) i Bergen den 20de Marts 1309, og agtede ſig videre til Nidaroos, befalede dem at følge os“ o. ſ. v.; ikke deſto mindre har man, ubegribeligt nok, henført venientibus et existeutibus til nos eller tænkt ſig et udeladt nobis. Det følger altſaa lille heraf at Kongen, men kun at Biſkop Ketil kom til Bergen den 20de Marts, og ſaaledes bliver der intet i Vejen for at antage, at han allerede før Juul kom derhen, hvilket og er det rimeligſte, thi alt tyder hen paa, at Kongen ej var i Oslo, da Erik angreb Byen, og at denne netop har villet benytte ſig af hans Fraværelſe.
  5. At de misfornøjede Nordmænd gjorde fælles Sag med Hertugen ved denne Lejlighed, ſees nokſom af Kongens Brev af 20de Marts, der ſtrax nedenfor anføres, hvor det heder at baade udenlandſke og indenlandſke Magnater havde gjort Indfald i Norge.
  6. Her kommer dog igjen altid det Spørgsmaal, om ikke Vejen til Oslo, ſelv øſtenfra, førſt gik over Fryſja længer oppe og ſiden tilbage igjen ved Foſs. Se ovfr. III. S. 364. At Erik ej kom over Ekeberg, men for desbedre at overraſke Byen ad en Omvej over Bagaas eller Gjelleraaſen, er højſt rimeligt; ſandſynligviis kom han endog ej fra Kongehelle, men fra Vermeland, ellers vilde han vel have ødelagt det nys paabegyndte Baagahuus Slot.
  7. Heraf følger aldeles ikke, at Kongen befandt ſig paa Akershuus, eller endog i Nærheden; Meningen er aabenbart kun den at Hertugen ej brød ſig om hvad Kongen enten ſagde eller vilde ſige hertil.
  8. I de isl. Annaler ſtaar: „Lidungerne rejſte ſig mod Svearne og de mødtes ved Oslo Bro“; i Riimkrøniken heder det, hvor Slagets Udfald omtales: „de Oplandſke bleve der ſaare“ o. ſ. v.
  9. Dette ſiges udtrykkeligt i Riimkrøniken.
  10. Riimkrøniken S. 37.
  11. Den 27de Marts var han med ſin Broder hjemme i Sverige, ſe Dipl. Sv. No. 1616. Dette er den førſte Gang vi finde dem nævnte i Diplomer for 1309.
  12. I Riimkrøniken kaldes han Joar Jonsſøn, men Joar og Ivar er det ſamme Navn, og Riimkrøniken bruger meſt Formen Joar. Kort efter, hvor Riimkrøniken omtaler Fegtningen i Kalfſund om Sommeren 1309, melder den: „Joar Jonsſon blev der død“ o. ſ. v., ſaaledes at man tydeligt kan ſee at det maa være den ſamme Joar Jonsſøn, ſom her menes. Og at dette igjen ej var nogen anden end Ivar, Søn af Jon Raud, vil nedenfor, hvor Slaget i Kalfſund omhandles, blive viiſt.
  13. Helge Baat nævnes ingenſteds i de hidtil bekjendte norſke Oldbreve, ſaa at man ej veed andet og mere om ham, end hvad Riimkrøniken her beretter. I en Codex kaldes han ogſaa Holger, men da dette Navn ej var brugeligt i Norge, er denne Læſemaade ſikkert urigtig.
  14. Se Kong Magnus Eriksſøns Brev af 4de Juli 1343, Dipl. Norv. III. 220.
  15. Dipl. Sv. No. 1382, 1384. Man ſeer heraf, at den, der var Stuekarl paa Erkebiſkop Jakobs Tid, heed Gyrd, og hans Søn Thore Gyrdsſøn.
  16. Skraaen findes i Tillægget til Hadorphs Udg. af den ſvenſke Riim-Parafraſe af St. Olafs Saga, ſaavel ſom i Dipl. Sv. II., Tillæg No. 1754; Originalen er nu i det ſvenſke Rigsarchiv. Her ſtaar det udtrykkeligt at „denne Ret hittedes“, det vil ſige befandtes ved Underſøgelſe at være billig eller ſedvansmesſig, om Vintren efter Juul 1303, da Erkebiſkop Nikolas kom til Jemteland, og Sira Erlend Styrkaarsſøn kom fra Norge paa Kong Haakons Vegne. Brevet er ſkrevet paa Norſk. Det beſtemmes her, at Betalingen for alle kirkelige Forretninger ſkal erlægges i Lerred, f. Ex. for Brudevielſe 2 Alen, for Innergang 2 Alen, for Liigferd 15 Alen, o. ſ. v.: kun naar Lerred ej havdes, ſkulde der betales i Smør, Skind eller Korn; om rede Penge var ej Tale. Heraf maa man formode, at der i Jemteland tilvirkedes meget Lerred.
  17. N. gl. L. III. No. 113 S. 201.
  18. Den 15de Juli 1308 fik Nikolas Pallium i Poitiers, ſe Porthans Bullarium S. 68; at han var i Bergen 4de Marts 1309 ſees af Mscr. Barthol. E. 501—503; han udſtedte da Vidnesbyrd om Biſkop Arnes Appell i den færøiſke Biſkopsſag. Formodentlig er han da kommen med et Skib directe fra Brügge til Bergen, hvilken i de Tider ſynes at have været den ſedvanlige Rente for dem, der fra Frankrige agtede flg til Norge og ligeledes omvendt til Brügge, naar man fra Norge ſkulde til Frankrige. Den Vej tog, ſom man ſeer, Biſkop Thorfinn af Hamar, ligeledes Erkebiſkop Jørund og Jon Elg. Men det er da ej rimeligt at Nikolas ſkulde være kommen til Norge ved Vintertid: ſandſynligviis kom han allerede Heſten forud og forblev i Bergen, deels for Aarstidens Skyld, deels for at erfare noget nærmere om Forholdene l Sverige, inden han begav ſig derhen. Den 28de Mai finde vi ham i Upſala, Dipl. Sv. No. 1624.
  19. At der i Kongens Brev bruges den Talemaade „Svearne have ydet og overrendt en Deel af Jemteland“ betjener ikke at udlægges ſom om Jemterne af de Svenſke betragtedes ſom Fiender; „ødet“ maa juſt ikke tages bogſtaveligt, men mere ſom en ſtaaende Talemaade: at ſaa godt ſom hele Jemteland var taget, ſees baade deraf, at der var Tale om at verge Throndhjem, og tillige af Kongens Udtryk længere nede .,at renſe og tilbagevinde Jemteland“. Ligeledes ſees det af de kongelige Ombudsmands Ytringer til Overhalvingerne, at det i alle Fald ikke var tilbageerobret henimod Sommeren. Saaledes vilde det ej have været, hvis den ſamme Aand havde herſket blandt Jemterne ſom blandt Thrønderne. At Une Petersſøn var Sysſelmand der i 1315—16, ſees af Dipl. Norv. IV. 116; da han nu i Kongens Brev af 5te April 1309 er en af de fire Mænd, hvem Opſigten med Udruſtningen og det foreſtaaende Jemtelandstog overdrages, kan dette neppe have været i anden Egenſkab end af Sysſelmand i Jemteland; han var nærmeſt dertil og meſt interesſeret i at vinde det tilbage.
  20. At Toget maa have fundet Sted ved Juletider, altſaa ſamtidigt med Hertug Eriks Tog, ſeer man deraf at Kong Haakon i ſit Brev, dateret 4de April, udtrykkeligt ſiger, at han tidligere har ſkrevet til Thrønderne om denne Sag og takket dem for deres Raſkhed; har han nu, ſom rimeligt er, ſkrevet det forrige Brev maaſkee i Marts eller endog i Februar, og ſaaledes modtaget Efterretningen om Angrebet end tidligere, kan dette ſelv ikke ſættes ſtort ſenere end ved Nytaarstider. Da Hertug Valdemar lige ſaa lidet ſom Hertug Erik omtales i Breve for 27de Marts, og vi ſaaledes ej vide hvor han opholdt ſig ſiden 27de Aug. 1308, kan han for den Sags Skyld gjerne have anført Toget til Jemteland.
  21. I Kongens Brev af 20de Marts 1309 nævnes ej Stedet, men kun et omtrent en Maaneds Rejſe fra Nidaroos liggende Sted. Nu kan dette ej have været ved Elven, da man af det følgende ſeer, al Flaaden ferſk kom did efter at være afſejlet; derimod ſeer man af et hidtil utrykt Brev i Bartholiniana, E. 556, at Lodin af Borgund, der var med paa Toget, og endnu ſammen med de øvrige Biſkopper ved Ekerøerne paa Tilbagetoget, ſiden drog fra Tunsberg til Bergen, hvilket altſaa viſer at Flaaden der afkaſtedes: heraf fremgaar det, at den ligeledes maa have ſamlet ſig der.
  22. Se herom Breve i Dipl. Norv. III. 73, 75—80, foruden flere utrykte i Bartholiniana, S. 497—556.
  23. Dipl. Norv. III. 80.
  24. Dipl. Norv. I. 119.
  25. Dipl. Norv. I. 120.
  26. Vi ville rigtignok ſenere erfare, at Biſkop Arne laa i Tviſt med Magiſter Capellarum om dennes Rettigheder, men ſaavidt det kan ſees, blandede Kongen ſig ikke ſelv umiddelbart deri.
  27. I Jørunds Brev til Arne, Dipl. Norv. III. 75, der indløb lidt før Juul (III. 80), ſiger han udtrykkeligt, at hans Chorsbrødre Salomon og Hallvard vare borte i hans Erender, blandt andet for at indkalde Biſkopperne Ingjald og Helge til Concilium.
  28. Dipl. Norv. III. 76.
  29. Dipl. Norv. I. 121.
  30. Dipl. Norv. II. 96.
  31. Dipl. Norv. II. 103.
  32. Den 10de (4 Nætter før Tiburtii og Valeriani Mesſe) angives i Laur. Saga Cap. 27, den 11te (III. id. Apr.) i Biſkop Arnes Brev af 4de Juni 1309, Barthol. E. 517.
  33. Dipl. Norv. II. 96.
  34. Arnes Brev fra Bergen af 4de Juni, Barthol. E. 517.
  35. Slaget i Kalfſund ſandt, ſom det vil ſees, Sted omkring 17de Juli, og længere end 3 Uger kunne dog vel ikke de norſke Skibe have ligget der for Modvind. Altſaa kunne de ej være komne afſted førend efter Midten af Juni.
  36. Blandt dem, der ſad hjemme, dog viſtnok efter Kongens egen Befaling, var Drottſeten Asſur Jonsſøn og den ſenere til Merkesmand udnævnte Paal Eriksſøn, Broderſøn af Fru Jardthrud, Guthorm Gydasſøns Enke; de udſtedte nemlig et Brev fra Oslo 10de Juni 1309 (Dipl. Norv. II. 98) og nævnes ej ſom Medbeſeglere paa Tractaten.
  37. Riimkr. S. 38. Man har almindeligviis antaget (allerede Ericus Olai ſynes at have forſtaaet det ſaaledes), at denne Ivar Jonsſøn, eller ſom Riimkrøniken har det, Ivar Jonsſøn, ſkulde have været Hertug Eriks Mand, og man har her aabenbart kun ſluttet det deraf, at Erik beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave. Men naar man læſer det foregaaende, ſeer man tydeligt, at Riimkrøniken her umuligt kan mene nogen anden „Joar Jonsſøn“, end den ſamme, den nys forud har omtalt, Anføreren for Nordmændene paa Toget til Dalsland; at Erik beklagede hans Død m. m., er netop hvad man kunde vente af en i alt, hvad der ikke vedkom hans politiſke Planer, ſaa ridderlig Fyrſte ſom Hertug Erik, iſær naar man erindrer, at han maa have kjendt Ivar Jonsſøn ſaavelſom de fleſte andre fornemme Nordmænd perſonligt, og Ivar Jonsſøn desuden ſynes at have ſtaaet i hans Tjeneſte. At Ivars Liig faldt i Fiendens Vold, er netop rimeligt, da han jo vel faldt ombord paa et af de ſyv erobrede Skibe. Det er endog tydeligt, at Riimkrønikens Forfatter her med Flid har villet ſtille Hertugens ridderlige Ferd i Modſætning til Nordmændenes Gruſomhed mod de ſvenſke Fanger; til Bekræftelſe paa, at Hertugen virkelig lod Hr. Ivar hederligt begrave, tilføjer han end ydermere udtrykkeligt: „mangen hederlig Mand det ſaa“, hvilket han ej havde fundet i nødvendigt, derſom Sagen ikke i og for ſig var noget uſedvanlig. Hertil kommer nu, at de isl. Annaler udtrykkeligt anføre for 1309: „Ivar Jonsſøns og hans Broder Thores Fald“; og at disſe to Brødre vare Sønner af Jon Rand, ſees deraf, at Thores Fald ſiden, og rigtigere, henføres til Vinterfelttoget 1310, med disſe Ord, „der faldt Thore Thinghøvde, Søn af Jon Ivarsſøn Raud“. Man kan let forſtaa, hvorledes en islandſk Annaliſt, der om Vaaren 1310 paa een Gang fik Efterretning om begge Brødres Fald, kunde antage, at de virkelig ogſaa faldt paa een Gang. Saaledes er det aabenbart, at Riimkrønikens Joar Jonsſøn ikke er nogen anden end Hr. Ivar Jonsſøn. Det er ellers uheldigt, at Brevet i Dipl. Norv. III. 92, hvorved Hr. Jon Ivarsſøn giver 5 Øres Bool i Baudanger og 1 Øres Bool i Sveinsrud ved Eidsvold til Mariekirken for ſin Søn Hr. Ivars Sjæl til hans Aartidehold, ej er dateret, thi ellers vilde vi og derfra kunne hente et yderligere Beviis. Sandſynligviis er det dog fra Høſten 1309, thi var det f. Ex. fra Vaaren eller Sommeren 1310, vilde Hr. Jon vel have givet Gods for begge ſine Sønners Sjæle. At Jon endnu levede efter Kongens Tilbagekomſt fra Danmarkstoget, ſkjønt han vel paa Grund af Alderdom ej var med paa dette, ſees deraf, at han overvar Kongedatterens Feſtemaal. Derfor er det, ſom allerede før bemerket, aldeles urigtigt, naar nogle Annaler lade Jon Raud dø 1300; Flatø-Annalerne have Jon Raudsſøn, maaſkee dette har været en fjerde Søn af Jon Ivarsſøn. Betegnende er det, at Jon Ivarsſøn, ſom han ſiger, ſkjenkede hiint Gods for ſin Søn „efter Kongens Raad“. Sikkert har han da ſelv været ſvag, og ej levet længe efter.
  38. Riimkr. S. 38. I et Haandſkrift læſes „Mathis Chriſtinesſøn“ og „Mathis Algøtsſøn“. I Chronicon hos Fant Scr. r. Sv. S. 65 ſtaar: „ſamme Aar (1309) bleve Herrerne Magnus Chriſtinesſøn, Magnus Algotsſøn og Erengiſl Jønsſøn dræbte af de Norſke, men af disſe faldt der mange“.
  39. At Mødet holdtes i Kjøbenhavn, ſees deraf, at Freden ſluttedes der; havde det været holdt ved Iſefjorden, vilde ogſaa Tractaten have været dateret etſteds derfra. Før øvrigt er her at bemerke, at Præliminær-Tractaten, der ovenfor er anført, og efter Huitfeld dateret 29de Auguſt 1308, i Afſkriften i Barthol. E. 342, hvorefter den igjen er aftrykt i Thorkelins Analecta S. 98, ſamt derefter igjen i Dipl. Sv. No. 1638, er dateret 1ſte Juli 1309. At dette reentud maa være en Fejltagelſe, ſees deraf, at den omtaler Mødet St. Barnabas Dag (11te Juni) ved Iſefjorden ſom foreſtaaende; det ſkulde altſaa, hvis Dateringen 1ſte Juli 1309 var rigtig, være 11te Juni 1310, hvilket er en Umulighed. Man ſeer desuden af Udſtedernes Navne, at Documentet er det ſelvſamme ſom det, hvoraf Huitfeld meddeler Uddrag, og ſom han daterer 29de Aug. 1308, og at denne Dag er den rette, ſees igjen deraf, at Indtægterne af Kongens Mødrenegodſer i den endelige Tractat af 17de Juli beregnes at løbe fra 29de Auguſt ſ. A. (hvilken Dag Huitfeld her, ligeſom tidligere, ved at omtale Modet paa Sommerſted-Hede, ſlet hen kalder St. Hans Dag). Det er endog ſandſynligt at Ivar Olafsſøn, en af Medudſtederne, ej engang var med paa Toget i 1309, thi ellers vilde vi vel have fundet hans Navn i Fredstractaten. Her maa altſaa den, der indførte Tractaten i den bergenſke Copibog, efter hvilken Barthol. E. er ſkreven, have læſt fejl. Formodentlig har Dagen Anno d. mcccviii in dec. Joh. Bapt. været ſkrevet noget utydeligt, ſaa at han har læſt mcccviiii oct. Joh. Baptistæ. Endog kun at ville ſlutte fra Dateringen 1ſte Juli, at Underhandlingerne da toge ſin Begyndelſe, er neppe tilladeligt, thi den hele Datering er en Fejl.
  40. Da Kong Byrge, ſom man ſeer, var tilſtede ved Fredsſlutningen, er intet rimeligere, end at ogſaa han har udſtedt et Brev. Ved Præliminær-Tractaten lovede Kong Erik at tale Erik Valdemarsſøns Sag paa det bedſte hos Byrge; Reſultatet deraf ſkulde nu aabenbare ſig i den endelige Fredsſlutning.
  41. Barthol. E. 346 ff., og derefter ſaavel i Analecta S. 103 ff. ſom i Dipl. Sv. No. 1629. Af de her opregnede Forløftesmænd er der enkelte, ſom ikke nævnes paa noget andet Sted, og om hvilke man derfor intet andet veed. Af de øvrige have vi allerede omtalt flere; andre ville i det følgende blive nævnte. Huitfeld, der viſtnok bar haft Originalen for ſig, anfører her nogle flere Navne, end Afſkriften i Bartholiniana, hvor et Par maa være udeglemte (Sigurd af Rande og Thrond Hallvardsſøn), men for Reſten ere flere Navne hos ham næſten ukjendelige. Naar man underſøger Abſalon Pedersſøns Fortegnelſe (S. 96) over Baroner og Riddere under Kong Haakon Magnusſøn, ſeer man ſtrax at han maa have haft denne Tractat for ſig, thi Navnene findes der ganſke i ſamme Orden.
  42. Actſtykket om Ingebjørgs Trolovelſe, hvor ogſaa Fuldmagtens Udſtedelſe omtales, findes kun hos Huitfeld i Uddrag, men vrimler af Fejl. For det førſte ſtaar der, at Fuldmagten, dateret Mariæ Magdalenæ Dag, er udſtedt i „Hammeren“. Dette Navn er ſimpelt hen Fejllæsning af Hamn eller Haun eller Hamniæ, d. v. ſ. Kjøbenhavn, thi naar Freden var ſluttet i Kjøbenhavn 17de Juli, og Fuldmagten tre Dage efter udſtedtes i Kong Eriks og Kong Byrges Nærværelſe, ſamt aabenbart i een Henſigt, at de Befuldmægtigede ſkulde følge med den tilbagevendende norſke Flaade, er det klart at der ej kan være Spørgsmaal om noget andet Sted, hvor eet kunde være ſkeet, end Kjøbenhavn; hvis vi havde det af Kong Erik udſtedte Exemplar af Tractaten, vilde vi ſikkert ogſaa der finde Biſkop Peter, Jens Provſt og Ingvar Hjort ſom Medbeſeglere. Fremdeles ere Navnene paa Vidnerne ved Trolovelſen forvanſkede. „Johan Iversſøn hans Cantſler, Aage“, ſkal læſes: „Jon Ivarsſøn, Cantſler Aake“; „Svend Aſlag“ læs „Snare Aſlaksſøn“; „Hack, Thore Jensſøn“ læs „Hafthor Jonsſøn“; Adler Jensſøn“, læs „Asſur Jonsſøn“; de to ſidſte Navne „Svend, Erik“, lade ſig ikke forklare. Endelig er Slutningsdateringen for det hele Document, Marſtrand 1309 den 16de Mai, øjenſynligt urigtig, thi derved bliver jo Vidnesbyrdet om den ſluttede Trolovelſe ældre end Fuldmagten. Da Brevet var beſeglet baade med deres og Kongens Segl, og udſtedt i Marſtrand, er det klart at det maa være ſkeet, da Kongen, ſom Annalerne berette, i Begyndelſen af Vintren, altſaa førſt i October, gjorde et nyt Tog til Landsenden, og at de danſke Geſandter formedelſt Ufreden ej tidligere kunde vende tilbage. Der maa ſaaledes have været noget ved Dateringen, der kunde misforſtaaes og er blevet misforſtaaet af Huitfeld, ſkjønt det ej er ſaa let at ſige, hvori Fejltagelſen beſtaar. At Trolovelſen fandt Sted kort efter Kongens Ankomſt til Oslo, ſees deraf, at Biſkoppen af Hamar var tilſtede; han var endnu ikke rejſt hjem. Formodentlig ſtede den i en af de ferſke Dage af Auguſt.
  43. Dette ſees af Biſkop Lodins Erklæring, indtagen i utrykt Brev i Barthol. E. 551—555, dat. 26de Decbr. 1311.
  44. Dette ſees, ſom ſagt, af Brev, Lodin vedkommende, af 1ſte Febr. 1311; ligeledes tildeels deraf, at kun de to øſtlandſke Biſkopper nævnes ſom Vidner ved Trolovelſen.
  45. Riimkr. S. 38.
  46. I Overſættelſen af „Hertug Fredrik“, udg. af Sv. Fornſkriftſällſkapet, ſiges der mod Slutningen, at Euphemia lod denne Overſættelſe beſørge (lod den vende paa Svenſk), da der fra Chriſti Fødſel var hengaaet 1300 Aar og 8 Aar og Maaneder to; en Codex har vel „8 Maaneder og to“, men dette er meningsløſt; de tre øvrige have alle „1308 og to Maaneder“. Overſættelſen blev ſaaledes ferdig i Februar 1308, ikke længe for Kongens og Hertugens Mode paa Munkeholmen, da denne „hoppades konungsens dotter få“. Digtet om Ivent havde hun ladet overſætte 1303, ſtrax efter at Ingebjørg var bleven trolovet med Hertug Erik; Flores og Blanzeflor lod hun overſætte „lidt førend hun døde“, da det atter var blevet godt mellem Kongen og Hertugen, og Brylluppet var i Vente. Overſættelſen af Ivent fandtes endnu i 1340 blandt Kong Magnus Eriksſøns Gods paa Baagahuus; „Hertug Fredrik“ havde han foræret til Erling Vidkunnsſøn (Dipl. Norv. III. 202).